1990 LSF 119 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF AIDS-SYGE OG HIV-POSITIVE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Der oprettes et centralt register over personer, der er
AIDS-syge eller HIV-positive.
§ 2. Alle AIDS-syge eller HIV-positive, der er i kontakt med
sygehuse, kønssygdomsklinikker eller andre lignende institutioner,
registreres. Det er en pligt for de nævnte instanser at give meddelelse til
registret, når de kommer i kontakt med AIDS-syge eller andre HIV-positive.
§ 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning
af oplysninger til registret og benyttelse af dette.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget er en uændret genfremsættelse af et i folketingsåret 1990-91
(1. samling) fremsat forslag (L 89, jf. Folketingstidende 1990-91, 1.
samling, forhandlingerne sp. 2306 og tillæg A sp. 2337).
AIDS-smitten vil i de kommende år brede sig til 1 eller 2 pct. af
befolkningen, og derefter vil sygdommen kræve dødsofre, i samme takt som nye
ofre bliver smittet.
AIDS-sygdommen er dødelig, og der eksisterer ikke i øjeblikket
behandlingsmuligheder, der kan helbrede de smittede, men forskningen gør så
hurtige fremskridt, at situationen hurtigt kan ændres. Det vil derfor være
overordentlig hensigtsmæssigt for samfundet - uden forsinkelse - at
klarlægge, hvor mange der er angrebet, og hvor de bor, så man uden
forsinkelse kan lade fremtidige fremskridt komme de smittede personer til
gode. Dette kan ikke lade sig gøre uden rettidig registrering.
AIDS er en så alvorlig sygdom, at det vil være særdeles risikabelt blot at
gå ud fra en multiplikatorfaktor, som man f.eks. gør i vurderinger af
udbredelsen af influenzaepidemier, hvor man typisk siger, at influenzaen er
ca. 10 gange mere udbredt end antallet af anmeldte influenzatilfælde (* 1).
I særlige tilfælde kan ansatte i sundhedsvæsenet møde HIV-positive
personer på deres arbejde med deraf følgende risiko for at blive udsat for
smitte. Det er fortrinsvis læger, sygeplejersker, fængselsbetjente,
Læs alt
Falckreddere, tandlæger, laboranter og politibetjente, som kommer i kontakt
med de HIV-positive personer. Historier om forskellige erhvervsgrupper som
f.eks. tandlæger, læger og sygeplejersker, der nærer en ikke ubegrundet frygt
for at blive smittet på deres arbejde med den dødbringende sygdom, er
desværre ikke længere ualmindelige. Kirurgen Dennis Raahave og bakteriologen
Annie Bremmelgaard, Frederiksberg Hospital, har fremført, at i løbet af en
trediveårig periode vil 6 personer blandt kirurger og kirurgers
hjælpepersonale være HIV-smittet, og et par af kirurgerne vil sandsynligvis
være døde (* 2).
I Sverige - som vi ellers ynder at sammenligne os med - praktiseres
indsatsen imod AIDS på en helt anden måde, end man gør i Danmark.
Hovedforskellen mellem den danske og den svenske indsats mod AIDS-sygdommen
er, at Sverige har henført AIDS til kønssygdomslovgivningen med deraf
følgende muligheder for at anvende tvangsmæssige foranstaltninger over for
smittede og syge (* 3).
I straffelovens § 252 står: »Med hæfte eller med fængsel indtil 4 år
straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende
hensynsløs måde volder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.«
Denne paragraf er ubrugelig, så længe der ikke har fundet en registrering af
AIDS-syge sted, da myndighederne efter de gældende regler ikke kan få oplyst,
om denne person har været bekendt med sin tilstand og dermed vidst, at
vedkommende er smittebærer.
Alle partier taler om, at forebyggelse er vigtigere end helbredelse.
Registrering af AIDS-patienter kan netop medvirke til at hindre, at
sygdommen bliver udbredt. Hvad skal vi med en straffelov, hvor man kan
anklage AIDS-smittede, der bevidst smitter andre, for manddrab, når der ikke
er mulighed for at finde personen?
I forhold til indbyggertallet er Danmark det land i Europa, der har
fjerdeflest AIDS-ramte.
Det direkte formål med registrering af personer smittet med AIDS
(HIV-positive) er at få kendskab til sygdomstilfældenes antal og fordeling.
Men det er også af stor betydning at kende tilfældenes art, således at det
vil være muligt, når nye lægemidler fremkommer (en effektiv behandlingsmetode
eller eventuelt vaccine), hurtigt at kunne kontakte de HIV-positive, således
at man ikke først skal til at teste hele befolkningen på dette tidspunkt - en
test, som i sig selv vil tage måneder eller år. Denne test vil have samme
betydning som den, man foretog tidligere i århundredet for at bekæmpe
tuberkulosen, og som den registrering, man i Danmark foretog i 1920'erne af
seroreaktioner for syfilis. Registreringen af seroreaktioner for syfilis var
i mange år anset for forbilledlig og var i sin form grundlæggende for
sygdommens klarlæggelse og bekæmpelse.
For samtlige blodprøver indsendt til Statens Seruminstitut til testning
for infektion med HIV kan registrering foretages på følgende måde: prøven
ledsages af navn og personnummer på den undersøgte samt navn (eller nummer)
for indsendende læge eller sygehus. Ved modtagelsen registreres personnummer
og navn i et edb-register med kodet adgang. Blodprøven påføres instituttets
løbenr., inkl. dato.
Til senere opsporing af en patient vil man igennem indsenderen kunne
udnytte det omtalte edb-register, eventuelt påført adresse. Sådan brug vil
kunne tillades af et særligt udvalg under det Sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Registertilsynet.
Det er indlysende, at stærkest mulig bekæmpelse af sygdommen kræver mest
mulig viden om dens udbredelse.
Udenlandske undersøgelser (* 4) har vist, at udbredelsen af HIV-smitte er
op til fem gange større blandt personer, som afslår tilbud om HIV-test, end
blandt personer, der accepterer en test. Derfor må den ikke være frivillig.
Efter 2. behandlingen den 2. maj 1991
§ 1. Der oprettes et centralt register over personer, der er
HIV-positive.
§ 2. Alle HIV-positive, der er i kontakt med sygehuse,
kønssygdomsklinikker eller andre lignende institutioner, registreres. Det er
en pligt for de nævnte instanser at give meddelelse til registret, når de
kommer i kontakt med HIV-positive.
§ 3. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for indberetning
af oplysninger til registret og benyttelse af dette.
§ 4. Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Officielle noter
(* 1) Ugeskrift for Læger 152/13, 25.03.1990 (p. 959).
(* 2) Kirurgen Dennis Raahave og bakteriologen Annie Bremmelgaard,
Frederiksberg Hospital, offentliggjorde i november 1989 i Ugeskrift for Læger
simple statistiske beregninger, der sandsynliggjorde, at udbredelse af
HIV-smitte blandt kirurger og hjælpepersonale vil finde sted i dette omfang.
(* 3) Spørgsmål nr. S 1333, folketingsåret 1986-87, 1. samling, jf.
Folketingstidende, forhandlingerne sp. 13594, fra Camre (S), besvaret
skriftligt af daværende indenrigsminister Knud Enggaard.
(* 4) Hull H.F., Bettinger C.J., Oallaker M.M., Keller N.M., Nielsen J. og
J. Menz O.J.: Comparison of HIV-Antibody prevalence in Patients Consenting to
and declining HIV. Antibody testing in an STD clinic, JAMA 1988.
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM REGISTRERING AF AIDS-SYGE OG HIV-POSITIVE Retsinformation · 22. november 1990
- RÅDETS DIREKTIV 2010/32/EU af 10. maj 2010 om iværksættelse af rammeaftalen indgået af HOSPEEM og EPSU om forebyggelse af stikskader i sygehus- og sundhedssektoren (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 10. maj 2010
- 1995 BSF 40 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IVÆRKSÆTTELSE AF ET HIV-SMITTEOPSPORINGSSYSTEM Retsinformation · 8. november 1995
- 1992 LSF 277 FORSLAG TIL LOV OM ET HIV-OPSPORINGS- OG -FOREBYGGELSESRÅD OG ET HIV-POLITISK FORUM Retsinformation · 27. april 1993
- Forslag til Lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 28. marts 2001
- 1986 BR 171 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSAFTALER NR L 171 1986-87, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1988