Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Ejendomsafståelse
- ekspropriation/frivillig aftale
Reference:
EBL § 11
A klagede for indkomståret 1994 over, at
skatteankenævnet ikke havde anset fortjeneste ved afståelse af
landbrugsejendom, 5.087.772 kr., for skattefri samt over, at genvundne
afskrivninger var opgjort til 128.194 kr.
Det fremgik af sagen, at klageren afstod en
landbrugsejendom til Den Danske Stat ved Skov- og Naturstyrelsen, ved
skøde af 24. februar 1994 med overdragelse 1. februar 1994 til en
afståelsessum af i alt 16.850.000 kr. Ejendommen var beliggende ved en
å.
I årene 1962-1968 blev der gennemført en
gennemgribende regulering af åens nedre del, og åen blev lagt i
inddigede kanaler. Grundvandstanden blev dermed sænket, så
området kunne omdannes fra eng og rørskov til agerjord.
Afvandingen og opdyrkningen medførte en øget okkerforurening og
næringsstofbelastning af den nærliggende fjord. Dette skete
samtidig med en forringelse af levevilkårene for en række truede
dyre- og plantearter.
På grundlag heraf vedtoges folketingsbeslutning af
5. maj 1987 om genskabelse af å-systemets selvrensende effekt. Af den
nedsatte arbejdsgruppes indstilling fremgik det af punkt 5.5:
"5.5 Flertallets afsluttende bemærkninger
Flertallet har udover at opfylde folketingets krav til
løsningen lagt vægt på,
at den indstillede løsning kan realiseres i klart
opdelte etaper, at beslutningen baseres på et frivillighedsprincip,
Læs alt
hvad angår private lodsejeres afståelse af arealer, der er
nødvendige for projektets gennemførelse
at der allerede fra starten gives lodsejere i
området klar besked om, hvorvidt og hvornår de kan vente, at
projektet vil påvirke deres driftsmæssige muligheder
at der tilvejebringes hjemmel for og bevilling til,
så snart en berørt lodsejer måtte ønske det, at
overtage hans ejendom. Ved fastsættelse af prisen herfor bør
også indgå individuelle hensyn, især til de enkelte
lodsejere, hvor realiseringen vil betyde en kraftig omstilling i deres
levevilkår.
...."
Det rådgivende Udvalg vedrørende
å-projektet forelagde den 30. januar 1992, en statusrapport om
udvalgets arbejde og iværksættelsen af projektets fase 1.
Det fremgik heraf, at projektet var opdelt i to faser. Den
1. fase omfattede bl.a. jordopkøb og fase 2 var detailprojektering og
gennemførelse af de nødvendige anlægsarbejder.
Det fremgik endvidere heraf at hele projektet forventedes
at strække sig over 10-15 år, og at realiseringen af projektet
skulle ske i samarbejde med og baseres på en frivillig medvirken fra de
berørte lodsejere.
Det fremgik endelig at jordfordelingen var baseret
på frivillighed, og at der efter opkøbsfasen ville blive
udformet en endelig indstilling til ministeren om projektets
afgrænsning og udformning.
Det rådgivende udvalg havde afholdt 11 møder
i perioden den 10. januar 1991 til den sidste mødedato den 8. marts
1994, hvor der af relevans vedrørende klagerens ejendom kunne
refereres følgende:
På udvalgets 1. møde
den 10. januar
1991, var man enige om at det var hensigtsmæssigt at starte
jordopkøbene/jordfordelingen og senere tage beslutning om den endelige
udformning.
På udvalgets 3.
møde den 18. september
1991, refererede B fra Jordbrugsdirektoratet, at visse handler var stillet i
bero på grund af beskatningsreglerne vedrørende salg af fast
ejendom (7 års reglen).
På udvalgets 4. møde
den 18. marts
1992 nævntes, at der efter kommissoriet skulle tages udgangspunkt i
sydløsningen, og at når opkøbsfasen var overstået,
skulle der tages stilling til hvorledes projektområdet burde
afgrænses. Det nævntes også, at der skulle andre arealer
til hvis (klagerens ejendom) ikke kunne købes.
På udvalgets 5. møde
den 9. september
1992 påpegedes, at man skulle vælge hvorledes man vil komme ud
til fjorden hvis klagerens jorder ikke kunne erhverves.
På udvalgets 6. møde
den 11. marts
1993 havde udvalget prioriteret erhvervelsen af klagerens ejendom
højest, og B blev opfordret til at kontakte klager igen.
Det fremgik endvidere af referatet, at der havde
været flere forhandlinger med klageren om eventuelle arealerhvervelser,
men disse havde indtil videre ikke ført til noget konkret. B bad
derfor om en tilkendegivelse fra udvalget om i hvilken retning han skulle
arbejde i erhvervelsessammenhænge med henblik på at skabe en
åbning til fjorden.
På udvalgets 7. møde
den 20. september
1993, blev der gjort status over jordopkøb/jordfordeling.
Det fremgår heraf, at B på det forrige
møde blev pålagt at undersøge muligheden for erhvervelse
af klagerens ejendom, og at kontakte klager med henblik på en
forhandling.
Det fremgik af dette referat, at der havde været
kontakter med klageren, og disse var formidlet videre til Skov- og
Naturstyrelsen. B viste et kort over klagerens ejendom og dens arealer
på 328 ha. Det var en speciel ejendom, og usammenlignelig med de andre
køb. Det skyldtes bl.a. følgende tre forhold:
Det var en ejendom i fuld landbrugsmæssig drift, 2/3
af ejendommen ville blive berørt, hvis sydløsningen blev
gennemført, og endelig at de andre lodsejere, modsatklageren, var
kommet af sig selv til B.
Det fremgik endeligt, at man kom ind på de nye
skattelove, og det kom frem, at det var den enkelte kommune, der skulle tage
stilling til en eventuel skattefritagelse.
På udvalgets 8. møde den 3. december 1993
fremgik det under mødereferatets pkt. 4 vedrørende status over
jordfordeling m.v., at skovtaksatoren fra Skov- og Naturstyrelsen oplyste, at
der fortsat var kontakt mellem Styrelsen og klageren. Det blev endvidere
fremført, at de nye avancebeskatningsregler ikke havde gjort tingene
lettere. Skov- og Naturstyrelsen kunne ikke afgøre, om sælger
skulle betale avanceskat. Forholdet måtte afklares mellem den enkelte
og beliggenhedskommunen.
På udvalgets 10. møde
den 15. februar
1994 blev der gjort status over jordopkøb/jordfordeling. Det blev af
udvalgets formand konkluderet, at man med hensyn til erhvervelse af klagerens
ejendom og andre manglende arealer, i indstillingen pegede på de
områder som efter udvalgets opfattelse burde indgå i projektet,
ministeren måtte så vælge fremgangsmåden.
På udvalgets 11. møde
den 8. marts
1994 blev der under dagsordenens punkt 2 orienteret om købet af
klagerens ejendom.
Udvalgets indstilling forelå den 29. marts 1994,
på hvilket grundlag ministeren kunne træffe beslutning om det
videre forløb.
Det fremgik af indstillingen, at et flertal indstillede en
løsning, hvor der kunne tages udgangspunkt i Sydløsningen.
Under punktet arealerhvervelser fremgik det at "Samtlige erhvervelser er
gennemført ved frivillige aftaler, hvor lodsejernes ønsker
så vidt muligt var imødekommet".
Det blev endvidere anført, at der i alt blev
indgået 205 frivillige jordfordelingsaftaler, og at det ved
jordfordelingerne var lykkedes at forene tilsyneladende modsat rettede
interesser til gavn for både natur og landbrug.
Det fremgik af skødet hvori klagerens ejendom blev
overdraget til Den danske Stat i punkt 7 at:
".....
Køber oplyser, at erhvervelsen af 2/3 af ejendommen
er helt afgørende for gennemførelsen af den såkaldte
"Sydløsning" som Folketinget har besluttet sig for i forbindelse med
genopretningen af naturen ved åen.
Såfremt der ikke kunne opnås en frivillig
aftale med ejeren af (klagerens ejendom) om en erhvervelse, ville ejendommen
evt. kunne eksproprieres i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60.
Hvis ekspropriation var blevet aktuel, måtte
ekspropriationen nødvendigvis omfatte hele ejendommen, da der ellers
ville opstå et misforhold mellem produktion/driftsbygninger og
jordtilliggende for restejendommen."
Det fremgik af Naturbeskyttelseslovens § 60, at:
"Miljøministeren kan ekspropriere ejendom i
landzone eller sommerhusområder, når det er af væsentlig
betydning at råde over ejendommen for at gennemføre
foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af
lovens formål."
Lov om Naturprojektet blev endelig vedtaget af Folketinget
den 26. juni 1998 og offentliggjort som lov nr. 493 af 1. juli 1998. Ved
denne lovs vedtagelse, kunne ministeren ifølge lovens § 5, stk. 3
ekspropriere fast ejendom, når det var nødvendigt for at
gennemføre projektet.
I forbindelse med lovforslagets 2. behandling af L 63 i
Folketingsåret 1997/98 blev der stillet følgende
spørgsmål til Miljøministeren (spørgsmål nr.
31):
"Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at
beslutningen i 1987 og 1989 om påbegyndelse af projektet byggede
på den udtrykkelige forudsætning, at jordfordelingerne var
frivillige."
Der blev afgivet følgende svar af
Miljøministeren:
"Folketingsbeslutningen fra 1987 nævner intet om
dette spørgsmål, mens det i den daværende
miljøministers redegørelse til Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg om et Å-projekt fra maj 1989 er nævnt,
at realiseringen af projektet skal ske i samarbejde med og baseres på
frivillig medvirken fra de berørte lodsejere.
Staten har indtil nu erhvervet 73 % af arealerne inden for
projektområdet på frivillig vis ved jordopkøb og
jordfordeling. Jeg mener derfor, at vi lever op til intentionerne om at
basere projektet på frivillig medvirken fra lodsejerne.
....."
Klageren havde tidligere foretaget afskrivninger på
ejendommens dræningsanlæg med i alt 384.584 kr. Heraf havde
skatteforvaltningen for indkomståret 1994 anset 1/3 eller i alt 128.194
kr. at være berettiget til genbeskatning, idet kun 1/3 af ejendommens
jorder i medfør af skødet anvendtes til jordfordeling af Skov-
og Naturstyrelsen, og derfor havde en værdi, der var begrænset
hertil.
Skatteankenævnet havde fundet, at afståelsen
af landbrugsejendommen i 1994 ikke havde været omfattet af
ejendomsavancebeskatningslovens § 11, og at avancen derfor skulle
opgøres i medfør § 1 til 5.087.772 kr. De genvundne
afskrivninger vedrørende det på ejendommen værende
dræningsanlæg blev opgjort til i alt 128.194 kr. således,
at klagerens særlige indkomst i 1994 forhøjedes med i alt
5.215.966 kr.
Nævnet havde fundet, at der på tidspunktet for
overdragelsen af ejendommen ikke kunne påregnes, at handlen ville
være gennemført ved ekspropriation, såfremt en frivillig
aftale ikke var blevet indgået.
Til støtte herfor var det anført, at
overdragelsen af ejendommen skete forinden den endelige indstilling
forelå for ministeren, og at hele projektet baseredes på
frivillige overdragelser. Endvidere forelå der ikke en reel risiko for
ekspropriation efter miljøbeskyttelseslovens § 60, idet Folketinget
først 4 år efter afståelsen af klagerens ejendom vedtog en
ekspropriationshjemmel i Å loven af 26. juni 1998. Skov- og
Naturstyrelsen kunne ikke antages at være i stand til at ekspropriere
ejendommen, da projektet var ønsket ad frivillighedens vej.
Den praksis på området, der efter
nævnets opfattelse havde præjudikatværdi i sagen, TfS
1995.575 H, TfS 1996.356 H og TfS 1997.167 LSR, understøttede
nævnets begrundelse om, at det på aftaletidspunktet ikke kunne
påregnes, at indskrænkningen ville have været
gennemført ved ekspropriation, såfremt frivillig aftale ikke var
kommet i stand.
Den af klagerens repræsentant forelagte
korrespondance og mødereferater fra det Rådgivende Udvalg for
projektet, sås ikke at vise udvalgets enighed vedrørende en
ekspropriation af klagerens ejendom.
Klagerens repræsentant havde for så vidt angik
ejendomsavancen nedlagt principal påstand om, at klagerens
særlige indkomst nedsattes med den opgjorte avance på 5.087.772
kr., da salget af ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens
§ 11 om skattefrihed ved ekspropriation.
Til støtte for påstanden havde
repræsentanten bl.a. gjort gældende, at klagerens ejendom
lå lige midt i den i 1989 af miljøministeren besluttede
sydløsning. På Det Rådgivende Udvalgs 4. møde 18.
marts 1992 blev det anført, at erhvervelsen af klagerens jorder "er
afgørende for, at sydløsningen kan gennemføres" og
på udvalgets 6. møde, at udvalget "prioriterede erhvervelsen af
klagerens jorder højest."
Af miljøministerens brev af 26. juni 1990 fremgik,
at projektet forventedes at strække sig over 10-15 år, hvorfor
der var betydelige muligheder for at frivillige jordopkøb kunne
gennemføres uden at ekspropriation blev nødvendig. Af
folketingsbeslutningen fra 1987 fremgik det derimod ikke, at der er tale om
en tidshorisont på 10-15 år. Under folketingsbehandlingen af
loven, der blev vedtaget af Folketinget 26. juni 1998, blev problemstillingen
berørt i spørgsmål 31 til ministeren. Indledningsvis
bekræftede ministeren intentionerne om frivillighed, men
tilføjede så:
"Ekspropriation kommer således kun på tale,
når det er nødvendigt for at realisere projektet, og kun i
tilfælde, hvor det ikke er muligt inden for en rimelig tid at
opnå dette, ved hjælp af de øvrige midler, som
lovforslaget indeholder. Men efter min mening ville det imidlertid være
at vildlede Folketinget, hvis man helt fjernede ekspropriationsbestemmelsen
fra lovforslaget."
I ministerens udtalelse lå selvsagt, at en enkelt
ejer ikke skulle kunne standse dette store projekt. Der henvistes til
bemærkningerne til lovforslaget til 1998-loven, hvor der om
arealoverførslerne anførtes:
"Viser det sig umuligt at erhverve de nødvendige
arealer gennem jordfordeling eller opkøb eller at indgå aftaler
om projektets gennemførelse på private arealer, bemyndiges
ministeren til at foretage ekspropriation. Eventuelle ekspropriationer
foreslås foretaget af kommissarius efter reglerne i lov om
fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom."
Vedrørende nævnets bemærkning om, at
Skov- og Naturstyrelsen ikke på erhvervelsestidspunktet i 1994 var i
stand til at ekspropriere klagerens ejendom, og at der ikke var nogen reel
risiko for ekspropriation efter miljøbeskyttelseslovens § 60, havde
repræsentanten anført, at der ikke i de i sagen omtalte
Højesteretsdomme, var opstillet et krav om snarlig ekspropriation. I
et projekt som det foreliggende med en tidshorisont på 10-15 år,
kunne der heller ikke opstilles et sådant krav.
Samlet havde repræsentanten anført, at
klagerens afståelse måtte være skattefri, da ejendommens
jorder var afgørende for projektet, og dermed sikkert ville have
været eksproprieret af staten. Dette sås dokumenteret dels i
skødets punkt 7, dels i spm. 31 til ministeren og endelig af
bemærkningerne til lovforslaget. Endvidere sendte Skov- og
Naturstyrelsen landinspektøren ud gentagne gange for at overtale
klageren til at sælge.
Repræsentanten havde over for retten udleveret
artikel fra områdets lokalavis af 7. maj 1999 hvoraf fremgik, at der
havde været gennemført en ekspropriationsforretning, og at
gennemførslen af projektet ved frivillighed ikke havde været
muligt for kommissarius, idet han siden vedtagelsen af anlægsloven
havde været tvunget til at ekspropriere de sidste lodder, der ikke har
kunnet købes frivilligt.
Subsidiært havde repræsentanten begæret
genanbringelse af fortjenesten, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A,
idet det ikke havde været muligt at overholde fristbestemmelserne i § 6
A, stk. 1, litra c, da kommunen først rettede henvendelse til klageren
den 11. september 1996.
Repræsentanten havde herudover nedlagt påstand
om, at den særlige indkomst blev nedsat med de genvundne afskrivninger
på dræningsanlægget med i alt 128.194 kr.
Repræsentanten havde herved anført, at da ekspropriationen havde
omfattet hele landbrugsejendommen på trods af, at kun 2/3 af ejendommen
var nødvendig til gennemførelse af projektet, har
dræningsværdien ikke haft en positiv værdi for Skov- og
Naturstyrelsen. Der henvistes til Skattedirektoratets afgørelse
SÅ 120/635-779.
Subsidiært blev gjort gældende, at
såfremt 1/3 af dræningsværdien antoges at have haft en
positiv værdi for Skov- og Naturstyrelsen, fastsattes værdien til
den nedskrevne værdi, jf. Ligningsdirektoratets afgørelse 1964,
F 26.021.
Under sagens behandling for Landsskatteretten havde
repræsentanten indhentet udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen af den
23. august 2000. I udtalelsen var der bl.a. anført:
".....
I skrivelse af 16. august 2000 har De forespurgt Skov- og
Naturstyrelsen, om det må antages, at ejendommen var blevet
eksproprieret, såfremt klageren ikke havde solgt ejendommen til staten
i 1994.
Under henvisning hertil skal man oplyse, at hovedparten af
ejendommens jorder er beliggende inden for området for det
igangværende projekt.
Da gennemførelsen af projektet forudsætter,
at man disponerer over ejendommens arealer, er det styrelsens opfattelse, at
ejendommen var blevet eksproprieret, såfremt ejendommen ikke var blevet
erhvervet ved en frivillig aftale.
.....
Det tilføjes, at der i øjeblikket er
eksproprieret arealer fra 3 ejendomme i området og rettigheder over 1
ejendom. Styrelsen skønner, at man næppe kan undgå enkelte
supplerende ekspropriationer."
Landsskatteretten udtalte:
Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1.
punktum, skal fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en
erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes. Fortjeneste ved
salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfyldte
betingelserne for at ekspropriere ejendommen, var ligeledes skattefri i
medfør af § 11, 2. punktum.
Ifølge praksis var det en betingelse for
skattefrihed efter § 11, 2. punktum, at det på aftaletidspunktet
måtte påregnes, at dispositionen ville være blevet
gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev
indgået, jf. TfS 1995.575 H og TfS 1996.356 H.
Retten lagde ved afgørelsen til grund, at Skov- og
Naturstyrelsen i 1994 havde haft ekspropriationskompetence i medfør af
naturbeskyttelseslovens § 60.
Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger,
fandt retten, at det på aftaletidspunktet måtte påregnes,
at dispositionen ville være blevet gennemtvunget ved en ekspropriation,
såfremt en frivillig aftale ikke var blevet indgået. Retten havde
herved henset til arealet af klagerens jorder og placeringen som central for
projektets gennemførelse, og endelig til Skov- og Naturstyrelsens
udtalelse af den 23. august 2000.
Klagerens fortjeneste ved overdragelsen af ejendommen til
Den Danske Stat i 1994 skulle dermed ikke medregnes i medfør af
ejendomsavancebeskatningslovens § 11.
For så vidt angik det af repræsentanten
anførte vedrørende genanbringelse af avancen efter
ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, fandt retten, at der i medfør
af den dagældende bestemmelse i § 6 A, stk. 1, litra c, ikke var adgang
til dispensation fra selvangivelsesfristen, hvorfor klagerens begæring
ikke var foretaget rettidigt, jf. herved TfS 1999.117 LSR.
For så vidt angik klagerens påstand om
fortjeneste ved salg af ejendommens dræningsanlæg, fandt retten,
at de genvundne afskrivninger skulle opgøres som foretaget af
skattemyndighederne i medfør af den dagældende bestemmelse i
afskrivningslovens § 29 S, stk. 2, jf. § 29, stk. 1. Der var herved lagt
vægt på det i skødet anførte om overdragelse af
ejendommens tekniske anlæg m.v., for hvilket der havde været
betalt en ikke specificeret andel af købesummen, samt det oplyste om
bortforpagtning af ejendommens jorder efter overdragelsen. Fortjenesten var
særlig indkomst, jf. lov om særlig indkomst § 2, nr. 2.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Betingelserne for skattefritagelse ikke opfyldt ved frivillig deltagelse i vådområdeprojekt Retsinformation · 19. januar 2007
- Landsskatteretskendelse vedr. bindende ligningssvar. Erstatning i forbindelse med vådområdeprojekt. Retsinformation · 5. juli 2005
- Salg i ekspropriationssituation Retsinformation · 12. juli 2007
- Om avancen ved salget af en ejendom er omfattet af skattefritagelsesbestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 11 Landsskatteretten · 24. september 2008
- Salg af jordareal til selskab var ikke fritaget for beskatning Retsinformation · 25. januar 2007
- Nedlukningserstatning til minkavler - virksomhedsordningen Retsinformation · 16. august 2025
Lignende dokumenter
- 1997 LSF 63 FORSLAG TIL LOV OM SKJERN Å NATURPROJEKT Retsinformation · 3. juli 1998
- Genanbringelse af ejendomsavance i udlandet Retsinformation · 18. juli 2008
- Afståelse i ekspropriationssituation Retsinformation · 18. juli 2007
- Genanbringelse af ejendomsavance i udgift til ombygning Retsinformation · 5. juni 2008
- Genanbringelse af ejendomsavance Retsinformation · 18. september 2008
- 1995 BRB 63 BERETNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM INDDRAGELSE AF ALTERNATIVER TIL SYDLØSNINGEN I SKJERN Å-PROJEKTET NR B 63 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 5. juli 1996