Landsskatteretskendelse af 20. marts 2002 vedr. forsikringsformidleres vederlag.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 20. marts 2002 vedr.
forsikringsformidleres vederlag.
Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset A A/S
for pligtig at indeholde A-skat m.v. i
fremtidige vederlag til forsikringsformidlere. Regionen har endvidere fundet,
at selskabet skal medregne vederlag udbetalt til forsikringsformidlerne til
selskabets lønsumsafgiftsgrundlag.
Det fremgår af sagen, at A A/S, der blev etableret i 1997, er et
100 % ejet datterselskab af den tyske forsikringskoncern B. A A/S’s
formål er
at varetage administrative funktioner for C AG (livsforsikringer) og D AG
(ulykkesforsikringer). Begge forsikringsselskaber er i Danmark etableret som
filialer af de tyske moderselskaber.
Salget af filialernes forsikringer foregår gennem en
organisation af forsikringsformidlere. Formidlerne, hvoraf der siden 1997 har
været ca. 2000, har indgået en aftale med A A/S.
Det er om aftalevilkårene oplyst, at de dels består af en
individuel del, dels en del benævnt ”Almindelige Aftalebetingelser"
med
bilaget "Retningslinier for markedsføring". Derudover har
virksomheden
opstillet et sæt etiske retningslinier for forsikringsformidlernes
henvendelse
til forbrugere. Det er såvel i den individuelle del af aftalen som i
"Almindelige Aftalebetingelser" tilkendegivet, at den enkelte
formidler skal opfattes som selvstændig erhvervsdrivende.
Af del I om samarbejdets indhold og del II om særlige
bestemmelser for markedsføring i de almindelige aftalebetingelser fremgår
følgende:
DEL I
Læs alt
Samarbejdets indhold
1. Grundlæggende
For vores tillidsfulde samarbejde gælder følgende bestemmelser.
Ændringer og fravigelser skal være skriftligt bekræftet af begge parter for
at
have gyldighed.
De er som selvstændig erhvervsdrivende forsikringsformidler og
udøver Deres virksomhed for egen regning og risiko. Derfor skal
De
afholde/afregne samtlige dermed forbundne offentlige skatter, afgifter og
gebyrer, og det er Deres ansvar at sørge for, at den dertil hørende
lovgivning
overholdes.
Som selvstændig erhvervsdrivende forsikringsformidler kan De
frit bestemme omfang, sted, tid og tilrettelæggelse af Deres virksomhed. De
nyder ingen områdebeskyttelse. For Deres virksomhed modtager De udelukkende
et
resultatafhængig provisionsvederlag. Der er intet krav på en fast provision
eller minimumsprovision. De kan heller ikke gøre krav gældende efter
funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige love eller regler.
Samarbejdet mellem Dem og A A/S omfatter formidling af
forsikringsaftaler for C AG, filial for Danmark, og D AG, filial for Danmark
(herefter ”A Filialer”) og andre selskaber, som A A/S indgår
aftaler med.
De har ikke ret til på A filialers vegne at afgive bindende
erklæringer, dækningstilsagn eller andre viljeserklæringer af nogen som helst
art.
Det er Dem udtrykkeligt forbudt at sammenkæde opfordringer til
tilbud om forsikring, forsikringsbegæringer/-aftaler og lign. med andre
retshandler (forbud mod at yde tilgift).
2. Registerlovgivning
De skal som formidler af forsikringer iagttage de til enhver tid
gældende registerlove samt andre love og regler vedrørende omgang med
personoplysninger,
herunder også om tavshedspligt og fortrolighed.
3. Ændring af
hjemsted/forretningsadresse
De skal uden ophold meddele A A/S eventuelle ændringer i Deres
hjemsteds- eller forretningsadresse.
4. Driftsomkostninger
Omkostningerne til Deres formidlingsvirksomhed og til de dertil
nødvendige driftsmidler, kontorlokaler og udstyr, samt driftsorganisation må
De
selv afholde. Hertil hører især omkostninger til personale, lokaliteter,
inventar, telefon, transportmidler, rejser, porto, kontorartikler osv. samt
eventuel professionel eller erhvervsansvarsforsikring.
5. Kunde- og
formidleradresser
Såvel under som efter ophør af denne formidleraftale er det Dem
forbudt at meddele eller give tredjemand, især konkurrenter, adgang til
kunde-
eller formidleradresser. Ved overtrædelse ifaldes en konventionalbod på kr.
1.000 for hver kundeadresse og kr. 4.000 for hver formidleradresse.
Ved formidleraftalens ophør skal De uden ophold returnere
kundeadresser og formidleradresser til A A/S. Lagrede data skal slettes og
øvrigt originalt materiale eller optegnelser returneres, og kopier makuleres,
og De har ikke ret til at udøve tilbageholdelsesret, uanset om De måtte have
krav mod A A/S.
6. Illoyal hvervning
Det er Dem såvel under som efter ophør af aftaleforholdet
forbudt systematisk eller på ubillig måde eller ved at forlede til
kontraktbrud
at hverve eller forsøge at hverve formidlere fra A A/S eller kunder fra A
Filialer. Tilsvarende gælder for hvervning af formidlere, der virker for A
A/S,
til anden virksomhed. Ved grov eller gentagen overtrædelse ifaldes en
konventionalbod, kr. 100.000, for hver enkel overtrædelse. Betaling af
konventionalbod berører ikke pligten til fortsat efterlevelse.
7. Formidleraftalens
ophør
Formidleraftalen kan opsiges med én måneds varsel til ophør ved
en måneds udgang. Retten til at bringe formidleraftalen til ophør uden
varsel,
dvs. til at hæve, forbliver uberørt.
Væsentlig misligholdelse, der berettiger A A/S til at hæve
formidleraftalen, foreligger især, hvis De overtræder:
de til enhver tid gældende markedsførings-, dørsalgs- eller
tilsvarende forbrugerbeskyttelseslove og
regler,
væsentlige bestemmelser i formidleraftalen, eller
hvis De har afgivet urigtige oplysninger i ”Tilmelding som
selvstændig partner”.
En opsigelse skal ske skriftligt.
Formidleraftalen ophører uden yderligere varsel, når De fylder
67 år.
8. Opfyldelsessted,
værneting og lovvalg
Opfyldelsessted for alle forpligtelser og værneting for alle
tvistigheder, der udspringer af formidleraftalen, er København respektive
– for
så vidt muligt – Sø- og Handelsretten i København, ellers Københavns
byret. For
formidleraftalen finder dansk ret anvendelse.
DEL II
Særlige bestemmelser for markedsføring
1. Annoncer, tilbud og
tryksager
Foretager De markedsføring i A Filialers og/eller A’s navn, skal
denne forinden være afstemt med A Filialer og/eller A A/S. Omkostningerne til
markedsføring bærer De selv.
2. Juridisk og anden
rådgivning
De skal til enhver tid iagttage reglerne for juridisk eller
anden rådgivning og bistand, der er forbeholdt visse professioner eller
erhverv
(som fx ”vinkelskriverloven”).
3. Oplysninger om
bonusberettigelse
De må kun anvende de af A Filialer autoriserede og officielt
udgivne bonuseksempler og bonusprognoser i forbindelse med oplysninger om
bonusberettigelse. Ved overtrædelse vil vi i givet fald gøre Dem
erstatnings-/regrespligtig.
4. Indrømmelse af
fordele/begunstigelser, forbud mod afgivelse af provision.
De er uberettiget til at indrømme eller tilsige kunder
begunstigelser eller fordele. Herunder hører bl.a. afgivelse af provision
såvel
som eftergivelse af præmier og gebyrer. Dette forbud kan ikke omgås derved,
at
begunstigelserne eller fordelene m.v. indrømmes tredjemand (fx
skinforhandlere,
foreninger osv.). Tilsvarende er De uberettiget til at gøre udlæg for præmier
på kundens vegne.
5. Retningslinier for
markedsføring
De skal til enhver tid iagttage de vedhæftede ”Retningslinier
for markedsføring”, der udgør en vigtig del af aftaleforholdet.
6. Præmier
De har ikke ret til at opkræve eller modtage præmier.
7. Retsskridt mod
kunderne hos B-koncernens danske filialer (A Filialer)
Det er forbeholdt A Filialer at træffe afgørelse om påbegyndelse
af retsskridt mod kunderne.
8. Videregivelse af
viljeserklæringer m.v.
De bedes uden ophold videregive opfordringer til tilbud om
forsikringer, underskrevne forsikringsbeviser, andre erklæringer af enhver
art
samt andet materiale modtaget fra kunderne til A A/S. Forsinkelser og
langsommelighed kan medføre ulempe for Dem og A A/S.
Formidlere rekrutteres ved, at formidleren selv finder nye
formidlere.
Det fremgår af sagen, at nye formidlere for egen regning
deltager i et weekendkursus på et hotel i Nordtyskland. Prisen inklusiv
transport og ophold udgør 1.200 kr. Al anden kursusvirksomhed,
videreuddannelse
m.v., finansieres af A A/S. Disse kursusudgifter dækkes via en puljeordning,
der opbygges i takt med salget.
Det fremgår af sagen, at aflønningen alene er resultatorienteret
provisionsvederlag, der udbetales en gang om måneden. Selve
provisionsstørrelsen
fremgår af de almindelige aftalebetingelser. Den provisionssats, der
oppebæres
ved salg, er progressivt stigende. Des mere salg, des højere vil den
procentuelle provision være. Formidlerne starter på vederlagstrin A
(aspirant),
og bestemt af de i et produktionshalvår realiserede
nettoproduktionsresultater
sker der oprykning til højere vederlagstrin (trin 1-6).
Nettoproduktionsresultatet opgøres som saldoen mellem alle
enhedsgodskrivelser
og enhedstilbageregninger.
Når en formidler opnår niveau 6, kan formidleren, hvis A A/S
giver tilladelse hertil, opnå en forhøjet provision, der ikke kan overstige
kr.
160.000 pr. måned. Det er dog en forudsætning, at der indgås en
salgskontorlederkontrakt med den pågældende i forbindelse med oprettelsen af
et
salgskontor. Der er p.t. oprettet 7 salgskontorer i Danmark.
Derudover kan den enkelte opnå bistandsvederlag fra formidlere,
som han/hun hverver og bistår i arbejdet. Bistandsvederlag opgøres som
forskellen mellem pengeværdien pr. enhed på modtagerens vederlags-trin og
pengeværdien på det vederlagstrin, der er gældende for de/den biståede
formidler. Vederlaget modtages så længe, der ydes bistand, og
formidleraftalen
i øvrigt består. Biståede formidleres nettoproduktionsresultat medregnes ved
opgørelsen af bistandsyderens nettoproduktionsresultat. Bistandsforhold
mellem
formidlere er fastlagt af
A A/S og skal
godkendes af selskabet.
Det er om bistandsvederlaget supplerende oplyst, at A A/S alene
godkender, om man vil indgå formidleraftale med den pågældende formidler,
derimod godkender man ikke bistandsforholdet. Når en formidler rykker op i
hierarkiet vil han/hun ikke længere være underlagt bistandsforholdet til den
formidler, som oprindelig hvervede ham/hende.
Selskabet tilbageholder 20 % af den provision, der skal
afregnes, som en stornokonto, der anvendes til udligning af tilbageregninger.
Stornohæftelsen er fastsat til at udgøre 18 måneder for den første fjerdedel
af
den tegnede forsikringsbestand, for anden, tredje og sidste fjerdedel hver
yderligere 6 måneder, således at den højeste stornohæftelsestid udgør 36
måneder. Der er fastsat specielle regler for ulykkesforsikringer.
Den enkelte formidler kan ikke råde over tilgodehavendet på
stornoreservekontoen, før hæftelsestiden er udløbet. A A/S forbeholder sig
yderligere ret til at modregne eventuelle krav i tilgodehavendet, også efter
at
hæftelsestiden er udløbet. Såfremt kontoens indestående ikke er
tilstrækkeligt
til udligning af de med urette optjente pengeværdier, har formidleren efter
udtræden pligt til at betale differencen op til det samlede beløb, der med
urette er modtaget som vederlag.
Det er endvidere oplyst, at A A/S varetager al administration i
forbindelse med beregning af formidlernes provision, herunder fastsættelse af
provisionens størrelse. Det er ligeledes A A/S, der varetager kontakten til
moderselskabet i Tyskland. Der foregår således ingen fakturering mellem
formidlerne og A A/S.
Det fremgår af sagen, at 71 % af A A/S’s formidlere i 1998 havde
et indtjeningsgrundlag
på under 50.000
kr. I 1999 havde 91 % af formidlerne et indtjeningsgrundlag under 10.000 kr.
Det fremgår af klageskrivelsen, at formidlerne er frit stillede
med hensyn til, hvordan de vil tilrettelægge deres arbejde, hvem de vil sælge
til, hvordan de kontakter kunden, og hvor meget tid de vil bruge på salget,
herunder om de vil arbejde fuldtid eller blot have det som bibeskæftigelse. A
A/S’s kontakt til formidlerne er begrænset til koordineringsmøder med de
8-10
største formidlere. Der afholdes cirka 6-8 sådanne møder om året. Der er
ingen
fast kontakt til de øvrige formidlere. Kontakten til disse består typisk i
orientering om faglige forhold, for eksempel dækningsspørgsmål m.v. af A
A/S’s
policefolk samt besvarelse af tekniske spørgsmål efter henvendelse fra en
formidler.
Det fremgår videre af klageskrivelsen, at en stor del af
formidlerne har andet arbejde ved siden af, og for dem er der tale om ren
bibeskæftigelse. Det typiske er, at formidlere, når de påbegynder samarbejdet
med A A/S, har anden beskæftigelse/virksomhed ved siden af. De formidlere,
der
klarer sig godt, vælger herefter at engagere sig mere i arbejdet, og bruger
således betydelig mere tid og langt flere omkostninger på salgsarbejdet. De
mest succesfulde formidlere har etableret egne salgskontorer og har ansat
personale, der varetager administrative funktioner.
Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,
at A A/S skal indeholde A-skat m.v. i udbetaling af provisioner til
forsikringsformidlere, der ikke driver aktiviteterne i selskabsform eller som
i
henhold til ligningsmæssig gennemgang er godkendt som selvstændige
erhvervsdrivende. Endvidere har regionen fundet, at A A/S fra og med 1997
skal
medregne de udbetalte provisioner ved selskabets opgørelse og afregning af
lønsumsafgift.
Told- og skatteregionen har som begrundelse anført, at
forsikringsformidlerne efter en samlet vurdering skattemæssigt må anses som
lønmodtagere eller i et lønmodtagerlignende forhold. Regionen har herved lagt
vægt på følgende:
den enkelte forsikringsformidler udelukkende har én hvervgiver –
A A/S,
at formidlerens aktiviteter alene har til formål at fremme A
A/S’s salg af forsikringer,
at vederlag for arbejdsopgaven i det væsentlige udgør
nettoindkomst for modtageren, idet dennes omkostninger hverken efter
størrelse
eller art kan anses for at være væsentlig større end normalt i
lønmodtagerforhold,
at der af A A/S er fastlagt generelle retningslinier for
arbejdets udførelse i form af forsikringseksempler og beregninger,
at der af A A/S er fastlagt etiske retningslinier for arbejdets
udførelse,
at vederlag og udviklingsmuligheder i arbejdsforholdet ensidigt
er fastlagt af A A/S, der fastlægger tidspunktet for vederlagets udbetaling,
annoncering varetages alene af A A/S,
at A A/S faktisk har krævet, at visse formidlere dagligt mødte
på et fast kontor til en fast tid, og at der foregik daglig afrapportering,
der er aftalt opsigelsesvarsel.
Told- og skatteregionen har endvidere anført, at forholdet
mellem A A/S og formidlerne i betydelig grad styres af generelle
retningslinier
fastsat af A A/S, og dette er bestemmende for formidlernes adfærd uden at
dette
nødvendigvis udmøntes i direkte ordrer. Regionen har i bemærket, at det af
kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 ikke er fastsat som en
betingelse, at arbejdsgiveren skal udføre en egentlig kontrollerende
virksomhed
overfor den enkelte.
Regionen har videre anført, at indtjeningsniveauet for A A/S’s
formidlere, der i 1998 lå under 50.000 kr. for 71 % af formidlerne og i 1999
for 91 % af formidlerne lå under 10.000 kr., ikke giver grundlag for en
antagelse om afholdelse af erhvervsmæssige omkostninger, udover hvad der er
normalt for lønmodtagere i almindelighed.
Regionen har anført, at det fremgår af cirkulære nr. 129 af 4.
juli 1994, at vederlag i form af provision betegnes som almindeligt i
lønmodtagerforhold. Endvidere er vederlaget og udviklingsmulighederne
ensidigt
fastsat af A A/S. Der ses således ikke mulighed for at formidlerne, som det
er
almindelig mellem selvstændige erhvervsudøvere, gennem gensidige
forhandlinger
kan påvirke vederlagets størrelse.
At formidlerne i henhold til aftalebetingelserne er afskåret fra
anvendelse af funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige
regler, begrunder ikke i sig selv, at der ikke er tale om lønmodtagerforhold.
Endvidere ses spørgsmålet om aftaler udenom funktionærloven ikke at være
prøvet
ved domstolene.
For så vidt angår dommen gengivet i TfS 1995.458 fremgår det af
afgørelsen, at forsikringsformidleren, der havde indgået to aftaleforhold med
forsikringsselskaber, i det ene forhold blev anset for selvstændig. Der blev
i
dommen ved det selvstændige forhold lagt vægt på, at forsikringsselskabet
ikke
havde instruktionsbeføjelser overfor mægleren og ikke hæftede for fejl
overfor
mæglerens kunder, som selskabet i øvrigt ikke havde nogen kontakt til. Det
var
i sagen desuden oplyst, at en forsikringsmægler varetog sine kunders
interesser, og at forsikringsselskabet ikke havde adgang til at kontakte
mæglerens kunder direkte, men at al kontakten gik gennem mægleren. Endvidere
fremgik det, at mægleren havde mulighed for at afhænde forsikringsporteføljen
til en anden mægler, ligesom han var berettiget til at medtage porteføljen
til
et andet forsikringsselskab. Det er regionens opfattelse, at ingen af disse
forhold
er karakteristiske for forsikringsformidlere under A A/S.
Endelig finder regionen ikke, at den pålagte stornohæftelse i
sig selv er udtryk for en sådan økonomisk risiko, der efter kriteriet i
cirkulære nr. 129 kan begrunde selvstændig virksomhed. Dette støttes efter
regionens opfattelse på, at personer, der er i et traditionelt
ansættelsesforhold indenfor forsikringsbranchen, er omfattet af tilsvarende
ordninger.
A A/S’s advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand
om, at formidlerne ikke står i tjenesteforhold til selskabet, hvorfor der
ikke
er hjemmel til at pålægge det at indeholde A-skat mv. i forbindelse med
udbetaling af provisioner, ligesom der ikke er hjemmel til at opkræve
lønsumsafgift heraf.
Til støtte for sin påstand har advokaten anført, at det i
relation til lønsumsafgiftsloven er uden betydning, hvorvidt formidlerne
opfylder betingelserne for at være selvstændige erhvervsdrivende. Det
afgørende
er, om formidlerne står i et tjenesteforhold til A A/S. Det spørgsmålet skal
bedømmes på baggrund af de kriterier, der fremgår af personskattecirkulæret
nr.
129 af 4. juli 1994.
Advokaten har anført, at kriterierne er kendetegnende for, at et
tjenesteforhold ikke kan anses for at være opfyldt. Han har i den forbindelse
anført følgende:
Det centrale i tjenesteforholdet er, at arbejdsgiveren kan give
den ansatte instruktioner, og at den ansatte tilsvarende er pligtig at følge
disse instruktioner. For eksempel kan arbejdsgiveren bestemme, hvilket
arbejde
den pågældende skal udføre, og hvordan det skal udføres. Han kan kræve, at
den
ansatte aflægger rapport, og den ansatte er underkastet arbejdsgiverens
ledelse. Ingen af disse forhold er til stede i A A/S’s tilfælde.
Formidlerne
tilrettelægger selv salgsarbejdet.
Formidlerne er frit stillede med hensyn til at udføre arbejde
for andre. Der er heller ikke forbud mod at sælge forsikringer for andre
forsikringsselskaber. Der er ingen pligt til løbende at levere en
arbejdsydelse. Der er eksempler på, at en formidler har solgt 1 forsikring og
herefter intet har solgt i et helt år, hvorefter der sælges en ny forsikring.
Dette adskiller sig fra hvad der er sædvanligt i et tjenesteforhold.
Der er ikke fastsat nogen arbejdstid for formidlerne.
Arbejdstiden og omfanget bestemmes alene af formidleren selv.
Aftalens opsigelsesvarsel adskiller sig fra lønmodtagerforhold
derved, at formidlerne har aftalt et kortere opsigelsesvarsel end det, der
gælder efter funktionærloven. Desuden ville det være atypisk, såfremt en
skriftlig kontrakt vedrørende et samarbejdsforhold ikke indeholdt et
opsigelsesvarsel. Alternativet ville være en deklaratorisk regel om opsigelse
med ”et passende varsel”.
Vederlaget er alene provision og adskiller sig markant fra, hvad
der er normalt i et tjenesteforhold. Endvidere adskiller det sig fra et
almindeligt tjenesteforhold derved, at de pågældende formidlere kan opnå
vederlag, selvom de ikke har forestået salget. Gennem det såkaldte
hvervningssystem har formidlerne mulighed for at opnå provision af salg
foretaget af andre formidlere, der er under dem i strukturen. Endelig kan
provisionen kræves tilbagebetalt, hvilket ikke er muligt i et
tjenesteforhold,
jf. funktionærlovens § 9.
At vederlaget udbetales periodisk er en praktisk foranstaltning.
Det skyldes, at forsikringsprovision først afregnes, når forsikringerne er
accepterede. Det er kun forsikringsselskabet, der kan acceptere forsikringen,
ligesom det er forsikringsselskabet, der opkræver præmien og derved afregner
provisionen. Desuden er det sædvanligt i agentforhold, at hvervgiveren
afregner
vederlaget periodisk. Det er et centralt element i samarbejdsforholdet, at
formidleren har driftsrisiko for de ved salget forbundne omkostninger. Selv
de
mindre formidlere har driftsudgifter som kørsel, kontorhold, gaver
repræsentation m.v.
De enkelte formidlere har ved aftalen accepteret, at de ikke
anses som lønmodtagere i henhold til lovgivningen vedrørende ferie,
arbejdsløshedsforsikring, arbejdsskadeforsikring, arbejdsmiljø osv.
Advokaten har endvidere anført, at følgende af de i cirkulæret
opregnede kriterier kendetegnende selvstændig erhvervsvirksomhed er opfyldt:
A A/S har ingen instruktionsbeføjelser overfor de enkelte
formidlere. Formidlerne tilrettelægger, leder og fordeler selv salgsarbejdet.
Formidlerne er frit stillet med hensyn til at udføre arbejde for
andre. Mange af formidlerne har anden beskæftigelse ved siden af. Nogle
sælger
andre produkter som smykker, kosmetik, internetydelser, finansielle ydelser.
Andre sælger forsikringer fra andre forsikringsselskaber, herunder
konkurrerende
forsikringsprodukter.
Formidlerne har påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko. Det
er formidlerne, der ejer alle driftsmidler og afholder alle
driftsomkostninger
som bil, pc, telefon, kontorhold m.v. Formidlerne er frit stillede med hensyn
til
at antage medhjælp, og visse formidlere har ansat personale. Endvidere hæfter
formidlerne for tilbagebetaling af provision, såfremt forsikringstager
misligholder forsikringen i stornohæftelsesperioden.
Endelig fremgår det utvetydigt af aftalen, at formidlerne er
selvstændige, og de således ikke er undergivet den beskyttelse, som
sædvanligvis tilkommer lønmodtagere, herunder i tilfælde af ulykke. Endvidere
har enkelte formidlere tegnet erhvervsansvarsforsikring.
Advokaten har videre anført, at en række af de forhold, told- og
skatteregionen har lagt vægt på ved afgørelsen, er faktuelt forkerte.
Advokaten
har således anført:
At det ikke er rigtigt, at formidlerne udelukkende har én
hvervgiver eller at formidlernes aktiviteter alene har til formål at fremme A
A/S’s salg af forsikringer. Der er intet i aftalegrundlaget mellem A A/S
og
formidlerne, der binder formidlerne til kun at sælge forsikringer for A A/S.
Mange af formidlerne har salg af andre produkter, herunder konkurrerende
forsikringer, ved siden af.
At formidlerne selv afholder driftsomkostningerne. For så vidt
angår de små formidlere er deres driftsomkostninger af samme type som de
selvstændige Tupperwareforhandleres, og udgifterne er store set i forhold til
deres indtægt. For så vidt angår de store formidlere har disse også udgifter
til blandt andet egne ansatte.
A A/S har ikke fastlagt generelle retningslinier for arbejdets
udførelse i form af forsikringseksempler og beregninger. Eksemplerne er
udarbejdet for at undgå, at formidlerne, der skal formidle en kontrakt mellem
forsikringstageren og A A/S, foretager urigtige udlægninger og
fejlfortolkninger af forsikringsbetingelserne, foretager forkerte beregninger
etc. Eksemplerne og beregningerne har intet med retningslinier for
formidlernes
arbejdstilrettelæggelse, instruktion, tilsyn og kontrol af formidlerne at
gøre.
De etiske retningslinier er udarbejdet i forbindelse med en
klagesag hos Forbrugerombudsmanden, som følge af den kritik A A/S har været
udsat for i medierne, og er blot en gengivelse af hvad der forstås ved
”god
markedsføringsskik”. At formidlerne skal overholde landets love er ikke
det
samme som at de er undergivet instruktionsbeføjelser.
Det forhold, at vederlag og udviklingsmuligheder fastsættes
ensidigt af A A/S er ikke et af kriterierne i cirkulæret. Endvidere siger det
intet om, hvorvidt der er tale om selvstændige erhvervsdrivende eller ej. Det
er derimod en følge af styrkeforholdet mellem de to parter.
Det er ikke rigtigt, at annoncering alene varetages af A A/S.
Flere af de større formidlere har omkostninger til annoncering.
Det er ikke rigtigt, at A A/S har krævet, at visse formidlere
dagligt mødte på et fast kontor til en fast tid. Selskabet har aldrig stillet
sådanne krav.
Advokaten har endvidere henvist til Tupperwaredommen
offentliggjort i TfS 1996.449, og har anført, at Tupperware-sælgeren i dommen
i
langt højere grad end A-formidlerne havde vilkår, der er karakteristiske for
tjenesteforhold.
Advokaten har videre henvist til TfS 1995.458, hvor Landsretten
lagde vægt på, at mægleren ikke var garanteret nogen grundløn, ligesom
selskabet ikke refunderede nogen del af hans betydelige driftsomkostninger.
Endvidere
blev det anført, at han i
forhold til PFA-skade ikke havde funktionærlignende vilkår, og således ikke
oppebar feriepenge eller lignende, samt at PFA-skade ikke havde nogen
instruktionsbeføjelse overfor mægleren, der i vidt omfang selv tilrettelagde
sit arbejde. Endelig blev det anført, at PFA ikke hæftede for eventuelle fejl
overfor mæglerens kunder, som selskabet ikke havde nogen direkte kontakt med.
Tilsvarende forhold gør sig gældende for A-formidlerne.
Advokaten har også henvist til TfS 1988.228. Der var her tale om
en kontrakt, der i modsætning til A’s havde karakter af et
ansættelsesforhold.
Landsretten fandt at assurandøren var selvstændig og lagde vægt på tre
forhold.
For det første blev der lagt vægt på, at assurandøren i vidt omfang selv
tilrettelagde sit arbejde. Endvidere blev der lagt vægt på, at han kun var
provisionslønnet. Endelig blev der lagt vægt på, at hans driftsudgifter lå
væsentlig
over, hvad der var sædvanligt
i lønmodtagerforhold.
Advokaten har også henvist til dommene offentliggjort i TfS
1999.377 og TfS 2000.510, der viser, at der skal meget til, før man
tilsidesætter parternes aftale om selvstændighed.
Endelig har advokaten henvist til, at Ligningsrådet i en
bindende forhåndsbesked har anset en forsikringskonsulent som selvstændig
erhvervsdrivende. Ligningsrådet lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at
forsikringskonsulenten var rent provisionslønnet og ikke modtog basisløn
eller
i øvrigt var garanteret nogen mindsteløn, at forsikringskonsulenten selv
afholdt driftsudgifterne i forbindelse med salgsarbejdet samt at
forsikringskonsulenten havde påtaget sig en vis økonomisk risiko.
Landsskatteretten skal
udtale:
Efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, er afgiftsgrundlaget for
virksomheder indenfor den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med
aktiviteter vedrørende forsikring, virksomhedens lønsum med tillæg af 90 %.
Efter bekendtgørelse til lønsumsafgiftsloven (bkg.. nr. 431 af
5. juni 1999) § 3, stk. 1, medregnes til virksomhedens lønsum enhver form for
løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inkl. alle tillæg, uanset om de
indgår i lønnen eller erhverves særskilt.
Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den, for
hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne
udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.
I henhold til kildeskattelovens § 43 henregnes til A-indkomst
enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet kost og logi
for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse,
honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.
Vurderingen af, om der er tale om personligt arbejde i
tjenesteforhold eller om virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende,
foretages
på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli
1994
(til personskatteloven), pkt. 3.1.1.
Ud fra en samlet vurdering af selskabets virke finder
Landsskatteretten, at formidlerne i forhold til A A/S i skattemæssig
henseende
må anses for ikke at være i et tjenesteforhold. Retten har herved lagt vægt
på,
at A A/S ikke har adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser
for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol med formidlernes
salgsarbejde, at der ikke foreligger en aftale om løbende arbejdsydelse, at
formidlerne ikke har fastsat arbejdstid, at der ikke er garanteret
formidlerne
en minimumsprovision, og at formidlerne ikke kan antages at have rettigheder
i
henhold til funktionærloven og/eller ferieloven.
Retten finder herefter ikke, at A A/S er pligtig at indeholde
A-skat mv. i provisioner udbetalt til de pågældende formidlere. Da de
pågældende i konsekvens heraf ikke kan anses som ansat i A A/S, jf. bkg. til
lønsumsafgiftsloven § 3, stk. 1, findes provisionerne heller ikke at skulle
medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget.
Den påklagede afgørelse ændres således.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens lønsumsafgiftstilsvar for perioden 2005 til 2015… Landsskatteretten · 2. oktober 2023
- Skattecentret har svaret nej til spørgsmålet Landsskatteretten · 24. november 2008
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet filialens anmodning om reduktion af lønsumsafgiftsgrundlaget på samlet 667.861 kr. for perioden 1. januar 2021 til 31.… Landsskatteretten · 25. august 2026
- Landsskatteretskendelse vedr. modregning i lønsummen af løntilskud, der modtages fra kommunen for personer i fleksjob – bindende svar Retsinformation · 23. juli 2009
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 13. august 2001
- Landsskatteretskendelse af 14. maj 2003 vedr. Lønsumsafgift fransk banks repræsentationskontor i Danmark Retsinformation · 27. oktober 2003
Lignende dokumenter
- Kendelse af 17. januar 1994. 92-73.813 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. januar 1994
- 99-56.394 - Ikke hjemmel til efterfølgende regulering af selskabs åbningsbalance (05. november 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. november 1999
- 031+032-2022 (kendelse af 31. januar 2024) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. januar 2024
- Landsskatteretskendelse af 14/11 2003 vedr. momspligt for ryggergebyrer i forbindelse med opkrævning af momspligtige ydelser. Retsinformation · 20. februar 2004
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/2451 af 2. december 2015 om gennemførelsesmæssige tekniske standarder vedrørende skemaerne til og strukturen af tilsynsmyndighedernes offentliggørelse af specifikke oplysninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 2. december 2015
- Landsskatteretskendelse af 4. februar 2002 vedrørende reduktion af repræsentationsudgifter refunderet af samhandelspartner Retsinformation · 25. august 2003