Spring til indhold

Retsinformation

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 209

2000/1 SF L 209Skriftlig fremsættelseJustitsministeriet28. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Skriftlig fremsættelse (28. marts

2001)

Justitsministeren

(Frank Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at

fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven. (Forvoldelse af fare for smitte med en livstruende og

uhelbredelig sygdom).

(Lovforslag nr. L 209).

Lovforslaget har til formål at sikre, at det i lyset

af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil

være muligt at straffe personer, der forvolder fare for, at andre

smittes med en sådan livstruende og uhelbredelig sygdom, og at den

forurettede i sådanne sager får mulighed for at få

beskikket en bistandsadvokat.

Lovforslaget indebærer, at den nugældende

bestemmelse i straffelovens § 252, stk. 2, om forvoldelse af fare for en

livstruende og uhelbredelig sygdom suppleres med en bemyndigelse til

justitsministeren til efter forhandling med sundhedsministeren at

fastsætte, hvilke sygdomme der skal være omfattet af

bestemmelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 252,

stk. 3.

Det er fortsat alene livstruende og uhelbredelige

sygdomme, der kan være omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.

Det skal imidlertid ikke som efter den nugældende

bestemmelse være en betingelse, at det er overvejende sandsynligt, at

personer, der smittes med sygdommen, almindeligvis afgår ved

døden inden for maksimalt 10-15 år (levetidsprognose).

At sygdommen skal være livstruende og uhelbredelig

Læs alt

indebærer efter forslaget i stedet alene, at der skal være tale

om en sygdom, der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling

med overvejende sandsynlighed medfører døden for personer,

der smittes med sygdommen. Selv om der således ikke længere

stilles krav om, at døden indtræder inden for et nærmere

bestemt tidsrum, må det dog kræves, at den forventede levetid som

følge af smitten med sygdommen for et flertal af de smittede bliver

mærkbart reduceret.

Ved vurderingen af, hvor stor en reduktion af den

forventede levetid der ved justitsministeren og sundhedsministerens vurdering

efter den foreslåede bestemmelse skal stilles krav om, vil det kunne

indgå, om sygdommen uanset et langt sygdomsforløb

medfører en alvorlig forringelse af smittede personers

livsførelse, herunder funktionsevne, f.eks. på grund af den

svækkelse, sygdommen i sig selv medfører, eller på grund

af alvorlige bivirkninger ved den behandling, som en person på grund af

smitten eller sygdommen modtager.

Bestemmelsen er ikke begrænset til hiv/aids, men for

tiden er det alene denne sygdom, der opfylder betingelserne for at være

omfattet af bestemmelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med de forbedrede

behandlingsmuligheder for hiv/aids (den såkaldte

kombinationsbehandling) og den heraf følgende længere

gennemsnitlige levetid for hiv-smittede.

Sundhedsstyrelsen har således i en udtalelse oplyst,

at det må forventes, at af de personer, der i dag smittes med hiv, vil

mindre end 15 pct. dø af sygdommen inden for 10-15 år. Dette

skyldes, at de pågældende tidligt kan tilbydes

kombinationsbehandlingen.

På baggrund af udtalelsen er der rejst tvivl om,

hvornår levetidsprognosen med de forbedrede behandlingsmuligheder

må antages at have ændret sig så meget, at det ikke

længere er overvejende sandsynligt, at hiv-smittede personer

almindeligvis afgår ved døden inden for maksimalt 10-15

år, og dermed hvor længe det fortsat vil være muligt at

straffe personer for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2.

Der er fortsat regeringens opfattelse, at udgangspunktet

for den danske sundhedspolitiske indsats mod hiv/aids bør være,

at det påhviler den enkelte at beskytte sig selv mod overførelse

af hiv-smitte i forbindelse med kønslig omgang mv.

Uanset de forbedrede behandlingsmuligheder er hiv/aids

imidlertid stadig en livstruende og uhelbredelig sygdom, og det ville

være stødende for retsbevidstheden, hvis det ikke længere

var muligt at straffe personer, der er klar over at være smittet med

hiv, og som har samleje med eller på anden måde udsætter

andre for smitten.

Lovforslaget indebærer endvidere, at det ved en

ændring af retsplejelovens § 741 a om advokatbistand til den

forurettede bliver hovedreglen, at der også i sager om

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, skal beskikkes en

bistandsadvokat for den forurettede. Hvis der er tale om en mindre alvorlig

sag, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig,

kan retten dog helt undtagelsesvis afslå en begæring om

advokatbeskikkelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de

ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det

Høje Tings velvillige behandling.

Lignende dokumenter