Landsskatteretskendelse vedr. afskrivning på blandede benyttede bygninger
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. afskrivning på blandede
benyttede bygninger
Klagen vedrører
det forhold, at skatteankenævnet har stadfæstet
skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter afskrivningsgrundlaget ultimo i
indkomståret 1999 for en ”blandet” bygning er nedsat med den følge,
at der ikke
længere er plads til skattemæssige afskrivninger.
Landsskatterettens afgørelse
Afskrivningsgrundlaget primo 1999 udgør
205.866 kr., jf. nedenfor under rettens bemærkninger og begrundelse.
Sagens oplysninger
Klageren erhvervede i 1988 en
landbrugsejendom, hvor den private beboelse er sammenbygget med
erhvervsbygninger bestående af en stald og en lade. I forbindelse med
erhvervelsen opgjorde klageren afskrivningsgrundlaget for den
”blandede”
bygning ud fra en fordeling af den afskrivningsberettigede del og den
ikke-afskrivningsberettigede del på grundlag af bygningens etagekvadratmeter.
Skatteankenævnets afgørelse
”Efter de nye regler i afskrivningsloven
skal afskrivningsgrundlaget for den blandede bygning ændres med virkning fra
indkomståret 1999.
Der er ikke ved lovændringen ændret på
hvad der er afskrivningsberettiget i denne form for ejendomme. Der er alene
ændret i metoden for opgørelse af afskrivningsgrundlaget. På ejendomme hvor
der
er foretaget en særskilt ejerboligvurdering skal anskaffelsessummen fra og
med
indkomståret 1999 fordeles ud fra ejendomsvurderingen.
Læs alt
Af ligningsvejledningen for 1999, afsnit
E.C.4.4.5. fremgår at For indkomståret 1999 skal man ved fordelingen lægge
den
vurdering til grund, der er gældende ultimo indkomståret 1999. Desuden er det
præciseret i ligningsvejledningen for 2000, afsnit E.C.4.4.5. at Den del af
den
samlede anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den andel, som boligen
ifølge ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved vurderingen pr.
1.
januar 1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret 1999,
og
den ejerboligfordeling, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen
pr.
1. januar 1999.
I november 2000 har Told- og
Skatteregionen stillet spørgsmål omkring afskrivningsloven til Told- og
Skattestyrelsen. Af svaret i marts 2001 fremgår, at det er Styrelsens
opfattelse, at ved køb af ejendom med ejerboligvurdering før 1. januar 1999,
er
det ejerboligvurderingen pr. 1. januar 1999, der bør anvendes.
Med udgangspunkt i ovenstående anvendes
til brug ved fordelingen for indkomståret 1999 vurderingen pr. 1. januar
1999.
Herefter skal vurderes, hvilke
afskrivninger, der skal fragå i det nye afskrivningsgrundlag. Det er
Skatteankenævnets opfattelse, at samtlige de foretagne afskrivninger skal
fragå. Ændringen af afskrivningsgrundlaget er begrundet i en lovændring. Der
er
således ikke grundlag for at anvende reglerne i afskrivningslovens § 19, stk.
1
om intervalafskrivning, idet disse regler alene anvendes ved forskydninger
mellem det afskrivningsberettigede og det ikke-afskrivningsberettigede
etageareal.
De foretagne afskrivninger overstiger
det nye afskrivningsgrundlag, og der kan herefter ikke afskrives yderligere
på
den blandede bygning.
Skatteforvaltningens afgørelse
stadfæstes.”
Klagerens påstand og argumenter
I klagen til Landsskatteretten er anført
følgende:
”Påstande
1- Sagen omhandler to problemstillinger
til afskrivningslovens § 19
2. Værdiansættelse af ejerbolig
På en blandet bygning, hvori der indgår
en ejerbolig, kan der fra og med indkomståret 1999 ikke længere afskrives på
den del af anskaffelsessummen, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen
efter vurderingslovens § 33 kan henføres til ejerboligen, jf.
afskrivningslovens
§ 19, stk. 5.
Det er skatteyders påstand, at ved
værdiansættelsen af ejerboligen, skal der tages udgangspunkt i
anskaffelsessummen på købstidspunktet i 1988, hvor købesummen for ejerboligen
kan opgøres til 223.798 kr. Efter udskillelse af særskilte bygninger kan
skatteyder opgøre et afskrivningsgrundlag for den afskrivningsberettigede del
af den blandede bygning til 243.664 kr.
Afskrivning efter intervalreglerne
Anden problemstilling vedrører
anvendelsen af intervalreglerne i afskrivningslovens § 19.
Det er skatteyders påstand, at reglerne
om intervalafskrivning i
afskrivningslovens § 19, stk. 1 skal anvendes ved afskrivning på den i
sagen blandede bygning. Restafskrivningsgrundlaget kan opgøres til 97.465
kr.,
når det oplyses, at den opsummerede afskrivningsprocent er 60 pct.
Sagens faktiske omstændigheder
A købte i 1988 den i sagen omhandlede
ejendom for en kontant pris på 923.073 kr.
På ejendommen er der en blandet bygning,
som består af en bolig, som er sammenbygget med nogle af driftsbygningerne.
Ud af de 923.073 kr., som A gav for den
faste ejendom blev der henført 666.402 kr. til bygningerne på ejendommen.
Efter
reduktion for et fritliggende maskinhus og installationer er der en
anskaffelsessum
på 467.462 kr. for den blandede bygning.
Af de 467.462 kr. blev der henført
følgende beløb til beboelsen:
467.462 kr. x 136 m2
/636 m2,
i alt 99.960 kr.
Til resten af den blandede bygning blev
der henført:
467.462 x 500 m2
/636 m2,
i alt 367.502 kr.
Begge beløb er før pristalsregulering i
perioden 1988-1991.
Ved købet i 1988 var den faste ejendom
vurderet til i alt 980.000 kr. kr., heraf vedr. stuehus 223.798 kr.
Stuehusets andel af den kontante købesum
i 1988 kan herefter opgøres som 923.073
x 237.600/980.000, dvs. 223.798 kr.
Værdiansættelse af ejerbolig i
indkomståret 1999
Skatteankenævnets begrundelser
Skatteankenævnet anfører i sin
begrundelse, at:
” af Ligningsvejledningen for 1999,
afsnit E.C. 4.4.5. fremgår at For indkomståret 1999 skal man ved
fordelingen
lægge den vurdering til grund, der er gældende ultimo indkomståret 1999.
Desuden er det præciseret i Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C. 4.4.5. at
Den del af den samlede anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den
andel,
som boligen ifølge ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved
vurderingen
pr. 1. januar 1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret
1999, og den ejerbolig, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen
pr.
1. januar1999
Med udgangspunkt i formuleringen i
Ligningsvejledningen, samt en udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen fra
marts
2001, jf. bilag 2, fastholder Skatteankenævnet, at det er vurderingen pr. 1.
januar 1999, der skal anvendes til brug for fordelingen af
afskrivningsgrundlaget.
Begrundelse for påstand
Ændringen for afskrivning på blandede
bygninger, hvori der indgår en ejerbolig blev indført i forbindelse med
”Pinsepakken”,
jf. § 19 i lov nr. 433 af 26. juni 1999. De skærpede regler medfører bl.a.,
at
for blandede bygninger, hvori der indgår en ejerbolig, kan der ikke længere
afskrives på den del af anskaffelsessummen, der vedrører ejerboligen.
Endvidere
er det anført i § 19, stk. 5, sidste pkt., at etagearealet af denne
bygningsdel
ikke medregnes. Reglerne trådte i kraft fra og med indkomståret 1999.
Ændringen gælder også blandede anvendte
bygninger, som er anskaffet forud for indkomståret 1999.
Selve opsplitningen af
anskaffelsessummen i to dele; en del der vedrører anskaffelsessummen på den
afskrivningsberettigede del og en anden del, der vedrører stuehuset kan være
vanskelig. Det er skatteyders opfattelse, at det er den oprindelige
anskaffelsessum, der skal fordeles. Fordelingen skal således foretages ud fra
ejerboligfordelingen (ejerboligprincip) på det oprindelige
anskaffelsestidspunkt.
Dette begrundes med at ved køb af en
bygning, som er afskrivningsberettiget fastlægges afskrivningsgrundlaget ud
fra
den kontante anskaffelsessum på købstidspunktet. Før 1999 blev
afskrivningsgrundlaget
opgjort efter reglerne beskrevet i cirkulære 188 af 22. november 1983 (nu
ophævet) til afskrivningsloven,
pkt.
206. Når afskrivningsgrundlaget var beregnet, kunne skattemyndighederne kun
foretage ændringer heri indenfor fristen i den tidligere § 35 i
Skattestyrelsesloven,
da afskrivningsgrundlaget er opgjort efter et skøn, jf. Ligningsvejledningen
1998, afsnit E.C. 4.1.9.3.
Når man i Ligningsvejledningen 2000
anfører, at det er ejerboligfordelingen i 1999, der skal anvendes som
fordelingsnøgle,
tilsidesætter man efter skatteyders opfattelse principperne for opgørelse af
afskrivningsgrundlag, da det som ovenfor nævnt altid tager udgangspunkt i den
kontantomregnede anskaffelsessum, jf. den tidligere afskrivningslovs § 19 A.
Skatteyder mener ikke, der er hjemmel til at anvende 1999-vurderingen som
fordelingsnøgle.
Ved at anvende vurderingen 1999 som
fordelingsnøgle for bygninger anskaffet før indkomståret 1999, kan der
endvidere
fremkomme et ikke retvisende billede af værdien af ejerboligen. Dette
skyldes,
at forbedringer, som er foretaget på ejerboligen igennem ejerperioden har
påvirket ejerboligvurderingen samtidig med, at der ikke længere kan afskrives
på forbedringsudgifter afholdt på ejerboligen, jf. § 19, stk. 2.
Told- og Skattestyrelsen anfører i deres
svar på spørgsmål 3.1 til Told- og Skatteregion Esbjerg, jf. bilag 2, at :
” Spørgsmålet om, hvilken
ejerboligfordeling der skal anvendes for ejendommen anskaffet før
indkomståret
1999, er ikke omtalt i lovforslaget til den nye afskrivningslov, ligesom
spørgsmålet er uomtalt i L85 1999/2000.
Uanset at det i visse situationer vil
give et mere rimeligt resultat at anvende den ejerboligfordeling, der ligger
nærmest købstidspunktet, er det Styrelsens opfattelse, at det må fastholdes,
at
det er ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999, der bør anvendes. Dersom man
besluttede, at anvende ejerboligfordelingen nærmest købstidspunktet, ville
det
bl.a. være problematisk, fordi Skattemyndighederne vanskeligt kan tillade sig
at pålægge borgerne at anvende oplysninger, der kan ligge mange år tilbage i
tiden.”
Det er vores opfattelse, at Told- og
Skattestyrelsen heller ikke mener, at der er hjemmel til at kræve at anvende
ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle.
Samtidig anfører de, at anvendelsen af
ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle kan være til
ugunst
for borgerne, men samtidig vil de ikke pålægge borgerne at anvende
oplysninger,
der kan ligge mange år tilbage i tiden, selvom det er en fordel for borgerne.
Dette virker ulogisk.
Det er vores opfattelse, at Told- og
Skattestyrelsen burde give tilladelse til, at borgerne kan anvende den
ejerboligfordeling, der ligger nærmest købstidspunktet, såfremt det er til
ugunst for borgerne at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som
fordelingsnøgle. Dette selvom Told- og Skattestyrelsen mener de pålægger
borgerne en ulempe.
Vi har dog svært ved at se denne ulempe,
når borgerne bliver stillet bedre ( får et større afskrivningsgrundlag). Det
er
også sådan, at i langt de fleste landbrugsregnskaber har mange gemt
oplysninger
tilbage til købstidspunktet, dermed er der ikke et problem med at finde
oplysningerne. Ellers må man formode, at skattevæsenet har gemt oplysninger
om
vurderingerne tilbage i tiden, sådan at kommunen kan hjælpe borgerne med at
nå
frem til det for borgeren mest gunstige resultat. Dette er vel i bund og
grund
skattevæsenet fremmeste opgave, jf. officialmaximen.
Der kan endvidere opstå en dobbelteffekt
ved at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle.
Dobbelteffekten fremkommer ved, at det nye afskrivningsgrundlag i realiteten
reduceres med forbedringsudgifter afholdt på ejerboligen to gange. Denne
dobbelteffekt var man opmærksom på i Følgegruppen mht. grundværdier, da man
har
lagt op til, at stuehusværdien er excl. grundværdi. Dette er beskrevet af
Skatteministeriet, Departementet i Notat om afskrivningsgrundlag for blandet
benyttet bygning efter afskrivningslovens § 19, stk. 5, j. nr. 14.98-101-41.
Told- og Skattestyrelsen omtaler også
denne problemstilling i relation til pristalsregulering af
afskrivningsgrundlaget,
hvor der er sket en tilbygning til en blandet benyttet bygning i perioden
1982-1990 i deres besvarelse fra marts 2001, hvor de anfører følgende i
svaret
på spørgsmål 1.2.:
”Hvis man anvender vurderingen pr. 1.
Januar 1999, således som Styrelsen og Departementet hidtil har ment, at man
skulle, opstår der et problem, at værdien af tilbygningen er indeholdt i
ejerboligfordelingen. Der skal foretages en
beløbsmæssig reduktion af den ejerboligværdi, der efter afskrivningslovens §
19, stk. 5 skal fragå ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for den
oprindelige
bygning. Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at der med fornøden sikkerhed,
svares på, hvorledes denne beregning kan foretages. Styrelsen er imidlertid
enig med Told- og Skatteregionen i, at dette er et væsentlig spørgsmål, som
bør
løses. Styrelsen vil derfor forelægge spørgsmålet for Departementet i
lovgruppe
med henblik på, at det overvejes at ændre loven.”
Ved at anvende den ejerboligfordeling,
der ligger nærmest købstidspunktet, undgås denne dobbelteffekt.
Det er skatteyders opfattelse, at der
mangler en sammenhæng/konsekvens i fortolkningen af reglerne. I
Ligningsvejledningen
2000, afsnit E.C. 4.4.5 er det anført, at:
”For allerede anskaffede bygninger,
hvorpå der findes en ejerboligfordeling, følger det af bestemmelsen, at den
del
af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling, kan henføres
til ejerboligen, skal udgå af afskrivningsgrundlaget. Den del af den samlede
anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den andel, som boligen ifølge
ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved vurderingen pr. 1.
januar
1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret 1999, og den
ejerboligfordeling, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen pr.
1.
januar 1999.”
Videre i Ligningsvejledningen, samme
afsnit
er det anført, at:
”Hvis en senere ejerboligfordeling
indebærer, at forholdet mellem værdien af ejerboligen og den øvrige del af
ejendommen forskydes - uden at dette skyldes, at der er sket en ændring af
arealerne - medfører dette ikke, at der skal ske en ændring af
afskrivningsgrundlaget for den del af bygningen, der anvendes til et
afskrivningsberettiget formål, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 12, i L 85
1999/2000. Den ejerboligfordeling, der er fastlagt på grundlag af den
oprindelige ejerboligfordeling, ligger således fast. Ved en senere
forskydning
af areal mellem den del af en bygning, der anvendes til bolig, og den del,
der
anvendes afskrivningsberettiget, må fordelingen af bygningens oprindelige
anskaffelsessum ændres ud fra de prisforhold for henholdsvis boligdelen og
den
afskrivningsberettigede del af bygningen, der gjaldt ved anskaffelsen.”
Ifølge beskrivelsen i
Ligningsvejledningen er der dermed forskel på, hvilke værdier der skal
reguleres
med, afhængig af om det er værdiansættelsen af ejerboligen ved overgangen til
den nye afskrivningslov i 1999 eller såfremt der efterfølgende sker
arealforskydninger mellem den afskrivningsberettigede del af bygningen og
ejerboligen. Dette forekommer ikke hensigtsmæssigt.
Samme forskel er der mellem
værdiansættelsen af ejerboligen ved overgangen til den nye afskrivningslov og
værdiansættelse af afholdte ombygnings- og forbedringsudgifter afholdt før
indkomståret 1999. I notat afskrivningslovens § 19, stk. 2 om udgift til
ombygning og forbedring i blandet benyttet bygninger, udarbejdet af
Skatteministeriet, Departementet til Følgegruppen 1 til Pinsepakken, j. nr.
14.98-101-41 (bilag 4) er det anført, at:
”For at kunne opgøre
afskrivningsgrundlaget skal man for en given ombygnings- eller
forbedringsudgift
dels afgøre, om er for 1999 foreligger en privat eller erhvervsmæssig
benyttelse, dels finde anskaffelsessummen for den del af den samlede udgift,
der i 1999 anvendes erhvervsmæssige. Dette kræver, at man skal finde den del
af
den samlede anskaffelsessum, der i sin tid forholdsmæssigt blev fastsat som
den
afskrivningsberettigede anskaffelsessum. Den afskrivningsberettigede
anskaffelsessum
kendes. Når fordelingsnøglen er fundet kan det nye afskrivningsgrundlag
opgøres. Det vil i de fleste tilfælde nok kun påføre virksomheder og
skattemyndigheder et begrænset merarbejde at finde disse fordelingsnøgler med
henblik på at fastsætte afskrivningsgrundlag. Hvis oplysningen om den
oprindeligt fastsatte fordelingsnøgle imidlertid ikke er umiddelbart
tilgængelig, må den fastsættes efter bedste skøn. Der er tale om praktiske
problemer.”
Skatteyder fastholder at den værdi, som
anskaffelsessummen skal nedsættes med, er
ejerboligens værdi på
anskaffelsestidspunktet. Dette er endvidere i overensstemmelse med indholdet
af
§ 19, stk. 1, 1. pkt.
Afskrivning efter intervalreglerne
Skatteankenævnets begrundelse
Vedr. anvendelse af reglerne om intervalafskrivning
anfører Skatteankenævnet følgende:
”Det er Skatteankenævnets opfattelse, at
samtlige de foretagne afskrivninger skal fragå. Ændringen af
afskrivningsgrundlaget er begrundet i en lovændring. Der er således ikke
grundlag for at anvende reglerne i afskrivningslovens § 19, stk. 2 om
intervalafskrivning, idet disse regler alene anvendes ved forskydninger
mellem
det afskrivningsberettigede og det ikke-afskrivningsberettigede etageareal.
De foretagne afskrivninger overstiger
det nye afskrivningsgrundlag, og der kan herefter ikke afskrives yderligere
på
den blandede bygning.”
Begrundelse for påstand
Reglerne i § 19 vedrørende afskrivning
på blandede bygninger, som blev indført med Pinsepakken blev justeret
allerede
med Justeringspakken i Folketingsåret 1999/00. I forbindelse med
Justeringspakken
(99/00) blev der i § 19, stk. 1 indsat nye 2. – 5. pkt. Denne ændring
trådte
også i kraft for indkomståret 1999.
Med indførsel af intervalafskrivning på
blandede bygninger blev det muligt at ”styre”
afskrivningsgrundlaget og især de
foretagne afskrivninger før 1999. Intervalreglerne styrer, at der i et
interval
aldrig afskrives mere end 100 %.
I bemærkninger til L85, § 1, nr. 11 er
det til intervalreglerne bl.a. anført, at:
”Revisororganisationerne har i følgegruppen
til pinsepakken med henblik på at fjerne ovennævnte uklarhed foreslået et
regelsæt gående ud på, at den samlede anskaffelsessum opdeles svarende til de
dele af anskaffelsessummen, som der afskrives på. Den samlede anskaffelsessum
opdeles i intervaller, hvor hvert interval udgør et særskilt
afskrivningsgrundlag. Når den samlede afskrivning på det særskilte
afskrivningsgrundlag dvs. den del af anskaffelsessummen, der svarer til et
interval, har nået 100 pct., ophører adgangen til afskrivning på dette
afskrivningsgrundlag.
Det foreslås herefter i
afskrivningslovens § 19, stk. 1, fastsat for bygninger, der kun er delvist
afskrivningsberettigede,
at den samlede anskaffelsessum inddeles i intervaller svarende til hver
enkelt
særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en forøgelse af den del af den samlede
anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt.,
udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var
afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den
afskrivningsberettigede
del af anskaffelsessummen bliver forøget, særskilte afskrivningsgrundlag. Det
foreslås
endvidere fastsat, at ved en reduktion af den del af den samlede
anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt.,
udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et
særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der
herefter
ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. I lovteksten er dette
grundlag ikke benævnt afskrivningsgrundlag, idet der ikke kan afskrives på
grundlaget.
Når summen af de anvendte
afskrivningsprocenter opgjort for det enkelte særskilte afskrivningsgrundlag
har nået 100, kan der ikke længere foretages afskrivning på dette grundlag.
Når
summen af afskrivningsprocenter for alle afskrivningsgrundlag har nået 100,
kan
der ikke længere ske afskrivning på nogen del af bygningen.”
Endelig er det anført i bemærkningerne
til L 85 i § 1, nr. 11, at:
”De foreslåede regler indebærer i
øvrigt, at den skattepligtige enten stilles ligeså godt som efter gældende
regler, eller bliver stillet bedre.”
Der blev ikke indført en overgangsregel,
som anviste, hvordan foretagne afskrivninger efter den tidligere
afskrivningslov § 20, skulle ”indplaceres” i forhold til de nye
regler om intervalafskrivning
i § 19.
Det er skatteyders opfattelse at
intervalreglerne, som er beskrevet i afskrivningslovens § 19, stk. 1, 2.
–5.
pkt. skal anvendes i den konkrete sag, uanset at der ikke er sket en ændring
i
det afskrivningsberettigede areal. I modsat fald kan de allerede foretagne
afskrivninger ikke ”styres”.
Det er endvidere skatteyders opfattelse,
at der er sket en ændring i arealet for den blandede bygning, da arealet for
ejerboligen ikke længere medregnes, jf. § 19, stk. 5, 3. pkt. Den blandede
bygning
incl. stuehus anses stadig for én bygning. Dette fandt man fra
Skattedepartementets side var hensigtsmæssigt ved opgørelsen af genvundne
afskrivninger, begrundet med at alle foretagne afskrivninger (incl.
afskrivningerne på stuehuset) således indgår i opgørelsen.
Havde den blandede bygning bestået af 3
dele, én afskrivningsberettiget del, en ikke afskrivningsberettiget del og en
ejerbolig del, ville ejerboligen arealmæssigt blive ”renset ud”.
Dette er beskrevet
i Notat om afskrivningsgrundlag for blandet benyttet bygning efter
afskrivningslovens § 19, stk. 5, j. nr. 14.98-101-41 af Skatteministeriet,
Departementet. I den konkrete sag består den blandede bygning af to dele - en
afskrivningsberettiget del og en ejerbolig - og dermed er det ikke
”synligt”,
at der sker en ændring i det samlede areal for den blandede bygning.
Henvisningerne, som Skatteankenævnet
anvender i deres begrundelser for at nægte anvendelsen af intervalreglerne,
relaterer sig til de situationer, hvor stuehusvurderingen efterfølgende
ændrer
sig, i disse situationer skal intervalafskrivningen (intervallerne)
naturligvis
ikke ændres.
Der henvises i denne sammenhæng til
bemærkningerne til L85, § 1, nr. 12, hvor det er anført at:
”En ændring af ejendomsværdien for
tidligere anskaffede bygninger, hvorved alene en større eller mindre del af
bygningens værdi henføres til boligen, skal derimod ikke have betydning for
opgørelsen af afskrivningsgrundlaget efter afskrivningslovens § 19, stk. 1.
Det
skyldes, at en ændring af ejendomsværdien for en bygning, hvorved alene en
større eller mindre del den samlede ejendomsværdi henføres til boligen, ikke
er
udtryk for en ændring af den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningen. En
sådan ændring af fordelingen mellem boligdelen og den øvrige del af
ejendommen
skal derfor ikke føre til en ændring af afskrivningsgrundlaget for den del af
bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.”
Denne bemærkning til § 1, nr. 12 i L85
kan således efter skatteyders opfattelse ikke medføre, at intervalreglerne
ikke
skal anvendes i den konkrete sag, således som Told- og Skattestyrelsen i
deres
svar på 2.1. ellers anfører.
Det er i øvrigt vanskeligt for
skatteyder at se, hvilken afskrivningsmetode der ellers skal anvendes for
blandede bygninger, som er anskaffet før indkomståret 1999 og som blev
afskrevet efter den tidligere afskrivningslovs § 20, såfremt afskrivning
efter
intervalreglerne i § 19, stk. 1 ikke skal anvendes. Så vidt det er skatteyder
bekendt, er der ikke andre afskrivningsregler for blandede bygninger.
Skatteankenævnet henviser i deres
begrundelse til, at de hidtidige foretagne afskrivninger skal modregnes i det
nye afskrivningsgrundlag, således at der samlet kan afskrives et beløb, der
svarer til det nye afskrivningsgrundlag.
Skatteyder mener ikke denne begrundelse
er korrekt efter indførelse af reglerne om intervalafskrivning i forbindelse
med justering af Pinsepakken ( 99/00 ).
Princippet om modregning af hidtidige
foretagne afskrivninger for at finde restafskrivningsgrundlaget stammer fra
et svar
fra Skatteministeren på spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg i
Folketingsåret
1997/98
( L 103 – bilag 27 i forbindelse
med Pinsepakken, hvor Skatteministeren blev anmodet om at tage stilling til
flere overgangsspørgsmål, bl.a. vedr. de akkumulerede afskrivninger foretaget
på blandede bygninger afskrevet efter den tidligere afskrivningslovs § 20.
I svaret fra Skatteministeren til
Folketingets Skatteudvalg L 103 – bilag 27 anførte Skatteministeren, at
alle de
foretagne afskrivninger skulle indgå ved vurderingen af, om der kunne
afskrives
yderligere på det nye afskrivningsgrundlag.
Med justeringspakken må svaret fra
Skatteministeren til Folketingets Skatteudvalg L 103 – bilag 27 ( jf.
bilag 5)
bortfalde, da intervalreglerne træder i stedet for.
Dette er også indirekte anført i
bemærkninger til lovforslag 85 (99/00), som indeholder følgende til § 1, nr.
11:
”Bestemmelsen giver anledning til tvivl
om, hvornår en bygning må anses for fuldt afskrevet, når der i løbet af
afskrivningsperioden er foretaget ændringer af den del af bygningens samlede
etageareal, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Den tidligere
afskrivningslov indeholdt en bestemmelse om, at summen af de akkumulerede
afskrivningsprocenter ikke kan overstige 100. Bestemmelsen blev indført i
forbindelse med indførelsen af pristalsregulering af afskrivningsgrundlag og
afskrivninger i 1982, men den blev ikke ophævet igen i forbindelse med
ophævelsen af pristalsreguleringen i 1990. I den nye afskrivningslov er
bestemmelsen ikke videreført.
Bestemmelserne i den nye afskrivningslov
kan herefter give anledning til tvivl i to situationer.
For det første er spørgsmålet, om
adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en
indskrænkning af den del af bygningen, der anvendes til et
afskrivningsberettiget formål, når summen af de allerede foretagne
afskrivninger
herved kommer til at udgøre et beløb, der er lig med eller større end det
ændrede, reducerede afskrivningsgrundlag.
Eksempel 1
En bygning er anskaffet for 1.000.000 kr.
I de første 5 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for 80
pct.s
vedkommende, således at der ved udgangen af år 5 er afskrevet 25 pct. af
800.000 kr. eller i alt 200.000 kr. I år 6 reduceres den
afskrivningsberettigede del af bygningen til 20 pct. (etagearealet
forudsættes
over 300 m2). Dette medfører umiddelbart, at der fra og med år 6 kan
afskrives
på grundlag af 200.000 kr. Dette afskrivningsgrundlag svarer imidlertid til
det
akkumulerede beløb for de foretagne afskrivninger på bygningen i år 1 - 5.
Reglerne i den nye afskrivningslov kan
give anledning til tvivl om, hvorvidt afskrivning skal ophøre fra og med år
6.
Den del af anskaffelsessummen, der er afskrivningsberettiget i dette år og
følgende
indkomstår, er allerede afskrevet, og efter ordlyden af bestemmelsen kan
denne
forstås således, at afskrivningerne i denne situation skal ophøre.
Det er ikke hensigtsmæssigt (min
fremhævning), såfremt der i denne situation ikke fortsat skal kunne ske
afskrivning. Ved en ændring af bygningens anvendelse, hvor den del af
bygningen
m.v., der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, reduceres, vil en
del
af det hidtidige afskrivningsgrundlag ikke længere indgå i
afskrivningsgrundlaget. De allerede foretagne afskrivninger har været
foretaget
på hele det hidtidige afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er
foretaget
på den del, der ikke længere er afskrivningsberettiget, bør ikke fuldt ud
henføres til den reducerede del af anskaffelsessummen, der fortsat er
afskrivningsberettiget. De foretagne afskrivninger på det tilbageværende
afskrivningsgrundlag
bør kun være den del af de foretagne afskrivninger, der kan henføres hertil,
dvs. det tilbageværende afskrivningsgrundlag ganget med de hidtil anvendte
afskrivningssatser.
For det andet er det spørgsmålet, om
adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en
udvidelse af den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget
formål, når summen af de allerede anvendte afskrivningsprocenter for
bygningen
som sådan i ejertiden har nået 100. Den nye afskrivningslov indeholder som
nævnt ikke en sådan bestemmelse, men det har ikke været meningen, at
retstilstanden hermed skulle ændres.
Eksempel 2
En bygning er anskaffet for 1.000.000
kr. I de første 20 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for
20
pct.s vedkommende (etagearealet forudsættes over 300 m2), således at der ved
udgangen
af år 20 er afskrevet 100 pct., dvs. i alt 200.000 kr. I år 21 forøges den
afskrivningsberettigede del af bygningen til 80 pct. af bygningens samlede
anskaffelsessum.
De gennemførte regler kan give anledning
til tvivl om, hvorvidt der i år 21 og efterfølgende indkomstår kan foretages
skattemæssig afskrivning af 600.000 kr., hvormed den afskrivningsberettigede
del af anskaffelsessummen øges, idet summen af de allerede foretagne
afskrivningsprocenter på bygningen som sådan har nået 100.
Det er ikke rimeligt, at der i den
nævnte situation ikke skal kunne afskrives på de 600.000 kr., hvormed den
afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen øges. Ved en ændring af
bygningens
anvendelse, hvor den del af bygningen m.v., der anvendes til et
afskrivningsberettiget formål, forøges, vil en del af anskaffelsessummen, som
der ikke tidligere har kunnet afskrives på, fremover indgå i
afskrivningsgrundlaget.
De hidtidige afskrivninger har kun været foretaget på det hidtidige
afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er foretaget på den del, der
allerede er afskrivningsberettiget, vil ikke kunne siges også at være
foretaget
på den del, der bliver afskrivningsberettiget.”
I de viste eksempler i bemærkningerne
til lovforslaget er der taget udgangspunkt i bygninger, som er anskaffet
efter
de nye regler, dvs. eksemplerne viser ikke, hvordan man skal tackle
overgangen
fra de tidligere afskrivningsregler til de nye afskrivningsregler.
Anvender man intervalreglerne på
bygningerne i den konkrete sag for indkomståret 1999, vil det betyde
følgende:
Bygning
Afskrivningsgrundlag excl. forlods
afskr.
Opsummeret afskr. Pct.
Restafskr. gr. lag
Årets afskr. pct.
Staldbygning
243.664
60
97.465
5
Stuehus
99.960
60
39.984
0
Stuehus
123.838
0
0
0
Genvundne afskrivninger
Ved salg af en blandet bygning skal der
ske opgørelse af genvundne afskrivninger efter reglerne i afskrivningslovens
§
21, stk. 2, nærmere betegnet som gennemsnitsmetoden. Der kan maksimalt ske
beskatning af de foretagne afskrivninger. De foretagne afskrivninger omfatter
både afskrivninger foretaget efter den tidligere afskrivningslov samt
afskrivninger foretaget efter den gældende afskrivningslov.
I afskrivningslovens § 21 er det anført,
at har en bygning været afskrevet efter afskrivningsreglerne i § 19, skal man
ved salg af denne bygning – anvende gennemsnitsmetoden ved opgørelse af
genvundne
afskrivninger. Herved sikres det, at alle foretagne afskrivninger bliver
omfattet af beskatning.
Selvom man anvender intervalreglerne i
den konkrete sag, betyder det altså ikke, at der er en risiko for, at der
bliver ”afskrevet for meget”, da anvendelsen af gennemsnitsmetode
ved
opgørelsen af de genvundne afskrivninger sikrer, at ingen af de foretagne
afskrivninger bliver udeladt fra beskatning.
Opsamling
Skatteyder fastholder at den værdi, som
anskaffelsessummen skal nedsættes med, er
ejerboligens værdi på
anskaffelsestidspunktet. Dette er endvidere i overensstemmelse med indholdet
af
§ 19, stk. 1, 1. pkt. og praksis på området vedrørende opgørelse af
afskrivningsgrundlag.
Det er vores opfattelse, at Told- og
Skattestyrelsen heller ikke mener, at der ikke er hjemmel til at kræve at
anvende ejerboligfordelingen pr. 1. januar 1999 som fordelingsnøgle.
Det er vores opfattelse, at Told- og
Skattestyrelsen burde give tilladelse til, at borgerne kan anvende den
ejerboligfordeling, der ligger nærmest købstidspunktet, såfremt det er til
ugunst for borgerne at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som
fordelingsnøgle. Dette selvom Told- og Skattestyrelsen mener de pålægger
borgerne en ulempe. Vi har i øvrigt svært ved at se denne ulempe, når
borgerne
bliver stillet bedre ( får et større afskrivningsgrundlag).
Det er skatteyders opfattelse at
intervalreglerne, som er beskrevet i afskrivningslovens § 19, stk. 1, 2
–5 pkt.
skal anvendes i den konkrete sag, uanset at der ikke er sket en ændring i det
afskrivningsberettigede areal.
Det er skatteyders opfattelse, at der er
sket en ændring i det samlede areal for den blandede bygning, da arealet for
ejerboligen ikke længere medregnes, jf. § 19, stk. 5, 3. pkt.
Det er vores opfattelse, at man bliver
omfattet af reglerne i § 19, stk. 1, 2. pkt. om intervalafskrivning i alle
situationer, hvor en skatteyder har anskaffet en blandet bygning før
indkomståret 1999 og hvor der har været afskrevet efter reglerne i den
tidligere afskrivningslovs § 20.”
Landsskatterettens bemærkninger og
begrundelse
Retten må efter de foreliggende
oplysninger lægge til grund, at der ikke i klagerens ejerperiode fra 1988 til
udgangen er sket forbedringer af den ”blandede” bygning, ligesom
der ikke er
sket forskydninger mellem den privat og erhvervsmæssigt anvendte del af
bygningen.
Med virkning for indkomståret 1999 blev
der ved den såkaldte ”Pinsepakke” og den i 1999 foretagne justering
af
pinsepakken indført nye regler for opgørelse af afskrivningsgrundlaget for
den
erhvervsmæssigt anvendte del af en ”blandet” bygning,
jf. lov nr. 433 af 26.6. 1998 og lov nr. 958
af 20.12.1999.
Ifølge lovens § 19, stk. 1, kan der i
tilfælde, hvor kun en del af en bygning anvendes til formål, der berettiger
til
afskrivning efter § 14, kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der
forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal.
Ifølge § 19, stk. 5 indgår i tilfælde,
hvor den del af bygningens samlede anskaffelsessum, der kan henføres til
bolig,
denne del ikke i den del af anskaffelsessummen, der berettiger til
afskrivning
efter stk. 1. I andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke
den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter vurderingslovens
§
33 kan henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne
bygningsdel ikke efter stk. 1.
Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelsen i §
21, stk. 5, 2. pkt. i lov nr. 958 af 20.12.1999 har afskrivningslovens § 19,
stk. 5, 2. pkt., som affattet ved lovens § 1, nr. 12, virkning fra og med
indkomståret 1999.
I bemærkningerne til § 1, nr. 12 i
lovforslag L 85 af 3. november 1999 (Justering af pinsepakken m.m.), der
ændrede § 19, stk. 5, fremgår følgende:
”For allerede anskaffede bygninger,
hvorpå der findes en ejerboligfordeling, følger det af bestemmelsen, at den
del
af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling kan henføres
til
ejerboligen, skal udgå af afskrivningsgrundlaget. Det følger af den gældende
afskrivningslov, at det skulle ske allerede fra og med indkomståret 1999, og
at
den ejerboligfordeling. der skal anvendes, er ejerboligfordelingen ultimo
indkomståret,
jf. Told- og Skattestyrelsens vejledning ”Afskrivningsloven Indkomståret
1999”,
afsnit 5.4.5. Dette foreslås opretholdt.”
Lovens motiver er efter rettens
opfattelse klare på dette punkt, idet det med indførelsen af de nye regler i
afskrivningsloven i 1998 og 1999 utvivlsomt er tilsigtet en ny opgørelse af
afskrivningsgrundlaget for ”blandede” bygninger med virkning fra og
med
indkomståret 1999.
Vedr. sagens første spørgsmål, om
hvilken ejerboligværdi, der skal anvendes ved opgørelsen af
afskrivningsgrundlaget
for den ”blandede” bygning for indkomståret 1999 er det derfor
rettens opfattelse,
at repræsentantens påstand ikke kan tages til følge, idet det af
afskrivningslovens
§ 19, stk. 5, 2.pkt. sammenholdt med ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovens §
21,
stk. 5, følger, at § 19, stk. 5, 2.pkt. har virkning fra og med indkomståret
1999. Af bemærkningerne til lovforslag L 85 fremgår, at det var tilsigtet at
gøre op med den praksis, hvorefter anskaffelsessummen for en ejendom blev
fordelt på en ”blandet” bygning efter fordelingen af etagearealet
mellem privat
og erhverv, uanset om der værdimæssigt f.eks. var tale om en mindre og dyr
privatboligdel og en større men værdiløs erhvervsdel. For at opnå dette
formål
blev der ikke vedtaget overgangsbestemmelser for ejendomme erhvervet før
1999.
For så vidt angår sagens andet
spørgsmål, om reglerne om intervalafskrivninger kan finde anvendelse, det vil
sige, hvorledes samspillet er mellem afskrivningslovens § 19, stk. 1 og stk.
5,
må retten tage udgangspunkt i, at dette sp. ikke ses at være omtalt i
lovforslagets bemærkninger eller lovens øvrige forarbejder.
Man kunne anlægge det synspunkt, at
adgangen til at anvende intervalreglerne først opstår på det tidspunkt efter
indkomståret
1999, hvor der sker en forskydning i arealanvendelsen mellem privat og
erhverv.
I det foreliggende tilfælde er der ikke sket forskydninger i arealanvendelsen
fra erhvervelsen til udløbet af indkomståret 1999.
Af LV 2001, afsnit E.C.4.4.5 fremgår
imidlertid, at reglerne om intervalafskrivninger gælder fra og med
indkomståret
1999, og at reglerne også skal anvendes på bygninger anskaffet før
indkomståret
1999.
Retten finder derfor, således som
afskrivningslovens § 19, stk. 1, 3. og 4 pkt., er formuleret sammenholdt med
formuleringen af ligningsvejledningen, at reglerne om intervalafskrivninger
også i den foreliggende situation kan finde anvendelse fra og med
indkomståret
1999, således at klagerens afskrivninger i 1999 kan beregnes på følgende
måde:
Fordelingen af bygningsværdier pr. 31/12
1999 skal ske ud fra henholdsvis ejerboligværdien og de tekniske værdier i
den
blandede bygning ved vurderingen pr. 1/1 1999.
Beboelse fratrukket boligmoment
438.400 kr. – 50.000 kr.
388.400 kr.
Stald 196.350 kr.
Lade
66.150 kr.
262.500 kr.
herefter
650.900 kr.
Andel af anskaffelsessum, der kan
henføres til stald og lade, uden pristalsregulering
467.462 kr. x (262.500 kr. : 650.900
kr.)
188.522 kr.
Afskrivningsgrundlag med
pristalsregulering + 9,2 %
205.866 kr.
Der er efter det oplyste afskrevet med
60 % af et oprindeligt afskrivningsgrundlag på 367.502 kr., der skal
pristalsreguleres med 9,2 % d.v.s. 401.312 kr.; 60 % heraf udgør 240.787 kr.,
der er summen af de faktisk foretagne pristalsregulerede afskrivninger.
Myndighederne regner alene med 220.491
kr., hvilket må skyldes, at man fejlagtigt har glemt at regne med
pristalsregulerede
afskrivninger.
Efter rettens opfattelse vil det som
ovenfor anført være bedst stemmende med lovteksten i § 19, stk. 1, og
ligningsvejledningen at anvende reglerne om intervalafskrivninger.
Der fås herefter følgende intervaller:
0 – 205.866 kr.
-
60 % afskrivning
205.866 kr. - 401.312 kr.
(kan
fra og med 1999 ikke mere afskrives).
Der kan herefter fortsat afskrives med
fra 0 – 4 % i årene 1999 og 2000 og med fra
0 – 5% i årene 2001 og fremover på dette afskrivningsgrundlag på 205.866
kr., indtil der er afskrevet med 100 % eller de sidste 82.346 kr. (40 % af
205.866 kr.)
Størrelsen af afskrivningerne for
indkomståret 1999 vil være at fastsætte af skattemyndigheden efter aftale med
klageren, idet der ikke tidligere er taget stilling til det konkrete
afskrivningsbeløb.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse vedr. afskrivningsgrundlag. Landbrug, blandet benyttet bygninger. Stuehus renoveret. Retsinformation · 12. august 2004
- Kan SKAT bekræfte, at As salg af ejendommen E kan henføres til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og dermed… m.fl. Landsskatteretten · 29. februar 2016
- Hovedanpartshaver er blevet beskattet af værdi af fri bil, fri telefon og maskeret udlodning i forbindelse med selskabets afholdelse af privatudgifter.… Landsskatteretten · 19. maj 2010
- SKAT har ikke imødekommet en anmodning Landsskatteretten · 12. august 2010
- Landsskatterettens afgørelse — Journalnr. 13-0090050 Landsskatteretten · 21. oktober 2014
- Landsskatteretskendelse af 5. september 2003 vedr. Landbrug fradrag for tab på driftsbygninger Retsinformation · 31. oktober 2003
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. afskrivningsgrundlag for blandet benyttet bygninger anskaffet før 1999 Retsinformation · 15. juli 2004
- Landsskatteretskendelse af 30. september 2003 vedr. afskrivningsgrundlag for en blandet benyttet bygning. Retsinformation · 16. februar 2004
- Landsskatteretskendelse vedr. beregningsgrundlag for straksafskrivning for tilbygninger Retsinformation · 20. april 2005
- Landsskatteretskendelse af 16. oktober 2003 vedr. opgørelse af beregningsgrundlaget for straksfradrag. Retsinformation · 17. februar 2004
- Landsskatteretskendelse af 8/3 2002 vedr. straksafskrivning på landbrugsejendom. Retsinformation · 26. august 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. afskrivningsgrundlag. Landbrug, blandet benyttet bygninger. Stuehus renoveret. Retsinformation · 12. august 2004