Tilbagekaldelse af afgørelse om forlængelse af sygedagpenge. Notatpligt. Partshøring
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Tilbagekaldelse af afgørelse om forlængelse af sygedagpenge.
Notatpligt. Partshøring
Det fremgår af sagen at A
den 23. oktober 1997 blev sygemeldt fra et ansættelsesforhold på en
møbelfabrik
hvor A var i arbejdsprøvning med henblik på etablering af en såkaldt
50/50-ordning. Sygemeldingen blev af A’s læge begrundet med at A ikke
længere
kunne klare arbejdet. Den 3. november 1997 modtog kommunen A’s anmodning
om
dagpenge.
På foranledning af A’s læge
blev der indhentet en psykologerklæring til afdækning af om der eventuelt
skulle indledes en sag om førtidspension. Sideløbende hermed blev der
iværksat
en ny arbejdsprøvning i 2 måneder hvorunder A fortsat modtog sygedagpenge.
Efter at kommunen modtog
psykologerklæringen, blev der på kommunens foranledning foretaget en
neurologisk undersøgelse af A.
Samtidig hermed startede A
på kommunens revacenter med henblik på en afklaring af A’s
erhvervsmæssige
begrænsninger. A var på revacentret i 3 måneder.
Konklusionen på
afklaringsperioden var at A ikke ville kunne vende tilbage til
arbejdsmarkedet
på normale vilkår, men at der nok ville blive tale om et fleksjob.
Den 20. august 1998 fik A
meddelt afslag på pension. Denne afgørelse blev senere stadfæstet af Det
Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt.
Læs alt
Da kommunen efter det
oplyste fortsat vurderede at revalidering, eventuelt til fleksjob, var
overvejende sandsynlig, fortsatte A på sygedagpenge.
Den 19. november 1998 skrev
kommunen således til A:
”Forlængelse ud over varighedsbegrænsningen
Efter dagpengelovens § 22
indtræder en varighedsbegrænsning, når der ved en måneds udgang i alt er
udbetalt dagpenge/sygeløn for mere en 52 uger i de forudgående 18
kalendermåneder.
Dagpengeperioden kan dog
forlænges, når det er overvejende sandsynligt, at der vil blive iværksat
revalidering, når der efter en lægelig vurdering er sikker forventning om, at
den sygemeldte inden for 26 uger kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i
fuldt omfang, eller der er rejst ansøgning om offentlig pension.
Det er besluttet at forlænge
Deres dagpengeudbetaling.
Det vil således også kunne udbetales sygedagpenge til Dem så længe det
anses for sandsynlig at revalidering vil blive iværksat.
”
Den 26. november 1998 blev
der holdt et såkaldt § 24-møde mellem Holstebro Kommune og A’s
praktiserende
læge. Fra kommunens side deltog sagsbehandleren, jobkonsulenten,
dagpengegruppen og kommunens lægekonsulent.
Den 27. november 1998 skrev
Holstebro Kommune atter til A. I brevet stod bl.a.:
”Meddelelse om varighedsbegrænsning
Efter dagpengelovens § 22
ophører dagpengeudbetalingen, når der ved en måneds udgang i alt er udbetalt
dagpenge eller sygeløn for mere end 52 uger i de forudgående 18
kalendermåneder.
For Deres vedkommende
indtræder varighedsbegrænsningen
30. november 1998.
Sagen har været vurderet med
Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge
dagpengeudbetalingen.
Dagpengeudbetalingen i
Sygedagpengegruppen vil derfor ophøre ovennævnte dato, hvis De ikke er
raskmeldt forinden.
”
Forening B klagede på A’s
vegne ved brev af 3. december 1998 over kommunens afgørelse til Det Sociale
Nævn
i Ringkjøbing Amt. Foreningen skrev bl.a.:
”Er det en korrekt
afgørelse, at kommunen pludselig beslutter, at der alligevel ikke kan
etableres
en arbejdsprøvning og derfor stopper dagpengene, og kan de gøre det med så
kort
varsel, når de ugen før har truffet den modsatte beslutning om at forlænge
dagpengene med henvisning til arbejdsprøvning før placering i fleksjob?”
Under sagens behandling i
det sociale nævn indsendte A kopi af en artikel fra Holstebro Dagblad fra den
16. december 1998 om sygedagpenge.
Holstebro Kommune
remonstrerede afgørelsen og sendte sagen til det sociale nævn ved brev af 18.
januar 1999. Kommunen redegjorde i brevet for sagens forløb og anførte:
”Sagen er revurderet i løbet
af perioden, der er gået, siden anken er modtaget, hvilket munder ud i at
tidligere trufne afgørelse fastholdes.
Dagpengestoppet begrundes
med at pgl. ikke er fuld uarbejdsdygtig i henhold til dagpengelovens § 5, der
er tale om en stationær lidelse, som ikke berettiger til pensionstilkendelse
og
revalideringsmulighederne er udtømte.
”
Ved afgørelse dateret 29.
juni 1999 stadfæstede det sociale nævn kommunens afgørelse. Nævnet anførte
bl.a.:
”De er således ikke
berettiget til forlængelse af dagpengeperioden ud over
varighedsbegrænsningen,
som indtrådte den 30. november 1998, på hvilket tidspunkt De havde modtaget
sygedagpenge i mere end 52 uger i de forudgående 18 kalendermåneder.
Afgørelsen begrundes med, at
revalidering ikke kan anses for overvejende sandsynlig, jfr. dagpengelovens §
22, stk. 1, nr. 1.
Der er ved afgørelsen lagt
vægt på, at De er fundet berettiget til et fleksjob, idet det på grund af
Deres
fysiske og psykiske helbredsforhold ikke er realistisk, at De gennem
revalidering vil kunne bringes tilbage til et arbejde på normale vilkår.
Det er en betingelse for at
forlænge dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr. 1, at der er udsigt til
revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale
vilkår. Et fleksjob kan ikke sidestilles med revalidering, da mulighederne
for
revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være udtømte, før der
kan
tilbydes et fleksjob, jfr. aktivlovens § 71.
Det er således ikke muligt
at forlænge dagpengeperioden, indtil kommunen finder et fleksjob til Dem,
selv
om De umiddelbart er klar til at påtage Dem et sådant.
Det er af samme grund heller
ikke muligt at forlænge dagpengeperioden, selv om der er planer om at
iværksætte en arbejdsprøvning, når arbejdsprøvningen sker med henblik på
etablering af et fleksjob.
Nævnet skal henvise til
praksis fra Dagpengeudvalget og Den Sociale Ankestyrelse, offentliggjort i
social meddelelse D-6-99 og D-7-99, som vedlægges til Deres orientering.
Nævnet finder det
kritisabelt, at Holstebro Kommune den 19. november 1998 traf afgørelse om
forlængelse af dagpengeperioden ud over varighedsbegrænsningen, hvorefter man
den 27. november 1998 ændrede denne afgørelse, uden at der var sket
væsentlige
ændringer i sagens faktum eller det retlige grundlag. Nævnet finder, at
kommunen burde have ventet med at træffe afgørelse vedrørende
forlængelsesspørgsmålet,
hvis det var kommunens vurdering, at en endelig stillingtagen til forlængelse
forudsatte en mødedrøftelse.
Nævnet finder dog ikke, at
dette kan begrunde, at De har krav på forlængelse af dagpengeperioden ud over
varighedsbegrænsningen, idet kommunens afslag på at forlænge dagpengeperioden
–
afgørelsen af 27. november 1998 – er truffet og meddelt Dem, inden
varighedsbegrænsningen faktisk er indtrådt.”
A klagede over afgørelsen
til Den Sociale Ankestyrelse og anførte bl.a. at han mente der var sket noget
nyt i sagen, da han skulle indlægges på epilepsihospitalet Filadelfia den 19.
juli 1999. A anførte videre at han regnede med at få det meget bedre.
Den 22. juli 1999 traf
Ankestyrelsen afgørelse om ikke at ville behandle A’s sag da den ikke
fandtes
at have principiel eller generel betydning. Begrundelsen var at afgørelsen
beroede på en konkret skønsmæssig vurdering af A’s helbredsforhold og
hvorvidt det var overvejende sandsynligt at
revalidering ville blive iværksat.
A’s bror anmodede den 26.
august 1999 Ankestyrelsen om at genoptage sagens behandling under henvisning
til at A var under lægebehandling.
Ved brev af 17. september
1999 skrev Ankestyrelsen til A:
”
Efter dagpengelovens § 22,
stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for at forlænge dagpengeretten, at den
sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for
kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Efter § 39 i
socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 bortses der ved
afgørelsen af om dagpengeretten kan forlænges, fra den periode, hvor den
sygemeldte venter på behandling på offentligt sygehus.
Det er således en betingelse
for at kunne forlænge Deres dagpengeret, at De ved varighedsbegrænsningens
indtræden kunne antages at være fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter
at behandlingen på sygehuset er startet.
Det fremgår af sagen at De
ikke kan antages at blive fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter
indlæggelsen på Filadelfia, ligesom der ikke forventes at revalidering vil
blive
iværksat, hvorimod det antages at De muligvis kan tilbydes et flexjob.
Det sociale nævns afgørelse
ses således ikke på det foreliggende på nogen måde at være i strid med
dagpengelovens regler.
Ankestyrelsen finder derfor
fortsat at sagen ikke har principiel eller generel betydning, og at
afgørelsen
er i overensstemmelse [med] de for forlængelse gældende retsregler.
Ankestyrelsen kan derfor
fortsat ikke behandle sagen.
”
Ved brev af 7. december 1999
klagede A til mig.
Den 13. marts 2000 anmodede
jeg Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt og Holstebro Kommune om en udtalelse i
anledning af A’s klage.
I anmodningen henviste jeg
til myndighedernes afgørelser og anmodede Holstebro Kommune om at redegøre
for
de oplysninger der lå til grund for de to afgørelser af 19. og 27. november
1998, herunder for baggrunden for at revalidering ved afgørelsen af 27.
november 1998 ikke længere ansås for sandsynlig.
Jeg anmodede endvidere
myndighederne om at redegøre for deres overvejelser om hvorvidt kommunens
afgørelse af 19. november 1998 lovligt kunne tilbagekaldes.
Endelig anmodede jeg
myndighederne om en udtalelse om hvorvidt der under sagens behandling var
foretaget partshøring. I den forbindelse anmodede jeg Holstebro Kommune om at
oplyse om A forud for afgørelsen den 27. november 1998 var blevet partshørt
over indholdet af de vurderinger der ifølge kommunens afgørelse af 27.
november
1998 blev foretaget sammen med A’s læge, jf. forvaltningslovens § 19.
Jeg gjorde samtidig
myndighederne opmærksom på at jeg i forbindelse med min behandling af sagen
ville tage stilling til om myndighedernes afgørelser opfyldte
begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.
Ved brev af 16. marts 2000
anmodede det sociale nævn Holstebro Kommune om en udtalelse i anledning af
mit
brev. Nævnet skrev i den forbindelse:
”
Nævnet skal bemærke, at
nævnet ved sin behandling af sagen ikke har modtaget notater fra kommunen,
hvoraf fremgår, at egen læge har været inddraget ved kommunens sidst
foretagne
vurdering af forlængelsesmulighederne (det vil sige mellem de to afgørelser).
Nævnet har på baggrund af
kommunens ankebesvarelse/redegørelse til nævnet opfattet sagen således, at
der
mellem kommunens to afgørelser vedrørende forlængelse af dagpengeperioden ud
over varighedsbegrænsningen alene er foretaget en
intern
vurdering af forlængelsesmulighederne – det vil sige uden
indhentelse af yderligere oplysninger fra egen læge eller deltagelse af egen
læge ved opfølgningsmødet den 26. november 1998. Er dette korrekt?
”
Ved brev af 17. april 2000
fremkom Holstebro Kommune med følgende udtalelse:
”
Indledningsvis ønsker
Holstebro Kommune at medgive, at det ikke var god sagsbehandling at træffe to
modstridende afgørelser med så kort mellemrum.
Samtidig ønsker Holstebro
Kommune at henlede opmærksomheden på, at sagen, set i bagklogskabens lys,
givetvis burde have været stoppet på et langt tidligere tidspunkt, idet det
allerede, da der bliver givet afslag på førtidspension (august 1998), kunne
fastslåes, at de lægelige behandlingsmuligheder i dagpengelovens forstand var
udtømte, og at tilstanden derfor kunne anses for stationær. Endvidere stod
det
på samme tidspunkt meget klart, at (A) ville have meget svært ved at bestride
et job på normale vilkår, hvilket burde have medført et dagpengestop med en
begrundelse om, at han var til beskyttet beskæftigelse (fleksjob), og at
mulighederne for revalidering til ordinær beskæftigelse derfor var udtømte
eller alternativt at han kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med
begrænsninger, hvilket ligeledes ville medføre et dagpengestop med mindre det
ansås for overvejende sandsynligt at revalidering eller behandling ville
kunne
bedre arbejdsevnen, og dermed hans mulighed for at indtræde i ordinær
beskæftigelse.
Holstebro Kommune havde et
ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor strække
sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med
udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at
dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med
begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære
arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.
På opfølgningsmødet (§ 24
møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det
dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i
dagpengelovens
forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via
revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale
vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler
sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om
forlængelse,
da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover
varighedsbegrænsningen. Dagpengene bringes til ophør i medfør af
dagpengelovens
§ 5, da der er tale om en stationær lidelse, der ikke berettiger til
førtidspension, og revalideringsmulighederne i forbindelse med tilbagevenden
til ordinært arbejde skønnes for udtømte.
Det er Holstebro Kommune’s
vurdering, at pågældende vil kunne profitere af et længerevarende
optræningstiltag
(aktivering) i henhold [til] bestemmelserne i Lov om aktiv socialpolitik med
henblik på at kunne bestride et job på særlige vilkår, hvorfor pågældende
opfordres til at søge kontanthjælp.
Holstebro Kommune mener ikke
i lovens forstand at have tilbagekaldt sin afgørelse af 19.11.1998, men i
stedet ændret den ved afgørelse af 27.11.1998, da der ikke (længere) var
hjemmel i loven til at fastholde den af 19.11.1998 trufne afgørelse.
Holstebro
Kommune er af den opfattelse, at man den 19.11.1998 befandt [sig] helt ud ved
kanten af dagpengelovens ramme, hvorimod man efter mødet den 26.11.1998 havde
bevæget sig uden for rammen, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen af
19.11.1998 ville have været i strid med dagpengeloven (ulovlig).
Der er i perioden mellem den
19.11.1998 og 27.11.1998 ikke foretaget en direkte partshøring af (A),
hvilket
som nævnt ( ) skyldes, at der i princippet ikke forelå nye oplysninger som
(A)
ikke var bekendt med. De foreliggende oplysninger omkring hans arbejdsmæssige
formåen, herunder den manglende realistiske mulighed for tilbagevenden til et
ordinært job samt den stationære sygdomstilstand var blot blevet yderligere
tydeliggjort på mødet den 26.11.1998, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen
af
19.11.1998 ville være i modstrid med dagpengeloven.
Der findes ikke notater, der
dokumenterer, at egen læge har været inddraget mellem de to afgørelser, idet
det foregik på et såkaldt § 24 møde den 26.11.1998 – et møde hvor
Holstebro
Kommune og lægen mødes – Det er ikke et møde, hvor der bliver truffet
beslutninger, men et møde, hvor der foregår en dialog mellem lægen og
Holstebro
Kommune. Det er Holstebro Kommunes opfattelse, at skønnet omkring, hvorvidt
der
kan foretages en forlængelse, skal foretages af Holstebro Kommune på baggrund
af de foreliggende oplysninger, herunder eksempelvis § 24 mødet, og ikke som
en
fælles beslutning mellem lægen og Holstebro Kommune. Det kan som følge heraf
konkluderes, at Holstebro Kommune på mødet den 26.11.1998 blev klar over, at
den befandt sig udenfor lovens rammer.
Det er korrekt, at Holstebro
Kommune ikke har indhentet yderligere skriftligt lægeligt materiale mellem
den
19.11.1998 og 27.11.1998, men som tidligere beskrevet har der været afholdt
møde mellem lægen og Holstebro Kommune den 26.11.1998. Med hensyn til om der
alene er foretaget en intern vurdering – altså en vurdering af kommunen
– kan
Holstebro Kommune medgive, at dette er tilfældet.
”
Ved brev af 26. juni 2000
fremkom Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt med en udtalelse til mig. Nævnet
skrev:
”
Nævnet har ved brev af 26.
januar 1999 foretaget partshøring i Holstebro Kommunes ankebesvarelse af 18.
januar 1999.
Der er ikke foretaget
partshøring herudover, ligesom der ikke har været fremsat anmodning om
aktindsigt.
Nævnet stadfæstede ved sin
afgørelse af 29. juni 1999 Holstebro Kommunes afgørelse af 27. november 1998,
hvorefter (A) ikke var berettiget til forlængelse af dagpengeudbetalingen ved
varighedsbegrænsningens indtræden den 30. november 1998.
Begrundelsen herfor var, at
det ikke kunne anses overvejende sandsynlig, at revalidering ville blive
iværksat.
(A) var derimod af kommunen
fundet berettiget til fleksjob, som man dog ikke umiddelbart kunne etablere.
Der var ikke indtruffet
faktiske eller retlige ændringer mellem de 2 [kommunale] afgørelser.
Følgende fremgår af den
kommunale dagpengesektions journalark, side 1:
’Sagsbehandler ( ) deltaget
d.d. i lægemødet. Hun opridser hidtidig sagsforløb vedr. arbejdsprøvning, og
foreslår at der arbejdes henimod
placering i 50/50 ordning.
11.11.97:
( ) meddeler, at hun
forsøger at få tvillingeparret placeret i arbejdsprøvning på ny i tidligere
virksomhed og anmoder om at dette sker på DP i en to måneders periode
foreløbig.
§ 24 møde d. 27. august
1998.
Har fået afslag på pension.
( ) følger op på sagen.
( ) meddeler, at hun har
indkaldt pgl til en samtale d. 14.9.98 og har bedt ham tænke over, hvorvidt
han
ønsker fleksjob. Hvis ikke stop for DP og overgang til
kontanthjælp/aktivering.
§ 24-møde den 26.11.98:
Pgl. har været i
arbejdsprøvning på (X) Møbler, men det gik ikke godt. Det skønnes ikke muligt
at finde egnet arbejdsprøve til pgl. Dagpengeudbetalingen stoppes pr.
30.11.98.
Pgl. har tidligere fået
afslag på pension, og der skønnes ikke at være sket nogen ændring i
situationen.
Pgl. gives besked om stop af
dagpengeudbetalingen og om, at han kan rette henvendelse til
kontanthjælpsgruppen på ( )-vej.
’
Nævnet opfatter ( )
situationen således, at kommunen i al fald senest den 27. august 1998 havde
konkluderet, at (A) ikke ville kunne revalideres til et job på normale
vilkår,
men at man ville arbejde hen i mod etablering af et fleksjob.
Det fremgår desuden, at
kommunen var indstillet på at forlænge dagpengeperioden, såfremt (A) ønskede
et
fleksjob.
Nævnet vurderer derfor, at
kommunen på tidspunktet for afgørelsen af 19. november 1998 – og også
tidligere
– har fortolket reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 således, at
visitation til og iværksættelse af arbejdsprøvning med henblik på etablering
af
et fleksjob ikke udelukker forlængelse af dagpengeretten ud over
varighedsbegrænsningen.
Nævnet er af den opfattelse,
at dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1
ikke
giver hjemmel til forlængelse af dagpengeretten ud over
varighedsbegrænsningen
i et tilfælde, hvor det er vurderet, at den sygemeldte ikke via
revalideringsmæssige tiltag vil blive i stand til at varetage et arbejde på
normale vilkår, men at pågældende i stedet skal tilbydes et fleksjob.
Nævnets afgørelse af 29.
juni 1999 er udtryk for denne fortolkning af § 22, stk. 1, nr. 1.
Nævnet støtter sin
fortolkning på SM D-06-99 og SM D-07-99, hvori Den Sociale Ankestyrelse har
præciseret, at den revalidering, der omtales i dagpengelovens § 22, stk. 1,
nr.
1, ikke omfatter/kan sidestilles med fleksjob og iværksættelse af
foranstaltninger med henblik på fleksjob.
Begrundelsen herfor er
blandt andet, at revalideringsmulighederne skal være udtømte, før man kan
komme
i betragtning til et fleksjob. Endvidere har Ankestyrelsen som begrundelse
for
denne fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 fremhævet aktivlovens
trinvise opbygning med særskilte kapitler om henholdsvis
kontanthjælp/aktivering, revalidering, og fleksjob, jfr. ’Nyt fra
Ankestyrelsen’ nr. 1, 1999.
Før indførelsen af fleksjob
pr. 1. januar 1998 og socialreformen af 1. juli 1998 fandtes reglerne om
beskyttede stillinger – herunder de såkaldte 50/50-ordninger for
ikke-pensionister (forgængeren for fleksjob) – i bistandlovens § 91.
Da disse regler var
gældende, nåede Ankestyrelsen i en konkret afgørelse, SM D-15-96, frem til,
at
der kunne ske forlængelse, når en person var fundet berettiget til en
beskyttet
stilling. Denne SM er nu ophævet.
Der er således tale om, at
fleksjob – i modsætning til de såkaldte 50/50-ordninger – ikke
sidestilles med
revalidering i dagpengelovens forstand.
Nævnet finder på denne
baggrund, at kommunen ikke i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 havde hjemmel
til at forlænge dagpengeretten ud over ordinær varighed.
På tidspunktet for kommunens
afgørelse om forlængelse af dagpengene udover varighedsbegrænsningen var den
nu
ophævede SM (D-15-96) imidlertid fortsat gældende, hvorfor der kunne herske
tvivl om fortolkningen af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 i relation til
fleksjob. Retstilstanden blev først afklaret med SM D-06-99 og D-07-99, og
der
er derfor næppe holdepunkt for at anse kommunens afgørelse for ugyldig.
Spørgsmålet om
retmæssigheden af kommunens afgørelse af 27. november 1998 må derfor bero på
om
afgørelsen af 18. november 1998 har kunnet tilbagekaldes.
Nævnet har herved lagt til
grund
at der er tale om en
begunstigende forvaltningsakt, som har skabt en forventning hos adressaten,
at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i
de til grund liggende retlige og faktiske forhold mellem de 2 afgørelser,
at årsagen til ændringen
således udspringer af en ændret vurdering på samme grundlag,
at kommunens oprindelige
afgørelse var behæftet med en indholdsmæssig mangel,
at korrektionen fandt sted
ca. 1 uge senere og før varighedsbegrænsningen indtraf, således at klager
ikke
har kunnet indrette sig i tillid til afgørelsen,
at der er tale om en løbende
ydelse, hvis udbetaling forudsætter, at lovens betingelser til en hver tid er
opfyldt,
at dagpengene kunne og burde
have været standset i september 1998 efter beslutningen om, at den pågældende
ikke var berettiget til pension, idet revalidering til arbejde på normale
vilkår allerede da blev vurderet som usandsynlig.
De 3 førstnævnte argumenter
taler for, at kommunen ikke kunne tilbagekalde afgørelsen af 18. november,
mens
de 4 sidstnævnte hensyn går i modsat retning.
Nævnet har fundet, at
hensynet til borgerens forventning om at kunne støtte ret på en ulovlig
afgørelse måtte vige for hensynet til en lovmæssig forvaltning. Det er herved
også taget i betragtning, at skadevirkningen for den berørte borger er
begrænset,
idet der påhviler kommunen en pligt til løbende at revidere dagpengesagen,
hvorfor afgørelsen af 18. november 1998 ikke kunne bibringe
dagpengemodtageren
en forventning om en langvarig fortsættelse af dagpengeudbetalingen.”
Ved brev af 3. juli 2000 fik
A kopi af nævnets breve af 16. marts og 26. juni 2000 og Holstebro Kommunes
brev af 19. april 2000 med anmodning om at fremkomme med eventuelle
bemærkninger.
Ved brev af 20. juli 2000
fremkom A med sine bemærkninger. A oplyste i den anledning at han havde fået
bevilget en førtidspension.
Ved brev af 28. august 2000
fremkom det sociale nævn med nogle supplerende bemærkninger i anledning af
A’s
brev af 20. juli 2000. Nævnet skrev bl.a.:
”Nævnet finder ikke, at der
har været grundlag for at forlænge (A)’s dagpengeret ud over
varighedsbegrænsningen efter reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2,
selv
om han har ventet på at komme til undersøgelse/behandling på
epilepsihospitalet
Filadelfia.
Nævnet har i afgørelsen ikke
begrundet, hvorfor der ikke kunne ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Dette skyldes, at nævnet
først har fået oplysning om henvisningen til epilepsihospitalet i (A)’s
klage
over nævnets afgørelse. Nævnet har opfattet oplysningen om Filadelfia
således,
at (A) ikke var henvist på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden,
men at henvisningen er udstedt efterfølgende.
Af denne grund har nævnet
ikke overvejet forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Det bemærkes dog for en god
ordens skyld, at selv om henvisning til Filadelfia havde foreligget ved
varighedsbegrænsningens indtræden, ville nævnet fortsat ikke have fundet
grundlag for forlængelse af dagpengeretten efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Dette skyldes, at der ikke
kunne være en sikker forventning om, at
eventuel
behandling på Filadelfia kunne gøre (A) fuldt arbejdsdygtig på normale vilkår
inden for kortere tid, idet han igennem en lang årrække har været i
antiepileptisk behandling, og idet beskæftigelsesafklaring havde peget på
beskyttet beskæftigelse.
Nævnet har i øvrigt ikke
kunnet se, om (A) alene var henvist med henblik på nærmere undersøgelse af
epilepsien eller egentlig behandling. Kun i sidstnævnte tilfælde ville det
kunne overvejes at forlænge efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Der henvises i øvrigt til
Ankestyrelsens brev af 17. september 1999 vedrørende dette spørgsmål.
Nævnet har fundet, at såvel
beskæftigelsesafklaring som psykologerklæring støttede, at (A) skulle
tilbydes
fleksjob frem for revalidering med henblik på tilbagevenden til
arbejdsmarkedet
på normale vilkår.”
Ved brev af 15. september
2000 fremkom A på grundlag af nævnets brev af 28. august 2000 med nogle
supplerende bemærkninger.
Ombudsmandens udtalelse
”Den dagældende dagpengelovs (lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997
med senere ændringer) § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 (nu nr. 3) var sålydende:
’§ 22.
Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn
under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,
medmindre
det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,
den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for
en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden,
’
Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt stadfæstede den 29. juni 1999 Holstebro
Kommunes afgørelse af 27. november 1998 om ikke at forlænge Deres dagpenge ud
over varighedsbegrænsningen. Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen således:
’Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at De er fundet berettiget til et
fleksjob, idet det på grund af Deres fysiske og psykiske helbredsforhold ikke
er realistisk, at De gennem revalidering vil kunne bringes tilbage til et
arbejde på normale vilkår.
Det er en betingelse for at forlænge dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr.
1, at der er udsigt til revalidering med henblik på tilbagevenden til
arbejdsmarkedet på normale vilkår. Et fleksjob kan ikke sidestilles med
revalidering, da mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale
vilkår skal være udtømte, før der kan tilbydes et fleksjob, jfr. aktivlovens
§ 71.’
Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og skal bedømme
om myndigheder eller personer
der er omfattet af hans kompetence, handler i strid med gældende ret –
eller på
anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres
opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets
Ombudsmand). Folketinget hører således ikke under området for min virksomhed.
Ombudsmanden er desuden ’i
udøvelsen af sit hverv uafhængig af Folketinget’ (§ 10 i
ombudsmandsloven).
Jeg henviser i øvrigt til
Ombudsmandsloven med kommentarer af Jon Andersen mfl. På s. 47 står bl.a.
følgende:
’Hvis en
forvaltningsmyndigheds afgørelse har været bedømt af Folketinget, et
folketingsudvalg, udenrigspolitisk nævn eller statsrevisorerne må
ombudsmanden
afvise af behandle en klage over afgørelsen eller ved behandling af klagen
uprøvet lægge Folketingets eller det pågældende folketingsorgans bedømmelse
til
grund
Hvis et lovforslag der er
fremsat for Folketinget, giver mulighed for at Folketinget direkte eller
indirekte kan tage stilling til et spørgsmål, som er påklaget til
ombudsmanden,
indstiller ombudsmanden normalt sin behandling af klagen indtil resultatet af
Folketingets behandling af det pågældende spørgsmål foreligger. ’
Socialministeren fremsatte
den 11. oktober 2000 et lovforslag, L 55, vedrørende ændring af lov om
dagpenge
ved sygdom eller fødsel. I dette lovforslag foreslog socialministeren at der
i
§ 22, stk. 1, som et nyt nummer efter nr. 1 blev indsat følgende bestemmelse:
’2) det anses for nødvendigt
at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med
henblik på at klarlægge den sikredes arbejdsevne, således at dagpengeperioden
forlænges i op til 2 gange 13 uger,’.
Af bemærkningerne til
lovforslaget fremgår bl.a., jf. Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s.
1517ff, følgende:
’Efter lovens § 22, stk. 1,
nr. 1 forlænges sygedagpengene også, hvis det anses for overvejende
sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Det er imidlertid efter Den
Sociale Ankestyrelses langvarige praksis kun muligt for kommunen at anvende
denne forlængelsesbestemmelse, hvis der er udsigt til, at revalideringen kan
medføre mulighed for arbejdsplacering og tilbagevenden til arbejdsmarkedet på
normale vilkår.’
Det pågældende lovforslag
blev vedtaget efter forslagets 3. behandling i Folketinget den 7. december
2000
(lov nr. 1305 af 20. december 2000).
Som det fremgår af dette,
har spørgsmålet om fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, været
inddraget under Folketingets behandling af dette lovforslag.
Jeg lægger derfor den
retsopfattelse som fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, til grund ved
min behandling af sagen.
Det sociale nævns vurdering
hvorefter revalidering der kunne medføre mulighed for arbejdsplacering og
tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, ikke længere var
sandsynlig, kan jeg ikke kritisere.
For så vidt angår Deres
klage over at Deres sygedagpenge ikke blev forlænget under henvisning til
dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, har jeg følgende bemærkninger:
Det fremgår af sagen at De
først gjorde spørgsmålet om Deres indlæggelse på epilepsihospitalet
Filadelfia
gældende i forbindelse med Deres klage over det sociale nævns afgørelse.
I brev af 17. september 1999
skrev Ankestyrelsen om dette spørgsmål følgende til Dem:
’Efter dagpengelovens § 22,
stk. 1, nr. 2 er det en betingelse for at forlænge dagpengeretten, at den
sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for
kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Efter § 39 i
socialministeriets
bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 bortses der ved afgørelsen af om
dagpengeretten kan forlænges, fra den periode, hvor den sygemeldte venter på
behandling på offentlig sygehus.
Det er således en betingelse
for at kunne forlænge Deres dagpengeret, at De ved varighedsbegrænsningens
indtræden kunne antages at være fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter
at behandlingen på sygehuset er startet.
Det fremgår af sagen at De
ikke kan antages at blive fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter
indlæggelsen på Filadelfia, ligesom det ikke forventes at revalidering vil
blive iværksat, hvorimod det antages at De muligvis kan tilbydes et flexjob.
Det sociale nævns afgørelse
ses således ikke på det foreliggende på nogen måde at være i strid med
dagpengelovens regler.
’
I brev af 28. august 2000
hvor det sociale nævn fremkom med sine supplerende bemærkninger, anførte
nævnet
vedrørende dette spørgsmål:
’
Nævnet finder ikke, at der
har været grundlag for at forlænge (A)’s dagpengeret ud over
varighedsbegrænsningen
efter reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, selv om han har ventet på
at
komme til undersøgelse/behandling på epilepsihospitalet Filadelfia.
Nævnet har i afgørelsen ikke
begrundet, hvorfor der ikke kunne ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Dette skyldes, at nævnet
først har fået oplysning om henvisningen til epilepsihospitalet i (A)’s
klage
over nævnets afgørelse. Nævnet har opfattet oplysningen om Filadelfia
således,
at (A) ikke var henvist på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden,
men at henvisningen er udstedt efterfølgende.
Af denne grund har nævnet
ikke overvejet forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Det bemærkes dog for god
ordens skyld, at selv om henvisning til Filadelfia havde foreligget ved
varighedsbegrænsningens indtræden, ville nævnet fortsat ikke have fundet
grundlag for forlængelse af dagpengeretten efter § 22, stk. 1, nr. 2.
Dette skyldes, at der ikke
kunne være en sikker forventning om, at
eventuel
behandling på Filadelfia kunne gøre (A) fuldt arbejdsdygtig på normale vilkår
inden for kortere tid, idet han igennem en lang årrække har været i
antiepileptisk behandling, og idet beskæftigelsesafklaring havde peget på
beskyttet beskæftigelse.
Nævnet har i øvrigt ikke
kunnet se, om (A) alene var henvist med henblik på nærmere undersøgelse af
epilepsien eller egentlig behandling. Kun i sidstnævnte tilfælde ville det
kunne overvejes at forlænge efter § 22, stk. 1, nr. 2.
’
Vurderingen af om det kunne
forventes at De kunne blive fuldt arbejdsdygtig som følge af behandling på
epilepsihospitalet, beror bl.a. på lægelig fagkundskab.
Ifølge reglerne for
ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til
vurderinger der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En
kontrol
af de lægelige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som ombudsmanden
ikke har.
Myndighederne bygger også i
vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række
forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige
forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en
anden og bedre måde end Holstebro Kommune og det sociale nævn der beskæftiger
sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Dette understreges af at der
her er tale om en vurdering af et fremtidigt forløb, en prognose, vedrørende
en
eventuel behandlings indvirkning på Deres fremtidige arbejdsdygtighed.
Normalt kan jeg derfor ikke
gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun
hvis
der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere
myndighedernes
afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,
eller hvis afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en
forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af
sagen
har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig
mere vedrørende denne del af sagen.
Holstebro Kommunes tilbagekaldelse af afgørelsen af 19. november 1998
Som anført ovenfor meddelte
Holstebro Kommune Dem ved brev af 19. november 1998 at det var besluttet at
forlænge Deres dagpengeudbetaling ’så længe det anses for sandsynligt at
revalidering vil blive iværksat’.
Ved brev af 27. november
1998 meddelte kommunen Dem imidlertid at der den 30. november 1998 indtrådte
varighedsbegrænsning. Begrundelsen var at der ikke var fundet grundlag for at
forlænge dagpengeudbetalingen.
Det må lægges til grund at
De forud for kommunens afgørelse af 19. november 1998 ikke havde tilbageholdt
oplysninger af betydning for kommunens vurdering af sagen, ligesom De ikke
var
fremkommet med oplysninger af vildledende karakter. Det kan derfor ikke
bebrejdes Dem at kommunen ikke allerede da var opmærksom på at revalidering
ikke (længere) var sandsynlig.
Ombudsmanden har i en
tidligere sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året
1983, s. 221ff*, behandlet spørgsmålet om en myndigheds adgang til at
tilbagekalde en afgørelse til ugunst for borgeren. Udtalelsen angik en sag
hvor
en kommune ønskede at tilbagekalde et bevilget personligt tillæg (varmehjælp
i
1 år) til en folkepensionist da kommunen efterfølgende var blevet opmærksom
på
at den pågældende ikke opfyldte kommunens almindelige regler for tildeling af
varmehjælp. Folkepensionisten var fremkommet med alle de oplysninger han var
blevet bedt om, og der var således intet at bebrejde ham.
Ombudsmanden udtalte bl.a.
følgende i nævnte sag:
’Efter disse regler
[forvaltningsrettens almindelige regler om tilbagekaldelse af
forvaltningsakter] kan en forvaltningsmyndighed ikke tilbagekalde en
begunstigende afgørelse, der har beroet på en skønsmæssig vurdering, blot med
henvisning til, at afgørelsen er truffet på et urigtigt faktisk grundlag, og
at
afgørelsen ikke ville være blevet truffet (eller i hvert fald ikke ville have
fået samme indhold), hvis man havde været klar over det rette forhold.
Baggrunden herfor er, at det påhviler vedkommende forvaltningsmyndighed at
drage omsorg for at tilvejebringe de oplysninger, der er fornødne for at
træffe
afgørelse i foreliggende sager. Hvis det senere viser sig, at de faktiske
forudsætninger, hvorpå den trufne afgørelse byggede, var urigtige, men
ansøgeren ikke har været skyld i eller i øvrigt har forårsaget myndighedens
vildfarelse, må risikoen for det passerede derfor som regel placeres hos det
offentlige, medmindre afgørelsen for en efterfølgende vurdering ligefrem må
anses for at falde uden for de rammer for skønsudøvelsen, loven sætter, eller
væsentlige offentligretlige hensyn kan begrunde tilbagekaldelsen.’
Betingelserne for at en
forvaltningsmyndighed kan tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, er
endvidere beskrevet forskellige steder i den juridiske litteratur, bl.a.
Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 625ff, Karsten Revsbech,
Forvaltningsret, Almindelige emner, 3. udgave, 1997, s. 435ff, Lis Sejr,
Sociale myndigheders adgang til at anfægte egne afgørelser, Juristen 1983, s.
197ff og Jon Andersen, Socialforvaltningsretlige spørgsmål, Juristen 1990, s.
316ff.
Adgangen til at tilbagekalde
en forvaltningsakt til ugunst for borgeren efter de almindelige
retsgrundsætninger beror på en afvejning af interesser hvor hensynet til
borgerens berettigede forventninger indgår med betydelig vægt.
Hvis en
forvaltningsmyndighed bygger sit ønske om at tilbagekalde en tidligere
udstedt
begunstigende forvaltningsafgørelse på en i hovedsagen ren omvurdering af
faktiske oplysninger som forelå for myndigheden da den traf sin oprindelige
afgørelse, er den klare hovedregel at der ikke er adgang til tilbagekaldelse.
Hovedreglen bliver
imidlertid fraveget hvis der er tale om et såkaldt løbende retsforhold som
for
eksempel udbetaling af sygedagpenge da det er vanskeligt ud fra et
forventningsprincip at hævde at myndigheden er bundet af den oprindelige
vurdering, idet formålet med hjælpen og udformningen af betingelserne for
hjælpen i sig selv forudsætter en løbende nyvurdering. Adgangen i disse
tilfælde til at tilbagekalde en forvaltningsakt til ugunst for borgeren er
således generelt videre end normalt for så vidt tilbagekaldelsen kun har
virkning for fremtiden. Det må dog i almindelighed kræves at tilbagekaldelsen
sker med et rimeligt varsel.
Holstebro Kommune har i sin
udtalelse til mig af 17. april 2000 anført følgende:
’( ) Holstebro Kommune havde
et ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor
strække
sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med
udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at
dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med
begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære
arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.
På opfølgningsmødet (§ 24
møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det
dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i
dagpengelovens
forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via
revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale
vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler
sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om
forlængelse,
da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover
varighedsbegrænsningen.
Holstebro Kommune mener ikke
i lovens forstand at have tilbagekaldt sin afgørelse af 19.11.1998, men i
stedet ændret den ved afgørelse af 27.11.1998, da der ikke (længere) var
hjemmel i loven til at fastholde den af 19.11.1998 trufne afgørelse.
Holstebro
Kommune er af den opfattelse, at man den 19.11.1998 befandt [sig] helt ud ved
kanten af dagpengelovens ramme, hvorimod man efter mødet den 26.11.1998 havde
bevæget sig uden for rammen, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen af
19.11.1998 ville have være[t] i strid med dagpengeloven (ulovlig).’
Det sociale nævn har i sin
udtalelse af 26. juni 2000 om dette spørgsmål anført følgende:
’Der var ikke indtruffet
faktiske eller retlige ændringer mellem de 2 afgørelser.
Nævnet opfatter på baggrund
af disse oplysninger situationen således, at kommunen i al fald senest den
27.
august 1998 havde konkluderet, at (A) ikke ville kunne revalideres til et job
på normale vilkår, men at man ville arbejde hen i mod etablering af et
fleksjob.
Det fremgår desuden, at
kommunen var indstillet på at forlænge dagpengeperioden, såfremt (A) ønskede
et
fleksjob.
Nævnet vurderer derfor, at
kommunen på tidspunktet for afgørelsen af 19. november 1998 – og også
tidligere
– har fortolket reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 således, at
visitation til og iværksættelse af arbejdsprøvning med henblik på etablering
af
et fleksjob ikke udelukker forlængelse af dagpengeretten ud over
varighedsbegrænsningen.
Nævnet er af den opfattelse,
at dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1,
ikke
giver hjemmel til forlængelse
af
dagpengeretten ud over varighedsbegrænsningen i et tilfælde hvor det er
vurderet, at den sygemeldte ikke via revalideringsmæssige tiltag vil blive i
stand til at varetage et arbejde på normale vilkår, men at pågældende i
stedet
skal tilbydes et fleksjob.
Nævnets afgørelse af 29.
juni 1999 er udtryk for denne fortolkning af § 22, stk. 1, nr. 1. Nævnet
støtter sin fortolkning på SM D-06-99 og SM D-07-99, hvori Den Sociale
Ankestyrelse har præciseret, at den revalidering, der omtales i
dagpengelovens
§ 22, stk. 1, nr. 1, ikke omfatter/kan sidestilles med fleksjob og
iværksættelse af foranstaltninger med henblik på fleksjob.
Begrundelsen herfor er
blandt andet, at revalideringsmulighederne skal være udtømte, før man kan
komme
i betragtning til et fleksjob. Endvidere har Ankestyrelsen som begrundelse
for
denne fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, fremhævet
aktivlovens
trinvise opbygning med særskilte kapitler om henholdsvis
kontakthjælp/aktivering, revalidering, og fleksjob, jfr. ’Nyt fra
Ankestyrelsen’ nr. 1, 1999.
Før indførelsen af fleksjob
pr. 1. januar 1998 og socialreformen af 1. juli 1998 fandtes reglerne om
beskyttede stillinger – herunder de såkaldte 50/50-ordninger for
ikke-pensionister (forgængeren for fleksjob) – i bistandslovens § 91.
Da disse regler var
gældende, nåede Ankestyrelsen i en konkret afgørelse, SM D-15-96, frem til,
at
der kunne ske forlængelse, når en person var fundet berettiget til en
beskyttet
stilling. Denne SM er nu ophævet.
Der er således tale om, at
fleksjob – i modsætning til de såkaldte 50/50-ordninger – ikke
sidestilles med
revalidering i dagpengelovens forstand.
Nævnet finder på denne
baggrund, at kommunen ikke i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, havde
hjemmel
til at forlænge dagpengeretten ud over ordinær varighed.
På tidspunktet for kommunens
afgørelse om forlængelse af dagpengene udover varighedsbegrænsningen var den
nu
ophævede SM (D-15-96) imidlertid fortsat gældende, hvorfor der kunne herske
tvivl om fortolkningen af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, i relation til
fleksjob. Retstilstanden blev først afklaret med SM D-06-99 og D-07-99, og
der
er derfor næppe holdepunkt for at anse kommunens afgørelse for ugyldig.
Spørgsmålet om
retsmæssigheden af kommunens afgørelse af 27. november 1998 må derfor bero på
om afgørelsen af 18. november 1998 har kunnet tilbagekaldes.
Nævnet har herved lagt til
grund
at der er tale om en
begunstigende forvaltningsakt, som har skabt en forventning hos adressaten,
at der ikke er indtrådt
væsentlige ændringer i de til grund liggende retlige og faktiske forhold
mellem
de 2 afgørelser,
at årsagen til ændringen
således udspringer af en ændret vurdering på samme grundlag,
at kommunens oprindelige
afgørelse var behæftet med en indholdsmæssig mangel,
at korrektionen fandt sted
ca. 1 uge senere og før varighedsbegrænsningen indtraf, således at klager
ikke
har kunnet indrette sig i tillid til afgørelsen,
at der er tale om en løbende
ydelse, hvis udbetaling forudsætter, at lovens betingelser til enhver tid er
opfyldt,
at dagpengene kunne og burde
have været standset i september 1998 efter beslutningen om, at den pågældende
ikke var berettiget til pension, idet revalidering til arbejde på normale
vilkår allerede da blev vurderet som usandsynlig.
De 3 førstnævnte argumenter
taler for, at kommunen ikke kunne tilbagekalde afgørelsen af 18. november,
mens
de 4 sidstnævnte hensyn går i modsat retning.
Nævnet har fundet, at
hensynet til borgerens forventning om at kunne støtte ret på en ulovlig
afgørelse måtte vige for hensyn til en lovmæssig forvaltning. Det er herved
også taget i betragtning, at skadevirkningen for den berørte borger er
begrænset, idet der påhviler kommunen en pligt til løbende at revidere
dagpengesagen, hvorfor afgørelsen af 18. november 1998 ikke kunne bibringe
dagpengemodtageren en forventning om en langvarig fortsættelse af
dagpengeudbetalingen.’
Såvel kommunen som det
sociale nævn har ved afgørelsen af sagen lagt til grund at kommunens
afgørelse
af 19. november 1998 om forlængelse af sygedagpengene ud over
varighedsbegrænsningen var lovlig. Udgangspunktet er som anført ovenfor at
myndigheden ikke kan tilbagekalde en sådan tidligere udstedt begunstigende
afgørelse på grund af en omvurdering af de faktiske oplysninger.
Imidlertid er udbetaling af
sygedagpenge som anført et løbende retsforhold som forudsætter en løbende
nyvurdering.
Adgangen til at tilbagekalde en sådan afgørelse er generelt videre end
normalt
for så vidt tilbagekaldelsen kun har virkning for fremtiden. Det må dog i
almindelighed kræves at tilbagekaldelsen sker med rimeligt varsel.
Jeg har ikke grundlag for at
tilsidesætte myndighedernes vurdering hvorefter De på tidspunktet for
kommunens
tilbagekaldelse den 27. november 1998 ikke længere opfyldte betingelserne for
at modtage sygedagpenge. Jeg har på baggrund af den karakter af løbende
retsforhold som udbetaling af sygedagpenge har, heller ikke grundlag for at
kritisere tilbagekaldelsen af afgørelsen.
Afgørelsen om forlængelse ud
over varighedsbegrænsningen blev truffet ved brev af 19. november 1998.
Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. november 1998. I brev af 27.
november
1998, som De først kan have modtaget den 28. november 1998, blev afgørelsen
tilbagekaldt med virkning fra den 30. november 1998. Efter min opfattelse kan
dette ikke betragtes som et rimeligt varsel.
Jeg har derfor i dag
henstillet til Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt at genoptage sagen med
henblik på at tage stilling til om De blev meddelt et rimeligt varsel ved
tilbagekaldelsen af afgørelsen om at De kunne få sygedagpenge ud over
varighedsbegrænsningen, og i benægtende fald tage stilling til hvor langt et
sådant varsel skal være.
Den Sociale Ankestyrelses manglende realitetsbehandling af Deres sag
For så vidt angår Deres
klage over at Den Sociale Ankestyrelse ikke har realitetsbehandlet Deres
klage,
har jeg ikke iværksat en egentlig ombudsmandsundersøgelse i sagen, jf.
ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Begrundelsen er at der ikke er udsigt til at
jeg kan kritisere resultatet af Ankestyrelsens behandling af sagen. Efter
ombudsmandslovens § 16, stk. 1, beslutter ombudsmanden om en sag giver
tilstrækkelig grundlag for undersøgelse.
Notatpligt
Reglerne om notatpligt
fremgår af offentlighedslovens § 6, stk. 1, der er sålydende:
’§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en
forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger
vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre
notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne
i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’
Rækkevidden af bestemmelsen
er beskrevet flere steder i den juridiske litteratur, bl.a. af John Vogter,
Offentlighedsloven med kommentarer, s. 153, hvoraf følgende fremgår:
’
[Udstrækningen af
notatpligten er i første række ikke] afhængig af, om en oplysning efter sit
indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men [må] i højere grad bero
på,
hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende
for,
om en oplysning skal noteres ned, er herefter, om oplysningen er af en sådan
karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller
i
øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske
omstændigheder. Notatpligten vil derfor også kunne omfatte oplysninger, der
indeholder en subjektiv præget stillingtagen til et forhold, for så vidt
vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse. Som
eksempel
kan nævnes en udtalelse fra en sagkyndig, der har afgivet en
videnskabelig/teknisk vurdering af et forhold, som skal indgå i grundlaget
for
myndighedens afgørelse. ( )’
Det fremgår af sagen,
herunder af Holstebro Kommunes journalark, at der i kommunen den 26. november
1998 blev afholdt et såkaldt § 24-møde’. På mødet deltog Deres
praktiserende
læge.
I afgørelsen af 27. november
1998 står der bl.a. vedrørende dette:
’Sagen har været vurderet
med Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge
dagpengeudbetalingen.’
Af kommunes udtalelse til
mig af 17. april 2000 fremgår bl.a. følgende:
’På opfølgningsmødet (§ 24
møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det
dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i
dagpengelovens
forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via
revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale
vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning.
Der findes ikke notater, der
dokumenterer, at egen læge har været inddraget mellem de to afgørelser, idet
det foregik på et såkaldt § 24 møde den 26.11.1998 – et møde hvor
Holstebro
Kommune og lægen mødes – Det er ikke et møde, hvor der bliver truffet
beslutninger, men et møde, hvor der foregår en dialog mellem lægen og
Holstebro
Kommune. ( ) Det kan som følge heraf konkluderes, at Holstebro Kommune på
mødet
den 26.11.1998 blev klar over, at den befandt sig udenfor lovens
rammer.’
De vurderinger som Deres
egen læge foretog og gav udtryk for over for kommunen under det nævnte møde,
anses for at være oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, jf. det jeg
har citeret ovenfor fra Offentlighedsloven med kommentarer. Selv om Deres
egen
læge således ikke – som det synes at fremgå af kommunens udtalelse om
indholdet
af mødet – kom med egentlige nye helbredsoplysninger, er
også hans eventuelle vurderinger af Deres helbredsforhold
oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Da mødet førte til kommunens
ændrede vurdering, forekommer det mærkværdigt om der ikke på mødet i en eller
anden grad blev tilkendegivet vurderinger mv. som burde noteres ned efter
offentlighedslovens § 6, stk. 1. Navnlig i en situation hvor den efter mødet
trufne afgørelse ændrede en umiddelbart forinden truffet afgørelse, må det
antages at der skal foretages notat efter offentlighedslovens § 6, stk. 1,
når
kommunen har drøftet sagen med en ekstern fagperson.
Jeg har gjort Holstebro
Kommune bekendt med min opfattelse.
Partshøring
Reglerne om hvornår en
myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at
fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i
forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
’§ 19.
Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at
myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens
faktiske
omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort
parten
bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en
udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den
pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.
Myndigheden
kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis
det efter oplysningernes karakter og sagens
beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det
foreliggende grundlag,
udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt
frist for sagens afgørelse,
partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,
findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser, der taler imod en sådan udsættelse,
parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i
kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,
den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt
kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelse af
oplysningerne
for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller
der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer
parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte
afgørelse
og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.
’
Efter forvaltningslovens §
19, stk. 1, har en myndighed således pligt til at partshøre hvis myndigheden
i
en afgørelsessag er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning
for sagens afgørelse.
Forvaltningsmyndigheden har
ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne
skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere
beslutningsgrundlaget inden myndigheden træffer afgørelse. Eventuelle fejl
eller tvivlsomme punkter i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten,
ligesom
denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter.
Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden til
forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den måde
hvorpå myndighederne behandler deres sag.
Holstebro Kommunes partshøring
Holstebro Kommune holdt som
nævnt den 26. november 1998 et møde hvor bl.a. Deres praktiserende læge var
til
stede. Efter kommunens oplysninger blev de foreliggende oplysninger om Deres
arbejdsmæssige formåen på mødet ’tydeliggjort’, således at kommunen
herefter
ikke længere fandt at betingelserne i dagpengeloven om
forlængelse af dagpengeperioden var tilstede.
I sin udtalelse til mig af
17. april 2000 skriver kommunen bl.a.:
’Der er i perioden mellem
den 19.11.1998 og 27.11.1998 ikke foretaget en direkte partshøring af (A),
hvilket som nævnt ( ) skyldtes, at der i princippet ikke forelå nye
oplysninger
som (A) ikke var bekendt med. De foreliggende oplysninger omkring hans
arbejdsmæssige formåen, herunder den manglende realistiske mulighed for
tilbagevenden til et ordinært job samt den stationære sygdomstilstand var
blot
blevet yderligere tydeliggjort på mødet den 26.11.1998, ( )’
Som nævnt ovenfor må det
lægges til grund at det alene var mødet den 26. november 1998 med Deres læge
der dannede grundlag for en ændret vurdering af Deres sygedagpengesag.
Jeg har ovenfor under
afsnittet om notatpligt givet udtryk for at det forekommer mærkværdigt om der
ikke på mødet den 26. november 1998 mellem kommunen og Deres læge blev
tilkendegivet vurderinger mv. som burde noteres ned fordi de var oplysninger
om
sagens faktiske omstændigheder. Det var jo netop dette møde og
tydeliggørelsen
af Deres arbejdsmæssige formåen der førte til at kommunen ændrede sin
vurdering
af Deres ret til sygedagpenge.
Da sådanne oplysninger om
sagens faktiske omstændigheder i form af Deres læges vurderinger mv. må
formodes at have været af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til
ugunst for Dem, følger det heraf at kommunen burde have partshørt Dem over
disse vurderinger mv. før kommunen traf afgørelse om Deres ret til
sygedagpenge.
Jeg har gjort Holstebro
Kommune bekendt med min opfattelse.
Det sociale nævns partshøring
Det Sociale Nævn i
Ringkjøbing Amt skriver i sin udtalelse til mig af 26. juni 2000 vedrørende
mit
spørgsmål om partshøring bl.a. således:
’Nævnet har ved brev af 26.
januar 1999 foretaget partshøring i Holstebro Kommunes ankebesvarelse af 18.
januar 1999.
Der er ikke foretaget
partshøring herudover, ligesom der ikke har været fremsat anmodning om
aktindsigt.’
Det sociale nævn har i sin
anmodning af 16. marts 2000 til Holstebro Kommune om en udtalelse anført
følgende om partshøring:
’Nævnet skal bemærke, at
nævnet ved sin behandling af sagen ikke har modtaget notater fra kommunen,
hvoraf fremgår, at egen læge har været inddraget ved kommunens sidst
foretagne
vurdering af forlængelsesmulighederne (det vil sige mellem de to afgørelser).
Nævnet har på baggrund af
kommunens ankebesvarelse/redegørelse til nævnet opfattet sagen således, at
der
mellem kommunens to afgørelser vedrørende forlængelse af dagpengeperioden ud
over varighedsbegrænsningen alene er foretaget en
intern
vurdering af forlængelsesmulighederne – det vil sige uden
indhentelse af yderligere oplysninger fra egen læge eller deltagelse af egen
læge ved opfølgningsmødet den 26. november 1998. Er dette korrekt?’
Til det just anførte skriver
Holstebro Kommune i sin udtalelse til mig af 17. april 2000 følgende:
’Det er korrekt, at
Holstebro Kommune ikke har indhentet yderligere skriftligt lægeligt materiale
mellem den 19.11.1998 og 27.11.1998, men som tidligere beskrevet har der
været
afholdt møde mellem lægen og Holstebro Kommune den 26.11.1998. Med hensyn til
om der alene er foretaget en intern vurdering – altså en vurdering af
kommunen
– kan Holstebro Kommune medgive, at dette er tilfældet ’
I Holstebro Kommunes
afgørelse af 27. november 1998 står bl.a. følgende:
’Sagen har været vurderet
med Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge
dagpengeudbetalingen.’
I kommunens brev af 18. januar 1999 til det sociale nævn står følgende
om dette punkt:
’Den 26.11.1998 afholdes der
§ 24-møde og her drøftes hele forløbet mellem GJ, jobkonsulent,
dagpengegruppe
og lægekonsulent, man konkluderer at revalideringsmulighederne er udtømt og
at
dagpengene skal stoppe ved varighedsbegrænsningens indtræden den
30.11.1998.’
Under hensyn til det anførte
i kommunens brev af 18. januar 1999 til det sociale nævn samt det forhold at
kommunen, jf. ovenfor, ikke havde gjort notat om mødet den 26. november 1998
med Deres læge, giver omfanget af nævnets partshøring mig ikke anledning til
at
udtale kritik. Det havde dog været ønskeligt om nævnet, forinden det traf
afgørelse, havde søgt oplysninger hos kommunen om meningen med formuleringen
’sagen har været vurderet med Deres læge’ i kommunens afgørelse af
27. november
1998.
Jeg har gjort Det Sociale
Nævn i Ringkjøbing Amt bekendt med min opfattelse.
Begrundelse
Forvaltningsloven indeholder
følgende bestemmelse om begrundelsen for en myndigheds afgørelser:
’§ 24.
En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning
til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,
afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal
begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for
skønsudøvelsen.
Stk. 2.
Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort
redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som
er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3.
Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens
interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv
findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til
andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’
En begrundelse skal efter
forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har
fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med
kommentarer
(1999), s. 420.
Hvis afgørelsen bygger på et
administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har
været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen
indeholde
en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En
begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en
henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.
Holstebro Kommunes begrundelse for afgørelsen af 27. november 1998
Holstebro Kommunes afgørelse
af 27. november 1998 blev begrundet således:
’Efter dagpengelovens § 22
ophører dagpengeudbetalingen, når der ved en måneds udgang i alt er udbetalt
dagpenge eller sygeløn for mere en 52 uger i de forudgående 18
kalendermåneder.
For Deres vedkommende
indtræder varighedsbegrænsningen
30. november 1998.
Sagen har været vurderet med
Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge
dagpengeudbetalingen.
Dagpengeudbetalingen i
Sygedagpengegruppen vil derfor ophøre ovennævnte dato, hvis De ikke er
raskmeldt forinden.
’
Af kommunens brev af 18.
januar 1999 til Det Sociale Nævn for Ringkjøbing Amt fremgår det endvidere:
’
Dagpengestoppet begrundes
med at pgl. ikke er fuld uarbejdsdygtig i henhold til Dagpengelovens § 5, der
er tale om en stationær lidelse, som ikke berettiger til pensionstilkendelse
og
revalideringsmulighederne er udtømte.
’
I kommunens udtalelse til
mig af 17. april 2000 skriver kommunen bl.a.:
’
Indledningsvis ønsker
Holstebro Kommune at medgive, at det ikke var god sagsbehandling at træffe to
modstridende afgørelser med så kort mellemrum.
Samtidig ønsker Holstebro
Kommune at henlede opmærksomheden på, at sagen, set i bagklogskabens lys,
givetvis burde have været stoppet på et langt tidligere tidspunkt, idet det
allerede, da der bliver givet afslag på førtidspension (august 1998), kunne
fastslås, at de lægelige behandlingsmuligheder i dagpengelovens forstand var
udtømte, og at tilstanden derfor kunne anses for stationær. Endvidere stod
det
på samme tidspunkt meget klart, at (A) ville have meget svært ved at bestride
et job på normale vilkår, hvilket burde have medført et dagpengestop med en
begrundelse om, at han var til beskyttet beskæftigelse (fleksjob), og at
mulighederne for revalidering til ordinær beskæftigelse derfor var udtømte
eller alternativt at han kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med
begrænsninger, hvilket ligeledes ville medføre et dagpengestop med mindre det
ansås
for overvejende sandsynligt at revalidering eller behandling ville kunne
bedre
arbejdsevnen, og dermed hans mulighed for at indtræde i ordinær
beskæftigelse.
Holstebro Kommune havde et
ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor strække
sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med
udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at
dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med
begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære
arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.
På opfølgningsmødet (§ 24
møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det
dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i
dagpengelovens
forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via
revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale
vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler
sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om
forlængelse,
da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover
varighedsbegrænsningen. Dagpengene bringes til ophør i medfør af
dagpengelovens
§ 5, da der er tale om en stationær lidelse, der ikke berettiger til
førtidspension, og revalideringsmulighederne i forbindelse med tilbagevenden
til ordinært arbejde skønnes for udtømte.
’
Som nævnt ovenfor skal en
begrundelse for en forvaltningsafgørelse efter forvaltningslovens § 24
fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende
indhold. Dette indholdsmæssige krav gælder selvsagt altid. Imidlertid er det
min vurdering at kravet i særdeleshed skal iagttages når afgørelsen ændrer en
begunstigende afgørelse truffet blot 8 dage tidligere.
Der burde efter min
opfattelse i begrundelsen have været en klar og tydelig forklaring på hvilket
grundlag og ud fra hvilke faktiske oplysninger og vurderinger kommunen nu
ændrede afgørelsen truffet den 19. november 1998.
Jeg finder ikke at kommunens
afgørelse af 27. november 1998 lever op til forvaltningslovens regler om
begrundelse. Dette finder jeg, navnlig under hensyn til at kommunen ændrede
en
afgørelse truffet 8 dage forinden, meget kritisabelt. Jeg har gjort Holstebro
Kommune bekendt med min opfattelse.
NOTER: (*) FOB 1983, s. 221.
Lignende dokumenter
- Sagsbehandlingsfejl i sygedagpengesag ført til henstilling om genoptagelse Retsinformation · 18. september 2001
- Magtfordrejning ved behandling af sygedagpengesag. Officialprincippet Retsinformation · 6. oktober 2009
- 2013-1. Arbejdsskademyndighederne burde have forholdt sig til spørgsmålet om midlertidig erhvervsevnetabserstatning Retsinformation · 16. marts 2013
- Rapport om ombudsmandens undersøgelse af 75 revalideringssager fra 5 kommuner Retsinformation · 25. februar 2005
- 39.2020 (Denne sag drejer sig om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven eller erhvervsuddannelsesloven i anledning af ophævelse af en uddannelsesaftale.) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. oktober 2021
- Dispensation fra klagefrist. Vejledningspligt Retsinformation · 19. januar 2004