Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11173 af 10/12/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Investeringsbeviser

- salg af

- aktieindkomst

Reference:

ABL § 4, stk. 1

A klagede for indkomståret 1994 over, at told- og

skatteregionen havde anset fortjeneste ved salg af investeringsbeviser for

aktieindkomst.

Det var oplyst, at klageren den 8.11.1991 anskaffede nom.

2.000.000 kr. investeringsbeviser i B til kurs 101 eller i alt 2.025.000 kr.

inkl. anskaffelsesomkostninger. Samtidig hermed optog han et lån i en

bank på i alt 2.025.000 kr.

Den 25.11.1992 indfriede klageren lånet, idet der i

løbet af lånets løbetid var indbetalt renter med i alt

206.030 kr.

Klageren afstod investeringsbeviserne den 9.11.1994 for en

samlet afståelsessum af 2.509.650 kr.

Told- og skatteregionen havde fundet, at avancen ved

salget af investeringsbeviserne skulle opgøres til 490.000 kr., idet

der skulle tages udgangspunkt i en anskaffelsessum på 2.020.000 kr.,

svarende til den oprindelige anskaffelseskurs 101, jf. herved ABL § 2 c, stk.

3, 1. pkt. Da der var sket førtidig indfrielse af lånet, og de

fradragsberettigede renteudgifter dermed ikke oversteg de skattepligtige

fortjenester m.v. af investeringen, kunne undtagelsesbestemmelsen i § 2 c,

stk. 3, 1. pkt. anvendes. Undtagelsesbestemmelsen medførte alene, at

indkomsten/fortjenesten ændrede karakter fra at være

kapitalindkomst til at være aktieindkomst. Investeringsbeviserne var

stadig lånefinansierede og dermed omfattet af § 2 c. Det, at

lånet blev indfriet, ændrede ikke investeringens status som

Læs alt

lånefinansieret, og regionen havde herved henvist til

Ligningsrådets afgørelse i TfS 1993.265.

Regionen havde videre bl.a. anført, at der var tale

om en investering i aktier, som var omfattet af ABL § 2 c om aktier erhvervet

for lånte midler, hvor afkastet af investeringen og lånet med

stor sikkerhed kunne opgøres på forhånd. Der var bl.a.

henvist til, at investeringsforeningens formue var investeret i en

portefølje af 3-årige obligationer med en lav kuponrente, og at

der i den udstrækning, der var investeret i udenlandske obligationer,

foretoges valutakurssikring af disse.

Regionen havde endvidere fundet, at overgangsbestemmelsen

i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 ikke kunne finde anvendelse, idet

investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c. Der skulle således

ikke foretages en opgørelse ved en fiktiv afståelse den

18.5.1993 og dermed en prøvelse af, hvorvidt arrangementet var

omfattet af ABL § 2 c, stk. 1. Overgangsreglen var alene indført for

at sikre, at der for mindretalsaktier som hidtil havde kunnet afstås

uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning

af gevinster vedrørende perioden efter den 19.5.1993. En direkte

ordlydsfortolkning af bestemmelsen udelukkede således, at

overgangsreglen fandt anvendelse for aktier, der var omfattet af bl.a. ABL §

2 c. En anden fortolkning af overgangsbestemmelserne gav ikke nogen rimelig

mening, idet der med skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en

skærpet beskatning på aktieområdet for

mindretalsaktionærer og overgangsbestemmelserne havde alene til hensigt

at sikre, at dette ikke skete med tilbagevirkende kraft. Såfremt den af

klagerens advokat anlagte fortolkning skulle lægges til grund, ville

dette i praksis betyde, at lovgiver i forbindelse med gennemførelsen

af en skærpet beskatning på aktieområdet for

mindretalsaktionærer samtidig havde lempet beskatning af de

lånefinansierede investeringer, der udelukkende var etableret med

henblik på udnyttelse af de daværende beskatningsregler, hvor

lovgiver medio 1992 gennemførte ABL § 2 c netop for at standse denne

form for skattearbitrage. Dette havde næppe været lovgivers

hensigt eller intentioner med de foretagne lovindgreb og ændringer,

hvilket efter regionens opfattelse heller ikke kunne udledes af de omtvistede

overgangsbestemmelser for mindretalsaktionærer.

Klagerens advokat havde nedlagt principal påstand

om, at den i 1994 gennemførte afståelse af de omhandlede

investeringsbeviser alene havde medført en avance på 145.200

kr., der var skattepligtig som kapitalindkomst. Han havde nedlagt

subsidiær påstand om, at afståelsen af

investeringsbeviserne alene havde medført en avance på 270.000

kr., der var skattepligtig som kapitalindkomst. Advokaten havde til

støtte for sin principale påstand principalt gjort

gældende, at afståelsen af investeringsbeviserne var omfattet af

ABL § 2 d, idet den ikke var omfattet af ABL § 2 c, da

lånefinansieringen som følge af indførelsen af ABL § 2 c

tilendebragtes i 1992, og da de fradragsberettigede udgifter

vedrørende de pågældende lån kun i forholdsvis

uvæsentligt omfang oversteg de skattepligtige udlodninger fra og

skattepligtige fortjenester ved afståelse af aktier i det

pågældende selskab, jf. § 2 c, stk. 3, 1. pkt. Han havde videre

gjort gældende, at eftersom investeringsbeviserne var ejet i mere end 3

år, kunne værdien pr. 19.5.1993 anvendes i stedet for den

faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, jf. § 19, stk. 883, i

lov nr. 421 af 25.6.1993, samt at værdien pr. 19.5.1993 af de

omhandlede investeringsbeviser kunne fastsættes til kurs 118,24,

hvorfor der var et retskrav på, at denne kurs anvendtes ved

avanceopgørelsen.

Det var videre bl.a. anført, at der måtte

foretages en beregning, der viste, om investeringsbeviserne var omfattet af

ABL § 2 c, og advokaten havde foretaget to beregninger, dels en hvor det var

lagt til grund, at værdien pr. 16.6.1992 var kurs 103,5 som

hævdet af told- og skatteregionen, dels en hvor det var lagt til grund,

at værdien pr. 16.6.1992 var kurs 112 som hævdet af advokaten. De

respektive kurser pr. 16.6.1992 var benyttet som anskaffelsessum, og som

afståelsessum var anvendt den faktiske afståelsessum. Det fremgik

af disse beregninger, at de skattepligtige udlodninger og fortjenester

oversteg de fradragsberettigede udgifter med 233.620 kr., når kurs

103,5 anvendtes som anskaffelsessum i overensstemmelse med regionens

synspunkt. Anvendtes kurs 112 var der tale om en difference på 63.620

kr., hvormed de skattepligtige udlodninger og fortjenester oversteg de

fradragsberettigede udgifter. Der var således ikke hjemmel til at

beskatte klageren efter ABL § 2 c, jf. dennes stk. 3, 1. pkt. Idet

investeringsbeviserne således ikke var omfattet af ABL § 2 c, var de i

stedet omfattet af ABL § 2 d, og det fulgte af lov nr. 421 af 25.6.1993, §

19. stk. 3, at det var muligt at anvende investeringsbevisernes værdi

pr. 19.5.1993 som anskaffelsessum. Denne værdi var kurs 118,24, og

denne kurs var anvendt ved opgørelsen af avancen i henhold til den

principale påstand, hvorfor der måtte gives klageren medhold

heri.

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge ABL § 2 c, stk. 2, skulle der lægges

vægt på finansieringen af anskaffelsen af de omhandlede

investeringsbeviser ved vurderingen af, om en investering var omfattet af ABL

§ 2 c, og klagerens indfrielse af lånet i 1992 sås således

ikke at bringe investeringen uden for den omhandlede bestemmelse.

Overgangsreglen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.6.1993

havde følgende ordlyd:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af

deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab

efter aktieavancebeskatningslovens § 6, eller som alene skulle gøre

det i kraft af aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, og som ikke ville

have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 a - 3 eller

kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en

senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Da klagerens investeringsbeviser i B således var

lånefinansierede og da B ubestridt i det væsentlige måtte

antages at indtjene overskud eller anden værditilvækst ved

finansiering eller investering under sådanne omstændigheder, at

selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor

sikkerhed kunne opgøres på forhånd, jf. § 2 c, stk. 1,

måtte klageren også ved en eventuel afståelse pr. 18. maj

1993 anses at have været omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2

c, uanset om klageren ved en opgørelse af avancen på dette

tidspunkt ville være blevet fritaget for beskatning efter reglerne i §

2 c, stk. 3. Landsskatteretten fandt efter formuleringen af § 19, stk. 3, i

lov nr. 421 af 25.6.1993 herefter, at klageren ikke var omfattet af denne

bestemmelse, og han kunne derfor ikke anvende investeringsbevisernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved

avanceopgørelsen i 1994.

ABL § 2 c blev indsat ved § 6 i Lov nr. 491 af 24.6.1992,

og § 11, stk. 16, 1. og 2. pkt. i denne lov var sålydende:

"§§ 6, 8, 9 og 10 har virkning for aktier, som er

erhvervet senest den 31. december 1993. Skattepligtige, der efter § 6 skal

medregne fortjeneste på aktier, som efter de hidtidige regler ikke har

skullet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan

ved opgørelsen af fortjenesten i stedet for anskaffelsessummen benytte

værdien den 16. juni 1992."

Retten fandt videre, at klageren ikke kunne anvende

værdien pr. 16. juni 1992 som anskaffelsessum ved

avanceopgørelsen, jf. § 11, stk. 16 i lov nr. 491 af 24.6.1992,

hvorefter det var en betingelse for anvendelse af denne værdi, at

fortjenesten skulle beskattes efter ABL § 2 c. Klageren var efter de

foreliggende beregninger omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 2 c, stk. 3,

hvorfor avancen ikke skulle beregnes efter § 2 c, men efter de almindelige

regler.

Beskatning efter ABL § 2 d forudsatte, at der var tale om

udloddende investeringsforeninger. Trods vedtægternes bestemmelse om,

at foreningen var udloddende, var der intet, der tydede herpå, idet der

bl.a. ikke forelå oplysninger om årlige udlodninger, ligesom

kursen gennem den omhandlede periode havde været støt stigende,

hvilket indikerede, at der var tale om en akkumulerende

investeringsforening.

Retten kunne således tiltræde told- og

skatteregionens opfattelse, hvorefter klagerens salg af investeringsbeviserne

var omfattet af ABL § 4, stk. 1, således at avancen skulle beskattes

som aktieindkomst, og at der ved avanceopgørelsen skulle tages

udgangspunkt i investeringsbevisernes faktiske anskaffelsessum. Den

påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter