SELSKABSBESKATNING 1997 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Afsnit SF - Beskatningen af udbytte mv. fra
aktieselskaber, anpartsselskaber og andelsselskaber
S.F.1.1 Udbyttebegrebet
LL er senest optrykt ved lovbek. nr. * 819 af 3. nov. 1997 *. Seneste
cirk. til LL er nr. 72 af 17. april 1996, og reglerne om udbytte er omtalt i
kap. 9.
Ifølge LL § 16 A, stk. 1, medregnes udbytte af aktier, andelsbeviser og
lignende værdipapirer ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige
indkomst, jf. dog stk. 4. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet
udloddes til aktionærer, anparts- eller andelshavere, med undtagelse af
friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det
kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.
§ 16 A, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet udlodninger af beløb,
som er skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5 B, stk. 4, og
FUL § 12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5 B, stk. 4, henvises
til S.B.3.2. Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5.
Endvidere indeholder LL § 16 A, stk. 5 - 7 og § 16 C, nogle særregler for
udlodninger fra certifikatudstedende udloddende investeringsforeninger. Se
S.A.1.6. og S.F.1.3.2.
*Endelig er der indsat et nyt stk. 8 i LL § 16 A med virkning fra 1/6
1996.
Det fremgår af stk. 8, at uanset bestemmelsen i LL § 16 A, stk. 1, skal
beløb, der udloddes i forbindelse med en kapitalnedsættelse i
anpartsselskaber med en anpartskapital, der ikke overstiger nominelt 225.000
kr., ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis
anpartskapitalen i selskabet er forhøjet ved kontant indskud, apportindskud
eller konvertering af gæld i perioden fra og med den 6. december 1991 til og
med den 31. maj 1996 eller selskabet er stiftet i denne periode. 1. pkt.
finder ikke anvendelse, hvis anparterne i selskabet er erhvervet som led i
den skattepligtiges næringsvej, jf. ABL § 3, hvis kapitalnedsættelsen
Læs alt
medfører, at anpartshavernes indflydelse i selskabet forrykkes, eller hvis
det udloddede beløb helt eller delvis er fritaget for beskatning efter stk.
1, jf. stk. 2. 1. pkt. finder endvidere kun anvendelse på den del af det
udloddede beløb, der ikke overstiger den nominelle værdi af de annullerede
anparter.
§ 16 A, stk. 8, er indsat ved lov nr. 401 af 22. maj 1996 om
acontoskatteordning for anpartsselskaber og udlodning ved kapitalnedsættelse
i anpartsselskaber. Formålet er at hjælpe anpartshavere i selskaber, hvori
der er indskudt midler i tillid til, at kapitalkravet fremover ville være
200.000 kr. Den ny bestemmelse betyder i visse tilfælde skattefrihed ved
udlodninger til anpartshavere i forbindelse med kapitalnedsættelse.
Bestemmelsen har virkning for beløb, der udloddes i forbindelse med
kapitalnedsættelser, der anmeldes til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i perioden fra den 1. juni 1996 til og med den 30.
september 1997. Skatteministeriet er blevet spurgt, om ordet
"anmeldelse" i denne sammenhæng relaterer sig til den 1. anmeldelse
til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen (anpartsselskabslovens § 46, stk. 5) eller den anden
(anpartsselskabslovens § 47, stk. 2). En kapitalnedsættelse efter bl.a.
anpartsselskabslovens § 46, stk. 2, nr. 2, (udbetaling til anpartshaverne)
kan først gennemføres efter udløbet af et proklama, der skal udstedes med et
varsel af mindst tre måneder, jf. § 47, stk. 1. Herefter skal nedsættelsen
gennemføres inden 12 måneder. Departementet har i TfS 1997, 467 meddelt, at
det rejste spørgsmål er et ligningsmæssigt spørgsmål, som henhører under
ligningsmyndighederne og domstolene i sædvanlig instansfølge. Efter
Departementet opfattelse er udgangspunktet, at det er den første
anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der skal ske senest den 30.
september 1997, men afgørelsen af spørgsmålet beror på en konkret bedømmelse
af vilkårene for kapitalnedsættelsen. Se nærmere TfS 1997, 467. *
Ifølge LL § 16 A, stk. 1, betragtes enhver udlodning fra selskabet som
udbytte, uanset under hvilken betegnelse og uanset i hvilken form udlodningen
finder sted. Se således TfS 1996, 557.
Til indkomsten skal medregnes udbytte såvel fra danske som fra udenlandske
selskaber. Ved indkomstopgørelsen skal aktionæren medregne det fulde
deklarerede udbytte, altså også den eventuelt tilbageholdte udbytteskat.
Se S.F. 1.1.2.
Om udlodningsbeskatning i henhold til LL § 16 A, stk. 1, ved
hovedaktionærs salg af aktier i moderselskabet til et datterselskab, se RR
1984.SM 143 og S.G.1.3.
Likvidationsudlodning
Likvidationsudlodninger, som foretages forud for det kalenderår, hvori
selskabet endeligt opløses, skal beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A, stk.
1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk. 3, tillades, at fortjeneste
eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne.
Om den skattemæssige behandling af likvidationsudlodninger - herunder
tidspunktet for et selskabs endelige opløsning i relation til aktionærerne,
se S.G.3.1 og S.G.1.3.
Udlodning ved nedsættelse af aktiekapitalen
Udlodninger til aktionærer i forbindelse med nedskrivning af aktiekapital
i selskaber, som ikke er i likvidation, beskattes som udbytte, jf. LL § 16 A,
stk. 1, medmindre det i henhold til LL § 16 A, stk. 2, tillades, at
fortjeneste eller tab ved udlodningen skattemæssigt behandles efter
aktieavancebeskatningsreglerne, se S.G.3.2. *Dette gælder dog ikke beløb
omfattet af LL § 16 A, stk. 8, jf. ovenfor. (Om indeholdelse af udbytteskat i
tilfælde, hvor der er opnået dis-pensation efter LL § 16 A, stk. 2, se TSM af
aug. 1992 i TfS 1992, s. 1013.) *
Fondsaktier (friaktier)
Den i LL § 16 A hjemlede skattefrihed for værdien af fondsaktier gælder
kun de fondsaktier, som erhverves på grundlag af aktionærens beholdning af
aktier i det pågældende selskab på tildelingstidspunktet.
Indkomstbeskatning vil kunne forekomme udfra et gavesynspunkt, hvis en
aktionær som følge af afkald fra medaktionærer modtager fondsaktier udover
det, der tilkommer ham i kraft af hans aktiebesiddelse, se UfR. 1958.
1164.HRD.
Det er ikke nogen forudsætning for skattefrihed efter LL § 16 A, at der er
tale om nyudstedte aktier. Reglen finder også anvendelse, hvor et selskab
udlodder af sin beholdning af egne aktier til aktionærerne i forhold til
deres hidtidige aktiebesiddelse, se TOLD-SKAT Nyt 1991.20.1158 (TfS 1991,
467), eller hvor der sker forhøjelse af de eksisterende aktiers pålydende
værdi.
Om fondsaktier ivrigt se S.G.1.1 (definition m.m.) og S.G.2.4.6.3 (salg af
fondsaktier).Salg af aktier til det udstedende selskab
Ved afståelse af aktier mv. til det selskab, der har udstedt aktierne,
beskattes afståelsessummen efter LL § 16 B, stk. 1, som almindelig indkomst,
d.v.s. som udbytte. Dette gælder dog ikke ved afståelse af medarbejderaktier,
når medarbejderaktionæren ikke er hovedaktionær, * jf. ABL § 11, stk. 2-4, *
og når aktierne efter SEL § 31, stk. 2, kun kan tilbagesælges til selskabet.
Efter LL § 16 B, stk. 2, er der mulighed for dispensation ved salg af
aktier til det udstedende selskab. Fortjeneste eller tab ved afståelsen
behandles i så fald efter aktieavancebeskatningsreglerne. (Om indeholdelse af
udbytteskat i tilfælde, hvor der er opnået dispensation efter LL § 16 B, stk.
2, se TSM af aug. 1992 i TfS 1992, s. 1013.)
Afståelsessummer efter LL § 16 B, stk. 1, beskattes ikke som almindelig
indkomst, såfremt aktierne mv. afstås til et selskab i likvidation i det
kalenderår, hvori selskabet endelig opløses, jf. LL § 16 B, stk. 3.
LL § 16 B, stk. 4, indeholder nogle undtagelser, idet beløb, som er
skattepligtige for foreninger og selskaber efter SEL § 5 B, stk. 4, og FUL §
12, stk. 3, er skattefri for modtageren. Om SEL § 5 B, stk. 4, henvises til
S.B.3.2.
Om FUL § 12, stk. 3, se S.D.1.5.
Om den skattemæssige behandling ved salg af aktier til det udstedende
selskab henvises i øvrigt til S.G.3.3.
S.F.1.1.1 Beskatningstidspunktet
Beskatning af aktieudbytte sker efter retserhvervelsesprincippet, dvs. at
aktionæren skal medtage udbyttet ved indkomstopgørelsen, når der er erhvervet
endelig ret til udbyttet. Aktieudbytte beskattes således på det tidspunkt,
hvor udbyttet fastsættes (deklareres) ved selskabets generalforsamling. At
udbyttet først kan kræves udbetalt det følgende år er uden betydning for
beskatningstidspunktet, jf. også lsr. 1962.98. Acontoudbytte, som forekommer
i enkelte selskaber, beskattes i udbetalingsåret.
S.F.1.1.2 Selskaber - Udbyttebeskatning
Vedrørende den skattemæssige behandling af aktieudbytte, hvor modtageren
er et selskab, se S.F.1.1.3.
Personer - aktieindkomst
For personer beskattes udbytte af aktier som udgangspunkt som
aktieindkomst, som afgrænses ved § 4 a, stk. 1, i PSL, der senest er optrykt
ved lovbek. nr. * 716 af 11. sept. 1997 *. Seneste cirk. til PSL er nr. 129
af 4. juli 1994. Aktieindkomst omtales i cirkulærets kap 5. Ifølge PSL § 4 a,
stk. 3, indgår aktieindkomst ikke i den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen
i PSL § 4 a er udtømmende.
Ifølge PSL § 4 a, stk. 1, omfatter aktieindkomst det samlede beløb af:
1) aktieudbytte efter LL § 16 A fra selskaber, der er skattepligtige efter
SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, medmindre de har været hjemmehørende
i udlandet, jf. nr. 5,
2) afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra selskaber, der er
skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 1, 2, 4 eller 5 a, medmindre de har
været hjemmehørende i udlandet, jf. nr. 6,
3) udlodninger fra udloddende investeringsforeninger, jf. LL § 16 C, stk.
1. Dette gælder dog kun den del af udlodningerne, der opgøres som forskellen
mellem på den ene side den skattepligtige del af udlodningerne og på den
anden side den del af udlodningerne, som hidrører fra foreningens
nettoindtægter omfattet af LL § 16 C, stk. 3, nr. 1-8, nedsat efter LL § 16
C, stk. 4, 1. pkt., stk. 5, nr. 1, og stk. 6, jf. stk. 4, 1. pkt. Den
omhandlede del af udlodningerne kan dog ikke overstige den del af
udlodningerne, som hidrører fra foreningens positive nettoindtægter i form af
indtægter omfattet af LL § 16 C, stk. 3, nr. 9, nedsat med det efter LL § 16
C, stk. 5, nr. 2, opgjorte beløb og forhøjet eller nedsat med foreningens
nettogevinster eller -tab ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 4 i det
indkomstår, de pågældende udlodninger vedrører.
Nettogevinsterne eller -tabene ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 4
opgøres under anvendelse af reglerne i ABL § 4, stk. 1, 3 og 4, samt § 6,
4) fortjeneste og tab efter ABL §§ 2 e og 4,
5) aktieudbytte efter LL § 16 A, som modtages fra selskaber, der er eller
har været hjemmehørende i udlandet. Dette gælder dog kun, såfremt den
skattepligtige godtgør, at udbyttet hidrører fra et eller flere selskaber,
hvori den til grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst
beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i
landet. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om betingelserne for,
at dette krav kan anses for opfyldt. (Se bek. nr. 974 af 1. dec. 1994 om
PSL.)
Hidrører en del af udbyttet til den skattepligtige fra et selskab, hvor
beskatningen ikke opfylder det nævnte krav, anses denne del af udbyttet ikke
som aktieindkomst, men som kapitalindkomst.
6) afståelsessummer efter LL § 16 B, som modtages fra selskaber, der er
eller har været hjemmehørende i udlandet. Nr. 5, 2.-4. pkt., finder
tilsvarende anvendelse.
7) Aktieudbytte og avancer vedrørende aktier eller andele i selskaber
eller foreninger m.v., hvis resultat skal beskattes som
CFC-indkomst efter (PSL) § 4 b, når den CFC-skattepligtige person i mindst
tre år har opfyldt betingelserne i LL§ 16 H. Hvis personen ikke har opfyldt
betingelserne i LL § 16 H i tre år, gælder det tilsvarende for udbytte
svarende til den CFC-skattepligtige indkomst efter fradrag af den danske og
udenlandske skat, der falder på CFC-indkomsten.
* PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6 er ved lov nr. 487 af 12. juni 1996
om international sambeskatning med virkning fra og med indkomståret 1996
ændret. Er indkomståret 1996 påbegyndt før den 6. december 1995 har loven dog
først virkning fra og med indkomståret 1997.
Bestemmelsen i § 4 a, stk. 1, nr. 4, har virkning for aktier afstået den
31. oktober 1996 eller senere, jf. § 4 i lov nr. 1212 af 27. december 1996
(fradragsret for aktier modtaget som vederlag i henhold til LL § 27
E-idéaktier).
Se endvidere S.G.
Bestemmelsen i § 4 a, stk. 1, nr. 7, blev indsat ved lov nr. 487 af 12.
juni 1996 om international sambeskatning. Lovens har ifølge § 12, stk. 2,
generelt virkning fra og med indkomståret 1996, jf. dog lovens § 12, stk.
3-15. Er indkomståret 1996 påbegyndt før den 6. dec. 1995, har loven dog
først virkning fra og med indkomståret 1997, jf. dog lovens § 12, stk. 3-15.
Lovens § 12, stk. 11, 1. og 2. pkt., indeholder en tilføjelse til lovens
generelle ikrafttrædelsestidspunkt, der vedrører bestemmelsen i PSL § 4 a,
stk. 1, nr. 7:
"For skattepligtige, som den 6. december 1995 opfyldte betingelserne
i LL § 16 H har bestemmelserne i LL § 16 H, og PSL § 4, stk. 1, nr. 5, og PSL
§ 4 a, stk. 1, nr. 7, virkning fra og med indkomståret 1998. Er indkomståret
1996 påbegyndt før den 6. december 1995, har bestemmelserne dog først
virkning fra og med indkomståret 1999. Bestemmelsen gælder også aktionærer,
der i forbindelse med en fusion eller spaltning beskattes efter reglerne i
FUL, når de som aktionærer i det indskydende selskab er omfattet af 1. eller
2. pkt. Tilsvarende gælder dødsboer efter aktionærer omfattet af 1. eller 2.
pkt. samt arvinger, ægtefælle eller legatarer, der indtræder i afdødes eller
længstlevendes skattemæssige stilling med hensyn til de udlagte
aktiver."
Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 1, medfører, at udbytter fra et tilflyttet
selskab kun er omfattet af lav beskatning som aktieindkomst, når den til
grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter regler, der
ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler.
Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 2, medfører, at afståelsessummer omfattet
af LL § 16 B, hidhørende fra salg af aktier i danske selskaber, der har været
hjemmehørende i udlandet, kun er aktieindkomst i de tilfælde, hvor det
godtgøres, at selskabsindkomsten er beskattet efter regler, der ikke afviger
i væsentlig grad fra de danske skatteregler. I tilfælde, hvor det ikke kan
godtgøres, er afståelsessummen kapitalindkomst.
Ændringerne af § 4 a, stk. 1, nr. 5, medfører, at udbytter fra et
tilflyttet selskab kun er omfattet af lav beskatning som aktieindkomst, når
den til grund for udbyttet liggende selskabsindkomst er beskattet efter
regler, der ikke afviger i væsentlig grad fra de danske skatteregler.
Ændringen af § 4 a, stk. 1, nr. 6, medfører, at afståelsessummer omfattet
af LL § 16 B, hidhørende fra salg af aktier i danske selskaber, der har været
hjemmehørende i udlandet, kun er aktieindkomst i de tilfælde, hvor det
godtgøres, at selskabsindkomsten er beskattet efter regler, der ikke afviger
i væsentlig grad fra de danske skatteregler. I tilfælde, hvor det ikke kan
godtgøres, er afståelsessummen kapitalindkomst.
Ifølge § 4 a, stk. 1, nr. 7, skal personer, der kontrollerer finansielle
lavskatteselskaber, medregne et beløb svarende til selskabets indkomst ved
opgørelsen af kapitalindkomsten. Hvis personen i stedet havde ejet et dansk
selsskab, ville alene selskabet have betalt selskabsskat på 34 pct. (ingen
udlodning af udbytte). For at opnå den samme skattemæssige stilling, som hvis
personen havde ejet et dansk selskab, skal personen fremover beskattes med 34
pct. (CFC-skat, jf. § 8 b) af den del af selskabets indkomst, der svarer til
personens ejerandel af aktierne. CFC-skatten nedsættes med den skat, det
udenlandske selskab har betalt af denne indkomst, jf. lempelsesreglen i LL §
33. Personen kommer derfor til at betale dansk skat svarende til forskellen
mellem den danske og den udenlandske selskabsskat.
Hvis CFC-selskabet udlodder udbytte, er beløbet, som svarer til den skat,
aktionæren skal betale af selskabets indkomst, skattefri for aktionæren, jf.
den ved samme lov indsatte § 16 H, stk. 3, i LL.
Hvis udbyttet overstiger CFC-skatten, beskattes det overskydende beløb som
aktieindkomst, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 7. Det samme gælder fortjenesten ved
salg af aktier.
Hvis personen ikke har været undergivet CFC-beskatning i 3 år, er avancen
kapitalindkomst efter de almindelige regler herom. Tilsvarende skal udbytte,
der overstiger den skattepligtige CFC-indkomst med fradrag af udenlansk
selskabsskat og CFC-skat, beskattes som kapitalindkomst efter de almindelige
regler herom.
Opgørelse af fortjenesten sker efter reglerne i ABL § 2 a. Dog bortfalder
procenttillægget, hvis aktionæren har været undergivet CFC-beskatning i 3 år.
Ved PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7, gennemføres fremover (se
ikrafttrædelsestidspunktet ovenfor) også tvungen sambeskatning for
skattepligtige (personer, fonde, dødsboer), der er fuldt skattepligtige i
Danmark, i lighed med hvad der gælder for selskaber (SEL § 32). Herefter
beskattes finansiel indkomst, som optjenes i lavtbeskattede udenlandske
finansielle selskaber. Se herom kap. 8 i cirk. nr. 82 af 29. maj 1997 om
international beskatning.
Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, omfatter stk. 1, nr. 1-6, ikke udbytter og
fortjenester samt afståelsessummer efter LL § 16 B vedrørende aktier som
nævnt i ABL § 2 a. Det præciseres hermed, * at afståelsessummer efter LL § 16
B ved salg af aktier omfattet af ABL § 2 a ikke beskattes som aktieindkomst,
men derimod som kapitalindkomst, jf. iøvrigt bemærkningerne til L 138 af 18.
jan. 1995, til § 2, nr. 3.
Ifølge PSL § 4 a, stk. 2, 2. pkt. omfatter stk. 1 (aktieindkomsten) heller
ikke fortjeneste og tab ved afståelse af medlemsbeviser m.v. i foreninger
m.v., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, med undtagelse af
fortjeneste eller tab som omhandlet i ABL § 4 ved afståelse 3 år eller mere
efter erhvervelsen af omsættelige investeringsbeviser i
investeringsforeninger.
Skat af aktieindkomst
Ifølge PSL § 8 a beregnes skat af aktieindkomst, der ikke overstiger et
grundbeløb på 26.400 kr., som en endelig skat på 30% for indkomstårene
1993-1995 og på 25% for indkomståret 1996 og senere indkomstår. Grundbeløbet
reguleres efter PSL § 20 og udgør for * 1997 34.000 kr.*
For ægtefæller, der er samlevende ved indkomstårets udløb, er bundgrænsen
* 68.000 kr. (1997)* tilsammen.
Skat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet, beregnes med 40%.
Indeholdt udbytteskat efter KSL § 65 af aktieindkomst, der ikke overstiger
grundbeløbet, er endelig betaling af skatten, og udbytteskatten modregnes
ikke i slutskatten efter KSL § 67. Dette betyder, at f.eks. skatteværdien af
renteudgifter, ligningsmæssige fradrag eller personfradrag ikke kan modregnes
i skatten. Såfremt selskabet ikke har indeholdt kildeskat, f.eks. i tilfælde
med maskeret udbytte, opkræves skatten som restskat. Skat af aktieindkomst,
der overstiger grundbeløbet, indgår i slutskatten, og den udbytteskat, der er
indeholdt i denne del af udbyttet efter KSL § 65, modregnes i slutskatten
efter KSL § 67.
Aktieindkomsten opgøres som et nettobeløb, hvor tab ved salg af unoterede
aktier, der har været ejet i 3 år eller mere, modregnes i eventuelle
udbytter, inden skatten beregnes. Såfremt den indeholdte udbytteskat på 25%
af udbytterne overstiger 25% af den samlede aktieindkomst, modregnes det
overskydende beløb i slutskatten. Om den skattemæssige behandling af tab ved
salg af unoterede aktier henvises til S.G.2.4.5.2.1, ved salg af børsnoterede
aktier til S.G.2.4.5.2.1 og 2.4.5.2.2.
Såfremt den samlede aktieindkomst bliver negativ, hvilket kun kan lade sig
gøre som følge af tab på unoterede aktier, kan den negative aktieindkomst
modregnes i anden indkomst, med en skatteværdi svarende til skattesatsen for
positiv aktieindkomst, jf. ABL § 4, stk. 4, se herom cirk. til ABL, pkt.
3.2.3.2 og 3.2 og S.G.2.4.5.2.1. Om beskatning af forbeholdt udbytte i
forbindelse med aktiesalg henvises til TOLD*SKAT Nyt 1992.22.723 (TfS
1992,540) og til S.G.2.4.7.6.
Om dobbeltbeskatningslempelse bemærkes, at den særligt beregnede skat af
udbytteindkomst ikke indgår i lempelsesberegningen, når der ikke indgår
udenlandsk indtægt ved opgørelsen af udbytteindkomst, se Departementets
afgørelse i TOLD*SKAT Nyt 1992.22.721 (TfS 1992, 558).
Kapitalindkomst
Følgende udbytter mv. beskattes som kapitalindkomst, jf. PSL § 4:
PSL § 4, stk. 1, nr. 4.
Skattepligtigt aktieudbytte omfattet af LL § 16 A, bortset fra beløb
omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, 3 og 5, jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.
PSL § 4, stk. 1, nr. 5.
Skattepligtig fortjeneste, fradragsberettigede tab og skattepligtige
afståelsessummer efter ABL §§ 2, 2a, 2c, 2d og 4 eller LL § 16 B bortset fra
beløb omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 2, 4, 6 og 7 (om
ikrafttrædelsestidspunkt for PSL § 4 a, stk. 1, nr. 7, se omtalen ovenfor
under aktieindkomst), jf. dog PSL § 4, stk. 4 og 5.
I kapitalindkomsten indgår således aktieudbytter fra udenlandske selskaber
beliggende i lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt, og
afståelsessummer omfattet af LL § 16 B fra udenlandske selskaber beliggende i
lande, hvis selskabsskattesystem ikke er godkendt.
Ifølge LL § 33 G, stk. 1, kan der efter ansøgning ske eftergivelse af en
del af skatten i det tilfælde, hvor der i den skattepligtige indkomst for en
* skattepligtig omfattet af KSL § 1 * indgår udbytte efter LL § 16 A fra
selskaber, * der er eller har været hjemmehørende i udlandet, * og udbyttet
ikke er omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 5.
Ifølge LL § 33 G, stk. 3, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse på
afståelsessummer efter LL § 16 B fra selskaber * der er hjemmehørende i
udlandet
*, der ikke er omfattet af PSL § 4 a, stk. 1, nr. 6.
Efter LL § 33 G, stk. 1, kan skatteministeren eller den, der bemyndiges
dertil, efter ansøgning eftergive en del af skatten.
Det beløb, der kan eftergives, er maksimeret til det beløb, hvormed summen
af
- det beløb, som det udbyttegivende selskab (rent faktisk) har udredt i
skat af den del af indkomsten, der ligger til grund for udbyttet, og
- det beløb, som den skattepligtige (rent faktisk) har udredt i skat af
den til udbyttet svarende del af indkomsten,
overstiger summen af
- de beløb, der skulle have været udredt i skat af henholdsvis det
udbyttegivende selskab og den skattepligtige, såfremt det udbyttegivende
selskab skulle have været beskattet her i landet af den til grund for
udbyttet liggende indkomst.
Såfremt der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med den stat,
hvor det udbyttegivende selskab er hjemmehørende, kan der, jf. § 33 G, stk.
2, ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives, indregnes større
skattebeløb end det, som den pågældende stat efter overenskomsten har et
ubetinget krav på at oppebære. Ifølge LL § 33 G, stk. 4 finder LL § 33 G,
stk. 1-2, tilsvarende anvendelse, når en person oppebærer udbytter fra
aktier, omfattet af ABL § 2 a. Dette gælder således også i tilfælde, hvor
udbyttet er modtaget fra et selskab, omfattet af ABL § 2 a, som tidligere var
hjemmehørende i udlandet, men som efter at have flyttet ledelsen til Danmark,
er hjemmehørende her i landet.
PSL § 4, stk. 1, nr. 5 a.
Skattepligtig fortjeneste og fradragsberettiget tab ved udlodning af
likvidationsprovenu og afståelse af andelsbeviser mv. efter ABL § 2 b.
Personlig indkomst
PSL § 4, stk. 3.
* Ifølge stk. 3 skal personer medregne indtægter og udgifter som nævnt i
PSL § 4, stk. 1 og 2, ved opgørelsen af den personlige indkomst, hvis de
udøver næring ved køb og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed
ved finansiering. Endvidere medregnes i den personlige indkomst gevinster og
tab på fordringer og kontrakter, som omfattes af KGL § 4. *
For næringsaktier, jf. ABL § 3, sker der beskatning som personlig indkomst
af fortjeneste ved afståelse, af udbytte samt af afståelsessummer ved
afståelse til det udstedende selskab, jf. PSL § 4, stk. 1, modsætningsvis og
§ 4, stk. 5.
PSL § 4, stk. 4.
Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk. 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger
samt afståelsessummer efter LL § 16 B fra andelsforeninger omfattet af ABL §
2 b til den personlige indkomst. Dette gælder dog ikke, hvis udlodningen
udgør en normal forrentning af en indbetalt andelskapital.
PSL § 4, stk. 5.
Uanset bestemmelserne i PSL § 4, stk 1, nr. 4 og 5, medregnes udlodninger
samt afståelsessummer efter LL § 16 B vedrørende aktier, som omfattes af ABL
§ 3 til den personlige indkomst.
S.F.1.1.3 Udbyttebeskatning
Selskaber, fonde mv.
Reglerne om beskatning af udbytte for selskaber, fonde mv. er beskrevet
ovenfor i afsnit S.C.1.2.4 (selskaber) og S.H.12 (fonde). Om udbytte fra
datterselskaber, herunder udenlandske datterselskaber, henvises til S.C.
1.2.4.4. Om udbytte fra aktie- og anpartsselskaber, der ikke er
datterselskaber, henvises til S.C.1.2.4.5.
* Ifølge KSL § 65, stk. 4 kan Skatteministeren fastsætte regler om, at der
ikke skal indeholdes udbytteskat i udbytter, der ikke skal medregnes ved
opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. § 65 C, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse vedrørende indeholdelse af udbytteskat.
Skatteministeren har fastsat nærmere regler herom i bek. nr. 768 af 19.
sept. 1995 om opkrævning m.v. af indkomst- og formueskat.
Ifølge KSL § 65, stk. 6 skal der ikke foretages indeholdelse i udbytte
m.v., der er skattefrit for modtageren i henhold til ligningslovens § 16 A,
stk. 4 og 8, eller § 16 B, stk. 4. *
Efter SEL § 13, stk. 4, skal udbytte af næringsaktier medregnes ved
indkomstopgørelsen med det fulde udbytte. Tilsvarende gælder efter FBL § 10,
stk. 3.
S.F.1.2 Maskeret udbytte
Hvad er maskeret udbytte?
Et selskab og dets aktionærer kan, som selvstændige skattesubjekter, drive
samhandel med hinanden eller iøvrigt indgå bindende aftaler med hinanden.
De skattemæssige følger af sådanne dispositioner adskiller sig som
udgangspunkt ikke fra konsekvenserne af tilsvarende aftaler mellem uafhængige
parter.
Mellem et selskab og dets aktionærer og mellem koncernforbundne selskaber
indgås undertiden aftaler med et indhold, der afviger så meget fra
almindelige forretningsmæssige dispositioner, at de kun kan anses opnået i
kraft af aktionærindflydelsen. Sådanne aftaler kan ikke tillægges
skattemæssig virkning efter deres indhold.
Formålet med aftaler af denne art er i første række at undgå den
dobbeltbeskatning hos selskab og aktionær, der fremkommer ved, at indkomsten
først beskattes i selskabet og dernæst hos aktionæren, når selskabets
indkomst udloddes som ikke fradragsberettiget udbytte.
De usædvanlige dispositioner kan fremtræde som uberettigede fradrag i
selskabet, som udeholdte indtægter hos selskab eller aktionær, eller som
enkeltstående transaktioner, der er baseret på aftaler, som ikke er
forretningsmæssigt begrundet for selskabet.
Udbytte, der fremkommer ved korrektion af løn, tantieme eller andet
løbende mellemværende, betegnes traditionelt som maskeret udbytte, medens
beløb, der udbetales ifølge enkeltstående aftaler om unormalt vederlag,
betegnes som maskeret udlodning. Udtrykkene maskeret udbytte og maskeret
udlodning anvendes dog ofte i flæng.
Det er klart, at muligheden for at indgå aftaler til undgåelse af
dobbeltbeskatning er størst, hvor en enkelt person eller en snævrere kreds
med familiemæssig forbindelse ved aktiebesiddelse har en afgørende
indflydelse i selskabet. Men maskeret udbytte og udlodning kan forekomme i
alle tilfælde, hvor der blandt aktionærerne kan opnås enighed om at skaffe
sig fordele på selskabets bekostning. De synspunkter, der anlægges for
hovedaktionærer, kan altså også anlægges for sådanne grupper.
Fikseret vederlag
Om den modsatte situation, hvor en hovedaktionær leverer ydelser til
selskabet, og hvor vederlaget til hovedaktionæren fastsættes til et beløb,
der ligger under, hvad uafhængige parter ville have oppebåret, henvises til
afsnit S.F.1.4 om fikseret vederlag.
Lovhjemmelen
Hjemmelen til at korrigere selskabets indkomst med maskeret udbytte er de
almindelige regler om, hvad der er skattepligtig indkomst i henhold til SL §§
4 og 5 sammenholdt med, hvad der ifølge SL § 6 kan fradrages som
driftsomkostninger.
Endvidere er der i SEL § 12 en særlig hjemmel til at korrigere for
unormale forretningsvilkår i et dansk selskab, der er domineret af
udenlandske interesser, se herom S.D.4.
Hjemmelen til at beskatte aktionærer af maskeret udbytte findes i LL § 16
A, stk. 1, der til udbytte henregner alt, hvad der af selskabet udloddes til
aktionærerne, bortset fra friaktier (fondsaktier), samt likvidationsprovenu i
opløsningsåret. Dette gælder, hvad enten udbyttet formelt er deklareret eller
ikke.
Hvem skal forhøjes?
Maskeret udbytte kan medføre forhøjelse enten af selskabets indkomst eller
af aktionærens indkomst eller af indkomsten hos både selskab og aktionær.
Når aktionæren, for hvem udgiften er afholdt, er ansat i selskabet, kan
udgiften undertiden anses som yderligere løn, hvis det samlede vederlag til
aktionæren efter den eksisterende praksis om løn til aktionærer ikke er af en
sådan størrelse, at aflønningen må anses for at indeholde et maskeret
udbytte.
Beskatning som lønaccessorium kan ikke accepteres, hvor hovedaktionæren på
strafbar måde har undladt at medregne beløbene i sin skattepligtige indtægt.
Har selskabet fratrukket udgifter, som rettelig må karakteriseres som
udbytte, skal selskabets indkomst forhøjes. Om aktionærens indkomst samtidig
skal forhøjes, afhænger normalt af, om beløbet i forvejen er beskattet hos
aktionæren, eksempelvis som løn.
Omvendt vil f.eks. en aktionærs fribolig i selskabets ejendom medføre
beskatning af den objektive lejeværdi hos aktionæren, medens selskabets
indkomst ikke skal forhøjes, såfremt aktionæren er ansat i selskabet, og
værdien af friboligen kan karakteriseres som et rimeligt lønaccessorium.
Indtægter til fordel for aktionæren, der ikke er medregnet ved selskabets
indkomstopgørelse, medfører normalt forhøjelse både af selskabets og
aktionærens indkomst. Undtagelse gøres dog for aktionærens vedkommende, hvis
dennes indkomst modsvares af en fradragsberettiget udgift, således som det
f.eks. vil være tilfældet med renter.
Foreligger der en betryggende og fyldestgørende bogføring for et selskab,
kan dettes selvangivelse ikke tilsidesættes blot med henvisning til, at
hovedaktionærens personlige selvangivelse ikke levner plads til et antageligt
privatforbrug. Forhøjelse af selskabets indkomst må forudsætte påvisning af,
at hovedaktionæren uden om selskabets bogføring har modtaget midler, som
rettelig tilkommer selskabet.
Hvis et selskab har baseret sin indkomstopgørelse på et regnskab, som er
udarbejdet på grundlag af en bogføring, der ikke kan anses for betryggende
eller fyldestgørende, kan en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten komme på
tale, hvis der foreligger en begrundet formodning om, at der har været
yderligere indtægter i selskabet.
Har selskabet forskudt regnskabsår i forhold til hovedaktionæren, må der
ud fra opgørelser over hovedaktionærens privatforbrug skønnes over i hvilken
periode, der uden om selskabets bogføring er tilflydt ham midler fra
selskabet, idet en rent forholdsmæssig beregning ud fra selskabets
indkomstperiode ikke umiddelbart kan anvendes.
Spørgsmålet om en given forhøjelse skal placeres hos selskabet eller
aktionæren eller hos begge, er iøvrigt omtalt i visse af de følgende
enkeltafsnit.
S.F.1.2.1 Omkostninger
Som følge af reglerne om dobbeltbeskatning vil der være en vis interesse i
at lade en udlodning til hovedaktionæren fremstå som en fradragsberettiget
driftsomkostning for selskabet. Udgangspunktet er, at omkostninger skal
fradrages ved indkomstopgørelsen for det skattesubjekt, de vedrører.
Ved bedømmelsen af om de vederlag, som et selskab har ydet
hovedaktionæren, indeholder maskeret udbytte, er det ikke blot den egentlige
løn og tantieme, der skal indgå i vurderingen. Også lønaccessorier, såsom
pensionsbidrag, fri bolig, fri bil, fri telefon, fri lystbåd mv., skal
medregnes.
Mere usædvanlige ydelser kan undertiden anses for maskeret udbytte.
F.eks. kan en af et selskab afholdt udgift til betaling af en bøde, som
selskabets direktør og hovedaktionær er pålagt for overtrædelse af momsloven,
ikke anerkendes som driftstab eller løntillæg til direktøren, men må anses
for en ikke fradragsberettiget udlodning. Om udgifter til bod og bøder, se
iøvrigt E.B.5.5.
Det er en forudsætning for at anerkende en af selskabet afholdt udgift som
et lønaccessorium, at hovedaktionæren har et berettiget krav på
arbejdsvederlag. Således kunne et selskab, hvis eneste aktivitet bestod i
udlejning til hovedaktionæren af den ejendom, hvori han boede, ikke anse den
manglende lejebetaling som arbejdsvederlag til hovedaktionæren.
Landsskatteretten har i de senere år fulgt den praksis at anse mere
sædvanlige ydelser såsom lejeværdi, rejseudgifter, repræsentation o.lign. som
yderligere løn til hovedaktionæren, hvis hovedaktionæren udfører arbejde for
selskabet og forhold mellem arbejdsindsats og aflønning i øvrigt levner plads
hertil.
S.F.1.2.1.1 Løn og tantieme
Hovedreglen er, at det mellem selskabet og hovedaktionæren, der samtidig
er direktør i selskabet, aftalte vederlag må accepteres af myndighederne. Der
kan således ikke statueres maskeret udbytte, blot fordi direktørens løn er
meget høj. Der må bl.a. henses til, hvad andre virksomheders direktører, der
ikke er aktionærer, oppebærer i løn i lignende stillinger.
Et forhold, som også spiller en betydelig rolle ved bedømmelsen af, om der
foreligger maskeret udbytte, er, hvorvidt selskabets kapitalinteresser er
blevet tilstrækkeligt tilgodeset, d.v.s. om det deklarerede udbytte og de
henlæggelser, der er foretaget i selskabet, giver en rimelig forrentning af
selskabets egenkapital.
Hvis egenkapitalens forrentning må bedømmes som rimelig, vil formodningen
være imod, at der foreligger maskeret udbytte. Er udbyttet deklareret på
selskabets generalforsamling i overensstemmelse med de selskabsretlige
regler, kan udbyttet ikke henføres til beskatning som løn. Er der derimod
ikke deklareret udbytte efter de selskabsretlige regler og kun foretaget
minimale henlæggelser, vil der være større sandsynlighed for, at
hovedaktionærens løn bør kritiseres. Overstiger det samlede beløb efter en
konkret vurdering et beløb, som en ikke-aktionær kunne have opnået for en
tilsvarende indsats i samme selskab, må det overskydende beløb efter
omstændighederne kunne anses som udbytte.
Hovedprincipperne er kommet til udtryk i følgende to højesteretsdomme:
NOPI-Dommen
HRD af 9. okt. 1963, UfR 1963.970 H. Nordisk Plaster Industri A/S. (Dommen
er kommenteret i UfR 1964.B.143).
Selskabets to direktører, hovedaktionæren og dennes søn, havde i 1958
tilsammen fået udbetalt 100.000 kr. i tantieme. Der var deklareret 6% i
udbytte eller 15.000 kr. svarende til ca. 1-1/2% af selskabets egenkapital.
Selskabets overskud var ca. 250.000 kr. før udbetaling af tantiemen og et
bestyrelseshonorar på 30.000 kr.
Det anføres i dommen, at det »efter arten og omfanget af de to
direktørers arbejdsindsats må antages, at det af hver af dem oppebårne
samlede vederlag i gage og tantieme gennemsnitligt, set i forhold til
aflønningen i andre selskaber, ikke har været urimeligt. Ved bedømmelsen af
det foreliggende spørgsmål må der imidlertid henses til de særlige forhold i
dette selskab, i hvilket hovedaktionæren, som ejer af næsten hele
aktiekapitalen, har den afgørende indflydelse. Efter det om virksomhedens
indtjening og kapital oplyste, findes der at måtte gives indstævnte
(Finansministeriet) medhold i, at der ved udbetalingen af en så stor tantieme
som den omhandlede er blevet beslaglagt en væsentlig større del af årets
udbytte end normalt i et almindeligt aktieselskab, og at skattemyndighederne
derfor har været beføjede til at fastslå, at den udbetalte tantieme har
indeholdt udbytte af kapitalen.«
Et selskabs overskud før udbetaling af tantieme til direktørerne kan
benyttes dels til tantiemeudbetaling, dels til forrentning af den i
virksomheden investerede kapital, hvad enten denne forrentning ydes i form af
udbytte eller som henlæggelse i selskabet.
Af dommen kan formentlig udledes, at der kan statueres maskeret udbytte,
når der ved udbetalingen af en så stor tantieme er blevet beslaglagt en
væsentlig større del af virksomhedens overskud end normalt i et almindeligt
aktieselskab.
Selv om løn og tantieme tilsammen således ikke var uacceptabelt høje, var
det i dette tilfælde alligevel berettiget at statuere maskeret udbytte.
Eskofot-Dommen
HRD af 27. jan. 1975, UfR 1975.215.H.-Skd. 34.329. A/S Eskofot.
(Kommenteret i UfR 1975.B.382).
Direktøren og hovedaktionæren i selskabet havde i regnskabsårene 1968 og
1969 ladet sig udbetale henholdsvis ca. 870.000 kr. og 1.150.000 kr. i løn
fra selskabet, hvilke beløb efter skatterådets opfattelse indeholdt maskeret
udbytte. Der var i hvert af årene deklareret 15% i udbytte.
Selskabets egenkapital var ved udgangen af regnskabsåret 1969 3-4 mill.
kr., og der var i de to år givet udbytte og foretaget henlæggelser (inclusive
nedskrivning på varelageret) på ialt ca. 1 mill. kr. Egenkapitalen var
således blevet forrentet med 25-30%.
Højesteret fandt, at direktørens personlige indsats i særlig grad havde
været afgørende for selskabets udvikling og indtjening i almindelighed og for
den i de to år stedfundne meget kraftige stigning i varesalg og
driftsoverskud.
Kapitalinteresserne i selskabet fandtes både ved det deklarerede udbytte
og ved de meget betydelige henlæggelser, der havde fundet sted, at være
tilstrækkeligt tilgodeset. De udbetalte ledelsesvederlag fandtes derfor ikke
at indeholde maskeret udbytte.
I en sag om maskeret udbytte i form af for høj løn til selskabets
direktør, fulgte LSR en af selskabets advokat indhentet skønserklæring om
lønnens størrelse og nedsatte selskabets ansættelse til det selvangivne.
t&s nyt 1991.18.1022 (TfS 1991,412).
Den omstændighed, at ledelsesvederlaget i absolutte tal er meget stort, er
således ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at statuere maskeret
udbytte.
Sammenfattende kan siges, at udbetalingen til hovedaktionæren ikke må ske
på bekostning af kapitalinteresserne i selskabet, og at hovedaktionæren ikke
må lade sig udbetale større direktørvederlag end en fremmed,
ikke-hovedaktionær kunne opnå for den samme indsats i det pågældende selskab.
Der kan i øvrigt henvises til følgende praksis:
UfR 1943.1109, LSR 1946.52, LSR 1947.146, SO 1973.199 (ØLD) og i skd.
26.223, LSR 1975.109, SO 1978.120 (ØLD), ØLD af 25. aug. 1981, skd. 61.193,
LSR 1984.100 samt Skat 1989.10.786 (VLD). (TfS 1989,488).
S.F.1.2.1.2 Løn til børn
Beløb, som et selskab udbetaler som løn til hovedaktionærens børn, skal
stå i et rimeligt forhold til den præstation, som børnene under hensyn til
deres alder mv. forventes at kunne yde i selskabets tjeneste. Således blev et
beløb, som et selskab havde udbetalt til hovedaktionærens hjemmeboende
18-årige søn, anset som udbytte til hovedaktionæren, da beløbet var udbetalt
i faste månedlige rater uden hensyn til sønnens eventuelle faktiske
arbejdsindsats.
LSR har også i et tilfælde, hvor to børn på henholdsvis 14 og 16 år fik
løn fra faderens hovedaktionærselskab, statueret maskeret udlodning. Lønnen
ansås ikke som reel lønudbetaling, da der ikke forelå nogen registrering af,
hvad børnene udførte af arbejde, ligesom der ikke forelå ugesedler, og lønnen
blev udbetalt én gang årligt, og således at beløbet indsattes på
opsparingskonti. Se endvidere LSR 1985.108 og TfS 1994.211 (VLD).
I et tilfælde, hvor et selskab havde udbetalt ca. 22.000 kr. i løn til
hovedaktionærens to mindreårige børn, blev lønnen til børnene reduceret til
2.500 kr., medens restbeløbet blev anset som yderligere løn til
hovedaktionæren.
I LSR 1983.91 fandt Landsskatteretten, at bestyrelseshonorar og løn
udbetalt fra et anpartsselskab til hovedanpartshaverens børn oversteg, hvad
der kunne anses for rimeligt i forhold til børnenes arbejdsindsats og ansvar.
Det overskydende beløb blev anset som maskeret udbytte til
hovedanpartshaveren. Se også S.F.1.2.5.
S.F.1.2.1.3 Bestyrelseshonorar
De beløb, der kan fratrækkes som bestyrelseshonorar, skal stå i et
rimeligt forhold til det med bestyrelseshvervet forbundne arbejde og ansvar.
Selv om bestyrelsesmedlemmerne på normal vis deltager i ledelsen af
selskabet, må honoraret herfor holdes indenfor de grænser, som er almindelige
for udførelsen af et sådant hverv.
Der er intet til hinder for, at formanden for bestyrelsen i et selskab
modtager et større honorar end de øvrige medlemmer, men det er det samlede
vederlag, som den pågældende modtager fra selskabet, der er afgørende for, om
maskeret udbytte kan statueres, jf. indledningen til afsnittet.
Fra praksis kan nævnes LSR 1960.98, LSR 1963.97, LSR 1967.5 og
TOLD -SKAT Nyt 1991.20.1158. Sidstnævnte afgørelse er omtalt under
S.C.1.1.1 (TfS 1991,477).
S.F.1.2.1.4 Pensionsordninger
Pensionsordninger til fordel for en i selskabet ansat hovedaktionær kan
være etableret enten som afdækkede ordninger, d.v.s. at der i et
forsikringsselskab, pengeinstitut, pensionskasse eller lignende er oprettet
en pensionsordning, hvor selskabet indbetaler bidrag til pensionsordningen,
eller som uafdækkede ordninger, hvorved forstås, at forsikringsrisikoen
påhviler selskabet selv, uden at den er dækket ved en forsikringsaftale.
Afdækkede pensionsordninger
Efter PBL kan selskabet fradrage bidrag til pensionsordninger for
hovedaktionæren efter lovens almindelige regler. Der gælder dog den
begrænsning, at aktionærens samlede vederlag inklusive pensionsbidraget ikke
må overstige, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældendes indsats i
selskabet.
Et af selskabet indbetalt èngangsbidrag til en pensionsordning for
en hovedaktionær vil i medfør af PBL § 23 være fradragsberettiget for
selskabet under forudsætning af, at skattemyndighederne ville have godkendt
løbende ydelser i den forløbne ansættelsesperiode til en pensionsordning, og
at hovedaktionæren ikke ved èngangsindbetalingen bliver gunstigere
stillet end ved en løbende indbetaling.
I TfS 1994, 188 (BF) fandt Ligningsrådet, at et selskab hvor en af
hovedanpartshaverne tillige var direktør kunne fradrage et
éngangsindskud på dennes pensionsordning, idet lønnen over en årrække
levnede plads til fradrag for selskabet for en løbende ydelse, der modsvarede
det i ansøgningen omhandlede éngangsindskud.
Et aktieselskab A overdrog sin virksomhed til et aktieselskab B og udlånte
samtidig sin hidtidige direktør og hovedaktionær. Direktøren, der som
konsulenthonorar fra A oppebar hvad han tidligere havde fået udbetalt som
direktør, godt 1/2 mill. kr., valgte at få en del af vederlaget udbetalt i
form af et èngangsindskud til livrenter, kr. 160.000 pr. år.
Landsskatteretten fandt, at formen for og størrelsen af den samlede aflønning
til direktøren måtte anses for fastsat i kraft af dennes dominerende stilling
i selskabet, og at arrangementet med indskud til livrenter måtte betragtes
som forsøg på at undgå beskatning af denne del af vederlaget. Indskuddet blev
herefter anset som maskeret udlodning. (RR 1985 s. 261).
En direktør/hovedaktionær fik en mindre løn udbetalt, men samtidig et
større beløb af selskabet indbetalt på en rateforsikring i pensionsøjemed. Da
det samlede beløb ikke oversteg en rimelig aflønning, fandt
Landsskatteretten, at forholdet var omfattet af PBL § 19, således at
indbetalingen på rateforsikringen ikke skulle medregnes i direktørens
skattepligtige indkomst, Skat 1989.8.606 (LSR) (TfS 1989,479).
En pensionsydelse, som et selskab ydede en direktør og aktionær i
forbindelse med hans fratræden på grund af sygdom, blev ikke anset for at
have karakter af maskeret udbytte, bl.a. fordi direktøren og hans familie kun
besad ca. 22 pct. af anpartskapitalen. Pensionsydelsen blev derfor anset for
fradragsberettiget for selskabet, Skat 1988.12.780 (LSR) (TfS 1988,672).
Et anpartsselskab foretog kapitalindskud på henholdvis 275.000 kr. og
240.000 kr. på livrenter som led i en pensionsordning mellem selskabet og
selskabets direktør og eneanpartshaver, samt dennes hustru, der også var
ansat i selskabet. Selskabets kapitalinteresser fandtes at være tilgodeset
ved betydelige henlæggelser. Under hensyn til oplysninger om ægtefællernes
arbejdsindsats, fandt Landsskatteretten, at deres løn gennem årene havde
været så beskeden, at skattemyndighederne ville have godkendt en løbende
ydelse til en pensionsordning af en størrelse, der modsvarede de omhandlede
engangsindbetalinger. Disse indbetalinger var herefter fradragsberettigede
for selskabet og skulle ikke beskattes hos ægtefællerne TfS 1988.250 (LSR).
Er den tidligere ansatte arbejdstager ansat hos et dansk eller udenlandsk
datterselskab, der betaler den pågældendes løn, vil moderselskabets fortsatte
eller påbegyndte indbetaling til den pågældendes pensionsordning efter
omstændighederne blive anset som et tilskud fra moderselskabet til
datterselskabet, idet pensionsindbetalingen retteligt hører hjemme i
datterselskabet.
Moderselskabet har ikke fradrag for indbetalingen i den skattepligtige
indkomst, idet PBL § 23 ikke omhandler denne situation.
Er ægtefællen enke efter den tidligere hovedaktionær, og har denne ikke
sikret enken i tilfælde af dødsfald, vil selskabets indbetaling til en
pensionsordning til sikring af ægtefællen, efter omstændighederne blive anset
som udbetaling af maskeret udbytte til ægtefællen. Selskabet vil herefter
ikke have fradrag for indbetalingen, idet hverken SL § 6 a eller PBL § 23
omfatter denne situation. Det må dog stilles som en forudsætning, at
ægtefællen sammen med eventuelle efterladte børn har haft afgørende
indflydelse på selskabets dispositioner.
Uafdækkede ordninger
Såfremt der er etableret en almindelig pensionsordning for selskabets
personale, og hovedaktionærens ordning ikke er relativt bedre end andre
funktionærers, må selskabets fradrag i forbindelse hermed anerkendes.
Påtager selskabet sig derimod forpligtelsen alene over for hovedaktionæren
kort tid før dennes fratræden på grund af alder eller sygdom, og har han haft
en afgørende indflydelse på ordningens udformning, * må der foretages en
konkret vurdering af spørgsmålet, om udbetalingen udgør en maskeret
udlodning. Såfremt det ud fra en samlet konkret vurdering af sagens
omstændigheder må antages, at den påtagne forpligtelse sammenholdt med
hovedaktionærens løn under ét, jf. nedenfor, ikke kan antages at
overstige, hvad der ville være godkendt som en indbetaling til en
pensionsordning i et pensionsforsikringsselskab, og det videre må antages, at
selskabets kapitalinteresser ved udbealingen må anses for tilgodeset, kan der
være grundlag for at godkende fradrag for beløbet som en driftsomkostning,
jf. SL § 6 a, i selskabets indkomst, ligesom der under sådanne konkrete
omstændigheder ikke vil være grundlag for at anse udbetalingen for maskeret
udbytte. Med hovedaktionærens løn under ét menes det forhold, at
hovedaktionærens løn gennem årene skønnes at have været så beskeden i forhold
til hans arbejdsindsats, at hans samlede vederlag incl. pensionsbidraget ikke
overstiger, hvad der er en rimelig aflønning for den pågældende indsats i
selskabet. * Det er i denne forbindelse uden betydning, at aktionæren senere
har afhændet sine aktier i selskabet, således at han på
udbetalingstidspunktet ikke er aktionær, idet det afgørende er, om
hovedaktionæren på tidspunktet for ordningens etablering har haft afgørende
indflydelse på selskabets dispositioner. U.f.R. 1975.881 Ø - Skd.35.64 (ØLD).
Selv om en uafdækket pensionsforpligtelse i formen fremtræder som en
løbende ydelse, der efter den tidligere bestemmelse i LL § 14, stk. 2, (nu §
12), opfyldte betingelserne for fradragsret, har fradrag været nægtet, når
forpligtelsen var indgået under omstændigheder som foran nævnt (fremrykket
alder, beherskelse af selskabet).
LL § 12, stk. 7, om begrænsning i fradragsretten for løbende ydelser,
medfører ikke ændringer for så vidt angår de nævnte ydelser til
hovedaktionærer.
Såfremt et selskab ved stiftelsen forpligtes til at yde en hovedaktionær
og eventuelt dennes enke en pension ved fratræden, og denne forpligtelse
optages i stiftelsesoverenskomsten og som et passiv i selskabets status, kan
fradrag foretages, idet forpligtelsen må betragtes som en del af vederlaget
for virksomhedens overdragelse til det nystiftede selskab.
Hvis en hovedaktionær sælger sine aktier, og selskabet i denne forbindelse
som en del af overdragelsessummen pålægges en pensionsforpligtelse, må
pensionsydelserne betragtes som en for selskabet ikke-fradragsberettiget
udlodning til den nye hovedaktionær samtidig med, at kapitalværdien indgår
som en del af vederlaget for aktierne.
Fra praksis kan nævnes:
HRD af 14. marts 1984 (Skd. 70.495): Ifølge aftale mellem et selskab og
dets direktør og dennes familie, der beherskede selskabet, skulle selskabet
bl.a. betale et årligt pristalsreguleret vederlag til direktøren og dennes
ægtefælle.
Ved aftalens indgåelse var direktøren 79 år, og han fratrådte samtidig,
eller kort efter, den daglige ledelse i selskabet. Ordningen var ikke led i
en almindelig pensionsordning for selskabets personale. Retten fandt, at
vederlaget i sin helhed måtte ligestilles med udbytte, for hvilket selskabet
ikke er berettiget til fradrag efter SL § 6 eller LL dagældende § 14, stk. 2
(nu § 12).
SO 1962.114 (ØLD): Et selskab havde efter direktørens (hovedaktionærens)
død vedtaget at udbetale en løbende pension såvel til enken som til
direktørens tidligere hustru. I dommen fastslås det, at de til enken
udbetalte beløb må betragtes som maskeret udbytte under hensyn til, at det
var tillagt hende på et tidspunkt efter mandens død, da hun ejede ca. 60% af
selskabets aktiekapital, og idet selskabets pensionsforpligtelse over for
hende måtte anses opfyldt ved en hende ved mandens foranstaltning tillagt
livsforsikring, for hvilken selskabet havde betalt præmien. Derimod ansås
ydelsen til den tidligere hustru, som ikke var aktionær i selskabet, for en
underholdsydelse, der var fradragsberettiget i medfør af den dagældende LL §
14, stk. 2 (nu § 12).
LSR 1972.167: En pensionsydelse var ikke omtalt i stiftelsesoverenskomsten
og ikke optaget som passiv i selskabets åbningsstatus, men indgik i en
aktionæroverenskomst. Ydelsen blev ikke tilladt fradraget, da hverken
modtageren eller hendes afdøde ægtefælle havde været ansat i selskabet.
LSR 1978.165: Uanset at en enkepension til hovedaktionæren ikke med
sikkerhed kunne anses for en hende forud tillagt egentlig ret, blev fradrag
tilladt, idet 2 andre direktørenker havde ret til pension og andre
funktionærer havde tilsagn om pensionslignende ydelser.
LSR 1979.192: Fradrag indrømmet for pension til en enke efter stifteren af
et aktieselskab, selv om forpligtelsen ikke fremgik af
stiftelsesoverenskomsten. Der blev lagt vægt på, at pensionsforpligtelsen
fremgik af en i tilslutning til stiftelsen oprettet engageringskontrakt med
den da 48-årige stifter, samt at kapitalinteresserne i selskabet i den
forløbne periode var tilstrækkeligt tilgodeset, hvortil kom, at alle
selskabets ansatte, der ønskede det, havde opnået en livsforsikringsordning,
med præmien betalt af selskabet.
LSR-kendelse af 20. sept. 1979: Pr. 1. jan. 1968 blev en medarbejder ansat
som prokurist, og der blev samtidig truffet aftale om medarbejderens adgang
til at overtage aktiemajoriteten i selskabet ved hovedaktionærens fratræden
som direktør, samt om medarbejderens forpligtelse til at betale en løbende
pension til hovedaktionæren og dennes hustru. I 1973 blev der indgået en ny
overenskomst i anledning af hovedaktionærens fratræden, hvorved bl.a.
selskabet forpligtedes til at betale hovedaktionæren en pension, beregnet som
en pct.-del af selskabets årlige bruttoprovisionsindtægt, samtidig med at han
forpligtede sig til ikke at drive konkurrerende virksomhed. Da
hovedaktionæren ved aftalens indgåelse var 67 år, kunne et anbringende om
betaling for konkurrenceklausul ikke godkendes, og den fratrukne
pensionsydelse blev herefter anset for maskeret udbytte.
LSR 1981.13: Som led i en hovedaktionærs overdragelse af aktierne til
deres nominelle værdi til to medarbejdere i selskabet, blev det bestemt, at
selskabet skulle udrede et beløb, der betegnedes som en pensionsudbetaling,
til den tidligere hovedaktionær på 51.000 kr. årligt i 7 år, hvorefter
ydelsen nedsattes til en livsbetinget ydelse på 15.000 kr. årligt. Ved den
berettigedes død før udløbet af 7-års perioden skulle selskabet udrede
beløbet til den berettigedes arvinger i den resterende del af perioden.
Landsskatteretten fandt, at aktieerhververne som en del af købesummen for
aktierne havde erlagt et beløb svarende til kapitalværdien af den løbende
ydelse til den tidligere hovedaktionær, og da selskabet havde betalt
beløbene, ansås betalingen for maskeret udlodning til aktiekøberne.
Skat 1985.6.168 (LSR): Selskabets direktør og hovedaktionær gennem en
årrække var fratrådt som direktør i selskabet, og der blev i den forbindelse
indgået aftale om, at han skulle have en årlig pension på 75.000 kr.,
svarende til knap 20% af lønnen. Det var oplyst, at tidligere funktionærer i
selskabet, som på grund af alder havde forladt virksomheden, havde fået
udbetalt pensionslignende ydelser, svarende til et sted mellem 13,3% og 16,8%
af lønnen ved afgangen. På den baggrund fandt Landsskatteretten ikke, at der
var tilstrækkeligt grundlag for at nægte selskabet fradragsret for ydelser
til den tidligere hovedaktionær.
S.F.1.2.1.5 Efterløn
Da en direktør, der samtidig er hovedaktionær i selskabet, ikke er
omfattet af funktionærloven, har Landsskatteretten statueret, at en eventuel
løn, der udbetales til direktøren efter dennes fratræden, ikke kan fratrækkes
af selskabet som lønudgift, men må betragtes som et skattepligtigt udbytte.
Se ØLD af 22. dec. 1972, Skd. 24.115.
Se endvidere LSR 1963.98 og LSR 1977.106.
En direktør, der ejede 50 pct. af anpartskapitalen i et selskab, solgte
denne andel til den anden direktør og anpartshaver og fratrådte samtidig sin
stilling i selskabet. Ud over salgssummen for anparterne modtog han en
erstatning for øjeblikkelig fratræden på 75.000 kr. Uanset at der ikke var
oprettet ansættelseskontrakt, blev beløbet anset som et rimeligt vederlag for
løn i opsigelsesperioden, hvorfor det var almindelig indkomstskattepligtigt,
TfS 1985.311 (LSR).
S.F.1.2.1.6 Administration af værdipapirer og ejendomme
Hvor selskabets virksomhed væsentligst består i at oppebære afkast af
værdipapirer, tillader praksis kun beskedne fradrag som arbejdsvederlag til
aktionærerne.
Specielt for ejendomsaktieselskaber gælder, at størrelsen af aktionærers
aflønning for arbejdet med administration, såsom fast gage,
bestyrelseshonorar, tantieme, fribolig o.lign. må bedømmes ud fra, at den
gældende boligreguleringslov alene anerkender udgifter ved
ejendomsadministration i det omfang, det er rimeligt under hensyn til
ejendommens og det lejedes karakter. Ved bedømmelsen kan der henses til de
omkostninger, der kan indgå i den omkostningsbestemte husleje.
Fra praksis kan henvises til LSR 1946.54, LSR 1951.169, LSR 1958.8 og
UfR 1973.852 V.
S.F.1.2.1.7 Repræsentationsudgifter mv.
Maskeret udbytte kan også opstå derved, at hovedaktionæren lader selskabet
afholde udgifter, som helt eller delvis må karakteriseres som
hovedaktionærens private udgifter. * Se f.eks. TfS 1997,68 (VLD) (appelleret)
omtalt under S.F.1.2.5. *
Udgifter til blandede sammenkomster af privat karakter i anledning af
aktionærens fødselsdag, sølvbryllup og lignende mærkedage kan således normalt
ikke fradrages i selskabet, selv om der blandt gæsterne skulle være et større
eller mindre antal forretningsforbindelser og medarbejdere. Se herom E.B.
3.7.6. Efter omstændighederne kan udgifter dog anses som et lønaccessorium
med fradragsret for selskabet til følge.
TOLD*SKAT Nyt 1993.5.176. (VLD) (TfS 1993,21) Landsretten lagde til grund,
at en reception i forbindelse med en hovedanpartshavers private mærkedag (40
års fødselsdag) var afholdt i form af et "åbent hus arrangement",
hvor hovedanpartshaveren gennem udsendelse af indbydelser og annoncering i de
lokale aviser havde indbudt venner, kunder og forretningsforbindelser.
Annoncens form udelukkede ikke, at andre end selskabets
forretningsforbindelser ville møde op, og det lagdes til grund, at i hvert
fald 8 personer uden tilknytning til selskabet havde deltaget. Receptionen
havde derfor ikke haft en så klar og entydig karakter af repræsentation i
selskabets interesse, at omkostningerne hertil ikke burde betragtes som et
løntillæg for hovedanpartshaveren. Selskabets udgift skulle derfor medregnes
ved opgørelsen af hovedanpartshaverens indkomst som løntillæg.
I LSR 1982.12 fandt retten det betænkeligt at anse den af et selskab
afholdte udgift til et middagsselskab og reception i anledning af selskabets
hovedaktionærs/direktørs 50-års fødselsdag for en udlodning fra selskabet.
Retten kunne derimod tiltræde, at udgiften kunne anses for et tillæg af
lønmæssig karakter til det til direktøren allerede udbetalte vederlag fra
selskabet, og selskabet fik fradragsret.
I LSR 1982.108 blev en direktør anset skattepligtig af et beløb, der var
udbetalt ham fra hans hovedaktionærselskab til delvis dækning af udgifterne
ved en fest, han holdt i anledning af sit sølvbryllup. I festen havde
deltaget 186 personer omfattende familiemedlemmer, forretningsforbindelser og
samtlige ansatte i firmaet. Personalet med ledsagere udgjorde halvdelen af
deltagerne, hvorfor selskabets bestyrelse ville dække halvdelen af udgifterne
som personaleomkostninger. Tilskuddet fra selskabet blev anset som et tillæg
af lønmæssig karakter og således fradragsberettiget for selskabet.
I Skat 1987.2.140 (LSR) (TfS 1987,91) blev en arkitekt, der ejede 51 pct.
af aktierne i et rådgivende ingeniørfirma, ikke anset for skattepligtig af
udgifterne til en reception i anledning af hans 60 års fødselsdag. Der havde
alene deltaget forretningsforbindelser, der var inviteret gennem annoncering
i dagspressen. Ud over denne reception havde hovedaktionæren afholdt en
privat fest, hvis udgifter han selv havde betalt. I TfS 1996,161 (VLD) der
vedrørte en åben reception i anledning af direktørens 60 års fødselsdag, blev
udgifterne til reception og underholdning anset som fradragsberettiget for
selskabet som reklame, og udgifterne blev således ikke anset som yderligere
løn til direktøren. Se i øvrigt TfS 1994.42 og 56.
S.F.1.2.1.8 Rejseudgifter
Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor
rejsen har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil
betragtes som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et
rimeligt lønaccessorium. Se om rejseudgifter iøvrigt E.B.3.2.
Som et eksempel kan nævnes LSR 1980.144, der vedrører et
familieaktieselskab. Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de
udlande, hvor de 2 af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter
blev ikke anset for fradragsberettigede, da de ikke kunne anses for at være
afholdt udelukkende i det øjemed at erhverve, sikre eller vedligeholde
selskabets indkomst.
Såfremt det drejer sig om en branche- eller studierejse af mere generel
karakter, er det i LSR 1980.99 fastslået, at udgiften ikke havde en så nær og
direkte tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse, at den ville kunne
godkendes som en fradragsberettiget rejseomkostning for selskabet. Udgiften
fandtes derimod at kunne betragtes som et tillæg af lønmæssig karakter til
det hovedaktionæren allerede udbetalte vederlag fra selskabet.
Kendelsen må betragtes som udtryk for Landsskatterettens praksis i sådanne
tilfælde. Baggrunden er, at der er tale om en efter sin karakter
fradragsberettiget udgift, som uden videre ville blive godkendt, såfremt en
af selskabets medarbejdere havde foretaget rejsen. I TOLD*SKAT Nyt
1993.15.748 (LSR) (TfS 1993,372) blev udgifter til en studietur til Bruxelles
for en direktør og hovedanpartshaver indenfor den grafiske industri og hans
ægtefælle anset for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet rejsen var
af generel karakter og med et vist turistmæssigt islæt. Ifølge LSR 1982.105
kunne rejseudgifter, som et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens
hustrus og andre ansattes hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til
Italien, ikke anses for driftsudgifter for selskabet. Udgifterne kunne
derimod anses for tillæg af lønmæssig karakter, dels til hovedaktionæren,
dels til de øvrige ansatte, og de pågældende udgifter var følgelig
fradragsberettigede for selskabet. Det er naturligvis en forudsætning, at der
foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.
TfS 1994,738 (HRD) En elinstallatør, der drev sin installationsforretning
i selskabsform, havde sammen med hustru og barn deltaget i en charterrejse
til Mallorca, hvor han deltog i et kursus om stærkstrømsreglementet.
Selskabet betalte hans rejse, og han var blevet anset for skattepligtig af
værdien af frirejsen. Landsretten fandt imidlertid, at rejsen og kurset efter
de foreliggende oplysninger havde været fagligt velbegrundet i forhold til
hans virksomhed. Uanset stedet for afholdelsen af kurset måtte udgiften til
rejsen derfor anses for en driftsomkostning. Højesteret lagde til grund, at
kurset havde været fagligt velbegrundet og tilrettelagt ud fra saglige
hensyn, og at skatteyderen havde deltaget fuldt ud i kurset. Endvidere blev
det lagt til grund, at kurset blev afholdt på et almindeligt turiststed i
udlandet, hvilket skabte en formodning for et betydeligt turistmæssigt islæt.
Et flertal af dommerne (med dissens vedrørende begrundelsen) fandt, at
udgiften skulle beskattes som et løntillæg. (Et mindretal ville stadfæste
landsrettens dom). (Tidligere ØLD i TfS 1994,105).
I Skat 1989.8.581 (ØLD) (TfS 1989,451) blev det bl.a. tiltrådt, at
deltagelse i en udenlandsrejse for en hovedaktionær og dennes ægtefælle alene
var sket for selskabet og i dettes interesse, således at udgifterne hertil
ikke kunne anses for et løntillæg. Derimod fandt retten, at ægtefællernes
rejse til Det Fjerne Østen havde haft et ikke uvæsentligt islæt af
turistmæssig karakter, hvorfor rejseudgiften måtte anses som løntillæg fra
selskabet.
I Skat 1989.9.656 (VLD) (TfS 1989,464) blev værdien af en studierejse
anset for løntillæg til direktøren, der var hovedaktionær, idet studieturen
efter programmet og rejseplanens indhold sammenholdt med turens forløb måtte
karakteriseres som en generel studietur med et vist - ikke ubetydeligt -
turistmæssigt islæt.
Se også Skat 1990.8.601 (ØLD) (TfS 1990,317) og E.B.3.2 og de der omtalte
afgørelser.
S.F.1.2.1.9 Lejeudgifter
Hvor hovedaktionærens ejendom (eller lokaler heri) udlejes til selskabet,
kan der ikke godkendes større fradrag for husleje, end hvad der kunne opnås
ved udleje til fremmede, idet beløb herudover må karakteriseres som maskeret
udbytte. Der må ved bedømmelsen tages hensyn til, om lejemålet omfatter lys,
varme, rengøring, vedligeholdelse mv.
Har hovedaktionæren selv lejet en ejendom eller nogle lokaler og fremlejer
en del heraf til selskabet for en større leje, end han selv betaler, anses
merlejen for maskeret udbytte.
Tilsvarende regler gælder, såfremt hovedaktionæren ejer driftsmidler,
automobiler mv., som udlejes til selskabet.
Efter praksis, jf. LSR 1980.100, vil merlejen dog ofte kunne betragtes som
yderligere løn til hovedaktionæren.
Forbedringsudgifter
Såfremt selskabet som lejer afholder udgifter til ombygning eller
indretning af det lejede, og der derved er tilført den pågældende ejendom en
varig forbedring, må værdien af forbedringen betragtes som en udlodning i
skattemæssig henseende.
TfS 1994, 444 (VLD). Et selskab der havde lejet lokaler i kælderen i
hovedaktionærens ejendom, afholdt i forbindelse med indflytningen udgifter
til gulvreparation. Landsretten fandt, at der i den forbindelse ikke var
tilført ejendommen en forbedring, eller at forbedringen i hvert fald var for
beskeden til, at den kunne anses for maskeret udlodning til hovedaktionæren.
S.F.1.2.1.10 Aktionærrabatter
Rabatter, der ydes et selskabs aktionærer, og som er mere gunstige end
dem, der ydes selskabets andre kunder, er udtryk for en udlodning til
aktionærerne.
Det er en betingelse, at rabatten er ydet som følge af aktionærforholdet.
Fra praksis kan nævnes:
UfR 1944.823 H: Et indkøbsselskab afgav en vis procentdel af sit overskud,
som rabat til aktionærerne i forhold til deres køb, men gav ikke en
tilsvarende rabat til andre kunder. Højesteret statuerede maskeret udbytte,
uanset at rabatten ikke som deklareret udbytte fordeltes i forhold til
aktionærernes aktiebesiddelse.
LSR 1974.98: Et indkøbsselskab handlede kun med aktionærer og udbetalte
til disse en overskudsbetinget bonus, beregnet på basis af de enkelte
aktionærers omsætning med selskabet. Landsskatteretten fandt, at den
omhandlede bonus måtte anses for et led i selskabets udbyttefordeling og
ansås derfor ikke for fradragsberettiget for selskabet. I Skd.60.34 blev
bonus - som en bank som led i overskudsdelingen ydede til aktionærer, der
enten havde indlån på opsigelse eller havde lånt penge i banken - sidestillet
med udbytte.
En overrente på 2 pct. p.a. som en bank ydede til indlånere, der tillige
var aktionærer i banken, er dog ikke blevet sidestillet med udbytte, hvori
der skulle indeholdes udbytteskat. Overrenten udmåltes udelukkende i forhold
til indlånets størrelse.
Skat 1987,1.43 (LSR) (TfS 1987,20): Den merrabat, som en anpartshaver
havde opnået i forhold til øvrige ansatte ved varekøb i selskabet, blev anset
for en i princippet skattepligtige udlodning, idet Landsskatteretten lagde
til grund, at den opnåede merrabat var fremkommet i kraft af
anpartshaverforholdet.
RR 1984. SM 143: En rabat, som et tæppefirma, der blev omdannet til A/S,
tilbød personer, der tegnede en aktie på 1.000 kr. i selskabet, var ikke
skattepligtigt udbytte for aktionærerne, fordi adgangen til at opnå rabat på
op til 25 pct. ved køb af tæpper måtte antages at stå åben for en bredere
kreds af personer uden for aktionærkredsen via medlemskab af diverse
indkøbsforeninger mv. TfS 1994, 111 (BF). Om aktionærer i et selskab, der
havde indgået aftaler med organisationer mv., om bytte af ferielejligheder.
Ligningsrådet fandt, at da prisen for en ferielejlighed svarede til
markedsværdien, ville aktionærer, der benyttede sig af bytteretten, ikke være
skattepligtige af maskeret udlodning fra selskabet.
Timeshare med aktier
I TfS 1996, 796 (HR) ansås en aktionær at have betalt fuldt vederlag for
en tidsubegrænset ret til at råde over en timeshareferielejlighed to uger om
året.
Aktionæren kunne derfor ikke udlodningsbeskattes efter bestemmelsen i LL §
16 A, stk. 1, eller beskattes i medfør af SL § 4.
Sagen drejede sig om Hotel Skagenklit A/S, der blev omdannet til
timeshare-hotel pr. 1/1 1983. Aktiekapitalen på 7.200.000 kr. var fordelt på
1000 anparter Á 7.200 kr. Hotellet var opdelt på 20 hotellejligheder.
Skatteyderen havde købt 2 aktier med tilknyttet adgang til at benytte en
bestemt lejlighed i én uge. Skattemyndighederne havde fundet, at
skatteyderen var skattepligtig efter ligningslovens § 16 A af den objektive
udlejningsværdi for lejligheden efter fradrag af kontingent til
administrator.
Højesteret gav skatteyderen medhold i, at han havde betalt fuldt vederlag
for brugsretten til lejligheden, idet han havde betalt en merpris i forhold
til aktiernes indre værdi, der dækkede værdien af brugsretten. Højesteret
bemærkede følgende:
"Det følger af aktionæroverenskomstens § 4 og § 5, at appelanten ved
erhvervelsen af de to aktier i Hotel Skagenklit fik en tidsubegrænset ret til
at råde over lejlighed nr. 61 i ugerne 22 og 23 mod betaling af et kontingent
svarende til 2/50 af lejlighedens andel af ejendommens driftsudgifter. Der er
således ikke alene tale om en "forudbestillingsret", men om en
brugsret, hvilket i øvrigt også fremgår af aktiebrevene. Det etablerede
timesharearrangement indebærer, at selskabet ikke har adgang til udleje
lejlighederne, og at dets drift er baseret på, at udgifterne vedrører
ejendommen dækkes af aktionærernes kontingenter. Det forhold, at de til
aktierne knyttede brugsrettigheder ikke er omtalt i selskabets vedtægter, kan
ikke tillægges betydning i den forliggende situation, hvor
aktionæroverenskomsten omfatter samtlige aktionærer.
Appellanten betalte 34.000 kr. for hver aktie, selv om den enkelte akties
indre værdi i hvert fald ikke oversteg dens nominelle værdi på 7.200 kr.. Det
betydelige overskydende beløb må anses for vederlag for retten til at råde
over lejligheden i den pågældende uge alene mod betaling af kontingent.
Dette er da også lagt til grund af Nævnet vedrørende Merværdiafgift ved
vurderingen af spørgsmålet om de oprindelige aktionærers pligt til at betale
moms. På det tidspunkt, da appellanten købte aktierne, var
timesharearrangementet etableret af selskabets oprindelige aktionærer, og det
forhold, at appellantens vederlag for brugsretten blev oppebåret af disse og
ikke af aktieselskabet, kan ikke tillægges betydning i forhold til
appellanten.
Højesteret finder, at der under disse omstændigheder hverken i medfør af
ligningslovens § 16 A, stk. 1, eller i medfør af statsskattelovens § 4, litra
b, er grundlag for at beskatte appellanten som påstået af Skatteministeriet.
Højesteret tager derfor appellantens påstand til følge."
Se i øvrigt om timeshare E.J.7.
S.F.1.2.1.11 Ydelser i aktionærens interesse
Hvis en hovedaktionær foranlediger, at selskabet foretager udbetalinger
til formål, som udelukkende eller i det væsentlige tilgodeser hans personlige
interesser beskattes aktionæren af udbetalingerne som almindelig indkomst.
Selskabet kan ikke fradrage sådanne ydelser.
Gaver
I TfS 1996, 4 er offentliggjort en meddelelse, som med virkning fra
offentliggørelsestidspunktet den 2. januar 1996 ændrer den hidtidige praksis.
Vedrørende den tidligere praksis henvises til LV94, S.F.1.2.1.11.
Efter praksisændringen, der medfører en skærpelse, er der i
overensstemmelse med skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996 til LL, pkt. 20.1,
alene fradragsret for gaver til almenvelgørende eller på anden måde
almennyttige foreninger, stiftelser, institutioner mv., jf. LL § 8 A, der er
godkendt af skatteministeren. Gavebeløb skal sammenlagt udgøre mindst 500 kr.
i løbet af et indkomstår til den enkelte forening. Ved opgørelse af den
skattepligtige indkomst kan et selskab således fradrage det samlede
gavebeløb, som overstiger 500 kr. Der kan højst fradrages 5.000 kr. om året.
Det maksimale fradrag opnås således først, når de gaver som tages i
betragtning udgør 5.500 kr. tilsammen.
Beløb, der ikke overstiger de 500 kr. årligt, eller som overstiger 5.500
kr., kan således beskattes som maskeret udlodning hos hovedaktionæren, når
gaveydelsen må anses at tilgodese hovedaktionærens personlige interesser.
Reglerne om fradragsret for gaver medfører for selskaber, som i en periode
ikke har udbetalt udbytte, at skattemyndighederne ikke kan statuere maskeret
udlodning, hvis selskabet beslutter at give gaver til godkendte foreninger
m.v.
Vedrørende forskningsgaver der gives af selskabet i henhold til LL § 8 H,
kan der som udgangspunkt ikke statueres maskeret udlodning hos
hovedaktionæren, eftersom selskabet har fuld fradragsret for sådanne gaver.
Der henvises i øvrigt til skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 20.2.
Løbende ydelser
Den skærpede praksis vedrørende gaver, jf. TfS 1996, 4, ændrer også de
tidligere gældende regler om løbende ydelser. De nye skærpede regler har
virkning fra den 2. januar 1996. Vedrørende den tidligere praksis henvises
til LV 94, S.F.1.2.1.11. Efter praksisændringen har selskaber alene
fradragsret for løbende ydelser omfattet af LL § 12, hvis der er tale om
årlige ydelser, der ikke overstiger 15% af yderens skattepligtige indkomst.
Årlige ydelser, der ikke overstiger 15.000 kr., kan dog fradrages fuldt ud
uanset de foranstående begrænsninger.
Beløb, der overstiger de nævnte beløbsgrænser kan beskattes som maskeret
udlodning hos hovedaktionæren, når den løbende ydelse må anses at tilgodese
hovedaktionærens personlige interesser. Se endvidere skm. cirk. nr. 72 af 17.
april 1996, pkt. 19 vedrørende LL § 12 om løbende ydelser.
Praksisændringen har ikke virkning for aftaler om løbende ydelser, der er
indgået før offentliggørelsestidspunktet den 2. januar 1996.
Forud for praksisændringen havde Højesteret, jf. TfS 1995, 454 (HRD)
truffet afgørelse i en sag, hvorefter et anpartsselskab havde nedlagt påstand
om fradrag for bidrag, der var ydet i henhold til et gavebrev, hvor selskabet
forpligtede sig til i 10 år at betale Indre Mission 5% af selskabets
skattepligtige indkomst. Hovedanpartshaveren, der tillige var ansat i
selskabet, havde samtidigt forpligtet sig til at bidrage til Indre Mission
med maksimumsbidraget for personer. Ved Landsskatterettens kendelse af 24/2
1992 (TfS 1992, 221) fandt retten, at selskabets bidrag måtte anses for ydet
i hovedanpartshaverens interesse og var derfor ikke fradragsberettiget efter
LL § 12. Da hovedanpartshaveren var ansat i selskabet, kunne de ydede bidrag
derimod fradrages som et lønaccessorium efter SL § 6 a. Landsretten fandt
(tidligere ØLD af 16/9 1993(TfS 1993, 471)), at gavebrevet fra selskabet var
oprettet for at komme over maksimumsgrænsen for personlige gaver, og at den
løbende ydelse således i væsentlig grad tilgodeså hovedanpartshaverens
personlige interesse. Den kunne derfor ikke fradrages efter LL § 12.
Højesteret bemærkede, at efter LL § 12, stk. 2, tilkommer der udtrykkeligt
også selskaber fradragsret for løbende ydelser i henhold til en forpligtelse,
som er påtaget overfor foreninger, stiftelser, institutioner, religiøse
samfund m.v., der er godkendt efter LL § 12, stk. 3. At det er en
hovedaktionærs eller hovedanpartshavers ideelle interesse for en af de
omhandlede foreninger m.v., der har ført til, at et selskab har påtaget sig
en løbende forpligtelse, kan ikke bevirke, at der med støtte i et almindeligt
princip om maskeret udbytte gøres undtagelse fra fradragsrettten. Der er ikke
i forarbejderne til lovændringen i 1986 tilstrækkelige holdepunkter for et
andet resultat. Anpartsselskabet har følgelig ret til fradrag efter LL § 12,
stk. 2, for løbende ydelser i henhold til forpligtelseskontrakter, der er
eller agtes indgået overfor Dansk Ethioper Mission, Kristeligt Forbund for
Studerende og Skoleungdom samt Folkekirkens Nødhjælp, med de begrænsninger og
på de betingelser, der følger af LL § 12.
Højesteret nåede til samme resultat som ovenfor nævnt i en parallel sag
vedrørende hovedaktionæren personligt, jf. TfS 1995, 455 (HRD) (tidligere
Landsskatterettens kendelse af 24/2 1992, (TfS 1992, 221) og ØLD af 16/9
1993 (TfS 1993, 479)).
Skatteministeriet har endvidere kommenteret de to højesteretsdomme i TfS
1995, 649.
I øvrigt
Nedenstående afgørelser illustrerer en række situationer hvor ydelser
afholdt i aktionærens interesse blev betragtet som maskeret udlodning
henholdsvis maskeret udbytte.
* TfS 1997,367 (VLD) Maskeret udbytte - børsintroduktion af aktier.
Skatteyderen ejede kapitalen på 5 mio. kr. i et selskab, hvis aktiekapital
i april 1991 blev søgt optaget til notering på Københavns Fondsbørs, ligesom
det blev besluttet at udvide aktiekapitalen til 25 mio. kr. ved udstedelse af
20 mio. kr. fondsaktier til den hidtidige aktionær. Børsintroduktion blev
gennemført ved, at bestyrelsen traf beslutning om at udvide aktiekapitalen
med yderligere 10 mio. kr. til kurs minimum 340 og uden fortrinsret for den
hidtidige aktionær og med tegningsperiode 22/4-24/4 1991. De samlede udgifter
ved børsintroduktionen udgjorde 3.515.453 kr., som blev modregnet i
selskabets egenkapital som "overkurs ved emission". Skatteyderen
solgte i samme periode af sin aktiebeholdning 5,5 mio.kr. aktier til kurs 360
til private investorer. Den stedlige skattemyndighed beskattede som maskeret
udbytte skatteyderen af en forholdsmæssig andel af udgifterne til
børsintroduktionen. Landsretten bemærkede, at skatteyderens salg af aktier
skete i nær tidsmæssig tilknytning til børsintroduktionen, og at salget var
betinget af børsintroduktionen. Købsprisen svarede til den fastsatte kurs ved
børsintroduktionen. Det var på denne baggrund med rette, at skatteyderen var
anset skattepligtig af en forholdsmæssig andel af
børsintroduktionsomkostningerne. *
Told-Skat Nyt 1993.19.855 (TfS 1993, 362) VLD af 23. juni 1993. Et
anpartsselskabs bådudlejning blev ikke anset for erhvervsmæssig virksomhed,
hvorfor underskuddet blev anset for at være maskeret udlodning til
hovedanpartshaveren. Se også t&s nyt 1991.14.769 (TfS 1991, 287) (VLD) om
underskud ved hundekennel og E.A.1.2 om hobbyvirksomhed. TfS 1996, 180 (LSR)
En hovedaktionær solgte alle anparterne i det af ham ejede selskab på vilkår,
at afregning i forbindelse med salget skete efter
"nettoafregningsmetoden". Hovedaktionæren havde ladet sig
vederlægge for salget af anparterne ved samme dag at overføre selskabets
indestående og tilgodehavender til sin personlige konto på et tidspunkt, hvor
hovedaktionæren fortsat havde bestemmende indflydelse i selskabet, og dermed
var den eneste, der var legitimeret til at disponere over selskabets midler.
Landsskatteretten fandt, at dispositionerne måtte anses som skattepligtige
som udlodning i medfør af LL § 16 A. Se også TfS 1996, 778 (LSR) vedrørende
samme problemstilling.
TfS 1995, 799 (VLD) En skatteyder trak en check på 376.200 DEM eller
1.431.461 kr. på sit selskab, hvori han var eneanpartshaver, og han indsatte
checken på sin konto i Jyske Bank i Hamburg. Checken blev senere overført til
selskabets bankkonto i Schweiz. Skatteforvaltningen forhøjede hans
skattepligtige indkomst med beløbet, som blev anset som maskeret udlodning.
Skatteankenævnet stadfæstede ansættelsen og henviste til, at en over
skatteyderen afsagt straffedom havde taget tilstrækkelig klar stilling til
indkomstansættelsen, herunder at der forelå maskeret udbytte/udlodning.
Landsretten tiltrådte ligesom tidligere LSR, at beløbet var beskattet som
maskeret udlodning for skatteyderen uanset, at kontoen i Schweiz var oprettet
i selskabets navn og bl.a. henset til, at skatteyderen i selskabets
kassekladde havde posteret beløbet som varekøb. Dommen i straffesagen (TfS
1991, 320 V) fandtes ikke at have taget stilling til unddragelsens betydning
for afgørelsen af skattepligtig almindelig indkomst på en sådan måde, at
skatteyderen var afskåret fra domstolsprøvelse af sine anbringender.
I LSR 1982.15 ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning
fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå
eksamen som kloakmester. Retten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at
bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en
videreuddannelse.
I en senere kendelse anså lsr. udgifterne, som et selskab, der drev
taxiflyvning, havde afholdt til certifikat til erhvervsflyvning for
hovedaktionæren og dennes søn som løn for de to personer.
SKAT 1987.10.697 (TfS 1987, 446) (ØLD): Ved udtræden af et
revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed, udtog
interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af
interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor
spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev
betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort
gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at
sagsomkostningsbeløbet var en af SL § 4 omfattet indtægt for interessenten,
idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad
havde haft interesse i voldgiftsagen. Afgørelsen blev indbragt for HR og
forligt den 22. nov. 1990. Anken blev hævet og interessenten anerkendte, at
sagsomkostningsbeløbet skulle betales af ham personligt.
I RR 1985, 8, s. 193 (TfS 1985, 401) (VLD) blev et selskabs tilskud til
opførelse af en ridehal tilhørende en klub, som selskabets hovedaktionær var
formand for, kun i begrænset omfang anerkendt som en fradragsberettiget
reklameudgift for selskabet, mens det resterende beløb blev anset som
maskeret udbytte for hovedaktionæren.
En eneanpartshaver og direktør blev anset skattepligtig som maskeret
udbytte, af et tab som selskabet fik ved salg af en malerisamling til ham.
Landsretten fandt, at der på grund af interessefællesskabet mellem
parterne måtte stilles særlige krav til dokumentationen for at overdragelsen
var sket på markedsvilkår, jf. TfS 1994, 530 (VLD).
Ved en børsintroduktion, der både omfattede nytegning af aktier og dele af
de hidtidige aktionærers aktier, blev en del af de af selskabet afholdte
udgifter til emissionsprovision, børsprospekt, annoncer og revision anset for
udlodning til de hidtidige aktionærer, idet børsintroduktionen også var
foretaget i disses interesse i forbindelse med ejerskifte, SKAT 1990.7.542
(TfS 1990, 385) (LSR).
I TfS 1994, 641 (BF) blev hovedaktionæren efter en konkret vurdering
udlodningsbeskattet ved selskabets aktietegning til overkurs i et ligeledes
af hovedaktionæren domineret selskab. Se hertil TfS 1994, 631 (BF) hvor
udlodningsbeskatning ikke gennemførtes. I TfS 1995, 803 (LSR) (tidligere
BF offentliggjort i TfS 1994, 370) fandt flertallet af retsmedlemmerne i
LSR i modsætning til LR, at der ikke i det konkrete tilfælde var hjemmel til
at gennenføre beskatning af den urealiserede værdistigning hos de pågældende
aktionærer. Kursstigningen på aktierne opstod som følge af en
kapitaludvidelse, der alene blev tegnet af selskabets moderselskab.
TfS 1996, 457 (VLD) (Appelleret) Efter en skatteyders konkurs stiftedes
selskab A med skatteyderens 3 mindreårige børn som stiftere, og skatteyderen
blev ansat i selskabet. Senere stiftede A og en tredjemand et nyt selskab B,
og A overdrog virksomheden til B. Endvidere stillede A skatteyderens
arbejdskraft til rådighed for B, som betalte A for arbejdskraften. A købte
endvidere 10 malerier af en kunstner samt ydede denne et lån på 20.000 kr.
Landsretten lagde til grund, at skatteyderen havde den bestemmende
indflydelse i A og B. Landsretten fandt, at den valgte konstruktion ikke var
forbundet meden sådan realitet at den kunne lægges til grund ved
fastsættelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst. De vederlag, som B
betalte til A for skatteyderens arbejdskraft, var skattepligtige hos
skatteyderen som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Købet af
malerierne og lånet til kunstneren kunne ikke anses som normale
forretningsmæssige dispositioner for A, men skete i skatteyderens personlige
interesse, og det godkendtes, at tilsvarende beløb var blevet ført til
beskatning hos skatteyderen.
I TfS 1996, 844 (LSR) overdrog en hovedanpartshaver via sit datterselskab
en gave på 700.000 kr. til administrationsselskabet for en idrætsforening.
Dette selskab kunne ikke anses at have et almennyttigt eller
almenvelgørende formål, men overvejende et forretningsmæssigt formål, og
gaven ansås for ydet i hovedanpartshaverens personlige interesse. Beløbet
blev beskattet som maskeret udlodning.
* TfS 1997,831 (ØLD) (Appelleret) Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt en
skatteyder skulle beskattes af værdien af låneretten til rentefri lån, som et
af ham ejet anpartsselskab havde oparbejdet og som blev overført til ham.
Landsretten fandt, at de overførte låneretter måtte anses som udlodning
for skatteyderen og således indkomstskattepligtige for denne i medfør af LL §
16 A. Sagen hjemvistes til ligningsmyndighederne til fastsættelse af værdien
af låneretterne. *
S.F.1.2.2 Manglende selskabsindtægter
Maskeret udbytte kan også fremtræde på den måde, at ydelser fra selskabet
til aktionærerne vederlægges af disse med et for ringe beløb, eller med andre
ord, at selskabets indtægter bliver for små. I disse tilfælde skal både
selskab og aktionærer beskattes, selskabet dog ikke såfremt et tilsvarende
beløb kan fradrages som lønaccessorium.
S.F.1.2.2.1 Husleje
Har hovedaktionæren bolig i en ejendom der tilhører selskabet, vil der
foreligge maskeret udbytte, såfremt lejen er fastsat til et beløb, der er
mindre end, hvad der kunne opnås ved udleje til fremmede.
Ved bedømmelsen af lejeværdien må der tages hensyn til, om det lejede
omfatter lys, varme, rengøring, vedligeholdelse mv., idet lejebetalingen må
rette sig efter, hvad lejemålet omfatter.
Lejeværdien fastsættes ud fra et skøn over den til enhver tid værende
udlejningsværdi, jf. HRD af 14. maj 1984 (skd. 70.592). Det kan således ikke
i hovedaktionærforhold kræves, at ansættelsen af lejeværdien kun forhøjes
efter de i lejelovgivningen gældende regler, jf. UfR. 1984.534 H.
Ved værdiansættelsen må man være opmærksom på forhold, der kan tale for en
reduktion af værdien, f.eks. at der er tale om en ejendom med et usædvanligt
stort jordtilliggende eller med store repræsentationslokaler, der ikke indgår
i det daglige boligforbrug, jf. VLD af 30. nov. 1981 (skd. 61.206).
TfS 1994.494 (ØLD) vedrørte en hovedaktionær, der beboede en del af en
ejendom der var ejet af det af ham beherskede selskab. Landsretten fandt at
det var selskabet der ejede ejendommen, hvorfor lejeværdien ikke kunne
beregnes efter reglerne i LL § 15 I, men skulle fastsættes efter reglerne i
SL § 4, litra b, efter et skøn over den objektive udlejningsværdi. TfS
1995,473 (LSR) En hovedaktionær, der havde bopælspligt på det af selskabet
erhvervede gods, skulle beskattes af den objektive udlejningsværdi samt af
den objektive nytteværdi af varme, selv om opvarmningen delvis skete via
halmfyr, hvor en ejer ikke ville være blevet beskattet af nogen varmeværdi.
I LSR 1982.104 fandt retten det sandsynliggjort, at et aktieselskab ved at
stille bolig til rådighed for selskabets direktør til en fast årlig leje på
18.000 kr. havde ønsket at tildele ham en ydelse af lønmæssig karakter
svarende til forskellen mellem den faste leje og en skønsmæssig lejeværdi
fastsat af skatterådet til 8% af ejendomsvurderingen. Retten fandt derimod
ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse de af selskabet afholdte udgifter
til vedligeholdelse af den til huset hørende have samt til opvarmning, for at
være ydelser af lønmæssig karakter, idet udgifternes størrelse måtte være
påvirket af beboernes løbende dispositioner. Retten kunne endelig i
princippet tiltræde en forhøjelse af selskabets indkomst for selskabets
vederlagsfri placering af kunstværker i direktørens hjem. Forhøjelsen blev
anslået til 6% af kunstværkernes anskaffelsessum.
Andre bestemmelser kan dog være til hinder for, at der statueres maskeret
udbytte. Således kunne lejen i et boligselskab ifølge en ikke offentliggjort
landsskatteretskendelse ikke forhøjes til en skønnet »markedsleje«,
da der var pålagt ejendommen en deklaration, hvorefter lejen kun kunne
forhøjes med kommunalbestyrelsens godkendelse, hvilken ikke havde kunnet
opnås.
En hovedaktionærs afkald på kontraktsbestemt leje for en begrænset periode
som følge af selskabets svigtende indtjening, medførte ikke bortfald af hans
skattepligt, for så vidt angik nogen del af det fastsatte lejebeløb, jf.
LSR 1985.94.
Det vil ofte blive anført, at benyttelsen af helårs- eller sommerbolig
tilhørende selskabet er et tillæg til det kontante vederlag fra selskabet.
Dette synspunkt kan kun accepteres, hvis det samlede vederlag herefter er en
rimelig betaling for hovedaktionærens indsats i selskabet.
Som eksempler på andre afgørelser kan nævnes:
LSR 1960.104: Boligaktieselskab. Differencen mellem aktionærers og
ikke-aktionærers lejeudgift anset indkomstskattepligtig for aktionærerne. LSR
1965.4: Aktionærfordel i form af billig leje af sommerhus beskattet.
LSR 1974.20: Tilsvarende afgørelse vedrørende ejendom, der anvendtes dels
som bolig for selskabets hovedaktionær og dels af selskabet.
LSR 1967.92: Et boligaktieselskabs nedsættelse af aktionærernes husleje,
respektive undladelse af at forhøje huslejen som følge af øgede
ejendomsskatter blev anset for maskeret udbytte til aktionærerne.
LSR 1982.11: Et selskab blev anset som indkomstskattepligtigt af
berettiget krav på merleje, der blev betragtet som maskeret udbytte fra
selskabet.
* TfS 1997,567 (LSR) Et selskab havde stillet et sommerhus til rådighed
for hovedaktionæren. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen til grund, at der
ikke havde været nogen egentlig erhvervsmæssig begrundelse for selskabets
erhvervelse af sommerhuset, idet sommerhuset ikke havde været udlejet eller
benyttet af ansatte, og at den erhvervsmæssige benyttelse til repræsentative
formål havde været begrænset. Retten fandt på dette grundlag, at klageren
havde haft ubegrænsede muligheder for at benytte sommerhuset. Retten fandt
herefter, at klageren ikke var berettiget til at opgøre værdien af
sommerboligen i henhold til LL § 16, stk. 5. Værdien af den til rådighed
stillede sommerbolig måtte fastsættes i overensstemmelse med hidtidig
praksis, jf. SL § 4 b, idet værdien af benyttelsen måtte fastsættes ved et
skøn over den objektive udlejningsværdi. Efter praksis kunne
udlejningsværdien
- i mangel af sikre holdepunkter for, hvad der ville kunne opnås ved
udleje til fremmede - ansættes til 8 pct. af ejendomsvurderingen, jf. TfS
1984, 272 H. Idet der ved skatteankenævnets skønsmæssige ansættelse på 30.000
kr. var taget hensyn til den erhvervsmæssige anvendelse af sommerhuset, blev
ansættelsen stadfæstet. *
TOLD-SKAT Nyt 1992.15.447 (LSR) (TfS 1992,387): Et hovedaktionærselskab
købte en ferielejlighed i Spanien til brug for de ansatte. Da
hovedaktionæren, der tillige var direktør i selskabet, kun kunne anvende
lejligheden på lige fod med øvrige ansatte, blev han ikke indkomstbeskattet
af rådighedsret over lejligheden, men alene af en skønsmæssig værdi af den
faktiske anvendelse.
* TfS 1997,655 (LSR) Der var ikke grundlag for beskatning af værdi af
rådighed over virksomhedens sommerhus, der var et medarbejdersommerhus, der
kunne bruges af direktøren på linie med de ansatte, da det måtte lægges til
grund, at direktøren og hans familie konkret ikke havde benyttet sommerhuset
i omhandlede år. *
I en ikke offentliggjort kendelse har Landsskatteretten statueret maskeret
udbytte i et tilfælde, hvor et boligaktieselskab, hvori alene aktionærerne
var lejere, havde afviklet en betydelig del af sine prioriteter og nedsatte
huslejen, da selskabet herefter ikke havde brug for så store boligafgifter
for at klare sine forpligtelser. Forskellen mellem den tidligere leje, der
ansås for normal leje, og den nedsatte leje betragtedes som udlodning til
aktionærerne, og indkomsten for såvel selskab som aktionærer forhøjedes.
S.F.1.2.2.2 Aktie- og andelslejligheder
Indehavere af aktielejligheder og medlemmer af andelsboligforeninger, der
bebor en af selskabets/foreningens lejligheder, er ikke - således som
tilfældet er med ejerlejlighedsejere - ejere af lejligheden. Lejeværdien af
boligen skal derfor ikke medregnes ved indkomstopgørelsen, ligesom udgifter
vedrørende lejligheden ikke kan fratrækkes.
Hvis der betales en uforholdsmæssig lav leje, kan der derimod blive tale
om beskatning efter de nedenfor angivne retningslinjer. Det er ikke her nogen
forudsætning, at der er tale om en hovedaktionær.
Om afgrænsningen mellem andelslejligheder og boligkollektiver, se
S.A.1.8.2.
Specielt om andelslejligheder
SD-cirk. 1982-2
Det af andelshaverne betalte boligbidrag til foreningen sidestilles med
betalt leje for en lejlighed i en udlejningsejendom.
Det godkendes ikke, at andelshavere udsteder gældsbreve til foreningen med
det helt eller delvise formål at konvertere en ikke-fradragsberettiget
boligudgift til en fradragsberettiget renteudgift, se HD af 9. feb. 1981
(skd. 57.192) og Skat 1989.4.298 (ØLD) (TfS 1989,171).
Ligningsrådet har ved SD-cirk. 1982-2 af 8. feb. 1982 fastsat regler om
andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og
beskatning ved lav boligafgift.
Ligningsmyndighederne må herefter foretage en bedømmelse af, om der
foreligger et reelt gældsforhold, i alle tilfælde, hvor andelshaveren har
udstedt gældsbrev til andelsboligforeningen.
Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt, må
rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes skattemæssigt som en nullitet,
jf. f.eks. Skat 1986.6.400 (LSR) (TfS 1986,323).
Som eksempel på en situation, hvor gældsforholdet blev anset for reelt,
kan nævnes Højesterets dom af 4. nov. 1993 (TfS 1993,541), hvorved ØLD af 12.
april 1991 (t&s nyt 1991.10.522) (TfS 1992,182) blev ændret. Højesteret
fandt, at andelshaveren var berettiget til fradrag for renter, som han havde
betalt på et gældsbrev til en andelsboligforening. Det omhandlede gældsbrev
var udstedt af andelshaveren til andelsboligforeningen som led i en
almindelig berigtigelse af købesummen for andelshaverens andelslejlighed, der
sammen med 4 andre beboelseslejligheder var blevet nyindrettet i tidligere
erhvervs-lokaler. Gældsbrevet indgik således ikke som led i en ordning
omfattende alle medlemmer af andelsboligforeningen. Den samlede købesum, som
omfattede værdien af andelen i foreningens formue og en del af udgifterne til
indretning af lejligheden, måtte anses for fastsat efter sædvanlige
principper for prisfastsættelse af andelslejligheder, der sælges efter
foreningens stiftelse, jf. herved § 5 i lov om andelsboligforeninger og andre
boligfællesskaber samt § 4, stk. 2, jf. § 15 i foreningens vedtægter
(normalvedtægten). Der var herefter ikke grundlag for at fastslå, at det af
andelshaveren udstedte gældsbrev ikke i skattemæssig henseende var udtryk for
en reel skyld til foreningen, og Højesteret indrømmede følgelig fradrag for
renteudgiften. (Det bemærkes, at skatteyderen og de 4 andre nyoptagne
andelshavere skulle betale den samme boligafgift pr. m2 som de hidtidige
andelshavere.) Som det fremgår af de i cirkulæret anførte eksempler og
retningslinjer, vil gældsbrevet ikke kunne anses for reelt, medmindre der
foreligger særlige forhold.
I Skat 1986.9.568 (TfS 1986,491) fandt Ligningsrådet, at andelsbolighavere
kunne få fradrag for renteudgifter vedrørende individuelle medlemslån i en
bank, idet man herved henså til, at der var tale om gældsforhold til en bank
og ikke til andelsboligforeningen. Det var endvidere forudsat, at
andelsboligforeningen ikke på nogen måde hæftede for de individuelle lån, at
ejendommen ikke tjente som pant for lånene, at ydelserne på lånene ikke
indgik i foreningens regnskab, samt at det ved opkrævningen hos medlemmerne
specificeredes, hvad der var henholdsvis boligafgift og ydelser på lån.
Hvis gældsforholdet må anerkendes, kan rentefradrag ikke nægtes, men i
disse tilfælde anvendes reglerne om skattepligtig boligfordel (beskatning ved
lav boligafgift), jf. nærmere nedenfor. Denne beskatning indtræder også, hvor
andelshaverens indskud ikke præsteres i form af et reelt gældsbrev til
foreningen, men ved kontant indskud, herunder depositum og forudbetalt
husleje. Det er dog i alle tilfælde en forudsætning, at en tilsvarende
nedsættelse af boligafgiften kan påvises.
Den skattepligtige boligfordel opgøres som forskellen mellem
»normalleje« og faktisk betalt boligafgift, idet der ved
»normalleje« skal forstås den boligafgift, der opkræves af
andelsboligforeninger, hvis ejendomme er finansieret ved normal låneoptagelse
samt med et andelshaverindskud på ikke over 20 pct. af ejendommens
anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med tillæg af yderligere 5
pct. af disse beløb til dækning af driftskapital mv. Indskud på op til 30.000
kr. kan dog altid accepteres uden beskatning af en boligfordel.
Boligfordelen vil normalt svare til bankudlånsrente af den finansiering,
andelshaverne har ydet ud over normalindskuddet (25 pct. af
anskaffelsessprisen, dog mindst 30.000 kr.). Ved indskud i form af reelt
gældsbrev træder den aktuelle gældsbrevsrente i stedet for banklånsrenten.
Det følgende taleksempel viser opgørelsen for en af foreningen nyanskaffet
ejendom, idet de anførte samlede beløb må fordeles ud på de enkelte
andelshavere i forhold til deres andele.
Købesum 2.000.000 kr.
-------------
Heraf kontant indskud 700.000 kr.
Reelle gældsbreve (til 12 pct. rente p.a.) 400.000 kr.
Realkredit (til 13 pct. rente p.a.) 900.000 kr.
-----------
I alt 2.000.000 kr.
-------------
Skattepligtig boligfordel
200.000 kr. (faktisk kontant indskud: 700.000 kr.
- normalindskud 500.000 kr.)
til bankrente, f.eks. 11 pct. p.a. 22.000 kr.
400.000 kr. gældsbreve til 12 pct. rente p.a. 48.000 kr.
----------
Boligfordel 70.000 kr.
Boligfordelen skal under alle omstændigheder reduceres med en eventuel
rente, som andelshaverne får udbetalt af foreningen.
Den opsparing i andelsboligforeningen, der i årenes løb sker gennem afdrag
på og indfrielse af ejendommens pantegæld såvel som gennem den almindelige
værdistigning på ejendommen, anses ikke som indskud i cirkulærets forstand.
Cirkulæret omfatter også fritidshuse (sommerhuse).
Af skd. 54.206 fremgår, at den omkostningsbestemte leje ikke udgør et
maksimum for den »normalleje«, som skal beregnes ifølge cirkulæret.
Specielt om aktie- og anparts lejligheder
SD-cirk. 1983-47
Da boligaktieselskaber og boliganpartsselskaber er sidestillet med
andelsboligforeninger med hensyn til fællesskabets stiftelse, procedure ved
overdragelse af andel (aktie eller anpart), prisfastsættelse ved overdragelse
af andel (aktie eller anpart) mv. har Ligningsrådet bestemt, at SD-cirk.
1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til
andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift skal finde
tilsvarende anvendelse på aktionærer og anpartshavere i boligaktieselskaber
og boliganpartsselskaber. Der henvises i øvrigt til SD-cirk. 1983-47.
S.F.1.2.2.3 Bil, lystbåde, telefon o.lign.
Stiller selskabet bil til rådighed for hovedaktionæren, må værdien af den
private benyttelse heraf fastsættes med udgangspunkt i de for funktionærer
gældende satser, idet hensyn må tages til, om hovedaktionæren selv betaler
benzin, reparationer mv., jf. LSR 1980.133. I TfS 1994,843 (HRD) lagde
Landsretten til grund, at en direktør og hovedaktionær havde benyttet
selskabets personbiler til privat kørsel. Da der endvidere ikke var forelagt
landsretten oplysninger, der gav grundlag for at antage, at den private
kørsel i indkomståret 1986 var af et så helt ubetydeligt omfang, at der ikke
var grundlag for at beskatte hovedanpartshaveren for privat kørsel, og da der
ikke var grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn, var
hovedanpartshaveren indkomstskattepligtig af værdien af privat benyttelse af
selskabets biler. Dommen blev stadfæstet Højesteret. Se endvidere TfS
1993.522 (VLD).
Der henvises til A.B.1.9.
En revisor, der havde fået stillet en bil til rådighed af det selskab,
hvori han var hovedaktionær, var som en konsekvens af sit valg af
selskabsform bundet til at anvende de af Ligningsrådet fastsatte satser, som
støttes på beregninger af gennemsnitlige kilometerudgifter ved en given årlig
kørsel, således at de på dette grundlag opgjorte beløb tilsigtede at svare
til den besparelse, som brugeren opnåede ved at have fri bil til disposition
for sin private kørsel.
Værdien af den private kørsel opgjort efter de gennemsnitlige faktiske
udgifter pr. kørt kilometer det pågældende år kunne derfor ikke anerkendes,
LSR 1980.133.
Stiller selskabet lystbåd e.lign. til rådighed for hovedaktionæren, er det
værdien af den faktiske benyttelse, der skal beskattes. Se VLD af 30. nov.
1981, skd. 61.206. Om selskabets fradragsret, se indledningen i S.F.1.2.1.
Dækker selskabet hovedaktionærens samlede faktiske udgifter til
abonnements- og samtaleafgifter, beskattes et beløb svarende til værdien af
den private anvendelse af telefon, hvilken værdi som hovedregel kan ansættes
til 3.000 kr., forudsat hovedaktionærens private telefonbrug ikke er
ekstraordinært stort. Se også TfS 1996,871 (LSR) vedrørende et selskabs
udgifter til travhesthold, hvor halvdelen af udgifterne blev anset som
fradragsberettigede reklameudgifter mens den anden halvdel af udgifterne blev
anset som yderligere løn til hovedaktionæren.
I andre tilfælde af en hovedaktionærs helt eller delvis vederlagsfri
benyttelse af formuegenstande, som tilhører et selskab, må værdien af
benyttelsesretten ansættes efter et skøn. Brugsværdien for hovedaktionæren af
et selskabs malerier og antikviteter, som f.eks. er anbragt på hans bopæl,
kan normalt fastsættes efter regler for ansættelse af den årlige værdi af
brugsnydelser af indbo og andet løsøre ved beregning af gave- og arveafgift,
jf. § 3, nr. 5 i bek. nr. 699 af 16. okt. 1991, 6 pct. af genstandens værdi,
LSR 1978.125.
S.F.1.2.2.4 Andre ydelser
Såfremt nogle af de i selskabet ansatte (og aflønnede) personer udfører
arbejde for hovedaktionæren privat (havemand, chauffør, montør mv.), må
værdien heraf betragtes som udbytte fra selskabet, jf. LSR 1982.104. På samme
måde må der ske beskatning når hovedaktionæren udtager varer fra sit selskab
til privat anvendelse. Beskatning skal ske til udsalgsprisen, evt. reduceret
med sædvanlig personalerabat.
Hvis de udtagne varer betales kontant, stilles der samme krav til
dokumentationen som personligt erhvervsdrivende, se E.B.2.1.
Ofte vil sådanne ydelser dog kunne fradrages af selskabet som yderligere
løn til hovedaktionæren.
S.F.1.2.2.5 Aktionærlån
S.F.1.2.2.5.1 Rente/aktionærlån
Efter 18. juni 1982 har det ikke været lovligt at stifte aktionær- og
anpartshaverlån. Uanset om aktionærlån er ulovlige, skal reglerne om
forrentning som gengivet nedenfor anvendes.
Ved udlån af kontanter (pengelån) fra et selskab til dets hovedaktionær
vil der ofte foreligge lånevilkår, som er så fordelagtige for
hovedaktionæren, at de alene kan antages opnået i kraft af aktionærens
dominerende indflydelse i selskabet. En fordel i form af rentefrihed eller
lav rente i forhold til markedsrenten, repræsenterer en skattepligtig
udlodning, jf. LSR 1957.4 og 5.
I sådanne tilfælde skal ligningsmyndighederne påse, at der i skattemæssig
henseende pålægges lånet en anslået forrentning svarende til Nationalbankens
diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4%. Den således fastsatte rente
fastholdes, så længe gældsforholdet vedvarer, uanset om diskontoen senere
ændres.
Det bemærkes, at reglerne alene omfatter egentlige kontante lån, derimod
ikke gæld opstået ved køb af aktiver fra selskabet eller i forretningsmæssig
handel mellem selskab og hovedaktionær. Om sådanne forhold henvises til
S.F.1.2.3. Om lån mellem koncernselskaber, se S.D. 4.
* Selv om det kontante udlån fra selskabet til aktionæren etableres ved
udstedelse af et gældsbrev med aktionæren som debitor og selskabet som
kreditor kan der godt foreligge et ulovligt aktionærlån. Dette fremgår af en
udtalelse fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der er omtalt i TfS 1997.866
(LR). Sagen drejede sig om overdragelse af en fast ejendom fra et selskab til
dets hovedanpartshaver. Et gældsbrev med hovedanpartshaveren som debitor og
selskabet som kreditor oprettet til delvis berigtigelse af ejendomshandelen
ansås for et ulovligt anpartshaverlån. Gældsbrevet, der ikke havde pant i den
solgte ejendom, skulle forrentes med 5% p.a.; det kunne af kreditor til
enhver tid forlanges indfriet, og debitor kunne til enhver tid helt eller
delvis indfri det, og der var ikke i gældsbrevet aftalt nogen afdragsprofil
eller forfaldstidspunkt. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udtalte, at det
forhold, at der er tale om udstedelse af et gældsbrev - i stedet for et
kontant lån - ingen betydning har for sagens udfald. Dette er begrundet i, at
forholdet mellem selskabet og anpartshaveren er det samme som ved ydelse af
lån direkte til anpartshaveren, idet risikoen for selskabsformuens
formindskelse også her afhænger af anpartshaverens betalingsevne. Efter
Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse er selskabets erhvervelse af gældsbrev med
anpartshaveren som debitor i strid med anpartsselskabslovens § 49, da et
selskab ikke må yde lån til anpartshaveren, jf. anpartsselskabslovens § 49,
stk. 1.Erhvervs- og Selskabsstyrelsen henledte opmærksomheden på, at
ovenstående er styrelsens vejledende fortolkning. Spørgsmålets endelige
afgørelse henhører under domstolene. Afgørelsen er kommenteret i TfS 1997,
943.*
Aktionæren kan ikke beskattes af et beløb svarende til differencen mellem
låneprovenuet og den kursværdi, som de aftalte lånevilkår betinger.
Det samme gælder, såfremt hovedaktionæren mod overgivelse af et
ejerpantebrev opnår lån i selskabet til pari kurs.
Hvis lånet eller pantebrevet derimod på et senere tidspunkt indfries til
et beløb lavere end restgælden, må indfrielsesgevinsten anses som en
skattepligtig udlodning fra selskabet.
Om de skatteretlige aspekter ved ulovlige aktionærlåns indfrielse se
tillige artikel i TfS 1995,531.
S.F.1.2.2.5.2 Beskatning
Det selskab, der har ydet lånet, indkomstbeskattes af differencen mellem
den anslåede rente og selskabets faktiske renteindtægt. Indkomstbeskatning af
en anslået rente i selskabet skal dog udelades, hvor hovedaktionæren udfører
arbejde for selskabet, og det samlede vederlag til hovedaktionæren (inkl. den
manglende forrentning af aktionærlånet) efter den eksisterende praksis om løn
til hovedaktionærer ikke er af en sådan størrelse, at aflønningen må anses at
indeholde et maskeret udbytte. Se f.eks. LSR 1984.5, hvor der ansås at
foreligge en rimelig aflønning.
Efter PSL er løn personlig indkomst, medens renteudgifter er
kapitalindkomst. I de tilfælde, hvor rentefordelen betragtes som tillæg til
hovedaktionærens arbejdsvederlag i selskabet, skal hovedaktionæren derfor
medregne rentefordelen som yderligere lønindtægt, og hovedaktionæren kan
fratrække et tilsvarende beløb som yderligere renteudgift ved opgørelsen af
kapitalindkomsten. I de tilfælde, hvor manglende forrentning, skal beskattes
som maskeret udbytte, dvs. navnlig de tilfælde, hvor hovedaktionæren ikke
udfører arbejde for selskabet, medregnes beløbet hos aktionæren i
aktieindkomsten. I disse tilfælde er de lokale ligningsmyndigheder bemyndiget
til i forbindelse med eller i kontinuitet af indkomstansættelsen af selskabet
at indrømme hovedaktionæren fradragsret for en til forhøjelsen af selskabet
svarende renteudgift, såfremt hovedaktionæren indbetaler den ligningsmæssigt
fastsatte rente til selskabet, eller renten godskrives over hovedaktionærens
mellemregningskonto med selskabet. Hermed bortfalder udlodningsbeskatningen.
Med hensyn til lån, som opstår ved at hovedaktionæren løbende hæver beløb
i selskabet over mellemregningskontoen til betaling af private udgifter,
gælder, at sådanne låneaftaler - ligesom andre aftaler om udlån fra et
selskab til dets hovedaktionær - i skattemæssig henseende må anerkendes, når
aktionæren er solvent.
Hvis det derimod efter en bedømmelse af aktionærens økonomiske forhold må
antages, at han ikke er i stand til at tilbagebetale lånet, må hævningerne i
almindelighed beskattes som løn fra selskabet. I det omfang aktionæren ikke
udfører et arbejde for selskabet, som svarer til hævningerne, betragtes disse
dog som maskeret udbytte.
* TfS 1997,641 (LSR) En frisør, der drev virksomhed i personligt regi, var
eneanpartshaver og direktør i et selskab, der blev erklæret konkurs i
september 1993. Frisøren skulle beskattes af en del af hævninger på
mellemregningskontoen med selskabet som løn. Retten fandt det godtgjort, at
klageren på tidspunktet for de løbende hævninger i 1993 havde været
insolvent. Med henvisning til hævningernes karakter og til, at klageren i
perioden for de omhandlede hævninger havde bestridt hvervet som
hovedanpartshaver og direktør i selskabet, fandtes han at måtte beskattes af
de i 1993 foretagne hævninger som løn. Beløbet blev ansat til den forøgelse
af mellemregningskontoen, som var sket i klageåret 1993. Den resterende del
af gælden blev anset for gældseftergivelse, som i det væsentligste under
hensyntagen til klagerens økonomiske forhold måtte anses som
likvidationsprovenu, jf. LL § 16 A, stk. 1. Beløbet skulle i medfør af ABL §
1, stk. 3, medregnes ved opgørelsen af klagerens avance/tab ved afståelsen af
anparterne i selskabet. På denne baggrund fandtes klageren ikke at have
dokumenteret et tab på anparterne, hvorfor kapitalindkomsten blev forhøjet
med 30.000 kr., der af de stedlige myndigheder var godkendt som fradrag for
tab på anparter. *
Den omstændighed, at aktionærens manglende tilbagebetalingsevne
skattemæssigt bevirker, at beløbet indkomstbeskattes hos aktionæren, ændrer
ikke låneforholdets karakter i selskabsretlig henseende. Se TfS 1995,637
(ØLD) hvor aktionæren fandtes skyldig i overtrædelse af den dagældende
anpartsselskabslovs § 131, stk. 1 og 2, jf. § 84, stk. 1, og blev idømt en
bøde på 65.000 kr. Det forhold, at aktionæren som følge af sin manglende evne
til at tilbagebetale det ulovlige anpartshaverlån blev personligt
skattepligtig af beløbet, fandtes ikke at burde bevirke en nedsættelse af
bødens størrelse.
Reglerne vil dog også kunne anvendes på hovedaktionærens
mellemregningskonto med selskabet, såfremt denne overvejende udviser en saldo
i selskabets favør.
Hovedaktionærbetragtningen finder også anvendelse for to samlevende
personer, jf. LSR 1984.5.
Et ApS ejedes af en mand, dennes samlever og hans søn med hver 1/3.
Selskabet blev anset skattepligtig af dets udlån til de to førstnævnte
anpartshavere i henhold til SD-cirk. 1978.31 og lsr. udtalte, at der mellem
parterne i et papirløst samlivsforhold måtte antages at være et sådant
personligt og økonomisk interessefællesskab, at deres indflydelse måtte
bedømmes ud fra den samlede anpartsbesiddelse. Den manglende renteindtægt
blev dog anset for et lønmæssigt tillæg til den kvindelige anpartshaver.
I T&S Nyt 1991.12.644 (ØLD) (TfS 1991,288) blev en udbetaling fra 2
selskaber i solvent likvidation til hovedaktionæren anset for
forhåndsudlodning af forventet likvidationsprovenu og ikke som påstået af
hovedaktionæren, et aktionærlån. Udbetalingen blev således beskattet som
almindelig indkomst hos hovedaktionæren.
Om et tilfælde vedrørende manglende forrentning af overskud, se Skat
1990.6.463 (LSR) (TfS 1990,276). Et anpartsselskab, der var komplementar i et
kommanditselskab, og hvis anpartshavere - der var nærtbeslægtede - var
kommanditister i kommanditselskabet, havde ladet væsentlige overskud indestå
i kommanditselskabet uden forrentning heraf. Anpartsselskabet blev anset for
skattepligtig af beregnet rente af disse beløb, for så vidt angik den del af
rentebeløbene, der vedrørte kommanditisternes andel af overskudsbeløbene,
idet disse rentebeløb blev anset for maskeret udlodning til anpartshaverne.
S.F.1.2.3 Enkeltstående udlodninger
Maskeret udlodning foreligger, hvis selskabet sælger aktiver til
hovedaktionæren til underpris, eller hvis selskabet køber aktiver fra
hovedaktionæren til overpris.
Udgangspunktet for bedømmelsen er i begge tilfælde, hvad der ville have
været en rimelig pris, såfremt det pågældende aktiv var blevet solgt til,
henholdsvis købt af fremmede. Hovedaktionæren skal beskattes af den ved
transaktionen opnåede økonomiske fordel.
For selskabet afhænger de skattemæssige konsekvenser af, hvilken
virksomhed selskabet driver og arten af de overdragne aktiver.
S.F.1.2.3.1 Obligationer
Overdrager et selskab en obligationsbeholdning til hovedaktionæren, for et
beløb, der ligger under børskursen, er den skattemæssige konsekvens for
hovedaktionæren, at han beskattes af differencen mellem overdragelsesprisen
og børskursen som maskeret udlodning.
En hovedaktionær havde optaget et lån i selskabet til køb af obligationer
fra selskabet. For lånet var udstedt et gældsbrev, som selskabet nedskrev til
kurs 60. Udlodning antaget for differencen mellem obligationernes kursværdi
og gældsbrevets (mindre) kursværdi, jf. Skat 1986.9.551 (LSR) (TfS 1986,479).
S.F.1.2.3.2 Fast ejendom
Ved overdragelse af fast ejendom mellem en hovedaktionær og det af ham
beherskede selskab, skal ejendommen overdrages til en pris, der svarer til
hvad en uafhængig tredjemand ville have betalt. Når det skal vurderes, om
hovedaktionæren har modtaget en skattepligtig udlodning fra selskabet i
forbindelse med overdragelsen, er det således afgørende, om ejendommen er
overdraget til handelsværdien. Er dette ikke tilfældet - idet salgssummen er
højere eller lavere end dette beløb - er der det fornødne grundlag for, at
ligningsmyndigheden griber korrigerende ind og ansætter den skattemæssige
overdragelsessum til handelsværdien. Det er handelsværdien på tidspunktet for
aftalens indgåelse, hvilket typisk er købsaftalens underskrift, der skal
fastsættes. Se også TfS 1996,52 (ØLD).
* TfS 1997, 68 (VLD)(Appelleret) En hovedaktionær havde solgt en ejendom
til selskabet for 2.400.000 kr., der efterfølgende af myndighederne blev
kontantomregnet til 2.607.741 kr. En skønsmand skønnede den kontante
handelsværdi til 2.320.000 kr. Landsretten lagde, ligesom Landsskatteretten,
til grund, at hovedaktionæren ved salget havde opnået en overpris på ca.
288.000 kr., og hovedaktionæren var skattepligtig af dette beløb som maskeret
udlodning.*
Køber hovedaktionæren selskabets faste ejendom til underpris, beskattes
hovedaktionæren af differencen mellem købesummen og ejendommens handelsværdi.
Selskabet beskattes af en eventuel avance efter reglerne for afståelse af
fast ejendom, idet afståelsessummen sættes til handelsværdien.
Sælger en aktionær en afskrivningsberettiget ejendom til selskabet til
overpris, skal overprisen beskattes hos aktionæren som udlodning og
handelsværdien danner udgangspunkt for beregningen af den indkomstskat, som
aktionæren skal pålignes i anledning af salget. Selskabets indkomst skal ikke
korrigeres, men dets anskaffelsessum og afskrivningsgrundlag skal reduceres
til det beløb, som er ejendommens handelsværdi.
TfS 1995,551 (LSR) En skatteyder solgte pr. 1/1 1988 for 384.200 kr.
kontant sit sommerhus til et selskab, hvori hun var hovedanpartshaver. Huset
var af skyldrådet pr. 1/1 1988 vurderet til 310.000 kr. kontant, og selskabet
havde pr. 9/9 1991 overdraget huset til tredjemand for 339.405 kr. kontant.
Told- og skatteregionen vurderede efterfølgende bl.a. på baggrund af
salget til tredjemand den kontante handelspris til 340.000 kr. LSR fandt, at
forskellen mellem overdragelsesprisen og den af regionen foretagne vurdering,
44.200 kr., udgjorde maskeret udlodning for klageren.
TOLD*SKAT Nyt 1993.21.917 (VLD) (TfS 1993,430). Ved overdragelse af en
ejendom fra et interessentskab til det af interessenterne ejede andelsselskab
blev forskellen mellem den aftalte overdragelsessum og den af
skattemyndighederne skønnede handelsværdi anset for maskeret udlodning for
interessenterne.
I en lang række tilfælde kan man gå ud fra, at ejendommens handelsværdi
ikke vil afvige væsentligt fra den senest foreliggende ejendomsvurdering. På
grund af den usikkerhed der er forbundet med værdiansættelsen, vil man i
ligningspraksis normalt kunne lægge overdragelsesprisen til grund, hvis denne
ligger inden for +/* 15 pct. af den seneste kontante ejendomsværdi med
årsreguleringer. Ligningsmyndighederne er imidlertid ikke bundet af de
omtalte 15-procent, idet ejendomsværdien kun er et udgangspunkt for
vurderingen af den aftalte pris. En række forhold kan medføre, at den seneste
kontantejendomsværdi med årsregulering er uegnet som udgangspunkt for en
beregning af ejendommens værdi i handel og vandel i en
overdragelsessituation. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis den
årsregulerede kontantværdi må antages at være fejlbehæftet, eller der af
andre årsager er grund til at antage, at handelsværdien afviger herfra. Hvis
et selskab f.eks. ombygger, renoverer eller moderniserer en selskabet
tilhørende ejendom, således at ejendommen tilføres en væsentlig
værdiforøgelse, vil et salg til hovedaktionæren til en pris svarende til
seneste kontantejendomsværdi udløse beskatning som maskeret udlodning fra
selskabet til hovedaktionæren og således medføre beskatning efter LL § 16 A
af forskellen mellem ejendommens værdi efter ombygning mv. og
kontantejendomsværdien.
Hvor kontantprisen ligger uden for +/* 15 pct. af den seneste
kontantejendomsværdi med årsreguleringer, sker der ikke kun beskatning i det
omfang, kontantprisen ligger uden for 15 pct.'s grænsen, men af hele
forskelsbeløbet, se iøvrigt Skat 1987.9.656 (LSR) (TfS 1987,440) og TOLD-SKAT
Nyt 1992.1.22. (LSR) (TfS 1992,10), der er stadfæstet af Østre Landsret, jf.
TfS 1996,426 (ØLD).
I et tilfælde, hvor en ejendom blev overdraget den 1.jan. 1986, blev
ejendomsvurderingen pr. samme dato lagt til grund ved afgørelsen af, om der
var grundlag for at statuere maskeret udlodning, Skat 1988.7.393 (LSR) (TfS
1988,425).
Specielle ejendomme
TfS 1994, 478 (BF), vedrørte et tilfælde, hvor et selskab erhververvede en
grund og bebyggede den med en beboelsesejendom. Boligen skulle beboes af
hovedaktionærerne. Efterfølgende ønskede hovedaktionærerne at købe ejendommen
til handelsværdien. Handelsværdien lå under den værdi ejendommen var bogført
til (kostprisen) i selskabet. Ligningsrådet fandt, at hovedaktionærerne var
skattepligtige som maskeret udlodning af differencen mellem ejendommens
handelsværdi og den bogførte værdi i selskabet. Der var herved henset til at
aktionærerne, som følge af deres bestemmende indflydelse i selskabet, kunne
pålægge dette de af dem ønskede nødvendige dispositioner i relation til den
omhandlede ejendom.
Se ligeledes TfS 1996,512 (LSR), hvor en ejendom gennemgik en større
ombygning, umiddelbart før den blev overdraget til hovedaktionæren. LSR
fandt, at ejendommen under disse omstændigheder ikke kunne godkendes
overdraget for en værdi, der var mindre end ejendomsværdien + kostprisen for
ombygningen.
Ifølge TfS 1996,473 (LSR) havde et selskab i 1985-86 ladet opføre et
parcelhus til bolig for hovedaktionæren, hvis omkostninger beløb sig til 4,46
mio. kr. Hovedaktionæren kunne ifølge en bindende forhåndsbesked fra
Ligningsrådet ikke købe ejendommen til den seneste offentlige
ejendomsvurdering på 2,6 mio. kr. * 15%. Ligningsrådet fastsatte i stedet for
overdragelsessummen til 3,5 mio. kr. på baggrund af dels den tidsmæssige
afstand mellem opførelsen og salget og dels at opførelsen af ejendommen var
begrundet i hovedaktionærens ønsker og således var af en luksuspræget art.
(Offentliggjort i TfS 1994,852). Sagen blev af hovedaktionæren påklaget til
Landsskatteretten, der udmeldte syn og skøn. Efter syns- og skønsrapporten
blev handelsværdien fastsat til 2,7 mio. kr. og Landsskatteretten gav
herefter hovedaktionæren medhold i, at overdragelsesssummen kunne opgøres
efter de almindelige regler som angivet i Ligningsvejledningen - dvs.
ejendomsvurderingen +/* 15% - eftersom denne ikke afveg væsentligt fra den af
syns- og skønsrapportens fastslåede handelsværdi.
Vedrørende ejendomsoverdragelser mellem selskaber og hovedaktionærer, se
tillige artikel i TfS 1995,96.
S.F.1.2.3.3 Aktier
Køber aktionæren aktier af selskabet til en lavere pris end
handelsværdien, beskattes aktionæren af forskellen mellem købsprisen og
handelsværdien som udlodning, og aktionæren kan benytte handelsværdien som
anskaffelsessum ved opgørelsen af den skattemæssige avance/tab ved videresalg
af aktierne. Selskabet skal i givet fald medregne avance/tab ved aktiesalget
opgjort i forhold til handelsværdien. Ved indrømmelse af fortegningsret til
konvertible obligationer med særlige gunstige bestemmelser om forrentning og
indløsning kan der foreligge maskeret udlodning. I Skat 1989.3.238 (TfS
1989,164) fandt Landsskatteretten, at de forpligtelser, et aktieselskab
skulle påtage sig dels i forbindelse med et påtænkt arrangement med hensyn
til tegning af konvertible obligationer til en fikseret lav kurs og dels med
hensyn til forrentning og indløsning, måtte anses for ganske usædvanlige og
uden forretningsmæssig begrundelse. Formålet med dispositionen ansås derfor
at være at tilføre klageren midler, der hidrørte fra det af hende dominerede
aktieselskab.
TOLD*SKAT Nyt 1993. 23.1072 (LSR) (TfS 1993,544). To aktionærer ønskede at
købe et underskudsselskab og samtidig hermed at erhverve en fordring på
selskabet til under kurs 15. Landsskatteretten fandt, at den omhandlede
fordring efter det oplyste om selskabets økonomiske forhold var værdiløs.
Aftalen om erhvervelsen af fordringen måtte således antages alene at være
begrundet i muligheden for at trække midler ud af selskabet uden
indkomstbeskatning. Under disse omstændigheder fandt retten, at aftalen ikke
kunne lægges til grund for den skatteretlige vurdering. Retten fandt, at hele
købesummen måtte anses som betaling for aktierne i selskabet, da det reelt
alene var disse, der blev erhvervet. I det omfang, selskabet tilbagebetalte
beløb på fordringen ud over anskaffelsessummen, forelå der udlodning af
maskeret udbytte eller evt. udbetaling af yderligere løn.
LSR 1985.8. En direktør i A/S A købte i 1976 samtlige aktier i selskabet
for 1 kr. Aktierne var erhvervet af A/S B, der ikke ønskede at skyde
yderligere kapital i A/S A. Samtidig påtog direktøren sig A/S A's
kautionsforpligtelser mv. Det var videre oplyst, at direktøren tillige for 1
kr. havde købt en fordring på 260.000 kr., som A/S B havde på A/S A.
Skattemyndighederne havde anset afdrag på fordringen for en skattepligtig
udlodning fra selskabet, og som følge heraf forhøjet direktørens
skattepligtige indkomst med udlodningen.
Landsskatteretten fandt, med henvisning til at fordringen var anset for
værdiløs, at det måtte antages, at direktørens formål med erhvervelsen havde
været at få mulighed for senere at trække penge ud af selskabet uden
beskatning. Det måtte derfor anses for med rette, at direktøren selv blev
beskattet af det udloddede beløb. Under henvisning til det oplyste om
direktørens lønindkomst fra selskabet blev udbetalingen anset for yderligere
løn fra selskabet, og direktørens ansættelse blev derfor nedsat med
skattegodtgørelsen, se tillige TfS 1992.309.
* TfS 1997.858 (VLD)(Appelleret) Sagen drejede sig om hvorvidt nogle
beløb, som en eneaktionær modtog fra aktieselskabet A, var udlodning af
aktieudbytte eller afdrag på hans fordringer på selskabet. Sagsøgeren ejede i
1980 20% af selskabet. Senere overtog et schweizisk selskab alle aktierne.
I 1987 købte sagsøgeren alle aktierne, nom. 300.000 kr., for 1 kr.
Samtidigt hermed solgte nogle udenlandske selskaber deres fordringer på
aktieselskabet A til sagsøgeren for i alt 100 USD. Selskab A havde pr. 31/1
1986 en negativ egenkapital på ca. 6,2 mio. kr. og det bogførte akkumulerede
skattemæssige underskud til fremførsel var pr. samme dato opgjort til ca. 6,5
mio. kr.
Sagsøgeren lagde overskudsgivende aktiviteter ind i selskabet og for årene
1987 til 1991 modtog han afdrag på fordringerne for i alt ca. 2,4 mio. kr.
Skattemyndighederne, herunder Landsskatteretten fandt, at der var tale om
maskeret udlodning af aktieudbytte, der var skattepligtigt i medfør af LL §
16 A. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om afdrag på gæld, der var
omfattet af KGL og dermed skattefri, da fordringerne var stiftet før den 2/10
1985. Landsretten bemærkede, at hvis en udbetaling fra et selskab i retlig
henseende må anses for udbytte af aktier, er udbetalingen ikke omfattet af
KGL. Endvidere bemærkede retten, at sagsøgeren havde erhvervet aktierne og
fordringerne på et tidspunkt hvor såvel aktierne som fordringerne var uden
værdi for sælgerne. Erhvervelsen af aktierne og fordringerne var gensidigt
betingede. Retten lagde herefter til grund, at de omtvistede beløb, der blev
udbetalt af selskabet til sagsøgeren som afdrag, kun blev tilvejebragt og
betalt, fordi sagsøgeren var aktionær i selskabet. Under disse omstændigheder
blev de udbetalte beløb anset for udbytte af aktier, hvorfor de skulle
beskattes i medfør af LL § 16 A, stk. 1.
TfS 1997,198 (ØLD) Eneanpartshaver A solgte den 31/7 1985 50 pct. af
kapitalen i sit selskab til selskabets direktør B for 1 kr. I 1986 købte B
resten af kapitalen for 10.000 kr., ligesom han, der nu var eneanpartshaver,
overtog en fordring på 2, 8 mio. kr., som A havde på selskabet. Den 31/1 1986
udstedte en bank efter ordre fra selskabet en garanti på 50.000 USD, og
banken udbetalte den 31/10 1986 beløbet. Modværdien af de 50.000 USD eller
349.188 kr. blev debiteret selskabets konto i banken. Landsretten fandt det
godtgjort, at der var en så nær forbindelse - både tidsmæssigt og i øvrigt -
mellem aftalen om B's erhvervelse i 1986 af A's resterende anparter og hans
fordring mod selskabet samt den garanti for en del af fordringen, som blev
stillet af selskabet inden og indfriet efter aftalens indgåelse, at
garantibeløbet måtte anses for en del af A's vederlag for overdragelsen af de
resterende anparter og fordringen til B. Under disse omstændigheder måtte
garantibeløbet på 50.000 USD eller 349.188 kr. anses for maskeret udlodning
fra selskabet til B.
TfS 1997,289 (ØLD) Skatteyderen var hovedaktionær i et aktieselskab, og
han havde før 21/10 1985 erhvervet fordringer i nogle datterselskaber.
Fordringerne blev erhvervet af skatteyderen ad flere omgange og til en lav
kurs, eller i alt for 543.162 kr. på baggrund af selskabernes daværende
økonomiske forhold. I 1989 blev datterselskaberne købt af et andet selskab,
og fordringerne blev i den forbindelse indfriet til pari og udbetalt til
skatteyderen med 10.814.157 kr. Det blev under sagen gjort gældende, at
kursgevinsten, 10.270.995 kr., var skattefri under hensyn til, at
fordringerne var erhvervet før kursgevinstlovens ikrafttræden og således ikke
omfattet af reglerne om mindsterente. Landsretten fandt, ligesom tidligere
Landsskatteretten og skattemyndigheden, at kursgevinsten var skattepligtig
som maskeret udlodning. Landsretten bemærkede, at skatteyderen havde
erhvervet fordringer i nogle af ham dominerede selskaber og derefter lagt
overskudsgivende virksomhed ind i selskaberne, hvorved fordringerne kunne
indfries til pari. Dispositionerne havde ikke haft en sædvanligt
forretningsmæssig begrundelse, men havde til formål at frembringe en
kursgevinst, der søgtes unddraget beskatning. Der var ikke grundlag for at
antage, at det skulle være udelukket at beskatte kursgevinster efter
principperne om maskeret udlodning. *
Sælger aktionæren aktier til selskabet til overpris, beskattes overprisen
som almindelig indkomst hos aktionæren, idet den er at betragte som en
udlodning fra selskabet, mens aktieavancen opgøres på grundlag af
handelsværdien. Selskabet kan som anskaffelsessum kun benytte handelsværdien,
ikke den faktisk erlagte købesum.
Om et tilfælde, hvor en betaling benævnt som provision til den tidligere
hovedaktionær blev anset for en merpris for aktierne, blev merprisen
beskattet som maskeret udlodning, se TfS 1995,561 (ØLD).
I henhold til skd.cirk. nr. 185 af 17. nov. 1982, pkt. 17, vedrørende
værdiansættelse af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved
gaveafgiftsberegning, skal værdiansættelsen for unoterede aktier ske efter
aktiernes handelsværdi. Såfremt en handelsværdi for aktierne ikke i øvrigt
kan udfindes, vil en kurs udregnet efter Ligningsrådets retningslinier for
beregning af formueskattekursen kunne anvendes ved værdiansættelsen.
En kurs, der er opgjort i overensstemmelse med reglerne i ovennævnte
cirkulære, pkt. 17, kan ligeledes danne grundlag for aktiernes
værdiansættelse, når aktierne overdrages. En række forhold kan dog medføre,
at kursen anses for uegnet som udtryk for aktiernes værdi i handel og vandel.
Som eksempel kan nævnes en efter selskabets forhold usædvanlig ændring i
selskabets udbyttepolitik eller skattemæssige af- og nedskrivninger. I
sådanne tilfælde kan skattekursen ikke anses for at udgøre handelsværdien. Se
S.G.2.4.4.2.5 vedrørende Ligningsrådets praksis for beregning af
handelsværdien.
*Som følge af lov nr. 1219 af 27. december 1996 (Ændringer som følge af
afskaffelse af formueskatten m.v.) er Told- og Skattestyrelsen ophørt med at
beregne formueskattekursen for unoterede aktie- og anpartsselskaber. Se TfS
1997,599 hvor det fremgår, at den hidtil gældende praksis for værdiansættelse
af unoterede aktier og anparter ved arv og gave i princippet fortsat kan
finde anvendelse, uanset at kurslisten er afskaffet. Det betyder, at kursen
beregnet efter de i LR fastsatte retningslinier fortsat i et vist omfang og
som en midlertidig løsning kan anvendes. Om selve skattekursberegningen
henvises til LV 97 A.H. *
I de situationer, hvor Ligningsrådets retningslinier for beregning af
skattekursen kan danne grundlag for aktiernes værdiansættelse i en
overdragelsessituation, indebærer dette normalt følgende:
Hvis der handles aktier i nov. 1996 for et selskab med
kalenderårsregnskab, bruges til kursberegningen selskabets status 31. dec.
1995 og de kapitalisa-tionsfaktorer, der bruges til skattekursberegningen 1.
jan. 1996.
Foregår handelen i dec. 1996 for samme selskab, bruges status 31. dec.
1996 og faktorerne brugt til kursberegning 1. jan. 1996.
Handles i jan. 1997, skal der for et selskab med kalenderårsregnskab
bruges status 31. dec. 1996 og faktorerne, der er brugt ved
skattekursberegningen 1. jan. 1997.
Når Ligningsrådets retningslinier for beregning af skattekursen kan danne
grundlag for aktiernes værdiansættelse i en overdragelsessituation,
forudsættes det, at berigtigelsen af købesummen sker kontant.
Om udlodning i forbindelse med likvidation, se S.B.2.1.2.1.1.
Om krydsende aktiesalg til søsterselskaber, Skat 1988.9.534 (LSR) (TfS
1988,404), hvor der ikke blev statueret maskeret udbytte ved to skatteyderes
salg af aktier i to søsterselskaber, i hvilke skatteyderne tilsammen ejede
hele aktiekapitalen. Se også Skat 1990.7.539 (LSR) (TfS 1990,341).
S.F.1.2.3.4 Goodwill
Overdragelse af goodwill skal altid ske til handelsværdi. Er overdragelsen
af goodwill sket til overpris, vil en hovedaktionær blive beskattet af en
maskeret udlodning svarende til overprisen. Om beskatning ved overdragelse af
goodwill i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse se TfS 1995,46
(LSR) omtalt nedenfor.
Tilsvarende gør sig gældende, når aktiviteten i et selskab overdrages til
hovedaktionæren, og der beregnes for lidt goodwill. TfS 1994,41 (VLD)
vedrørte et tilfælde, hvor en revisionsvirksomhed, drevet i et A/S, blev
overdraget til hovedaktionæren uden at der i forbindelse med overdragelsen
var beregnet nogen goodwill. Landsretten tiltrådte ansættelsen af den
skattepligtige goodwill.
Ved afståelse af en virksomhed mellem uafhængige parter vil der som følge
af modstående interesser med hensyn til overdragelsessummens størrelse og
dennes fordeling på goodwill og andre aktiver, normalt ikke opstå problemer
vedrørende værdiansættelsen af goodwill. Se dog E.I.4.1.3 og TOLD*SKAT Nyt
1993.5.192 (VLD) (TfS 1993,32).
Hvor der ved en virksomhedsoverdragelse er interessesammenfald mellem
parterne, f.eks. ved handel i hovedaktionærforhold, kan parterne have en
særlig interesse i at fastsætte en goodwill-værdi, der afviger fra
handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i disse tilfælde berettiget til at
ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den aftalte fordeling af
vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Se herom E.I.4.1.3.1.
TfS 1995,46 (LSR) Ved omdannelse af en personlig drevet virksomhed til et
aktieselskab i medfør af VOL indgik værdien af goodwill - herunder antagelig
overpris i forhold til markedsprisen - alene ved opgørelsen af aktiernes
anskaffelsessum, og der skulle ikke ved evt. overpris ske beskatning af
maskeret udlodning hos stifteren. I det konkrete tilfælde var goodwill
værdiansat korrekt, og der var ikke grundlag for regulering.
Om hovedaktionærens salg af goodwill til underpris til et af ham behersket
selskab, se S.F.1.5.
Om transaktioner i koncernforhold, se S.D.4.
Beskatning af goodwill
Fortjeneste og tab på andre immaterielle aktiver er skattepligtig
indkomst.
Beskatning af fortjeneste og tab er reguleret i LL § 16 E og
afskrivningsadgangen i LL § 16 F. Om afskrivning på goodwill, se E.C.8 og
skm. cirk. nr. 97 af 26. juni 1995, samt skm. cirk. nr. 133 af 19. aug. 1996
for den ændrede affattelse af pkt. 3.5. Reglerne har som udgangspunkt
virkning for goodwill, der afstås den 19. maj 1993 eller senere, uanset om
den goodwill, der afstås, er optjent eller erhvervet forud for denne dato.
Der er dog vedtaget visse overgangsregler, se herom E.I.4.1.5.
Fortjeneste eller tab på goodwill medregnes i henhold til LL § 16 E, stk.
1, nr. 1 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, for personer den
personlige indkomst.
Erstatnings- og forsikringssummer sidestilles med afståelsessummer.
Om værdiansættelse af goodwill, se E.I.4.1.2.
Om goodwill i øvrigt, se E.I.4.
Fra praksis om afgrænsning af goodwill kan nævnes:
TfS 1995,829 (ØLD) En skatteyder havde sammen med en medinteressent
omdannet den af dem hidtil personligt ejede arkitektvirksomhed til
anpartsselskab. En række hævninger, som skatteyderen foretog på sin
mellemregningskonto med anpartsselskabet, og som skatteyderen anså som
udbetaling af vederlag for goodwill, blev af skattemyndighederne sidestillet
med udbetaling af løn og beskattet som personlig indkomst, idet
skattemyndighederne ikke kunne godkende værdiansættelsen af goodwill.
Skattemyndighederne fastsatte skønsmæssigt værdien af goodwill til 250.000
kr. Den af skatteyderen fastsatte værdi af goodwill var baseret på
Statsskattedirektoratets beregningsmodel i SD-cirk. 1988-17. Det fremgik af
sagens oplysninger, at interessentskabet først i det sidste år inden
omdannelsen fra interessentskab til anpartsselskab gav deltagerne et
egentligt indkomstgrundlag, og at denne fremgang primært skyldtes en enkelt
stor kunde.
Landsretten var på denne baggrund enig med skattemyndighederne i, at der
forelå sådanne særlige forhold, at der ikke havde været grundlag for at
anvende cirkulærets beregningsregel baseret på "indtjeningens
udviklingstendens". Da det af skattemyndighederne udøvede skøn lå inden
for, hvad udmeldte skønsmænd vurderede som rimeligt, fandt landsretten ikke
grundlag for at tilsidesætte skønnet som værende urimeligt. Landsretten
tiltrådte derfor, at beløb ud over 250.000 kr., som skatteyderen havde hævet
over mellemregningskontoen i selskabet i årene 1988-1990 ikke kunne anses for
vederlag for goodwill, men måtte anses for udbetalinger fra selskabet, som i
medfør af SL § 4 skulle henregnes til skatteyderens skattepligtige indkomst.
TfS 1984.522 (ØLD): Et A/S, som ved stiftelsen i 1957 overtog stifterens
vognmandsvirksomhed, var ifølge stiftelsesoverenskomsten forpligtet til som
vederlag for goodwill at yde stifteren en andel på 25 pct. af selskabets
nærmere definerede årsoverskud. Med virkning for skatteårene fra og med
1978/79 var selskabet nægtet adgang til fradrag for den indtægtsmæssige
årsydelse, idet den ved stiftelsen overdragne goodwill ansås for fuldt ud
dækket ved de for tidligere skatteår indrømmede fradrag, hvorved der
henvistes til UfR 1973.18 H. Landsretten udtalte, at fradrag i selskabets
indkomstopgørelse for de årlige ydelser til stifteren kun kunne ske i det
omfang, ydelserne var betaling for goodwill. Den omstændighed, at
beregningsgrundlaget for størrelsen af den årlige ydelse var angivet i
stiftelsesdokument og vedtægter kunne ikke afskære skattemyndighederne fra at
foretage en selvstændig vurdering af, hvornår den overdragne goodwill kunne
anses for betalt, med den virkning, at der ikke mere var tale om nogen
modydelse. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte
skattemyndighedernes vurdering, hvorefter de indtil skatteåret 1978/79
betalte ydelser fuldt ud havde dækket værdien af den overdragne goodwill.
Ydelserne til stifteren, der oprindelig var personlig indehaver af
vognmandsforretningen og ved overgangen til selskabsdrift blev hovedaktionær,
fandtes endvidere ikke at være omfattet af fradragsbestemmelsen i LL § 14,
(nu § 12).
TOLD*SKAT Nyt 1993.1.18 (VLD) (TfS 1992,431) samt kommentar i
TOLD*SKAT Nyt 1992.23.769 (TfS 1992,537). En landmand overdrog sin svine-
og kvægproduktionsvirksomhed til et af ham ejet anpartsselskab. Da
indtjeningen i det væsentlige skete ved salg af smågrise og svin til et
slagteri, fandt landsretten, at der ikke var knyttet nogen goodwill til
virksomheden, og vederlaget for goodwill var derfor med rette anset for
maskeret udlodning.
TfS 1994, 43 (LSR). En vognmand, der bortforpagtede sin virksomhed til et
af ham stiftet ApS, modtog ved forpagtningsforholdets ophør bl.a. et beløb
for goodwill. Landsskatteretten fandt ikke, at der ved forpagtningsforholdets
ophør var afstået goodwill, idet denne efter praksis anses for tæt knyttet
til driften af virksomheden. Vederlaget blev derfor anset for maskeret
udlodning.
TfS * 1997,222 (HD)*. En skatteyder overdrog sin personligt ejede
virksomhed med leasing af biler, mobiltelefoner, edb-anlæg, systemtester og
en celettebænk til opretning af biler til et af ham ejet anpartsselskab, der
drev automobilhandel. Overdragelsessummen omfattede bl.a. vederlag for
goodwill, kr. 327.000, beregnet efter SD-cirk. 1988-17. Skattemyndighederne
godkendte ikke fuldt ud den beregnede goodwill og anså kr. 130.800 heraf som
overpris, der udgjorde maskeret udbytte for hovedanpartshaveren. Der var
henset til, at 40% af omsætningen i de sidste 3 år i det personligt drevne
firma vedrørte leasing af edb-anlægget, systemtesteren og celettebænken til
det købende selskab, som var eneste leasingkunde til disse aktiver.
Landsretten lagde til grund, at selskabet kunne have leaset de nævnte
aktiver hos en anden udbyder på samme vilkår, og den ved overdragelsen
fastsatte goodwill blev godkendt (dissens). * Højesteret bemærkede, at
kundeforhold mellem parter, der ikke har modstridende interesser, også som
udgangspunkt kan danne grundlag for skattemæssig ansættelse af goodwill, men
kundeforholdet skal have haft en sådan karakter, at der er grundlag for at
antage, at en uafhængig køber af virksomheden ville have tillagt det
goodwillværdi. Leasingforholdet med anpartsselskabet fandtes at være af en
sådan karakter, at det ikke kunne danne grundlag for skattemæssig beregning
af goodwill. Den beregnede goodwillværdi blev herefter nedsat). (Tidligere
ØLD i TfS 1995, 683). *
TOLD*SKAT Nyt 1992.22.693 (TfS 1992,211) (ØLD). Landsretten lagde til
grund, at virksomhed med afholdelse af Miss Danmark-konkurrencer udelukkende
havde fundet sted i selskabsregi. Som følge heraf var goodwill knyttet til
selskaberne, hvorfor hovedaktionæren ikke selvstændigt kunne disponere over
goodwill som en ham tilhørende personlig rettighed. Vederlaget for goodwill,
der var betalt til hovedaktionæren, var en maskeret udlodning.
* TfS 1997, 921 (LSR) Nogle assurandører opsagde i 1990 deres stillinger
som ansatte i en forsikringsvirksomhed og startede
forsikringsmæglervirksomhed i kommanditselskabsform.
Kommanditselskabet blev udadtil administreret af et af assurandørerne ejet
aktieselskab. I 1991 blev virksomheden overdraget fra kommanditselskabet til
aktieselskabet, der bl.a. betalte 8 mio. kr. for goodwill. Konstruktionen med
kommanditselskabet som "stille selskab" anerkendtes ikke, idet
virksomheden ansås for drevet af aktieselskabet fra starten, og
goodwillvederlaget ansås for maskeret udlodning til hovedaktionærerne.*
I Skat 1986.7.459 (ØLD) (TfS 1986,376) tiltrådte landsretten, at en
revisors overdragelse af enkelte klienter fra hans personlige
revisionsvirksomhed til det af ham beherskede anpartsselskab, ikke kunne
anses som overdragelse af goodwill fra revisionsvirksomheden, idet goodwill
er så nøje forbundet med selve virksomheden, at der ikke med skattemæssig
virkning kan foretages særskilt overdragelse af dele af virksomhedens
goodwill. Det til revisor udbetalte beløb blev herefter anset for maskeret
udlodning.
Skat 1986.3.217 (LSR) (TfS 1986,164): I forbindelse med omdannelse af en
hidtil personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab, blev værdien af
goodwill ansat til 250.000 kr. De lignende myndigheder fastsatte
goodwill-værdien til 165.000 kr. LSR tiltrådte, at værdien af den overdragne
goodwill ikke kunne ansættes til en højere værdi end 165.000 kr. og fandt, at
det beløb, hvormed overdragelsessummen oversteg den fastsatte værdi af
goodwill, skulle betragtes som maskeret udlodning.
S.F.1.2.3.5 Gældsbrev
Såfremt et i forbindelse med stiftelse af et hovedaktionærselskab udstedt
gældsbrev afdrages ekstraordinært, anses afdraget at indeholde maskeret
udlodning. Størrelsen af udlodningen opgøres på grundlag af den kurs, som
gældsbrevet har på tidspunktet for erlæggelsen af det ekstraordinære afdrag,
jf. LSR 1980.186, der vedrørte et tilfælde, hvor et pantebrev ved stiftelsen
var kursansat til 80. Efter 6 års forløb blev restgælden indfriet. På dette
tidspunkt skønnedes pantebrevskursen at være 90. Kursgevinsten 10% af
restgælden * sædvanligt afdrag blev anset for at være udlodning.
I LSR 1982.16 har retten anset, at der ikke var sket en udlodning til
hovedaktionæren, da dennes pantesikrede fordring på sit selskab, der ved hans
formueansættelse var optaget til kurs 50, blev ændret til et uforrentet og
usikret anfordringstilgodehavende, der blev optaget til nominel værdi.
Ændringen var en følge af et af selskabets kreditorer gennemtvunget salg
af selskabets ejendom. Da hovedaktionæren kun kunne beskattes af fordringens
reelle værdistigning som følge af ændringen, fandt retten ikke, at der var
tilgået hovedaktionæren nogen fordel.
TfS 1994, 529 (ØLD). En hovedaktionær, der sammen med sin ægtefælle ejede
2/3 af anpartskapitalen i et selskab, konverterede et udlån til selskabet til
2 løsørepantebreve. Ved konverteringen blev hovedstolen opskrevet således, at
kursværdien på de nye lån svarede til hovedstolen på det oprindelige lån.
Landsretten fandt, at hovedaktionæren var skattepligtig som maskeret
udlodning af kursgevinster ved løbende afdrag på de nye lån. I Skat 1985.5.
121 (VLD) statuerede landsretten maskeret udlodning ved pristalsregulering af
afdrag på gældsbreve. En statsaut. revisor overdrog en anpart i et
revisorinteressentskab til revisorens hovedaktionærselskab, og i forbindelse
med overdragelsen blev udstedt gældsbreve, der var rentefrie, men hvor
afdragene var pristalsregulerede, og disse pristalsreguleringer blev anset
for maskerede udlodninger.
S.F.1.2.3.6 I øvrigt
Fra praksis i øvrigt kan nævnes:
LSR 1967.10: Hovedaktionærens køb af aktier til underpris fra det af ham
beherskede aktieselskab anset for maskeret udlodning.
UfR 1969.412H: Bygningshåndværkerselskabs tab ved salg af selskabets
ejendom til aktionærerne for 8.700.000 kr. blev ikke anerkendt.
Ejendomsværdien var ansat til 8.870.000 kr. Ejendommens opførelsespris var
9.625.100 kr.
UfR 1975.596H: (Kommenteret i RR 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af
sælgerpantegæld til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til
pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af
selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere
end ejendommens handelsværdi.
LSR 1978.103: Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes
personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pari
værdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til trediemand opstod
tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi
ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af
selskabet.
LSR 1984.102: En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90.
Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71.
Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i
det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele
kapitalen i C. LSRfandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen
i C
A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens
familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som
engangsydelse af udlodningsmæssig karakter.
UfR 1978.660H, skd. 46.235: Hovedaktionærs salg af grunde til selskabet
til for høj pris. Sagen hjemvist til fornyet skøn hos ligningsmyndighederne.
TfS 1994.318, (ØLD). En direktør, der var hovedaktionær i et aktieselskab,
der ejede anparterne i 3 anpartsselskaber, havde hjemtaget et udlandslån, der
blev videreudlånt til de 4 selskaber. Vilkårene herfor gik ud på
tilbagebetaling af de dobbelte lånebeløb og med en forrentning på 9%.
Halvdelen af de betalte afdrag blev anset for maskeret udbytte, ligesom
der blev beregnet skattegodtgørelse af en del af rentebeløbene. Det blev lagt
til grund, at lånene var givet på usædvanlige vilkår, og at direktøren havde
bestemmende indflydelse på alle 4 selskaber. Landsretten fandt endelig at det
forhold, at udlodningen fra datterselskaberne havde passeret moderselskabet,
ikke var til hinder for en beskatning efter LL § 16 A.
LSR 1979.169: Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke,
som var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske
fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for
indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at
tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans
søster dominerede selskabet. TfS 1994,131 (VLD) vedrørte et tilfælde, hvor et
udenlandsk firma havde udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber.
Anpartsselskaberne og disses anpartshavere, var anpartshavere i et dansk
selskab, der havde eneforhandlingen af maskiner, der blev fremstillet af det
udenlandske firma.
Provisionsindtægterne fra det udenlandske firma, til selskabet der havde
eneforhandlingen, blev udbetalt på grundlag af omsætningen af
landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne fordelt
forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, at
provisionerne skulle beskattes i selskabet der havde eneforhandlingen.
Endvidere ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for
maskeret udlodning.
Om et tilfælde, hvor omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et
anpartsselskab skete efter reglerne i VOL, se Skat 1990.7.537 (LSR) (TfS
1990,329). Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i
forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne
aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for
de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med
omdannelsen ikke var ydet klageren et stiftertilgodehavende, som ville kunne
påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter
ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning.
For en hovedaktionær, som påtænkte at sælge en del af sine aktier i et
moderselskab til dets helejede datterselskab, fandt Ligningsrådet, at
dispositionen ikke kunne anses for omfattet af reglerne i ABL, men at hele
afståelsessummen måtte anses for skattepligtig udlodning for hovedaktionæren
i henhold til LL § 16 A, stk. 1. Afgørelsen blev begrundet med, at koncernen
ved dispositionen mistede værdier, som blev overdraget til hovedaktionæren,
hvilket alene var muliggjort ved hovedaktionærens beherskelse af
moderselskabet, se RR 1984.SM.143.
Derimod har Skattedepartementet ikke statueret beskatning efter LL § 16 A,
stk. 1, ved en mindretalsaktionærs påtænkte salg af en del af aktieposten i
et moderselskab til dets helejede datterselskab, se RR 1968.SM.25.
Om et tilfælde, hvor en hovedaktionær ved salg af tegningsretten til
konvertible obligationer til tredjemand ansås at have modtaget en maskeret
udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten, se Skat 1988.8.495
(TfS 1988,441). Afgørelsen er stadfæstet, Skat 1989.3.238 (LSR) (TfS
1989,164).
Om afgørelser, hvor der ikke er fundet grundlag for at statuere maskeret
udbytte, se Skat 1988.9.534 (ØLD) (TfS 1989,404), Skat 1988.5.287 (LSR) (TfS
1988,299) og Skat 1990.2.134 (LSR) (TfS 1990,84).
TfS 1995,783 (HRD) De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres
anparter i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en
gennemsnitlig kurs for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem
anpartshaverne, at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog
7.377.886 kr. svarende til kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere
forholdsmæssige vederlag svarede til kurs 20.662. Landsretten lagde til
grund, at aftalen om salget af anparterne var indgået under ét som
salg til en fastsat samlet købesum for samtlige aktier, der alle havde lige
rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget beroede derfor på
anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen var
derfor skattepligtigt efter SL § 4. For Højesteret blev det yderligere
anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig
indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret
stadfæstede landsrettens dom.
S.F.1.2.4 Havnemølledommen
Endelig skal anføres højesteretsdom UfR 1960.535H, der omhandler et
særligt forsøg på undgåelse af dobbeltbeskatning.
Et selskab, der drev mølleri og korntørreri, udlejede korntørreriet til et
af aktionærerne oprettet interessentskab på det vilkår, at korntørreriets
driftsudgifter fortsat blev afholdt af selskabet, mens interessentskabet
betalte en omsætningsbestemt leje. Højesteret fastslog, at udlejningen efter
lejekontraktens indhold ikke kunne antages at have haft en forretningsmæssig
baggrund, bl.a. fordi der ikke bestod nogen driftsmæssig risiko for
interessentskabet.
Derimod fandtes selskabet ved den foretagne disposition at have
tilvejebragt en ordning, hvorved aktionærerne årligt fik et særligt udbytte
af deres aktier ud over det deklarerede i form af interessentskabets
overskud. Interessentskabets overskud måtte derefter medregnes til selskabets
indkomst.
S.F.1.2.5 Ydelser til hovedaktionærens børn mfl. samt fonde
Overdragelse af ejendomme eller andre aktiver fra et selskab til
hovedaktionærens børn eller andre ham nærtstående personer må ske til
aktivets handelsværdi. Er overdragelsen sket til underpris, anses forskellen
mellem handelsværdien og den faktiske overdragelsesværdi som maskeret
udlodning til erhververen, såfremt denne ejer - evt. blot en mindre post -
aktier i selskabet. Er erhververen ikke aktionær, må forskellen anses som en
maskeret udlodning til hovedaktionæren, der derpå ved gave
videretransporterer aktivet til handelsværdi til den pågældende.
Tilsvarende gælder, såfremt ovenfor nævnte personer og fonde løbende
modtager ydelser fra selskabet, f.eks. i form af lav husleje eller lignende.
*TfS 1997, 68 (VLD)(Appelleret) Et selskab indgik en sponsoraftale,
hvorefter selskabet i en 5-årig periode skulle betale 20.000 kr. det første
år og derefter 15.000 kr. årligt i de følgende år til selskabets
hovedaktionærs 14-årige datters deltagelse i ridesport. Beløbene gik til
uddannelse, transporter, stævnedeltagelse, udstyr m.m. Til gengæld skulle
såvel rytter som hest bære selskabets navn. Landsretten bemærkede, at der
ikke var en sådan forbindelse mellem sponsorstøtten og selskabet, at udgiften
kunne anses som en fradragsberettiget udgift og fandt, ligesom
Landsskatteretten, at støtten skulle tillægges hovedaktionærens indkomst som
yderligere løn. *
I Skat 1990.8.591 (ØLD) (TfS 1990,367) fandt retten, at et byggeselskabs
regnskab kunne tilsidesættes som grundlag for ligningen og selskabets
indkomst forhøjes skønsmæssigt. Selskabets hovedanpartshavers indkomst kunne
ligeledes forhøjes med maskeret udbytte og hovedaktionærens fraskilte
ægtefælles indkomst med et gavebeløb. Byggeselskabet havde opført et
parcelhus på en grund tilhørende hovedanpartshaverens fraskilte ægtefælle,
der efter skilsmissen havde haft arbejde i selskabet. Selskabet havde haft et
tab ved opførelsen af huset, som var fratrukket i selskabets
indkomstopgørelse. Samtidig opnåede den fraskilte ægtefælle en formuefordel
ved at erhverve huset til en pris, der var lavere end selskabets kostpris.
Landsretten fandt det herefter ikke godtgjort, at byggeriet og aftalen
herom hvilede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser.
S.F.1.2.6 Omgørelser
Undertiden fremsætter selskab eller aktionær ønske om, at beskatning af
maskeret udbytte eller udlodning undlades mod, at parterne ændrer de aftalte
vederlag i overensstemmelse med skattemyndighedernes skøn eller lader den
foretagne handel gå tilbage.
Kompetencen til at træffe afgørelse i omgørelsessager ligger hos
Ligningsrådet. I SD-cirk. 1986-22 har Ligningsrådet bemyndiget de lokale
ligningsmyndigheder til at tillade skattemæssig omgørelse af visse
hovedaktionærdispositioner med adgang til at påklage afslag til
Ligningsrådet. De lokale ligningsmyndigheder har imidlertid kun
kompetencen til at tillade omgørelse, når anmodning herom er fremsat inden 3
år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Omgørelsessager, der ligger ud
over 3 år efter det indkomstår, som omgørelsen vedrører, skal derimod altid
forelægges for Ligningsrådet. Tilladelse til omgørelse af
hovedaktionærdispositioner vil kunne gives under følgende forudsætninger:
1. Den omgørelsesdisposition, der foretages, skal være enkel og
overskuelig for ligningsmyndigheden. En hel erhvervsvirksomhed kan f.eks.
ikke tillades tilbageført fra selskab til stifter.
2. Forholdet skal være lagt klart frem. Andrageren må således ikke have
forsøgt at skjule transaktionen, således at det var vanskeligt for
myndighederne uden dybtgående undersøgelse af regnskabsmateriale at
gennemskue forholdet.
3. Andrageren skal være i god tro, d.v.s. at han ikke vidste eller burde
vide, at transaktionen ville udløse beskatning af den omhandlede art. Der vil
typisk foreligge ond tro, hvis differencebeløbets størrelse ikke står i
rimeligt forhold til overdragelsessummen.
Efter reglerne om aktionærlån, jf. S.F.1.2.2.5., kan de stedlige
ligningsmyndigheder desuden under visse betingelser tillade en hovedaktionær
fradragsret for en efterfølgende betaling af aktionærlånsrenter.
Hvis skatteyderne foretager sådanne ændringer af de oprindelige
dispositioner uden skattemyndighedernes tilladelse, vil forholdet blive
betragtet som en ny disposition med deraf følgende yderligere skattemæssige
konsekvenser i form af gave- eller udlodningsbeskatning.
Fra praksis på omgørelsesområdet henvises til nedenstående afgørelser:
TOLD-SKAT Nyt 1992.18.547 (TfS 1992,451): Et selskab havde overdraget sin
virksomhed til et søsterselskab i en koncern uden at beregne værdi af
good-will. Ligningsmyndigheden ansatte værdien af goodwill til
handelsværdien, og anså beløbet som et skattepligtigt tilskud til
søsterselskabet.
Omgørelse blev nægtet, da det ansås for almindelig kendt, at goodwill
altid skal overdrages til handelsværdien, og da der var tale om et betydeligt
beløb.
Ved fornyet henvendelse fra selskabet tillod Ligningsrådet efter
omstændighederne omgørelse, efter at værdien af goodwill af skatteankenævnet
og LSR var nedsat fra oprindelig 17 mio. kr. til 1,5 mio. TfS 1994.731.
TfS 1994.112 vedrørte et tilfælde hvor en hidtil personlig drevet
virksomhed var blevet omdannet til et anpartsselskab efter
afståelsesprincippet. Da forudsætningerne for omgørelse er, at dispositionen
skal være enkel og overskuelig for ligningsmyndigheden, at forholdet skal
være lagt klart frem samt, at der skal foreligge god tro, fandt Ligningsrådet
ikke, at der kunne tillades omgørelse, således at omdannelsen i stedet skete
efter VOL.
Efter fornyet henvendelse fra revisor og advokat, tillod Ligningsrådet
omgørelse, da en række nærmere opregnede krav til en effektuering af
omgørelsen kunne opfyldes. Omdannelsen blev tilladt foretaget efter VOL,
istedet for efter afståelsesprincippet. Se nærmere TfS 1994.694.
TOLD*SKAT Nyt 1993.21.1004 (TfS 1993,515). Ligningsrådet tillod efter
omstændighederne omgørelse i forbindelse med en vedtagelse om udlodning af
udbytte.
Det er en forudsætning for at tillade en omgørelse, at det er muligt at
foretage omgørelsen.
TOLD*SKAT Nyt 1993.12.602 (TfS 1993,310). Omgørelse af en
ejendomsoverdragelse kunne ikke finde sted for en hovedaktionær, idet det var
et af ham tidligere ejet selskab, der havde overdraget ejendommen til ham og
omgørelse ønskedes med et senere tilkøbt selskab. Omgørelse kan kun ske
mellem de oprindelige aftaleparter.
TfS 1995,119 (LR) Et selskabs anmodning om delvis omgørelse af et
deklareret udbytte blev ikke imødekommet, dels under hensyn til at det alene
var den del af udbyttet, der var deklareret til ikke hovedaktionærer,
selskabet ønskede omgjort, dels under hensyn til at den ønskede omgørelse
ville bevirke en skævdeling af udbyttet i strid med selskabets vedtægter.
TfS 1995,72 (LR) Ligningsrådet nægtede omgørelse, da manglende betaling af
graveafgift blev anset for et skattepligtigt tilskud til datterselskabet, der
ville have været i kapitaltabsproblemer, såfremt graveafgiften var blevet
opkrævet.
TfS 1995,73 (LR) Ligningsrådet fandt, at en omgørelsesanmodning om
tilbageførsel af den i kalenderåret 1993 konterede gage til hovedaktionæren
ikke kunne imødekommes, idet den omhandlede disposition ikke ansås for at
være en egentlig omgørelse.
TfS 1995,45 (LSR) Ved salg af en personlig drevet virksomhed til et
selskab indgik overdragelse af goodwill til 4,8 mio. kr., som af
myndighederne blev nedsat til 1,8 mio. kr. Myndighederne accepterede en
anmodning om omgørelse af dispositionen, og skatteansættelsen blev foretaget
i overensstemmelse hermed. En klage over goodwillfastsættelsen blev afvist af
LSR, da tilladelse til omgørelse var udnyttet.
TfS 1996,70 (LR) Ligningsrådet nægtede at give tilladelse til omgørelse da
værdi af goodwill ansættes efter et skøn over handelsværdien, og
beregningsreglen alene er vejledende for skønnet. Ligningsrådet bemærkede, at
tilladelse til omgørelse kun kan komme på tale, når en transaktion får en
anden skattemæssig virkning end forudsat, og dette var ikke tilfældet i denne
sag.
TfS 1996,103 (LR) I en sag om fikseret rente, hvor en hovedaktionær
rentefrit havde udlånt et beløb til et af ham behersket selskab, nægtede
Ligningsrådet omgørelse. Der blev henset til, at långiver ved det rentefri
udlåns størrelse til det låntagende selskab - hvis skattepligtige indkomst
udviste underskud - burde have indset, at der ved ligningen ville blive
fordret renteberegning, idet lånevilkårene ikke var tilstrækkeligt
forretningsmæssigt begrundede og førte til indkomstforvridning.
S.F.1.3 Udbytte fra investeringsforeninger
Investeringsforeninger er foreninger, som anbringer medlemmernes midler i
aktier, obligationer o.lign. Beskatningen af investeringsforeninger og deres
medlemmer afhænger i første omgang af, om der er udstedt omsættelige beviser
(certifikater) for medlemmernes indskud. Certifikater skal fremtræde som
særskilte dokumenter med et bestemt pålydende, således at certifikatets ejer
bliver lodtager i foreningens overskud og formue i forhold til certifikatets
pålydende.
De certifikatudstedende investeringsforeninger er selvstændig
skattepligtige efter SEL. De opdeles i udloddende og akkumulerende
investeringsforeninger, og beskattes efter § 1, stk. 1, nr. 6, (udloddende),
eller § 1, stk. 1, nr. 5a, (akkumulerende). Om skattepligten for selve
investeringsforeningerne henvises til S.A.1.6.1 (udloddende) og S.A.1.6.2 (
akkumulerende). Beskatningen af udbytte fra certifikatudstedende
investeringsforeninger omtales nedenfor under S.F.1.3.2.
S.F.1.3.1 Kontoførende investeringsforeninger
Kontoførende investeringsforeninger anses ikke for selvstændige
skattesubjekter. Beskatning sker alene hos medlemmerne, der beskattes efter
investeringsforeningsloven, jf. lovbek. nr. 754 af 15. aug. 1996. Der
henvises til S.A.1.6.3, hvor der redegøres for beskatningen af medlemmerne.
S.F.1.3.2 Certifikatudstedende investeringsforeninger
De ovenfor omtalte regler i investeringsforeningsloven, lovbek. nr. 754 af
15. aug. 1996 om beskatning af medlemmer af investeringsforeninger, finder
ikke anvendelse på investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser
for medlemmernes indskud. Som nævnt i indledningen opdeles de
certifikatudstedende investeringsforeninger i udloddende og akkumulerende
inveningerinvesteringsforeninger. Denne opdeling har betydning for såvel
investeringsforeningens subjektive skattepligt som for beskatningen af
medlemmerne. Investeringsforeninger er typisk opdelt i adskilte afdelinger
med hver sin formue. Når dette er tilfældet behandles hver afdeling
skattemæssigt som en selvstændig forening.
Ved lov nr. 399 af 22. maj 1996 er der foretaget en egentlig definition af
udloddende investeringsforeninger i skattemæssig forstand, jf. LL § 16 C,
stk. 1. Ved udloddende investeringsforeninger forstås herefter
investeringsforeninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes
indskud, og som inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et
indkomstår foretager en udlodning, der mindst skal udgøre det i LL § 16 C,
stk. 2-6, opgjorte beløb (minimumsudlodningen), og som ifølge deres vedtægter
er forpligtet til at foretage en sådan udlodning.
Beskatning af certifikater
De udloddende investeringsforeninger kan opdeles i foreninger, der
udelukkende investerer i aktier, og i øvrige udloddende
investeringsforeninger.
Udloddende investeringsforeninger, der alene investerer i aktier,
defineres i ABL § 2 d, stk. 1, 2. pkt. som investeringsforeninger, der ifølge
deres vedtægter er forpligtet til udelukkende at anbringe aktivmassen i
foreningens administrationsbygning og i aktier m.v. som omhandlet i ABL, dog
ikke aktier som omhandlet i ABL § 2 a og konvertible obligationer og retten
til at tegne sådanne, og til højst at foretage anbringelser i kontanter samt
anbringelser på sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter
i tilknytning hertil inden for en samlet ramme på 25 pct. af foreningens
øvrige aktivmasse. (Skatteministeriet har fastsat nærmere regler om
oplysningspligt og administration af 25%»s reglen for aktiebaserede
investeringsforeninger i bek. nr. 1034 af 5. dec. 1996). Ved anbringelse på
sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter i tilknytning
hertil forstås anbringelser i de pågældende aktiver, der overholder reglerne
i Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers adgang til at
anbringe midler i finansielle instrumenter samt at indgå terminsforretninger.
Anbringelse på anfordringskonto sidestilles med kontanter. Se nærmere ABL
§ 2 d, stk. 1. Fortjeneste eller tab på certifikater i aktiebaserede
udloddende investeringsforeninger behandles på samme måde som fortjeneste
eller tab på certificater i akkumulerende investeringsforeninger, dvs. som
ved afståelse af aktier iøvrigt. Der heviseses til reglerne om
aktieavancebeskatning i afsnit S.G.1.2 og S.G.1.3. Fortjeneste og tab på
investeringsbeviser i rene aktiebaserede udloddende investeringsforeninger
medregnes for skattepligtige personer ved opgørelsen af aktieindkomsten, jf.
PSL § 4 a, stk. 2, 2. pkt., såfremt investeringsbeviset afstås efter en
ejertid på 3 år eller mere. Ellers medregnes fortjenester og tab ved
opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 5, og ABL § 2.
Certifikater i øvrige udloddende investeringsforeninger behandles efter ABL §
2 d, stk. 1, 1. pkt., dvs. at fortjeneste ved afståelse medregnes ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst. For skattepligtige personer
medregnes beløbet ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1,
nr. 5. *
Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger
Udbytte fra akkumulerende investeringsforeninger, der er omfattet af SEL §
1, stk. 1, nr. 5 a, 1. pkt., beskattes hos fysiske personer som
aktieindkomst, jf. PSL § 4 a, stk. 1, nr. 1, bortset fra udbytte fra aktier
og investeringsbeviser omfattet af ABL §§ 2 a og 3. Det samme gælder
afståelsessummer efter LL § 16 B, der modtages fra akkumulerende
investeringsforeninger, jf. PSL § 4 a, stk. 1, nr. 2, bortset fra
afståelsessummer vedrørende aktier som nævnt i ABL §§ 2 a og 3.
Ifølge SEL § 13, stk. 4, skal selskaber ved opgørelsen af den
skattepligtige indkomst medregne 66% af udbyttebeløbet fra akkumulerende
investeringsforeninger (omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a), når aktierne i
det udbyttegivende selskab ikke er omfattet af ABL § 2 a eller 3. Om udbytte
fra udlandet se SEL § 13, stk. 5. For så vidt angår udlodninger fra
udenlandske udloddende investeringsforeninger se SEL § 13, stk. 6-9. Se
endvidere S.C.1.2.4.5 om selskabers skattepligt af udbytte fra
investeringsforeninger iøvrigt.
Udbytte fra udloddende investeringsforeninger
* Udbytte fra udloddende investeringsforeninger beskattes efter et
transparensprincip. Et transparensprincip går ud på, at investor beskattes af
afkastet ved investering i en investeringsforening på samme måde, som hvis
afkastet var oppebåret ved direkte investering. I overensstemmelse hermed er
den skattemæssige behandling af udlodninger fra udloddende
investeringsforeninger afhængig af den værdipapirtype, som danner baggrund
for udlodningen. Disse regler er indført ved lov nr. 299 af 27. april 1994.
Ved lov nr. 399 af 22. maj 1996 er reglerne om beskatning af udloddende
investeringsforeninger ændret, idet der er sket en justering af
transparensprincippet, ligesom § 16 C, der bl.a. indeholder en definition af
en udloddende investeringsforening, er blevet indsat i LL. Det er således
præciseret, at der skal foretages sammenligning med de skatteregler, der
ville have været gældende, hvis en privatperson havde foretaget de
tilsvarende investeringer, d.v.s. persontransparens. Præciseringerne berører
både reglerne om, hvilke indtægter, avancer og tab, der skal udloddes, såvel
som beskatningsregler vedrørende selve udlodningen. Udlodningsreglerne er
ændret, således at de udloddende investeringsforeninger så vidt muligt er
forpligtet til at udlodde netop de indtægter og avancer, der ville være
skattepligtige hos personer ved direkte investering, og således, at
foreningerne så vidt muligt kan foretage fradrag i udlodningen for netop de
tab, der ville være fradragsberettigede hos personer ved direkte investering.
Beskatningsreglerne for udlodningen er ændret således, at selskaber m.v.,
der modtager udlodning fra udloddende investeringsforeninger, ikke skal
beskattes af den del af udlodningen, der hidrører fra indtægter, der ville
være skattefri, hvis selskabet selv havde foretaget investeringen.
I det følgende gennemgås reglerne i LL § 16 C, der præciserer, hvilke
indtægter, avancer og tab, der skal udloddes af en udloddende
investeringsforening til medlemmerne. Udloddende investeringsforeninger, der
overholder reglerne for udlodning, er subjektivt skattepligtige efter SEL §
1, stk. 1, nr. 6. Såfremt en udloddende investeringsforening ikke udlodder de
udlodningspligtige beløb, bliver foreningen subjektivt skattepligtig som
akkumulerende investeringsforening efter SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a. Efter
gennemgangen omtales reglerne for beskatning hos medlemmerne af de modtagne
udlodninger.
Udloddende investeringsforeninger defineres, jf. LL § 16 C, stk. 1, som
foreninger, der udsteder omsættelige beviser for medlemmernes indskud, og som
inden fristen for indgivelse af selvangivelse for et indkomstår foretager en
udlodning, der mindst skal udgøre det efter LL § 16 C, stk. 2-6 opgjorte
beløb (minimumsudlodningen), og som ifølge deres vedtægter er forpligtet til
at foretage en sådan udlodning.
Af LL § 16 C stk. 2, fremgår, at minimumsudlodningen udgør summen af
indkomstårets indtægter og nettobeløb, som er opregnet i stk. 3, med fradrag
af de tab og udgifter, der er omhandlet i stk. 4-6.
Bestemmelsen i LL § 16 C, stk. 3, indeholder en opregning af de indtægter,
der skal udloddes. I de tilfælde, hvor bestemmelsen også opregner tab, er der
tale om tab, der kun kan modregnes i tilsvarende indtægter. Tab, der også kan
fradrages i andre indtægter, er omfattet af stk. 4. De opregnede indtægter og
nettobeløb er følgende:
1) Renteindtægter fordeles over den periode, de vedrører.
2) Udbytter og afståelsessummer ved salg af aktier m.v. til det udstedende
selskab, som ved direkte investeringer foretaget af personer ville blive
beskattet som kapitalindkomst. Aktieindkomstbeskattede udbytter og
afståelsessummer ved salg til det udstedende selskab, er også omfattet af
minimumsudlodningen efter nr. 9. Den samlede virkning af nr. 2 og nr. 9 er
dermed, at alle udbytter og afståelsessummer ved salg af aktier m.v. ved salg
til det udstedende selskab indgår ved beregning af minimumsudlodningen.
3) Gevinster ved salg af fordringer i fremmed valuta. Tab på
fremmedmøntede fordringer kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen, og
tabene er derfor omfattet af stk. 4.
4) Gevinster på sortstemplede fordringer i danske kr. Sortstemplede
fordringer er fordringer, der ikke opfylder mindsterenten på
udstedelsestidspunktet. Ved personers direkte investering er gevinster på
sådanne fordringer skattepligtige, mens tab ikke er fradragsberettigede.
Tabene kan derfor ikke fradrages ved opgørelsen af minimumsudlodningen.
5) Gevinster på finansielle kontrakter som omhandlet i KGL §§ 29-33
fratrukket tab på finansielle kontrakter efter reglerne i KGL § 31, stk. 2-4,
og § 32, stk. 2 og 3.
6) Gevinster ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 (aktier, som
investeringsforeningen afstår efter en ejertid på under 3 år). I gevinsterne
kan fradrages tab på tilsvarende aktier, og et overskydende tab kan overføres
til fradrag i gevinster på tilsvarende aktier i de efterfølgende 5
indkomstår.
Fortjeneste og tab opgøres efter gennemsnitsmetoden. Fortjenester på
aktier ejet i 3 år eller mere er ikke omfattet af minimumsudlodningen,
hvilket er en fravigelse i forhold til transparensprincippet, og det er en
fravigelse i forhold til transparensprincippet, at det er
investeringsforeningens ejertid, der er afgørende.
7) Gevinster ved afståelse af aktier omfattet af ABL § 2 a. ABL § 2 a
omhandler aktier i udenlandske selskaber, der driver finansiel virksomhed, og
som beskattes lempeligt i sammenligning med dansk beskatning.
Bestemmelsen omfatter også aktier i danske selskaber, som i væsentlig grad
ejer aktier i sådanne udenlandske selskaber. Tab på aktier omfattet af ABL §
2 a kan ikke fradrages.
8) Gevinster ved investeringsforeningens afståelse af investeringsbeviser
i udloddende investeringsforeninger bortset fra rene aktieafdelinger. Tab på
investeringsbeviser i udloddende afdelinger, som alene investerer i
fremmedmøntede obligationer, kan fradrages generelt ved indkomstopgørelsen.
Disse tab er dermed omfattet af stk. 4. Tab på investeringsbeviser i andre
udloddende investeringsforeninger kan ikke fradrages. Investeringsbeviser i
rene aktieafdelinger behandles efter de regler, der gælder for almindelige
aktier. Gevinster ved afståelse af sådanne aktier er derfor kun omfattet af
minimumsudlodningen, hvis de er ejet i mindre end 3 år, jf. det ovenfor under
nr. 6 anførte.
9) Udbytter af aktier, som ved en direkte investering ville blive
beskattet som aktieindkomst. Der henvises til det ovenfor under nr. 2
anførte.
10) Fortjenester på blåstemplede fordringer i danske kr., dvs. fordringer
som opfylder mindsterentekravet på udstedelsestidspunktet. Tab kan fradrages
i det omfang, de kan rummes i årets gevinster på blåstemplede obligationer.
Grunden til, at gevinsterne på blåstemplede obligationer er omfattet af
minimumsudlodningen på trods af, at de ville være skattefri for personer ved
direkte investering, er, at såfremt gevinster på blåstemplede fordringer ikke
omfattes af minimumsudlodningen, kan selskaber foretage en skattefri
opsparing af sådanne gevinster i en udloddende investeringsforening.
LL § 16 C, stk. 4, indeholder reglerne for fradrag i minimumsudlodningen
for så vidt angår tab, som ved en direkte investering kan fradrages generelt
ved indkomstopgørelsen.
Beregningen går ud på, at man først tager det samlede nettobeløb efter
stk. 3, nr. 1-8, dvs. de kapitalindkomstbeskattede elementer, som indgår i
minimumsudlodningen. I det samlede nettobeløb efter stk. 3, nr. 1-8,
fradrages årets tab på fremmedmøntede fordringer på investeringsbeviser i
udloddende investeringsforeninger, som udelukkende investerer i
fremmedmøntede fordringer.
Får man på denne måde et negativt beløb, kan dette beløb fradrages i
udbytter omfattet af stk. 3, nr. 9, dvs. det aktieindkomstbeskattede element,
der indgår i minimumsudlodningen.
Har man herefter stadig et negativt beløb, kan dette fradrages i årets
nettogevinster på blåstemplede obligationer efter stk. 3, nr. 10, dvs. det
skattefri element, der indgår i minimumsudlodningen.
Har man herefter stadig et negativt nettobeløb, går man videre til stk. 6.
Har man derimod et positivt nettobeløb efter beregningen i stk. 4, går man
videre til stk. 5.
LL § 16 C, stk. 5 omhandler foreningens administrationsomkostninger.
Disse kan alene fradrages i det omfang, de ikke overstiger et positivt
nettobeløb beregnet efter stk. 3 og 4. Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4
negativt, kan administrationsomkostningerne således ikke fradrages.
Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4 positivt, men er
administrationsomkostningerne større end eller lig med nettobeløbet efter
stk. 3 og 4, vil minimumsudlodningen være 0 kr. De overskydende
administrationsomkostninger kan ikke føres videre til senere indkomstår efter
stk. 6. Er nettobeløbet efter stk. 3 og 4 positivt, og er
administrationsomkostningerne mindre end nettobeløbet efter stk. 3 og 4,
fordeles fradraget for administrationsomkostningerne mellem den
kapitalindkomstbeskattede del af nettobeløbet, den aktieindkomstbeskattede
del og den skattefri del.
Fordelingen sker på grundlag af størrelsen af de enkelte dele.
LL § 16 C, stk. 6, omhandler behandlingen af negative nettobeløb opgjort
efter stk. 3 og 4. Disse beløb kan overføres til fradrag i de efterfølgende 5
indkomstår. I det omfang et overført negativt beløb kan indeholdes i et
indkomstårs nettobeløb efter stk. 3-5, kan det ikke føres videre til senere
indkomstår.
Beskatning hos medlemmerne af udlodninger
LL § 16 A, stk. 5-7, og PSL § 4, stk. 1, nr. 4, og § 4 a, stk. 1, nr. 3,
indeholder reglerne for beskatning af udlodninger fra udloddende
investeringsforeninger hos personer udenfor næring. Reglerne sikrer en
opdeling af udlodningerne i en skattefri del, en aktieindkomstbeskattet del
og en kapitalindkomstbeskattet del. Opdelingen er foretaget i
overensstemmelse med transparensprincippet.
I LL § 16 A, stk. 5, afgrænses den kreds af skattepligtige, der er
skattefri af den del af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger,
der hidrører fra foreningens nettogevinster på blåstemplede obligationer.
Denne kreds udgøres af personer og dødsboer, der ikke udøver næring med køb
og salg af fordringer eller driver næringsvirksomhed med finansiering, jf.
KGL § 3.
I LL § 16 A, stk. 6 og 7, findes de nærmere regler for fastsættelse af den
skattefri del af udlodningen. Bestemmelsen indeholder regler om beregning af
maksimumsbeløb for den skattefri del af udlodningen, og den skattefri del
udgør det mindste af de beløb, som beregnes efter henholdsvis stk. 6 og 7.
Efter stk. 6 opgøres den skattefri del - som udlodningen fratrukket den
del af udlodningen, der hidrører fra de elementer i minimumsudlodningen, som
består af indtægter, der hos personer ved en direkte investering ville blive
beskattet som kapitalindkomst eller som aktieindkomst. De indtægter, som ved
en direkte investering ville blive beskattet som aktie- eller
kapitalindkomst, opgøres efter fradrag for tab, som kan fradrages generelt
ved indkomstopgørelsen, administrationsomkostninger, som kan fradrages i de
pågældende indtægter efter LL § 16 C, stk. 5, og overførte tab fra tidligere
år.
Efter stk. 7 opgøres den skattefri del af udlodningen, som den del af
udlodningen, der hidrører fra årets nettogevinster på blåstemplede
obligationer. I disse nettogevinster fradrages de
administrationsomkostninger, som efter LL § 16 C, stk. 5, fradrages i
nettogevinsterne på blåstemplede obligationer. Stk. 7 har alene betydning,
hvis investeringsforeningen udlodder mere end minimumsudlodningen.
PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3 indeholder reglerne for beregningen af den del af
udlodningen, der beskattes som aktieindkomst. Reglen tager sit udgangspunkt i
den del af den skattepligtige udlodning, der er tilbage efter beregning af
den skattepligtige del af udlodningen efter LL § 16 A, stk. 5-7.
I lighed med LL § 16 A, stk. 5-7, indeholder PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, to
beregningsmetoder, hvor det er det mindste af de to beregnede beløb, der
beskattes som aktieindkomst. Den første maksimeringsregel går ud på, at den
aktieindkomstbeskattede del af udlodningen beregnes som den skattepligtige
del af udlodningen fratrukket de kapitalindkomstbeskattede elementer, som
indgår i minimumsudlodningen. De kapitalindkomstbeskattede elementer opgøres
efter fradrag for tab, som kan fratrækkes generelt ved indkomstopgørelsen,
administrationsomkostninger og tab, der er fremført fra tidligere år.
Den anden maksimeringsregel går ud på, at den aktieindkomstbeskattede del
af udlodningen ikke kan overstige den del af udlodningerne, der hidrører fra
aktieudbytter, som ved direkte investering ville blive beskattet som
aktieindkomst, samt årets nettogevinster på aktier, som
investeringsforeningen har ejet i tre år eller mere. Det er i denne
forbindelse investeringsforeningens ejertid, der er afgørende.
Aktieudbytterne opgøres efter fradrag for den del af
administrationsomkostningerne, der efter LL § 16 C, stk. 5, henføres til
udbytterne. Gevinster på aktier ejet i tre år eller mere er ikke omfattet af
minimumsudlodningen. Disse gevinster udloddes derfor kun i de tilfælde, hvor
investeringsforeningen vælger at udlodde mere end minimumsudlodningen.
Reglen i PSL § 4 a, stk. 1, nr. 3, gennemfører transparensprincippet for
så vidt angår udbytter, som ville blive beskattet som aktieindkomst ved en
direkte investering. Endvidere bevirker reglen, at i det omfang, der udloddes
et beløb, der er større end minimumsudlodningen, anses det overskydende beløb
for at hidrøre fra investeringsforeningens gevinster på aktier ejet i tre år
eller mere. Disse beløb beskattes i overensstemmelse med
transparensprincippet som aktieindkomst. Den del af udlodningen, der anses
for at hidrøre fra ved salg af aktier ejet i tre år eller mere, kan dog ikke
overstige investeringsforeningens nettogevinster i det pågældende indkomstår
på sådanne aktier. Transparensprincippet fraviges på to punkter.
For det første er det altid investeringsforeningens ejertid, der er
afgørende, når det skal afgøres, om aktierne er ejet i tre år eller mere. For
det andet finder 100.000 kr.'s reglen for børsnoterede aktier ikke
anvendelse.
Den del af den skattepligtige udlodning, som ikke beskattes som
aktieindkomst, beskattes som kapitalindkomst efter PSL § 4, stk. 1, nr. 4.
Beskatning hos selskaber, foreninger og fonde af udlodninger
Ved SEL § 13, stk. 7-10, og FBL § 10, stk. 5-8, gennemføres
transparensprincippet for selskaber. De to regelsæt er identiske. I det
følgende gennemgås reglerne i SEL § 13, stk. 7-10, men de samme regler gælder
efter FBL § 10, stk. 5-8. Reglerne går ud på, at den af udlodningen, der
hidrører fra gevinster ved salg af aktier ejet i tre år eller mere, er
skattefri, mens den del af udlodningen fra en udloddende
investeringsforening, der hidrører fra aktieudbytter, beskattes som
aktieudbytter, hvilket vil sige, at alene 66% af indtægten medregnes ved
indkomstopgørelsen. Den resterende del af udlodningen medregnes fuldt ud ved
indkomstopgørelsen.
SEL § 13, stk. 7-10, regulerer beregningen af den del af udlodningen fra
udloddende investeringsforeninger, der er skattefri for selskaber og
foreninger. Da gevinster på aktier ejet i tre år eller mere ville være
skattefri hos selskaber og foreninger ved en direkte investering, er det den
del af udlodningen, der hidrører fra sådanne avancer, der er skattefritaget.
I stk. 7 afgrænses den kreds af skattepligtige, der er skattefri af den
del af udlodningen fra udloddende investeringsforeninger, der hidrører fra
foreningens nettogevinster på aktier ejet i tre år eller mere. Denne kreds
udgøres af selskaber og foreninger, der ikke udøver næring med køb og salg af
aktier, jf. ABL § 3.
I stk. 8 og 9 findes de nærmere regler for fastsættelse af den skattefri
del af udlodningen. Begge regler indeholder regler om beregning af
maksimumsbeløb for den skattefri del af udlodningen, og den skattefri del
udgør det mindste af de beløb, som beregnes efter henholdsvis stk. 8 og 9.
Efter stk. 8 opgøres den skattefri del som udlodningen fratrukket
minimumsudlodningen. Denne opgørelsesmetode er begrundet i, at gevinster på
aktier ejet i tre år eller mere ikke er omfattet af minimumsudlodningen.
Det er således den del af udlodningen, der overstiger minimumsudlodningen,
der kan hidrøre fra sådanne gevinster.
Efter stk. 9 opgøres den skattefri del af udlodningen som den del af
udlodningen, der hidrører fra årets nettogevinster på aktier ejet i tre år
eller mere.
Det er investeringsforeningens ejertid, der er afgørende. Stk. 9 får alene
betydning, hvis investeringsforeningen udlodder mere end minimumsudlodningen
tillagt årets nettogevinster på aktier ejet i tre år eller mere.
Reglerne bevirker, at i det omfang der udloddes et beløb, der er større
end minimumsudlodningen anses det overskydende beløb for at hidrøre fra
gevinster på aktier ejet i tre år eller mere, og disse beløb er i
overensstemmelse med transparensprincippet skattefri. Den del af udlodningen,
der anses for at hidrøre fra gevinster ved salg af aktier ejet i tre år eller
mere, kan dog ikke overstige investeringsforeningens nettogevinster i det
pågældende indkomstår på sådanne aktier.
Stk. 10 indeholder reglerne for beregning af den del af udlodningen, der
alene medregnes med 66% ved indkomstopgørelsen for selskaber og foreninger.
Reglen tager sit udgangspunkt i den del af skattepligtig udlodning, dvs. den
del af udlodningen, der er tilbage efter beregning af den skattefri del af
udlodningen efter stk. 7-9. I lighed med stk. 7-9 indeholder stk. 10 to
beregningsmetoder, hvor det er det mindste af de to beløb, der medregnes med
66% ved indkomstopgørelsen.
Den første maksimeringsregel går ud på, at den udbyttebeskattede del af
udlodningen beregnes som den skattepligtige del af udlodningen fratrukket de
elementer i minimumsudlodningen, som ville blive beskattet fuldt ud ved en
direkte investering. De fuldt ud beskattede elementer opgøres efter fradrag
for tab, som kan fratrækkes generelt ved indkomstopgørelsen,
administrationsomkostninger og tab, der er fremført fra tidligere år.
Den anden maksimeringsregel går ud på, at den del af udlodningen, der
medregnes med 66% ved indkomstopgørelsen ikke kan overstige den del af
udlodningerne, der hidrører fra aktieudbytter, som ved en direkte investering
alene ville blive medregnet med 66% ved indkomstopgørelsen.
Aktieudbytterne opgøres efter fradrag for den del af
administrationsomkostningerne, der efter LL § 16 C, stk. 5, henføres til
udbytterne.
Den del af den skattepligtige udlodning, der ikke medregnes med 66% ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst, medregnes fuldt ud ved
indkomstopgørelsen.
Om selskabers skattepligt af udbytte fra udlandet se SEL § 13, stk. 5. For
så vidt angår udlodninger fra udenlandske udloddende investeringsforeninger
se SEL § 13, stk. 7-10, jf. ovenstående. Se i øvrigt S.C.1.2.4.5 om
selskabers skattepligt af udbytte fra investeringsforeninger. *
S.F.1.4 Fikseret løn, rente, leje
Fikseret løn
Aftale mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab kan gå ud
på, at hans arbejdsvederlag fastsættes til en værdi, der ligger under, hvad
selskabet skulle betale til en udenforstående person.
I disse tilfælde må man i almindelighed acceptere det af parterne aftalte
vederlag. * Skatteministeren har i TfS 1997,80 redegjort for den
administrative praksis om lønfiksering i hovedaktionærforhold. Det fremgår af
Ministerens redegørelse, at der har været en helt klar administrativ praksis
om, at der som absolut altovervejende hovedregel ikke blev foretaget
lønfiksering. Lønfikseringssager skulle indtil 1992 forelægges for Told- og
Skattestyrelsen. På baggrund af denne klare praksis fandt Ligningsrådet
det ubetænkeligt ved TS-cirkulære 1992-14 at lægge beføjelsen til at foretage
forhåndsgodkendelse af lønfikseringer ud til told- og skatteregionerne. Der
var ikke herved tilsigtet nogen praksisændring, hvilket blev tilkendegivet i
cirkulæret. I 1995 udsendtes TS-cirkulære 1995-24 om fiksering af rente m.v.
i hovedaktionærforhold. I dette cirkulære, der erstattede 1992-cirkulæret,
blev det atter fastslået, at lønfikseringssager skulle forelægges told- og
skatteregionerne.*
Landsskatteretten har underkendt lønfikseringen i en offentliggjort sag,
se således TfS 1996,750 (LSR), hvor klageren, en direktør og tillige
hovedaktionær ikke havde modtaget løn fra selskabet i 1990-91, ligesom han
havde et uforrentet stiftertilgodehavende i selskabet. Klageren havde ikke
modtaget løn fra selskabet i 1990 og havde kun modtaget løn fra selskabet i
2. halvår af 1991. De stedlige ligningsmyndigheder havde fundet, at klageren
var skattepligtig af et fikseret lønvederlag på henholdsvis 240.000 kr. og
120.000 kr. for indkomstårene 1990 og 1991, jf. det tidligere TSS-cirk.
1992-14. Landsskatteretten traf afgørelse om, at der, henset til selskabets
skattemæssige regnskaber samt til, at det i øvrigt måtte anses for
forretningsmæssigt begrundet, at der i en virksomheds opstartsfase blev
foretaget en konsolidering af virksomheden, ikke var grundlag for at statuere
indkomstforvridning. Der var således ikke grundlag for fiksering af løn hos
klageren efter SL § 4, jf. cirk. nr. 437 af 5. nov. 1975.
Det er således en altovervejende hovedregel, at der ikke foretages
lønfiksering. Fiksering af renter og leje kan afgøres af de lokale
skattemyndigheder, hvorimod fiksering af vederlag skal forelægges told- og
skatteregionen forinden kendelse afsiges.
Der henvises i øvrigt til TSS cirk. 1995-24.
Det her omhandlede spørgsmål må ikke forveksles med spørgsmålet om hvem
der er rette indkomstmodtager, se S.C.1.1.1.
Fikseret rente
* Ligningsrådet har i TSS-cirk. 1995-24 af 31/12 1995 med virkning fra
indkomståret 1996 i medfør af skattestyrelseslovens § 13 vedtaget følgende
anvisning om fiksering af rente m.v. i hovedaktionærforhold:
1. Såfremt en hovedaktionær yder lån til selskabet og det konstateres, at
der ikke beregnes rente, eller parterne har fastsat en for lav rente i
forhold til, hvad der må anses for sædvanlig markedsrente for et tilsvarende
lån mellem uafhængige parter, skal der skattemæssigt ske korrektion herfor.
Der kan alene foretages korrektion, når det efter en konkret bedømmelse må
lægges til grund, at rentefriheden eller den lavere rente ikke er
forretningsmæssigt begrundet. 1.1. Hovedaktionæren beskattes i disse tilfælde
af en fikseret årlig rente, svarende til Nationalbankens diskonto på
tidspunktet for lånets stiftelse med tillæg af 4 procentpoint. Der kan dog
anvendes en lavere rente, hvis det påvises, at markedsrenten for det af
selskabet optagne lån er lavere. Der vil normalt ikke være grundlag for at
ændre selskabets indkomst, idet renteudgiften anses modsvaret af det modtagne
tilskud.
2. De kommunale skattemyndigheder skal fortsat forelægge sager om
fiksering af vederlag (løn og lignende) for told- og skatteregionerne,
forinden kendelse afsiges.
3. Cirkulæret har virkning fra indkomståret 1996. I det omfang, dette
cirkulære bevirker, at der skal foretages rentefiksering, ud over hvad der
følger af hidtidig praksis, skal renteberegningen dog først foretages fra 1.
januar 1996.
4. Med nærværende cirkulære ophæves TS-cirkulære 1992-14.Den 4. juli 1997
har Told- og Skattestyrelsen udsendt TSS-cirk.1997-23 om fiksering af rente i
hovedaktionærforhold. Cirkulæret vedrører udelukkende indkomstår til og med
1995. For tiden efter indkomståret gælder TSS-cirk. 1995-24. TSS-cirk.
1997-23 er udsendt på baggrund af de nedenfor omtalte domme, der er afsagt af
henholdsvis Højesteret og Vestre Landsret.
1. Højesteret har ved en dom afsagt den 20. august 1996 (TfS 1996,642)
statueret, at der ikke var fornødent grundlag for at beskatte sagsøgeren af
en fikseret rente vedrørende et rentefrit stiftertilgodehavende på hans
selskab.
Sagen omhandlede indkomstårene 1989, 1990 og 1991. 1.1 Højesteret
bemærkede følgende:
Spørgsmålet om den skattemæssige behandling af rentefri og lavt forrentede
lån fra hovedaktionærer har - som det fremgår af en delredegørelse af 19/10
1995 fra Skatteministeriets retssikkerhedsudvalg (TfS 1996,37) - givet
anledning til betydelig tvivl såvel med hensyn til hjemmelsgrundlaget som den
nærmere gennemførelse af beskatningen.
I mangel af en særlig lovregulering kan tilsidesættelse af rentefriheden
for appellantens tilgodehavende hos anpartsselskabet for indkomstårene
1989-91 ikke ske i videre omfang end angivet i de administrativt fastsatte
retningslinjer, som gjaldt for de pågældende indkomstår.
Det følger af Ligningsdirektoratets cirkulære af 5/11 1975 og af
ligningsvejledningerne for 1987-1991, at man ved aftaler mellem en
hovedaktionær og det af ham beherskede selskab om lån til selskabet i
almindelighed må acceptere parternes aftale med hensyn til forrentning, men
at sådanne aftaler kan tilsidesættes i særlige tilfælde.
Appellanten ydede lånet i forbindelse med stiftelsen af anpartsselskabet,
og lånet hidrørte fra overdragelse til selskabet af det fartøj, som skulle
danne grundlag for selskabets virksomhed. Fartøjet havde ikke tidligere været
anvendt erhvervsmæssigt, og det måtte ved overdragelsen anses for usikkert, i
hvilket omfang indtægter kunne forventes. Under disse omstændigheder finder
Højesteret, at der - uanset de skattemæssige fordele, der kan være forbundet
med ordningen - ikke er fornødent grundlag for at tilsidesætte rentefriheden
mellem hovedanpartshaveren og selskabet. Som følge heraf tager Højesteret
appellantens principale påstand til følge.
2. Vestre Landsret har ved en dom afsagt den 2. april 1997 (TfS 1997, 329)
statueret, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte en aftalt rentefrihed
vedrørende sagsøgerens udlån til hans selskab. Sagen vedrørte indkomståret
1990 og angik en person, som lånte sit selskab, der havde købt et gods, et
beløb over mellemregningskontoen, der ved årets udgang udgjorde godt kr. 4,6
mio.
Vestre Landsret udtalte i tilslutning til Højesterets dom af 20. august
1996 bl.a. følgende:
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at lånet blev ydet som
alternativ til et banklån med kaution af sagsøgeren, da svigtende indtægter
og uforudsete store udgifter til modernisering og ombygning nødvendiggjorde,
at selskabet blev tilført likviditet. Efter sagsøgerens forklaring lægges det
endvidere til grund, at han, da han ydede lånet, betragtede selskabets
økonomiske problemer som rent forbigående og forventede, at godsets drift på
længere sigt var rentabel, og det findes ikke godtgjort, at det på dette
tidspunkt var klart, at selskabet ikke ville være i stand til at udnytte et
rentefradrag.
Dommen er endelig.
3. Ved anvendelse af dette cirkulære lægges Højesterets dom af 20. august
1996 til grund, hvorefter der alene kan ske rentefiksering i særlige
tilfælde.
Den af Højesteret fastslåede retstilstand har virkning til og med
indkomståret 1995. For tiden herefter gælder TS-cirkulære 1995-24.
3.1 I tilfælde, hvor skattemyndighederne har foretaget fiksering af en
hovedaktionærs/hovedanpartshavers rentefri- eller lavtforrentede udlån til
sit selskab, medfører de nævnte to domme, at der for lignende tilfælde kan
tillades genoptagelse, bortset fra tilfælde, hvor der må anses at foreligge
særlige omstændigheder.
Afgørelse af om der kan ske genoptagelse baseres på en samlet konkret
vurdering af sagens omstændigheder.
Følgende vejledende momenter taler for genoptagelse:
lån af begrænset størrelse lån modtaget som betaling for overdragelse af
fysiske aktiver - herunder som apportindskud ved nystiftelse af selskaber -
der ikke tidligere har været anvendt erhversmæssigt og / eller, hvor det er
usikkert i hvilket omfang indtægter må forventes. midlertidige lån til
afværgning af forbigående økonomiske problemer. rentefriheden eller den lave
rente anses forretningsmæssigt begrundet
Følgende vejledende momenter taler imod genoptagelse:
længerevarende lån af en en vis størrelse det er på lånetidspunktet klart, at
selskabet ikke skattemæssigt vil kunne udnytte sit rentefradrag selskabet har
skattemæssige underskud pludselig rentefrihed / rentenedsættelse lånet
finansierer ikke i øvrigt erhvervsmæssig virksomhed hovedaktionæren har selv
optaget rentebærende lån til at finansiere udlånet til selskabet
4. Ansøgning om genoptagelse kan ske vedrørende indkomstårene 1993, 1994
og 1995.
Ansøgninger om genoptagelse som skattemyndighederne ikke agter at
imødekomme forelægges via den stedlige Told- og Skatteregion for Told- og
Skattestyrelsen.
5. Nærværende cirkulære omfatter ikke rentefrie eller lavt forrentede lån
i koncernforhold.
6. Ansøgning om genoptagelse af skatteansættelserne skal indgives til
skattemyndighederne inden udgangen af 1997, på hvilket tidspunkt cirkulæret
bortfalder. *
Fra praksis kan nævnes:
TfS 1997, 752 (HRD). En hovedaktionær havde for årene 1987-1989 udlånt et
beløb på mellem 1 og 2 mio. kr. til sit selskab. Lånet havde været aftalt som
anfordringstilgodehavende uden aftalt afvikling og uden renteberegning. Der
forelå ikke nogen skriftlig låneaftale. Skattemyndighederne fikserede en
rente af udlånet på 11% p.a., der blev beskattet som kapitalindkomst.
Landsretten fandt, at aktionæren og det af ham ejede selskab var
interesseforbundne parter, og at aktionæren ikke havde godtgjort, at aftalen
om rentefrihed for aktionærens udlån til selskabet var forretningsmæssigt
begrundet. Landsretten tiltrådte derfor, at sagsøgeren efter reglerne i SL §
4 - og uanset formuleringen af teksten i ligningsvejledningen for de
pågældende år - var skattepligtig af en beregnet rente af lånet som sket.
(Aktionæren havde bl.a. anført, at der ikke kunne ske beskatning som sket, da
lånet var etableret før praksis ved ligningsvejledningen fra 1992 - efter
hans opfattelse- var blevet skærpet.) *For Højesteret tog Skatteministeriet
bekræftende til genmæle overfor hovedaktionærens påstand (tidligere VLD i TfS
1995,800). Sagen er kommenteret af Skatteministeriet i TfS 1997,778.
I kommentaren henviser Skatteministeriet til de kriterier, der opregnes i
Told- og Skattestyrelsens genoptagelsescikrulære (TSS-cirk. 1997-23), for
under hvilke omstændigheder der for de pågældende indkomstår kan ske
rentefiksering. Ministeriet vurderede på baggrund af samtlige de i sagen
foreliggende omstændigheder sammenholdt med cirkulærets retningslinier, at
der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at opretholde den foretagne
rentefiksering og valgte derfor at tage bekræftende til genmæle under sagens
behandling ved Højesteret. Skatteministeriet tillagde det herved navnlig
betydning, at skatteyderen - i lighed med, hvad der var tilfældet i TfS
1997,329 - måtte anse selskabets økonomiske problemer som forbigående og
forvente, at selskabets drift på lidt længere sigt igen ville vise sig
rentabel.
Ministeriet henså herved til, at bilbranchen generelt er meget
konjunkturfølsom og kendetegnes ved bratte omsætningsop- og nedgange.
Skatteministeriet fandt det derfor heller ikke med tilstrækkelig sikkerhed
godtgjort, at det måtte stå skatteyderen klart, at selskabet ikke ville kunne
udnytte et rentefradrag. Det bemærkes i denne forbindelse, at selskabet rent
faktisk i et vist omfang kunne have udnyttet et rentefradrag, hvis der var
foretaget en regulering af de skattemæssige varelagernedskrivninger.
TfS 1997,665 (VLD) Dommen drejer sig om en rentefiksering ved en
hovedaktionærs uforrentede lån til sit selskab. Skatteyderen ejede 25 pct. af
aktiekapitalen i et anpartsselskab, mens den øvrige del af aktiekapitalen
ejedes af hans 3 børn med 25 pct. hver. I 1986 solgte skatteyderen en ejendom
til et aktieselskab, og han fik herved et pantebrev på nominelt 692.527 kr.,
som forrentedes med 9 pct. p.a. I 1989 solgte aktieselskabet ejendommen til
skatteyderens ApS, og pantebrevet var nu nedbragt til 635.698 kr. Til og med
1989 indtægtsførte skatteyderen renter af pantebrevet. For 1990, 1991 og 1992
anså den stedlige skattemyndighed ham for skattepligtig af 57.212 kr. pr. år,
svarende til 9 pct. p.a. af restgælden på pantebrevet, og hans ansættelse
forhøjedes i overensstemmelse hermed.
Skatteyderen havde over for skattemyndighederne gjort gældende, at han
havde givet renteafkald, inden første terminsydelse forfaldt i juni 1989,
idet selskabet ikke havde tilstrækkelig likviditet til at betale ydelserne,
og at en betaling således ville medføre, at selskabet ikke opfyldte
lovgivningens kapitalkrav. Landsretten henviste til Højesterets dom af 20/8
1996 (TfS 1996, 642) og bemærkede endvidere, at der ikke fandtes grundlag for
at tilsidesætte skatteyderens forklaring om renteafkaldet og baggrunden
herfor.
Skattemyndighedens rentefiksering fandtes herefter ikke berettiget. *
TfS 1995,180 (ØLD) Skattemyndighederne forhøjede en skatteyders
skattepligtige indkomst for 1986 med en fikseret rente af et tilgodehavende i
et selskab, hvori skatteyderen var hovedaktionær. Det var mellem skatteyderen
og selskabet aftalt, at der ikke skulle betales renter. Der fandtes ingen lov
om, at der i sådanne tilfælde skulle ske beskatning af en fiktiv renteindtægt
af en bestemt størrelse, og forhøjelsen blev anset som en skønsmæssig
forhøjelse, der var omfattet af den dagældende SSL § 15, stk. 5 (nu § 35,
stk. 1). Da der var forløbet mere end 3 år efter udløbet af det pågældende
indkomstår, var der herefter ikke hjemmel til forhøjelse af
skatteansættelsen.
TfS 1996,642 (HRD) En skatteyder, der var kano- og kajakbygger og drev en
personligt ejet virksomhed, stiftede et selskab med det formål at eje
sejlskibe eller andre fartøjer og drive udlejnings- og chartervirksomhed mv.
I forbindelse med stiftelsen fik han et tilgodehavende i selskabet, der
ikke skulle forrentes. Skatteankenævnet fastsatte for 1989-1991 en fikseret
rente svarende til diskontoen + 4% af gennemsnittet af mellemregningskontoen
primo og ultimo. Ansættelsen blev stadfæstet af Landsskatteretten, og senere
af Østre Landsret (TfS 1995,798) (ØLD), der mente, at der ikke var tale om en
forretningsmæssig normal disposition, og fandt derfor at betingelsen for
beskatning af en fiktiv rente var opfyldt. Højesteret fandt, at
skattemyndighederne i mangel af særlig lovgivning ikke kunne foretage
rentefiksering i videre omfang end angivet i det tidligere
ligningsdirektorats cirkulære af 5. nov. 1975 og i ligningsvejledningen for
1987-1991. Højesteret lagde vægt på, at fartøjet ikke tidligere havde været
anvendt erhvervsmæssigt, og det måtte ved overdragelsen anses for usikkert, i
hvilket omfang indtægter kunne forventes. Højesteret fandt således ikke
fornødent grundlag for at tilsidesætte den aftalte rentefrihed, uanset de
skattemæssige fordele, der var forbundet med ordningen, og skatteyderens
ansættelse blev nedsat til det selvangivne. TOLD*SKAT Nyt 1993.13.615
(ØLD)(Appelleret) (TfS 1993,236). En aftale om rentefrihed vedrørende et
stiftertilgodehavende i et 50% ejet datterselskab blev anset for indgået
mellem interesseforbundne parter. Långiveren havde ikke sandsynliggjort, at
vilkåret om rentefrihed skyldtes forretningsmæssige grunde. Aftalen om
rentefrihed måtte herefter anses som en vilkårlig løbende indkomstoverførsel,
som ikke skulle respekteres i skatteretlig sammenhæng, og
skattemyndighedernes fastsættelse af en fiktiv rente blev således fastholdt.
TfS 1994,813 (ØLD) (Appelleret). En hovedaktionær, hvis aktieselskab ejede
12 ejendomsanpartsselskaber, overdrog i 1989 12 af ham personligt ejede
ejendomme til disse. I forbindelse med overdragelsen indestod betydelige
kontante udbetalinger uforrentede og uden sikkerhed. Landsretten fandt, at da
rentefriheden ikke var et sædvanligt forretningsmæssigt arrangement, skulle
der beregnes fikseret rente af de i selskaberne indestående beløb.
Tilsvarende skal der ved udleje fra en hovedaktionær til hans selskab
fastsættes en markedsleje for det udlejede.
S.F.1.5 Manglende personindtægter
Transaktioner mellem en hovedaktionær og det af ham beherskede selskab
skal, hvad enten det drejer sig om løbende samhandel, enkeltstående
overdragelser eller andre økonomiske dispositioner, ske efter "arms
length"-princippet, hvilket vil sige, at retshandler skal foretages på
samme måde, som hvis kontrahering fandt sted med en uafhængig tredjemand.
I specielle tilfælde kan det forekomme, at hovedaktionæren overdrager
aktiver til det af ham beherskede selskab til underpris. Hvis hovedaktionæren
f.eks. overdrager sin virksomhed til et af ham behersket selskab, kan han
have en interesse i at fastsætte f.eks. en goodwill-værdi, der er væsentligt
lavere end handelsværdien. Ligningsmyndighederne er i sådanne tilfælde
berettiget til at ændre værdiansættelsen af goodwill samt evt. ændre den
aftalte fordeling af vederlaget på de enkelte aktiver, der overdrages. Dette
kan medføre forhøjelser af hovedaktionærens skattepligtige indkomst. I en
stiftelsessituation, hvor hovedaktionæren vederlægges med aktier i det
nystiftede selskab, er der ikke grundlag for også at forhøje selskabets
indkomst, idet merværdien må anses for overkurs på aktierne og dermed
skattefri efter SEL § 13, stk. 1, nr. 1. Berigtiges overdragelsen af
virksomheden ikke med aktier, men f.eks. kontant, er der derimod grundlag for
også at forhøje selskabets indkomst, idet selskabet i så fald har modtaget en
gave/et tilskud fra hovedaktionæren svarende til forskellen mellem
underprisen og handelsværdien.
Om samhandel i koncernforhold, se S.D.4.
Lignende dokumenter
- SELSKABSBESKATNING 1992 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1991 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE M.V. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1993 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1994 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1995 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008
- SELSKABSBESKATNING 1996 AFSNIT SF - BESKATNINGEN AF UDBYTTE MV. FRA AKTIESELSKABER, ANPARTSSELSKABER OG ANDELSSELSKABER Retsinformation · 5. februar 2008