Ligningsvejledningens bindende virkning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Statsskatteloven § 6 a 716 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 13 ophævet 8 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 14 ophævet 41 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 12 ophævet 6 afgørelser
- Ligningsloven § 9 983 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 18 ophævet 14 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 19 ophævet 14 afgørelser
- Skattestyrelsesloven § 15 ophævet 40 afgørelser
- Ligningsloven § 16 a 2.471 afgørelser
Teksten
Ligningsvejledningens bindende virkning
- Ligningsvejledningens bindende
virkning for skattemyndighederne og skatteydernes mulighed for at støtte ret
på
denne
Ligningsvejledningen udarbejdes af Told- og
Skattestyrelsen, men indeholder samtidig forskrifter, der er godkendt af
Ligningsrådet, f.eks. de særlige ligningsanvisninger, der er omhandlet i
skattestyrelseslovens § 13, stk. 2 og stk. 3. Af forordet til
Ligningsvejledningen for 1992 og tidligere år fremgår, at den retter sig mod
skattemyndighederne og »har til formål at være en hjælp - en håndbog - i det
praktiske ligningsarbejde«, og at den »giver udtryk for Told- og
Skattestyrelsens opfattelse af gældende praksis og skal i almindelighed
følges
af hensyn til kravet i skattestyrelseslovens § 12 om, at ligningen skal være
ensartet over hele landet«.
I tilslutning hertil hedder det i Ligningsrådets
ligningsplan for 1992, at Ligningsvejledningen »giver udtryk for Told- og
Skattestyrelsens opfattelse af gældende ret og skal i almindelighed følges af
skattemyndighederne. De anvisninger, der er vedtaget af Ligningsrådet, er
indarbejdet i Ligningsvejledningen. Disse skal lægges til grund ved
ligningen.«
At Ligningsrådets anvisninger er direkte
bindende for de lokale skattemyndigheder, dvs. de kommunale skattemyndigheder
og skatteankenævnene, fremgår udtrykkeligt af skattestyrelseslovens § 13,
stk.
3. Der vil nedenfor blive redegjort for, hvad denne bindende virkning betyder
for borgernes mulighed for at kunne støtte egentlige retskrav på
Ligningsrådets
anvisninger også i forholdet til Landsskatteretten og domstolene, der som
Læs alt
udgangspunkt er frit stillede i forhold til Ligningsrådets anvisninger.
Hvad angår Ligningsvejledningens øvrige indhold
findes ikke et udtrykkeligt lovgrundlag for en tilsvarende bindende virkning,
men det fremgår af skattestyrelseslovens § 12, stk. 1, at den centrale told-
og
skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelser af indkomst og
formue sker på behørig og ensartet måde over hele landet.
De lovgivningsbestemte metoder til at udføre
dette tilsyn er de allerede nævnte anvisninger, udarbejdelse af
ligningsplaner
og særlige direktiver for ligningsarbejdet samt de revisionsbeføjelser, der
fremgår af skattestyrelseslovens § 14. Ligningsvejledningen må ses som et
supplement til udførelsen af dette tilsyn, og der vil nedenfor blive
redegjort
for, i hvilket omfang det kan lægges til grund, at de dele af
Ligningsvejledningen, der ikke er særskilt godkendt af Ligningsrådet, er
direkte bindende for de øvrige myndigheder på skatteområdet. Undersøgelsen
heraf har ingen selvstændig betydning for det altovervejende antal tilfælde,
hvor der ikke er nogen konflikt mellem Ligningsvejledningens indhold og disse
myndigheders opfattelse af gældende ret. Men i det omfang, der på trods af en
sådan konflikt alligevel måtte være tale om en direkte bindende virkning, vil
der, ligesom i forbindelse med Ligningsrådets anvisninger, blive redegjort
for,
om borgerne som en afledet virkning kan støtte egentlige retskrav på
Ligningsvejledningens udsagn. En sådan afledet virkning vil i givet fald for
det første være baseret på den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning, hvorefter borgere med ensartede forhold skal behandles
ens.
Da Ligningsvejledningen først udgives efter
udløbet af det indkomstår, den gælder for, vil en afledet retsvirkning
baseret
på lighedsgrundsætningen isoleret set betyde, at en borger, der har
disponeret
i tillid til forudgående års udsagn i Ligningsvejledningen, ikke vil kunne
støtte ret på et sådant udsagn, hvis udsagnet skærpes i den seneste
Ligningsvejledning. I den situation vil lighedsgrundsætningen netop medføre,
at
alle skatteydere skal lignes i henhold til det skærpede udsagn, forudsat det
antages, at Ligningsvejledningen binder de lignende myndigheder.
Det vil derfor yderligere blive undersøgt, i
hvilket omfang en borger, der disponerer i tillid til det senest kendte
udsagn
i Ligningsvejledningen, herunder Ligningsrådets anvisninger, kan opnå
retsbeskyttelse i ovennævnte konfliktsituationer, såvel i forhold til de
kommunale skattemyndigheder som i forhold til skatteankenævnene,
Landsskatteretten og domstolene.
Da Ligningsvejledningens retskildeværdi skal ses
i lyset af grundlæggende forvaltningsretlige principper om cirkulærer og
andre
administrative forskrifter, vil disse principper først blive gennem gået.
1. Generelt om cirkulærer og administrative
forskrifter
Administrative forskrifter, der ikke har
særskilt hjemmel i lovgivningen, vil kun binde myndigheder, der er direkte
underordnede i forhold til den udstedende myndighed. Hvis der er tale om en
sådan bindende virkning, vil den administrative forskrift blive betegnet som
en
generel tjenestebefaling. Et sådant over/underordnelsesforhold eksisterer for
eksempel mellem centrale og lokale statslige myndigheder, men ikke mellem
statslige og kommunale myndigheder, jf. Preben Espersen, De kommunale
beslutninger, s. 133, og heller ikke mellem statslige myndigheder og
kollektive
nævn og råd, i hvert fald ikke når der er tale om ankeorganer, jf. Bent
Christensen, Nævn og råd, s. 198 øverst.
Som følge heraf anses ministerielle cirkulærer,
der ikke har særskilt hjemmel, alene for bindende for kommuner og nævn og råd
i
det omfang, cirkulæret genfortæller selve indholdet af en lov samt gengiver
dennes forarbejder. Derimod vil de dele af cirkulæret, der i øvrigt søger at
udfylde lovens rammer ved fortolkning og skønsudøvelse, ikke være bindende,
jf.
Bent Christensen, Forvaltningens opgaver og organisation, s. 52 og s. 183,
Juridisk Grundbog 2, 1989, s. 132-133, Forvaltningsret, Almindelige emner, s.
137-138 og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, s. 52.
Selv om der ofte vil være tvivl om, i hvilket
omfang et cirkulære er henholdsvis bindende eller vejledende, vil de
relevante
myndigheder i praksis som hovedregel rette sig efter det, specielt hvis den
cirkulæreudstedende myndighed har adgang til at korrigere afgørelser, der
træffes i modstrid med cirkulæret. En sådan korrektionsadgang vil dog normalt
kun blive udnyttet i mere oplagte tilfælde af modstrid, hvilket understreger,
at udgangspunktet er, at de vejledende dele af et cirkulære ikke er bindende.
Den uforbindende virkning betyder også, at de myndigheder, cirkulæret
henvender
sig til, er frit stillede, hvis det kan lægges til grund, at cirkulærets
indhold ikke er i overensstemmelse med den domspraksis eller administrative
praksis, der måtte have dannet sig efter cirkulærets udstedelse. Det kan
således konkluderes, at bortset fra tilfælde, hvor der findes særlig hjemmel
til at udstede tjenestebefalinger, vil den eventuelle bindende virkning ikke
afhænge af cirkulæret i sig selv, men derimod af de i øvrigt eksisterende
retskilder. Der kan dog som en afledningseffekt blive tale om en selvstændig
bindende virkning af et cirkulære, nemlig i det omfang, det må lægges til
grund,
at indholdet af et cirkulære ikke kan fraviges til ugunst for borgerne.
I den forbindelse er udgangspunktet klart, at
cirkulærer, vejledninger og tjenestebefalinger kun henvender sig til andre
myndigheder, således at der ikke bliver tale om umiddelbare retsvirkninger i
forhold til borgerne. Ganske vist kan en borger blive udsat for den
middelbare
retsvirkning, at han indtil videre er nødt til at efterkomme en
forvaltningsafgørelse, der er truffet i henhold til et cirkulære eller en
tjenestebefaling, men i forbindelse med rekurs og eventuel domsstolsprøvelse
vil cirkulæret/tjenestebefalingen ikke udgøre en retskilde i forhold til
borgeren, jf. Forvaltningsret, Almindelige emner, s. 85 og s. 142, Alf Ross,
Dansk Statsforfatningsret II, s. 504, Max Sørensen, Statsforfatningsret, s.
213-214 og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, s. 47. Dette udelukker dog
ikke, at en borger i et vist omfang vil kunne støtte ret på indholdet af en
administrativ forskrift, der kun henvender sig til myndighederne, jf. dommen
UfR 1965, s. 399 H, der omtales nærmere nedenfor under afsnit 3.
I den forvaltningsretlige litteratur har der
været delte meninger om dette spørgsmål. Poul Andersen skriver i Dansk
Forvaltningsret på s. 56, at »det er en almindelig opfattelse, at
tjenestebefalinger ikke skaber rettigheder for borgerne.« I Max Sørensens
Statsforfatningsret, hedder det på s. 213-214, at »generelle
tjenestebefalinger
undertiden kan få retsvirkninger direkte i forhold til borgerne, i hvert fald
således at de kan påberåbes som hjemmel for rettigheder over for en
administrativ myndighed.«
Alf Ross skriver i Dansk Statsforfatningsret II,
s. 505 i relation til borgernes mulighed for at støtte ret på interne
administrative forskrifter, at han ikke vil »finde det usandsynligt, at
udviklingen skulle gå i retning af at anerkende et egentligt retskrav.« Claus
Haagen Jensen skriver i Forvaltningsret, Almindelige emner, s. 143, at »det
antages sædvanligvis som den almindelige regel, at borgeren ikke umiddelbart
kan støtte ret på en tjenestebefaling. Samtidig tages dog mere eller mindre
præcist forbehold om, at borgerne eventuelt i visse situationer kan basere et
egentligt retskrav på en tjenestebefaling.«
I Juridisk Grundbog III 1975 hedder det på s.
663-664 som en kommentar til dommen, UfR 1965, s 399 H, omtalt nærmere under
afsnit 3, at »det er hermed tilkendegivet, at forvaltningsanordningen ikke er
uden betydning som retsgrundlag for den enkelte skatteyder, uanset at den
umiddelbart kun er rettet til den eller de underordnede myndigheder.«
2. Ligningsvejledningens bindende virkning for
skattemyndighederne
Som omtalt i indledningen findes ikke et
særskilt lovgrundlag for Ligningsvejledningen, der således som udgangspunkt
har
samme status som de administrative forskrifter og cirkulærer, der er omtalt
under afsnit 1. Da hverken de kommunale ligningsmyndigheder,
skatteankenævnene
eller Landsskatteretten i forvaltningsretlig henseende kan anses for
underordnede i forhold til Skatteministeriet, vil Ligningsvejledningen
hverken
helt eller delvist kunne binde disse myndigheder i kraft af at være en
tjenestebefaling rettet til en underordnet myndighed. En eventuel bindende
virkning vil derfor bero på, om der findes særlig hjemmel herfor. Uanset at
Ligningsvejledningen som sådan ikke udstedes med hjemmel i lov, findes der
imidlertid i skattestyrelseslovens §§ 12-14 og §§ 18-19 en række beføjelser
for
Styrelsen og Ligningsrådet i forhold til de lokale skattemyndigheder.
Det gælder først og fremmest Ligningsrådets
anvisninger, der i henhold til skattestyrelseslovens § 13, stk. 2, er
bindende
for de lokale skattemyndigheder, det vil sige de kommunale
ligningsmyndigheder
og skatteankenævnene.
Selv om disse anvisninger i
skattestyrelseslovens § 13, stk. 2, er betegnet som vedrørende den formelle
fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen, har
disse anvisninger siden landsskatteretsloven fra 1938 også indeholdt
direktiver
om indholdet af materielle regler, for eksempel reguleringer af standardskøn
og
specielle fradrag. I henhold til bemærkningerne til den seneste
skattestyrelseslov fra 1989 er der ikke tilsigtet ændringer herom. Der
eksisterer således ikke nogen fast defineret grænse for, hvad der kan
medtages
i Ligningsrådets anvisninger.
Det kan derfor lægges til grund, at i det omfang
Ligningsvejledningen måtte indeholde retningslinjer, der særskilt har været
forelagt og er godkendt af Ligningsrådet, vil dette være bindende for
ligningsmyndighederne og skatteankenævnene, medmindre indholdet måtte være i
direkte modstrid med eller føre til resultater, der er i åbenbar strid med
loven, jf. højesteretsdommer P. Spleth i UfR 1965 B. s. 252, 2. spalte samt
Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, navnlig s. 389 og s. 394.
Dette forbehold må også antages at gælde den fortolkning af loven, der er
foretaget ved retskilder, som Ligningsrådet er underlagt, dvs. principielle
domme og landsskatteretskendelser. Der henvises i øvrigt nærmere herom til
slutningen af afsnit 3.
Da Ligningsrådets anvisninger ikke som tidligere
konsekvent udsendes i form af særskilte cirkulærer, men i et vist omfang
indarbejdes i Ligningsvejledningen, er det præciseret i forordet til
Ligningsvejledningen, at det specielt vil fremgå, når der er tale om en
ligningsrådsanvisning.
Da Ligningsvejledningen som sådan ikke er
godkendt af Ligningsrådet, vil hjemmelen for en eventuel bindende virkning af
Ligningsvejledningens øvrige indhold ikke kunne søges i skattestyrelseslovens
§
13, stk. 2, men derimod i skattestyrelseslovens § 14, stk. 3 og 4,
sammenholdt
med skattestyrelseslovens § 12, stk. 1. Af skattestyrelseslovens § 12, stk.
1,
fremgår, at den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at
skatteansættelse af indkomst og formue sker på behørig og ensartet måde i
hele
landet. Som led i dette tilsyn kan told- og skatteforvaltningen i henhold til
skattestyrelseslovens § 14, stk. 3, udtage selvangivelser og ansættelser til
gennemgang samt i henhold til skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, ændre de
kommunale ligningsmyndigheders ansættelser, såfremt disse anses for urigtige.
I kraft af denne sanktionsmulighed for den
myndighed, der selv udgiver Ligningsvejledningen, må de kommunale
ligningsmyndigheder i realiteten anses for bundet i det omfang, den nævnte
revisionsbeføjelse potentielt kan benyttes til at korrigere en ansættelse i
overensstemmelse med Ligningsvejledningen, uanset at den traditionelle
forvaltningslære formelt ikke ville betegne det som en bindende virkning. Til
støtte for en bindende virkning kan endvidere henvises til Poul Andersen,
Dansk
Forvaltningsret, s. 51, hvor det hedder, at »hvis den overordnede myndighed
af
egen drift kan tilbagekalde og omgøre den underordnedes forvaltningsakter,
kan
den overordnede myndighed i almindelighed også meddele tjenestebefalinger.«
Ansættelser, der afviger fra
Ligningsvejledningens indhold, kan og bør af hensyn til kravet om ensartet
ligning i almindelighed korrigeres, forudsat det omhandlede udsagn er
entydigt
og uden forbehold. En manglende entydighed kan f.eks. være en følge af
divergerende
fortolkninger om det samme forhold i forskellige dele af
Ligningsvejledningen.
Hvis et udsagn ikke er entydigt, vil en konkret korrektion ikke være et
relevant middel til at fremme en ensartet ligning. Dette bør i stedet for ske
ved præcisering af udsagnet.
Korrektion bør naturligvis heller ikke ske, hvis
Ligningsvejledningens udsagn er i direkte modstrid med eller måtte føre til
resultater, der er i åbenbar modstrid med gældende love og anordninger,
retspraksis, fast administrativ praksis eller ministerielle cirkulærer, jf.
nærmere afsnit 3 in fine, om graden af modstrid. De nævnte forbehold er en
følge af, at Ligningsvejledningens retskildeværdi skal ses i lyset af højere
rangerende retskilder.
Det er således de ovennævnte forbehold, der
refereres til, når det i forordet til Ligningsvejledningen 1992 hedder, at
Ligningsvejledningen »i almindelighed« skal følges. Ligningsvejledningen har
derfor fortrinsvis selvstændig retskildeværdi i det omfang, den udfylder de
øvrige nævnte retskilder uden samtidig at være i direkte modstrid med disse.
Som typiske eksempler på en sådan udfyldningsvirksomhed kan nævnes tilfælde,
hvor Ligningsvejledningens udsagn, uden at være i direkte modstrid med højere
rangerende retskilder, standardiserer de skattemæssige virkninger, således at
anvendelsen af udsagnet fører til et konkret resultat, der ikke kan anses for
at være i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.
I den forbindelse kan henvises til dommen TfS
1994, 295 Ø, der er refereret nærmere i afsnit 3. I denne sag fik
skatteyderen,
en hovedaktionær, medhold i, at han kunne støtte ret på Ligningsvejledningens
15-pct.s-regel, der således blev anset for bindende for
ligningsmyndighederne.
Dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V og TfS 1993, 429 Ø,
der ligeledes er nærmere refereret i afsnit 3, fik det modsatte udfald.
Antageligt fordi domstolene anså de af Ligningsrådet opstillede
standardiserede
betingelser for udepengefradrag for at føre til resultater, der var i åbenbar
modstrid med statsskattelovens § 6 a, idet der i præmisserne er lagt vægt på,
at skatteyderne i de konkrete tilfælde rent faktisk ikke havde haft ekstra
udgifter.
Tilsvarende kunne en skatteyder i dommen TfS
1994, 427 V ikke støtte ret på Ligningsrådets anvisninger om standardfradrag
ved arbejde i udlandet, fordi anvisningens indhold ikke rummede den
grundlæggende betingelse i statsskattelovens § 6 a om, at merudgifterne ved
arbejdet i udlandet skal have driftsomkostningskarakter.
I forholdet til skatteankenævnene er der ikke
som i forholdet til de kommunale skattemyndigheder identitet mellem udgiveren
af Ligningsvejledningen og indehaveren af revisionsbeføjelsen, idet kun
Ligningsrådet kan ændre skatteankenævnenes afgørelser, ganske vist på
grundlag
af indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning.
Under hensyn til, dels at Styrelsens
revisionsbeføjelser alene er indirekte, dels at tjenestebefalinger til
ankenævn
kræver særlig klar hjemmel, kan det ikke antages, at Ligningsvejledningen,
bortset fra Ligningsrådets anvisninger, har en bindende virkning i forhold
til
skatteankenævnene.
I forhold til Landsskatteretten findes der
hverken revisionsbeføjelser eller hjemmel til at gøre Ligningsrådets
anvisninger bindende, således at Landsskatteretten i det hele ikke kan bindes
direkte af Ligningsvejledningen. Der kan dog blive tale om den afledede
bindende virkning, der vil være en følge af, at det eventuelt vil kunne
lægges
til grund, at borgerne kan støtte ret på indholdet af Ligningsvejledningen,
jf.
afsnit 3 nedenfor. Den tilsvarende afledede virkning vil naturligvis også
have
selvstændig betydning for de kommunale ligningsmyndigheder i det omfang, de
ikke i forvejen er bundet direkte af Ligningsvejledningen, og for
skatteankenævnene, der kun er direkte bundet af Ligningsvejledningen i det
omfang, Ligningsrådets anvisninger er indarbejdet.
3. I hvilket omfang kan skatteyderne støtte ret
på Ligningsvejledningen
Svaret på dette spørgsmål har ingen umiddelbar
sammenhæng med, i hvilket omfang de lokale skattemyndigheder som anført under
afsnit 2 er direkte, henholdsvis indirekte bundet af Ligningsvejledningen,
herunder Ligningsrådets anvisninger. Selv om det antages, at denne bindende
virkning måtte give skatteyderne et afledet retskrav, gælder dette som
udgangspunkt kun i forhold til de myndigheder, der direkte er pålagt en
binding.
I det omfang skatteyderne herudover måtte kunne
støtte ret på Ligningsrådets anvisninger over for Landsskatteretten og
domstolene og på Ligningsvejledningen i det hele taget over for
skatteankenævnene, Landsskatteretten og domstolene, vil en sådan retsvirkning
ikke være en direkte følge af den bindende virkning over for
skatteankenævnene
og de lokale skattemyndigheder.
I den udstrækning skatteankenævnene og de lokale
skattemyndigheder er direkte bundet af Ligningsvejledningen, herunder
Ligningsrådets anvisninger, vil der imidlertid kunne blive tale om en afledet
bindende virkning i forhold til Landsskatteretten og domstolene, såfremt
skatteyderne kan støtte ret på den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning,
der må tillægges en særlig vægt i tilfælde, hvor underordnede myndigheder er
bundet til at behandle alle borgere ens. Hvis borgerne har et retskrav på
grundlag af lighedsgrundsætningen, vil de instanser, der ikke direkte er
bundet
af Ligningsvejledningen, være forpligtede til at behandle en hvilken som
helst
skatteyder på samme måde, som andre skatteydere er blevet behandlet af de
lokale skattemyndigheder, jf. de nedenfor refererede domme, UfR 1965, s. 399
H,
UfR 1982, s.1161 V, TfS 1985, 560 Ø, UfR 1987, s. 300 H, TfS 1992, 19 Ø og
TfS
1994, 295 Ø.
Da Ligningsvejledningen først udgives efter
udløbet af det indkomstår, den gælder for, vil en eventuel ændring i
begunstigende retning ikke være bekendt for borgeren på det tidspunkt, hvor
der
disponeres. Uanset at borgerens forventning således ikke er relevant, vil
lighedsgrundsætningen i en sådan situation føre til, at der kan støttes ret
på
de bindende dele af Ligningsvejledningen. Alligevel fik skatteyderne ikke
medhold i dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V, TfS
1993,
429 Ø og TfS 1994, 427 V, omtalt nedenfor, hvilket som anført i afsnit 2
formentlig kan forklares med, at Ligningsrådets standardiserede betingelser
for
henholdsvis udepengefradrag og fradrag ved arbejde i udlandet førte til
resultater, der åbenbart var i strid med statsskattelovens § 6 a.
Selv om dommene vedrørte henholdsvis et
cirkulære godkendt af Ligningsrådet og en anvisning, ville udfaldet
utvivlsomt
være blevet det samme, hvis der havde været tale om Ligningsvejledningens
øvrige indhold, jf. i øvrigt nærmere herom i slutningen af dette afsnit.
Som følge af den nævnte tidsforskydning mellem
udgivelsen af Ligningsvejledningen og det indkom står, den gælder for, vil en
isoleret anvendelse af lighedsgrundsætningen på den anden side set betyde, at
hvis en bindende bemærkning har fremgået af Ligningsvejledningen i en årrække
og således været tilgængelig for skatteyderen, men denne først disponerer
efter
udløbet af det år, for hvilket Ligningsvejledningen stadigvæk rummer det
hidtidige begunstigende udsagn, vil han ikke kunne støtte ret på udsagnet,
hvis
dette skærpes i den førstkommende Ligningsvejledning.
Skatteyderen vil i en sådan situation alene
kunne støtte ret på den hidtidige bemærkning i Ligningsvejledningen, hvis det
som supplement til lighedsgrundsætningen gælder, at også hans forventninger
til
Ligningsvejledningens indhold måtte blive tillagt retlig betydning.
Der kan vedrørende lighedsgrundsætningen
henvises til følgende konkrete afgørelser:
UfR 1965, s. 399 H
Sagen drejede sig om skatteåret 1957/58, hvor
skatteyderen havde fratrukket udgifter til advokat- og revisorbistand i
forbindelse med en skattestraffesag. Det foretagne fradrag var i
overensstemmelse med den enslydende ordlyd i Ligningsrådets anvisninger for
årene 1950-60. Fra og med 1962 indskrænkede anvisningerne denne
fradragsmulighed, hvorfor såvel skatterådet som Landsskatteretten nægtede
fradragsret.
Hverken landsretten eller Højesteret tog endelig
stilling til, i hvilket omfang de pågældende udgifter var
fradragsberettigede,
men når Højesteret alligevel indrømmede fradrag for udgifterne, var det med
en
henvisning til, at Ligningsrådets offentliggjorte anvisninger er bindende for
de lignende myndigheder og dermed vejledende også for skatteyderne. Som følge
heraf fandtes Landsskatteretten ikke at have være beføjet til for skatteåret
1957/58 til skade for skatteyderen at fravige anvisningernes regler, der i
øvrigt var i overensstemmelse med Landsskatterettens hidtidige praksis på
dette
område.
UfR 1982, s. 1161 V
Skatteyderen, der havde bevaret bopæl i Århus,
men var forflyttet til tjeneste ved kasernen i Skive, gjorde gældende, at han
i
1973 og 1974 var berettiget til fradrag efter standardsatserne i
Ligningsrådets
anvisning om dobbelt husførelse. Hjemmelen til denne anvisning fandtes i
ligningslovens § 9, stk. 1. Ved Landsskatteretten var han imidlertid blevet
nægtet ret til fradrag med standardsatserne i Ligningsrådets anvisninger,
idet
det ikke fandtes godtgjort, at han havde haft merudgifter til for tæring. Han
blev derfor alene indrømmet fradrag for den dokumenterede udgift til leje af
værelse.
Ved landsrettens dom blev skatteyderen indrømmet
fradrag med standardsatserne, og som begrundelse herfor henviste retten til,
at
anvisningens 2. punktum, der fastsatte en fælles fradragssats for udgifter
til
kost og bolig, kunne påberåbes af skatteyderen, der således var berettiget
til
fradrag efter standardsatserne uden dokumentation for merudgifter.
TfS 1985, 560 Ø
Skatteyderen var af de lokale
ligningsmyndigheder og Landsskatteretten ikke blevet anset for omfattet af
definitionen på handelsrejsende i Ligningsrådets årlige anvisninger og blev
dermed nægtet fradrag efter anvisningens standardsatser. Skatteministeriet
gjorde under sagen gældende, at »Ligningsrådets anvisninger vedrørende
ligningen og Statsskattedirektoratets årlige ligningsvejledninger ikke skaber
ret for den enkelte borger, men kun er en hjælp for ligningsmyndighederne.«
Landsretten udtalte indledningsvis, at »den af
Ligningsrådet ved anvisninger vedrørende ligningen fastsatte sats for
handelsrejsende og andre, der rejser på tilsvarende måde, vedrørende fradrag
for merudgifter til fortæring, samt udgifter til telefon, porto og
repræsentation, må antages i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1, at kunne
påberåbes af en skatteyder over for ligningsmyndighederne, såfremt den
pågældende er omfattet af de persongrupper, som er anført i Ligningsrådets
anvisninger.« Da landsretten i øvrigt anså skatteyderen for handelsrejsende,
indrømmede man ham således fradrag efter standardsatserne, da
skattemyndighederne ikke fandtes »at have været berettigede til at nægte
sagsøgeren det samme takstmæssige fastsatte fradrag herfor, som andre
handelsrejsende har.«
UfR 1987, s. 300 H
I denne sag var der ligeledes tale om en
skatteyder, der anså sig for handelsrejsende og dermed berettiget til fradrag
efter standardsatserne i Ligningsrådets anvisning. Da det var en betingelse
for
at være omfattet af anvisningen, at en skatteyder ville have merudgifter som
følge af arbejdet, gjorde Skatteministeriet under sagen gældende, at
skattemyndighederne var berettigede til at skønne over omfanget af disse
merudgifter, således at anvisningens standardsatser ikke ville gælde, hvis
der
var tale om uvæsentlige merudgifter.
Højesteret bemærkede indledningsvis, at
skatteyderen måtte »anses for at tilhøre den persongruppe, som er omfattet af
ligningsmyndighedernes anvisning om standardfradrag for rejsedage«. Herefter
bemærkede Højesterets flertal, at det måtte lægges til grund, at skatteyderen
havde haft merudgifter i tilknytning til sit salgsarbejde. Sluttelig udtalte
flertallet, at »han findes herefter i overensstemmelse med den nævnte
anvisning
at havde været berettiget til at foretage standardfradrag som sket i hans
selvangivelse
for årene 1978-80.«
TfS 1992, 19 Ø
En skatteyder havde fået en bil stillet til
rådighed af arbejdsgiveren, men havde ikke selvangivet værdien heraf.
Arbejdsgiverkontrollen konstaterede forholdet, hvorefter skatteyderens
skattepligtige indkomst blev forhøjet med værdi af fri bil. Da denne
forhøjelse
skete efter udløbet af 3-års-fristen for skønsmæssige ansættelser i den
daværende skattestyrelseslovs § 15, stk. 3, anså skatteyderen forhøjelsen for
at være i strid med denne bestemmelse.
Som begrundelse herfor henviste skatteyderen
til, at denne frist alene kan suspenderes i tilfælde af svig eller grov
uagtsomhed, hvilket der efter hans opfattelse ikke var tale om.
Skatteministeriet gjorde herimod gældende, at der ikke var tilstrækkeligt
belæg
for at antage, at fristen alene suspenderes ved svig eller grov uagtsomhed,
idet motiverne til landsskatteretsloven og skattestyrelsesloven ikke
indicerer
dette.
Østre Landsret udtalte, at »afgørende for
spørgsmålet om, hvorvidt forældelsesfristen i den dagæl dende § 15, stk. 3, i
skattestyrelsesloven kan anses for suspenderet, må bero på, hvilken grad af
tilregnelse, der i forbindelse med en positiv fejl må kræves af
skatteyderen.«
Idet bemærkes, at ansættelsen vedrørte året
1980, udtalte Østre Landsret videre, at »i den i medfør af
skattestyrelseslovens § 14 udstedte Ligningsvejledning for 1980, s. 910,
udtales det bl.a.«, hvorefter Østre Landsret citerer følgende passus fra
Ligningsvejledningen: »Domstolene har derimod ikke været betænkelig ved at
bortse fra fristen i tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har
udeholdt
oplysninger, eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed
ved
udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende
oplysninger har begået en positiv fejl, jf. UfR 1964, s. 691 ... Resumerende
kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk. 3, lægges til grund ved
skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det ved forhøjelserne korrigerede
forhold ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos skatteyderen.«
Østre Landsret fandt herefter, at da
skatteyderen alene havde handlet simpelt uagtsomt, var 3-års-fristen ikke
suspenderet.
TfS 1993, 101 V
Sagen drejede sig om betingelserne for en
erhvervschaufførs mulighed for fradrag for udearbejde i 1985. Under
klagebehandlingen
i Landsskatteretten udsendte Statsskattedirektoratet SD-cirkulære nr. 7 af
7/2
1989, hvoraf fremgår, at der kan ydes fradrag for udearbejde for dage, hvor
følgende 3 betingelser alle er opfyldte:
1) skatteyderen har ikke haft adgang til kantine
eller andet spiselokale, herunder at spise hos klienter
2) skatteyderen har ikke kunnet nå hjem i
frokostpausen
3) skatteyderens daglige sammenhængende
arbejdstid har været på 5 timer og derover (ekskl. frokostpause).
Landsskatteretten nægtede skatteyderen fradrag
for udearbejde med den begrundelse, at han ikke havde haft ekstraudgifter til
fortæring, bl.a. fordi det blev lagt til grund, at han havde haft adgang til
virksomhedens frokoststue.
Under retssagen gjorde skatteyderen gældende, at
han var berettiget til fradrag, fordi han opfyldte betingelserne herfor i den
dagældende ligningslovs § 9, stk. 1, som udformet i Statsskattedirektoratets
ovennævnte cirkulære fra 1989.
Skatteministeriet gjorde herimod gældende, at
hjemlen til fradrag skal søges i statsskattelovens § 6 a, således at
ligningslovens § 9 alene giver Ligningsrådet mulighed for at fastsætte
størrelsen af fradragssatserne i det omfang, der i øvrigt er hjemmel til
fradrag i den skattepligtige indkomst. Skatteministeriet anførte videre, at
da
det ikke var godtgjort, at skatteyderen havde haft merudgifter til fortæring,
var betingelserne i statsskattelovens § 6 a ikke opfyldt. Endelig henviste
Skatteministeriet til, at SD-cirkulæret var uden betydning for sagen og i
øvrigt kun var et forsøg på at sammenfatte gældende praksis.
Landsretten udtalte indledningsvis, at »det
afgørende for, om sagsøgeren har krav på, at der foretages fradrag i hans
skattepligtige indkomst som påstået, er, om betingelserne i statsskattelovens
§
6 a er opfyldt.« Da landsretten endvidere ikke fandt det godtgjort, at
eventuelle merudgifter var nødvendiggjort af skatteyderens arbejdsforhold,
blev
han nægtet fradrag for udearbejde.
TfS 1993, 111 V
Indholdet af sagen svarer til TfS 1993, 101,
idet skatteyderen yderligere havde påberåbt sig en lighedsgrundsætning, idet
han henviste til, at de af hans kolleger, der havde bopæl i andre kommuner,
havde opnået fradrag. Skatteministeriets anbringende hertil var, at den
omstændighed, at en kommune har truffet en afgørelse, der strider mod en
anden
kommunes urigtige afgørelse i en tilsvarende sag, ikke indebærer brud på en
lighedsgrundsætning. Som i ovennævnte sag TfS 1993, 101 blev skatteyderen
nægtet fradrag for udearbejde med henvisning til, at betingelserne i
statsskattelovens
§ 6 a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 og 4, ikke var opfyldt. Endvidere
tilsluttede retten sig Skatteministeriets anbringende vedrørende
lighedsgrundsætningen.
TfS 1993, 161 V
Dommen er helt tilsvarende TfS 1993, 101 V.
TfS 1993, 429 Ø
Dommen er tilsvarende TfS 1993, 161 V.
TfS 1994, 295 Ø
Skatteyderen, der i august 1986 flyttede til
Frankrig, havde den 31/1 1986 købt en ejendom af det ham beherskede selskab
for
1 mio. kr. kontant. Ejendomsværdien var pr. 1/4 1985 fastsat til 970.000 kr.
kontant og blev i december 1985 reguleret til 1 mio. kr. kontant. Da
ejendomsværdien ved 18. alm. vurdering pr. 1/1 1986 blev fastsat til 1,3 mio.
kr. kontant, fandt ligningsmyndigheder ne, at købet var ensbetydende med en
maskeret udlodning på 300.000 kr. Skatteyderen gjorde gældende, at da
resultatet af 18. alm. vurdering først blev offentliggjort i april 1986,
fulgte
det af Ligningsvejledningens formulering for 1986, at skattemyndighederne var
bundet til at anerkende den aftalte købesum på 1 mio. kr. kontant som
handelsværdi.
Af Ligningsvejledningen 1986 K.2.2.3 fremgik
vedrørende salg af fast ejendom mellem hovedaktionærer og selskaber, at »en
overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for +/- 15 pct.
af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, vil
ikke
blive anfægtet skattemæssigt, jf. Ligningsvejledningen for selskaber,
S.C.1.2.5.3.« Først i Ligningsvejledningen for 1987 blev ordet »normalt«
indsat. Skattemyndighederne gjorde under sagen gældende, at
Ligningsvejledningens
15-pct.s-regel ikke sigtede på et sådant atypisk tilfælde, samt at der ikke
var
tale om en af Ligningsrådet godkendt anvisning.
Landsretten gav skatteyderen medhold og udtalte
følgende: »I hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor bestemmelsen i
Ligningsvejledningen 1986 K.2.2.3 efter sin formulering ikke giver mulighed
for
afvigende praksis, og hvor sagsøgte, Skatteministeriet, ikke har godtgjort,
at
den faktisk er blevet fraveget, findes sagsøgeren, der foretog
ejendomshandlen
i tillid til bestemmelsen, uanset de af sagsøgte fremhævede konkrete
omstændigheder ved handlen ikke efterfølgende at burde pålignes skat af
maskeret udlodning i strid med bestemmelsen.«
TfS 1994, 427 V
En universitetslektor havde i 1985 foretaget 2
rejser til USA, hvor han var udstationeret som led i sit forskningsarbejde. I
rejseperioderne modtog han løn fra universitetet i Danmark, men afholdt i det
væsentlige selv rejse- og opholdsudgifterne. Lektoren gjorde principalt
gældende, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold
til statsskattelovens § 6 a, medens han subsidiært anførte, at han var
berettiget til standardfradrag efter Ligningsrådets anvisning for 1985, der
ikke stillede som betingelse, at udgifterne skulle have
driftsomkostningskarakter. Vestre Landsret nægtede fradrag for udgifterne,
idet
disse ikke fandtes nødvendige for, at lektoren kunne bestride sin stilling i
Danmark, ligesom retten udtalte, at Ligningsrådets anvisninger ikke kan skabe
selvstændig hjemmel for fradragsretten. (Dommen er anket til Højesteret).
TfS 1991, 291 LSR
Skatteyderen, en læge, blev den 1/3 1987 ansat
på et sygehus i en tidsbegrænset stilling. Inden udløbet af perioden havde
han
tiltrådt en stilling i en privat lægepraksis i en anden by. Lægen foretog i
sin
selvangivelse fradrag for flytteudgifter, hvilket blev nægtet ham af
ligningsmyndighederne, der anså udgifterne for at være en ikke
fradragsberettiget etableringsudgift.
Uanset at Landsskatteretten var enig heri, fik
lægen medhold, fordi det af Ligningsvejledningen for 1987 fremgik, at læger
havde ret til fradrag for flytteudgifter, idet eksemplet med flytning fra en
tidsbegrænset stilling til for eksempel en lægepraksis var særskilt nævnt.
Vedrørende forventningsprincippet kan henvises
til følgende afgørelser:
TfS 1994, 295 Ø
Der henvises til referatet af samme dom ovenfor
vedrørende afgørelser om lighedsgrundsætningen, idet bemærkes, at præmisserne
endvidere indeholdt følgende passus:
»De af Told- og Skattestyrelsen årligt
udarbejdede og offentliggjorte ligningsvejledninger må anses for at være
udtryk
for den praksis, som ligningsmyndighederne følger, og som skatteborgerne
derfor
som udgangspunkt bør kunne indrette sig i tillid til som værende udtryk for
gældende ret på området.«
Det er endvidere fremhævet af landsretten, at
sagsøgeren foretog den konkrete disposition i tillid til
Ligningsvejledningens
udsagn, idet det var oplyst, at udsagnet fremgik af Ligningsvejledningen fra
og
med 1983.
TfS 1990, 3 LSR
Skatteyderen, der var ansat i en sparekasse,
anmodede i 1985 selv om at blive forflyttet til en afdeling i en anden by. I
forbindelse med familiens flytning afholdtes nogle flytteudgifter, som de
lokale skattemyndigheder ikke anså for fradragsberettigede, fordi flytningen
ikke var krævet af arbejdsgiveren, der i øvrigt ikke havde ydet
flyttegodtgørelse.
Landsskatteretten gav skatteyderen medhold med
den begrundelse, at flytteudgifter under de anførte omstændigheder var
fradragsberettigede i henhold til et SD-cirkulære fra 1982 samt
Ligningsrådets
anvisninger.
TfS 1990, 252 LSR
Skatteyderen, der ejede alle aktierne i et
selskab, overdrog disse aktier til et af ham stiftet selskab, der samme dag
videresolgte aktierne til et nystiftet holdingselskab. Overdragelsen skete
til
skatte kursen, hvilket blev anfægtet af Ligningsrådet under hensyn til, at
der
få måneder senere blev udloddet et væsentligt beløb fra det førstnævnte
selskab.
Ligningsrådet lagde i stedet for handelsværdien
til grund og forhøjede skatteyderens ansættelse for indkomståret 1984.
Skatteyderen gjorde heroverfor gældende, at
Ligningsvejledningen for årene 1983-1986 havde udtalt, at en
overdragelseskurs
svarende til skattekursen ikke ville blive kritiseret skattemæssigt. Først i
1987 var dette udsagn blevet modificeret i Ligningsvejledningen.
Landsskatteretten gav skatteyderen medhold og
udtalte for det første, at Ligningsrådet var bundet af den kategoriske
formulering i Ligningsvejledningen. Da skatteyderen havde handlet i tillid
til
Ligningsvejledningens indhold, kunne skattekursen således ikke kritiseres.
Landsskatteretten udtalte
videre, at ej
heller den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning under disse omstændigheder
kunnegive belæg for at foretage enkeltstående afvigende afgørelser eller
praksisændringer med tilbagevirkende kraft.
TfS 1991, 322 LSR
Skatteyderen, der var under uddannelse, var
blevet beskattet af et studierejselegat, idet ligningsmyndighederne var af
den
opfattelse, at Ligningsrådets anvisninger kun medførte skattefrihed, hvis
legatet var ydet til dækning af udgifter, der er fradragsberettiget efter et
driftsomkostningssynspunkt.
Landsskatteretten gav klageren medhold og
henviste til, at den af skattemyndighederne anlagte fortolkning hverken
stemte
overens med anvisningens ordlyd gennem en længere årrække eller med omtalen
af
reglerne i Ligningsvejledningerne. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at
der i øvrigt var belæg for den af skattemyndighederne hævdede praksis,
hvorfor
der ikke var »grundlag for at foretage en sådan indskrænkende fortolkning af
anvisningen, at legatet i den foreliggende sag faldt uden for anvisningens
anvendelsesområde.«
Sammenfatning
Uanset at Ligningsvejledningen, herunder
Ligningsrådets anvisninger, ikke retter sig mod borgerne, således at disse
ikke
kan støtte direkte ret på indholdet, giver den refererede domspraksis
grundlag
for at beskrive gældende ret således, at borgerne i første række har et
retskrav i henhold til den almindelige forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning.
Heri ligger nærmere, at i det omfang Ligningsvejledningen er bindende for
ligningsmyndighederne, vil borgerne kunne påberåbe sig dennes indhold også i
forhold til domstolene.
Som anført under afsnit 2 gælder denne bindende
virkning først og fremmest de dele af Ligningsvejledningen, der særskilt har
været forelagt for Ligningsrådet, det vil typisk sige Ligningsrådets
anvisninger, medmindre disse måtte være i direkte strid med eller føre til
resultater, der er i åbenbar strid med loven, herunder dennes fortolkning i
principielle domme og landsskatteretskendelser. Men også
Ligningsvejledningens
øvrige indhold er bindende for ligningsmyndighederne, forudsat der er tale om
entydige udsagn uden forbehold, medmindre disse udsagn måtte være i direkte
strid med eller føre til resultater, der er i åbenbar strid med regler,
herunder
lovbemærkninger og motiver, domspraksis, fast administrativ praksis eller
ministerielle cirkulærer.
Der henvises nærmere til slutningen af dette
afsnit for så vidt angår de afgørelser, der synes at forudsætte, at
modstriden
med højere rangerende retskilder skal være åbenbar, før Ligningsvejledningens
udsagn må vige.
Af dommen TfS 1993, 111 V, refereret nærmere
ovenfor, fremgår endvidere, at selv om andre skatteydere påviseligt var
blevet
lignet efter den anvisning, som skatteyderen ikke kunne støtte ret på, kunne
lighedsgrundsætningen ikke føre til, at skatteyderen havde krav på at blive
behandlet ligesom disse andre skatteydere.
Retskrav, der afledes af lighedsgrundsætningen,
er uafhængige af, om borgeren har kendt udsagnet på det tidspunkt, hvor han
disponerede.
Dette betyder eksempelvis, at lighedsgrundsætningen ikke i sig selv giver
borgeren et retskrav, hvis han disponerer på grundlag af et udsagn i
Ligningsvejledningen, der skærpes i den næstfølgende udgave, der først
udkommer
efter, at han har disponeret. Borgerens eventuelle retskrav vil i denne
situation afhænge af, om hans forventning til at kunne disponere i tillid til
Ligningsvejledningens indhold er retsbeskyttet efter samme synspunkter, som
har
været udslagsgivende i en række domme, hvor en skatteyder har modtaget
individuelle tilkendegivelser fra skattemyndighederne, jf. for eksempel UfR
1969, s. 108 H, UfR 1976, s. 658 H, SKD 1981, 275 Ø, SKD 1982, 53 Ø og TfS
1986, 161 Ø.
Der synes ikke at være tvivl om, at i hvert fald
landsskatteretspraksis giver grundlag for en sådan supplerende beskrivelse af
skatteydernes retskrav, ud over hvad der er følge af lighedsgrundsætningen.
Der
kan her henvises til landsskatteretskendelserne TfS 1990, 3, TfS 1990, 252 og
TfS 1991, 322. Hvad angår domstolspraksis kan der henvises til præmisserne i
UfR 1965, s. 399 H, hvor der lægges vægt på, at der er tale om
offentliggjorte
anvisninger, der er vejledende også for borgerne.
Endvidere kan henvises til, at der i dommene UfR
1982, s. 1161 V, TfS 1985, 560 Ø, UfR 1987, s. 300 H og TfS 1992, 19 Ø er
tale
om anvisninger og udsagn, der også i tiden inden de omtvistede indkomstår
havde
haft samme ordlyd. Selv om der i præmisserne alene er henvist til den
gældende
ordlyd for de omtvistede indkomstår, modsiger disse domme således ikke, at
skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens indhold kan nyde
retsbeskyttelse.
Endelig kan der henvises til dommen TfS 1994,
295 Ø, hvor der ganske vist også kun er henvist specifikt til
Ligningsvejledningens ordlyd i det under sagen omtvistede indkomstår 1986.
Dette skal dog sammenholdes med, at det også er nævnt i præmisserne, at de
årlige Ligningsvejledninger må antages at være udtryk for den af
ligningsmyndighederne fulgte praksis, og som skatteborgerne derfor som
udgangspunkt bør kunne indrette sig på som værende gældende ret. Endelig er
det
udtrykkelig fremhævet, at skatteyderen foretog den konkrete ejendomshandel i
tillid til Ligningsvejledningens 15-pct.s-regel, hvortil kan tilføjes, at
Ligningsvejledningen havde en tilsvarende ordlyd for årene forud for 1986.
Hvad angår dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993,
111 V, TfS 1993, 161 V og TfS 1993, 429 Ø er forventningssynspunktet ikke
relevant, fordi det påberåbte SD-cirkulære først er kommet til eksistens i
tiden efter de omtvistede indkomstår.
At der i et nærmere bestemt omfang er grundlag
for at retsbeskytte skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens
indhold, fordi dette som udgangspunkt må formodes at beskrive gældende
administrativ praksis, stemmer overens med det almindeligt fastslåede princip
om, at en skærpelse af administrativ praksis alene kan varsles med fremtidig
virkning, jf. UfR 1983, s. 8 H. Da Ligningsvejledningen kun udkommer en gang
årligt, vil det naturligvis være en forudsætning for retsbeskyttelsen, at der
ikke siden udgivelsen af sidste udgave er varslet praksisændring på relevant
måde, for eksempel i form af meddelelse i TfS eller ved cirkulære, jf. for
eksempel TfS 1993, 345 V.
Selv om den nævnte praksis har anerkendt
forventningssynspunktet i relation til indholdet af Ligningsvejledningen,
bidrager afgørelserne ikke nærmere til afgrænsningen af, hvor vidtgående
retsbeskyttelsen er. En sådan beskyttelse må dog først og fremmest afhænge
af,
om det udsagn, der ønskes støttet ret på, er udtryk for en sådan positiv og
entydig beskrivelse af det pågældende forhold, at skatteyderen har haft
anledning til at indrette sig herefter, jf. præmisserne i dommen TfS 1994,
295
Ø, hvor det nævnes, at i hvert fald som Ligningsvejledningen var formuleret,
kunne skatteyderen støtte ret herpå. Der vil derimod ikke kunne støttes ret
på
Ligningsvejledningen i de tilfælde, hvor et udsagn ikke er tilstrækkelig
uddybet eller præciseret.
Dette
synspunkt er i øvrigt i overensstemmelse med, at der ikke anses for at være
tale
om en praksisskærpelse, der ellers kun kan foretages med fremtidig virkning,
hvis hidtidig praksis ikke har været tilstrækkelig defineret, jf. TfS 1993,
445
V om beskatning af terminshandler efter væddemålssynspunktet.
Den nævnte dom er anket til Højesteret. Endelig
bemærkes, at den foreliggende praksis ikke giver grundlag for generelt at
lade
retsbeskyttelsen af skatteydernes forventninger afhænge af en vurdering af,
om
det er skattemyndighederne eller skatteyderne, der skal bære risikoen for, at
Ligningsvejledningen måtte være i strid med øvrige retskilder.
Ligningsvejledningens selvstændige
retskildeværdi er af udfyldende karakter og kan ikke eliminere højere
rangerende retskilder, der er tilgængelige for offentligheden, i hvert fald
ikke, hvis Ligningsvejledningens udsagn er i direkte modstrid med eller fører
til resultater, der åbenbart strider mod højere rangerende retskilder.
Beskrivelsen af, i hvilket omfang skatteyderne kan støtte ret på indholdet af
Ligningsvejledningen, selv om denne ikke nødvendigvis er i overensstemmelse
med
gældende ret, kan derfor i forhold til virkningerne af lighedsgrundsætningen
suppleres således:
I det omfang Ligningsvejledningen indeholder
entydige forbeholdsløse udsagn, der ikke er i direkte modstrid med eller ikke
fører til resultater, der er i åbenbar modstrid med regler, herunder
lovbemærkninger og forarbejder, domspraksis, offentliggjort administrativ
praksis eller ministerielle cirkulærer, kan skatteyderne støtte ret på
indholdet af den seneste Ligningsvejledning, indtil det pågældende udsagn
måtte
blive ændret ved lov eller fortolkning i cirkulærer, principielle domme eller
administrativ praksis, der offentliggøres på relevant måde, typisk i
Tidsskrift
for Skatter og Afgifter.
Vedrørende forbeholdet angående en afvigende
administrativ praksis, kan der henvises til dommen TfS 1994, 295 Ø, hvor
skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens udsagn, blandt andet
begrundet med, at Skatteministeriet ikke havde været i stand til at godtgøre,
at dette udsagn rent faktisk var blevet fraveget. Endelig gælder
retsbeskyttelsen naturligvis ikke satser og beløbsreguleringer, der relaterer
sig til et bestemt indkomstår. Med disse forbehold er der med andre ord tale
om, at man retsbeskytter skatteydernes forventning om at kunne disponere i
tillid til, at Ligningsvejledningens udfyldende fortolkning er udtryk for
gældende administrativ praksis indtil videre, jf. præmisserne i dommen TfS
1994, 295 Ø.
En sådan retsbeskyttelse er endvidere i
overensstemmelse med højesteretsdommen UfR 1983, s. 8, hvorefter en skærpelse
af administrativ praksis alene kan ske med fremtidig virkning, f.eks. ved
varsel om ændring i TfS eller ved anden relevant offentliggørelse. I
modsætning
hertil vil skatteyderne ikke være beskyttet mod praksisændringer, hvis den
hidtidige praksis eller beskrivelse i Ligningsvejledningen ikke har været
nærmere fastlagt, jf. ovennævnte forbehold om entydighed
Hvad angår spørgsmålet, hvilken grad af modstrid
med højere rangerende retskilder der skal være tale om, for at skatteyderne
ikke kan støtte ret på Ligningsvejledningen, herunder Ligningsrådets
anvisninger, kan der henvises til P. Spleths kommentar i UfR 1965 B, s. 252.
Det antages her, at kun i tilfælde af åbenbar modstrid med loven vil
skatteyderen ikke kunne støtte ret på en vejledende anvisning. Endvidere kan
henvises til Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, s. 389 og 394,
hvor det antages, at en forvaltningsakt er ugyldig, hvis den er i positiv
strid
med loven. Hvad angår udsagn i Ligningsvejledningen kan der henvises til
dommen
TfS 1994, 295 Ø, hvor skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens
15-pct.s-regel, selv om der i det konkrete tilfælde ville være sket
beskatning
af maskeret udlodning efter reglen i ligningslovens § 16 A, hvis
15-pct.s-reglen ikke havde eksisteret.
Præmisserne er vidtgående, idet landsretten
fremhæver, at bestemmelsen i Ligningsvejledningen efter sin formulering ikke
gav mulighed for en afvigende praksis, hvilket indicerer, at uanset hvor
åbenbart det ville være, at der var tale om maskeret udlodning, ville
skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens udsagn. I den
forbindelse kan dog bemærkes, at 15-pct.s-reglen netop ved at begrænse
afvigelsen til +/- 15 pct. i sig selv indeholder en begrænsning for, hvor
åbenbart resultatet kan blive i strid med reglerne om maskeret udlodning. Men
dommen støtter under alle omstændigheder det synspunkt, at kun i tilfælde,
hvor
udsagnet fører til resultater, der er i åbenbar modstrid med højere
rangerende
retskilder, kan skatteyderne ikke støtte ret på Ligningsvejledningen.
Samme opfattelse synes at ligge bag afgørelsen i
TfS 1992, 19 Ø, hvor skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens
udsagn om suspension af 3-års-fristen for skøn, selv om tidligere praksis
næppe
kunne siges at være i overensstemmelse med dette udsagn. Det må imidlertid
antages at være blevet lagt til grund, at uoverensstemmelsen ikke var
åbenbar.
Om tidligere praksis vedrørende suspension af denne frist henvises til Jan
Hinze, Skatteprocessen, 4. udgave, s. 165 ff.
Endelig synes den tilsvarende opfattelse at
ligge bag ved dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V og
TfS
1993, 429 Ø, hvor retten lagde til grund, at skatteyderne i de konkrete
tilfælde rent faktisk ikke havde haft ekstraudgifter, således at en
grundlæggende betingelse for fradrag efter statsskattelovens § 6 a ikke var
til
stede. Skatteydernes henvisning til SD-cirkulæret fra 1989, der opstillede en
række standardbetingelser, der var opfyldt, blev derfor ikke tillagt
betydning.
Anvendelse af SD-cirkulærets indhold ville således medføre konkrete
resultater,
der var i åbenbar modstrid med en grundlæggende betingelse i
statsskattelovens
§ 6 a, jf. tilsvarende dommen TfS 1994, 427 V om standardfradrag ved arbejde
i udlandet.
Retsstillingen kan derfor beskrives således, at
der som udgangspunkt kan støttes ret på entydige og forbeholdsløse udsagn i
Ligningsvejledningen med forbehold af åbenbar modstrid med højere rangerende
retskilder, herunder offentliggjort fast administrativ praksis.
4. Vurdering af praksis
Som det fremgår af afsnit 3, viser domspraksis,
at skatteyderne på grundlag af lighedsgrundsætningen kan støtte ret på
Ligningsvejledningens indhold i det omfang, indholdet er bindende for
ligningsmyndighederne, jf. nærmere om disse bindende virkninger i afsnit 2.
Domspraksis kan endvidere tages til indtægt for, at skatteyderne i et nærmere
bestemt omfang kan støtte ret på det videregående forventningsprincip. Der
eksisterer dog kun en højesteretsdom, der eventuelt kan tages til indtægt for
dette synspunkt, nemlig højesteretsdommen UfR 1965, s. 399 H, der til støtte
for resultatet henviser til anvisningernes bindende virkninger for de
lignende
myndigheder (lighedsgrundsætningen), men også lægger vægt på, at praksis for
de
forudgående år havde været tilsvarende, samt endelig, at anvisningerne var
offentliggjorte og dermed vejledende også for skatteyderne.
Som kommentar hertil anfører Louis de Maire i
UfR 1969 B, s. 143, at det ikke bør bestrides, at en vis hensyntagen til
skatteyderens forventning har spillet ind, »men nogen klar bekendelse til et
forventningsprincip - med gyldighed også for et tilfælde som nærværende - bør
man dog ikke indlægge deri.«
I sin kommentar til dommen udtaler P. Spleth
imidlertid i UfR 1965 B, s. 252, at »der må lægges vægt på, at skatteyderen
ved
selvangivelsens indgivelse kan støtte sig til de udsendte vejledende
anvisninger.« Efter denne opfattelse er de forventninger, skatteyderen måtte
have på det tidspunkt, hvor han foretager den faktiske disposition, der
udløser
en skattemæssig virkning, ikke retsbeskyttede. Uanset usikkerheden om
rækkevidden af UfR 1965, s. 399 H har Skatteministeriet dog ikke anket nogle
af
de i afsnit 3 refererede landsretsdomme til Højesteret.
Der er således indtil videre belæg for den i
afsnit 3 dragne konklusion om, at skatteyderne for det første kan støtte ret
på
de bindende udsagn i Ligningsvejledningen i henhold til lighedsgrundsætningen
med de anførte forbehold om åbenbar modstrid med andre retskilder. Herudover
gælder der den videregående virkning, at skatteyderne med de tilsvarende
forbehold kan støtte ret på Ligningsvejledningen i tillid til en forventning
om, at Ligningsvejledningen er udtryk for gældende praksis, forudsat der er
tale om entydige og forbeholdsløse udsagn. I relation til retsbeskyttelsen af
skatteydernes forventninger skal forbeholdet vedrørende åbenbar modstrid med
fast administrativ praksis dog erstattes med offentliggjort fast
administrativ
praksis.
Hvad angår de nævnte forbehold, kan anføres, at
forbeholdet vedrørende modstrid med de øvrige nævnte retskilder er en simpel
følge af, at selv om Ligningsvejledningen som påvist udfylder disse
retskilder
og dermed har en vis selvstændig retskildeværdi, kan den naturligvis ikke stå
alene som retskilde. Ligningsvejledningen må ses i sammenhæng med højere
rangerende retskilder og kan i princippet ikke fortrænge disses retlige
betydning, hvis der foreligger modstrid, i hvert fald ikke i de tilfælde,
hvor
modstriden fremtræder tilstrækkelig åbenbart.
Endelig er forbeholdet om entydighed begrundet
i, at der alene kan støttes ret på klare udsagn. For eksempel kan
Ligningsvejledningens tilblivelsesproces resultere i, at der findes
divergerende udsagn om det samme forhold i forskellige dele af
Ligningsvejledningen,
således at kravet om entydighed ikke er opfyldt.
Endvidere kan der sluttes modsætningsvis fra
præmisserne i dommen TfS 1994, 295 Ø, hvor det hedder, »at i hvert fald i det
foreliggende tilfælde, hvor bestemmelsen i Ligningsvejledningen for 1986
K.2.2.3 efter sin formulering ikke giver mulighed for afvigende praksis.«
Selv om der i praksis er støtte for at
retsbeskytte skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens indhold,
udelukker denne praksis på den anden side set ikke, at der i beskrivelsen af
gældende ret er grundlag for de nævnte forbehold. Til støtte for disse
forbehold kan endvidere anføres, at der i modsat fald består en relevant
risiko
for, at myndighedernes informationsvirksomhed af forsigtighedsgrunde
indskrænkes til skade for borgerne.
En yderligere understregning af disse forbehold
kunne i øvrigt ske ved direkte at nævne i forordet til Ligningsvejledningen,
at
også skatteyderne kan støtte ret på indholdet, men begrænset af de nævnte
forbehold. Endvidere burde det fremgå af forordet, at Ligningsvejledningens
bindende virkning suppleres af en løbende ajourføring i Tidsskrift for
Skatter
og Afgifter.
5. Konklusion
Om Ligningsvejledningens direkte bindende
virkning i forhold til andre skattemyndigheder gælder, at i forhold til
Landsskatteretten, der ikke er en underordnet myndighed, er der i det hele
ikke
tale om bindende virkninger. I forhold til skatteankenævnene, der heller ikke
er en underordnet myndighed, betyder den særlige hjemmel i
skattestyrelseslovens § 13, stk. 3, at i det omfang Ligningsvejledningen
indeholder de af Ligningsrådet godkendte anvisninger, vil den være direkte
bindende, bortset fra tilfælde, hvor anvisningen er i direkte strid med,
eller
fører til resultater, der er i åbenbar strid med loven, herunder dennes
fortolkning i principielle domme og landsskatteretskendelser.
Ligningsvejledningen vil ikke i øvrigt binde skatteankenævnene. Noget andet
er,
at Ligningsvejledningen vil være bindende for såvel Landsskatteretten som
skatteankenævnene i det omfang, den gengiver gældende ret i henhold til
øvrige
retskilder.
Endelig kan de kommunale ligningsmyndigheder som
følge af det kommunale selvstyre heller ikke anses for underordnede
myndigheder
i forhold til Told- og Skattestyrelsen, der udgiver Ligningsvejledningen.
Også
her vil skattestyrelseslovens § 13, stk. 3, dog medføre en direkte bindende
virkning i det omfang, Ligningsvejledningen indeholder anvisninger godkendt
af
Ligningsrådet.
Hertil kommer, at kombinationen af
skattestyrelseslovens § 12, stk. 1 (Styrelsens pligt til at føre tilsyn med,
at
skatteansættelserne sker på ensartet måde) og skattestyrelseslovens § 14,
navnlig stk. 3 og stk. 4 (Told- og Skattestyrelsens beføjelser til at
gennemgå
og ændre ansættelser) imidlertid vil betyde, at Ligningsvejledningen reelt er
bindende for de kommunale ligningsmyndigheder i det omfang, Styrelsen
potentielt kan foretage korrektioner af ansættelser. Der er under alle
omstændigheder grundlag for korrektion, når der foretages en ansættelse, der
strider mod entydige og forbeholdsløse udsagn i Ligningsvejledningen,
medmindre
udsagnet er i direkte modstrid med eller fører til resultater, der er i
åbenbar
modstrid med lovregler og anordninger, domspraksis, ministerielle cirkulærer
eller fast administrativ praksis.
Uafhængigt af omfanget af de nævnte direkte
bindende virkninger følger det af doms- og landsskatteretspraksis, at der
både
for Landsskatteretten, skatteankenævnene og de kommunale ligningsmyndigheder
gælder den yderligere afledede bindende virkning, der er en følge af, at
skatteyderne i vist omfang kan støtte egentlige retskrav på indholdet af
Ligningsvejledningen. Den nærmere afgrænsning heraf er for det første bestemt
af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvilket betyder,
at
en vilkårlig skatteyder har et retskrav på at blive behandlet lige som andre
skatteydere med tilsvarende forhold. Denne lighedsgrundsætning har en særlig
vægt i tilfælde, hvor underordnede myndigheder er underlagt en binding fra
centrale myndigheder. Heraf følger, at i det omfang, hvor
Ligningsvejledningen
som ovenfor beskrevet, dvs. med de nævnte forbehold, er direkte bindende for
de
kommunale ligningsmyndigheder, vil den hverken ved skatteankenævnene,
Landsskatteretten eller domstolene kunne fraviges til ugunst for en
skatteyder.
Da Ligningsvejledningen først udgives efter
udløbet af det indkomstår, den omhandler, vil en skatteyder ikke kunne støtte
ret på lighedsgrundsætningen, hvis han har disponeret i forventning til et
udsagn i Ligningsvejledningen, der skærpes i næste års udgave. Det får derfor
selvstændig betydning, at skatteydernes forventninger til
Ligningsvejledningens
indhold efter praksis nyder en vis retsbeskyttelse, fordi der som
udgangspunkt
gælder en formodning om, at Ligningsvejledningens beskrivelse er udtryk for
gældende administrativ praksis.
Denne retsbeskyttelse består i, at en skatteyder
som udgangspunkt kan støtte ret på entydige forbeholdsløse udsagn i
Ligningsvejledningen, indtil grundlaget for udsagnet måtte blive ændret ved
lov
eller fortolkning i cirkulærer og principielle domme og administrative
afgørelser, der er offentliggjort på relevant måde, typisk i Tidsskrift for
Skatter og Afgifter. Endvidere gælder, at skatteyderens retskrav generelt er
betinget af, at udsagnet i Ligningsvejledningen ikke er i direkte modstrid
med
eller ikke fører til resultater, der åbenbart strider mod lovregler og
anordninger, domspraksis, ministerielle cirkulærer og offentliggjort fast
administrativ praksis.
Som en konsekvens af denne beskrivelse af
gældende ret kunne det overvejes at omtale i forordet til
Ligningsvejledningen,
at skatteyderne kan støtte ret på indholdet med de nævnte forbehold suppleret
af en løbende ajourføring i Tidsskrift for Skatter og Afgifter.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Fiskeskipper, kost på søen Retsinformation · 13. september 2000
- Værdi af fri bil: Værdi af fri telefon, Refusioner – Lønindkomst: Værdi af fri bil, Værdi af fri telefon, Refusioner m.fl. Landsskatteretten · 18. juli 2018
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 16. august 2000
- SKATs afgørelse af 1. juni 2011 er ugyldig da fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 ikke er overholdt m.fl. Landsskatteretten · 12. april 2018
- Repræsentationsudgifter, fradrag for Retsinformation · 24. maj 2000
- Likvidation - ekstraordinær ansættelse - ugyldighed - skønsreglen. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- LIGNINGSVEJLEDNING 1998 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGVEJL., OVERSIGTER 1995 OVERSIGTER 1995 - (INDHOLD M.M.)(* 1) Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGVEJL., OVERSIGTER 1996 OVERSIGTER 1996 - (INDHOLD M.M.) Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008
- LIGNINGVEJL., OVERSIGTER 1997 OVERSIGTER 1997 - (INDHOLD M.M.) Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT AJ - SKATTEMYNDIGHEDERNES ORGANISATION OG OPGAVER Retsinformation · 5. februar 2008