Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 12. juni 2002 vedr. ejendomsværdiskat

KEN nr 10103 af 12/06/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 12. juni 2002 vedr.

ejendomsværdiskat

A klager for indkomståret 2000 over, at skatteankenævnet har

ansat ejendomsværdiskat til 1.455,20 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ejer en ejendom,

der pr. 1. januar 2000 er vurderet som en beboelsesejendom med 1 lejlighed.

Ejendommens værdi pr. 1. januar 2000 er vurderet til 350.000 kr.

Det fremgår af BBR, at den omhandlede ejendom består af en grund

på 27.490 m², bebygget med et fritliggende enfamiliehus, et udhus, et

sommerhus

og en garage. Enfamiliehuset er vurderet med et beboelsesareal på 173 m²,

fordelt på 5 værelser, et køkken, et bad og et toilet. Sommerhuset er

vurderet

med et beboelsesareal på 73 m², fordelt på 3 værelser og et køkken, men uden

bad

og toilet.

Skatteankenævnet har ved den påklagede beregning af

ejendomsværdiskatten alene godkendt ét nedslag efter

ejendomsværdiskattelovens

§ 7. Ankenævnet har herved bl.a. henset til, at den omhandlede ejendom er

vurderet som en ejendom med én selvstændig lejlighed, jf.

ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Ankenævnet har endvidere henset

til, at klagerens ejendom efter de tidligere regler kun var berettiget til ét

standardfradrag, jf. ligningslovens § 15 J. Ankenævnet har yderligere henset

til

sin kendelse af 24. oktober 1990 vedrørende den omhandlede ejendom, hvorved

der

blev godkendt 2 standardfradrag for den omhandlede ejendom ved beregningen af

lejeværdi af bolig i egen ejendom efter ligningslovens regler for

indkomstårene

Læs alt

1989 og 1990, mens den omhandlede ejendom for så vidt angår indkomståret 1991

anses for at være én ejendom med ret til ét standardfradrag.

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om

godkendelse af 2 nedslag efter ejendomsværdiskattelovens § 7 ved beregningen

af

ejendomsværdiskatten for det omhandlede indkomstår. Klageren har til støtte

herfor bl.a. anført, at der ifølge BBR er en helårsbolig og et sommerhus på

ejendommen, at disse 2 boliger hver berettiger til et nedslag på max. 1.200

kr., hvilket bl.a. må følge af, at der ikke er tvivl om, at en ejendom med 2

helårsboliger berettiger til 2 nedslag á max. 1.200 kr. ved beregningen af

ejendomsværdiskatten, og at tilsvarende gælder for en ejendom med 2

sommerhuse.

Klageren har endvidere anført, at han savner oplysning om hjemlen for at

nægte

fradrag for hver af de 2 boliger, og at ankenævnets henvisning til lovændring

som hjemmel for, at der ikke længere kan gives mere end ét standardfradrag

til

en ejendom, ikke er tilstrækkelig dokumenteret. Klageren har yderligere

anført,

at ankenævnets henvisning til afgørelsen fra 1990 som grundlag for den

påklagede afgørelse ikke kan være korrekt, såfremt den påklagede afgørelse

begrundes med en lovændring. Klageren har også anført, at den bygning, som

anvendes som sommerhus har kemisk toilet, og at det er muligt at tage

brusebad

i forbindelse med toilettet, idet der er et flisebelagt rum med afløb, samt

at

der er installeret centralvarme og der er pejs i bygningen. Klageren har

desuden anført, at han har udgifter til sommerhuset, som er sædvanlige for et

fritidshus, og som et standardfradrag forventes at skulle dække: ud over

sædvanlige vedligeholdelsesudgifter er der f.eks. ekstra udgifter ril

forsikring som fritidshus, og til separat elmåler. Klageren har herefter

anført, at ejendommen indtil slutningen af 70’erne var vurderet som et

2-familieshus, hvor vurderingen blev ændret til den nuværende, en helårsbolig

og et sommerhus, og at ændringen skete dels på grund af den faktiske

anvendelse, dels på grund af, at faciliteterne ikke længere var tidssvarende

for helårsbeboelse, men at sommerhuset blev anvendt til helårsbeboelse til

ca.

1972. Klageren har tilmed anført, at de stedlige skattemyndigheder i

slutningen

af 70’erne ændrede hans skatteansættelse, således at han fik 2

standardfradrag

i stedet for det ene, som han havde selvangivet, og at der i forbindelse med

starten på de fortrykte selvangivelser i slutningen af 80’erne blev

problemer

med begrebet overskud af ejendom, da ejendomsskattesystemet ikke har en

ejendomstype, der svarer til den omhandlede ejendom.

Landsskatteretten

bemærker

indledningsvis, at det fremgår af bestemmelsen i

ejendomsværdiskattelovens § 7, at såfremt den skattepligtige har erhvervet en

ejendom omfattet af § 4, stk. 1, nr. 1, 3-5, 9 og 10, senest den 1. juli

1998,

nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med et beløb svarende til 4

promille

af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 3. Såfremt ejendommen er

omfattet

af § 4, stk. 1, nr. 2, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med 4

promille

af den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i indkomståret. Det fremgår

endvidere af bestemmelsen i § 7, at nedslaget maksimalt kan udgøre 1.200 kr.

pr. selvstændig lejlighed.

Retten finder herefter, at klageren alene er berettiget til et

fradrag efter bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 7. Retten har herved

henset til den omhandlede ejendoms vurderingsmæssige status, at ejendommen

alene er vurderet med én lejlighed, og at der ikke er grundlag for at antage,

at fortolkningen af begrebet ”pr. selvstændig lejlighed” har et

andet indhold i

bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 7, end i bestemmelsen i

ligningslovens § 15 J, stk. 4.

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor. Det af klageren

anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter