Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. afskrivning på blandede benyttede bygninger

KEN nr 9798 af 05/11/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. afskrivning på blandede

benyttede bygninger

Klagen vedrører

det forhold, at skatteankenævnet har stadfæstet

skatteforvaltningens afgørelse, hvorefter afskrivningsgrundlaget ultimo i

indkomståret 1999 for en ”blandet” bygning er nedsat med den følge,

at der ikke

længere er plads til skattemæssige afskrivninger.

Landsskatterettens afgørelse

Afskrivningsgrundlaget primo 1999 udgør

205.866 kr., jf. nedenfor under rettens bemærkninger og begrundelse.

Sagens oplysninger

Klageren erhvervede i 1988 en

landbrugsejendom, hvor den private beboelse er sammenbygget med

erhvervsbygninger bestående af en stald og en lade. I forbindelse med

erhvervelsen opgjorde klageren afskrivningsgrundlaget for den

”blandede”

bygning ud fra en fordeling af den afskrivningsberettigede del og den

ikke-afskrivningsberettigede del på grundlag af bygningens etagekvadratmeter.

Skatteankenævnets afgørelse

”Efter de nye regler i afskrivningsloven

skal afskrivningsgrundlaget for den blandede bygning ændres med virkning fra

indkomståret 1999.

Der er ikke ved lovændringen ændret på

hvad der er afskrivningsberettiget i denne form for ejendomme. Der er alene

ændret i metoden for opgørelse af afskrivningsgrundlaget. På ejendomme hvor

der

er foretaget en særskilt ejerboligvurdering skal anskaffelsessummen fra og

med

indkomståret 1999 fordeles ud fra ejendomsvurderingen.

Læs alt

Af ligningsvejledningen for 1999, afsnit

E.C.4.4.5. fremgår at For indkomståret 1999 skal man ved fordelingen lægge

den

vurdering til grund, der er gældende ultimo indkomståret 1999. Desuden er det

præciseret i ligningsvejledningen for 2000, afsnit E.C.4.4.5. at Den del af

den

samlede anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den andel, som boligen

ifølge ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved vurderingen pr.

1.

januar 1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret 1999,

og

den ejerboligfordeling, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen

pr.

1. januar 1999.

I november 2000 har Told- og

Skatteregionen stillet spørgsmål omkring afskrivningsloven til Told- og

Skattestyrelsen. Af svaret i marts 2001 fremgår, at det er Styrelsens

opfattelse, at ved køb af ejendom med ejerboligvurdering før 1. januar 1999,

er

det ejerboligvurderingen pr. 1. januar 1999, der bør anvendes.

Med udgangspunkt i ovenstående anvendes

til brug ved fordelingen for indkomståret 1999 vurderingen pr. 1. januar

1999.

Herefter skal vurderes, hvilke

afskrivninger, der skal fragå i det nye afskrivningsgrundlag. Det er

Skatteankenævnets opfattelse, at samtlige de foretagne afskrivninger skal

fragå. Ændringen af afskrivningsgrundlaget er begrundet i en lovændring. Der

er

således ikke grundlag for at anvende reglerne i afskrivningslovens § 19, stk.

1

om intervalafskrivning, idet disse regler alene anvendes ved forskydninger

mellem det afskrivningsberettigede og det ikke-afskrivningsberettigede

etageareal.

De foretagne afskrivninger overstiger

det nye afskrivningsgrundlag, og der kan herefter ikke afskrives yderligere

på

den blandede bygning.

Skatteforvaltningens afgørelse

stadfæstes.”

Klagerens påstand og argumenter

I klagen til Landsskatteretten er anført

følgende:

”Påstande

1- Sagen omhandler to problemstillinger

til afskrivningslovens § 19

2. Værdiansættelse af ejerbolig

På en blandet bygning, hvori der indgår

en ejerbolig, kan der fra og med indkomståret 1999 ikke længere afskrives på

den del af anskaffelsessummen, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen

efter vurderingslovens § 33 kan henføres til ejerboligen, jf.

afskrivningslovens

§ 19, stk. 5.

Det er skatteyders påstand, at ved

værdiansættelsen af ejerboligen, skal der tages udgangspunkt i

anskaffelsessummen på købstidspunktet i 1988, hvor købesummen for ejerboligen

kan opgøres til 223.798 kr. Efter udskillelse af særskilte bygninger kan

skatteyder opgøre et afskrivningsgrundlag for den afskrivningsberettigede del

af den blandede bygning til 243.664 kr.

Afskrivning efter intervalreglerne

Anden problemstilling vedrører

anvendelsen af intervalreglerne i afskrivningslovens § 19.

Det er skatteyders påstand, at reglerne

om intervalafskrivning i

afskrivningslovens § 19, stk. 1 skal anvendes ved afskrivning på den i

sagen blandede bygning. Restafskrivningsgrundlaget kan opgøres til 97.465

kr.,

når det oplyses, at den opsummerede afskrivningsprocent er 60 pct.

Sagens faktiske omstændigheder

A købte i 1988 den i sagen omhandlede

ejendom for en kontant pris på 923.073 kr.

På ejendommen er der en blandet bygning,

som består af en bolig, som er sammenbygget med nogle af driftsbygningerne.

Ud af de 923.073 kr., som A gav for den

faste ejendom blev der henført 666.402 kr. til bygningerne på ejendommen.

Efter

reduktion for et fritliggende maskinhus og installationer er der en

anskaffelsessum

på 467.462 kr. for den blandede bygning.

Af de 467.462 kr. blev der henført

følgende beløb til beboelsen:

467.462 kr. x 136 m2

/636 m2,

i alt 99.960 kr.

Til resten af den blandede bygning blev

der henført:

467.462 x 500 m2

/636 m2,

i alt 367.502 kr.

Begge beløb er før pristalsregulering i

perioden 1988-1991.

Ved købet i 1988 var den faste ejendom

vurderet til i alt 980.000 kr. kr., heraf vedr. stuehus 223.798 kr.

Stuehusets andel af den kontante købesum

i 1988 kan herefter opgøres som 923.073

x 237.600/980.000, dvs. 223.798 kr.

Værdiansættelse af ejerbolig i

indkomståret 1999

Skatteankenævnets begrundelser

Skatteankenævnet anfører i sin

begrundelse, at:

” af Ligningsvejledningen for 1999,

afsnit E.C. 4.4.5. fremgår at For indkomståret 1999 skal man ved

fordelingen

lægge den vurdering til grund, der er gældende ultimo indkomståret 1999.

Desuden er det præciseret i Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C. 4.4.5. at

Den del af den samlede anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den

andel,

som boligen ifølge ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved

vurderingen

pr. 1. januar 1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret

1999, og den ejerbolig, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen

pr.

1. januar1999

Med udgangspunkt i formuleringen i

Ligningsvejledningen, samt en udtalelse fra Told- og Skattestyrelsen fra

marts

2001, jf. bilag 2, fastholder Skatteankenævnet, at det er vurderingen pr. 1.

januar 1999, der skal anvendes til brug for fordelingen af

afskrivningsgrundlaget.

Begrundelse for påstand

Ændringen for afskrivning på blandede

bygninger, hvori der indgår en ejerbolig blev indført i forbindelse med

”Pinsepakken”,

jf. § 19 i lov nr. 433 af 26. juni 1999. De skærpede regler medfører bl.a.,

at

for blandede bygninger, hvori der indgår en ejerbolig, kan der ikke længere

afskrives på den del af anskaffelsessummen, der vedrører ejerboligen.

Endvidere

er det anført i § 19, stk. 5, sidste pkt., at etagearealet af denne

bygningsdel

ikke medregnes. Reglerne trådte i kraft fra og med indkomståret 1999.

Ændringen gælder også blandede anvendte

bygninger, som er anskaffet forud for indkomståret 1999.

Selve opsplitningen af

anskaffelsessummen i to dele; en del der vedrører anskaffelsessummen på den

afskrivningsberettigede del og en anden del, der vedrører stuehuset kan være

vanskelig. Det er skatteyders opfattelse, at det er den oprindelige

anskaffelsessum, der skal fordeles. Fordelingen skal således foretages ud fra

ejerboligfordelingen (ejerboligprincip) på det oprindelige

anskaffelsestidspunkt.

Dette begrundes med at ved køb af en

bygning, som er afskrivningsberettiget fastlægges afskrivningsgrundlaget ud

fra

den kontante anskaffelsessum på købstidspunktet. Før 1999 blev

afskrivningsgrundlaget

opgjort efter reglerne beskrevet i cirkulære 188 af 22. november 1983 (nu

ophævet) til afskrivningsloven,

pkt.

206. Når afskrivningsgrundlaget var beregnet, kunne skattemyndighederne kun

foretage ændringer heri indenfor fristen i den tidligere § 35 i

Skattestyrelsesloven,

da afskrivningsgrundlaget er opgjort efter et skøn, jf. Ligningsvejledningen

1998, afsnit E.C. 4.1.9.3.

Når man i Ligningsvejledningen 2000

anfører, at det er ejerboligfordelingen i 1999, der skal anvendes som

fordelingsnøgle,

tilsidesætter man efter skatteyders opfattelse principperne for opgørelse af

afskrivningsgrundlag, da det som ovenfor nævnt altid tager udgangspunkt i den

kontantomregnede anskaffelsessum, jf. den tidligere afskrivningslovs § 19 A.

Skatteyder mener ikke, der er hjemmel til at anvende 1999-vurderingen som

fordelingsnøgle.

Ved at anvende vurderingen 1999 som

fordelingsnøgle for bygninger anskaffet før indkomståret 1999, kan der

endvidere

fremkomme et ikke retvisende billede af værdien af ejerboligen. Dette

skyldes,

at forbedringer, som er foretaget på ejerboligen igennem ejerperioden har

påvirket ejerboligvurderingen samtidig med, at der ikke længere kan afskrives

på forbedringsudgifter afholdt på ejerboligen, jf. § 19, stk. 2.

Told- og Skattestyrelsen anfører i deres

svar på spørgsmål 3.1 til Told- og Skatteregion Esbjerg, jf. bilag 2, at :

” Spørgsmålet om, hvilken

ejerboligfordeling der skal anvendes for ejendommen anskaffet før

indkomståret

1999, er ikke omtalt i lovforslaget til den nye afskrivningslov, ligesom

spørgsmålet er uomtalt i L85 1999/2000.

Uanset at det i visse situationer vil

give et mere rimeligt resultat at anvende den ejerboligfordeling, der ligger

nærmest købstidspunktet, er det Styrelsens opfattelse, at det må fastholdes,

at

det er ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999, der bør anvendes. Dersom man

besluttede, at anvende ejerboligfordelingen nærmest købstidspunktet, ville

det

bl.a. være problematisk, fordi Skattemyndighederne vanskeligt kan tillade sig

at pålægge borgerne at anvende oplysninger, der kan ligge mange år tilbage i

tiden.”

Det er vores opfattelse, at Told- og

Skattestyrelsen heller ikke mener, at der er hjemmel til at kræve at anvende

ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle.

Samtidig anfører de, at anvendelsen af

ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle kan være til

ugunst

for borgerne, men samtidig vil de ikke pålægge borgerne at anvende

oplysninger,

der kan ligge mange år tilbage i tiden, selvom det er en fordel for borgerne.

Dette virker ulogisk.

Det er vores opfattelse, at Told- og

Skattestyrelsen burde give tilladelse til, at borgerne kan anvende den

ejerboligfordeling, der ligger nærmest købstidspunktet, såfremt det er til

ugunst for borgerne at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som

fordelingsnøgle. Dette selvom Told- og Skattestyrelsen mener de pålægger

borgerne en ulempe.

Vi har dog svært ved at se denne ulempe,

når borgerne bliver stillet bedre ( får et større afskrivningsgrundlag). Det

er

også sådan, at i langt de fleste landbrugsregnskaber har mange gemt

oplysninger

tilbage til købstidspunktet, dermed er der ikke et problem med at finde

oplysningerne. Ellers må man formode, at skattevæsenet har gemt oplysninger

om

vurderingerne tilbage i tiden, sådan at kommunen kan hjælpe borgerne med at

nå

frem til det for borgeren mest gunstige resultat. Dette er vel i bund og

grund

skattevæsenet fremmeste opgave, jf. officialmaximen.

Der kan endvidere opstå en dobbelteffekt

ved at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som fordelingsnøgle.

Dobbelteffekten fremkommer ved, at det nye afskrivningsgrundlag i realiteten

reduceres med forbedringsudgifter afholdt på ejerboligen to gange. Denne

dobbelteffekt var man opmærksom på i Følgegruppen mht. grundværdier, da man

har

lagt op til, at stuehusværdien er excl. grundværdi. Dette er beskrevet af

Skatteministeriet, Departementet i Notat om afskrivningsgrundlag for blandet

benyttet bygning efter afskrivningslovens § 19, stk. 5, j. nr. 14.98-101-41.

Told- og Skattestyrelsen omtaler også

denne problemstilling i relation til pristalsregulering af

afskrivningsgrundlaget,

hvor der er sket en tilbygning til en blandet benyttet bygning i perioden

1982-1990 i deres besvarelse fra marts 2001, hvor de anfører følgende i

svaret

på spørgsmål 1.2.:

”Hvis man anvender vurderingen pr. 1.

Januar 1999, således som Styrelsen og Departementet hidtil har ment, at man

skulle, opstår der et problem, at værdien af tilbygningen er indeholdt i

ejerboligfordelingen. Der skal foretages en

beløbsmæssig reduktion af den ejerboligværdi, der efter afskrivningslovens §

19, stk. 5 skal fragå ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for den

oprindelige

bygning. Told- og Skattestyrelsen finder ikke, at der med fornøden sikkerhed,

svares på, hvorledes denne beregning kan foretages. Styrelsen er imidlertid

enig med Told- og Skatteregionen i, at dette er et væsentlig spørgsmål, som

bør

løses. Styrelsen vil derfor forelægge spørgsmålet for Departementet i

lovgruppe

med henblik på, at det overvejes at ændre loven.”

Ved at anvende den ejerboligfordeling,

der ligger nærmest købstidspunktet, undgås denne dobbelteffekt.

Det er skatteyders opfattelse, at der

mangler en sammenhæng/konsekvens i fortolkningen af reglerne. I

Ligningsvejledningen

2000, afsnit E.C. 4.4.5 er det anført, at:

”For allerede anskaffede bygninger,

hvorpå der findes en ejerboligfordeling, følger det af bestemmelsen, at den

del

af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling, kan henføres

til ejerboligen, skal udgå af afskrivningsgrundlaget. Den del af den samlede

anskaffelsessum, der skal udgå, opgøres efter den andel, som boligen ifølge

ejendomsvurderingen udgør af den samlede bygning ved vurderingen pr. 1.

januar

1999. En sådan fordeling skal foretages fra og med indkomståret 1999, og den

ejerboligfordeling, der skal anvendes for 1999, er ejerboligfordelingen pr.

1.

januar 1999.”

Videre i Ligningsvejledningen, samme

afsnit

er det anført, at:

”Hvis en senere ejerboligfordeling

indebærer, at forholdet mellem værdien af ejerboligen og den øvrige del af

ejendommen forskydes - uden at dette skyldes, at der er sket en ændring af

arealerne - medfører dette ikke, at der skal ske en ændring af

afskrivningsgrundlaget for den del af bygningen, der anvendes til et

afskrivningsberettiget formål, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 12, i L 85

1999/2000. Den ejerboligfordeling, der er fastlagt på grundlag af den

oprindelige ejerboligfordeling, ligger således fast. Ved en senere

forskydning

af areal mellem den del af en bygning, der anvendes til bolig, og den del,

der

anvendes afskrivningsberettiget, må fordelingen af bygningens oprindelige

anskaffelsessum ændres ud fra de prisforhold for henholdsvis boligdelen og

den

afskrivningsberettigede del af bygningen, der gjaldt ved anskaffelsen.”

Ifølge beskrivelsen i

Ligningsvejledningen er der dermed forskel på, hvilke værdier der skal

reguleres

med, afhængig af om det er værdiansættelsen af ejerboligen ved overgangen til

den nye afskrivningslov i 1999 eller såfremt der efterfølgende sker

arealforskydninger mellem den afskrivningsberettigede del af bygningen og

ejerboligen. Dette forekommer ikke hensigtsmæssigt.

Samme forskel er der mellem

værdiansættelsen af ejerboligen ved overgangen til den nye afskrivningslov og

værdiansættelse af afholdte ombygnings- og forbedringsudgifter afholdt før

indkomståret 1999. I notat afskrivningslovens § 19, stk. 2 om udgift til

ombygning og forbedring i blandet benyttet bygninger, udarbejdet af

Skatteministeriet, Departementet til Følgegruppen 1 til Pinsepakken, j. nr.

14.98-101-41 (bilag 4) er det anført, at:

”For at kunne opgøre

afskrivningsgrundlaget skal man for en given ombygnings- eller

forbedringsudgift

dels afgøre, om er for 1999 foreligger en privat eller erhvervsmæssig

benyttelse, dels finde anskaffelsessummen for den del af den samlede udgift,

der i 1999 anvendes erhvervsmæssige. Dette kræver, at man skal finde den del

af

den samlede anskaffelsessum, der i sin tid forholdsmæssigt blev fastsat som

den

afskrivningsberettigede anskaffelsessum. Den afskrivningsberettigede

anskaffelsessum

kendes. Når fordelingsnøglen er fundet kan det nye afskrivningsgrundlag

opgøres. Det vil i de fleste tilfælde nok kun påføre virksomheder og

skattemyndigheder et begrænset merarbejde at finde disse fordelingsnøgler med

henblik på at fastsætte afskrivningsgrundlag. Hvis oplysningen om den

oprindeligt fastsatte fordelingsnøgle imidlertid ikke er umiddelbart

tilgængelig, må den fastsættes efter bedste skøn. Der er tale om praktiske

problemer.”

Skatteyder fastholder at den værdi, som

anskaffelsessummen skal nedsættes med, er

ejerboligens værdi på

anskaffelsestidspunktet. Dette er endvidere i overensstemmelse med indholdet

af

§ 19, stk. 1, 1. pkt.

Afskrivning efter intervalreglerne

Skatteankenævnets begrundelse

Vedr. anvendelse af reglerne om intervalafskrivning

anfører Skatteankenævnet følgende:

”Det er Skatteankenævnets opfattelse, at

samtlige de foretagne afskrivninger skal fragå. Ændringen af

afskrivningsgrundlaget er begrundet i en lovændring. Der er således ikke

grundlag for at anvende reglerne i afskrivningslovens § 19, stk. 2 om

intervalafskrivning, idet disse regler alene anvendes ved forskydninger

mellem

det afskrivningsberettigede og det ikke-afskrivningsberettigede etageareal.

De foretagne afskrivninger overstiger

det nye afskrivningsgrundlag, og der kan herefter ikke afskrives yderligere

på

den blandede bygning.”

Begrundelse for påstand

Reglerne i § 19 vedrørende afskrivning

på blandede bygninger, som blev indført med Pinsepakken blev justeret

allerede

med Justeringspakken i Folketingsåret 1999/00. I forbindelse med

Justeringspakken

(99/00) blev der i § 19, stk. 1 indsat nye 2. – 5. pkt. Denne ændring

trådte

også i kraft for indkomståret 1999.

Med indførsel af intervalafskrivning på

blandede bygninger blev det muligt at ”styre”

afskrivningsgrundlaget og især de

foretagne afskrivninger før 1999. Intervalreglerne styrer, at der i et

interval

aldrig afskrives mere end 100 %.

I bemærkninger til L85, § 1, nr. 11 er

det til intervalreglerne bl.a. anført, at:

”Revisororganisationerne har i følgegruppen

til pinsepakken med henblik på at fjerne ovennævnte uklarhed foreslået et

regelsæt gående ud på, at den samlede anskaffelsessum opdeles svarende til de

dele af anskaffelsessummen, som der afskrives på. Den samlede anskaffelsessum

opdeles i intervaller, hvor hvert interval udgør et særskilt

afskrivningsgrundlag. Når den samlede afskrivning på det særskilte

afskrivningsgrundlag dvs. den del af anskaffelsessummen, der svarer til et

interval, har nået 100 pct., ophører adgangen til afskrivning på dette

afskrivningsgrundlag.

Det foreslås herefter i

afskrivningslovens § 19, stk. 1, fastsat for bygninger, der kun er delvist

afskrivningsberettigede,

at den samlede anskaffelsessum inddeles i intervaller svarende til hver

enkelt

særskilte afskrivningsgrundlag. Ved en forøgelse af den del af den samlede

anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt.,

udgør den del af anskaffelsessummen, der før ændringen var

afskrivningsberettiget, og den del af anskaffelsessummen, hvormed den

afskrivningsberettigede

del af anskaffelsessummen bliver forøget, særskilte afskrivningsgrundlag. Det

foreslås

endvidere fastsat, at ved en reduktion af den del af den samlede

anskaffelsessum, der berettiger til afskrivning efter § 19, stk. 1, 1. pkt.,

udgør den reducerede afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen et

særskilt afskrivningsgrundlag. Den del af anskaffelsessummen, som der

herefter

ikke kan afskrives på, udgør et særskilt grundlag. I lovteksten er dette

grundlag ikke benævnt afskrivningsgrundlag, idet der ikke kan afskrives på

grundlaget.

Når summen af de anvendte

afskrivningsprocenter opgjort for det enkelte særskilte afskrivningsgrundlag

har nået 100, kan der ikke længere foretages afskrivning på dette grundlag.

Når

summen af afskrivningsprocenter for alle afskrivningsgrundlag har nået 100,

kan

der ikke længere ske afskrivning på nogen del af bygningen.”

Endelig er det anført i bemærkningerne

til L 85 i § 1, nr. 11, at:

”De foreslåede regler indebærer i

øvrigt, at den skattepligtige enten stilles ligeså godt som efter gældende

regler, eller bliver stillet bedre.”

Der blev ikke indført en overgangsregel,

som anviste, hvordan foretagne afskrivninger efter den tidligere

afskrivningslov § 20, skulle ”indplaceres” i forhold til de nye

regler om intervalafskrivning

i § 19.

Det er skatteyders opfattelse at

intervalreglerne, som er beskrevet i afskrivningslovens § 19, stk. 1, 2.

–5.

pkt. skal anvendes i den konkrete sag, uanset at der ikke er sket en ændring

i

det afskrivningsberettigede areal. I modsat fald kan de allerede foretagne

afskrivninger ikke ”styres”.

Det er endvidere skatteyders opfattelse,

at der er sket en ændring i arealet for den blandede bygning, da arealet for

ejerboligen ikke længere medregnes, jf. § 19, stk. 5, 3. pkt. Den blandede

bygning

incl. stuehus anses stadig for én bygning. Dette fandt man fra

Skattedepartementets side var hensigtsmæssigt ved opgørelsen af genvundne

afskrivninger, begrundet med at alle foretagne afskrivninger (incl.

afskrivningerne på stuehuset) således indgår i opgørelsen.

Havde den blandede bygning bestået af 3

dele, én afskrivningsberettiget del, en ikke afskrivningsberettiget del og en

ejerbolig del, ville ejerboligen arealmæssigt blive ”renset ud”.

Dette er beskrevet

i Notat om afskrivningsgrundlag for blandet benyttet bygning efter

afskrivningslovens § 19, stk. 5, j. nr. 14.98-101-41 af Skatteministeriet,

Departementet. I den konkrete sag består den blandede bygning af to dele - en

afskrivningsberettiget del og en ejerbolig - og dermed er det ikke

”synligt”,

at der sker en ændring i det samlede areal for den blandede bygning.

Henvisningerne, som Skatteankenævnet

anvender i deres begrundelser for at nægte anvendelsen af intervalreglerne,

relaterer sig til de situationer, hvor stuehusvurderingen efterfølgende

ændrer

sig, i disse situationer skal intervalafskrivningen (intervallerne)

naturligvis

ikke ændres.

Der henvises i denne sammenhæng til

bemærkningerne til L85, § 1, nr. 12, hvor det er anført at:

”En ændring af ejendomsværdien for

tidligere anskaffede bygninger, hvorved alene en større eller mindre del af

bygningens værdi henføres til boligen, skal derimod ikke have betydning for

opgørelsen af afskrivningsgrundlaget efter afskrivningslovens § 19, stk. 1.

Det

skyldes, at en ændring af ejendomsværdien for en bygning, hvorved alene en

større eller mindre del den samlede ejendomsværdi henføres til boligen, ikke

er

udtryk for en ændring af den erhvervsmæssigt anvendte del af bygningen. En

sådan ændring af fordelingen mellem boligdelen og den øvrige del af

ejendommen

skal derfor ikke føre til en ændring af afskrivningsgrundlaget for den del af

bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål.”

Denne bemærkning til § 1, nr. 12 i L85

kan således efter skatteyders opfattelse ikke medføre, at intervalreglerne

ikke

skal anvendes i den konkrete sag, således som Told- og Skattestyrelsen i

deres

svar på 2.1. ellers anfører.

Det er i øvrigt vanskeligt for

skatteyder at se, hvilken afskrivningsmetode der ellers skal anvendes for

blandede bygninger, som er anskaffet før indkomståret 1999 og som blev

afskrevet efter den tidligere afskrivningslovs § 20, såfremt afskrivning

efter

intervalreglerne i § 19, stk. 1 ikke skal anvendes. Så vidt det er skatteyder

bekendt, er der ikke andre afskrivningsregler for blandede bygninger.

Skatteankenævnet henviser i deres

begrundelse til, at de hidtidige foretagne afskrivninger skal modregnes i det

nye afskrivningsgrundlag, således at der samlet kan afskrives et beløb, der

svarer til det nye afskrivningsgrundlag.

Skatteyder mener ikke denne begrundelse

er korrekt efter indførelse af reglerne om intervalafskrivning i forbindelse

med justering af Pinsepakken ( 99/00 ).

Princippet om modregning af hidtidige

foretagne afskrivninger for at finde restafskrivningsgrundlaget stammer fra

et svar

fra Skatteministeren på spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg i

Folketingsåret

1997/98

( L 103 – bilag 27 i forbindelse

med Pinsepakken, hvor Skatteministeren blev anmodet om at tage stilling til

flere overgangsspørgsmål, bl.a. vedr. de akkumulerede afskrivninger foretaget

på blandede bygninger afskrevet efter den tidligere afskrivningslovs § 20.

I svaret fra Skatteministeren til

Folketingets Skatteudvalg L 103 – bilag 27 anførte Skatteministeren, at

alle de

foretagne afskrivninger skulle indgå ved vurderingen af, om der kunne

afskrives

yderligere på det nye afskrivningsgrundlag.

Med justeringspakken må svaret fra

Skatteministeren til Folketingets Skatteudvalg L 103 – bilag 27 ( jf.

bilag 5)

bortfalde, da intervalreglerne træder i stedet for.

Dette er også indirekte anført i

bemærkninger til lovforslag 85 (99/00), som indeholder følgende til § 1, nr.

11:

”Bestemmelsen giver anledning til tvivl

om, hvornår en bygning må anses for fuldt afskrevet, når der i løbet af

afskrivningsperioden er foretaget ændringer af den del af bygningens samlede

etageareal, der anvendes til et afskrivningsberettiget formål. Den tidligere

afskrivningslov indeholdt en bestemmelse om, at summen af de akkumulerede

afskrivningsprocenter ikke kan overstige 100. Bestemmelsen blev indført i

forbindelse med indførelsen af pristalsregulering af afskrivningsgrundlag og

afskrivninger i 1982, men den blev ikke ophævet igen i forbindelse med

ophævelsen af pristalsreguleringen i 1990. I den nye afskrivningslov er

bestemmelsen ikke videreført.

Bestemmelserne i den nye afskrivningslov

kan herefter give anledning til tvivl i to situationer.

For det første er spørgsmålet, om

adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en

indskrænkning af den del af bygningen, der anvendes til et

afskrivningsberettiget formål, når summen af de allerede foretagne

afskrivninger

herved kommer til at udgøre et beløb, der er lig med eller større end det

ændrede, reducerede afskrivningsgrundlag.

Eksempel 1

En bygning er anskaffet for 1.000.000 kr.

I de første 5 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for 80

pct.s

vedkommende, således at der ved udgangen af år 5 er afskrevet 25 pct. af

800.000 kr. eller i alt 200.000 kr. I år 6 reduceres den

afskrivningsberettigede del af bygningen til 20 pct. (etagearealet

forudsættes

over 300 m2). Dette medfører umiddelbart, at der fra og med år 6 kan

afskrives

på grundlag af 200.000 kr. Dette afskrivningsgrundlag svarer imidlertid til

det

akkumulerede beløb for de foretagne afskrivninger på bygningen i år 1 - 5.

Reglerne i den nye afskrivningslov kan

give anledning til tvivl om, hvorvidt afskrivning skal ophøre fra og med år

6.

Den del af anskaffelsessummen, der er afskrivningsberettiget i dette år og

følgende

indkomstår, er allerede afskrevet, og efter ordlyden af bestemmelsen kan

denne

forstås således, at afskrivningerne i denne situation skal ophøre.

Det er ikke hensigtsmæssigt (min

fremhævning), såfremt der i denne situation ikke fortsat skal kunne ske

afskrivning. Ved en ændring af bygningens anvendelse, hvor den del af

bygningen

m.v., der anvendes til et afskrivningsberettiget formål, reduceres, vil en

del

af det hidtidige afskrivningsgrundlag ikke længere indgå i

afskrivningsgrundlaget. De allerede foretagne afskrivninger har været

foretaget

på hele det hidtidige afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er

foretaget

på den del, der ikke længere er afskrivningsberettiget, bør ikke fuldt ud

henføres til den reducerede del af anskaffelsessummen, der fortsat er

afskrivningsberettiget. De foretagne afskrivninger på det tilbageværende

afskrivningsgrundlag

bør kun være den del af de foretagne afskrivninger, der kan henføres hertil,

dvs. det tilbageværende afskrivningsgrundlag ganget med de hidtil anvendte

afskrivningssatser.

For det andet er det spørgsmålet, om

adgangen til at afskrive skal ophøre i et indkomstår, hvor der sker en

udvidelse af den del af bygningen, der anvendes til et afskrivningsberettiget

formål, når summen af de allerede anvendte afskrivningsprocenter for

bygningen

som sådan i ejertiden har nået 100. Den nye afskrivningslov indeholder som

nævnt ikke en sådan bestemmelse, men det har ikke været meningen, at

retstilstanden hermed skulle ændres.

Eksempel 2

En bygning er anskaffet for 1.000.000

kr. I de første 20 år anvendes den til et afskrivningsberettiget formål for

20

pct.s vedkommende (etagearealet forudsættes over 300 m2), således at der ved

udgangen

af år 20 er afskrevet 100 pct., dvs. i alt 200.000 kr. I år 21 forøges den

afskrivningsberettigede del af bygningen til 80 pct. af bygningens samlede

anskaffelsessum.

De gennemførte regler kan give anledning

til tvivl om, hvorvidt der i år 21 og efterfølgende indkomstår kan foretages

skattemæssig afskrivning af 600.000 kr., hvormed den afskrivningsberettigede

del af anskaffelsessummen øges, idet summen af de allerede foretagne

afskrivningsprocenter på bygningen som sådan har nået 100.

Det er ikke rimeligt, at der i den

nævnte situation ikke skal kunne afskrives på de 600.000 kr., hvormed den

afskrivningsberettigede del af anskaffelsessummen øges. Ved en ændring af

bygningens

anvendelse, hvor den del af bygningen m.v., der anvendes til et

afskrivningsberettiget formål, forøges, vil en del af anskaffelsessummen, som

der ikke tidligere har kunnet afskrives på, fremover indgå i

afskrivningsgrundlaget.

De hidtidige afskrivninger har kun været foretaget på det hidtidige

afskrivningsgrundlag. De afskrivninger, der er foretaget på den del, der

allerede er afskrivningsberettiget, vil ikke kunne siges også at være

foretaget

på den del, der bliver afskrivningsberettiget.”

I de viste eksempler i bemærkningerne

til lovforslaget er der taget udgangspunkt i bygninger, som er anskaffet

efter

de nye regler, dvs. eksemplerne viser ikke, hvordan man skal tackle

overgangen

fra de tidligere afskrivningsregler til de nye afskrivningsregler.

Anvender man intervalreglerne på

bygningerne i den konkrete sag for indkomståret 1999, vil det betyde

følgende:

Bygning

Afskrivningsgrundlag excl. forlods

afskr.

Opsummeret afskr. Pct.

Restafskr. gr. lag

Årets afskr. pct.

Staldbygning

243.664

60

97.465

5

Stuehus

99.960

60

39.984

0

Stuehus

123.838

0

0

0

Genvundne afskrivninger

Ved salg af en blandet bygning skal der

ske opgørelse af genvundne afskrivninger efter reglerne i afskrivningslovens

§

21, stk. 2, nærmere betegnet som gennemsnitsmetoden. Der kan maksimalt ske

beskatning af de foretagne afskrivninger. De foretagne afskrivninger omfatter

både afskrivninger foretaget efter den tidligere afskrivningslov samt

afskrivninger foretaget efter den gældende afskrivningslov.

I afskrivningslovens § 21 er det anført,

at har en bygning været afskrevet efter afskrivningsreglerne i § 19, skal man

ved salg af denne bygning – anvende gennemsnitsmetoden ved opgørelse af

genvundne

afskrivninger. Herved sikres det, at alle foretagne afskrivninger bliver

omfattet af beskatning.

Selvom man anvender intervalreglerne i

den konkrete sag, betyder det altså ikke, at der er en risiko for, at der

bliver ”afskrevet for meget”, da anvendelsen af gennemsnitsmetode

ved

opgørelsen af de genvundne afskrivninger sikrer, at ingen af de foretagne

afskrivninger bliver udeladt fra beskatning.

Opsamling

Skatteyder fastholder at den værdi, som

anskaffelsessummen skal nedsættes med, er

ejerboligens værdi på

anskaffelsestidspunktet. Dette er endvidere i overensstemmelse med indholdet

af

§ 19, stk. 1, 1. pkt. og praksis på området vedrørende opgørelse af

afskrivningsgrundlag.

Det er vores opfattelse, at Told- og

Skattestyrelsen heller ikke mener, at der ikke er hjemmel til at kræve at

anvende ejerboligfordelingen pr. 1. januar 1999 som fordelingsnøgle.

Det er vores opfattelse, at Told- og

Skattestyrelsen burde give tilladelse til, at borgerne kan anvende den

ejerboligfordeling, der ligger nærmest købstidspunktet, såfremt det er til

ugunst for borgerne at anvende ejerboligfordelingen pr. 1. Januar 1999 som

fordelingsnøgle. Dette selvom Told- og Skattestyrelsen mener de pålægger

borgerne en ulempe. Vi har i øvrigt svært ved at se denne ulempe, når

borgerne

bliver stillet bedre ( får et større afskrivningsgrundlag).

Det er skatteyders opfattelse at

intervalreglerne, som er beskrevet i afskrivningslovens § 19, stk. 1, 2

–5 pkt.

skal anvendes i den konkrete sag, uanset at der ikke er sket en ændring i det

afskrivningsberettigede areal.

Det er skatteyders opfattelse, at der er

sket en ændring i det samlede areal for den blandede bygning, da arealet for

ejerboligen ikke længere medregnes, jf. § 19, stk. 5, 3. pkt.

Det er vores opfattelse, at man bliver

omfattet af reglerne i § 19, stk. 1, 2. pkt. om intervalafskrivning i alle

situationer, hvor en skatteyder har anskaffet en blandet bygning før

indkomståret 1999 og hvor der har været afskrevet efter reglerne i den

tidligere afskrivningslovs § 20.”

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Retten må efter de foreliggende

oplysninger lægge til grund, at der ikke i klagerens ejerperiode fra 1988 til

udgangen er sket forbedringer af den ”blandede” bygning, ligesom

der ikke er

sket forskydninger mellem den privat og erhvervsmæssigt anvendte del af

bygningen.

Med virkning for indkomståret 1999 blev

der ved den såkaldte ”Pinsepakke” og den i 1999 foretagne justering

af

pinsepakken indført nye regler for opgørelse af afskrivningsgrundlaget for

den

erhvervsmæssigt anvendte del af en ”blandet” bygning,

jf. lov nr. 433 af 26.6. 1998 og lov nr. 958

af 20.12.1999.

Ifølge lovens § 19, stk. 1, kan der i

tilfælde, hvor kun en del af en bygning anvendes til formål, der berettiger

til

afskrivning efter § 14, kun afskrives på den del af anskaffelsessummen, der

forholdsmæssigt svarer til den nævnte bygningsdels etageareal.

Ifølge § 19, stk. 5 indgår i tilfælde,

hvor den del af bygningens samlede anskaffelsessum, der kan henføres til

bolig,

denne del ikke i den del af anskaffelsessummen, der berettiger til

afskrivning

efter stk. 1. I andre tilfælde indgår i anskaffelsessummen efter stk. 1 ikke

den del, der efter en ejerboligfordeling på ejendommen efter vurderingslovens

§

33 kan henføres til ejerboligen. Tilsvarende medregnes etagearealet af denne

bygningsdel ikke efter stk. 1.

Ifølge ikrafttrædelsesbestemmelsen i §

21, stk. 5, 2. pkt. i lov nr. 958 af 20.12.1999 har afskrivningslovens § 19,

stk. 5, 2. pkt., som affattet ved lovens § 1, nr. 12, virkning fra og med

indkomståret 1999.

I bemærkningerne til § 1, nr. 12 i

lovforslag L 85 af 3. november 1999 (Justering af pinsepakken m.m.), der

ændrede § 19, stk. 5, fremgår følgende:

”For allerede anskaffede bygninger,

hvorpå der findes en ejerboligfordeling, følger det af bestemmelsen, at den

del

af bygningens anskaffelsessum, der efter en ejerboligfordeling kan henføres

til

ejerboligen, skal udgå af afskrivningsgrundlaget. Det følger af den gældende

afskrivningslov, at det skulle ske allerede fra og med indkomståret 1999, og

at

den ejerboligfordeling. der skal anvendes, er ejerboligfordelingen ultimo

indkomståret,

jf. Told- og Skattestyrelsens vejledning ”Afskrivningsloven Indkomståret

1999”,

afsnit 5.4.5. Dette foreslås opretholdt.”

Lovens motiver er efter rettens

opfattelse klare på dette punkt, idet det med indførelsen af de nye regler i

afskrivningsloven i 1998 og 1999 utvivlsomt er tilsigtet en ny opgørelse af

afskrivningsgrundlaget for ”blandede” bygninger med virkning fra og

med

indkomståret 1999.

Vedr. sagens første spørgsmål, om

hvilken ejerboligværdi, der skal anvendes ved opgørelsen af

afskrivningsgrundlaget

for den ”blandede” bygning for indkomståret 1999 er det derfor

rettens opfattelse,

at repræsentantens påstand ikke kan tages til følge, idet det af

afskrivningslovens

§ 19, stk. 5, 2.pkt. sammenholdt med ikrafttrædelsesbestemmelsen i lovens §

21,

stk. 5, følger, at § 19, stk. 5, 2.pkt. har virkning fra og med indkomståret

1999. Af bemærkningerne til lovforslag L 85 fremgår, at det var tilsigtet at

gøre op med den praksis, hvorefter anskaffelsessummen for en ejendom blev

fordelt på en ”blandet” bygning efter fordelingen af etagearealet

mellem privat

og erhverv, uanset om der værdimæssigt f.eks. var tale om en mindre og dyr

privatboligdel og en større men værdiløs erhvervsdel. For at opnå dette

formål

blev der ikke vedtaget overgangsbestemmelser for ejendomme erhvervet før

1999.

For så vidt angår sagens andet

spørgsmål, om reglerne om intervalafskrivninger kan finde anvendelse, det vil

sige, hvorledes samspillet er mellem afskrivningslovens § 19, stk. 1 og stk.

5,

må retten tage udgangspunkt i, at dette sp. ikke ses at være omtalt i

lovforslagets bemærkninger eller lovens øvrige forarbejder.

Man kunne anlægge det synspunkt, at

adgangen til at anvende intervalreglerne først opstår på det tidspunkt efter

indkomståret

1999, hvor der sker en forskydning i arealanvendelsen mellem privat og

erhverv.

I det foreliggende tilfælde er der ikke sket forskydninger i arealanvendelsen

fra erhvervelsen til udløbet af indkomståret 1999.

Af LV 2001, afsnit E.C.4.4.5 fremgår

imidlertid, at reglerne om intervalafskrivninger gælder fra og med

indkomståret

1999, og at reglerne også skal anvendes på bygninger anskaffet før

indkomståret

1999.

Retten finder derfor, således som

afskrivningslovens § 19, stk. 1, 3. og 4 pkt., er formuleret sammenholdt med

formuleringen af ligningsvejledningen, at reglerne om intervalafskrivninger

også i den foreliggende situation kan finde anvendelse fra og med

indkomståret

1999, således at klagerens afskrivninger i 1999 kan beregnes på følgende

måde:

Fordelingen af bygningsværdier pr. 31/12

1999 skal ske ud fra henholdsvis ejerboligværdien og de tekniske værdier i

den

blandede bygning ved vurderingen pr. 1/1 1999.

Beboelse fratrukket boligmoment

438.400 kr. – 50.000 kr.

388.400 kr.

Stald 196.350 kr.

Lade

66.150 kr.

262.500 kr.

herefter

650.900 kr.

Andel af anskaffelsessum, der kan

henføres til stald og lade, uden pristalsregulering

467.462 kr. x (262.500 kr. : 650.900

kr.)

188.522 kr.

Afskrivningsgrundlag med

pristalsregulering + 9,2 %

205.866 kr.

Der er efter det oplyste afskrevet med

60 % af et oprindeligt afskrivningsgrundlag på 367.502 kr., der skal

pristalsreguleres med 9,2 % d.v.s. 401.312 kr.; 60 % heraf udgør 240.787 kr.,

der er summen af de faktisk foretagne pristalsregulerede afskrivninger.

Myndighederne regner alene med 220.491

kr., hvilket må skyldes, at man fejlagtigt har glemt at regne med

pristalsregulerede

afskrivninger.

Efter rettens opfattelse vil det som

ovenfor anført være bedst stemmende med lovteksten i § 19, stk. 1, og

ligningsvejledningen at anvende reglerne om intervalafskrivninger.

Der fås herefter følgende intervaller:

0 – 205.866 kr.

-

60 % afskrivning

205.866 kr. - 401.312 kr.

(kan

fra og med 1999 ikke mere afskrives).

Der kan herefter fortsat afskrives med

fra 0 – 4 % i årene 1999 og 2000 og med fra

0 – 5% i årene 2001 og fremover på dette afskrivningsgrundlag på 205.866

kr., indtil der er afskrevet med 100 % eller de sidste 82.346 kr. (40 % af

205.866 kr.)

Størrelsen af afskrivningerne for

indkomståret 1999 vil være at fastsætte af skattemyndigheden efter aftale med

klageren, idet der ikke tidligere er taget stilling til det konkrete

afskrivningsbeløb.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter