Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven

2000/1 LSF 209Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. marts 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. marts 2001 af

justitsministeren (Frank Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af straffeloven og

retsplejeloven

(Forvoldelse af fare for smitte med en livstruende og

uhelbredelig sygdom)

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,

foretages følgende ændring:

1.

I § 252 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter efter forhandling med

sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.«

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september

2000, som ændret ved lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages

følgende ændring:

1.

I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,

indsættes efter »250,«: »§ 252, stk. 2,«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2001.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for

Færøerne med de afvigelser, som de særlige

færøske forhold tilsiger.

Læs alt

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2

2. Strafansvar

2

2.1. Gældende ret

2

2.2. Forbedrede behandlingsmuligheder

3

2.3. Justitsministeriets overvejelser

5

3. Bistandsadvokat

6

3.1. Gældende ret

6

3.2. Justitsministeriets overvejelser

6

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv..

7

5. Hørte myndigheder mv.

7

1. Indledning

Lovforslaget har til formål at sikre, at det i lyset

af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil

være muligt at straffe personer, der forvolder fare for, at andre

smittes med en sådan livstruende og uhelbredelig sygdom, og at den

forurettede i sådanne sager får mulighed for at få

beskikket en bistandsadvokat.

2. Strafansvar

2.1. Gældende ret

2.1.1.

Efter straffelovens § 252, stk. 2,

straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år den, der

på hensynsløs måde gentagne gange eller under i

øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder

fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.

Bestemmelsen blev indsat i straffeloven i 1994, jf. lov

nr. 431 af 1. juni 1994 om ændring af straffeloven (Forvoldelse af fare

for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom). Der henvises til

Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8773-8782, tillæg B, sp.

1735-1740 og 1815-1818, og Folketingets forhandlinger, sp. 10586-10603 og

11763-11784 samt 11962-11966.

Baggrunden for ændringen var, at Højesteret i

en dom af 14. april 1994 (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 520) havde

fastslået, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens

§ 252 (nu straffelovens § 252, stk. 1) om den, der for

vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende

hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv

eller førlighed på en person, der gentagne gange havde haft

ubeskyttet seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han var bekendt med at

være smittet med hiv.

Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til, at

der i lyset af Folketingets drøftelser ved ophævelsen af

kønssygdomsloven i 1988 ikke var tilstrækkelig sikker hjemmel

for at straffe sådanne forhold efter straffelovens § 252. Ved

fastsættelsen af straffen for samleje med mindreårige piger

tillagde Højesteret det imidlertid skærpende virkning, at den

pågældende havde udsat de mindreårige piger for risiko for

smitte med hiv.

Som begrundelse for at indføre bestemmelsen i

straffelovens § 252, stk. 2, blev der bl.a. anført

følgende i det lovforslag, der lå til grund for

lovændringen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp.

8778-8779):

»Udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske indsats mod

HIV-smitte og AIDS er og bør være, at det påhviler den

enkelte at beskytte sig selv mod overførsel af HIV-smitte i

forbindelse med kønslig omgang m.v. Alligevel kan det forekomme

stødende for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over at

være smittet med HIV-virus, har samleje med eller på anden

måde udsætter andre for smitten uden at søge at beskytte

de pågældende eller gøre dem bekendt med

smitterisikoen.

For at imødegå sådan hensynsløs

adfærd foreslås det, at straffelovens § 252 suppleres med en

bestemmelse om fareforvoldelse for smitte med denne dødelige

sygdom.«

2.1.2.

Som det fremgår af straffelovens

§ 252, stk. 2, skal der være tale om en »livstruende og

uhelbredelig sygdom«. Herom fremgår det af lovforslaget til

bestemmelsen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8781):

»Sygdommen skal som nævnt være livstruende og

uhelbredelig. Heri ligger, at det skal være overvejende sandsynligt, at

personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved

døden indenfor maksimalt 10-15 år. Kan sygdommen bringes til ro,

f.eks. gennem sædvanlig lægelig behandling, således at

smittede personer i de fleste tilfælde lever længere end dette

tidsrum, kan bestemmelsen ikke anvendes. Sygdommen skal også være

uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme som hvis patienten

undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling almindeligvis

kan helbredes, heller ikke omfattes af bestemmelsen. Det gælder f.eks.

livstruende sygdomme som kopper, kolera, tyfus, menigitis og lignende.

Bestemmelsens anvendelsesområde bliver således især AIDS og

smitte med HIV-virus. Også andre sygdomme kan imidlertid tænkes

omfattet efter en konkret vurdering.«

2.1.3.

Udtrykket »gentagne gange eller under i

øvrigt særligt skærpende omstændigheder« fandtes

ikke i det oprindelige lovforslag, men blev indsat efter 1. behandlingen i

Folketinget.

Sigtet med dette krav som har givet anledning til kritik

var, at begrænse det strafbare område i straffelovens

§ 252, stk. 2, til forhold, der har en særlig grovhed. Herom

fremgår det af Retsudvalgets betænkning (jf. Folketingstidende

1993-94, tillæg B, sp. 1739-1740):

»Om der foreligger sådanne særligt

skærpende omstændigheder, må således bero på en

samlet vurdering, hvori såvel antallet af tilfælde som forholdene

omkring det enkelte tilfælde indgår.

Bestemmelsen omfatter således ikke et

enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje m.v. mellem en

HIV-smittet og en rask person. Kun hvis der i et sådant

enkeltstående tilfælde foreligger særligt skærpende

omstændigheder, kan bestemmelsen finde anvendelse. Som eksempler

på sådanne særligt skærpende omstændigheder kan

nævnes, at der er tale om voldtægt eller om samleje med en

mindreårig, eller at gerningsmanden har givet urigtige oplysninger om

sine helbredsforhold.

Foreligger det oplyst, at en HIV-smittet i flere

tilfælde har haft ubeskyttet samleje m.v., må det bero på

en samlet bedømmelse, om bestemmelsen kan finde anvendelse. I denne

vurdering kan bl.a. indgå det antal tilfælde, hvor den

pågældende har haft ubeskyttet seksuel omgang, og den periode,

hvori disse forhold har fundet sted. Endvidere kan indgå, om den

pågældende i øvrigt har vist vilje til at beskytte sin

seksuelle partner med smitte, således at de foreliggende tilfælde

alene har karakter af undtagelser. Tænker man sig således

eksempelvis en HIV-smittet, der over en ret kort tidshorisont, f.eks. et par

måneder, i en række tilfælde har haft ubeskyttet seksuel

omgang med en eller flere personer, vil bestemmelsen kunne anvendes, forudsat

at de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Omvendt kan strafansvar

ikke gøres gældende, hvor der er tale om nogle få

tilfælde af ubeskyttet samleje over en længere periode, og det

må lægges til grund, at den pågældende i

øvrigt har søgt at beskytte sin partner mod

smitteoverførsel.«

2.2. Forbedrede behandlingsmuligheder

2.2.1.

Omkring 1995-96 blev der indført en ny

og forbedret behandling af hiv-smittede og aids-syge (den såkaldte

kombinationsbehandling). Behandlingen har medført en markant nedgang

af såvel antallet af personer, der diagnosticeres med aids, som

antallet af personer, der dør af sygdommen.

I lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder rejste der

sig en debat i pressen om, hvorvidt levetidsprognosen for hiv-smittede

måtte havde ændret sig, således at forudsætningen i

forarbejderne om, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed

afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år, ikke

længere var opfyldt.

Justitsministeriet indhentede på den baggrund i

september 1998 en udtalelse fra Sundhedsministeriet om levetidsprognosen for

hiv-smittede.

Af Sundhedsministeriets udtalelse fremgik det bl.a., at

det trods positive resultater med kombinationsbehandlingen endnu ikke var

muligt at udtale sig om behandlingens effekt på levetiden for de

smittede personer, men at det måtte formodes, at hiv-smittede ville

kunne leve længere end 15 år fra det tidspunkt, hvor de blev

smittet. Hvor meget længere var det ikke muligt nærmere at

angive.

Sundhedsministeriet oplyste imidlertid supplerende, at

ministeriet formodentlig i slutningen af 1999 på grundlag af

yderligere erfaringer med kombinationsbehandlingen ville have et bedre

grundlag for at udtale sig om levetidsprognosen for personer, der smittes med

hiv.

På den baggrund fandt Justitsministeriet ikke

på daværende tidspunkt anledning til at foreslå

straffelovens § 252, stk. 2, ændret.

Justitsministeriet anmodede i november 1999 på ny

Sundhedsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt man på baggrund af de

indhøstede erfaringer nu var i stand til at give en mere sikker

prognose for levetiden for smittede personer, der modtager

kombinationsbehandlingen.

Sundhedsministeriets oplyste i den forbindelse, at

ministeriet på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne

tiltræde en udtalelse, som Retslægerådet havde afgivet til

brug for en konkret straffesag, hvor en person var tiltalt for bl.a.

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, i anledning af

en række seksuelle overgreb mod mindreårige drenge, jf.

Østre Landsrets dom af 24. marts 2000, der er omtalt nedenfor pkt.

2.2.2.

Retslægerådet konkluderede i udtalelsen, at

hiv-infektionen fortsat betragtes som uafvendeligt dødelig, men nu

inden for en tidshorisont af ca. 20 år.

2.2.2. Østre Landsrets dom af 24. marts 2000 (Ugeskrift for

Retsvæsen 2000, s. 1478)

Ved dom af 24. marts 2000 fandt Østre Landsret, at

straffelovens § 252, stk. 2 uanset de forbedrede

behandlingsmuligheder fortsat finder anvendelse. I retsbelæringen

konkluderede retsformanden bl.a. følgende:

»Jeg vil tage udgangspunkt i Retslægerådets

erklæringer, der går ud på, at ubehandlede HIV-smittede i

gennemsnit lever 10 år inden udvikling af AIDS og herefter 18-24

måneder, altså i alt 11½-12 år. Med de nye behandlinger

forlænges levetiden med gennemsnitligt 3-6 år, og man når

dermed op på 14½-18 år. Retslægerådet har i sin

sidste erklæring rundet de 14½ år op til 15 år og har

anført en gennemsnitlig levetid for HIV-smittede på 15-18

år. Man må på dette grundlag konstatere, at den nedre del

af Retslægerådets angivelser ligger på 14½-15 år, og

at denne nedre del af angivelsen ikke falder klart uden for det tidsrum

på maksimalt 10-15 år, som Justitsministeren i 1994

anførte i bemærkningerne til lovforslaget.

Jeg vil også fremhæve for Dem, at professor

Peter Skinhøj oplyste, at angivelsen på 15-18 år kun er et

kvalificeret gæt, hvilket jo hænger sammen med, at man endnu kun

har erfaringer med de nye behandlinger over en 3-årig periode. Det

siger derfor sig selv, at forventningen om en forlængelse af den

gennemsnitlige levetid med 3-6 år foreløbig må være

et skøn og altså som han sagde et »kvalificeret

gæt«.

Konklusionen må efter min opfattelse være, at

der ikke for øjeblikket foreligger sikkerhed for, at de nye

behandlingsformer forlænger levetiden for hiv-smittede i et

sådant tidsrum, at justitsministerens forudsætninger fra 1994

ikke holder stik.«

Straffelovens § 252, stk. 2, er også

anvendt i en sag afgjort ved retten i Holbæk, som i en upåanket

dom af 19. april 2000 fandt, at bestemmelsen kunne anvendes på en

hiv-smittet person, der havde haft ubeskyttet seksuelt samvær med sin

ægtefælle. Straffen blev fastsat til 3 måneders betinget

fængsel. Straffen blev gjort betinget på grund af den tid, der

var gået, siden forholdet blev begået (4½ år).

2.2.3. Sundhedsstyrelsens udtalelse af 25. januar 2001

Spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens

§ 252, stk. 2, blev taget op igen på et møde i

december 2000 mellem repræsentanter for Justitsministeriet,

Rigsadvokaten, Retslægerådet, Sundhedsministeriet og

Sundhedsstyrelsen.

Justitsministeriet anmodede i forlængelse af

mødet på ny Sundhedsstyrelsen om en udtalelse om bl.a., hvorvidt

levetidsprognosen for hiv-smittede på baggrund af de forbedrede

behandlingsmuligheder må antages at have ændret sig,

således at det ikke længere er sandsynligt, at personer, der

smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for

maksimalt 10-15 år.

Sundhedsstyrelsen har i en udtalelse af 25. januar 2001

bl.a. oplyst, at det må forventes, at af de personer, der i dag smittes

med hiv, vil mindre end 15 pct. dø af sygdommen inden for 10-15

år.

Sundhedsstyrelsen oplyste dog samtidig, at der hverken

nu eller i nærmeste fremtid er udsigt til at kunne helbrede

sygdommen, ligesom kombinationsbehandlingen kan medføre en række

bivirkninger og opleves som en belastning på grund af et stort indtag

af lægemidler.

Udtalelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.

2.3. Justitsministeriets overvejelser

2.3.1.

Det er fortsat regeringens opfattelse, at

udgangspunktet for den danske sundhedspolitiske indsats mod hiv/aids

bør være, at det påhviler den enkelte at beskytte sig selv

mod overførsel af hiv-smitte i forbindelse med kønslig omgang

mv.

Uanset de forbedrede behandlingsmuligheder er hiv/aids

stadig en livstruende og uhelbredelig sygdom, og det ville være

stødende for retsbevidstheden, hvis det ikke længere var muligt

at straffe personer, der er klar over at være smittet med hiv, og som

har samleje med eller på anden måde udsætter andre for

smitten.

På baggrund af Sundhedsstyrelsens udtalelse om

levetidsprognosen for hiv-smittede er der rejst tvivl om, hvornår

levetidsprognosen med de forbedrede behandlingsmuligheder må antages at

have ændret sig så meget, at det ikke længere er

overvejende sandsynligt, at hiv-smittede personer almindeligvis afgår

ved døden inden for maksimalt 10-15 år, og dermed hvor

længe det fortsat vil være muligt at straffe personer for

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2.

Justitsministeriet finder det på den baggrund

rigtigst, at straffelovens § 252 ændres, således at der

uanset fremtidige ændringer i levetidsprognosen for hiv-smittede

fortsat vil være mulighed for at straffe personer, der på

hensynsløs måde udsætter andre for smitte med hiv,

så længe sygdommen fortsat er livstruende og uhelbredelig.

I den forbindelse tegner der sig umiddelbart tre mulige

modeller for at ændre straffelovens § 252:

1) En ændring af forudsætningerne bag straffelovens

§ 252, stk. 2, således at det ikke længere skal

være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i

almindelighed afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år

(levetidsprognosen).

2) En ændring af straffelovens § 252, stk. 2,

således at det direkte af loven fremgår, hvilke sygdomme der er

omfattet af bestemmelsen.

3) En ændring af straffelovens § 252, således at

bestemmelsen suppleres med en bemyndigelse til justitsministeren til at

fastsætte, hvilke sygdomme der er omfattet af straffelovens § 252,

stk. 2.

Med den medicinske udvikling kan det ikke udelukkes, at

levetidsprognosen for hiv/aids fortsat vil ændre sig, således at

personer smittet med sygdommen vil leve endnu længere end i dag. Selv

efter en ændring af bestemmelsens forudsætning om

levetidsprognosen for sygdomme omfattet af straffelovens § 252,

stk. 2, jf. model 1, vil der således efter en periode

eventuelt på ny kunne rejses tvivl om, hvorvidt bestemmelsen kan

anvendes.

En ændring af straffelovens § 252, stk. 2,

således at det direkte af loven fremgår, hvilke sygdomme der er

omfattet af bestemmelsen, jf. model 2, vil være fremmed for

straffeloven, der indeholder generelle og abstrakt beskrevne forbrydelser.

Hertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at der vil komme nye sygdomme, der

er livstruende og uhelbredelige, og som overføres ved smitte, hvilket

på ny kan medføre behov for at ændre bestemmelsen.

Justitsministeriet finder det på den baggrund mest

hensigtsmæssigt, at den nugældende bestemmelse om forvoldelse af

fare for smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom suppleres med en

bemyndigelse til justitsministeren til efter forhandling med

sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) at fastsætte,

hvilke sygdomme der skal være omfattet af straffelovens § 252,

stk. 2, jf. model 3.

Dette svarer til den lovgivningsteknik, der f.eks. kendes

fra lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 21.

juli 1969, som ændret senest ved lov nr. 1054 af 11. december 1996.

Efter lovens § 1, stk. 1, er indenrigs- og boligministeren (nu

sundhedsministeren) således bemyndiget til at bestemme, hvilke

euforiserende stoffer der ikke må forefindes her i landet.

2.3.2.

Det er forsat alene livstruende og

uhelbredelige sygdomme, der kan være omfattet af straffelovens

§ 252, stk. 2.

Det skal imidlertid ikke længere være en

betingelse, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der

smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for

et nærmere bestemt tidsrum (10-15 år).

At sygdommen skal være livstruende og uhelbredelig,

indebærer efter forslaget i stedet alene, at der skal være tale

om en sygdom, der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling

med overvejende sandsynlighed medfører døden for personer,

der smittes med sygdommen. Selv om der således ikke længere

stilles krav om, at døden indtræder inden for et nærmere

bestemt tidsrum, må det dog kræves, at den forventede levetid som

følge af smitten med sygdommen for et flertal af de smittede bliver

mærkbart reduceret.

Ved vurderingen af, hvor stor en reduktion af den

forventede levetid der ved justitsministeren og sundhedsministerens vurdering

efter den foreslåede bestemmelse skal stilles krav om, vil det kunne

indgå, om sygdommen uanset et langt sygdomsforløb

medfører en alvorlig forringelse af smittede personers

livsførelse, herunder funktionsevne, f.eks. på grund af den

svækkelse, sygdommen i sig selv medfører, eller på grund

af alvorlige bivirkninger ved den behandling, som en person på grund af

smitten eller sygdommen modtager.

Svarende til den nugældende bestemmelse i

straffelovens § 252, stk. 2, forudsættes det, at sygdomme,

som hvis de undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling

almindeligvis kan helbredes, ikke omfattes af bestemmelsen. Der er

således ikke tilsigtet nogen realitetsændring på dette

punkt.

Bestemmelsen er ikke begrænset til hiv/aids (humant

immundefekt virus/»acquired immune deficiency syndrome« = erhvervet

immundefekt syndrom), men for tiden er det alene denne sygdom, der opfylder

betingelserne for at være omfattet af bestemmelsen. Afgørende i

den forbindelse er, om sygdommen er livstruende og uhelbredelig. Også

andre livstruende og uhelbredelige sygdomme, der overføres ved smitte,

kan således efter omstændighederne ved fremtidige ændringer

af den bekendtgørelse, der skal udstedes, blive omfattet af

straffelovens § 252, stk. 2.

3. Bistandsadvokater

3.1. Gældende ret

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, skal

retten ved alle voldsforbrydelser og seksualforbrydelser efter anmodning

beskikke en bistandsadvokat for den forurettede.

Efter bestemmelsen kan retten dog afslå at beskikke

en bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig

karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart

unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er

tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller

en blufærdighedskrænkelse, hvor offeret nok kan være ilde

berørt, men ikke har været udsat for en væsentlig

krænkelse, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3171.

Bistandsadvokatens rolle er bl.a. at støtte ofret

under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved

opgørelsen af eventuelle erstatningskrav.

Bistandsadvokaten har således adgang til at

overvære afhøringen af den forurettede både hos politiet

og i retten og ret til at stille yderligere spørgsmål til den

forurettede. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer

og retsmøder, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 1.

Bistandsadvokater har også adgang til at gøre

sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der

er rejst tiltalte i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre

sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har

tilvejebragt, jf. 741 c, stk. 2.

Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en

nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i

retten. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at

bistandsadvokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager

under sagen, og advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om

skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.

Derimod fremgår det af forarbejderne, at det vil

være rimeligt at give bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en

række spørgsmål, f.eks. såfremt der opstår

spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om

afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller

lignende. Er der spørgsmål om erstatning til den forurettede,

varetager advokaten ofrets interesser i forbindelse med erstatningens

opgørelse.

3.2. Justitsministeriets overvejelser

Som nævnt ovenfor skal retten ved alle

seksualforbrydelser og voldsforbrydelser beskikke en bistandsadvokat for den

forurettede, hvis den pågældende begærer det.

Baggrunden herfor er bl.a., at der af psykologiske og

praktiske grunde kan være behov for, at den forurettede får

bistand til opgørelse af et eventuelt erstatningskrav, således

at erstatningsopgørelsen og udbetalingen ikke trækker

længere ud end nødvendigt. Endvidere kan det for nogle

forurettede være af stor betydning at blive forberedt på

afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med

mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden

tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller

referat/navneforbud, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes

stilling i voldtægts- og voldssager, s. 159-160.

I betænkningen s. 40-41 anføres det

endvidere, at der i sager om seksualforbrydelser skal ske en afhøring,

der bl.a. omfatter spørgsmålet om den forurettedes eventuelle

frivillige medvirken til et seksuelt forhold. Under en sådan belastende

afhøring kan der være et særligt behov for

advokatbistand.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan tilsvarende

forhold gøre sig gældende i sager om overtrædelse af

straffelovens § 252, stk. 2, bl.a. men ikke udelukkende i

tilfælde hvor faren for hiv-smitte er forvoldt i forbindelse med

kønslig omgang.

Det foreslås derfor, at hovedreglen også i

sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, bliver,

at et offer efter anmodning skal have beskikket en bistandsadvokat.

Ligesom ved volds- og seksualforbrydelser foreslås

det, at retten i mindre alvorlige sager skal kunne afslå en

begæring om advokatbeskikkelse, når advokatbistand er

åbenbart unødvendig. Det forudsættes dog i den

forbindelse, at det også i sager om overtrædelse af straffelovens

§ 252, stk. 2, kun helt undtagelsesvis bliver aktuelt afslå

en anmodning om bistandsadvokat.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

mv.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske

eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller

administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Ingen EU-retlige aspekter

5. Hørte myndigheder mv.

Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til

høring hos:

Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre

Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,

Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,

Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i

Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet

for Etnisk Ligestilling, AktHIVhuset, Danmarks Bløderforening,

Foreningen Sex og Samfund (AIDS-linien), HIV-Danmark, Landsforeningen for

Bøsser og Lesbiske, Positivgruppen og STOP AIDS.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte

bestemmelser

I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede

bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (straffelovens § 252, stk. 3)

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren efter

forhandling med sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) ved

bekendtgørelse fastsætter, hvilke livstruende og uhelbredelige

sygdomme der er omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.

Der henvises til pkt. 2.3. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 2

Til nr. 1 (retsplejelovens § 741 a, stk. 1)

Bestemmelsen indebærer, at der også i sager om

overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, som hovedregel

skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den

pågældende begærer det. Hvis der er tale om en mindre

alvorlig sag, og advokatbistand må anses for åbenbart

unødvendig, kan retten dog helt undtagelsesvis afslå en

begæring om advokatbeskikkelse.

Der henvises til pkt. 3.2. i de almindelige

bemærkninger til lovforslaget.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

juli 2001

Til § 4

Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder

for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i

kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland

gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke

foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for

Grønland.

Bilag 1

Sundhedsstyrelsen

25. januar 2001

J.nr. 337-4-99/sp

Justitsministeriet

Lovafdelingen

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Att. Jens Kruse Mikkelsen

Vedr.: Levetidsprognose for hiv-smittede Straffelovens § 252,

stk. 2.

Justitsministeriets sagsnr. 1999-730-0052

Justitsministeriet har med brev af 11. januar 2001 anmodet

Sundhedsstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt levetidsprognosen for

hiv-smittede nu må antages at have ændret sig, således at

det ikke længere er overvejende sandsynligt, at personer, der smittes

med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for

maksimalt 10-15 år.

Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende vedr. de fire

underspørgsmål i henvendelsen:

Levetidsprognosen før og efter indførsel af de

såkaldte kombinationsbehandlinger.

Spontanforløbet af hiv-infektionen viser store

individuelle forskelle fra person til person. I Danmark er set udvikling af

aids og død på mindre end 1 år efter smitte. På den

anden side er der patienter, der blev smittet med hiv i 1980, og som fortsat

ikke viser sygdomstegn eller tegn på betydende immunsvækkelse.

Disse til dels uforklarede individuelle variationer i sygdomsforløbet

nødvendiggør anvendelsen af medianer og

gennemsnitsangivelser.

Flere store undersøgelser viser, at tiden fra

smitte til udvikling af aids hos halvdelen af patienterne uden

behandling er 10 år. For aldersgruppen 15-24 år har halvdelen

udviklet aids efter 11 år, og for aldersgruppen 45-54 år er det

tilsvarende tal 7 ½ år. Median-overlevelsen, det vil sige tiden fra

smitte til 50 % af patienterne er døde, er 12 ½ år for de 15-24

årige og 8 år for patienter i alderen 45-54 år. I

begyndelsen af aids-epidemien var medianoverlevelsen for patienter med aids

under 1 år uden behandling.

I 1995 og 1996 indførtes kombinationsbehandlingen

med 2-4 mere effektive midler mod hiv-infektion. Dette medførte et

dramatisk fald i antallet af aids-dødsfald, ligesom antallet af nye

aids-patienter faldt, fordi behandlingen forsinkede udviklingen af sygdommen

hos de hiv-positive. Erfaringerne med behandlingseffekten er på

nuværende tidspunkt begrænset til de seneste 5 år. De

undersøgelser af behandlingseffekten, der er tilgængelige i dag,

er i vid udstrækning baseret på patienter smittet før

introduktionen af kombinationsbehandlingen. Disse patienter har således

i en del af deres sygdomsforløb ikke fået optimal behandling

efter de nu gældende standarder. Det må derfor forventes, at

behandlingseffekten bliver mere markant i fremtiden.

Undersøgelsen fra England viser, at for

aldersgruppen 15-44 år vil mere end 82-84% af patienterne være i

live 10 år efter, at de er blevet hiv-smittede. Det tilsvarende tal for

de 45-64-årige er 67%. Man må forvente, at overlevelsen i Danmark

er tilsvarende, og at overlevelsen forbedres de kommende år.

I tilknytning hertil bedes det oplyst, hvor stor en del af de

personer, der smittes i dag, vil afgå ved døden indenfor

maksimalt 10-15 år.

For personer, der smittes i dag og som derfor tidligt kan

tilbydes den effektive behandling, må det forventes, at mindre end 15%

vil dø af sygdommen indenfor 10-15 år.

Hvor mange hiv-smittede og aids-syge personer der i

øjeblikket findes i Danmark, herunder hvor mange personer, der

årligt afgår ved døden som følge af sygdommen

aids.

Man formoder, at der lever ca. 4.500 hiv-smittede i

Danmark, men det nøjagtige tal kendes ikke, da ikke alle lader sig

teste. Af disse var 467 aids-syge pr. 30.06.2000.

Antallet af hiv-smittede personer stiger i disse år

som følge af de nye kombinationsbehandlinger, der har medført

et markant fald i antal aids-tilfælde og aids-dødsfald. I 1998

fik 73 personer diagnosticeret sygdommen aids, i 1999 fik 72 personer

påvist aids og i første halvdel af 2000 fik 24 påvist

aids. I 1998 døde 42 personer af aids, i 1999 døde 38 personer

og i første halvdel af 2000 døde ni af aids.

Hvordan hiv/aids med hensyn til behandling/bivirkninger og negativ

påvirkning af livskvaliteten mv. adskiller sig fra andre

kroniske/dødelige sygdomme, herunder om der er udsigt til, at en

helbredende behandling i fremtiden kan tilbydes hiv-smittede eller aids-syge

personer.

Hiv/aids adskiller sig på flere punkter fra andre

kroniske/dødelige sygdomme:

1. Sygdommen er en infektion og altid smitsom. Den er pådraget

typisk i forbindelse med seksuelle aktiviteter. Den smittede kan både

med og uden viden udsætte andre for infektionen. Både på

grund af den reelle smittefare ved seksuel aktivitet og på grund af

fordomme og uvidenhed omkring smittemåder kan den hiv-smittede opleve

afvisning og diskriminering med negativ påvirkning af livskvaliteten

til følge.

2. Sygdommen er fortsat i nogen grad tabubelagt, og i modsætning

til f.eks. kræftsygdomme er der ingen udsigt til helbredelse hverken nu

eller i den nærmeste fremtid. Hiv-infektionen kræver livslang

kontrol og på et tidspunkt medicinsk behandling med flere

lægemidler, der hver for sig medfører risiko for bivirkninger.

Der skal indtages et stort antal tabletter dagligt, typisk 10-16 tabletter,

hvilket i sig selv er en belastning. Der kan være bivirkninger i form

af kvalme, mavesmerter, søvnbesvær, hovedpine og træthed

varierende for de i alt 15 lægemidler, der anvendes ved behandlingen i

dag.

Erfaringerne med langtidsbivirkningerne er beskedne. Der ses dog et

stigende antal patienter, der udvikler abnorm fordeling af kropsfedtet med

ejendommeligt udseende til følge. Sideløbende hermed har man

set udvikling af tegn på sukkersyge samt øget fedtindhold i

blodet, der medfører risiko for hjertekarlidelser såsom blodprop

i hjertet.

Med venlig hilsen

Sigrid Poulsen

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Lovforslaget

Gældende formulering

§ 1

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 6. september 2000,

foretages følgende ændring:

I § 252 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter efter forhandling

med sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.«

§ 252.

Med hæfte eller fængsel indtil 4 år

straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på

lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for

nogens liv eller førlighed.

Stk. 2.

På samme måde straffes den, der på

hensynsløs måde gentagne gange eller under i øvrigt

særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at

nogen smittes med en livstruende eller uhelbredelig sygdom.

§ 2

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september

2000, som ændret ved lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages

følgende ændringer:

I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., indsættes

efter »250,«: »252, stk. 2,«.

§ 741 a.

I sager, der vedrører overtrædelse af

straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223,

§§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf.

§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller

§ 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved

lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter

begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens

§ 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,

stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232,

§ 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,

§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås,

hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand

må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i

sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224

eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,

stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.

Stk. 2.

- - -

Lignende dokumenter