Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 29. august 2003 vedr. Sukkerkvote fradrag for køb

KEN nr 9697 af 29/08/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet30. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 29. august 2003 vedr. Sukkerkvote

– fradrag for køb

A klager for indkomstårene 1998 og 1999 over, at de stedlige

skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag vedr. køb af sukkerkvote, hhv.

5.022 kr. og 12.888 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er landmand, ligesom en

række andre landbrugere vest for Storebælt har købt ekstra sukkerkvoter fra

Sukkerfabrikken B A/S.

Den omhandlede sukkerkvoteordning var oprindeligt en ren dansk

ordning, men den administreres i dag – ligesom mælkekvoteordningen

– overordnet

af EU med det formål at sikre sukkerroedyrkerne et vist prisniveau

differentieret efter produktionskvoter (A og B) primært gennem beskyttelse af

den ydre grænse og eksporttilskud.

B A/S ønskede af hensyn til en bedre kapacitetsudnyttelse varigt

at overføre et kontraktkvantum fra fabriksområderne øst for Storebælt til

kontraktområdet hørende til C Sukkerfabrik over årene 1997, 1998 og 1999. I

den

forbindelse blev sukkerroedyrkerne øst for Storebælt tilbudt betaling for at

opgive dyrkningsretten til sukkerroerne, idet de til gengæld skulle modtage

et

beløb beregnet pr. ton pol-sukker, de afstod dyrkningsretten til.

De sukkerroedyrkere vest for Storebælt, der havde ejendomme med

dyrkningsret, og som opfyldte visse nærmere angivne krav, kunne erhverve

yderligere dyrkningsret til sukkerroer over den nævnte 3 års periode. B A/S

har

oplyst, at ca. 90 % af sukkerroedyrkerne vest for Storebælt kunne opfylde

disse

krav, og at samtlige af disse forventedes at ansøge om tildeling af

yderligere

Læs alt

dyrkningsret. Den gennemsnitlige tildeling i hvert af de 3 år skulle blive på

3,44 tons polsukker, svarende til en kontraktudvidelse på 8,7 %. Betalingen

for

denne kontraktudvidelse ville i gennemsnit andrage 2.924 kr., hvis beløbene

var

skattefrie og i modsat fald det dobbelte.

Sukkerfabrikkerne indgik individuelle kontrakter med

roedyrkerne. Kontrakterne er underlagt EU-bestemmelser om bl.a. minimumpriser

og brancheaftaler. I brancheaftalen er i detaljer fastlagt en række forhold

mellem dyrkerne (De Danske Sukkerroedyrkere) og fabrikanten (B A/S)

vedrørende

kvoteforhold, leveringsbetingelser, og ekstra betaling/fradrag for kvalitet

m.v.

Sukkerkvoterne kan flyttes direkte mellem landmænd lokalt, men

kun når der samtidig flyttes jord, enten gennem køb eller gennem forpagtning,

på samme måde som ved flytning af mælkekvoter direkte mellem landmænd lokalt.

Sukkerkvoten (dyrkningsretten) hviler således på jorden og ikke på ejeren af

ejendommen.

Hvis en ejendom med sukkerkvote sælges, kan ejeren ikke medtage

sukkerkvoten til en anden ejendom, og i forpagtningsforhold tilhører

sukkerkvoten ejeren (bortforpagteren) af ejendommen.

For mælkekvoter har det såkaldte mælkeudvalg gennem årene

tillige administreret forskellige købs- og salgsordninger til indirekte

omfordeling af kvoterne. En sådan indirekte omfordeling af sukkerkvoterne var

baggrunden for klagerens køb af ekstra sukkerkvote.

Told- og Skattestyrelsen udtalte sig den 20. november 1996

overfor Landbrugsrådet i en orienterende skrivelse om de skattemæssige

konsekvenser for de landmænd, der afstod henholdsvis købte sukkerkvoter i

henhold til brancheaftale indgået mellem Danske Sukkerroedyrkere og B A/S.

Det

fremgår heraf bl.a., at Told- og Skattestyrelsen på det foreliggende grundlag

anså det vederlag som modtoges for afståelse af dyrkningsret for

skattepligtig

indkomst som erstatning for fremtidigt indtægtstab, jf. statsskattelovens §

4.

Endvidere fremgår, at Told- og Skattestyrelsen anså den betaling for

dyrkningsretten som erlagdes fra køberside for at have karakter af en

driftsudgift efter statsskattelovens § 6 a. Styrelsen bemærkede

afslutningsvis

i udtalelsen, at den endelige bedømmelse af forholdene henhører under de

kommunale ligningsmyndigheder, hvis afgørelse kan påklages til

Landsskatteretten. Endelig kan Landsskatterettens afgørelse indbringes for

domstolene.

Klageren har ved opgørelsen af indkomsten foretaget fradrag med

5.022 kr. i 1998 og med 12.888 kr. i 1999.

De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse

forhøjet klagerens indkomst med tilsvarende beløb.

Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at udgiften til køb

af sukkerkvote ikke kan fratrækkes, idet der er tale om køb af et formuegode.

Vederlag herfor er skattefri for sælgeren og ikke fradrags- eller

afskrivningsberettiget for køberen jf. statsskattelovens § 5, stk., 1, litra

a.

Landsskatteretten har således for så vidt angår vederlag for afståelse af

sukkerkvoter

i kendelse refereret i SKM2001.379.LSR/TfS 2001.806 statueret, at

afståelsesvederlaget blev betalt for tab af indtægtskilde, og dermed var

skattefrit efter statsskattelovens § 5 a.

Der kan ikke efter forventningsprincippet støttes ret på

tilkendegivelsen fra 1996 fra Told- og Skattestyrelsen, idet der alene er

tale

om en foreløbig tilkendegivelse med forbehold for ligningsmyndighedernes

senere

behandling af spørgsmålet. En bindende forhåndsbesked kan alene indhentes fra

Ligningsrådet, jf. reglerne i kapitel 2 A i skattestyrelsesloven.

Afståelsessummen må betragtes som kompensation for indtægtstab i

en uvis årrække, dvs. tilsvarende være betaling for et sådant formuegode.

Herved vil der være symmetri mellem den skattemæssige behandling af

afståelsesvederlag

og anskaffelsessummer.

Da der endvidere er tale om betaling for retten til fremtidig

leverance af sukkerroer - dvs. for at sikre indkomst i en uvis årrække,

ligger

betalingen udenfor driftsomkostningsbegrebet, der defineres som udgifter, som

i

årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. §

6

a.

Dermed falder anskaffelsessummen ind under statsskattelovens §

6, sidste pkt., hvorefter den beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden

hensyn til, hvorledes den anvendes, altså hvad enten den anvendes til

formueforøgelse, til forbedring af ejendom eller til udvidelse af næring

eller

drift m.m., og anskaffelsessummen er dermed ikke fradragsberettiget.

Med hensyn til den subsidiære påstand om afskrivning af

anskaffelsessummen efter afskrivningslovens § 40, stk. 2 bemærkes, at

sukkerkvoter efter nævnets opfattelse må sidestilles med mælkekvoter og

skattemæssigt må behandles på samme måde efter afskrivningsloven og

ejendomsavancebeskatningsloven. I forslaget til den nye afskrivningslov (L

102,

1997/98 (2. samling)) indgik et forslag om at sidestille mælkekvoter med

immaterielle anlægsaktiver. Forslaget blev ændret ved Folketingets behandling

så at de hidtidige regler i ejendomsavancebeskatningsloven for mælkekvoter

blev

opretholdt. Anskaffelsessummen for sukkerkvoter kan derfor ikke afskrives

efter

afskrivningslovens § 40, stk. 2.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at

indkomsten nedsættes til det selvangivne.

Til støtte for den nedlagte påstand har klageren bl.a. gjort

gældende, at retstilstanden forud for Landsskatterettens kendelse af 5. juli

2001 (SKM2001.379.LSR/TfS 2001.806) må anses at have været således, at der

kunne foretages fradrag for det betalte vederlag for erhvervelse af

yderligere

sukkerkvote (dyrkningsret) som en driftsomkostning i medfør af

statsskattelovens § 6, litra a, jf. herunder Told- og Skattestyrelsens

skrivelse af 20. november 1996 til Landbrugsrådet, som er fremlagt under

sagen.

Af ligningsvejledningen for 1999 pkt. E.C.5.3 fremgår endvidere

følgende:

”Om afskrivning på dyrkningsrettigheder vedrørende sukkerroer,

se Skat 1990.4.299.”

Skat 1990.4.299 indeholder en afgørelse truffet af

amtsskatteinspektoratet i Maribo den 9. marts 1990 og tillige offentliggjort

i

TfS 1990.206. Af denne afgørelse vedrørende de skattemæssige konsekvenser for

andelshaverne ved overdragelsen af Sukkerfabrikken Nykøbing F Lmt. fremgår

bl.a., at salgssummen ved salg af de under den daværende sag omhandlede

dyrkningsretter til sukkerroer, skulle beskattes som særlig indkomst, jf. lov

om særlig indkomstskat § 2, nr. 5, og at køber i konsekvens heraf ville have

afskrivningsret i henhold til lov om særlig indkomstskat § 15, stk. 1.

Klageren har i kraft heraf for så vidt angår de omhandlede

indkomstår forud for 2001 haft en retsbeskyttet berettiget forventning om at

blive stillet i overensstemmelse med ligningsvejledningens beskrivelse af

hidtidig gældende ret. Udtalelsen fra Told- og Skattestyrelsen af 20.

november

1996 må tillige – uanset at det af udtalelsen fremgår, at den endelige

bedømmelse af forholdet henhører under ligningsmyndighederne – kunne

tillægges

en vis værdi.

Landsskatterettens kendelse af 5. juli 2001 kan først tillægges

virkning fra og med 2001. Der ses ikke for 1998, 1999 og 2000 at være højere

rangerende retskilder, der tilsidesætter henvisningerne i

ligningsvejledningen

for 1998 og 1999.

Det er yderligere gjort gældende, at der ikke nødvendigvis skal

være symmetri mellem bedømmelsen af købers og sælgers forhold, og at

købesummen

subsidiært må være afskrivningsberettiget efter ligningslovens § 16 F, stk.

2,

og ligningslovens § 40, mere subsidiært fradragsberettiget som et udslag af

normal driftsrisiko i de respektive indkomstår.

Landsskatteretten skal

udtale:

Ved rettens kendelse afsagt den 5. juli 2001

(SKM2001.379.LSR/TfS 2001.806) udtaltes det bl.a., at vederlaget for salg af

de

omhandlede dyrkningsrettigheder til sukkerroer måtte anses for ydet som en

kompensation for indtægtstab i en uvis årrække, og at vederlaget herefter

fandtes

omfattet af statsskattelovens § 5 a, og således ikke skattepligtigt.

Den omhandlede betaling er ydet som et engangsbeløb og ikke som

en løbende ydelse, og betalingen vedrører i høj grad selve retten til at opnå

afkast.

Det tiltrædes herefter – i overensstemmelse med principperne i

rettens kendelse af 5. juli 2001 – at anskaffelsessummen må anses for

vederlag

for anskaffelse af en indkomstkilde i en uvis årrække, hvilket falder uden

for

statsskattelovens driftsomkostningsbegreb.

Dyrkningsretten til sukkeroer kan endvidere ikke anses for en

rettighed ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt, jf.

afskrivningslovens § 40, stk. 2, samt jf. ligningslovens § 16 F, stk. 2, jf.

§

16, stk. 1, nr. 3.

For så vidt angår det i ligningsvejledningen for 1998 og 1999

citerede vedrørende afskrivningsmulighed for sukkerroekvoter bemærkes, at det

citerede fremtræder som en isoleret henvisning til én konkret afgørelse uden

generel ligningsmæssig stillingtagen. Det bemærkes endvidere, at det i den

fremlagte udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen af 20. november 1996 er

anført, at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under de lignende

myndigheder.

Klageren ses derfor ikke at have haft en retsbeskyttet

forventning om at blive stillet bedre, end hvad der i almindelighed følger af

gældende ret.

Da retten herefter ikke finder grundlag for at ændre den

påklagede afgørelse, stadfæstes denne.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter