Spring til indhold

Retsinformation

Investeringsbeviser

KEN nr 11172 af 10/12/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet16. august 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Investeringsbeviser

avance ved salg

kursværdi

Reference:

ABL § 2 c.

A klagede for indkomståret 1994 over, at told- og skatteregionen

havde forhøjet avance ved salg af investeringsbeviser i B med 425.000

kr.

Det var oplyst, at klageren pr. 1.11.1991 anskaffede nom. 5.000.000 kr.

investeringsbeviser i B for en samlet købesum af 5.050.000 kr. (inkl.

købsomkostninger). Han optog samtidig et lån på 5.050.000

kr. i C Bank A/S, hvilket lån blev indfriet den 30.12.1994.

Klageren afstod de omhandlede investeringsbeviser den 3.11.1994 for i alt

6.274.125 kr., svarende til kurs 125,5.

Det var oplyst, at indre værdi af B den 16.6.1992 blev opgjort til

kurs 106,75, og at indløsningskursen pr. denne dato var kurs 103,55 og

emissionskursen 112,09. Banken foretog efter det oplyste ikke nogen handler

med investeringsbeviser omkring denne dato.

Det var videre oplyst, at indre værdi af B den 17.5.1993 blev

opgjort til kurs 115,5022, og at banken på denne dato solgte

investeringsbeviser til kurs 113,25. Den 18.5.1993 var indre værdi

opgjort til kurs 117,9326, den 19.5.1993 til kurs 118,2391, den 20.5.1993 til

kurs 118,1236. Den 24.5.1993 blev indre værdi opgjort til 117,7506, og

banken købte denne dato investeringsbeviser til kurs 112,25. Den

25.5.1993 blev indre værdi opgjort til kurs 117,4612, og

investeringsforeningen indløste investeringsbeviser til kurs 113,5.

Told- og skatteregionen havde fundet, at avancen ved salget af

investeringsbeviserne skulle opgøres til 1.099.125 kr., idet der var

taget udgangspunkt i en anskaffelsessum på 5.175.000 kr., svarende til

kurs 103,50, hvilket efter regionens opfattelse var kursen pr. 16.6.1992 for

Læs alt

de omhandlede investeringsbeviser.

Regionen havde herved bl.a. anført, at der var tale om en

investering i aktier, som var omfattet af ABL § 2 c om aktier erhvervet for

lånte midler, hvor afkastet af investeringen og lånet med stor

sikkerhed kunne opgøres på forhånd. Der var bl.a. henvist

til, at investeringsforeningens formue var investeret i en portefølje

af 3-årige obligationer med en lav kuponrente, og at der i den

udstrækning, der var investeret i udenlandske obligationer, foretoges

valutakurssikring af disse.

Regionen havde videre fundet, at overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i

lov nr. 421 af 25.6.1993 ikke kunne finde anvendelse, idet

investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c. Der skulle således

ikke foretages en opgørelse ved en fiktiv afståelse den

18.5.1993 og dermed en prøvelse af, hvorvidt arrangementet var

omfattet af ABL § 2 c, stk. 1. Overgangsreglen var alene indført for

at sikre, at der for mindretalsaktier som hidtil havde kunnet afstås

uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning

af gevinster vedrørende perioden efter den 19.5.1993. En direkte

ordlydsfortolkning af bestemmelsen udelukkede således, at

overgangsreglen fandt anvendelse for aktier, der var omfattet af bl.a. ABL §

2 c. En anden fortolkning af overgangsbestemmelserne gav ikke nogen rimelig

mening, idet der med skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en

skærpet beskatning på aktieområdet for

mindretalsaktionærer og overgangsbestemmelserne havde alene til hensigt

at sikre, at dette ikke skete med tilbagevirkende kraft. Såfremt den af

klagerens advokat anlagte fortolkning skulle lægges til grund, ville

dette i praksis betyde, at lovgiver i forbindelse med gennemførelsen

af en skærpet beskatning på aktieområdet for

mindretalsaktionærer samtidig havde lempet beskatning af de

lånefinansierede investeringer, der udelukkende var etableret med

henblik på udnyttelse af de daværende beskatningsregler, hvor

lovgiver medio 1992 gennemførte ABL § 2 c netop for at standse denne

form for skattearbitrage. Dette havde næppe været lovgivers

hensigt eller intentioner med de foretagne lovindgreb og ændringer,

hvilket efter regionens opfattelse heller ikke kunne udledes af de omtvistede

overgangsbestemmelser for mindretalsaktionærer.

Klagerens advokat havde nedlagt principal påstand om, at den i 1994

gennemførte afståelse af de omhandlede investeringsbeviser alene

havde medført en avance på 362.125 kr., og subsidiær

påstand om, at afståelsen alene havde medført en avance

på 674.125 kr.

Til støtte for den principale påstand havde han bl.a. gjort

gældende, at uanset afståelsen af investeringsbeviserne var

omfattet af ABL § 2 c på tidspunktet for den faktiske afståelse,

fulgte det af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993, at værdien pr.

19.5.1993 kunne anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved

avanceopgørelsen, idet investeringsbeviserne ved en afståelse

den 18.5.1993 ikke ville have været omfattet af ABL § 2 c, jf. § 2 c,

stk. 3, 2. pkt., da det samlede resultat vedrørende lånet og

aktiebesiddelsen, herunder fortjeneste ved afståelse af aktierne, under

et ville have været negativt efter skat selv uden beskatning efter ABL

§ 2 c, hvis investeringsbeviserne var blevet afstået den 18.5.1993,

samt at værdien pr. 19.5.1993 kunne fastsættes til kurs 118,24,

hvorfor der var et retskrav på, at denne kurs anvendtes ved

avanceopgørelsen. Han havde videre bl.a. anført, at en naturlig

sproglig forståelse af den omhandlede overgangsregel medførte,

at det var muligt for investorer, der ved en afståelse i 1994 eller

1995 omfattedes af § 2 c, men som ved en eventuel afståelse den

18.5.1993 ville have været omfattet af § 4, (idet der bortsås fra

ejertidens længde), at anvende værdien pr. 19.5.1993 som

anskaffelsessum ved opgørelsen af avancen i 1994 eller 1995. Som

bekendt var en lovbestemmelses ordlyd afgørende ved fortolkningen af

bestemmelsen, uanset om der kunne argumenteres for en anden fortolkning, idet

advokaten til støtte herfor havde henvist til TfS 1996.654 og TfS

1998.137. Overgangsreglen gav ikke anledning til berettiget tvivl om, at

bestemmelsen også omfattede investorer, der ved en afståelse var

omfattet af ABL § 2 c, men som ikke var dette ved en eventuel afståelse

den 18.5.1993. Advokaten havde herefter foretaget følgende beregning

vedrørende et teoretisk salg af investeringsbeviserne den 18.5.1993,

idet han havde taget udgangspunkt i en afståelsessum beregnet efter

kurs 118,24, svarende til den indre værdi:

Afståelsessum v. kurs 118,24

5.912.000 kr.

Aktieafgift (1 %)

- 59.120 kr.

Kurtage (0,5%)

- 29.560 kr.

Skattepligtig afståelsessum

5.823.320 kr.

Faktisk anskaffelsessum

5.050.000 kr.

Samlet skattepligtig fortjeneste

773.320 kr.

Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 1. pkt.:

Skattepligtig fortjeneste

773.320 kr.

De fradragsberettigede udgifter udgør

renteudgifter i 1991 - 1993 på hhv.

0 kr., 571.281 kr., og 259.772 kr. samt

omkostninger ved førtidig indfrielse af

lånet på 245.935 kr., dvs. i alt

- 1.076.988 kr.

De fradragsberettigede udgifter overstiger

den skattepligtige fortjeneste med

303.668 kr.

Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 2. pkt.:

Den skattepligtige fortjeneste

773.320 kr.

Skatten af aktieavancen

- 429.193 kr.

Aktieavance efter beskatning

344.127 kr.

Renteudgifter og omkostninger ved førtidig

indfrielse af lånet i alt

- 1.076.988 kr.

Skatteværdien heraf

577.733 kr.

Renteudgifter efter skattefradrag

- 499.255 kr.

Det samlede resultat af investeringen opgjort som aktieavancen efter

beskatning med fradrag af renteudgifterne samt omkostningerne ved

førtidig indfrielse af lånet efter skattefradrag var

således negativt med 155.128 kr.

Til støtte for den subsidiære påstand havde advokaten

gjort gældende, at såfremt afståelsen af

investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c, fulgte det af § 11, stk. 16,

i lov nr. 491 af 24.6.1992, at værdien pr. 16.6.1992 kunne anvendes i

stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, samt at

værdien pr. 16.6.1992 af investeringsbeviserne i B kunne

fastsættes til kurs 112, hvorfor der var retskrav på, at denne

kurs blev anvendt ved avanceopgørelsen. Han havde yderligere bl.a.

anført, at Ligningsrådet havde fundet, at kursen pr. 16.6.1992

måtte fastsættes til indfrielsesværdien i henhold til lov

om investeringsforeninger § 28, stk. 2, hvilket ville sige kurs 103,5. Der

var af investeringsforeningens revisorer foretaget en vurdering af

investeringsbevisernes handelsværdi pr. 16.6.1992, hvorved kursen var

ansat til 112. Der var tale om en bagatelafvigelse i forhold til

Ligningsrådets skøn, og ifølge praksis krævedes der

et misforhold af en vis størrelse, før skattemyndighederne var

berettigede til at korrigere en overdragelsessum.

Advokaten havde vedrørende kursfastsættelsen videre bl.a.

anført, at loven anvendte udtrykket "handelsværdien", der var et

velkendt begreb indenfor skatteretten, og som kunne defineres som den

værdi, som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige,

fornuftige og uafhængige aftaleparter. Man måtte således

forestille sig, at der var tale om "bonus pater" parter. Der var for så

vidt tale om, at der skulle foretages en teoretisk

værdiansættelse. I modsætning til en sådan stod en

værdiansættelse baseret på empiriske principper, dvs.

på faktisk konstaterede handler. Den værdiansættelse, der

skulle foretages skatteretligt, var den teoretiske

værdiansættelse, om end det var klart, at i praksis ville der

blive lagt vægt på faktisk konstaterbare værdier i form af

gennemførte handler. Den vægt, som gennemførte handler

kunne tillægges, måtte dog afhænge af, om de

pågældende salg var repræsentative for en ideel "bonus

pater" handel. De gennemførte handler var efter advokatens opfattelse

ikke repræsentative for investeringsbevisernes reelle værdi, idet

de personer, som anskaffede lånefinansierede investeringsbeviser, men

som afstod disse og indfriede lånet før tiden, kunne ikke

sidestilles med personer, som indgik en handel som en ligeværdig,

fornuftig og uafhængig aftalepart. De pågældende personer

havde af forskellige grunde været nødsaget til at skille sig af

med investeringsbeviserne, før end det oprindeligt var tilsigtet, og

havde derfor for flertallets vedkommende befundet sig i en tvangslignende

situation. Man kunne derfor ikke lægge de stedfundne handler til grund

som andet en indikation af, hvilken kurs, der kunne opnås, hvis man

befandt sig i en tvangsmæssig situation den 19.5.1993.

Indløsningskursen i henhold til lov om investeringsforeninger § 28

afspejlede den mindsteværdi, som altid ville kunne realiseres af ejeren

af et investeringsbevis. Den var derimod ikke udtryk for investeringsbevisers

handelsværdi, men kunne reelt sidestilles med et likvidationsprovenu i

et aktieselskab. Ingen ville hævde, at kursen for en post aktier skulle

beregnes som selskabets indre værdi med fradrag af

likvidationsomkostninger, og i hvert fald ville ingen hævde, at

likvidationsomkostningerne skulle beregnes i forhold til, at

aktionærkredsen successivt afviklede deres aktiebeholdning. Der var en

række omkostninger forbundet med enkeltstående

indløsninger, som førte til, at indløsningskursen blev

relativ lav. For en person, som ikke befandt sig i en tvangssalgsituation,

ville der ikke være nogen grund til at affinde sig med en lavere

overdragelsessum end indre værdi. En garanti for, at et aktiv ville

kunne realiseres til en bestemt mindsteværdi, kunne efter advokatens

opfattelse ikke medføre en lavere værdiansættelse, end man

ellers ville foretage, hvis man så bort fra garantien.

Ligesom der fandtes en lovpligtig indløsningskurs, fandtes der en

lovpligtig emissionskurs, idet investeringsforeningerne var pligtige til at

udstede nye investeringsbeviser, hvis en interesseret person henvendte sig.

For at en sådan udstedelse af nye investeringsbeviser ikke skulle

påføre de øvrige investorer omkostninger, tillagdes

omkostningerne ved udvidelsen indre værdi, når emissionskursen

blev beregnet, jf. lov om investeringsforeninger § 26. Den lovpligtige

emissionskurs sikrede således investorerne mod, at deres

investeringsbeviser faldt i værdi, fordi der blev udstedt yderligere

investeringsbeviser. Det var advokatens opfattelse, at den beregnede

emissionskurs kunne tillægges nogen, men dog ikke afgørende

betydning ved fastlæggelsen af værdien af investeringsbeviserne

pr. 19.5.1993. Handelsværdien kunne således ikke uden videre

fastsættes til emissionskursen. Reglen om en lovbestemt emissionskurs

talte imidlertid for, at værdien af investeringsbeviser fastsattes til

indre værdi, idet denne værdi var sikret mod fald som

følge af emissioner. Indre værdi afspejlede de værdier,

som fandtes i investeringsforeningen. Eftersom investeringsforeningens

værdier kunne opgøres meget præcist pr. 19.5.1993, kunne

indre værdi opgøres nøjagtigt. Når hensås

til, at et investeringsbevis var ret til en andel af værdierne i

investeringsforeningen, talte meget for, at værdien af et

investeringsbevis fastsattes til netop indre værdi. Tog man

udgangspunkt i, at handelsværdien kunne defineres som den værdi,

som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige, fornuftige og

uafhængige aftaleparter, måtte det antages, at disse ville

lægge afgørende vægt på den reelle værdi af

investeringsbeviserne, dvs. tage udgangspunkt i indre værdi, som et

udtryk for de underliggende værdier i investeringsforeningen. En

skattemæssig værdiansættelse af bl.a. investeringsbeviser i

behold skete mindst én gang om året. Således foretog alle

landets pengeinstitutter på investorernes vegne den 31.12. hvert

år en indberetning af disse investeringsbeviser til Told og Skat.

Børsnoterede investeringsbeviser indberettedes med den pr. 31.12.

senest noterede "alle handler" kurs, og unoterede investeringsbeviser

indberettedes med en kurs svarende til den pr. 31.12. opgjorte indre

værdi. For begge af disse kurser gjaldt, at de ville befinde sig i et

interval imellem købs- og salgskursen.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet ansættelsen

stadfæstet, idet det til støtte herfor bl.a. var anført,

at man ved fortolkningen af overgangsbestemmelserne fra 1993 bl.a.

måtte se på baggrunden for indførslen af ABL § 2 c, som

var en af en række lovændringer fra 1992, der blev

gennemført for at sætte en stopper for en massiv

skattearbitrage. Arrangementerne i B lå inden for kerneområdet af

de arrangementer, der blev tænkt på, idet han bl.a. henviste til,

at investeringen var lånefinansieret, og at det vedrørende

karakteren af investeringsforeningen fremgik af prospektmaterialet, at der

alene blev investeret i 3-årige obligationer med en lav kuponrente,

idet der samtidig blev foretaget kurssikringer, således at investorerne

var sikret mod enhver kurssvingning. Der var videre henvist til den bindende

forhåndsbesked TfS 1993.265, hvoraf bl.a. fremgik, at en sådan

investering måtte anses for omfattet af ABL § 2 c, uanset en eventuel

indfrielse af lånet, idet man ved afståelsen måtte foretage

en opgørelse for derved at konstatere om den enkelte investor var

omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ABL § 2, stk. 3. Ved skattereformen i

1993 blev der bl.a. indført en skærpet beskatning af

aktionærer, og overgangsbestemmelsen vedrørte alene de

aktionærer, der ikke var omfattet af ABL § 2 a - 3 ved skattereformens

indførelse. En anden fortolkning af overgangsbestemmelsen gav ikke

rimelig mening, idet ABL § 2 c blev indført for at standse

skattearbitrage, og det kunne ikke forventes, at det 11 måneder efter

indførelsen af denne bestemmelse blev vedtaget at foretage en lempelse

af beskatningen efter ABL § 2 c. Klageren var derfor alene berettiget til at

anvende værdien pr. 16.6.1992 som anskaffelsessum ved

avanceopgørelsen i 1994.

Vedrørende værdiansættelsen var det bl.a.

anført, at der måtte tages udgangspunkt i de handler, der var

konstateret i perioden omkring den 16.6.1992, således at kursen pr.

denne dato måtte ansættes til 103,5. Dette svarede til, hvad den

enkelte investor kunne forvente at modtage ved salg af sine

investeringsbeviser, idet der videre var henvist til, at B havde tilbudt

investorerne at aftage investeringsbeviserne til en kurs svarende til

indløsningskursen. Der var således ikke grundlag for at

ansætte værdien til den indre værdi, idet der var

konstateret salg samt indløsning af investeringsbeviserne til kurser

under den indre værdi.

Landsskatteretten udtalte:

Overgangsreglen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.6.1993 havde

følgende ordlyd:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af deres aktier den

18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab efter

aktieavancebeskatningslovens § 6, eller som alene skulle gøre det i

kraft af aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, og som ikke ville have

været omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 a - 3 eller

kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en

senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Da klagerens investeringsbeviser i B ubestridt var lånefinansierede

og da B ubestridt i det væsentlige måtte antages at indtjene

overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller

investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud

eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne

opgøres på forhånd, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2

c, stk. 1, måtte klageren også ved en eventuel afståelse

pr. 18. maj 1993 anses at have været omfattet af

aktieavancebeskatningslovens § 2 c, uanset om klageren ved en

opgørelse af avancen ville være blevet fritaget for beskatning

efter reglerne i § 2 c, stk. 3. Landsskatteretten fandt efter formuleringen

af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 herefter, at klageren ikke kunne

anses for omfattet af denne bestemmelse, og han kunne derfor ikke anvende

investeringsbevisernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for

anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen i 1994.

Klageren kunne derimod anvende handelsværdien pr. 16. juni 1992 i

stedet for anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen. Ved

fastsættelsen af denne handelsværdi fandt retten, at der

måtte tages udgangspunkt i investeringsforeningens indre værdi,

idet der bl.a. var henset til, at denne på grund af de dagældende

regler for investeringsforeninger om investering og om opgørelse af

foreningens formue i den dagældende lov om investeringsforeninger blev

opgjort løbende og kunne opgøres med stor sikkerhed.

Det bemærkedes videre, at der i den dagældende lov om

investeringsforeninger § 28 var pålagt foreningen en pligt til at

indløse investeringsbeviser til enhver tid til en kurs svarende til

investeringsforeningens indre værdi med fradrag af omkostningerne ved

indfrielsen. Investeringsforeningen havde videre pligt til at udstede nye

investeringsbeviser til en kurs svarende til investeringsforeningens indre

værdi med tillæg af omkostningerne ved udstedelsen, jf. § 26 i

den dagældende lov om investeringsforeninger.

Retten fandt, at handelsværdien for investeringsbeviserne i

skattemæssig henseende måtte fastsættes til en værdi

mellem den lovpligtige salgskurs og den lovpligtige købskurs, idet det

herved bemærkedes, at de foreliggende oplysninger vedrørende

faktiske handler alle vedrørte investorers salg til banken og ikke

eventuelle salg til tredjemand. Retten fandt således, at

investeringsbevisernes handelsværdi passende kunne ansættes til

en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi eller kurs

106,75. Den talmæssige opgørelse ville blive foretaget af den

kommunale skattemyndighed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter