Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. bindende ligningssvar. Erstatning i forbindelse med vådområdeprojekt.

KEN nr 9386 af 08/02/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet5. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. bindende ligningssvar.

Erstatning i forbindelse med vådområdeprojekt.

Klageren har bedt om bindende

ligningssvar, idet han har stillet følgende spørgsmål:

”Er den modtagne engangserstatning

omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11?”

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har besvaret

spørgsmålet på følgende måde: ”Nej.”

Landsskatteretten ændrer

skatteankenævnets besvarelse til: ”Ja”.

Sagens oplysninger

Den 23. maj 2002 gav x Amt tilladelse

til etablering af et vådområdeprojekt omfattende et areal på ca. 60 ha som

beskrevet i detailprojekt dateret januar 2002 med senere ændringer. Projektet

involverede i alt 17 lodsejere og medførte indgreb i beskyttede vandløb og

områder, der var beskyttet som mose eller eng efter bestemmelser i

naturbeskyttelsesloven. Det fremgår af tilladelsen, at amtet igennem flere år

havde undersøgt mulighederne for at forbedre natur- og miljøforholdene

omkring

åen. Som led i forundersøgelserne til projektet blev der i maj 2000 foretaget

en overordnet botanisk vurdering af de naturbeskyttede arealer inden for

området.

Afgørelsen blev bekendtgjort i 3

omegnsblade. Den 5. august 2002 meddelte Y Kommune amtet, at der ikke var

indkommet klager over projektet inden klagefristens udløb. Kommunen så derfor

ikke, at der var noget til hinder for at fortsætte projektprocessen.

Ved brev af 30. august 2002 gjorde amtet

til lodsejere omfattet af vådområdeprojektet opmærksom på, at 1. september

2002

Læs alt

var sat som skæringsdato for indgåelse af aftaler om gennemførelse af

vådområdeprojektet, idet endnu et par aftaler manglede at komme på plads.

Klageren underskrev den 6. september

2002 aftale med amtet om gennemførelse af vådområdeprojektet, hvorved

udnyttelsen af et areal på 25,7 ha blev påført permanente dyrknings- og

anvendelsesmæssige

begrænsninger, som i hovedtræk gik ud på, at arealet skulle henligge

permanent

som vådområde, hvorefter der ikke måtte dyrkes eller tilføres gødning eller

pesticider. Klageren modtog for sin accept af disse indskrænkninger i

dyrkningsrettighederne

en engangserstatning på 1.435.000 kr. Beløbet blev udbetalt den 1. november

2002.

Den 15. oktober 2002 orienterede amtet

lodsejerne om, at aftalerne var på plads.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteforvaltningens bindende ligningssvar

afgivet den 16. februar 2004 fastholdes.

Det er nævnets opfattelse, at der var

tale om en frivillig afståelse, der ikke er omfattet af

ejendomsavancebeskatningslovens

§ 11.

Der henvises til udtalelse fra X Amts

repræsentant i forhandlingerne om våde enge, hvoraf det fremgår, at

ekspropriation

ifølge bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven alene kan ske, hvis en

enkelt

eller nogle få lodsejere forhindrer et projekt, hvor der i øvrigt er stor

tilslutning. Loven giver således kun undtagelsesvis mulighed for at

ekspropriere. Da klagerens andel af det omhandlede areal udgør 25,7 ha af i

alt

64 ha, ville ekspropriation ikke være kommet på tale. Desuden ugjorde

klagerens

erstatning 46,3 % af det samlede projektbeløb.

Der henvises endvidere til Skattedepartementets

notat af 1. oktober 1999 (journal 11.1999-541-0031), hvor problemstillingen

omkring beskatning af kompensation for genopretning af vådområder er

beskrevet.

Der lægges heri vægt på, at projekterne skal gennemføres på grundlag af

frivillige aftaler med lodsejerne.

Klagerens påstand og argumenter

Der er fremsat påstand om, at den

modtagne engangserstatning er omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens §

11,

2. pkt., da fortjeneste ved salg til en erhverver, der efter formålet med

erhvervelsen

opfylder betingelserne for at ekspropriere ejendommen, ikke med regnes til

den

skattepligtige formue.

Klageren måtte på aftaletidspunktet

påregne, at dispositionen ville være gennemtvunget ved ekspropriation,

såfremt

klageren ikke havde indgået en frivillig aftale. Der forelå således en aktuel

og reel risiko for, at X Amtsråd ville benytte sin ret til at ekspropriere,

hvis en frivillig aftale ikke kunne indgås. Hjemlen til ekspropriation findes

i

naturbeskyttelseslovens § 60, der bemyndiger miljø- og energiministeren og

amtsrådet til at foretage ekspropriation af ejendomme i landzone, når det er

af

væsentlig betydning at råde over ejendommen for at gennemføre

foranstaltninger

på grundlag af en planlægning til fremme af lovens formål, herunder

genopretning af vådområder.

Der henvises til Landsskatterettens

kendelse af 18. september 2003, offentliggjort i SKM2003.443.LSR /TfS 2003,

827, hvor en engangserstatning udbetalt af et elselskab ved opstilling af

vindmøller blev anset for skattefri i medfør af

ejendomsavancebeskatningslovens

§ 11, 2. pkt. I nærværende sag havde amtsrådet kompetencen til at

ekspropriere,

hvorimod elselskabet havde ekspropriationskompetencen i den refererede sag. I

den foreliggende sag havde amtsrådene endvidere udpeget mulige vådområder,

idet

Folketinget havde pålagt amterne at udtage 16.000 ha til genopretning af

vådområder. Endvidere pålægger EU’s nitratdirektiv Danmark at reducere

det

såkaldte markbidrag, hvilket vil sige nitratudvaskningen fra markerne, med

100.000 tons kvælstof om året. På det tidspunkt, hvor klageren indgik aftale

med X Amt, havde amterne endnu ikke udtaget det fornødne areal til

naturgenopretning, ligesom Danmark endnu ikke – og i øvrigt fortsat ikke

– levede

op til de EU-retlige krav om reduktion af kvælstofudledningen.

I den refererede sag havde elselskaberne

udpeget potentielle opstillingsområder for vindmøller, idet den daværende

miljø- og energiminister ved skrivelse af 14. februar 1996 gav elselskaberne

et

pålæg at udbygge vindkraften med 200 MW inden 2005. Det fremgik dog ikke af

dette pålæg, hvor vindmøllerne skulle opstilles, hvorfor elselskaberne i

realiteten kunne have valgt en anden placering. Men da der var tale om et

pålæg, fandt Landsskatteretten det godtgjort, at der forelå en aktuel risiko

for, at elselskabet ville benytte sin ret til at ekspropriere, hvis en

frivillig aftale ikke kunne indgås.

En medarbejder ved X Amt, der var amtets

repræsentant i forhandlingerne om våde enge, har oplyst, at anlægsarbejdet

vedrørende ”Vandløbsreguleringsprojektet X å med tilløb” blev

påbegyndt kort

efter indgåelsen af aftalerne med lodsejerne i tidsrummet fra november 2002

til

juni 2003. Klageren var blandt de to sidste af de 7 lodsejere, som indgik

aftale

med amtet. Det ses ikke at have afgørende betydning, at klageren ejede en

større del af det omhandlede areal og dermed fik udbetalt en større del af

den

samlede erstatningssum. Myndighederne havde udarbejdet tegninger og planer

for

projektet, inden klagerens skrev under, og projektet blev igangsat og

gennemført umiddelbart efter aftalerne med lodsejerne var i hus.

Endelig bemærkes det, at der ikke

udelukkende var tale om frivillige aftaler om vådområder i Danmark. Som

eksempel herpå henvises til afgørelse truffet af et Amtsråds udvalg for

teknik

og miljø den 30. juni 2003, hvorved amtet eksproprierede et areal hos en

lodsejer,

som ikke ville indgå en frivillig aftale om overdragelse af det pågældende

areal.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Fortjeneste, der er indvundet ved

modtagelse af en erstatningssum i anledning af ekspropriation, medregnes

ikke,

jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1. pkt. Det samme gælder

fortjeneste

ved salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfylder

betingelserne for at ekspropriere ejendommen, jf. bestemmelsens 2. pkt.

Ved frivillig overdragelse til en

ekspropriationsberettiget er det efter praksis en betingelse for fritagelse

for

beskatning, at det på aftaletidspunktet kunne påregnes, at dispositionen

ville

blive gennemtvunget ved ekspropriation.

Efter en konkret vurdering finder

retten, at det ved Folketingets vedtagelse af Vandmiljøplan II, hvorved

amterne

skulle stå for genopretningen af 16.000 ha vådområde i perioden fra 1999 til

2003, er godtgjort, at der forelå en aktuel og reel risiko for, at amtet

ville

benytte sin ret efter naturbeskyttelsesloven til at ekspropriere, hvis der

ikke

kunne opnås en frivillig aftale med klageren. Der er endvidere lagt vægt på,

at

amtet udarbejdede detailprojekt for etablering af ca. 60 ha vådområde i

januar

2002, idet amtet allerede i maj 2000 foretog en overordnet botanisk vurdering

af de naturbeskyttede arealer inden for området.

Landsskatteretten anser herefter den

modtagne engangserstatning for skattefri i medfør af

ejendomsavancebeskatningslovens

§ 11, 2. pkt., og skatteankenævnets besvarelse ændres til: ”Ja”.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter