Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte
europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en
international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)
Konventionen angaaende Civilprocessen.
Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske
Kejserriges Navn; Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v.
og apostolisk Konge af Ungarn, for Østrig og for Ungarn; Hans Majestæt
Belgiernes Konge; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Hans Majestæt Kongen af
Spanien; Præsidenten for den franske Republik; Hans Majestæt Kongen af
Italien; Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau;
Hans Majestæt Norges Konge; Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene; Hans
Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.; Hans Majestæt Kongen af
Rumænien; Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande; Hans Majestæt Kongen af
Sverig, og det schweiziske Forbundsraad,
der ønsker at give Konvention af 14de November 1896 de Forbedringer, som
Erfaringen har lært,
have besluttet at slutte en ny Konvention i dette Øjemed og have som Følge
deraf udnævnt til deres Befuldmægtigede:
Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske
Kejserriges Navn:
D'Herrer de Schloezer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og
Doktor Johannes Kriege, Hans Majestæts Gehejmelegationsraad;
Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v. og apostolisk
Konge af Ungarn:
for Østrig og for Ungarn:
Hr. Greve Christophe de Wydenbruck, Hans Majestæts Gehejmeraad og
Kammerherre, og overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes
Majestæt Dronningen af Nederlandene,
for Østrig:
Læs alt
Hr. Ridder Robert Holzknecht de Hort, Afdelingschef i det
kejserlig-kongelige østrigske Justitsministerium,
for Ungarn:
Hr. Gustav Tøry, Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium;
Hans Majestæt Belgiens Konge:
D'Herrer Baron Guillaume, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og
A. van den Bulcke, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede
Minister, Generaldirektør i Udenrigsministeriet;
Hans Majestæt Kongen af Danmark:
Hr. J. W. de Grevenkop Castenskjold, Hans Majestæts Kammerherre og
Ministerresident hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Hans Majestæt Kongen af Spanien:
Hr. Arturo de Baguer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Præsidenten for den franske Republik:
D'Herrer De Monbel, den franske Republiks overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og
Louis Renault, Professor i international Ret ved Universitet i Paris,
Udenrigsministeriets juridiske Konsulent;
Hans Majestæt Kongen af Italien:
Hr. Salvatore Tugini, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau, Grev de
Villers, Hans Kongelige Højheds Charge d'Affaires i Berlin;
Hans Majestæt Norges Konge:
Hr. F. Hagerup, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede
Minister hos Hendes Majestær Dronningen af Nederlandene;
Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene:
D'Herrer Jonkheer W. M. de Weede de Berencamp, Hendes Majestæts
Udenrigsminister, J. A. Loeff, Hendes Majestæts Justitsminister, og T. M. C.
Asser, Hendes Majestæts Statsminister, Medlem af Statsraadet, Præsident for
den kgl. Internationale Privatretskommission, Præsident for de Internationale
Privatretskonferencer;
Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.:
Hr. Greve de Selir, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Hans Majestæt Kongen af Rumænien:
Hr. E. Mavrocordato, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande:
Hr. N. Tcharykow, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede
Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Hans Majestæt Kongen af Sverige:
Hr. Baron Falkenberg, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
Det schweiziske Forbundsraad:
Hr. G. Carlin, det schweiziske Forbundsraads overordentlige Gesandt og
befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;
hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter, der befandtes i
god og behørig Form, ere komne overens om følgende Bestemmelser:
I. Meddelelse af judicielle og ekstrajudicielle Dokumenter.
Artikel 1.
I civile eller kommercielle Anliggender blive, i de kontraherende Stater,
Forkyndelse af Dokumenter, bestemte for Personer, der opholde sig i Udlandet,
at udføre efter Anmodning af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen
kommer, rettet til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken
Begæringen rettes. Anmodningen, indeholdende Opgivelse af den Myndighed, fra
hvilken det fremsendte Dokument udgaar, parternes Navne og Stilling,
Adressatens Bopæl og Beskaffenheden af det Dokument, hvorom det drejer sig,
skal være affattet i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes.
Denne Myndighed tilstiller Konsulen et Aktstykke, der godtgør, at Meddelelsen
har fundet Sted, eller som angiver det Faktum, der har forhindret dette.
Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af Konsulens Anmodning, skulle
afgøres ad diplomatisk Vej.
Hver kontraherende Stat kan, ved en Meddelelse til de andre kontraherende
Stater, erklære, at den ønsker, at Begæringer om Forkyndelser, der skal finde
Sted paa dens Territorium, indeholdende de Angivelser, som er nævnt i 1.
Stk., skal tilstilles den ad diplomatisk Vej.
De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende
Stater komme overens om at tillade direkte Meddelelse mellem deres respektive
Myndigheder.
Artikel 2.
Forkyndelsen sker ved Foranstaltning af den kompetente Myndighed i den
Stat, til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed kan, med Undtagelse af
de i Artikel 3 forudsatte Tilfælde, indskrænke sig til at udføre Forkyndelsen
ved Overlevering af Dokumentet til Adressaten, naar denne frivillig modtager
det.
Artikel 3.
Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er affattet enten i den Myndigheds
Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i et Sprog, der er aftalt mellem
de to interesserede Stater, eller dersom det er ledsaget af en Oversættelse
til et af disse Sprog, lader den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet,
forsaavidt Ønske derom er udtrykt i Begæringen, Dokumentet forkynde paa den
Maade, der er foreskrevet i Landets indre Lovgivning for Udførelsen af
tilsvarende Forkyndelser, eller paa en særlig Maade, forsaavidt denne ikke er
i Modstrid med denne Lovgivning. Hvis et saadant Ønske ikke er udtrykt, søger
den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet, først at udføre
Overleveringen paa den i Artikel 2 angivne Maade.
Naar ikke andet er aftalt, skal den i det foregaaende Stykke omtalte
Oversættelse være bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den
Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i
den Stat, til hvilken Begæringen er rettet.
Artikel 4.
Udførelsen af den i Artiklerne 1, 2 og 3 omtalte Forkyndelse kan ikke
nægtes, medmindre den Stat, paa hvis Territorium den skulde ske, finder, at
den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller Sikkerhed.
Artikel 5.
Beviset for Forkyndelsen tilvejebringes enten ved et dateret og
legaliseret Modtagelsesbevis fra Adressaten eller ved en Bevidnelse af
vedkommende Myndighed i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet,
udvisende, at og paa hvilken Maade og hvilken Dag Forkyndelsen har fundet
Sted.
Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er belvet fremsendt i to Eksemplarer,
skal Modtagelsesbeviset eller Bevidnelsen anbringes paa eller vedhæftes et af
Duplikaterne.
Artikel 6.
Bestemmelserne i de foregaaende Artikler ere ikke til Hinder for:
1. at sende Dokumenter direkte med Posten til de
interesserede, som befinde sig i Udlandet;
2. at de interesserede lade Forkyndelse ske direkte
ved Foranstaltning af de i Bestemmelseslandet kompetente Embedsmænd eller
Funktionærer;
3. at hver Stat direkte, ved Hjælp af dens
diplomatiske eller konsulære Agenter, lader foretage de Forkyndelser, der ere
bestemt for personer, som befinde sig i Udlandet.
I hvert af disse Tilfælde skal den omtalte Adgang dog kun staa aaben, hvis
Konventioner, afsluttede mellem de interesserede Stater, tillade det, eller i
Mangel af Konventioner den Stat, paa hvis Territorium Forkyndelsen skal finde
Sted, ikke modsætter sig den. Denne Stat kan ikke modsætte sig saadant, naar
i det i Stykke 1 Nr. 3, omtalte Tilfælde Dokumentet skal forkyndes uden Tvang
for en Undersaat af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer.
Artikel 7.
Forkyndelserne kunne ikke medføre Refusion af Gebyrer og Omkostninger af
nogensomhelst Art.
Dog har den Stat til hvilken Begæringen er rettet, hvis ikke andet er
vedtaget, Ret til af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, at forlange
Refusion af Omkostninger foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand eller ved
Anvendelse af en særlig Forkyndelsesmaade i det i Artikel 3 omtalte Tilfælde.
II. Restanmodninger.
Artikel 8.
I civile eller kommercielle Anliggender kunne de judicielle Myndigheder i
den ene kontraherende Stat, i Overensstemmelse med Bestemmelserne i dennes
egen Lovgivning, rette Anmodning til den kompetente Myndighed i en anden
kontraherende Stat om indenfor dennes Omraade at optage Bevis eller foretage
andre Retshandlinger.
Artikel 9.
Saadanne Anmodninger skulle oversendes af en Konsul for den Stat, fra
hvilken Begæringen fremkommer, til den Myndighed, som udpeges af den Stat,
til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed sender til Konsulen et
Aktstykke, udvisende, at Anmodningen er udført eller angivende, hvad der har
hindret Udførelsen.
Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af denne Oversendelse, skulle
ordnes ad diplomatisk Vej.
Hver kontraherende Stat kan, ved en til de andre kontraherende Stater
rettet Meddelelse, erklære, at den ønsker, at Retsanmodninger, der skulle
udføres paa dens Territorium, tilstilles den ad diplomatisk Vej.
De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende
Stater komme overens om at tillade direkte Oversendelse af Retsanmodninger
mellem deres respektive Myndigheder.
Artikel 10.
Medmindre andet er vedtaget, skal Retsanmodninger være affattede enten i
den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i det mellem de 2
interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa maa den være ledsaget af en
Oversættelse til et af disse Sprog og bekræftet af en diplomatisk eller
konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en
edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen rettes.
Artikel 11.
Den judicielle Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, skal være
forpligtet til at efterkomme denne under Anvendelse af de samme Tvangsmidler,
som komme til Anvendelse ved Udførelsen af en Anmodning fra Myndighederne i
den Stat, til hvilken Begæringen rettes, eller af en Begæring fremsat i saa
Henseende af en interesseret Part. Disse Tvangsmidler skulle ikke nødvendig
anvendes, naar det drejer sig om Møde af de paagældende Parter.
Den Myndighed, fra hvilken Begæringen fremkommer, underrettes, dersom den
forlanger det, om Tid og Sted for Foretagelsen af den begærede Handling, for
at den interesserede Part kan være i Stand til at være til Stede.
Udførelsen af Retsanmodningen kan kun nægtes:
1. hvis Dokumentets Ægthed ikke er fastslaaet,
2. hvis Udførelsen af Anmodningen ikke falder ind
under den dømmende Magts Omraade i den Stat, til hvilken Begæringen er
rettet,
3. hvis den Stat, paa hvis Territorium Udførelsen
skulde finde Sted, finder, at den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller
Sikkerhed.
Artikel 12.
Hvis den Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, er inkompetent,
skal Anmodningen paa Embeds Vegne oversendes til den judicielle Myndighed i
samme Stat, som maatte være kompetent, under Iagttagelse af de bestaaende
Regler ifølge denne Stats Lovgivning.
Artikel 13.
I ethvert Tilfælde, hvor Anmodningen ikke bliver udført af den Myndighed,
til hvilken den er rettet, skal denne umiddelbart give den Myndighed, der har
fremsat Anmodningen Underretning derom, og oplyse i det Tilfælde, der
omhandles i Artikel 11, Grunden til, at Anmodningen er bleven nægtet
efterkommet, og i det Tilfælde, der omhandles i Artikel 12, til hvilken
Myndighed Anmodningen er bleven oversendt.
Artikel 14.
Den judicielle Myndighed, der efterkommer en Retsanmodning, her med Hensyn
til de Former, der skulle iagttages, at følge sit eget Lands Love.
Dog skal, hvor den Myndighed, fra hvilken Anmodningen udgaar, har begæret
iagttaget en særlig Form, denne iagttages, saafremt denne Form ikke strider
imod det Lands Lovgivning, til hvilken Anmodningen er rettet.
Artikel 15.
Bestemmelserne i de foregaaende Artikler hindre ikke hver Stat i at lade
Retsanmodninger udføre direkte ved sine diplomatiske eller konsulære Agenter,
hvis Overenskomster mellem de interesserede Stater tillade det, eller hvis
den Stat, paa hvis Territorium Anmodningen skal udføres, ikke modsætter sig
dette.
Artikel 16.
Udførelsen af Retsanmodninger kunne ikke give Anledning til Refusion af
Gebyrer eller Omkostninger af nogen Art.
Dog skal den Stat, til hvilken Begæringen rettes, naar ikke andet er
vedtaget, have Ret til af den begærende Stat at forlange Refusion af
Godtgørelser, der ere betalte til Vidner eller særlige Sagkyndige, saavelsom
af Omkostninger, der ere foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand,
nødvendiggjort ved, at Vidnerne ikke have givet frivillig Møde, eller af
Omkostninger, der ere en Følge af en eventuel Anvendelse af Artikel 14, 2.
Stk.
III. Cautio judicatum solvi.
Artikel 17.
Kaution eller Depositum maa ikke under nogensomhelst Benævnelse paalægges
Undersaatter af nogen af de kontraherende Stater, som have Domicil i en af
disse, naar de optræde som Sagsøgere eller Intervenienter ved Domstolene i en
anden af disse Stater, hverken i deres Egenskab af fremmede Undersatter,
eller fordi de ikke have Domicil eller fast Opholdssted i Landet.
Samme Regel kommer til Anvendelse med Hensyn til Indbetaling, som maatte
fordres af Sagsøgere eller Intervenienter for af garantere
Retsomkostningerne.
De Konventioner, ved hvilke de kontraherende Stater maatte have fastslaaet
for deres Undersaatter Fritagelse for Cautio judicatum solvi eller for
Indbetaling af Retsomkostninger uden Hensyn til Bopælen, komme vedblivende
til Anvendelse.
Artikel 18.
Domme, hvorved i nogen af de kontraherende Stater en Sagsøger eller en
Intervenient, der i Henhold til Artikel 17, 1. og 2. Stk., eller til den
Stats Love, hvor Sagen er anlagt, er fritaget for at præstere Kaution eller
Depositum eller Indbetaling, dømmes til at betale Processens Omkostninger,
skulle paa en ad diplomatisk Vej fremsat Begæring i enhver af de andre
kontraherende Stater af den dertil kompetente Myndighed gøres gratis
exigible.
Samme Regel kommer til Anvendelse paa de Retsafgørelser, ved hvilke
Procesomkostningernes Beløb senere er fastsat.
De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende
Stater komme overens om at tillade, at Begæringen om Exigibilitet sker
direkte af den interesserede Part.
Artikel 19.
Bestemmelser angaaende Omkostninger og Udgifter skulle erklæres exigibile,
uden at Parterne høres, men med Forbehold af Appel for den dømte Part i
Overensstemmelse med Lovgivningen i det Land, hvor Eksekutionen forfølges.
For at træffe Bestemmelse med Hensyn til Begæringen om Exigibilitet
indskrænker den kompetente Myndighed sig til at undersøge:
1. om efter det Lands Love, hvor Dommen er afsagt,
Domsudfærdigelsen opfylder de for dennes Autenticitet nødvendige Betingelser;
2. om efter samme Lov Afgørelsen har vundet Retskraft;
3. om Udfærdigelsen af Afgørelsen er affattet enten i
den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen er rettet, eller i det mellem de
to interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa om den er ledsaget af en
Oversættelse til et af disse Sprog, og, medmindre anden Aftale foreligger,
bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken
Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til
hvilken Begæringen er rettet.
For at opfylde de i 2. Stk., Nr. 1 og 2, foreskrevne Betingelser er det
tilstrækkeligt, at der foreligger en Erklæring fra den kompetente Myndighed i
den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, udvisende, at Afgørelsen har
vundet Retskraft. Denne Myndigheds Kompetence skal, hvis ikke andet er
aftalt, være bekræftet af den højeste Embedsmand, der forestaar
Justitsforvaltningen i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer. Den
omtalte Erklæring og Bekræftelse skulle være affattede eller oversatte i
Overensstemmelse med Reglen i 2. Stk. Nr. 3.
IV. Gratis Retshjælp.
Artikel 20.
Undersaatter af enhver af de kontraherende Stater skulle i alle andre af
disse Stater have samme Adgang til gratis Retshjælp som Landets egne
Undersaatter, og vil herved have at rette sig efter Lovgivningen i den Stat,
hvor gratis Retshjælp er begæret.
Artikel 21.
Bevidnelsen eller Erklæringen om Ansøgningens Trang skal i alle Tilfælde
afgives eller modtages af Myndighederne paa det Sted, hvor den fremmede har
sit sædvanlige Opholdssted, eller, i Mangel af saadanne, paa det Sted, hvor
han for Øjeblikket opholder sig. Hvis disse sidste Myndigheder ikke hører til
en kontraherende Stat og ikke modtage eller afgive Bevidnelser eller
Erklæringer af denne Art, er en Bevidenlse eller en Erklæring afgivet eller
modtaget af en diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, til hvilket den
fremmede hører, tilstrækkelig.
Hvis Ansøgeren ikke opholder sig i det Land, hvor Begæringen indgives,
skal Bevidnelsen eller Erklæringen om hans Trang gratis legaliseres af en
diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, hvor Dokumentet skal
fremlægges.
Artikel 22.
Den til at afgive Bevidenelsen eller modtage Erklæringen om trangen
kompetente Myndighed kan hos de andre kontraherende Staters Myndigheder
indhente Oplysninger om Ansøgerens Formuesforhold.
Den Myndighed, der har at træffe Bestemmelse om Ansøgningen om gratis
Retshjælp, bevarer indenfor de for dens Beføjelse bestemte Grænser Retten til
at kontrollere de Bevidnelser, Erklæringer og Oplysninger, som ere den
forelagt.
Artikel 23.
Dersom gratis Retshjælp er blevet tilstaaet en Undersaat af en af de
kontraherende Stater, kunne de Forkyndelser angaaende samme Retssag, som
maatte være at udføre i en anden af de kontraherende Stater, kun medføre
Refusion af den, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken
Begæringen er rettet, af Omkostninger, foraarsagede ved Anvendelsen af en
særlig Form i Henhold til Artikel 3.
I samme Tilfælde giver Udførelsen af Retsanmodninger kun Adgang til
Refusion af den Stat, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken
Begæringen er rettet, af Godtgørelser, betalte til Vidner og særlige
Sagkyndige, saavelsom af Omkostninger nødvendiggjorte ved eventuel Anvendelse
af Artikel 14, 2. Stk.
V. Arrest paa Personer.
Artikel 24.
Personlig Arrest maa i civile eller kommercielle Anliggender hverken som
Eksekutionsmiddel eller som blot Sikkerhedsmiddel anvendes overfor fremmede,
der ere Undersaatter af en af de kontraherende Stater, i Tilfælde, hvor
saadan Arrest ikke vilde være anvendelig overfor Landets egne Undersaatter.
Et Faktum, som kunde paakaldes af en i Landet bosat Undersaat for at opnaa
Ophævelse af Arrest paa Person, skal medføre samme Virkning til Fordel for en
Undersaat af en kontraherende Stat, selv om dette Faktum er sket i Udlandet.
VI. Slutningsbestemmelser.
Artikel 25.
Nærværende Konvention skal ratificeres, og Ratificationerne skulle
deponeres i Haag, saasnart seks af de høje kontraherende Parter ere i Stand
til at gøre det.
Der skal optages en Protokol over hver Deponering af Ratificationer,
hvoraf en bekræftet Genpart skal tilstilles enhver af de kontraherende Stater
ad diplomatisk Vej.
Artikel 26.
Nærværende Konvention kommer uden videre til Anvendelse paa de
kontraherende Staters europæiske Territorium.
Hvis en kontraherende Stat ønsker dens Ikrafttræden i dens udenfor Europa
liggende Territorier, Besiddelser eller Kolonier, eller i Egne, hvor den har
konsulær Jurisdiktion meddeler den sin Hensigt i saa Henseende ved et
Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne sender
ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af de Kontraherende Stater.
Konventionen træder i Kraft i Forholdet mellem de Stater, som svare med en
bekræftende Erklæring paa denne Meddelelse, og de Territorier, Besiddelser
eller Kolonier, beliggende udenfor Europa, og de Egne, hvor der er konsulær
Juridiktion, for hvis Vedkommende Meddelelsen har fundet Sted. Den
bekræftende Erklæring deponeres legeledes i den nederlandske Regerings
Arkiver, og denne sender ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af
de kontraherende Stater.
Artikel 27.
De paa den fjerde internationale Privatretskonference repræsenterede
Stater have Adgang til at undertegne nærværende Konvention indtil
Deponeringen af Ratifikationerne, omtalt i Art. 25, 1. Stk.
Efter denne Deponering skulle de altid have Adgang til uden videre at
tiltræde. Den Stat, som ønsker at tiltræde, meddeler sin Hensigt ved at
Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne Regering
sender ad diplomatisk Vej en bekræftet genpart deraf til hver af de
kontraherende Stater.
Artikel 28.
Nærværende Konvention træder i Stedet for Konventionen om international
Privatret af 14de November 1896 og Tillægsprotokollen af 22de Maj 1897.
Den træder i Kraft den tredsindstyvende Dag at regne fra den Dag, da alle
de Stater, der har undertegnet eller tiltraadt Konventionen af 14de November
1896, have deponeret Ratifikationerne til nærværende Konvention og senest de
27de April 1909.
I det i Artikel 26, 2, Stk. omtalte Tilfælde træder den i Kraft 4 Maaneder
efter Datoen for den bekræftende Erklæring, og i det i Artikel 27, 2. Stykke
omtalte Tilfælde den tredsindstyvende Dag at regne fra Datoen for Meddelelsen
om Tiltrædelsen.
De i Artikel 26, 2. Stykke omtalte meddelelser kunne selvfølgelig først
finde Sted, efter at nærværende Konvention er traadt i Kraft i
Overensstemmelse med nærværende Artikels 2. Stykke.
Artikel 29.
Nærværende Konvention skal vare i 5 Aar at regne fra den i Artikel 28, 2.
Stk., for dens Ikrafttræden fastsatte Datum.
Denne Frist begynder at løbe fra denne Datum, selv for de Stater, som
maatte have iværksat Deponeringen efter denne Datum, eller som maatte have
tiltraadt senere, og ogsaa for saa vidt angaar de bekræftende Erklæringer
afgivne i Henhold til Artikel 26, 2. Stykke.
Konventionen fornyes stiltiende for 5 Aar ad Gangen, medmindre Opsigelse
finder Sted.
Opsigelsen skal meddeles i det mindste 6 Maaneder før Udløbet af den i 2.
og 3. Stykke omtalte Frist til den nederlandske Regering, som underretter
alle de andre Stater derom.
Opsigelsen kan gælde alene for Territorier, Besiddelser og Kolonier
udenfor Europa, eller for Egne, hvor der findes konsulær Jurisdiktion, nævnte
i en Meddelelse, der er sket i Overensstemmelse med Artikel 26, 2. Stykke.
Opsigelsen har kun Virkning med Hensyn til den Stat, som har meddelt den.
Konventionen forbliver i Kraft for de andre kontraherende Staters
vedkommende.
Til Bekræftelse heraf have de respektive Befuldmægtigede undertegnet
nærværende Konvention og paatrykt den deres Segl.
Sket i Haag den 17. Juli nitten Hundrede og fem, i et Eksemplar, som
forbliver deponeret i den nederlandske Regerings Arkiver, og hvoraf en
bekræftet Genpart ad diplomatisk Vej skal tilstilles enhver af de Stater, som
have været repræsenterede paa den fjerde internationale Privatretskonference.
For Tyskland:
(L. S.) von Schlozer.
Kriege.
For Østrig og for Ungarn:
(L. S.) C. A. Wydenbruck,
Minister for Østrig-Ungarn.
For Østrig:
(L. S.) Holzknecht,
Afdelingschef i det kejserlig-kongelig østriske Justitsministerium.
For Ungarn:
(L. S.) Tory,
Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium.
For Belgien:
(L. S.) Guillaume.
(L. S.) Alfred van den Bulcke.
For Danmark:
(L. S.) W. Grevenkop Castenskjold.
For Spanien:
(L. S.) A. de Bagner.
For Frankrig:
(L. S.) Monbel.
1. Renault.
For Italien:
(L. S.( Tugini.
For Luxemburg:
(L. S.) Grev de Villers.
For Norge:
(L. S.) F. Hagerup.
For Nederlandene:
(L. S.) W. M. de Weede.
J. A. Loeff.
T. M. C. Asser.
For Portugal:
(L. S.) Grev de Selir.
For Rumænien:
(L. S.) Edg. Mavrocordato.
For Rusland:
(L. S.) N. Tcharykow.
For Sverig:
(L. S.) G. Falkenberg.
For Schweiz:
(L. S.) Carlin.
Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.
Justitsministeriet, den 19. Maj 1909.
Svend Høgsbro.
/ Rønnenkamp-Holst.
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse angaaende de paa den internationale Fredskonference i Haag den 29de Juli 1899 afsluttede og nu ratificerede Konventioner og Deklarationer. Retsinformation · 29. oktober 1900
- Bekendtgørelse angående den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Bombardement fra Skibe i Krigstid. (* 1) Retsinformation · 8. marts 1910
- Bekendtgørelse angaaende den paa den anden internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede konvention om Handelsskibes Forandring til Krigsskibe. Retsinformation · 8. marts 1910
- Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om Fjendtlighedernes Begyndelse. Retsinformation · 8. marts 1910
- Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om fjendtlige Handelsskibes Behandling ved Fjendtlighedernes Begyndelse. (* 1) Retsinformation · 8. marts 1910
- Bekendtgørelse angaaende den paa den 2den internationale Fredskonference i Haag den 18de Oktober 1907 afsluttede Konvention om visse Indskrænkninger i Udøvelsen af Opbringelsesretten under Søkrig. (* 1) Retsinformation · 8. marts 1910