Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere

BKI nr 81 af 08/08/1991Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet21. august 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af

den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af

lovovertrædere

I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 36 af 28.

september 1963, nr. 18 af 15. februar 1972 og nr. 15 af 1. februar 1979,

Lovtidende C, meddeles det, at yderligere følgende lande med virkning fra de

anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt den i Paris den 13. december

1957 vedtagne europæiske konvention om udlevering af lovovertrædere:

Spanien 7. maj 1982

Island 20. juni 1984

Frankrig 10. februar 1986

Portugal 25. januar 1990

Det Forenede Kongerige

Storbritannien og

Nordirland 13. februar 1991

De pågældende lande har taget forbehold eller afgivet erklæringer som

følger:

Spanien

Forbehold:

ad artikel 1.

Spanien vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for

en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en

straffedom eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning afsagt af en sådan

domstol.

ad artikel 10.

Spanien vil ikke tillade udlevering, når der i henhold til lovgivningen

enten i den begærende stat eller i den stat, over for hvilken begæring er

fremsat, er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af

straf.

ad artikel 21, stk. 5.

Læs alt

Spanien vil kun tillade gennemtransport på de betingelser, der gælder for

udlevering.

ad artikel 23.

Spanien vil forlange, at udleveringsbegæringen og de øvrige dokumenter,

der skal fremlægges, ledsages af en oversættelse til spansk, fransk eller

engelsk.

Erklæringer:

ad artikel 2, stk. 7.

Spanien vil påberåbe sig reglen om gensidighed med hensyn til

forbrydelser, som i henhold til art. 2 er undtaget fra nærværende konventions

anvendelsesområde.

ad artikel 3.

For så vidt angår udlevering, vil terrorhandlinger, bortset fra de

forbrydelser, der er nævnt i konventionens art. 3, stk. 3, ikke blive anset

for politiske forbrydelser.

ad artikel 6, stk. 1(b).

Spanien betragter udtrykket »statsborgere« i konventionens

forstand som omfattende personer, der ifølge bestemmelserne i titel 1 af 1.

bog i den spanske civillov har spansk statsborgerskab.

ad artikel 9.

Endelig dom over en person vil blive anset for afsagt, når den pågældende

judicielle afgørelse ikke længere er genstand for appel, enten fordi samtlige

muligheder er opbrugt, eller fordi afgørelsen er anerkendt, eller på grund af

dens særlige natur.

ad artikel 11.

Udlevering for en lovovertrædelse, der kan straffes med døden efter den

begærende stats lov, vil kun blive tilladt, hvis den begærende stat afgiver

sådanne garantier, som Spanien anser for tilstrækkelige til at sikre, at der

ikke afsiges dødsdom, eller, såfremt den afsiges, ikke fuldbyrdes.

Island

Forbehold:

ad artikel 1.

Island kan gøre det til en betingelse for udlevering, at den pågældende

ikke bliver underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol.

Udlevering til fuldbyrdelse af en straf, der er idømt af en sådan domstol,

skal kunne afslås.

En udleveringsbegæring vil ligeledes kunne afslås, når udlevering, navnlig

under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige

forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for

den pågældende.

ad artikel 2, stk. 1.

Forpligtelsen til udlevering begrænses til forbrydelser, der efter

islandsk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år.

ad artikel 3, stk. 3.

Island forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det

enkelte tilfælde at betragte den omhandlede lovovertrædelse som en politisk

forbrydelse.

ad artikel 4.

Udlevering for en militær forbrydelse, der tillige er strafbar efter den

borgerlige straffelov, skal kun finde sted på betingelse af, at den

pågældende ikke straffes efter den militære straffelovgivning.

ad artikel 12.

Island forbeholder sig ret til at afkræve den begærende stat bevis for, at

den person, der begæres udleveret, har begået den lovovertrædelse, for

hvilken han begæres udleveret. Begæringen kan afslås, hvis bevismaterialet

skønnes utilstrækkeligt.

Erklæringer:

ad artikel 6.

For så vidt angår denne konvention, skal begrebet statsborgere omfatte

personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i Island, Danmark, Finland,

Norge eller Sverige.

ad artikel 28, stk. 3.

Konventionen finder ikke anvendelse i Islands forhold til Danmark,

Finland, Norge eller Sverige, idet udlevering mellem de nordiske lande finder

sted på grundlag af en ensartet lovgivning.

Frankrig

ad artikel 1.

Udlevering vil ikke blive tilladt, hvis den person, der begæres udleveret,

vil blive underkastet strafforfølgning ved en domstol, som ikke sikrer de

fundamentale processuelle garantier og beskyttelsen af forsvarets rettigheder

eller en til den pågældende sag nedsat domstol, eller såfremt udlevering

begæres til fuldbyrdelse af en dom eller sikkerhedsforanstaltning, der er

idømt af en sådan domstol.

En udleveringsbegæring skal kunne afslås, når udlevering må antages -

navnlig under hensyn til vedkommendes alder eller helbredstilstand - at ville

medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.

ad artikel 2, stk. 1.

Begæring om udlevering vil kun blive efterkommet, hvis den pågældende

lovovertrædelse svarer til en lovovertrædelse, der efter fransk ret og loven

i den begærende stat kan medføre en maksimum frihedsstraf på mindst to år.

Med hensyn til strengere straffe kan en udleveringsbegæring afslås,

såfremt de pågældende straffe ikke er hjemlet i den franske straffelov.

ad artikel 3, stk. 3.

Frankrig forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det

enkelte tilfælde at afgøre, om drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved

eller et medlem af et statsoverhoveds familie skal betragtes som en politisk

forbrydelse.

ad artikel 5.

Frankrig erklærer, at udlevering vil blive tilladt for lovovertrædelser

vedrørende skatter, told, afgifter og valutahandel, såfremt det er blevet

besluttet ved noteveksling om hvert sagsområde.

ad artikel 6.

Udlevering vil blive nægtet, såfremt den pågældende var fransk statsborger

på det tidspunkt, lovovertrædelsen blev begået.

ad artikel 14, stk. 3.

Frankrig vil forlange, at enhver ny beskrivelse af en lovovertrædelse

vedrører de samme kendsgerninger, for hvilke udleveringstilladelse blev

givet, og at sådan ny beskrivelse ikke indebærer anvendelsen af en straf, for

hvilken udlevering kunne nægtes.

ad artikel 16, stk. 2.

Ved begæring om foreløbig anholdelse vil Frankrig forlange en kort

redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende begæres udleveret for.

ad artikel 21.

Frankrig forbeholder sig ret til kun at tillade gennemtransport på de

betingelser, der gælder for udlevering.

ad artikel 23.

Frankrig erklærer, at begæringer om udlevering og bilag hertil skal

vedlægges oversættelse til et af Europarådets officielle sprog, og at det

vælger fransk.

ad artikel 27, stk. 1 og 2.

Den franske republiks regering erklærer, at konventionen for så vidt angår

Frankrig finder anvendelse på republikkens europæiske og oversøiske

departementer.

Portugal

Forbehold og erklæringer:

ad artikel 1.

Portugal vil ikke udlevere personer,

a. der vil blive underkastet retsforfølgning ved en særdomstol, eller hvis

udlevering skulle føre til fuldbyrdelse af en sådan domstol;

b. som vil blive udsat for en rettergang, der ikke giver retlige garantier

for straffesager, som opfylder internationalt anerkendte regler med hensyn

til beskyttelse af menneskerettigheder, eller hvis strafafsoning skal ske

under umenneskelige forhold;

c. som begæres udleveret i forbindelse med en forbrydelse, der kan

straffes med livsvarigt fængsel eller sikkerhedsforanstaltning.

ad artikel 2.

Portugal vil kun tillade udlevering for forbrydelser, der straffes med

frihedsberøvelse i over 1 år.

ad artikel 6, stk. 1.

Portugal vil ikke udlevere egne statsborgere.

ad artikel 11.

Portugal vil ikke tillade udlevering, hvis forbrydelsen kan straffes med

dødsstraf i henhold til lovgivningen i den begærende stat.

ad artikel 21.

Portugal vil kun tillade gennemtransport for personer, hvis

omstændighederne er sådanne, at udlevering ville blive tilladt.

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Forbehold og erklæringer:

ad artikel 1.

Storbritannien forbeholder sig ret til at afslå udlevering, der begæres i

henhold til eller med det formål at idømme den pågældende person en

fængselsstraf eller anden straf, hvis han ikke har overværet de

retshandlinger, i anledning af hvilke fængselsstraf eller anden straf

idømtes.

ad artikel 2.

(1) Storbritannien kan beslutte at tillade udlevering for enhver

forbrydelse, som efter lovgivningen såvel i den begærende stat som i

Storbritannien kan medføre frihedsstraf af mindst 12 måneders varighed eller

mere, uanset om en sådan dom faktisk er afsagt.

(2) Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, såfremt det i

forbindelse med den eller de forbrydelser, for hvilke en person begæres

udleveret, på grund af disses ubetydelighed, eller fordi anklagen ikke er

fremsat i god tro i retfærdighedens interesse, viser sig efter

omstændighederne at ville være uretfærdigt eller tyngende at udlevere den

pågældende person.

ad artikel 3.

Storbritannien kan beslutte kun at anvende bestemmelserne i art. 3, stk.

3, over for de stater, der har tiltrådt den europæiske konvention om

bekæmpelse af terrorisme.

ad artikel 8.

Storbritannien kan afslå at udlevere en person, såfremt myndighederne

nogetsteds i Storbritannien, på Kanaløerne eller øen Man har indledt eller

vil indlede strafforfølgning vedrørende den eller de forbrydelser, for hvilke

udlevering er begæret.

ad artikel 9.

Storbritannien er berettiget til at nægte udlevering af en person, der er

anklaget for en forbrydelse, hvis det viser sig, at den pågældende, hvis

sigtet for samme forbrydelse i Storbritannien, ville være berettiget til

frifindelse i henhold til enhver lovregel vedrørende tidligere frifindelse

eller dom.

ad artikel 10.

Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, hvis det viser sig,

at det, i forbindelse med den eller de forbrydelser for hvilke en person

begæres udleveret, henset til den tid, der er forløbet, enten siden han begik

den påståede forbrydelse, eller siden hans adfærd i almindelighed blev

retsstridig, ville være uretfærdigt eller tyngende/belastende at udlevere den

pågældende, når alle omstændigheder er taget i betragtning.

ad artikel 12.

(1) Ud over begæringen og eventuelle bilag forlanger Storbritannien en

erklæring om, hvorvidt en dom, i henhold til hvilken begæring om udlevering

sker, er afsagt i nærværelse af den person, som begæres udleveret.

(2) Begæringen skal være bilagt originaldommen eller beslutningen om

sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med

samme virkning.

(3) Redegørelsen for de forbrydelser, for hvilke udlevering begæres, skal

indeholde en beskrivelse af de forhold, som hævdes at udgøre den eller de

forbrydelser, i henhold til hvilke der begæres udlevering.

(4) For så vidt angår retsforfølgning i Storbritannien vil følgende

udenlandske dokumenter anses for behørigt attesteret, såfremt

a) de fremstår som undertegnet af en dommer, øvrighedsperson eller

embedsmand i den stat, hvor de er blevet udstedt, og

b) såfremt de fremstår som attesteret ved at være forsynet med segl

(stempel) tilhørende justitsministeren eller en anden minister i den

pågældende stat.

ad artikel 14, stk. 1, (a).

Storbritannien kan i enhver sag afslå, at der over for en person, som er

blevet udleveret, indledes retsforfølgning, afsiges straffedom eller

iværksættes tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom for

nogen anden forud for overførslen begået forbrydelse eller nogen anden

begrænsning i hans personlige frihed.

ad artikel 21.

Storbritannien kan ikke tiltræde anvendelsen af art. 21.

ad artikel 23.

De dokumenter, som skal fremlægges, skal være affattet på engelsk eller

ledsages af en oversættelse til engelsk.

ad artikel 27.

Denne konvention skal gælde for Det Forenede Kongerige Storbritannien og

Nordirland, Kanaløerne og øen Man. Storbritannien er berettiget til, ved

meddelelse til Europarådets Generalsekretær, at udvide anvendelsen af

konventionen til at omfatte ethvert territorium, hvis internationale

forbindelser Storbritannien har ansvaret for.

ad artikel 28.

Denne konvention skal træde i stedet for bestemmelserne i bilaterale

traktater mellem Storbritannien og andre kontraherende stater, for så vidt

som konventionen i henhold til art. 27 finder anvendelse for Storbritannien,

de kontraherende stater og de territorier, for hvilke Storbritannien eller de

kontraherende stater er ansvarlige.

Nedennævnte lande, der tidligere har ratificeret eller tiltrådt

konventionen, har efterfølgende ændret deres tidligere afgivne forbehold

eller erklæringer som følger:

Schweiz

ad artikel 2, stk. 1, artikel 7 og artikel 8.

De tidligere tagne forbehold er den 1. januar 1983 trukket tilbage.

Den liste, der er tillæg til ovennævnte forbehold i henhold til art. 2,

stk. 1, gælder ikke længere.

Nedennævnte erklæringer ændres som følger:

Forbundsrådet erklærer, at hvis udlevering tillades eller er blevet

tilladt for en forbrydelse, for hvilken udlevering kan ske efter schweizisk

ret, kan Schweiz udvide virkningerne heraf til enhver anden lovovertrædelse,

der er strafbar efter schweizisk ret.

ad artikel 6.

Forbundsrådet erklærer, at schweizisk lov kun tillader udlevering af

schweiziske statsborgere på de betingelser, der er angivet i art. 7 i

forbundslov af 20. marts 1981 om international gensidig retshjælp i

straffesager. Under forudsætning af, at lovgivningens forskrifter er opfyldt,

kan schweiziske myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for

lovovertrædelser begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk

ret,

- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (art. 5 i den

schweiziske straffelov),

- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og

forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (art. 6 i den schweiziske

straffelov),

- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk

luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under

schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart),

- hvis det betinges af særlige lovmæssige bestemmelser med hensyn til

visse lovovertrædelser (art. 202 og art. 240 i den schweiziske straffelov;

art. 19 i forbundslov af 3. oktober 1951 om narkotika; art. 101 i forbundslov

af 19. december 1958 om færdsel; art. 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om

forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar; art. 12 i

forbundslov af 26. september 1958 om eksportrisiko garanti).

I overensstemmelse med lov af 20. marts 1981 om international gensidig

retshjælp i straffesager kan de schweiziske myndigheder indlede

retsforfølgning og afsige domme for andre lovovertrædelser begået uden for

Schweiz af en schweizisk statsborger efter anmodning af den stat, hvori de er

begået, i de tilfælde, hvor den pågældende befinder sig i Schweiz og der står

til ansvar for alvorligere lovovertrædelser, og hvor han, hvis han er

frifundet eller straffet i Schweiz, ikke må formodes at blive retsforfulgt på

ny for den samme handling i den begærende stat.

Disse ændringer får virkning fra den 1. januar 1983.

Nederlandene

ad artikel 6 og artikel 21.

Den nederlandske regering vil ikke tillade hverken gennemtransport eller

udlevering af nederlandske statsborgere med henblik på fuldbyrdelse af

straffedomme eller andre foranstaltninger.

Dog vil nederlandske statsborgere kunne udleveres med henblik på anklage,

såfremt den begærende stat garanterer, at den pågældende person returneres

til Nederlandene til strafafsoning.

Hvad angår Nederlandene, skal udtrykket »statsborgere« i denne

konvention forstås som personer med nederlandsk indfødsret samt udlændinge,

der er integreret i det nederlandske samfund i det omfang, disse kan

retsforfølges i Nederlandene for den handling, for hvilken udlevering

begæres.

Østrig

ad artikel 21, stk. 5.

Den første sætning i den tidligere afgivne erklæring er den 16. april 1985

ophævet. Erklæringens ordlyd er herefter sålydende: Gennemtransport for

forbrydelser, der efter den begærende stats lovgivning kan straffes med døden

eller med en dom, der er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig

værdighed, vil kun blive tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering

for sådanne forbrydelser.

Udenrigsministeriet, den 8. august 1991

F. M.

Ulrik Federspiel

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter