Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.(* 1)

BKI nr 18 af 17/07/1963Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet26. august 1963

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 20.

april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager.(* 1)

Ved kgl. resolution af 30. maj 1962 har Danmark ratificeret den af Det

Europæiske Råds Ministerudvalg i Strasbourg den 20. april 1959 vedtagne

konvention om gensidig retshjælp i straffesager.

Konventionens ordlyd er som følger:

EUROPÆISK KONVENTION

OM GENSIDIG RETS-

HJÆLP I STRAFFESAGER

Præambel

Undertegnede regeringer, som er medlemmer af Det Europæiske Råd, er i

betragtning af, at Det Europæiske Råd har til formål at tilvejebringe større

enhed mellem sine medlemmer,

i den overbevisning, at vedtagelsen af fælles regler for gensidig

retshjælp i straffesager vil fremme dette formål,

i betragtning af, at spørgsmålet om gensidig retshjælp har sammenhæng med

spørgsmålet om udlevering, hvorom der allerede er afsluttet en konvention,

som blev undertegnet den 13. december 1957,

blevet enige om følgende:

Kapitel I

Almindelige bestemmelser

Artikel 1

1. De kontraherende parter forpligter sig til i

overensstemmelse med denne konventions bestemmelser i videst muligt omfang at

yde hverandre bistand til retsforfølgning af forbrydelser, som på det

tidspunkt, da retshjælpen begæres, falder ind under den begærende stats

judicielle myndigheders kompetence.

2. Denne konvention finder ikke anvendelse med hensyn

til fuldbyrdelsen af beslutninger om frihedsberøvelse eller domme eller med

hensyn til forbrydelser efter den militære straffelovgivning, som ikke er

Læs alt

forbrydelser efter den almindelige straffelovgivning.

Artikel 2

Begæring om retshjælp kan afslås,

a) såfremt den angår en forbrydelse, der af den stat, over for hvilken

begæringen fremsættes, betragtes som en politisk forbrydelse, en forbrydelse,

der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en fiskal forbrydelse,

b) såfremt den stat, over for hvilken begæringen fremsættes, finder, at

begæringens efterkommelse vil kunne krænke den pågældende stats suverænitet,

bringe dens sikkerhed i fare, stride mod dens almindelige retsprincipper

(ordre public) eller skade andre livsvigtige interesser.

Kapitel II

Retsanmodninger

Artikel 3

1. Den anmodede stat skal på den måde, som foreskrives

i dens lovgivning, efterkomme retsanmodninger, der vedrører en straffesag, og

som fremsættes af den begærende stats judicielle myndigheder med henblik på

fremskaffelse af beviser eller udlevering af bevismateriale, akter eller

dokumenter.

2. Såfremt den begærende stat ønsker, at vidner eller

sagkyndige skal afgive beedigede forklaringer, skal dette udtrykkeligt

tilkendegives i begæringen, og den stat, over for hvilken begæringen

fremsættes, skal efterkomme denne, såfremt dens lovgivning ikke er til hinder

derfor.

3. Den stat, over for hvilken begæringen fremsættes,

kan oversende bekræftede afskrifter eller bekræftede fotokopier af akter

eller dokumenter, medmindre den begærende stat udtrykkeligt anmoder om

originaler, i hvilket tilfælde den anmodede stat så vidt muligt skal

efterkomme anmodningen.

Artikel 4

På den begærende stats udtrykkelige anmodning skal den stat, over for

hvilken anmodningen fremsættes, angive tid og sted for retsanmodningens

udførelse.

Myndigheder og de i sagen interesserede privatpersoner har ret til at være

til stede, såfremt den anmodede stat samtykker deri.

Artikel 5

1. En kontraherende part kan ved at afgive en

erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller ved deponeringen af sit

ratifikations - eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig, at retsanmodninger

om ransagning eller beslaglæggelse kun skal efterkommes, når én eller

flere af følgende betingelser er opfyldt:

a) at den forbrydelse, som har givet anledning til retsanmodningen, er

strafbar efter såvel den begærende som den anmodede stats lovgivning,

b) at den forbrydelse, som har givet anledning til retsanmodningen, kan

medføre udlevering efter det anmodede lands lovgivning,

c) at efterkommelsen af retsanmodningen er forenelig med den anmodede

stats lovgivning.

2. Hvis en kontraherende part afgiver en erklæring i

henhold til denne artikels stk. 1, kan enhver anden part påberåbe sig

gensidighed.

Artikel 6

1. Den anmodede stat kan udsætte udleveringen af

ejendele, akter eller dokumenter, hvis den selv har brug for disse i

forbindelse med en verserende straffesag.

2. Alle ejendele og originale akter eller dokumenter,

som er udleveret i anledning af en retsanmodning, skal af den begærende stat

snarest muligt tilbageleveres til den anmodede stat, medmindre denne giver

afkald på tilbagesendelsen.

Kapitel III

Forkyndelse af stævninger og

retsafgørelser. Fremmøde af

vidner, sagkyndige og tiltalte

personer

Artikel 7

1. Den anmodede stat skal lade stævninger og

retsafgørelser forkynde, når disse af den begærende stat fremsendes i dette

øjemed.

Forkyndelsen kan ske ved, at stævningen eller dokumentet formløst

overleveres til vedkommende person. På den begærende stats udtrykkelige

anmodning skal den anmodede stat lade forkyndelsen ske efter den for

forkyndelsen af tilsvarende dokumenter i vedkommende stats egen lovgivning

foreskrevne fremgangsmåde eller på anden særlig måde, som er forenelig med

dens lovgivning.

2. Bevis for forkyndelsen skal afgives ved en af

adressaten underskrevet og dateret kvittering for modtagelsen eller ved en af

den anmodede stat afgivet erklæring, der angiver, at forkyndelsen er sket,

samt forkyndelsens form og tidspunktet for dens foretagelse. Kvitteringen

eller erklæringen skal straks fremsendes til den begærende stat. På den

begærende stats anmodning skal den anmodede stat angive, om forkyndelsen er

sket i overensstemmelse med den sidstnævnte stats lovgivning. Såfremt

forkyndelsen ikke kan foretages, skal den anmodede stat straks underrette den

begærende stat om grundene hertil.

3. En kontraherende part kan ved at afgive en

erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations-

eller tiltrædelsesdokument kræve, at stævninger, der skal forkyndes for en

tiltalt, som opholder sig på statens territorium, skal overleveres til dens

myndigheder inden for en bestemt tid forud for den for fremmødet fastsatte

dato.

Dette tidsrum skal angives i erklæringen og må ikke overstige 50 dage.

Dette tidsrum skal tages i betragtning, når datoen for fremmødet

fastsættes, og når stævningen fremsendes.

Artikel 8

Et vidne eller en sagkyndig, som ikke har givet møde efter en stævning, om

hvis forkyndelse der er fremsat begæring, må ikke --- selv om stævningen

indeholder angivelse om straf for udeblivelse --- straffes eller undergives

nogen tvangsforanstaltning, medmindre han senere frivilligt rejser ind på den

begærende stats territorium og dér påny indstævnes på behørig måde.

Artikel 9

Den godtgørelse, herunder opholdsudgifter, som den begærende stat skal

betale, og de rejseudgifter, som den skal refundere til et vidne eller en

sagkyndig, skal beregnes fra hans bopæl og efter satser, som er af mindst

samme størrelse som dem, der er fastsat i reglerne i det land, hvor

afhøringen skal foretages.

Artikel 10

1. Såfremt den begærende stat anser det for særlig

påkrævet, at et vidne eller en sagkyndig giver personligt møde for dens

judicielle myndigheder, skal dette anføres i begæringen om stævningens

forkyndelse, og den anmodede stat skal opfordre vidnet eller den sagkyndige

til at give møde.

Den anmodede stat skal underrette den begærende stat om vidnets eller den

sagkyndiges svar.

2. I det i denne artikels stk. 1 omhandlede tilfælde

skal begæringen eller stævningen indeholde en omtrentlig angivelse af den

godtgørelse, der kan betales, og en angivelse af de rejse- og

opholdsudgifter, som kan refunderes.

3. Efter særlig begæring kan den anmodede stat yde

vidnet eller den sagkyndige et forskud. Forskudsbeløbet skal anføres i

stævningen og skal refunderes af den begærende part.

Artikel 11

1. Hvis den begærende stat fremsætter anmodning om, at

en person, der er undergivet frihedsberøvelse, giver personligt fremmøde som

vidne eller med henblik på konfrontation, skal den pågældende midlertidigt

overføres til det territorium, hvor afhøringen agtes foretaget, dog på den

betingelse, at han tilbageføres inden for en af den anmodede stat fastsat

tidsfrist, og under iagttagelse af bestemmelserne i artikel 12 i den

udstrækning, disse kan finde anvendelse.

Overførelsen kan nægtes,

a) såfremt den frihedsberøvede person ikke samtykker,

b) såfremt hans tilstedeværelse er påkrævet i forbindelse med en

straffesag, som verserer på den anmodede stats territorium,

c) såfremt hans overførelse vil kunne medføre, at forvaringstiden

forlænges,

d) såfremt der er andre afgørende grunde til ikke at overføre ham til den

begærende stats territorium.

2. Med forbehold af bestemmelserne i artikel 2 skal en

tredie stat, som er part i denne konvention, i tilfælde, som falder ind under

ovenstående stykke, tillade, at en frihedsberøvet person føres gennem dens

territorium, når der herom fremsættes anmodning ledsaget af alle fornødne

dokumenter fra den begærende stats justitsministerium til justitsministeriet

i den stat, gennem hvis territorium den pågældende ønskes overført.

En kontraherende part kan nægte at tillade, at dens egne statsborgere

føres gennem dens territorium.

3. Den overførte person skal forblive i forvaring på

den begærende stats territorium og i givet fald også i den stat, gennem

hvilken der er anmodet om overførelse, medmindre den anmodede stat fremsætter

begæring om, at han sættes på fri fod.

Artikel 12

1. Et vidne eller en sagkyndig, som efter stævning

giver møde for den begærende stats judicielle myndigheder, må, uanset sin

nationalitet, ikke inden for den pågældende stats territorium tiltales,

fængsles eller underkastes andre indskrænkninger i sin personlige frihed for

handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før hans afrejse fra

den anmodede stats territorium.

2. En person, der er indstævnet for den begærende

stats judicielle myndigheder i anledning af handlinger, for hvilke der er

iværksat retsforfølgning imod ham, må, uanset hans nationalitet, ikke

tiltales, fængsles eller underkastes andre indskrænkninger i sin personlige

frihed for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før hans

afrejse fra den anmodede stats territorium, som ikke er anført i stævningen.

3. Den immunitet, der er hjemlet i denne artikel,

ophører, hvis vidnet, den sagkyndige eller den tiltalte, uanset at han inden

for et tidsrum af femten sammenhængende dage fra den dato, da hans

tilstedeværelse ikke længere var påkrævet af de judicielle myndigheder, har

haft mulighed for at forlade landet, alligevel er forblevet i dette, eller

hvis han efter at have forladt landet er vendt tilbage.

Kapitel IV

Strafferegister

Artikel 13

1. Den anmodede stat skal fremsende udskrifter af og

oplysninger fra strafferegistre, hvorom der til brug for straffesager

fremsættes begæring fra en kontraherende part, i samme udstrækning som disse

udskrifter og oplysninger kan meddeles til dets egne judicielle myndigheder i

tilsvarende sager.

2. I andre end de i denne artikels stk. 1 omhandlede

tilfælde skal anmodningen efterkommes på de betingelser, som gælder efter den

anmodede stats lovgivning, andre forskrifter eller praksis.

Kapitel V

Fremgangsmåde

Artikel 14

1. Begæringer om gensidig retshjælp skal indeholde

følgende oplysninger:

a) den myndighed, der fremsætter begæringen,

b) begæringens genstand og dens begrundelse,

c) så vidt muligt vedkommende persons identitet og nationalitet,

d) i fornødent fald navn og adresse for den person, over for hvem

forkyndelse skal ske.

2. De i artikel 3, 4 og 5 omhandlede retsanmodninger

skal tillige angive forbrydelsen og indeholde en kortfattet fremstilling af

sagens omstændigheder.

Artikel 15

1. De i artikel 3, 4 og 5 omhandlede retsanmodninger

samt de i artikel 11 omhandlede begæringer skal af den begærende stats

justitsministerium sendes til den anmodede stats justitsministerium og

tilbagesendes gennem de samme myndigheder.

2. I hastende sager kan retsanmodninger sendes direkte

fra den begærende stats judicielle myndigheder til den anmodede stats

judicielle myndigheder. De skal tillige med de tilhørende dokumenter

tilbagesendes gennem de i artiklens stk. 1 nævnte myndigheder.

3. De i artikel 13, stk. 1, omhandlede begæringer kan

sendes direkte fra de pågældende judicielle myndigheder til vedkommende

myndigheder i den anmodede stat, og svarene kan tilbagesendes direkte af

disse myndigheder. De i artikel 13, stk. 2, omhandlede begæringer skal af den

begærende stats justitsministerium sendes til den anmodede stats

justitsministerium.

4. Andre begæringer om gensidig retshjælp end de, der

er omhandlet i denne artikels stk. 1 og 3, og særlig begæringer om

efterforskning forud for tiltale, kan oversendes direkte mellem de judicielle

myndigheder.

5. I de tilfælde, hvor denne konvention tillader

direkte oversendelse, kan denne finde sted gennem den internationale

kriminalpolitiorganisation (Interpol).

6. En kontraherende part kan ved at afgive en

erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations-

eller tiltrædelsesdokument tilkendegive, at nogle eller samtlige begæringer

om gensidig retshjælp skal fremsendes på anden måde end den, der er

foreskrevet i denne artikel, eller kræve, at der i de i denne artikels stk. 2

omhandlede tilfælde samtidig skal fremsendes en kopi af retsanmodningerne til

dets justitsministerium.

7. Bestemmelserne i denne artikel berører ikke

bestemmelserne i bilaterale overenskomster eller ordninger, der er gældende

mellem de kontraherende parter, og som foreskriver direkte oversendelse af

begæringer om gensidig retshjælp mellem vedkommende myndigheder.

Artikel 16

1. Med de i denne artikels stk. 2 omhandlede

undtagelser kan der ikke kræves oversættelse af begæringer og tilhørende

dokumenter.

2. En kontraherende part kan ved at afgive en

erklæring til Det Europæiske Råds generalsekretær i forbindelse med

undertegnelsen af denne konvention eller deponeringen af sit ratifikations-

eller tiltrædelsesdokument forbeholde sig at kræve, at begæringer og

tilhørende dokumenter skal være ledsaget af en oversættelse til statens eget

sprog, til et af Det Europæiske Råds officielle sprog eller til et bestemt af

disse sprog. De øvrige kontraherende parter kan påberåbe sig gensidighed.

3. Denne artikel berører ikke bestemmelser om

oversættelse af begæringer eller tilhørende dokumenter, der indeholdes i

overenskomster eller ordninger, som er gældende eller bliver indgået mellem

to eller flere kontraherende parter.

Artikel 17

Bevismateriale eller dokumenter, som fremsendes i medfør af denne

konvention, behøver ikke legaliseres.

Artikel 18

Såfremt den myndighed, der modtager en begæring om retshjælp, ikke er

kompetent til at efterkomme begæringen, skal den på eget initiativ oversende

begæringen til den kompetente myndighed i landet og underrette den begærende

stat herom ved direkte henvendelse, såfremt begæringen er modtaget på denne

måde.

Artikel 19

Ethvert afslag på en begæring om retshjælp skal begrundes.

Artikel 20

Bortset fra det i artikel 9 omhandlede tilfælde kan der ikke kræves

refusion af udgifter i forbindelse med ydelse af retshjælp, medmindre

udgifterne vedrører sagkyndiges medvirken på den anmodede stats territorium

eller overførelser efter artikel 11 af personer, som er undergivet

frihedsberøvelse.

Kapitel VI

Begæring om iværksættelse

af retsforfølgning

Artikel 21

1. En begæring fremsat af en kontraherende part om

iværksættelse af retsforfølgning ved en anden parts domstole skal oversendes

mellem de pågældende landes justitsministerier, medmindre den anden part

benytter sig af den i artikel 15, stk. 6, hjemlede adgang til at kræve anden

fremgangsmåde iagttaget.

2. Den anmodede stat skal underrette den begærende

stat om enhver foranstaltning, som er iværksat i anledning af en sådan

begæring, og skal fremsende udskrift af den dom, som måtte blive afsagt i

sagen.

3. Bestemmelserne i artikel 16 finder anvendelse med

hensyn til begæringer, der fremsættes i medfør af denne artikels stk. 1.

Kapitel VII

Udveksling af oplysninger

om straffedomme

Artikel 22

Hver af de kontraherende parter skal underrette enhver anden part om alle

straffedomme og påfølgende foranstaltninger, der vedrører sidstnævnte parts

statsborgere, og som indføres i strafferegistret. Justitsministerierne skal

oversende sådanne meddelelser til hverandre mindst een gang om året. Såfremt

den pågældende person anses for at være statsborger i to eller flere

kontraherende stater, skal hver af disse underrettes, medmindre den

pågældende person er statsborger i det land, hvor han blev domfældt.

Kapitel VIII

Afsluttende bestemmelser

Artikel 23

1. Enhver kontraherende part kan ved undertegnelsen af

denne konvention eller ved deponeringen af sit ratifikations- eller

tiltrædelsesdokument tage forbehold med hensyn til en eller flere af

konventionens bestemmelser.

2. En kontraherende part, som har taget et forbehold,

skal tilbagekalde dette, så snart omstændighederne tillader det. Sådan

tilbagekaldelse sker ved meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær.

3. En kontraherende part, som har taget forbehold med

hensyn til en bestemmelse i denne konvention, kan ikke i videre udstrækning,

end den selv har godkendt bestemmelsen, gøre krav på, at denne bringes i

anvendelse af en anden part.

Artikel 24

En kontraherende part kan ved at afgive en erklæring til Det Europæiske

Råds generalsekretær i forbindelse med undertegnelsen af denne konvention

eller deponeringen af sit ratifikations- eller tiltrædelsesdokument angive,

hvilke myndigheder den, for så vidt angår denne konvention, vil betragte som

judicielle myndigheder.

Artikel 25

1. Denne konvention finder anvendelse med hensyn til

de kontraherende parters moderlande.

2. For så vidt angår Frankrig skal konventionen

tillige finde anvendelse med hensyn til Algier og de oversøiske

departementer, og for så vidt angår Italien skal konventionen tillige finde

anvendelse med hensyn til Somalilands territorium under italiensk

forvaltning.

3. Den tyske Forbundsrepublik kan udstrække

anvendelsen af denne konvention til Land Berlin ved en meddelelse til Det

Europæiske Råds generalsekretær.

4. Med hensyn til Kongeriget Nederlandene skal

konventionen finde anvendelse på dettes europæiske territorium. Nederlandene

kan udstrække anvendelsen af konventionen til de nederlandske Antiller,

Surinam og nederlandsk Ny Guinea ved en meddelelse til Det Europæiske Råds

generalsekretær.

5. Ved direkte overenskomst mellem to eller flere

kontraherende parter kan anvendelsen af denne konvention på de i

overenskomsten fastsatte vilkår udvides til at omfatte andre af disse staters

territorier end dem, der er nævnt i denne artikels stk. 1, 2, 3 og 4,

forudsat, at vedkommende part er ansvarlig for territoriets internationale

forbindelser.

Artikel 26

1. Med de i artikel 15, stk. 7, og artikel 16, stk. 3,

omhandlede undtagelser skal denne konvention for så vidt angår de lande, på

hvilke den finder anvendelse, træde i stedet for bestemmelserne i traktater,

konventioner eller bilaterale overenskomster om gensidig retshjælp i

straffesager mellem to kontraherende parter.

2. Denne konvention berører dog ikke forpligtelser,

som følger af reglerne i andre bilaterale eller multilaterale internationale

konventioner, som indeholder eller kommer til at indeholde bestemmelser

vedrørende særlige spørgsmål angående gensidig retshjælp på et bestemt

område.

3. De kontraherende parter må indbyrdes kun indgå

bilaterale eller multilaterale overenskomster for at supplere denne

konventions bestemmelser eller lette anvendelsen af de deri indeholdte

principper.

4. Hvis der mellem to eller flere kontraherende parter

ydes gensidig retshjælp i straffesager på grundlag af overensstemmende

lovgivning eller en særlig ordning, som inden for deres respektive

territorier hjemler gensidig gennemførelse af retshjælpsforanstaltninger,

står det disse parter frit for at regulere deres indbyrdes forhold på dette

område udelukkende i overensstemmelse med en sådan lovgivning eller ordning

og uden hensyntagen til denne konventions bestemmelser. Kontraherende parter,

som i medfør af dette stykke udelukker anvendelsen af denne konvention i

deres indbyrdes forhold, skal meddele dette til Det Europæiske Råds

generalsekretær.

Artikel 27

1. Denne konvention skal være åben for undertegnelse

af Det Europæiske Råds medlemmer. Den skal ratificeres.

Ratifikationsdokumenterne skal deponeres hos rådets generalsekretær.

2. Konventionen træder i kraft 90 dage efter datoen

for deponeringen af det tredie ratifikationsdokument.

3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere

ratificerer konventionen, træder denne i kraft 90 dage efter datoen for

deponeringen af ratifikationsdokumentet.

Artikel 28

1. Det Europæiske Råds ministerkomité kan

indbyde enhver stat, som ikke er medlem af rådet, til at tiltræde denne

konvention. Beslutningen om en sådan indbydelse skal godkendes eenstemmigt af

de medlemmer af rådet, som har ratificeret konventionen.

2. Tiltrædelse sker ved deponering af et

tiltrædelsesdokument hos rådets generalsekretær og får virkning 90 dage efter

deponeringen.

Artikel 29

Enhver kontraherende part kan for sit vedkommende opsige denne konvention

ved en meddelelse til Det Europæiske Råds generalsekretær. Opsigelsen træder

i kraft 6 måneder efter den dag, da rådets generalsekretær har modtaget

meddelelsen.

Artikel 30

Det Europæiske Råds generalsekretær underretter rådets medlemmer samt

regeringen i de stater, som har tiltrådt denne konvention, om:

a) de undertegnende staters navne og deponeringen af ethvert

ratifikations- eller tiltrædelsesdokument,

b) datoen for denne konventions ikrafttræden,

c) enhver meddelelse, som er modtaget i medfør af bestemmelserne i

artikel 5, stk. 1, artikel 7, stk. 3, artikel 15, stk. 6, artikel 16, stk. 2,

artikel 24, artikel 25, stk. 3 og 4, eller artikel 26, stk. 4,

d) ethvert forbehold taget i henhold til artikel 23, stk. 1,

e) tilbagekaldelse af ethvert forbehold i henhold til artikel 23, stk. 2,

f) enhver meddelslse om opsigelse modtaget i henhold til bestemmelserne i

artikel 29 og datoen for opsigelsens ikrafttræden.

Til bekræftelse af ovenstående har undertegnede dertil behørigt

bemyndigede underskrevet denne konvention.

Udfærdiget i Strassbourg den 20. april 1959 med engelsk og fransk tekst,

som begge har samme gyldighed, i ét eksemplar, som skal opbevares i

Det Europæiske Råds arkiv. Det Europæiske Råds generalsekretær skal fremsende

bekræftede genparter til de regeringer, som undertegner eller tiltræder

konventionen.

Danmarks ratifikationsinstrument blev den 13. september 1962 deponeret hos

Det Europæiske Råds generalsekretær, og konventionen er herefter i medfør af

bestemmelsen i artikel 27, stk. 3 for Danmarks vedkommende trådt i kraft den

12. december 1962.

Konventionen er hidtil foruden af Danmark blevet ratificeret af

Grækenland, Italien og Norge. Konventionen er desuden undertegnet af Belgien,

Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Luxembourg, Sverige, Tyrkiet og

Østrig.

De lande, der har ratificeret konventionen, har taget forbehold eller

afgivet erklæringer som følger:

Danmark

Forbehold:

ad artikel 2.

Retshjælp skal kunne afslås, hvis der af de judicielle myndigheder i

Danmark eller en trediestat er indledt retsforfølgning imod den sigtede i

anledning af den forbrydelse, som har givet anledning til retsforfølgning i

den begærende stat. Retshjælp skal kunne afslås, hvis den sigtede af de

judicielle myndigheder i Danmark eller en trediestat ved endelig dom er

domfældt eller frifundet for den forbrydelse, som har givet anledning til

retsforfølgningen i det begærende land, eller hvis de nævnte myndigheder har

besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme

lovovertrædelse.

ad artikel 3, stk. 2.

En begæring om, at en forklaring af et vidne eller en sagkyndig skal

bekræftes med ed, skal kunne afslås, såfremt vedkommende danske domstol ikke

finder sådan bekræftelse påkrævet.

ad artikel 7, stk. 1.

En anmodning om forkyndelse på anden måde end gennem dokumentets formløse

overlevering til vedkommende person, skal kunne afslås.

ad artikel 11, stk. 2.

Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.

ad artikel 13, stk. 1.

Forpligtelsen til at meddele udskrifter af strafferegistrene i henhold til

denne bestemmelse begrænses til straffeoplysninger, som vedrører personer,

der er sigtet eller tiltalt.

ad artikel 13, stk. 2.

Der tages forbehold over for denne bestemmelse i dens helhed.

Erklæringer:

ad artikel 5, stk. 1.

En anmodning om ransagning eller beslaglæggelse skal kunne afslås, hvis de

i art. 5 stk. 1, litra a og c, anførte betingelser ikke er opfyldt.

ad artikel 7, stk. 3.

En stævning, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig i

Danmark, skal overleveres til dansk myndighed mindst 30 dage forinden det

tidspunkt, på hvilket den indstævnte skal give møde.

ad art. 16 stk. 2.

Anmodninger med bilag fra andre lande end England, Frankrig, Irland,

Norge, Sverige, Tyskland og Østrig skal være ledsaget af en oversættelse til

dansk eller et af Det Europæiske Råds officielle sprog.

Det forbeholdes med hensyn til mere omfattende dokumenter i det enkelte

tilfælde at kræve oversættelse til dansk eller lade sådan oversættelse

foretage for den anmodende stats regning.

ad artikel 24.

Begrebet ,judicielle myndigheder bestemmes for Danmarks vedkommende som

omfattende domstolene samt anklagemyndigheden, der efter den danske

retsplejelov omfatter justitsministeriet, rigsadvokaten, statsadvokaterne,

politidirektøren i København og politimestrene.

ad artikel 26.

Den mellem Danmark, Norge og Sverige afsluttede protokol af 26. juni 1957

om gensidig retshjælp forbliver i kraft.

Grækenland

Forbehold:

Den græske regering tager forbehold overfor artiklerne 4 og 11 i denne

konvention, som er i uoverensstemmelse med den græske strafferetsplejelov.

Italien

Erklæringer:

For Italiens vedkommende skal begrebet ,judicielle myndigheder omfatte

civile og militære domstole, rigsadvokat, statsadvokater og forhørsdommere

samt militære anklagemyndigheder.

ad artikel 15 stk. 6.

I de i artikel 15 stk. 2 omhandlede tilfælde skal der samtidig fremsendes

en kopi af retsanmodningen til det italienske justitsministerium.

ad artikel 16 og 21, stk. 3.

Begæringer om retshjælp samt de til begæringen hørende dokumenter skal

være ledsaget af en oversættelse til engelsk eller fransk.

Norge

Forbehold:

ad artikel 2.

Retshjælp skal kunne afslås

a) Hvis der af anklagemyndigheden i Norge eller af judicielle myndigheder

i en trediestat er indledt retsforfølgning imod den sigtede i anledning af

den eller de forbrydelser, som har givet anledning til retsforfølgning i den

begærende stat, eller

b) hvis den sigtede af en norsk domstol eller af judicielle myndigheder i

en trediestat ved endelig dom er domfældt eller frifundet for den eller de

forbrydelser, som har givet anleding til retsforfølgningen i det begærende

land, eller hvis de nævnte myndigheder har besluttet at undlade eller

afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse.

ad artikel 3, stk. 2.

Alle begæringer om, at en forklaring af et vidne eller en sagkyndig skal

bekræftes med ed, skal kunne afslås, såfremt vedkommende norske domstol ikke

finder sådan bekræftelse påkrævet.

ad artikel 7, stk. 1.

En anmodning om forkyndelse på anden måde end gennem dokumentets formløse

overlevering til vedkommende person skal altid kunne afslås.

ad artikel 11, stk. 2.

Den norske regering tager forbehold overfor denne bestemmelse i dens

helhed.

ad artikel 13, stk. 1.

Forpligtelsen til at meddele udskrifter af og oplysninger om

strafferegistre begrænses til straffeoplysninger, som vedrører personer, der

er sigtet for overtrædelse af straffeloven.

ad artikel 13, stk. 2.

Den norske regering tager forbehold overfor denne bestemmelse i dens

helhed.

Erklæringer:

ad artikel 5, stk. 1.

Alle anmodninger om ransagning eller beslaglæggelse skal kunne afslås,

hvis de i artikel 5, stk. 1, litra a, b og c anførte betingelser ikke er

opfyldt.

ad artikel 7, stk. 3.

En stævning, der skal forkyndes for en tiltalt, som opholder sig på norsk

territorium, skal overleveres til vedkommende norske myndighed mindst 30 dage

før den for fremmøde fastsatte dato.

ad artikel 16, stk. 2.

Alle anmodninger og bilag, der er affattet på andre sprog end norsk,

dansk, engelsk eller svensk skal være ledsaget af en norsk oversættelse.

Ellers forbeholdes der ret til at lade oversættelse til norsk foretage for

den begærende stats regning.

ad artikel 24.

Begrebet ,judicielle myndigheder bestemmes for Norges vedkommende som

omfattende domstolene samt anklagemyndigheden, herunder politimestrene.

ad artikel 26.

Den mellem Danmark, Norge og Sverige afsluttede protokol af 26. juni 1957

om gensidig retshjælp forbliver i kraft.

Udenrigsministeriet, den 17. juli 1963.

Per Hækkerup.

Lignende dokumenter