Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF AIDS-SYGE OG HIV-POSITIVE

1990/2 LSF 119Lovforslag som fremsatFolketinget23. maj 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Der oprettes et centralt register over personer, der er

AIDS-syge eller HIV-positive.

§ 2. Alle AIDS-syge eller HIV-positive, der er i kontakt med

sygehuse, kønssygdomsklinikker eller andre lignende institutioner,

registreres. Det er en pligt for de nævnte instanser at give meddelelse til

registret, når de kommer i kontakt med AIDS-syge eller andre HIV-positive.

§ 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning

af oplysninger til registret og benyttelse af dette.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1990-91

(1. samling) fremsat forslag (L 89, jf. Folketingstidende 1990-91, 1.

samling, forhandlingerne sp. 2306 og tillæg A sp. 2337).

AIDS-smitten vil i de kommende år brede sig til 1 eller 2 pct. af

befolkningen, og derefter vil sygdommen kræve dødsofre, i samme takt som nye

ofre bliver smittet.

AIDS-sygdommen er dødelig, og der eksisterer ikke i øjeblikket

behandlingsmuligheder, der kan helbrede de smittede, men forskningen gør så

hurtige fremskridt, at situationen hurtigt kan ændres. Det vil derfor være

overordentlig hensigtsmæssigt for samfundet - uden forsinkelse - at

klarlægge, hvor mange der er angrebet, og hvor de bor, så man uden

forsinkelse kan lade fremtidige fremskridt komme de smittede personer til

gode. Dette kan ikke lade sig gøre uden rettidig registrering.

AIDS er en så alvorlig sygdom, at det vil være særdeles risikabelt blot at

gå ud fra en multiplikatorfaktor, som man f.eks. gør i vurderinger af

udbredelsen af influenzaepidemier, hvor man typisk siger, at influenzaen er

ca. 10 gange mere udbredt end antallet af anmeldte influenzatilfælde (* 1).

I særlige tilfælde kan ansatte i sundhedsvæsenet møde HIV-positive

personer på deres arbejde med deraf følgende risiko for at blive udsat for

smitte. Det er fortrinsvis læger, sygeplejersker, fængselsbetjente,

Læs alt

Falckreddere, tandlæger, laboranter og politibetjente, som kommer i kontakt

med de HIV-positive personer. Historier om forskellige erhvervsgrupper som

f.eks. tandlæger, læger og sygeplejersker, der nærer en ikke ubegrundet frygt

for at blive smittet på deres arbejde med den dødbringende sygdom, er

desværre ikke længere ualmindelige. Kirurgen Dennis Raahave og bakteriologen

Annie Bremmelgaard, Frederiksberg Hospital, har fremført, at i løbet af en

trediveårig periode vil 6 personer blandt kirurger og kirurgers

hjælpepersonale være HIV-smittet, og et par af kirurgerne vil sandsynligvis

være døde (* 2).

I Sverige - som vi ellers ynder at sammenligne os med - praktiseres

indsatsen imod AIDS på en helt anden måde, end man gør i Danmark.

Hovedforskellen mellem den danske og den svenske indsats mod AIDS-sygdommen

er, at Sverige har henført AIDS til kønssygdomslovgivningen med deraf

følgende muligheder for at anvende tvangsmæssige foranstaltninger over for

smittede og syge (* 3).

I straffelovens § 252 står: »Med hæfte eller med fængsel indtil 4 år

straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende

hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.«

Denne paragraf er ubrugelig, så længe der ikke har fundet en registrering af

AIDS-syge sted, da myndighederne efter de gældende regler ikke kan få oplyst,

om denne person har været bekendt med sin tilstand og dermed vidst, at

vedkommende er smittebærer.

Alle partier taler om, at forebyggelse er vigtigere end helbredelse.

Registrering af AIDS-patienter kan netop medvirke til at hindre, at

sygdommen bliver udbredt. Hvad skal vi med en straffelov, hvor man kan

anklage AIDS-smittede, der bevidst smitter andre, for manddrab, når der ikke

er mulighed for at finde personen?

I forhold til indbyggertallet er Danmark det land i Europa, der har

fjerdeflest AIDS-ramte.

Det direkte formål med registrering af personer smittet med AIDS

(HIV-positive) er at få kendskab til sygdomstilfældenes antal og fordeling.

Men det er også af stor betydning at kende tilfældenes art, således at det

vil være muligt, når nye lægemidler fremkommer (en effektiv behandlingsmetode

eller eventuelt vaccine), hurtigt at kunne kontakte de HIV-positive, således

at man ikke først skal til at teste hele befolkningen på dette tidspunkt - en

test, som i sig selv vil tage måneder eller år. Denne test vil have samme

betydning som den, man foretog tidligere i århundredet for at bekæmpe

tuberkulosen, og som den registrering, man i Danmark foretog i 1920'erne af

seroreaktioner for syfilis. Registreringen af seroreaktioner for syfilis var

i mange år anset for forbilledlig og var i sin form grundlæggende for

sygdommens klarlæggelse og bekæmpelse.

For samtlige blodprøver indsendt til Statens Seruminstitut til testning

for infektion med HIV kan registrering foretages på følgende måde: prøven

ledsages af navn og personnummer på den undersøgte samt navn (eller nummer)

for indsendende læge eller sygehus. Ved modtagelsen registreres personnummer

og navn i et edb-register med kodet adgang. Blodprøven påføres instituttets

løbenr., inkl. dato.

Til senere opsporing af en patient vil man igennem indsenderen kunne

udnytte det omtalte edb-register, eventuelt påført adresse. Sådan brug vil

kunne tillades af et særligt udvalg under det Sundhedsvidenskabelige

Forskningsråd i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Registertilsynet.

Det er indlysende, at stærkest mulig bekæmpelse af sygdommen kræver mest

mulig viden om dens udbredelse.

Udenlandske undersøgelser (* 4) har vist, at udbredelsen af HIV-smitte er

op til fem gange større blandt personer, som afslår tilbud om HIV-test, end

blandt personer, der accepterer en test. Derfor må den ikke være frivillig.

Efter 2. behandlingen den 2. maj 1991

§ 1. Der oprettes et centralt register over personer, der er

HIV-positive.

§ 2. Alle HIV-positive, der er i kontakt med sygehuse,

kønssygdomsklinikker eller andre lignende institutioner, registreres. Det er

en pligt for de nævnte instanser at give meddelelse til registret, når de

kommer i kontakt med HIV-positive.

§ 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning

af oplysninger til registret og benyttelse af dette.

§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.

Officielle noter

(* 1) Ugeskrift for Læger 152/13, 25.03.1990 (p. 959).

(* 2) Kirurgen Dennis Raahave og bakteriologen Annie Bremmelgaard,

Frederiksberg Hospital, offentliggjorde i november 1989 i Ugeskrift for Læger

simple statistiske beregninger, der sandsynliggjorde, at udbredelse af

HIV-smitte blandt kirurger og hjælpepersonale vil finde sted i dette omfang.

(* 3) Spørgsmål nr. S 1333, folketingsåret 1986-87, 1. samling, jf.

Folketingstidende, forhandlingerne sp. 13594, fra Camre (S), besvaret

skriftligt af daværende indenrigsminister Knud Enggaard.

(* 4) Hull H.F., Bettinger C.J., Oallaker M.M., Keller N.M., Nielsen J. og

J. Menz O.J.: Comparison of HIV-Antibody prevalence in Patients Consenting to

and declining HIV. Antibody testing in an STD clinic, JAMA 1988.

Lignende dokumenter