Investeringsbeviser
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Lov om investeringsforeninger § 28 ophævet 3 afgørelser
- Lov om investeringsforeninger § 26 ophævet 2 afgørelser
- aktieavancebeskatningsloven § 6 ophævet 20 afgørelser
- aktieavancebeskatningsloven § 2 a ophævet 17 afgørelser
- aktieavancebeskatningsloven § 3 ophævet 18 afgørelser
- aktieavancebeskatningsloven § 2 ophævet 28 afgørelser
- aktieavancebeskatningsloven § 2 c ophævet 7 afgørelser
Teksten
Investeringsbeviser
avance ved salg
kursværdi
Reference:
ABL § 2 c.
A klagede for indkomståret 1994 over, at told- og skatteregionen
havde forhøjet avance ved salg af investeringsbeviser i B med 425.000
kr.
Det var oplyst, at klageren pr. 1.11.1991 anskaffede nom. 5.000.000 kr.
investeringsbeviser i B for en samlet købesum af 5.050.000 kr. (inkl.
købsomkostninger). Han optog samtidig et lån på 5.050.000
kr. i C Bank A/S, hvilket lån blev indfriet den 30.12.1994.
Klageren afstod de omhandlede investeringsbeviser den 3.11.1994 for i alt
6.274.125 kr., svarende til kurs 125,5.
Det var oplyst, at indre værdi af B den 16.6.1992 blev opgjort til
kurs 106,75, og at indløsningskursen pr. denne dato var kurs 103,55 og
emissionskursen 112,09. Banken foretog efter det oplyste ikke nogen handler
med investeringsbeviser omkring denne dato.
Det var videre oplyst, at indre værdi af B den 17.5.1993 blev
opgjort til kurs 115,5022, og at banken på denne dato solgte
investeringsbeviser til kurs 113,25. Den 18.5.1993 var indre værdi
opgjort til kurs 117,9326, den 19.5.1993 til kurs 118,2391, den 20.5.1993 til
kurs 118,1236. Den 24.5.1993 blev indre værdi opgjort til 117,7506, og
banken købte denne dato investeringsbeviser til kurs 112,25. Den
25.5.1993 blev indre værdi opgjort til kurs 117,4612, og
investeringsforeningen indløste investeringsbeviser til kurs 113,5.
Told- og skatteregionen havde fundet, at avancen ved salget af
investeringsbeviserne skulle opgøres til 1.099.125 kr., idet der var
taget udgangspunkt i en anskaffelsessum på 5.175.000 kr., svarende til
kurs 103,50, hvilket efter regionens opfattelse var kursen pr. 16.6.1992 for
Læs alt
de omhandlede investeringsbeviser.
Regionen havde herved bl.a. anført, at der var tale om en
investering i aktier, som var omfattet af ABL § 2 c om aktier erhvervet for
lånte midler, hvor afkastet af investeringen og lånet med stor
sikkerhed kunne opgøres på forhånd. Der var bl.a. henvist
til, at investeringsforeningens formue var investeret i en portefølje
af 3-årige obligationer med en lav kuponrente, og at der i den
udstrækning, der var investeret i udenlandske obligationer, foretoges
valutakurssikring af disse.
Regionen havde videre fundet, at overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i
lov nr. 421 af 25.6.1993 ikke kunne finde anvendelse, idet
investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c. Der skulle således
ikke foretages en opgørelse ved en fiktiv afståelse den
18.5.1993 og dermed en prøvelse af, hvorvidt arrangementet var
omfattet af ABL § 2 c, stk. 1. Overgangsreglen var alene indført for
at sikre, at der for mindretalsaktier som hidtil havde kunnet afstås
uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning
af gevinster vedrørende perioden efter den 19.5.1993. En direkte
ordlydsfortolkning af bestemmelsen udelukkede således, at
overgangsreglen fandt anvendelse for aktier, der var omfattet af bl.a. ABL §
2 c. En anden fortolkning af overgangsbestemmelserne gav ikke nogen rimelig
mening, idet der med skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en
skærpet beskatning på aktieområdet for
mindretalsaktionærer og overgangsbestemmelserne havde alene til hensigt
at sikre, at dette ikke skete med tilbagevirkende kraft. Såfremt den af
klagerens advokat anlagte fortolkning skulle lægges til grund, ville
dette i praksis betyde, at lovgiver i forbindelse med gennemførelsen
af en skærpet beskatning på aktieområdet for
mindretalsaktionærer samtidig havde lempet beskatning af de
lånefinansierede investeringer, der udelukkende var etableret med
henblik på udnyttelse af de daværende beskatningsregler, hvor
lovgiver medio 1992 gennemførte ABL § 2 c netop for at standse denne
form for skattearbitrage. Dette havde næppe været lovgivers
hensigt eller intentioner med de foretagne lovindgreb og ændringer,
hvilket efter regionens opfattelse heller ikke kunne udledes af de omtvistede
overgangsbestemmelser for mindretalsaktionærer.
Klagerens advokat havde nedlagt principal påstand om, at den i 1994
gennemførte afståelse af de omhandlede investeringsbeviser alene
havde medført en avance på 362.125 kr., og subsidiær
påstand om, at afståelsen alene havde medført en avance
på 674.125 kr.
Til støtte for den principale påstand havde han bl.a. gjort
gældende, at uanset afståelsen af investeringsbeviserne var
omfattet af ABL § 2 c på tidspunktet for den faktiske afståelse,
fulgte det af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993, at værdien pr.
19.5.1993 kunne anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved
avanceopgørelsen, idet investeringsbeviserne ved en afståelse
den 18.5.1993 ikke ville have været omfattet af ABL § 2 c, jf. § 2 c,
stk. 3, 2. pkt., da det samlede resultat vedrørende lånet og
aktiebesiddelsen, herunder fortjeneste ved afståelse af aktierne, under
et ville have været negativt efter skat selv uden beskatning efter ABL
§ 2 c, hvis investeringsbeviserne var blevet afstået den 18.5.1993,
samt at værdien pr. 19.5.1993 kunne fastsættes til kurs 118,24,
hvorfor der var et retskrav på, at denne kurs anvendtes ved
avanceopgørelsen. Han havde videre bl.a. anført, at en naturlig
sproglig forståelse af den omhandlede overgangsregel medførte,
at det var muligt for investorer, der ved en afståelse i 1994 eller
1995 omfattedes af § 2 c, men som ved en eventuel afståelse den
18.5.1993 ville have været omfattet af § 4, (idet der bortsås fra
ejertidens længde), at anvende værdien pr. 19.5.1993 som
anskaffelsessum ved opgørelsen af avancen i 1994 eller 1995. Som
bekendt var en lovbestemmelses ordlyd afgørende ved fortolkningen af
bestemmelsen, uanset om der kunne argumenteres for en anden fortolkning, idet
advokaten til støtte herfor havde henvist til TfS 1996.654 og TfS
1998.137. Overgangsreglen gav ikke anledning til berettiget tvivl om, at
bestemmelsen også omfattede investorer, der ved en afståelse var
omfattet af ABL § 2 c, men som ikke var dette ved en eventuel afståelse
den 18.5.1993. Advokaten havde herefter foretaget følgende beregning
vedrørende et teoretisk salg af investeringsbeviserne den 18.5.1993,
idet han havde taget udgangspunkt i en afståelsessum beregnet efter
kurs 118,24, svarende til den indre værdi:
Afståelsessum v. kurs 118,24
5.912.000 kr.
Aktieafgift (1 %)
- 59.120 kr.
Kurtage (0,5%)
- 29.560 kr.
Skattepligtig afståelsessum
5.823.320 kr.
Faktisk anskaffelsessum
5.050.000 kr.
Samlet skattepligtig fortjeneste
773.320 kr.
Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 1. pkt.:
Skattepligtig fortjeneste
773.320 kr.
De fradragsberettigede udgifter udgør
renteudgifter i 1991 - 1993 på hhv.
0 kr., 571.281 kr., og 259.772 kr. samt
omkostninger ved førtidig indfrielse af
lånet på 245.935 kr., dvs. i alt
- 1.076.988 kr.
De fradragsberettigede udgifter overstiger
den skattepligtige fortjeneste med
303.668 kr.
Beregning i relation til ABL § 2 c, stk. 3, 2. pkt.:
Den skattepligtige fortjeneste
773.320 kr.
Skatten af aktieavancen
- 429.193 kr.
Aktieavance efter beskatning
344.127 kr.
Renteudgifter og omkostninger ved førtidig
indfrielse af lånet i alt
- 1.076.988 kr.
Skatteværdien heraf
577.733 kr.
Renteudgifter efter skattefradrag
- 499.255 kr.
Det samlede resultat af investeringen opgjort som aktieavancen efter
beskatning med fradrag af renteudgifterne samt omkostningerne ved
førtidig indfrielse af lånet efter skattefradrag var
således negativt med 155.128 kr.
Til støtte for den subsidiære påstand havde advokaten
gjort gældende, at såfremt afståelsen af
investeringsbeviserne var omfattet af ABL § 2 c, fulgte det af § 11, stk. 16,
i lov nr. 491 af 24.6.1992, at værdien pr. 16.6.1992 kunne anvendes i
stedet for den faktiske anskaffelsessum ved avanceopgørelsen, samt at
værdien pr. 16.6.1992 af investeringsbeviserne i B kunne
fastsættes til kurs 112, hvorfor der var retskrav på, at denne
kurs blev anvendt ved avanceopgørelsen. Han havde yderligere bl.a.
anført, at Ligningsrådet havde fundet, at kursen pr. 16.6.1992
måtte fastsættes til indfrielsesværdien i henhold til lov
om investeringsforeninger § 28, stk. 2, hvilket ville sige kurs 103,5. Der
var af investeringsforeningens revisorer foretaget en vurdering af
investeringsbevisernes handelsværdi pr. 16.6.1992, hvorved kursen var
ansat til 112. Der var tale om en bagatelafvigelse i forhold til
Ligningsrådets skøn, og ifølge praksis krævedes der
et misforhold af en vis størrelse, før skattemyndighederne var
berettigede til at korrigere en overdragelsessum.
Advokaten havde vedrørende kursfastsættelsen videre bl.a.
anført, at loven anvendte udtrykket "handelsværdien", der var et
velkendt begreb indenfor skatteretten, og som kunne defineres som den
værdi, som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige,
fornuftige og uafhængige aftaleparter. Man måtte således
forestille sig, at der var tale om "bonus pater" parter. Der var for så
vidt tale om, at der skulle foretages en teoretisk
værdiansættelse. I modsætning til en sådan stod en
værdiansættelse baseret på empiriske principper, dvs.
på faktisk konstaterede handler. Den værdiansættelse, der
skulle foretages skatteretligt, var den teoretiske
værdiansættelse, om end det var klart, at i praksis ville der
blive lagt vægt på faktisk konstaterbare værdier i form af
gennemførte handler. Den vægt, som gennemførte handler
kunne tillægges, måtte dog afhænge af, om de
pågældende salg var repræsentative for en ideel "bonus
pater" handel. De gennemførte handler var efter advokatens opfattelse
ikke repræsentative for investeringsbevisernes reelle værdi, idet
de personer, som anskaffede lånefinansierede investeringsbeviser, men
som afstod disse og indfriede lånet før tiden, kunne ikke
sidestilles med personer, som indgik en handel som en ligeværdig,
fornuftig og uafhængig aftalepart. De pågældende personer
havde af forskellige grunde været nødsaget til at skille sig af
med investeringsbeviserne, før end det oprindeligt var tilsigtet, og
havde derfor for flertallets vedkommende befundet sig i en tvangslignende
situation. Man kunne derfor ikke lægge de stedfundne handler til grund
som andet en indikation af, hvilken kurs, der kunne opnås, hvis man
befandt sig i en tvangsmæssig situation den 19.5.1993.
Indløsningskursen i henhold til lov om investeringsforeninger § 28
afspejlede den mindsteværdi, som altid ville kunne realiseres af ejeren
af et investeringsbevis. Den var derimod ikke udtryk for investeringsbevisers
handelsværdi, men kunne reelt sidestilles med et likvidationsprovenu i
et aktieselskab. Ingen ville hævde, at kursen for en post aktier skulle
beregnes som selskabets indre værdi med fradrag af
likvidationsomkostninger, og i hvert fald ville ingen hævde, at
likvidationsomkostningerne skulle beregnes i forhold til, at
aktionærkredsen successivt afviklede deres aktiebeholdning. Der var en
række omkostninger forbundet med enkeltstående
indløsninger, som førte til, at indløsningskursen blev
relativ lav. For en person, som ikke befandt sig i en tvangssalgsituation,
ville der ikke være nogen grund til at affinde sig med en lavere
overdragelsessum end indre værdi. En garanti for, at et aktiv ville
kunne realiseres til en bestemt mindsteværdi, kunne efter advokatens
opfattelse ikke medføre en lavere værdiansættelse, end man
ellers ville foretage, hvis man så bort fra garantien.
Ligesom der fandtes en lovpligtig indløsningskurs, fandtes der en
lovpligtig emissionskurs, idet investeringsforeningerne var pligtige til at
udstede nye investeringsbeviser, hvis en interesseret person henvendte sig.
For at en sådan udstedelse af nye investeringsbeviser ikke skulle
påføre de øvrige investorer omkostninger, tillagdes
omkostningerne ved udvidelsen indre værdi, når emissionskursen
blev beregnet, jf. lov om investeringsforeninger § 26. Den lovpligtige
emissionskurs sikrede således investorerne mod, at deres
investeringsbeviser faldt i værdi, fordi der blev udstedt yderligere
investeringsbeviser. Det var advokatens opfattelse, at den beregnede
emissionskurs kunne tillægges nogen, men dog ikke afgørende
betydning ved fastlæggelsen af værdien af investeringsbeviserne
pr. 19.5.1993. Handelsværdien kunne således ikke uden videre
fastsættes til emissionskursen. Reglen om en lovbestemt emissionskurs
talte imidlertid for, at værdien af investeringsbeviser fastsattes til
indre værdi, idet denne værdi var sikret mod fald som
følge af emissioner. Indre værdi afspejlede de værdier,
som fandtes i investeringsforeningen. Eftersom investeringsforeningens
værdier kunne opgøres meget præcist pr. 19.5.1993, kunne
indre værdi opgøres nøjagtigt. Når hensås
til, at et investeringsbevis var ret til en andel af værdierne i
investeringsforeningen, talte meget for, at værdien af et
investeringsbevis fastsattes til netop indre værdi. Tog man
udgangspunkt i, at handelsværdien kunne defineres som den værdi,
som kunne opnås ved en handel mellem ligeværdige, fornuftige og
uafhængige aftaleparter, måtte det antages, at disse ville
lægge afgørende vægt på den reelle værdi af
investeringsbeviserne, dvs. tage udgangspunkt i indre værdi, som et
udtryk for de underliggende værdier i investeringsforeningen. En
skattemæssig værdiansættelse af bl.a. investeringsbeviser i
behold skete mindst én gang om året. Således foretog alle
landets pengeinstitutter på investorernes vegne den 31.12. hvert
år en indberetning af disse investeringsbeviser til Told og Skat.
Børsnoterede investeringsbeviser indberettedes med den pr. 31.12.
senest noterede "alle handler" kurs, og unoterede investeringsbeviser
indberettedes med en kurs svarende til den pr. 31.12. opgjorte indre
værdi. For begge af disse kurser gjaldt, at de ville befinde sig i et
interval imellem købs- og salgskursen.
Told- og Skattestyrelsen havde indstillet ansættelsen
stadfæstet, idet det til støtte herfor bl.a. var anført,
at man ved fortolkningen af overgangsbestemmelserne fra 1993 bl.a.
måtte se på baggrunden for indførslen af ABL § 2 c, som
var en af en række lovændringer fra 1992, der blev
gennemført for at sætte en stopper for en massiv
skattearbitrage. Arrangementerne i B lå inden for kerneområdet af
de arrangementer, der blev tænkt på, idet han bl.a. henviste til,
at investeringen var lånefinansieret, og at det vedrørende
karakteren af investeringsforeningen fremgik af prospektmaterialet, at der
alene blev investeret i 3-årige obligationer med en lav kuponrente,
idet der samtidig blev foretaget kurssikringer, således at investorerne
var sikret mod enhver kurssvingning. Der var videre henvist til den bindende
forhåndsbesked TfS 1993.265, hvoraf bl.a. fremgik, at en sådan
investering måtte anses for omfattet af ABL § 2 c, uanset en eventuel
indfrielse af lånet, idet man ved afståelsen måtte foretage
en opgørelse for derved at konstatere om den enkelte investor var
omfattet af undtagelsesbestemmelsen i ABL § 2, stk. 3. Ved skattereformen i
1993 blev der bl.a. indført en skærpet beskatning af
aktionærer, og overgangsbestemmelsen vedrørte alene de
aktionærer, der ikke var omfattet af ABL § 2 a - 3 ved skattereformens
indførelse. En anden fortolkning af overgangsbestemmelsen gav ikke
rimelig mening, idet ABL § 2 c blev indført for at standse
skattearbitrage, og det kunne ikke forventes, at det 11 måneder efter
indførelsen af denne bestemmelse blev vedtaget at foretage en lempelse
af beskatningen efter ABL § 2 c. Klageren var derfor alene berettiget til at
anvende værdien pr. 16.6.1992 som anskaffelsessum ved
avanceopgørelsen i 1994.
Vedrørende værdiansættelsen var det bl.a.
anført, at der måtte tages udgangspunkt i de handler, der var
konstateret i perioden omkring den 16.6.1992, således at kursen pr.
denne dato måtte ansættes til 103,5. Dette svarede til, hvad den
enkelte investor kunne forvente at modtage ved salg af sine
investeringsbeviser, idet der videre var henvist til, at B havde tilbudt
investorerne at aftage investeringsbeviserne til en kurs svarende til
indløsningskursen. Der var således ikke grundlag for at
ansætte værdien til den indre værdi, idet der var
konstateret salg samt indløsning af investeringsbeviserne til kurser
under den indre værdi.
Landsskatteretten udtalte:
Overgangsreglen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.6.1993 havde
følgende ordlyd:
"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af deres aktier den
18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab efter
aktieavancebeskatningslovens § 6, eller som alene skulle gøre det i
kraft af aktieavancebeskatningslovens § 6, stk. 6, og som ikke ville have
været omfattet af aktieavancebeskatningslovens §§ 2 a - 3 eller
kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en
senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes
handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."
Da klagerens investeringsbeviser i B ubestridt var lånefinansierede
og da B ubestridt i det væsentlige måtte antages at indtjene
overskud eller anden værditilvækst ved finansiering eller
investering under sådanne omstændigheder, at selskabets overskud
eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne
opgøres på forhånd, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2
c, stk. 1, måtte klageren også ved en eventuel afståelse
pr. 18. maj 1993 anses at have været omfattet af
aktieavancebeskatningslovens § 2 c, uanset om klageren ved en
opgørelse af avancen ville være blevet fritaget for beskatning
efter reglerne i § 2 c, stk. 3. Landsskatteretten fandt efter formuleringen
af § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.6.1993 herefter, at klageren ikke kunne
anses for omfattet af denne bestemmelse, og han kunne derfor ikke anvende
investeringsbevisernes handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for
anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen i 1994.
Klageren kunne derimod anvende handelsværdien pr. 16. juni 1992 i
stedet for anskaffelsessummen ved avanceopgørelsen. Ved
fastsættelsen af denne handelsværdi fandt retten, at der
måtte tages udgangspunkt i investeringsforeningens indre værdi,
idet der bl.a. var henset til, at denne på grund af de dagældende
regler for investeringsforeninger om investering og om opgørelse af
foreningens formue i den dagældende lov om investeringsforeninger blev
opgjort løbende og kunne opgøres med stor sikkerhed.
Det bemærkedes videre, at der i den dagældende lov om
investeringsforeninger § 28 var pålagt foreningen en pligt til at
indløse investeringsbeviser til enhver tid til en kurs svarende til
investeringsforeningens indre værdi med fradrag af omkostningerne ved
indfrielsen. Investeringsforeningen havde videre pligt til at udstede nye
investeringsbeviser til en kurs svarende til investeringsforeningens indre
værdi med tillæg af omkostningerne ved udstedelsen, jf. § 26 i
den dagældende lov om investeringsforeninger.
Retten fandt, at handelsværdien for investeringsbeviserne i
skattemæssig henseende måtte fastsættes til en værdi
mellem den lovpligtige salgskurs og den lovpligtige købskurs, idet det
herved bemærkedes, at de foreliggende oplysninger vedrørende
faktiske handler alle vedrørte investorers salg til banken og ikke
eventuelle salg til tredjemand. Retten fandt således, at
investeringsbevisernes handelsværdi passende kunne ansættes til
en kurs svarende til investeringsforeningens indre værdi eller kurs
106,75. Den talmæssige opgørelse ville blive foretaget af den
kommunale skattemyndighed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 3. oktober 2000
- Beskatning af låntagers avance ved aktielån samt andre spørgsmål vedrørende aktielån Retsinformation · 21. august 2002
- Lovændring vedrørende beskatning af lånefinansieret køb af investeringsbeviser, jf. aktieavancebeskatningslovens § 2c. Spørgsmål om ansvar for pengeinstitut… — Jyske Bank Det finansielle ankenævn · 31. januar 2002
- Landsskatteretskendelse af 30 april. 2003 vedr. Aktieoverdragelse avance beskatning af udbytte Retsinformation · 28. oktober 2003
- Avance ved likvidation Retsinformation · 3. maj 2001
- Bindende forhåndsbesked CFC-beskatning Retsinformation · 17. januar 2003
Lignende dokumenter
- 99-56.394 - Ikke hjemmel til efterfølgende regulering af selskabs åbningsbalance (05. november 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. november 1999
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 16. august 2000
- Sag om hvorvidt afgiftsmyndighederne har været berettiget til som sket at nedsætte kommanditselskabernes momsangivelser Domsdatabasen · 24. januar 2012
- Ekstraordinær genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 1988 og 1989, hvor klageren har påstået ændringer i forhold til det selvangivne… Landsskatteretten · 15. december 2009
- Sagen drejer sig om, hvorvidt SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for afdøde for årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT har overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum. Derudover angår sagen, om sagsøgte, boet, er berettiget til eftergivelse af det rentekrav, som Skatteministeriet eventuelt måtte have, hvis SKAT er berettiget til at genoptage indkomstansættelsen Domsdatabasen · 23. oktober 2020
- Sag om gaveafgift, herunder beregning af kursværdi af latent skat. Domsdatabasen · 13. oktober 2026