Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 14. maj 2003 vedr. Lønsumsafgift fransk banks repræsentationskontor i Danmark

KEN nr 9639 af 14/05/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 14. maj 2003 vedr. Lønsumsafgift –

fransk banks repræsentationskontor i Danmark

Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset

repræsentationskontoret A for pligtig at betale lønsumsafgift efter

lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 2, jf. § 4, stk. 2, nr. 1.

Det fremgår af sagen, at en fransk bank (herefter benævnt

banken) har haft et repræsentationskontor i

København i Danmark - A. Repræsentationskontoret var registreret i

henhold til ambiloven i perioden 1. januar 1988 til 31. december 1991, og

blev

senere registreret efter lønsumsafgiftsloven. Repræsentationskontoret er nu

nedlagt og blev afmeldt fra såvel lønsumsafgiftspligt som indeholdelsespligt

pr. 31. august 2001. Repræsentationskontoret har været registreret ved en

herboende repræsentant.

Repræsentationskontorets rolle har efter det oplyste været, at

repræsentere den franske bank i Danmark, og formidle kontakten til

hovedkontoret i Paris og bankens filialnet i resten af verden. Hovedkontoret

i

Paris har overført beløb til København til drift af repræsentationskontoret,

herunder til husleje og lønninger. Der er ikke gået pengestrømme fra

repræsentationskontoret til hovedkontoret i Paris.

Advokaten for repræsentationskontoret har oplyst, at

repræsentationskontorets primære aktivitet har omfattet generelle oplysninger

vedrørende økonomisk og politisk miljø og forbindelser mellem store

virksomheder. Han har oplyst, at repræsentationskontoret har haft 3

medarbejdere: Repræsentant B, der har haft direkte kontakter med virksomheder

for at kunne identificere forretningsmuligheder, som efterfølgende er blevet

fulgt op og udført via de pågældende brancher i Paris, London eller

Stockholm,

Assistent C, der har analyseret de mulige klienters resultater og regnskaber,

Læs alt

og D, der har været ansvarlig for resten af kontoret – lige fra

bogføring til

mødearrangementer med klienter.

Det fremgår, at den franske bank ikke har opgjort et

skattemæssigt resultat for repræsentationskontoret i Danmark, idet banken

ikke

er anset for at have fast driftssted i Danmark i skattemæssig henseende.

Det fremgår videre, at repræsentationskontoret fra 1. januar

1997 frem til 31. august 2001 ved opgørelse af lønsumsafgift har anvendt

lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 3, (metode 1 fonde og foreninger m.v.).

Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse anset

repræsentationskontoret for pligtig at opgøre lønsumsafgift efter

lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 (den finansielle sektor) og at

beregne

lønsumsafgiften efter lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 2 (metode 2). Regionen

har

følgelig opgjort et efterbetalingskrav på 254.822 kr.

Regionen har som begrundelse for afgørelsen bl.a. henvist til

Lønsumsafgiftsvejledningen 2001, afsnit B.2.4, og herved anført, at der

vedrørende registreringspligten henvises til, at aktiviteten i Danmark skal

anses som en integreret del af den udenlandske banks momsfrie finansielle

aktiviteter, og at dette må føre til, at lønsumsafgiften skal opgøres efter

metode 2 på samme måde, som hvis banken var fuldt ud etableret i Danmark.

Videre har regionen anført, at repræsentationskontoret i Danmark skal anses

som

en del af den franske bank, og at der ved vurderingen af, om virksomhedens

finansielle aktiviteter udgør en væsentlig del af virksomhedens samlede

aktiviteter bør ske på baggrund af hele bankens aktiviteter.

Repræsentationskontoret udgør således en del af den samlede virksomhed og er

ikke en selvstændig juridisk enhed. Videre har regionen henvist til

Momsnævnets

afgørelse gengivet i TfS 1989.546.

Endvidere har regionen anført, at repræsentationskontoret ved

sit navn tilkendegiver at være et repræsentationskontor for den franske bank,

at de ansatte på kontoret skulle skaffe kunder til den franske bank, hvorfor

det ville virke konkurrenceforvridende, hvis opgørelse skulle ske efter

lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1 (metode 4), samt at opgørelsesmetode 4 i

øvrigt ikke er egnet i tilfælde, hvor der ikke skal opgøres et skattemæssigt

resultat.

Regionen har til advokatens principale påstand over for

Landsskatteretten anført, at det må lægges til grund, at den udenlandske bank

har foretaget levering af finansielle ydelser omfattet af momslovens § 18,

stk.

1, nr. 5, og at leveringsstedet for disse ydelser er i Danmark efter

momslovens

§ 18, stk. 2. Regionen har dertil anført, at da den udenlandske bank leverer

ydelser, der har leveringssted i Danmark, som er fritaget for moms efter

momslovens

§ 13, stk. 1, nr. 11, er den lønsumsafgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens

§

1, stk. 1.

Repræsentationskontorets advokat har over for Landsskatteretten

nedlagt principal påstand om, at repræsentationskontoret ikke er pligtig at

betale lønsumsafgift.

Advokaten har nedlagt subsidiær påstand om, at lønsumsafgiften

skal beregnes efter metode 4.

Til støtte for den principale påstand har advokaten bl.a.

anført, at der af AMBI-lovgivningens forarbejder ingen konkrete

fortolkningsbidrag ses til præcist at fastslå, hvorvidt et udenlandsk

pengeinstituts herværende repræsentationskontor er omfattet af begrebet

finansiel virksomhed. Han har anført, at det af ordlyden i

lønsumsafgiftslovens

§ 1, stk. 1, følger at lønsumsafgiftspligten kun påhviler de aktiviteter, som

er momsfrie efter momslovens § 13, og at det nødvendigvis må forudsætte, at

leveringsstedet for ydelsen - i overensstemmelse med de momsmæssige

retningslinier for fastlæggelse af leveringsstedet - er i Danmark. Han har

anført, at dette fører til, at f.eks. et pengeinstitut, der leverer

finansielle

ydelser til aftagere i tredjelande, kan friholde disse ved opgørelse af

lønsumsafgiftsgrundlaget, jf. herved en artikel i TfS 1997.150.

Han har anført, at sammenhængen mellem lønsumsafgiftsloven og

momsloven er den, at lønsumsafgiftsloven benyttes til at hjemle en afgift for

virksomheder, som specifikt undtages fra betaling af en generel

omsætningsafgift efter momsloven. Når hjemlen til at pålægge af lønsumsafgift

således findes ved en henvisning til momsloven, er den eneste naturlige

forståelse, at lønsumsafgiftsloven har det samme anvendelsesområde som

moms-loven. Dette må i hvert fald gælde, så længe der ikke er foretaget en

selvstændig afgrænsning af anvendelsesområdet i lønsumsafgiftsloven. Når der

ikke i lønsumsafgiftsloven eller forarbejder hertil kan findes nogle

fortolkningsbidrag til anvendelsesområdet for loven, vil henvisningen til

momsloven bibringe en læser den opfattelse, at anvendelsesområderne er

identiske. Den manglende angivelse af anvendelsesområdet for

lønsumsafgiftsloven vil netop tale for, at der udelukkende er afgiftspligt

for

ydelser med leveringssted i Danmark.

Videre har han anført, at der i henhold til grundlovens § 43

ikke kan pålægges skatter, uden at dette er hjemlet ved lov. Når det ikke af

lønsumsafgiftsloven fremgår, at den ikke er begrænset af anvendelsesområdet

for

den lov, den afleder ret fra, synes det ikke at have været lovgivers

intention

at give loven dette bredere anvendelsesområde. Det påhviler derfor

myndighederne

at bevise, at det bredere anvendelsesområde var tilsigtet, og der kan således

ikke blot henvises til, at forarbejderne er tavse om spørgsmålet.

Han har endvidere anført, at det fremgår af en ikke

offentliggjort Landsskatteretskendelse af 23. september 2002 (j.nr.

2-6-1670-0036), at Landsskatteretten er enig i, at lønsumsafgiften kun

pålægges, hvis ydelsesstedet er i Danmark i momslovens forstand. I

præmisserne

er således anført:

”Landsskatteretten bemærker, at ( ) efter det oplyste leverer

momsfritagne finansielle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, at

leveringsstedet for den bankvirksomhed, som leveres til aftagere her i

landet,

eller som leveres her i landet, er her i landet, jf. momslovens § 18, stk. 1,

nr. 5, og at i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er virksomheder,

der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter

momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, lønsumsafgiftspligtige.”

Han har dertil anført, at Landsskatteretten således i kendelsen

af 23. september 2002 har foretaget en materiel prøvelse af, om

leveringsstedet

for ydelserne er i Danmark i momslovens forstand. Hvis Landsskatteretten er

af

den opfattelse, at dette ikke er en betingelse for pålæg af lønsumsafgift, er

der ikke mening i, at foretage denne prøvelse. Et modsat resultat er

ensbetydende med en ændret praksis fra Landsskatteretten.

Endvidere har han anført, at der ikke er ydet leverancer mod

vederlag, idet repræsentationskontoret ikke har taget betaling for deres

ydelser.

Sammenfattende har advokaten til støtte for den principale

påstand gjort gældende, at repræsentationskontoret ikke er pligtig at

indbetale

lønsumsafgift, idet kontoret ikke har leveret finansielle ydelser, og at i

den

udstrækning kontoret må anses at have leveret finansielle ydelser, er

leveringsstedet for disse ydelser ikke Danmark. Endvidere er der ikke leveret

ydelser mod vederlag.

Til støtte for den subsidiære påstand har advokaten gjort

gældende, at der ikke er lovhjemmel til at opkræve lønsumsafgift efter metode

2, idet repræsentationskontoret ikke har drevet en sådan finansiel

virksomhed.

Han har videre anført, at der som hovedregel skal betales

lønsumsafgift efter metode 4, medmindre en af undtagelsesbestemmelserne,

herunder metode 2, finder anvendelse. Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr.

2,

må efter ordlyden fortolkes således, at der skal ske en egentlig investering,

betalingsformidling, formidling af lån, handel eller lignende, for at

virksomheden er omfattet af metode 2. For at kunne benytte en sådan

undtagelsesbestemmelse,

må noget kunne begrunde det, idet de må fortolkes indskrænkende. Der er ikke

i

forarbejderne nogen formuleringer til støtte herfor, og domstolene har ikke

taget stilling hertil.

Til den af told- og skatteregionen nævnte Momsnævnsafgørelse i

TfS 1989.546 har advokaten anført, at det af afgørelsen fremgår:

”Momsnævnet

har fundet, at et repræsentationskontor er AMBI- og registreringspligtigt,

idet

( )”, og således angår registreringspligten for den dagældende AMBI-lov

og ikke

spørgsmålet om betalingspligten. Han har anført, at hverken lovens

forarbejder

eller administrativ praksis bidrager til fortolkning af spørgsmålet om,

hvorvidt et repræsentationskontor er omfattet af metode 2.

Han har henvist til Ligningsrådets afgørelse gengivet i TfS

2002.15/SKM 2001.493.LR, samt anført, at afgørelsen gik ud på, at

ventureselskaber, der hidtil havde betalt lønsumsafgift efter metode 2,

fremover ikke skulle betale lønsumsafgift. Han har anført, at det forhold, at

myndighederne lægger vægt på, at der i ventureselskaber ikke er indtægter,

der

er et resultat af en økonomisk virksomhed, må føre til, at det i nærværende

sag

omhandlede repræsentationskontor falder uden for metode 2. Han har anført, at

hertil kommer, at det i Lønsumsafgifts-vejledningen og i cirkulæret til lov

om

lønsumsafgift er angivet, at virksomheder inden for den finansielle sektor

kun

er omfattet af metode 2, såfremt salget af finansielle ydelser udgør en

væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning. Dertil har han anført, at

såfremt det danske repræsentationskontors omsætning og aktiviteter skal

bedømmes isoleret, må dette føre til, at repræsentationskontoret også på

dette

grundlag falder uden for metode 2.

Han har anført, at det synes stridende mod internationale

bestræbelser på at undgå dobbeltbeskatning, at pålægge afgift af en

repræsentationskontor, når banken beskattes af alle indkomster i et andet

land,

domicillandet Frankrig.

Endelig har advokaten anført, at regionens afgørelse er udtryk

for en skærpelse af praksis, og at en sådan skærpelse efter de almindelige

forvaltningsretlige principper alene kan finde sted for fremtiden, jf. herved

bl.a. Ligningsvejledningen 2000, afsnit A.H.4, og UfR 1983.8H.

Han har anført, at ved ikke at gøre klageren opmærksom på, at

lønsumsafgiften har været ansat til en forkert sats, selvom opgørelsen er

sket

efter samme metode gennem flere år, er der skabt en forventning om, at

skattemyndighederne ikke pludselig underkender opgørelsen heraf. Klageren

anså

kontorets funktion for at være som et turistkontors, idet hovedaktiviteten

netop var informationsvirksomhed, og opgørelsen er således foretaget i god

tro.

Hvis metodevalget senere tilsidesættes må det komme myndigheden til skade, at

reglerne er udformet således, at det ikke ved almindelig agtpågivenhed fra

klagerens side er muligt at opgøre afgiften på korrekt vis. Klageren har

indrettet sig på at bære en bestemt afgiftsbyrde, hvilket er væsentligt for

vurdering af, om oprettelse af kontoret kunne svare sig.

Han har gjort gældende, at rimelighedsbetragtningerne i den

konkrete situation må føre til, at metodevalget ikke kan ændres med

tilbagevirkende kraft, og at der derfor ikke kan gøres et krav om

efterbetaling

gældende.

Landsskatteretten skal

udtale:

Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, fremgår:

”Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod

vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter

merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 5, nr. 8, nr.

10-12,

nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden

økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er

afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven..”

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 2, stk. 1:

”Virksomheder, der er afgiftspligtige, skal anmeldes til

registrering hos told- og skatteregionen, jf. dog stk. 2”.

Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 3, stk. 3:

”Såfremt en virksomhed ikke har filial eller lignende her i

landet, skal den registreres ved en person, der er bosiddende her i landet,

eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet.”

Efter lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 2, nr. 1, er

afgiftsgrundlaget virksomhedens lønsum med tillæg af 90 % for virksomheder

inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter

vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing,

investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer

eller

valuta.

Landsskatteretten finder, at banken leverer momsfritagne

finansielle ydelser mod vederlag, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at bankens repræsentationskontor i

Danmark efter det oplyste foretager opsøgende salgsarbejde, identificerer

potentielle kunder, informerer om bankens produkter og formidler kontakt til

det udenlandske hovedkontor. Retten finder derfor, at den af

repræsentationskontoret udøvede virksomhed er en integreret del af de af

banken

leverede momsfrie finansielle ydelser, som banken modtager vederlag for.

Efter

lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er virksomheder, der mod vederlag leverer

varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1,

nr.

11, lønsumsafgiftspligtige. Retten finder derfor, at den af

repræsentationskontoret udøvede virksomhed er omfattet af

lønsumsafgiftspligten

i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Landsskatteretten finder, at det hverken for

lønsumsafgiftspligten eller for opgørelsen er afgørende om leveringsstedet

for

disse ydelser efter momslovens regler er Danmark. Der ses således hverken i

lønsumsafgiftsloven eller i dennes forarbejder grundlag for at indlægge en

sådan betingelse for lønsumsafgiftspligt, og ej heller for reduktion af

afgiftsgrundlaget med den del af lønsummen, der kan henføres til ydelser, der

ikke har leveringssted her i landet.

Da den af repræsentationskontoret udøvede virksomhed må anses

for en integreret del af de af banken udøvede momsfrie finansielle

aktiviteter,

der bl.a. består i levering af momsfrie finansielle, findes afgiftsgrundlaget

at skulle opgøres efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, og beregnes

efter § 5, stk. 2 (metode 2).

Landsskatteretten finder endvidere ikke, at der har foreligget

en generel praksis om, at omhandlede type virksomhed er omfattet af

lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 (metode 4), hvorfor regionens afgørelse ikke

kan anses for udtryk for ændring af praksis. Endvidere ses regionen ikke at

have givet repræsentationskontoret en individuel positiv

forhåndstilkendegivelse af retsbeskyttet karakter vedrørende

metodespørgsmålet.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. Dette er tiltrådt af

Told- og Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter