Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. marts 2001 af
justitsministeren (Frank Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven
(Forvoldelse af fare for smitte med en livstruende og
uhelbredelig sygdom)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000,
foretages følgende ændring:
1.
I § 252 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september
2000, som ændret ved lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages
følgende ændring:
1.
I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt.,
indsættes efter »250,«: »§ 252, stk. 2,«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. juli 2001.
§ 4
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Lovens § 1 kan dog ved kongelig anordning sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Læs alt
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2
2. Strafansvar
2
2.1. Gældende ret
2
2.2. Forbedrede behandlingsmuligheder
3
2.3. Justitsministeriets overvejelser
5
3. Bistandsadvokat
6
3.1. Gældende ret
6
3.2. Justitsministeriets overvejelser
6
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv..
7
5. Hørte myndigheder mv.
7
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at sikre, at det i lyset
af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover vil
være muligt at straffe personer, der forvolder fare for, at andre
smittes med en sådan livstruende og uhelbredelig sygdom, og at den
forurettede i sådanne sager får mulighed for at få
beskikket en bistandsadvokat.
2. Strafansvar
2.1. Gældende ret
2.1.1.
Efter straffelovens § 252, stk. 2,
straffes med hæfte eller fængsel indtil 4 år den, der
på hensynsløs måde gentagne gange eller under i
øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder
fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom.
Bestemmelsen blev indsat i straffeloven i 1994, jf. lov
nr. 431 af 1. juni 1994 om ændring af straffeloven (Forvoldelse af fare
for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom). Der henvises til
Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8773-8782, tillæg B, sp.
1735-1740 og 1815-1818, og Folketingets forhandlinger, sp. 10586-10603 og
11763-11784 samt 11962-11966.
Baggrunden for ændringen var, at Højesteret i
en dom af 14. april 1994 (Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 520) havde
fastslået, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens
§ 252 (nu straffelovens § 252, stk. 1) om den, der for
vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende
hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv
eller førlighed på en person, der gentagne gange havde haft
ubeskyttet seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han var bekendt med at
være smittet med hiv.
Højesteret henviste i den forbindelse bl.a. til, at
der i lyset af Folketingets drøftelser ved ophævelsen af
kønssygdomsloven i 1988 ikke var tilstrækkelig sikker hjemmel
for at straffe sådanne forhold efter straffelovens § 252. Ved
fastsættelsen af straffen for samleje med mindreårige piger
tillagde Højesteret det imidlertid skærpende virkning, at den
pågældende havde udsat de mindreårige piger for risiko for
smitte med hiv.
Som begrundelse for at indføre bestemmelsen i
straffelovens § 252, stk. 2, blev der bl.a. anført
følgende i det lovforslag, der lå til grund for
lovændringen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp.
8778-8779):
»Udgangspunktet i den danske sundhedspolitiske indsats mod
HIV-smitte og AIDS er og bør være, at det påhviler den
enkelte at beskytte sig selv mod overførsel af HIV-smitte i
forbindelse med kønslig omgang m.v. Alligevel kan det forekomme
stødende for retsbevidstheden, hvis en person, der er klar over at
være smittet med HIV-virus, har samleje med eller på anden
måde udsætter andre for smitten uden at søge at beskytte
de pågældende eller gøre dem bekendt med
smitterisikoen.
For at imødegå sådan hensynsløs
adfærd foreslås det, at straffelovens § 252 suppleres med en
bestemmelse om fareforvoldelse for smitte med denne dødelige
sygdom.«
2.1.2.
Som det fremgår af straffelovens
§ 252, stk. 2, skal der være tale om en »livstruende og
uhelbredelig sygdom«. Herom fremgår det af lovforslaget til
bestemmelsen (jf. Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8781):
»Sygdommen skal som nævnt være livstruende og
uhelbredelig. Heri ligger, at det skal være overvejende sandsynligt, at
personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved
døden indenfor maksimalt 10-15 år. Kan sygdommen bringes til ro,
f.eks. gennem sædvanlig lægelig behandling, således at
smittede personer i de fleste tilfælde lever længere end dette
tidsrum, kan bestemmelsen ikke anvendes. Sygdommen skal også være
uhelbredelig. Dette indebærer, at sygdomme som hvis patienten
undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling almindeligvis
kan helbredes, heller ikke omfattes af bestemmelsen. Det gælder f.eks.
livstruende sygdomme som kopper, kolera, tyfus, menigitis og lignende.
Bestemmelsens anvendelsesområde bliver således især AIDS og
smitte med HIV-virus. Også andre sygdomme kan imidlertid tænkes
omfattet efter en konkret vurdering.«
2.1.3.
Udtrykket »gentagne gange eller under i
øvrigt særligt skærpende omstændigheder« fandtes
ikke i det oprindelige lovforslag, men blev indsat efter 1. behandlingen i
Folketinget.
Sigtet med dette krav som har givet anledning til kritik
var, at begrænse det strafbare område i straffelovens
§ 252, stk. 2, til forhold, der har en særlig grovhed. Herom
fremgår det af Retsudvalgets betænkning (jf. Folketingstidende
1993-94, tillæg B, sp. 1739-1740):
»Om der foreligger sådanne særligt
skærpende omstændigheder, må således bero på en
samlet vurdering, hvori såvel antallet af tilfælde som forholdene
omkring det enkelte tilfælde indgår.
Bestemmelsen omfatter således ikke et
enkeltstående tilfælde af ubeskyttet samleje m.v. mellem en
HIV-smittet og en rask person. Kun hvis der i et sådant
enkeltstående tilfælde foreligger særligt skærpende
omstændigheder, kan bestemmelsen finde anvendelse. Som eksempler
på sådanne særligt skærpende omstændigheder kan
nævnes, at der er tale om voldtægt eller om samleje med en
mindreårig, eller at gerningsmanden har givet urigtige oplysninger om
sine helbredsforhold.
Foreligger det oplyst, at en HIV-smittet i flere
tilfælde har haft ubeskyttet samleje m.v., må det bero på
en samlet bedømmelse, om bestemmelsen kan finde anvendelse. I denne
vurdering kan bl.a. indgå det antal tilfælde, hvor den
pågældende har haft ubeskyttet seksuel omgang, og den periode,
hvori disse forhold har fundet sted. Endvidere kan indgå, om den
pågældende i øvrigt har vist vilje til at beskytte sin
seksuelle partner med smitte, således at de foreliggende tilfælde
alene har karakter af undtagelser. Tænker man sig således
eksempelvis en HIV-smittet, der over en ret kort tidshorisont, f.eks. et par
måneder, i en række tilfælde har haft ubeskyttet seksuel
omgang med en eller flere personer, vil bestemmelsen kunne anvendes, forudsat
at de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Omvendt kan strafansvar
ikke gøres gældende, hvor der er tale om nogle få
tilfælde af ubeskyttet samleje over en længere periode, og det
må lægges til grund, at den pågældende i
øvrigt har søgt at beskytte sin partner mod
smitteoverførsel.«
2.2. Forbedrede behandlingsmuligheder
2.2.1.
Omkring 1995-96 blev der indført en ny
og forbedret behandling af hiv-smittede og aids-syge (den såkaldte
kombinationsbehandling). Behandlingen har medført en markant nedgang
af såvel antallet af personer, der diagnosticeres med aids, som
antallet af personer, der dør af sygdommen.
I lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder rejste der
sig en debat i pressen om, hvorvidt levetidsprognosen for hiv-smittede
måtte havde ændret sig, således at forudsætningen i
forarbejderne om, at personer, der smittes med sygdommen, i almindelighed
afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år, ikke
længere var opfyldt.
Justitsministeriet indhentede på den baggrund i
september 1998 en udtalelse fra Sundhedsministeriet om levetidsprognosen for
hiv-smittede.
Af Sundhedsministeriets udtalelse fremgik det bl.a., at
det trods positive resultater med kombinationsbehandlingen endnu ikke var
muligt at udtale sig om behandlingens effekt på levetiden for de
smittede personer, men at det måtte formodes, at hiv-smittede ville
kunne leve længere end 15 år fra det tidspunkt, hvor de blev
smittet. Hvor meget længere var det ikke muligt nærmere at
angive.
Sundhedsministeriet oplyste imidlertid supplerende, at
ministeriet formodentlig i slutningen af 1999 på grundlag af
yderligere erfaringer med kombinationsbehandlingen ville have et bedre
grundlag for at udtale sig om levetidsprognosen for personer, der smittes med
hiv.
På den baggrund fandt Justitsministeriet ikke
på daværende tidspunkt anledning til at foreslå
straffelovens § 252, stk. 2, ændret.
Justitsministeriet anmodede i november 1999 på ny
Sundhedsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt man på baggrund af de
indhøstede erfaringer nu var i stand til at give en mere sikker
prognose for levetiden for smittede personer, der modtager
kombinationsbehandlingen.
Sundhedsministeriets oplyste i den forbindelse, at
ministeriet på baggrund af en udtalelse fra Sundhedsstyrelsen kunne
tiltræde en udtalelse, som Retslægerådet havde afgivet til
brug for en konkret straffesag, hvor en person var tiltalt for bl.a.
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, i anledning af
en række seksuelle overgreb mod mindreårige drenge, jf.
Østre Landsrets dom af 24. marts 2000, der er omtalt nedenfor pkt.
2.2.2.
Retslægerådet konkluderede i udtalelsen, at
hiv-infektionen fortsat betragtes som uafvendeligt dødelig, men nu
inden for en tidshorisont af ca. 20 år.
2.2.2. Østre Landsrets dom af 24. marts 2000 (Ugeskrift for
Retsvæsen 2000, s. 1478)
Ved dom af 24. marts 2000 fandt Østre Landsret, at
straffelovens § 252, stk. 2 uanset de forbedrede
behandlingsmuligheder fortsat finder anvendelse. I retsbelæringen
konkluderede retsformanden bl.a. følgende:
»Jeg vil tage udgangspunkt i Retslægerådets
erklæringer, der går ud på, at ubehandlede HIV-smittede i
gennemsnit lever 10 år inden udvikling af AIDS og herefter 18-24
måneder, altså i alt 11½-12 år. Med de nye behandlinger
forlænges levetiden med gennemsnitligt 3-6 år, og man når
dermed op på 14½-18 år. Retslægerådet har i sin
sidste erklæring rundet de 14½ år op til 15 år og har
anført en gennemsnitlig levetid for HIV-smittede på 15-18
år. Man må på dette grundlag konstatere, at den nedre del
af Retslægerådets angivelser ligger på 14½-15 år, og
at denne nedre del af angivelsen ikke falder klart uden for det tidsrum
på maksimalt 10-15 år, som Justitsministeren i 1994
anførte i bemærkningerne til lovforslaget.
Jeg vil også fremhæve for Dem, at professor
Peter Skinhøj oplyste, at angivelsen på 15-18 år kun er et
kvalificeret gæt, hvilket jo hænger sammen med, at man endnu kun
har erfaringer med de nye behandlinger over en 3-årig periode. Det
siger derfor sig selv, at forventningen om en forlængelse af den
gennemsnitlige levetid med 3-6 år foreløbig må være
et skøn og altså som han sagde et »kvalificeret
gæt«.
Konklusionen må efter min opfattelse være, at
der ikke for øjeblikket foreligger sikkerhed for, at de nye
behandlingsformer forlænger levetiden for hiv-smittede i et
sådant tidsrum, at justitsministerens forudsætninger fra 1994
ikke holder stik.«
Straffelovens § 252, stk. 2, er også
anvendt i en sag afgjort ved retten i Holbæk, som i en upåanket
dom af 19. april 2000 fandt, at bestemmelsen kunne anvendes på en
hiv-smittet person, der havde haft ubeskyttet seksuelt samvær med sin
ægtefælle. Straffen blev fastsat til 3 måneders betinget
fængsel. Straffen blev gjort betinget på grund af den tid, der
var gået, siden forholdet blev begået (4½ år).
2.2.3. Sundhedsstyrelsens udtalelse af 25. januar 2001
Spørgsmålet om anvendelsen af straffelovens
§ 252, stk. 2, blev taget op igen på et møde i
december 2000 mellem repræsentanter for Justitsministeriet,
Rigsadvokaten, Retslægerådet, Sundhedsministeriet og
Sundhedsstyrelsen.
Justitsministeriet anmodede i forlængelse af
mødet på ny Sundhedsstyrelsen om en udtalelse om bl.a., hvorvidt
levetidsprognosen for hiv-smittede på baggrund af de forbedrede
behandlingsmuligheder må antages at have ændret sig,
således at det ikke længere er sandsynligt, at personer, der
smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for
maksimalt 10-15 år.
Sundhedsstyrelsen har i en udtalelse af 25. januar 2001
bl.a. oplyst, at det må forventes, at af de personer, der i dag smittes
med hiv, vil mindre end 15 pct. dø af sygdommen inden for 10-15
år.
Sundhedsstyrelsen oplyste dog samtidig, at der hverken
nu eller i nærmeste fremtid er udsigt til at kunne helbrede
sygdommen, ligesom kombinationsbehandlingen kan medføre en række
bivirkninger og opleves som en belastning på grund af et stort indtag
af lægemidler.
Udtalelsen er optaget som bilag 1 til lovforslaget.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.3.1.
Det er fortsat regeringens opfattelse, at
udgangspunktet for den danske sundhedspolitiske indsats mod hiv/aids
bør være, at det påhviler den enkelte at beskytte sig selv
mod overførsel af hiv-smitte i forbindelse med kønslig omgang
mv.
Uanset de forbedrede behandlingsmuligheder er hiv/aids
stadig en livstruende og uhelbredelig sygdom, og det ville være
stødende for retsbevidstheden, hvis det ikke længere var muligt
at straffe personer, der er klar over at være smittet med hiv, og som
har samleje med eller på anden måde udsætter andre for
smitten.
På baggrund af Sundhedsstyrelsens udtalelse om
levetidsprognosen for hiv-smittede er der rejst tvivl om, hvornår
levetidsprognosen med de forbedrede behandlingsmuligheder må antages at
have ændret sig så meget, at det ikke længere er
overvejende sandsynligt, at hiv-smittede personer almindeligvis afgår
ved døden inden for maksimalt 10-15 år, og dermed hvor
længe det fortsat vil være muligt at straffe personer for
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2.
Justitsministeriet finder det på den baggrund
rigtigst, at straffelovens § 252 ændres, således at der
uanset fremtidige ændringer i levetidsprognosen for hiv-smittede
fortsat vil være mulighed for at straffe personer, der på
hensynsløs måde udsætter andre for smitte med hiv,
så længe sygdommen fortsat er livstruende og uhelbredelig.
I den forbindelse tegner der sig umiddelbart tre mulige
modeller for at ændre straffelovens § 252:
1) En ændring af forudsætningerne bag straffelovens
§ 252, stk. 2, således at det ikke længere skal
være overvejende sandsynligt, at personer, der smittes med sygdommen, i
almindelighed afgår ved døden inden for maksimalt 10-15 år
(levetidsprognosen).
2) En ændring af straffelovens § 252, stk. 2,
således at det direkte af loven fremgår, hvilke sygdomme der er
omfattet af bestemmelsen.
3) En ændring af straffelovens § 252, således at
bestemmelsen suppleres med en bemyndigelse til justitsministeren til at
fastsætte, hvilke sygdomme der er omfattet af straffelovens § 252,
stk. 2.
Med den medicinske udvikling kan det ikke udelukkes, at
levetidsprognosen for hiv/aids fortsat vil ændre sig, således at
personer smittet med sygdommen vil leve endnu længere end i dag. Selv
efter en ændring af bestemmelsens forudsætning om
levetidsprognosen for sygdomme omfattet af straffelovens § 252,
stk. 2, jf. model 1, vil der således efter en periode
eventuelt på ny kunne rejses tvivl om, hvorvidt bestemmelsen kan
anvendes.
En ændring af straffelovens § 252, stk. 2,
således at det direkte af loven fremgår, hvilke sygdomme der er
omfattet af bestemmelsen, jf. model 2, vil være fremmed for
straffeloven, der indeholder generelle og abstrakt beskrevne forbrydelser.
Hertil kommer, at det ikke kan udelukkes, at der vil komme nye sygdomme, der
er livstruende og uhelbredelige, og som overføres ved smitte, hvilket
på ny kan medføre behov for at ændre bestemmelsen.
Justitsministeriet finder det på den baggrund mest
hensigtsmæssigt, at den nugældende bestemmelse om forvoldelse af
fare for smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom suppleres med en
bemyndigelse til justitsministeren til efter forhandling med
sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) at fastsætte,
hvilke sygdomme der skal være omfattet af straffelovens § 252,
stk. 2, jf. model 3.
Dette svarer til den lovgivningsteknik, der f.eks. kendes
fra lov om euforiserende stoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 391 af 21.
juli 1969, som ændret senest ved lov nr. 1054 af 11. december 1996.
Efter lovens § 1, stk. 1, er indenrigs- og boligministeren (nu
sundhedsministeren) således bemyndiget til at bestemme, hvilke
euforiserende stoffer der ikke må forefindes her i landet.
2.3.2.
Det er forsat alene livstruende og
uhelbredelige sygdomme, der kan være omfattet af straffelovens
§ 252, stk. 2.
Det skal imidlertid ikke længere være en
betingelse, at det skal være overvejende sandsynligt, at personer, der
smittes med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for
et nærmere bestemt tidsrum (10-15 år).
At sygdommen skal være livstruende og uhelbredelig,
indebærer efter forslaget i stedet alene, at der skal være tale
om en sygdom, der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling
med overvejende sandsynlighed medfører døden for personer,
der smittes med sygdommen. Selv om der således ikke længere
stilles krav om, at døden indtræder inden for et nærmere
bestemt tidsrum, må det dog kræves, at den forventede levetid som
følge af smitten med sygdommen for et flertal af de smittede bliver
mærkbart reduceret.
Ved vurderingen af, hvor stor en reduktion af den
forventede levetid der ved justitsministeren og sundhedsministerens vurdering
efter den foreslåede bestemmelse skal stilles krav om, vil det kunne
indgå, om sygdommen uanset et langt sygdomsforløb
medfører en alvorlig forringelse af smittede personers
livsførelse, herunder funktionsevne, f.eks. på grund af den
svækkelse, sygdommen i sig selv medfører, eller på grund
af alvorlige bivirkninger ved den behandling, som en person på grund af
smitten eller sygdommen modtager.
Svarende til den nugældende bestemmelse i
straffelovens § 252, stk. 2, forudsættes det, at sygdomme,
som hvis de undergives rettidig, sædvanlig lægelig behandling
almindeligvis kan helbredes, ikke omfattes af bestemmelsen. Der er
således ikke tilsigtet nogen realitetsændring på dette
punkt.
Bestemmelsen er ikke begrænset til hiv/aids (humant
immundefekt virus/»acquired immune deficiency syndrome« = erhvervet
immundefekt syndrom), men for tiden er det alene denne sygdom, der opfylder
betingelserne for at være omfattet af bestemmelsen. Afgørende i
den forbindelse er, om sygdommen er livstruende og uhelbredelig. Også
andre livstruende og uhelbredelige sygdomme, der overføres ved smitte,
kan således efter omstændighederne ved fremtidige ændringer
af den bekendtgørelse, der skal udstedes, blive omfattet af
straffelovens § 252, stk. 2.
3. Bistandsadvokater
3.1. Gældende ret
Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, skal
retten ved alle voldsforbrydelser og seksualforbrydelser efter anmodning
beskikke en bistandsadvokat for den forurettede.
Efter bestemmelsen kan retten dog afslå at beskikke
en bistandsadvokat, hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig
karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart
unødvendigt. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er
tale om værtshusklammeri, hvor der ikke er opstået skade, eller
en blufærdighedskrænkelse, hvor offeret nok kan være ilde
berørt, men ikke har været udsat for en væsentlig
krænkelse, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 3171.
Bistandsadvokatens rolle er bl.a. at støtte ofret
under afhøringen hos politiet og i retten og yde bistand ved
opgørelsen af eventuelle erstatningskrav.
Bistandsadvokaten har således adgang til at
overvære afhøringen af den forurettede både hos politiet
og i retten og ret til at stille yderligere spørgsmål til den
forurettede. Advokaten skal underrettes om tidspunktet for afhøringer
og retsmøder, jf. retsplejelovens § 741 c, stk. 1.
Bistandsadvokater har også adgang til at gøre
sig bekendt med den forurettedes forklaring til politirapport. Når der
er rejst tiltalte i sagen, har advokaten tillige adgang til at gøre
sig bekendt med det øvrige materiale i sagen, som politiet har
tilvejebragt, jf. 741 c, stk. 2.
Retsplejeloven indeholder i øvrigt ikke en
nærmere regulering af den beskikkede advokats processuelle stilling i
retten. Det er imidlertid i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at
bistandsadvokaten ikke bør kunne virke som en yderligere anklager
under sagen, og advokaten har derfor ikke adgang til at udtale sig om
skyldsspørgsmålet og strafudmålingen.
Derimod fremgår det af forarbejderne, at det vil
være rimeligt at give bistandsadvokaten adgang til at udtale sig om en
række spørgsmål, f.eks. såfremt der opstår
spørgsmål om at behandle sagen for lukkede døre, om
afhøring af den forurettede uden tiltaltes tilstedeværelse eller
lignende. Er der spørgsmål om erstatning til den forurettede,
varetager advokaten ofrets interesser i forbindelse med erstatningens
opgørelse.
3.2. Justitsministeriets overvejelser
Som nævnt ovenfor skal retten ved alle
seksualforbrydelser og voldsforbrydelser beskikke en bistandsadvokat for den
forurettede, hvis den pågældende begærer det.
Baggrunden herfor er bl.a., at der af psykologiske og
praktiske grunde kan være behov for, at den forurettede får
bistand til opgørelse af et eventuelt erstatningskrav, således
at erstatningsopgørelsen og udbetalingen ikke trækker
længere ud end nødvendigt. Endvidere kan det for nogle
forurettede være af stor betydning at blive forberedt på
afhøringen i retten, herunder navnlig at blive gjort bekendt med
mulighederne for at få afhøringerne gennemført uden
tiltaltes tilstedeværelse og/eller med dørlukning eller
referat/navneforbud, jf. betænkning nr. 1102/1987 om den forurettedes
stilling i voldtægts- og voldssager, s. 159-160.
I betænkningen s. 40-41 anføres det
endvidere, at der i sager om seksualforbrydelser skal ske en afhøring,
der bl.a. omfatter spørgsmålet om den forurettedes eventuelle
frivillige medvirken til et seksuelt forhold. Under en sådan belastende
afhøring kan der være et særligt behov for
advokatbistand.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan tilsvarende
forhold gøre sig gældende i sager om overtrædelse af
straffelovens § 252, stk. 2, bl.a. men ikke udelukkende i
tilfælde hvor faren for hiv-smitte er forvoldt i forbindelse med
kønslig omgang.
Det foreslås derfor, at hovedreglen også i
sager om overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, bliver,
at et offer efter anmodning skal have beskikket en bistandsadvokat.
Ligesom ved volds- og seksualforbrydelser foreslås
det, at retten i mindre alvorlige sager skal kunne afslå en
begæring om advokatbeskikkelse, når advokatbistand er
åbenbart unødvendig. Det forudsættes dog i den
forbindelse, at det også i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 252, stk. 2, kun helt undtagelsesvis bliver aktuelt afslå
en anmodning om bistandsadvokat.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser
mv.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Ingen EU-retlige aspekter
5. Hørte myndigheder mv.
Lovforslaget er samtidig med fremsættelsen sendt til
høring hos:
Præsidenterne for Østre Landsret, Vestre
Landsret, Københavns Byret samt retterne i Århus, Odense,
Ålborg, Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen,
Politidirektøren i København, Foreningen af politimestre i
Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Nævnet
for Etnisk Ligestilling, AktHIVhuset, Danmarks Bløderforening,
Foreningen Sex og Samfund (AIDS-linien), HIV-Danmark, Landsforeningen for
Bøsser og Lesbiske, Positivgruppen og STOP AIDS.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
I bilag 2 til lovforslaget er de foreslåede
bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.
Til § 1
Til nr. 1 (straffelovens § 252, stk. 3)
Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren efter
forhandling med sundhedsministeren (dvs. i praksis Sundhedsstyrelsen) ved
bekendtgørelse fastsætter, hvilke livstruende og uhelbredelige
sygdomme der er omfattet af straffelovens § 252, stk. 2.
Der henvises til pkt. 2.3. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 2
Til nr. 1 (retsplejelovens § 741 a, stk. 1)
Bestemmelsen indebærer, at der også i sager om
overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 2, som hovedregel
skal beskikkes en bistandsadvokat for den forurettede, hvis den
pågældende begærer det. Hvis der er tale om en mindre
alvorlig sag, og advokatbistand må anses for åbenbart
unødvendig, kan retten dog helt undtagelsesvis afslå en
begæring om advokatbeskikkelse.
Der henvises til pkt. 3.2. i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
juli 2001
Til § 4
Bestemmelsen indebærer, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Loven kan dog sættes i
kraft for Færøerne ved kongelig anordning. For Grønland
gælder der en særlig kriminallov, og der er derfor ikke
foreslået en hjemmel til at sætte loven i kraft for
Grønland.
Bilag 1
Sundhedsstyrelsen
25. januar 2001
J.nr. 337-4-99/sp
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Att. Jens Kruse Mikkelsen
Vedr.: Levetidsprognose for hiv-smittede Straffelovens § 252,
stk. 2.
Justitsministeriets sagsnr. 1999-730-0052
Justitsministeriet har med brev af 11. januar 2001 anmodet
Sundhedsstyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt levetidsprognosen for
hiv-smittede nu må antages at have ændret sig, således at
det ikke længere er overvejende sandsynligt, at personer, der smittes
med sygdommen, i almindelighed afgår ved døden inden for
maksimalt 10-15 år.
Sundhedsstyrelsen kan udtale følgende vedr. de fire
underspørgsmål i henvendelsen:
Levetidsprognosen før og efter indførsel af de
såkaldte kombinationsbehandlinger.
Spontanforløbet af hiv-infektionen viser store
individuelle forskelle fra person til person. I Danmark er set udvikling af
aids og død på mindre end 1 år efter smitte. På den
anden side er der patienter, der blev smittet med hiv i 1980, og som fortsat
ikke viser sygdomstegn eller tegn på betydende immunsvækkelse.
Disse til dels uforklarede individuelle variationer i sygdomsforløbet
nødvendiggør anvendelsen af medianer og
gennemsnitsangivelser.
Flere store undersøgelser viser, at tiden fra
smitte til udvikling af aids hos halvdelen af patienterne uden
behandling er 10 år. For aldersgruppen 15-24 år har halvdelen
udviklet aids efter 11 år, og for aldersgruppen 45-54 år er det
tilsvarende tal 7 ½ år. Median-overlevelsen, det vil sige tiden fra
smitte til 50 % af patienterne er døde, er 12 ½ år for de 15-24
årige og 8 år for patienter i alderen 45-54 år. I
begyndelsen af aids-epidemien var medianoverlevelsen for patienter med aids
under 1 år uden behandling.
I 1995 og 1996 indførtes kombinationsbehandlingen
med 2-4 mere effektive midler mod hiv-infektion. Dette medførte et
dramatisk fald i antallet af aids-dødsfald, ligesom antallet af nye
aids-patienter faldt, fordi behandlingen forsinkede udviklingen af sygdommen
hos de hiv-positive. Erfaringerne med behandlingseffekten er på
nuværende tidspunkt begrænset til de seneste 5 år. De
undersøgelser af behandlingseffekten, der er tilgængelige i dag,
er i vid udstrækning baseret på patienter smittet før
introduktionen af kombinationsbehandlingen. Disse patienter har således
i en del af deres sygdomsforløb ikke fået optimal behandling
efter de nu gældende standarder. Det må derfor forventes, at
behandlingseffekten bliver mere markant i fremtiden.
Undersøgelsen fra England viser, at for
aldersgruppen 15-44 år vil mere end 82-84% af patienterne være i
live 10 år efter, at de er blevet hiv-smittede. Det tilsvarende tal for
de 45-64-årige er 67%. Man må forvente, at overlevelsen i Danmark
er tilsvarende, og at overlevelsen forbedres de kommende år.
I tilknytning hertil bedes det oplyst, hvor stor en del af de
personer, der smittes i dag, vil afgå ved døden indenfor
maksimalt 10-15 år.
For personer, der smittes i dag og som derfor tidligt kan
tilbydes den effektive behandling, må det forventes, at mindre end 15%
vil dø af sygdommen indenfor 10-15 år.
Hvor mange hiv-smittede og aids-syge personer der i
øjeblikket findes i Danmark, herunder hvor mange personer, der
årligt afgår ved døden som følge af sygdommen
aids.
Man formoder, at der lever ca. 4.500 hiv-smittede i
Danmark, men det nøjagtige tal kendes ikke, da ikke alle lader sig
teste. Af disse var 467 aids-syge pr. 30.06.2000.
Antallet af hiv-smittede personer stiger i disse år
som følge af de nye kombinationsbehandlinger, der har medført
et markant fald i antal aids-tilfælde og aids-dødsfald. I 1998
fik 73 personer diagnosticeret sygdommen aids, i 1999 fik 72 personer
påvist aids og i første halvdel af 2000 fik 24 påvist
aids. I 1998 døde 42 personer af aids, i 1999 døde 38 personer
og i første halvdel af 2000 døde ni af aids.
Hvordan hiv/aids med hensyn til behandling/bivirkninger og negativ
påvirkning af livskvaliteten mv. adskiller sig fra andre
kroniske/dødelige sygdomme, herunder om der er udsigt til, at en
helbredende behandling i fremtiden kan tilbydes hiv-smittede eller aids-syge
personer.
Hiv/aids adskiller sig på flere punkter fra andre
kroniske/dødelige sygdomme:
1. Sygdommen er en infektion og altid smitsom. Den er pådraget
typisk i forbindelse med seksuelle aktiviteter. Den smittede kan både
med og uden viden udsætte andre for infektionen. Både på
grund af den reelle smittefare ved seksuel aktivitet og på grund af
fordomme og uvidenhed omkring smittemåder kan den hiv-smittede opleve
afvisning og diskriminering med negativ påvirkning af livskvaliteten
til følge.
2. Sygdommen er fortsat i nogen grad tabubelagt, og i modsætning
til f.eks. kræftsygdomme er der ingen udsigt til helbredelse hverken nu
eller i den nærmeste fremtid. Hiv-infektionen kræver livslang
kontrol og på et tidspunkt medicinsk behandling med flere
lægemidler, der hver for sig medfører risiko for bivirkninger.
Der skal indtages et stort antal tabletter dagligt, typisk 10-16 tabletter,
hvilket i sig selv er en belastning. Der kan være bivirkninger i form
af kvalme, mavesmerter, søvnbesvær, hovedpine og træthed
varierende for de i alt 15 lægemidler, der anvendes ved behandlingen i
dag.
Erfaringerne med langtidsbivirkningerne er beskedne. Der ses dog et
stigende antal patienter, der udvikler abnorm fordeling af kropsfedtet med
ejendommeligt udseende til følge. Sideløbende hermed har man
set udvikling af tegn på sukkersyge samt øget fedtindhold i
blodet, der medfører risiko for hjertekarlidelser såsom blodprop
i hjertet.
Med venlig hilsen
Sigrid Poulsen
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Lovforslaget
Gældende formulering
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 649 af 6. september 2000,
foretages følgende ændring:
I § 252 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling
med sundhedsministeren, hvilke sygdomme der er omfattet af stk. 2.«
§ 252.
Med hæfte eller fængsel indtil 4 år
straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på
lignende hensynsløs måde volder nærliggende fare for
nogens liv eller førlighed.
Stk. 2.
På samme måde straffes den, der på
hensynsløs måde gentagne gange eller under i øvrigt
særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at
nogen smittes med en livstruende eller uhelbredelig sygdom.
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 857 af 12. september
2000, som ændret ved lov nr. 106 af 13. februar 2001, foretages
følgende ændringer:
I § 741 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., indsættes
efter »250,«: »252, stk. 2,«.
§ 741 a.
I sager, der vedrører overtrædelse af
straffelovens § 119, § 123, § 210, §§ 216-223,
§§ 224 eller 225, jf. §§ 216-223, § 232, § 237, jf.
§ 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250, §§ 260-262 eller
§ 288, beskikker retten en advokat for den, der er forurettet ved
lovovertrædelsen, når den pågældende fremsætter
begæring om det. I sager om overtrædelse af straffelovens
§ 119, § 123, § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, § 223, stk. 2, § 232,
§ 237, jf. § 21, §§ 244-246, §§ 249 og 250,
§§ 260-262 eller § 288 kan beskikkelse af advokat dog afslås,
hvis lovovertrædelsen er af mindre alvorlig karakter og advokatbistand
må anses for åbenbart unødvendig. Det samme gælder i
sager, der vedrører overtrædelse af straffelovens § 224
eller § 225, jf. § 218, stk. 1, §§ 219-221, § 222,
stk. 1 og stk. 2, 1. led, eller § 223, stk. 2.
Stk. 2.
- - -
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. marts 2001) - L 209 Retsinformation · 28. marts 2001
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 1. december 2022. — E.D.L. EU-domme · 1. december 2022
- DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 18. juli 2013 EU-domme · 18. juli 2013
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 23. maj 2001
- Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og retsafgiftsloven (Forbedring af retsstillingen for ofre for forbrydelser) Retsinformation · 31. januar 2007
- Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love Retsinformation · 1. juni 2001