Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)

BKI nr 119 af 19/05/1909Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet27. maj 1909

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om den mellem de nedennævnte

europæiske Stater afsluttede Konvention af 17. Juli 1905 angaaende en

international Ordning med Hensyn til visse civilprocessuelle Forhold. (* 1)

Konventionen angaaende Civilprocessen.

Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske

Kejserriges Navn; Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v.

og apostolisk Konge af Ungarn, for Østrig og for Ungarn; Hans Majestæt

Belgiernes Konge; Hans Majestæt Kongen af Danmark; Hans Majestæt Kongen af

Spanien; Præsidenten for den franske Republik; Hans Majestæt Kongen af

Italien; Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau;

Hans Majestæt Norges Konge; Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene; Hans

Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.; Hans Majestæt Kongen af

Rumænien; Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande; Hans Majestæt Kongen af

Sverig, og det schweiziske Forbundsraad,

der ønsker at give Konvention af 14de November 1896 de Forbedringer, som

Erfaringen har lært,

have besluttet at slutte en ny Konvention i dette Øjemed og have som Følge

deraf udnævnt til deres Befuldmægtigede:

Hans Majestæt Kejseren af Tyskland, Konge af Preussen, i det tyske

Kejserriges Navn:

D'Herrer de Schloezer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og

Doktor Johannes Kriege, Hans Majestæts Gehejmelegationsraad;

Hans Majestæt Kejseren af Østrig, Konge af Bøhmen, o.s.v. og apostolisk

Konge af Ungarn:

for Østrig og for Ungarn:

Hr. Greve Christophe de Wydenbruck, Hans Majestæts Gehejmeraad og

Kammerherre, og overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister hos Hendes

Majestæt Dronningen af Nederlandene,

for Østrig:

Læs alt

Hr. Ridder Robert Holzknecht de Hort, Afdelingschef i det

kejserlig-kongelige østrigske Justitsministerium,

for Ungarn:

Hr. Gustav Tøry, Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium;

Hans Majestæt Belgiens Konge:

D'Herrer Baron Guillaume, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og

A. van den Bulcke, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede

Minister, Generaldirektør i Udenrigsministeriet;

Hans Majestæt Kongen af Danmark:

Hr. J. W. de Grevenkop Castenskjold, Hans Majestæts Kammerherre og

Ministerresident hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Spanien:

Hr. Arturo de Baguer, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Præsidenten for den franske Republik:

D'Herrer De Monbel, den franske Republiks overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene, og

Louis Renault, Professor i international Ret ved Universitet i Paris,

Udenrigsministeriets juridiske Konsulent;

Hans Majestæt Kongen af Italien:

Hr. Salvatore Tugini, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Kongelige Højhed Storhertugen af Luxemburg, Hertug af Nassau, Grev de

Villers, Hans Kongelige Højheds Charge d'Affaires i Berlin;

Hans Majestæt Norges Konge:

Hr. F. Hagerup, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede

Minister hos Hendes Majestær Dronningen af Nederlandene;

Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene:

D'Herrer Jonkheer W. M. de Weede de Berencamp, Hendes Majestæts

Udenrigsminister, J. A. Loeff, Hendes Majestæts Justitsminister, og T. M. C.

Asser, Hendes Majestæts Statsminister, Medlem af Statsraadet, Præsident for

den kgl. Internationale Privatretskommission, Præsident for de Internationale

Privatretskonferencer;

Hans Majestæt Kongen af Portugal og Algarve o.s.v. o.s.v.:

Hr. Greve de Selir, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Rumænien:

Hr. E. Mavrocordato, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kejseren over alle Ruslande:

Hr. N. Tcharykow, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og befuldmægtigede

Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Hans Majestæt Kongen af Sverige:

Hr. Baron Falkenberg, Hans Majestæts overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

Det schweiziske Forbundsraad:

Hr. G. Carlin, det schweiziske Forbundsraads overordentlige Gesandt og

befuldmægtigede Minister hos Hendes Majestæt Dronningen af Nederlandene;

hvilke, efter at have meddelt hinanden deres Fuldmagter, der befandtes i

god og behørig Form, ere komne overens om følgende Bestemmelser:

I. Meddelelse af judicielle og ekstrajudicielle Dokumenter.

Artikel 1.

I civile eller kommercielle Anliggender blive, i de kontraherende Stater,

Forkyndelse af Dokumenter, bestemte for Personer, der opholde sig i Udlandet,

at udføre efter Anmodning af en Konsul for den Stat, fra hvilken Begæringen

kommer, rettet til den Myndighed, som udpeges af den Stat, til hvilken

Begæringen rettes. Anmodningen, indeholdende Opgivelse af den Myndighed, fra

hvilken det fremsendte Dokument udgaar, parternes Navne og Stilling,

Adressatens Bopæl og Beskaffenheden af det Dokument, hvorom det drejer sig,

skal være affattet i den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes.

Denne Myndighed tilstiller Konsulen et Aktstykke, der godtgør, at Meddelelsen

har fundet Sted, eller som angiver det Faktum, der har forhindret dette.

Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af Konsulens Anmodning, skulle

afgøres ad diplomatisk Vej.

Hver kontraherende Stat kan, ved en Meddelelse til de andre kontraherende

Stater, erklære, at den ønsker, at Begæringer om Forkyndelser, der skal finde

Sted paa dens Territorium, indeholdende de Angivelser, som er nævnt i 1.

Stk., skal tilstilles den ad diplomatisk Vej.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende

Stater komme overens om at tillade direkte Meddelelse mellem deres respektive

Myndigheder.

Artikel 2.

Forkyndelsen sker ved Foranstaltning af den kompetente Myndighed i den

Stat, til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed kan, med Undtagelse af

de i Artikel 3 forudsatte Tilfælde, indskrænke sig til at udføre Forkyndelsen

ved Overlevering af Dokumentet til Adressaten, naar denne frivillig modtager

det.

Artikel 3.

Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er affattet enten i den Myndigheds

Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i et Sprog, der er aftalt mellem

de to interesserede Stater, eller dersom det er ledsaget af en Oversættelse

til et af disse Sprog, lader den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet,

forsaavidt Ønske derom er udtrykt i Begæringen, Dokumentet forkynde paa den

Maade, der er foreskrevet i Landets indre Lovgivning for Udførelsen af

tilsvarende Forkyndelser, eller paa en særlig Maade, forsaavidt denne ikke er

i Modstrid med denne Lovgivning. Hvis et saadant Ønske ikke er udtrykt, søger

den Myndighed, til hvilken Begæringen er rettet, først at udføre

Overleveringen paa den i Artikel 2 angivne Maade.

Naar ikke andet er aftalt, skal den i det foregaaende Stykke omtalte

Oversættelse være bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den

Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i

den Stat, til hvilken Begæringen er rettet.

Artikel 4.

Udførelsen af den i Artiklerne 1, 2 og 3 omtalte Forkyndelse kan ikke

nægtes, medmindre den Stat, paa hvis Territorium den skulde ske, finder, at

den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller Sikkerhed.

Artikel 5.

Beviset for Forkyndelsen tilvejebringes enten ved et dateret og

legaliseret Modtagelsesbevis fra Adressaten eller ved en Bevidnelse af

vedkommende Myndighed i den Stat, til hvilken Begæringen er rettet,

udvisende, at og paa hvilken Maade og hvilken Dag Forkyndelsen har fundet

Sted.

Hvis Dokumentet, der skal forkyndes, er belvet fremsendt i to Eksemplarer,

skal Modtagelsesbeviset eller Bevidnelsen anbringes paa eller vedhæftes et af

Duplikaterne.

Artikel 6.

Bestemmelserne i de foregaaende Artikler ere ikke til Hinder for:

1. at sende Dokumenter direkte med Posten til de

interesserede, som befinde sig i Udlandet;

2. at de interesserede lade Forkyndelse ske direkte

ved Foranstaltning af de i Bestemmelseslandet kompetente Embedsmænd eller

Funktionærer;

3. at hver Stat direkte, ved Hjælp af dens

diplomatiske eller konsulære Agenter, lader foretage de Forkyndelser, der ere

bestemt for personer, som befinde sig i Udlandet.

I hvert af disse Tilfælde skal den omtalte Adgang dog kun staa aaben, hvis

Konventioner, afsluttede mellem de interesserede Stater, tillade det, eller i

Mangel af Konventioner den Stat, paa hvis Territorium Forkyndelsen skal finde

Sted, ikke modsætter sig den. Denne Stat kan ikke modsætte sig saadant, naar

i det i Stykke 1 Nr. 3, omtalte Tilfælde Dokumentet skal forkyndes uden Tvang

for en Undersaat af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer.

Artikel 7.

Forkyndelserne kunne ikke medføre Refusion af Gebyrer og Omkostninger af

nogensomhelst Art.

Dog har den Stat til hvilken Begæringen er rettet, hvis ikke andet er

vedtaget, Ret til af den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, at forlange

Refusion af Omkostninger foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand eller ved

Anvendelse af en særlig Forkyndelsesmaade i det i Artikel 3 omtalte Tilfælde.

II. Restanmodninger.

Artikel 8.

I civile eller kommercielle Anliggender kunne de judicielle Myndigheder i

den ene kontraherende Stat, i Overensstemmelse med Bestemmelserne i dennes

egen Lovgivning, rette Anmodning til den kompetente Myndighed i en anden

kontraherende Stat om indenfor dennes Omraade at optage Bevis eller foretage

andre Retshandlinger.

Artikel 9.

Saadanne Anmodninger skulle oversendes af en Konsul for den Stat, fra

hvilken Begæringen fremkommer, til den Myndighed, som udpeges af den Stat,

til hvilken Begæringen rettes. Denne Myndighed sender til Konsulen et

Aktstykke, udvisende, at Anmodningen er udført eller angivende, hvad der har

hindret Udførelsen.

Alle Vanskeligheder, som opstaa i Anledning af denne Oversendelse, skulle

ordnes ad diplomatisk Vej.

Hver kontraherende Stat kan, ved en til de andre kontraherende Stater

rettet Meddelelse, erklære, at den ønsker, at Retsanmodninger, der skulle

udføres paa dens Territorium, tilstilles den ad diplomatisk Vej.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende

Stater komme overens om at tillade direkte Oversendelse af Retsanmodninger

mellem deres respektive Myndigheder.

Artikel 10.

Medmindre andet er vedtaget, skal Retsanmodninger være affattede enten i

den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen rettes, eller i det mellem de 2

interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa maa den være ledsaget af en

Oversættelse til et af disse Sprog og bekræftet af en diplomatisk eller

konsulær Agent for den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, eller af en

edsvoren Translatør i den Stat, til hvilken Begæringen rettes.

Artikel 11.

Den judicielle Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, skal være

forpligtet til at efterkomme denne under Anvendelse af de samme Tvangsmidler,

som komme til Anvendelse ved Udførelsen af en Anmodning fra Myndighederne i

den Stat, til hvilken Begæringen rettes, eller af en Begæring fremsat i saa

Henseende af en interesseret Part. Disse Tvangsmidler skulle ikke nødvendig

anvendes, naar det drejer sig om Møde af de paagældende Parter.

Den Myndighed, fra hvilken Begæringen fremkommer, underrettes, dersom den

forlanger det, om Tid og Sted for Foretagelsen af den begærede Handling, for

at den interesserede Part kan være i Stand til at være til Stede.

Udførelsen af Retsanmodningen kan kun nægtes:

1. hvis Dokumentets Ægthed ikke er fastslaaet,

2. hvis Udførelsen af Anmodningen ikke falder ind

under den dømmende Magts Omraade i den Stat, til hvilken Begæringen er

rettet,

3. hvis den Stat, paa hvis Territorium Udførelsen

skulde finde Sted, finder, at den vilde gøre Indgreb i dens Suverænitet eller

Sikkerhed.

Artikel 12.

Hvis den Myndighed, til hvilken Anmodningen er rettet, er inkompetent,

skal Anmodningen paa Embeds Vegne oversendes til den judicielle Myndighed i

samme Stat, som maatte være kompetent, under Iagttagelse af de bestaaende

Regler ifølge denne Stats Lovgivning.

Artikel 13.

I ethvert Tilfælde, hvor Anmodningen ikke bliver udført af den Myndighed,

til hvilken den er rettet, skal denne umiddelbart give den Myndighed, der har

fremsat Anmodningen Underretning derom, og oplyse i det Tilfælde, der

omhandles i Artikel 11, Grunden til, at Anmodningen er bleven nægtet

efterkommet, og i det Tilfælde, der omhandles i Artikel 12, til hvilken

Myndighed Anmodningen er bleven oversendt.

Artikel 14.

Den judicielle Myndighed, der efterkommer en Retsanmodning, her med Hensyn

til de Former, der skulle iagttages, at følge sit eget Lands Love.

Dog skal, hvor den Myndighed, fra hvilken Anmodningen udgaar, har begæret

iagttaget en særlig Form, denne iagttages, saafremt denne Form ikke strider

imod det Lands Lovgivning, til hvilken Anmodningen er rettet.

Artikel 15.

Bestemmelserne i de foregaaende Artikler hindre ikke hver Stat i at lade

Retsanmodninger udføre direkte ved sine diplomatiske eller konsulære Agenter,

hvis Overenskomster mellem de interesserede Stater tillade det, eller hvis

den Stat, paa hvis Territorium Anmodningen skal udføres, ikke modsætter sig

dette.

Artikel 16.

Udførelsen af Retsanmodninger kunne ikke give Anledning til Refusion af

Gebyrer eller Omkostninger af nogen Art.

Dog skal den Stat, til hvilken Begæringen rettes, naar ikke andet er

vedtaget, have Ret til af den begærende Stat at forlange Refusion af

Godtgørelser, der ere betalte til Vidner eller særlige Sagkyndige, saavelsom

af Omkostninger, der ere foraarsagede ved Bistand af en Embedsmand,

nødvendiggjort ved, at Vidnerne ikke have givet frivillig Møde, eller af

Omkostninger, der ere en Følge af en eventuel Anvendelse af Artikel 14, 2.

Stk.

III. Cautio judicatum solvi.

Artikel 17.

Kaution eller Depositum maa ikke under nogensomhelst Benævnelse paalægges

Undersaatter af nogen af de kontraherende Stater, som have Domicil i en af

disse, naar de optræde som Sagsøgere eller Intervenienter ved Domstolene i en

anden af disse Stater, hverken i deres Egenskab af fremmede Undersatter,

eller fordi de ikke have Domicil eller fast Opholdssted i Landet.

Samme Regel kommer til Anvendelse med Hensyn til Indbetaling, som maatte

fordres af Sagsøgere eller Intervenienter for af garantere

Retsomkostningerne.

De Konventioner, ved hvilke de kontraherende Stater maatte have fastslaaet

for deres Undersaatter Fritagelse for Cautio judicatum solvi eller for

Indbetaling af Retsomkostninger uden Hensyn til Bopælen, komme vedblivende

til Anvendelse.

Artikel 18.

Domme, hvorved i nogen af de kontraherende Stater en Sagsøger eller en

Intervenient, der i Henhold til Artikel 17, 1. og 2. Stk., eller til den

Stats Love, hvor Sagen er anlagt, er fritaget for at præstere Kaution eller

Depositum eller Indbetaling, dømmes til at betale Processens Omkostninger,

skulle paa en ad diplomatisk Vej fremsat Begæring i enhver af de andre

kontraherende Stater af den dertil kompetente Myndighed gøres gratis

exigible.

Samme Regel kommer til Anvendelse paa de Retsafgørelser, ved hvilke

Procesomkostningernes Beløb senere er fastsat.

De foregaaende Bestemmelser ere ikke til Hinder for, at to kontraherende

Stater komme overens om at tillade, at Begæringen om Exigibilitet sker

direkte af den interesserede Part.

Artikel 19.

Bestemmelser angaaende Omkostninger og Udgifter skulle erklæres exigibile,

uden at Parterne høres, men med Forbehold af Appel for den dømte Part i

Overensstemmelse med Lovgivningen i det Land, hvor Eksekutionen forfølges.

For at træffe Bestemmelse med Hensyn til Begæringen om Exigibilitet

indskrænker den kompetente Myndighed sig til at undersøge:

1. om efter det Lands Love, hvor Dommen er afsagt,

Domsudfærdigelsen opfylder de for dennes Autenticitet nødvendige Betingelser;

2. om efter samme Lov Afgørelsen har vundet Retskraft;

3. om Udfærdigelsen af Afgørelsen er affattet enten i

den Myndigheds Sprog, til hvilken Begæringen er rettet, eller i det mellem de

to interesserede Stater aftalte Sprog, eller ogsaa om den er ledsaget af en

Oversættelse til et af disse Sprog, og, medmindre anden Aftale foreligger,

bekræftet af en diplomatisk eller konsulær Agent for den Stat, fra hvilken

Begæringen fremkommer, eller af en edsvoren Translatør i den Stat, til

hvilken Begæringen er rettet.

For at opfylde de i 2. Stk., Nr. 1 og 2, foreskrevne Betingelser er det

tilstrækkeligt, at der foreligger en Erklæring fra den kompetente Myndighed i

den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer, udvisende, at Afgørelsen har

vundet Retskraft. Denne Myndigheds Kompetence skal, hvis ikke andet er

aftalt, være bekræftet af den højeste Embedsmand, der forestaar

Justitsforvaltningen i den Stat, fra hvilken Begæringen fremkommer. Den

omtalte Erklæring og Bekræftelse skulle være affattede eller oversatte i

Overensstemmelse med Reglen i 2. Stk. Nr. 3.

IV. Gratis Retshjælp.

Artikel 20.

Undersaatter af enhver af de kontraherende Stater skulle i alle andre af

disse Stater have samme Adgang til gratis Retshjælp som Landets egne

Undersaatter, og vil herved have at rette sig efter Lovgivningen i den Stat,

hvor gratis Retshjælp er begæret.

Artikel 21.

Bevidnelsen eller Erklæringen om Ansøgningens Trang skal i alle Tilfælde

afgives eller modtages af Myndighederne paa det Sted, hvor den fremmede har

sit sædvanlige Opholdssted, eller, i Mangel af saadanne, paa det Sted, hvor

han for Øjeblikket opholder sig. Hvis disse sidste Myndigheder ikke hører til

en kontraherende Stat og ikke modtage eller afgive Bevidnelser eller

Erklæringer af denne Art, er en Bevidenlse eller en Erklæring afgivet eller

modtaget af en diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, til hvilket den

fremmede hører, tilstrækkelig.

Hvis Ansøgeren ikke opholder sig i det Land, hvor Begæringen indgives,

skal Bevidnelsen eller Erklæringen om hans Trang gratis legaliseres af en

diplomatisk eller konsulær Agent for det Land, hvor Dokumentet skal

fremlægges.

Artikel 22.

Den til at afgive Bevidenelsen eller modtage Erklæringen om trangen

kompetente Myndighed kan hos de andre kontraherende Staters Myndigheder

indhente Oplysninger om Ansøgerens Formuesforhold.

Den Myndighed, der har at træffe Bestemmelse om Ansøgningen om gratis

Retshjælp, bevarer indenfor de for dens Beføjelse bestemte Grænser Retten til

at kontrollere de Bevidnelser, Erklæringer og Oplysninger, som ere den

forelagt.

Artikel 23.

Dersom gratis Retshjælp er blevet tilstaaet en Undersaat af en af de

kontraherende Stater, kunne de Forkyndelser angaaende samme Retssag, som

maatte være at udføre i en anden af de kontraherende Stater, kun medføre

Refusion af den, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken

Begæringen er rettet, af Omkostninger, foraarsagede ved Anvendelsen af en

særlig Form i Henhold til Artikel 3.

I samme Tilfælde giver Udførelsen af Retsanmodninger kun Adgang til

Refusion af den Stat, der har fremsat Begæringen, til den Stat, til hvilken

Begæringen er rettet, af Godtgørelser, betalte til Vidner og særlige

Sagkyndige, saavelsom af Omkostninger nødvendiggjorte ved eventuel Anvendelse

af Artikel 14, 2. Stk.

V. Arrest paa Personer.

Artikel 24.

Personlig Arrest maa i civile eller kommercielle Anliggender hverken som

Eksekutionsmiddel eller som blot Sikkerhedsmiddel anvendes overfor fremmede,

der ere Undersaatter af en af de kontraherende Stater, i Tilfælde, hvor

saadan Arrest ikke vilde være anvendelig overfor Landets egne Undersaatter.

Et Faktum, som kunde paakaldes af en i Landet bosat Undersaat for at opnaa

Ophævelse af Arrest paa Person, skal medføre samme Virkning til Fordel for en

Undersaat af en kontraherende Stat, selv om dette Faktum er sket i Udlandet.

VI. Slutningsbestemmelser.

Artikel 25.

Nærværende Konvention skal ratificeres, og Ratificationerne skulle

deponeres i Haag, saasnart seks af de høje kontraherende Parter ere i Stand

til at gøre det.

Der skal optages en Protokol over hver Deponering af Ratificationer,

hvoraf en bekræftet Genpart skal tilstilles enhver af de kontraherende Stater

ad diplomatisk Vej.

Artikel 26.

Nærværende Konvention kommer uden videre til Anvendelse paa de

kontraherende Staters europæiske Territorium.

Hvis en kontraherende Stat ønsker dens Ikrafttræden i dens udenfor Europa

liggende Territorier, Besiddelser eller Kolonier, eller i Egne, hvor den har

konsulær Jurisdiktion meddeler den sin Hensigt i saa Henseende ved et

Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne sender

ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af de Kontraherende Stater.

Konventionen træder i Kraft i Forholdet mellem de Stater, som svare med en

bekræftende Erklæring paa denne Meddelelse, og de Territorier, Besiddelser

eller Kolonier, beliggende udenfor Europa, og de Egne, hvor der er konsulær

Juridiktion, for hvis Vedkommende Meddelelsen har fundet Sted. Den

bekræftende Erklæring deponeres legeledes i den nederlandske Regerings

Arkiver, og denne sender ad diplomatisk Vej en bekræftet Genpart til hver af

de kontraherende Stater.

Artikel 27.

De paa den fjerde internationale Privatretskonference repræsenterede

Stater have Adgang til at undertegne nærværende Konvention indtil

Deponeringen af Ratifikationerne, omtalt i Art. 25, 1. Stk.

Efter denne Deponering skulle de altid have Adgang til uden videre at

tiltræde. Den Stat, som ønsker at tiltræde, meddeler sin Hensigt ved at

Aktstykke, som deponeres i den nederlandske Regerings Arkiver. Denne Regering

sender ad diplomatisk Vej en bekræftet genpart deraf til hver af de

kontraherende Stater.

Artikel 28.

Nærværende Konvention træder i Stedet for Konventionen om international

Privatret af 14de November 1896 og Tillægsprotokollen af 22de Maj 1897.

Den træder i Kraft den tredsindstyvende Dag at regne fra den Dag, da alle

de Stater, der har undertegnet eller tiltraadt Konventionen af 14de November

1896, have deponeret Ratifikationerne til nærværende Konvention og senest de

27de April 1909.

I det i Artikel 26, 2, Stk. omtalte Tilfælde træder den i Kraft 4 Maaneder

efter Datoen for den bekræftende Erklæring, og i det i Artikel 27, 2. Stykke

omtalte Tilfælde den tredsindstyvende Dag at regne fra Datoen for Meddelelsen

om Tiltrædelsen.

De i Artikel 26, 2. Stykke omtalte meddelelser kunne selvfølgelig først

finde Sted, efter at nærværende Konvention er traadt i Kraft i

Overensstemmelse med nærværende Artikels 2. Stykke.

Artikel 29.

Nærværende Konvention skal vare i 5 Aar at regne fra den i Artikel 28, 2.

Stk., for dens Ikrafttræden fastsatte Datum.

Denne Frist begynder at løbe fra denne Datum, selv for de Stater, som

maatte have iværksat Deponeringen efter denne Datum, eller som maatte have

tiltraadt senere, og ogsaa for saa vidt angaar de bekræftende Erklæringer

afgivne i Henhold til Artikel 26, 2. Stykke.

Konventionen fornyes stiltiende for 5 Aar ad Gangen, medmindre Opsigelse

finder Sted.

Opsigelsen skal meddeles i det mindste 6 Maaneder før Udløbet af den i 2.

og 3. Stykke omtalte Frist til den nederlandske Regering, som underretter

alle de andre Stater derom.

Opsigelsen kan gælde alene for Territorier, Besiddelser og Kolonier

udenfor Europa, eller for Egne, hvor der findes konsulær Jurisdiktion, nævnte

i en Meddelelse, der er sket i Overensstemmelse med Artikel 26, 2. Stykke.

Opsigelsen har kun Virkning med Hensyn til den Stat, som har meddelt den.

Konventionen forbliver i Kraft for de andre kontraherende Staters

vedkommende.

Til Bekræftelse heraf have de respektive Befuldmægtigede undertegnet

nærværende Konvention og paatrykt den deres Segl.

Sket i Haag den 17. Juli nitten Hundrede og fem, i et Eksemplar, som

forbliver deponeret i den nederlandske Regerings Arkiver, og hvoraf en

bekræftet Genpart ad diplomatisk Vej skal tilstilles enhver af de Stater, som

have været repræsenterede paa den fjerde internationale Privatretskonference.

For Tyskland:

(L. S.) von Schlozer.

Kriege.

For Østrig og for Ungarn:

(L. S.) C. A. Wydenbruck,

Minister for Østrig-Ungarn.

For Østrig:

(L. S.) Holzknecht,

Afdelingschef i det kejserlig-kongelig østriske Justitsministerium.

For Ungarn:

(L. S.) Tory,

Statssekretær i det kongelig ungarske Justitsministerium.

For Belgien:

(L. S.) Guillaume.

(L. S.) Alfred van den Bulcke.

For Danmark:

(L. S.) W. Grevenkop Castenskjold.

For Spanien:

(L. S.) A. de Bagner.

For Frankrig:

(L. S.) Monbel.

1. Renault.

For Italien:

(L. S.( Tugini.

For Luxemburg:

(L. S.) Grev de Villers.

For Norge:

(L. S.) F. Hagerup.

For Nederlandene:

(L. S.) W. M. de Weede.

J. A. Loeff.

T. M. C. Asser.

For Portugal:

(L. S.) Grev de Selir.

For Rumænien:

(L. S.) Edg. Mavrocordato.

For Rusland:

(L. S.) N. Tcharykow.

For Sverig:

(L. S.) G. Falkenberg.

For Schweiz:

(L. S.) Carlin.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab.

Justitsministeriet, den 19. Maj 1909.

Svend Høgsbro.

/ Rønnenkamp-Holst.

Lignende dokumenter