Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 12164 af 13/10/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Ejendomsafståelse

- ekspropriation/frivillig aftale

Reference:

EBL § 11

A klagede for indkomståret 1994 over, at

skatteankenævnet ikke havde anset fortjeneste ved afståelse af

landbrugsejendom, 5.087.772 kr., for skattefri samt over, at genvundne

afskrivninger var opgjort til 128.194 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren afstod en

landbrugsejendom til Den Danske Stat ved Skov- og Naturstyrelsen, ved

skøde af 24. februar 1994 med overdragelse 1. februar 1994 til en

afståelsessum af i alt 16.850.000 kr. Ejendommen var beliggende ved en

å.

I årene 1962-1968 blev der gennemført en

gennemgribende regulering af åens nedre del, og åen blev lagt i

inddigede kanaler. Grundvandstanden blev dermed sænket, så

området kunne omdannes fra eng og rørskov til agerjord.

Afvandingen og opdyrkningen medførte en øget okkerforurening og

næringsstofbelastning af den nærliggende fjord. Dette skete

samtidig med en forringelse af levevilkårene for en række truede

dyre- og plantearter.

På grundlag heraf vedtoges folketingsbeslutning af

5. maj 1987 om genskabelse af å-systemets selvrensende effekt. Af den

nedsatte arbejdsgruppes indstilling fremgik det af punkt 5.5:

"5.5 Flertallets afsluttende bemærkninger

Flertallet har udover at opfylde folketingets krav til

løsningen lagt vægt på,

at den indstillede løsning kan realiseres i klart

opdelte etaper, at beslutningen baseres på et frivillighedsprincip,

Læs alt

hvad angår private lodsejeres afståelse af arealer, der er

nødvendige for projektets gennemførelse

at der allerede fra starten gives lodsejere i

området klar besked om, hvorvidt og hvornår de kan vente, at

projektet vil påvirke deres driftsmæssige muligheder

at der tilvejebringes hjemmel for og bevilling til,

så snart en berørt lodsejer måtte ønske det, at

overtage hans ejendom. Ved fastsættelse af prisen herfor bør

også indgå individuelle hensyn, især til de enkelte

lodsejere, hvor realiseringen vil betyde en kraftig omstilling i deres

levevilkår.

...."

Det rådgivende Udvalg vedrørende

å-projektet forelagde den 30. januar 1992, en statusrapport om

udvalgets arbejde og iværksættelsen af projektets fase 1.

Det fremgik heraf, at projektet var opdelt i to faser. Den

1. fase omfattede bl.a. jordopkøb og fase 2 var detailprojektering og

gennemførelse af de nødvendige anlægsarbejder.

Det fremgik endvidere heraf at hele projektet forventedes

at strække sig over 10-15 år, og at realiseringen af projektet

skulle ske i samarbejde med og baseres på en frivillig medvirken fra de

berørte lodsejere.

Det fremgik endelig at jordfordelingen var baseret

på frivillighed, og at der efter opkøbsfasen ville blive

udformet en endelig indstilling til ministeren om projektets

afgrænsning og udformning.

Det rådgivende udvalg havde afholdt 11 møder

i perioden den 10. januar 1991 til den sidste mødedato den 8. marts

1994, hvor der af relevans vedrørende klagerens ejendom kunne

refereres følgende:

På udvalgets 1. møde

den 10. januar

1991, var man enige om at det var hensigtsmæssigt at starte

jordopkøbene/jordfordelingen og senere tage beslutning om den endelige

udformning.

På udvalgets 3.

møde den 18. september

1991, refererede B fra Jordbrugsdirektoratet, at visse handler var stillet i

bero på grund af beskatningsreglerne vedrørende salg af fast

ejendom (7 års reglen).

På udvalgets 4. møde

den 18. marts

1992 nævntes, at der efter kommissoriet skulle tages udgangspunkt i

sydløsningen, og at når opkøbsfasen var overstået,

skulle der tages stilling til hvorledes projektområdet burde

afgrænses. Det nævntes også, at der skulle andre arealer

til hvis (klagerens ejendom) ikke kunne købes.

På udvalgets 5. møde

den 9. september

1992 påpegedes, at man skulle vælge hvorledes man vil komme ud

til fjorden hvis klagerens jorder ikke kunne erhverves.

På udvalgets 6. møde

den 11. marts

1993 havde udvalget prioriteret erhvervelsen af klagerens ejendom

højest, og B blev opfordret til at kontakte klager igen.

Det fremgik endvidere af referatet, at der havde

været flere forhandlinger med klageren om eventuelle arealerhvervelser,

men disse havde indtil videre ikke ført til noget konkret. B bad

derfor om en tilkendegivelse fra udvalget om i hvilken retning han skulle

arbejde i erhvervelsessammenhænge med henblik på at skabe en

åbning til fjorden.

På udvalgets 7. møde

den 20. september

1993, blev der gjort status over jordopkøb/jordfordeling.

Det fremgår heraf, at B på det forrige

møde blev pålagt at undersøge muligheden for erhvervelse

af klagerens ejendom, og at kontakte klager med henblik på en

forhandling.

Det fremgik af dette referat, at der havde været

kontakter med klageren, og disse var formidlet videre til Skov- og

Naturstyrelsen. B viste et kort over klagerens ejendom og dens arealer

på 328 ha. Det var en speciel ejendom, og usammenlignelig med de andre

køb. Det skyldtes bl.a. følgende tre forhold:

Det var en ejendom i fuld landbrugsmæssig drift, 2/3

af ejendommen ville blive berørt, hvis sydløsningen blev

gennemført, og endelig at de andre lodsejere, modsatklageren, var

kommet af sig selv til B.

Det fremgik endeligt, at man kom ind på de nye

skattelove, og det kom frem, at det var den enkelte kommune, der skulle tage

stilling til en eventuel skattefritagelse.

På udvalgets 8. møde den 3. december 1993

fremgik det under mødereferatets pkt. 4 vedrørende status over

jordfordeling m.v., at skovtaksatoren fra Skov- og Naturstyrelsen oplyste, at

der fortsat var kontakt mellem Styrelsen og klageren. Det blev endvidere

fremført, at de nye avancebeskatningsregler ikke havde gjort tingene

lettere. Skov- og Naturstyrelsen kunne ikke afgøre, om sælger

skulle betale avanceskat. Forholdet måtte afklares mellem den enkelte

og beliggenhedskommunen.

På udvalgets 10. møde

den 15. februar

1994 blev der gjort status over jordopkøb/jordfordeling. Det blev af

udvalgets formand konkluderet, at man med hensyn til erhvervelse af klagerens

ejendom og andre manglende arealer, i indstillingen pegede på de

områder som efter udvalgets opfattelse burde indgå i projektet,

ministeren måtte så vælge fremgangsmåden.

På udvalgets 11. møde

den 8. marts

1994 blev der under dagsordenens punkt 2 orienteret om købet af

klagerens ejendom.

Udvalgets indstilling forelå den 29. marts 1994,

på hvilket grundlag ministeren kunne træffe beslutning om det

videre forløb.

Det fremgik af indstillingen, at et flertal indstillede en

løsning, hvor der kunne tages udgangspunkt i Sydløsningen.

Under punktet arealerhvervelser fremgik det at "Samtlige erhvervelser er

gennemført ved frivillige aftaler, hvor lodsejernes ønsker

så vidt muligt var imødekommet".

Det blev endvidere anført, at der i alt blev

indgået 205 frivillige jordfordelingsaftaler, og at det ved

jordfordelingerne var lykkedes at forene tilsyneladende modsat rettede

interesser til gavn for både natur og landbrug.

Det fremgik af skødet hvori klagerens ejendom blev

overdraget til Den danske Stat i punkt 7 at:

".....

Køber oplyser, at erhvervelsen af 2/3 af ejendommen

er helt afgørende for gennemførelsen af den såkaldte

"Sydløsning" som Folketinget har besluttet sig for i forbindelse med

genopretningen af naturen ved åen.

Såfremt der ikke kunne opnås en frivillig

aftale med ejeren af (klagerens ejendom) om en erhvervelse, ville ejendommen

evt. kunne eksproprieres i medfør af naturbeskyttelseslovens § 60.

Hvis ekspropriation var blevet aktuel, måtte

ekspropriationen nødvendigvis omfatte hele ejendommen, da der ellers

ville opstå et misforhold mellem produktion/driftsbygninger og

jordtilliggende for restejendommen."

Det fremgik af Naturbeskyttelseslovens § 60, at:

"Miljøministeren kan ekspropriere ejendom i

landzone eller sommerhusområder, når det er af væsentlig

betydning at råde over ejendommen for at gennemføre

foranstaltninger på grundlag af en planlægning til fremme af

lovens formål."

Lov om Naturprojektet blev endelig vedtaget af Folketinget

den 26. juni 1998 og offentliggjort som lov nr. 493 af 1. juli 1998. Ved

denne lovs vedtagelse, kunne ministeren ifølge lovens § 5, stk. 3

ekspropriere fast ejendom, når det var nødvendigt for at

gennemføre projektet.

I forbindelse med lovforslagets 2. behandling af L 63 i

Folketingsåret 1997/98 blev der stillet følgende

spørgsmål til Miljøministeren (spørgsmål nr.

31):

"Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt, at

beslutningen i 1987 og 1989 om påbegyndelse af projektet byggede

på den udtrykkelige forudsætning, at jordfordelingerne var

frivillige."

Der blev afgivet følgende svar af

Miljøministeren:

"Folketingsbeslutningen fra 1987 nævner intet om

dette spørgsmål, mens det i den daværende

miljøministers redegørelse til Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg om et Å-projekt fra maj 1989 er nævnt,

at realiseringen af projektet skal ske i samarbejde med og baseres på

frivillig medvirken fra de berørte lodsejere.

Staten har indtil nu erhvervet 73 % af arealerne inden for

projektområdet på frivillig vis ved jordopkøb og

jordfordeling. Jeg mener derfor, at vi lever op til intentionerne om at

basere projektet på frivillig medvirken fra lodsejerne.

....."

Klageren havde tidligere foretaget afskrivninger på

ejendommens dræningsanlæg med i alt 384.584 kr. Heraf havde

skatteforvaltningen for indkomståret 1994 anset 1/3 eller i alt 128.194

kr. at være berettiget til genbeskatning, idet kun 1/3 af ejendommens

jorder i medfør af skødet anvendtes til jordfordeling af Skov-

og Naturstyrelsen, og derfor havde en værdi, der var begrænset

hertil.

Skatteankenævnet havde fundet, at afståelsen

af landbrugsejendommen i 1994 ikke havde været omfattet af

ejendomsavancebeskatningslovens § 11, og at avancen derfor skulle

opgøres i medfør § 1 til 5.087.772 kr. De genvundne

afskrivninger vedrørende det på ejendommen værende

dræningsanlæg blev opgjort til i alt 128.194 kr. således,

at klagerens særlige indkomst i 1994 forhøjedes med i alt

5.215.966 kr.

Nævnet havde fundet, at der på tidspunktet for

overdragelsen af ejendommen ikke kunne påregnes, at handlen ville

være gennemført ved ekspropriation, såfremt en frivillig

aftale ikke var blevet indgået.

Til støtte herfor var det anført, at

overdragelsen af ejendommen skete forinden den endelige indstilling

forelå for ministeren, og at hele projektet baseredes på

frivillige overdragelser. Endvidere forelå der ikke en reel risiko for

ekspropriation efter miljøbeskyttelseslovens § 60, idet Folketinget

først 4 år efter afståelsen af klagerens ejendom vedtog en

ekspropriationshjemmel i Å loven af 26. juni 1998. Skov- og

Naturstyrelsen kunne ikke antages at være i stand til at ekspropriere

ejendommen, da projektet var ønsket ad frivillighedens vej.

Den praksis på området, der efter

nævnets opfattelse havde præjudikatværdi i sagen, TfS

1995.575 H, TfS 1996.356 H og TfS 1997.167 LSR, understøttede

nævnets begrundelse om, at det på aftaletidspunktet ikke kunne

påregnes, at indskrænkningen ville have været

gennemført ved ekspropriation, såfremt frivillig aftale ikke var

kommet i stand.

Den af klagerens repræsentant forelagte

korrespondance og mødereferater fra det Rådgivende Udvalg for

projektet, sås ikke at vise udvalgets enighed vedrørende en

ekspropriation af klagerens ejendom.

Klagerens repræsentant havde for så vidt angik

ejendomsavancen nedlagt principal påstand om, at klagerens

særlige indkomst nedsattes med den opgjorte avance på 5.087.772

kr., da salget af ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens

§ 11 om skattefrihed ved ekspropriation.

Til støtte for påstanden havde

repræsentanten bl.a. gjort gældende, at klagerens ejendom

lå lige midt i den i 1989 af miljøministeren besluttede

sydløsning. På Det Rådgivende Udvalgs 4. møde 18.

marts 1992 blev det anført, at erhvervelsen af klagerens jorder "er

afgørende for, at sydløsningen kan gennemføres" og

på udvalgets 6. møde, at udvalget "prioriterede erhvervelsen af

klagerens jorder højest."

Af miljøministerens brev af 26. juni 1990 fremgik,

at projektet forventedes at strække sig over 10-15 år, hvorfor

der var betydelige muligheder for at frivillige jordopkøb kunne

gennemføres uden at ekspropriation blev nødvendig. Af

folketingsbeslutningen fra 1987 fremgik det derimod ikke, at der er tale om

en tidshorisont på 10-15 år. Under folketingsbehandlingen af

loven, der blev vedtaget af Folketinget 26. juni 1998, blev problemstillingen

berørt i spørgsmål 31 til ministeren. Indledningsvis

bekræftede ministeren intentionerne om frivillighed, men

tilføjede så:

"Ekspropriation kommer således kun på tale,

når det er nødvendigt for at realisere projektet, og kun i

tilfælde, hvor det ikke er muligt inden for en rimelig tid at

opnå dette, ved hjælp af de øvrige midler, som

lovforslaget indeholder. Men efter min mening ville det imidlertid være

at vildlede Folketinget, hvis man helt fjernede ekspropriationsbestemmelsen

fra lovforslaget."

I ministerens udtalelse lå selvsagt, at en enkelt

ejer ikke skulle kunne standse dette store projekt. Der henvistes til

bemærkningerne til lovforslaget til 1998-loven, hvor der om

arealoverførslerne anførtes:

"Viser det sig umuligt at erhverve de nødvendige

arealer gennem jordfordeling eller opkøb eller at indgå aftaler

om projektets gennemførelse på private arealer, bemyndiges

ministeren til at foretage ekspropriation. Eventuelle ekspropriationer

foreslås foretaget af kommissarius efter reglerne i lov om

fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom."

Vedrørende nævnets bemærkning om, at

Skov- og Naturstyrelsen ikke på erhvervelsestidspunktet i 1994 var i

stand til at ekspropriere klagerens ejendom, og at der ikke var nogen reel

risiko for ekspropriation efter miljøbeskyttelseslovens § 60, havde

repræsentanten anført, at der ikke i de i sagen omtalte

Højesteretsdomme, var opstillet et krav om snarlig ekspropriation. I

et projekt som det foreliggende med en tidshorisont på 10-15 år,

kunne der heller ikke opstilles et sådant krav.

Samlet havde repræsentanten anført, at

klagerens afståelse måtte være skattefri, da ejendommens

jorder var afgørende for projektet, og dermed sikkert ville have

været eksproprieret af staten. Dette sås dokumenteret dels i

skødets punkt 7, dels i spm. 31 til ministeren og endelig af

bemærkningerne til lovforslaget. Endvidere sendte Skov- og

Naturstyrelsen landinspektøren ud gentagne gange for at overtale

klageren til at sælge.

Repræsentanten havde over for retten udleveret

artikel fra områdets lokalavis af 7. maj 1999 hvoraf fremgik, at der

havde været gennemført en ekspropriationsforretning, og at

gennemførslen af projektet ved frivillighed ikke havde været

muligt for kommissarius, idet han siden vedtagelsen af anlægsloven

havde været tvunget til at ekspropriere de sidste lodder, der ikke har

kunnet købes frivilligt.

Subsidiært havde repræsentanten begæret

genanbringelse af fortjenesten, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A,

idet det ikke havde været muligt at overholde fristbestemmelserne i § 6

A, stk. 1, litra c, da kommunen først rettede henvendelse til klageren

den 11. september 1996.

Repræsentanten havde herudover nedlagt påstand

om, at den særlige indkomst blev nedsat med de genvundne afskrivninger

på dræningsanlægget med i alt 128.194 kr.

Repræsentanten havde herved anført, at da ekspropriationen havde

omfattet hele landbrugsejendommen på trods af, at kun 2/3 af ejendommen

var nødvendig til gennemførelse af projektet, har

dræningsværdien ikke haft en positiv værdi for Skov- og

Naturstyrelsen. Der henvistes til Skattedirektoratets afgørelse

SÅ 120/635-779.

Subsidiært blev gjort gældende, at

såfremt 1/3 af dræningsværdien antoges at have haft en

positiv værdi for Skov- og Naturstyrelsen, fastsattes værdien til

den nedskrevne værdi, jf. Ligningsdirektoratets afgørelse 1964,

F 26.021.

Under sagens behandling for Landsskatteretten havde

repræsentanten indhentet udtalelse fra Skov- og Naturstyrelsen af den

23. august 2000. I udtalelsen var der bl.a. anført:

".....

I skrivelse af 16. august 2000 har De forespurgt Skov- og

Naturstyrelsen, om det må antages, at ejendommen var blevet

eksproprieret, såfremt klageren ikke havde solgt ejendommen til staten

i 1994.

Under henvisning hertil skal man oplyse, at hovedparten af

ejendommens jorder er beliggende inden for området for det

igangværende projekt.

Da gennemførelsen af projektet forudsætter,

at man disponerer over ejendommens arealer, er det styrelsens opfattelse, at

ejendommen var blevet eksproprieret, såfremt ejendommen ikke var blevet

erhvervet ved en frivillig aftale.

.....

Det tilføjes, at der i øjeblikket er

eksproprieret arealer fra 3 ejendomme i området og rettigheder over 1

ejendom. Styrelsen skønner, at man næppe kan undgå enkelte

supplerende ekspropriationer."

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 11, 1.

punktum, skal fortjeneste, der er indvundet ved modtagelse af en

erstatningssum i anledning af ekspropriation, ikke medregnes. Fortjeneste ved

salg til en erhverver, der efter formålet med erhvervelsen opfyldte

betingelserne for at ekspropriere ejendommen, var ligeledes skattefri i

medfør af § 11, 2. punktum.

Ifølge praksis var det en betingelse for

skattefrihed efter § 11, 2. punktum, at det på aftaletidspunktet

måtte påregnes, at dispositionen ville være blevet

gennemtvunget ved ekspropriation, såfremt en frivillig aftale ikke blev

indgået, jf. TfS 1995.575 H og TfS 1996.356 H.

Retten lagde ved afgørelsen til grund, at Skov- og

Naturstyrelsen i 1994 havde haft ekspropriationskompetence i medfør af

naturbeskyttelseslovens § 60.

Efter en samlet bedømmelse af sagens oplysninger,

fandt retten, at det på aftaletidspunktet måtte påregnes,

at dispositionen ville være blevet gennemtvunget ved en ekspropriation,

såfremt en frivillig aftale ikke var blevet indgået. Retten havde

herved henset til arealet af klagerens jorder og placeringen som central for

projektets gennemførelse, og endelig til Skov- og Naturstyrelsens

udtalelse af den 23. august 2000.

Klagerens fortjeneste ved overdragelsen af ejendommen til

Den Danske Stat i 1994 skulle dermed ikke medregnes i medfør af

ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

For så vidt angik det af repræsentanten

anførte vedrørende genanbringelse af avancen efter

ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, fandt retten, at der i medfør

af den dagældende bestemmelse i § 6 A, stk. 1, litra c, ikke var adgang

til dispensation fra selvangivelsesfristen, hvorfor klagerens begæring

ikke var foretaget rettidigt, jf. herved TfS 1999.117 LSR.

For så vidt angik klagerens påstand om

fortjeneste ved salg af ejendommens dræningsanlæg, fandt retten,

at de genvundne afskrivninger skulle opgøres som foretaget af

skattemyndighederne i medfør af den dagældende bestemmelse i

afskrivningslovens § 29 S, stk. 2, jf. § 29, stk. 1. Der var herved lagt

vægt på det i skødet anførte om overdragelse af

ejendommens tekniske anlæg m.v., for hvilket der havde været

betalt en ikke specificeret andel af købesummen, samt det oplyste om

bortforpagtning af ejendommens jorder efter overdragelsen. Fortjenesten var

særlig indkomst, jf. lov om særlig indkomst § 2, nr. 2.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter