Afskrivning accessoriske bygninger
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Afskrivning – accessoriske bygninger
Spørgsmål
Skatterådet blev
spurgt, om det kunne bekræftes, at selskabet X A/S ved selvangivelsen for
indkomståret
2005 fortsat kunne afskrive bygninger og installationer som accessoriske til
et
bygningsanlæg, der blev afskrevet med forhøjet sats.
Svar
Nej, se
sagsfremstilling og begrundelse.
Beskrivelse af
de faktiske forhold
I brev af 9.
november 1989 udtalte Skattedepartementet som svar på en forespørgsel fra
selskabets revisor, at et bygningsanlæg tilhørende selskabet X A/S'
virksomhed
kunne afskrives efter den dagældende afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a.
Departementet udtalte endvidere, at bygningsanlægget var udsat for en sådan
fysisk forringelse, at levetiden måtte anses for under 50 år, hvorfor der var
mulighed for, at afskrivningssatserne forhøjes, jf. den dagældende
afskrivningslovs
§ 22, stk. 2. Ifølge Departementet måtte den endelige fastsættelse af
bygningsanlæggets
levetid foretages ud fra en konkret vurdering på grundlag af oplysninger fra
selskabet.
Skattedepartementet
blev endvidere spurgt, om bygningsanlægget kunne betragtes som
hovedvirksomheden,
således at de øvrige bygninger på selskabets grundareal kunne anses for
Læs alt
accessoriske til bygningsanlægget i det omfang, de tjente driften af
virksomheden.
Under hensyn til
at bygningsanlægget måtte anses for den centrale del af virksomheden samt
under
hensyn til de centrale værdier, som bygningsanlægget udgjorde, var det
Skattedepartementets opfattelse, at bygningsanlægget måtte anses for
moderbygning, og at diverse andre bygninger måtte anses for accessoriske til
bygningsanlægget i det omfang, bygningerne tjente driften af virksomheden. De
accessoriske bygninger kunne herefter afskrives med samme satser som
moderbygningen, dvs. med forhøjede afskrivningssatser, jf. den dagældende
afskrivningslovs § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2. pkt.
Selskabet har
herefter vurderet levetiden for bygningsanlægget til 20 år og har afskrevet
anlægget
med forhøjede satser. I indkomstårene til og med 1998 har selskabet således
afskrevet på bygningsanlægget med 9 pct. jf. § 22, stk. 1, i den tidligere
afskrivningslov, mens selskabet fra og med indkomståret 1999 har afskrevet på
bygningsanlægget med 8 pct., jf. § 17, stk. 2, i den nugældende
afskrivningslov.
Ved
selvangivelserne for årene forud for indkomståret 2005 har selskabet
endvidere
anset sine øvrige bygninger og installationer for accessoriske til
hovedbygningsanlægget
og har derfor anset sig for berettiget til at afskrives på disse bygninger og
installationer med forhøjede afskrivningssatser.
Forespørgers
opfattelse iflg. anmodning og høringssvar
Selskabets
advokat anfører, at det følger af afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt.,
at
alle bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til
erhvervsmæssigt
benyttede bygninger, kan afskrives. Dette gælder også de bygninger, der efter
afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, - uanset erhvervsmæssig anvendelse
-
lovgivningsmæssigt er afskåret fra afskrivning.
Det er
advokatens opfattelse, at det følger af afskrivningslovens § 17, stk. 3, at
alle bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1.
pkt.,
er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt benyttede
afskrivningsberettigede bygninger, kan afskrives med forhøjet sats, såfremt
de
erhvervsmæssigt benyttede afskrivningsberettigede bygninger, de nævnte
bygninger
og lokaler knytter sig til, er undergivet en forhøjet afskrivning.
Det er således
advokatens opfattelse, at se selskabet også efter gennemførelsen af den
gældende afskrivningslov er berettiget til at afskrive samtlige bygninger og
lokaler, der er accessoriske til hovedbygningsanlægget, med forhøjet
afskrivningssats.
Til støtte for
den påståede lovfortolkning har advokaten henvist til, at der i de særlige
bemærkninger
til § 14, stk. 3, i lovforslaget til den gældende afskrivningslov (L
102 FT
1997/98) anføres:
"Den
foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1, litra
c."
Denne
bestemmelse havde følgende ordlyd:
(Skattemæssig
afskrivning kan foretages på følgende erhvervsmæssigt benyttede) "
bygninger eller lokaler, der er beliggende i
eller i umiddelbar tilknytning til bygninger af den under a og b nævnte art
og
tjener driften af den virksomhed, hvortil disse bygninger anvendes."
(Advokatens kursivering).
Det gøres
gældende, at de bygninger og lokaler, der er omtalt i den tidligere
afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, bl.a. omfattede de bygninger, der er
opregnet i den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a og litra b,
(bygninger inden for industri, butikshandel m.v.), når de var tilknyttet
andre
§ 18 a- eller § 18 b-bygninger. Advokaten anfører, at dette direkte fremgår
af
22, stk. 4, i den tidligere afskrivningslov.
Advokaten gør
herefter gældende, at afskrivningslovens § 14, stk. 3, skal læses således, at
bygninger og lokaler, der er beliggende i tilknytning til erhvervsmæssigt
benyttede bygninger - i overensstemmelse med hvad der hidtil har været
gældende
- afskrives på samme måde som de bygninger, de knytter sig til, jf.
lovbemærkningerne til afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvori anføres, at
"den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende lovs § 18, stk. 1,
litra c". Advokaten bemærker, at dette også gælder de bygninger og
lokaler, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2, nr. 1-3, uanset at
disse bygninger og lokaler ellers ikke ville kunne afskrives.
Advokaten gør
endvidere gældende, at den ovenfor nævnte ordlydsfortolkning af
afskrivningslovens
§ 14, stk. 3, 1. pkt., understøttes af, at der i de særlige bemærkninger til
afskrivningslovens § 17, stk. 3, - der indeholder en henvisning til
afskrivningslovens § 14, stk. 3, som en betingelse for sit anvendelsesområde
-
er anført følgende:
"Den
foreslåede bestemmelse bygger på den gældende lovs § 22, stk. 4, dog er
bestemmelsen i væsentlig grad omformuleret for at tilpasse bestemmelsen til
den
nye struktur i den foreslåede § 14."
Advokaten gør på
dette grundlag gældende, at denne henvisning til den dagældende
afskrivningslovs
§ 22, stk. 4, rummer en forudsætning om, at afskrivningslovens § 14, stk. 3,
1.
pkt., omfatter de tidligere § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger. Den
dagældende § 22, stk. 4, vedrørte alene § 18, stk. 1, litra a- og b-bygninger
-
nu § 14, stk. 1-bygninger - hvorfor også henvisningen i forarbejderne til
afskrivningslovens § 17, stk. 3, indeholder en forudsætning om, at også andre
bygninger og lokaler end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 2,
nr. 1-3, kan afskrives accessorisk, når de knytter sig til andre
erhvervsmæssigt benyttede bygninger.
Det gøres
herefter gældende, at afskrivningslovens § 17, stk. 3, fuldt ud og i samme
omfang dækker det område, som den dagældende afskrivningslovs § 22, stk. 4,
dækkede.
Det gøres
endvidere gældende, at motivudtalelsen til afskrivningslovens § 17, stk. 3,
"...
i væsentlig grad omformuleret til at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i
den foreslåede § 14",
således sigter
til ophævelsen af forskellen mellem § 18, stk. 1, litra a-bygninger og § 18,
stk. 1, litra b-bygninger i afskrivningsmæssig henseende.
Der er
advokatens opfattelse, at den ovennævnte forståelse af afskrivningslovens §
14,
stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, stemmer bedst overens
med, hvad der følger af retskilderne:
Til støtte
herfor anfører advokaten, at det følger af en ordlydsfortolkning af
afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt., at alle bygninger og lokaler (også
bygninger og lokaler, som i sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14,
stk. 1), der knytter sig til erhvervsmæssigt benyttede bygninger, kan
afskrives
accessorisk.
Advokaten gør
gældende, at det følger af forarbejderne til afskrivningslovens § 14, stk. 3,
og afskrivningslovens § 17, stk. 3, herunder forarbejdernes henvisninger til
de
tidligere bestemmelser i afskrivningsloven, at også bygninger og lokaler, som
i
sig selv er omfattet af afskrivningslovens § 14, stk. 1, er omfattet af
de bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, 1. pkt.,
kan afskrives som accessoriske.
Det følger efter
advokatens opfattelse af en formålsfortolkning af afskrivningslovens § 17,
stk.
3, at bestemmelsens henvisning til afskrivningslovens § 14, stk. 3, dermed
også
omfatter bygninger og lokaler, der i sig selv kan være omfattet af
afskrivningslovens § 14, stk. 1. Dette skyldes, at adgangen til forhøjede
accessoriske afskrivninger som sit grundlag har en forudsætning om, at
afskrivninger på bygninger og lokaler, der indgår i en driftsøkonomisk enhed
-
for at opfylde formålet med de forhøjede accessoriske afskrivninger -
nødvendigvis må tage sit udgangspunkt i den hurtigste afskrivningstakt for de
bygninger og lokaler, der hører til enheden.
Advokaten
fremhæver, at der ikke i forarbejderne til den gældende afskrivningslov, i
spørgsmål/svar eller i forbindelse med det lovforberedende arbejde er nævnt
noget om, at der skal ske afskaffelse af forhøjede accessoriske afskrivninger
på bygninger og lokaler, der knytter sig til i øvrigt afskrivningsberettigede
bygninger. Efter advokatens opfattelse er udgangspunktet derfor, at der ikke
er
tilsigtet nogen ændring i den hidtil gældende retstilstand vedrørende
adgangen
til at anvende forhøjede accessoriske afskrivninger.
Advokaten
anfører, at Landsskatteretten i kendelsen
SKM2004.49.LSR
,
også refereret som TfS 2004,154, har forudsat, at også andre bygninger
(parkeringskælder) end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3,
nr.
1-3, kan knytte sig accessorisk til afskrivningsberettigede bygninger efter
afskrivningslovens § 14, stk.1.
Det har efter
advokatens opfattelse formodningen imod sig, at kun de bygninger, som
forudsætningsvis
bedst bevarer deres værdi under sædvanlig vedligeholdelse, f.eks.
kontorbygninger
og bygninger inden for den finansielle sektor, jf. afskrivningslovens § 14,
stk. 2, nr. 1-3, kan afskrives accessorisk under anvendelse af forhøjede
afskrivninger.
Advokaten
fremhæver, at det med den nye afskrivningslov hverken var tilsigtet at udvide
eller indskrænke området for skattemæssige afskrivninger, og han anfører, at
dette bl.a. kommer til udtryk i "Pinsepakkens"
reparationslovgivning
- lov nr. 958 af 20. december 1999 - hvor en utilsigtet begrænsning i
adgangen
til accessorisk afskrivning på bygninger og lokaler blev ophævet med virkning
fra den oprindelige lovs virkningstidspunkt.
Advokaten gør
endvidere gældende, at Landsskatteretten ved fortolkning af reglerne i
afskrivningsloven klart har lagt en formålsfortolkning til grund i stedet for
en ordlydsfortolkning i de tilfælde, hvor der ved fortolkning af
afskrivningslovens bestemmelser har skullet vælges mellem de to
fortolkningsmetoder.
Advokaten henviser herved til
SKM2003.440.LSR
og
SKM2004.284.LSR
.
Som det fremgår
af det ovenfor anførte, er det således advokatens opfattelse, at almindelig
anvendelse af relevante retskilder ved fortolkning af afskrivningslovens §
14,
stk. 3, 1. pkt., jf. afskrivningslovens § 17, stk. 3, fører til, at der ikke
med den ændrede indarbejdelse af adgangen til forhøjede accessoriske
afskrivninger er sket - eller er tilsigtet - nogen realitetsændring i forhold
til den gældende retstilstand.
Advokaten
anfører, at den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, rummede
hjemmel til at foretage skattemæssige afskrivninger på bygninger og lokaler,
der var beliggende i umiddelbar tilknytning til bygninger omfattet af
afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b. Efter advokatens opfattelse er
der intet i bestemmelsen, der tilsiger, at disse accessoriske bygninger ikke
også kunne være omfattet af afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og litra
b, - tværtimod er dette forudsat i den dagældende afskrivningslovs § 22, stk.
4.
Da det fremgår
af lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslovs § 14, stk. 3, at
bestemmelsen svarer til den tidligere lovs § 18, stk. 1, litra c, kan de
bygninger og lokaler, der efter afskrivningslovens § 14, stk. 3, kan
afskrives
som accessoriske, ifølge advokaten også være bygninger, der afskrives efter
afskrivningslovens § 14, stk. 1, dvs. tidligere bygninger omfattet af
afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a og b.
Advokaten
bemærker i denne forbindelse, at bestemmelsen i den tidligere
afskrivningslovs
§ 22, stk. 4, særskilt angav, hvilke forhøjede accessoriske afskrivninger,
der
kunne foretages, når bygninger blev afskrevet accessorisk efter den tidligere
afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. Bestemmelsen i den tidligere
afskrivningslovs § 22, stk. 4, 1. pkt., var nødvendig for at regulere den
særlige
situation, at en bygning både kunne afskrives særskilt efter § 18, stk. 1,
litra b, og tillige accessorisk til en § 18, stk. 1, litra a-bygning på
grundlag af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c. § 22, stk.
4,
2. pkt., regulerede den situation, at en bygning, der var
afskrivningsberettiget efter § 18 stk. 1, litra a eller b, efter § 18, stk.
1,
litra c, knyttede sig accessorisk til en anden § 18 a- eller § 18 b-bygning,
der på grund af fysisk nedslidning blev afskrevet hurtigere.
Advokaten
anfører, at i og med at opdelingen af de afskrivningsberettigede bygninger i
§
18 a- og § 18 b-bygninger blev forladt i den nye afskrivningslov, da
afskrivningssatsen som udgangspunkt blev ens, blev den tidligere lovs § 22,
stk. 4, 1. pkt., overflødig. Det var derfor alene nødvendigt at rumme den
tidligere lovs § 22, stk. 4, 2. pkt., i den nye lov. Dette skete med
omformulering af den nye lovs § 17, stk. 3, hvilket i lovbemærkningerne
kommer
til udtryk på den måde, at det anføres, at § 17, stk. 3, bygger på § 22, stk.
4. Hermed sigtes til § 22, stk. 4, 2. pkt., idet § 22, stk. 4, 1. pkt., med
opgivelsen af opdelingen i § 18 a- og § 18 b-bygninger, blev overflødig, jf.
ovenfor. Ifølge advokaten udtrykkes dette i lovmotiverne med en henvisning
til,
at den ny afskrivningslovs § 17, stk. 3, i væsentlig grad er omformuleret for
at tilpasse bestemmelsen til den nye struktur i § 14. Advokaten anfører, at
henvisningen i den nye lovs § 17, stk. 3, til § 14, stk. 3, således omfatter
nøjagtig samme område, som tidligere var indeholdt i § 22, stk. 4, 2.
punktums
henvisning til § 18 c ("...på den foran nævnte måde knytter sig
til...").
Advokaten
henviser endvidere til "Afskrivningsloven - en lovkommentar", der
blev udgivet i 1998 kort tid efter vedtagelsen af den nye afskrivningslov.
Bogen er skrevet af lovchef i Skatteministeriets Departement Jens Drejer og
Hanne Søgaard Hansen, der er tidligere afdelingschef i
Skatteministeriet.
I kommentaren
til afskrivningslovens § 17, stk. 3, er anført følgende:
"
Accessoriske bygninger til bygninger med
nedsat levetid
Efter AL § 14,
stk. 3, kan en bygning, der er accessorisk til en bygning, der afskrives med
forhøjet
sats efter AL § 14, stk. 2, ligeledes afskrives med den forhøjede sats. Stk.
2
bygger på den tidligere lovs § 22, stk. 4, dog er bestemmelsen i væsentlig
grad
omformuleret for at tilpasse bestemmelsen den nye struktur i AL § 14.
Hvis en bygning,
der med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til en bygning, for
hvilken afskrivningssatsen er forhøjet, gælder den forhøjede afskrivningssats
altså også for den tilknyttede bygning.
Det
kan f.eks gælde for driftsbygninger til et gartneri, der ligger i umiddelbar
tilknytning til virksomhedens drivhuse. " (Advokatens kursivering).
Det er således
advokatens opfattelse, at selskabet også for indkomstansættelsen for 2005 og
senere indkomstår er berettiget til at afskrive på de accessoriske bygninger
og
installationer med samme sats, som anvendes for hovedbygningsanlægget, der
afskrives med forhøjet sats, jf. afskrivningslovens § 17, stk. 2.
SKATs
indstilling og begrundelse
SKAT bemærker,
at den gældende afskrivningslov, lov nr. 433 af 26. juni 1998 - bortses fra
nogle få overgangsbestemmelse - har virkning fra og med indkomståret 1999.
Efter den
tidligere afskrivningslov kunne bygninger omfattet af denne lovs § 18, stk.
1,
litra a, og bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives med
forskellig sats.
Endvidere kunne
der efter den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra c, afskrives på
bygninger,
der accessoriske knyttede sig til bygninger nævnt i § 18, stk. 1, litra a
eller
b. De pågældende bygninger kunne afskrives med den sats, der gjaldt for den
bygning, som de knyttede sig til, jf. § 22, stk. 5.
Bygninger, der
var omfattet af den tidligere afskrivningslovs § 18, stk. 1, litra a eller b,
og som var udsat for særlig stor fysisk forringelse, kunne afskrives med
forhøjet sats, jf. § 22, stk. 2, og § 22, stk. 3, sidste punktum, jf.
22,
stk. 2.
Endelig fulgte
det af den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., at bygninger,
der
var selvstændigt afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b,
kunne afskrives med forhøjet sats, hvis de knyttede sig til en bygning, der i
medfør af § 22, stk. 2, kunne afskrives med forhøjet sats. Efter § 22, stk.
4,
1. pkt., kunne bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra b, afskrives
med
den højere sats, der gjaldt for bygninger omfattet af § 18, stk. 1, litra a,
hvis de knyttede sig til en § 18, stk. 1, litra a-bygning.
Efter den
gældende afskrivningslovs § 14, stk. 1, kan der som udgangspunkt afskrives på
alle afskrivningsberettigede bygninger. Ifølge § 14, stk. 2, er en række
bygninger dog undtaget fra denne afskrivningsret. Bygninger, der ikke
selvstændigt
er afskrivningsberettigede, jf. § 14, stk. 2, nr. 1-3, men som accessorisk
knytter sig til en afskrivningsberettigede bygning, kan afskrives efter 14,
stk. 3.
Det følger af §
15, stk. 1, at installationer, der udelukkende tjener afskrivningsberettigede
bygninger, behandles og afskrives efter § 14.
Svarende til
hvad der gjaldt efter den tidligere afskrivningslov, kan bygninger, der er
særlig udsat for fysisk forringelse, afskrives med forhøjet sats, jf.
afskrivningslovens § 17, stk. 2.
Endvidere er der
ifølge afskrivningslovens § 17, stk. 3, mulighed for at foretage forhøjede
afskrivninger på bygninger, der afskrives som accessoriske i henhold til
afskrivningslovens § 14, stk. 3, hvis den accessoriske bygning knytter sig
til
en bygning, hvorpå der kan afskrives med forhøjet afskrivningssats.
Afskrivningslovens
§ 17, stk. 3, har følgende ordlyd:
"Såfremt en
bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk. 3, knytter sig til en
bygning, for hvilken afskrivningssatsen er forhøjet efter § 17, stk. 2,
gælder
den forhøjede afskrivningssats også for den tilknyttede bygning."
Efter SKATs
opfattelse giver hverken en naturlig sproglig forståelse af
afskrivningslovens
§ 17, stk. 3, eller bemærkningerne til lovforslaget grundlag for advokatens
antagelse om, at "en bygning, hvorpå der kan afskrives efter § 14, stk.
3", også skulle omfatte bygninger, der er selvstændigt
afskrivningsberettigede
efter § 14, stk. 1. I lovbemærkningerne anføres det, at § 17, stk. 3,
bygger på den hidtidige lovs § 22, stk. 4. Efter § 22, stk. 4, 2. pkt., kunne
§
18 a- og § 18 b-bygninger afskrives med forhøjet sats, hvis de på den i § 18,
stk. 1, litra c, nævnte måde knyttede sig til en bygning, der kunne afskrives
med forhøjet sats, men der var dog ikke tale om, at § 18 a- og § 18
b-bygninger
blev omfattet af § 18, stk. 1, litra c. Dette fremgår direkte af
forarbejderne
til lov nr. 183 af 31. maj 1968 om ændring af lov om skattefri afskrivninger.
(Ved denne lov blev § 18 ændret således, at bygninger ikke længere skulle
afskrives over den skønnede levetid, men derimod skulle afskrives med faste
satser, hvis maksimale størrelse afhang af, om bygningen var opregnet i § 18,
stk.1, litra a, eller § 18, stk. 1, litra b. Endvidere blev der med § 18,
stk.
1, litra c, indført hjemmel til at afskrive på accessoriske bygninger). I
bilag
2 af 9. maj 1968, der er optrykt i betænkningen til forslaget til
ændringsloven,
L 92-
2 FT
1967/1968, blev
der således anført:
"Den
foreslåede § 18, stk. 1, litra c, hjemler afskrivningsret for bygninger, der
ikke er afskrivningsberettigede efter lovforslagets almindelige regler, men
som
med hensyn til beliggenhed og anvendelse knytter sig til
afskrivningsberettigede
bygninger."
I
overensstemmelse hermed fremgår det af punkt 15 i cirkulære af 9. juli 1968
om
ændring af afskrivningsloven, at bygninger og lokaler, der ikke er
afskrivningsberettigede efter § 18, stk. 1, litra a eller b, ifølge lovens §
18, stk. 1, litra c, kan gøres til genstand for skattemæssig afskrivning, når
de har en særlig tilknytning til en afskrivningsberettiget bygning. Dette
fremgår ligeledes af punkt 74 i cirkulære nr. 188 af 22. november 1983 om
afskrivningsloven, der i sin fulde ordlyd blev indarbejdet i
Ligningsvejledningen, senest i 1998-udgaven under afsnit E.C.4.1.2.
Endelig
indeholder lovbemærkningerne til den gældende afskrivningslov ikke nogen
positiv tilkendegivelse af, at bygninger omfattet af § 14, stk. 1, kan
afskrives med forhøjet sats, hvis de accessorisk knytter sig til en bygning,
der afskrives med forhøjet sats. Hertil kommer yderligere, at bestemmelsen i
den tidligere afskrivningslovs § 22, stk. 4, 2. pkt., ikke er blevet
videreført
i den gældende afskrivningslov.
Efter SKATs
opfattelse er der således ikke holdepunkter for at antage, at andre bygninger
end dem, der er nævnt i afskrivningslovens § 14, stk. 3, nr. 1-3, kan
afskrives
som accessoriske. Det bemærkes i denne forbindelse, at
SKM2004.49.LSR
ikke - som advokaten gør gældende - kan anføres til støtte for, at der skulle
gælde noget sådant. I kendelsen sidestillede Landsskatteretten en
parkeringskælder
med en garage, og for garager, der knytter sig til
ikke-afskrivningsberettigede
bygninger, er der indført en særlig hjemmel til at afskrive.
I
Skattedepartementets brev af 9. november 2006, udtales det, at selskabets
hovedbygningsanlæg kan afskrives med forhøjet afskrivningssats, da det er
udsat
for særlig stor fysisk forringelse. Det udtales endvidere, at virksomhedens
øvrige bygninger også kan afskrives med forhøjet sats, da de knytter sig
accessorisk til hovedbygningsanlægget, jf. § 22, stk. 5, og § 22, stk. 4, 2.
pkt., i den tidligere afskrivningslov, som omtalt ovenfor.
Efter
gennemførelsen af den gældende afskrivningslov er der ikke længere hjemmel
til
at foretage forhøjede afskrivninger på selvstændigt afskrivningsberettigede
bygninger, der knytter sig til en bygning, der afskrives med forhøjet
afskrivningssats.
Det er derfor SKATs opfattelse, at bygninger, der er selvstændigt
afskrivningsberettigede, alene kan afskrives med forhøjet sats, hvis de selv
opfylder
betingelserne herfor. Det bemærkes i denne forbindelse, at der i
Skattedepartementets
svar af 9. november 1989 henvises til nu ophævede bestemmelser, der ikke er
videreført i den gældende afskrivningslov, hvorfor svaret ikke længere kan
tillægges betydning.
SKAT finder
således ikke, at de bygninger m.v., der er opført i forbindelse med
virksomhedens hovedbygningsanlæg, kan afskrives med forhøjet sats under
henvisning til, at bygningerne accessorisk knytter sig til
hovedbygningsanlægget, der afskrives med forhøjet sats.
Det indstilles
herefter, at Skatterådet svarer "nej" til det stillede spørgsmål.
Skatterådets
afgørelse og begrundelse
Skatterådet
tiltrådte SKATs
indstilling.
Det bemærkes, at
Skatterådet ved denne afgørelse alene har taget stilling til forhold
vedrørende
indkomståret 2005.
Endvidere
bemærker Skatterådet, at der heller ikke er taget stilling til, om X A/S, er
berettiget til at afskrive på hovedbygningsanlægget med forhøjet sats, jf.
afskrivningslovens § 17, stk. 2.
Svaret er
bindende for skattemyndighederne i følgende periode
Svaret er
bindende i 5 år fra afgørelsens dato.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse af 27. november 2003 vedr. straksafskrivning på landbrugsejendom. Ombygning påbegyndt i 1999 og afsluttet i 2000. Retsinformation · 19. februar 2004
- Afskrilvning accessoriske bygninger Retsinformation · 1. august 2006
- Landsskatteretskendelse af 9. oktober 2003 vedr. selskab med udlejning af fast ejendom. Afskrivning og hårde hvidevarer. Retsinformation · 19. februar 2004
- Landsskatteretskendelse af 16. oktober 2003 vedr. opgørelse af beregningsgrundlaget for straksfradrag. Retsinformation · 17. februar 2004
- Ugyldighed, tilskud/udbytte fra datterselskab til moderselskab, ændring af afskrivningsgrundlag og beregning af straksfradrag Landsskatteretten · 21. oktober 2008
- Landsskatteretskendelse af 4. juni 2002 vedr. Indretning af lejede lokaler afskrivning - interessefællesskab Retsinformation · 11. september 2003
Lignende dokumenter
- Afskrilvning accessoriske bygninger Retsinformation · 1. august 2006
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1991 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008