Spring til indhold

Retsinformation

Finanstilsynet var afskåret fra at behandle en klage fra medlemmer af en pensionskasse over pensionskassens investeringer, da de pågældende ikke kunne anses som parter.

KEN nr 10080 af 01/06/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Finanstilsynet var afskåret fra at behandle en

klage fra medlemmer af en pensionskasse over pensionskassens investeringer,

da de pågældende ikke kunne anses som parter.

K1 og K2 har ved skrivelse af 1. november 1994 klaget over, at

Finanstilsynet i skrivelse af 25. oktober 1994 (j.nr. 6663-0069) har undladt

at tage stilling til en række konkrete klagepunkter vedrørende A's

Pensionskasses investeringer i byggeri på ... .

Klagernes skrivelse af 15. august 1994 har bl.a. følgende indhold:

»I. Undertegnede henvender os til Finanstilsynet for at få oplyst om

hvorvidt A's Pensionskasses investeringer i A's Hus og kontorareal til B er i

over-ensstemmelse med de for pensionskasser gældende

investeringsbestemmelser, herunder om investeringerne holdes indenfor de

tilladelige grænser, der er fastsat for at sikre risikospredning. (Der

henvises til lov om forsikringsvirksomhed kapitel 22 § 87).

II. Endvidere beder vi om Finanstilsynets vurdering af, om de nævnte

investeringer kan forventes at give et rimeligt afkast i forhold til

investeringernes størrelse.

III. Endelig anmoder vi Finanstilsynet om at vurdere om bestyrelsen kan

tillade sig at træffe en beslutning, som må forudses at indebære væsentlig

risiko for erstatningskrav/retssager overfor pensionskassens bestyrelse og

dermed dens medlemmer, på grund af evt. skader på den omliggende bebyggelse

forårsaget af nævnte byggeri, som følge af ændring af grundvandsstand og øget

trafik i området. Skaderne kan evt. først vise sig år efter byggeriets

opførelse.«

I ovennævnte skrivelse samt i skrivelse af 19. september 1994 og 17.

oktober 1994 til Finanstilsynet har klagerne anmodet Finanstilsynet om at

besvare de nævnte spørgsmål, således at det planlagte byggeri kun kan

igangsættes, såfremt Finanstilsynet finder investeringen acceptabel. Klagerne

har til støtte for deres synspunkt gjort gældende, at de på

generalforsamlingen har udtrykt betænkelighed ved investeringen, men at det

Læs alt

ikke har været muligt at påvirke bestyrelsens planer. Klagerne har over for

Finanstilsynet bl.a. henvist til, at byggeriet er forbundet med særlig

økonomisk risiko, fordi den beregnede pris er for lavt ansat, herunder som

følge af problematiske bundforhold, risikoen for erstatningskrav fra den

omliggende bevaringsværdige bebyggelse, opførelse på fredet areal, en

kompliceret byggeproces og udgifter til rentetab på grund af en forventelig

langvarig byggeperiode. Klagerne har vedrørende det forventede afkast peget

bl.a. på risici ved genudlejning, særlig som følge af at der er tale om

erhvervsbyggeri. Klagerne har endvidere henvist til, at pensionskassen med

den foreliggende investering har foretaget en væsentlig ændring i forhold til

hidtidig praksis fra investering i sikkert boligbyggeri til erhvervsbyggeri i

et område, hvor der findes overskydende erhvervslokaler til udlejning og i en

størrelsesorden, der ikke står i forhold til pensionskassens midler.

Den påklagede afgørelse fra Finanstilsynet af 25. oktober 1994 har

følgende indhold:

»I skrivelse af 15. august 1994 efterfulgt af skrivelse af 19.

september og 17. oktober 1994, har De anmodet Finanstilsynet om at vurdere,

»hvorvidt A's Pensionskasses investeringer i A's Hus og kontorareal til

B er i overensstemmelse med de for pensionskasser gældende

investerings-bestemmelser, herunder om investeringerne holdes inden for de

tilladelige grænser, der er fastsat for at sikre risikospredning, jf. lov om

forsikringsvirksomhed § 87, hvorvidt de nævnte investeringer kan forventes at

give et rimeligt afkast i forhold til investeringernes størrelse, og hvorvidt

pensionskassens bestyrelse kan tillade sig at træffe en beslutning, som må

forudses at indebære væsentlig risiko for erstatningskrav/retssager overfor

pensionskassens bestyrelse og dermed dens medlemmer, på grund af eventuelle

skader på den omliggende bebyggelse forårsaget af nævnte byggeri, som følge

af ændring af grundvandsstand og øget trafik i området.«

Der er indsendt referat af ordinær generalforsamling den 9. juni 1993 og

8. juni 1994 i A's Pensionskasse, hvoraf fremgår, at bestyrelsen i

beretningen begge år har omtalt og beskrevet projektet omkring A's Hus, og at

generalforsamlingen begge år har taget bestyrelsens beretning til

efterretning.

Tilsynet kan oplyse følgende:

Ledelsen i en pensionskasse kan foretage investeringer - herunder også i

fast ejendom - indenfor de muligheder, der er angivet i placeringsreglerne i

kapitel 14a, »Investeringsregler« i lov om forsikringsvirksomhed.

Endvidere fremgår det af lovens § 87, at bestyrelsen og direktionen er

forpligtet til at anbringe pensionskassen kapital på en hensigtsmæssig og for

forsikringstagerne tjenlig måde, således at selskabet til enhver tid kan

opfylde sine forpligtelser. Det er således ledelsens ansvar i sin generelle

investeringspolitik at sørge for en så stor spredning af de samlede

investeringer, at selvom enkelte investeringer måtte vise sig uholdbare, vil

pensionskassen kunne udrede de løbende forpligtelser samt honorere fremtidige

ydelser. Bestemmelsen indebærer desuden, at ledelsen skal søge at opnå det

størst mulige afkast af en foretagen investering.

Der henvises i denne forbindelse til vedlagte kopi af uddrag af

Finanstilsynets Beretning for 1991, side 83-85, vedrørende en pensionskasses

opførelse af fast ejendom.

Det nævnte regelsæt er omfattet af lovens straffebestemmelser, jf. lovens

§ 260.

Endvidere finder kapitel 16, »Erstatning m.v.« i lov om

aktieselskaber anvendelse for pensionskasser, jf. § 72 og 203a i lov om

forsikringsvirksomhed.

Afgørelser truffet i henhold til lov om forsikringsvirksomhed kan

indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at

afgørelsen er meddelt, jf. lovens § 247a.'

I en af ankenævnet indhentet udtalelse mv. har Finanstilsynet ved

skrivelse af 3. februar 1995 bl.a. oplyst følgende:

»De af klagerne i skrivelse af 15. august 1994 under I og II rejste

spørgsmål er ønsket belyst under henvisning til § 87 i lov om

forsikringsvirksomhed. I denne forbindelse kan ud over det i Finanstilsynets

skrivelse af 25. oktober 1994 nævnte om bestemmelsen henvises til vedlagte

bilag 3, der yderligere belyser baggrunden for indholdet af bestemmelsen.

I henhold til lovens § 237 har Finanstilsynet til opgave at påse, at

lovens bestemmelser overholdes af de af loven omfattede virksomheder.

I det omfang tilsynet foretager vurdering af f.eks. et

forsikringsselskabs/en pensionskasses enkeltaktiver, vil det ske som led i

det løbende tilsyn, herunder i forbindelse med undersøgelser i medfør af

lovens § 240.

En sådan vurdering er således alene et mellemværende mellem Finanstilsynet

og respektive pensionskasse/forsikringsselskab. I denne forbindelse henvises

til lovens § 240 c, stk. 6, hvoraf fremgår, at som part i forholdet til

Finanstilsynet anses alene det forsikringsselskab/den pensionskasse, som

tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 26 vedrører.

Finanstilsynet kan således ikke kommentere en pensionskasses (planer om)

enkeltinvesteringer overfor den pågældende pensionskasses enkelte medlemmer

og kan således derfor overfor Fr. K1 og Hr. K2 ikke yderligere kommentere A's

Pensionskasses investering i byggeri på .... ... Med hensyn til det af

klagerne i skrivelse af 15. august 1994 under III stillede spørgsmål skal man

alene henvise til det i Finanstilsynets skrivelse af 25. oktober 1994 nævnte

vedrørende kapitel 16 i lov om aktieselskaber.«

Efter at være blevet gjort bekendt med Finanstilsynets redegørelse af 3.

februar 1995 har klagerne bl.a. bemærket:

»Vi har forståelse for, at der bør ske en spredning af en

pensionskasses samlede investeringer, og at der, i forbindelse med

pensionskassers investeringer kan forekomme investeringer, som viser

sig at være uholdbare. Det forekommer rimeligt, at en pensionskasses

investeringer ikke vurderes enkeltvis, men at der ses på grupper af

investeringer ved vurdering af, om en pensionskasses investeringspolitik

medfører risiko for, at kassen ikke kan opfylde sine forpligtelser.

Det er vores opfattelse, at pensionskassens ledelse ved investeringen i

A's Hus satser en meget stor kapitalandel i eet projekt, og ikke søger at

sikre det størst mulige afkast. Når ledelsen på forhånd accepterer

arkitektorganisationernes krav om en fast lav husleje, så er der ikke tale om

at sikre det størst mulige afkast af investeringen til gavn for

forsikringstagerne, men om at bruge pensionskassemidler til at støtte faglige

organisationer. Det mener vi ikke er A's Pensionskasses opgave.

Endvidere mener vi, at Finanstilsynet med lidt god vilje og uden at

overtræde § 240 c (om pligten for Finanstilsynets ansatte og eksperter til at

hemmeligholde hvad de gennem deres virksomhed bliver vidende om) kunne have

besvaret be- eller afkræftende på de af os stillede spørgsmål.«

Ankenævnet udtaler:

En bedømmelse og besvarelse af de spørgsmål, som klageren har stillet til

Finanstilsynet vil forudsætte en konkret undersøgelse og inddragelse af de

konkrete omstændigheder, der ligger til grund for henvendelsen. Som følge

heraf er henvendelsen til Finanstilsynet en konkret klage over

pensionskassens adfærd.

Efter § 240 c i lov om forsikringsvirksomhed pålægges bl.a. Finanstilsynet

en særlig tavshedspligt vedrørende det som tilsynet gennem dets virksomhed

bliver vidende om. § 240 c, stk. 6, indeholder endvidere en regel om, at

alene et forsikringsselskab (pensionskasse) kan anses som part i forhold til

Finanstilsynet. Det følger heraf, at klagerens henvendelse indgår i

grundlaget for Finanstilsynets almindelige tilsyn med pensionskassen, medens

de af klageren rejste spørgsmål, som ikke kan behandles i forhold til

klageren, der efter loven ikke kan have status som part, er omfattet af

Finanstilsynets tavshedsforpligtelse.

Det tilføjes, at erhvervsankenævnet må anse det for betænkeligt, at

Finanstilsynet i skrivelse af 25. oktober 1994 har afgivet en redegørelse,

der set i sammenhæng med henvisningen til klageadgangen efter § 247 a i lov

om forsikringsvirksomhed kan forstås, som om Finanstilsynet kan behandle

sagens realitet. Endvidere burde den redegørelse for Finanstilsynets

tilsynsvirksomhed efter lov om forsikringsvirksomhed og klagerens stilling

som følge af lovens § 240 have fremgået af det oprindelige svar til klageren

og ikke først som sket i forbindelse med afgivelse af redegørelsen til

erhvervsankenævnet af 3. februar 1995.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter