Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter - brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter -
brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi
Klagen vedrører beskatning af
en arbejdsgiverbetalt BroBizz, jf. ligningsloven § 16, stk. 1, samt
ikke-godkendt fradrag for udgifter til logi og fortæring i forbindelse med et
ansættelsesforhold i Sverige, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1,litra a.
Landsskatterettens
afgørelse
Skatteankenævnets afgørelse:
2001:
Betaling af broafgifter
anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,
ansat til
19.610 kr.
Ikke godkendt fradrag for
udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 2, nr. 1
og 4, i den udenlandske indkomst
67.610 kr.
2002:
Betaling af broafgifter
anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,
ansat til
14.736 kr.
Ikke godkendt fradrag for
udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 2, nr. 1
og 4, i den udenlandske indkomst
78.349 kr.
Landskatteretten ændrer
Skatteankenævnets afgørelse på følgende punkter:
2001:
Læs alt
Betaling af broafgifter
anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,
ansat til 19.610 kr., nedsættes til
0 kr.
2002:
Betaling af broafgifter
anses for et skattepligtigt personalegode, jf. ligningslovens § 16, stk. 1,
ansat til 14.736 kr., nedsættes til
0 kr.
Sagens oplysninger
Klageren er lønmodtager og
har i en årrække været ansat i A A/S. Hun har fra 1999 tillige været ansat i
B
AB Sverige. Ifølge ansættelseskontrakten med det svenske firma blev
ansættelsen
påbegyndt den 1. januar 1999 og fortsatte ”indtil videre”.
I indkomståret 2001 havde
klageren en lønindkomst på 250.016 kr. samt fri bil, 51.204 kr., fra A A/S og
udenlandsk personlig indkomst på 501.733 kr.
I indkomståret 2002 havde hun
en lønindkomst på 224.547 kr. samt fri bil, 25.736 kr., fra C A/S og A A/S og
udenlandsk personlig indkomst på 528.113 kr.
Klageren havde i
indkomstårene 2001 og 2002 bopæl i midtjylland sammen med sin ægtefælle. Hun
arbejdede på arbejdspladsen i X mandag og fredag og på arbejdspladsen i
Sverige
tirsdag til og med torsdag.
Klageren har oplyst, at hun i
indkomstårene 2001 og 2002 arbejdede / opholdt sig i Sverige i henholdsvis 43
uger á 3 dage, i alt 129 dage, og i 44 uger á 3 dage, i alt 132 dage.
I ansættelsesforholdet med
det danske firma, har klageren haft fri bil til rådighed indtil den 12.
august
2002. Herefter blev fri bil stillet til rådighed af det svenske firma. Alle
udgifterne forbundet med firmabilen blev indtil denne dato afholdt af den
danske arbejdsgiver, bortset fra udgifterne til BroBizz, som blev afholdt af
den svenske arbejdsgiver.
Klageren var / er fuld
skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.
Skatteankenævnets
afgørelse
Ad. arbejdsgiverbetalt bropassage:
Indtægt forhøjet med værdi af
fri bropassage, jf. ligningsloven § 16, med 19.610 kr., i indkomståret 2001
og
14.736 kr. i indkomståret 2002.
Skatteankenævnet finder, at
klageren er skattepligtig af bropassage betalt af den svenske arbejdsgiver,
jf.
ligningslovens § 16, stk. 1, og TfS 2003.415BF og TfS 2000.851 DEP.
Der er herved henset til, at
arbejdsgiveren skattefrit kan afholde udgifter, der har driftsmæssig
sammenhæng
med brugen af firmabilen, det vil bl.a. sige udgifter til forsikringer,
vægtafgift,
benzin, nødvendige reparationer og vedligeholdelse, uden at dette får
skattemæssige konsekvenser for den ansatte. Udgifter til broafgifter anses
for
at være af ikke-driftsmæssig karakter og er derfor ikke indeholdt i den
skattemæssige værdi af fri firmabil.
Den af skatteforvaltningen
beregnede markedsværdi af fri Brobizz, 21.548 kr. for indkomståret 2001 og
24.288 kr. i indkomståret 2002 beskattes dog som udenlandsk indkomst, idet
det
er den svenske arbejdsgiver, der betaler for broafgiften.
Klageren er ikke anset for
berettiget til fradrag for udgiften til bropassage, jf. statsskattelovens §
6a,
da klageren ikke har afholdt udgifterne.
Vedr. fradrag for udgifter
til kost og logi:
Ikke godkendt fradrag for
udgifter til kost og logi, jf. ligningslovens § 9A, med 67.589 kr. i
indkomståret
2001 og 78.349 kr. i indkomståret 2002.
Ved arbejde i udlandet kan
der indrømmes fradrag for kost og logi mv. efter de samme regler som gælder
ved
arbejde i Danmark, jf. ligningsvejledningen, afsnit D.B.2.
Skatteankenævnet finder ikke,
at klageren er berettiget til at fradrag for udgifter til kost og logi efter
ligningslovens § 9A, stk. 7, jf. stk. 1-3.
Nævnet har herved henset til,
at rejsebegrebet i ligningslovens § 9A, ifølge Ligningsvejledningens afsnit
A.B.1.7.1.2, skal fortolkes således, at lønmodtageren på grund af afstanden
mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed
for at overnatte på sin sædvanlige bopæl eller når arbejdsgiveren
midlertidigt
udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige
arbejdsplads, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at
overnatte på sin sædvanlige bopæl.
Skatteankenævnet har efter en
konkret vurdering af klagerens ansættelses- og arbejdsforhold ikke fundet, at
der ved klagerens ansættelse ved B AB er tale om et midlertidigt arbejdssted.
Der kan af samme grund ikke blive tale om fradrag for dobbelt husførelse.
Hvis betingelserne efter de
specielle regler i ligningslovens § 9 A, stk. 7, ikke er opfyldt, er der
mulighed
for fradrag i indkomstopgørelsen for de nævnte udgifter efter den generelle
regel i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Dette forudsætter, at der er
tale om nødvendige aktuelle, erhvervsmæssige udgifter, det vil sige
driftsomkostninger, jf. ligningsvejledningen, afsnit A.F.1.1.2. Det er
endvidere en forudsætning for fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1,
litra a, at størrelsen af de nævnte omkostninger kan dokumenteres.
Klagerens påstand og
argumenter
Der nedlægges påstand om, at
klagerens skatteansættelse for indkomståret 2001 nedsættes med 87.199 kr. og
for indkomståret 2002 med 93.085 kr.
Til støtte for påstanden
anføres det indledningsvis, at der er enighed om, at ansættelsesforholdet i
Sverige ikke vedrører et midlertidigt arbejdssted. Klageren er fastansat ved
to
forskellige arbejdspladser henholdsvis i X og i Sverige. Det er nødvendigt
for
klageren hver uge at arbejde nogle dage såvel i Danmark som i Sverige, for at
hun kan erhverve, sikre og vedligeholde sin indkomst.
Klagerens arbejdsgiver har
afholdt udgiften til BroBizz på vegne af klageren, og ydelsen er derfor
indtægtsført skattemæssigt. Klageren har derfor tillige fradragsret for de
omhandlede udgifter, hvis dette i øvrigt er hjemlet i skattelovgivningen.
Dette
følger af J. O. E. Jacobsen, Skatteretten 1, 3. udg., p. 297.
Skatteankenævnets henvisning
til, at klageren ikke er berettiget til fradrag som følge af, at det er
arbejdsgiveren, der har afholdt udgiften, er således forkert.
Fradrag for udgiften til
BroBizzen er efter repræsentantens opfattelse primært hjemlet i
statsskattelovens
§ 6a. Som det fremgår af Skatteankenævnets sagsfremstilling fordeler
klagerens
arbejde sig på to arbejdssteder, nemlig X og Sverige. Disse to arbejdssteder
er
således geografisk beliggende, at bropassage over såvel Storebæltsbroen som
Øresundsbroen er tvingende nødvendig, uanset hvor klageren har bopæl.
Det er således ikke et
spørgsmål om, at klageren skal passere broerne, fordi hun bor
uhensigtsmæssigt
i forhold til sin arbejdsplads, idet det er nødvendigt at passere broerne
Subsidiært gøres det
gældende, at klageren er berettiget til et fradrag i henhold til
ligningslovens
§ 9C, stk. 9, der fastsætter et standardfradrag for befordring frem og
tilbage
mellem bopælen og den sædvanlige arbejdsplads, fastsat til 90 kr. pr. passage
af Storebæltsbroen og 50 kr. pr. passage af Øresundsbroen.
Udgiften til opretholdelse af
bolig i Sverige, ud over den allerede af klageren opretholdte bolig i
Danmark,
er af de faktuelle forhold som ovenfor anført nødvendig med henblik på at
kunne
erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, og årsagen hertil er ikke, at
klageren bor uhensigtsmæssigt, idet den reciprokke situation ville foreligge,
hvis klageren havde sin bopæl i Sverige.
Repræsentanten
har bl.a. yderligere anført, at
hjemlen i
ligningslovens § 9A vedr. rejseudgifter ikke begrænser fradragsmuligheden i
medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, men udvider den, idet der
efter denne bestemmelse gives fradrag efter faste satser uden dokumentation
for
udgiftens størrelse. Bestemmelsen i ligningslovens § 9A
udvider ikke det materielle indhold af det
erhvervsmæssige omkostningsbegreb, og bestemmelsen og det anførte i
ligningsvejledningen kan derfor ikke anvendes – gennem en
modsætningsslutning -
til at indskrænke fradragshjemlen i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i
forhold til andre udgifter, når disse indiskutabelt er nødvendiggjort af
ansættelsesforholdet og afholdt for at erhverve indkomsten.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Ad. BroBizz:
Arbejdsgiverbetalt befordring medregnes ved opgørelsen
af indkomsten, hvis skatteyderen har taget befordringsfradrag. Dette fremgår
af
ligningslovens § 9C, stk. 7, sammenholdt med stk. 1-3.
Dette gælder også, hvis den arbejdsgiverbetalte
befordring består af fri bil, selvom skatteyderen tillige bliver beskattet af
værdien af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Værdien af fri befordring beskattes under samme
betingelser, hvis fradragsberettigede kørsel sker i forbindelse med
ansættelsen
hos en anden arbejdsgiver end den der betaler den fri befordring / fri bil,
se
Ligningsvejledningen (2005) A.F.3.1.5.
Den tidligere praksis, hvorved arbejdsgiveren ikke
kunne stille en BroBizz til rådighed som en del af den skattefri befordring
hjem-arbejde-hjem, når medarbejderen har stillet fri bil til rådighed, se fx
TfS 2003.415, er ændret ved Landsskatterettens afgørelse af 14. oktober 2004,
offentliggjort i SKM2004.417.LSR.
Det hedder i Landsskatterettens præmisser til
afgørelsen:
”Udgifterne
til afgift for passage af Storebæltsbroen (brobizz) må i overensstemmelse med
det af repræsentanten anførte anses for en integreret del af arbejdsgiverens
betaling for klagerens befordring mellem hjem og arbejdsplads.
Arbejdstagerens
indkomstansættelse påvirkes ikke af arbejdsgiverens udgifter hertil, såfremt
arbejdstageren undlader at tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9
C.
”
I
den omhandlede sag var det oplyst, at BroBizzen alene måtte anvendes til
befordringen mellem hjemmet og arbejdspladsen.
I
den foreliggende sag er det ikke dokumenteret, at BroBizzen alene er anvendt
til denne befordring. Det bemærkes dog, at skattemyndigheden alene har
beskattet værdien af BroBizzen på baggrund af 1 dobbelttur i 43 uger,
svarende
til det af klageren anførte om transport mellem hjemmet og arbejdspladsen i
Sverige. Retten finder på denne baggrund, at det kan lægges til grund, at der
ikke har været privat brug af BroBizzen herudover.
Det bemærkes, at den danske arbejdsgiver frem til 12.
august 2002 har betalt fri bil mens den svenske arbejdsgiver har betalt
broafgiften. Fra 12. august 2002 betaler den svenske arbejdsgiver tillige den
fri bil.
I sagen gengivet i
SKM2004.417.LSR blev hele transportudgiften betalt af én arbejdsgiver. Det
forhold, at broafgiften i den foreliggende sag ikke betales af samme
arbejdsgiver, som betaler den frie bil, ses ikke at gøre nogen forskel ved
vurderingen af, om klageren skal beskattes af værdien af betalte broafgifter.
Indkomsten ses således at
skulle nedsættes med den beregnede værdi af fri bropassage i forbindelse med
befordringen mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen svarende til
19.610
kr. i indkomståret 2001 og 14.736 kr. i indkomståret 2002.
Ad.
fradrag for kost / logi ved ophold i Sverige:
Udgifter, der anvendes til at erhverve, sikre og
vedligeholde indkomsten kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige
indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Det følger af samme bestemmelses stk. 2, at den
beregnede skatteindtægt er skattepligtig uden hensyn til, hvordan den
anvendes.
Udgifter til hushold mv. anses således altovervejende som private udgifter,
der
er indkomstopgørelsen uvedkommende, idet sådanne udgifter normalt er
uafhængige
af, om den pågældende har en erhvervsmæssig indkomst eller ej.
I særlige tilfælde kan udgifter til logi og
forplejning dog anses for erhvervsmæssige med deraf følgende fradragsret. Der
kan fx foretages fradrag for rejseudgifter, hvis lønmodtageren pga. af
afstanden
mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed
for at overnatte på bopælen, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1.
Der er ved lovgivningen om skattefri godtgørelse /
skattefradrag for rejseudgifter lagt afgørende vægt på betingelsen om
midlertidighed. Det anføres således bl.a. i bemærkningerne til lov nr. 452 af
10. juni 1997, at:
”
2. Det oprindelige rejsebegreb
Begrebet »rejseudgifter«
omfattede oprindelig kun de merudgifter, som blev påført en lønmodtager,
fordi
arbejdsgiveren midlertidigt udsendte lønmodtageren fra det normale
arbejdssted
til et andet tjenestested. Begrebet er senere udvidet, jf. nedenfor.
Det overordnede, generelle
princip er, at uanset hvilket arbejde den ansatte har, må den pågældende selv
betale alle sine private udgifter med beskattede penge. Sådanne udgifter kan
ikke trækkes fra, og en eventuel godtgørelse eller refusion er skattepligtig.
En ansat kan ikke uden beskatning
få dækket sine almindelige udgifter til kost og logi af arbejdsgiveren. En
lønmodtager kan heller ikke få dækket andre udgifter, som man også har
derhjemme, og udgifterne kan ikke fratrækkes på selvangivelsen.
Hvis lønmodtageren er udsendt for
sin arbejdsgiver, er forholdene anderledes. Når man er udsendt, kan man ikke
undgå at få større udgifter, end hvis man er hjemme. Udgiften til overnatning
er en merudgift, og udgifterne til kost bliver større end hjemme, når
måltiderne må indtages på cafeteria eller restaurant. Merudgifterne er størst
i
begyndelsen og aftager efterhånden, som man indretter sig på forholdene eller
er i stand til at etablere mere permanente løsninger. Det er disse
ekstraudgifter, som en lønmodtager påføres på grund af udsendelsen fra det
sædvanlige arbejde, der skal dækkes af den skattefri rejsegodtgørelse,
hverken
mere eller mindre.
7. Rejsereglernes forhold til
andre særlige ordninger
b) Tidsbegrænsninger
Det er væsentligt at fastholde en
eller anden form for tidsbegrænsning for, at der skal være tale om et
midlertidigt ophold eller en midlertidig »rejse«.
Historisk set vedrører både rejsebegrebet
og dobbelt husførelse midlertidige ophold uden for den sædvanlige bopæl, der
er
forårsaget af den pågældendes arbejde. Dobbelt husførelse kan også vedrøre
mere
langvarige, midlertidige ophold (efter praksis op til 2 år), hvorimod
rejsebegrebet
kun har vedrørt kortvarige ophold (efter skattemyndighedernes praksis max.
ca.
12 mdr.). Til gengæld er satsen for fradrag for dobbelt husførelse langt
lavere
(400 kr. pr. uge) end de satser, der anvendes som rejsegodtgørelse/-fradrag.
Efter Storebæltsdommen og
udvidelsen af rejsebegrebet kan rejsereglerne (i modsætning til tidligere
antagelse) også anvendes, når det ikke er arbejdsgiveren, men lønmodtageren
selv, der beslutter sig for midlertidigt at arbejde langt fra hjemmet. Dette
kan ved højere satser og godkendelse af midlertidighed uden nogen fast
begrænsning medføre en udvidelse af »rejseområdet« af ukendt størrelse, og at
begrebet dobbelt husførelse mister sin betydning. Hvis dette skal undgås, er
det nødvendigt at fastsætte en forholdsvis kort tidsgrænse på rejseområdet.
Kun
hvis man opretholder en forholdsvis kort tidsbegrænsning, er det muligt at
fastholde den principielle forskel imellem rejse og dobbelt husførelse.
”
I den foreliggende sag er det ubestridt, at der ikke
tale om et midlertidigt arbejdssted, ligesom det fremgår af
ansættelseskontrakten med det svenske selskab, at ” Klageren anställs
från och
med 1999-01-01 tills vidare i Bolaget. ”. Der kan følgelig ikke
foretages
fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 7 jf. stk. 1.
Det nævnes i LV 2003, A.F.1.1.2, at såfremt
betingelserne for at opnå fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens §
9A,
stk. 7, jf. stk. 1, ikke er opfyldt, er der mulighed for fradrag ved
indkomstopgørelsen
for de nævnte udgifter efter den generelle regel i statsskattelovens § 6,
stk.
1, litra a. Dette forudsætter, at der er tale om nødvendige, aktuelle,
erhvervsmæssige udgifter (altså driftsudgifter), samt at størrelsen af
driftsomkostningerne er dokumenteret. Ligningsvejledningen nævner ingen
eksempler på hvilke forhold / udgifter, der kan begrunde fradrag for
lønmodtagere ud over tilfælde omfattet af rejsereglerne.
Efter rettens opfattelse får denne henvisning ikke
konsekvens for fradragsmuligheden i den foreliggende sag, idet
Ligningsvejledningen,
A.F.1.1.2, ved beskrivelsen af fradragsmuligheden i henhold til
statsskattelovens § 6a, alene henviser til rejseudgifter og
rejseudgiftsbegrebet, som vedrører arbejde på midlertidige arbejdssteder.
Selvom ansættelsesforholdet ved den svenske virksomhed
har nødvendiggjort, at klageren har etableret en svensk overnatningsmulighed,
og må antages at have medført en ikke nærmere dokumenteret ekstra-udgift for
klageren, findes der herefter ikke at være hjemmel for fradrag for disse
udgifter i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, eller i skattelovgivningen
i
øvrigt, idet fradragsmuligheden for logi- og forplejningsudgifter ved
vedtagelsen af rejsereglerne må antages at være begrænset til
ansættelsesforhold
på midlertidige arbejdspladser.
Skatteankenævnets afgørelse
stadfæstes følgelig.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har ved skatteberegningen for indkomståret 2014 nedsat creditlempelsen for betalt italiensk skat til 111.028 kr Landsskatteretten · 24. november 2020
- Fradrag for obligatorisk socialsikringsbidrag – Fradrag for merudgifter til logi Landsskatteretten · 10. september 2021
- Fradrag for obligatorisk social: sikring – Befordringsfradrag – Rejsefradrag m.fl. Landsskatteretten · 24. november 2023
- Udenlandsk personlig indkomst: Fri bil fra tysk selskab m.fl. Landsskatteretten · 21. november 2018
- Skattestyrelsen har ved skatteberegningen for indkomstårene 2015 og 2016 nedsat creditlempelsen for betalt italiensk skat til 133.280 kr. og 104.942 kr Landsskatteretten · 24. november 2020
- Udenlandsk indkomst omfattet af ligningslovens § 33 A, stk. 1.: (fuld lempelse) m.fl. Landsskatteretten · 13. juli 2026
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver samt fri bil Retsinformation · 20. april 2005
- Beskatning af betalt broafgift/brobizz over Storebæltsbroen Retsinformation · 28. april 2003
- Arbejdsgiverbetalt færgeabonnement Retsinformation · 1. august 2006
- Landsskatteretskendelse vedr. kost og logi i forbindelse med arbejdsudleje - bindende svar Retsinformation · 28. marts 2013
- Fri brobizz befordringsfradrag - bruttotrækordning Retsinformation · 28. april 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for kost og logi i forbindelse med turnusstillinger – bindende svar Retsinformation · 12. januar 2010