Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 4. februar 2002 vedrørende reduktion af repræsentationsudgifter refunderet af samhandelspartner

KEN nr 9442 af 04/02/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 4. februar 2002 vedrørende

reduktion af repræsentationsudgifter refunderet af samhandelspartner

A ApS klager for

indkomstårene 1997-2000 inkl. over, at de stedlige skattemyndigheder har

forhøjet selskabets indkomster med hhv. 31.728 kr., 51.489 kr., 36.161 kr. og

24.426 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet er en slags

salgsagent for B AG, Tyskland. Selskabet blev etableret i 1991 og dets

aktivitet er engroshandel med råvarer og halvfabrikata. Selskabets direktør

og

hovedaktionær er C.

Selskabets regnskabsår omfatter perioden 1. juli til 30. juni,

og selskabets omsætning og resultat før skat udgjorde i indkomstårene 1997

til

2000 følgende:

Indkomstår

Omsætning

Resultat før skat

1997

632.088

6.459 kr.

1998

662.793 kr.

¸

7.362

kr.

1999

719.848 kr.

106.841 kr.

2000

Læs alt

787.893 kr.

¸

43.633

kr.

Selskabet har hvert år fået refunderet en del af sine udgifter

fra selskabet B AG. I indkomstårene 1997 til 2000 blev der refunderet

henholdsvis 513.437 kr., 498.502 kr., 538.256 kr. og 545.800 kr.

Blandt de refunderede udgifter er følgende poster:

Indkomstår

Tobak, vin m.m. m/delvis moms

Tobak, vin, spiritus, øl m.m.

Anden repræsentation

Repræsentation i udlandet

1997

1.140 kr.

-

600 kr.

41.704 kr

1998

-

0 kr.

468 kr.

68.182 kr.

1999

740 kr.

157 kr.

4.921 kr.

43.293 kr.

2000

2.673 kr.

2.378 kr.

0 kr.

32.568 kr.

Repræsentanten har fremlagt et eksempel på bogføringen i det

tyske selskab af de refunderede udgifter.

I de påklagede indkomstår har selskabet begrænset posterne

tobak, vin m.m. m/delvis moms og tobak, vin, spiritus, øl m.m. som

repræsentationsudgifter i 1999 og 2000.

Myndighederne har forhøjet selskabets indkomster.

Myndighederne har begrundet forhøjelserne med,

at

der er

sket en begrænsning af udgifterne vedrørende posterne tobak, vin m.m.

m/delvis

moms og tobak, vin, spiritus, øl m.m. som repræsentation i medfør af

ligningslovens § 8, stk. 4, selvom disse udgifter er omfattet af den gruppe

af

udgifter, der er refunderet af det tyske selskab,

at

selskabet ikke har

begrænset posterne anden repræsentation og repræsentation i udlandet, som

også

er omfattet af den gruppe af udgifter, der refunderes af det tyske selskab,

at

de to sidstnævnte poster også skal begrænses i medfør af ligningslovens § 8,

stk. 4, og

at

der ikke er grundlag for alene at begrænse visse

repræsentationsudgifter.

Myndighederne har endvidere anført,

at

det i denne

sammenhæng ikke har nogen betydning for anvendelse af reglerne om

repræsentation i ligningsloven, at repræsentationsudgifterne refunderes af

det

tyske selskab. Selskabet A ApS er et dansk selskab, som har afholdt diverse

repræsentationsudgifter, og som følge heraf skal der ske begrænsning af

udgifterne efter ligningslovens § 8, stk. 4.

Vedrørende selskabets anbringende om, at myndighederne en gang

før har taget stilling til spørgsmålet i nærværende sag, har myndighederne

anført,

at

i medfør af skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, er den

kommunale skattemyndighed berettiget til at ligne den skattepligtige indkomst

for et selskab for de forudgående tre indkomstår, og det følger af denne

treårige forældelsesfrist, at den kommunale skatteforvaltning er berettiget

til

at ligne ethvert selskab også selv om selskabet allerede er blevet lignet for

visse indkomstår.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at skatteansættelserne for indkomstårene 1997 til 2000 nedsættes

med henholdsvis 31.728 kr., 51.489 kr., 37.980 kr. og 24.426 kr.

Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført,

at

der er tale om en refusion af repræsentationsudgifter

afholdt for og på vegne af det tyske selskab, B AG. Repræsentanten bestrider,

at der er tale om repræsentationsudgifter afholdt af det danske selskab i

eget

navn, hvorfor der ikke skal ske reduktion i medfør af ligningslovens § 8,

stk.

4.

Repræsentanten har endvidere anført,

at

det beroede på en fejl fra revisors side, at selskabet

i 1997, 1999 og 2000 har begrænset fradraget for udgifterne til 25 % som egne

afholdte repræsentationsudgifter. Repræsentanten har i denne forbindelse

henvist en erklæring fra selskabets revisor og til en erklæring af 16.

november

1998 fra B AG.

Repræsentanten har endelig anført,

at

den i sagsfremstillingen foretagne opdeling af de

refunderede udgifter i 4 forskellige kategorier er i overensstemmelse med

selskabets kontoplan og bogføring. Regnskabsmæssigt og skattemæssigt har

selskabet således behandlet de i sagen omhandlede udgifter som refunderede

driftsomkostninger afholdt for og på vegne af agenturgiveren/opdragsgiveren B

AG.

Subsidiært har repræsentanten anført,

at

den foreliggende problemstilling tidligere har været

behandlet af kommunen, der ved skrivelse af 8. december 1998 varslede

forhøjelser for indkomstårene 1996 og 1997 baseret på samme synspunkt, som

ligger til grund for de nu foretagne ansættelser. Agterskrivelsen blev dog

senere tilbagekaldt af kommunen, og selvangivelserne blev godkendt vedrørende

de rejste spørgsmål, jf. skrivelse af 4. februar 1999. Der er herved skabt en

berettiget forventning hos selskabet, der i tillid til sagsbehandlingen for

de

nævnte år har indrettet sig på, at man behandlede omhandlede udgifter

skattemæssigt korrekt.

Told- og Skatteregionen har anført, at repræsentationsudgifterne

var selskabets udgifter, og at udgifterne var et naturligt led i arbejdet som

salgsvirksomhed.

Der var ikke tale

om

udlæg, idet der ikke var fuld

identitet mellem selskabets afholdte omkostninger og de refunderede

omkostninger. Vedrørende det af repræsentanten anførte, om myndighedernes

tidligere stillingtagen har regionen anført, at myndighederne havde

genoptaget

indkomstansættelsen for 1997, men på grund af forældelse kunne ansættelsen

for

1996 ikke genoptages. Det blev endvidere anført, at myndighedernes

afslutningsbrev

ikke indeholdt en klar og utvetydig accept af fradrag, hvorfor selskabet ikke

kunne have opnået en retsbeskyttet forventning. Selskabet havde også selv en

interesse i at afholde repræsentationsudgifterne, idet selskabet bl.a. er

provisionsaflønnet. Vedrørende dokumentationen for forholdet mellem det

danske

og det tyske selskab samt grundlaget for refusionen af udgifterne har

regionen

anført, at den fremlagte kontrakt er en ansættelseskontrakt mellem det tyske

selskab og C, og at skrivelsen af 16. november 1998 er stilet til C, og ikke

til selskabet. Herudover fremgår det af nævnte skrivelse, at

repræsentationsudgifter for ”Ihre Kunden” kan refunderes –

altså C’s kunder, og

ikke det tyske selskabs kunder.

Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten anført,

at der er tale om refusion af repræsentationsudgifter afholdt for, og på

vegne

af det tyske selskab, B AG. Repræsentanten bestrider således, at der er tale

om

repræsentationsudgifter afholdt af det danske selskab i eget navn, hvorfor

der

ikke skal ske reduktion i medfør af ligningslovens § 8, stk. 4.

Repræsentanten

anfører endvidere, at selskabet optræder i det tyske selskabs navn, at

selskabet ikke er et salgsselskab, men blot formidler salg, at selskabet

driver

en form for agentvirksomhed uden bemyndigelse til at indgå bindende aftaler

på

vegne af det tyske selskab, at selskabet ikke selv har en kundekreds eller

forretningsforbindelser, at selskabet ikke har et varelager, ikke afgiver

ordrebekræftelser, ikke modtager betaling og endelig, at selskabets vederlag

er

sammensat af et fast månedligt vederlag, samt provision af de formidlede

aftaler og refusion af udlæg. Repræsentanten henviste til §§ 2 – 7 i

kontrakten

mellem det tyske selskab og C, samt til skrivelse af 16. november 1998 fra

det

tyske selskab til C. Repræsentanten anførte endvidere, at det forhold, at

revisor har begået en fejl ved at selvangive med fradragsbegrænsning

selvfølgelig er beklageligt, men fejlen er meget lille talmæssigt, og revisor

har afgivet en erklæring om fejlen. Alle repræsentationsudgifter er blevet

godtgjort, og når der er inkongruens mellem afholdte udgifter og godtgjorte

beløb skyldes det periodeforskydninger. Repræsentanten anfører endelig, at

myndighederne tidligere har taget stilling i sagen for indkomstårene 1996 og

1997, og dette har bibragt klageren en berettiget forventning om fradrag.

Repræsentanten fremlagde to afgørelser refereret i TfS 1986.294 samt TfS

1987.417. Agenturet overgik i 1991 til at blive drevet i selskabsform

samtidig

med at hustruens virksomhed overgik til selskabsform.

Landsskatterettens

bemærkninger:

Udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde

indkomsten kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6,

stk. 1, litra a. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar

forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.

Dette

kræver, dels af udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af

virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift,

som

er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Udgifter til repræsentation kan fradrages efter ligningslovens §

8, stk. 4. Efter bestemmelsens forarbejder, jf. tillige pkt. 14.3.1 i

cirkulære

til ligningsloven, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, er fradrag betinget

af,

at udgifterne er afholdt over for andre end virksomhedens medarbejdere for at

afslutte forretninger eller for at knytte eller bevare

forretningsforbindelser.

Repræsentation har således karakter af opmærksomhed eller kommerciel

gæstfrihed

over for forretningsforbindelser.

Det lægges til grund, at C siden 1991 i selskabsform har drevet

den omhandlede agenturvirksomhed som A ApS på grundlag af kontrakt af 24.

april

1990 indgået mellem ham og B AG. Repræsentationsudgifter er afholdt af A ApS

og

taget til udgift i regnskabet, ligesom de godtgørelser vedr. rejser og

repræsentation m. v., der er udbetalt fra B AG, er indeholdt i

omsætningen.

Efter

§ 7 i kontrakten mellem B AG og C, er som

godtgørelsesberettigede udgifter anført rejse-, bil- og mobiltelefonudgifter

men ikke repræsentationsudgifter. I skrivelsen til C af 16. november 1998 fra

det tyske selskab anføres, at repræsentationsudgifter vedrørende ”Ihre

Kunden”

kunne refunderes. Der synes således at være tale om, at det tyske selskab har

opfattet kunderne som det danske selskabs kunder. Endelig må det lægges til

grund, at det danske selskab også havde en interesse i at afholde

repræsentationsudgifter, idet selskabets indtjening er afhængig af antallet

af

formidlede aftaler. Under disse omstændigheder må retten være betænkelig ved

at

antage, at repræsentationsudgifterne er afholdt udelukkende på det tyske

selskabs vegne og i det tyske selskabs interesse som en udgift, som ikke

vedrørte det danske selskab. Retten finder herefter, at det er berettiget, at

myndighederne har begrænset selskabets fradragsret for

repræsentationsudgifter

til 25 %.

Med hensyn til myndighedernes agterskrivelse af 8. december 1998

samt skrivelse af 4. februar 1999 bemærker Landsskatteretten, at der efter

retspraksis er en række betingelser, der skal være opfyldte, for at en

skatteyder kan få medhold efter forventningsprincippet. Efter disse

betingelser

skal tilkendegivelsen have været egnet til at have indflydelse på

skatteyderens

dispositioner, der skal være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse og

tilkendegivelsen skal være klar og uden forbehold.

Landsskatteretten bemærker endvidere i denne sammenhæng, at den

almindelige frist for den kommunale skattemyndigheds adgang til at varsle en

skatteansættelse udløber den 1. maj i det 4. indkomstår efter indkomstårets

udløb, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 1.

Retten finder herefter, at myndighederne var berettiget til at

ændre selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 og at der ikke

ved skrivelse af 4. februar 1999 er opstået en berettiget forventning for

selskabet om, at myndighederne havde godkendt, at udgifterne til

repræsentation

blev anset for at være afholdt af det tyske selskab. Retten har herved henset

til, at myndighederne har overholdt ansættelsesfristen i

skattestyrelseslovens

§ 34, stk. 1, samt at den vurdering, der er foretaget af myndighederne i

forbindelse med skrivelsen af 4. februar 1999 kun vedrørte de beløb, der ikke

blev refunderet af det tyske selskab. Skrivelsen af 4. februar 1999 fra

myndighederne var ikke en direkte og positiv tilkendegivelse af, at de

afholdte

udgifter til repræsentation tilhørte det tyske selskab.

Den påklagede ansættelse er herefter at stadfæste.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter