Spring til indhold

Retsinformation

Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation af den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte.

BKI nr 274 af 04/10/1935Bekendtgørelse (international)Udenrigsministeriet14. oktober 1935

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bekendtgørelse angaaende Danmarks Ratifikation

af den i København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark,

Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte.

Ved kongelig Resolution af 1. Juni 1935 har Danmark ratificeret den i

København den 19. November 1934 indgaaede Konvention mellem Danmark, Finland,

Island, Norge og Sverige om Arv og Dødsboskifte, efter at der ved Lov Nr. 88

af 30. Marts 1935 var blevet meddelt regeringen Bemyndigelse til ved kongelig

Anordning at sætte Konventionens Bestemmelser i Kraft.

Konventionen har følgende Ordlyd:

Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om Arv og

Dødsboskifte.

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island, republikken Finlands Præsident,

Hans Majestæt Norges Konge og Hans majestæt Kongen af Sverige, hvilke er

kommet overens om at afslutte en Konvention om Arv og Dødsboskifte, har

udnævnt til deres befuldmægtigede:

Hans Majestæt Kongen af Danmark og Island:

For Danmark:

Sin Udenrigsminister, Dr. phil. Peter Rochegune Munch;

For Island:

Overordentlig Gesandt og befuldmægtiget Minister, Hr. Sveinn Bjørnsson;

Republikken Finlands Præsident:

Republikkens overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i

København, Dr. phil Rolf Thesleff;

Hans Majestæt Norges Konge:

Sin overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister i København, Hr.

Hans Emil Huitfeldt;

Hans Majestæt Kongen af Sverige:

Sin Charge d'affaires a.i. i København, Hr. Knut Richard Thyberg;

hvilke, behørigt befuldmægtigede, er kommet overens om følgende Artikler:

I. Arv og uskiftet Bo.

Læs alt

Artikel 1.

Naar en Statsborger i en af de kontraherende Stater ved sin Død var bosat

i en af de andre Stater, skal Retten til Arv ifølge Loven bestemmes efter

Loven i den Stat, hvor han havde Bopæl. Havde den afdøde ikke de sidste fem

Aar været bosat i denne Stat, skal dog Loven i den Stat, hvor han var

Statsborger, komme til Anvendelse, saafremt nogen Arving eller Legatar, for

hvem det har retlig Betydning, begærer det. Skulde Arven efter

Statsborgerlandets Lov tilfalde Staten, kan saadan Begæring ikke fremsættes.

Begæring om Anvendelse af Statsborgerlandets Lov skal være fremsat inden

seks Maaneder fra Dødsfaldet. Er Skifte ikke sluttet ved Udløbet af denne

Frist, kan begæring dog fremsættes indtil Skiftets Slutning. Efter at et

Skifte er sluttet, kan den, der har deltaget i Skiftet, ikke fremsætte

Begæring.

Bestemmelserne i denne Artikel om Retten til Arv finder ogsaa Anvendelse

paa en efterlevende Ægtefælles lovbestemte Ret til at beholde Boet uddelt i

Tilfælde, hvor den afdøde ikke efterlod sig Livsarvinger, samt paa saadan Ret

til Underholdsbidrag af et Dødsbos Midler, som efter Loven i den Stat, hvor

den afdøde var Statsborger, tilkommer en Arving udover hans Arvelod.

Artikel 2.

Var den afdøde bosat i en Stat, hvor Loven giver en efterlevende Ægtefælle

Ret til hensidden i uskiftet Bo med Livsarvinger, kommer denne Lov til

Anvendelse, ogsaa naar den afdøde var Statsborger i en af de andre Stater.

Havde han ikke været bosat i førstnævnte Stat de sidste fem Aar kan dog en

Livsarving straks eller senere kræve Skifte, hvis dette er hjemlet ved Loven

i den Stat, hvor den afdøde var Statsborger. Denne Ret tilkommer ikke en

Livsarving, hvis den efterlevende Ægtefælle, da Ægteskabet blev indgaaet, var

Statsborger i den Stat, hvor den afdøde var bosat.

Naar der efter begæring som nævnt i første Stykke skal foretages Skifte

efter en svensk Statsborger, har den efterlevende Ægtefælle den Ret til ved

Skiftet at udtage Midler til en vis Værdi, som er fastsat i svensk Lov.

Artikel 3.

Var den afdøde bosat i en Stat, hvor Loven ikke giver en efterlevende

Ægtefælle Ret til hensidden i uskiftet Bo med Livsarvinger, skal Ægtefællen

dog have den Ret til at hensidde i uskiftet Bo, som maatte være hjemlet ved

Loven i den Stat, hvor den afdøde var Statsborger, saafremt den afdøde ikke

havde været bosat i førstnævnte Stat de sidste fem Aar. De Forretninger, som

Statsborgerlandets Lov henlægger til Skifteretten eller anden offentlig

Myndighed udføres i saa Fald af den almindelige underret i den Stat, hvor den

afdøde var bosat. Er ogsaa den efterlevende Ægtefælle bosat der, og

foreskriver Statsborgerlandets Lov Tilsyn med Forvaltningen af Boet, udøves

Tilsynet af en dertil af Retten beskikket tilsynsførende (god man).

Foreligger der en af Retten registreret Opgørelse over Boets Ejendele og Gæld

(bouppteckning), kommer Bestemmelser i Statsborgerlandets Lov om

Udfærdigelse af saadanne Opgørelser ikke til Anvendelse.

Artikel 4.

Er der i Medfør af dansk Lov truffet Bestemmelse om, at der skal beskikkes

Tilsynsværge for Enke, som vil hensidde i uskiftet Bo, faar Bestemmelsen kun

Virkning, saafremt Enken ved Mandens Død var bosat i Danmark. Bosætter hun

sig senere i en af de andre Stater, bortfalder Tilsynsværgemaalet.

Artikel 5.

Bestemmelserne i Artiklerne 2, 3 og 4 om Adgangen til at hensidde i

uskiftet Bo med Livsarvinger finder tilsvarende Anvendelse paa Adgangen til

at hensidde i uskiftet Bo med Adoptivbarn eller dets Livsarvinger.

Artikel 6.

Den, som i Henhold til Artiklerne 1, 2 eller 3 begærer Statsborgerlandets

Lov anvendt, skal om fornødent godtgøre, at de nævnte Betingelser foreligger,

og fremlægge Oplysninger om Indholdet ad Statsborgerlandets Lov.

Artikel 7.

Ved Deling af Ægtefælles Bo efter den enes eller begges Død forholdes der

forsaavidt ikke andet følger af Artikel 2, 2 Stykke, efter de Regler, som i

Artiklerne 3 og 6 i Konvention af 6. Februar 1931 er givet om Ægtefælles

Formueforhold.

Artikel 8.

Testamente, der er oprettet af en Arvelader, som ved sin Død var

Statsborger i en af Staterne og bosat i en af dem, skal i henseende til

Formen anses for gyldigt, saafremt der ved Oprettelsen er gaaet frem efter

Loven i den af Staterne, hvor testamentet er oprettet, eller hvor Testator

ved Oprettelsen var bosat eller var Statsborger. Tilbagekaldelse af et

Testamente skal anses for gyldig, naar Testator er gaaet frem efter Loven i

den af Staterne, hvor han ved Tilbagekaldelsen var bosat eller var

Statsborger.

Artikel 9.

Den Alder og Myndighed, som kræves til Oprettelse eller Tilbagekaldelse af

testamentet, bedømmes efter Loven i den af Staterne, hvor Testator ved

Oprettelsen eller Tilbagekaldelsen var bosat. Havde han da ikke de sidste fem

Aar været bosat i denne stat, er testamentet eller Tilbagekaldelsen ogsaa

gyldig, hvis Betingelserne ifølge Statsborgerlandets Love var til Stede.

Artikel 10.

Spørgsmaal om Testamentets eller Tilbagekaldelsens Ugyldighed paa Grund af

Testators Sindstilstand eller paa Grund af Svig, Vildfarelse, Tvang eller

anden utilbørlig Paavisning bedømmes efter Loven i den af Staterne, hvor

Testator var bosat, da Testamentet blev oprettet eller tilbagekaldt.

Artikel 11.

Bestemmelser i finsk eller svensk Lov om, at et testamente efter Testators

Død skal indleveres til retten inden en vis Tid

(testamentsbevakning), faar ogsaa Anvendelse paa et testamente efter

en Statsborger i en anden af Staterne, saafremt han ved Dødsfaldet var bosat

i Finland eller Sverige. Det samme gælder bestemmelser i finsk eller svensk

Lov om, at en Arving, som vil angribe et Testamentes Gyldighed, skal rejse

Sag inden en vis Tid, efter at testamentet er forkyndt for ham

(testamentsklander).

Artikel 12.

Spørgsmaal om den bindende Virkning af Dødsgaver, Arvepagter og Arveafkald

overfor Arveladeren skal, naar denne ved sin Død var Statsborger i en af

Staterne, afgøres efter Loven i den af Staterne, hvor han var bosat da

Aftalen blev truffet.

Det samme gælder Spørgsmaal om, hvorvidt Midler, som en Arving har

modtaget af Arveladeren, medens denne levede, skal anses som Forskud paa Arv.

Artikel 13.

De særlige regler, som i nogen af Staterne gælder om en Arvings Ret til

fast Ejendom med Tilbehør eller om en Arveladers adgang til ved Testamente at

raade over saadan Ejendom til Fordel for enkelte Arvinger, finder Anvendelse

paa Ejendom i denne Stat.

Retten til ved Testamente at træffe fideikommissariske Bestemmelser

vedrørende fast Ejendom eller andre Bestemmelser over saadan Ejendom til

Fordel for ufødte bedømmes ligeledes efter Loven i den Stat, hvor Ejendommen

ligger. Paa Retten til at træffe saadanne Bestemmelser angaaende andet end

fast Ejendom kommer denne Konvention ikke til Anvendelse.

Artikel 14.

Efterlader en Statsborger i en af Staterne sig Adoptivbarn, og er

Adoptionsbevillingen i en af disse Stater meddelt med Forbehold om Ret for

Adoptanten til uafhængig af Adoptionen at raade over sine Efterladenskaber,

skal dette Forbehold have Gyldighed ogsaa i de andre Stater.

Artikel 15.

Spørgsmaal om, Forbrydelse af Retten til Arv eller Legat og om Adgang til

at gøre en Arving arveløs bedømmes, naar Arveladeren var Statsborger i en af

Staterne, efter Loven i den af Staterne, hvor han ved sin Død var bosat.

Artikel 16.

Om Forældelse af Retten til Arv eller Legat efter en Statsborger i en af

Staterne gælder Loven i den af Staterne, hvor Arveladeren ved sin Død var

bosat.

II. Arveladerens Gæld.

Artikel 17.

Arvingers Ansvar for Gæld efter en Statsborger i en af Staterne eller for

Opfyldelse af Legat eller testamentarisk Paalæg bedømmes efter Loven i den af

Staterne, hvor Arveladeren ved sin Død var bosat. Det samme gælder ansvaret

for Opfyldelse af Underholdspligt, som paahvilede den afdøde overfor Barn

udenfor Ægteskab eller et saadant Barns Moder.

Artikel 18.

Præklusivt Proklama, som er udstedt i Boet efter en Statsborger i en af

Staterne, faar ikke Virkning med Hensyn til kendte Fordringer, naar

Fordringshaveren er bosat i en af de andre Stater og ikke i Tide faaet

særskilt Meddelelse om Proklamaet og dets Virkning eller paa anden Maade er

blevet bekendt dermed.

III. Skiftebehandling.

Artikel 19.

Behandlingen af et Dødsbo og Skifte mellem den afdødes Arvinger og den

efterlevende Ægtefælle skal, naar den afdøde var Statsborger i en af Staterne

og var bosat i en af dem, foregaar efter Loven i den Stat, hvor han ved sin

Død var bosat, og skal høre under Retterne i denne Stat, forsaavidt Loven

henlægger Behandlingen til Retten.

Har en efterlevende Ægtefælle, som er Statsborger i en af Staterne,

hensiddet i uskiftet Bo, og skal Boet skiftes, foregaar Behandlingen efter

Loven i den af Staterne, hvor den efterlevende Ægtefælle er eller ved sin Død

var bosat, og i den Udstrækning, hvori Loven foreskriver det, under

Medvirkning af denne Stats Retter.

Behandlingen af Boet skal ogsaa omfatte Formue, som findes i de andre

Stater.

Artikel 20.

En efterlevende Ægtefælles Ret til paa Skift at udtage visse Ejendele med

eller uden Vederlag bedømmes efter den Lov, som ifølge Artikel 19 er

bestemmende for behandlingen af Boet. Det samme gælder Ægtefællens Adgang til

paa Skifte at opnaa Udsættelse med Udbetalingen af en Arvelod, mod at

Arvingen faar Panteret for sin Fordring, dog saaledes at Panteret i Ejendele,

som findes i de andre Stater, kun kan stiftes efter der gældende Regler.

Artikel 21.

Tvistigheder om Retten til Arv eller Legat efter nogen, som var

Statsborger i en af Staterne og var bosat i en af dem, om en efterlevende

Ægtefælles Rettigheder og om Fordringer, som gøres gældende mod Dødsboet og

ikke mod Arvingerne eller Ægtefællen personlig, hører under Retterne i den

Stat, hvis Lov efter Artikel 19 er bestemmende for Behandlingen af Boet.

Er Parterne enige, kan Sagen dog anlægges i en anden af Staterne,

medmindre Boet er under Behandling af Skifteretten, testamenteseksekutor

eller en af Retten beskikket boutredningsman eller skiftesman,

eller Sagen angaar det i et saadant Bo foretagne Skifte. Sag om Gyldigheden

af et testamente, oprettet af nogen, som var bosat i Finland eller Sverige

(testamentsklander), kan ikke anlægges i de andre Stater. Det samme

gælder Sag, hvorved et Skifte efter nogen, som var bosat i Finland, søges

omstødt (klander).

Artikel 22.

Er der i en anden af Staterne end den, hvis Lov er bestemmende for

Bobehandlingen, Ejendele, som tilhører Boet, skal Retten i den Stat, hvor

Ejendelene findes, paa Begæring sørger for disse Registrering og midlertidig

Bevaring samt for Salg af Ejendele, som ikke hensigtsmæssig lader sig

opbevare. Iøvrigt skal Myndighederne i sidstnævnte Stat paa Begæring yde

Bistand ved Bobehandlingen i den Udstrækning, hvori det er hjemlet ved Loven

i denne Stat.

Begæringen kan rettes umiddelbart til vedkommende Myndighed.

Omkostningerne kan, om fornødent, forlanges udredede forskudsvis,

Skriftstykke, som er affattet paa Finsk eller Islandsk, skal være ledsaget af

bekræftet Oversættelse til Dansk, Norsk eller Svensk.

Har Dødsfaldet fundet Sted i en anden Stat end den, hvor den afdøde var

bosat, skal der efterladte Ejendele ogsaa uden Begæring tages i Forvaring

efter de paa Stedet gældende Forskrifter.

Artikel 23.

Er et Dødsbo, som omhandles i Artikel 19, under offentlig Skiftebehandling

i Danmark, Island eller Norge, skal Lovbestemmelser, der indskrænker en

Fordringshavers Adgang til Tvangsfuldbyrdelse overfor Boet, ogsaa anvendes

med Hensyn til Ejendele, som findes i en anden Stat end den, hvor Boet

behandles. Dette gælder dog ikke Adgangen til at inddrive Skatter og andre

offentlige Afgifter, som er paalagt i den Stat, hvor Ejendelene findes, eller

Adgangen til at opnaa Fyldestgørelse i Ejendele, hvori Fordringshaveren har

panteret eller Tilbageholdelsesret.

Artikel 24.

Er et Dødsbo, som omhandles i Artikel 19, under offentlig Skiftebehandling

i Danmark, Island eller Norge, faar Artikel 7 i Konvention om Konkurs af 7.

November 1933 tilsvarende Anvendelse ved Afgørelse af Spørgsmaal om

Fortrinsret for Fordringer.

Artikel 25.

Lovbestemmelser i en af Staterne om, at Tinglysning er nødvendig, for at

Rettigheder, som er erhvervet ved Retshandling eller ved Udlæg eller

Udpantning, skal have Gyldighed overfor et Dødsbo, kommer ikke til Anvendelse

paa Ejendele, som ved Dødsfaldet findes i de andre Stater.

Artikel 26.

Forsaavidt Anvendelsen af foranstaaende Bestemmelser afhænger af, hvor en

Formuegenstand befinder sig, skal en Fordring, som tilhører Arveladeren,

anses for at være i den Stat, hvis Lov efter Artikel 19 er bestemmende for

behandlingen af Boet. Er Fordringen knyttet til Gældsbrev eller andet

Dokument, hvis Forevisning er nødvendig for at gøre den gældende, anses den

dog for at være i den Stat, hvor Dokumentet findes.

Registreret Skib eller Luftfartøj anses for at befinde sig i den Stat,

hvor det har Hjemsted.

IV. Almindelige Bestemmelser.

Artikel 27.

Har en ret i en af Staterne truffet Afgørelse om, at et Bo, som omhandles

i Artikel 19, skal behandles af Skifteretten, testamentseksekutor eller

boutresningsman eller skiftes under Medvirkning af skiftesman,

eller at det skal udleveres til privat Skifte, er Afgørelsen bindende ogsaa i

de andre Stater.

Det samme gælder Afgørelsen om en efterlevende Ægtefælles Ret til at

hensidde i uskiftet Bo.

Artikel 28.

Bestemmelserne om Anerkendelse og Fuldbyrdelse af Domme og Forlig i

Konvention af 16. Marts 1932 skal ogsaa finde Anvendelse paa Dommer og Forlig

om Ret til Arv eller Legat, om en efterlevende Ægtefælles Rettigheder og om

Ansvar for en Arveladers Gæld, saafremt den afdøde var Statsborger i en af

Staterne og var bosat i en af Staterne og var bosat i en af dem.

De i Artikel 3 og Artikel 6 Nr. 3 i den nævnte Konvention givne særlige

Bestemmelser vedrørende Domme over en udebleven sagsøgt kommer kun til

Anvendelse, forsaavidt Dommen angaar den efterlevende Ægtefælles eller de

enkelte Arvingers Ansvar for den afdødes Gæld.

Artikel 29.

Denne Konvention kommer ikke til Anvendelse, naar Arveladeren er død før

Konventionens Ikrafttræden, og heller ikke, naar en efterlevende Ægtefælle

har hensiddet i ukiftet Bo, og den førstafdøde Ægtefælle er død før det

nævnte Tidspunkt.

Artikel 30.

Konventionen skal ratificeres, og Ratifikationsdokumenterne skal deponeres

i det danske Udenrigsministeriums Arkiv, saa snart ske kan.

Konventionen træder i Kraft mellem de ratificerende Stater den 1. januar

eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet, efter at

mindst tre af Staterne har deponeret deres Ratifikationsdokumenter. I Forhold

til senere ratificerende Stater træder Konventionen i Kraft den 1. Januar

eller den 1. Juli, der indtræder, naar tre Maaneder er forløbet efter

Deponeringen af Ratifikationsdokumentet.

Enhver af Staterne kan i Forhold til hver af de andre opsige Konventionen

med en Frist af eet Aar til Ophør en 1. Januar eller en 1. Juli.

Til Bekræftelse heraf har de respektive befuldmægtigede undertegnet

nærværende Konvention og forsynet den med deres Segl.

Udfærdiget i København i et Eksemplar paa hvert af følgende Sprog: Dansk,

Finsk, Islandsk, Norsk og Svensk, og for det svenske Sprogs Vedkommende i to

Tekster, en for Finland og en for Sverige, den 19. November 1934.

(sign.) P. Munch.

(L.S.)

Slutprotokol.

I Forbindelse med Undertegnelsen i Dag af Konventionen mellem Danmark,

Finland, Island, Norge og Sverige om Arv of Dødsboskifte, har de

befuldmægtigede for de kontraherende Stater afgivet følgende Erklæring:

De kontraherende Stater er enige om, at Anmodning om Oplysning angaaende

Indholdet af den i en af Staterne gældende Lov bliver at fremsende fra

vedkommende Justits- eller Udenrigsministerium og rettes, naar der spørges om

dansk, finsk, islandsk eller norsk Lov, til Justitsministeriet, og naar der

spørges om svensk Lov, til Udenrigsdepartementets retsafdeling. Oplysninger

skal altid meddeles i det Omfang, hvori der foreligger udtrykkelige

Lovbestemmelser, og skal iøvrigt gives i den Udstrækning, Forholdene

tilsteder.

København, den 19. November 1934.

(sign.) P. Munch.

(L.S.)

Danmarks Ratifikationsdokument deponeredes tilligemed de øvrige

kontraherende Staters Ratifikationsdokumenter i det danske

Udenrigsministerium den 14. Juni 1935.

Hvilket herved bringes til almindelig Kundskab med Tilføjende, at

Konventionen træder i Kraft den 1. Januar 1936.

Justitsministeriet, den 4. Oktober 1935.

Zahle.

/Bilfeldt.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter