Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver samt fri bil

KEN nr 9789 af 14/10/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver

samt fri bil

Klagen vedrører

Klageren er anset for skattepligtig af

arbejdsgiverbetalt broafgift.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig indkomst

Skattemyndigheden har anset

arbejdsgiverbetalt broafgift for skattepligtig personlig indkomst i henhold

til

ligningslovens § 16 C med 26.800 kr.

Landsskatteretten nedsætter

skattemyndighedens ansættelse til 0 kr.

Sagens oplysninger

Klagen blev den 1. juni 2001 ansat som

økonomidirektør i selskabet B A/S på Fyn.

Det fremgår af klagerens

ansættelseskontrakt med selskabet, § 3, 5. afsnit, at arbejdsgiveren har

stillet en bil til rådighed for klageren samt betalt broafgiften i

forbindelse

med transport over Storebæltsbroen.

ToldSkat har i forbindelse med

kontrolbesøg hos arbejdsgiveren indhentet oplysninger om, at selskabet har

betalt brobizz til den bil, der er stillet til klagerens rådighed af

arbejdsgiveren.

Regionen har haft en del korrespondance med arbejdsgiverens revisor, der

sluttede med, at regionen og revisoren var enige om, at beløbet ikke er

indeholdelses- eller oplysningspligtigt, men uenige om skattepligten for

klageren.

Regionen har i den forbindelse henvist

Læs alt

til en udtalelse af 27. marts 2001 fra departementet i Skatteministeriet til

et

revisionsfirma på baggrund af korrespondance mellem revisionsfirmaet og en

Told- og Skatteregion omhandlende arbejdsgiverbetalt broafgift på Storebælt i

forbindelse med befordring mellem hjem og arbejde. Departementet har i den

forbindelse udtalt, at den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalt

broafgift mellem hjem og arbejde beskattes som personalegode efter

ligningslovens

§ 16.

Arbejdsgiverens udgift til broafgift for

klageren har i perioden fra ansættelsesdatoen den 1. juni 2001 til den 31.

december

2001 udgjort 26.800 kr.

Klagerens repræsentant har i skrivelse

af 2. oktober 2002 gjort indsigelser overfor den påtænkte beskatning under

henvisning

til, at da klageren ikke har foretaget fradrag for overfarten, skal der

således

efter ligningslovens § 9 C, stk. 7, ikke ske beskatning af brobizzen.

Repræsentanten har herudover anført, at

såfremt en arbejdsgiver stiller fri befordring til rådighed for en

medarbejder,

f. eks. i form af frikort til DSB sker der ingen beskatning heraf forudsat at

medarbejderen ikke samtidig tager fradrag for kørslen. Dette gælder uanset,

at

den arbejdsgiverbetalte befordring omfatter kørsel over Storebæltsbroen eller

Øresundsbroen. Dette fremgår af Ligningsvejledningen 2001, afsnit A.B.1.9.17

vedrørende fri befordring, herunder frikort til DSB, HT m.v. En medarbejder,

som tager toget over broen, beskattes således ikke af broafgiften, idet denne

er en del af den arbejdsgiverbetalte befordring. Repræsentanten har endvidere

anført, at det er hans vurdering, at det vil være i strid med den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter lige forhold skal

behandles

lige i retlig henseende, såfremt der skal ske beskatning af værdien af

arbejdsgiverbetalt

broafgift i tilfælde, hvor medarbejderen kører i bil over broen, når der ikke

sker beskatning i de tilfælde, hvor kørslen over broen sker med tog, bus

eller

lignende.

Skattemyndighedens afgørelse

Den af arbejdsgiveren betalte broafgift

på 26.800 kr. er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16.

Det fremgår af denne bestemmelse, at ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til sparet

hjemmeforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af

andres

formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4 – 6, når tilskuddet eller godet

modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse

af

personligt arbejde i øvrigt.

Det betyder, at klageren skal medregne

værdien af den arbejdsgiverbetalte broafgift til den skattepligtige indkomst.

Værdien på 26.800 kr. er opgjort af Told- og Skattestyrelsen, Regionen, der

har

foretaget kontrol hos B A/S.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren bor på Sjælland og har som en

del af sin aflønning fri bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren betaler broafgiften i

forbindelse med klagerens kørsel mellem bopæl og arbejdsplads i form af

brobizz. Brobizzen må alene anvendes til kørsel mellem hjemmet og

arbejdspladsen.

Skattemyndigheden har anset den

arbejdsgiverbetalte broafgift for skattepligtig i henhold til ligningslovens

§

16. Skattemyndigheden har i den forbindelse henvist til følgende:

”Arbejdsgiverbetalt broafgift mellem

hjem og arbejde kan ikke anses for at være fri befordring, idet der ikke er

tale om, at den ansatte har adgang til ”en af arbejdsgiveren betalt

befordring

med offentlige eller private transportmidler”, jf. ordlyden af

ligningslovens §

9 C, stk. 6. Arbejdsgiverbetalt broafgift mellem hjem og arbejde skal derfor

ikke beskattes som fri befordring, men som alle andre personalegoder efter

reglerne i ligningslovens § 16, idet arbejdsgiveren har betalt en privat

udgift

for den ansatte. Det betyder, at den lønmodtager, der har arbejdsgiverbetalt

broafgift mellem hjem og arbejde, skal medregne værdien heraf til sin

skattepligtige indkomst. Den pågældende kan i overensstemmelse med

ligningslovens § 9 C, stk. 1, foretage det almindelige fradrag for befordring

mellem hjem og arbejde – også for den strækning, der tillægges

broafgiften –

med mindre vedkommende har fri bil og dermed fri befordring.”

Den foretagne forhøjelse skal

tilbageføres. Klageren skal således ikke beskattes af 26.800 kr.

Det gøres gældende, at i det omfang, der

ikke foretages fradrag for arbejdsgiverbetalt befordring, vil der ikke kunne

opstå beskatning efter ligningslovens § 9 C, stk. 7.

Efter praksis i tilknytning til

fortolkningen af ligningslovens § 9 C, stk. 7, beskattes arbejdsgiverbetalt

befordring ikke, i det omfang den pågældende skatteyder ikke foretager

samtidigt fradrag for befordringen.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Har den skattepligtige adgang til en af

arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private

transportmidler,

og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1

– 4,

skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri

befordring

svarende til fradraget efter stk. 1 – 3 for den del af strækningen, hvor

der er

adgang til fri befordring.”

Af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996,

pkt. 17.2.3. fremgår i tilknytning hertil følgende:

”Undlader den skattepligtige at foretage

fradrag for befordring efter § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten

ved bortfald af fradragsretten. Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis

være bil til fri rådighed (firmabil), frikort eller frirejse, herunder fri

flyrejse,

til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler på denne

befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri kørsel i mandskabsvogn

eller fællesbefordring i privat bil, der betales af arbejdsgiveren.”

Af ligningsvejledningen frem til og med

2001 fremgår det tilmed direkte, at broafgift også er omfattet af

ligningslovens § 9 C, stk. 7, jf. således ligningsvejledningen 2001, afsnit

A.F.3.1.5.

Det gøres overordnet til støtte for

påstanden gældende, at klageren skal behandles efter den praksis og

fortolkning, som er gældende i tilknytning til ligningslovens § 9 C om

arbejdsgiverbetalt befordring. Broafgift/brobizz er en nødvendig og

integreret

del af denne praksis.

Broafgifter og ligningslovens § 9 C.

For det påklagede indkomstår fandt bekendtgørelse

nr. 865 af 7. december 1998 anvendelse. Denne bekendtgørelse blev i

forbindelse

med debatten om lønmodtageres fradrag for udgifter til broafgifter over

Storebælt udstedt i medfør af ligningslovens § 9 C, stk. 5. Det fremgår

heraf,

at den skattepligtige ved opgørelsen af befordringsfradraget efter

ligningslovens

§ 9 C kan foretage et fradrag på 90 kr. pr. passage af bilbroforbindelsen i

bil.

Fradraget, som nu er lovfæstet i § 9 C,

stk. 9, blev bl.a. indført med henvisning til, at dette skulle fremme

integrationen mellem landsdelene, jf. L41 2002/2003, hvoraf følgende fremgår:

”Fradraget blev i sin tid indført bl.a.

under henvisning til ønsket om at fremme mobiliteten og integrationen mellem

regionerne på tværs af broforbindelsen, ligesom der blev henset til, at

udgiften til passage af den faste broforbindelse i princippet trådte i stedet

for en udgift til færgeforbindelse, som var fradragsberettiget.

Disse hensyn gør sig fortsat gældende,

hvorfor regeringen og Socialdemokraterne er enige om at videreføre

”Storebæltsfradraget”.

Som det fremgår af ovenstående blev det

oprindelige fradrag indført med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 5.

Herudover er fradraget nu lovfæstet i befordringsbestemmelserne ved

ligningslovens

§ 9 C, stk. 9.

Der er intet, hverken i lovens ordlyd

eller bemærkningerne til lovene, der tyder på, at § 9 C, stk. 7, skal

fortolkes

indskrænkende, således at broafgiften – som er en del af netop

befordringsbestemmelsen

– skulle falde udenfor.

Tværtimod fremgår følgende af ligningsvejledningen,

afsnit A.F.3.1.5:

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 7,

inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og

arbejdsplads,

der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om

der

er tale om hel eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte

betaler

en del af befordringen. Der er tale om al befordring, der kan fradrages efter

ligningslovens § 9 C. Beskatningen omfatter således ud over den

skattepligtiges

befordring mellem hjem og arbejdsplads også befordring mellem arbejdspladser

og

inden for samme arbejdsplads, når befordringen er arbejdsgiverbetalt.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 7, omfatter alle skattepligtige,

der

har adgang til at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C. Den

skattepligtige skal medregne værdien af den frie befordring på den pågældende

strækning ved indkomstopgørelsen. Værdien af den fri befordring indgår i den

personlige indkomst, mens fradraget indgår i den skattepligtige indkomst.

Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring efter

ligningslovens § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald

af

fradragsretten.”

Ligningsvejledningen angiver, at det er

enhver form for befordring, som inddrages, samt at bestemmelsen i stk. 7

omfatter

alle skattepligtige, som har adgang til at foretage befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 C.

Uanset at der er tale om fri bil bevarer

skatteyderen adgangen til fradraget efter § 9 C. Det er blot uhensigtsmæssigt

at foretage dette, idet fradraget fragår i den skattepligtige almindelige

indkomst og beskatningen foretages i den personlige indkomst.

Skattemyndighedens henvisning til, at

der ikke er tale om, at den ansatte har adgang til ”en af arbejdsgiveren

betalt

befordring med offentlige eller private transportmidler” er således i

strid med

praksis vedrørende bestemmelsen – og i øvrigt i strid med den

almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning – som kræver, at lige forhold

skal

behandles ens i retlig henseende, jf. om lighedsgrundsætningen og

konkrete/saglige hensyn nedenfor.

Ligningsrådets offentliggjorte

afgørelse af 22. april 2003. - SKM2003.183.LR

Ligningsrådet har i en anden sag ved

bindende forhåndsbesked tilkendegivet følgende vedrørende spørgsmålet om

beskatning

af en brobizz, som er stillet til rådighed for en medarbejder med fri bil:

”Broafgiften udgør således ikke betaling

for en befordring, men er i stedet en betaling for at få lov til at befordre

sig over en bestemt strækning. Broafgiften er dermed ikke en

befordringsudgift

i ligningslovens § 9 C´s forstand og er derfor ikke dækket af det almindelige

kilometerfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1. Når arbejdsgiveren

stiller

fri bil til rådighed, er der tale om, at arbejdsgiveren har betalt for

befordring med et transportmiddel, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7, idet

arbejdsgiveren afholder alle udgifter til bilen. Hvis arbejdsgiveren

herudover

betaler broafgiften (brobizz) for den ansatte, når denne pendler via

Storebæltsforbindelsen, er der derimod ikke tale om, at arbejdsgiveren

”har

betalt befordring med offentlige eller private transportmidler”, jf.

ligningslovens § 9 C, stk. 7. Arbejdsgiveren har betalt for et

transportmiddels

passage over broen.”

Ligningsrådets argumentation er ikke i

overensstemmelse med tidligere Landsskatteretspraksis vedrørende

fortolkningen

af ligningslovens § 9 C og afgiftsbetalinger som led i befordringen.

Der henvises til følgende

Landsskatteretssag refereret i LSRM 1982.117.

”En telefonist, der kunne fradrage

udgifterne til befordring mellem hjem og arbejdsplads ved kørsel i egen bil

efter Ligningsrådets satser, kunne ikke derudover fradrage udgifter til

parkering. Under sagens behandling havde Statsskattedirektoratet udtalt, at

udgiften til befordring mellem hjem og arbejdssted var en privat udgift, der

ved særlig lovhjemmel i ligningslovens § 9 C var gjort delvis

fradragsberettiget med de af Ligningsrådet fastsatte takster. Da der ikke som

ved erhvervsmæssig kørsel i henhold til ligningslovens

§ 9 B var mulighed for i stedet at fratrække

de faktiske udgifter efter dokumentation var det direktoratets opfattelse, at

der ikke kunne gives fradrag for parkeringsudgifter samtidig med fradrag

efter

de af Ligningsrådet fastsatte takster for kørsel mellem hjem og arbejdssted,

hvilket Landsskatteretten tiltrådte.”

Landsskatteretten har således én gang

fastslået, at parkeringsudgifter er en del af befordringsfradraget i

ligningslovens § 9 C, hvorfor der ikke er mulighed for at fratrække denne

udgift, udover hvad der følger af de almindelige satser efter § 9 C.

I relation til nærværende sag gøres det

derfor gældende, at en broafgift naturligt er en del af befordringen i højere

grad end parkeringsudgifter. På denne baggrund kan broafgiften anses som en

del

af befordringen efter ligningslovens § 9 C, som der dog er skabt en særlig

fradragssats for i ligningslovens § 9 C, stk. 9.

Herudover synes det formalistisk at

sondre mellem befordring af personen og betaling for transportmidlet –

og på

denne baggrund slutte, at der ikke er tale om befordring i sidstnævnte

tilfælde.

Adgangen til Storebæltsfradrag og dermed broafgiften er netop en del af

befordringsbestemmelsen i § 9 C.

Den sproglige fortolkning, som

Ligningsrådet benytter for at adskille situationerne er følgende:

”Broafgiften udgør således ikke betaling

for en befordring, men er i stedet en betaling for at få lov til at befordre

sig over en bestemt strækning.”

Denne faktumsondring synes end ikke

efter en naturlig forståelse at give mening i retning af at kunne udsondre

arbejdsgiverbetalt broafgift fra kørsel efter ligningslovens § 9 C i øvrigt.

Sprogligt er der grundlæggende tale om en og samme ting, nemlig befordring

hjem

– arbejde, hvilket er det eneste afgørende kriterium for retsfaktakravet

i

ligningslovens § 9 C.

Broafgiften skal som følge af

bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 9, anses som en integreret del af

befordringen i bilen, og dette skal ikke skattemæssigt behandles anderledes

end

fri befordring med bus, tog taxi m.v.

En sådan indskrænkende fortolkning synes

i øvrigt at være i strid med lovens formål, hvorefter:

”Fradraget blev i sin tid indført bl.a.

under henvisning til ønsket om at fremme mobiliteten og integrationen mellem

regionerne på tværs af broforbindelsen, ligesom der blev henset til, at

udgiften til passage af den faste broforbindelse i princippet trådte i stedet

for en udgift til færgeforbindelse, som var fradragsberettiget.”

Den forvaltningsretlige

lighedsgrundsætning.

Grundlæggende skal det fremhæves, at

lighedsgrundsætningen udspringer af det forvaltningsretlige krav om

hjemmel/saglighed

for forvaltningsudøvelse.

Grundsætningen udspringer således såvel

af princippet i grundlovens § 3 som af grundlovens § 43 (strikte hjemmelskrav

på skatteområdet), og grundsætningen ligger derfor mindst på lovs plan og

skal

ubetinget iagttages af forvaltningen.

Grundsætningen siger reelt, at lige

forhold skal behandles ens i retlig henseende, således at der ikke sker

vilkårlig/usaglig

forskelsbehandling.

Udover sammenligningen med

parkeringsafgiftssagen i LSRM 1982.117 fremhæves følgende

lighedsbetragtninger:

Frikort til DSB m.v.

Såfremt en arbejdsgiver stiller fri

befordring til rådighed for en medarbejder, f. eks. i form af frikort til

DSB,

sker der som nævnt, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7, ikke beskatning heraf,

forudsat at medarbejderen ikke samtidig tager fradrag for kørslen. Dette

gælder

uanset, at den arbejdsgiverbetalte befordring omfatter kørsel over

Storebæltsbroen eller Øresundsbroen.

Dette fremgår af Ligningsvejledningen

2001, afsnit A.B.1.9.17 vedrørende fri befordring, herunder frikort til DSB,

HT

m.v.

Dette er tillige fastslået af

Ligningsrådet ved den bindende forhåndsbesked af 22. april 2003.

Ligningsrådet

udtaler, at en medarbejder, som tager toget over broen eller som sidder i en

taxa, som er betalt af en arbejdsgiver således ikke beskattes af broafgiften.

I

denne relation er Ligningsrådet af den opfattelse, at der tale om

”befordring”,

uanset at en del af betalingen for kørslen utvivlsomt vedrører betaling for

et

transportmiddels passage over broen – her dog taxa eller tog.

Uanset at der er tale om, at betalingen

for broafgiften i disse tilfælde er en del af billetten/taxaregningen, er der

ingen saglig grund til at forskelsbehandle den person, som får

arbejdsgiverbetalt

broafgift betalt ved taxakørsel i forhold til den person, som får

arbejdsgiverbetalt

broafgift dækket ved betaling af en brobizz.

I begge tilfælde skal personen det samme

– nemlig fra bopælen til arbejdspladsen. Den eneste forskel er, at ved

betaling

af afgiften ved kørsel i firmabilen eller egen bil sidder medarbejderen

typisk

selv bag rattet, hvorimod en anden styrer transportmidlet, når der er tale om

tog eller taxa. Det fremhæves, at dette ikke kan være en forskel, som sagligt

kan begrunde en forskelsbehandling i retlig henseende.

Det er således ikke som af Ligningsrådet

anført korrekt, at der ikke er tale om befordring, idet broafgiften af

skattemyndighederne netop behandles som en befordring i det omfang, en

medarbejder

har frikort til DSB eller befordrer sig med taxa.

I det omfang Ligningsrådets kriterium,

hvorefter en samlet betaling inklusive broafgift skal behandles som skattefri

befordring, vil medføre, at eksempelvis leasingselskaber formentlig vil

tilbyde

kunderne at lease biler inklusive brobizz til en samlet månedlig

leasingydelse.

Leasingselskaberne vil formentlig kunne

opnå rabatter hos Storebæltsforbindelsen og vil samlet fakturere kunden for

en

leasingydelse inklusive broafgifter. I dette tilfælde vil der efter

Ligningsrådets

afgørelse af 22. april 2003 være tale om en integreret del af betalingen,

hvorfor

dette således kan karakteriseres som befordring, jf. ligningslovens § 9 C,

stk.

7.

Konklusion.

Det vil være i strid med den almindelige

forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter lige forhold skal

behandles

lige i retlig henseende, såfremt der skal ske beskatning af værdien af

arbejdsgiverbetalt

broafgift i tilfælde, hvor medarbejderen selv kører i bil over broen, når der

ikke sker beskatning i de tilfælde, hvor kørslen over broen sker med taxa,

tog,

bus eller lignende.

Det fremhæves yderligere, at i relation

til transport med færger er det i praksis blevet antaget, at fradrag for

færgeoverfarten kunne foretages efter ligningslovens § 9 C, jf.

bekendtgørelse

nr. 873 af 17. oktober 1994. Skulle Ligningsrådets argumentation holde,

skulle

der tillige i relation til færgeudgifter således være tale om en betaling for

et transportmiddels passage i det omfang, bilen var med på overfarten. Dette

har hidtil ikke været antaget i praksis, hvorefter bl.a. værdien af 24

kilometers

grænsen i § 9 C, stk. 1, skal fradrages færgeudgiften, i det omfang

befordringsafstanden ikke overstiger 24 kilometer. Der er således vedrørende

færgeoverfart tale om en befordring i § 9 C´s forstand, som tillige vil

medføre, at der ikke sker beskatning i det omfang, arbejdsgiveren dækker

udgiften hertil.

Der er ikke hjemmel til at beskatte en

arbejdsgiverbetalt brobizz, som alene må anvendes til befordring mellem hjem

og

arbejdsplads.

Dette særlig henset til, at lige forhold

skal behandles lige i retlig henseende.

Herudover kan det hævdes, at

medarbejderen ikke skal beskattes i det omfang, medarbejderen ikke foretager

fradraget efter § 9 C, stk. 9. I den forbindelse skal det nævnes, at det

faktum, at en medarbejder ikke har dokumentation for udgiften, ikke udelukker

denne slutning.

Der findes i skatteretten talrige

eksempler på, at der ikke sker beskatning under forudsætning af, at der ikke

foretages et fradrag, som ”kunne have været foretaget”. Eksempelvis

vil en

medarbejder, som opfylder rejsereglerne, ikke blive beskattet af en

midlertidig

bolig som arbejdsgiveren stiller til rådighed på rejsen. Dette forudsætter

dog,

at medarbejderen ikke foretager et fradrag for logi eller fradrag efter

reglerne om dobbelt husførelse.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Udgifterne til afgift for passage af

Storebæltsbroen (brobizz) må i overensstemmelse med det af repræsentanten

anførte anses for en integreret del af arbejdsgiverens betaling for klagerens

befordring mellem hjem og arbejdsplads. Arbejdstagerens indkomstansættelse

påvirkes ikke af arbejdsgiverens udgifter

hertil, såfremt arbejdstageren undlader at tage befordringsfradrag efter

ligningslovens § 9 C.

Da klageren ikke har foretaget fradrag

for befordring efter ligningslovens § 9 C, er der derfor ikke grundlag for at

beskatte

den arbejdsgiverbetalte broafgift.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter