Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. en tidligere bindende forhåndsbesked om fri bolig til en administrerende direktør

KEN nr 10388 af 19/10/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet6. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. en tidligere bindende

forhåndsbesked om fri bolig til en administrerende direktør

Klagen vedrører

Klageren har bedt om en bindende

forhåndsbesked. Han har stillet følgende spørgsmål:

Spørgsmål 1

: Vil B i sin egenskab

af administrerende direktør for A A/S være omfattet af personkredsen i

ligningslovens § 16, stk. 9, om medarbejdere med væsentlig indflydelse på

egen

aflønningsform ?

Ligningsrådet har svaret ”ja” til

spørgsmålet.

Spørgsmål 2

: Såfremt spørgsmål 1

besvares benægtende, vil beskatning da skulle følge TS-cirkulære 2002 –

42

eller objektive værdier ?

Ligningsrådet har svaret ”udgår” til

spørgsmålet.

Spørgsmål 3

: Såfremt spørgsmål 1

besvares bekræftende, skal det forespørges, hvorvidt B ved opgørelse af værdi

af fri bolig alligevel vil kunne anvende Ligningsrådets anvisning med

skematisk

lejeansættelse efter TS-cirkulære 2002 – 42 – henset til at

ejendommen ikke

ejes af A A/S, men lejes på markedsvilkår fra en af følgende: a) C A/S, b) D

A/S eller c) et til formålet oprettet ejendomsselskab af

person/aktionærkredsen

Læs alt

bag E A/S og C A/S eller d) en uafhængig tredjemand ?

Ligningsrådet har svaret ”nej” til

spørgsmålet.

Den bindende forhåndsbesked fra

Ligningsrådet er af 21. oktober 2003.

Landsskatterettens afgørelse

Spørgsmål 1

: Landsskatteretten

besvarer spørgsmålet ”ja”.

Spørgsmål 2

: Landsskatteretten

besvarer spørgsmålet ”udgår”.

Spørgsmål 3

: Landsskatteretten

besvarer spørgsmålet ”nej”.

Sagens oplysninger

B er ansat som administrerende direktør

i selskabet, hvor han i indkomståret 2002 oppebar en årlig løn på 1.380.000

kr.

samt fri bil og fri telefon. Herudover modtog han en bonus på 175.000 kr.

Selskabet ejes med 50 pct. af F A/S og

med 50 pct. af C A/S, dog således at F A/S via en aktionæroverenskomst har

bestemmende indflydelse. C A/S ejes med 17 pct. af to ansatte i A A/S og med

83

pct. af E A/S, der ejes ligeligt af 10 ansatte i A A/S, herunder B. D A/S

ejes

af samme aktionærkreds som C A/S og E A/S.

Selskabet har i december 2002 indgået en

ny direktørkontrakt med B, hvorefter hans løn vil udgøre 1.400.000 kr.

Herudover modtager han fri bil, fri telefon og fri bolig samt en årlig bonus.

Selskabet påtænker enten at erhverve eller at leje en ejendom og herefter

stille ejendommen til rådighed for B. Eventuelt vil erhvervelsen af

ejendommen

ske gennem C A/S eller D A/S eller et nystiftet selskab. Det er oplyst, at

boligen

vil ligge i prisklassen 4 – 8 mio. kr.

Ligningsrådets afgørelse

Told- og Skattestyrelsen har i

indstillingen til Ligningsrådet anført, at i medfør af ligningslovens § 16,

stk. 1, skal der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes

vederlagsfri benyttelse af formuegoder, der modtages som led i et

ansættelsesforhold. Efter stk. 3 skal værdien som udgangspunkt værdiansættes

til markedsværdien. I TS-cirkulære 2002 – 42, punkt c, har Ligningsrådet

vedtaget en anvisning om fastsættelse af markedsleje. Dog skal direktører og

andre ansatte med bestemmende indflydelse på egen aflønningsform beskattes

efter

særlige regler, jf. ligningslovens § 16, stk. 9. Hovedaktionærer er omfattet

af

ligningslovens § 16 A, stk. 10.

Afgrænsningen af den i § 16, stk. 9,

omfattede personkreds beror på en konkret skønsmæssig vurdering af samtlige

forhold i ansættelsesforholdet, hvor det afgørende er, hvorvidt den

pågældende

har væsentlig indflydelse på selskabets ledelse og dermed på egen

aflønningsform.

Personkredsen er omtalt i punkt 3.1. i

Cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001.

Det er styrelsens opfattelse, at B

tilhører den gruppe, der har bestemmende indflydelse på egen aflønningsform.

Der er herved lagt vægt på, at han er den øverste direktør i selskabet, at

han

har en samlet høj løn, at der er tale om en bolig i en dyr prisklasse, og at

han selv kan vælge, hvorvidt han ønsker at gøre brug af vilkåret om fri

bolig.

B vil derfor ved opgørelsen af værdi af

fri bolig skulle beskattes efter reglerne i § 16, stk. 9.

Såfremt ejendommen ikke ejes af

selskabet, men lejes på markedsvilkår enten af et andet selskab i koncernen

eller af en uafhængig tredjemand, vil boligen fortsat anses at være stillet

til

rådighed i ansættelsesforholdet.

De tilfælde, hvor arbejdsgiveren lejer

en bolig af en tredjemand og stiller den til rådighed for den ansatte

hovedaktionær m.fl., er omtalt i punkt 3.4.1. i Cirkulære nr. 1 af 2. januar

2001.

Styrelsen er således af den opfattelse,

at i den situation, hvor ejendommen lejes af selskabet på markedsvilkår af en

tredjemand, vil B ikke kunne anvende Ligningsrådets anvisning med skematisk

lejeansættelse, jf. TS-cirkulære 2002 – 42, men skal derimod – som

angivet i

cirkulæret – beskattes af markedslejen.

Ligningsrådet har tiltrådt Told- og

Skattestyrelsens indstilling.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har fremsat

påstand om, at B skal anses for berettiget til at anvende

værdiansættelsesreglerne

vedrørende påtænkt fribolig efter reglerne i Ligningsrådets anvisninger.

B har ikke væsentlig indflydelse på egen

aflønningsform. Uanset om Landsskatteretten måtte finde, at B har væsentlig

indflydelse på egen aflønningsform, vil B som enhver anden lønmodtager kunne

påberåbe sig Ligningsrådets anvisninger, jf. ligningslovens § 16, stk. 3, jf.

TS-cirkulære 2002 – 42 (nu TS-cirkulære 2003 – 35), idet ejendommen

påtænkes

lejet (og ikke ejet) af selskabet.

B er ansat som administrerende direktør

i selskabet. B’s lønpakke består pt. af et kontantvederlag på 115.000

kr. pr.

måned samt fri bil og fri telefon. Selskabet påtænker fortsat at leje en

ejendom, som herefter skal stilles til rådighed for B. Bestyrelsens ønske om

at

stille fri bolig til rådighed for selskabets direktør er begrundet i

selskabets

udviklingsplaner. Siden starten i 1967 har selskabet kun haft kontor i X.

Inden

for de sidste 3 år er der etableret kontorer i Tyskland og Sverige som led i

selskabets internationalisering.

Det er hensigten med den nye

direktørkontrakt at sikre mobilitet og sammenlignelighed mellem direktører,

som

arbejder i forskellige områder med meget forskellige prisniveauer på fast

ejendom. Ved etableringen i Tyskland er der derfor stillet fri bolig til

rådighed, således at det er sikret, at boligforholdene ikke udgør et problem

for den enkelte ved til- og fraflytning. Det er sigtet, at alle direktører i

koncernen skal stilles ens, så standarden sikres på et tilnærmelsesvis

ensartet

niveau. Dette forhold, at det skyldes firmapolitiske overvejelser – og

at der

ikke for den enkelte ansatte direktør er tale om en indflydelse på egen

aflønningsform – kan yderligere ses af det kontraktmæssige faktum, at

der ikke

er opstillet alternativer til fri bolig-vilkåret. Der er således ikke for B

(eller øvrige direktører) mulighed for alternative vilkår, såfremt der ikke

ønskes fri bolig. Den manglende udnyttelse af fri bolig i indkomståret 2003

har

således ikke medført et øget kontant vederlag til B.

B ejer en minoritetspost i E A/S. B er

således ikke aktionær i selskabet, men besidder alene en mindre aktiepost (10

pct.) i E A/S, som indirekte ejer aktier i selskabet via aktiebesiddelsen i C

A/S.

Selve sondringen ”bestemmende

indflydelse” har lovmæssigt alene en relevans efter ligningslovens § 16,

stk.

9, det vil sige, hvor selskabet ejer den pågældende ejendom. Den relevante

passus i loven, for så vidt angår personkredsen med væsentlig indflydelse på

egen aflønningsform, er § 16, stk. 9, 1. pkt. Af Ligningsvejledningen for

indkomståret 2003 afsnit A.B.1.9.5. fremgår, at ”enhver – bortset

fra

direktører og andre med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform –

kan

støtte ret på Ligningsrådets skematiserede satser”. Af yderligere

relevante fortolkningsbidrag

skal anføres Skatteministeriets cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 punkt 3.1.

På baggrund af ovennævnte retskilder kan

den almindelige værdiansættelse efter Ligningsrådets anvisninger alene

fraviges, såfremt det af skattemyndighederne godtgøres, at den pågældende

person

konkret har væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. princippet i

ligningslovens § 16, stk. 9. Udgangspunktet er således, at markedsværdien

efter

ligningslovens § 16, stk. 3, skal opgøres efter Ligningsrådets satser, som er

bindende for skattemyndighederne, og som skal lægges til grund ved ligningen.

Dette er en naturlig følge af, at

satserne er godkendt af Ligningsrådet i anvisningsform, jf.

skattestyrelseslovens

§ 13, stk. 3. Der er ingen andre skatteretlige undtagelser til ligningslovens

§

16, stk. 3, ud over den særlige regel i ligningslovens § 16, stk. 9, hvorfor

alle ansatte – der ikke har væsentlig indflydelse – kan benytte

Ligningsrådets

anvisninger ved værdiansættelse af fri bolig. Dette følger således af

ligningslovens

§ 16 og tillige af lighedsgrundsætningen.

Personkredsen i den særlige – og eneste

– undtagelsesregel i ligningslovens § 16, stk. 9, er herefter aktionærer

eller

direktører med betydelige kapitalinteresser eller stemmeværdier i

arbejdsgiverselskabet, uden at den pågældende direktør dog nødvendigvis er

omfattet af hovedaktionærbegrebet i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2

–

4. En direktørtitel, jf. bemærkningerne til L 237 samt Cirkulære nr. 1 af 2.

januar 2001, er ikke i sig selv af betydning for, om personen er omfattet af

undtagelsesbestemmelsen i stk. 9.

Efter tidligere gældende skattepraksis

efter statsskattelovens § 4, litra b, blev der lagt afgørende vægt på, om den

pågældende højtstående medarbejder lønmæssigt kunne sidestilles med en

højerestående

offentlig ansat. Var der tale om en direktør med en høj løn kombineret med en

anderledes beregning af lønnen sammenlignet med ansatte i den offentlige

sektor, medførte dette, at den pågældende medarbejder ikke kunne anvende

satserne i Finansministeriets lejeboligcirkulære. Denne ældre administrative

praksis er ved indførelsen af ligningslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 7 –

9, i

det hele forladt.

Herefter er alene praksis, som vedrører

indkomståret 1994 og fremefter, relevant ved bedømmelsen af, om personen har

væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Dette fremgår tydeligt af

Højesterets

præmisudtalelse (obiter dictum) i dom af 27. marts 2000, offentliggjort i

Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000.386.

Det skal efter gældende regler således

af myndighederne påvises, at den pågældende ikke alene har en høj løn, men at

de inddragne kriterier i sig selv medfører, at personen har en faktisk

indflydelse

på sin egen aflønningsform, ud over hvad der gælder for lønmodtagere m.v. i

almindelighed, jf. også formuleringen i Cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001,

hvorefter ”det afgørende er, om vedkommende konkret har væsentlig

indflydelse

på egen aflønningsform”.

Hjælpekriterierne eksempelvis høj løn,

indflydelsesrig position m.v. er alene udtryk for den indledende afgrænsning

af

lovlige kriterier i myndighedernes sagsbehandling. Næste led i afgrænsningen

af

de lovlige kriterier fordrer, at disse kriterier tillige konkret medfører en

væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Medfører de inddragne

kriterier,

at der ikke kan påvises en faktisk konkret væsentlig indflydelse på egen

aflønningsform, er kriterierne ulovlige.

B’s løn kan ikke anses højere, end hvad

der er sædvanligt for en stilling af samme indhold. Dette er således et

relationsbegreb, hvor der skal ske en saglig og korrekt sammenligning for en

stilling af tilsvarende indhold. I den henseende er B’s aflønning helt

sædvanlig

og ikke høj.

B’s aflønningsform er lagt fast, hvilket

understreges af, at han eksempelvis ikke vilkårligt kan vælge at få en del af

sin løn udbetalt i naturalier, hvilket fejlagtigt er antaget af

Ligningsrådet.

I det omfang han kunne vælge, at han ville have en del af lønnen udbetalt i

naturalier, ville dette dog endvidere ikke være ensbetydende med, at han af

den

grund ville være omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, jf. Cirkulære nr. 1

af 2. januar 2001.

Den manglende udnyttelse af den

kontraktmæssige mulighed for fri bolig i 2003 har således ikke udløst et øget

kontant vederlag til B eller anden retserhvervelse for ham. En lønpakke med

fri

bolig er ikke udtryk for, at B har væsentlig indflydelse på egen

aflønningsform, idet lønpakken er fastsat under hensyntagen til bestyrelsens

ønske om at sikre mobilitet og sammenlignelighed mellem direktører, som

arbejder i forskellige områder med meget forskellige prisniveauer på fast

ejendom.

Direktørens løn fastsættes af

bestyrelsen, jf. i det hele taget aktieselskabslovens regler, og skal i

øvrigt

godkendes af F A/S. Kriteriet høj løn giver ingen mening i det omfang, dette

ikke kan forstås som et relationsbegreb, hvorfor skattemyndighederne som led

i

deres bevisbyrde skal foretage en generel sammenligning med lønvilkår for

andre

direktører på B’s niveau. For en direktør på B’s niveau er hans løn

udtryk for

en markedsaflønning og ikke en høj løn.

Væsentligheden skal påvises konkret af

myndighederne. Hjælpekriterierne eksempelvis høj løn, indflydelsesrig

position

m.v. er alene udtryk for den indledende afgrænsning af lovlige kriterier i

myndighedernes sagsbehandling. Næste led i afgrænsningen af de lovlige

kriterier fordrer, at disse kriterier tillige konkret medfører en væsentlig

indflydelse på egen aflønningsform. Ligningsrådet har i nærværende forhold

ved

den blotte henvisning til nogle tilfældige hjælpekriterier ikke opfyldt det

forvaltningsretlige krav til individuel sagsbehandling, og Ligningsrådet har

ikke påvist, at de inddragne kriterier i denne sag medfører, at B har en

konkret væsentlig indflydelse på egen aflønningsform.

Ligningsrådets holdning udtrykker

således i forvaltningsretlig henseende, at man blot inddrager visse

skønsmomenter i afvejningen og derefter afskærer den konkrete vurdering.

Dette

er brud med magtfordrejningsgrundsætningen (om inddragelse af saglige hensyn)

og brud med grundsætningen om det pligtmæssige skøn (kravet om individuel

bedømmelse af alle saglige hensyn). Ved blot at henvise til høj løn og

stillingsbetegnelse og derefter konkludere, at skønnet sættes under en regel,

hvilket er i strid med almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger

(forbud mod skøn under regel).

Hertil kommer, at det af det

forvaltningsretlige lighedsprincip fordres, at lige forhold behandles ens i

retlig henseende, således at i det omfang skattemyndighederne ikke godtgør,

at

personen konkret har en væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, vil

hovedreglen, jf. Ligningsrådets anvisning, finde anvendelse, jf. endvidere

det

fremhævede obiter dictum i Højesterets dom af 27. marts 2000, offentliggjort

i

Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000.386.

Det faktum – at en direktør har en god

forhandlingsposition, fordi denne har opnået gode resultater for virksomheden

–

udtrykker ikke en væsentlig eller tilstrækkelig konkret og direkte

indflydelse

på den endelige beslutning om aflønningens størrelse, ligesom dette ikke i

forhold til andre lønmodtagere er udtryk for en konkret væsentlig indflydelse

på egen aflønningsform.

Lovgrundlaget efter ligningslovens § 16,

stk. 9, hviler på sådanne betragtninger, jf. lovmotiverne til L 237,

Folketinget 1999 – 2000.

Der henvises til Ligningsrådets bindende

forhåndsbesked offentliggjort i SKM2001.219.LR, hvor de særlige regler i

ligningslovens § 16, stk. 9, ikke fandt anvendelse.

B har en helt ubetydelig økonomisk

interesse i selskabet, der for det første er indirekte via minoritetspost i E

A/S og tilmed langt mindre betydende end den pågældende skatteyders

indflydelse

i SKM2001.219.LR.

Endvidere henvises til Ligningsrådets

bindende forhåndsbesked offentliggjort i SKM2001.424.LR. B’s forhold

adskiller

sig væsentligt fra koncernchefens stilling i afgørelsen – henset dels

til ansættelsesniveauet,

ansvaret i stillingen og dels til lønstørrelsen.

Med henvisning til ovenstående kan det

herefter ikke konkret antages, at B har væsentlig indflydelse på egen

aflønningsform, hvorfor denne er berettiget til at anvende de af

Ligningsrådet

udstedte anvisninger vedrørende fri bolig, jf. påstanden.

Opsummerende skal følgende således

fremhæves:

At ansættelse og fastsættelsen af B’s

gage helt i overensstemmelse med aktieselskabsloven er et

bestyrelsesanliggende

under bestyrelsesansvar, jf. aktieselskabslovens § 51 og § 64.

At B ikke deltager i møder vedrørende

fastsættelse af hans egen gage, ej heller i møder vedrørende elementerne i

hans

aflønning og i øvrigt ikke har indflydelse på dette ud over, hvad der gælder

for almindelige lønmodtagere.

At B ikke er aktionær i selskabet, men

alene besidder en mindre aktiepost (10 pct.) i E A/S, som indirekte ejer

aktier

i selskabet via aktiebesiddelsen i C A/S, jf. skitse over koncernstrukturen.

At B ikke er den øverste direktør i selskabet.

Det er derimod koncerndirektøren for F A/S.

Der er på ovennævnte baggrund ikke

grundlag for i denne konkrete sag at statuere, at B har den helt særlige

konkrete og direkte indflydelse på sin egen aflønningsform som hjemlet i

ligningslovens § 16, stk. 9.

Det er en grundlæggende betingelse for

beskatningen efter ligningslovens § 16, stk. 9, at arbejdsgiverselskabet har

ejerskabet til ejendommen, jf. Cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 punkt 3.4.1.

Dette betyder, at der dels skal være tale om en ansat med væsentlig konkret

og

direkte indflydelse på egen aflønningsform, og dels at arbejdsgiveren ejer

den

bolig, som stilles til rådighed for den ansatte. Selskabet påtænker at leje

en

ejendom på markedslejevilkår, jf. Cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001.

I tilfælde hvor en person ikke skal

beskattes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9, men i stedet skal

beskattes efter ligningslovens § 16, stk. 3, skal markedsværdien for den

ansatte kunne værdiansættes efter TS-cirkulære 2002 – 42 (nu

TS-cirkulære 2003 –

35), idet retligt lige forhold skal behandles ens i retlig henseende. Denne

regel (anvisningerne) kan uden undtagelser påberåbes af alle lønmodtagere,

der

modtager denne form for personalegode.

Den tidligere gældende praksis,

hvorefter der i medfør af statsskattelovens § 4 blev lagt afgørende vægt på,

om

den pågældende højtstående medarbejder lønmæssigt kunne sidestilles med en

højerestående offentlig ansat, således at den pågældende medarbejder ikke

kunne

anvende satserne i Finansministeriets lejeværdicirkulære, er forladt ved

indførelsen af ligningslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 7 – 9, jf.

Højesterets

præmisudtalelse i sagen offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter

2000.386.

Beskatningssituationen bør være ens for

alle, der i retlig henseende kan påberåbe sig anvisningen, der har hjemmel i

ligningslovens § 16, stk. 3, (lighedsgrundsætningen).

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Værdi af helt eller delvis fri bolig er

skattepligtig. Dette fremgår af statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt.

Værdien af boligen ansættes til

markedsværdien. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 3.

Med hensyn til ansatte der er direktører

eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform,

gælder dog, at den skattepligtige værdi fastsættes i overensstemmelse med

reglerne i ligningslovens § 16, stk. 9.

B er administrerende direktør i A A/S,

hvorfor han som udgangspunkt er omfattet af ordlyden i ligningslovens § 16,

stk. 9.

Der ses ikke i sagen at være konkrete

holdepunkter for at fravige dette udgangspunkt, idet specielt bemærkes, at B

ikke ifølge kontraktens bestemmelser skal have bopælspligt, ligesom han har

ret

til årlig genforhandling i henhold til kontraktens bestemmelse om bl.a. fri

bolig.

Med hensyn til lejesituationen er det lejen,

der skal anvendes, forudsat at boligen er lejet på markedsvilkår.

Ligningsrådets bindende forhåndsbesked

stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter