Landsskatteretskendelse af 9. oktober 2003 vedr. selskab med udlejning af fast ejendom. Afskrivning og hårde hvidevarer.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 9. oktober 2003 vedr. selskab med
udlejning af fast ejendom. Afskrivning og hårde hvidevarer.
A Aps’s klage vedrører selskabets opgørelse af afskrivning
på hårde hvidevarer samt fradrag for nedrivning af installationer for
indkomståret 1999.
Det er oplyst, at selskabet primært driver virksomhed med
udlejning af fast ejendom. Derudover har selskabet indtægter hidrørende fra
investering i værdipapirer. Selskabets hovedaktionær er B der tillige er
selskabets direktør.
Ad ikke godkendt afskrivning på hårde hvidevarer.
Det er oplyst, at selskabet i indkomståret 1999 har
foretaget afskrivninger på hårde hvidevarer vedrørende følgende
udlejningsejendomme med 13 % svarede til en levetid på omkring 10 år.
Selskabets afskrivningsgrundlag og afskrivninger er opgjort til henholdsvis
235.015 kr. og 30.552 kr.
Selskabet har forklaret, at de hårde hvidevarer i selskabets
ejendomme primært består af køleskabe samt el- og gaskomfurer. Derudover
findes
der emhætter og vaskemaskiner.
Selskabets repræsentant har fremlagt en erklæring til sagen
fra B, hvoraf fremgår følgende:
”Det er en almindelig opfattelse at hvidevarer gennemsnitlig
har en levealder på ca. 10 år.”
Videre har selskabets repræsentant fremlagt en udtalelse fra
direktøren for FEHA, hvoraf fremgår følgende:
”Under henvisning til Deres forespørgsel til FEHA,
Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater,
ang. forventet levetid på forskellige typer hårde hvidevarer kan vi herved
oplyse, at den gennemsnitlige levetid for de pågældende typer skønnes at være
som følger:
Læs alt
Komfurer:
ca.
15 år
Emhætter:
ca.
15 år
Køleskabe:
ca.
12 år
Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der er tale om en
generel vurdering uden relation til specifikke mærker, modeller og
brugeromstændigheder.”
Skatteforvaltningen har forhøjet selskabets indkomst med
11.751 kr. vedrørende ikke godkendte afskrivninger på hårde hvidevarer. Til
støtte for afgørelsen har skatteforvaltningen bemærket, at ifølge
afskrivningslovens § 17, stk. 2, kan afskrivningssatsen på 5 % for en bygning
eller en installation forhøjes, når det må antages, at bygningen eller
installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal
ved normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter
opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig summen af 3 % og en
sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige
store årlige beløb over den antagelige levetid.
Til den af selskabets repræsentant påberåbte afgørelse TfS
1993.195 VLD har skatteforvaltningen bemærket, at denne afgørelse vedrører
levetiden for hvidevarer installeret i et sommerhus, der bliver benyttet af
skiftende lejere i sommerperioden. Syns- og skønsmanden har til afgørelsen
udtalt, at det er hans erfaring, at det ikke er godt for hårde hvidevarer at
stå ubenyttet i længere tid, samt at normallevetiden for hvidevarer i
sommerhuse må ansættes til 8 år, mens normallevetiden for hvidevarer, der
benyttes af samme ejer må sættes til 10 – 12 år. Eftersom der har været
tale om
hvidevarer i et sommerhus, er det skatteforvaltningens opfattelse, at denne
afgørelse ikke kan anvendes analogt på nærværende sag.
Videre har skatteforvaltningen anført, at det ikke kan
antages, at benyttelsen af hvidevarerne øges, fordi der er en fast lejer frem
for en ejer, ligesom benyttelsen af hvidevarerne i selskabets ejendomme ikke
kan antages at være anderledes end normalt. Skatteforvaltningen har herefter
med henvisning til Ligningsvejledningen ansat den gennemsnitlige levetid for
selskabets hvidevarer i de anførte udlejningsejendomme til 20 år. Hertil har
skatteforvaltningen bemærket, at med en gennemsnitlig levetid på 20 år, kan
der
efter afskrivningslovens § 17, stk. 2, afskrives med 8 % årligt. Da selskabet
har afskrevet med 13 % af 235.015 kr. eller 30.552 kr., og der alene kan
godkendes afskrivning med 8 % af 235.015 kr. eller 18.801 kr., er selskabets
indkomst forhøjet med differencen på 11.751 kr.
Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at
skatteforvaltningen har tilsidesat sin forvaltningsretlige forpligtelse til
at
foretage et pligtmæssigt skøn, har skatteforvaltningen anført, at der ved
afgørelsen er foretaget et individuelt og konkret skøn, hvorefter der ikke er
fundet belæg for at fravige ligningsvejledningens anvisninger om levetider.
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten
nedlagt påstand om, at der godkendes afskrivninger på hårde hvidevarer som
selvangivet. Repræsentanten har hertil bemærket, at skatteforvaltningen alene
har begrundet, at levetiden for de omhandlede hårde hvidevarer er ansat til
20
år med en henvisning til de i ligningsvejledningen oplistede levetider.
Repræsentanten har hertil anført, at skatteforvaltningen derved har
tilsidesat
det grundlæggende forvaltningsretlige krav om det pligtmæssige skøn,
hvorefter
en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at foretage en konkret og
individuel
skønsudøvelse. Hertil kommer, at de i ligningsvejledningen anførte levetider
alene er af vejledende karakter.
Med henvisning til udtalelsen fra B har repræsentanten
anført, at man skal fastholde, at de i sagen omhandlede hårde hvidevarer
afskrives på grundlag af en levetid på 10 år, hvilket derudover efter det for
repræsentanten oplyste må betragtes som en almindelig opfattelse inden for
hårde hvidevarebranchen.
Derudover har repræsentanten henvist til den syn- og
skønsvurdering, der indgik i sagen TfS 1993.195 VLD, hvor skønsmanden i
relation til levetid for hårde hvidevarer indsat i et sommerhus og anvendt
ved
erhvervsmæssig udlejning fandt, at levetiden for disse efter en konkret
vurdering kunne sættes til 8 år. Repræsentanten har ydermere bemærket, at de
omhandlede hårde hvidevarer ikke kan siges at være af luksus- eller
topkvalitet, hvilket sammenholdt med den nævnte Vestre Landsrets dom
underbygger repræsentantens synspunkt. Repræsentanten har forklaret, at
kvaliteten snarere må betegnes som middelgod.
Landsskatteretten
skal udtale:
Det lægges til grund, at de pågældende hårde hvidevarer skal
behandles efter afskrivningslovens regler om installationer, og at der er
tale
om installationer, der afskrives særskilt efter afskrivningslovens § 15, stk.
2, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998.
Det fremgår af afskrivningslovens § 17, stk. 1, at
afskrivning på bygninger og installationer efter §§ 14 og 15, fra og med
anskaffelsesåret foretages med indtil 5 % årligt af anskaffelsessummen. Af
bestemmelsens stk. 2 fremgår, at den i stk. 1 nævnte afskrivningssats
forhøjes,
når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan
fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin
værdi senest 25 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats
lig med summen af 3 % og en sats, der svarer til, at bygningen eller
installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagelige
levetid.
Landsskatteretten finder med tiltrædelse af Told- og
Skattestyrelsen, at den forventede levetid for de omhandlede hårde hvidevarer
passende kan ansættes til henholdsvis 12 år for køleskabe og 15 år for
komfurer
og emhætter som skønnet af Foreningen for Fabrikanter og Importører af
Elektriske Husholdningsapparater. Der er herved henset til, at sådanne hårde
hvidevarer af en gennemsnitlig standard, der anvendes i en udlejningsejendom,
i
dag må antages at have en levetid på under 20 år.
Den påklagede afgørelse vil derfor være at ændre på dette
punkt. Den talmæssige opgørelse, herunder fordeling af afskrivninger på
henholdsvis
køleskabe og komfurer/emhætter, overlades til de stedlige skattemyndigheder.
Ad fradrag for nedrivning af installationer.
Det er oplyst, at selskabet for indkomståret 1999 har
fradraget udgifter til nedrivning af installationer i
to ejendommene. Det fremgår af sagens
materiale, at de nedrevne installationer ikke har været ejet af selskabet i 5
år.
Skatteforvaltningen har ikke godkendt nedrivningsfradrag for
installationer på 132.384 kr. for indkomståret 1999. Til støtte for
afgørelsen
er anført, at det fremgår af afskrivningslovens § 22, stk. 1, 5. pkt. med
ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, at der alene kan
foretages nedrivningsfradrag for installationer, når den skattepligtige i
mindst 5 år forud for nedrivningen har ejet installationen, og i en periode
af
mindst samme længde, mens den skattepligtige har været ejer af
installationen,
har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.
Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at selskabet ikke
har ejet de nedrevne installationer i 5 år, hvorfor der ikke kan godkendes
nedrivningsfradrag i relation hertil. Videre har skatteforvaltningen
bemærket,
at bestemmelsen i afskrivningslovens § 22, stk. 1, er ændret ved ændringslov
nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, og at i henhold til
ikrafttrædelsesbestemmelsen har bestemmelsen virkning fra og med indkomståret
1999, jf. ændringslovens § 21, stk. 3.
Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at 5
års kravet ikke gælder for så vidt angår installationer omfattet af
afskrivningslovens § 15, stk. 2, har skatteforvaltningen anført, at det
fremgår
af ligningsvejledningen 1999, afsnit E.C.4.5, at:
”Ligesom tilfældet er for nedrivningsfradrag for bygninger,
er nedrivningsfradrag for en installation betinget af, at den har været ejet
i
mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år har været anvendt til et
afskrivningsberettiget formål.”
Endvidere har skatteforvaltningen bemærket, at det fremgår
af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til ændringslov nr. 958
af
20. december 1999, at:
”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det
gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for
installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de
skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været
anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke
efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme
betingelse
for installationer som for bygninger.”
Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at det pågældende
uddrag af forarbejderne må gælde installationer i afskrivningsberettigede
bygninger efter afskrivningslovens § 14 såvel som installationer i ikke
afskrivningsberettigede bygninger, der afskrives efter afskrivningslovens §
15,
stk. 2 eller stk. 3. Der er herved videre henvist til følgende uddrag af
forarbejderne:
”De foreslåede ændringer i afskrivningslovens § 22, stk. 2,
jf. lovforslagets § 1, nr. 19, medfører, at betingelsen for nedrivning af en
installation omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, bliver de
samme
som for nedrivning af en bygning inden 5 års ejertid.”
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten
nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til nedrivning af
installationer som selvangivet. Til støtte herfor har repræsentanten anført,
at
det følger af ordlyden af afskrivningslovens § 22, at nedrivningsfradrag i
nedrivningsåret alene er betinget af, at de pågældende installationer er
udskiftet eller nedtaget endeligt i indkomståret, idet afskrivningslovens §
22,
stk. 2, 5. pkt., alene henviser til bestemmelsens 1 pkt., der ikke omhandler
installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2. Betingelsen om,
at
installationerne skal have været ejet af den skattepligtige i 5 år forud for
nedrivningen gælder derfor alene bygninger og installationer, der er
afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens §§ 14 og 15, stk. 1.
Landsskatteretten
skal udtale:
I henhold til afskrivningslovens § 22, jf. lov nr. 433 af
26. juni 1998 med senere ændringer, herunder lov nr. 958 af 20. december
1999,
der for så vidt angår den nævnte bestemmelse har virkning for indkomståret
1999
og fremover, kan der ved nedrivning af en afskrivningsberettiget bygning
foretages et fradrag ved indkomstopgørelsen i nedrivningsåret, jf. stk. 1, 1.
pkt. Fradraget opgøres efter § 22, stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder i
relation
til nedtagning eller udskiftning af en installation, hvorpå der er afskrevet
i
medfør af afskrivningslovens § 15, stk. 2, eller stk. 3, jf. § 22, stk. 1.,
3.
pkt.
Det fremgår videre af § 22, stk. 1, 5. pkt., at der alene
kan foretages nedrivningsfradrag efter stk. 1, såfremt den skattepligtige i
mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en
periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen
eller installationen, har anvendt denne til et afskrivningsberettiget formål.
Af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til
ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, fremgår at:
”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det
gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for
installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de
skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været
anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke
efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme
betingelse
for installationer som for bygninger.”
Landsskatteretten finder, at det er med rette, at der ikke
er godkendt nedrivningsfradrag i nærværende tilfælde, idet selskabet ikke har
ejet de nedrevne installationer i mindst 5 år, jf. afskrivningslovens § 22,
stk. 1, in fine.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Succession - ægtefæller - kapitalafkastgrundlag Retsinformation · 12. august 2017
- Ikke skattefri del af kursgevinst på pantebrev – Gevinst og tab efter ejendomsavancebeskatningsloven – Gevinst og tab efter afskrivningsloven Landsskatteretten · 10. januar 2025
- Landsskatteretskendelse af 27. november 2003 vedr. straksafskrivning på landbrugsejendom. Ombygning påbegyndt i 1999 og afsluttet i 2000. Retsinformation · 19. februar 2004
- Afskrivning accessoriske bygninger Retsinformation · 19. oktober 2006
- Afskrilvning accessoriske bygninger Retsinformation · 1. august 2006
- Fradragsret for børnedagplejere - konsekvens af brugen af standardfradrag (LL § 9 H) Retsinformation · 20. maj 2021
Lignende dokumenter
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1997 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008