1995 BSF 40 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IVÆRKSÆTTELSE AF ET HIV-SMITTEOPSPORINGSSYSTEM
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte et
HIV-smitteopsporingssystem, der skal indeholde:
1. En pligt for HIV-smittede til at medvirke til at finde frem til den
eller de personer, der kan have smittet vedkommende.
2. En pligt til at medvirke til at finde frem til den eller de personer,
vedkommende kan have smittet.
3. Regler for, hvordan HIV-smittede personer, der nægter at samarbejde
eller på anden måde udøver adfærd, der ikke opfylder ikke-HIV-smittedes krav
på sikkerhed, kan blive mødt af passende sanktioner, der alene har til formål
at sikre, at smitten ikke spreder sig yderligere.
4. Et krav til borgerne om, at hvis der er grund til at tro, at man kan
være blevet udsat for smittefare, har man pligt til at lade sig undersøge hos
en læge.
5. Regler for, hvordan en læge eller andre, der gennem deres arbejde kan
risikere at blive smittet, kan finde oplysninger om en patients
HIV-smittestatus.
Bemærkninger til forslaget
Indledning
Den danske politik over for HIV og AIDS bygger på en motiveret dagsorden
vedtaget den 31. marts 1987 (1986-87, 1. samling, FF 9809, 9820 og 9868), der
er siden da fremkommet mere viden og mere erfaring om HIV-infektionen,
herunder et mere klart billede af, at sygdommen også spreder sig uden for de
såkaldte risikogrupper.
Den motiverede dagsorden fra 31. marts 1987 siger, at indsatsen mod AIDS i
Danmark skal bygge på »frivillighed, anonymitet, åben direkte og ærlig
information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til
sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå enhver form for
diskrimination«.
Hvad er HIV og AIDS?
HIV (Human Immundefekt Virus) findes i to varianter, HIV-1 og HIV-2. Begge
Læs alt
typer HIV angriber det menneskelige immunforsvar. Efterhånden som
HIV-infektionen skrider frem, reduceres antallet af såkaldte CD4+lymfocytter,
og organismen får derved sværere ved at forsvare sig mod infektioner.
HIV kan normalt konstaters efter 1,5-3 måneder, men der kan gå helt op til
6 måneder fra smittetidspunktet til HIV-infektionen kan konstateres.
AIDS (Erhvervet Immundefekt Syndrom) er ikke en selvstændig sygdom, men
derimod en lidt kunstig afgrænsning i den fremadskridende symptomgivende
HIV-infektion. AIDS er altså blot det, man kalder HIV-infektionen, når den
har nået et bestemt punkt. AIDS-definitionen, der er et katalog over de
alvorlige manifestationer af HIV-infektionen, er end ikke noget fast og
entydigt. AIDS-definitionen er allerede blevet ændret en del gange.
AIDS er dødelig. Alle, der får konstateret HIV, forventes også at nå frem
til det punkt i HIV-infektionens udvikling, der kaldes AIDS, hvorefter døden
blot er et spørgsmål om tid.
Det kan tage lang tid at udvikle en HIV-infektion til AIDS-niveauet, op
til 15-20 år for HIV-1 og for HIV-2 endnu længere tid. Den beregnede
gennemsnitlige tid, fra en person er blevet smittet med HIV-1, til
vedkommende er død, er ca. 10 år. Erfaringerne med HIV-2 er så få og så nye,
at nogen beregning endnu ikke er foretaget for HIV-2 patienter, men det vil
formentlig vare mindst 10-15 år i gennemsnit at udvikle en HIV-2 infektion
til AIDS, ligeledes formodes det, at HIV-2 patiener vil være noget længere
tid om at dø.
Der findes ikke i dag nogen vaccinationsform eller helbredelsesform,
hvorfor en person, der konstateres HIV-smittet også må forventes at udvikle
AIDS og som den endelige konsekvens dø på grund af smitten.
Smittteveje
HIV-smitte kan overføres ved:
- Seksuel kontakt
- Gennem blod, blodkomponenter og vævstransplantater, herunder
insemination.
- Fra mor til barn i forbindelse med graviditet, fødsel og amning.
HIV er blevet påvist i næsten alle sekreter og vævsvæsker, der er dog
ingen dokumenteret smitterisiko i forbindelse med sved, tårer, urin, spyt
eller afføring, medmindre der er tilblandet blod.
Man stiller diagnosen HIV-infektion eller HIV-positiv, når HIV-specifikke
antistoffer kan påvises i en blodprøve.
Hvis den første test er positiv, skal der foretages en konfirmerende
undersøgelse af blodprøven for at sikre mod fejl, der kan opstå, blandt
andet fordi den første test kan give et fejlagtigt positivt resultat.
I et svar på spørgsmål nr. S 1158, folketingsåret 1994-95, oplyste
sundhedsministeren, at den første undersøgelse af blodprøven, en såkaldt
ELISA-test, i alt koster 337 kr., den efterfølgende konfirmatoriske
undersøgelse sker efter »Western Blot«-metoden og koster 750 kr.
Smittens udbredelse
Udbredelsen af HIV-smitten er ikke kendt!
Der er lavet statistikker over de tilfælde man kender, statistikkerne er
baseret på anonymiserede oplysninger. Pligten til anonymt at rapportere om
HIV-tilfælde blev indført i 1990, hvilket betyder, at fra det tidspunkt
findes der en statistik over de indrapporterede tilfælde, men altså på ingen
måde en komplet opgørelse.
Det må formodes, at i de såkaldte risikogrupper er man mere klar over
risikoen end i den brede befolkning, det må også formodes, at når man kender
faren og ved, at man befinder sig i en risikogruppe, så lader man sig snarere
teste, end hvis man ikke opfatter sig som værende i en risikogruppe.
I perioden august 1990 til juni 1995 er der fundet i alt 1616 1. gangs
HIV-smittede, og de fordeler sig på følgende smittemåder (med antal og
procentvis andel i parentes): Homoseksuel/biseksuel sex (667/41,3 pct.),
Intravenøst stofmisbrug (172/10,6 pct.), Heteroseksuel sex (622/38,5 pct.),
Blodtransfusion (16/1 pct.), Perinatal (mor til barn) (23/1,4 pct.) og
andet/ukendt (116/7,2 pct.).
De to første smittemåder, homoseksuel/biseksuel sex og intravenøst
stofmisbrug, er måder, der definerer typiske risikogrupper, mens
heteroseksuel sex typisk falder uden for risikogrupperne.
De heteroseksuelle udgør godt 38 pct. af de fundne 1. gangssmittede og
tilhører en gruppe mennesker, der typisk ikke vil opfatte sig som værende i
fare for at have HIV og derfor næppe vil lade sig teste i samme grad som de
fra risikogrupperne, derved er der risiko for, at der går mange mennesker
rundt med HIV, der end ikke regner sig for værende i farezonen, og med den
nuværende lovgivning finder vi dem næppe før de har nået AIDS-stadiet.
Der er fremkommet flere analyser, der viser, at omfanget af AIDS overføret
ved heteroseksuel kontakt vil være tredoblet ved år 2000. Den heteroseksuelle
andel af befolkningen er så stor, at de 622 tilfælde over godt 4 år ikke
umiddelbart virker afskrækkende stor. Problemet opstår i og med, at
heteroseksuelle ikke opfatter sig som værende i farezonen og derfor heller
ikke tager tilstrækkeligt med forholdsregler.
Det forventes, at der i Danmark findes ca. 5000 personer, der er
HIV-smittet, det skal dog understreges, at det kun er et kvalificeret gæt.
De faktuelt kendte tal er, at ved udgangen af juni måned 1995 var der
registreret 1616 personer med HIV-infektion samt 1744 med AIDS, i alt 3360
personer.
Antallet af AIDS-patienter i Danmark har haft en stigende tendens fra de
første tilfælde blev registreret i begyndelsen af 1980'erne, se bilag 2,
figur 1.
Det skal også huskes, at når de nyeste tal betragtes, så er de reelle tal
oftest større end angivet, da mange tal erfaringsmæssigt indberettes noget
senere end de opdages.
Ifølge tidsskriftet »Kurs HIV«, februar 1995 spreder HIV og AIDS
sig nu også mere og mere til hele landet, således at smitten ikke længere er
koncentreret i de store byområder, primært Århus og København.
HIV-smitten og dermed AIDS spreder sig til stadighed mere, og det bliver
mere og mere malplaceret at tale om specifikke risikogrupper, hele
befolkningen er en risikogruppe.
Regler i dag
I dag er lægerne pligtige til at indberette HIV-smittede på en blanket,
der skal indeholde anonyme oplysninger om patientens køn, alder, bopælsamt og
sandsynlige smitteområde.
Når HIV-infektionen har udviklet sig til AIDS-niveauet, er de
anmeldelsespligtige og ikke længere på anonymt plan.
Smitte er ikke en privatsag
Langt de fleste HIV-smittede er smittet gennem seksuel kontakt.
Når HIV-smitte spredes, formodes det i langt de fleste tilfælde at være
ubevidst. Hvis man ikke selv er klar over, at man er smittet, vil man ikke
altid tage de forholdsregler, der kan forhindre smitten i at sprede sig, her
tænkes der hovedsageligt på benyttelsen af kondom ved seksuelt samkvem.
Der er også en risiko for, at man uforvarende kan blive smittet i
forbindelse med sit arbejde som for eksempel læge, politibetjent, falckredder
eller hvor en person i øvrigt kan komme i kontakt med HIV-smittede uden at
vide det og derfor uden at have mulighed for at tage de forholdsregler, der
kunne forhindre vedkommende eller andre i at blive smittet.
Hvis ikke en mulig smittekilde bliver testet for HIV, og man dermed får
konstateret, om vedkommende har infektionen eller ej, så kan pågældende nå at
smitte mange flere i de år, der går frem til vedkommende selv bliver så syg,
at AIDS konstateres.
Da enhver HIV-infektion forventes at udvikle sig til AIDS, der forventes
at føre til, at den smittede dør, er smitten og smittekilden ikke en
privatsag, det er tværtimod noget, der kan få særdeles vidtrækkende
konsekvenser for den, der bliver smittet.
Det er også derfor af største vigtighed, at HIV-smittede findes så hurtigt
som muligt, så de ikke ubevidst kan nå at smitte andre.
Hvordan begrænses smittespredning
Det er desværre ikke realistisk at forvente helt at kunne stoppe
spredningen af HIV-smitte.
Men det vil være af stor betydning og et skridt i den rigtige retning at
få begrænset smitterisiko og spredning til så få mennesker som overhovedet
muligt.
Primært fordi det er en personlig og familiemæssig tragedie at blive
smittet med HIV og dermed vide, at man nu er smittet med en dødelig sygdom,
hvor lang tid der vil gå er uvist, man kan dø om 3 år eller om 30 år, ens liv
er pludselig blevet umuligt at planlægge.
Dernæst også fordi det koster det offentlige store ressourcer at behandle
HIV-patienter. Ikke alene er den medicinske behandling dyr, men der er også
store udgifter forbundet med den psykologiske behandling af HIV-patienter.
Som svar på spørgsmålene nr. S 1156 og nr. S 1157, folketingsåret 1994-95,
oplyser sundhedsministeren, at en HIV-patient bruger for ca. 15.000 kr.
medicin på årsbasis og derudover gennemsnitligt får 2 ambulatoriske
behandlinger a 2.000 kr., hvert år. Sundhedsministeren gør udtrykkeligt
opmærksom på, at der er tale om et gennemsnit og meget grove skøn.
Det vurderes, at det i 1995-priser gennemsnitligt vil koste 785.973 kr. at
behandle en AIDS-patient i resten af patientens levetid, hertil skal
bemærkes, at udgifterne for negative screeninger er fordelt på de nyanmeldte
AIDS-patienter, og at udgifter til rådgivning m.m. ikke er medtaget.
Smittespredningen kan forsøges mindsket på mange forskellige måder, der
kan laves oplysningskampagner, smittespredning kan kriminaliseres, eller man
kan søge at finde frem til smittebærere så hurtigt som muligt og få dem
oplyst, bremset og behandlet.
Oplysningskampagner har der været lavet mange af, de har givetvis også
haft en vis effekt, men har ikke stoppet spredningen af HIV-virus. Det har
ikke været muligt at dokumentere nogen direkte effekt af kampagnerne, hvis
betydning dog ikke af den grund skal sættes lig nul.
HIV-smittespredningen er delvist kriminaliseret gennem § 252, stk. 2 i
straffeloven, der omhandler personer, der »volder fare for, at nogen
smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom«. Paragraffen har
defineret livstruende sygdom, som når man forventes at dø af sygdommen i
løbet af 10-15 år. Dette betyder, at HIV-2 falder udenfor, da den forventes
at være en del langsommere til at udvikle AIDS og dermed i sidste ende døden.
Det vil altså være muligt at stramme straffelovgivningen. Effekten af en
sådan stramning vil dog næppe have den store effekt på statistikken, men vil
selvfølgelig have betydning for dem, der muligvis derved undgår at blive
smittet.
Den tredje mulighed kan også være at søge at finde frem til
HIV-smittebærere ved at tale med dem, der er konstateret HIV-smittet.
En person, der er HIV-smittet, er blevet smittet et sted fra. Ved at finde
frem til, hvem der har smittet denne person, har man fundet en HIV-smittet
mere, hvorefter man så skal finde frem til, hvem vedkommende yderligere kan
have nået at smitte, samt hvem vedkommende er blevet smittet af og så videre.
Ved at optrevle dette spind af forbindelser kan smitteudsbredelsen og dermed
mængden af ulykkelige menneskeskæbner begrænses.
Registrering af HIV-smittede
Der bliver hvert år fundet ca. 300 nye HIV-smittede, der ikke bliver
registret på anden måde end ved en anonym opgivelse af deres køn, alder,
bopælsamt og sandsynlige smitteområde.
Registreringen er således aldeles uforpligtende og medvirker på ingen måde
til at antyde vigtigheden af, at den smittede medvirker til at hindre
smittens udbredelse.
Smitteopsporing
Det er af væsentlig betydning, at alle HIV-smittede forpligtes til at
finde andre smittede, da det reelt er den eneste måde man effektivt kan
opspore andre HIV-smittede og dermed stoppe risikoen for yderligere
smittespredning.
Som de danske regler er i dag, er der ingen forpligtelse for HIV-smittede
til at hjælpe med at opspore andre smittede, hvilket hæmmer muligheden for at
finde frem til flere HIV-smittede.
Det kan også i dag konstateres, at det frivillige smitteopsporingssystem
har spillet fallit, man finder stort set ingen smittede på den måde.
Det kan meget vel være, at det er en ubehagelig oplevelse at fortælle om
de personer, man kan have påført HIV, og det kan meget vel være, at det er
ubehageligt for de måskesmittede at skulle undersøges og opleve usikkerheden
frem til resultatet foreligger, men i sidste ende kan og vil det redde liv!
Som et eksempel på, hvor ineffektivt det danske smitteopsporingssystem er,
kan nævnes, at kun en (1) ud af 10 HIV-smittede på Fyn ønsker at tale om
smitteopsporing.
I Sverige
I Sverige benytter man en anden metode end den danske. Her er holdningen,
at hvis du er smittet med HIV, er du forpligtet til at medvirke til, at den,
der har smittet dig, og den, du kan have smittet, bliver undersøgt.
Princippet for Sveriges AIDS-bekæmpelse er frivillig rutinetestning, men
tvungen kontaktopsporing og efterfølgende testning.
Den svenske lovgivning kræver også, at personer, der mener at kan have
været udsat for HIV-smitte, skal søge læge og lade sig undersøge.
Den mere krævende svenske lovgivning har ikke givet en lavere
testningsfrekvens, tværtimod har Sverige det forholdsvis største antal
HIV-testede indbyggere i Europa.
I bilag 1 findes et oversat uddrag af de svenske regler.
AIDS i Danmark og Sverige
Bilag 2, fig. 1, viser nye AIDS-tilfælde pr. år pr. million indbyggere i
Danmark (+) og Sverige (*). Figuren er hentet, med forfatterens og udgiverens
tilladelse, fra Hugh Zachariaes artikel »AIDS i Danmark og Sverige«
fra Ugeskrift for Læger 157/2, 9. januar 1995. Professor dr.med. Hugh
Zachariae er ansat ved dermato-veberologisk afdeling på Marselisborg Hospital
i Århus og er en af Danmarks førende eksperter på området.
I artiklen indgår flere figurer, der anskueliggør situationen, og Hugh
Zachariae konkluderer: »Alle kurver viser en 2-3 gange højere forekomst
af AIDS i Danmark end i Sverige«.
Hugh Zachariae afviser, at hovedårsagen til forskellen skulle være, at
AIDS kom først til Danmark. Som det ses, stiger de danske kurver markant mere
stejlt end de svenske, og det hidtidige toppunkt på kurverne nås først i
Sverige.
Det har også været fremført, at Danmark i modsætning til Sverige er et
bysamfund, og at dette skulle være en grund til forskellen, dette kan
udelukkes ved at kigge på bilag 2, figur 2, hvor forholdet mellem København
og Stockholm sammenlignes. Her ses den samme forskel som på figur 1.
Hvorvidt forskellige seksualvaner i Sverige og Danmark skulle have nogen
indflydelse, ved man reelt intet om, ligeledes ved vi reelt intet om, hvordan
oplysningsarbejdet i Danmark og Sverige har virket, men det må opfattes som
særdeles sandsynligt, at risikogrupperne i begge lande fra midten af
1980'erne har haft tilstrækkelig viden om, hvordan smitten spreder sig og om,
hvordan man kan beskytte sig.
Der er dog næppe nogen grund til at antage, at der skulle være nogen
væsentlig forskel på seksualvaner i Danmark og Sverige.
Bedre kontaktopsporing i Sverige
Forskellen mellem omfanget af AIDS i Danmark og Sverige kan begrundes i
den forskel, der er i kontaktopsporingen og dermed forskellen i begrænsningen
af smittespredningen.
I Danmark kan man medvirke, hvis man ellers synes, at man vil, i Sverige
indgår kontaktsopsporingen direkte i lovgivningen, der forpligter lægen til
at gennemføre den og patienten til at medvirke.
I Sverige har man ansat ca. 50 personer til kontaktsopsporing, i Danmark
er der ansat fem. Til sammenligning kan det nævnes, at i 1993 var Danmarks
befolkning ca. 5,2 millioner og Sveriges 8,7 millioner, hvilket altså ikke
kan forklare forskellen i indsatsen.
I Sverige har man ud fra 365 kendte HIV-tilfælde fundet 53 nye
HIV-smittede, på Rigshospitalet har man ud fra et højere antal kendte
HIV-tilfælde ikke kunnet finde nogen. Dette er næppe fordi de ansatte på
Rigshospitalet ikke er dygtige nok - de har ganske enkelt ikke redskaberne,
altså den nødvendige lovgivning, til at kunne gøre det.
I Sverige er HIV-diagnosen for den enkelte patient gennemsnitligt stillet
flere år tidligere end i Danmark.
Det er vigtigt at HIV-diagnosen stilles så tidligt som muligt
Der er mindst fire gode grunde til, at det er vigtigt, at få HIV-diagnosen
stillet så tidligt som muligt:
1. I dag er man i stand til at hjælpe de HIV-smittede til et længere liv
uden alt for alvorlige symptoner.
2: Risikoen for, at en HIV-smittet mor føder et barn, der også er smittet,
er 20-25 pct., risikoen kan dog nedsættes til knap 10 pct., hvis moderen fra
12. svangerskabsuge behandles med produktet retrovir.
3. Jo hurtigere en HIV-smittet identificeres, jo færre mennesker kan
vedkommende nå at smitte, uanset at dette måtte være sket ubevidst, som det
oftest er.
4. Det er en stor belastning for en person at konstatere, at ud over at
man selv er HIV-smittet, så kan man også have smittet og dermed indirekte
dødsdømt andre.
Alle fire grunde fortæller, at af hensyn til den smittede og af hensyn til
den smittedes omgivelser skal vi finde frem til vedkommende hurtigst muligt.
Det er fortsat meget vigtigt at huske, at i det øjeblik en person er
blevet smittet med HIV, så er AIDS diagnosen og i sidste ende døden, ifølge
al sagkundskab, blot et spørgsmål om tid.
Et yderligere argument, uden at det skal fremstå som grunden til
forslagets fremsættelse, er de store udgifter, der er forbundet med
behandlingen af HIV- og AIDS-patienter sammenlignet med de relativt små
udgifter, der er forbundet med testning.
Forslagets konsekvens
Det er vigtigt at ændre lovgivningen, således at man ikke længere
anonymiserer de smittede på de raskes bekostning.
Måden til hurtigst muligt at finde frem til dem, der er HIV-smittede,
hedder kontaktopsporing, og det må konstateres, at det danske system ganske
enkelt ikke giver resultat.
I folketingsåret 1992-93 svarer sundhedsministeren på spørgsmål nr. S 616
blandt andet: »Erfaringer fra andre lande har vist, at smitteopsporing
kan give resultater i form af ikke tidligere erkendt HIV-infektion.«
Omvendt kan vi se, at det svenske system, der indeholder et stort
frivillighedselement og en lille grad af tvang, klart giver bedre resultater.
Når man kan konstatere, at det system, der benyttes, ikke fungerer, så er
det ingen skam at erkende dette og ændre systemet. De øvrige nordiske lande
har allerede lagt HIV ind under deres respektive epidemilovgivninger.
Med nærværende forslag ønsker forslagsstillerne at moderere betydningen af
de to første ord i den motiverede dagsorden fra marts 1987, vi ønsker i
første omgang, at alle kommer frivilligt og alt sker på frivillig basis. Men
da det kan konstateres, at det ikke virker, så ønsker forslagsstillerne
mulighed for at pålægge HIV-smittede handlinger, der kan medvirke til at
forhindre HIV-smitten og dermed AIDS i at brede sig.
Det kan i den sammenhæng blive nødvendigt at lade en del af anonymiteten
glide ud, uden at det betyder, at alle og enhver skal have adgang til en
liste med HIV-smittedes navne.
Med disse to forbehold støtter forslagsstillerne selvfølgelig
formuleringen om »åben direkte og ærlig information, den enkeltes
tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne samt ønsket om at undgå
enhver form for diskrimination.«
Bilag 1
Nærværende er en oversættelse af uddrag af den svenske
»Smittskydlag«, uddragene er efter forslagsstillernes opfattelse af
de centrale dele af loven. Oversættelsen er uden ansvar. Den komplette
svenske »Smittskydlag« vil blive fremsendt til Sundhedsudvalget
Smittesikkerhedslov (SFS 1988:1472)
med ændringer indført til og med SFS 1992:1561
Pligt til at søge læge og videregive oplysninger
§ 13. Den som har anledning til at antage, at han er smittet med
en samfundsfarlig sygdom er forpligtet til uden tøve at søge læge, samt at
lade lægen foretage undersøgelser og prøver som er nødvendige til at fastslå,
om han er smittet med en sådan sygdom. Han er også forpligtet til at følge de
forholdsregler, som lægen har meddelt ham. Bestemmelserne i 1. stykke
anvendes også, hvis en person, som bliver smittet med en samfundsfarlig
sygdom oplyser, at han har været i kontakt med en anden person på en sådan
måde, at smitten har kunnet overføres.
§ 14. Den, som er blevet smittet med en samfundsfarlig sygdom,
skal give den behandlende læge oplysninger om den eller de personer, som
smitten kan være kommet fra og være ført videre til, samt i øvrigt at give
oplysninger om, hvorfra smitten kan være kommet, og hvor den kan være ført
videre til.
Anmeldelse om samfundsfarlige og andre anmeldelsespligtige
sygdomme
§ 20. En læge, som i sin virksomhed konstaterer, at nogen er
smittet med en samfundsfarlig sygdom, skal anmelde dette til
smittesikkerhedslægen (embedslægen) og til Statens Smittesikkerhedsinstitut
(Seruminstitut) (OA).
I tilfælde af en samfundsfarlig sygdom, som nævnt i bilag 1.2 i denne lov,
skal anmeldelsen også ske til miljø- og helbredsnævnet
(sundhedsmyndighederne). Anmeldelse til nævnet behøver dog ikke ske, hvis
omstændighederne klart viser, at smittekilden findes uden for landets
grænser. (Lov 1992:1561).
§ 21. En anmeldelse som nævnt i § 20 skal indeholde følgende
oplysninger:
1. Den smittedes navn, adresse og personnr.
2. Den sandsynlige smittekilde
3. De sandsynlige smitteveje.
4. De forholdsregler/instrukser, som lægen har angivet, samt de
behandlingsforanstaltninger og andre foranstaltninger, som han har vedtaget
for at forhindre smittespredning.
5. Andre oplysninger af betydning for smittebeskyttelse.
Hvis anmdelsen gælder en sygdom som nævnt i pkt. 1.3 i bilag til denne
lov, skal oplysningerne som nævnt i stykke 1 og 2 ikke videregives i
anmeldelsen.
Særlige forholdsregler ved frygtet smittespredning
§ 25. Hvis en behandlende læge har anledning til at antage, at en
patient, som bærer eller mistænkes at bære smitte af en samfundsfarlig
sygdom, ikke vil følge, eller ikke følger angivne forholdsregler, skal han
straks underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen). Dette gælder også,
hvis en sådan patient afbryder igangværende behandling, uden at den
behandlende læge er indforstået med det.
§ 26. Hvis den behandlende læge i sit arbejde med smittesporing i
overensstemmelse med § 18 finder anledning til at antage, at en person er
smittet med en samfundsfarlig sygdom, og denne ikke uden tøven lader sig
undersøge af lægen selv eller af en anden læge, skal den behandlende læge
underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen) herom.
Særlige underretninger ved infektion af HIV
§ 29. Vedrørende den, som bærer smitte af HIV-infektion, er
følgende personer og myndigheder forpligtet til, på anmodning fra
smittesikkerhedslægen (embedslægen) at give ham de oplysninger, som han
behøver for at kunne udføre sin pligt i overensstemmelse med denne lov:
1. Myndigheder som gennem deres virksomhed får kendskab til oplysninger af
betydning for smittesikkerheden og
2. personale inden for den private helbreds- og sundhedspleje, som i deres
arbejde står under tilsyn af socialstyrelsen.
§ 30. Hvis smittesikkerhedslægen (embedslægen) har fået en
underretning fra en behandlende læge om, at en patient som bærer smitte af
HIV-infektionen, ikke har fulgt eller mistænkes for ikke at have fulgt
meddelte forholdsregler, skal smittesikkerhedslægen (embedslægen) underrette
Socialnævnet, politimyndighederne og Kriminalforsorgen i Frihed(1).
(1) Kriminalforsorgen i Frihed er på svensk
»frivårdsmyndigheten« og er en myndighed, der tager sig af løsladte
fanger, altså tager sig af dem når de ikke er fængsel eller på anden måde
låst inde længere.
Ved underretningen skal han give oplysninger om, hvem forholdsreglerne
gælder for og indholdet af disse. Underretningen skal ikke gives, hvis
smittesikkerhedslægen (embedslægen) bedømmes, at den ikke behøves for at
tilse, at forholdsreglerne følges, eller at den i øvrigt ikke har betydning
for smittesikkerheden.
(Lov 1990:1017).
§ 31. Opdager Socialnævnet, politimyndighederne eller
Kriminalforsorge i Frihed, efter at have fået underretning i overensstemmelse
med § 30 i sin virksomhed, forhold som tyder på, at forholsreglerne ikke
følges, skal dette anmeldes til den smittesikkerhedslæge (embedslægen), som
har givet underretningen. Hvis denne har videregivet sagen til en
smittesikkerhedslæge (embedslægen) i en anden amtsrådskommune skal
anmeldelsen i stedet gives til denne smittesikkerhedslæge (embedslægen).
Når smittesikkerhedslægen (embedslægen) anser, at Socialnævnet,
politimyndighedernes eller Kriminalforsorgens medvirken ikke længere behøves,
skal han meddele myndighederne dette.
§ 32. Hvis nogen som er smittet af HIV-infektion indsættes i en
fængselsanstalt eller med tvang på en anden plejeanstalt skal den læge, som
har ansvaret for helbreds- og sundhedsplejen underrettes af den behandlende
læge om smitten, og om de forholdsregler, som gælder for den indsatte.
Kan den indsatte ikke tages hånd om på en sådan måde, at smittespredning
kan forhindres, skal den ansvarlige læge underrette den behandlende læge
herom.
Tvangsundersøgelse
§ 36. Hvis nogen som ifølge § 13 er pligtig til at søge læge, ikke
uden tøven gør det, må smittesikkerhedslægen (embedslægen) beslutte, at han
skal undersøges af en læge som smittesikkerhedslægen (embedslægen) udpeger
hertil. Ved undersøgelsen, må der ikke forekomme indgreb, som kan forårsage
andet end ubetydelige men.
Lægen skal underrette smittesikkerhedslægen (embedslægen) om resultatet af
undersøgelsen.
Midlertidig forvaring
§ 37. Hvis det af særlige grunde er nødvendigt for at forhindre
frygtet smittespredning må smittesikkerhedslægen (embedslægen) beslutte, at
den som antages at være blevet smittet af sygdom, som nævnt i pkt. 1.1 og 1.2
i bilag til denne lov, midlertidigt skal på et sygehus. Varetagelsen skal stå
på, indtil det klarlægges, om denne er smittet, dog højst i syv dage, den dag
forvaringen iværksættes medregnet.
Den varetagne skal hindres i at forlade sygehusets område eller den del af
sygehuset, hvor han skal opholde sig.
Beslutning om tvangsisolering
§ 38. Lensdomstolen skal på ansøgning fra smittesikkerhedslægen
(embedslægen) tage stilling til tvangsisolering af den, som er smittet af en
samfundsfarlig sygdom, hvis den smittede ikke frivilligt overholder de
forholdsregler, som er nødvendige for at hindre smittespredning. En sådan
beslutning skal også tages, hvis der findes begrundet anledning til at
antage, at den smittede ikke følger meddelte forholdsregler og forsømmelsen
indebærer en åbenlys risiko for smittespredning.
Tvangsisolering skal ske på et sygehus, som drives af en
Landstingskommune.
Tvangsisoleringens varighed
§ 40. Tvangsisolering må stå på i højst 3 måneder fra den dag, den
smittede på grund af beslutningen om isolering, blev indlagt på syghus.
§ 41. Efter ansøgning fra smittesikkerhedslægen (embedslægen) må
Lensdomstolen beslutte, at tvangsisolering skal fortsætte ud over den længste
tid i overensstemmelse med § 40. En sådan beslutning må højst gælde 6 måneder
ad gangen.
En ansøgning om fortsat tvangsisolering skal være Lensdomstolen i hænde
inden tiden for gældende beslutning om tvangsisolering er udløbet.
Tvangsisoleringen fortsætter frem til Lensdomstolen har taget stilling til
ansøgningen.
Særlige beføjelser ved tvngsisoleringen
§ 44. Den som er tvangsisoleret må hindres i at forlade sygehusets
område eller den del af sygehuset, hvor han skal opholde sig, og må iøvrigt
underkastes den begrænsning af bevægelsesfrihed, som er nødvendig for at
gennemføre tvangsisoleringen. Hans bevægelsesfrihed må også indskrænkes, når
det er nødvendigt af hensyn til hans egen eller andres sikkerhed.
Smittesikkerhedsbestemmelser (SFS 1989:301) med ændringer indført til
og med SFS 1990:1036
§ 4. En anmeldelse i overensstemmelse med § 20 i
smittesikkerhedsloven (1988:1472) som gælder en sygdom nævnt i bilag 1.3 til
nævnte lov skal, udover det som foreskrives i § 21 i smittesikkerhedsloven,
indeholde oplysninger om de to første og de fire sidste cifre i den smittedes
personnummer og hans bopælslen.(*)
(*) Det len (svensk »lan«), hvor den pågældende har sin bopæl.
Hvis den smittede ved infektion af HIV tilhører en risikoudsat
gruppe, skal denne gruppe angives i anmeldelsen. Andre oplysninger om
den smittedes identitet må ikke gives i anmeldelsen.
Bilag a
Anmalningspligtiga sjukdomar
1 Samhallsfarliga sjukdomar
1.1 difteri flackfeber gula febern hepatit B hepatit non A non B
meningokockinfektion polio tubertulos virala hemorragiska febrar exkl.
hemorragisk nefrosonefrit återfallsfeber
1.2 hepatit A kolera mjaltbrand paratyfoidfeber pest rabies
salmonellainfektion shigellos tyfoidfeber
1.3 gonorre infektion av HIV (humant immunbristvirus) klamydiainfektion
syfilis
2 Andra anmalningspliktiga sjukdomar an samhallafarliga
2.1 hemorragisk nefrosonefrit infektioner orsakade av atypiske
mykobakterier malaria stelkramp trikinos tularemi ulcus molle
2.2 botulism campylobakter giardia lamblia legionarsjuka listerios
papegojsjuka toxoplasmainfektion.
Bilag 2
Nedenstående figurer er fra »Aids i Danmark og Sverige« af Hugh
Zachariae, Ugeskrift for Læger 157/2, 9. januar 1995, i artiklen er de
nummereret som hhv. fig. 1 og 2.
+++ FIGUR 1 +++
Nye AIDS-tilfælde per år per en mio. indbyggere i Danmark (+) og
Sverige (*) fra 1980-1994.
Nye AIDS-tilfælde per år per en mio. indbyggere i København (+) og
Stock-
holm (*) fra 1980-1994.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Poiares Maduro fremsat den 2. december 2004 EU-domme · 2. december 2004
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 23. maj 2001
- 2014-8. Oplysninger om, hvilke svinebesætninger der var smittet med en multiresistent bakterie, kunne ikke undtages fra aktindsigt Retsinformation · 4. november 2014
- Skrivelse om orientering til kriminalforsorgens Peersonale om Hiv og AIDS Retsinformation · 25. september 1997
- DOM AFSAGT AF RETTEN I FOERSTE INSTANS (TREDJE AFDELING) DEN 14. APRIL 1994. - A. MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - TJENESTEMAEND - ANSAETTELSE - HIV-SMITTET PERSON - AFSLAAET ANSAETTELSE - FYSISK UEGNETHED - LOVLIGHEDEN AF VEDTAEGTENS ARTIKEL 33 - PRIVATLIVETS FRED - DEN EUROPAEISKE KONVENTION TIL BESKYTTELSE AF MENNESKERETTIGHEDER OG GRUNDLAEGGENDE FRIHEDSRETTIGHEDER. - SAG T… EU-domme · 14. april 1994
- Stadfæstelse af afgørelse i sag om offentligt tilsyn som følge af geografisk nærhed med en COVID-19 smittet pelsdyrfarm i Ikast-Brande Kommune Klagenævn (Nævnenes Hus) · 18. juni 2021