Spring til indhold

Retsinformation

Ligningsvejledningens bindende virkning

KEN nr 19364 af 10/10/1994Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ligningsvejledningens bindende virkning

- Ligningsvejledningens bindende

virkning for skattemyndighederne og skatteydernes mulighed for at støtte ret

på

denne

Ligningsvejledningen udarbejdes af Told- og

Skattestyrelsen, men indeholder samtidig forskrifter, der er godkendt af

Ligningsrådet, f.eks. de særlige ligningsanvisninger, der er omhandlet i

skattestyrelseslovens § 13, stk. 2 og stk. 3. Af forordet til

Ligningsvejledningen for 1992 og tidligere år fremgår, at den retter sig mod

skattemyndighederne og »har til formål at være en hjælp - en håndbog - i det

praktiske ligningsarbejde«, og at den »giver udtryk for Told- og

Skattestyrelsens opfattelse af gældende praksis og skal i almindelighed

følges

af hensyn til kravet i skattestyrelseslovens § 12 om, at ligningen skal være

ensartet over hele landet«.

I tilslutning hertil hedder det i Ligningsrådets

ligningsplan for 1992, at Ligningsvejledningen »giver udtryk for Told- og

Skattestyrelsens opfattelse af gældende ret og skal i almindelighed følges af

skattemyndighederne. De anvisninger, der er vedtaget af Ligningsrådet, er

indarbejdet i Ligningsvejledningen. Disse skal lægges til grund ved

ligningen.«

At Ligningsrådets anvisninger er direkte

bindende for de lokale skattemyndigheder, dvs. de kommunale skattemyndigheder

og skatteankenævnene, fremgår udtrykkeligt af skattestyrelseslovens § 13,

stk.

3. Der vil nedenfor blive redegjort for, hvad denne bindende virkning betyder

for borgernes mulighed for at kunne støtte egentlige retskrav på

Ligningsrådets

anvisninger også i forholdet til Landsskatteretten og domstolene, der som

Læs alt

udgangspunkt er frit stillede i forhold til Ligningsrådets anvisninger.

Hvad angår Ligningsvejledningens øvrige indhold

findes ikke et udtrykkeligt lovgrundlag for en tilsvarende bindende virkning,

men det fremgår af skattestyrelseslovens § 12, stk. 1, at den centrale told-

og

skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelser af indkomst og

formue sker på behørig og ensartet måde over hele landet.

De lovgivningsbestemte metoder til at udføre

dette tilsyn er de allerede nævnte anvisninger, udarbejdelse af

ligningsplaner

og særlige direktiver for ligningsarbejdet samt de revisionsbeføjelser, der

fremgår af skattestyrelseslovens § 14. Ligningsvejledningen må ses som et

supplement til udførelsen af dette tilsyn, og der vil nedenfor blive

redegjort

for, i hvilket omfang det kan lægges til grund, at de dele af

Ligningsvejledningen, der ikke er særskilt godkendt af Ligningsrådet, er

direkte bindende for de øvrige myndigheder på skatteområdet. Undersøgelsen

heraf har ingen selvstændig betydning for det altovervejende antal tilfælde,

hvor der ikke er nogen konflikt mellem Ligningsvejledningens indhold og disse

myndigheders opfattelse af gældende ret. Men i det omfang, der på trods af en

sådan konflikt alligevel måtte være tale om en direkte bindende virkning, vil

der, ligesom i forbindelse med Ligningsrådets anvisninger, blive redegjort

for,

om borgerne som en afledet virkning kan støtte egentlige retskrav på

Ligningsvejledningens udsagn. En sådan afledet virkning vil i givet fald for

det første være baseret på den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning, hvorefter borgere med ensartede forhold skal behandles

ens.

Da Ligningsvejledningen først udgives efter

udløbet af det indkomstår, den gælder for, vil en afledet retsvirkning

baseret

på lighedsgrundsætningen isoleret set betyde, at en borger, der har

disponeret

i tillid til forudgående års udsagn i Ligningsvejledningen, ikke vil kunne

støtte ret på et sådant udsagn, hvis udsagnet skærpes i den seneste

Ligningsvejledning. I den situation vil lighedsgrundsætningen netop medføre,

at

alle skatteydere skal lignes i henhold til det skærpede udsagn, forudsat det

antages, at Ligningsvejledningen binder de lignende myndigheder.

Det vil derfor yderligere blive undersøgt, i

hvilket omfang en borger, der disponerer i tillid til det senest kendte

udsagn

i Ligningsvejledningen, herunder Ligningsrådets anvisninger, kan opnå

retsbeskyttelse i ovennævnte konfliktsituationer, såvel i forhold til de

kommunale skattemyndigheder som i forhold til skatteankenævnene,

Landsskatteretten og domstolene.

Da Ligningsvejledningens retskildeværdi skal ses

i lyset af grundlæggende forvaltningsretlige principper om cirkulærer og

andre

administrative forskrifter, vil disse principper først blive gennem gået.

1. Generelt om cirkulærer og administrative

forskrifter

Administrative forskrifter, der ikke har

særskilt hjemmel i lovgivningen, vil kun binde myndigheder, der er direkte

underordnede i forhold til den udstedende myndighed. Hvis der er tale om en

sådan bindende virkning, vil den administrative forskrift blive betegnet som

en

generel tjenestebefaling. Et sådant over/underordnelsesforhold eksisterer for

eksempel mellem centrale og lokale statslige myndigheder, men ikke mellem

statslige og kommunale myndigheder, jf. Preben Espersen, De kommunale

beslutninger, s. 133, og heller ikke mellem statslige myndigheder og

kollektive

nævn og råd, i hvert fald ikke når der er tale om ankeorganer, jf. Bent

Christensen, Nævn og råd, s. 198 øverst.

Som følge heraf anses ministerielle cirkulærer,

der ikke har særskilt hjemmel, alene for bindende for kommuner og nævn og råd

i

det omfang, cirkulæret genfortæller selve indholdet af en lov samt gengiver

dennes forarbejder. Derimod vil de dele af cirkulæret, der i øvrigt søger at

udfylde lovens rammer ved fortolkning og skønsudøvelse, ikke være bindende,

jf.

Bent Christensen, Forvaltningens opgaver og organisation, s. 52 og s. 183,

Juridisk Grundbog 2, 1989, s. 132-133, Forvaltningsret, Almindelige emner, s.

137-138 og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, s. 52.

Selv om der ofte vil være tvivl om, i hvilket

omfang et cirkulære er henholdsvis bindende eller vejledende, vil de

relevante

myndigheder i praksis som hovedregel rette sig efter det, specielt hvis den

cirkulæreudstedende myndighed har adgang til at korrigere afgørelser, der

træffes i modstrid med cirkulæret. En sådan korrektionsadgang vil dog normalt

kun blive udnyttet i mere oplagte tilfælde af modstrid, hvilket understreger,

at udgangspunktet er, at de vejledende dele af et cirkulære ikke er bindende.

Den uforbindende virkning betyder også, at de myndigheder, cirkulæret

henvender

sig til, er frit stillede, hvis det kan lægges til grund, at cirkulærets

indhold ikke er i overensstemmelse med den domspraksis eller administrative

praksis, der måtte have dannet sig efter cirkulærets udstedelse. Det kan

således konkluderes, at bortset fra tilfælde, hvor der findes særlig hjemmel

til at udstede tjenestebefalinger, vil den eventuelle bindende virkning ikke

afhænge af cirkulæret i sig selv, men derimod af de i øvrigt eksisterende

retskilder. Der kan dog som en afledningseffekt blive tale om en selvstændig

bindende virkning af et cirkulære, nemlig i det omfang, det må lægges til

grund,

at indholdet af et cirkulære ikke kan fraviges til ugunst for borgerne.

I den forbindelse er udgangspunktet klart, at

cirkulærer, vejledninger og tjenestebefalinger kun henvender sig til andre

myndigheder, således at der ikke bliver tale om umiddelbare retsvirkninger i

forhold til borgerne. Ganske vist kan en borger blive udsat for den

middelbare

retsvirkning, at han indtil videre er nødt til at efterkomme en

forvaltningsafgørelse, der er truffet i henhold til et cirkulære eller en

tjenestebefaling, men i forbindelse med rekurs og eventuel domsstolsprøvelse

vil cirkulæret/tjenestebefalingen ikke udgøre en retskilde i forhold til

borgeren, jf. Forvaltningsret, Almindelige emner, s. 85 og s. 142, Alf Ross,

Dansk Statsforfatningsret II, s. 504, Max Sørensen, Statsforfatningsret, s.

213-214 og Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, s. 47. Dette udelukker dog

ikke, at en borger i et vist omfang vil kunne støtte ret på indholdet af en

administrativ forskrift, der kun henvender sig til myndighederne, jf. dommen

UfR 1965, s. 399 H, der omtales nærmere nedenfor under afsnit 3.

I den forvaltningsretlige litteratur har der

været delte meninger om dette spørgsmål. Poul Andersen skriver i Dansk

Forvaltningsret på s. 56, at »det er en almindelig opfattelse, at

tjenestebefalinger ikke skaber rettigheder for borgerne.« I Max Sørensens

Statsforfatningsret, hedder det på s. 213-214, at »generelle

tjenestebefalinger

undertiden kan få retsvirkninger direkte i forhold til borgerne, i hvert fald

således at de kan påberåbes som hjemmel for rettigheder over for en

administrativ myndighed.«

Alf Ross skriver i Dansk Statsforfatningsret II,

s. 505 i relation til borgernes mulighed for at støtte ret på interne

administrative forskrifter, at han ikke vil »finde det usandsynligt, at

udviklingen skulle gå i retning af at anerkende et egentligt retskrav.« Claus

Haagen Jensen skriver i Forvaltningsret, Almindelige emner, s. 143, at »det

antages sædvanligvis som den almindelige regel, at borgeren ikke umiddelbart

kan støtte ret på en tjenestebefaling. Samtidig tages dog mere eller mindre

præcist forbehold om, at borgerne eventuelt i visse situationer kan basere et

egentligt retskrav på en tjenestebefaling.«

I Juridisk Grundbog III 1975 hedder det på s.

663-664 som en kommentar til dommen, UfR 1965, s 399 H, omtalt nærmere under

afsnit 3, at »det er hermed tilkendegivet, at forvaltningsanordningen ikke er

uden betydning som retsgrundlag for den enkelte skatteyder, uanset at den

umiddelbart kun er rettet til den eller de underordnede myndigheder.«

2. Ligningsvejledningens bindende virkning for

skattemyndighederne

Som omtalt i indledningen findes ikke et

særskilt lovgrundlag for Ligningsvejledningen, der således som udgangspunkt

har

samme status som de administrative forskrifter og cirkulærer, der er omtalt

under afsnit 1. Da hverken de kommunale ligningsmyndigheder,

skatteankenævnene

eller Landsskatteretten i forvaltningsretlig henseende kan anses for

underordnede i forhold til Skatteministeriet, vil Ligningsvejledningen

hverken

helt eller delvist kunne binde disse myndigheder i kraft af at være en

tjenestebefaling rettet til en underordnet myndighed. En eventuel bindende

virkning vil derfor bero på, om der findes særlig hjemmel herfor. Uanset at

Ligningsvejledningen som sådan ikke udstedes med hjemmel i lov, findes der

imidlertid i skattestyrelseslovens §§ 12-14 og §§ 18-19 en række beføjelser

for

Styrelsen og Ligningsrådet i forhold til de lokale skattemyndigheder.

Det gælder først og fremmest Ligningsrådets

anvisninger, der i henhold til skattestyrelseslovens § 13, stk. 2, er

bindende

for de lokale skattemyndigheder, det vil sige de kommunale

ligningsmyndigheder

og skatteankenævnene.

Selv om disse anvisninger i

skattestyrelseslovens § 13, stk. 2, er betegnet som vedrørende den formelle

fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen, har

disse anvisninger siden landsskatteretsloven fra 1938 også indeholdt

direktiver

om indholdet af materielle regler, for eksempel reguleringer af standardskøn

og

specielle fradrag. I henhold til bemærkningerne til den seneste

skattestyrelseslov fra 1989 er der ikke tilsigtet ændringer herom. Der

eksisterer således ikke nogen fast defineret grænse for, hvad der kan

medtages

i Ligningsrådets anvisninger.

Det kan derfor lægges til grund, at i det omfang

Ligningsvejledningen måtte indeholde retningslinjer, der særskilt har været

forelagt og er godkendt af Ligningsrådet, vil dette være bindende for

ligningsmyndighederne og skatteankenævnene, medmindre indholdet måtte være i

direkte modstrid med eller føre til resultater, der er i åbenbar strid med

loven, jf. højesteretsdommer P. Spleth i UfR 1965 B. s. 252, 2. spalte samt

Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, navnlig s. 389 og s. 394.

Dette forbehold må også antages at gælde den fortolkning af loven, der er

foretaget ved retskilder, som Ligningsrådet er underlagt, dvs. principielle

domme og landsskatteretskendelser. Der henvises i øvrigt nærmere herom til

slutningen af afsnit 3.

Da Ligningsrådets anvisninger ikke som tidligere

konsekvent udsendes i form af særskilte cirkulærer, men i et vist omfang

indarbejdes i Ligningsvejledningen, er det præciseret i forordet til

Ligningsvejledningen, at det specielt vil fremgå, når der er tale om en

ligningsrådsanvisning.

Da Ligningsvejledningen som sådan ikke er

godkendt af Ligningsrådet, vil hjemmelen for en eventuel bindende virkning af

Ligningsvejledningens øvrige indhold ikke kunne søges i skattestyrelseslovens

§

13, stk. 2, men derimod i skattestyrelseslovens § 14, stk. 3 og 4,

sammenholdt

med skattestyrelseslovens § 12, stk. 1. Af skattestyrelseslovens § 12, stk.

1,

fremgår, at den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at

skatteansættelse af indkomst og formue sker på behørig og ensartet måde i

hele

landet. Som led i dette tilsyn kan told- og skatteforvaltningen i henhold til

skattestyrelseslovens § 14, stk. 3, udtage selvangivelser og ansættelser til

gennemgang samt i henhold til skattestyrelseslovens § 14, stk. 4, ændre de

kommunale ligningsmyndigheders ansættelser, såfremt disse anses for urigtige.

I kraft af denne sanktionsmulighed for den

myndighed, der selv udgiver Ligningsvejledningen, må de kommunale

ligningsmyndigheder i realiteten anses for bundet i det omfang, den nævnte

revisionsbeføjelse potentielt kan benyttes til at korrigere en ansættelse i

overensstemmelse med Ligningsvejledningen, uanset at den traditionelle

forvaltningslære formelt ikke ville betegne det som en bindende virkning. Til

støtte for en bindende virkning kan endvidere henvises til Poul Andersen,

Dansk

Forvaltningsret, s. 51, hvor det hedder, at »hvis den overordnede myndighed

af

egen drift kan tilbagekalde og omgøre den underordnedes forvaltningsakter,

kan

den overordnede myndighed i almindelighed også meddele tjenestebefalinger.«

Ansættelser, der afviger fra

Ligningsvejledningens indhold, kan og bør af hensyn til kravet om ensartet

ligning i almindelighed korrigeres, forudsat det omhandlede udsagn er

entydigt

og uden forbehold. En manglende entydighed kan f.eks. være en følge af

divergerende

fortolkninger om det samme forhold i forskellige dele af

Ligningsvejledningen.

Hvis et udsagn ikke er entydigt, vil en konkret korrektion ikke være et

relevant middel til at fremme en ensartet ligning. Dette bør i stedet for ske

ved præcisering af udsagnet.

Korrektion bør naturligvis heller ikke ske, hvis

Ligningsvejledningens udsagn er i direkte modstrid med eller måtte føre til

resultater, der er i åbenbar modstrid med gældende love og anordninger,

retspraksis, fast administrativ praksis eller ministerielle cirkulærer, jf.

nærmere afsnit 3 in fine, om graden af modstrid. De nævnte forbehold er en

følge af, at Ligningsvejledningens retskildeværdi skal ses i lyset af højere

rangerende retskilder.

Det er således de ovennævnte forbehold, der

refereres til, når det i forordet til Ligningsvejledningen 1992 hedder, at

Ligningsvejledningen »i almindelighed« skal følges. Ligningsvejledningen har

derfor fortrinsvis selvstændig retskildeværdi i det omfang, den udfylder de

øvrige nævnte retskilder uden samtidig at være i direkte modstrid med disse.

Som typiske eksempler på en sådan udfyldningsvirksomhed kan nævnes tilfælde,

hvor Ligningsvejledningens udsagn, uden at være i direkte modstrid med højere

rangerende retskilder, standardiserer de skattemæssige virkninger, således at

anvendelsen af udsagnet fører til et konkret resultat, der ikke kan anses for

at være i overensstemmelse med højere rangerende retskilder.

I den forbindelse kan henvises til dommen TfS

1994, 295 Ø, der er refereret nærmere i afsnit 3. I denne sag fik

skatteyderen,

en hovedaktionær, medhold i, at han kunne støtte ret på Ligningsvejledningens

15-pct.s-regel, der således blev anset for bindende for

ligningsmyndighederne.

Dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V og TfS 1993, 429 Ø,

der ligeledes er nærmere refereret i afsnit 3, fik det modsatte udfald.

Antageligt fordi domstolene anså de af Ligningsrådet opstillede

standardiserede

betingelser for udepengefradrag for at føre til resultater, der var i åbenbar

modstrid med statsskattelovens § 6 a, idet der i præmisserne er lagt vægt på,

at skatteyderne i de konkrete tilfælde rent faktisk ikke havde haft ekstra

udgifter.

Tilsvarende kunne en skatteyder i dommen TfS

1994, 427 V ikke støtte ret på Ligningsrådets anvisninger om standardfradrag

ved arbejde i udlandet, fordi anvisningens indhold ikke rummede den

grundlæggende betingelse i statsskattelovens § 6 a om, at merudgifterne ved

arbejdet i udlandet skal have driftsomkostningskarakter.

I forholdet til skatteankenævnene er der ikke

som i forholdet til de kommunale skattemyndigheder identitet mellem udgiveren

af Ligningsvejledningen og indehaveren af revisionsbeføjelsen, idet kun

Ligningsrådet kan ændre skatteankenævnenes afgørelser, ganske vist på

grundlag

af indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning.

Under hensyn til, dels at Styrelsens

revisionsbeføjelser alene er indirekte, dels at tjenestebefalinger til

ankenævn

kræver særlig klar hjemmel, kan det ikke antages, at Ligningsvejledningen,

bortset fra Ligningsrådets anvisninger, har en bindende virkning i forhold

til

skatteankenævnene.

I forhold til Landsskatteretten findes der

hverken revisionsbeføjelser eller hjemmel til at gøre Ligningsrådets

anvisninger bindende, således at Landsskatteretten i det hele ikke kan bindes

direkte af Ligningsvejledningen. Der kan dog blive tale om den afledede

bindende virkning, der vil være en følge af, at det eventuelt vil kunne

lægges

til grund, at borgerne kan støtte ret på indholdet af Ligningsvejledningen,

jf.

afsnit 3 nedenfor. Den tilsvarende afledede virkning vil naturligvis også

have

selvstændig betydning for de kommunale ligningsmyndigheder i det omfang, de

ikke i forvejen er bundet direkte af Ligningsvejledningen, og for

skatteankenævnene, der kun er direkte bundet af Ligningsvejledningen i det

omfang, Ligningsrådets anvisninger er indarbejdet.

3. I hvilket omfang kan skatteyderne støtte ret

på Ligningsvejledningen

Svaret på dette spørgsmål har ingen umiddelbar

sammenhæng med, i hvilket omfang de lokale skattemyndigheder som anført under

afsnit 2 er direkte, henholdsvis indirekte bundet af Ligningsvejledningen,

herunder Ligningsrådets anvisninger. Selv om det antages, at denne bindende

virkning måtte give skatteyderne et afledet retskrav, gælder dette som

udgangspunkt kun i forhold til de myndigheder, der direkte er pålagt en

binding.

I det omfang skatteyderne herudover måtte kunne

støtte ret på Ligningsrådets anvisninger over for Landsskatteretten og

domstolene og på Ligningsvejledningen i det hele taget over for

skatteankenævnene, Landsskatteretten og domstolene, vil en sådan retsvirkning

ikke være en direkte følge af den bindende virkning over for

skatteankenævnene

og de lokale skattemyndigheder.

I den udstrækning skatteankenævnene og de lokale

skattemyndigheder er direkte bundet af Ligningsvejledningen, herunder

Ligningsrådets anvisninger, vil der imidlertid kunne blive tale om en afledet

bindende virkning i forhold til Landsskatteretten og domstolene, såfremt

skatteyderne kan støtte ret på den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning,

der må tillægges en særlig vægt i tilfælde, hvor underordnede myndigheder er

bundet til at behandle alle borgere ens. Hvis borgerne har et retskrav på

grundlag af lighedsgrundsætningen, vil de instanser, der ikke direkte er

bundet

af Ligningsvejledningen, være forpligtede til at behandle en hvilken som

helst

skatteyder på samme måde, som andre skatteydere er blevet behandlet af de

lokale skattemyndigheder, jf. de nedenfor refererede domme, UfR 1965, s. 399

H,

UfR 1982, s.1161 V, TfS 1985, 560 Ø, UfR 1987, s. 300 H, TfS 1992, 19 Ø og

TfS

1994, 295 Ø.

Da Ligningsvejledningen først udgives efter

udløbet af det indkomstår, den gælder for, vil en eventuel ændring i

begunstigende retning ikke være bekendt for borgeren på det tidspunkt, hvor

der

disponeres. Uanset at borgerens forventning således ikke er relevant, vil

lighedsgrundsætningen i en sådan situation føre til, at der kan støttes ret

på

de bindende dele af Ligningsvejledningen. Alligevel fik skatteyderne ikke

medhold i dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V, TfS

1993,

429 Ø og TfS 1994, 427 V, omtalt nedenfor, hvilket som anført i afsnit 2

formentlig kan forklares med, at Ligningsrådets standardiserede betingelser

for

henholdsvis udepengefradrag og fradrag ved arbejde i udlandet førte til

resultater, der åbenbart var i strid med statsskattelovens § 6 a.

Selv om dommene vedrørte henholdsvis et

cirkulære godkendt af Ligningsrådet og en anvisning, ville udfaldet

utvivlsomt

være blevet det samme, hvis der havde været tale om Ligningsvejledningens

øvrige indhold, jf. i øvrigt nærmere herom i slutningen af dette afsnit.

Som følge af den nævnte tidsforskydning mellem

udgivelsen af Ligningsvejledningen og det indkom står, den gælder for, vil en

isoleret anvendelse af lighedsgrundsætningen på den anden side set betyde, at

hvis en bindende bemærkning har fremgået af Ligningsvejledningen i en årrække

og således været tilgængelig for skatteyderen, men denne først disponerer

efter

udløbet af det år, for hvilket Ligningsvejledningen stadigvæk rummer det

hidtidige begunstigende udsagn, vil han ikke kunne støtte ret på udsagnet,

hvis

dette skærpes i den førstkommende Ligningsvejledning.

Skatteyderen vil i en sådan situation alene

kunne støtte ret på den hidtidige bemærkning i Ligningsvejledningen, hvis det

som supplement til lighedsgrundsætningen gælder, at også hans forventninger

til

Ligningsvejledningens indhold måtte blive tillagt retlig betydning.

Der kan vedrørende lighedsgrundsætningen

henvises til følgende konkrete afgørelser:

UfR 1965, s. 399 H

Sagen drejede sig om skatteåret 1957/58, hvor

skatteyderen havde fratrukket udgifter til advokat- og revisorbistand i

forbindelse med en skattestraffesag. Det foretagne fradrag var i

overensstemmelse med den enslydende ordlyd i Ligningsrådets anvisninger for

årene 1950-60. Fra og med 1962 indskrænkede anvisningerne denne

fradragsmulighed, hvorfor såvel skatterådet som Landsskatteretten nægtede

fradragsret.

Hverken landsretten eller Højesteret tog endelig

stilling til, i hvilket omfang de pågældende udgifter var

fradragsberettigede,

men når Højesteret alligevel indrømmede fradrag for udgifterne, var det med

en

henvisning til, at Ligningsrådets offentliggjorte anvisninger er bindende for

de lignende myndigheder og dermed vejledende også for skatteyderne. Som følge

heraf fandtes Landsskatteretten ikke at have være beføjet til for skatteåret

1957/58 til skade for skatteyderen at fravige anvisningernes regler, der i

øvrigt var i overensstemmelse med Landsskatterettens hidtidige praksis på

dette

område.

UfR 1982, s. 1161 V

Skatteyderen, der havde bevaret bopæl i Århus,

men var forflyttet til tjeneste ved kasernen i Skive, gjorde gældende, at han

i

1973 og 1974 var berettiget til fradrag efter standardsatserne i

Ligningsrådets

anvisning om dobbelt husførelse. Hjemmelen til denne anvisning fandtes i

ligningslovens § 9, stk. 1. Ved Landsskatteretten var han imidlertid blevet

nægtet ret til fradrag med standardsatserne i Ligningsrådets anvisninger,

idet

det ikke fandtes godtgjort, at han havde haft merudgifter til for tæring. Han

blev derfor alene indrømmet fradrag for den dokumenterede udgift til leje af

værelse.

Ved landsrettens dom blev skatteyderen indrømmet

fradrag med standardsatserne, og som begrundelse herfor henviste retten til,

at

anvisningens 2. punktum, der fastsatte en fælles fradragssats for udgifter

til

kost og bolig, kunne påberåbes af skatteyderen, der således var berettiget

til

fradrag efter standardsatserne uden dokumentation for merudgifter.

TfS 1985, 560 Ø

Skatteyderen var af de lokale

ligningsmyndigheder og Landsskatteretten ikke blevet anset for omfattet af

definitionen på handelsrejsende i Ligningsrådets årlige anvisninger og blev

dermed nægtet fradrag efter anvisningens standardsatser. Skatteministeriet

gjorde under sagen gældende, at »Ligningsrådets anvisninger vedrørende

ligningen og Statsskattedirektoratets årlige ligningsvejledninger ikke skaber

ret for den enkelte borger, men kun er en hjælp for ligningsmyndighederne.«

Landsretten udtalte indledningsvis, at »den af

Ligningsrådet ved anvisninger vedrørende ligningen fastsatte sats for

handelsrejsende og andre, der rejser på tilsvarende måde, vedrørende fradrag

for merudgifter til fortæring, samt udgifter til telefon, porto og

repræsentation, må antages i medfør af ligningslovens § 9, stk. 1, at kunne

påberåbes af en skatteyder over for ligningsmyndighederne, såfremt den

pågældende er omfattet af de persongrupper, som er anført i Ligningsrådets

anvisninger.« Da landsretten i øvrigt anså skatteyderen for handelsrejsende,

indrømmede man ham således fradrag efter standardsatserne, da

skattemyndighederne ikke fandtes »at have været berettigede til at nægte

sagsøgeren det samme takstmæssige fastsatte fradrag herfor, som andre

handelsrejsende har.«

UfR 1987, s. 300 H

I denne sag var der ligeledes tale om en

skatteyder, der anså sig for handelsrejsende og dermed berettiget til fradrag

efter standardsatserne i Ligningsrådets anvisning. Da det var en betingelse

for

at være omfattet af anvisningen, at en skatteyder ville have merudgifter som

følge af arbejdet, gjorde Skatteministeriet under sagen gældende, at

skattemyndighederne var berettigede til at skønne over omfanget af disse

merudgifter, således at anvisningens standardsatser ikke ville gælde, hvis

der

var tale om uvæsentlige merudgifter.

Højesteret bemærkede indledningsvis, at

skatteyderen måtte »anses for at tilhøre den persongruppe, som er omfattet af

ligningsmyndighedernes anvisning om standardfradrag for rejsedage«. Herefter

bemærkede Højesterets flertal, at det måtte lægges til grund, at skatteyderen

havde haft merudgifter i tilknytning til sit salgsarbejde. Sluttelig udtalte

flertallet, at »han findes herefter i overensstemmelse med den nævnte

anvisning

at havde været berettiget til at foretage standardfradrag som sket i hans

selvangivelse

for årene 1978-80.«

TfS 1992, 19 Ø

En skatteyder havde fået en bil stillet til

rådighed af arbejdsgiveren, men havde ikke selvangivet værdien heraf.

Arbejdsgiverkontrollen konstaterede forholdet, hvorefter skatteyderens

skattepligtige indkomst blev forhøjet med værdi af fri bil. Da denne

forhøjelse

skete efter udløbet af 3-års-fristen for skønsmæssige ansættelser i den

daværende skattestyrelseslovs § 15, stk. 3, anså skatteyderen forhøjelsen for

at være i strid med denne bestemmelse.

Som begrundelse herfor henviste skatteyderen

til, at denne frist alene kan suspenderes i tilfælde af svig eller grov

uagtsomhed, hvilket der efter hans opfattelse ikke var tale om.

Skatteministeriet gjorde herimod gældende, at der ikke var tilstrækkeligt

belæg

for at antage, at fristen alene suspenderes ved svig eller grov uagtsomhed,

idet motiverne til landsskatteretsloven og skattestyrelsesloven ikke

indicerer

dette.

Østre Landsret udtalte, at »afgørende for

spørgsmålet om, hvorvidt forældelsesfristen i den dagæl dende § 15, stk. 3, i

skattestyrelsesloven kan anses for suspenderet, må bero på, hvilken grad af

tilregnelse, der i forbindelse med en positiv fejl må kræves af

skatteyderen.«

Idet bemærkes, at ansættelsen vedrørte året

1980, udtalte Østre Landsret videre, at »i den i medfør af

skattestyrelseslovens § 14 udstedte Ligningsvejledning for 1980, s. 910,

udtales det bl.a.«, hvorefter Østre Landsret citerer følgende passus fra

Ligningsvejledningen: »Domstolene har derimod ikke været betænkelig ved at

bortse fra fristen i tilfælde, hvor skatteyderen enten svigagtigt har

udeholdt

oplysninger, eller meddelt urigtige oplysninger, eller ved grov uagtsomhed

ved

udfærdigelsen af sin selvangivelse eller ved meddelelse af supplerende

oplysninger har begået en positiv fejl, jf. UfR 1964, s. 691 ... Resumerende

kan det fastslås, at forældelsesreglen i § 15, stk. 3, lægges til grund ved

skønsmæssige ansættelsesreguleringer, hvor det ved forhøjelserne korrigerede

forhold ikke skyldes svig eller grov uagtsomhed hos skatteyderen.«

Østre Landsret fandt herefter, at da

skatteyderen alene havde handlet simpelt uagtsomt, var 3-års-fristen ikke

suspenderet.

TfS 1993, 101 V

Sagen drejede sig om betingelserne for en

erhvervschaufførs mulighed for fradrag for udearbejde i 1985. Under

klagebehandlingen

i Landsskatteretten udsendte Statsskattedirektoratet SD-cirkulære nr. 7 af

7/2

1989, hvoraf fremgår, at der kan ydes fradrag for udearbejde for dage, hvor

følgende 3 betingelser alle er opfyldte:

1) skatteyderen har ikke haft adgang til kantine

eller andet spiselokale, herunder at spise hos klienter

2) skatteyderen har ikke kunnet nå hjem i

frokostpausen

3) skatteyderens daglige sammenhængende

arbejdstid har været på 5 timer og derover (ekskl. frokostpause).

Landsskatteretten nægtede skatteyderen fradrag

for udearbejde med den begrundelse, at han ikke havde haft ekstraudgifter til

fortæring, bl.a. fordi det blev lagt til grund, at han havde haft adgang til

virksomhedens frokoststue.

Under retssagen gjorde skatteyderen gældende, at

han var berettiget til fradrag, fordi han opfyldte betingelserne herfor i den

dagældende ligningslovs § 9, stk. 1, som udformet i Statsskattedirektoratets

ovennævnte cirkulære fra 1989.

Skatteministeriet gjorde herimod gældende, at

hjemlen til fradrag skal søges i statsskattelovens § 6 a, således at

ligningslovens § 9 alene giver Ligningsrådet mulighed for at fastsætte

størrelsen af fradragssatserne i det omfang, der i øvrigt er hjemmel til

fradrag i den skattepligtige indkomst. Skatteministeriet anførte videre, at

da

det ikke var godtgjort, at skatteyderen havde haft merudgifter til fortæring,

var betingelserne i statsskattelovens § 6 a ikke opfyldt. Endelig henviste

Skatteministeriet til, at SD-cirkulæret var uden betydning for sagen og i

øvrigt kun var et forsøg på at sammenfatte gældende praksis.

Landsretten udtalte indledningsvis, at »det

afgørende for, om sagsøgeren har krav på, at der foretages fradrag i hans

skattepligtige indkomst som påstået, er, om betingelserne i statsskattelovens

§

6 a er opfyldt.« Da landsretten endvidere ikke fandt det godtgjort, at

eventuelle merudgifter var nødvendiggjort af skatteyderens arbejdsforhold,

blev

han nægtet fradrag for udearbejde.

TfS 1993, 111 V

Indholdet af sagen svarer til TfS 1993, 101,

idet skatteyderen yderligere havde påberåbt sig en lighedsgrundsætning, idet

han henviste til, at de af hans kolleger, der havde bopæl i andre kommuner,

havde opnået fradrag. Skatteministeriets anbringende hertil var, at den

omstændighed, at en kommune har truffet en afgørelse, der strider mod en

anden

kommunes urigtige afgørelse i en tilsvarende sag, ikke indebærer brud på en

lighedsgrundsætning. Som i ovennævnte sag TfS 1993, 101 blev skatteyderen

nægtet fradrag for udearbejde med henvisning til, at betingelserne i

statsskattelovens

§ 6 a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1 og 4, ikke var opfyldt. Endvidere

tilsluttede retten sig Skatteministeriets anbringende vedrørende

lighedsgrundsætningen.

TfS 1993, 161 V

Dommen er helt tilsvarende TfS 1993, 101 V.

TfS 1993, 429 Ø

Dommen er tilsvarende TfS 1993, 161 V.

TfS 1994, 295 Ø

Skatteyderen, der i august 1986 flyttede til

Frankrig, havde den 31/1 1986 købt en ejendom af det ham beherskede selskab

for

1 mio. kr. kontant. Ejendomsværdien var pr. 1/4 1985 fastsat til 970.000 kr.

kontant og blev i december 1985 reguleret til 1 mio. kr. kontant. Da

ejendomsværdien ved 18. alm. vurdering pr. 1/1 1986 blev fastsat til 1,3 mio.

kr. kontant, fandt ligningsmyndigheder ne, at købet var ensbetydende med en

maskeret udlodning på 300.000 kr. Skatteyderen gjorde gældende, at da

resultatet af 18. alm. vurdering først blev offentliggjort i april 1986,

fulgte

det af Ligningsvejledningens formulering for 1986, at skattemyndighederne var

bundet til at anerkende den aftalte købesum på 1 mio. kr. kontant som

handelsværdi.

Af Ligningsvejledningen 1986 K.2.2.3 fremgik

vedrørende salg af fast ejendom mellem hovedaktionærer og selskaber, at »en

overdragelse af en fast ejendom til en pris, der ligger inden for +/- 15 pct.

af den senest bekendtgjorte kontantejendomsværdi med årsreguleringer, vil

ikke

blive anfægtet skattemæssigt, jf. Ligningsvejledningen for selskaber,

S.C.1.2.5.3.« Først i Ligningsvejledningen for 1987 blev ordet »normalt«

indsat. Skattemyndighederne gjorde under sagen gældende, at

Ligningsvejledningens

15-pct.s-regel ikke sigtede på et sådant atypisk tilfælde, samt at der ikke

var

tale om en af Ligningsrådet godkendt anvisning.

Landsretten gav skatteyderen medhold og udtalte

følgende: »I hvert fald i det foreliggende tilfælde, hvor bestemmelsen i

Ligningsvejledningen 1986 K.2.2.3 efter sin formulering ikke giver mulighed

for

afvigende praksis, og hvor sagsøgte, Skatteministeriet, ikke har godtgjort,

at

den faktisk er blevet fraveget, findes sagsøgeren, der foretog

ejendomshandlen

i tillid til bestemmelsen, uanset de af sagsøgte fremhævede konkrete

omstændigheder ved handlen ikke efterfølgende at burde pålignes skat af

maskeret udlodning i strid med bestemmelsen.«

TfS 1994, 427 V

En universitetslektor havde i 1985 foretaget 2

rejser til USA, hvor han var udstationeret som led i sit forskningsarbejde. I

rejseperioderne modtog han løn fra universitetet i Danmark, men afholdt i det

væsentlige selv rejse- og opholdsudgifterne. Lektoren gjorde principalt

gældende, at der var tale om fradragsberettigede driftsomkostninger i henhold

til statsskattelovens § 6 a, medens han subsidiært anførte, at han var

berettiget til standardfradrag efter Ligningsrådets anvisning for 1985, der

ikke stillede som betingelse, at udgifterne skulle have

driftsomkostningskarakter. Vestre Landsret nægtede fradrag for udgifterne,

idet

disse ikke fandtes nødvendige for, at lektoren kunne bestride sin stilling i

Danmark, ligesom retten udtalte, at Ligningsrådets anvisninger ikke kan skabe

selvstændig hjemmel for fradragsretten. (Dommen er anket til Højesteret).

TfS 1991, 291 LSR

Skatteyderen, en læge, blev den 1/3 1987 ansat

på et sygehus i en tidsbegrænset stilling. Inden udløbet af perioden havde

han

tiltrådt en stilling i en privat lægepraksis i en anden by. Lægen foretog i

sin

selvangivelse fradrag for flytteudgifter, hvilket blev nægtet ham af

ligningsmyndighederne, der anså udgifterne for at være en ikke

fradragsberettiget etableringsudgift.

Uanset at Landsskatteretten var enig heri, fik

lægen medhold, fordi det af Ligningsvejledningen for 1987 fremgik, at læger

havde ret til fradrag for flytteudgifter, idet eksemplet med flytning fra en

tidsbegrænset stilling til for eksempel en lægepraksis var særskilt nævnt.

Vedrørende forventningsprincippet kan henvises

til følgende afgørelser:

TfS 1994, 295 Ø

Der henvises til referatet af samme dom ovenfor

vedrørende afgørelser om lighedsgrundsætningen, idet bemærkes, at præmisserne

endvidere indeholdt følgende passus:

»De af Told- og Skattestyrelsen årligt

udarbejdede og offentliggjorte ligningsvejledninger må anses for at være

udtryk

for den praksis, som ligningsmyndighederne følger, og som skatteborgerne

derfor

som udgangspunkt bør kunne indrette sig i tillid til som værende udtryk for

gældende ret på området.«

Det er endvidere fremhævet af landsretten, at

sagsøgeren foretog den konkrete disposition i tillid til

Ligningsvejledningens

udsagn, idet det var oplyst, at udsagnet fremgik af Ligningsvejledningen fra

og

med 1983.

TfS 1990, 3 LSR

Skatteyderen, der var ansat i en sparekasse,

anmodede i 1985 selv om at blive forflyttet til en afdeling i en anden by. I

forbindelse med familiens flytning afholdtes nogle flytteudgifter, som de

lokale skattemyndigheder ikke anså for fradragsberettigede, fordi flytningen

ikke var krævet af arbejdsgiveren, der i øvrigt ikke havde ydet

flyttegodtgørelse.

Landsskatteretten gav skatteyderen medhold med

den begrundelse, at flytteudgifter under de anførte omstændigheder var

fradragsberettigede i henhold til et SD-cirkulære fra 1982 samt

Ligningsrådets

anvisninger.

TfS 1990, 252 LSR

Skatteyderen, der ejede alle aktierne i et

selskab, overdrog disse aktier til et af ham stiftet selskab, der samme dag

videresolgte aktierne til et nystiftet holdingselskab. Overdragelsen skete

til

skatte kursen, hvilket blev anfægtet af Ligningsrådet under hensyn til, at

der

få måneder senere blev udloddet et væsentligt beløb fra det førstnævnte

selskab.

Ligningsrådet lagde i stedet for handelsværdien

til grund og forhøjede skatteyderens ansættelse for indkomståret 1984.

Skatteyderen gjorde heroverfor gældende, at

Ligningsvejledningen for årene 1983-1986 havde udtalt, at en

overdragelseskurs

svarende til skattekursen ikke ville blive kritiseret skattemæssigt. Først i

1987 var dette udsagn blevet modificeret i Ligningsvejledningen.

Landsskatteretten gav skatteyderen medhold og

udtalte for det første, at Ligningsrådet var bundet af den kategoriske

formulering i Ligningsvejledningen. Da skatteyderen havde handlet i tillid

til

Ligningsvejledningens indhold, kunne skattekursen således ikke kritiseres.

Landsskatteretten udtalte

videre, at ej

heller den forvaltningsretlige lighedsgrundsætning under disse omstændigheder

kunnegive belæg for at foretage enkeltstående afvigende afgørelser eller

praksisændringer med tilbagevirkende kraft.

TfS 1991, 322 LSR

Skatteyderen, der var under uddannelse, var

blevet beskattet af et studierejselegat, idet ligningsmyndighederne var af

den

opfattelse, at Ligningsrådets anvisninger kun medførte skattefrihed, hvis

legatet var ydet til dækning af udgifter, der er fradragsberettiget efter et

driftsomkostningssynspunkt.

Landsskatteretten gav klageren medhold og

henviste til, at den af skattemyndighederne anlagte fortolkning hverken

stemte

overens med anvisningens ordlyd gennem en længere årrække eller med omtalen

af

reglerne i Ligningsvejledningerne. Landsskatteretten fandt endvidere ikke, at

der i øvrigt var belæg for den af skattemyndighederne hævdede praksis,

hvorfor

der ikke var »grundlag for at foretage en sådan indskrænkende fortolkning af

anvisningen, at legatet i den foreliggende sag faldt uden for anvisningens

anvendelsesområde.«

Sammenfatning

Uanset at Ligningsvejledningen, herunder

Ligningsrådets anvisninger, ikke retter sig mod borgerne, således at disse

ikke

kan støtte direkte ret på indholdet, giver den refererede domspraksis

grundlag

for at beskrive gældende ret således, at borgerne i første række har et

retskrav i henhold til den almindelige forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning.

Heri ligger nærmere, at i det omfang Ligningsvejledningen er bindende for

ligningsmyndighederne, vil borgerne kunne påberåbe sig dennes indhold også i

forhold til domstolene.

Som anført under afsnit 2 gælder denne bindende

virkning først og fremmest de dele af Ligningsvejledningen, der særskilt har

været forelagt for Ligningsrådet, det vil typisk sige Ligningsrådets

anvisninger, medmindre disse måtte være i direkte strid med eller føre til

resultater, der er i åbenbar strid med loven, herunder dennes fortolkning i

principielle domme og landsskatteretskendelser. Men også

Ligningsvejledningens

øvrige indhold er bindende for ligningsmyndighederne, forudsat der er tale om

entydige udsagn uden forbehold, medmindre disse udsagn måtte være i direkte

strid med eller føre til resultater, der er i åbenbar strid med regler,

herunder

lovbemærkninger og motiver, domspraksis, fast administrativ praksis eller

ministerielle cirkulærer.

Der henvises nærmere til slutningen af dette

afsnit for så vidt angår de afgørelser, der synes at forudsætte, at

modstriden

med højere rangerende retskilder skal være åbenbar, før Ligningsvejledningens

udsagn må vige.

Af dommen TfS 1993, 111 V, refereret nærmere

ovenfor, fremgår endvidere, at selv om andre skatteydere påviseligt var

blevet

lignet efter den anvisning, som skatteyderen ikke kunne støtte ret på, kunne

lighedsgrundsætningen ikke føre til, at skatteyderen havde krav på at blive

behandlet ligesom disse andre skatteydere.

Retskrav, der afledes af lighedsgrundsætningen,

er uafhængige af, om borgeren har kendt udsagnet på det tidspunkt, hvor han

disponerede.

Dette betyder eksempelvis, at lighedsgrundsætningen ikke i sig selv giver

borgeren et retskrav, hvis han disponerer på grundlag af et udsagn i

Ligningsvejledningen, der skærpes i den næstfølgende udgave, der først

udkommer

efter, at han har disponeret. Borgerens eventuelle retskrav vil i denne

situation afhænge af, om hans forventning til at kunne disponere i tillid til

Ligningsvejledningens indhold er retsbeskyttet efter samme synspunkter, som

har

været udslagsgivende i en række domme, hvor en skatteyder har modtaget

individuelle tilkendegivelser fra skattemyndighederne, jf. for eksempel UfR

1969, s. 108 H, UfR 1976, s. 658 H, SKD 1981, 275 Ø, SKD 1982, 53 Ø og TfS

1986, 161 Ø.

Der synes ikke at være tvivl om, at i hvert fald

landsskatteretspraksis giver grundlag for en sådan supplerende beskrivelse af

skatteydernes retskrav, ud over hvad der er følge af lighedsgrundsætningen.

Der

kan her henvises til landsskatteretskendelserne TfS 1990, 3, TfS 1990, 252 og

TfS 1991, 322. Hvad angår domstolspraksis kan der henvises til præmisserne i

UfR 1965, s. 399 H, hvor der lægges vægt på, at der er tale om

offentliggjorte

anvisninger, der er vejledende også for borgerne.

Endvidere kan henvises til, at der i dommene UfR

1982, s. 1161 V, TfS 1985, 560 Ø, UfR 1987, s. 300 H og TfS 1992, 19 Ø er

tale

om anvisninger og udsagn, der også i tiden inden de omtvistede indkomstår

havde

haft samme ordlyd. Selv om der i præmisserne alene er henvist til den

gældende

ordlyd for de omtvistede indkomstår, modsiger disse domme således ikke, at

skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens indhold kan nyde

retsbeskyttelse.

Endelig kan der henvises til dommen TfS 1994,

295 Ø, hvor der ganske vist også kun er henvist specifikt til

Ligningsvejledningens ordlyd i det under sagen omtvistede indkomstår 1986.

Dette skal dog sammenholdes med, at det også er nævnt i præmisserne, at de

årlige Ligningsvejledninger må antages at være udtryk for den af

ligningsmyndighederne fulgte praksis, og som skatteborgerne derfor som

udgangspunkt bør kunne indrette sig på som værende gældende ret. Endelig er

det

udtrykkelig fremhævet, at skatteyderen foretog den konkrete ejendomshandel i

tillid til Ligningsvejledningens 15-pct.s-regel, hvortil kan tilføjes, at

Ligningsvejledningen havde en tilsvarende ordlyd for årene forud for 1986.

Hvad angår dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993,

111 V, TfS 1993, 161 V og TfS 1993, 429 Ø er forventningssynspunktet ikke

relevant, fordi det påberåbte SD-cirkulære først er kommet til eksistens i

tiden efter de omtvistede indkomstår.

At der i et nærmere bestemt omfang er grundlag

for at retsbeskytte skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens

indhold, fordi dette som udgangspunkt må formodes at beskrive gældende

administrativ praksis, stemmer overens med det almindeligt fastslåede princip

om, at en skærpelse af administrativ praksis alene kan varsles med fremtidig

virkning, jf. UfR 1983, s. 8 H. Da Ligningsvejledningen kun udkommer en gang

årligt, vil det naturligvis være en forudsætning for retsbeskyttelsen, at der

ikke siden udgivelsen af sidste udgave er varslet praksisændring på relevant

måde, for eksempel i form af meddelelse i TfS eller ved cirkulære, jf. for

eksempel TfS 1993, 345 V.

Selv om den nævnte praksis har anerkendt

forventningssynspunktet i relation til indholdet af Ligningsvejledningen,

bidrager afgørelserne ikke nærmere til afgrænsningen af, hvor vidtgående

retsbeskyttelsen er. En sådan beskyttelse må dog først og fremmest afhænge

af,

om det udsagn, der ønskes støttet ret på, er udtryk for en sådan positiv og

entydig beskrivelse af det pågældende forhold, at skatteyderen har haft

anledning til at indrette sig herefter, jf. præmisserne i dommen TfS 1994,

295

Ø, hvor det nævnes, at i hvert fald som Ligningsvejledningen var formuleret,

kunne skatteyderen støtte ret herpå. Der vil derimod ikke kunne støttes ret

på

Ligningsvejledningen i de tilfælde, hvor et udsagn ikke er tilstrækkelig

uddybet eller præciseret.

Dette

synspunkt er i øvrigt i overensstemmelse med, at der ikke anses for at være

tale

om en praksisskærpelse, der ellers kun kan foretages med fremtidig virkning,

hvis hidtidig praksis ikke har været tilstrækkelig defineret, jf. TfS 1993,

445

V om beskatning af terminshandler efter væddemålssynspunktet.

Den nævnte dom er anket til Højesteret. Endelig

bemærkes, at den foreliggende praksis ikke giver grundlag for generelt at

lade

retsbeskyttelsen af skatteydernes forventninger afhænge af en vurdering af,

om

det er skattemyndighederne eller skatteyderne, der skal bære risikoen for, at

Ligningsvejledningen måtte være i strid med øvrige retskilder.

Ligningsvejledningens selvstændige

retskildeværdi er af udfyldende karakter og kan ikke eliminere højere

rangerende retskilder, der er tilgængelige for offentligheden, i hvert fald

ikke, hvis Ligningsvejledningens udsagn er i direkte modstrid med eller fører

til resultater, der åbenbart strider mod højere rangerende retskilder.

Beskrivelsen af, i hvilket omfang skatteyderne kan støtte ret på indholdet af

Ligningsvejledningen, selv om denne ikke nødvendigvis er i overensstemmelse

med

gældende ret, kan derfor i forhold til virkningerne af lighedsgrundsætningen

suppleres således:

I det omfang Ligningsvejledningen indeholder

entydige forbeholdsløse udsagn, der ikke er i direkte modstrid med eller ikke

fører til resultater, der er i åbenbar modstrid med regler, herunder

lovbemærkninger og forarbejder, domspraksis, offentliggjort administrativ

praksis eller ministerielle cirkulærer, kan skatteyderne støtte ret på

indholdet af den seneste Ligningsvejledning, indtil det pågældende udsagn

måtte

blive ændret ved lov eller fortolkning i cirkulærer, principielle domme eller

administrativ praksis, der offentliggøres på relevant måde, typisk i

Tidsskrift

for Skatter og Afgifter.

Vedrørende forbeholdet angående en afvigende

administrativ praksis, kan der henvises til dommen TfS 1994, 295 Ø, hvor

skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens udsagn, blandt andet

begrundet med, at Skatteministeriet ikke havde været i stand til at godtgøre,

at dette udsagn rent faktisk var blevet fraveget. Endelig gælder

retsbeskyttelsen naturligvis ikke satser og beløbsreguleringer, der relaterer

sig til et bestemt indkomstår. Med disse forbehold er der med andre ord tale

om, at man retsbeskytter skatteydernes forventning om at kunne disponere i

tillid til, at Ligningsvejledningens udfyldende fortolkning er udtryk for

gældende administrativ praksis indtil videre, jf. præmisserne i dommen TfS

1994, 295 Ø.

En sådan retsbeskyttelse er endvidere i

overensstemmelse med højesteretsdommen UfR 1983, s. 8, hvorefter en skærpelse

af administrativ praksis alene kan ske med fremtidig virkning, f.eks. ved

varsel om ændring i TfS eller ved anden relevant offentliggørelse. I

modsætning

hertil vil skatteyderne ikke være beskyttet mod praksisændringer, hvis den

hidtidige praksis eller beskrivelse i Ligningsvejledningen ikke har været

nærmere fastlagt, jf. ovennævnte forbehold om entydighed

Hvad angår spørgsmålet, hvilken grad af modstrid

med højere rangerende retskilder der skal være tale om, for at skatteyderne

ikke kan støtte ret på Ligningsvejledningen, herunder Ligningsrådets

anvisninger, kan der henvises til P. Spleths kommentar i UfR 1965 B, s. 252.

Det antages her, at kun i tilfælde af åbenbar modstrid med loven vil

skatteyderen ikke kunne støtte ret på en vejledende anvisning. Endvidere kan

henvises til Poul Andersen, Dansk Forvaltningsret, 5. udgave, s. 389 og 394,

hvor det antages, at en forvaltningsakt er ugyldig, hvis den er i positiv

strid

med loven. Hvad angår udsagn i Ligningsvejledningen kan der henvises til

dommen

TfS 1994, 295 Ø, hvor skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens

15-pct.s-regel, selv om der i det konkrete tilfælde ville være sket

beskatning

af maskeret udlodning efter reglen i ligningslovens § 16 A, hvis

15-pct.s-reglen ikke havde eksisteret.

Præmisserne er vidtgående, idet landsretten

fremhæver, at bestemmelsen i Ligningsvejledningen efter sin formulering ikke

gav mulighed for en afvigende praksis, hvilket indicerer, at uanset hvor

åbenbart det ville være, at der var tale om maskeret udlodning, ville

skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens udsagn. I den

forbindelse kan dog bemærkes, at 15-pct.s-reglen netop ved at begrænse

afvigelsen til +/- 15 pct. i sig selv indeholder en begrænsning for, hvor

åbenbart resultatet kan blive i strid med reglerne om maskeret udlodning. Men

dommen støtter under alle omstændigheder det synspunkt, at kun i tilfælde,

hvor

udsagnet fører til resultater, der er i åbenbar modstrid med højere

rangerende

retskilder, kan skatteyderne ikke støtte ret på Ligningsvejledningen.

Samme opfattelse synes at ligge bag afgørelsen i

TfS 1992, 19 Ø, hvor skatteyderen kunne støtte ret på Ligningsvejledningens

udsagn om suspension af 3-års-fristen for skøn, selv om tidligere praksis

næppe

kunne siges at være i overensstemmelse med dette udsagn. Det må imidlertid

antages at være blevet lagt til grund, at uoverensstemmelsen ikke var

åbenbar.

Om tidligere praksis vedrørende suspension af denne frist henvises til Jan

Hinze, Skatteprocessen, 4. udgave, s. 165 ff.

Endelig synes den tilsvarende opfattelse at

ligge bag ved dommene TfS 1993, 101 V, TfS 1993, 111 V, TfS 1993, 161 V og

TfS

1993, 429 Ø, hvor retten lagde til grund, at skatteyderne i de konkrete

tilfælde rent faktisk ikke havde haft ekstraudgifter, således at en

grundlæggende betingelse for fradrag efter statsskattelovens § 6 a ikke var

til

stede. Skatteydernes henvisning til SD-cirkulæret fra 1989, der opstillede en

række standardbetingelser, der var opfyldt, blev derfor ikke tillagt

betydning.

Anvendelse af SD-cirkulærets indhold ville således medføre konkrete

resultater,

der var i åbenbar modstrid med en grundlæggende betingelse i

statsskattelovens

§ 6 a, jf. tilsvarende dommen TfS 1994, 427 V om standardfradrag ved arbejde

i udlandet.

Retsstillingen kan derfor beskrives således, at

der som udgangspunkt kan støttes ret på entydige og forbeholdsløse udsagn i

Ligningsvejledningen med forbehold af åbenbar modstrid med højere rangerende

retskilder, herunder offentliggjort fast administrativ praksis.

4. Vurdering af praksis

Som det fremgår af afsnit 3, viser domspraksis,

at skatteyderne på grundlag af lighedsgrundsætningen kan støtte ret på

Ligningsvejledningens indhold i det omfang, indholdet er bindende for

ligningsmyndighederne, jf. nærmere om disse bindende virkninger i afsnit 2.

Domspraksis kan endvidere tages til indtægt for, at skatteyderne i et nærmere

bestemt omfang kan støtte ret på det videregående forventningsprincip. Der

eksisterer dog kun en højesteretsdom, der eventuelt kan tages til indtægt for

dette synspunkt, nemlig højesteretsdommen UfR 1965, s. 399 H, der til støtte

for resultatet henviser til anvisningernes bindende virkninger for de

lignende

myndigheder (lighedsgrundsætningen), men også lægger vægt på, at praksis for

de

forudgående år havde været tilsvarende, samt endelig, at anvisningerne var

offentliggjorte og dermed vejledende også for skatteyderne.

Som kommentar hertil anfører Louis de Maire i

UfR 1969 B, s. 143, at det ikke bør bestrides, at en vis hensyntagen til

skatteyderens forventning har spillet ind, »men nogen klar bekendelse til et

forventningsprincip - med gyldighed også for et tilfælde som nærværende - bør

man dog ikke indlægge deri.«

I sin kommentar til dommen udtaler P. Spleth

imidlertid i UfR 1965 B, s. 252, at »der må lægges vægt på, at skatteyderen

ved

selvangivelsens indgivelse kan støtte sig til de udsendte vejledende

anvisninger.« Efter denne opfattelse er de forventninger, skatteyderen måtte

have på det tidspunkt, hvor han foretager den faktiske disposition, der

udløser

en skattemæssig virkning, ikke retsbeskyttede. Uanset usikkerheden om

rækkevidden af UfR 1965, s. 399 H har Skatteministeriet dog ikke anket nogle

af

de i afsnit 3 refererede landsretsdomme til Højesteret.

Der er således indtil videre belæg for den i

afsnit 3 dragne konklusion om, at skatteyderne for det første kan støtte ret

på

de bindende udsagn i Ligningsvejledningen i henhold til lighedsgrundsætningen

med de anførte forbehold om åbenbar modstrid med andre retskilder. Herudover

gælder der den videregående virkning, at skatteyderne med de tilsvarende

forbehold kan støtte ret på Ligningsvejledningen i tillid til en forventning

om, at Ligningsvejledningen er udtryk for gældende praksis, forudsat der er

tale om entydige og forbeholdsløse udsagn. I relation til retsbeskyttelsen af

skatteydernes forventninger skal forbeholdet vedrørende åbenbar modstrid med

fast administrativ praksis dog erstattes med offentliggjort fast

administrativ

praksis.

Hvad angår de nævnte forbehold, kan anføres, at

forbeholdet vedrørende modstrid med de øvrige nævnte retskilder er en simpel

følge af, at selv om Ligningsvejledningen som påvist udfylder disse

retskilder

og dermed har en vis selvstændig retskildeværdi, kan den naturligvis ikke stå

alene som retskilde. Ligningsvejledningen må ses i sammenhæng med højere

rangerende retskilder og kan i princippet ikke fortrænge disses retlige

betydning, hvis der foreligger modstrid, i hvert fald ikke i de tilfælde,

hvor

modstriden fremtræder tilstrækkelig åbenbart.

Endelig er forbeholdet om entydighed begrundet

i, at der alene kan støttes ret på klare udsagn. For eksempel kan

Ligningsvejledningens tilblivelsesproces resultere i, at der findes

divergerende udsagn om det samme forhold i forskellige dele af

Ligningsvejledningen,

således at kravet om entydighed ikke er opfyldt.

Endvidere kan der sluttes modsætningsvis fra

præmisserne i dommen TfS 1994, 295 Ø, hvor det hedder, »at i hvert fald i det

foreliggende tilfælde, hvor bestemmelsen i Ligningsvejledningen for 1986

K.2.2.3 efter sin formulering ikke giver mulighed for afvigende praksis.«

Selv om der i praksis er støtte for at

retsbeskytte skatteydernes forventninger til Ligningsvejledningens indhold,

udelukker denne praksis på den anden side set ikke, at der i beskrivelsen af

gældende ret er grundlag for de nævnte forbehold. Til støtte for disse

forbehold kan endvidere anføres, at der i modsat fald består en relevant

risiko

for, at myndighedernes informationsvirksomhed af forsigtighedsgrunde

indskrænkes til skade for borgerne.

En yderligere understregning af disse forbehold

kunne i øvrigt ske ved direkte at nævne i forordet til Ligningsvejledningen,

at

også skatteyderne kan støtte ret på indholdet, men begrænset af de nævnte

forbehold. Endvidere burde det fremgå af forordet, at Ligningsvejledningens

bindende virkning suppleres af en løbende ajourføring i Tidsskrift for

Skatter

og Afgifter.

5. Konklusion

Om Ligningsvejledningens direkte bindende

virkning i forhold til andre skattemyndigheder gælder, at i forhold til

Landsskatteretten, der ikke er en underordnet myndighed, er der i det hele

ikke

tale om bindende virkninger. I forhold til skatteankenævnene, der heller ikke

er en underordnet myndighed, betyder den særlige hjemmel i

skattestyrelseslovens § 13, stk. 3, at i det omfang Ligningsvejledningen

indeholder de af Ligningsrådet godkendte anvisninger, vil den være direkte

bindende, bortset fra tilfælde, hvor anvisningen er i direkte strid med,

eller

fører til resultater, der er i åbenbar strid med loven, herunder dennes

fortolkning i principielle domme og landsskatteretskendelser.

Ligningsvejledningen vil ikke i øvrigt binde skatteankenævnene. Noget andet

er,

at Ligningsvejledningen vil være bindende for såvel Landsskatteretten som

skatteankenævnene i det omfang, den gengiver gældende ret i henhold til

øvrige

retskilder.

Endelig kan de kommunale ligningsmyndigheder som

følge af det kommunale selvstyre heller ikke anses for underordnede

myndigheder

i forhold til Told- og Skattestyrelsen, der udgiver Ligningsvejledningen.

Også

her vil skattestyrelseslovens § 13, stk. 3, dog medføre en direkte bindende

virkning i det omfang, Ligningsvejledningen indeholder anvisninger godkendt

af

Ligningsrådet.

Hertil kommer, at kombinationen af

skattestyrelseslovens § 12, stk. 1 (Styrelsens pligt til at føre tilsyn med,

at

skatteansættelserne sker på ensartet måde) og skattestyrelseslovens § 14,

navnlig stk. 3 og stk. 4 (Told- og Skattestyrelsens beføjelser til at

gennemgå

og ændre ansættelser) imidlertid vil betyde, at Ligningsvejledningen reelt er

bindende for de kommunale ligningsmyndigheder i det omfang, Styrelsen

potentielt kan foretage korrektioner af ansættelser. Der er under alle

omstændigheder grundlag for korrektion, når der foretages en ansættelse, der

strider mod entydige og forbeholdsløse udsagn i Ligningsvejledningen,

medmindre

udsagnet er i direkte modstrid med eller fører til resultater, der er i

åbenbar

modstrid med lovregler og anordninger, domspraksis, ministerielle cirkulærer

eller fast administrativ praksis.

Uafhængigt af omfanget af de nævnte direkte

bindende virkninger følger det af doms- og landsskatteretspraksis, at der

både

for Landsskatteretten, skatteankenævnene og de kommunale ligningsmyndigheder

gælder den yderligere afledede bindende virkning, der er en følge af, at

skatteyderne i vist omfang kan støtte egentlige retskrav på indholdet af

Ligningsvejledningen. Den nærmere afgrænsning heraf er for det første bestemt

af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvilket betyder,

at

en vilkårlig skatteyder har et retskrav på at blive behandlet lige som andre

skatteydere med tilsvarende forhold. Denne lighedsgrundsætning har en særlig

vægt i tilfælde, hvor underordnede myndigheder er underlagt en binding fra

centrale myndigheder. Heraf følger, at i det omfang, hvor

Ligningsvejledningen

som ovenfor beskrevet, dvs. med de nævnte forbehold, er direkte bindende for

de

kommunale ligningsmyndigheder, vil den hverken ved skatteankenævnene,

Landsskatteretten eller domstolene kunne fraviges til ugunst for en

skatteyder.

Da Ligningsvejledningen først udgives efter

udløbet af det indkomstår, den omhandler, vil en skatteyder ikke kunne støtte

ret på lighedsgrundsætningen, hvis han har disponeret i forventning til et

udsagn i Ligningsvejledningen, der skærpes i næste års udgave. Det får derfor

selvstændig betydning, at skatteydernes forventninger til

Ligningsvejledningens

indhold efter praksis nyder en vis retsbeskyttelse, fordi der som

udgangspunkt

gælder en formodning om, at Ligningsvejledningens beskrivelse er udtryk for

gældende administrativ praksis.

Denne retsbeskyttelse består i, at en skatteyder

som udgangspunkt kan støtte ret på entydige forbeholdsløse udsagn i

Ligningsvejledningen, indtil grundlaget for udsagnet måtte blive ændret ved

lov

eller fortolkning i cirkulærer og principielle domme og administrative

afgørelser, der er offentliggjort på relevant måde, typisk i Tidsskrift for

Skatter og Afgifter. Endvidere gælder, at skatteyderens retskrav generelt er

betinget af, at udsagnet i Ligningsvejledningen ikke er i direkte modstrid

med

eller ikke fører til resultater, der åbenbart strider mod lovregler og

anordninger, domspraksis, ministerielle cirkulærer og offentliggjort fast

administrativ praksis.

Som en konsekvens af denne beskrivelse af

gældende ret kunne det overvejes at omtale i forordet til

Ligningsvejledningen,

at skatteyderne kan støtte ret på indholdet med de nævnte forbehold suppleret

af en løbende ajourføring i Tidsskrift for Skatter og Afgifter.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter