Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af
den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af
lovovertrædere
I tilslutning til Udenrigsministeriets bekendtgørelser nr. 36 af 28.
september 1963, nr. 18 af 15. februar 1972 og nr. 15 af 1. februar 1979,
Lovtidende C, meddeles det, at yderligere følgende lande med virkning fra de
anførte datoer har ratificeret eller tiltrådt den i Paris den 13. december
1957 vedtagne europæiske konvention om udlevering af lovovertrædere:
Spanien 7. maj 1982
Island 20. juni 1984
Frankrig 10. februar 1986
Portugal 25. januar 1990
Det Forenede Kongerige
Storbritannien og
Nordirland 13. februar 1991
De pågældende lande har taget forbehold eller afgivet erklæringer som
følger:
Spanien
Forbehold:
ad artikel 1.
Spanien vil ikke tillade udlevering, hvis den begærede person tiltales for
en særdomstol, eller hvis udleveringen skulle føre til fuldbyrdelsen af en
straffedom eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning afsagt af en sådan
domstol.
ad artikel 10.
Spanien vil ikke tillade udlevering, når der i henhold til lovgivningen
enten i den begærende stat eller i den stat, over for hvilken begæring er
fremsat, er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af
straf.
ad artikel 21, stk. 5.
Læs alt
Spanien vil kun tillade gennemtransport på de betingelser, der gælder for
udlevering.
ad artikel 23.
Spanien vil forlange, at udleveringsbegæringen og de øvrige dokumenter,
der skal fremlægges, ledsages af en oversættelse til spansk, fransk eller
engelsk.
Erklæringer:
ad artikel 2, stk. 7.
Spanien vil påberåbe sig reglen om gensidighed med hensyn til
forbrydelser, som i henhold til art. 2 er undtaget fra nærværende konventions
anvendelsesområde.
ad artikel 3.
For så vidt angår udlevering, vil terrorhandlinger, bortset fra de
forbrydelser, der er nævnt i konventionens art. 3, stk. 3, ikke blive anset
for politiske forbrydelser.
ad artikel 6, stk. 1(b).
Spanien betragter udtrykket »statsborgere« i konventionens
forstand som omfattende personer, der ifølge bestemmelserne i titel 1 af 1.
bog i den spanske civillov har spansk statsborgerskab.
ad artikel 9.
Endelig dom over en person vil blive anset for afsagt, når den pågældende
judicielle afgørelse ikke længere er genstand for appel, enten fordi samtlige
muligheder er opbrugt, eller fordi afgørelsen er anerkendt, eller på grund af
dens særlige natur.
ad artikel 11.
Udlevering for en lovovertrædelse, der kan straffes med døden efter den
begærende stats lov, vil kun blive tilladt, hvis den begærende stat afgiver
sådanne garantier, som Spanien anser for tilstrækkelige til at sikre, at der
ikke afsiges dødsdom, eller, såfremt den afsiges, ikke fuldbyrdes.
Island
Forbehold:
ad artikel 1.
Island kan gøre det til en betingelse for udlevering, at den pågældende
ikke bliver underkastet strafforfølgning ved en ekstraordinær domstol.
Udlevering til fuldbyrdelse af en straf, der er idømt af en sådan domstol,
skal kunne afslås.
En udleveringsbegæring vil ligeledes kunne afslås, når udlevering, navnlig
under hensyn til vedkommendes alder, helbredstilstand eller andre personlige
forhold, må antages at ville medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for
den pågældende.
ad artikel 2, stk. 1.
Forpligtelsen til udlevering begrænses til forbrydelser, der efter
islandsk ret kan medføre strengere straf end fængsel i 1 år.
ad artikel 3, stk. 3.
Island forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det
enkelte tilfælde at betragte den omhandlede lovovertrædelse som en politisk
forbrydelse.
ad artikel 4.
Udlevering for en militær forbrydelse, der tillige er strafbar efter den
borgerlige straffelov, skal kun finde sted på betingelse af, at den
pågældende ikke straffes efter den militære straffelovgivning.
ad artikel 12.
Island forbeholder sig ret til at afkræve den begærende stat bevis for, at
den person, der begæres udleveret, har begået den lovovertrædelse, for
hvilken han begæres udleveret. Begæringen kan afslås, hvis bevismaterialet
skønnes utilstrækkeligt.
Erklæringer:
ad artikel 6.
For så vidt angår denne konvention, skal begrebet statsborgere omfatte
personer, der har statsborgerret eller fast bopæl i Island, Danmark, Finland,
Norge eller Sverige.
ad artikel 28, stk. 3.
Konventionen finder ikke anvendelse i Islands forhold til Danmark,
Finland, Norge eller Sverige, idet udlevering mellem de nordiske lande finder
sted på grundlag af en ensartet lovgivning.
Frankrig
ad artikel 1.
Udlevering vil ikke blive tilladt, hvis den person, der begæres udleveret,
vil blive underkastet strafforfølgning ved en domstol, som ikke sikrer de
fundamentale processuelle garantier og beskyttelsen af forsvarets rettigheder
eller en til den pågældende sag nedsat domstol, eller såfremt udlevering
begæres til fuldbyrdelse af en dom eller sikkerhedsforanstaltning, der er
idømt af en sådan domstol.
En udleveringsbegæring skal kunne afslås, når udlevering må antages -
navnlig under hensyn til vedkommendes alder eller helbredstilstand - at ville
medføre uforholdsmæssigt alvorlige følger for den pågældende.
ad artikel 2, stk. 1.
Begæring om udlevering vil kun blive efterkommet, hvis den pågældende
lovovertrædelse svarer til en lovovertrædelse, der efter fransk ret og loven
i den begærende stat kan medføre en maksimum frihedsstraf på mindst to år.
Med hensyn til strengere straffe kan en udleveringsbegæring afslås,
såfremt de pågældende straffe ikke er hjemlet i den franske straffelov.
ad artikel 3, stk. 3.
Frankrig forbeholder sig ret til under hensyn til omstændighederne i det
enkelte tilfælde at afgøre, om drab eller forsøg på drab af et statsoverhoved
eller et medlem af et statsoverhoveds familie skal betragtes som en politisk
forbrydelse.
ad artikel 5.
Frankrig erklærer, at udlevering vil blive tilladt for lovovertrædelser
vedrørende skatter, told, afgifter og valutahandel, såfremt det er blevet
besluttet ved noteveksling om hvert sagsområde.
ad artikel 6.
Udlevering vil blive nægtet, såfremt den pågældende var fransk statsborger
på det tidspunkt, lovovertrædelsen blev begået.
ad artikel 14, stk. 3.
Frankrig vil forlange, at enhver ny beskrivelse af en lovovertrædelse
vedrører de samme kendsgerninger, for hvilke udleveringstilladelse blev
givet, og at sådan ny beskrivelse ikke indebærer anvendelsen af en straf, for
hvilken udlevering kunne nægtes.
ad artikel 16, stk. 2.
Ved begæring om foreløbig anholdelse vil Frankrig forlange en kort
redegørelse vedrørende de forhold, den pågældende begæres udleveret for.
ad artikel 21.
Frankrig forbeholder sig ret til kun at tillade gennemtransport på de
betingelser, der gælder for udlevering.
ad artikel 23.
Frankrig erklærer, at begæringer om udlevering og bilag hertil skal
vedlægges oversættelse til et af Europarådets officielle sprog, og at det
vælger fransk.
ad artikel 27, stk. 1 og 2.
Den franske republiks regering erklærer, at konventionen for så vidt angår
Frankrig finder anvendelse på republikkens europæiske og oversøiske
departementer.
Portugal
Forbehold og erklæringer:
ad artikel 1.
Portugal vil ikke udlevere personer,
a. der vil blive underkastet retsforfølgning ved en særdomstol, eller hvis
udlevering skulle føre til fuldbyrdelse af en sådan domstol;
b. som vil blive udsat for en rettergang, der ikke giver retlige garantier
for straffesager, som opfylder internationalt anerkendte regler med hensyn
til beskyttelse af menneskerettigheder, eller hvis strafafsoning skal ske
under umenneskelige forhold;
c. som begæres udleveret i forbindelse med en forbrydelse, der kan
straffes med livsvarigt fængsel eller sikkerhedsforanstaltning.
ad artikel 2.
Portugal vil kun tillade udlevering for forbrydelser, der straffes med
frihedsberøvelse i over 1 år.
ad artikel 6, stk. 1.
Portugal vil ikke udlevere egne statsborgere.
ad artikel 11.
Portugal vil ikke tillade udlevering, hvis forbrydelsen kan straffes med
dødsstraf i henhold til lovgivningen i den begærende stat.
ad artikel 21.
Portugal vil kun tillade gennemtransport for personer, hvis
omstændighederne er sådanne, at udlevering ville blive tilladt.
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland
Forbehold og erklæringer:
ad artikel 1.
Storbritannien forbeholder sig ret til at afslå udlevering, der begæres i
henhold til eller med det formål at idømme den pågældende person en
fængselsstraf eller anden straf, hvis han ikke har overværet de
retshandlinger, i anledning af hvilke fængselsstraf eller anden straf
idømtes.
ad artikel 2.
(1) Storbritannien kan beslutte at tillade udlevering for enhver
forbrydelse, som efter lovgivningen såvel i den begærende stat som i
Storbritannien kan medføre frihedsstraf af mindst 12 måneders varighed eller
mere, uanset om en sådan dom faktisk er afsagt.
(2) Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, såfremt det i
forbindelse med den eller de forbrydelser, for hvilke en person begæres
udleveret, på grund af disses ubetydelighed, eller fordi anklagen ikke er
fremsat i god tro i retfærdighedens interesse, viser sig efter
omstændighederne at ville være uretfærdigt eller tyngende at udlevere den
pågældende person.
ad artikel 3.
Storbritannien kan beslutte kun at anvende bestemmelserne i art. 3, stk.
3, over for de stater, der har tiltrådt den europæiske konvention om
bekæmpelse af terrorisme.
ad artikel 8.
Storbritannien kan afslå at udlevere en person, såfremt myndighederne
nogetsteds i Storbritannien, på Kanaløerne eller øen Man har indledt eller
vil indlede strafforfølgning vedrørende den eller de forbrydelser, for hvilke
udlevering er begæret.
ad artikel 9.
Storbritannien er berettiget til at nægte udlevering af en person, der er
anklaget for en forbrydelse, hvis det viser sig, at den pågældende, hvis
sigtet for samme forbrydelse i Storbritannien, ville være berettiget til
frifindelse i henhold til enhver lovregel vedrørende tidligere frifindelse
eller dom.
ad artikel 10.
Storbritannien er berettiget til at afslå udlevering, hvis det viser sig,
at det, i forbindelse med den eller de forbrydelser for hvilke en person
begæres udleveret, henset til den tid, der er forløbet, enten siden han begik
den påståede forbrydelse, eller siden hans adfærd i almindelighed blev
retsstridig, ville være uretfærdigt eller tyngende/belastende at udlevere den
pågældende, når alle omstændigheder er taget i betragtning.
ad artikel 12.
(1) Ud over begæringen og eventuelle bilag forlanger Storbritannien en
erklæring om, hvorvidt en dom, i henhold til hvilken begæring om udlevering
sker, er afsagt i nærværelse af den person, som begæres udleveret.
(2) Begæringen skal være bilagt originaldommen eller beslutningen om
sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med
samme virkning.
(3) Redegørelsen for de forbrydelser, for hvilke udlevering begæres, skal
indeholde en beskrivelse af de forhold, som hævdes at udgøre den eller de
forbrydelser, i henhold til hvilke der begæres udlevering.
(4) For så vidt angår retsforfølgning i Storbritannien vil følgende
udenlandske dokumenter anses for behørigt attesteret, såfremt
a) de fremstår som undertegnet af en dommer, øvrighedsperson eller
embedsmand i den stat, hvor de er blevet udstedt, og
b) såfremt de fremstår som attesteret ved at være forsynet med segl
(stempel) tilhørende justitsministeren eller en anden minister i den
pågældende stat.
ad artikel 14, stk. 1, (a).
Storbritannien kan i enhver sag afslå, at der over for en person, som er
blevet udleveret, indledes retsforfølgning, afsiges straffedom eller
iværksættes tilbageholdelse med henblik på fuldbyrdelse af en straffedom for
nogen anden forud for overførslen begået forbrydelse eller nogen anden
begrænsning i hans personlige frihed.
ad artikel 21.
Storbritannien kan ikke tiltræde anvendelsen af art. 21.
ad artikel 23.
De dokumenter, som skal fremlægges, skal være affattet på engelsk eller
ledsages af en oversættelse til engelsk.
ad artikel 27.
Denne konvention skal gælde for Det Forenede Kongerige Storbritannien og
Nordirland, Kanaløerne og øen Man. Storbritannien er berettiget til, ved
meddelelse til Europarådets Generalsekretær, at udvide anvendelsen af
konventionen til at omfatte ethvert territorium, hvis internationale
forbindelser Storbritannien har ansvaret for.
ad artikel 28.
Denne konvention skal træde i stedet for bestemmelserne i bilaterale
traktater mellem Storbritannien og andre kontraherende stater, for så vidt
som konventionen i henhold til art. 27 finder anvendelse for Storbritannien,
de kontraherende stater og de territorier, for hvilke Storbritannien eller de
kontraherende stater er ansvarlige.
Nedennævnte lande, der tidligere har ratificeret eller tiltrådt
konventionen, har efterfølgende ændret deres tidligere afgivne forbehold
eller erklæringer som følger:
Schweiz
ad artikel 2, stk. 1, artikel 7 og artikel 8.
De tidligere tagne forbehold er den 1. januar 1983 trukket tilbage.
Den liste, der er tillæg til ovennævnte forbehold i henhold til art. 2,
stk. 1, gælder ikke længere.
Nedennævnte erklæringer ændres som følger:
Forbundsrådet erklærer, at hvis udlevering tillades eller er blevet
tilladt for en forbrydelse, for hvilken udlevering kan ske efter schweizisk
ret, kan Schweiz udvide virkningerne heraf til enhver anden lovovertrædelse,
der er strafbar efter schweizisk ret.
ad artikel 6.
Forbundsrådet erklærer, at schweizisk lov kun tillader udlevering af
schweiziske statsborgere på de betingelser, der er angivet i art. 7 i
forbundslov af 20. marts 1981 om international gensidig retshjælp i
straffesager. Under forudsætning af, at lovgivningens forskrifter er opfyldt,
kan schweiziske myndigheder indlede retsforfølgning og afsige domme for
lovovertrædelser begået uden for Schweiz, som er strafbare efter schweizisk
ret,
- hvis de er begået mod en schweizisk statsborger (art. 5 i den
schweiziske straffelov),
- hvis udlevering vil kunne ske for forbrydelsen efter schweizisk lov, og
forbrydelsen er begået af en schweizisk statsborger (art. 6 i den schweiziske
straffelov),
- hvis de er begået om bord på et schweizisk skib eller schweizisk
luftfartøj (kapitel 4 i forbundslov af 23. september 1953 om sejlads under
schweizisk flag; kapitel 97 i forbundslov af 21. december 1948 om luftfart),
- hvis det betinges af særlige lovmæssige bestemmelser med hensyn til
visse lovovertrædelser (art. 202 og art. 240 i den schweiziske straffelov;
art. 19 i forbundslov af 3. oktober 1951 om narkotika; art. 101 i forbundslov
af 19. december 1958 om færdsel; art. 16 i forbundslov af 14. marts 1958 om
forbundsstatens og dens myndigheders og embedsmænds ansvar; art. 12 i
forbundslov af 26. september 1958 om eksportrisiko garanti).
I overensstemmelse med lov af 20. marts 1981 om international gensidig
retshjælp i straffesager kan de schweiziske myndigheder indlede
retsforfølgning og afsige domme for andre lovovertrædelser begået uden for
Schweiz af en schweizisk statsborger efter anmodning af den stat, hvori de er
begået, i de tilfælde, hvor den pågældende befinder sig i Schweiz og der står
til ansvar for alvorligere lovovertrædelser, og hvor han, hvis han er
frifundet eller straffet i Schweiz, ikke må formodes at blive retsforfulgt på
ny for den samme handling i den begærende stat.
Disse ændringer får virkning fra den 1. januar 1983.
Nederlandene
ad artikel 6 og artikel 21.
Den nederlandske regering vil ikke tillade hverken gennemtransport eller
udlevering af nederlandske statsborgere med henblik på fuldbyrdelse af
straffedomme eller andre foranstaltninger.
Dog vil nederlandske statsborgere kunne udleveres med henblik på anklage,
såfremt den begærende stat garanterer, at den pågældende person returneres
til Nederlandene til strafafsoning.
Hvad angår Nederlandene, skal udtrykket »statsborgere« i denne
konvention forstås som personer med nederlandsk indfødsret samt udlændinge,
der er integreret i det nederlandske samfund i det omfang, disse kan
retsforfølges i Nederlandene for den handling, for hvilken udlevering
begæres.
Østrig
ad artikel 21, stk. 5.
Den første sætning i den tidligere afgivne erklæring er den 16. april 1985
ophævet. Erklæringens ordlyd er herefter sålydende: Gennemtransport for
forbrydelser, der efter den begærende stats lovgivning kan straffes med døden
eller med en dom, der er uforenelig med menneskelige hensyn og menneskelig
værdighed, vil kun blive tilladt på de betingelser, der gælder for udlevering
for sådanne forbrydelser.
Udenrigsministeriet, den 8. august 1991
F. M.
Ulrik Federspiel
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere. Retsinformation · 15. maj 1979
- Bekendtgørelse af anden tillægsprotokol af 17. marts 1978 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering. (* 1) Retsinformation · 11. marts 1987
- Bekendtgørelse af tillægsprotokol af 15. oktober 1975 til den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (* 1) Retsinformation · 11. marts 1987
- Bekendtgørelse om andre landes tiltrædelse af den europæiske konvention af 4. november 1950 til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder med tilhørende protokoller 1-8 Retsinformation · 23. oktober 1996
- Bekendtgørelse af Europæisk konvention af 13. december 1957 om udlevering af lovovertrædere.(* 1) (* 2) Retsinformation · 10. december 1963
- Bekendtgørelse af multilateral overenskomst af 30. april 1956 om kommercielle rettigheder for ikke-planmæssig lufttrafik i Europa. Retsinformation · 27. august 1965