Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 14/11 2003 vedr. momspligt for ryggergebyrer i forbindelse med opkrævning af momspligtige ydelser.

KEN nr 10323 af 14/11/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet20. februar 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 14/11 2003 vedr. momspligt for

ryggergebyrer i forbindelse med opkrævning af momspligtige ydelser.

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset A A/S’s

(herefter selskabet) rykkergebyrer som momspligtige. Told- og skatteregionen

har i den forbindelse efterreguleret selskabets momstilsvar med 721.495 kr.

for

perioden fra 1. april 1997 til 31. december 2001.

Det fremgår af sagen, at selskabet ejes 100 pct. af B A/S.

Selskabets ultimative moderselskab er det tyske C AG.

Selskabets aktiviteter består primært af momspligtig leasing

og finansiering af købekontrakter udstedt af selvstændige forhandlere af

bilprodukterne. Selskabet har endvidere aktiviteter i form af

bilflådeadministration (Fleet Management).

Selskabet er registreret for moms, lønsumsafgift og

A-skat/AM-bidrag.

Det fremgår af sagen, at selskabet udfakturerer

rykkergebyrer uden at opkræve moms uanset, om gebyrerne kan relateres til

momsfrie eller momspligtige aktiviteter. Selskabet har i årene 1997 til og

med

2001 i alt udfaktureret rykkergebyrer med 6.096.109,97 kr. Selskabet har

angivet andelen af rykkergebyrer, der vedrører leasingaktiviteterne for de

enkelte år således:

52,33 pct.

59,06 pct.

61,25 pct.

55,95 pct.

50,08 pct.

Af selskabets standardkontrakt for leasingaftaler fremgår

blandt andet under ”Leasingvilkår og betaling”:

”Bruger underskriver betalingstilladelse for overførsel af

Læs alt

ydelserne via PBS. Vælges en anden betalingsform, tillægges et

administrationsgebyr på p.t. kr. 50,00 pr. ydelsesbetaling. Ved for sen

betaling pålægges bruger yderligere i morarente 1,8 % af det skyldige beløb

pr.

påbegyndt måned, indtil betaling sker. Der betales tillige et

administrationsgebyr, som Fleet Management fastsætter til enhver tid, p.t.

minimum 150,00.”

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse

anset den del af selskabets rykkergebyrer, der vedrører selskabets

momspligtige

leasingvirksomhed, som momspligtige. Told- og skatteregionen har forhøjet

selskabets momstilsvar med 721.495 kr. for perioden fra 1. april 1997 til 31.

december 2001. Ved opgørelsen af tilsvaret har regionen skønnet, at 50 % af

de

udfakturerede rykkergebyrer har vedrørt momspligtige aktiviteter, og der er

beregnet moms heraf med 25 %. 1. kvartal af 1997 er dog anset for forældet og

den andel, der kan henføres til dette kvartal indgår derfor ikke i

opgørelsen.

Regionen har som begrundelse anført, at efter momslovens §

27, stk. 2, nr. 2, skal biomkostninger som udgifter til provision, emballage,

forsendelse, forsikring og lignende, som leverandøren forlanger afholdt af

aftageren, medregnes til afgiftsgrundlaget. Af Momsvejledningen 2001, afsnit

G.1.2.2

fremgår, at der skal opkræves moms af diverse gebyrer, som sælger pålægger

køber at betale ved for sen betaling.

Regionen har videre anført, at Momsnævnet i TfS 1996.88 har

truffet afgørelse om, at der skal betales moms af gebyrer, der opkræves i

forbindelse med udsendelse af erindringsskrivelser vedrørende ikke-rettidigt

betalte ydelser.

Regionen har yderligere anført, at Landsskatteretten

kendelse offentliggjort i SKM2001.456/TfS 2001.881 ikke giver belæg for, at

rykkergebyrer generelt er momsfrie, eller at rykkergebyrer falder udenfor

momslovens anvendelsesområde. Kendelsen vedrørte oprettelsesgebyrer og

rykkergebyrer, der er opkrævet i forbindelse med finansiering af

købekontrakter

vedrørende salg på kredit. Landsskatteretten udtalte i kendelsen, at

rykkergebyret udgjorde en del af vederlaget for den ydede henstand

(långivning), der er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Det er regionens opfattelse, at der er en væsentlig forskel

mellem Landsskatterettens kendelse og EF-Domstolens afgørelse i sag C-222/81

(Bausystem). Landsskatteretten kom frem til, at rykkergebyrerne udgjorde en

del

af vederlaget for en momsfri ydelse og derfor var omfattet af momsloven.

EF-Domstolen fandt derimod, at renterne faldt udenfor momslovens

anvendelsesområde.

Dette er i overensstemmelse med momslovens § 27, stk. 3, nr. 4, hvorefter

sådanne renter ikke skal medregnes til vederlaget. Renter er betalingen for

en

ydet henstand med betaling. Det er et rykkergebyr ikke. Et rykkergebyr er

derimod en godtgørelse af kreditors omkostninger i forbindelse med påmindelse

om betalingskravet vedrørende den leverede ydelse, der er en leasingydelse.

Rykkergebyret skal derfor ikke vurderes særskilt, men ses i sammenhæng med

den

oprindelige ydelse, sådan som Landsskatteretten gjorde i sin kendelse.

Regionen har videre anført, at EF-Domstolens afgørelse i sag

C-16/93 (Tolsma) vedrører en gademusikant, som modtog penge fra tilfældigt

forbipasserende. EF-Domstolen fandt ikke, at indtægterne kunne anses for at

udgøre modværdien for en tjenesteydelse, da der ikke var indgået nogen

aftale,

og der ikke var nogen nødvendig sammenhæng mellem ydelse og betaling. Til

forskel er der i dette tilfælde indgået en leasingaftale, hvor det er oplyst,

at der vil blive faktureret et rykkergebyr ved manglende betaling.

Rykkergebyret er således en del af aftalen, og der er dermed en nødvendig

sammenhæng mellem rykkergebyret og leasingydelsen.

Regionen har endvidere anført, at Told- og Skattestyrelsen

som følge af Landsskatterettens kendelse udsendte et cirkulære (nr. 6 af 14.

februar 2002). Af cirkulærets punkt 3 fremgår følgende:

”Landsskatteretskendelsen fører til, at når et

oprettelsesgebyr kan henføres til ydelse af lån fører det til, at disse

gebyrer

ikke kan medregnes i afgiftsgrundlaget, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11,

litra a. Tilsvarende gælder når et rykkergebyr kan henføres til ydelse af

yderligere kreditgivning.

Virksomheder, der opkræver oprettelses- og rykkergebyrer

vedrørende virksomhedens finansiering af købekontrakter i forbindelse med

salg

af varer og ydelser på kredit, skal herefter ikke medregne gebyrerne til

virksomhedens afgiftsgrundlag, jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 5.”

Cirkulæret giver således adgang til tilbagebetaling af moms

opkrævet af oprettelses- og rykkergebyrer vedrørende finansiering af

købekontrakter i forbindelse med salg af varer og ydelser på kredit.

Cirkulæret

vedrører altså kun de situationer, hvor der er indgået egentlige

afbetalingsaftaler, og giver ikke adgang til tilbagebetaling af moms af

rykkergebyrer

generelt. Der er ikke ændret på, at rykkergebyrer, der ikke opkræves i

forbindelse med finansieringen af købekontrakter, anses for en biomkostning,

jf. momslovens § 27, stk. 2, nr. 2.

Da regionen har anset rykkergebyrerne for at være en del af

vederlaget for den leverede ydelse, har regionen fundet, at der skal beregnes

moms af rykkergebyrerne i det omfang de vedrører selskabets momspligtige

aktiviteter.

Regionen har beregnet momsen af rykkergebyrerne med 25 pct.

Regionen har i den forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelse af 18.

december 2000 offentliggjort i SKM2001.149/TfS 2001.253. I sagen havde det

mellem køber og sælger været forudsat, at den leverede ydelse var momsfri.

Landsskatteretten fandt derfor, at fakturabeløbet var uden moms. Som følge

heraf skulle der beregnes moms med 25 pct. af beløbet.

Selskabets repræsentant har overfor Landsskatteretten

principalt nedlagt påstand om, at de omhandlede rykkergebyrer er momsfrie.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at momskravet skal beregnes

med 20 pct. af de opkrævede gebyrer i stedet for 25 pct.

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført, at

rykkergebyrer ikke er udtryk for en leverance mod vederlag, hvorfor gebyrerne

falder uden for momslovens anvendelsesområde, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Repræsentanten har i den forbindelse fremhævet, at selskabet ikke foretager

en

leverance af en vare eller en ydelse i forbindelse med rykkergebyret, at

rykkergebyret ikke er en del af leasingydelsen, da det alene knytter sig til

betalingen af købesummen, at rykkergebyret alene er en godtgørelse af

omkostninger i forbindelse med rykkerproceduren, at selskabets kunde ikke

modtager nogen modydelse for betalingen af rykkergebyret, og at der ikke er

tale om biomkostninger i henhold til momslovens § 27, stk. 2, nr. 2. Der

leveres ikke nogen tjenesteydelse til kunden ved selskabets opkrævning af

rykkergebyrer. Der er derfor ingen modydelse for rykkergebyret. Kunden har

ikke

bedt om en rykker, og rykkeren udsendes udelukkende i selskabets egenskab af

kreditor for at beskytte egne økonomiske interesser.

At selskabet i sine leasingaftaler oplyser, at der vil blive

opkrævet et rykkergebyr er ikke udtryk for, at der er tale om indgåelse af en

aftale om levering af varer eller ydelser. Det er blot en oplysning til

kunden,

og nødvendigt for selskabet at medtage, hvis det ønsker at opkræve gebyr. Det

svarer til oplysninger om, at sagen vil blive oversendt til inkasso, hvis

ikke

leasingaftalens betalingsbestemmelser overholdes.

Repræsentanten har endvidere anført, at selskabets

opfattelse understøttes af EF-Domstolens afgørelser i sagerne C-222/81

(Bausystem), C-281/91 (Muys) og C-16/93 (Tolsma).

I sag 222/81 tog domstolen stilling til, om morarenter er

omfattet af begrebet modværdi. EF-Domstolen fastslog indledningsvist, at ved

begrebet modværdi forstås alt, hvad der modtages som modydelse for en

levering

af en ting eller tjenesteydelse indbefattet ekstra omkostninger f.eks.

emballage, transport, forsikring m.v. Domstolen fastslog imidlertid også at

de

i sagen omhandlede renter ikke stod i forbindelse med ydelsen eller

modtagelsen

af denne ydelse, og ikke var vederlag for en handelstransaktion. Det var

tværtimod en simpel godtgørelse af udgifter og blev erlagt på grund af

forsinket betaling.

Repræsentanten har anført, at det forhold, at

Bausystem-sagen drejer sig om renter, der er pålagt af en domstol, ikke er

ensbetydende med, at sagens konklusion ikke kan finde anvendelse på gebyrer.

Det afgørende er karakteren af den pålagte betaling, ikke om der er tale om

en

enkeltstående eller løbende betaling. Både renterne i Bausystem-sagen og

selskabets rykkergebyrer er et standardiseret og objektivt grundlag for en

erstatning for, at kunden ikke betaler ydelsen til tiden.

Sag C-281/91 drejede sig om momspligten for renter. Her blev

det fastslået, at renter, der ydes frem til leveringstidspunktet, udgør en

del

af den samlede modværdi. Det følger modsætningsvist, at ydes der henstand med

betalingen, efter leveringen har fundets sted, skal dette anses for en

separat

leverance i form af et lån i forhold til den momspligtige hovedydelse og

således ikke en del af den samlede momspligtige modværdi.

Sag C-16/93 drejede sig om, hvornår der foreligger levering

mod vederlag. EF-Domstolen fastslog, at en tjenesteydelse kun udføres mod

vederlag som omhandlet i 6. momsdirektiv, artikel 2, nr. 1 og derfor kun kan

beskattes, såfremt der mellem tjenesteyderen og modtageren består et

retsforhold, der vedrører en gensidig udveksling af ydelser, idet det af

tjenesteyderen medtagne vederlag udgør den faktiske modværdi af den ydelse,

som

leveres til modtageren.

Repræsentanten har endelig anført, at i den svenske

momslovgivning bliver rykkergebyrer betragtet som værende uden for momslovens

anvendelsesområde.

Til støtte for sin subsidiære påstand har repræsentanten

anført, at efter fast praksis har man fra Told & Skats side altid

betragtet

beløb som værende inklusiv moms i de situationer, hvor virksomheden

fejlagtigt

har været i den tro, at beløbene ikke skulle tillægges moms. I Told- og

Skattestyrelsens interne meddelelse af 11. december 1997 blev det meddelt, at

denne type reguleringer alene skal beregnes og betales med 20 pct. og ikke 25

pct. Denne praksis blev først ændret først i 2001 med Landsskatterettens

kendelse, SKM2001.33/TfS 2001.136, og Told- og Skattestyrelsens udtalelse af

12. februar 2002 i SKM2002.81.

Repræsentanten har anført, at selskabets situation er

parallel til den i den interne meddelelse beskrevne, idet man har betragtet

rykkergebyrerne som momsfrie. Opgørelsen af momsen for rykkergebyrerne skal

derfor alene beregnes med 20 pct. indtil praksisændringen i 2001.

Told- og Skattestyrelsen har overfor Landsskatteretten

indstillet, at rykkergebyrerne anses for momspligtige. Efter styrelsens

opfattelse har gebyrerne at gøre med de biomkostninger, som medregnes i

afgiftsgrundlaget i henhold til artikel 11, punkt A, stk. 2, litra b, i 6.

momsdirektiv. Bestemmelsen overlader medlemslandene et vist råderum med

hensyn

til fastsættelse af bestemmelsens nærmere indhold, jf. formuleringen

”Omkostninger, der er omfattet af en særskilt aftale, kan af

medlemslandene

betragtes som biomkostninger”. Efter styrelsens opfattelse ligger den

administrative praksis på området, som udtrykt ved Momsnævnets afgørelse

offentliggjort i TfS 1996.88 indenfor rammerne af dette råderum.

Landsskatteretten

skal udtale:

Efter momslovens § 4, stk. 1, skal der betales moms af varer

og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Ifølge 6. momsdirektiv, art. 11, pkt. A, stk. 1, litra a, er

beskatningsgrundlaget:

”ved levering af goder og tjenesteydelser, bortset fra de

under litra b), c) og d), omhandlede, den samlede modværdi som leverandøren

eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller

tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, der er direkte

forbundet med transaktionens pris.”

Bestemmelsen anses for gennemført i dansk ret ved momslovens

§ 27, stk. 1, efter hvilken afgiftsgrundlaget ved levering af varer og

ydelser

er vederlaget.

Efter 6. momsdirektiv artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b,

medregnes i beskatningsgrundlaget biomkostninger såsom provisions-,

emballage-,

transport- og forsikringsomkostninger, som leverandøren forlanger afholdt af

køberen eller aftageren. Omkostninger, der er omfattet af en særskilt aftale,

kan af medlemsstaterne betragtes som biomkostninger.

§ 27, stk. 2, har følgende ordlyd:

”I afgiftsgrundlaget medregnes:

( )

2) Biomkostninger som udgifter til provision, emballage,

forsendelse, forsikring og lign., som leverandøren forlanger af aftageren.

3) Tilslutnings- og oprettelsesafgifter og andre beløb, som

leverandøren afkræver modtageren som betingelse for levering af varer og

ydelser.

( )

5) Kreditkøbstillæg, finansieringstillæg og lign.”

Landsskatteretten finder, at de på forhånd aftalte

rykkergebyrer må anses for et standardiseret og objektivt grundlag for den

godtgørelse af omkostninger i forbindelse med påmindelse om betalingskravet,

som selskabet kan kræve for tab ved ikke at modtage den aftalte pengeydelse

til

den aftalte tid. Tabet består i denne situation af udgifter til iværksættelse

af rykkerprocedure m.v. Den godtgørelse af omkostninger, som finder sted ved

rykkergebyrerne, må anses for at være af en anden karakter end de af 6.

momsdirektiv artikel 11, pkt. A, stk. 2, litra b, omfattede biomkostninger,

og

ses i hvert fald ikke med hjemmel i den danske momslov at kunne medregnes som

en del af afgiftsgrundlaget for den leverede leasingydelse. Godtgørelsen kan

endvidere ikke anses som vederlag for en leverance, og må som følge heraf

anses

for at falde udenfor momslovens anvendelsesområde, jf. § 4, stk. 1.

Retten finder således, at gebyrerne ikke kan medregnes i

afgiftsgrundlaget.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter