Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver samt fri bil
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver
samt fri bil
Klagen vedrører
Klageren er anset for skattepligtig af
arbejdsgiverbetalt broafgift.
Landsskatterettens afgørelse
Personlig indkomst
Skattemyndigheden har anset
arbejdsgiverbetalt broafgift for skattepligtig personlig indkomst i henhold
til
ligningslovens § 16 C med 26.800 kr.
Landsskatteretten nedsætter
skattemyndighedens ansættelse til 0 kr.
Sagens oplysninger
Klagen blev den 1. juni 2001 ansat som
økonomidirektør i selskabet B A/S på Fyn.
Det fremgår af klagerens
ansættelseskontrakt med selskabet, § 3, 5. afsnit, at arbejdsgiveren har
stillet en bil til rådighed for klageren samt betalt broafgiften i
forbindelse
med transport over Storebæltsbroen.
ToldSkat har i forbindelse med
kontrolbesøg hos arbejdsgiveren indhentet oplysninger om, at selskabet har
betalt brobizz til den bil, der er stillet til klagerens rådighed af
arbejdsgiveren.
Regionen har haft en del korrespondance med arbejdsgiverens revisor, der
sluttede med, at regionen og revisoren var enige om, at beløbet ikke er
indeholdelses- eller oplysningspligtigt, men uenige om skattepligten for
klageren.
Regionen har i den forbindelse henvist
Læs alt
til en udtalelse af 27. marts 2001 fra departementet i Skatteministeriet til
et
revisionsfirma på baggrund af korrespondance mellem revisionsfirmaet og en
Told- og Skatteregion omhandlende arbejdsgiverbetalt broafgift på Storebælt i
forbindelse med befordring mellem hjem og arbejde. Departementet har i den
forbindelse udtalt, at den skattemæssige behandling af arbejdsgiverbetalt
broafgift mellem hjem og arbejde beskattes som personalegode efter
ligningslovens
§ 16.
Arbejdsgiverens udgift til broafgift for
klageren har i perioden fra ansættelsesdatoen den 1. juni 2001 til den 31.
december
2001 udgjort 26.800 kr.
Klagerens repræsentant har i skrivelse
af 2. oktober 2002 gjort indsigelser overfor den påtænkte beskatning under
henvisning
til, at da klageren ikke har foretaget fradrag for overfarten, skal der
således
efter ligningslovens § 9 C, stk. 7, ikke ske beskatning af brobizzen.
Repræsentanten har herudover anført, at
såfremt en arbejdsgiver stiller fri befordring til rådighed for en
medarbejder,
f. eks. i form af frikort til DSB sker der ingen beskatning heraf forudsat at
medarbejderen ikke samtidig tager fradrag for kørslen. Dette gælder uanset,
at
den arbejdsgiverbetalte befordring omfatter kørsel over Storebæltsbroen eller
Øresundsbroen. Dette fremgår af Ligningsvejledningen 2001, afsnit A.B.1.9.17
vedrørende fri befordring, herunder frikort til DSB, HT m.v. En medarbejder,
som tager toget over broen, beskattes således ikke af broafgiften, idet denne
er en del af den arbejdsgiverbetalte befordring. Repræsentanten har endvidere
anført, at det er hans vurdering, at det vil være i strid med den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter lige forhold skal
behandles
lige i retlig henseende, såfremt der skal ske beskatning af værdien af
arbejdsgiverbetalt
broafgift i tilfælde, hvor medarbejderen kører i bil over broen, når der ikke
sker beskatning i de tilfælde, hvor kørslen over broen sker med tog, bus
eller
lignende.
Skattemyndighedens afgørelse
Den af arbejdsgiveren betalte broafgift
på 26.800 kr. er skattepligtig i henhold til ligningslovens § 16.
Det fremgår af denne bestemmelse, at ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes tilskud til sparet
hjemmeforbrug og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af
andres
formuegoder, jf. statsskattelovens §§ 4 – 6, når tilskuddet eller godet
modtages som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse
af
personligt arbejde i øvrigt.
Det betyder, at klageren skal medregne
værdien af den arbejdsgiverbetalte broafgift til den skattepligtige indkomst.
Værdien på 26.800 kr. er opgjort af Told- og Skattestyrelsen, Regionen, der
har
foretaget kontrol hos B A/S.
Klagerens påstand og argumenter
Klageren bor på Sjælland og har som en
del af sin aflønning fri bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren.
Arbejdsgiveren betaler broafgiften i
forbindelse med klagerens kørsel mellem bopæl og arbejdsplads i form af
brobizz. Brobizzen må alene anvendes til kørsel mellem hjemmet og
arbejdspladsen.
Skattemyndigheden har anset den
arbejdsgiverbetalte broafgift for skattepligtig i henhold til ligningslovens
§
16. Skattemyndigheden har i den forbindelse henvist til følgende:
”Arbejdsgiverbetalt broafgift mellem
hjem og arbejde kan ikke anses for at være fri befordring, idet der ikke er
tale om, at den ansatte har adgang til ”en af arbejdsgiveren betalt
befordring
med offentlige eller private transportmidler”, jf. ordlyden af
ligningslovens §
9 C, stk. 6. Arbejdsgiverbetalt broafgift mellem hjem og arbejde skal derfor
ikke beskattes som fri befordring, men som alle andre personalegoder efter
reglerne i ligningslovens § 16, idet arbejdsgiveren har betalt en privat
udgift
for den ansatte. Det betyder, at den lønmodtager, der har arbejdsgiverbetalt
broafgift mellem hjem og arbejde, skal medregne værdien heraf til sin
skattepligtige indkomst. Den pågældende kan i overensstemmelse med
ligningslovens § 9 C, stk. 1, foretage det almindelige fradrag for befordring
mellem hjem og arbejde – også for den strækning, der tillægges
broafgiften –
med mindre vedkommende har fri bil og dermed fri befordring.”
Den foretagne forhøjelse skal
tilbageføres. Klageren skal således ikke beskattes af 26.800 kr.
Det gøres gældende, at i det omfang, der
ikke foretages fradrag for arbejdsgiverbetalt befordring, vil der ikke kunne
opstå beskatning efter ligningslovens § 9 C, stk. 7.
Efter praksis i tilknytning til
fortolkningen af ligningslovens § 9 C, stk. 7, beskattes arbejdsgiverbetalt
befordring ikke, i det omfang den pågældende skatteyder ikke foretager
samtidigt fradrag for befordringen.
Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Har den skattepligtige adgang til en af
arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private
transportmidler,
og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1
– 4,
skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri
befordring
svarende til fradraget efter stk. 1 – 3 for den del af strækningen, hvor
der er
adgang til fri befordring.”
Af cirkulære nr. 72 af 17. april 1996,
pkt. 17.2.3. fremgår i tilknytning hertil følgende:
”Undlader den skattepligtige at foretage
fradrag for befordring efter § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten
ved bortfald af fradragsretten. Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis
være bil til fri rådighed (firmabil), frikort eller frirejse, herunder fri
flyrejse,
til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler på denne
befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri kørsel i mandskabsvogn
eller fællesbefordring i privat bil, der betales af arbejdsgiveren.”
Af ligningsvejledningen frem til og med
2001 fremgår det tilmed direkte, at broafgift også er omfattet af
ligningslovens § 9 C, stk. 7, jf. således ligningsvejledningen 2001, afsnit
A.F.3.1.5.
Det gøres overordnet til støtte for
påstanden gældende, at klageren skal behandles efter den praksis og
fortolkning, som er gældende i tilknytning til ligningslovens § 9 C om
arbejdsgiverbetalt befordring. Broafgift/brobizz er en nødvendig og
integreret
del af denne praksis.
Broafgifter og ligningslovens § 9 C.
For det påklagede indkomstår fandt bekendtgørelse
nr. 865 af 7. december 1998 anvendelse. Denne bekendtgørelse blev i
forbindelse
med debatten om lønmodtageres fradrag for udgifter til broafgifter over
Storebælt udstedt i medfør af ligningslovens § 9 C, stk. 5. Det fremgår
heraf,
at den skattepligtige ved opgørelsen af befordringsfradraget efter
ligningslovens
§ 9 C kan foretage et fradrag på 90 kr. pr. passage af bilbroforbindelsen i
bil.
Fradraget, som nu er lovfæstet i § 9 C,
stk. 9, blev bl.a. indført med henvisning til, at dette skulle fremme
integrationen mellem landsdelene, jf. L41 2002/2003, hvoraf følgende fremgår:
”Fradraget blev i sin tid indført bl.a.
under henvisning til ønsket om at fremme mobiliteten og integrationen mellem
regionerne på tværs af broforbindelsen, ligesom der blev henset til, at
udgiften til passage af den faste broforbindelse i princippet trådte i stedet
for en udgift til færgeforbindelse, som var fradragsberettiget.
Disse hensyn gør sig fortsat gældende,
hvorfor regeringen og Socialdemokraterne er enige om at videreføre
”Storebæltsfradraget”.
Som det fremgår af ovenstående blev det
oprindelige fradrag indført med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk. 5.
Herudover er fradraget nu lovfæstet i befordringsbestemmelserne ved
ligningslovens
§ 9 C, stk. 9.
Der er intet, hverken i lovens ordlyd
eller bemærkningerne til lovene, der tyder på, at § 9 C, stk. 7, skal
fortolkes
indskrænkende, således at broafgiften – som er en del af netop
befordringsbestemmelsen
– skulle falde udenfor.
Tværtimod fremgår følgende af ligningsvejledningen,
afsnit A.F.3.1.5:
Efter ligningslovens § 9 C, stk. 7,
inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og
arbejdsplads,
der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om
der
er tale om hel eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte
betaler
en del af befordringen. Der er tale om al befordring, der kan fradrages efter
ligningslovens § 9 C. Beskatningen omfatter således ud over den
skattepligtiges
befordring mellem hjem og arbejdsplads også befordring mellem arbejdspladser
og
inden for samme arbejdsplads, når befordringen er arbejdsgiverbetalt.
Bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 7, omfatter alle skattepligtige,
der
har adgang til at foretage fradrag efter ligningslovens § 9 C. Den
skattepligtige skal medregne værdien af den frie befordring på den pågældende
strækning ved indkomstopgørelsen. Værdien af den fri befordring indgår i den
personlige indkomst, mens fradraget indgår i den skattepligtige indkomst.
Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring efter
ligningslovens § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald
af
fradragsretten.”
Ligningsvejledningen angiver, at det er
enhver form for befordring, som inddrages, samt at bestemmelsen i stk. 7
omfatter
alle skattepligtige, som har adgang til at foretage befordringsfradrag efter
ligningslovens § 9 C.
Uanset at der er tale om fri bil bevarer
skatteyderen adgangen til fradraget efter § 9 C. Det er blot uhensigtsmæssigt
at foretage dette, idet fradraget fragår i den skattepligtige almindelige
indkomst og beskatningen foretages i den personlige indkomst.
Skattemyndighedens henvisning til, at
der ikke er tale om, at den ansatte har adgang til ”en af arbejdsgiveren
betalt
befordring med offentlige eller private transportmidler” er således i
strid med
praksis vedrørende bestemmelsen – og i øvrigt i strid med den
almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning – som kræver, at lige forhold
skal
behandles ens i retlig henseende, jf. om lighedsgrundsætningen og
konkrete/saglige hensyn nedenfor.
Ligningsrådets offentliggjorte
afgørelse af 22. april 2003. - SKM2003.183.LR
Ligningsrådet har i en anden sag ved
bindende forhåndsbesked tilkendegivet følgende vedrørende spørgsmålet om
beskatning
af en brobizz, som er stillet til rådighed for en medarbejder med fri bil:
”Broafgiften udgør således ikke betaling
for en befordring, men er i stedet en betaling for at få lov til at befordre
sig over en bestemt strækning. Broafgiften er dermed ikke en
befordringsudgift
i ligningslovens § 9 C´s forstand og er derfor ikke dækket af det almindelige
kilometerfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1. Når arbejdsgiveren
stiller
fri bil til rådighed, er der tale om, at arbejdsgiveren har betalt for
befordring med et transportmiddel, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7, idet
arbejdsgiveren afholder alle udgifter til bilen. Hvis arbejdsgiveren
herudover
betaler broafgiften (brobizz) for den ansatte, når denne pendler via
Storebæltsforbindelsen, er der derimod ikke tale om, at arbejdsgiveren
”har
betalt befordring med offentlige eller private transportmidler”, jf.
ligningslovens § 9 C, stk. 7. Arbejdsgiveren har betalt for et
transportmiddels
passage over broen.”
Ligningsrådets argumentation er ikke i
overensstemmelse med tidligere Landsskatteretspraksis vedrørende
fortolkningen
af ligningslovens § 9 C og afgiftsbetalinger som led i befordringen.
Der henvises til følgende
Landsskatteretssag refereret i LSRM 1982.117.
”En telefonist, der kunne fradrage
udgifterne til befordring mellem hjem og arbejdsplads ved kørsel i egen bil
efter Ligningsrådets satser, kunne ikke derudover fradrage udgifter til
parkering. Under sagens behandling havde Statsskattedirektoratet udtalt, at
udgiften til befordring mellem hjem og arbejdssted var en privat udgift, der
ved særlig lovhjemmel i ligningslovens § 9 C var gjort delvis
fradragsberettiget med de af Ligningsrådet fastsatte takster. Da der ikke som
ved erhvervsmæssig kørsel i henhold til ligningslovens
§ 9 B var mulighed for i stedet at fratrække
de faktiske udgifter efter dokumentation var det direktoratets opfattelse, at
der ikke kunne gives fradrag for parkeringsudgifter samtidig med fradrag
efter
de af Ligningsrådet fastsatte takster for kørsel mellem hjem og arbejdssted,
hvilket Landsskatteretten tiltrådte.”
Landsskatteretten har således én gang
fastslået, at parkeringsudgifter er en del af befordringsfradraget i
ligningslovens § 9 C, hvorfor der ikke er mulighed for at fratrække denne
udgift, udover hvad der følger af de almindelige satser efter § 9 C.
I relation til nærværende sag gøres det
derfor gældende, at en broafgift naturligt er en del af befordringen i højere
grad end parkeringsudgifter. På denne baggrund kan broafgiften anses som en
del
af befordringen efter ligningslovens § 9 C, som der dog er skabt en særlig
fradragssats for i ligningslovens § 9 C, stk. 9.
Herudover synes det formalistisk at
sondre mellem befordring af personen og betaling for transportmidlet –
og på
denne baggrund slutte, at der ikke er tale om befordring i sidstnævnte
tilfælde.
Adgangen til Storebæltsfradrag og dermed broafgiften er netop en del af
befordringsbestemmelsen i § 9 C.
Den sproglige fortolkning, som
Ligningsrådet benytter for at adskille situationerne er følgende:
”Broafgiften udgør således ikke betaling
for en befordring, men er i stedet en betaling for at få lov til at befordre
sig over en bestemt strækning.”
Denne faktumsondring synes end ikke
efter en naturlig forståelse at give mening i retning af at kunne udsondre
arbejdsgiverbetalt broafgift fra kørsel efter ligningslovens § 9 C i øvrigt.
Sprogligt er der grundlæggende tale om en og samme ting, nemlig befordring
hjem
– arbejde, hvilket er det eneste afgørende kriterium for retsfaktakravet
i
ligningslovens § 9 C.
Broafgiften skal som følge af
bestemmelsen i ligningslovens § 9 C, stk. 9, anses som en integreret del af
befordringen i bilen, og dette skal ikke skattemæssigt behandles anderledes
end
fri befordring med bus, tog taxi m.v.
En sådan indskrænkende fortolkning synes
i øvrigt at være i strid med lovens formål, hvorefter:
”Fradraget blev i sin tid indført bl.a.
under henvisning til ønsket om at fremme mobiliteten og integrationen mellem
regionerne på tværs af broforbindelsen, ligesom der blev henset til, at
udgiften til passage af den faste broforbindelse i princippet trådte i stedet
for en udgift til færgeforbindelse, som var fradragsberettiget.”
Den forvaltningsretlige
lighedsgrundsætning.
Grundlæggende skal det fremhæves, at
lighedsgrundsætningen udspringer af det forvaltningsretlige krav om
hjemmel/saglighed
for forvaltningsudøvelse.
Grundsætningen udspringer således såvel
af princippet i grundlovens § 3 som af grundlovens § 43 (strikte hjemmelskrav
på skatteområdet), og grundsætningen ligger derfor mindst på lovs plan og
skal
ubetinget iagttages af forvaltningen.
Grundsætningen siger reelt, at lige
forhold skal behandles ens i retlig henseende, således at der ikke sker
vilkårlig/usaglig
forskelsbehandling.
Udover sammenligningen med
parkeringsafgiftssagen i LSRM 1982.117 fremhæves følgende
lighedsbetragtninger:
Frikort til DSB m.v.
Såfremt en arbejdsgiver stiller fri
befordring til rådighed for en medarbejder, f. eks. i form af frikort til
DSB,
sker der som nævnt, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7, ikke beskatning heraf,
forudsat at medarbejderen ikke samtidig tager fradrag for kørslen. Dette
gælder
uanset, at den arbejdsgiverbetalte befordring omfatter kørsel over
Storebæltsbroen eller Øresundsbroen.
Dette fremgår af Ligningsvejledningen
2001, afsnit A.B.1.9.17 vedrørende fri befordring, herunder frikort til DSB,
HT
m.v.
Dette er tillige fastslået af
Ligningsrådet ved den bindende forhåndsbesked af 22. april 2003.
Ligningsrådet
udtaler, at en medarbejder, som tager toget over broen eller som sidder i en
taxa, som er betalt af en arbejdsgiver således ikke beskattes af broafgiften.
I
denne relation er Ligningsrådet af den opfattelse, at der tale om
”befordring”,
uanset at en del af betalingen for kørslen utvivlsomt vedrører betaling for
et
transportmiddels passage over broen – her dog taxa eller tog.
Uanset at der er tale om, at betalingen
for broafgiften i disse tilfælde er en del af billetten/taxaregningen, er der
ingen saglig grund til at forskelsbehandle den person, som får
arbejdsgiverbetalt
broafgift betalt ved taxakørsel i forhold til den person, som får
arbejdsgiverbetalt
broafgift dækket ved betaling af en brobizz.
I begge tilfælde skal personen det samme
– nemlig fra bopælen til arbejdspladsen. Den eneste forskel er, at ved
betaling
af afgiften ved kørsel i firmabilen eller egen bil sidder medarbejderen
typisk
selv bag rattet, hvorimod en anden styrer transportmidlet, når der er tale om
tog eller taxa. Det fremhæves, at dette ikke kan være en forskel, som sagligt
kan begrunde en forskelsbehandling i retlig henseende.
Det er således ikke som af Ligningsrådet
anført korrekt, at der ikke er tale om befordring, idet broafgiften af
skattemyndighederne netop behandles som en befordring i det omfang, en
medarbejder
har frikort til DSB eller befordrer sig med taxa.
I det omfang Ligningsrådets kriterium,
hvorefter en samlet betaling inklusive broafgift skal behandles som skattefri
befordring, vil medføre, at eksempelvis leasingselskaber formentlig vil
tilbyde
kunderne at lease biler inklusive brobizz til en samlet månedlig
leasingydelse.
Leasingselskaberne vil formentlig kunne
opnå rabatter hos Storebæltsforbindelsen og vil samlet fakturere kunden for
en
leasingydelse inklusive broafgifter. I dette tilfælde vil der efter
Ligningsrådets
afgørelse af 22. april 2003 være tale om en integreret del af betalingen,
hvorfor
dette således kan karakteriseres som befordring, jf. ligningslovens § 9 C,
stk.
7.
Konklusion.
Det vil være i strid med den almindelige
forvaltningsretlige lighedsgrundsætning, hvorefter lige forhold skal
behandles
lige i retlig henseende, såfremt der skal ske beskatning af værdien af
arbejdsgiverbetalt
broafgift i tilfælde, hvor medarbejderen selv kører i bil over broen, når der
ikke sker beskatning i de tilfælde, hvor kørslen over broen sker med taxa,
tog,
bus eller lignende.
Det fremhæves yderligere, at i relation
til transport med færger er det i praksis blevet antaget, at fradrag for
færgeoverfarten kunne foretages efter ligningslovens § 9 C, jf.
bekendtgørelse
nr. 873 af 17. oktober 1994. Skulle Ligningsrådets argumentation holde,
skulle
der tillige i relation til færgeudgifter således være tale om en betaling for
et transportmiddels passage i det omfang, bilen var med på overfarten. Dette
har hidtil ikke været antaget i praksis, hvorefter bl.a. værdien af 24
kilometers
grænsen i § 9 C, stk. 1, skal fradrages færgeudgiften, i det omfang
befordringsafstanden ikke overstiger 24 kilometer. Der er således vedrørende
færgeoverfart tale om en befordring i § 9 C´s forstand, som tillige vil
medføre, at der ikke sker beskatning i det omfang, arbejdsgiveren dækker
udgiften hertil.
Der er ikke hjemmel til at beskatte en
arbejdsgiverbetalt brobizz, som alene må anvendes til befordring mellem hjem
og
arbejdsplads.
Dette særlig henset til, at lige forhold
skal behandles lige i retlig henseende.
Herudover kan det hævdes, at
medarbejderen ikke skal beskattes i det omfang, medarbejderen ikke foretager
fradraget efter § 9 C, stk. 9. I den forbindelse skal det nævnes, at det
faktum, at en medarbejder ikke har dokumentation for udgiften, ikke udelukker
denne slutning.
Der findes i skatteretten talrige
eksempler på, at der ikke sker beskatning under forudsætning af, at der ikke
foretages et fradrag, som ”kunne have været foretaget”. Eksempelvis
vil en
medarbejder, som opfylder rejsereglerne, ikke blive beskattet af en
midlertidig
bolig som arbejdsgiveren stiller til rådighed på rejsen. Dette forudsætter
dog,
at medarbejderen ikke foretager et fradrag for logi eller fradrag efter
reglerne om dobbelt husførelse.
Landsskatterettens bemærkninger og
begrundelse
Udgifterne til afgift for passage af
Storebæltsbroen (brobizz) må i overensstemmelse med det af repræsentanten
anførte anses for en integreret del af arbejdsgiverens betaling for klagerens
befordring mellem hjem og arbejdsplads. Arbejdstagerens indkomstansættelse
påvirkes ikke af arbejdsgiverens udgifter
hertil, såfremt arbejdstageren undlader at tage befordringsfradrag efter
ligningslovens § 9 C.
Da klageren ikke har foretaget fradrag
for befordring efter ligningslovens § 9 C, er der derfor ikke grundlag for at
beskatte
den arbejdsgiverbetalte broafgift.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Fradrag for underskud af virksomhed – Fradrag for renteudgifter af privat gæld – Fradrag for befordring Landsskatteretten · 25. januar 2022
- Rejseudgifter – Øvrige personaleudg – Repræsentation/vin m.fl. Landsskatteretten · 14. november 2022
- Salgsmoms ekskl. importmoms – Købsmoms ekskl. importmoms Landsskatteretten · 6. november 2024
- Yderligere overskud af virksomhed Landsskatteretten · 6. november 2024
- Salgsmoms – Købsmoms Landsskatteretten · 6. november 2024
- Forhøjelse af skattepligtig indkomst – Befordringsfradrag Landsskatteretten · 19. juli 2021
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter - brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi Retsinformation · 23. oktober 2006
- Beskatning af betalt broafgift/brobizz over Storebæltsbroen Retsinformation · 28. april 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. beskatning af udgift til brobizz. Retsinformation · 26. juli 2005
- Fri brobizz befordringsfradrag - bruttotrækordning Retsinformation · 28. april 2005
- C.A.5.14.4.5 Broafgift og færgeudgift Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Arbejdsgiverbetalt færgeabonnement Retsinformation · 1. august 2006