Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. begrænsningsreglerne i ejendomsværdiskatteloven

KEN nr 9777 af 11/08/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. begrænsningsreglerne i

ejendomsværdiskatteloven

Klagen vedrører ansættelsen af ejendomsværdiskat for

indkomståret 2000 og drejer sig om anvendelse af begrænsningsreglerne i

ejendomsværdiskattelovens § 9 a.

Landsskatterettens afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt begrænsning af

ejendomsværdiskatten for ejendommen X, efter bestemmelsen i

ejendomsværdiskattelovens § 9 a.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Sagens oplysninger

Klageren er i 1995 flyttet ind på ejendommen X som lejer.

Ejendommen havde på daværende tidspunkt vurderingsmæssig

status af beboelsesejendom med 4 lejligheder, en i stueetagen, en på første

sal

og to på anden sal.

Stuelejligheden var på dette tidspunkt beboet af en ældre

dame. Ejendommen var hendes barndomshjem. I 1997 blev ejendommen sat til

salg,

og klageren købte denne. Købet var betinget af, at beboeren i stuelejligheden

kunne blive boende indtil sin død. Lejligheden i stueetagen blev frigjort i

2001, idet lejeren afgik ved døden den 23. marts 2001.

Efter klagerens køb af ejendommen er denne blevet renoveret

for ca. 1,7 mio. kr. Denne renovering var nødvendig, da ejendommen havde råd

og

svamp og ikke kunne forsikres uden udbedringen. Ifølge skrivelse fra

klagerens

revisor af 6. november 2001 er renoveringen tilendebragt i 1999.

Renoveringen af ejendommen indebar også opdeling af

ejendommen i to lejligheder. Ombygningen var færdig medio april 1998. Den 14.

Læs alt

april 1998 fik klageren ibrugtagningstilladelsen fra kommunen.

I september 1999 blev ejendommen tinglyst med 2

ejerlejligheder, som begge ejes af klageren. Tinglysningen skete først på

dette

tidspunkt, da der blev stillet krav om isolering mm. i forbindelse hermed.

Pr. 1. januar 2000 er ejendommen vurderet som

beboelsesejendom med 2 lejligheder.

Lejligheden i stueetagen er udlejet i indkomståret 2000,

mens klageren selv bebor ejendommens anden lejlighed.

Ejendomsvurderingen for hele ejendommen pr. 1. januar 1999

er 3.900.000 kr., heraf grundværdi 2.351.300 kr. Pr. 1. januar 2000 er

vurderingen for lejligheden i stueetagen 3.000.000 kr., heraf grundværdi

1.025.200, og resten af ejendommen er vurderet til 5.200.000 kr., heraf

grundværdi 1.537.800 kr.

Forskelsværdien for den omhandlede ejendom er således

1.548.700 kr. pr. 1. januar 1999 og pr. 1. januar 2000 1.974.800 kr. for

lejligheden i stueetagen og 3.662.200 kr. for resten af ejendommen.

Klagerens repræsentant har ved brev af 17. september 2003

anmodet ToldSkat om genoptagelse af ejendomsvurderingen for den omhandlede

ejendom for vurderingsåret 1999. Anmodningen om genoptagelse af vurderingen

er

afslået ved afgørelse af 1. oktober 2003.

Skatteankenævnets afgørelse

Ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000 for den

omhandlede ejendom ansættes til 91.920 kr.

Ejendommen har til og med 1999 været vurderet som en

beboelsesejendom med 4 lejligheder, og at den ved vurderingen pr. 1. januar

2000 har skiftet status til ejendom med 2 ejerlejligheder. Endvidere er

forskelsværdien ved ejendomsvurderingen for 2000 ændret med mere end 100 % i

forhold til vurderingen for 1999.

Begge disse forhold fører til, at begrænsningsreglerne i

ejendomsværdiskattelovens § 9 a, jf. § 9, stk. 6, ikke finder anvendelse ved

ansættelsen af ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000.

Ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000 er herefter ansat

således:

10 promille af grundbeløbet 2.684.000 kr.

26.840 kr.

+ 30 promille af resten (5.200.000 kr. – 2.684.000 kr.)

75.480 kr.

- 2 promille af 5.200.000 kr.

10.400 kr.

Ejendomsværdiskat

91.920 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at begrænsningsreglen

i ejendomsværdiskattelovens § 9 a skal anvendes ved ansættelsen af

ejendomsværdiskatten for den omhandlede ejendom for indkomståret 2000.

Klageren købte i 1997 den omhandlede ejendom under

forudsætning af, at lejlighederne kunne lægges sammen, således der kun blev 2

lejligheder i ejendommen. Kommunen gav en forhåndsgodkendelse heraf, inden

klageren begyndte at istandsætte ejendommen.

Ejendommen er i 1997 vurderet til 3,6 mio. kr. og erhverves

af klageren for 4,3 mio. kr. Ejendommen var meget forfalden på

erhvervelsestidspunktet, og prisen blev endvidere fastsat under forudsætning

af, at de daværende 4 lejligheder kunne sammenlægges. Der er i 1998 og 1999

udført arbejder på ejendommen for ca. 1,673 mio. kr.

Kommunen har gennem byggetilladelser mv. været bekendt med

ombygningen af den omhandlede ejendom til en ejendom med 2 lejligheder,

hvorfor

klageren har haft en berettiget forventning om, at ejendommen stod opført med

korrekt status i samtlige kommunens registre.

Fordelingen af grund- og ejendomsværdien i perioden fra 1998

til 2000 er som følger:

Forskelsværdi

Grundværdi

(i % af ejendommens

samlede værdi)

Ejendomsværdi

1998

2.011.500 kr.

1.888.500 kr. (48 %)

3.900.000 kr.

1999

1.548.700 kr.

2.351.300 kr. (60 %)

3.900.000 kr.

2000

stueetagen

1.974.800 kr.

1.025.200 kr. (34%)

3.000.000 kr.

resten af ejd.

hele ejd.

3.662.200 kr.

5.637.000 kr.

1.537.800 kr. (30 %)

2.563.000 kr. (31 %)

5.200.000 kr.

8.200.000 kr.

Det fremgår, at grundværdien stiger kraftigt i 1999.

Stigningen i grundværdien uden samtidig stigning i ejendommens samlede værdi

medfører, at klageren for indkomståret 2000 ikke kan anvende

begrænsningsreglen, idet forskelsværdien stiger med over 100 % i forhold til

1999. Klageren kunne umuligt se, at en stigning i grundværdien alene ville

medføre, at han ikke efterfølgende ville kunne anvende begrænsningsreglen.

Ibrugtagningstilladelsen opnås i april 1998, men den

faktiske tinglysning af lejlighederne sker først i september 1999, da der

bliver stillet yderligere krav fra kommunens side vedrørende isolering mv.

Klageren har derfor ikke primo 1999 haft årsag til at klage over vurderingen,

idet han først har anset den samlede ombygning for afsluttet ultimo 1999.

Ejendommen blev erhvervet for 4,3 mio. kr., og de samlede

udgifter til ombygningen udgør 1,673 mio. kr. dvs. en samlet pris på 6 mio.

kr.

Ejendomsvurderingen er steget med væsentligt mere end det beløb, ejendommen

er

bygget om for. Da klageren var i den tro, at han var omfattet af

begrænsningsreglen, fandt han ikke anledning til at klage over vurderingen

for

2000.

Ejendommen har i hele klagerens ejertid været vurderet som

beboelsesejendom. Da ejendommen var vurderet som ”beboelsesejendom med 4

lejligheder” var den således også vurderet som benyttelse til beboelse

for

ejeren. Ejendommen har i praksis fungeret på nøjagtig samme måde før og efter

tinglysningen. Stueetagen har været lejet ud til beboelse, og 1. og 2. sal

har

været anvendt af klageren selv. Der er således ikke grundlag i bestemmelserne

i

ejendomsværdiskattelovens §§ 9 og 9 a til at antage, at ejendommen har ændret

status.

Under henvisning til Højesterets dom af 14. februar 2003,

refereret i SKM2003.91.HR /TfS 2003.266, hvori Højesteret lagde vægt på den

faktiske anvendelse af ejendommen, og ikke ejendommens vurderingsmæssige

status, bør der i nærværende sag ikke lægges afgørende vægt på ejendommens

vurderingsmæssige status, men derimod på den faktiske anvendelse af

ejendommen.

Ved afgørelsen af nærværende sag bør der således tages

stilling til de faktiske forhold i sagen, herunder ejendommens faktiske

benyttelse, kommunens kendskab til ombygningen og ejendommens status under

hele

forløbet, og til at stigningen i forskelsværdien alene skyldes stigning i

grundværdien og ikke i ejendommens værdi. Bestemmelsen i

ejendomsværdiskattelovens § 9, stk. 6, er indført med henblik på de

situationer, hvor det på grund af ombygning på ejendommen medfører en

fordobling af ejendommens værdi. Det har således været hensigten med loven at

forbedringer af ejendommen, og ikke forbedringer af grunden, hvorpå

ejendommen

er placeret, skal tilsidesætte begrænsningsreglen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I nærværende sag finder ejendomsværdiskatteloven som den

fremgår af lovbekendtgørelse nr. 721 af 14. september 1999 anvendelse.

Det fremgår af bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 9

a, stk. 1, at den beregnede ejendomsværdiskat begrænses efter reglerne i § 9

a,

stk. 2-4, for skattepligtige, der ikke er omfattet af begrænsningsreglen i §

9.

Eftersom klageren ikke er omfattet af begrænsningsreglen i §

9, er han som udgangspunkt omfattet af begrænsningsreglen i § 9 a, jf. § 9 a,

stk. 1.

Ved anvendelsen af bestemmelsen i § 9 a, stk. 1, finder

bestemmelserne i § 9, stk. 4-6, tilsvarende anvendelse, jf. § 9 a, stk. 4.

Begrænsningsreglen i § 9 a finder kun anvendelse, såfremt

den omhandlede ejendom ved vurderingen pr. 1. januar i året forud for

indkomståret har været vurderet som helt eller delvis benyttet til beboelse

for

ejeren, jf.

§ 9, stk. 4, jf. §

9 a, stk. 4.

Den omhandlede ejendom er pr. 1. januar 1999 vurderet som

beboelsesejendom med 4 lejligheder. Der er ikke foretaget ejerboligfordeling

efter bestemmelsen i vurderingslovens § 33 A ved vurderingen pr. 1. januar

1999. Ejendommen kan derfor ikke anses at have været vurderet som helt eller

delvis benyttet til beboelse for ejeren pr. 1. januar 1999. Som følge heraf

er

betingelsen i ejendomsværdiskattelovens § 9, stk. 4, ikke opfyldt, og

klageren

kan derfor ikke anvende begrænsningsreglen i § 9 a ved ansættelsen af

ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000.

Begrænsningsreglen i § 9 a finder endvidere ikke anvendelse,

såfremt der i året forud for indkomståret er foretaget ombygninger mv., hvis

forskelsværdien efter vurderingslovens § 5, stk. 3, pr. 1. januar i

indkomståret overstiger forskelsværdien i ombygningsåret med mere end 100 %,

jf.

§ 9, stk. 6, jf. § 9 a,

stk. 4.

På baggrund af oplysningerne om ombygningen af den

omhandlede ejendom, lægges det ved afgørelsen til grund, at den omhandlede

ejendom er blevet ombygget mv. i ejendomsværdiskattelovens § 9’s

forstand i

1999.

Vurderingsrådet ansætter efter vurderingslovens § 5, stk. 1,

en ejendomsværdi og en grundværdi for ejendomme, der skal vurderes efter

vurderingsloven, jf. vurderingslovens § 1. En ejendoms forskelsværdi er

forskellen mellem ejendomsværdien og grundværdien, jf. vurderingslovens § 5,

stk. 3.

Det fremgår imidlertid hverken af ordlyden af bestemmelsen i

ejendomsværdiskattelovens § 9, stk. 6, eller af forarbejderne hertil, hvilken

forskelsværdi, der skal danne grundlag for sammenligningen efter

bestemmelsen,

når en ejendom skifter status fra beboelsesejendom med 4 lejligheder til 2

selvstændigt vurderede ejerlejligheder.

Hjemmelsgrundlaget for at anse den foretagne ombygning af

den omhandlede ejendom for omfattet af bestemmelsen i § 9, stk. 6, er derfor

ikke tilstrækkeligt klart, hvorfor bestemmelsen ikke finder anvendelse ved

ansættelsen af ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000.

For så vidt angår klagen over vurderingen af den omhandlede

faste ejendom pr. 1. januar 1999, bemærkes det, at den lovhjemlede adgang til

at klage over vurderingen ikke har været udnyttet, hvorfor klagen afvises på

dette punkt, jf. skattestyrelseslovens § 23, stk. 2.

Den påklagede ansættelse stadfæstes herefter.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter