Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter - brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi

KEN nr 9872 af 20/12/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet23. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter -

brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi

Klagen vedrører beskatning af

en arbejdsgiverbetalt BroBizz, jf. ligningsloven § 16, stk. 1, samt

ikke-godkendt fradrag for udgifter til logi og fortæring i forbindelse med et

ansættelsesforhold i Sverige, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1,litra a.

Landsskatterettens

afgørelse

Skatteankenævnets afgørelse:

2001:

Betaling af broafgifter

anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,

ansat til

19.610 kr.

Ikke godkendt fradrag for

udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 2, nr. 1

og 4, i den udenlandske indkomst

67.610 kr.

2002:

Betaling af broafgifter

anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,

ansat til

14.736 kr.

Ikke godkendt fradrag for

udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 2, nr. 1

og 4, i den udenlandske indkomst

78.349 kr.

Landskatteretten ændrer

Skatteankenævnets afgørelse på følgende punkter:

2001:

Læs alt

Betaling af broafgifter

anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,

ansat til 19.610 kr., nedsættes til

0 kr.

2002:

Betaling af broafgifter

anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,

ansat til 14.736 kr., nedsættes til

0 kr.

Sagens oplysninger

Klageren er lønmodtager og

har i en årrække været ansat i A A/S. Hun har fra 1999 tillige været ansat i

B

AB Sverige. Ifølge ansættelseskontrakten med det svenske firma blev

ansættelsen

påbegyndt den 1. januar 1999 og fortsatte ”indtil videre”.

I indkomståret 2001 havde

klageren en lønindkomst på 250.016 kr. samt fri bil, 51.204 kr., fra A A/S og

udenlandsk personlig indkomst på 501.733 kr.

I indkomståret 2002 havde hun

en lønindkomst på 224.547 kr. samt fri bil, 25.736 kr., fra C A/S og A A/S og

udenlandsk personlig indkomst på 528.113 kr.

Klageren havde i

indkomstårene 2001 og 2002 bopæl i midtjylland sammen med sin ægtefælle. Hun

arbejdede på arbejdspladsen i X mandag og fredag og på arbejdspladsen i

Sverige

tirsdag til og med torsdag.

Klageren har oplyst, at hun i

indkomstårene 2001 og 2002 arbejdede / opholdt sig i Sverige i henholdsvis 43

uger á 3 dage, i alt 129 dage, og i 44 uger á 3 dage, i alt 132 dage.

I ansættelsesforholdet med

det danske firma, har klageren haft fri bil til rådighed indtil den 12.

august

2002. Herefter blev fri bil stillet til rådighed af det svenske firma. Alle

udgifterne forbundet med firmabilen blev indtil denne dato afholdt af den

danske arbejdsgiver, bortset fra udgifterne til BroBizz, som blev afholdt af

den svenske arbejdsgiver.

Klageren var / er fuld

skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Skatteankenævnets

afgørelse

Ad. arbejdsgiverbetalt bropassage:

Indtægt forhøjet med værdi af

fri bropassage, jf. ligningsloven § 16, med 19.610 kr., i indkomståret 2001

og

14.736 kr. i indkomståret 2002.

Skatteankenævnet finder, at

klageren er skattepligtig af bropassage betalt af den svenske arbejdsgiver,

jf.

ligningslovens § 16, stk. 1, og TfS 2003.415BF og TfS 2000.851 DEP.

Der er herved henset til, at

arbejdsgiveren skattefrit kan afholde udgifter, der har driftsmæssig

sammenhæng

med brugen af firmabilen, det vil bl.a. sige udgifter til forsikringer,

vægtafgift,

benzin, nødvendige reparationer og vedligeholdelse, uden at dette får

skattemæssige konsekvenser for den ansatte. Udgifter til broafgifter anses

for

at være af ikke-driftsmæssig karakter og er derfor ikke indeholdt i den

skattemæssige værdi af fri firmabil.

Den af skatteforvaltningen

beregnede markedsværdi af fri Brobizz, 21.548 kr. for indkomståret 2001 og

24.288 kr. i indkomståret 2002 beskattes dog som udenlandsk indkomst, idet

det

er den svenske arbejdsgiver, der betaler for broafgiften.

Klageren er ikke anset for

berettiget til fradrag for udgiften til bropassage, jf. statsskattelovens §

6a,

da klageren ikke har afholdt udgifterne.

Vedr. fradrag for udgifter

til kost og logi:

Ikke godkendt fradrag for

udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, med 67.589 kr. i

indkomståret

2001 og 78.349 kr. i indkomståret 2002.

Ved arbejde i udlandet kan

der indrømmes fradrag for kost og logi mv. efter de samme regler som gælder

ved

arbejde i Danmark, jf. ligningsvejledningen, afsnit D.B.2.

Skatteankenævnet finder ikke,

at klageren er berettiget til at fradrag for udgifter til kost og logi efter

ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 1-3.

Nævnet har herved henset til,

at rejsebegrebet i ligningslovens § 9A, ifølge Ligningsvejledningens afsnit

A.B.1.7.1.2, skal fortolkes således, at lønmodtageren på grund af afstanden

mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed

for at overnatte på sin sædvanlige bopæl eller når arbejdsgiveren

midlertidigt

udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige

arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at

overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Skatteankenævnet har efter en

konkret vurdering af klagerens ansættelses- og arbejdsforhold ikke fundet, at

der ved klagerens ansættelse ved B AB er tale om et midlertidigt arbejdssted.

Der kan af samme grund ikke blive tale om fradrag for dobbelt husførelse.

Hvis betingelserne efter de

specielle regler i ligningslovens § 9 A, stk. 7, ikke er opfyldt, er der

mulighed

for fradrag i indkomstopgørelsen for de nævnte udgifter efter den generelle

regel i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette forudsætter, at der er

tale om nødvendige aktuelle, erhvervsmæssige udgifter, det vil sige

driftsomkostninger, jf. ligningsvejledningen, afsnit A.F.1.1.2. Det er

endvidere en forudsætning for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1,

litra a, at størrelsen af de nævnte omkostninger kan dokumenteres.

Klagerens påstand og

argumenter

Der nedlægges påstand om, at

klagerens skatteansættelse for indkomståret 2001 nedsættes med 87.199 kr. og

for indkomståret 2002 med 93.085 kr.

Til støtte for påstanden

anføres det indledningsvis, at der er enighed om, at ansættelsesforholdet i

Sverige ikke vedrører et midlertidigt arbejdssted. Klageren er fastansat ved

to

forskellige arbejdspladser henholdsvis i X og i Sverige. Det er nødvendigt

for

klageren hver uge at arbejde nogle dage såvel i Danmark som i Sverige, for at

hun kan erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst.

Klagerens arbejdsgiver har

afholdt udgiften til BroBizz på vegne af klageren, og ydelsen er derfor

indtægtsført skattemæssigt. Klageren har derfor tillige fradragsret for de

omhandlede udgifter, hvis dette i øvrigt er hjemlet i skattelovgivningen.

Dette

følger af J. O. E. Jacobsen, Skatteretten 1, 3. udg., p. 297.

Skatteankenævnets henvisning

til, at klageren ikke er berettiget til fradrag som følge af, at det er

arbejdsgiveren, der har afholdt udgiften, er således forkert.

Fradrag for udgiften til

BroBizzen er efter repræsentantens opfattelse primært hjemlet i

statsskattelovens

§ 6a. Som det fremgår af Skatteankenævnets sagsfremstilling fordeler

klagerens

arbejde sig på to arbejdssteder, nemlig X og Sverige. Disse to arbejdssteder

er

således geografisk beliggende, at bropassage over såvel Storebæltsbroen som

Øresundsbroen er tvingende nødvendig, uanset hvor klageren har bopæl.

Det er således ikke et

spørgsmål om, at klageren skal passere broerne, fordi hun bor

uhensigtsmæssigt

i forhold til sin arbejdsplads, idet det er nødvendigt at passere broerne

Subsidiært gøres det

gældende, at klageren er berettiget til et fradrag i henhold til

ligningslovens

§ 9C, stk. 9, der fastsætter et standardfradrag for befordring frem og

tilbage

mellem bopælen og den sædvanlige arbejdsplads, fastsat til 90 kr. pr. passage

af Storebæltsbroen og 50 kr. pr. passage af Øresundsbroen.

Udgiften til opretholdelse af

bolig i Sverige, ud over den allerede af klageren opretholdte bolig i

Danmark,

er af de faktuelle forhold som ovenfor anført nødvendig med henblik på at

kunne

erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, og årsagen hertil er ikke, at

klageren bor uhensigtsmæssigt, idet den reciprokke situation ville foreligge,

hvis klageren havde sin bopæl i Sverige.

Repræsentanten

har bl.a. yderligere anført, at

hjemlen i

ligningslovens § 9A vedr. rejseudgifter ikke begrænser fradragsmuligheden i

medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men udvider den, idet der

efter denne bestemmelse gives fradrag efter faste satser uden dokumentation

for

udgiftens størrelse. Bestemmelsen i ligningslovens § 9A

udvider ikke det materielle indhold af det

erhvervsmæssige omkostningsbegreb, og bestemmelsen og det anførte i

ligningsvejledningen kan derfor ikke anvendes – gennem en

modsætningsslutning -

til at indskrænke fradragshjemlen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i

forhold til andre udgifter, når disse indiskutabelt er nødvendiggjort af

ansættelsesforholdet og afholdt for at erhverve indkomsten.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Ad. BroBizz:

Arbejdsgiverbetalt befordring medregnes ved opgørelsen

af indkomsten, hvis skatteyderen har taget befordringsfradrag. Dette fremgår

af

ligningslovens § 9C, stk. 7, sammenholdt med stk. 1-3.

Dette gælder også, hvis den arbejdsgiverbetalte

befordring består af fri bil, selvom skatteyderen tillige bliver beskattet af

værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Værdien af fri befordring beskattes under samme

betingelser, hvis fradragsberettigede kørsel sker i forbindelse med

ansættelsen

hos en anden arbejdsgiver end den der betaler den fri befordring / fri bil,

se

Ligningsvejledningen (2005) A.F.3.1.5.

Den tidligere praksis, hvorved arbejdsgiveren ikke

kunne stille en BroBizz til rådighed som en del af den skattefri befordring

hjem-arbejde-hjem, når medarbejderen har stillet fri bil til rådighed, se fx

TfS 2003.415, er ændret ved Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2004,

offentliggjort i SKM2004.417.LSR.

Det hedder i Landsskatterettens præmisser til

afgørelsen:

”Udgifterne

til afgift for passage af Storebæltsbroen (brobizz) må i overensstemmelse med

det af repræsentanten anførte anses for en integreret del af arbejdsgiverens

betaling for klagerens befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Arbejdstagerens

indkomstansættelse påvirkes ikke af arbejdsgiverens udgifter hertil, såfremt

arbejdstageren undlader at tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9

C.

”

I

den omhandlede sag var det oplyst, at BroBizzen alene måtte anvendes til

befordringen mellem hjemmet og arbejdspladsen.

I

den foreliggende sag er det ikke dokumenteret, at BroBizzen alene er anvendt

til denne befordring. Det bemærkes dog, at skattemyndigheden alene har

beskattet værdien af BroBizzen på baggrund af 1 dobbelttur i 43 uger,

svarende

til det af klageren anførte om transport mellem hjemmet og arbejdspladsen i

Sverige. Retten finder på denne baggrund, at det kan lægges til grund, at der

ikke har været privat brug af BroBizzen herudover.

Det bemærkes, at den danske arbejdsgiver frem til 12.

august 2002 har betalt fri bil mens den svenske arbejdsgiver har betalt

broafgiften. Fra 12. august 2002 betaler den svenske arbejdsgiver tillige den

fri bil.

I sagen gengivet i

SKM2004.417.LSR blev hele transportudgiften betalt af én arbejdsgiver. Det

forhold, at broafgiften i den foreliggende sag ikke betales af samme

arbejdsgiver, som betaler den frie bil, ses ikke at gøre nogen forskel ved

vurderingen af, om klageren skal beskattes af værdien af betalte broafgifter.

Indkomsten ses således at

skulle nedsættes med den beregnede værdi af fri bropassage i forbindelse med

befordringen mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen svarende til

19.610

kr. i indkomståret 2001 og 14.736 kr. i indkomståret 2002.

Ad.

fradrag for kost / logi ved ophold i Sverige:

Udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og

vedligeholde indkomsten kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige

indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at den

beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvordan den

anvendes.

Udgifter til hushold mv. anses således altovervejende som private udgifter,

der

er indkomstopgørelsen uvedkommende, idet sådanne udgifter normalt er

uafhængige

af, om den pågældende har en erhvervsmæssig indkomst eller ej.

I særlige tilfælde kan udgifter til logi og

forplejning dog anses for erhvervsmæssige med deraf følgende fradragsret. Der

kan fx foretages fradrag for rejseudgifter, hvis lønmodtageren pga. af

afstanden

mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed

for at overnatte på bopælen, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.

Der er ved lovgivningen om skattefri godtgørelse /

skattefradrag for rejseudgifter lagt afgørende vægt på betingelsen om

midlertidighed. Det anføres således bl.a. i bemærkningerne til lov nr. 452 af

10. juni 1997, at:

”

2. Det oprindelige rejsebegreb

Begrebet »rejseudgifter«

omfattede oprindelig kun de merudgifter, som blev påført en lønmodtager,

fordi

arbejdsgiveren midlertidigt udsendte lønmodtageren fra det normale

arbejdssted

til et andet tjenestested. Begrebet er senere udvidet, jf. nedenfor.

Det overordnede, generelle

princip er, at uanset hvilket arbejde den ansatte har, må den pågældende selv

betale alle sine private udgifter med beskattede penge. Sådanne udgifter kan

ikke trækkes fra, og en eventuel godtgørelse eller refusion er skattepligtig.

En ansat kan ikke uden beskatning

få dækket sine almindelige udgifter til kost og logi af arbejdsgiveren. En

lønmodtager kan heller ikke få dækket andre udgifter, som man også har

derhjemme, og udgifterne kan ikke fratrækkes på selvangivelsen.

Hvis lønmodtageren er udsendt for

sin arbejdsgiver, er forholdene anderledes. Når man er udsendt, kan man ikke

undgå at få større udgifter, end hvis man er hjemme. Udgiften til overnatning

er en merudgift, og udgifterne til kost bliver større end hjemme, når

måltiderne må indtages på cafeteria eller restaurant. Merudgifterne er størst

i

begyndelsen og aftager efterhånden, som man indretter sig på forholdene eller

er i stand til at etablere mere permanente løsninger. Det er disse

ekstraudgifter, som en lønmodtager påføres på grund af udsendelsen fra det

sædvanlige arbejde, der skal dækkes af den skattefri rejsegodtgørelse,

hverken

mere eller mindre.

7. Rejsereglernes forhold til

andre særlige ordninger

b) Tidsbegrænsninger

Det er væsentligt at fastholde en

eller anden form for tidsbegrænsning for, at der skal være tale om et

midlertidigt ophold eller en midlertidig »rejse«.

Historisk set vedrører både rejsebegrebet

og dobbelt husførelse midlertidige ophold uden for den sædvanlige bopæl, der

er

forårsaget af den pågældendes arbejde. Dobbelt husførelse kan også vedrøre

mere

langvarige, midlertidige ophold (efter praksis op til 2 år), hvorimod

rejsebegrebet

kun har vedrørt kortvarige ophold (efter skattemyndighedernes praksis max.

ca.

12 mdr.). Til gengæld er satsen for fradrag for dobbelt husførelse langt

lavere

(400 kr. pr. uge) end de satser, der anvendes som rejsegodtgørelse/-fradrag.

Efter Storebæltsdommen og

udvidelsen af rejsebegrebet kan rejsereglerne (i modsætning til tidligere

antagelse) også anvendes, når det ikke er arbejdsgiveren, men lønmodtageren

selv, der beslutter sig for midlertidigt at arbejde langt fra hjemmet. Dette

kan ved højere satser og godkendelse af midlertidighed uden nogen fast

begrænsning medføre en udvidelse af »rejseområdet« af ukendt størrelse, og at

begrebet dobbelt husførelse mister sin betydning. Hvis dette skal undgås, er

det nødvendigt at fastsætte en forholdsvis kort tidsgrænse på rejseområdet.

Kun

hvis man opretholder en forholdsvis kort tidsbegrænsning, er det muligt at

fastholde den principielle forskel imellem rejse og dobbelt husførelse.

”

I den foreliggende sag er det ubestridt, at der ikke

tale om et midlertidigt arbejdssted, ligesom det fremgår af

ansættelseskontrakten med det svenske selskab, at ” Klageren anställs

från och

med 1999-01-01 tills vidare i Bolaget. ”. Der kan følgelig ikke

foretages

fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7 jf. stk. 1.

Det nævnes i LV 2003, A.F.1.1.2, at såfremt

betingelserne for at opnå fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens §

9A,

stk. 7, jf. stk. 1, ikke er opfyldt, er der mulighed for fradrag ved

indkomstopgørelsen

for de nævnte udgifter efter den generelle regel i statsskattelovens § 6,

stk.

1, litra a. Dette forudsætter, at der er tale om nødvendige, aktuelle,

erhvervsmæssige udgifter (altså driftsudgifter), samt at størrelsen af

driftsomkostningerne er dokumenteret. Ligningsvejledningen nævner ingen

eksempler på hvilke forhold / udgifter, der kan begrunde fradrag for

lønmodtagere ud over tilfælde omfattet af rejsereglerne.

Efter rettens opfattelse får denne henvisning ikke

konsekvens for fradragsmuligheden i den foreliggende sag, idet

Ligningsvejledningen,

A.F.1.1.2, ved beskrivelsen af fradragsmuligheden i henhold til

statsskattelovens § 6a, alene henviser til rejseudgifter og

rejseudgiftsbegrebet, som vedrører arbejde på midlertidige arbejdssteder.

Selvom ansættelsesforholdet ved den svenske virksomhed

har nødvendiggjort, at klageren har etableret en svensk overnatningsmulighed,

og må antages at have medført en ikke nærmere dokumenteret ekstra-udgift for

klageren, findes der herefter ikke at være hjemmel for fradrag for disse

udgifter i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, eller i skattelovgivningen

i

øvrigt, idet fradragsmuligheden for logi- og forplejningsudgifter ved

vedtagelsen af rejsereglerne må antages at være begrænset til

ansættelsesforhold

på midlertidige arbejdspladser.

Skatteankenævnets afgørelse

stadfæstes følgelig.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter