Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 20. marts 2002 vedr. forsikringsformidleres vederlag.

KEN nr 10065 af 01/01/1753Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 20. marts 2002 vedr.

forsikringsformidleres vederlag.

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset A A/S

for pligtig at indeholde A-skat m.v. i

fremtidige vederlag til forsikringsformidlere. Regionen har endvidere fundet,

at selskabet skal medregne vederlag udbetalt til forsikringsformidlerne til

selskabets lønsumsafgiftsgrundlag.

Det fremgår af sagen, at A A/S, der blev etableret i 1997, er et

100 % ejet datterselskab af den tyske forsikringskoncern B. A A/S’s

formål er

at varetage administrative funktioner for C AG (livsforsikringer) og D AG

(ulykkesforsikringer). Begge forsikringsselskaber er i Danmark etableret som

filialer af de tyske moderselskaber.

Salget af filialernes forsikringer foregår gennem en

organisation af forsikringsformidlere. Formidlerne, hvoraf der siden 1997 har

været ca. 2000, har indgået en aftale med A A/S.

Det er om aftalevilkårene oplyst, at de dels består af en

individuel del, dels en del benævnt ”Almindelige Aftalebetingelser"

med

bilaget "Retningslinier for markedsføring". Derudover har

virksomheden

opstillet et sæt etiske retningslinier for forsikringsformidlernes

henvendelse

til forbrugere. Det er såvel i den individuelle del af aftalen som i

"Almindelige Aftalebetingelser" tilkendegivet, at den enkelte

formidler skal opfattes som selvstændig erhvervsdrivende.

Af del I om samarbejdets indhold og del II om særlige

bestemmelser for markedsføring i de almindelige aftalebetingelser fremgår

følgende:

DEL I

Læs alt

Samarbejdets indhold

1. Grundlæggende

For vores tillidsfulde samarbejde gælder følgende bestemmelser.

Ændringer og fravigelser skal være skriftligt bekræftet af begge parter for

at

have gyldighed.

De er som selvstændig erhvervsdrivende forsikringsformidler og

udøver Deres virksomhed for egen regning og risiko. Derfor skal

De

afholde/afregne samtlige dermed forbundne offentlige skatter, afgifter og

gebyrer, og det er Deres ansvar at sørge for, at den dertil hørende

lovgivning

overholdes.

Som selvstændig erhvervsdrivende forsikringsformidler kan De

frit bestemme omfang, sted, tid og tilrettelæggelse af Deres virksomhed. De

nyder ingen områdebeskyttelse. For Deres virksomhed modtager De udelukkende

et

resultatafhængig provisionsvederlag. Der er intet krav på en fast provision

eller minimumsprovision. De kan heller ikke gøre krav gældende efter

funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige love eller regler.

Samarbejdet mellem Dem og A A/S omfatter formidling af

forsikringsaftaler for C AG, filial for Danmark, og D AG, filial for Danmark

(herefter ”A Filialer”) og andre selskaber, som A A/S indgår

aftaler med.

De har ikke ret til på A filialers vegne at afgive bindende

erklæringer, dækningstilsagn eller andre viljeserklæringer af nogen som helst

art.

Det er Dem udtrykkeligt forbudt at sammenkæde opfordringer til

tilbud om forsikring, forsikringsbegæringer/-aftaler og lign. med andre

retshandler (forbud mod at yde tilgift).

2. Registerlovgivning

De skal som formidler af forsikringer iagttage de til enhver tid

gældende registerlove samt andre love og regler vedrørende omgang med

personoplysninger,

herunder også om tavshedspligt og fortrolighed.

3. Ændring af

hjemsted/forretningsadresse

De skal uden ophold meddele A A/S eventuelle ændringer i Deres

hjemsteds- eller forretningsadresse.

4. Driftsomkostninger

Omkostningerne til Deres formidlingsvirksomhed og til de dertil

nødvendige driftsmidler, kontorlokaler og udstyr, samt driftsorganisation må

De

selv afholde. Hertil hører især omkostninger til personale, lokaliteter,

inventar, telefon, transportmidler, rejser, porto, kontorartikler osv. samt

eventuel professionel eller erhvervsansvarsforsikring.

5. Kunde- og

formidleradresser

Såvel under som efter ophør af denne formidleraftale er det Dem

forbudt at meddele eller give tredjemand, især konkurrenter, adgang til

kunde-

eller formidleradresser. Ved overtrædelse ifaldes en konventionalbod på kr.

1.000 for hver kundeadresse og kr. 4.000 for hver formidleradresse.

Ved formidleraftalens ophør skal De uden ophold returnere

kundeadresser og formidleradresser til A A/S. Lagrede data skal slettes og

øvrigt originalt materiale eller optegnelser returneres, og kopier makuleres,

og De har ikke ret til at udøve tilbageholdelsesret, uanset om De måtte have

krav mod A A/S.

6. Illoyal hvervning

Det er Dem såvel under som efter ophør af aftaleforholdet

forbudt systematisk eller på ubillig måde eller ved at forlede til

kontraktbrud

at hverve eller forsøge at hverve formidlere fra A A/S eller kunder fra A

Filialer. Tilsvarende gælder for hvervning af formidlere, der virker for A

A/S,

til anden virksomhed. Ved grov eller gentagen overtrædelse ifaldes en

konventionalbod, kr. 100.000, for hver enkel overtrædelse. Betaling af

konventionalbod berører ikke pligten til fortsat efterlevelse.

7. Formidleraftalens

ophør

Formidleraftalen kan opsiges med én måneds varsel til ophør ved

en måneds udgang. Retten til at bringe formidleraftalen til ophør uden

varsel,

dvs. til at hæve, forbliver uberørt.

Væsentlig misligholdelse, der berettiger A A/S til at hæve

formidleraftalen, foreligger især, hvis De overtræder:

de til enhver tid gældende markedsførings-, dørsalgs- eller

tilsvarende forbrugerbeskyttelseslove og

regler,

væsentlige bestemmelser i formidleraftalen, eller

hvis De har afgivet urigtige oplysninger i ”Tilmelding som

selvstændig partner”.

En opsigelse skal ske skriftligt.

Formidleraftalen ophører uden yderligere varsel, når De fylder

67 år.

8. Opfyldelsessted,

værneting og lovvalg

Opfyldelsessted for alle forpligtelser og værneting for alle

tvistigheder, der udspringer af formidleraftalen, er København respektive

– for

så vidt muligt – Sø- og Handelsretten i København, ellers Københavns

byret. For

formidleraftalen finder dansk ret anvendelse.

DEL II

Særlige bestemmelser for markedsføring

1. Annoncer, tilbud og

tryksager

Foretager De markedsføring i A Filialers og/eller A’s navn, skal

denne forinden være afstemt med A Filialer og/eller A A/S. Omkostningerne til

markedsføring bærer De selv.

2. Juridisk og anden

rådgivning

De skal til enhver tid iagttage reglerne for juridisk eller

anden rådgivning og bistand, der er forbeholdt visse professioner eller

erhverv

(som fx ”vinkelskriverloven”).

3. Oplysninger om

bonusberettigelse

De må kun anvende de af A Filialer autoriserede og officielt

udgivne bonuseksempler og bonusprognoser i forbindelse med oplysninger om

bonusberettigelse. Ved overtrædelse vil vi i givet fald gøre Dem

erstatnings-/regrespligtig.

4. Indrømmelse af

fordele/begunstigelser, forbud mod afgivelse af provision.

De er uberettiget til at indrømme eller tilsige kunder

begunstigelser eller fordele. Herunder hører bl.a. afgivelse af provision

såvel

som eftergivelse af præmier og gebyrer. Dette forbud kan ikke omgås derved,

at

begunstigelserne eller fordelene m.v. indrømmes tredjemand (fx

skinforhandlere,

foreninger osv.). Tilsvarende er De uberettiget til at gøre udlæg for præmier

på kundens vegne.

5. Retningslinier for

markedsføring

De skal til enhver tid iagttage de vedhæftede ”Retningslinier

for markedsføring”, der udgør en vigtig del af aftaleforholdet.

6. Præmier

De har ikke ret til at opkræve eller modtage præmier.

7. Retsskridt mod

kunderne hos B-koncernens danske filialer (A Filialer)

Det er forbeholdt A Filialer at træffe afgørelse om påbegyndelse

af retsskridt mod kunderne.

8. Videregivelse af

viljeserklæringer m.v.

De bedes uden ophold videregive opfordringer til tilbud om

forsikringer, underskrevne forsikringsbeviser, andre erklæringer af enhver

art

samt andet materiale modtaget fra kunderne til A A/S. Forsinkelser og

langsommelighed kan medføre ulempe for Dem og A A/S.

Formidlere rekrutteres ved, at formidleren selv finder nye

formidlere.

Det fremgår af sagen, at nye formidlere for egen regning

deltager i et weekendkursus på et hotel i Nordtyskland. Prisen inklusiv

transport og ophold udgør 1.200 kr. Al anden kursusvirksomhed,

videreuddannelse

m.v., finansieres af A A/S. Disse kursusudgifter dækkes via en puljeordning,

der opbygges i takt med salget.

Det fremgår af sagen, at aflønningen alene er resultatorienteret

provisionsvederlag, der udbetales en gang om måneden. Selve

provisionsstørrelsen

fremgår af de almindelige aftalebetingelser. Den provisionssats, der

oppebæres

ved salg, er progressivt stigende. Des mere salg, des højere vil den

procentuelle provision være. Formidlerne starter på vederlagstrin A

(aspirant),

og bestemt af de i et produktionshalvår realiserede

nettoproduktionsresultater

sker der oprykning til højere vederlagstrin (trin 1-6).

Nettoproduktionsresultatet opgøres som saldoen mellem alle

enhedsgodskrivelser

og enhedstilbageregninger.

Når en formidler opnår niveau 6, kan formidleren, hvis A A/S

giver tilladelse hertil, opnå en forhøjet provision, der ikke kan overstige

kr.

160.000 pr. måned. Det er dog en forudsætning, at der indgås en

salgskontorlederkontrakt med den pågældende i forbindelse med oprettelsen af

et

salgskontor. Der er p.t. oprettet 7 salgskontorer i Danmark.

Derudover kan den enkelte opnå bistandsvederlag fra formidlere,

som han/hun hverver og bistår i arbejdet. Bistandsvederlag opgøres som

forskellen mellem pengeværdien pr. enhed på modtagerens vederlags-trin og

pengeværdien på det vederlagstrin, der er gældende for de/den biståede

formidler. Vederlaget modtages så længe, der ydes bistand, og

formidleraftalen

i øvrigt består. Biståede formidleres nettoproduktionsresultat medregnes ved

opgørelsen af bistandsyderens nettoproduktionsresultat. Bistandsforhold

mellem

formidlere er fastlagt af

A A/S og skal

godkendes af selskabet.

Det er om bistandsvederlaget supplerende oplyst, at A A/S alene

godkender, om man vil indgå formidleraftale med den pågældende formidler,

derimod godkender man ikke bistandsforholdet. Når en formidler rykker op i

hierarkiet vil han/hun ikke længere være underlagt bistandsforholdet til den

formidler, som oprindelig hvervede ham/hende.

Selskabet tilbageholder 20 % af den provision, der skal

afregnes, som en stornokonto, der anvendes til udligning af tilbageregninger.

Stornohæftelsen er fastsat til at udgøre 18 måneder for den første fjerdedel

af

den tegnede forsikringsbestand, for anden, tredje og sidste fjerdedel hver

yderligere 6 måneder, således at den højeste stornohæftelsestid udgør 36

måneder. Der er fastsat specielle regler for ulykkesforsikringer.

Den enkelte formidler kan ikke råde over tilgodehavendet på

stornoreservekontoen, før hæftelsestiden er udløbet. A A/S forbeholder sig

yderligere ret til at modregne eventuelle krav i tilgodehavendet, også efter

at

hæftelsestiden er udløbet. Såfremt kontoens indestående ikke er

tilstrækkeligt

til udligning af de med urette optjente pengeværdier, har formidleren efter

udtræden pligt til at betale differencen op til det samlede beløb, der med

urette er modtaget som vederlag.

Det er endvidere oplyst, at A A/S varetager al administration i

forbindelse med beregning af formidlernes provision, herunder fastsættelse af

provisionens størrelse. Det er ligeledes A A/S, der varetager kontakten til

moderselskabet i Tyskland. Der foregår således ingen fakturering mellem

formidlerne og A A/S.

Det fremgår af sagen, at 71 % af A A/S’s formidlere i 1998 havde

et indtjeningsgrundlag

på under 50.000

kr. I 1999 havde 91 % af formidlerne et indtjeningsgrundlag under 10.000 kr.

Det fremgår af klageskrivelsen, at formidlerne er frit stillede

med hensyn til, hvordan de vil tilrettelægge deres arbejde, hvem de vil sælge

til, hvordan de kontakter kunden, og hvor meget tid de vil bruge på salget,

herunder om de vil arbejde fuldtid eller blot have det som bibeskæftigelse. A

A/S’s kontakt til formidlerne er begrænset til koordineringsmøder med de

8-10

største formidlere. Der afholdes cirka 6-8 sådanne møder om året. Der er

ingen

fast kontakt til de øvrige formidlere. Kontakten til disse består typisk i

orientering om faglige forhold, for eksempel dækningsspørgsmål m.v. af A

A/S’s

policefolk samt besvarelse af tekniske spørgsmål efter henvendelse fra en

formidler.

Det fremgår videre af klageskrivelsen, at en stor del af

formidlerne har andet arbejde ved siden af, og for dem er der tale om ren

bibeskæftigelse. Det typiske er, at formidlere, når de påbegynder samarbejdet

med A A/S, har anden beskæftigelse/virksomhed ved siden af. De formidlere,

der

klarer sig godt, vælger herefter at engagere sig mere i arbejdet, og bruger

således betydelig mere tid og langt flere omkostninger på salgsarbejdet. De

mest succesfulde formidlere har etableret egne salgskontorer og har ansat

personale, der varetager administrative funktioner.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,

at A A/S skal indeholde A-skat m.v. i udbetaling af provisioner til

forsikringsformidlere, der ikke driver aktiviteterne i selskabsform eller som

i

henhold til ligningsmæssig gennemgang er godkendt som selvstændige

erhvervsdrivende. Endvidere har regionen fundet, at A A/S fra og med 1997

skal

medregne de udbetalte provisioner ved selskabets opgørelse og afregning af

lønsumsafgift.

Told- og skatteregionen har som begrundelse anført, at

forsikringsformidlerne efter en samlet vurdering skattemæssigt må anses som

lønmodtagere eller i et lønmodtagerlignende forhold. Regionen har herved lagt

vægt på følgende:

den enkelte forsikringsformidler udelukkende har én hvervgiver –

A A/S,

at formidlerens aktiviteter alene har til formål at fremme A

A/S’s salg af forsikringer,

at vederlag for arbejdsopgaven i det væsentlige udgør

nettoindkomst for modtageren, idet dennes omkostninger hverken efter

størrelse

eller art kan anses for at være væsentlig større end normalt i

lønmodtagerforhold,

at der af A A/S er fastlagt generelle retningslinier for

arbejdets udførelse i form af forsikringseksempler og beregninger,

at der af A A/S er fastlagt etiske retningslinier for arbejdets

udførelse,

at vederlag og udviklingsmuligheder i arbejdsforholdet ensidigt

er fastlagt af A A/S, der fastlægger tidspunktet for vederlagets udbetaling,

annoncering varetages alene af A A/S,

at A A/S faktisk har krævet, at visse formidlere dagligt mødte

på et fast kontor til en fast tid, og at der foregik daglig afrapportering,

der er aftalt opsigelsesvarsel.

Told- og skatteregionen har endvidere anført, at forholdet

mellem A A/S og formidlerne i betydelig grad styres af generelle

retningslinier

fastsat af A A/S, og dette er bestemmende for formidlernes adfærd uden at

dette

nødvendigvis udmøntes i direkte ordrer. Regionen har i bemærket, at det af

kriterierne i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 ikke er fastsat som en

betingelse, at arbejdsgiveren skal udføre en egentlig kontrollerende

virksomhed

overfor den enkelte.

Regionen har videre anført, at indtjeningsniveauet for A A/S’s

formidlere, der i 1998 lå under 50.000 kr. for 71 % af formidlerne og i 1999

for 91 % af formidlerne lå under 10.000 kr., ikke giver grundlag for en

antagelse om afholdelse af erhvervsmæssige omkostninger, udover hvad der er

normalt for lønmodtagere i almindelighed.

Regionen har anført, at det fremgår af cirkulære nr. 129 af 4.

juli 1994, at vederlag i form af provision betegnes som almindeligt i

lønmodtagerforhold. Endvidere er vederlaget og udviklingsmulighederne

ensidigt

fastsat af A A/S. Der ses således ikke mulighed for at formidlerne, som det

er

almindelig mellem selvstændige erhvervsudøvere, gennem gensidige

forhandlinger

kan påvirke vederlagets størrelse.

At formidlerne i henhold til aftalebetingelserne er afskåret fra

anvendelse af funktionærloven, ferieloven eller andre ansættelsesretlige

regler, begrunder ikke i sig selv, at der ikke er tale om lønmodtagerforhold.

Endvidere ses spørgsmålet om aftaler udenom funktionærloven ikke at være

prøvet

ved domstolene.

For så vidt angår dommen gengivet i TfS 1995.458 fremgår det af

afgørelsen, at forsikringsformidleren, der havde indgået to aftaleforhold med

forsikringsselskaber, i det ene forhold blev anset for selvstændig. Der blev

i

dommen ved det selvstændige forhold lagt vægt på, at forsikringsselskabet

ikke

havde instruktionsbeføjelser overfor mægleren og ikke hæftede for fejl

overfor

mæglerens kunder, som selskabet i øvrigt ikke havde nogen kontakt til. Det

var

i sagen desuden oplyst, at en forsikringsmægler varetog sine kunders

interesser, og at forsikringsselskabet ikke havde adgang til at kontakte

mæglerens kunder direkte, men at al kontakten gik gennem mægleren. Endvidere

fremgik det, at mægleren havde mulighed for at afhænde forsikringsporteføljen

til en anden mægler, ligesom han var berettiget til at medtage porteføljen

til

et andet forsikringsselskab. Det er regionens opfattelse, at ingen af disse

forhold

er karakteristiske for forsikringsformidlere under A A/S.

Endelig finder regionen ikke, at den pålagte stornohæftelse i

sig selv er udtryk for en sådan økonomisk risiko, der efter kriteriet i

cirkulære nr. 129 kan begrunde selvstændig virksomhed. Dette støttes efter

regionens opfattelse på, at personer, der er i et traditionelt

ansættelsesforhold indenfor forsikringsbranchen, er omfattet af tilsvarende

ordninger.

A A/S’s advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om, at formidlerne ikke står i tjenesteforhold til selskabet, hvorfor der

ikke

er hjemmel til at pålægge det at indeholde A-skat mv. i forbindelse med

udbetaling af provisioner, ligesom der ikke er hjemmel til at opkræve

lønsumsafgift heraf.

Til støtte for sin påstand har advokaten anført, at det i

relation til lønsumsafgiftsloven er uden betydning, hvorvidt formidlerne

opfylder betingelserne for at være selvstændige erhvervsdrivende. Det

afgørende

er, om formidlerne står i et tjenesteforhold til A A/S. Det spørgsmålet skal

bedømmes på baggrund af de kriterier, der fremgår af personskattecirkulæret

nr.

129 af 4. juli 1994.

Advokaten har anført, at kriterierne er kendetegnende for, at et

tjenesteforhold ikke kan anses for at være opfyldt. Han har i den forbindelse

anført følgende:

Det centrale i tjenesteforholdet er, at arbejdsgiveren kan give

den ansatte instruktioner, og at den ansatte tilsvarende er pligtig at følge

disse instruktioner. For eksempel kan arbejdsgiveren bestemme, hvilket

arbejde

den pågældende skal udføre, og hvordan det skal udføres. Han kan kræve, at

den

ansatte aflægger rapport, og den ansatte er underkastet arbejdsgiverens

ledelse. Ingen af disse forhold er til stede i A A/S’s tilfælde.

Formidlerne

tilrettelægger selv salgsarbejdet.

Formidlerne er frit stillede med hensyn til at udføre arbejde

for andre. Der er heller ikke forbud mod at sælge forsikringer for andre

forsikringsselskaber. Der er ingen pligt til løbende at levere en

arbejdsydelse. Der er eksempler på, at en formidler har solgt 1 forsikring og

herefter intet har solgt i et helt år, hvorefter der sælges en ny forsikring.

Dette adskiller sig fra hvad der er sædvanligt i et tjenesteforhold.

Der er ikke fastsat nogen arbejdstid for formidlerne.

Arbejdstiden og omfanget bestemmes alene af formidleren selv.

Aftalens opsigelsesvarsel adskiller sig fra lønmodtagerforhold

derved, at formidlerne har aftalt et kortere opsigelsesvarsel end det, der

gælder efter funktionærloven. Desuden ville det være atypisk, såfremt en

skriftlig kontrakt vedrørende et samarbejdsforhold ikke indeholdt et

opsigelsesvarsel. Alternativet ville være en deklaratorisk regel om opsigelse

med ”et passende varsel”.

Vederlaget er alene provision og adskiller sig markant fra, hvad

der er normalt i et tjenesteforhold. Endvidere adskiller det sig fra et

almindeligt tjenesteforhold derved, at de pågældende formidlere kan opnå

vederlag, selvom de ikke har forestået salget. Gennem det såkaldte

hvervningssystem har formidlerne mulighed for at opnå provision af salg

foretaget af andre formidlere, der er under dem i strukturen. Endelig kan

provisionen kræves tilbagebetalt, hvilket ikke er muligt i et

tjenesteforhold,

jf. funktionærlovens § 9.

At vederlaget udbetales periodisk er en praktisk foranstaltning.

Det skyldes, at forsikringsprovision først afregnes, når forsikringerne er

accepterede. Det er kun forsikringsselskabet, der kan acceptere forsikringen,

ligesom det er forsikringsselskabet, der opkræver præmien og derved afregner

provisionen. Desuden er det sædvanligt i agentforhold, at hvervgiveren

afregner

vederlaget periodisk. Det er et centralt element i samarbejdsforholdet, at

formidleren har driftsrisiko for de ved salget forbundne omkostninger. Selv

de

mindre formidlere har driftsudgifter som kørsel, kontorhold, gaver

repræsentation m.v.

De enkelte formidlere har ved aftalen accepteret, at de ikke

anses som lønmodtagere i henhold til lovgivningen vedrørende ferie,

arbejdsløshedsforsikring, arbejdsskadeforsikring, arbejdsmiljø osv.

Advokaten har endvidere anført, at følgende af de i cirkulæret

opregnede kriterier kendetegnende selvstændig erhvervsvirksomhed er opfyldt:

A A/S har ingen instruktionsbeføjelser overfor de enkelte

formidlere. Formidlerne tilrettelægger, leder og fordeler selv salgsarbejdet.

Formidlerne er frit stillet med hensyn til at udføre arbejde for

andre. Mange af formidlerne har anden beskæftigelse ved siden af. Nogle

sælger

andre produkter som smykker, kosmetik, internetydelser, finansielle ydelser.

Andre sælger forsikringer fra andre forsikringsselskaber, herunder

konkurrerende

forsikringsprodukter.

Formidlerne har påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko. Det

er formidlerne, der ejer alle driftsmidler og afholder alle

driftsomkostninger

som bil, pc, telefon, kontorhold m.v. Formidlerne er frit stillede med hensyn

til

at antage medhjælp, og visse formidlere har ansat personale. Endvidere hæfter

formidlerne for tilbagebetaling af provision, såfremt forsikringstager

misligholder forsikringen i stornohæftelsesperioden.

Endelig fremgår det utvetydigt af aftalen, at formidlerne er

selvstændige, og de således ikke er undergivet den beskyttelse, som

sædvanligvis tilkommer lønmodtagere, herunder i tilfælde af ulykke. Endvidere

har enkelte formidlere tegnet erhvervsansvarsforsikring.

Advokaten har videre anført, at en række af de forhold, told- og

skatteregionen har lagt vægt på ved afgørelsen, er faktuelt forkerte.

Advokaten

har således anført:

At det ikke er rigtigt, at formidlerne udelukkende har én

hvervgiver eller at formidlernes aktiviteter alene har til formål at fremme A

A/S’s salg af forsikringer. Der er intet i aftalegrundlaget mellem A A/S

og

formidlerne, der binder formidlerne til kun at sælge forsikringer for A A/S.

Mange af formidlerne har salg af andre produkter, herunder konkurrerende

forsikringer, ved siden af.

At formidlerne selv afholder driftsomkostningerne. For så vidt

angår de små formidlere er deres driftsomkostninger af samme type som de

selvstændige Tupperwareforhandleres, og udgifterne er store set i forhold til

deres indtægt. For så vidt angår de store formidlere har disse også udgifter

til blandt andet egne ansatte.

A A/S har ikke fastlagt generelle retningslinier for arbejdets

udførelse i form af forsikringseksempler og beregninger. Eksemplerne er

udarbejdet for at undgå, at formidlerne, der skal formidle en kontrakt mellem

forsikringstageren og A A/S, foretager urigtige udlægninger og

fejlfortolkninger af forsikringsbetingelserne, foretager forkerte beregninger

etc. Eksemplerne og beregningerne har intet med retningslinier for

formidlernes

arbejdstilrettelæggelse, instruktion, tilsyn og kontrol af formidlerne at

gøre.

De etiske retningslinier er udarbejdet i forbindelse med en

klagesag hos Forbrugerombudsmanden, som følge af den kritik A A/S har været

udsat for i medierne, og er blot en gengivelse af hvad der forstås ved

”god

markedsføringsskik”. At formidlerne skal overholde landets love er ikke

det

samme som at de er undergivet instruktionsbeføjelser.

Det forhold, at vederlag og udviklingsmuligheder fastsættes

ensidigt af A A/S er ikke et af kriterierne i cirkulæret. Endvidere siger det

intet om, hvorvidt der er tale om selvstændige erhvervsdrivende eller ej. Det

er derimod en følge af styrkeforholdet mellem de to parter.

Det er ikke rigtigt, at annoncering alene varetages af A A/S.

Flere af de større formidlere har omkostninger til annoncering.

Det er ikke rigtigt, at A A/S har krævet, at visse formidlere

dagligt mødte på et fast kontor til en fast tid. Selskabet har aldrig stillet

sådanne krav.

Advokaten har endvidere henvist til Tupperwaredommen

offentliggjort i TfS 1996.449, og har anført, at Tupperware-sælgeren i dommen

i

langt højere grad end A-formidlerne havde vilkår, der er karakteristiske for

tjenesteforhold.

Advokaten har videre henvist til TfS 1995.458, hvor Landsretten

lagde vægt på, at mægleren ikke var garanteret nogen grundløn, ligesom

selskabet ikke refunderede nogen del af hans betydelige driftsomkostninger.

Endvidere

blev det anført, at han i

forhold til PFA-skade ikke havde funktionærlignende vilkår, og således ikke

oppebar feriepenge eller lignende, samt at PFA-skade ikke havde nogen

instruktionsbeføjelse overfor mægleren, der i vidt omfang selv tilrettelagde

sit arbejde. Endelig blev det anført, at PFA ikke hæftede for eventuelle fejl

overfor mæglerens kunder, som selskabet ikke havde nogen direkte kontakt med.

Tilsvarende forhold gør sig gældende for A-formidlerne.

Advokaten har også henvist til TfS 1988.228. Der var her tale om

en kontrakt, der i modsætning til A’s havde karakter af et

ansættelsesforhold.

Landsretten fandt at assurandøren var selvstændig og lagde vægt på tre

forhold.

For det første blev der lagt vægt på, at assurandøren i vidt omfang selv

tilrettelagde sit arbejde. Endvidere blev der lagt vægt på, at han kun var

provisionslønnet. Endelig blev der lagt vægt på, at hans driftsudgifter lå

væsentlig

over, hvad der var sædvanligt

i lønmodtagerforhold.

Advokaten har også henvist til dommene offentliggjort i TfS

1999.377 og TfS 2000.510, der viser, at der skal meget til, før man

tilsidesætter parternes aftale om selvstændighed.

Endelig har advokaten henvist til, at Ligningsrådet i en

bindende forhåndsbesked har anset en forsikringskonsulent som selvstændig

erhvervsdrivende. Ligningsrådet lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at

forsikringskonsulenten var rent provisionslønnet og ikke modtog basisløn

eller

i øvrigt var garanteret nogen mindsteløn, at forsikringskonsulenten selv

afholdt driftsudgifterne i forbindelse med salgsarbejdet samt at

forsikringskonsulenten havde påtaget sig en vis økonomisk risiko.

Landsskatteretten skal

udtale:

Efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, er afgiftsgrundlaget for

virksomheder indenfor den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med

aktiviteter vedrørende forsikring, virksomhedens lønsum med tillæg af 90 %.

Efter bekendtgørelse til lønsumsafgiftsloven (bkg.. nr. 431 af

5. juni 1999) § 3, stk. 1, medregnes til virksomhedens lønsum enhver form for

løn, som virksomhedens ansatte har erhvervet inkl. alle tillæg, uanset om de

indgår i lønnen eller erhverves særskilt.

Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, 1. pkt., skal den, for

hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne

udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb.

I henhold til kildeskattelovens § 43 henregnes til A-indkomst

enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet kost og logi

for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse,

honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser.

Vurderingen af, om der er tale om personligt arbejde i

tjenesteforhold eller om virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende,

foretages

på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli

1994

(til personskatteloven), pkt. 3.1.1.

Ud fra en samlet vurdering af selskabets virke finder

Landsskatteretten, at formidlerne i forhold til A A/S i skattemæssig

henseende

må anses for ikke at være i et tjenesteforhold. Retten har herved lagt vægt

på,

at A A/S ikke har adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser

for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol med formidlernes

salgsarbejde, at der ikke foreligger en aftale om løbende arbejdsydelse, at

formidlerne ikke har fastsat arbejdstid, at der ikke er garanteret

formidlerne

en minimumsprovision, og at formidlerne ikke kan antages at have rettigheder

i

henhold til funktionærloven og/eller ferieloven.

Retten finder herefter ikke, at A A/S er pligtig at indeholde

A-skat mv. i provisioner udbetalt til de pågældende formidlere. Da de

pågældende i konsekvens heraf ikke kan anses som ansat i A A/S, jf. bkg. til

lønsumsafgiftsloven § 3, stk. 1, findes provisionerne heller ikke at skulle

medregnes til lønsumsafgiftsgrundlaget.

Den påklagede afgørelse ændres således.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter