Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om en mellem Danmark og Tyskland afsluttet Voldgifts- og Forligstraktat.

BKI nr 97 af 03/05/1927Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet18. maj 1927

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse

om en mellem Danmark og Tyskland

afsluttet Voldgifts- og Forligstraktat.

(* 1)

Under 2. Juni 1926 er der

mellem

den danske og den tyske Regering afsluttet følgende Voldgifts- og

Forligstraktat:

DANSK-TYSK VOLDGIFTS- OG

FORLIGSTRAKTAT

Kongeriget Danmark og det

tyske Rige,

som er opfyldt af Ønsket om

at fremme Udviklingen af Fremgangsmaaden til fredelig Bilæggelse af

mellemfolkelige Tvistigheder, er kommet overens om at afslutte en almindelig

Voldgifts- og Forligstraktat.

I dette Øjemed er udnævnt

til Befuldmægtigede af

Hans Majestæt Kongen af

Danmark og Island:

Hr. Kammerherre

Herluf Zahle,

overordentlig Gesandt og

befuldmægtiget Minister i

Berlin, og af

den tyske Rigspræsident:

Hr. Dr. GUSTAV STRESEMANN,

Rigsudenrigsminister.

der, efter at have prøvet

hinanden Fuldmagter og befundet disse i god og behørig Form, er kommet

Læs alt

overens

om følgende Bestemmelser:

Artikel 1.

De kontraherende Parter

forpligter sig til at undergive alle Tvistigheder af hvilkensomhelst Art, der

maatte opstaa mellem Danmark og Tyskland og ikke indenfor en passende Frist

kan

løses ad diplomatisk Vej, og som ikke med begge Parters Samtykke bliver

forelagt for den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, enten en

Voldgiftsbehandling eller en Forligsbehandling i Overensstemmelse med

nærværende Traktat.

Tvistigheder, med Hensyn

til hvis Løsning de kontraherende Parter ved andre mellem dem bestaaende

Aftaler er

bundet til en særlig Fremgangsmaade, skal behandles i Overensstemmelse med

Bestemmelserne i saadanne Aftaler.

Artikel 2

Voldgiftsbehandling

undergives paa Forlangende af en af Parterne de Tvistigheder, ved hvilke

Parterne

indbyrdes er i Tvist om en Ret, navnlig de Tvistigheder, der angaar:

for det første: Bestaaen,

Fortolkning og Anvendelse af en mellem de to Parter afsluttet statlig

Overenskomst;

for det andet: et

hvilketsomhelst Spørgsmaal vedrørende mellemfolkelig Ret;

for det tredje:

Tilstedeværelsen af en Kendsgerning, der, saafremt den godtgøres, udgør en

Krænkelse af en

mellemfolkelig Forpligtelse;

for det fjerde: Omfanget og

Arten af Godtgørelsen i Tilfælde af en saadan Krænkelse.

Bestaar der mellem Parterne

Meningsforskelle om, hvorvidt en Tvistighed hører til de ovenfor betegnede

Arter, afgøres dette foreløbige Spørgsmaal ved Voldgiftsbehandling.

Artikel 3.

Ved Spørgsmaal, der ifølge

Landets Love i den Stat, mod hvilken et Krav fremsættes, skal afgøres af de

dømmende Myndigheder, derunder indbefattet Forvaltningsretter, kan denne Stat

forlange, at Tvistighederne først underkastes Voldgiftsbehandling, efter at

der

er blevet fældet en endelig Afgørelse ved Domstolsbehandling, samt at

Paakaldelse af Voldgiftsretten finder Sted senest seks Maaneder efter denne

Afgørelse. Dette gælder ikke, naar det drejer sig om et Tilfælde af

Retsnægtelse, og de i Lovgivningen forudsete Ankemyndigheder har været

paakaldt.

Opstaar der mellem Parterne

en Meningsforskel om Anvendelsen af foranstaaende Bestemmelser, træffes

Afgørelse

herom ved Voldgiftsbehandling.

Artikel 4.

Voldgiftsretten lægger til

Grund for sine Afgørelser:

for det første: de mellem

Parterne gældende Overenskomster af almindelig eller særlig Art og de

Retsregler, der fremgaar deraf,

for det andet: den

mellemfolkelige Sædvaneret som Udtryk for en almindelig, som Ret anerkendt

Praksis;

for det tredje: de

almindelige, af Kulturstaterne anerkendte Retsgrundsætninger;

for det fjerde:

Resultaterne af anerkendt Teori og Domspraksis som Hjælpemiddel for

Fastsættelsen af

Retsnormerne.

Med begge Parters Samtykke

kan Voldgiftsretten træffe sin Afgørelse efter billigt Skøn i Stedet for at

støtte

den paa Retsgrundsætninger.

Artikel 5.

Saafremt ikke Parterne i

det enkelte Tilfælde træffer anden Aftale, nedsættes Voldgiftsretten paa

følgende

Maade:

Dommerne vælges paa

Grundlag af Fortegnelsen over Medlemmerne af den ved Haagerkonventionen af

18. Oktober 1907

om fredelig Bilæggelse af Mellemfolkelige Tvistigheder skabte staaende

Voldgiftsret i Haag.

Hver Part udnævner to

Voldgiftsdommere, hvoraf kun den ene maa være dens egen Statsborger. I

Fællesskab udnævner Parterne den femte Dommer, der tillige er

Voldgiftsrettens

Formand. Formanden skal have en anden Nationalitet end de andre

Voldgiftsdommere. Han maa ikke have sin Bopæl paa Parternes Omraade og ikke

staa eller have staaet i deres Tjeneste.

Valget af Dommere finder

Sted paany for hvert enkelt Stridstilfælde. De kontraherende Parter

forbeholder sig

dog efter fælles Aftale at gaa frem paa den Maade, at for visse Arter af

Tvistigheder de samme Dommere i et bestemt Tidsrum skal tilhøre

Voldgiftsretten.

Medlemmer af

Voldgiftsretten, der af en hvilkensomhelst Grund udtræder, erstattes paa

samme Maade som de er

blevet valgt.

Artikel 6.

De kontraherende Parter vil

ved Anvendelsen af nærværende Traktat i hvert enkelt Tilfælde fastsætte en

særlig

Voldgiftsordning. Deri bestemmes Stridsgenstanden de eventuelle særlige

Beføjelser for Retten, dennes Sammensætning og Sæde, Størrelsen af det Beløb,

som hver af Parterne skal deponere som Forskud paa Omkostningerne, de Regler,

der skal iagttages med Hensyn til Procedurens Form og Frister, samt de

iøvrigt

nødvendige Enkeltheder.

Meningsforskelle om

Bestemmelserne i Voldgiftsordningen skal, med Forbehold af Forskriften i

Artikel 7, afgøres af Voldgiftsretten.

Artikel 7.

Saafremt der ikke inden

seks Maaneder, efter at en af Parterne overfor den anden har fremsat Begæring

om

voldgiftsmæssig Bilæggelse af en Tvistighed, kommer en Voldgiftsordning

istand

mellem dem, kan hver Part paakalde det i Artikel 13 omhandlede staaende

Forligsnævns Bistand til Fastsættelse af Voldgiftsordningen. Dette skal inden

to Maaneder efter Paakaldelsen fastsætte Voldgiftsordningen, hvorved

Stridsgenstanden udfindes paa Grundlag af Parternes Paastande.

Samme Fremgangsmaade kommer

til Anvendelse, saafremt en af Parterne ikke har udpeget de Dommere, som det

paahviler den at udpege, eller saafremt Parterne ikke er enige med Hensyn til

Udnævnelsen af Formanden.

Det staaende Forligsnævn er

endvidere beføjet til, indtil Voldgiftsretten er nedsat, at træffe Afgørelse

af

enhver anden Tvistighed, der har Hensyn til Voldgiftsordningen.

Artikel 8.

Voldgiftsretten træffer

sine Afgørelser med simpel Stemmeflerhed. Den afvigende Mening hos et Medlem,

der er

forblevet i Mindretal, skal efter dets Begæring fastslaas.

Artikel 9.

Voldgiftsafgørelsen skal

indeholde Angivelse af Maaden for dens Udførelse, særlig af de Frister, som

derved skal iagtages.

Saafremt det i en

Voldgiftsafgørelse fastslaas, at en af en Domstol eller en anden Myndighed i

en

af Staterne truffet Afgørelse eller Foranstaltning helt eller delvis er i

strid

med Folkeretten, og saafremt efter den paagældende Parts Forfatning Følgerne

af

Afgørelsen eller Foranstaltningen ikke eller ikke fuldstændigt kan fjernes ad

Forvaltningsvejen, skal der ved Voldgiftsafgørelsen paa anden Maade tilkendes

den krænkede Part en passende Godtgørelse.

Artikel 10.

Med Forbehold af anden

Aftale i Voldgiftsordningen kan enhver af Parterne overfor den Voldgiftsret,

som har

afsagt Kendelsen, fremsætte Anmodning om Revision af denne. Anmodningen kan

kun

begrundes med Fremkomsten af en Kendsgerning, som vilde have været egnet til

at

udøve en afgørende Indflydelse paa Kendelsen, og som ved Afslutningen af

Forhandlingen var ubekendt saavel for Voldgiftsretten selv som for den Part,

der har anmodet om Revision, uden dens egen Skyld. Paa Forlangende af en af

Parterne skal Voldgiftsretten først træffe Afgørelse om, hvorvidt disse

Forudsætninger for Anmodningen om Revision af Voldgiftskendelsen er opfyldt.

Medlemmer af

Voldgiftsretten, der af en hvilkensomhelst Grund ikke deltager i

Revisionsbehandlingen, erstattes

paa samme Maade som de er blevet valgt.

Den frist, indenfor hvilken

den i 1. Stykke omtalte Anmodning kan fremsættes, skal fastsættes i

Voldgiftsafgørelsen, saafremt dette ikke er sket i Voldgiftsordningen.

Artikel 11.

Alle Tvistigheder, der

matte opstaa mellem Parterne angaaende Fortolkning og Gennemførelse af

Voldgiftsafgørelsen,

skal med Forbehold af anden Aftale afgøres af den Voldgiftsret, der har

afsagt

Kendelsen. Derved finder bestemmelsen i Artikel 10, 2. Stykke tilsvarende

Anvendelse.

Artikel 12.

Alle Tvistigheder, der ikke

ifølge de foranstaaende Artikler i denne Traktat er underkastet

Voldgiftsbehandling, og som ikke med begge Parters Samtykke bliver ordnet ad

fredelig Vej paa anden Maade, skal paa Forlangende af en af Parterne

undergives

Forligsbehandling.

Paastaar den anden Part, at

den til Forligsbehandling forelagte Tvist skal afgøres af den faste Domstol

for

mellemfolkelig Retspleje, Voldgiftsretten eller ved en særlig Behandling

ifølge

Artikel 1, 2. Stykke, træffes Afgørelsen af dette foreløbige Spørgsmaal af

det

Organ, hvis Kompetence gøres gældende.

De kontraherende Parters

Regeringer kan ved fælles Aftale henskyde en Tvistighed, for hvilken ifølge

nærværende Traktat den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje, eller en

Voldgiftsret kan paakaldes, til Forligsbehandling enten definitivt eller

under

Forbehold af senere Paakaldelse af den faste Domstol for mellemfolkelig

Retspleje eller en Voldgiftsret.

Artikel 13.

For Forligsbehandlingen

oprettes der et staaende Forligsnævn.

Det staaende Forligsnævn

bestaar af fem Medlemmer. Enhver af de kontraherende Parter udnævner to

Medlemmer, af

hvilke den kan vælge det ene blandt sine egne Statsborgere. I Fællesskab

udnævner Parterne det femte Medlem, der indtager Forsædet. Formanden skal

have

en anden Nationalitet end de øvrige Medlemmer. Han maa ikke have sin Bopæl

paa

Parternes Omraade og ikke staa eller have staaet i deres Tjeneste.

Medlemmerne af det staaende

Forligsnævn udnævnes for et Tidsrum af tre Aar. I mangel af anden Aftale

mellem

de kontraherende Parter kan deres Udnævnelse ikke tilbagekaldes, saalænge

deres

Hverv vedvarer. Saafremt et Medlem af det staaende Forligsnævn ikke ved

Hvervets Udløb er blevet erstattet, gælder dets Hverv som fornyet for et

Tidsrum af tre Aar. Dog fratræder Formanden ved Udløbet af sit Hverv,

saafremt

dette forlanges af en af de kontraherende Parter. Et Medlem hvis Hverv

udløber

under en svævende Sags Behandling, deltager fremdeles i den paagældende

Tvistigheds Behandling indtil dennes Afslutning, uanset om hans Efterfølger

allerede er udnævnt eller ej.

Inden Udløbet af fjorten

Dage fra den Dag at regne, paa hvilken en af de kontraherende Parter har

indbragt et

Stridsspørgsmaal for det staaende Forligsnævn, kan enhver af Parterne for

Behandlingen af det paagældende Stridsspørgsmaal, med Forbehold af den i 2.

Stykke indeholdte Grundsætning, erstatte det ene af de af Parten udnævnte

Medlemmer af det staaende Forligsnævn med en Person, der har særlig

Sagkundskab

i det paagældende Anliggende.

Den part, der gør Brug af

denne Ret, underretter derom uopholdelig den anden Part, hvem det derpaa

staar aabent

at gøre det samme inden Udløbet af fjorten Dage fra den Dag, paa hvilken

Underretningen er tilgaaet den.

Det staaende Forligsnævn

oprettes inden Udløbet af seks Maaneder efter Udvekslingen af

Ratifikationsinstrumenterne til denne Traktat. Afgaaende Medlemmer erstattes

saa hurtigt som muligt i Overensstemmelse med Reglerne for det første Valg.

Saafremt Udnævnelsen af

Formanden ikke har fundet Sted inden Udløbet af seks Maaneder efter

Udvekslingen af Ratifikationsinstrumenterne eller, i Tilfælde af Nyvalg, ikke

inden tre Maaneder efter den tidligere Formands Afgang, skal i Mangel af

anden

Aftale Hans Majestæt Kongen af Sverige anmodes om at foretage den nødvendige

Udnævnelse.

Artikel 14.

Det staaende Forligsnævn

træder i Virksomhed, saasnart det paakaldes af en af Parterne. Denne retter

sin

Anmodning samtidig til Formanden for det staende Forligsnævn og til den anden

Part. Formanden skal indkalde det staaende Forligsnævn med kortest mulig

Frist.

De kontraherende Parter

forpligter sig til i alle Tilfælde og i enhver Henseende at fremme det

staaende

Forligsnævns Arbejder samt til navnlig at yde det enhver Retshjælp gennem de

kompetente Myndigheder. De vil træffe alle nødvendige Foranstaltninger, for

at

det kan gøres det staaende Forligsnævn muligt paa deres Omraade at afhøre

Vidner og Sagkyndige samt at optage Syn. Det staaende Forligsnævn kan optage

Bevis, enten naar samtlige Medlemmer er tilstede, eller ved Formanden.

Artikel 15.

Det staaende Forligsnævn

bestemmer sit Sæde. Det kan forlægge dette efter frit Skøn.

Det staaende Forligsnævn

opretter om fornødent et Kontor. Saafremt det i Kontoret ansætter

Statsborgere

fra Parterne, skal det derved tage ligeligt Hensyn til Parterne.

Artikel 16.

Det staaende Forligsnævn er

beslutningsdygtigt, naar alle Medlemmer er indkaldt behørigt, og naar

Formanden

samt i det mindste et af hver Part valgt Medlem er tilstede.

Det staaende Forligsnævn

træffer sine Beslutninger ved simpel Stemmeflerhed. I Tilfælde af

Stemmelighed har

Formanden dobbelt Stemme.

Artikel 17.

Det paahviler det staaende

Forligsnævn at udarbejde en beretning, som fastslaar Sagens Sammenhæng, og

som,

medmindre dette efter de særlige Omstændigheder i det paagældende Tilfælde

ikke

synes hensigtsmæssigt, indeholder Forslag til Tvistighedens Bilæggelse. I

beretningen skal den afvigende Mening hos et Medlem som er forblevet i

Mindretal, efter dets Begæring fastslaas. Beretningen skal afgives inden

Udløbet af seks Maaneder efter den Dag, paa hvilken Tvistigheden blev

forelagt

det staaende Forligsnævn, medmindre Parterne ved fælles Aftale forlænger

denne

Frist eller inden det staaende Forligsnævns Sammentræden forkorter den.

Beretningen skal affattes i tre Eksemplarer, hvoraf hver af Parterne erholder

et, medens det tredje opbevares af det staaende Forligsnævn.

Beretningen har hverken i

Henseende til kendsgerningerne eller i Henseende til de retlige Betragtninger

Betydningen af en endelig bindende Afgørelse. Ved Beretningens Tilstilling

kan

det staaende Forligsnævn henstille til Parterne indenfor en Frist, der

fastsættes i Beretningen, at erklære, om og i hvilket Omfang de anerkender

Beretningens Fremstilling og antager dens Forslag.

Det tilkommer Parterne ved

fælles Aftale at bestemme, om Beretningen uopholdelig skal offentliggøres

eller

ikke. Saafremt Aftale herom ikke kommer istand, kan det staaende Forligsnævn

af

særlige Grunde paa egen Haand foranledige Beretningens umiddelbare

Offentliggørelse.

Artikel 18.

Hver Part udreder

Vederlaget for de af den selv til det staaende Forligsnævn udnævnte

Medlemmers Virksomhed samt

Halvdelen af Vederlaget for Formandens Virksomhed.

Hver Part bærer de af den

selv foranledigede Omkostninger ved behandlingen samt Halvdelen af de

Omkostninger,

der af det staaende Forligsnævn betegnes som fælles.

Artikel 19.

Den ved Voldgiftsbehandling

afsagte Kendelse skal af Parterne opfyldes paa Tro og Love.

De kontraherende Parter

forpligter sig til, saalænge Voldgifts- eller Forligsbehandling staar paa,

efter Evne at undgaa enhver Foranstaltning, der kunde have ufordelagtigt

Indflydelse paa Opfyldelsen af Voldgiftskendelsen eller paa Antagelsen af det

staaende Forligsnævns Forslag.

Voldgiftsretten kan paa

Forlangende af en af Parterne anordne forberedende Forholdsregler, forsaavidt

saadanne kan gennemføres af Parterne ad Forvaltningsvejen; ligeledes kan det

staaende Forligsnævn stille Forslag i samme Øjemed.

Artikel 20.

Med Forbehold af modsatte

Bestemmelser i nærværende Traktat eller i Voldgiftsordningen, er

Haagerkonventionen

af 18. Oktober 1907 til fredelig Bilæggelse af mellemfolkelige Stridigheder

afgørende for Voldgifts- og Forligsbehandlingen.

I det Omfang, hvori

nærværende Traktat henviser til Bestemmelserne i Haagerkonventionen, finder

de Anvendelse

i Forholdet mellem de kontraherende Parter, selv naar disse eller en af dem

maatte være fratraadt Konventionen.

Saafremt hverken nærværende

Traktat eller Voldgiftsordningen eller de iøvrigt mellem de kontraherende

Parter bestaaende Overenskomster fastsætter Fristerne og andre Enkeltheder

for

Voldgifts- og Forligsbehandlingen, er Voldgiftsretten eller det staaende

Forligsnævn selv beføjet til at træffe de fornødne Bestemmelser.

Artikel 21.

Nærværende Traktat skal

ratificeres snarest muligt. Ratifikationsinstrumenterne skal udveksles i

Berlin.

Traktaten træder i Kraft en

Maaned efter Udvekslingen af Ratifikationsinstrumenterne.

Traktaten gælder for et

Tidsrum af ti Aar. Såfremt den ikke opsiges seks Maaneder inden Udløbet af

dette

Tidsrum, forbliver den i Kraft for yderligere fem Aar. Det samme gælder,

saafremt Traktaten ikke opsiges med den angivne Frist, ogsaa senere hen.

En Voldgiftsbehandling

eller Forligsbehandling, som maatte være svævende ved nærværende Traktats

Udløb,

føres videre efter Bestemmelserne i denne Traktat eller anden Overenskomst,

som

af de kontraherende Parter maatte blive aftalt i dennes Sted.

Til Bekræftelse heraf har

de Befuldmægtigede undertegnet nærværende Traktat.

Udfærdiget i to Originaler

i det danske og det tyske Sprog

i Berlin, den 2. Juni 1926

sign: Herluf Zahle.

sign: Stresemann.

SLUTNINGEPROTOKOL

til den dansk-tyske

Voldgifts- og Forligstraktat.

1.

De kontraherende Parter gaar ud fra den Opfattelse, at de

enkelte Bestemmelser i Traktaten i Tvivlstilfælde skal fortolkes til Gunst

for

Anvendelsen af Grundsætningen om voldgiftsmæssig Afgørelse af Tvistigheder.

2.

De kontraherende Parter erklærer, at Traktaten ogsaa skal finde

Anvendelse i Tilfælde af, at en Tvistighed har sin Oprindelse i begivenheder,

der er indtruffet i Tiden forinden dens Afsluttelse. Undtagne herfra er dog

Tvistigheder angaaende Erstatningskrav, der afledes af Krigshandlinger, som

er

foretagne under Verdenskrigen.

3.

Den Kendsgerning, at tredje Stater er delagtige i en Tvistighed,

udelukker ikke Traktatens Anvendelse. De kontraherende Parter vil i givet

Tilfælde virke for at foranledige, at de paagældende tredje Stater slutter

sig

til Voldgifts- eller Forligsbehandlingen. For dette Tilfælde forbeholdes det

de

to Regeringer at træffe indbyrdes Aftale om en særlig Sammensætning af

Voldgiftsretten eller det staaende Forligsnævn. Saafremt der ikke kan

tilvejebringes Forstaaelse med de paagældende tredje Stater om deres

Tilslutning indenfor en passende Frist, gennemføres Behandlingen mellem de

kontraherende Parter med Virkning kun for disse paa den i Traktaten

foreskrevne

Maade.

4.

For det Tilfælde, at Tyskland tiltræder den faste Domstol for

mellemfolkelig Retspleje i Haag eller bliver Medlem af Folkenes Forbund, skal

Retstvistigheder, ved hvilke Parterne ikke har kunnet enes om, hvorvidt disse

Tvistigheder skal forelægges for den faste Domstol for mellemfolkelig

Retspleje

eller en Voldgiftsret, efter Anmodning af en af Parterne umiddelbart kunne

indbringes for den faste Domstol for mellemfolkelig Retspleje en Maaned efter

Meddelelse herom til den anden Part. Det samme gælder, saafremt en almindelig

Voldgiftstraktat, der indeholder en tilsvarende Bestemmelse, skulde træde i

Kraft mellem Tyskland og en tredje Stat.

sign: Herluf Zahle.

sign: Stresemann.

Noter, udvekslede mellem den danske og tyske

Regering samtidig med Undertegnelsen af den dansk-tyske Voldgifts- og

Forligstraktat af 2. Juni 1926.

KONGELIG DANSK GESANDTSKAB.

__________

Berlin, den 2. Juni 1926.

Hr.

Rigsminister,

Under Henvisning til den Dags Dato stedfundne Undertegnelse af den

dansk-tyske Voldgifts- og Forligstraktat har jeg den Ære efter Ordre fra min

Regering at meddele Dem følgende:

Saafremt Tyskland bliver Medlem af Folkenes Forbund,

skal Traktatens Bestemmelser om Forligsbehandling betragtes som supplerede

med

følgende yderligere Bestemmelse:

»Dersom Parterne ikke er kommet til Enighed inden Udløbet af en

Maaned efter Afslutningen af det staaende Forligsnævns Arbejder, forelægges

Spørgsmaalet efter Anmodning fra en af Parterne for Folkenes Forbunds Raad,

der

træffer Afgørelse i Overensstemmelse med Art. 15 i Forbundspagten«.

Der bestaar endvidere Enighed om, at Tvistigheder mellem Tyskland

og en tredje Stat, i hvilke Danmark kunde blive delagtig i sin Egenskab af

Medlem af Folkenes Forbund, ikke kan anses som Tvistigheder mellem de

kontraherende Parter i Traktatens Betydning. Det samme gælder, saasnart

Tyskland er blevet Medlem af Folkenes Forbund, for Tvistigheder mellem

Danmark

og en tredje Stat, i hvilke Tyskland kunde blive delagtig i sin Egenskab af

Medlem af Folkenes Forbund.

Modtag, Hr. Rigsminister, Forsikringen om min mest

udmærkede Højagtelse.

sign:

Herluf Zahle.

Hr. Dr.

Gustav

Stresemann,

Rigsudenrigsminister.

Berlin.

Det bemærkes, at Ratifikationerne til Traktaten under 9.

April d. A. er blevet udvekslet i Berlin, samt at Traktaten i

Overensstemmelse

med Art. 18 i Pagten for Folkenes Forbund under 20. s. M. er blevet

registreret

ved Folkeforbundssekretariatet under Nr. 1444.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Udenrigsministeriet, den 3. maj 1927

L. Moltesen

Officielle noter

(*

1)/ Traktaten er ligeledes bekendtgjort som nr. 10 i ’Danmarks

Traktater’,

årgang 1927

Lignende dokumenter