Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om planlægning (Udmøntning af kommunalreformen)

2004/2 BTL 93Betænkning over lovforslagFolketinget1. september 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 8.

juni 2005

Betænkning

over

Forslag

til lov om ændring af lov om planlægning

(Udmøntning af kommunalreformen)

[af

miljøministeren (Connie Hedegaard)]

1. Ændringsforslag

Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget har stillet 13

ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 24. februar 2005 og var til 1.

behandling den 31. marts 2005. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist

til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Sammenhæng med andre lovforslag

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse

af kommunalreformen på miljøområdet og skal ses i sammenhæng med de øvrige

lovforslag vedrørende kommunalreformen, som har været behandlet i Miljø- og

Planlægningsudvalget. Følgende lovforslag om kommunalreformen har været

behandlet i Miljø- og Planlægningsudvalget:

–

Lovforslag nr. L 86 om

ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet, lov om vandløb, lov om

sommerhuse

og campering m.v. og forskellige andre love. (Udmøntning af kommunalreformen

Læs alt

i

en række love på natur- og miljøområdet).

–

Lovforslag nr. L 87 om

ændring af lov om miljø og genteknologi. (Konsekvensrettelser som følge af

kommunalreformen).

–

Lovforslag nr. L 88 om

ændring af lov om råstoffer. (Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt

angår

råstofplanlægning og indvinding på land).

–

Lovforslag nr. L 89 om

ændring af lov om naturbeskyttelse. (Udmøntning af kommunalreformen).

–

Lovforslag nr. L 90 om

ændring af lov om forurenet jord. (Udmøntning af kommunalreformen).

–

Lovforslag nr. L 91 om

ændring af lov om miljøbeskyttelse. (Udmøntning af kommunalreformen, for så

vidt angår organiseringen af myndigheder m.v.).

–

Lovforslag nr. L 92 om

ændring af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale

naturbeskyttelsesområder

(miljømålsloven) og lov om vandforsyning m.v. (Udmøntning af

kommunalreformen,

for så vidt angår organisering af myndighederne m.v.).

–

Lovforslag nr. L 93 om

ændring af lov om planlægning. (Udmøntning af kommunalreformen).

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i

høring, og miljøministeren sendte den 1. december 2004 dette udkast til

udvalget, jf. (folketingsåret 2004-05, 1. samling) alm. del – bilag 115.

Den

21. december 2004, den 7. januar 2005, den 17. januar 2005 og den 25. februar

2005 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar til udvalget, jf.

(folketingsåret

2004-05, 1. samling) alm. del – svar på spm. 163, (folketingsåret

2004-05, 1.

samling) alm. del – supplerende svar på spm. 163, og alm. del –

bilag 34. Den

24. februar 2005 sendte miljøministeren et notat om høringssvarene til

udvalget.

Teknisk gennemgang

Den 2. marts 2005 afholdtes en teknisk gennemgang af

lovforslaget ved miljøministeren og embedsmænd fra Miljøministeriet.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget

skriftlige henvendelser fra

Amtsrådsforeningen,

Danmarks Naturfredningsforening,

Dansk Landbrug,

De Samvirkende Købmænd,

Kommunernes Landsforening og

Landbrugsraadet.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for

deres holdning til lovforslaget:

Danmarks Naturfredningsforening,

Dansk Landbrug,

De Samvirkende Købmænd og

Landbrugsraadet.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 44 spørgsmål til miljøministeren til

skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Nogle af udvalgets spørgsmål

til

miljøministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Indstillinger

Et

flertal

i udvalget

(V, DF og KF) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

uændret.

Et

mindretal

i

udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller lovforslaget til

vedtagelse

med de af mindretallet stillede ændringsforslag. Såfremt

de af mindretallet stillede ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling,

vil mindretallet stemme imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et andet

mindretal

i

udvalget (IA) vil ved 2. behandling stemme hverken for eller imod

ændringsforslagene

og ved 3. behandling hverken for eller imod lovforslaget.

Politiske bemærkninger

Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis

medlemmer af udvalget bemærker:

Kommunalreformen skaber grundlaget for en moderne og

fremtidssikret forvaltning af det danske miljø på mindst det samme niveau som

nu.

Med kommunalreformen videreudvikles den danske decentrale model,

hvor stærke kommuner er borgernes hovedindgang til den offentlige sektor.

Kommunerne får med reformen et større og mere sammenhængende ansvar for de

borgernære miljøopgaver, og de nye, større kommuner får ressourcerne til at

kunne løfte det større ansvar.

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti

konstaterer med tilfredshed, at lovfor-slagene udmønter de visioner for det

danske kommunestyre, som tog form i partiernes aftale om en strukturreform i

juni 2004 og partiernes udmøntningsplan fra september 2004.

Med kommunalreformen bevæger løsningen af miljøopgaverne sig i

fremtiden ad to hovedspor – et statsligt og et kommunalt:

Staten

får til opgave

at varetage de overordnede opgaver til sikring af Danmarks internationale

forpligtelser, større nationale interesser og teknisk komplicerede sager. V,

DF

og KF mener således, at det bør være en statslig opgave at sikre nationale

hensyn og værdier på miljøområdet. Det vil blandt andet ske via statens

udarbejdelse af bindende natur- og vandplaner, statslig godkendelse af de

mere

end 200 mest miljøtunge virksomheder, statsligt ansvar for overvågningen af

naturen og vandmiljøet og for strandbeskyttelseszonen og via en styrket

planlægning for hovedstadsområdet og for landet som helhed.

Kommunerne

skal

varetage de fleste af de nuværende amtslige natur- og miljøopgaver –

enten i

tilknytning til eksisterende kommunale aktiviteter eller som nye,

sammenhængende opgaver. Kommunerne skal dermed varetage de mange direkte

borgerrettede miljøopgaver og bliver dermed hovedindgangen til den offentlige

sektor for såvel borgere som virksomheder.

Regionerne bliver via de regionale udviklingsplaner dynamo for

den regionale udvikling og får ansvaret for kortlægning og planlægning af

råstofindvinding og for indsatsen mod jordforurening.

Regeringen og Dansk Folkeparti har i de politiske forhandlinger

lagt afgørende vægt på, at reformens grundarkitektur – stærkere kommuner

med et

større ansvar – ikke blev ændret. Forudsætningen for denne proces har

fra

regeringens og Dansk Folkepartis side hele tiden været klar: Kommunerne skal

styrkes for at kunne tage et større ansvar. V, DF og KF har således med

beklagelse konstateret, at ønskerne fra oppositionen konsekvent har været at

løfte opgaver væk fra kommunerne for at lægge dem i regionerne.

Kommunalreformen bygger på en grundlæggende tillid til det danske

kommunestyre. Reformen tegner en ny offentlig sektor i Danmark, hvor

kommuner,

regioner og stat har hver sin rolle og identitet.

Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker:

Generelt om strukturreformen på miljøområdet

S, RV, SF og EL mener, at Danmarks natur og miljø har brug for en

sammenhængende planlægning, indsats og ekspertise samt et forbedret

beskyttelsesniveau. Desværre vil regeringens smalle aftale om en

strukturreform

på miljøområdet medføre det stik modsatte, nemlig en fragmenteret indsats,

planlægning og ekspertise samt et forringet beskyttelsesniveau. Vi er dybt

betænkelige ved, hvorvidt kommunerne vil kunne sikre tilstrækkelig stærke

faglige miljøer til at løse de mange større og komplekse problemstillinger på

miljøområdet. Samtidig er det et problem, at armslængdeprincippet reelt

afskaffes. Alene det forhold, at der nu kun er én myndighed og ikke som før

to,

der skal vurdere og sikre naturens og miljøets interesser, vil betyde en

væsentlig svækkelse af beskyttelsesniveauet.

Reformen viser manglende forståelse for, at natur og miljø er et

fælles gode, der går på tværs af kommunegrænserne. Eksemplerne på dette er

mange: drikkevand, større vandløb, naturområder, naturgenopretning,

miljøtilsyn, særlig følsomme landbrugsområder etc.

Hele grundkonstruktionen med en ukritisk overflytning af opgaver

fra amterne til henholdsvis staten og kommunerne ser S, RV, SF og EL som en

grundlæggende forkert konstruktion. Et mere seriøst og ordentligt

udgangspunkt

for en strukturreform ville have været en overflytning af amternes nuværende

opgaver til regionerne. Så kunne man efterfølgende have diskuteret en

eventuelt

ændret opgavefordeling.

»Vi alene vide«-holdningen

»Det kan konstateres, at der er en række forhold, som tilsiger,

at der – uanset størrelsen af kommunerne – vil være behov for en

regional

planlægning. Forholdene vedrører regionale opgaver, hvis løsning eller

forvaltning har konsekvenser, der rækker ud over kommunegrænserne. Eksempler

på

sådanne opgaver er lokalisering af regionale funktioner: større

erhvervsområder, virksomheder med særlige beliggenhedskrav, større offentlige

institutioner, ferie- og fritidsanlæg, større butikscentre, større

infrastrukturanlæg som veje, andre trafikanlæg og transmissionsledninger.

Andre

eksempler er affald, grundvandsbeskyttelse, naturbeskyttelse, sikring af

vandkvaliteten i større samlede åvandløb, søer, nære kystområder, udlæg af

råstofindvindingsområder og nye skovområder.«

Ovenstående citat fra regeringens strukturkommission (betænkningen

bind 3, side 290) udpensler meget klart, at der fortsat i dansk

planlægnings-,

natur- og miljøarbejde er behov for et stærkt regionalt niveau. Desværre

konstaterer Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti

og

Enhedslisten, at ikke alene har regeringen valgt at lave en smal aftale med

Dansk

Folkeparti, men det er endvidere dybt besynderligt, at regeringen og Dansk

Folkeparti

i aftalen konsekvent ikke lytter til anbefalingerne fra Strukturkommissionen,

organisationer, miljøfolk, amter, virksomheder m.fl. Denne »vi alene

vide«-holdning

er ikke alene udtryk for arrogance over for dem, der sidder med opgaverne til

daglig, men vil via det stærkt manglende faglige belæg også medføre et lavere

beskyttelsesniveau for vores fælles naturressourcer.

Armslængdeprincippet

Det er afgørende, at vigtige afgørelser om miljøforhold træffes

af uvildige myndigheder, som ikke er for tæt på dem, der skal kontrolleres,

og

ikke potentielt er afhængige af snævre lokalpolitiske interesser.

Strukturreformen betyder forøget risiko for, at det mange steder kan blive

kortsigtede interesser, der kommer til at styre miljøpolitikken. Faren er, at

man lokalt vælger at konkurrere på lempeligere godkendelser,

vandløbsvedligeholdelse af dårligere kvalitet etc. i stedet for at tage

langsigtede hensyn til natur og miljø.

Danmarks Naturfredningsforenings undersøgelse (maj 2004) fra

Nordjylland med 27 kommuners indsigelse mod den amtslige regionplan

understreger klart, at det er en yderst realistisk risiko. Endvidere kan

nævnes

kommunernes ansøgninger (efteråret 2004) om flere sommerhusgrunde: Her så

kommunerne i 70 pct. af tilfældene stort på beliggenhedskrav, byggelinjer, §

3-områder,

fredede områder m.m. Også fra Naturklagenævnets praksis ses mange omgørelser

af

kommunernes tilladelser til byggeri i det åbne land, som er i strid med

beskyttelsesinteresserne for natur og miljø. Alle disse eksempler viser, at

der

er behov for en styrkelse af armslængdeprincippet og ikke en svækkelse, som

den

nuværende reformaftale medfører.

Opsplitning af viden og faglig ensartethed

Strukturreformen medfører, at amternes faglige miljøer bliver

opsplittet fra 14 amter til næsten 100 kommuner. Det betyder en væsentlig

fortynding af viden og faglige miljøer og er et væsentligt tilbageskridt for

mere end 30 års udvikling af en videnbaseret natur- og miljøforvaltning i

Danmark.

Regeringen taler endvidere ganske meget om

»kvalitetsstyringsordninger« og »supplerende retningslinjer«. Der er her tale

om en mekanisk erstatning for sagkyndige vurderinger foretaget af bredt

sammensatte faglige miljøer. Det kan ikke undgå at give stive, bureaukratiske

afgørelser.

Det er ganske uforståeligt,

at regeringen og Dansk Folkeparti mener, at disse ordninger og retningslinjer

kan erstatte faglige miljøer. Samtidig virker det absurd, at der intet sted

er

angivet noget mere præcist om disse ordninger og retningslinjer –

samtidig med

at regeringen beder Folketinget tage stilling til en stor lovpakke, hvor

disse

instrumenter er en væsentlig del af argumentationen. Tilsyneladende er disse

instrumenter ikke opfundet endnu.

Lovforslagene indeholder desuden en ekstra svaghed, idet de i

overvældende grad indeholder bemyndigelser til miljøministeren.

Opgavefordelingen

Det forekommer overordnet meget selvmodsigende og inkonsistent,

at regeringen mener, at kravet om betydelig faglig ekspertise og ensartet

praksis berettiger en vis regional forvaltning af jordforurenings- og

råstofområdet, men ikke af natur- og vandområdet, endsige den overordnede

regionale planlægning.

Hvis der skal være konsekvens i regeringens argumentation, skal

den regionale forvaltning udbredes til natur, vand, planlægning, havmiljø,

miljøbeskyttelse etc. Det er uforståeligt, hvorfor regeringen ikke har de

øvrige tværgående områder med i en regional forankring.

Det er Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres, Socialistisk

Folkepartis og Enhedslistens opfattelse, at regeringens smalle aftale og

udmøntningen heraf på natur- og miljøområdet er udtryk for manglende rettidig

omhu. Samtidig afslører strukturreformen på miljøområdet et snævert og ikke

fremadrettet

natursyn, der tager udgangspunkt i ensidige ideologiske kriterier og ikke i

faglige belæg.

Alt tyder desværre på, at regeringens smalle aftale om den

kommunale struktur bliver Danmarkshistoriens dyreste omgang for miljøet,

naturen og drikkevandet.

Ændringsforslagene

Ændringsforslagene stillet af S, RV, SF og EL på miljøområdet i

forbindelse med strukturreformen har til formål at opretholde en vis form for

status quo. Forslagene skal endvidere forhindre de mest grundlæggende

tilbageslag for natur og miljøbeskyttelsen, som regeringens og Dansk

Folkepartis

snævre aftale medfører. Partierne har derfor i overensstemmelse med præmissen

for gennemførelsen af kommunalreformen undladt at fremkomme med de i øvrigt

nødvendige forbedringer i miljø- og naturforvaltningen i Danmark.

Den samlede strukturreform

Dette lovforslag er et led i den samlede

kommunalreform. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det

radikale Venstre og Enhedslisten har i forbindelse med forhandlingerne

om

de enkelte lovforslag efter folketingsvalget måttet konstatere, at

regeringspartierne og Dansk Folkeparti ikke har ønsket at ændre på

hovedkonstruktionen i reformen. Partiernes holdning

til bl.a. denne hovedkonstruktion fremgår af betænkningsbidrag til

lovforslag

nr. L 65 (nedlæggelsesloven). Der henvises hertil.

Personalespørgsmål

Da der med dette lovforslag gennemføres en ændring

af mange medarbejderes ansættelsesforhold,

vil Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og

Enhedslisten her understrege de forslag, der

er stillet for at sikre medarbejderne ordentlige

arbejdsbetingelser.

Holdningen til de resultater, der er opnået under forhandlingerne, og de

ønsker, vi ikke fik imødekommet, fremgår af partiernes betænkningsbidrag til

lovforslag

nr. L 67. Der henvises hertil.

Konkrete bemærkninger til dette

lovforslag

Den overordnede planlægning vil med forslaget blive erstattet af

nogle regionale rammer, som bliver udfyldt af kommunernes planer. Sammenholdt

med striben af forringelser i den samlede lovpakke på miljø- og

planlægningsområdet

og afskaffelsen af armslængdeprincippet er der tale om et historisk og

markant

tilbageslag for planlægningen af det danske landskab.

Sammenhængen mellem regionale udviklingsplaner og vandindvindings-

og indsatsplaner forsvinder. Kommunerne er for små til, at brikkerne i

puslespillet, der skal beskytte interesserne over kommunegrænser, kan nå

sammen.

En ideel ny planreform burde indeholde både perspektiv og

styrke. Det vil bl.a. betyde en forstærket beskyttelse af det åbne land,

værdifulde naturtyper og landskaber, samt at borgerindflydelsen og

borgerdeltagelsen i planprocessen ikke undergraves. Desværre trækker

strukturreformen

også på dette punkt den helt forkerte vej.

Danmark skal have en overordnet og sammenhængende plan for

naturen i Danmark. Det vil ændringerne i planloven ikke medføre, tværtimod. I

dag er der naturkvalitetsplaner i regionplanerne, men med dette lovforslag

svækkes hele det instrument, der skal sikre sammenhængende forvaltning,

spredningskorridorer og lign. I stedet medfører lovforslaget en fragmenteret

beskrivelse og indsats, der ifølge regeringens egne bemærkninger skal tage

udgangspunkt i Natura 2000-områderne. Disse områder er bestemt vigtige, men

det

er også afgørende at holde fast i, at det samlede danske landskab og den

samlede danske natur udgør mere end de ca. 7,5 pct. af Danmarks areal, som er

udpeget til internationale områder. Dette har regeringen og Dansk Folkeparti

tilsyneladende helt glemt.

Det er partiernes holdning, at de regionale udviklingsplaner

skal gøres bindende over for kommunerne, og de skal sammenfatte de statslige,

kommunale og regionale interesser i planlægningen. Udviklingsplanerne skal

derfor bruges til at sikre en sammenhængende og konsistent udvikling i

regionen. Planerne skal derudover bl.a. omhandle beskyttelse af

arealanvendelse, grundvandsbeskyttelse og -udnyttelse, naturbeskyttelse,

udlæg

af industriområder og infrastruktur. Dette er helt modsat det nuværende

forslag, der medfører en fragmentering af administrationen af det danske

land.

Vedtages dette lovforslag, vil der være en manglende sammenhæng

blandt andet mellem de regionale udviklingsplaner og vandindvindings- og

indsatsplanerne. Det er dybt bekymrende, hvad angår vandmiljøet og især

drikkevandet.

Kommunerne er ikke den rette planmyndighed i forbindelse med natur

og miljø, simpelt hen fordi natur- og vandområder, herunder

drikkevandsforekomster, ikke følger kommunegrænser, men som hovedregel dækker

flere kommuner. Den rette planmyndighed for eksempelvis natur, miljø og

drikkevand

er regionerne, fordi det giver mulighed for en sammenhængende og

helhedsorienteret administration af naturen og vandmiljøet.

Det er endvidere meget svært at se det store planmæssige fremskridt

i den model for planlægningen i hovedstadsregionen, som dette forslag lægger

op

til. Partierne er enige i, at planlægningen i hovedstadsregionen stiller

ekstraordinært

store krav, men en model som den foreslåede med en overordnet statslig

udmelding fra flere ministerier kombineret med kommuneplaner løser ingen

problemer.

Det er partiernes holdning, at hovedstaden har brug for en forstærket

planlægning, der tager udgangspunkt i det regionale niveau.

Overflytningen af VVM-sagerne fra amterne til kommunerne ser vi

også som et tilbageskridt. Kommunerne vil i mange tilfælde være alt for små

til

VVM-sager, og meget ofte vil VVM-pligtige anlæg have effekt ud over

kommunegrænsen. Endvidere vil eksempelvis kravet om alternativer i VVM-sager

med denne overflytning af VVM-sager til kommunerne give et yderst snævert

udgangspunkt,

da kommunerne jo stadig væk mange steder er af begrænset størrelse.

Lovforslaget

vil derfor medføre en stærk begrænsning af vurderingen af alternativer uden

for

kommunegrænsen.

S, RV, SF og EL har stillet en række ændringsforslag, der gør

det regionale niveau til det afgørende administrationsniveau. Uden disse

ændringer kan partierne ikke stemme for lovforslaget. Ændringsforslagene

vedrører

-

regionerne som planmyndighed,

og at udviklingsplanen er bindende,

-

at regionerne

forpligtes til at gøre indsigelse mod modstridende kommune- og

lokalplaner/inddragelse

af offentligheden m.v., og

-

at VVM foregår i

regionerne.

Tjóðveldisflokkurin, Siumut og Fólkaflokkurin var på tidspunktet

for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og

havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske

udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af

et

mindretal

(S, RV, SF og EL):

Til § 1

1)

Den under

nr. 13

foreslåede

§

10 a

affattes således:

§ »§ 10

a.

For hver region skal der foreligge en regional udviklingsplan, der

tilvejebringes af regionsrådet.

Stk. 2.

Den regionale

udviklingsplan må ikke stride mod

regler

eller beslutninger efter § 3, § 5 e og § 5 j,

en

vandplan, en Natura 2000-plan eller handleplaner for realiseringen af disse

planer, jf. lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale

naturbeskyttelsesområder eller regler udstedt i medfør af samme lovs § 36,

stk.

3,

en

Natura 2000-skovplan, jf. kapitel 4 i lov om skove, eller

en

råstofplan, jf. §

5 a

i lov om råstoffer.

Stk. 3.

Den regionale

udviklingsplan skal på grundlag af en helhedsvurdering sammenfatte de

statslige, herunder internationale, regionale og kommunale interesser i

planlægningen.

Planen skal

beskrive

en ønskelig fremtidig udvikling, jf. § 10 b, og

fastlægge

retningslinjer for arealanvendelsen, jf. § 10 c.«

[Den regionale udviklingsplan skal sammenfatte statslige,

regionale og kommunale interesser]

2)

Efter den under

nr. 13

foreslåede

§

10 a

indsættes som nye paragraffer:

§ »§ 10

b.

Den regionale udviklingsplan skal beskrive den ønskelige fremtidige

udvikling for regionens

byer,

landdistrikter og udkantsområder samt for

natur

og miljø, herunder rekreative formål,

erhverv,

inklusive turisme,

beskæftigelse,

uddannelse

og

kultur.

Stk. 2.

Den del af den

regionale udviklingsplan, som beskriver en ønskelig fremtidig udvikling, skal

redegøre for

sammenhængen

mellem den fremtidige udvikling og den statslige og kommunale planlægning af

infrastruktur,

sammenhængen

med regionens eventuelle samarbejde med tilgrænsende landes myndigheder om

plan- og udviklingsmæssige emner og

de

handlinger, som regionsrådet vil foretage som opfølgning på udviklingsplanen.

Stk. 3.

Den regionale

udviklingsplan skal indeholde et kortbilag, der med overordnede, ikke præcise

udpegninger illustrerer det i stk. 1 nævnte indhold i planen.

Stk. 4. I det omfang det

er muligt efter anden lovgivning, kan regionsrådene fremme realiseringen af

den

regionale udviklingsplan ved at yde økonomisk støtte til kommuner og private

til konkrete projekter.

Stk. 5. Regionsrådet kan

over for kommunalbestyrelserne i regionen stille forslag til kommune- og

lokalplanlægningen.

§ § 10 c.

Den regionale

udviklingsplan

skal indeholde

retningslinjer for

arealudlægning

til byzoner og sommerhusområder,

beliggenheden

af større offentlige institutioner samt større trafikanlæg og andre større

tekniske

anlæg,

beliggenheden

af virksomheder m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må

stilles særlige beliggenhedskrav,

de

i § 10 d nævnte anlæg,

varetagelsen

af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af de

særlig værdifulde landbrugsområder,

beliggenheden

af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket,

varetagelsen

af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det åbne land, herunder

udpegningen

og sikringen af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser,

beliggenheden

af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder,

beliggenheden

af arealer til fritidsformål,

anvendelsen

af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre naturforekomster i jorden,

anvendelsen

af vandløb, søer og kystvande,

realiseringen

af regler eller beslutninger efter lovens § 3 og

arealanvendelsen

i kystnærhedszonen i overensstemmelse med bestemmelserne i §

5 a, stk. 1, og § 5 b.

Stk. 2.

De afgrænsede

områder, der knytter sig til den regionale udviklingsplans retningslinjer,

skal

vises på kort.

Stk. 3.

Den del af

regionale udviklingsplan, som fastlægger retningslinjerne for

arealanvendelsen,

skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger, herunder for den

forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse, samt den hidtil udførte

planlægning og administration. Redegørelsen skal endvidere indeholde

oplysning

om de i vandplanen og Natura 2000-planen, jf. lov om miljømål m.v. for

vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven),

og

de i Natura 2000-skovplanen, jf. kapitel 4 i lov om skove, fastsatte

bestemmelser, der er relevante for planlægningen af arealanvendelsen inden

for

den regionale udviklingsplans geografiske område

.

Stk. 4.

Redegørelsen for

den del af den regionale udviklingsplan, der indeholder retningslinjer for de

i

§ 10 d nævnte anlæg, skal indeholde en vurdering af de miljømæssige

konsekvenser.

Stk. 5.

På et kortbilag til redegørelsen skal de

eksisterende og planlagte forhold i kystnærhedszonen vises, herunder hvilke

områder der friholdes for bebyggelse.

§ § 10

d.

Enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet væsentligt, må ikke

påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinjer i den regionale

udviklingsplan om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende

redegørelse (VVM-pligt), jf. § 10 c, stk. 4.

Stk. 2.

Ved

tilvejebringelsen af retningslinjer i den regionale udviklingsplan for anlæg

omfattet af stk. 1, skal Regionsrådet forud for igangsættelsen af arbejdet

med

redegørelsen for anlæggets forventede væsentlige virkninger på miljøet

offentliggøre en kort beskrivelse af hovedtrækkene af det påtænkte anlæg samt

indkalde ideer og forslag til brug for fastlæggelsen af redegørelsens

indhold.

Stk. 3.

Hvis et ønsket

anlæg i øvrigt er i overensstemmelse med retningslinjerne i den regionale

udviklingsplan, påhviler det regionsrådet snarest at tilvejebringe et forslag

til tillæg til den regionale udviklingsplan og derefter fremme sagen mest

muligt. Pligten gælder dog ikke, hvis en nødvendig tilladelse efter § 35 ikke

kan opnås.

Stk. 4.

Miljøministeren

kan fastsætte regler om, at anlæg, der er omfattet af stk. 1, ikke må

påbegyndes

uden regionsrådets eller ministerens tilladelse.

§ § 10

e.

Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke anlæg der er

omfattet af § 10 d. Anlæg, der vedtages i enkeltheder ved særlig lov, er dog

altid undtaget. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke

mindsteoplysninger der er nødvendige, for at en miljømæssig vurdering kan

foretages.

Stk. 2.

Miljøministeren

kan fastsætte regler om offentliggørelse af

afgørelser

om, hvorvidt et anlæg er omfattet eller ikke er omfattet af bestemmelserne i

§

10 d,

beslutninger

om, at et forslag til tillæg til en regional udviklingsplan for et anlæg, der

er omfattet af bestemmelserne i § 10 d, ikke vedtages,

beslutninger

om, at et forslag, der er offentliggjort, ikke vedtages endeligt, og

afgørelser

om, at en tilladelse efter regler fastsat i medfør af § 10 d, stk. 4,

meddeles

eller ikke meddeles.«

§ 10 b bliver herefter §

10

f.

[Den regionale udviklingsplan skal både beskrive en ønskelig

udvikling og fastlægge retningslinjer for arealanvendelsen]

3)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11, stk. 2,

udgår

nr. 2.

Nr. 3 bliver herefter nr. 2.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

4)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Kommuneplanen skal understøtte den regionale

udviklingsplan.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

[Kommuneplanen skal understøtte den regionale udviklingsplan]

5)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11, stk. 4,

der bliver stk. 5, indsættes i

nr. 1

efter »udvikling«: »samt retningslinjer«.

[Kommuneplanen må ikke stride mod den regionale udviklingsplan]

6)

Den under

nr. 14

foreslåede

§

11 a

affattes således:

»§

11 a.

Hovedstrukturen angiver de

overordnede mål for udviklingen og arealanvendelsen i kommunen, herunder

udbygning med boliger og arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning,

kolonihaveområder

og andre rekreative områder.«

[Indholdet af kommuneplanens hovedstruktur]

7)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11 b, stk. 2,

ændres »jf. §

11 a,

nr. 10« til: »jf. § 10 c, stk. 1, nr. 5«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

8)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11 e, stk. 1, nr. 2,

ændres »jf. § 10 a« til: »jf. § 10 a-§ 10 c«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

9)

I den under

nr. 14

foreslåede affattelse af

§

11 e

udgår

stk. 2

og

3.

Stk. 4 bliver herefter stk. 2.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

10)

De under

nr. 14

foreslåede

§§ 11 g-11

i

med tilhørende overskrift udgår.

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 2]

11)

Den under

nr. 22

foreslåede

§ 22 b

affattes således:

§ »§ 22

b.

Regionale udviklingsplaner og kommune- og lokalplaner tilvejebringes og

ændres efter reglerne i dette kapitel.«

[Mulighed for tilvejebringelse af (VVM-) tillæg til den

regionale udviklingsplan]

12)

I den under

nr. 22

foreslåede

§ 22 c

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Regionsrådet

skal aktivt inddrage kommunerne, offentligheden og berørte

interesseorganisationer

i tilvejebringelsen og vedtagelsen af den regionale udviklingsplan.«

[Inddragelse af kommuner, offentlighed og

interesseorganisationer]

13)

Den under

nr. 33

foreslåede affattelse af

§

29

a,

stk. 1,

affattes således:

»Regionsrådet skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod forslag

til kommune- og lokalplaner og ændringer af kommune- og lokalplaner, hvis

planforslaget er i strid med eller modarbejder retningslinjerne i den

regionale

udviklingsplan.«

[Pligt for regionsrådene til at gøre indsigelse mod kommune- og

lokalplaner]

Bemærkninger

Til nr. 1-5

Ændringsforslagene medfører, at regionerne er planmyndighed for

natur, miljø og drikkevand m.v., herunder VVM, at de regionale

udviklingsplaner

er bindende for kommuneplanlægningen, og at kommuneplanerne skal understøtte

den regionale udviklingsplan. De regionale udviklingsplaner skal efter

forslaget sammenfatte de statslige (herunder internationale), regionale og

kommunale

interesser i planlægningen og indeholde konkrete arealudlæg.

Udviklingsplanens

formål skal være at sikre en sammenhængende og konsistent udvikling i

regionen.

Regionsrådene sikres hjemmelsgrundlag til at kunne realisere de regionale

udviklingsplaner, idet forslaget indebærer, at den kommunale planlægning ikke

må være i strid med den regionale udviklingsplan.

Til nr. 6-10

Med forslagene vil kommuneplanen ikke som i det fremsatte

lovforslag skulle indeholde retningslinjer for de hidtidige regionplanemner,

som med forslagene i nr. 1-5 overføres til den regionale udviklingsplan.

Forslagene er således en konsekvens heraf.

Til nr. 11

Forslaget åbner mulighed for vedtagelse af tillæg til den

regionale udviklingsplan og skal ses i sammenhæng med forslagene i nr. 1 og 2

om den regionale udviklingsplans ændrede indhold.

Til nr. 12

Ændringsforslaget indebærer, at regionsrådene forpligtes til

aktivt at inddrage kommunerne, offentligheden og interesseorganisationer i

tilvejebringelsen og vedtagelsen af de regionale udviklingsplaner.

Til nr. 13

Ændringsforslaget indebærer, at regionerne har pligt til at gøre

indsigelse imod kommune- og lokalplaner, som er i direkte strid med eller

modarbejder retningslinjerne i den regionale udviklingsplan.

Erling Bonnesen (V)

Birgitte Josefsen (V)

nfmd.

Lars Christian Lilleholt (V)

Inger Støjberg (V)

Eyvind Vesselbo (V)

Jørn Dohrmann (DF)

Walter Christophersen (DF)

Christian Wedell-Neergaard (KF)

fmd.

Helle Sjelle (KF)

Pernille Blach Hansen (S)

Torben Hansen (S)

Jytte Wittrock (S)

Martin Lidegaard (RV)

Johs. Poulsen (RV)

Steen Gade (SF)

Per Clausen (EL)

Kuupik Kleist (IA)

Tjóðveldisflokkurin, Siumut og Fólkaflokkurin havde ikke

medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Siumut (SIU)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Fólkaflokkurin (FF)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 93

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat fra miljøministeren

2

Meddelelse om høringssvar

3

Oversigt over klagesystemet med angivelse af, hvem der

kan klage, hvor der kan klages til, og ændringer i henhold til lovforslagene

samt plancher, der blev brugt ved den tekniske gennemgang af de enkelte

lovforslag

4

Henvendelse af 18/3-05 fra Kommunernes Landsforening

5

Henvendelse af 18/3-05 fra De samvirkende Købmænd

6

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

7

Meddelelse om materiale fra Amtsrådsforeningen

8

Meddelelse om materiale fra Dansk Landbrug og

Landbrugsraadet

9

Henvendelse af 14/4-05 fra Danmarks

Naturfredningsforening

10

Svar på spm. 3 stillet på L 65 af Kommunaludvalget vedr.

høringssvaret fra Foreningen af Danske Transportcentre, fra indenrigs- og

sundhedsministeren

11

1. udkast til betænkning

12

2. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 93

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om, hvilke ændringer høringsfasen har givet

anledning til med hensyn til lovforslaget, til miljøministeren, og

ministerens svar herpå

2

Spørgsmålet tilbagetages

3

Spm. om kommentar til henvendelse af 18/3-05 fra

Kommunernes Landsforening, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentar til henvendelse af 12/4-05 fra De

Samvirkende Købmænd, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om kommentar til henvendelse af 7/4-05 fra Dansk

Landbrug og Landbrugsraadet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om en beskrivelse af det administrative grundlag for

arealreguleringen i 2007-2009, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om kommentar problemet påpeget af Dansk Landbrug,

jf. henvendelsen af 7/4-05, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om, hvordan kvalitetsstyringsordningen vil bidrage

til en fagligt forsvarlig og effektiv håndtering af natur- og

miljøadministration i kommunerne, til miljøministeren, og ministerens svar

herpå

9

Spm. om kvalitetsstyringsudvalget og ens behandling af

borgere og natur i Danmark, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om kvalitetsstyringsudvalget og faglige krav til

substansen i sager afgjort efter vandløbsloven m.v., til miljøministeren, og

ministerens svar herpå

11

Spm. om sikring af, at kommunerne ikke træffer

afgørelser, der er i strid med kvalitetskravene til gode afgørelser, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvorvidt kvalitetsstyringsordningen ikke

omfatter planlægningsområdet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om, hvordan en kvalitetsstyringsordning kan sikre

koordination af faglige spørgsmål, der forudsætter indsats på tværs af

kommunegrænser,

til miljøministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om sikring af kvalitetsstyringsordningen og den

faglige kvalitet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om, hvorledes de overordnede interesser varetages i

kommunen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm., om de statslige interesser i en given kommune er

fastlagt i statslige planer og dokumenter, til miljøministeren, og

ministerens svar herpå

17

Spm. om, hvordan man sikrer, at et VVM-projekt i en

kommune kan blive afvejet konkret mod et projekt i en anden kommune, til

miljøministeren,

og ministerens svar herpå

18

Spm., om sø-, å- og skovbyggelinjer er at regne for

statslige interesser, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om kompetence til at vurdere og opstille projekter

uden for kommunernes grænser, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om, hvilken rolle landsplanredegørelsen spiller i

det nye plansystem, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om godkendelse og samtykke fra nabokommuner i

forbindelse med VVM-afgørelser, til miljøministeren, og ministerens svar

herpå

22

Spm. om, hvilke interesser miljøministeren lægger til

grund for statslige indsigelser mod kommuneplanlægningen, til

miljøministeren,

og ministerens svar herpå

23

Spm., om de regionale udviklingsråd kan nedlægge veto mod

kommunale planer, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm. om, i hvilket omfang kommuneplaner og regionale

udviklingsplaner vil være »i takt«, til miljøministeren, og ministerens svar

herpå

25

Spm. om de natur- og miljømæssige konsekvenser af, at der

ikke gennem regionplaner gennemføres en overordnet planlægning for

arealanvendelse,

til miljøministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm. om sammenhæng mellem regionale udviklingsplaner og

kommuneplanlægning på den ene side og nationale og europæiske planer på den

anden, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om udlægning af byzonearealer til erhverv og bolig,

til miljøministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om, hvordan staten vil sikre, at det er muligt at

danne sig et overblik over, hvilke bestemmelser der gælder for ens ejendom,

til miljøministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm. om regionale udviklingsplaner og væksthensyn, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

30

Spm. om, at det alene er VVM for husdyrbrug, der vil

blive undergivet en særlig statslig omsorg, til miljøministeren, og

ministerens svar herpå

31

Spm. om anvendelse af årsværk i Landsplanafdelingen, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om politisk ejerskab på miljøområdet og koordinering

mellem kommunale planer og regionsplanen, til miljøministeren, og ministerens

svar herpå

33

Spm. om regionale udviklingsperspektiver og udbygning af

infrastrukturen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm. om, hvordan det sikres, at kommunerne i deres

VVM-vurderinger inddrager alternativer i nabokommunerne, til miljøministeren,

og ministerens svar herpå

35

Spm. om infrastruktur og udviklingsplaner, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om VVM-vurderinger og miljømæssigt optimale alternativer

ifølge EU-reglerne, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om sagsbehandlingstid for screeningssagerne, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om adgang til lokalplanlægning i det åbne land, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm., om § 11 b, stk. 2, giver kommunerne hjemmel til at

detailplanlægge for landbrug, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om statens udmeldinger til kommuneplanlægningen i

hovedstadsområdet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om sammenhængen mellem de regionale

erhvervsudviklingsplaner og regionernes udviklingsplaner, til

miljøministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

43

Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål og

miljøministerens svar herpå

Spørgsmålene og miljøministerens svar er optrykt efter ønske

fra S, RV, SF og EL.

Spørgsmål 4:

Miljøministerens kommentar udbedes vedrørende henvendelse af 18.

marts 2005 fra De Samvirkende Købmænd angående forslag til lov om ændring af

planlægning (udmøntning af kommunalreformen).

Svar:

Med lovforslaget overtager miljøministeren den kompetence

amterne har i dag til at fastsætte regler for beliggenheden og størrelsen af

større butikker. Det vil sige dagligvarebutikker over

3.000 m2

og

udvalgsvarebutikker over

1.500 m2.

Det er også miljøministeren, der fastsætter beliggenheden og størrelsen af

større butiksområder uden for bymidterne f.eks. butiksområder i udkanten af

byerne.

Ministerens regler skal udarbejdes under hensyntagen til

planlovens generelle regler om planlægning til butiksformål, herunder

formålet

med detailhandelsplanlægningen. De regler fastsætter blandt andet, at arealer

til butiksformål som hovedregel skal udlægges i den centrale del af en by.

Planlovens eksisterende krav om, at redegørelsen til

kommuneplanen skal indeholde oplysninger om de særlige planlægningsmæssige

begrundelser for fastsættelse af eventuelle butiksstørrelser over henholdsvis

3.000 m2

og

1.500 m2, fastholdes. Det

fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det forudsættes, at ministeren

desuden redegør for den særlige planlægningsmæssige begrundelse for

eventuelle

større butikker.

Det vurderes at være tilstrækkeligt for at nå planlovens formål,

at ministeren fastsætter regler for beliggenheden af større butikker samt

beliggenheden af og det maksimale butiksareal i bydelscentre og

aflastningsområder. Kommunerne har mulighed for at planlægge for butikscentre

i

overensstemmelse med disse regler.

I hovedstadsområdet kan en kommunalbestyrelse fremsætte

indsigelse over for planforslag fra andre kommuner i hovedstadsområdet. Uden

for hovedstadsområdet kan en kommunalbestyrelse fremsætte indsigelse mod en

nabokommunes planforslag. Det vurderes at være tilstrækkeligt, at det uden

for

hovedstadsområdet alene er nabokommuner, der kan gøre indsigelse. Det

vurderes

som mest hensigtsmæssigt, at eventuelle uoverensstemmelser mellem to kommuner

afgøres på regionalt niveau. Detailhandelsprojekter, der påvirker et større

opland end nabokommunerne, vil blive vurderet af miljøministeren, der har

pligt

til at gøre indsigelse mod et forslag til kommuneplan, der ikke er i

overensstemmelse med overordnede interesser.

Amternes detailhandelsplanlægning og den vetomulighed amterne i

dag har mod andre amters detailhandelsplanlægning afløses i lovforslaget af

ministerens pligt til at fastsætte regler for den regionale

detailhandelsstruktur og kommunernes mulighed for at gøre indsigelse mod en

nabokommmunes kommuneplanforslag. Regionsrådet kan gøre indsigelse mod

forslag

til kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den regionale

udviklingsplan. Indsigelsen skal være båret af overordnede hensyn til

regionens

samlede udvikling. Bestemmelsen forventes ikke brugt ved udlægning af arealer

til detailhandel.

I øvrigt kan jeg tilføje, at jeg allerede har tilkendegivet, at

jeg vil igangsætte en undersøgelse af, hvordan detailhandelsreglerne har

fungeret. DSK’s synspunkter vil indgå i dette arbejde.

Spørgsmål 5:

Ministeren bedes kommentere henvendelse fra Dansk Landbrug og

Landbrugsraadet af 7. april 2005, herunder bemærkningerne om, at der i

tidsrummet 2007-2009 er risiko for et »tomrum«, hvor kravene til

arealreguleringen endnu ikke er fastlagt.

Svar:

Henvendelsen er i det

følgende kommenteret under de enkelte overskrifter i Dansk Landbrug og

Landbrugsraadets

brev af 7. april 2005.

»Staten skal sikre

regulering af arealanvendelsen«

Regionplanerne udgør i

dag grundlaget for amternes behandling af husdyrbrugssager i relation til

VVM-reglerne.

Ændringen på VVM-området

består alene i, at kompetencen til at foretage VVM-vurderinger i langt de

fleste tilfælde flyttes fra amterne til kommunerne, og for de mere

komplicerede

virksomheder fra amterne til staten. VVM-kompetencen følger således

kompetencefordelingen for miljøgodkendelser efter miljøbeskyttelsesloven.

Flytningen af

VVM-kompetencen fra amterne til kommunerne skal ses i sammenhæng med de

øvrige

lovforslag på natur- og miljøområdet i forbindelse med kommunalreformen.

Kommunerne

vil fremover stå med hele paletten af virkemidler både overfor de

eksisterende

husdyrbrug

og over for etablering og

udvidelser af husdyrbrug. På den måde sikres et samlet overblik i kommunerne.

Ændringerne af planloven

skal efter lovforslaget træde i kraft den 1. januar 2007. Der vil imidlertid

blive tale om, at de regionplanretningslinjer i »Regionplanerne 2005«, som

amterne i øjeblikket har under udarbejdelse, opretholdes med samme

retsvirkning

som landsplandirektiv.

Regionplanretningslinjerne

vil således fortsat være gældende, og skal bl.a. være kommunernes

administrationsgrundlag for varetagelse af f.eks. kompetencen til at meddele

landzonetilladelser, og de kompetencer kommunerne overtager efter en række

sektorlove på bl.a. natur- og miljøområdet, samt behandlingen af husdyrbrug

efter VVM-reglerne.

De nye kommuneplaner

forudsættes at blive udformet i den første valgperiode frem til 2009, men vil

ikke kunne vedtages af den enkelte kommunalbestyrelse, før

regionplanretningslinjerne er ophævet eller bortfaldet.

Der kan således ikke

siges at være et ”tomrum”. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål 3

(L 91) og 6 (L 92 og L 93).

Den 2-årige statslige

kontrolordning foreslås indført for at fastholde et højt beskyttelsesniveau

ved

reguleringen af husdyrproduktionen under hensyn til kompleksiteten af

landbrugets miljøproblemer, og således at kommunerne får tid til at opbygge

de

nødvendige kompetencer til at løse opgaven uden statslig involvering.

Miljøministeriet vil søge at undgå, at den statslige kontrol fører til en

væsentlig

længere sagsbehandlingstid. Dette vil bl.a. ske ved udsendelse af et nyt

vejledningsmateriale

til kommunerne inden udgangen af 2006, hvilket blandt andet også er fremhævet

i

Myndighedsudvalgets rapport fra november 2004.

En opdeling af

husdyrbrugssagerne i en arealdel og en bygningsdel, der reelt behandles af

hver

sin myndighed, vil efter Miljøministeriets opfattelse ikke være i

overensstemmelse med VVM-direktivets sigte om at opnå en samlet vurdering af

anlæggets virkninger på miljøet. Det kan dog oplyses, at den ovenfor nævnte

vejledning også vil omfatte retningslinjer for kommunernes administration af

arealreguleringen, som led i behandlingen af en konkret ansøgning om

tilladelse

til udvidelse af husdyrproduktionen.

»Antallet af

myndighedsniveauer«

Med kommunalreformen vil

kommuneplanerne blive det samlende dokument til regulering af

arealanvendelsen

i by såvel som på land, mens den regionale udviklingsplan skal fungere som et

strategisk værktøj, der dækker de overordnede aspekter af relevante forhold

for

regionens udvikling. Den regionale udviklingsplan indebærer således ikke en

detailstyring af kommunernes planlægning, men er et udtryk for en samlet

strategi for udviklingsinitiativerne i regionen.

Efter forslag til lov om

ændring af lov om planlægning, må kommuneplanen ikke stride mod beskrivelsen

af

den ønskelige fremtidige udvikling i den regionale udviklingsplan, og

regionsrådet

kan gøre indsigelse over for forslag til kommuneplaner og ændringer af

kommuneplaner, hvis planforslaget er i strid med den regionale

udviklingsplan.

Som det fremgår af bemærkningerne til lovfor- slaget, skal en indsigelse fra

Regionsrådet overfor en kommuneplan være båret af overordnede hensyn til

regionens samlede og langsigtede udvikling. Desuden er der i lovforslaget

indlagt mulighed for, at parterne kan indbringe eventuelle uafklarede

spørgsmål

for miljøministeren i tilfælde af uenighed.

Selvom udviklingsplanen

skal beskæftige sig med den overordnede strategiske udvikling indenfor

regionen,

er det væsentligt, at Regionsrådene får mulighed for at gøre indsigelse

overfor

kommuneplaner, for herigennem at sikre overensstemmelse med kommunernes

arealdispositioner og de overordnede prioriteter for udviklingsaktiviteterne

i

regionen.

Regionsrådene får

derimod ikke til opgave at påse, at den kommunale planlægning er i

overensstemmelse

med overordnede interesser, idet denne opgave efter lovforslaget vil blive

varetaget af miljøministeren.

Beføjelsen til at afgøre

uenigheder mellem kommunerne om planforslag efter planloven foreslås lagt i

regionsrådene, idet det forventes, at der typisk vil være tale om sager, der

ikke indeholder overordnede interesser, og som mest hensigtsmæssigt afklares

på

regionalt niveau.

I overensstemmelse med

strukturaftalen får regionsrådene en koordinator- og mæglerrolle i forhold

til

miljømålsloven og en mæglerrolle efter vandforsyningsloven. I forhold til

miljømålsloven er det foreslået, at udarbejdelsen af vand- og Natura

2000-planer overføres fra amterne til staten. For at sikre et tidligt indspil

fra alle relevante myndigheder, dvs. inden de statslige vand- og Natura

2000-planer sendes i høring, indføres der en idefase. Kommunalbestyrelserne

får, ligesom alle andre, mulighed for at komme med indspil i denne fase.

Regionsrådene

har fået til opgave at koordinere disse kommunale indspil. Regionsrådene skal

alene sikre, at der rent faktisk sker en koordinering mellem de involverede

kommunalbestyrelser.

På det kommunale niveau

skal kommunalbestyrelserne udarbejde en kommunal handleplan til den konkrete

og

lokale udmøntning af de statslige vand- og Natura-2000 planer. Kommunerne får

mulighed

for at komme med indsigelser mod andre kommuners handleplaner, såfremt

kommunerne

bliver berørte heraf.

Det kan ikke udelukkes,

at to kommunale handleplaner vedrørende det samme vandløbsopland eller det

samme Natura 2000-område ikke stemmer overens med hinanden eller på anden vis

modarbejder hinanden i forhold til at nå de opstillede mål i vand- eller

Natura

2000-planen. Hvor en berørt kommunalbestyrelse har indsigelser mod en anden

kommunes handleplan, kan regionsrådet optræde som mægler, såfremt en af

kommunalbestyrelserne anmoder om det.

I forbindelse med

vandforsyningsloven foreslås det, at kommunalbestyrelserne bliver myndighed

med

hensyn til indsatsplanerne. På den baggrund foreslås det endvidere, at

regionsrådene på anmodning fra en af kommunalbestyrelserne kan indkalde disse

til mægling i de tilfælde, hvor der er uenighed mellem berørte

kommunalbestyrelser omkring indsatsplanerne.

Både efter

miljømålsloven og vandforsyningsloven skal regionsrådet, såfremt der ikke

opnås

enighed i en mægling, neutralt fremlægge spørgsmålet for ministeren, der så

træffer en endelig afgørelse.

Regionsrådenes rolle som

koordinerende og mæglende instans efter såvel miljømålsloven som

vandforsyningsloven

forudsætter således ikke, at de selvstændigt vurderer det faglige grundlag

for

indspil og indsigelser. Der er blot tale om tilrettelæggelse af en proces.

»Snitflade mellem

statens og kommunernes planlægning«

Med kommunalreformen

foreslås det, at staten udarbejder vandplaner og -Natura 2000 planer, som

bl.a.

indeholder et indsatsprogram. Kommunerne udarbejder kommunale handleplaner,

der

skal sikre den konkrete og lokale udmøntning af de statslige planer og disses

indsatsprogrammer.

Vandplaner, Natura

2000-planer m.v. udarbejdes efter særlig lovgivning og med andre

»årskadencer«

end kommuneplanerne efter planloven. Disse planer vil sætte bindende rammer

for

kommunernes planlægning. Forslaget til ændring af planloven indeholder derfor

også bestemmelser om, at der i den redegørelse for planens forudsætninger,

der

skal ledsage kommuneplanen, skal redegøres for bl.a. disse planer i relevant

omfang. Hermed findes det af foreningerne efterlyste hensyn varetaget.

»Samling af

VVM-bestemmelserne og bestemmelser om miljøgodkendelse«

Under overskriften »Miljøgodkendelse

af alle landbrugsejendomme med mere end 75 dyreenheder« fremgår følgende af

regeringsgrundlaget:

»Regeringen vil i

forbindelse med udvidelser eller nyanlæg af husdyrbrug over 75 dyreenheder

stille krav om miljøgodkendelse. Herved vil flere bedrifter end i dag blive

omfattet. Ved ansøgninger om udvidet husdyrbedrift skal der kunne stilles

skærpede krav om anvendelse af miljørigtig teknologi og f.eks. krav om

yderligere reduktion af kvælstof og fosfor. Kommunalreformen muliggør en mere

enkel godkendelsesprocedure, hvor mange af de nuværende specielle

godkendelsestyper

kan integreres i én godkendelse, som samlet varetager f.eks. miljø-, nabo- og

landskabshensyn«.

Det er tanken, at denne

lov skal træde i kraft 1. januar 2007, det vil sige samtidig med

kommunalreformen.

Spørgsmål 6:

Ministeren bedes fremsende en nærmere beskrivelse af, hvordan

det administrative grundlag for arealreguleringen ser ud i tidsrummet

2007-2009

ifølge ministerens lovforslag.

Svar:

Regionplanlægningen efter planloven har i dag en central rolle i

forhold til arealanvendelse og natur- og miljøbeskyttelse. Regionplanen

danner

rammerne for den kommunale planlægning, og de kommunale myndigheder skal

virke

for gennemførelsen af regionplanens retningslinjer ved udøvelse af beføjelser

i

medfør af lovgivningen. Regionplanens retningslinjer skal således også

inddrages i vurderingen af konkrete enkeltsager. Regionplanen tjener så at

sige

som overordnet administrationsgrundlag.

Regionplanen indeholder retningslinjer om visse anlæg og

aktiviteter samt om kvaliteten og beskyttelsen af visse natur- og

miljøinteresser.

Med forslaget til ændring af planloven (L 93) ophæves planlovens

bestemmelser om regionplanlægning. Lovforslaget indeholder imidlertid en

overgangsordning, hvorefter regionplanretningslinjerne opretholdes med samme

retsvirkning som landsplandirektiver, indtil kommunerne har opdateret deres

kommuneplaner med det nye indhold, og retningslinjerne herefter ophæves af

miljøministeren.

For så vidt angår regionplanretningslinjer for anvendelsen og

beskyttelsen af vandressourcerne og for kvaliteten af vandløb, søer og

kystvande falder disse efter lovforslaget bort i det enkelte vanddistrikt ved

ikrafttrædelsen af en vandplan der gælder for vanddistriktet. Vandplanerne

reguleres

efter lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale

naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven),

Kommunalbestyrelserne skal virke for gennemførelsen af de

opretholdte regionplanretningslinjer, herunder ved udøvelsen af beføjelser i

medfør af lovgivningen.

I tidsrummet fra lovens ikrafttræden og indtil

regionplanretningslinjerne ophæves eller bortfalder, vil der således i medfør

af planloven være et administrationsgrundlag, der svarer til den nugældende

ret.

Der bliver således ikke tale om, at der som følge kommunalreformen

vil opstå et »tomrum« i perioden 2007 og frem til, at de første vandplaner og

Natura 2000-planer foreligger i 2009.

Heller ikke forslag til ændring af miljøbeskyttelsesloven (L 91)

og forslaget til ændring af miljømålsloven (L 92) samt de øvrige lovforslag

til

gennemførelse af kommunalreformen på miljøministeriets område indebærer

ændringer af det administrative grundlag for arealreguleringen, som kan

indebære et tomrum i tidsrummet 2007-2009.

Til brug for arealreguleringen efter 1. januar 2007 vil der

endvidere blive udsendt retningslinjer fra Miljøministeriet for kommunernes

administration af ansøgninger om udvidelse og nyetablering af husdyrbrug.

Spørgsmål 8:

I høringsnotaterne til miljømålsloven, naturbeskyttelsesloven,

havmiljøloven og vandløbsloven fremgår, at ministerens forventning til

kvalitetsstyringssystemet er, at det vil kunne løse en lang række af de

problemer,

der kan opstå som følge af at opgaver overføres fra amter til kommuner. I

høringsnotatet til samleloven (side 4 ad lov om vandløb), fremgår eksempelvis

følgende om koordinationsproblemet, som blandt andre Amtsrådsforeningen,

Nordjyllands Amt, DN og Sportsfiskerne peger på: »Af kommissoriet for

kvalitetsstyringsudvalget - som er bredt sammensat med deltagelse også af

Amtsrådsforeningen og Danmarks Naturfredningsforening - fremgår, at

kvalitetsstyringsordningen

bl.a. skal sikre en koordination af de faglige spørgsmål, der forudsætter en

indsats på tværs af kommunegrænser«.

Ministeren bedes redegøre for, hvorledes

kvalitetsstyringsordningen konkret vil bidrage til at sikre en faglig

forsvarlig og effektiv håndtering af natur- og miljøadministrationen i

kommunerne, herunder hvorledes det skal sikres, at kommunerne ikke lader

konkrete erhvervs- og byudviklingshensyn gå forud for natur- og miljøhensyn,

herunder en redegørelse for de relevante mekanismer i

kvalitetsstyringsordningen.

Svar:

Kvalitetsstyringsordningen omfatter ikke planlægningsområdet.

Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelsen af spørgsmål 12 samt til min

besvarelse af enslydende spørgsmål 15 (L 86 – samleloven):

»Den faglige bæredygtighed i de nye kommuner er først og

fremmest sikret ved, at der bliver tale om langt større kommuner, og at langt

hovedparten af plan-, natur- og miljøopgaverne samles i kommunerne. Der

bliver

således tale om helt andre og styrkede faglige miljøer i kommunerne i forhold

til i dag.

Samtidig vil der – i nødvendigt omfang - ske en udbygning af

retningslinierne inden for området. Dette vil allerede finde sted i

forbindelse

med opfølgningen af de aktuelle lovforslag gennem bekendtgørelser og

vejledninger, og det må i øvrigt finde sted løbende. I den forbindelse vil

der

- efter lovene er vedtaget - blive nedsat et Kontaktforum med ministeriets

samarbejdsparter. Dette initiativ kan bl.a. ses som opfølgning af, at der fra

flere sider er blevet udtrykt behov for at udbygge retningslinierne på natur-

og miljøområdet som forudsætning for, at kommunerne vil kunne varetage

amternes

opgaver forsvarligt.

Samtidig og supplerende hertil bliver der som et nyt værktøj i

kommunernes natur- og miljøadministration etableret en

kvalitetsstyringsordning. Det drejer sig om at etablere procedurer i

forbindelse

med løsning af opgaver inden for natur- og miljøområdet, som kan bidrage til

at

sikre bl.a. den tilstrækkelige kvalitet i opgavevaretagelsen i den enkelte

kommune.

Alt afhængig af ordningens nærmere udformning kan en kvalitetsstyringsordning

ved f.eks. krav om åbenhed og ved erfaringsudveksling m.v. ligeledes i

praksis

medvirke til en større ensartethed kommunerne imellem. Derimod vil

kvalitetsstyringsordningen hverken føre til en lempelse eller skærpelse af de

substantielle retningslinier. Det skøn, kommunerne er tildelt efter

lovgivningen, berøres ikke. Det kan alene ske ved ændringer i gældende

retningslinier.

Da der er nedsat et Kvalitetsstyringsudvalg - ligeledes med

repræsentation af ministeriets centrale samarbejdsparter - og dets arbejde

som

følge af valg-udskrivelsen først skal foreligge med udgang-en af maj måned,

kan

jeg ikke her og nu komme nærmere ind på, hvorledes de enkelte elementer i en

kvalitetsstyringsordning vil blive udformet. Men det fremgår af kommissoriet

for udvalget, at udvalget bl.a. skal overveje hensigtsmæssigheden af

forskellige metoder i forhold til opstilling af kvalitetsmål for løsning af

væsentlige lovbestemte opgaver, tilstedeværelsen af de nødvendige

kompetencer,

koordinering på tværs af kommunegrænser og dokumentation af indsatsen.

Udvalgets

rapport skal danne grundlag for eventuel udarbejdelse af lovforslag med

henblik

på fremsættelse i Folketingssamlingen 2005/06.

Endelig bemærkes, at også eventuelle kommunale såkaldte

videncentre kan være med til at sikre en effektiv erfaringsudveksling mellem

kommunerne.

Der vil således blive taget en række supplerende initiativer til

sikring af den faglige bæredygtighed i kommunerne.

Som det fremgår ovenfor, er den nødvendige koordinering på tværs

af kommunegrænser et emne i Kvalitetsstyringsudvalgets arbejde. Men målet med

en kvalitetsstyringsordning er jo netop - som spørgsmålet er inde på - at

medvirke til at sikre både faglig kvalitet, effektivitet og ensartethed i

administrationen - både med hensyn til den enkelte kommunes administration og

ikke mindst i forbindelse med administrationen på tværs af kommunegrænser -

inden for de rammer, natur- og miljølovgivningen i øvrigt sætter.«

Spørgsmål 12:

Af kommissoriet til udvalgets arbejde fremgår, at

»Kvalitetsstyringsordningen omfatter ikke planlægningsområdet, idet der

lægges

til grund, at der med ændringerne i planloven om de fremtidige regionale

udviklingsplaner, ikke tillægges regionerne kompetence til en detailstyring

af

kommunernes planlægning«. Kan ministeren bekræfte, at dette i udvalgets

arbejde

tolkes således, at konkret sagsbehandling i forbindelse med VVM-screeninger

og

-vurderinger samt landzonesager efter planlovens § 35 ikke er medtaget i

udvalgets

arbejde?

I bekræftende fald, bedes ministeren redegøre for, om dette er

forsvarligt og hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med hensigten med

udvalget, som er at sikre kvaliteten af afgørelser på natur- og miljøområdet?

Svar:

Jeg kan bekræfte, at kommissoriet fortolkes således, at

kvalitetsstyringsordningen ikke direkte omfatter bestemmelserne om VVM og

landzonesager.

Dette betyder naturligvis ikke, at opgaverne efter planloven

ikke også skal varetages fagligt forsvarligt.

Det samme gælder anden lovgivning, som spiller sammen med reglerne i

natur- og miljølovgivningen. I forbindelse med kvalitetssikring af

behandlingen

af sager efter natur- og miljølovgivningen, der hænger tæt sammen med

behandlingen af sager efter anden lovgivning, herunder planloven, må denne

sammenhæng

selvsagt fremgå.

Jeg kan i øvrigt henvise

til svaret på spørgsmål 8.

Spørgsmål 22:

Hvilke interesser lægger miljøministeren til grund for statslige

indsigelser i forhold til kommuneplanlægningen?

Svar

Miljøministeren skal efter lovforslaget fremsætte indsigelser

over for et forslag til kommuneplan, der ikke er i overensstemmelse med

overordnede interesser. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af

underordnet betydning. Udtrykket overordnede interesser dækker over forhold,

som har interesse ud over kredsen af en kommunes indbyggere og typisk også

har

interesse for kommende generationer. Der kan f.eks. været tale om at opfylde

internationale forpligtelser til at beskytte særlige naturområder, tilgodese

behovet for rent drikkevand nu og i fremtiden eller varetage andre statslige

sektorinteresser som landbrug, trafik og kulturmiljø. Det kan således også

være

en overordnet interesse at sikre energi- eller trafikforsyning for en del af

landet, eller at der ikke placeres støjfølsomt byggeri inden for

støjkonsekvenszonen omkring forsvarets skyde- og øvelsesaktiviteter. Det er

ligeledes

en overordnet interesse, at regler og beslutninger efter planlovens § 3

(landsplandirektiver) eller regionplanretningslinjer, der efter lovforslaget

er

tillagt retsvirkning som bindende regler efter § 3, overholdes.

Endelig kan en statslig

myndighed, ligesom det er tilfældet i dag, fremsætte indsigelse mod et

lokalplanforslag

ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager.

Spørgsmål 23:

Kan de regionale udviklingsråd i praksis nedlægge veto mod

kommunale planer, og hvordan er den juridiske og praktiske procedure herfor,

herunder information til organisationer og interessenter og deres

indsigelsesmuligheder?

Svar:

Efter lovforslagets § 1, nr. 33, (§

29 a

) kan Regionsrådet gøre indsigelse

overfor forslag til kommuneplaner og ændringer af kommuneplaner (men ikke

lokalplaner), hvis planforslaget er i strid med den regionale udviklingsplan.

Indsigelser skal være begrundede. Miljøministeren skal underrettes om

indsigelser.

Hvis der fremsættes indsigelse kan planforslaget først vedtages

endeligt, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige

ændringer.

Uafklarede spørgsmål kan af parterne indbringes for ministeren.

Det fremgår af bemærkningerne, at Regionsrådets indsigelse skal

være båret af overordnede hensyn til regionens samlede udvikling, herunder

hensynet til regionens bæredygtige udvikling.

Det forventes, at der efter indsigelsen er fremsat optages

forhandlinger mellem parterne om ændring af planforslaget.

Det følger af lovforslagets § 1, nr. 30, (§ 27, stk. 2), der

erstatter den nugældende § 27, stk. 3, at der i forbindelse med den endelige

vedtagelse af planen kan foretages ændring af det offentliggjorte

planforslag.

Berører ændringen på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere end dem,

der ved indsigelse har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke

ske, før de pågældende har fået lejlighed til at udtale sig. Ved væsentlige

ændringer skal miljøministeren have lejlighed til at udtale sig.

Kommunalbestyrelsen

fastsætter en frist herfor.

Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt

planforslag skal dette offentliggøres efter reglerne for nye

kommuneplanforslag.

Behandlingen af Regionsrådets indsigelse indebærer ingen

indskrænkning af den mulighed for at fremsætte indsigelser mod

kommuneplanforslaget, som tilkommer organisationer og interessenter i den

periode, hvor planforslaget er offentligt fremlagt.

Spørgsmål 34:

Et vigtigt formål med VVM er at belyse alternativer – hvordan

sikres det at kommunerne i deres VVM-vurderinger tillige inddrager

alternativer

i nabokommuner?

Svar:

Indledningsvis kan det oplyses, at staten forventes at tage sig

af de særligt komplicerede virksomheder, statslige infrastrukturanlæg og

infrastrukturanlæg af national interesse. Hermed er der skabt det bedst

mulige

grundlag for at inddrage overvejelser om alternative løsninger og

placeringsmuligheder netop for de anlægstyper, hvor dette må skønnes at være

mest relevant.

For så vidt angår de VVM-sager, der skal behandles i kommunerne,

skal kommunerne i forbindelse med VVM-vurderinger indrage borgerne i den

såkaldte idefase, hvor bl.a. spørgsmålet om, hvilke alternativer der bør

indgå

i VVM-vurderingen fastlægges. I det omfang, der peges på alternativer udenfor

kommunen eller kommunen selv vurderer, at der bør vurderes sådanne

alternativer,

vil kommunen kunne bede bygherren eller anmode den berørte kommune om at

kommentere

og evt. undersøge det foreslåede alternativ nærmere.

I det omfang kommunen finder, at et alternativ udenfor kommunen

er at foretrække, vil kommunen kunne beslutte ikke at vedtage

kommuneplantillægget endeligt. VVM-direktivet forpligter imidlertid ikke

kommunen

til at vælge det miljømæssigt optimale alternativ.

Spørgsmål 41:

Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem de regionale

erhvervsudviklingsplaner og regionernes udviklingsplaner, herunder på hvilken

måde erhvervsudviklingsplanerne indgår i udviklingsplanerne for regionerne,

og

i hvilken udstrækning regionsrådene er besluttende myndighed overfor begge

typer af planer?

Svar:

I

følge forslaget til lov om erhvervsfremme (L 47) varetager regionsrådet den

regionale erhvervsudvikling. Hertil nedsætter regionsrådet et eller to

vækstfora, udpeger formanden for hvert vækstforum og stiller sekretariat til

rådighed for vækstforaene.

De

regionale vækstfora får ansvaret for at udarbejde en

erhvervsudviklingsstrategi, som danner ramme om regionens erhvervsudvikling.

Erhvervsudviklingsstrategierne udgør en del af grundlaget for regionernes

udviklingsplaner.

Til

at finansiere aktiviteterne indstiller vækstforummet til staten om

anvendelsen

af strukturfondsmidlerne, dvs. social- og regionalfondsmidlerne.

Tilsvarende

indstiller vækstforummet til regionsrådet om anvendelsen af de midler, som

regionsrådet vælger at afsætte til erhvervsudvikling på sit årlige budget.

Regionsrådet kan acceptere eller afvise indstillinger fra vækstfora om

udviklingsmidlernes

anvendelse. Omvendt kan regionsrådet ikke anvende midler til

erhvervsudvikling,

med mindre det sker i samarbejde med et vækstforum.

Som

det fremgår af forslaget til lov om ændring af lov om planlægning (L 93) skal

den regionale udviklingsplan beskrive en ønskelig udvikling

på tværs af

flere sektorområder, jf. §

10 a

stk. 3. Den regionale udviklingsplan skal tage udgangspunkt i de planer og

strategier, der er udarbejdet af de regionale organer indenfor forskellige

sektorområder. Det bliver den regionale udviklingsplans opgave at binde de

mange strategier sammen til en fælles vision for den fremtidige udvikling i

regionen, der også omfatter de øvrige udviklingsopgaver, herunder natur- og

miljø, uddannelse, kultur m.v.

På erhvervsområdet vil den regionale udviklingsplan basere sig

på de regionale erhvervsudviklingsstrategier, der udarbejdes i de regionale

vækstfora.

Den regionale erhvervsudviklingsstrategi skal ligge inden for

rammerne af den lovgivning, der udgør det samlede grundlag for den regionale

udviklingsplan, og kan dermed ikke stride mod beskrivelsen af den ønskelige

fremtidige udvikling i den regionale udviklingsplan.

Sammenhængen mellem erhvervsudviklingsstrategierne og de regionale

udviklingsplaner, vil blive sikret gennem dialog mellem regionsråd og

vækstfora, samt det forhold at regionsrådene stiller sekretariatsbistand til

rådighed for vækstforaene.

I bemærkningerne til § 1, nr. 13 (§

10 a

) i forslag til lov om ændring af lov

om planlægning (L 93) og § 10, stk. 2 i forslag til lov om erhvervsfremme (L

47) er sammenhængen mellem den regionale udviklingsplan og

erhvervsudviklingsstrategien

nærmere beskrevet.

Lignende dokumenter