Landsskatteretskendelse af 14. maj 2003 vedr. Lønsumsafgift fransk banks repræsentationskontor i Danmark
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 14. maj 2003 vedr. Lønsumsafgift –
fransk banks repræsentationskontor i Danmark
Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset
repræsentationskontoret A for pligtig at betale lønsumsafgift efter
lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 2, jf. § 4, stk. 2, nr. 1.
Det fremgår af sagen, at en fransk bank (herefter benævnt
banken) har haft et repræsentationskontor i
København i Danmark - A. Repræsentationskontoret var registreret i
henhold til ambiloven i perioden 1. januar 1988 til 31. december 1991, og
blev
senere registreret efter lønsumsafgiftsloven. Repræsentationskontoret er nu
nedlagt og blev afmeldt fra såvel lønsumsafgiftspligt som indeholdelsespligt
pr. 31. august 2001. Repræsentationskontoret har været registreret ved en
herboende repræsentant.
Repræsentationskontorets rolle har efter det oplyste været, at
repræsentere den franske bank i Danmark, og formidle kontakten til
hovedkontoret i Paris og bankens filialnet i resten af verden. Hovedkontoret
i
Paris har overført beløb til København til drift af repræsentationskontoret,
herunder til husleje og lønninger. Der er ikke gået pengestrømme fra
repræsentationskontoret til hovedkontoret i Paris.
Advokaten for repræsentationskontoret har oplyst, at
repræsentationskontorets primære aktivitet har omfattet generelle oplysninger
vedrørende økonomisk og politisk miljø og forbindelser mellem store
virksomheder. Han har oplyst, at repræsentationskontoret har haft 3
medarbejdere: Repræsentant B, der har haft direkte kontakter med virksomheder
for at kunne identificere forretningsmuligheder, som efterfølgende er blevet
fulgt op og udført via de pågældende brancher i Paris, London eller
Stockholm,
Assistent C, der har analyseret de mulige klienters resultater og regnskaber,
Læs alt
og D, der har været ansvarlig for resten af kontoret – lige fra
bogføring til
mødearrangementer med klienter.
Det fremgår, at den franske bank ikke har opgjort et
skattemæssigt resultat for repræsentationskontoret i Danmark, idet banken
ikke
er anset for at have fast driftssted i Danmark i skattemæssig henseende.
Det fremgår videre, at repræsentationskontoret fra 1. januar
1997 frem til 31. august 2001 ved opgørelse af lønsumsafgift har anvendt
lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 3, (metode 1 fonde og foreninger m.v.).
Told- og Skatteregionen har ved den påklagede afgørelse anset
repræsentationskontoret for pligtig at opgøre lønsumsafgift efter
lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1 (den finansielle sektor) og at
beregne
lønsumsafgiften efter lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 2 (metode 2). Regionen
har
følgelig opgjort et efterbetalingskrav på 254.822 kr.
Regionen har som begrundelse for afgørelsen bl.a. henvist til
Lønsumsafgiftsvejledningen 2001, afsnit B.2.4, og herved anført, at der
vedrørende registreringspligten henvises til, at aktiviteten i Danmark skal
anses som en integreret del af den udenlandske banks momsfrie finansielle
aktiviteter, og at dette må føre til, at lønsumsafgiften skal opgøres efter
metode 2 på samme måde, som hvis banken var fuldt ud etableret i Danmark.
Videre har regionen anført, at repræsentationskontoret i Danmark skal anses
som
en del af den franske bank, og at der ved vurderingen af, om virksomhedens
finansielle aktiviteter udgør en væsentlig del af virksomhedens samlede
aktiviteter bør ske på baggrund af hele bankens aktiviteter.
Repræsentationskontoret udgør således en del af den samlede virksomhed og er
ikke en selvstændig juridisk enhed. Videre har regionen henvist til
Momsnævnets
afgørelse gengivet i TfS 1989.546.
Endvidere har regionen anført, at repræsentationskontoret ved
sit navn tilkendegiver at være et repræsentationskontor for den franske bank,
at de ansatte på kontoret skulle skaffe kunder til den franske bank, hvorfor
det ville virke konkurrenceforvridende, hvis opgørelse skulle ske efter
lønsumsafgiftslovens § 5, stk. 1 (metode 4), samt at opgørelsesmetode 4 i
øvrigt ikke er egnet i tilfælde, hvor der ikke skal opgøres et skattemæssigt
resultat.
Regionen har til advokatens principale påstand over for
Landsskatteretten anført, at det må lægges til grund, at den udenlandske bank
har foretaget levering af finansielle ydelser omfattet af momslovens § 18,
stk.
1, nr. 5, og at leveringsstedet for disse ydelser er i Danmark efter
momslovens
§ 18, stk. 2. Regionen har dertil anført, at da den udenlandske bank leverer
ydelser, der har leveringssted i Danmark, som er fritaget for moms efter
momslovens
§ 13, stk. 1, nr. 11, er den lønsumsafgiftspligtig efter lønsumsafgiftslovens
§
1, stk. 1.
Repræsentationskontorets advokat har over for Landsskatteretten
nedlagt principal påstand om, at repræsentationskontoret ikke er pligtig at
betale lønsumsafgift.
Advokaten har nedlagt subsidiær påstand om, at lønsumsafgiften
skal beregnes efter metode 4.
Til støtte for den principale påstand har advokaten bl.a.
anført, at der af AMBI-lovgivningens forarbejder ingen konkrete
fortolkningsbidrag ses til præcist at fastslå, hvorvidt et udenlandsk
pengeinstituts herværende repræsentationskontor er omfattet af begrebet
finansiel virksomhed. Han har anført, at det af ordlyden i
lønsumsafgiftslovens
§ 1, stk. 1, følger at lønsumsafgiftspligten kun påhviler de aktiviteter, som
er momsfrie efter momslovens § 13, og at det nødvendigvis må forudsætte, at
leveringsstedet for ydelsen - i overensstemmelse med de momsmæssige
retningslinier for fastlæggelse af leveringsstedet - er i Danmark. Han har
anført, at dette fører til, at f.eks. et pengeinstitut, der leverer
finansielle
ydelser til aftagere i tredjelande, kan friholde disse ved opgørelse af
lønsumsafgiftsgrundlaget, jf. herved en artikel i TfS 1997.150.
Han har anført, at sammenhængen mellem lønsumsafgiftsloven og
momsloven er den, at lønsumsafgiftsloven benyttes til at hjemle en afgift for
virksomheder, som specifikt undtages fra betaling af en generel
omsætningsafgift efter momsloven. Når hjemlen til at pålægge af lønsumsafgift
således findes ved en henvisning til momsloven, er den eneste naturlige
forståelse, at lønsumsafgiftsloven har det samme anvendelsesområde som
moms-loven. Dette må i hvert fald gælde, så længe der ikke er foretaget en
selvstændig afgrænsning af anvendelsesområdet i lønsumsafgiftsloven. Når der
ikke i lønsumsafgiftsloven eller forarbejder hertil kan findes nogle
fortolkningsbidrag til anvendelsesområdet for loven, vil henvisningen til
momsloven bibringe en læser den opfattelse, at anvendelsesområderne er
identiske. Den manglende angivelse af anvendelsesområdet for
lønsumsafgiftsloven vil netop tale for, at der udelukkende er afgiftspligt
for
ydelser med leveringssted i Danmark.
Videre har han anført, at der i henhold til grundlovens § 43
ikke kan pålægges skatter, uden at dette er hjemlet ved lov. Når det ikke af
lønsumsafgiftsloven fremgår, at den ikke er begrænset af anvendelsesområdet
for
den lov, den afleder ret fra, synes det ikke at have været lovgivers
intention
at give loven dette bredere anvendelsesområde. Det påhviler derfor
myndighederne
at bevise, at det bredere anvendelsesområde var tilsigtet, og der kan således
ikke blot henvises til, at forarbejderne er tavse om spørgsmålet.
Han har endvidere anført, at det fremgår af en ikke
offentliggjort Landsskatteretskendelse af 23. september 2002 (j.nr.
2-6-1670-0036), at Landsskatteretten er enig i, at lønsumsafgiften kun
pålægges, hvis ydelsesstedet er i Danmark i momslovens forstand. I
præmisserne
er således anført:
”Landsskatteretten bemærker, at ( ) efter det oplyste leverer
momsfritagne finansielle ydelser, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, at
leveringsstedet for den bankvirksomhed, som leveres til aftagere her i
landet,
eller som leveres her i landet, er her i landet, jf. momslovens § 18, stk. 1,
nr. 5, og at i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er virksomheder,
der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter
momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, lønsumsafgiftspligtige.”
Han har dertil anført, at Landsskatteretten således i kendelsen
af 23. september 2002 har foretaget en materiel prøvelse af, om
leveringsstedet
for ydelserne er i Danmark i momslovens forstand. Hvis Landsskatteretten er
af
den opfattelse, at dette ikke er en betingelse for pålæg af lønsumsafgift, er
der ikke mening i, at foretage denne prøvelse. Et modsat resultat er
ensbetydende med en ændret praksis fra Landsskatteretten.
Endvidere har han anført, at der ikke er ydet leverancer mod
vederlag, idet repræsentationskontoret ikke har taget betaling for deres
ydelser.
Sammenfattende har advokaten til støtte for den principale
påstand gjort gældende, at repræsentationskontoret ikke er pligtig at
indbetale
lønsumsafgift, idet kontoret ikke har leveret finansielle ydelser, og at i
den
udstrækning kontoret må anses at have leveret finansielle ydelser, er
leveringsstedet for disse ydelser ikke Danmark. Endvidere er der ikke leveret
ydelser mod vederlag.
Til støtte for den subsidiære påstand har advokaten gjort
gældende, at der ikke er lovhjemmel til at opkræve lønsumsafgift efter metode
2, idet repræsentationskontoret ikke har drevet en sådan finansiel
virksomhed.
Han har videre anført, at der som hovedregel skal betales
lønsumsafgift efter metode 4, medmindre en af undtagelsesbestemmelserne,
herunder metode 2, finder anvendelse. Lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr.
2,
må efter ordlyden fortolkes således, at der skal ske en egentlig investering,
betalingsformidling, formidling af lån, handel eller lignende, for at
virksomheden er omfattet af metode 2. For at kunne benytte en sådan
undtagelsesbestemmelse,
må noget kunne begrunde det, idet de må fortolkes indskrænkende. Der er ikke
i
forarbejderne nogen formuleringer til støtte herfor, og domstolene har ikke
taget stilling hertil.
Til den af told- og skatteregionen nævnte Momsnævnsafgørelse i
TfS 1989.546 har advokaten anført, at det af afgørelsen fremgår:
”Momsnævnet
har fundet, at et repræsentationskontor er AMBI- og registreringspligtigt,
idet
( )”, og således angår registreringspligten for den dagældende AMBI-lov
og ikke
spørgsmålet om betalingspligten. Han har anført, at hverken lovens
forarbejder
eller administrativ praksis bidrager til fortolkning af spørgsmålet om,
hvorvidt et repræsentationskontor er omfattet af metode 2.
Han har henvist til Ligningsrådets afgørelse gengivet i TfS
2002.15/SKM 2001.493.LR, samt anført, at afgørelsen gik ud på, at
ventureselskaber, der hidtil havde betalt lønsumsafgift efter metode 2,
fremover ikke skulle betale lønsumsafgift. Han har anført, at det forhold, at
myndighederne lægger vægt på, at der i ventureselskaber ikke er indtægter,
der
er et resultat af en økonomisk virksomhed, må føre til, at det i nærværende
sag
omhandlede repræsentationskontor falder uden for metode 2. Han har anført, at
hertil kommer, at det i Lønsumsafgifts-vejledningen og i cirkulæret til lov
om
lønsumsafgift er angivet, at virksomheder inden for den finansielle sektor
kun
er omfattet af metode 2, såfremt salget af finansielle ydelser udgør en
væsentlig del af virksomhedens samlede omsætning. Dertil har han anført, at
såfremt det danske repræsentationskontors omsætning og aktiviteter skal
bedømmes isoleret, må dette føre til, at repræsentationskontoret også på
dette
grundlag falder uden for metode 2.
Han har anført, at det synes stridende mod internationale
bestræbelser på at undgå dobbeltbeskatning, at pålægge afgift af en
repræsentationskontor, når banken beskattes af alle indkomster i et andet
land,
domicillandet Frankrig.
Endelig har advokaten anført, at regionens afgørelse er udtryk
for en skærpelse af praksis, og at en sådan skærpelse efter de almindelige
forvaltningsretlige principper alene kan finde sted for fremtiden, jf. herved
bl.a. Ligningsvejledningen 2000, afsnit A.H.4, og UfR 1983.8H.
Han har anført, at ved ikke at gøre klageren opmærksom på, at
lønsumsafgiften har været ansat til en forkert sats, selvom opgørelsen er
sket
efter samme metode gennem flere år, er der skabt en forventning om, at
skattemyndighederne ikke pludselig underkender opgørelsen heraf. Klageren
anså
kontorets funktion for at være som et turistkontors, idet hovedaktiviteten
netop var informationsvirksomhed, og opgørelsen er således foretaget i god
tro.
Hvis metodevalget senere tilsidesættes må det komme myndigheden til skade, at
reglerne er udformet således, at det ikke ved almindelig agtpågivenhed fra
klagerens side er muligt at opgøre afgiften på korrekt vis. Klageren har
indrettet sig på at bære en bestemt afgiftsbyrde, hvilket er væsentligt for
vurdering af, om oprettelse af kontoret kunne svare sig.
Han har gjort gældende, at rimelighedsbetragtningerne i den
konkrete situation må føre til, at metodevalget ikke kan ændres med
tilbagevirkende kraft, og at der derfor ikke kan gøres et krav om
efterbetaling
gældende.
Landsskatteretten skal
udtale:
Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, fremgår:
”Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod
vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter
merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 5, nr. 8, nr.
10-12,
nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden
økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er
afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven..”
Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 2, stk. 1:
”Virksomheder, der er afgiftspligtige, skal anmeldes til
registrering hos told- og skatteregionen, jf. dog stk. 2”.
Det fremgår af lønsumsafgiftslovens § 3, stk. 3:
”Såfremt en virksomhed ikke har filial eller lignende her i
landet, skal den registreres ved en person, der er bosiddende her i landet,
eller ved en virksomhed, der har forretningssted her i landet.”
Efter lønsumsafgiftsloven § 4, stk. 2, nr. 1, er
afgiftsgrundlaget virksomhedens lønsum med tillæg af 90 % for virksomheder
inden for den finansielle sektor, der omfatter virksomheder med aktiviteter
vedrørende forsikring, ind- og udlån, kreditformidling, pensionsopsparing,
investeringsforvaltning, betalingsformidling samt handel med værdipapirer
eller
valuta.
Landsskatteretten finder, at banken leverer momsfritagne
finansielle ydelser mod vederlag, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11.
Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at bankens repræsentationskontor i
Danmark efter det oplyste foretager opsøgende salgsarbejde, identificerer
potentielle kunder, informerer om bankens produkter og formidler kontakt til
det udenlandske hovedkontor. Retten finder derfor, at den af
repræsentationskontoret udøvede virksomhed er en integreret del af de af
banken
leverede momsfrie finansielle ydelser, som banken modtager vederlag for.
Efter
lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, er virksomheder, der mod vederlag leverer
varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1,
nr.
11, lønsumsafgiftspligtige. Retten finder derfor, at den af
repræsentationskontoret udøvede virksomhed er omfattet af
lønsumsafgiftspligten
i henhold til lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1.
Landsskatteretten finder, at det hverken for
lønsumsafgiftspligten eller for opgørelsen er afgørende om leveringsstedet
for
disse ydelser efter momslovens regler er Danmark. Der ses således hverken i
lønsumsafgiftsloven eller i dennes forarbejder grundlag for at indlægge en
sådan betingelse for lønsumsafgiftspligt, og ej heller for reduktion af
afgiftsgrundlaget med den del af lønsummen, der kan henføres til ydelser, der
ikke har leveringssted her i landet.
Da den af repræsentationskontoret udøvede virksomhed må anses
for en integreret del af de af banken udøvede momsfrie finansielle
aktiviteter,
der bl.a. består i levering af momsfrie finansielle, findes afgiftsgrundlaget
at skulle opgøres efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, nr. 1, og beregnes
efter § 5, stk. 2 (metode 2).
Landsskatteretten finder endvidere ikke, at der har foreligget
en generel praksis om, at omhandlede type virksomhed er omfattet af
lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 (metode 4), hvorfor regionens afgørelse ikke
kan anses for udtryk for ændring af praksis. Endvidere ses regionen ikke at
have givet repræsentationskontoret en individuel positiv
forhåndstilkendegivelse af retsbeskyttet karakter vedrørende
metodespørgsmålet.
Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor. Dette er tiltrådt af
Told- og Skattestyrelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet virksomhedens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af virksomhedens lønsumsafgiftstilsvar for perioden 2005 til 2015… Landsskatteretten · 2. oktober 2023
- Lønsumsafgift - registreringspligt, opstart af virksomhed Retsinformation · 12. september 2018
- Lønsumsafgift - filial - udenlandsk finansiel virksomhed Retsinformation · 12. januar 2018
- Skattestyrelsen har forhøjet selskabets betaling af lønsumsafgift med samlet 171.085 kr. for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2022 Landsskatteretten · 16. juni 2025
- Lønsumsafgift på baggrund af overskud af virksomhed i indkomståret 2010 Landsskatteretten · 1. februar 2017
- Fradrag for købsmoms – Lønsumsafgift Landsskatteretten · 3. februar 2025
Lignende dokumenter
- Lønsumsafgift - filial - udenlandsk finansiel virksomhed Retsinformation · 12. januar 2018
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2000 AFSNIT B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2003 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2003 C AFGIFTSGRUNDLAGET Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2007 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008
- LØNSUMSAFGIFTSVEJLEDNINGEN 2006 B AFGIFTSPLIGTIGE VIRKSOMHEDER Retsinformation · 5. februar 2008