Spring til indhold

Retsinformation

Afskrivning accessoriske bygninger

AFG nr 9863 af 20/06/2006AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. oktober 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Afskrivning – accessoriske bygninger

Spørgsmål

Skatterådet blev

spurgt, om det kunne bekræftes, at selskabet X A/S ved selvangivelsen for

indkomståret

2005 fortsat kunne afskrive bygninger og installationer som accessoriske til

et

bygningsanlæg, der blev afskrevet med forhøjet sats.

Svar

Nej, se

sagsfremstilling og begrundelse.

Beskrivelse af

de faktiske forhold

I brev af 9.

november 1989 udtalte Skattedepartementet som svar på en forespørgsel fra

selskabets revisor, at et bygningsanlæg tilhørende selskabet X A/S'

virksomhed

kunne afskrives efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a.

Departementet udtalte endvidere, at bygningsanlægget var udsat for en sådan

fysisk forringelse, at levetiden måtte anses for under 50 år, hvorfor der var

mulighed for, at afskrivningssatserne forhøjes, jf. den dagældende

afskrivningslovs

§ 22, stk. 2. Ifølge Departementet måtte den endelige fastsættelse af

bygningsanlæggets

levetid foretages ud fra en konkret vurdering på grundlag af oplysninger fra

selskabet.

Skattedepartementet

blev endvidere spurgt, om bygningsanlægget kunne betragtes som

hovedvirksomheden,

således at de øvrige bygninger på selskabets grundareal kunne anses for

Læs alt

accessoriske til bygningsanlægget i det omfang, de tjente driften af

virksomheden.

Under hensyn til

at bygningsanlægget måtte anses for den centrale del af virksomheden samt

under

hensyn til de centrale værdier, som bygningsanlægget udgjorde, var det

Skattedepartementets opfattelse, at bygningsanlægget måtte anses for

moderbygning, og at diverse andre bygninger måtte anses for accessoriske til

bygningsanlægget i det omfang, bygningerne tjente driften af virksomheden. De

accessoriske bygninger kunne herefter afskrives med samme satser som

moderbygningen, dvs. med forhøjede afskrivningssatser, jf. den dagældende

afskrivningslovs § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2. pkt.

Selskabet har

herefter vurderet levetiden for bygningsanlægget til 20 år og har afskrevet

anlægget

med forhøjede satser. I indkomstårene til og med 1998 har selskabet således

afskrevet på bygningsanlægget med 9 pct. jf. § 22, stk. 1, i den tidligere

afskrivningslov, mens selskabet fra og med indkomståret 1999 har afskrevet på

bygningsanlægget med 8 pct., jf. § 17, stk. 2, i den nugældende

afskrivningslov.

Ved

selvangivelserne for årene forud for indkomståret 2005 har selskabet

endvidere

anset sine øvrige bygninger og installationer for accessoriske til

hovedbygningsanlægget

og har derfor anset sig for berettiget til at afskrives på disse bygninger og

installationer med forhøjede afskrivningssatser.

Forespørgers

opfattelse iflg. anmodning og høringssvar

Selskabets

advokat anfører, at det følger af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt.,

at

alle bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til

erhvervsmæssigt

benyttede bygninger, kan afskrives. Dette gælder også de bygninger, der efter

afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, - uanset erhvervsmæssig anvendelse

-

lovgivningsmæssigt er afskåret fra afskrivning.

Det er

advokatens opfattelse, at det følger af afskrivningslovens § 17, stk. 3, at

alle bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1.

pkt.,

er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede

afskrivningsberettigede bygninger, kan afskrives med forhøjet sats, såfremt

de

erhvervsmæssigt benyttede afskrivningsberettigede bygninger, de nævnte

bygninger

og lokaler knytter sig til, er undergivet en forhøjet afskrivning.

Det er således

advokatens opfattelse, at se selskabet også efter gennemførelsen af den

gældende afskrivningslov er berettiget til at afskrive samtlige bygninger og

lokaler, der er accessoriske til hovedbygningsanlægget, med forhøjet

afskrivningssats.

Til støtte for

den påståede lovfortolkning har advokaten henvist til, at der i de særlige

bemærkninger

til § 14, stk. 3, i lovforslaget til den gældende afskrivningslov (L

102 FT

1997/98) anføres:

"Den

foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1, litra

c."

Denne

bestemmelse havde følgende ordlyd:

(Skattemæssig

afskrivning kan foretages på følgende erhvervsmæssigt benyttede) "

bygninger eller lokaler, der er beliggende i

eller i umiddelbar tilknytning til bygninger af den under a og b nævnte art

og

tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes."

(Advokatens kursivering).

Det gøres

gældende, at de bygninger og lokaler, der er omtalt i den tidligere

afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, bl.a. omfattede de bygninger, der er

opregnet i den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a og litra b,

(bygninger inden for industri, butikshandel m.v.), når de var tilknyttet

andre

§ 18 a- eller § 18 b-bygninger. Advokaten anfører, at dette direkte fremgår

af

22, stk. 4, i den tidligere afskrivningslov.

Advokaten gør

herefter gældende, at afskrivningslovens § 14, stk. 3, skal læses således, at

bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt

benyttede bygninger - i overensstemmelse med hvad der hidtil har været

gældende

- afskrives på samme måde som de bygninger, de knytter sig til, jf.

lovbemærkningerne til afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvori anføres, at

"den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1,

litra c". Advokaten bemærker, at dette også gælder de bygninger og

lokaler, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, uanset at

disse bygninger og lokaler ellers ikke ville kunne afskrives.

Advokaten gør

endvidere gældende, at den ovenfor nævnte ordlydsfortolkning af

afskrivningslovens

§ 14, stk. 3, 1. pkt., understøttes af, at der i de særlige bemærkninger til

afskrivningslovens § 17, stk. 3, - der indeholder en henvisning til

afskrivningslovens § 14, stk. 3, som en betingelse for sit anvendelsesområde

-

er anført følgende:

"Den

foreslåede bestemmelse bygger på den gældende lovs § 22, stk. 4, dog er

bestemmelsen i væsentlig grad omformuleret for at tilpasse bestemmelsen til

den

nye struktur i den foreslåede § 14."

Advokaten gør på

dette grundlag gældende, at denne henvisning til den dagældende

afskrivningslovs

§ 22, stk. 4, rummer en forudsætning om, at afskrivningslovens § 14, stk. 3,

1.

pkt., omfatter de tidligere § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger. Den

dagældende § 22, stk. 4, vedrørte alene § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger

-

nu § 14, stk. 1-bygninger - hvorfor også henvisningen i forarbejderne til

afskrivningslovens § 17, stk. 3, indeholder en forudsætning om, at også andre

bygninger og lokaler end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2,

nr. 1-3, kan afskrives accessorisk, når de knytter sig til andre

erhvervsmæssigt benyttede bygninger.

Det gøres

herefter gældende, at afskrivningslovens § 17, stk. 3, fuldt ud og i samme

omfang dækker det område, som den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 4,

dækkede.

Det gøres

endvidere gældende, at motivudtalelsen til afskrivningslovens § 17, stk. 3,

"...

i væsentlig grad omformuleret til at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i

den foreslåede § 14",

således sigter

til ophævelsen af forskellen mellem § 18, stk. 1, litra a-bygninger og § 18,

stk. 1, litra b-bygninger i afskrivningsmæssig henseende.

Der er

advokatens opfattelse, at den ovennævnte forståelse af afskrivningslovens §

14,

stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, stemmer bedst overens

med, hvad der følger af retskilderne:

Til støtte

herfor anfører advokaten, at det følger af en ordlydsfortolkning af

afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at alle bygninger og lokaler (også

bygninger og lokaler, som i sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14,

stk. 1), der knytter sig til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, kan

afskrives

accessorisk.

Advokaten gør

gældende, at det følger af forarbejderne til afskrivningslovens § 14, stk. 3,

og afskrivningslovens § 17, stk. 3, herunder forarbejdernes henvisninger til

de

tidligere bestemmelser i afskrivningsloven, at også bygninger og lokaler, som

i

sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14, stk. 1, er omfattet af

de bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt.,

kan afskrives som accessoriske.

Det følger efter

advokatens opfattelse af en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 17,

stk.

3, at bestemmelsens henvisning til afskrivningslovens § 14, stk. 3, dermed

også

omfatter bygninger og lokaler, der i sig selv kan være omfattet af

afskrivningslovens § 14, stk. 1. Dette skyldes, at adgangen til forhøjede

accessoriske afskrivninger som sit grundlag har en forudsætning om, at

afskrivninger på bygninger og lokaler, der indgår i en driftsøkonomisk enhed

-

for at opfylde formålet med de forhøjede accessoriske afskrivninger -

nødvendigvis må tage sit udgangspunkt i den hurtigste afskrivningstakt for de

bygninger og lokaler, der hører til enheden.

Advokaten

fremhæver, at der ikke i forarbejderne til den gældende afskrivningslov, i

spørgsmål/svar eller i forbindelse med det lovforberedende arbejde er nævnt

noget om, at der skal ske afskaffelse af forhøjede accessoriske afskrivninger

på bygninger og lokaler, der knytter sig til i øvrigt afskrivningsberettigede

bygninger. Efter advokatens opfattelse er udgangspunktet derfor, at der ikke

er

tilsigtet nogen ændring i den hidtil gældende retstilstand vedrørende

adgangen

til at anvende forhøjede accessoriske afskrivninger.

Advokaten

anfører, at Landsskatteretten i kendelsen

SKM2004.49.LSR

,

også refereret som TfS 2004,154, har forudsat, at også andre bygninger

(parkeringskælder) end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3,

nr.

1-3, kan knytte sig accessorisk til afskrivningsberettigede bygninger efter

afskrivningslovens § 14, stk.1.

Det har efter

advokatens opfattelse formodningen imod sig, at kun de bygninger, som

forudsætningsvis

bedst bevarer deres værdi under sædvanlig vedligeholdelse, f.eks.

kontorbygninger

og bygninger inden for den finansielle sektor, jf. afskrivningslovens § 14,

stk. 2, nr. 1-3, kan afskrives accessorisk under anvendelse af forhøjede

afskrivninger.

Advokaten

fremhæver, at det med den nye afskrivningslov hverken var tilsigtet at udvide

eller indskrænke området for skattemæssige afskrivninger, og han anfører, at

dette bl.a. kommer til udtryk i "Pinsepakkens"

reparationslovgivning

- lov nr. 958 af 20. december 1999 - hvor en utilsigtet begrænsning i

adgangen

til accessorisk afskrivning på bygninger og lokaler blev ophævet med virkning

fra den oprindelige lovs virkningstidspunkt.

Advokaten gør

endvidere gældende, at Landsskatteretten ved fortolkning af reglerne i

afskrivningsloven klart har lagt en formålsfortolkning til grund i stedet for

en ordlydsfortolkning i de tilfælde, hvor der ved fortolkning af

afskrivningslovens bestemmelser har skullet vælges mellem de to

fortolkningsmetoder.

Advokaten henviser herved til

SKM2003.440.LSR

og

SKM2004.284.LSR

.

Som det fremgår

af det ovenfor anførte, er det således advokatens opfattelse, at almindelig

anvendelse af relevante retskilder ved fortolkning af afskrivningslovens §

14,

stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, fører til, at der ikke

med den ændrede indarbejdelse af adgangen til forhøjede accessoriske

afskrivninger er sket - eller er tilsigtet - nogen realitetsændring i forhold

til den gældende retstilstand.

Advokaten

anfører, at den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, rummede

hjemmel til at foretage skattemæssige afskrivninger på bygninger og lokaler,

der var beliggende i umiddelbar tilknytning til bygninger omfattet af

afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b. Efter advokatens opfattelse er

der intet i bestemmelsen, der tilsiger, at disse accessoriske bygninger ikke

også kunne være omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og litra

b, - tværtimod er dette forudsat i den dagældende afskrivningslovs § 22, stk.

4.

Da det fremgår

af lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslovs § 14, stk. 3, at

bestemmelsen svarer til den tidligere lovs § 18, stk. 1, litra c, kan de

bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, kan

afskrives

som accessoriske, ifølge advokaten også være bygninger, der afskrives efter

afskrivningslovens § 14, stk. 1, dvs. tidligere bygninger omfattet af

afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b.

Advokaten

bemærker i denne forbindelse, at bestemmelsen i den tidligere

afskrivningslovs

§ 22, stk. 4, særskilt angav, hvilke forhøjede accessoriske afskrivninger,

der

kunne foretages, når bygninger blev afskrevet accessorisk efter den tidligere

afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. Bestemmelsen i den tidligere

afskrivningslovs § 22, stk. 4, 1. pkt., var nødvendig for at regulere den

særlige

situation, at en bygning både kunne afskrives særskilt efter § 18, stk. 1,

litra b, og tillige accessorisk til en § 18, stk. 1, litra a-bygning på

grundlag af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. § 22, stk.

4,

2. pkt., regulerede den situation, at en bygning, der var

afskrivningsberettiget efter § 18 stk. 1, litra a eller b, efter § 18, stk.

1,

litra c, knyttede sig accessorisk til en anden § 18 a- eller § 18 b-bygning,

der på grund af fysisk nedslidning blev afskrevet hurtigere.

Advokaten

anfører, at i og med at opdelingen af de afskrivningsberettigede bygninger i

§

18 a- og § 18 b-bygninger blev forladt i den nye afskrivningslov, da

afskrivningssatsen som udgangspunkt blev ens, blev den tidligere lovs § 22,

stk. 4, 1. pkt., overflødig. Det var derfor alene nødvendigt at rumme den

tidligere lovs § 22, stk. 4, 2. pkt., i den nye lov. Dette skete med

omformulering af den nye lovs § 17, stk. 3, hvilket i lovbemærkningerne

kommer

til udtryk på den måde, at det anføres, at § 17, stk. 3, bygger på § 22, stk.

4. Hermed sigtes til § 22, stk. 4, 2. pkt., idet § 22, stk. 4, 1. pkt., med

opgivelsen af opdelingen i § 18 a- og § 18 b-bygninger, blev overflødig, jf.

ovenfor. Ifølge advokaten udtrykkes dette i lovmotiverne med en henvisning

til,

at den ny afskrivningslovs § 17, stk. 3, i væsentlig grad er omformuleret for

at tilpasse bestemmelsen til den nye struktur i § 14. Advokaten anfører, at

henvisningen i den nye lovs § 17, stk. 3, til § 14, stk. 3, således omfatter

nøjagtig samme område, som tidligere var indeholdt i § 22, stk. 4, 2.

punktums

henvisning til § 18 c ("...på den foran nævnte måde knytter sig

til...").

Advokaten

henviser endvidere til "Afskrivningsloven - en lovkommentar", der

blev udgivet i 1998 kort tid efter vedtagelsen af den nye afskrivningslov.

Bogen er skrevet af lovchef i Skatteministeriets Departement Jens Drejer og

Hanne Søgaard Hansen, der er tidligere afdelingschef i

Skatteministeriet.

I kommentaren

til afskrivningslovens § 17, stk. 3, er anført følgende:

"

Accessoriske bygninger til bygninger med

nedsat levetid

Efter AL § 14,

stk. 3, kan en bygning, der er accessorisk til en bygning, der afskrives med

forhøjet

sats efter AL § 14, stk. 2, ligeledes afskrives med den forhøjede sats. Stk.

2

bygger på den tidligere lovs § 22, stk. 4, dog er bestemmelsen i væsentlig

grad

omformuleret for at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i AL § 14.

Hvis en bygning,

der med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til en bygning, for

hvilken afskrivningssatsen er forhøjet, gælder den forhøjede afskrivningssats

altså også for den tilknyttede bygning.

Det

kan f.eks gælde for driftsbygninger til et gartneri, der ligger i umiddelbar

tilknytning til virksomhedens drivhuse. " (Advokatens kursivering).

Det er således

advokatens opfattelse, at selskabet også for indkomstansættelsen for 2005 og

senere indkomstår er berettiget til at afskrive på de accessoriske bygninger

og

installationer med samme sats, som anvendes for hovedbygningsanlægget, der

afskrives med forhøjet sats, jf. afskrivningslovens § 17, stk. 2.

SKATs

indstilling og begrundelse

SKAT bemærker,

at den gældende afskrivningslov, lov nr. 433 af 26. juni 1998 - bortses fra

nogle få overgangsbestemmelse - har virkning fra og med indkomståret 1999.

Efter den

tidligere afskrivningslov kunne bygninger omfattet af denne lovs § 18, stk.

1,

litra a, og bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives med

forskellig sats.

Endvidere kunne

der efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, afskrives på

bygninger,

der accessoriske knyttede sig til bygninger nævnt i § 18, stk. 1, litra a

eller

b. De pågældende bygninger kunne afskrives med den sats, der gjaldt for den

bygning, som de knyttede sig til, jf. § 22, stk. 5.

Bygninger, der

var omfattet af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a eller b,

og som var udsat for særlig stor fysisk forringelse, kunne afskrives med

forhøjet sats, jf. § 22, stk. 2, og § 22, stk. 3, sidste punktum, jf.

22,

stk. 2.

Endelig fulgte

det af den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., at bygninger,

der

var selvstændigt afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b,

kunne afskrives med forhøjet sats, hvis de knyttede sig til en bygning, der i

medfør af § 22, stk. 2, kunne afskrives med forhøjet sats. Efter § 22, stk.

4,

1. pkt., kunne bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives

med

den højere sats, der gjaldt for bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra a,

hvis de knyttede sig til en § 18, stk. 1, litra a-bygning.

Efter den

gældende afskrivningslovs § 14, stk. 1, kan der som udgangspunkt afskrives på

alle afskrivningsberettigede bygninger. Ifølge § 14, stk. 2, er en række

bygninger dog undtaget fra denne afskrivningsret. Bygninger, der ikke

selvstændigt

er afskrivningsberettigede, jf. § 14, stk. 2, nr. 1-3, men som accessorisk

knytter sig til en afskrivningsberettigede bygning, kan afskrives efter 14,

stk. 3.

Det følger af §

15, stk. 1, at installationer, der udelukkende tjener afskrivningsberettigede

bygninger, behandles og afskrives efter § 14.

Svarende til

hvad der gjaldt efter den tidligere afskrivningslov, kan bygninger, der er

særlig udsat for fysisk forringelse, afskrives med forhøjet sats, jf.

afskrivningslovens § 17, stk. 2.

Endvidere er der

ifølge afskrivningslovens § 17, stk. 3, mulighed for at foretage forhøjede

afskrivninger på bygninger, der afskrives som accessoriske i henhold til

afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvis den accessoriske bygning knytter sig

til

en bygning, hvorpå der kan afskrives med forhøjet afskrivningssats.

Afskrivningslovens

§ 17, stk. 3, har følgende ordlyd:

"Såfremt en

bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3, knytter sig til en

bygning, for hvilken afskrivningssatsen er forhøjet efter § 17, stk. 2,

gælder

den forhøjede afskrivningssats også for den tilknyttede bygning."

Efter SKATs

opfattelse giver hverken en naturlig sproglig forståelse af

afskrivningslovens

§ 17, stk. 3, eller bemærkningerne til lovforslaget grundlag for advokatens

antagelse om, at "en bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk.

3", også skulle omfatte bygninger, der er selvstændigt

afskrivningsberettigede

efter § 14, stk. 1. I lovbemærkningerne anføres det, at § 17, stk. 3,

bygger på den hidtidige lovs § 22, stk. 4. Efter § 22, stk. 4, 2. pkt., kunne

§

18 a- og § 18 b-bygninger afskrives med forhøjet sats, hvis de på den i § 18,

stk. 1, litra c, nævnte måde knyttede sig til en bygning, der kunne afskrives

med forhøjet sats, men der var dog ikke tale om, at § 18 a- og § 18

b-bygninger

blev omfattet af § 18, stk. 1, litra c. Dette fremgår direkte af

forarbejderne

til lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af lov om skattefri afskrivninger.

(Ved denne lov blev § 18 ændret således, at bygninger ikke længere skulle

afskrives over den skønnede levetid, men derimod skulle afskrives med faste

satser, hvis maksimale størrelse afhang af, om bygningen var opregnet i § 18,

stk.1, litra a, eller § 18, stk. 1, litra b. Endvidere blev der med § 18,

stk.

1, litra c, indført hjemmel til at afskrive på accessoriske bygninger). I

bilag

2 af 9. maj 1968, der er optrykt i betænkningen til forslaget til

ændringsloven,

L 92-

2 FT

1967/1968, blev

der således anført:

"Den

foreslåede § 18, stk. 1, litra c, hjemler afskrivningsret for bygninger, der

ikke er afskrivningsberettigede efter lovforslagets almindelige regler, men

som

med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til

afskrivningsberettigede

bygninger."

I

overensstemmelse hermed fremgår det af punkt 15 i cirkulære af 9. juli 1968

om

ændring af afskrivningsloven, at bygninger og lokaler, der ikke er

afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b, ifølge lovens §

18, stk. 1, litra c, kan gøres til genstand for skattemæssig afskrivning, når

de har en særlig tilknytning til en afskrivningsberettiget bygning. Dette

fremgår ligeledes af punkt 74 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om

afskrivningsloven, der i sin fulde ordlyd blev indarbejdet i

Ligningsvejledningen, senest i 1998-udgaven under afsnit E.C.4.1.2.

Endelig

indeholder lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslov ikke nogen

positiv tilkendegivelse af, at bygninger omfattet af § 14, stk. 1, kan

afskrives med forhøjet sats, hvis de accessorisk knytter sig til en bygning,

der afskrives med forhøjet sats. Hertil kommer yderligere, at bestemmelsen i

den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., ikke er blevet

videreført

i den gældende afskrivningslov.

Efter SKATs

opfattelse er der således ikke holdepunkter for at antage, at andre bygninger

end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3, nr. 1-3, kan

afskrives

som accessoriske. Det bemærkes i denne forbindelse, at

SKM2004.49.LSR

ikke - som advokaten gør gældende - kan anføres til støtte for, at der skulle

gælde noget sådant. I kendelsen sidestillede Landsskatteretten en

parkeringskælder

med en garage, og for garager, der knytter sig til

ikke-afskrivningsberettigede

bygninger, er der indført en særlig hjemmel til at afskrive.

I

Skattedepartementets brev af 9. november 2006, udtales det, at selskabets

hovedbygningsanlæg kan afskrives med forhøjet afskrivningssats, da det er

udsat

for særlig stor fysisk forringelse. Det udtales endvidere, at virksomhedens

øvrige bygninger også kan afskrives med forhøjet sats, da de knytter sig

accessorisk til hovedbygningsanlægget, jf. § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2.

pkt., i den tidligere afskrivningslov, som omtalt ovenfor.

Efter

gennemførelsen af den gældende afskrivningslov er der ikke længere hjemmel

til

at foretage forhøjede afskrivninger på selvstændigt afskrivningsberettigede

bygninger, der knytter sig til en bygning, der afskrives med forhøjet

afskrivningssats.

Det er derfor SKATs opfattelse, at bygninger, der er selvstændigt

afskrivningsberettigede, alene kan afskrives med forhøjet sats, hvis de selv

opfylder

betingelserne herfor. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i

Skattedepartementets

svar af 9. november 1989 henvises til nu ophævede bestemmelser, der ikke er

videreført i den gældende afskrivningslov, hvorfor svaret ikke længere kan

tillægges betydning.

SKAT finder

således ikke, at de bygninger m.v., der er opført i forbindelse med

virksomhedens hovedbygningsanlæg, kan afskrives med forhøjet sats under

henvisning til, at bygningerne accessorisk knytter sig til

hovedbygningsanlægget, der afskrives med forhøjet sats.

Det indstilles

herefter, at Skatterådet svarer "nej" til det stillede spørgsmål.

Skatterådets

afgørelse og begrundelse

Skatterådet

tiltrådte SKATs

indstilling.

Det bemærkes, at

Skatterådet ved denne afgørelse alene har taget stilling til forhold

vedrørende

indkomståret 2005.

Endvidere

bemærker Skatterådet, at der heller ikke er taget stilling til, om X A/S, er

berettiget til at afskrive på hovedbygningsanlægget med forhøjet sats, jf.

afskrivningslovens § 17, stk. 2.

Svaret er

bindende for skattemyndighederne i følgende periode

Svaret er

bindende i 5 år fra afgørelsens dato.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter