Spring til indhold

Retsinformation

Tilbagekaldelse af afgørelse om forlængelse af sygedagpenge. Notatpligt. Partshøring

FOU nr 2001.98UdtalelserFolketinget2. oktober 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tilbagekaldelse af afgørelse om forlængelse af sygedagpenge.

Notatpligt. Partshøring

Det fremgår af sagen at A

den 23. oktober 1997 blev sygemeldt fra et ansættelsesforhold på en

møbelfabrik

hvor A var i arbejdsprøvning med henblik på etablering af en såkaldt

50/50-ordning. Sygemeldingen blev af A’s læge begrundet med at A ikke

længere

kunne klare arbejdet. Den 3. november 1997 modtog kommunen A’s anmodning

om

dagpenge.

På foranledning af A’s læge

blev der indhentet en psykologerklæring til afdækning af om der eventuelt

skulle indledes en sag om førtidspension. Sideløbende hermed blev der

iværksat

en ny arbejdsprøvning i 2 måneder hvorunder A fortsat modtog sygedagpenge.

Efter at kommunen modtog

psykologerklæringen, blev der på kommunens foranledning foretaget en

neurologisk undersøgelse af A.

Samtidig hermed startede A

på kommunens revacenter med henblik på en afklaring af A’s

erhvervsmæssige

begrænsninger. A var på revacentret i 3 måneder.

Konklusionen på

afklaringsperioden var at A ikke ville kunne vende tilbage til

arbejdsmarkedet

på normale vilkår, men at der nok ville blive tale om et fleksjob.

Den 20. august 1998 fik A

meddelt afslag på pension. Denne afgørelse blev senere stadfæstet af Det

Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt.

Læs alt

Da kommunen efter det

oplyste fortsat vurderede at revalidering, eventuelt til fleksjob, var

overvejende sandsynlig, fortsatte A på sygedagpenge.

Den 19. november 1998 skrev

kommunen således til A:

”Forlængelse ud over varighedsbegrænsningen

Efter dagpengelovens § 22

indtræder en varighedsbegrænsning, når der ved en måneds udgang i alt er

udbetalt dagpenge/sygeløn for mere en 52 uger i de forudgående 18

kalendermåneder.

Dagpengeperioden kan dog

forlænges, når det er overvejende sandsynligt, at der vil blive iværksat

revalidering, når der efter en lægelig vurdering er sikker forventning om, at

den sygemeldte inden for 26 uger kan genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse i

fuldt omfang, eller der er rejst ansøgning om offentlig pension.

Det er besluttet at forlænge

Deres dagpengeudbetaling.

Det vil således også kunne udbetales sygedagpenge til Dem så længe det

anses for sandsynlig at revalidering vil blive iværksat.

”

Den 26. november 1998 blev

der holdt et såkaldt § 24-møde mellem Holstebro Kommune og A’s

praktiserende

læge. Fra kommunens side deltog sagsbehandleren, jobkonsulenten,

dagpengegruppen og kommunens lægekonsulent.

Den 27. november 1998 skrev

Holstebro Kommune atter til A. I brevet stod bl.a.:

”Meddelelse om varighedsbegrænsning

Efter dagpengelovens § 22

ophører dagpengeudbetalingen, når der ved en måneds udgang i alt er udbetalt

dagpenge eller sygeløn for mere end 52 uger i de forudgående 18

kalendermåneder.

For Deres vedkommende

indtræder varighedsbegrænsningen

30. november 1998.

Sagen har været vurderet med

Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge

dagpengeudbetalingen.

Dagpengeudbetalingen i

Sygedagpengegruppen vil derfor ophøre ovennævnte dato, hvis De ikke er

raskmeldt forinden.

”

Forening B klagede på A’s

vegne ved brev af 3. december 1998 over kommunens afgørelse til Det Sociale

Nævn

i Ringkjøbing Amt. Foreningen skrev bl.a.:

”Er det en korrekt

afgørelse, at kommunen pludselig beslutter, at der alligevel ikke kan

etableres

en arbejdsprøvning og derfor stopper dagpengene, og kan de gøre det med så

kort

varsel, når de ugen før har truffet den modsatte beslutning om at forlænge

dagpengene med henvisning til arbejdsprøvning før placering i fleksjob?”

Under sagens behandling i

det sociale nævn indsendte A kopi af en artikel fra Holstebro Dagblad fra den

16. december 1998 om sygedagpenge.

Holstebro Kommune

remonstrerede afgørelsen og sendte sagen til det sociale nævn ved brev af 18.

januar 1999. Kommunen redegjorde i brevet for sagens forløb og anførte:

”Sagen er revurderet i løbet

af perioden, der er gået, siden anken er modtaget, hvilket munder ud i at

tidligere trufne afgørelse fastholdes.

Dagpengestoppet begrundes

med at pgl. ikke er fuld uarbejdsdygtig i henhold til dagpengelovens § 5, der

er tale om en stationær lidelse, som ikke berettiger til pensionstilkendelse

og

revalideringsmulighederne er udtømte.

”

Ved afgørelse dateret 29.

juni 1999 stadfæstede det sociale nævn kommunens afgørelse. Nævnet anførte

bl.a.:

”De er således ikke

berettiget til forlængelse af dagpengeperioden ud over

varighedsbegrænsningen,

som indtrådte den 30. november 1998, på hvilket tidspunkt De havde modtaget

sygedagpenge i mere end 52 uger i de forudgående 18 kalendermåneder.

Afgørelsen begrundes med, at

revalidering ikke kan anses for overvejende sandsynlig, jfr. dagpengelovens §

22, stk. 1, nr. 1.

Der er ved afgørelsen lagt

vægt på, at De er fundet berettiget til et fleksjob, idet det på grund af

Deres

fysiske og psykiske helbredsforhold ikke er realistisk, at De gennem

revalidering vil kunne bringes tilbage til et arbejde på normale vilkår.

Det er en betingelse for at

forlænge dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr. 1, at der er udsigt til

revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale

vilkår. Et fleksjob kan ikke sidestilles med revalidering, da mulighederne

for

revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være udtømte, før der

kan

tilbydes et fleksjob, jfr. aktivlovens § 71.

Det er således ikke muligt

at forlænge dagpengeperioden, indtil kommunen finder et fleksjob til Dem,

selv

om De umiddelbart er klar til at påtage Dem et sådant.

Det er af samme grund heller

ikke muligt at forlænge dagpengeperioden, selv om der er planer om at

iværksætte en arbejdsprøvning, når arbejdsprøvningen sker med henblik på

etablering af et fleksjob.

Nævnet skal henvise til

praksis fra Dagpengeudvalget og Den Sociale Ankestyrelse, offentliggjort i

social meddelelse D-6-99 og D-7-99, som vedlægges til Deres orientering.

Nævnet finder det

kritisabelt, at Holstebro Kommune den 19. november 1998 traf afgørelse om

forlængelse af dagpengeperioden ud over varighedsbegrænsningen, hvorefter man

den 27. november 1998 ændrede denne afgørelse, uden at der var sket

væsentlige

ændringer i sagens faktum eller det retlige grundlag. Nævnet finder, at

kommunen burde have ventet med at træffe afgørelse vedrørende

forlængelsesspørgsmålet,

hvis det var kommunens vurdering, at en endelig stillingtagen til forlængelse

forudsatte en mødedrøftelse.

Nævnet finder dog ikke, at

dette kan begrunde, at De har krav på forlængelse af dagpengeperioden ud over

varighedsbegrænsningen, idet kommunens afslag på at forlænge dagpengeperioden

–

afgørelsen af 27. november 1998 – er truffet og meddelt Dem, inden

varighedsbegrænsningen faktisk er indtrådt.”

A klagede over afgørelsen

til Den Sociale Ankestyrelse og anførte bl.a. at han mente der var sket noget

nyt i sagen, da han skulle indlægges på epilepsihospitalet Filadelfia den 19.

juli 1999. A anførte videre at han regnede med at få det meget bedre.

Den 22. juli 1999 traf

Ankestyrelsen afgørelse om ikke at ville behandle A’s sag da den ikke

fandtes

at have principiel eller generel betydning. Begrundelsen var at afgørelsen

beroede på en konkret skønsmæssig vurdering af A’s helbredsforhold og

hvorvidt det var overvejende sandsynligt at

revalidering ville blive iværksat.

A’s bror anmodede den 26.

august 1999 Ankestyrelsen om at genoptage sagens behandling under henvisning

til at A var under lægebehandling.

Ved brev af 17. september

1999 skrev Ankestyrelsen til A:

”

Efter dagpengelovens § 22,

stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for at forlænge dagpengeretten, at den

sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for

kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Efter § 39 i

socialministeriets bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 bortses der ved

afgørelsen af om dagpengeretten kan forlænges, fra den periode, hvor den

sygemeldte venter på behandling på offentligt sygehus.

Det er således en betingelse

for at kunne forlænge Deres dagpengeret, at De ved varighedsbegrænsningens

indtræden kunne antages at være fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter

at behandlingen på sygehuset er startet.

Det fremgår af sagen at De

ikke kan antages at blive fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter

indlæggelsen på Filadelfia, ligesom der ikke forventes at revalidering vil

blive

iværksat, hvorimod det antages at De muligvis kan tilbydes et flexjob.

Det sociale nævns afgørelse

ses således ikke på det foreliggende på nogen måde at være i strid med

dagpengelovens regler.

Ankestyrelsen finder derfor

fortsat at sagen ikke har principiel eller generel betydning, og at

afgørelsen

er i overensstemmelse [med] de for forlængelse gældende retsregler.

Ankestyrelsen kan derfor

fortsat ikke behandle sagen.

”

Ved brev af 7. december 1999

klagede A til mig.

Den 13. marts 2000 anmodede

jeg Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt og Holstebro Kommune om en udtalelse i

anledning af A’s klage.

I anmodningen henviste jeg

til myndighedernes afgørelser og anmodede Holstebro Kommune om at redegøre

for

de oplysninger der lå til grund for de to afgørelser af 19. og 27. november

1998, herunder for baggrunden for at revalidering ved afgørelsen af 27.

november 1998 ikke længere ansås for sandsynlig.

Jeg anmodede endvidere

myndighederne om at redegøre for deres overvejelser om hvorvidt kommunens

afgørelse af 19. november 1998 lovligt kunne tilbagekaldes.

Endelig anmodede jeg

myndighederne om en udtalelse om hvorvidt der under sagens behandling var

foretaget partshøring. I den forbindelse anmodede jeg Holstebro Kommune om at

oplyse om A forud for afgørelsen den 27. november 1998 var blevet partshørt

over indholdet af de vurderinger der ifølge kommunens afgørelse af 27.

november

1998 blev foretaget sammen med A’s læge, jf. forvaltningslovens § 19.

Jeg gjorde samtidig

myndighederne opmærksom på at jeg i forbindelse med min behandling af sagen

ville tage stilling til om myndighedernes afgørelser opfyldte

begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.

Ved brev af 16. marts 2000

anmodede det sociale nævn Holstebro Kommune om en udtalelse i anledning af

mit

brev. Nævnet skrev i den forbindelse:

”

Nævnet skal bemærke, at

nævnet ved sin behandling af sagen ikke har modtaget notater fra kommunen,

hvoraf fremgår, at egen læge har været inddraget ved kommunens sidst

foretagne

vurdering af forlængelsesmulighederne (det vil sige mellem de to afgørelser).

Nævnet har på baggrund af

kommunens ankebesvarelse/redegørelse til nævnet opfattet sagen således, at

der

mellem kommunens to afgørelser vedrørende forlængelse af dagpengeperioden ud

over varighedsbegrænsningen alene er foretaget en

intern

vurdering af forlængelsesmulighederne – det vil sige uden

indhentelse af yderligere oplysninger fra egen læge eller deltagelse af egen

læge ved opfølgningsmødet den 26. november 1998. Er dette korrekt?

”

Ved brev af 17. april 2000

fremkom Holstebro Kommune med følgende udtalelse:

”

Indledningsvis ønsker

Holstebro Kommune at medgive, at det ikke var god sagsbehandling at træffe to

modstridende afgørelser med så kort mellemrum.

Samtidig ønsker Holstebro

Kommune at henlede opmærksomheden på, at sagen, set i bagklogskabens lys,

givetvis burde have været stoppet på et langt tidligere tidspunkt, idet det

allerede, da der bliver givet afslag på førtidspension (august 1998), kunne

fastslåes, at de lægelige behandlingsmuligheder i dagpengelovens forstand var

udtømte, og at tilstanden derfor kunne anses for stationær. Endvidere stod

det

på samme tidspunkt meget klart, at (A) ville have meget svært ved at bestride

et job på normale vilkår, hvilket burde have medført et dagpengestop med en

begrundelse om, at han var til beskyttet beskæftigelse (fleksjob), og at

mulighederne for revalidering til ordinær beskæftigelse derfor var udtømte

eller alternativt at han kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med

begrænsninger, hvilket ligeledes ville medføre et dagpengestop med mindre det

ansås for overvejende sandsynligt at revalidering eller behandling ville

kunne

bedre arbejdsevnen, og dermed hans mulighed for at indtræde i ordinær

beskæftigelse.

Holstebro Kommune havde et

ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor strække

sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med

udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at

dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med

begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære

arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.

På opfølgningsmødet (§ 24

møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det

dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i

dagpengelovens

forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via

revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale

vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler

sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om

forlængelse,

da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover

varighedsbegrænsningen. Dagpengene bringes til ophør i medfør af

dagpengelovens

§ 5, da der er tale om en stationær lidelse, der ikke berettiger til

førtidspension, og revalideringsmulighederne i forbindelse med tilbagevenden

til ordinært arbejde skønnes for udtømte.

Det er Holstebro Kommune’s

vurdering, at pågældende vil kunne profitere af et længerevarende

optræningstiltag

(aktivering) i henhold [til] bestemmelserne i Lov om aktiv socialpolitik med

henblik på at kunne bestride et job på særlige vilkår, hvorfor pågældende

opfordres til at søge kontanthjælp.

Holstebro Kommune mener ikke

i lovens forstand at have tilbagekaldt sin afgørelse af 19.11.1998, men i

stedet ændret den ved afgørelse af 27.11.1998, da der ikke (længere) var

hjemmel i loven til at fastholde den af 19.11.1998 trufne afgørelse.

Holstebro

Kommune er af den opfattelse, at man den 19.11.1998 befandt [sig] helt ud ved

kanten af dagpengelovens ramme, hvorimod man efter mødet den 26.11.1998 havde

bevæget sig uden for rammen, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen af

19.11.1998 ville have været i strid med dagpengeloven (ulovlig).

Der er i perioden mellem den

19.11.1998 og 27.11.1998 ikke foretaget en direkte partshøring af (A),

hvilket

som nævnt ( ) skyldes, at der i princippet ikke forelå nye oplysninger som

(A)

ikke var bekendt med. De foreliggende oplysninger omkring hans arbejdsmæssige

formåen, herunder den manglende realistiske mulighed for tilbagevenden til et

ordinært job samt den stationære sygdomstilstand var blot blevet yderligere

tydeliggjort på mødet den 26.11.1998, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen

af

19.11.1998 ville være i modstrid med dagpengeloven.

Der findes ikke notater, der

dokumenterer, at egen læge har været inddraget mellem de to afgørelser, idet

det foregik på et såkaldt § 24 møde den 26.11.1998 – et møde hvor

Holstebro

Kommune og lægen mødes – Det er ikke et møde, hvor der bliver truffet

beslutninger, men et møde, hvor der foregår en dialog mellem lægen og

Holstebro

Kommune. Det er Holstebro Kommunes opfattelse, at skønnet omkring, hvorvidt

der

kan foretages en forlængelse, skal foretages af Holstebro Kommune på baggrund

af de foreliggende oplysninger, herunder eksempelvis § 24 mødet, og ikke som

en

fælles beslutning mellem lægen og Holstebro Kommune. Det kan som følge heraf

konkluderes, at Holstebro Kommune på mødet den 26.11.1998 blev klar over, at

den befandt sig udenfor lovens rammer.

Det er korrekt, at Holstebro

Kommune ikke har indhentet yderligere skriftligt lægeligt materiale mellem

den

19.11.1998 og 27.11.1998, men som tidligere beskrevet har der været afholdt

møde mellem lægen og Holstebro Kommune den 26.11.1998. Med hensyn til om der

alene er foretaget en intern vurdering – altså en vurdering af kommunen

– kan

Holstebro Kommune medgive, at dette er tilfældet.

”

Ved brev af 26. juni 2000

fremkom Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt med en udtalelse til mig. Nævnet

skrev:

”

Nævnet har ved brev af 26.

januar 1999 foretaget partshøring i Holstebro Kommunes ankebesvarelse af 18.

januar 1999.

Der er ikke foretaget

partshøring herudover, ligesom der ikke har været fremsat anmodning om

aktindsigt.

Nævnet stadfæstede ved sin

afgørelse af 29. juni 1999 Holstebro Kommunes afgørelse af 27. november 1998,

hvorefter (A) ikke var berettiget til forlængelse af dagpengeudbetalingen ved

varighedsbegrænsningens indtræden den 30. november 1998.

Begrundelsen herfor var, at

det ikke kunne anses overvejende sandsynlig, at revalidering ville blive

iværksat.

(A) var derimod af kommunen

fundet berettiget til fleksjob, som man dog ikke umiddelbart kunne etablere.

Der var ikke indtruffet

faktiske eller retlige ændringer mellem de 2 [kommunale] afgørelser.

Følgende fremgår af den

kommunale dagpengesektions journalark, side 1:

’Sagsbehandler ( ) deltaget

d.d. i lægemødet. Hun opridser hidtidig sagsforløb vedr. arbejdsprøvning, og

foreslår at der arbejdes henimod

placering i 50/50 ordning.

11.11.97:

( ) meddeler, at hun

forsøger at få tvillingeparret placeret i arbejdsprøvning på ny i tidligere

virksomhed og anmoder om at dette sker på DP i en to måneders periode

foreløbig.

§ 24 møde d. 27. august

1998.

Har fået afslag på pension.

( ) følger op på sagen.

( ) meddeler, at hun har

indkaldt pgl til en samtale d. 14.9.98 og har bedt ham tænke over, hvorvidt

han

ønsker fleksjob. Hvis ikke stop for DP og overgang til

kontanthjælp/aktivering.

§ 24-møde den 26.11.98:

Pgl. har været i

arbejdsprøvning på (X) Møbler, men det gik ikke godt. Det skønnes ikke muligt

at finde egnet arbejdsprøve til pgl. Dagpengeudbetalingen stoppes pr.

30.11.98.

Pgl. har tidligere fået

afslag på pension, og der skønnes ikke at være sket nogen ændring i

situationen.

Pgl. gives besked om stop af

dagpengeudbetalingen og om, at han kan rette henvendelse til

kontanthjælpsgruppen på ( )-vej.

’

Nævnet opfatter ( )

situationen således, at kommunen i al fald senest den 27. august 1998 havde

konkluderet, at (A) ikke ville kunne revalideres til et job på normale

vilkår,

men at man ville arbejde hen i mod etablering af et fleksjob.

Det fremgår desuden, at

kommunen var indstillet på at forlænge dagpengeperioden, såfremt (A) ønskede

et

fleksjob.

Nævnet vurderer derfor, at

kommunen på tidspunktet for afgørelsen af 19. november 1998 – og også

tidligere

– har fortolket reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 således, at

visitation til og iværksættelse af arbejdsprøvning med henblik på etablering

af

et fleksjob ikke udelukker forlængelse af dagpengeretten ud over

varighedsbegrænsningen.

Nævnet er af den opfattelse,

at dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1

ikke

giver hjemmel til forlængelse af dagpengeretten ud over

varighedsbegrænsningen

i et tilfælde, hvor det er vurderet, at den sygemeldte ikke via

revalideringsmæssige tiltag vil blive i stand til at varetage et arbejde på

normale vilkår, men at pågældende i stedet skal tilbydes et fleksjob.

Nævnets afgørelse af 29.

juni 1999 er udtryk for denne fortolkning af § 22, stk. 1, nr. 1.

Nævnet støtter sin

fortolkning på SM D-06-99 og SM D-07-99, hvori Den Sociale Ankestyrelse har

præciseret, at den revalidering, der omtales i dagpengelovens § 22, stk. 1,

nr.

1, ikke omfatter/kan sidestilles med fleksjob og iværksættelse af

foranstaltninger med henblik på fleksjob.

Begrundelsen herfor er

blandt andet, at revalideringsmulighederne skal være udtømte, før man kan

komme

i betragtning til et fleksjob. Endvidere har Ankestyrelsen som begrundelse

for

denne fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 fremhævet aktivlovens

trinvise opbygning med særskilte kapitler om henholdsvis

kontanthjælp/aktivering, revalidering, og fleksjob, jfr. ’Nyt fra

Ankestyrelsen’ nr. 1, 1999.

Før indførelsen af fleksjob

pr. 1. januar 1998 og socialreformen af 1. juli 1998 fandtes reglerne om

beskyttede stillinger – herunder de såkaldte 50/50-ordninger for

ikke-pensionister (forgængeren for fleksjob) – i bistandlovens § 91.

Da disse regler var

gældende, nåede Ankestyrelsen i en konkret afgørelse, SM D-15-96, frem til,

at

der kunne ske forlængelse, når en person var fundet berettiget til en

beskyttet

stilling. Denne SM er nu ophævet.

Der er således tale om, at

fleksjob – i modsætning til de såkaldte 50/50-ordninger – ikke

sidestilles med

revalidering i dagpengelovens forstand.

Nævnet finder på denne

baggrund, at kommunen ikke i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 havde hjemmel

til at forlænge dagpengeretten ud over ordinær varighed.

På tidspunktet for kommunens

afgørelse om forlængelse af dagpengene udover varighedsbegrænsningen var den

nu

ophævede SM (D-15-96) imidlertid fortsat gældende, hvorfor der kunne herske

tvivl om fortolkningen af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 i relation til

fleksjob. Retstilstanden blev først afklaret med SM D-06-99 og D-07-99, og

der

er derfor næppe holdepunkt for at anse kommunens afgørelse for ugyldig.

Spørgsmålet om

retmæssigheden af kommunens afgørelse af 27. november 1998 må derfor bero på

om

afgørelsen af 18. november 1998 har kunnet tilbagekaldes.

Nævnet har herved lagt til

grund

at der er tale om en

begunstigende forvaltningsakt, som har skabt en forventning hos adressaten,

at der ikke er indtrådt væsentlige ændringer i

de til grund liggende retlige og faktiske forhold mellem de 2 afgørelser,

at årsagen til ændringen

således udspringer af en ændret vurdering på samme grundlag,

at kommunens oprindelige

afgørelse var behæftet med en indholdsmæssig mangel,

at korrektionen fandt sted

ca. 1 uge senere og før varighedsbegrænsningen indtraf, således at klager

ikke

har kunnet indrette sig i tillid til afgørelsen,

at der er tale om en løbende

ydelse, hvis udbetaling forudsætter, at lovens betingelser til en hver tid er

opfyldt,

at dagpengene kunne og burde

have været standset i september 1998 efter beslutningen om, at den pågældende

ikke var berettiget til pension, idet revalidering til arbejde på normale

vilkår allerede da blev vurderet som usandsynlig.

De 3 førstnævnte argumenter

taler for, at kommunen ikke kunne tilbagekalde afgørelsen af 18. november,

mens

de 4 sidstnævnte hensyn går i modsat retning.

Nævnet har fundet, at

hensynet til borgerens forventning om at kunne støtte ret på en ulovlig

afgørelse måtte vige for hensynet til en lovmæssig forvaltning. Det er herved

også taget i betragtning, at skadevirkningen for den berørte borger er

begrænset,

idet der påhviler kommunen en pligt til løbende at revidere dagpengesagen,

hvorfor afgørelsen af 18. november 1998 ikke kunne bibringe

dagpengemodtageren

en forventning om en langvarig fortsættelse af dagpengeudbetalingen.”

Ved brev af 3. juli 2000 fik

A kopi af nævnets breve af 16. marts og 26. juni 2000 og Holstebro Kommunes

brev af 19. april 2000 med anmodning om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger.

Ved brev af 20. juli 2000

fremkom A med sine bemærkninger. A oplyste i den anledning at han havde fået

bevilget en førtidspension.

Ved brev af 28. august 2000

fremkom det sociale nævn med nogle supplerende bemærkninger i anledning af

A’s

brev af 20. juli 2000. Nævnet skrev bl.a.:

”Nævnet finder ikke, at der

har været grundlag for at forlænge (A)’s dagpengeret ud over

varighedsbegrænsningen efter reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2,

selv

om han har ventet på at komme til undersøgelse/behandling på

epilepsihospitalet

Filadelfia.

Nævnet har i afgørelsen ikke

begrundet, hvorfor der ikke kunne ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Dette skyldes, at nævnet

først har fået oplysning om henvisningen til epilepsihospitalet i (A)’s

klage

over nævnets afgørelse. Nævnet har opfattet oplysningen om Filadelfia

således,

at (A) ikke var henvist på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden,

men at henvisningen er udstedt efterfølgende.

Af denne grund har nævnet

ikke overvejet forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes dog for en god

ordens skyld, at selv om henvisning til Filadelfia havde foreligget ved

varighedsbegrænsningens indtræden, ville nævnet fortsat ikke have fundet

grundlag for forlængelse af dagpengeretten efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Dette skyldes, at der ikke

kunne være en sikker forventning om, at

eventuel

behandling på Filadelfia kunne gøre (A) fuldt arbejdsdygtig på normale vilkår

inden for kortere tid, idet han igennem en lang årrække har været i

antiepileptisk behandling, og idet beskæftigelsesafklaring havde peget på

beskyttet beskæftigelse.

Nævnet har i øvrigt ikke

kunnet se, om (A) alene var henvist med henblik på nærmere undersøgelse af

epilepsien eller egentlig behandling. Kun i sidstnævnte tilfælde ville det

kunne overvejes at forlænge efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til

Ankestyrelsens brev af 17. september 1999 vedrørende dette spørgsmål.

Nævnet har fundet, at såvel

beskæftigelsesafklaring som psykologerklæring støttede, at (A) skulle

tilbydes

fleksjob frem for revalidering med henblik på tilbagevenden til

arbejdsmarkedet

på normale vilkår.”

Ved brev af 15. september

2000 fremkom A på grundlag af nævnets brev af 28. august 2000 med nogle

supplerende bemærkninger.

Ombudsmandens udtalelse

”Den dagældende dagpengelovs (lovbekendtgørelse nr. 632 af 22. juli 1997

med senere ændringer) § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 (nu nr. 3) var sålydende:

’§ 22.

Udbetalingen af dagpenge ophører, når der er udbetalt dagpenge eller løn

under sygdom for mere end 52 uger i de 18 forudgående kalendermåneder,

medmindre

det anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat,

den sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for

en kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden,

’

Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt stadfæstede den 29. juni 1999 Holstebro

Kommunes afgørelse af 27. november 1998 om ikke at forlænge Deres dagpenge ud

over varighedsbegrænsningen. Nævnet begrundede bl.a. afgørelsen således:

’Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at De er fundet berettiget til et

fleksjob, idet det på grund af Deres fysiske og psykiske helbredsforhold ikke

er realistisk, at De gennem revalidering vil kunne bringes tilbage til et

arbejde på normale vilkår.

Det er en betingelse for at forlænge dagpengeperioden efter § 22, stk. 1, nr.

1, at der er udsigt til revalidering med henblik på tilbagevenden til

arbejdsmarkedet på normale vilkår. Et fleksjob kan ikke sidestilles med

revalidering, da mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale

vilkår skal være udtømte, før der kan tilbydes et fleksjob, jfr. aktivlovens

§ 71.’

Ombudsmanden behandler klager over den offentlige forvaltning og skal bedømme

om myndigheder eller personer

der er omfattet af hans kompetence, handler i strid med gældende ret –

eller på

anden måde gør sig skyldig i fejl eller forsømmelser ved udøvelsen af deres

opgaver (§ 7, stk. 1, og § 21 i lov nr. 473 af 12. juni 1996 om Folketingets

Ombudsmand). Folketinget hører således ikke under området for min virksomhed.

Ombudsmanden er desuden ’i

udøvelsen af sit hverv uafhængig af Folketinget’ (§ 10 i

ombudsmandsloven).

Jeg henviser i øvrigt til

Ombudsmandsloven med kommentarer af Jon Andersen mfl. På s. 47 står bl.a.

følgende:

’Hvis en

forvaltningsmyndigheds afgørelse har været bedømt af Folketinget, et

folketingsudvalg, udenrigspolitisk nævn eller statsrevisorerne må

ombudsmanden

afvise af behandle en klage over afgørelsen eller ved behandling af klagen

uprøvet lægge Folketingets eller det pågældende folketingsorgans bedømmelse

til

grund

Hvis et lovforslag der er

fremsat for Folketinget, giver mulighed for at Folketinget direkte eller

indirekte kan tage stilling til et spørgsmål, som er påklaget til

ombudsmanden,

indstiller ombudsmanden normalt sin behandling af klagen indtil resultatet af

Folketingets behandling af det pågældende spørgsmål foreligger. ’

Socialministeren fremsatte

den 11. oktober 2000 et lovforslag, L 55, vedrørende ændring af lov om

dagpenge

ved sygdom eller fødsel. I dette lovforslag foreslog socialministeren at der

i

§ 22, stk. 1, som et nyt nummer efter nr. 1 blev indsat følgende bestemmelse:

’2) det anses for nødvendigt

at gennemføre arbejdsprøvning eller andre afklarende foranstaltninger med

henblik på at klarlægge den sikredes arbejdsevne, således at dagpengeperioden

forlænges i op til 2 gange 13 uger,’.

Af bemærkningerne til

lovforslaget fremgår bl.a., jf. Folketingstidende 2000-2001, tillæg A, s.

1517ff, følgende:

’Efter lovens § 22, stk. 1,

nr. 1 forlænges sygedagpengene også, hvis det anses for overvejende

sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Det er imidlertid efter Den

Sociale Ankestyrelses langvarige praksis kun muligt for kommunen at anvende

denne forlængelsesbestemmelse, hvis der er udsigt til, at revalideringen kan

medføre mulighed for arbejdsplacering og tilbagevenden til arbejdsmarkedet på

normale vilkår.’

Det pågældende lovforslag

blev vedtaget efter forslagets 3. behandling i Folketinget den 7. december

2000

(lov nr. 1305 af 20. december 2000).

Som det fremgår af dette,

har spørgsmålet om fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, været

inddraget under Folketingets behandling af dette lovforslag.

Jeg lægger derfor den

retsopfattelse som fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, til grund ved

min behandling af sagen.

Det sociale nævns vurdering

hvorefter revalidering der kunne medføre mulighed for arbejdsplacering og

tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, ikke længere var

sandsynlig, kan jeg ikke kritisere.

For så vidt angår Deres

klage over at Deres sygedagpenge ikke blev forlænget under henvisning til

dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, har jeg følgende bemærkninger:

Det fremgår af sagen at De

først gjorde spørgsmålet om Deres indlæggelse på epilepsihospitalet

Filadelfia

gældende i forbindelse med Deres klage over det sociale nævns afgørelse.

I brev af 17. september 1999

skrev Ankestyrelsen om dette spørgsmål følgende til Dem:

’Efter dagpengelovens § 22,

stk. 1, nr. 2 er det en betingelse for at forlænge dagpengeretten, at den

sikrede er under eller venter på lægebehandling, som må antages inden for

kortere tid at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Efter § 39 i

socialministeriets

bekendtgørelse nr. 442 af 23. juni 1998 bortses der ved afgørelsen af om

dagpengeretten kan forlænges, fra den periode, hvor den sygemeldte venter på

behandling på offentlig sygehus.

Det er således en betingelse

for at kunne forlænge Deres dagpengeret, at De ved varighedsbegrænsningens

indtræden kunne antages at være fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter

at behandlingen på sygehuset er startet.

Det fremgår af sagen at De

ikke kan antages at blive fuld arbejdsdygtig indenfor kortere tid efter

indlæggelsen på Filadelfia, ligesom det ikke forventes at revalidering vil

blive iværksat, hvorimod det antages at De muligvis kan tilbydes et flexjob.

Det sociale nævns afgørelse

ses således ikke på det foreliggende på nogen måde at være i strid med

dagpengelovens regler.

’

I brev af 28. august 2000

hvor det sociale nævn fremkom med sine supplerende bemærkninger, anførte

nævnet

vedrørende dette spørgsmål:

’

Nævnet finder ikke, at der

har været grundlag for at forlænge (A)’s dagpengeret ud over

varighedsbegrænsningen

efter reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, selv om han har ventet på

at

komme til undersøgelse/behandling på epilepsihospitalet Filadelfia.

Nævnet har i afgørelsen ikke

begrundet, hvorfor der ikke kunne ske forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Dette skyldes, at nævnet

først har fået oplysning om henvisningen til epilepsihospitalet i (A)’s

klage

over nævnets afgørelse. Nævnet har opfattet oplysningen om Filadelfia

således,

at (A) ikke var henvist på tidspunktet for varighedsbegrænsningens indtræden,

men at henvisningen er udstedt efterfølgende.

Af denne grund har nævnet

ikke overvejet forlængelse efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Det bemærkes dog for god

ordens skyld, at selv om henvisning til Filadelfia havde foreligget ved

varighedsbegrænsningens indtræden, ville nævnet fortsat ikke have fundet

grundlag for forlængelse af dagpengeretten efter § 22, stk. 1, nr. 2.

Dette skyldes, at der ikke

kunne være en sikker forventning om, at

eventuel

behandling på Filadelfia kunne gøre (A) fuldt arbejdsdygtig på normale vilkår

inden for kortere tid, idet han igennem en lang årrække har været i

antiepileptisk behandling, og idet beskæftigelsesafklaring havde peget på

beskyttet beskæftigelse.

Nævnet har i øvrigt ikke

kunnet se, om (A) alene var henvist med henblik på nærmere undersøgelse af

epilepsien eller egentlig behandling. Kun i sidstnævnte tilfælde ville det

kunne overvejes at forlænge efter § 22, stk. 1, nr. 2.

’

Vurderingen af om det kunne

forventes at De kunne blive fuldt arbejdsdygtig som følge af behandling på

epilepsihospitalet, beror bl.a. på lægelig fagkundskab.

Ifølge reglerne for

ombudsmandens virksomhed kan jeg kun i begrænset omfang tage stilling til

vurderinger der helt eller delvis bygger på særlig fagkyndig viden. En

kontrol

af de lægelige vurderingers rigtighed kræver en fagkundskab som ombudsmanden

ikke har.

Myndighederne bygger også i

vidt omfang deres afgørelser på vurderinger og afvejninger af en række

forskellige hensyn og omstændigheder. Som ombudsmand har jeg ikke særlige

forudsætninger for at afveje disse forskellige hensyn og omstændigheder på en

anden og bedre måde end Holstebro Kommune og det sociale nævn der beskæftiger

sig med det pågældende sagsområde i det daglige. Dette understreges af at der

her er tale om en vurdering af et fremtidigt forløb, en prognose, vedrørende

en

eventuel behandlings indvirkning på Deres fremtidige arbejdsdygtighed.

Normalt kan jeg derfor ikke

gå ind i en nærmere efterprøvelse af disse vurderinger og afvejninger. Kun

hvis

der er tale om ganske særlige omstændigheder, kan jeg kritisere

myndighedernes

afgørelse. Det kan f.eks. være tilfældet hvis sagen er mangelfuldt oplyst,

eller hvis afgørelsen i forhold til andre lignende sager er udtryk for en

forskelsbehandling der ikke er sagligt begrundet. Under min gennemgang af

sagen

har jeg ikke fundet sådanne omstændigheder. Jeg kan derfor ikke foretage mig

mere vedrørende denne del af sagen.

Holstebro Kommunes tilbagekaldelse af afgørelsen af 19. november 1998

Som anført ovenfor meddelte

Holstebro Kommune Dem ved brev af 19. november 1998 at det var besluttet at

forlænge Deres dagpengeudbetaling ’så længe det anses for sandsynligt at

revalidering vil blive iværksat’.

Ved brev af 27. november

1998 meddelte kommunen Dem imidlertid at der den 30. november 1998 indtrådte

varighedsbegrænsning. Begrundelsen var at der ikke var fundet grundlag for at

forlænge dagpengeudbetalingen.

Det må lægges til grund at

De forud for kommunens afgørelse af 19. november 1998 ikke havde tilbageholdt

oplysninger af betydning for kommunens vurdering af sagen, ligesom De ikke

var

fremkommet med oplysninger af vildledende karakter. Det kan derfor ikke

bebrejdes Dem at kommunen ikke allerede da var opmærksom på at revalidering

ikke (længere) var sandsynlig.

Ombudsmanden har i en

tidligere sag som er gengivet i Folketingets Ombudsmands beretning for året

1983, s. 221ff*, behandlet spørgsmålet om en myndigheds adgang til at

tilbagekalde en afgørelse til ugunst for borgeren. Udtalelsen angik en sag

hvor

en kommune ønskede at tilbagekalde et bevilget personligt tillæg (varmehjælp

i

1 år) til en folkepensionist da kommunen efterfølgende var blevet opmærksom

på

at den pågældende ikke opfyldte kommunens almindelige regler for tildeling af

varmehjælp. Folkepensionisten var fremkommet med alle de oplysninger han var

blevet bedt om, og der var således intet at bebrejde ham.

Ombudsmanden udtalte bl.a.

følgende i nævnte sag:

’Efter disse regler

[forvaltningsrettens almindelige regler om tilbagekaldelse af

forvaltningsakter] kan en forvaltningsmyndighed ikke tilbagekalde en

begunstigende afgørelse, der har beroet på en skønsmæssig vurdering, blot med

henvisning til, at afgørelsen er truffet på et urigtigt faktisk grundlag, og

at

afgørelsen ikke ville være blevet truffet (eller i hvert fald ikke ville have

fået samme indhold), hvis man havde været klar over det rette forhold.

Baggrunden herfor er, at det påhviler vedkommende forvaltningsmyndighed at

drage omsorg for at tilvejebringe de oplysninger, der er fornødne for at

træffe

afgørelse i foreliggende sager. Hvis det senere viser sig, at de faktiske

forudsætninger, hvorpå den trufne afgørelse byggede, var urigtige, men

ansøgeren ikke har været skyld i eller i øvrigt har forårsaget myndighedens

vildfarelse, må risikoen for det passerede derfor som regel placeres hos det

offentlige, medmindre afgørelsen for en efterfølgende vurdering ligefrem må

anses for at falde uden for de rammer for skønsudøvelsen, loven sætter, eller

væsentlige offentligretlige hensyn kan begrunde tilbagekaldelsen.’

Betingelserne for at en

forvaltningsmyndighed kan tilbagekalde en begunstigende forvaltningsakt, er

endvidere beskrevet forskellige steder i den juridiske litteratur, bl.a.

Karsten Loiborg mfl., Forvaltningsret, 1994, s. 625ff, Karsten Revsbech,

Forvaltningsret, Almindelige emner, 3. udgave, 1997, s. 435ff, Lis Sejr,

Sociale myndigheders adgang til at anfægte egne afgørelser, Juristen 1983, s.

197ff og Jon Andersen, Socialforvaltningsretlige spørgsmål, Juristen 1990, s.

316ff.

Adgangen til at tilbagekalde

en forvaltningsakt til ugunst for borgeren efter de almindelige

retsgrundsætninger beror på en afvejning af interesser hvor hensynet til

borgerens berettigede forventninger indgår med betydelig vægt.

Hvis en

forvaltningsmyndighed bygger sit ønske om at tilbagekalde en tidligere

udstedt

begunstigende forvaltningsafgørelse på en i hovedsagen ren omvurdering af

faktiske oplysninger som forelå for myndigheden da den traf sin oprindelige

afgørelse, er den klare hovedregel at der ikke er adgang til tilbagekaldelse.

Hovedreglen bliver

imidlertid fraveget hvis der er tale om et såkaldt løbende retsforhold som

for

eksempel udbetaling af sygedagpenge da det er vanskeligt ud fra et

forventningsprincip at hævde at myndigheden er bundet af den oprindelige

vurdering, idet formålet med hjælpen og udformningen af betingelserne for

hjælpen i sig selv forudsætter en løbende nyvurdering. Adgangen i disse

tilfælde til at tilbagekalde en forvaltningsakt til ugunst for borgeren er

således generelt videre end normalt for så vidt tilbagekaldelsen kun har

virkning for fremtiden. Det må dog i almindelighed kræves at tilbagekaldelsen

sker med et rimeligt varsel.

Holstebro Kommune har i sin

udtalelse til mig af 17. april 2000 anført følgende:

’( ) Holstebro Kommune havde

et ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor

strække

sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med

udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at

dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med

begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære

arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.

På opfølgningsmødet (§ 24

møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det

dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i

dagpengelovens

forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via

revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale

vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler

sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om

forlængelse,

da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover

varighedsbegrænsningen.

Holstebro Kommune mener ikke

i lovens forstand at have tilbagekaldt sin afgørelse af 19.11.1998, men i

stedet ændret den ved afgørelse af 27.11.1998, da der ikke (længere) var

hjemmel i loven til at fastholde den af 19.11.1998 trufne afgørelse.

Holstebro

Kommune er af den opfattelse, at man den 19.11.1998 befandt [sig] helt ud ved

kanten af dagpengelovens ramme, hvorimod man efter mødet den 26.11.1998 havde

bevæget sig uden for rammen, hvorfor en fastholdelse af afgørelsen af

19.11.1998 ville have være[t] i strid med dagpengeloven (ulovlig).’

Det sociale nævn har i sin

udtalelse af 26. juni 2000 om dette spørgsmål anført følgende:

’Der var ikke indtruffet

faktiske eller retlige ændringer mellem de 2 afgørelser.

Nævnet opfatter på baggrund

af disse oplysninger situationen således, at kommunen i al fald senest den

27.

august 1998 havde konkluderet, at (A) ikke ville kunne revalideres til et job

på normale vilkår, men at man ville arbejde hen i mod etablering af et

fleksjob.

Det fremgår desuden, at

kommunen var indstillet på at forlænge dagpengeperioden, såfremt (A) ønskede

et

fleksjob.

Nævnet vurderer derfor, at

kommunen på tidspunktet for afgørelsen af 19. november 1998 – og også

tidligere

– har fortolket reglen i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 således, at

visitation til og iværksættelse af arbejdsprøvning med henblik på etablering

af

et fleksjob ikke udelukker forlængelse af dagpengeretten ud over

varighedsbegrænsningen.

Nævnet er af den opfattelse,

at dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1,

ikke

giver hjemmel til forlængelse

af

dagpengeretten ud over varighedsbegrænsningen i et tilfælde hvor det er

vurderet, at den sygemeldte ikke via revalideringsmæssige tiltag vil blive i

stand til at varetage et arbejde på normale vilkår, men at pågældende i

stedet

skal tilbydes et fleksjob.

Nævnets afgørelse af 29.

juni 1999 er udtryk for denne fortolkning af § 22, stk. 1, nr. 1. Nævnet

støtter sin fortolkning på SM D-06-99 og SM D-07-99, hvori Den Sociale

Ankestyrelse har præciseret, at den revalidering, der omtales i

dagpengelovens

§ 22, stk. 1, nr. 1, ikke omfatter/kan sidestilles med fleksjob og

iværksættelse af foranstaltninger med henblik på fleksjob.

Begrundelsen herfor er

blandt andet, at revalideringsmulighederne skal være udtømte, før man kan

komme

i betragtning til et fleksjob. Endvidere har Ankestyrelsen som begrundelse

for

denne fortolkning af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, fremhævet

aktivlovens

trinvise opbygning med særskilte kapitler om henholdsvis

kontakthjælp/aktivering, revalidering, og fleksjob, jfr. ’Nyt fra

Ankestyrelsen’ nr. 1, 1999.

Før indførelsen af fleksjob

pr. 1. januar 1998 og socialreformen af 1. juli 1998 fandtes reglerne om

beskyttede stillinger – herunder de såkaldte 50/50-ordninger for

ikke-pensionister (forgængeren for fleksjob) – i bistandslovens § 91.

Da disse regler var

gældende, nåede Ankestyrelsen i en konkret afgørelse, SM D-15-96, frem til,

at

der kunne ske forlængelse, når en person var fundet berettiget til en

beskyttet

stilling. Denne SM er nu ophævet.

Der er således tale om, at

fleksjob – i modsætning til de såkaldte 50/50-ordninger – ikke

sidestilles med

revalidering i dagpengelovens forstand.

Nævnet finder på denne

baggrund, at kommunen ikke i dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, havde

hjemmel

til at forlænge dagpengeretten ud over ordinær varighed.

På tidspunktet for kommunens

afgørelse om forlængelse af dagpengene udover varighedsbegrænsningen var den

nu

ophævede SM (D-15-96) imidlertid fortsat gældende, hvorfor der kunne herske

tvivl om fortolkningen af dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, i relation til

fleksjob. Retstilstanden blev først afklaret med SM D-06-99 og D-07-99, og

der

er derfor næppe holdepunkt for at anse kommunens afgørelse for ugyldig.

Spørgsmålet om

retsmæssigheden af kommunens afgørelse af 27. november 1998 må derfor bero på

om afgørelsen af 18. november 1998 har kunnet tilbagekaldes.

Nævnet har herved lagt til

grund

at der er tale om en

begunstigende forvaltningsakt, som har skabt en forventning hos adressaten,

at der ikke er indtrådt

væsentlige ændringer i de til grund liggende retlige og faktiske forhold

mellem

de 2 afgørelser,

at årsagen til ændringen

således udspringer af en ændret vurdering på samme grundlag,

at kommunens oprindelige

afgørelse var behæftet med en indholdsmæssig mangel,

at korrektionen fandt sted

ca. 1 uge senere og før varighedsbegrænsningen indtraf, således at klager

ikke

har kunnet indrette sig i tillid til afgørelsen,

at der er tale om en løbende

ydelse, hvis udbetaling forudsætter, at lovens betingelser til enhver tid er

opfyldt,

at dagpengene kunne og burde

have været standset i september 1998 efter beslutningen om, at den pågældende

ikke var berettiget til pension, idet revalidering til arbejde på normale

vilkår allerede da blev vurderet som usandsynlig.

De 3 førstnævnte argumenter

taler for, at kommunen ikke kunne tilbagekalde afgørelsen af 18. november,

mens

de 4 sidstnævnte hensyn går i modsat retning.

Nævnet har fundet, at

hensynet til borgerens forventning om at kunne støtte ret på en ulovlig

afgørelse måtte vige for hensyn til en lovmæssig forvaltning. Det er herved

også taget i betragtning, at skadevirkningen for den berørte borger er

begrænset, idet der påhviler kommunen en pligt til løbende at revidere

dagpengesagen, hvorfor afgørelsen af 18. november 1998 ikke kunne bibringe

dagpengemodtageren en forventning om en langvarig fortsættelse af

dagpengeudbetalingen.’

Såvel kommunen som det

sociale nævn har ved afgørelsen af sagen lagt til grund at kommunens

afgørelse

af 19. november 1998 om forlængelse af sygedagpengene ud over

varighedsbegrænsningen var lovlig. Udgangspunktet er som anført ovenfor at

myndigheden ikke kan tilbagekalde en sådan tidligere udstedt begunstigende

afgørelse på grund af en omvurdering af de faktiske oplysninger.

Imidlertid er udbetaling af

sygedagpenge som anført et løbende retsforhold som forudsætter en løbende

nyvurdering.

Adgangen til at tilbagekalde en sådan afgørelse er generelt videre end

normalt

for så vidt tilbagekaldelsen kun har virkning for fremtiden. Det må dog i

almindelighed kræves at tilbagekaldelsen sker med rimeligt varsel.

Jeg har ikke grundlag for at

tilsidesætte myndighedernes vurdering hvorefter De på tidspunktet for

kommunens

tilbagekaldelse den 27. november 1998 ikke længere opfyldte betingelserne for

at modtage sygedagpenge. Jeg har på baggrund af den karakter af løbende

retsforhold som udbetaling af sygedagpenge har, heller ikke grundlag for at

kritisere tilbagekaldelsen af afgørelsen.

Afgørelsen om forlængelse ud

over varighedsbegrænsningen blev truffet ved brev af 19. november 1998.

Varighedsbegrænsningen indtrådte den 30. november 1998. I brev af 27.

november

1998, som De først kan have modtaget den 28. november 1998, blev afgørelsen

tilbagekaldt med virkning fra den 30. november 1998. Efter min opfattelse kan

dette ikke betragtes som et rimeligt varsel.

Jeg har derfor i dag

henstillet til Det Sociale Nævn i Ringkjøbing Amt at genoptage sagen med

henblik på at tage stilling til om De blev meddelt et rimeligt varsel ved

tilbagekaldelsen af afgørelsen om at De kunne få sygedagpenge ud over

varighedsbegrænsningen, og i benægtende fald tage stilling til hvor langt et

sådant varsel skal være.

Den Sociale Ankestyrelses manglende realitetsbehandling af Deres sag

For så vidt angår Deres

klage over at Den Sociale Ankestyrelse ikke har realitetsbehandlet Deres

klage,

har jeg ikke iværksat en egentlig ombudsmandsundersøgelse i sagen, jf.

ombudsmandslovens § 16, stk. 1. Begrundelsen er at der ikke er udsigt til at

jeg kan kritisere resultatet af Ankestyrelsens behandling af sagen. Efter

ombudsmandslovens § 16, stk. 1, beslutter ombudsmanden om en sag giver

tilstrækkelig grundlag for undersøgelse.

Notatpligt

Reglerne om notatpligt

fremgår af offentlighedslovens § 6, stk. 1, der er sålydende:

’§ 6. I sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af en

forvaltningsmyndighed, skal en myndighed, der mundtligt modtager oplysninger

vedrørende en sags faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens

afgørelse, eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre

notat om indholdet af oplysningerne. Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne

i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.’

Rækkevidden af bestemmelsen

er beskrevet flere steder i den juridiske litteratur, bl.a. af John Vogter,

Offentlighedsloven med kommentarer, s. 153, hvoraf følgende fremgår:

’

[Udstrækningen af

notatpligten er i første række ikke] afhængig af, om en oplysning efter sit

indhold må karakteriseres som faktisk eller ej, men [må] i højere grad bero

på,

hvilken funktion oplysningen har i myndighedens sagsbehandling. Afgørende

for,

om en oplysning skal noteres ned, er herefter, om oplysningen er af en sådan

karakter, at den bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller

i

øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske

omstændigheder. Notatpligten vil derfor også kunne omfatte oplysninger, der

indeholder en subjektiv præget stillingtagen til et forhold, for så vidt

vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse. Som

eksempel

kan nævnes en udtalelse fra en sagkyndig, der har afgivet en

videnskabelig/teknisk vurdering af et forhold, som skal indgå i grundlaget

for

myndighedens afgørelse. ( )’

Det fremgår af sagen,

herunder af Holstebro Kommunes journalark, at der i kommunen den 26. november

1998 blev afholdt et såkaldt § 24-møde’. På mødet deltog Deres

praktiserende

læge.

I afgørelsen af 27. november

1998 står der bl.a. vedrørende dette:

’Sagen har været vurderet

med Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge

dagpengeudbetalingen.’

Af kommunes udtalelse til

mig af 17. april 2000 fremgår bl.a. følgende:

’På opfølgningsmødet (§ 24

møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det

dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i

dagpengelovens

forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via

revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale

vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning.

Der findes ikke notater, der

dokumenterer, at egen læge har været inddraget mellem de to afgørelser, idet

det foregik på et såkaldt § 24 møde den 26.11.1998 – et møde hvor

Holstebro

Kommune og lægen mødes – Det er ikke et møde, hvor der bliver truffet

beslutninger, men et møde, hvor der foregår en dialog mellem lægen og

Holstebro

Kommune. ( ) Det kan som følge heraf konkluderes, at Holstebro Kommune på

mødet

den 26.11.1998 blev klar over, at den befandt sig udenfor lovens

rammer.’

De vurderinger som Deres

egen læge foretog og gav udtryk for over for kommunen under det nævnte møde,

anses for at være oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, jf. det jeg

har citeret ovenfor fra Offentlighedsloven med kommentarer. Selv om Deres

egen

læge således ikke – som det synes at fremgå af kommunens udtalelse om

indholdet

af mødet – kom med egentlige nye helbredsoplysninger, er

også hans eventuelle vurderinger af Deres helbredsforhold

oplysninger om sagens faktiske omstændigheder. Da mødet førte til kommunens

ændrede vurdering, forekommer det mærkværdigt om der ikke på mødet i en eller

anden grad blev tilkendegivet vurderinger mv. som burde noteres ned efter

offentlighedslovens § 6, stk. 1. Navnlig i en situation hvor den efter mødet

trufne afgørelse ændrede en umiddelbart forinden truffet afgørelse, må det

antages at der skal foretages notat efter offentlighedslovens § 6, stk. 1,

når

kommunen har drøftet sagen med en ekstern fagperson.

Jeg har gjort Holstebro

Kommune bekendt med min opfattelse.

Partshøring

Reglerne om hvornår en

myndighed har pligt til at partshøre, dvs. give parten lejlighed til at

fremkomme med sine bemærkninger inden der træffes afgørelse, findes i

forvaltningslovens § 19. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

’§ 19.

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at

myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens

faktiske

omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort

parten

bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en

udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den

pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Myndigheden

kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis

det efter oplysningernes karakter og sagens

beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det

foreliggende grundlag,

udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt

frist for sagens afgørelse,

partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes,

findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, der taler imod en sådan udsættelse,

parten ikke har ret til aktindsigt efter reglerne i

kapitel 4 med hensyn til de pågældende oplysninger,

den påtænkte afgørelse vil berøre en videre, ubestemt

kreds af personer, virksomheder m.v., eller hvis forelæggelse af

oplysningerne

for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer

parten adgang til at gøre sig bekendt med grundlaget for den påtænkte

afgørelse

og til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

’

Efter forvaltningslovens §

19, stk. 1, har en myndighed således pligt til at partshøre hvis myndigheden

i

en afgørelsessag er i besiddelse af oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder der er til ugunst for parten, og som er af væsentlig betydning

for sagens afgørelse.

Forvaltningsmyndigheden har

ansvaret for at oplyse sagen i tilstrækkeligt omfang, og partshøringsreglerne

skal bl.a. sikre at parten får lejlighed til at kontrollere

beslutningsgrundlaget inden myndigheden træffer afgørelse. Eventuelle fejl

eller tvivlsomme punkter i beslutningsgrundlaget kan påpeges af parten,

ligesom

denne også på anden måde får mulighed for at tilføje sagen sine synspunkter.

Partshøringsreglerne skal endvidere tjene til at styrke tilliden til

forvaltningen i forbindelse med de berørte borgeres opfattelse af den måde

hvorpå myndighederne behandler deres sag.

Holstebro Kommunes partshøring

Holstebro Kommune holdt som

nævnt den 26. november 1998 et møde hvor bl.a. Deres praktiserende læge var

til

stede. Efter kommunens oplysninger blev de foreliggende oplysninger om Deres

arbejdsmæssige formåen på mødet ’tydeliggjort’, således at kommunen

herefter

ikke længere fandt at betingelserne i dagpengeloven om

forlængelse af dagpengeperioden var tilstede.

I sin udtalelse til mig af

17. april 2000 skriver kommunen bl.a.:

’Der er i perioden mellem

den 19.11.1998 og 27.11.1998 ikke foretaget en direkte partshøring af (A),

hvilket som nævnt ( ) skyldtes, at der i princippet ikke forelå nye

oplysninger

som (A) ikke var bekendt med. De foreliggende oplysninger omkring hans

arbejdsmæssige formåen, herunder den manglende realistiske mulighed for

tilbagevenden til et ordinært job samt den stationære sygdomstilstand var

blot

blevet yderligere tydeliggjort på mødet den 26.11.1998, ( )’

Som nævnt ovenfor må det

lægges til grund at det alene var mødet den 26. november 1998 med Deres læge

der dannede grundlag for en ændret vurdering af Deres sygedagpengesag.

Jeg har ovenfor under

afsnittet om notatpligt givet udtryk for at det forekommer mærkværdigt om der

ikke på mødet den 26. november 1998 mellem kommunen og Deres læge blev

tilkendegivet vurderinger mv. som burde noteres ned fordi de var oplysninger

om

sagens faktiske omstændigheder. Det var jo netop dette møde og

tydeliggørelsen

af Deres arbejdsmæssige formåen der førte til at kommunen ændrede sin

vurdering

af Deres ret til sygedagpenge.

Da sådanne oplysninger om

sagens faktiske omstændigheder i form af Deres læges vurderinger mv. må

formodes at have været af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til

ugunst for Dem, følger det heraf at kommunen burde have partshørt Dem over

disse vurderinger mv. før kommunen traf afgørelse om Deres ret til

sygedagpenge.

Jeg har gjort Holstebro

Kommune bekendt med min opfattelse.

Det sociale nævns partshøring

Det Sociale Nævn i

Ringkjøbing Amt skriver i sin udtalelse til mig af 26. juni 2000 vedrørende

mit

spørgsmål om partshøring bl.a. således:

’Nævnet har ved brev af 26.

januar 1999 foretaget partshøring i Holstebro Kommunes ankebesvarelse af 18.

januar 1999.

Der er ikke foretaget

partshøring herudover, ligesom der ikke har været fremsat anmodning om

aktindsigt.’

Det sociale nævn har i sin

anmodning af 16. marts 2000 til Holstebro Kommune om en udtalelse anført

følgende om partshøring:

’Nævnet skal bemærke, at

nævnet ved sin behandling af sagen ikke har modtaget notater fra kommunen,

hvoraf fremgår, at egen læge har været inddraget ved kommunens sidst

foretagne

vurdering af forlængelsesmulighederne (det vil sige mellem de to afgørelser).

Nævnet har på baggrund af

kommunens ankebesvarelse/redegørelse til nævnet opfattet sagen således, at

der

mellem kommunens to afgørelser vedrørende forlængelse af dagpengeperioden ud

over varighedsbegrænsningen alene er foretaget en

intern

vurdering af forlængelsesmulighederne – det vil sige uden

indhentelse af yderligere oplysninger fra egen læge eller deltagelse af egen

læge ved opfølgningsmødet den 26. november 1998. Er dette korrekt?’

Til det just anførte skriver

Holstebro Kommune i sin udtalelse til mig af 17. april 2000 følgende:

’Det er korrekt, at

Holstebro Kommune ikke har indhentet yderligere skriftligt lægeligt materiale

mellem den 19.11.1998 og 27.11.1998, men som tidligere beskrevet har der

været

afholdt møde mellem lægen og Holstebro Kommune den 26.11.1998. Med hensyn til

om der alene er foretaget en intern vurdering – altså en vurdering af

kommunen

– kan Holstebro Kommune medgive, at dette er tilfældet ’

I Holstebro Kommunes

afgørelse af 27. november 1998 står bl.a. følgende:

’Sagen har været vurderet

med Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge

dagpengeudbetalingen.’

I kommunens brev af 18. januar 1999 til det sociale nævn står følgende

om dette punkt:

’Den 26.11.1998 afholdes der

§ 24-møde og her drøftes hele forløbet mellem GJ, jobkonsulent,

dagpengegruppe

og lægekonsulent, man konkluderer at revalideringsmulighederne er udtømt og

at

dagpengene skal stoppe ved varighedsbegrænsningens indtræden den

30.11.1998.’

Under hensyn til det anførte

i kommunens brev af 18. januar 1999 til det sociale nævn samt det forhold at

kommunen, jf. ovenfor, ikke havde gjort notat om mødet den 26. november 1998

med Deres læge, giver omfanget af nævnets partshøring mig ikke anledning til

at

udtale kritik. Det havde dog været ønskeligt om nævnet, forinden det traf

afgørelse, havde søgt oplysninger hos kommunen om meningen med formuleringen

’sagen har været vurderet med Deres læge’ i kommunens afgørelse af

27. november

1998.

Jeg har gjort Det Sociale

Nævn i Ringkjøbing Amt bekendt med min opfattelse.

Begrundelse

Forvaltningsloven indeholder

følgende bestemmelse om begrundelsen for en myndigheds afgørelser:

’§ 24.

En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning

til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang,

afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal

begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for

skønsudøvelsen.

Stk. 2.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort

redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som

er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3.

Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens

interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv

findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til

andre private eller offentlige interesser, jfr. § 15.’

En begrundelse skal efter

forvaltningslovens § 24 fremtræde som en forklaring på hvorfor afgørelsen har

fået det pågældende indhold, jf. John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer

(1999), s. 420.

Hvis afgørelsen bygger på et

administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn der har

været bestemmende for skønsudøvelsen. Om fornødent skal begrundelsen

indeholde

en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. En

begrundelse skal efter forvaltningslovens § 24 endvidere indeholde en

henvisning til de retsregler som afgørelsen er truffet efter.

Holstebro Kommunes begrundelse for afgørelsen af 27. november 1998

Holstebro Kommunes afgørelse

af 27. november 1998 blev begrundet således:

’Efter dagpengelovens § 22

ophører dagpengeudbetalingen, når der ved en måneds udgang i alt er udbetalt

dagpenge eller sygeløn for mere en 52 uger i de forudgående 18

kalendermåneder.

For Deres vedkommende

indtræder varighedsbegrænsningen

30. november 1998.

Sagen har været vurderet med

Deres læge, og der er ikke fundet grundlag for at forlænge

dagpengeudbetalingen.

Dagpengeudbetalingen i

Sygedagpengegruppen vil derfor ophøre ovennævnte dato, hvis De ikke er

raskmeldt forinden.

’

Af kommunens brev af 18.

januar 1999 til Det Sociale Nævn for Ringkjøbing Amt fremgår det endvidere:

’

Dagpengestoppet begrundes

med at pgl. ikke er fuld uarbejdsdygtig i henhold til Dagpengelovens § 5, der

er tale om en stationær lidelse, som ikke berettiger til pensionstilkendelse

og

revalideringsmulighederne er udtømte.

’

I kommunens udtalelse til

mig af 17. april 2000 skriver kommunen bl.a.:

’

Indledningsvis ønsker

Holstebro Kommune at medgive, at det ikke var god sagsbehandling at træffe to

modstridende afgørelser med så kort mellemrum.

Samtidig ønsker Holstebro

Kommune at henlede opmærksomheden på, at sagen, set i bagklogskabens lys,

givetvis burde have været stoppet på et langt tidligere tidspunkt, idet det

allerede, da der bliver givet afslag på førtidspension (august 1998), kunne

fastslås, at de lægelige behandlingsmuligheder i dagpengelovens forstand var

udtømte, og at tilstanden derfor kunne anses for stationær. Endvidere stod

det

på samme tidspunkt meget klart, at (A) ville have meget svært ved at bestride

et job på normale vilkår, hvilket burde have medført et dagpengestop med en

begrundelse om, at han var til beskyttet beskæftigelse (fleksjob), og at

mulighederne for revalidering til ordinær beskæftigelse derfor var udtømte

eller alternativt at han kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet med

begrænsninger, hvilket ligeledes ville medføre et dagpengestop med mindre det

ansås

for overvejende sandsynligt at revalidering eller behandling ville kunne

bedre

arbejdsevnen, og dermed hans mulighed for at indtræde i ordinær

beskæftigelse.

Holstebro Kommune havde et

ønske om at bruge loven fuldt ud, til gunst for (A), og ville derfor strække

sig langt for en løsning, hvorfor Holstebro Kommune den 19.11.1998 med

udgangspunkt i sidst nævnte faktum vælger at give mulighed for at

dagpengeretten kan forlænges ud over varighedsbegrænsningen, altså med

begrundelse om, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det ordinære

arbejdsmarked er overvejende sandsynligt.

På opfølgningsmødet (§ 24

møde) den 26.11.1998 mellem Holstebro Kommune og pågældendes læge, bliver det

dog endnu engang fastslået, at (A)’s lidelse er stationær i

dagpengelovens

forstand samt at det ikke er muligt at forbedre hans arbejdsevne via

revalidering, således at han kan vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale

vilkår, hverken via uddannelse eller arbejdsprøvning. Holstebro Kommune føler

sig herefter nødsaget til at ændre sin afgørelse af 19.11.1998 om

forlængelse,

da der ikke er lovgivningsmæssigt grundlag for en forlængelse udover

varighedsbegrænsningen. Dagpengene bringes til ophør i medfør af

dagpengelovens

§ 5, da der er tale om en stationær lidelse, der ikke berettiger til

førtidspension, og revalideringsmulighederne i forbindelse med tilbagevenden

til ordinært arbejde skønnes for udtømte.

’

Som nævnt ovenfor skal en

begrundelse for en forvaltningsafgørelse efter forvaltningslovens § 24

fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende

indhold. Dette indholdsmæssige krav gælder selvsagt altid. Imidlertid er det

min vurdering at kravet i særdeleshed skal iagttages når afgørelsen ændrer en

begunstigende afgørelse truffet blot 8 dage tidligere.

Der burde efter min

opfattelse i begrundelsen have været en klar og tydelig forklaring på hvilket

grundlag og ud fra hvilke faktiske oplysninger og vurderinger kommunen nu

ændrede afgørelsen truffet den 19. november 1998.

Jeg finder ikke at kommunens

afgørelse af 27. november 1998 lever op til forvaltningslovens regler om

begrundelse. Dette finder jeg, navnlig under hensyn til at kommunen ændrede

en

afgørelse truffet 8 dage forinden, meget kritisabelt. Jeg har gjort Holstebro

Kommune bekendt med min opfattelse.

NOTER: (*) FOB 1983, s. 221.

Lignende dokumenter