Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.(* 1) (* 2)

BKI nr 36 af 28/09/1963Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet10. december 1963

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 13.

december 1957 om udlevering af lovovertrædere.(* 1) (* 2)

Ved kgl. resolution af 5. juli 1962 har Danmark ratificeret den af Det

Europæiske Råds ministerudvalg i Paris den 13. december 1957 vedtagne

konvention om udlevering af lovovertrædere.

Konventionens ordlyd er som følger:

EUROPÆISKE KONVENTION

om udlevering.

Undertegnede regeringer, som er medlemmer af Det Europæiske Råd, er,

i betragtning af, at Det Europæiske Råd har til formål at tilvejebringe

større enhed mellem sine medlemmer,

da dette formål kan fremmes ved indgåelse af overenskomster og ved fælles

optræden på det juridiske område,

og da vedtagelsen af ensartede regler om udlevering er egnet til at fremme

disse enhedsbestræbelser,

blevet enige om følgende:

Artikel 1.

Forpligtelse til udlevering.

De kontraherende parter forpligter sig til i overensstemmelse med de i

denne konvention fastsatte bestemmelser og betingelser til hverandre at

udlevere enhver person, mod hvem det begærende lands kompetente myndigheder

har indledet retsforfølgning for en forbrydelse, eller som af de nævnte

myndigheder ønskes udleveret med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom

eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning.

Artikel 2.

Forbrydelser, som kan medføre udlevering.

1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som

efter lovgivningen såvel i den begærende stat som i den stat, over for

hvilken begæring er fremsat, kan medføre frihedsstraf i en længstetid af

mindst eet år eller strengere straf. Hvis fængselsstraf er idømt, eller

Læs alt

sikkerhedsforanstaltning er besluttet på den begærende stats territorium.

skal straffen eller sikkerhedsforanstaltningen være af mindst 4 måneders

varighed.

2. Hvis udleveringsbegæringen omfatter flere

selvstændige forbrydelser, der hver for sig kan medføre frihedsstraf eller

sikkerhedsforanstaltning efter lovgivningen såvel i den begærende stat som i

den stat, over for hvilken begæring er fremsat, men af hvilke nogle ikke

opfylder betingelsen med hensyn til straffens eller

sikkerhedsforanstaltningens varighed, er den sidstnævnte stat berettiget til

at tillade udlevering også for de sidstnævnte forbrydelser.

3. Enhver kontraherende stat, hvis lovgivning ikke

tillader udlevering for visse af de i denne artikels stk. 1 angivne

forbrydelser, kan for sit vedkommende udelukke sådanne forbrydelser fra denne

konventions anvendelsesområde.

4. Enhver kontraherende stat, der ønsker at benytte

sig af den i denne artikels stk. 3 hjemlede ret, skal på tidspunktet for

deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument overgive

Det Europæiske Råds generalsekretær enten en fortegnelse over de

forbrydelser, for hvilke udlevering kan ske, eller en fortegnelse over de

forbrydelser, for hvilke udlevering er udelukket, og skal samtidig angive de

lovbestemmelser, som tillader eller udelukker udlevering. Rådets

generalsekretær skal videresende disse fortegnelser til de øvrige

signatarmagter.

5. Hvis udlevering for andre forbrydelser senere

udelukkes gennem en kontraherende stats lovgivning, skal denne stat meddele

dette til generalsekretæren. Generalsekretæren skal underrette de øvrige

signatarmagter. Sådan meddelelse får først virkning tre måneder fra den dato,

da den modtages af generalsekretæren.

6. En stat, som benytter sig af den i denne artikels

stk. 4 og 5 hjemlede ret. kan når som helst bringe denne konvention i

anvendelse med hensyn til forbrydelser, som har været undtaget fra dens

anvendelsesområde. Staten skal give rådets generalsekretær meddelelse om

sådanne ændringer, og generalsekretæren skal underrette de øvrige

signatarmagter.

7. Enhver kontraherende stat kan påberåbe sig

gensidighed med hensyn til enhver forbrydelse, som i henhold til denne

artikel er undtaget fra konventionens anvendelsesområde.

Artikel 3.

Politiske forbrydelser.

1. Udlevering må ikke tillades, såfremt den

forbrydelse, for hvilken udlevering er begæret, af den stat, over for hvilken

begæring er fremsat, betragtes som en politisk forbrydelse eller som en

forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse.

2. Samme regel finder anvendelse, hvis den stat, over

for hvilken begæring er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at en

begæring om udlevering for en almindelig forbrydelse er fremsat med det

formål at tiltale eller straffe en person på grund af hans race, religion,

nationalitet eller politiske overbevisning, eller at den pågældendes stilling

kan blive forringet af disse grunde.

3. Drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved

eller et medlem af hans familie betragtes ikke som politisk forbrydelse ved

anvendelsen af denne konvention.

4. Denne artikel påvirker ikke forpligtelser, som de

kontraherende parter måtte have påtaget sig eller påtager sig i henhold til

nogen anden international konvention af multilateral karakter.

Artikel 4.

Militære forbrydelser.

Udlevering for handlinger, der er strafbare efter den millitære

lovgivning, men som ikke er strafbare efter den almindelige

straffelovgivning, er undtaget fra denne konventions anvendelsesområde.

Artikel 5.

Fiskale forbrydelser.

For forbrydelser vedrørende skatte-, afgifts-, toldeller

valutalovgivningen skal udlevering efter reglerne i denne konvention kun

tillades, såfremt de kontraherende parter har truffet beslutning herom med

hensyn til en sådan forbrydelse eller kategori af forbrydelser.

Artikel 6.

Udlevering af egne statsborgere.

1. (a) En kontraherende stat er berettiget til at

afslå udlevering af sine egne statsborgere.

(b) Hver kontraherende stat kan gennem en erklæring, der afgives samtidig

med undertegnelsen eller deponeringen af ratifikations~ eller

tiltrædelsesdokumentet, for sit vedkommende angive den betydning, begrebet

,statsborgere'; skal have ved anvendelsen af denne konvention.

(c) Statsborgerskabet skal bestemmes efter forholdene på det tidspunkt,

da spørgsmålet om udlevering afgøres. Hvis den pågældende person imidlertid

først anerkendes som statsborger i den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, i tidsrummet mellem beslutningen og det tidspunkt, på hvilket han

agtes overført, kan den sidstnævnte stat benytte den under (a) fastsatte

bestemmelse.

2. Hvis den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, ikke udleverer en af sine egne statsborgere, skal den på den

begærende stats anmodning forelægge sagen for sine kompetente myndigheder,

for at der kan indledes retsforfølgning, såfremt der findes anledning hertil.

Med henblik herpå skal akter, oplysninger og bevismidler vedrørende

forbrydelsen vederlagsfrit oversendes på den i artikel 12, stk. 1, angivne

måde. Den begærende stat skal underrettes om resultatet af sin anmodning.

Artikel 7.

Gerningsstedet.

1. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat, kan

afslå begæringen, når udleveringen kræves for en forbrydelse, som efter

statens lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dens territorium

eller på et sted, der ligestilles med dens territorium.

2. Når den forbrydelse, for hvilken udlevering

begæres, er begået uden for den begærende stats territorium, kan udlevering

kun afslås, hvis lovgivningen i den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, ikke hjemler adgang til retsforfølgning for tilsvarende

forbrydelser, når de er begået uden for den sidstnævnte stats teritorium,

eller ikke tillader udlevering for den pågældende forbrydelse.

Artikel 8.

Verserende retssager vedrørende samme forbrydelser.

Den stat, over for hvilken begæring er fremsat, kan afslå at udlevere den

pågældende person, såfremt statens kompetente myndigheder har indledet

retsforfølgning imod ham i anledning af den eller de forbrydelser, for hvilke

udlevering er begæret.

Artikel 9.

Non bis in idem.

Udlevering må ikke tillades, hvis der af de kompetente myndigheder i den

stat, over for hvilken begæring er fremsat, er afsagt endelig dom over den

pågældende person for den eller de forbrydelser, for hvilke udlevering er

begæret. Udlevering kan afslås, hvis de kompetente myndigheder i den nævnte

stat har besluttet enten ikke at indlede retsforfølgning eller at afslutte en

påbegyndt retsforfølgning vedrørende den eller de samme forbrydelser.

Artikel 10.

Forældelse.

Udlevering må ikke tillades, når der i henhold til lovgivningen enten i

den begærende stat eller i den stat, over for hvilken begæring er fremsat, er

indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf.

Artikel 11.

Dødsstraf.

Hvis den forbrydelse, for hvilken udlevering er begæret, i henhold til

lovgivningen i den begærende stat kan straffes med døden, og hvis dødsstraf

for sådan forbrydelse ikke er hjemlet i lovgivningen i den stat, over for

hvilken begæring er fremsat, eller i almindelighed ikke fuldbyrdes i denne

stat, kan udlevering afslås, med mindre den begærende part afgiver en sådan

forsikring, som den anden part anser for fyldestgørende, om, at dødsstraffen

ikke vil blive fuldbyrdet.

Artikel 12.

Begæringen og de medfølgende dokumenter.

1. Begæringen skal være skriftlig og fremsættes ad

diplomatisk vej. Andre fremsættelsesmåder kan aftales ved direkte

overenskomst mellem to eller flere parter.

2. Begæringen skal ledsages af:

(a) Originalen eller en behørigt bekræftet genpart af en umiddelbart

eksigibel dom til straf eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller af

en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og udstedt i

overensstemmelse med den i din begærende stats lovgivning foreskrevne

fremgangsmåde.

(b) En redegørelse for de forbrydelser, for hvilke udlevering begæres.

Tid og sted for deres udførelse, deres retlige beskrivelse og henvisning til

de relevante lovbestemmelser skal angives så nøjagtigt som muligt.

(c) En afskrift af de relevante lovbestemmelser eller, hvis dette ikke er

muligt, en redegørelse for de relevante retsregler samt en så nøjagtig

beskrivelse som muligt af den pågældende person og alle andre oplysninger,

som kan bidrage til at fastslå hans identitet og nationalitet.

Artikel 13.

Supplerende oplysninger.

Hvis de oplysninger, der gives af den begærende stat, findes

utilstrækkelige til, at den stat, over for hvilken begæring er fremsat, kan

træffe afgørelse i henhold til denne konvention, skal den sidstnævnte stat

anmode om de nødvendige supplerende oplysninger og kan fastsætte en tidsfrist

for modtagelsen af disse.

Artikel 14.

Specialitetsregel.

1. Over for en person, der er blevet udleveret, kan

der ikke indledes retsforfølgning, afsiges straffedom eller iværksættes

tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom eller en

beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller i øvrigt foretages nogen

begrænsning i hans personlige frihed for nogen anden forud for overførelsen

begået forbrydelse end den, for hvilken udlevering er sket, undtagen i

følgende tilfælde:

(a) Når den stat, som har udleveret ham, samtykker deri. Anmodningen om

samtykke skal ledsages af de i artikel 12 nævnte dokumenter og af en udskrift

af enhver forklaring, som den udleverede person har afgivet vedrørende den

pågældende forbrydelse. Samtykke skal gives, når den forbrydelse, med hensyn

til hvilken det begæres, i sig selv begrunder forpligtelse til udlevering i

henhold til denne konvention.

(b) Når den pågældende person efter at have haft mulighed for at forlade

den stat, til hvilken han er udleveret, ikke har gjort dette inden for 45

dage efter den endelige løsladelse, eller når han er vendt tilbage til nævnte

stats territorium efter at have forladt det.

2. Den begærende stat kan imidlertid træffe enhver

foranstaltning, som er nødvendig for at fjerne den pågældende fra statens

territorium, eller som efter dens lovgivning er nødvendig for at afbryde en

forældelse, herunder retsforfølgning uanset tiltaltes fravær.

3. Hvis beskrivelsen af den påsigtede forbrydelse

ændres under retsforfølgningen, kan den udleverede person kun underkastes

retsforfølgning eller idømmes straf, for så vidt forbrydelsen, således som

den nu er beskrevet, efter sit gerningsindhold er en forbrydelse, der kunne

medføre udlevering.

Artikel 15.

Videreudlevering til en tredie stat.

Bortset fra det i artikel 14, stk. 1 (b), omhandlede tilfælde må en

person, der er udleveret til den begærende stat, ikke uden samtykke fra den

stat, over for hvilken begæring er fremsat, udleveres til en anden part eller

en tredie stat, som eftersøger den pågældende for forbrydelser begået før

udleveringen. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat, kan kræve de i

artikel 12, stk. 2, nævnte dokumenter forelagt.

Artikel 16.

Foreløbig anholdelse og fængsling.

1. I hastende sager kan de kompetente myndigheder i

den begærende stat anmode om foreløbig anholdelse og fængsling af den

eftersøgte person. De kompetente myndigheder i den stat, over for hvilken

begæring er fremsat, træffer afgørelse i sagen i overensstemmelse med denne

stats lovgivning.

2. Begæring om foreløbig anholdelse og fængsling skal

angive, at et af de i artikel 12, stk. 2 (a), nævnte dokumenter foreligger,

og at det er hensigten at fremsende en begæring om udlevering. Den skal

endvidere angive den forbrydelse, for hvilken udlevering vil blive begæret,

og hvor og hvornår forbrydelsen er begået, samt så vidt muligt indeholde et

signalement af den eftersøgte.

3. En begæring om foreløbig anholdelse og fængsling

skal fremsendes til de kompetente myndigheder i den stat, over for hvilken

begæring fremsættes, enten ad diplomatisk vej eller direkte med post eller

telegraf eller gennem Den Internationale Kriminalpolitiorganisation

(Interpol) eller på en hvilken som helst anden måde, der afgiver skriftligt

bevis, eller som er godkendt af den modtagende part. Den begærende myndighed

skal uden ophold underrettes om resultatet af sin begæring.

4. En foreløbig fængsling kan bringes til ophør, hvis

den stat, over for hvilken begæring er fremsat, ikke senest 18 dage efter

anholdelsen har modtaget begæringen om udlevering og de i artikel 12 nævnte

dokumenter. Den må under ingen omstændigheder strække sig udover 40 dage

regnet fra anholdelsesdagen. Muligheden for midlertidig løsladelse på ethvert

tidspunkt er ikke udelukket, men den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, skal træffe sådanne forholdsregler, som den anser for nødvendige for

at forhindre den eftersøgte persons undvigelse.

5. Løsladelse er ikke til hinder for fornyet

anholdelse, fængsling og udlevering, hvis en begæring om udlevering senere

modtages.

Artikel 17.

Konkurrerende begæringer.

Hvis udlevering samtidig begæres af mere end een stat enten for den samme

forbrydelse eller for forskellige forbrydelser, skal den stat, over for

hvilken begæringerne fremsættes, træffe sin afgørelse under hensyntagen til

samtlige foreliggende omstændigheder, herunder navnlig forbrydelsernes

relative grovhed, gerningsstederne. tidspunkterne for de forskellige

begæringers fremsættelse den pågældende persons statsborgerret og muligheden

for senere udlevering til en anden stat.

Artikel 18.

Overførelse af den person, der skal udleveres.

1. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat.

skal på den i artikel 12, stk. 1, foreskrevne måde underrette den begærende

stat om sin afgørelse vedrørende udlevering.

2. Ethvert fuldstændigt eller delvis afslag skal

begrundes.

3. Hvis begæringen imødekommes, skal den begærende

stat underrettes om sted og tid for overførelsen og om længden af det

tidsrum, i hvilket den pågældende har været tilbageholdt med henblik på

overførelsen.

4. Bortset fra de i denne artikels stk. 5 fastsatte

bestemmelser, kan den pågældende person, såfremt han ikke er blevet modtaget

på den fastsatte dato, løslades efter 15 dages forløb, og han skal under alle

omstændigheder løslades efter 30 dages forløb. Den stat, over for hvilken

begæring er fremsat, kan derpå afslå at udlevere ham for den pågældende

forbrydelse.

5. Hvis en part på grund af omstændigheder, som den

ikke er herre over, forhindres i at overføre eller modtage den person, som

skal udleveres, skal den underrette den anden part. De to parter træffer

aftale om en ny dato for overførelsen, hvorved bestemmelserne i denne

artikels stk. 4 kommer til anvendelse.

Artikel 19.

Udsat eller betinget overførelse.

1. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat, kan

efter at have truffet afgørelse vedrørende begæringen om udlevering udsætte

overførelsen af den pågældende person, for at denne af den nævnte stat kan

undergives retsforfølgning eller, hvis han allerede er dømt, for at han på

statens territorium kan udstå straf for en anden forbrydelse end den, for

hvilken udlevering er begæret.

2. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat,

kan, i stedet for at udsætte overførelsen, midlertidigt overføre den

pågældende person til den begærende stat på betingelser, som fastlægges ved

gensidig aftale mellem parterne.

Artikel 20.

Overlevering af ejendom.

1. Den stat, over for hvilken begæring er fremsat,

skal, for så vidt det er foreneligt med dens lovgivning, på den begærende

stats anmodning beslaglægge og overlevere ejendom,

(a) der er påkrævet som bevismateriale, eller

(b) som er erhvervet som resultat af forbrydelsen, og som er fundet i den

pågældende persons besiddelse ved anholdelsen eller senere er opdaget.

2. De i denne artikels stk. 1 omhandlede genstande

skal overleveres, selvom personens udlevering efter at være blevet indrømmet

ikke kan gennemføres på grund af den pågældende persons død eller undvigelse.

3. Hvis de omhandlede genstande er underkastet

beslaglæggelse eller konfiskation i den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, kan denne stat i forbindelse med verserende strafforfølgning

midlertidigt tilbageholde dem eller overgive dem på betingelse af, at de

senere tilbageleveres.

4. Enhver rettighed, som den stat, over for hvilken

begæring er fremsat, eller trediemand måtte have erhvervet over de omhandlede

genstande, skal opretholdes. Hvis sådanne rettigheder består, skal

genstandene snarest muligt efter retsforfølgningen vederlagsfrit

tilbagesendes til den nævnte stat.

Artikel 21.

Gennemtransport.

1. Transport igennem en af de kontraherende parters

territorium skal tillades, når en begæring herom fremkommer på den i artikel

12, stk. 1, foreskrevne måde, forudsat at den begåede forbrydelse ikke af den

stat, der anmodes om at tillade gennemtransport, betragtes som en forbrydelse

af politisk eller rent militær karakter i henhold til denne konventions

artikler 3 og 4.

2. En stat kan afslå geiinemtransport af personer, som

er dens egne statsborgere i den betydning, der er angivet i artikel 6.

3. Med den af denne artikels stk. 4 følgende

undtagelse skal de i artikel 12, stk. 2, nævnte dokumenter fremlægges.

4. Hvis lufttransport anvendes, gælder følgende

bestemmelser:

(a) Hvis det ikke er hensigten, at landing skal finde sted, skal den

begærende stat underrette den stat, hvis territorium overflyves, og bekræfte,

at et af de i artikel 12, stk. 2(a), nævnte dokumenter foreligger. Hvis

landing sker uforudset, har sådan underretning virkning som en begæring om

foreløbig anholdelse i henhold til artikel 16, og den begærende stat skal

fremsende en formel anmodning om gennemtransport.

(b) Hvis det er hensigten, at landing skal finde sted, skal den begærende

stat fremsætte en formel anmodning om gennemtransport.

5. En stat kan imidlertid ved undertegnelsen af

konventionen eller ved deponeringen af ratifikations- eller

tiltrædelsesdokumentet tilkendegive, at den kun vil tillade gennemtransport

af personer på nogle af eller alle de betingelser, på hvilke den tillader

udlevering. I så fald kan gensidighedsprincippet anvendes.

6. En udleveret person må ikke transporteres gennem et

territorium, hvor der er grund til at antage, at hans liv eller frihed kan

blive truet på grund af hans race, religion, nationalitet eller politiske

overbevisning.

Artikel 22.

Fremgangsmåden.

Hvor denne konvention ikke bestemmer andet, skal fremgangsmåden ved

udlevering og foreløbig anholdelse udelukkende bestemmes af lovgivningen i

den stat, over for hvilken begæring er fremsat.

Artikel 23.

Det sprog som skal benyttes.

De dokumenter, som skal fremlægges, skal være affattet på den begærende

stats sprog eller på sproget i den stat, over for hvilken begæring er

fremsat. Den sidstnævnte stat kan forlange en oversættelse til et af Det

Europæiske Råds officielle sprog efter eget valg.

Artikel 24.

Udgifter.

1. Sådanne med udlevering forbundne udgifter, som

påløber i den stat, over for hvilken begæring er fremsat, skal bæres af denne

stat.

2. Udgifter, der påløber som følge af transport gennem

territorium tilhørende en stat, som er blevet anmodet om at tillade

gennemtransport, skal bæres af den begærende stat.

3. Såfremt den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, skal foretage udlevering fra et territorium, som ikke er en del af

moderlandet, skal udgifterne ved rejsen mellem dette territorium og den

begærende stats moderland bæres af den sidstnævnte stat. Samme regel finder

anvendelse med hensyn til udgifter ved rejse mellem et område, som ikke

omfattes af moderlandet i den stat, over for hvilken begæring er fremsat, og

dette land.

Artikel 25.

Definition af »beslutning om sikkerhedsforanstaltning« .

I denne konvention betyder udtrykket »beslutning om

sikkerhedsforanstaltning« enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er

truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med eller i stedet for

straffedom.

Artikel 26.

Forbehold.

1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller

tiltrædelsesdokument tage forbehold med hensyn til en eller flere af

konventionens bestemmelser.

2. En kontraherende part, som har taget et forbehold,

skal tilbagekalde det, så snart omstændighederne tillader det. Sådan

tilbagekaldelse sker ved meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.

3. En kontraherende stat, som har taget et forbehold

med hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke i videre omfang,

end den selv har godkendt bestemmelsen, gøre krav på, at denne bringes i

anvendelse af en anden part.

Artikel 27.

Territorial anvendelse.

1. Denne konvention finder anvendelse med hensyn til

de kontraherende parters moderlande.

2. For så vidt angår Frankrig skal konventionen også

finde anvendelse med hensyn til Algeriet og de oversøiske departementer og

for så vidt angår Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, med

hensyn til kanaløerne og øen Man.

3. Den tyske Forbundsrepublik kan udstrække

anvendelsen af denne konvention til Land Berlin ved en meddelelse til Det

Europæiske Råds generalsekretær, som skal underrette de øvrige parter om

meddelelsen.

4. Ved direkte overenskomst mellem to eller flere

kontraherende parter kan anvendelsen af denne konvention på sådanne

betingelser, som fastsættes i overenskomsten, udvides til at omfatte andre af

disse staters territorier eiid dem, der er nævnt i denne artikels stk. 1, 2

og 3, forudsat at vedkommende part er ansvarlig for territoriets

internationale forbindelser.

Artikel 28.

Forholdet mellem denne konvention og bilaterale overenskomster.

1. Denne konvention skal for så vidt angår de lande,

på hvilke den finder anvendelse, træde i stedet for bestemmelserne i

bilaterale traktater, konventioner eller overenskomster vedrørende udlevering

mellem to kontraherende parter.

2. De kontraherende parter må indbyrdes kun indgå

bilaterale eller multilaterale overenskomster for at supplere denne

konventions bestemmelser eller for at lette anvendelsen af de deri indeholdte

principper.

3. Hvis udlevering mellem to eller flere kontraherende

parter finder sted på grundlag af en ensartet lovgivning, står det parterne

frit for at regulere deres gensidige forhold vedrørende udlevering

udelukkende i overensstemmelse med en sådan ordning og uden hensyntagen til

denne konventions bestemmelser. Tilsvarende princip finder anvendelse mellem

to eller flere kontraherende parter, som hver for sig har en lovgivning, der

hjemler adgang til fuldbyrdelse på det pågældende lands territorium af

arrestordre udstedt på den anden parts eller de indre parters territorium,

kontraherende parter, som i deres indbyrdes forhold udelukker eller fremtidig

måtte udelukke anvendelsen af denne konvention i overensstemmelse med denne

artikel, skal meddele dette til Det Europæiske Råds generalsekretær.

Generalsekretæren skal underrette de ovrige kontraherende parter om

meddelelser, der modtages i henhold til dette stykke.

Artikel 29.

Undertegnelse, ratifikation og ikrafttræden.

1. Denne konvention skal stå åben for undertegnelse af

Det Europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres.

Ratifikationsdokumenterne skal deponeres hos rådets generalsekretær.

2. Konventionen træder i kraft 90 dage efter datoen

for deponeringen af det tredie ratifikationsdokument.

3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere

ratificerer konventionen, træder denne i kraft 90 dage efter datoen for

deponeringen af ratifikationsdokumentet.

Artikel 30.

Tiltrædelse.

1. Det Europæiske Råds ministerkomite kan indbyde

enhver stat, der ikke er medlem af rådet, til at tiltræde denne konvention.

Beslutningen om en sådan indbydelse skal godkendes eenstemmigt af de

medlemmer af rådet, som har ratificeret konventionen.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesdokument hos rådets generalsekretær og får virkning 90 dage efter

datoen for deponeringen.

Artikel 31.

Opsigelse.

Enhver kontraherende part kan for sit vedkommende opsige denne konvention

ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær. Opsigelsen træder

i kraft 6 måneder efter den dag, da rådets generalsekretær har modtaget

meddelelsen.

Artikel 32.

Notifikationer.

Det Europæiske Råds generalsekretær underretter rådets medlemmer samt

regeringen i de stater, som har tiltrådt denne konvention om:

(a) deponeringen af ethvert ratifikations- eller tiltrædelsesdokument,

(b) datoen for denne konventions ikrafttræden,

(c) enhver erklæring afgivet i henhold til bestemmelserne i artikel 6,

stk. 1, og artikel 21, stk. 5,

(d) ethvert forbehold taget i henhold til artikel 26, stk. 1,

(e) tilbagekaldelse af ethvert forbehold foretaget i henhold til artikel

26, stk.2,

(f) enhver meddelelse om opsigelse modtaget i henhold til artikel 31 og

datoen for opsigelsens ikrafttræden.

Til bekræftelse heraf har undertegnede dertil behørigt bemyndigede

underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Paris den 13. december 1957 med engelsk og fransk tekst, som

begge har samme gyldighed, i eet eksemplar, som skal opbevares i Det

Europæiske Råds arkiv. Det Europæiske Råds generalsekretær skal fremsende

bekræftede genparter til signatarmagterne.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 13. september 1962 deponeret hos

Det Europæiske Råds generalsekretær, og konventionen er herefter i medfør af

bestemmelsen i artikel 29, stk. 3 for Danmarks vedkommende trådt i kraft den

12. december 1962.

Konventionen er hidtil foruden af Danmark blevet ratificeret af

Grækenland, Italien, Norge Sverige og Tyrkiet. Konventionen er desuden

undertegnet af Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Luxemburg og

Østrig.

De lande, der har ratificeret konventionen, har taget forbehold eller

afgivet erklæringer som følger:

Danmark.

Forbehold: ad artikel 1.

Det skal kunne gøres til et vilkår for udlevering af en sigtet eller

tiltalt, at han ikke bliver underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær

domstol. Udlevering til fuldbyrdelse af en straf, der er idømt af en sådan

domstol, skal kunne afslås.

En udleveringsbegæring vil ligeledes kunne afslås, når udlevering, navnlig

under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige

forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for

den pågældende.

ad artikel 1, jfr. artikel 9.

Udlevering skal kunne afslås, hvis den pågældende person af de kompetente

myndigheder i en tredie stat ved endelig dom er domfældt eller frifundet for

den lovovertrædelse, der er omfattet af udleveringsbegæringen, eller hvis de

kompetente myndigheder i en tredie stat har besluttet at undlade eller

afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse.

ad artikel 2, stk. 1.

Forpligtelsen til udlevering begrænses til lovovertrædelser, der efter

dansk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år og hæfte.

ad artikel 3, stk. 3.

Spørgsmålet om, hvorvidt drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved

eller et medlem af et statsoverhoveds familie skal betragtes som en politisk

forbrydelse, afgøres efter en konkret bedømmelse.

ad artikel 4.

Udlevering for en militær forbrydelse, der tillige indeholder et efter den

borgerlige lovgivning strafbart forhold, skal kun finde sted på vilkår, at

den pågældende ikke straffes efter den militære straffelovgivning.

ad artikel 12.

Danske myndigheder skal, når særlige omstændigheder skønnes at gøre det

påkrævet, kunne anmode det land, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at

tilvejebringe bevismateriale, der sandsynsliggør, at den pågældende er

skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes utilstrækkeligt.

Erklæringer: ad artikel 6.

Begrebet »Statsborgere« bestemmes for Danmarks vedkommende som

omfattende personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i Danmark,

Finland, lsland, Norge eller Sverige.

ad artikel 28, stk. 3.

Konventionen finder ikke anvendelse i Danmarks forhold til Norge og

Sverige, idet udlevering mellem de skandinaviske lande finder sted på

grundlag af en ensartet lovgivning.

Grækenland.

Forbehold: ad artikel 6.

Bestemmelserne i artikel 6 vil blive anvendt i overensstemmelse med den

græske strafferetsplejelovs paragraf 438 a, der forbyder udlevering af

personer, som er statsborgere i den stat, overfor hvilken begæringen er

fremsat.

Den græske strafferetsplejelovs paragraf 438 vil også blive anvendt på

konventionens art. 6, stk. 1(c). I medfør af nævnte paragraf vil der ikke ved

bestemmelsen af den persons statsborgerskab, der begæres udleveret, blive

tillagt tidspunktet, på hvilken lovovertrædelsen blev begået, nogen

betydning.

ad artikel 7.

Stk 1 vil blive anvendt i overensstemmelse med

bestemmelserne i paragraf 438(b) i den græske strafferetsplejelov.

ad artikel 11.

Den græske strafferetsplejelovs paragraf 437(1) vil fortsat blive anvendt

i stedet for konventionens artikel 11. I medfør af denne bestemmelse vil

udlevering af en udlænding for en lovovertrædelse, for hvilken der den

begærende stat er hjemlet dødsstraf kun kunne finde sted, såfremt den græsk

straffelov hjemler den samme straf for lovovertrædelsen.

ad artikel 18.

Sidste sætning i artikel 18(4) tiltræde med tilføjelse af følgende

bestemmelse fra paragraf 454 i den græske strafferetsplejelov »under

forudsætning af, at den nye begæring hviler på det samme faktiske

grundlag«.

ad artikel 19.

Denne artikel godtages med forbehold af bestemmelserne i paragraf 441 i

den græske strafferetsplejelov.

Italien.

Italien tager det udtrykkelige forbehold, at man ikke vil give tilladelse

til udlevering af personer, når dette ønskes med henblik på fuldbyrdelse af

en beslutning om sikkerhedsforanstaltning medmindre:

a) alle de i art. 25 nedfældede kriterier i hvert tilfælde er opfyldt;

b) nævnte sikkerhedsforanstaltning udtrykkelig er foreskrevet i den

begærende stats straffelov som en nødvendig konsekvens af en lovovertrædelse.

Italien erklærer ikke under nogen omstændigheder at ville efterkomme en

begæring om udlevering for lovovertrædelser, for hvilke der i den begærende

stat er hjemlet dødsstraf.

Norge.

Forbehold: ad artikel 1.

En udleveringsbegæring skal kunne afslås af humanitære grunde, når

udlevering må antages - navnlig under hensyn til vedkommendes alder,

helbredstilstand eller andre personlige forhold - at ville medføre

uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.

ad artikel 2, stk. 1.

I medfør af den norske udleveringslov af 13. juni 1908, paragraf 2 har

Norge kun mulighed for at foretage udlevering for lovovertrædelser, der efter

norsk straffelov kan eller kunne have medført strengere straf end fængsel i 1

år.

ad artikel 3, stk.3.

I medfør af den norske udleveringslovs paragraf 3 kan begæringer om

udlevering for drab af eller drabsforsøg på et statsoverhoved eller et medlem

af dets familie ikke efterkommes, hvis lovovertrædelsen er blevet begået i

forbindelse med en anden lovovertrædelse, der er af politisk karakter.

ad artikel 4.

Med hensyn til lovovertrædelser, der efter norsk ret ville blive betragtet

som militære lovovertrædelser, kan udlevering i medfør af paragraf 2 i den

norske udleveringslov kun finde sted, hvis lovovertrædelsen ville have været

en lovovertrædelse, for hvilken udlevering kan ske, når bortses fra dens

militære bestanddele og på betingelse af, at den udleverede person ikke

idømmes strengere straf end den maximumsstraf, der er fastsat for den

tilsvarende lovovertrædelse i den almindelige straffelov.

ad artikel 12.

De norske myndigheder forbeholder sig ret til at afkræve den begærende

stat prima facie bevis for, at den person, der begæres udleveret, har begået

den forbrydelse, for hvilken han begæres udleveret. Begæringen kan afslås,

hvis bevismaterialet skønnes utilstrækkeligt.

Erklæring: ad artikel 6, stk. 1(b).

For Norges vedkommende skal begrebet statsborgere omfatte både

statsborgere og personer, der har fast bopæl i Norge. Begrebet skal også

omfatte personer, der er statsborgere eller har fast bopæl i Danmark,

Finland, Island eller Sverige, hvis udlevering begæres af andre stater end de

nævnte.

Sverige.

Erklæring: vedrørende artikel 6.

For så vidt angår denne konvention skal begrebet statsborgere foruden

svenske statsborgere omfatte udlændinge, der har fast bopæl i Sverige,

statsborgere i Danmark, Finland, Island og Norge såvel som udlændinge der har

fast bopæl i disse stater.

Vedrørende artikel 21.

Begæringer om gennemtransport vil kun blive efterkommet på de samme

betingelser som udleveringsbegæringer, dog med mulighed for hensyntagen til

særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde.

Forbehold: ad artikel 1.

Sverige forbeholder sig ret til at gøre en udlevering betinget, af, at den

udleverede person ikke indstævnes for en domstol, der kun er provisorisk

eller som kun under særlige forhold er kompetent til at behandle

lovovertrædelser som den foreliggende, såvel som ret til at nægte udlevering

med henblik på fuldbyrdelse af en dom afsagt af en sådan særdomstol.

Sverige forbeholder sig retten til at nægte udlevering i særlige tilfælde,

hvis udleveringen åbenbart er uforenelig med dets humanitære forpligtelser på

grund af den pågældende persons alder, sundhedstilstand eller andre den

pågældende vedrørende forhold, hvorved også lovovertrædelsens art og den

begærende stats interesser vil blive taget i betragtning.

ad artikel 2.

Begæring om udlevering af en person, over hvem endelig dom endnu ikke er

afsagt for den lovovertrædelse, for hvilken udlevering begæres, vil kun blive

efterkommet, hvis den pågældende lovovertrædelse svarer til en

lovovertrædelse, der efter svensk ret kan medføre en dom til strafarbejde.

ad artikel 3.

Sverige forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det

enkelte tilfælde at betragte den i denne artikel, stk. 3 omhandlede

lovovertrædelse som en politisk lovovertrædelse.

ad artikel 4.

Hvor en overtrædelse af den militære lov samtidig udgør en lovovertrædelse

med hensyn til hvilken en begæring om udlevering er blevet imødekommet,

forbeholder Sverige sig ret til at kræve, at den udleverede person ikke

straffes i medfør af bestemmelser, der vedrører lovovertrædelser begået af

medlemmer af de væbnede styrker.

ad artikel 12.

Selvom den dom, der er afsagt eller den anholdelsesbeslutning, der er

truffet af en domstol eller en dommer i en stat, der har tiltrådt

konventionen, i almindelighed vil blive godtaget, forbeholder Sverige sig ret

til at nægte at efterkomme en udleveringsbegæring, hvis en undersøgelse af

den pågældende sag viser, at dommen eller anholdelsesbeslutningen åbenbart

savner tilstrækkeligt grundlag.

ad artikel 18.

Hvis en person, for hvis vedkommende en udleveringsbegæring er taget til

følge, ikke er blevet overtaget på den aftalte dag af den begærende stat,

forbeholder Sverige sig ret til øjeblikkeligt at ophæve de

frihedsbegrænsninger, der er pålagt ham.

Tyrkiet.

Erklæring:

Den i artikel 11 omhandlede forsikring vil blive begrænset til følgende

fremgangsmåde:

I tilfælde af udlevering til Tyrkiet af en person, der er dømt til døden

eller anklaget for en lovovertrædelse, der kan medføre dødsstraf, kan enhver

stat, overfor hvem udleveringsbegæring er fremsat og hvis lov ikke hjemler

dødsstraf, fremsætte en anmodning om forvandling af dødsstraf til livsvarigt

fængsel. En sådan anmodning skal af den tyrkiske regering videregives til

»The Grand National Assembly«, der er den endelige instans med

hensyn til bekræftelse af en dødsdom, for så vidt som den ikke allerede har

taget stilling til sagen.

Udenrigsministeriet, den 28. september

1963.

J. O. Krag.

Lignende dokumenter