Landsskatteretskendelse af 4. februar 2002 vedrørende reduktion af repræsentationsudgifter refunderet af samhandelspartner
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 4. februar 2002 vedrørende
reduktion af repræsentationsudgifter refunderet af samhandelspartner
A ApS klager for
indkomstårene 1997-2000 inkl. over, at de stedlige skattemyndigheder har
forhøjet selskabets indkomster med hhv. 31.728 kr., 51.489 kr., 36.161 kr. og
24.426 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at selskabet er en slags
salgsagent for B AG, Tyskland. Selskabet blev etableret i 1991 og dets
aktivitet er engroshandel med råvarer og halvfabrikata. Selskabets direktør
og
hovedaktionær er C.
Selskabets regnskabsår omfatter perioden 1. juli til 30. juni,
og selskabets omsætning og resultat før skat udgjorde i indkomstårene 1997
til
2000 følgende:
Indkomstår
Omsætning
Resultat før skat
1997
632.088
6.459 kr.
1998
662.793 kr.
¸
7.362
kr.
1999
719.848 kr.
106.841 kr.
2000
Læs alt
787.893 kr.
¸
43.633
kr.
Selskabet har hvert år fået refunderet en del af sine udgifter
fra selskabet B AG. I indkomstårene 1997 til 2000 blev der refunderet
henholdsvis 513.437 kr., 498.502 kr., 538.256 kr. og 545.800 kr.
Blandt de refunderede udgifter er følgende poster:
Indkomstår
Tobak, vin m.m. m/delvis moms
Tobak, vin, spiritus, øl m.m.
Anden repræsentation
Repræsentation i udlandet
1997
1.140 kr.
-
600 kr.
41.704 kr
1998
-
0 kr.
468 kr.
68.182 kr.
1999
740 kr.
157 kr.
4.921 kr.
43.293 kr.
2000
2.673 kr.
2.378 kr.
0 kr.
32.568 kr.
Repræsentanten har fremlagt et eksempel på bogføringen i det
tyske selskab af de refunderede udgifter.
I de påklagede indkomstår har selskabet begrænset posterne
tobak, vin m.m. m/delvis moms og tobak, vin, spiritus, øl m.m. som
repræsentationsudgifter i 1999 og 2000.
Myndighederne har forhøjet selskabets indkomster.
Myndighederne har begrundet forhøjelserne med,
at
der er
sket en begrænsning af udgifterne vedrørende posterne tobak, vin m.m.
m/delvis
moms og tobak, vin, spiritus, øl m.m. som repræsentation i medfør af
ligningslovens § 8, stk. 4, selvom disse udgifter er omfattet af den gruppe
af
udgifter, der er refunderet af det tyske selskab,
at
selskabet ikke har
begrænset posterne anden repræsentation og repræsentation i udlandet, som
også
er omfattet af den gruppe af udgifter, der refunderes af det tyske selskab,
at
de to sidstnævnte poster også skal begrænses i medfør af ligningslovens § 8,
stk. 4, og
at
der ikke er grundlag for alene at begrænse visse
repræsentationsudgifter.
Myndighederne har endvidere anført,
at
det i denne
sammenhæng ikke har nogen betydning for anvendelse af reglerne om
repræsentation i ligningsloven, at repræsentationsudgifterne refunderes af
det
tyske selskab. Selskabet A ApS er et dansk selskab, som har afholdt diverse
repræsentationsudgifter, og som følge heraf skal der ske begrænsning af
udgifterne efter ligningslovens § 8, stk. 4.
Vedrørende selskabets anbringende om, at myndighederne en gang
før har taget stilling til spørgsmålet i nærværende sag, har myndighederne
anført,
at
i medfør af skattestyrelseslovens § 34, stk. 1, er den
kommunale skattemyndighed berettiget til at ligne den skattepligtige indkomst
for et selskab for de forudgående tre indkomstår, og det følger af denne
treårige forældelsesfrist, at den kommunale skatteforvaltning er berettiget
til
at ligne ethvert selskab også selv om selskabet allerede er blevet lignet for
visse indkomstår.
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at skatteansættelserne for indkomstårene 1997 til 2000 nedsættes
med henholdsvis 31.728 kr., 51.489 kr., 37.980 kr. og 24.426 kr.
Til støtte for denne påstand har repræsentanten anført,
at
der er tale om en refusion af repræsentationsudgifter
afholdt for og på vegne af det tyske selskab, B AG. Repræsentanten bestrider,
at der er tale om repræsentationsudgifter afholdt af det danske selskab i
eget
navn, hvorfor der ikke skal ske reduktion i medfør af ligningslovens § 8,
stk.
4.
Repræsentanten har endvidere anført,
at
det beroede på en fejl fra revisors side, at selskabet
i 1997, 1999 og 2000 har begrænset fradraget for udgifterne til 25 % som egne
afholdte repræsentationsudgifter. Repræsentanten har i denne forbindelse
henvist en erklæring fra selskabets revisor og til en erklæring af 16.
november
1998 fra B AG.
Repræsentanten har endelig anført,
at
den i sagsfremstillingen foretagne opdeling af de
refunderede udgifter i 4 forskellige kategorier er i overensstemmelse med
selskabets kontoplan og bogføring. Regnskabsmæssigt og skattemæssigt har
selskabet således behandlet de i sagen omhandlede udgifter som refunderede
driftsomkostninger afholdt for og på vegne af agenturgiveren/opdragsgiveren B
AG.
Subsidiært har repræsentanten anført,
at
den foreliggende problemstilling tidligere har været
behandlet af kommunen, der ved skrivelse af 8. december 1998 varslede
forhøjelser for indkomstårene 1996 og 1997 baseret på samme synspunkt, som
ligger til grund for de nu foretagne ansættelser. Agterskrivelsen blev dog
senere tilbagekaldt af kommunen, og selvangivelserne blev godkendt vedrørende
de rejste spørgsmål, jf. skrivelse af 4. februar 1999. Der er herved skabt en
berettiget forventning hos selskabet, der i tillid til sagsbehandlingen for
de
nævnte år har indrettet sig på, at man behandlede omhandlede udgifter
skattemæssigt korrekt.
Told- og Skatteregionen har anført, at repræsentationsudgifterne
var selskabets udgifter, og at udgifterne var et naturligt led i arbejdet som
salgsvirksomhed.
Der var ikke tale
om
udlæg, idet der ikke var fuld
identitet mellem selskabets afholdte omkostninger og de refunderede
omkostninger. Vedrørende det af repræsentanten anførte, om myndighedernes
tidligere stillingtagen har regionen anført, at myndighederne havde
genoptaget
indkomstansættelsen for 1997, men på grund af forældelse kunne ansættelsen
for
1996 ikke genoptages. Det blev endvidere anført, at myndighedernes
afslutningsbrev
ikke indeholdt en klar og utvetydig accept af fradrag, hvorfor selskabet ikke
kunne have opnået en retsbeskyttet forventning. Selskabet havde også selv en
interesse i at afholde repræsentationsudgifterne, idet selskabet bl.a. er
provisionsaflønnet. Vedrørende dokumentationen for forholdet mellem det
danske
og det tyske selskab samt grundlaget for refusionen af udgifterne har
regionen
anført, at den fremlagte kontrakt er en ansættelseskontrakt mellem det tyske
selskab og C, og at skrivelsen af 16. november 1998 er stilet til C, og ikke
til selskabet. Herudover fremgår det af nævnte skrivelse, at
repræsentationsudgifter for ”Ihre Kunden” kan refunderes –
altså C’s kunder, og
ikke det tyske selskabs kunder.
Selskabets repræsentant har over for Landsskatteretten anført,
at der er tale om refusion af repræsentationsudgifter afholdt for, og på
vegne
af det tyske selskab, B AG. Repræsentanten bestrider således, at der er tale
om
repræsentationsudgifter afholdt af det danske selskab i eget navn, hvorfor
der
ikke skal ske reduktion i medfør af ligningslovens § 8, stk. 4.
Repræsentanten
anfører endvidere, at selskabet optræder i det tyske selskabs navn, at
selskabet ikke er et salgsselskab, men blot formidler salg, at selskabet
driver
en form for agentvirksomhed uden bemyndigelse til at indgå bindende aftaler
på
vegne af det tyske selskab, at selskabet ikke selv har en kundekreds eller
forretningsforbindelser, at selskabet ikke har et varelager, ikke afgiver
ordrebekræftelser, ikke modtager betaling og endelig, at selskabets vederlag
er
sammensat af et fast månedligt vederlag, samt provision af de formidlede
aftaler og refusion af udlæg. Repræsentanten henviste til §§ 2 – 7 i
kontrakten
mellem det tyske selskab og C, samt til skrivelse af 16. november 1998 fra
det
tyske selskab til C. Repræsentanten anførte endvidere, at det forhold, at
revisor har begået en fejl ved at selvangive med fradragsbegrænsning
selvfølgelig er beklageligt, men fejlen er meget lille talmæssigt, og revisor
har afgivet en erklæring om fejlen. Alle repræsentationsudgifter er blevet
godtgjort, og når der er inkongruens mellem afholdte udgifter og godtgjorte
beløb skyldes det periodeforskydninger. Repræsentanten anfører endelig, at
myndighederne tidligere har taget stilling i sagen for indkomstårene 1996 og
1997, og dette har bibragt klageren en berettiget forventning om fradrag.
Repræsentanten fremlagde to afgørelser refereret i TfS 1986.294 samt TfS
1987.417. Agenturet overgik i 1991 til at blive drevet i selskabsform
samtidig
med at hustruens virksomhed overgik til selskabsform.
Landsskatterettens
bemærkninger:
Udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde
indkomsten kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter statsskattelovens § 6,
stk. 1, litra a. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar
forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten.
Dette
kræver, dels af udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af
virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift,
som
er indkomstopgørelsen uvedkommende.
Udgifter til repræsentation kan fradrages efter ligningslovens §
8, stk. 4. Efter bestemmelsens forarbejder, jf. tillige pkt. 14.3.1 i
cirkulære
til ligningsloven, cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, er fradrag betinget
af,
at udgifterne er afholdt over for andre end virksomhedens medarbejdere for at
afslutte forretninger eller for at knytte eller bevare
forretningsforbindelser.
Repræsentation har således karakter af opmærksomhed eller kommerciel
gæstfrihed
over for forretningsforbindelser.
Det lægges til grund, at C siden 1991 i selskabsform har drevet
den omhandlede agenturvirksomhed som A ApS på grundlag af kontrakt af 24.
april
1990 indgået mellem ham og B AG. Repræsentationsudgifter er afholdt af A ApS
og
taget til udgift i regnskabet, ligesom de godtgørelser vedr. rejser og
repræsentation m. v., der er udbetalt fra B AG, er indeholdt i
omsætningen.
Efter
§ 7 i kontrakten mellem B AG og C, er som
godtgørelsesberettigede udgifter anført rejse-, bil- og mobiltelefonudgifter
men ikke repræsentationsudgifter. I skrivelsen til C af 16. november 1998 fra
det tyske selskab anføres, at repræsentationsudgifter vedrørende ”Ihre
Kunden”
kunne refunderes. Der synes således at være tale om, at det tyske selskab har
opfattet kunderne som det danske selskabs kunder. Endelig må det lægges til
grund, at det danske selskab også havde en interesse i at afholde
repræsentationsudgifter, idet selskabets indtjening er afhængig af antallet
af
formidlede aftaler. Under disse omstændigheder må retten være betænkelig ved
at
antage, at repræsentationsudgifterne er afholdt udelukkende på det tyske
selskabs vegne og i det tyske selskabs interesse som en udgift, som ikke
vedrørte det danske selskab. Retten finder herefter, at det er berettiget, at
myndighederne har begrænset selskabets fradragsret for
repræsentationsudgifter
til 25 %.
Med hensyn til myndighedernes agterskrivelse af 8. december 1998
samt skrivelse af 4. februar 1999 bemærker Landsskatteretten, at der efter
retspraksis er en række betingelser, der skal være opfyldte, for at en
skatteyder kan få medhold efter forventningsprincippet. Efter disse
betingelser
skal tilkendegivelsen have været egnet til at have indflydelse på
skatteyderens
dispositioner, der skal være tale om en direkte og positiv tilkendegivelse og
tilkendegivelsen skal være klar og uden forbehold.
Landsskatteretten bemærker endvidere i denne sammenhæng, at den
almindelige frist for den kommunale skattemyndigheds adgang til at varsle en
skatteansættelse udløber den 1. maj i det 4. indkomstår efter indkomstårets
udløb, jf. skattestyrelseslovens § 34, stk. 1.
Retten finder herefter, at myndighederne var berettiget til at
ændre selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 1997 og at der ikke
ved skrivelse af 4. februar 1999 er opstået en berettiget forventning for
selskabet om, at myndighederne havde godkendt, at udgifterne til
repræsentation
blev anset for at være afholdt af det tyske selskab. Retten har herved henset
til, at myndighederne har overholdt ansættelsesfristen i
skattestyrelseslovens
§ 34, stk. 1, samt at den vurdering, der er foretaget af myndighederne i
forbindelse med skrivelsen af 4. februar 1999 kun vedrørte de beløb, der ikke
blev refunderet af det tyske selskab. Skrivelsen af 4. februar 1999 fra
myndighederne var ikke en direkte og positiv tilkendegivelse af, at de
afholdte
udgifter til repræsentation tilhørte det tyske selskab.
Den påklagede ansættelse er herefter at stadfæste.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ikke godkendt fradrag for diverse udgifter Landsskatteretten · 11. november 2008
- Ikke godkendt fradrag for diverse udgifter, reduktion i omsætningen, samt skønsmæssig forhøjelse af overskud af selvstændig virksomhed Landsskatteretten · 31. oktober 2008
- Skattestyrelsen har ikke imødekommet anmodning om ordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2015 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2… Landsskatteretten · 5. oktober 2020
- Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt en række ændringer i skatteansættelserne for de sagsøgende selskaber i relation til lempelsesansættelsen angående en række transaktioner er omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 Domsdatabasen · 10. juni 2024
- Prøvelse af to sager, der angår Landsskatterettens afgørelser og udspringer af den transfer pricing-korrektion, som skattemyndighederne har foretaget vedrørende skattepligtig indkomst Domsdatabasen · 12. maj 2021
- Landsskatteretskendelse vedr. skattemæssig godkendelse af fradrag for kurstab Retsinformation · 25. juli 2009
Lignende dokumenter
- 055+056-2025 Kendelse af 8. juni 2026 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. juni 2026
- 084-2023 (Kendelse af den 9. april) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. april 2024
- 062-2023 Kendelse af 31. januar 2024. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. januar 2024
- 031+032-2022 (kendelse af 31. januar 2024) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. januar 2024
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 16. august 2000
- 2009-0019965 - Afgift som følge af for sent indsendt årsrapport ikke eftergivet. (04. januar 2010) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. januar 2010