Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 9. oktober 2003 vedr. selskab med udlejning af fast ejendom. Afskrivning og hårde hvidevarer.

KEN nr 10304 af 09/10/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 9. oktober 2003 vedr. selskab med

udlejning af fast ejendom. Afskrivning og hårde hvidevarer.

A Aps’s klage vedrører selskabets opgørelse af afskrivning

på hårde hvidevarer samt fradrag for nedrivning af installationer for

indkomståret 1999.

Det er oplyst, at selskabet primært driver virksomhed med

udlejning af fast ejendom. Derudover har selskabet indtægter hidrørende fra

investering i værdipapirer. Selskabets hovedaktionær er B der tillige er

selskabets direktør.

Ad ikke godkendt afskrivning på hårde hvidevarer.

Det er oplyst, at selskabet i indkomståret 1999 har

foretaget afskrivninger på hårde hvidevarer vedrørende følgende

udlejningsejendomme med 13 % svarede til en levetid på omkring 10 år.

Selskabets afskrivningsgrundlag og afskrivninger er opgjort til henholdsvis

235.015 kr. og 30.552 kr.

Selskabet har forklaret, at de hårde hvidevarer i selskabets

ejendomme primært består af køleskabe samt el- og gaskomfurer. Derudover

findes

der emhætter og vaskemaskiner.

Selskabets repræsentant har fremlagt en erklæring til sagen

fra B, hvoraf fremgår følgende:

”Det er en almindelig opfattelse at hvidevarer gennemsnitlig

har en levealder på ca. 10 år.”

Videre har selskabets repræsentant fremlagt en udtalelse fra

direktøren for FEHA, hvoraf fremgår følgende:

”Under henvisning til Deres forespørgsel til FEHA,

Foreningen af Fabrikanter og Importører af Elektriske Husholdningsapparater,

ang. forventet levetid på forskellige typer hårde hvidevarer kan vi herved

oplyse, at den gennemsnitlige levetid for de pågældende typer skønnes at være

som følger:

Læs alt

Komfurer:

ca.

15 år

Emhætter:

ca.

15 år

Køleskabe:

ca.

12 år

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at der er tale om en

generel vurdering uden relation til specifikke mærker, modeller og

brugeromstændigheder.”

Skatteforvaltningen har forhøjet selskabets indkomst med

11.751 kr. vedrørende ikke godkendte afskrivninger på hårde hvidevarer. Til

støtte for afgørelsen har skatteforvaltningen bemærket, at ifølge

afskrivningslovens § 17, stk. 2, kan afskrivningssatsen på 5 % for en bygning

eller en installation forhøjes, når det må antages, at bygningen eller

installationen er udsat for en sådan fysisk forringelse, at den trods normal

ved normal vedligeholdelse vil have mistet sin værdi senest 25 år efter

opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig summen af 3 % og en

sats, der svarer til, at bygningen eller installationen afskrives med lige

store årlige beløb over den antagelige levetid.

Til den af selskabets repræsentant påberåbte afgørelse TfS

1993.195 VLD har skatteforvaltningen bemærket, at denne afgørelse vedrører

levetiden for hvidevarer installeret i et sommerhus, der bliver benyttet af

skiftende lejere i sommerperioden. Syns- og skønsmanden har til afgørelsen

udtalt, at det er hans erfaring, at det ikke er godt for hårde hvidevarer at

stå ubenyttet i længere tid, samt at normallevetiden for hvidevarer i

sommerhuse må ansættes til 8 år, mens normallevetiden for hvidevarer, der

benyttes af samme ejer må sættes til 10 – 12 år. Eftersom der har været

tale om

hvidevarer i et sommerhus, er det skatteforvaltningens opfattelse, at denne

afgørelse ikke kan anvendes analogt på nærværende sag.

Videre har skatteforvaltningen anført, at det ikke kan

antages, at benyttelsen af hvidevarerne øges, fordi der er en fast lejer frem

for en ejer, ligesom benyttelsen af hvidevarerne i selskabets ejendomme ikke

kan antages at være anderledes end normalt. Skatteforvaltningen har herefter

med henvisning til Ligningsvejledningen ansat den gennemsnitlige levetid for

selskabets hvidevarer i de anførte udlejningsejendomme til 20 år. Hertil har

skatteforvaltningen bemærket, at med en gennemsnitlig levetid på 20 år, kan

der

efter afskrivningslovens § 17, stk. 2, afskrives med 8 % årligt. Da selskabet

har afskrevet med 13 % af 235.015 kr. eller 30.552 kr., og der alene kan

godkendes afskrivning med 8 % af 235.015 kr. eller 18.801 kr., er selskabets

indkomst forhøjet med differencen på 11.751 kr.

Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at

skatteforvaltningen har tilsidesat sin forvaltningsretlige forpligtelse til

at

foretage et pligtmæssigt skøn, har skatteforvaltningen anført, at der ved

afgørelsen er foretaget et individuelt og konkret skøn, hvorefter der ikke er

fundet belæg for at fravige ligningsvejledningens anvisninger om levetider.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at der godkendes afskrivninger på hårde hvidevarer som

selvangivet. Repræsentanten har hertil bemærket, at skatteforvaltningen alene

har begrundet, at levetiden for de omhandlede hårde hvidevarer er ansat til

20

år med en henvisning til de i ligningsvejledningen oplistede levetider.

Repræsentanten har hertil anført, at skatteforvaltningen derved har

tilsidesat

det grundlæggende forvaltningsretlige krav om det pligtmæssige skøn,

hvorefter

en forvaltningsmyndighed er forpligtet til at foretage en konkret og

individuel

skønsudøvelse. Hertil kommer, at de i ligningsvejledningen anførte levetider

alene er af vejledende karakter.

Med henvisning til udtalelsen fra B har repræsentanten

anført, at man skal fastholde, at de i sagen omhandlede hårde hvidevarer

afskrives på grundlag af en levetid på 10 år, hvilket derudover efter det for

repræsentanten oplyste må betragtes som en almindelig opfattelse inden for

hårde hvidevarebranchen.

Derudover har repræsentanten henvist til den syn- og

skønsvurdering, der indgik i sagen TfS 1993.195 VLD, hvor skønsmanden i

relation til levetid for hårde hvidevarer indsat i et sommerhus og anvendt

ved

erhvervsmæssig udlejning fandt, at levetiden for disse efter en konkret

vurdering kunne sættes til 8 år. Repræsentanten har ydermere bemærket, at de

omhandlede hårde hvidevarer ikke kan siges at være af luksus- eller

topkvalitet, hvilket sammenholdt med den nævnte Vestre Landsrets dom

underbygger repræsentantens synspunkt. Repræsentanten har forklaret, at

kvaliteten snarere må betegnes som middelgod.

Landsskatteretten

skal udtale:

Det lægges til grund, at de pågældende hårde hvidevarer skal

behandles efter afskrivningslovens regler om installationer, og at der er

tale

om installationer, der afskrives særskilt efter afskrivningslovens § 15, stk.

2, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998.

Det fremgår af afskrivningslovens § 17, stk. 1, at

afskrivning på bygninger og installationer efter §§ 14 og 15, fra og med

anskaffelsesåret foretages med indtil 5 % årligt af anskaffelsessummen. Af

bestemmelsens stk. 2 fremgår, at den i stk. 1 nævnte afskrivningssats

forhøjes,

når det må antages, at bygningen eller installationen er udsat for en sådan

fysisk forringelse, at den trods normal vedligeholdelse vil have mistet sin

værdi senest 25 år efter opførelsen. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats

lig med summen af 3 % og en sats, der svarer til, at bygningen eller

installationen afskrives med lige store årlige beløb over den antagelige

levetid.

Landsskatteretten finder med tiltrædelse af Told- og

Skattestyrelsen, at den forventede levetid for de omhandlede hårde hvidevarer

passende kan ansættes til henholdsvis 12 år for køleskabe og 15 år for

komfurer

og emhætter som skønnet af Foreningen for Fabrikanter og Importører af

Elektriske Husholdningsapparater. Der er herved henset til, at sådanne hårde

hvidevarer af en gennemsnitlig standard, der anvendes i en udlejningsejendom,

i

dag må antages at have en levetid på under 20 år.

Den påklagede afgørelse vil derfor være at ændre på dette

punkt. Den talmæssige opgørelse, herunder fordeling af afskrivninger på

henholdsvis

køleskabe og komfurer/emhætter, overlades til de stedlige skattemyndigheder.

Ad fradrag for nedrivning af installationer.

Det er oplyst, at selskabet for indkomståret 1999 har

fradraget udgifter til nedrivning af installationer i

to ejendommene. Det fremgår af sagens

materiale, at de nedrevne installationer ikke har været ejet af selskabet i 5

år.

Skatteforvaltningen har ikke godkendt nedrivningsfradrag for

installationer på 132.384 kr. for indkomståret 1999. Til støtte for

afgørelsen

er anført, at det fremgår af afskrivningslovens § 22, stk. 1, 5. pkt. med

ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, at der alene kan

foretages nedrivningsfradrag for installationer, når den skattepligtige i

mindst 5 år forud for nedrivningen har ejet installationen, og i en periode

af

mindst samme længde, mens den skattepligtige har været ejer af

installationen,

har anvendt den til et afskrivningsberettiget formål.

Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at selskabet ikke

har ejet de nedrevne installationer i 5 år, hvorfor der ikke kan godkendes

nedrivningsfradrag i relation hertil. Videre har skatteforvaltningen

bemærket,

at bestemmelsen i afskrivningslovens § 22, stk. 1, er ændret ved ændringslov

nr. 958 af 20. december 1999, jf. § 1, nr. 18, og at i henhold til

ikrafttrædelsesbestemmelsen har bestemmelsen virkning fra og med indkomståret

1999, jf. ændringslovens § 21, stk. 3.

Til det af selskabets repræsentant nedenfor anførte om, at 5

års kravet ikke gælder for så vidt angår installationer omfattet af

afskrivningslovens § 15, stk. 2, har skatteforvaltningen anført, at det

fremgår

af ligningsvejledningen 1999, afsnit E.C.4.5, at:

”Ligesom tilfældet er for nedrivningsfradrag for bygninger,

er nedrivningsfradrag for en installation betinget af, at den har været ejet

i

mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år har været anvendt til et

afskrivningsberettiget formål.”

Endvidere har skatteforvaltningen bemærket, at det fremgår

af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til ændringslov nr. 958

af

20. december 1999, at:

”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det

gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for

installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de

skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været

anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke

efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme

betingelse

for installationer som for bygninger.”

Hertil har skatteforvaltningen bemærket, at det pågældende

uddrag af forarbejderne må gælde installationer i afskrivningsberettigede

bygninger efter afskrivningslovens § 14 såvel som installationer i ikke

afskrivningsberettigede bygninger, der afskrives efter afskrivningslovens §

15,

stk. 2 eller stk. 3. Der er herved videre henvist til følgende uddrag af

forarbejderne:

”De foreslåede ændringer i afskrivningslovens § 22, stk. 2,

jf. lovforslagets § 1, nr. 19, medfører, at betingelsen for nedrivning af en

installation omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2 og 3, bliver de

samme

som for nedrivning af en bygning inden 5 års ejertid.”

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten

nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til nedrivning af

installationer som selvangivet. Til støtte herfor har repræsentanten anført,

at

det følger af ordlyden af afskrivningslovens § 22, at nedrivningsfradrag i

nedrivningsåret alene er betinget af, at de pågældende installationer er

udskiftet eller nedtaget endeligt i indkomståret, idet afskrivningslovens §

22,

stk. 2, 5. pkt., alene henviser til bestemmelsens 1 pkt., der ikke omhandler

installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 2. Betingelsen om,

at

installationerne skal have været ejet af den skattepligtige i 5 år forud for

nedrivningen gælder derfor alene bygninger og installationer, der er

afskrivningsberettigede efter afskrivningslovens §§ 14 og 15, stk. 1.

Landsskatteretten

skal udtale:

I henhold til afskrivningslovens § 22, jf. lov nr. 433 af

26. juni 1998 med senere ændringer, herunder lov nr. 958 af 20. december

1999,

der for så vidt angår den nævnte bestemmelse har virkning for indkomståret

1999

og fremover, kan der ved nedrivning af en afskrivningsberettiget bygning

foretages et fradrag ved indkomstopgørelsen i nedrivningsåret, jf. stk. 1, 1.

pkt. Fradraget opgøres efter § 22, stk. 1, 2. pkt. Det samme gælder i

relation

til nedtagning eller udskiftning af en installation, hvorpå der er afskrevet

i

medfør af afskrivningslovens § 15, stk. 2, eller stk. 3, jf. § 22, stk. 1.,

3.

pkt.

Det fremgår videre af § 22, stk. 1, 5. pkt., at der alene

kan foretages nedrivningsfradrag efter stk. 1, såfremt den skattepligtige i

mindst 5 år før nedrivningen har ejet bygningen eller installationen og i en

periode af mindst samme længde, mens den skattepligtige har ejet bygningen

eller installationen, har anvendt denne til et afskrivningsberettiget formål.

Af bemærkningerne til lovforslag L 85, FT 1999/2000 til

ændringslov nr. 958 af 20. december 1999, fremgår at:

”Det foreslåede 5. pkt. i bestemmelsen svarer til det

gældende 4. pkt., idet bestemmelsen dog også skal finde anvendelse for

installationer. For installationer vil der ligesom for bygninger gælde, at de

skal have været ejet i mindst 5 år og i en periode på mindst 5 år have været

anvendt til et afskrivningsberettiget formål. En sådan betingelse gjaldt ikke

efter den tidligere afskrivningslov. Der bør imidlertid gælde samme

betingelse

for installationer som for bygninger.”

Landsskatteretten finder, at det er med rette, at der ikke

er godkendt nedrivningsfradrag i nærværende tilfælde, idet selskabet ikke har

ejet de nedrevne installationer i mindst 5 år, jf. afskrivningslovens § 22,

stk. 1, in fine.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor på dette punkt.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter