Spørgsmål om tarifmæssig indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Spørgsmål om tarifmæssig
indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet.
Som advokat for Den Danske Forlæggerforening har
advokat Erik Mohr Mersing i skrivelse af 23. maj 1995 klaget over, at
Finanstilsynet ved skrivelse af 2. maj 1995 (j.nr. 6664-0128) har afvist
foreningens anmodning om at pålægge Erhvervssygdomspoolen at
omgøre poolens beslutning om indplacering af bogforlag i gruppen under
fremstillings- og industrivirksomheder med virkning fra udgangen af 1994.
Sagens forløb forud for indbringelsen for
Erhvervsankenævnet
Ved skrivelse af 13. januar 1995 rettede advokat E. Mohr
Mersing henvendelse til Erhvervssygdomspoolen. I skrivelsen henviste advokat
Mersing til, at et antal bogforlag i den seneste tid havde modtaget
præmieopkrævninger til erhvervssygdomsforsikringer, der indeholdt
en præmieforhøjelse svarende til en 5-10-dobling af de hidtidige
præmier til poolen, idet de pågældende bogforlag var blevet
rubricerede som "grafiske virksomheder". Da bogforlagene var rene
kontorvirksomheder på linie med forsikringsselskaber, advokat- og
revisionsvirksomheder m.v., og ikke befattede sig med
fremstillingsvirksomhed, hverken af grafisk eller anden art, anmodede advokat
Mersing om, at fejlen måtte blive rettet, således at
bogforlagenes præmier som hidtil blev fastsat svarende til de
nævnte kontorvirksomheder.
Som svar på henvendelsen meddelte
Erhvervssygdomspoolen den 2. februar 1995 bl.a.:
"at grundlaget for præmiefastsættelsen fra og
med 1995 er Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB93), som Danmarks
Statistik indførte i 1993 som følge af en EF-forordning fra
1992. Arbejdsskadestyrelsen anvender samme fortegnelse.
DB93 indeholder ca. 800 forskellige branchekoder, hvoraf
Læs alt
"Udgivelse af bøger, brochurer m.v." - der er indplaceret under
hovedgruppen "Grafisk industri", der igen er placeret under hovedafdelingen
"Fremstillingsvirksomhed" - er en. Det beror således ikke på en
misforståelse, at Deres klienter er indplaceret under den
pågældende branchekode.
Før 1995 anvendtes en anden branchekodefortegnelse,
der ligeledes var aftalt med Arbejdsskadestyrelsen. Denne fortegnelse var
baseret på et FN-kodesystem (ISIC), hvor den nye som nævnt er
besluttet af EF. Den hidtil anvendte fortegnelse indeholdt kun ca. 400
forskellige koder.
Det kan ikke undgås, at der sker ændringer i
præmierne, når man går fra et kodesystem til et andet. For
Deres klienter er der efter det for os oplyste tale om en stigning fra 151
kr. pr. medarbejder/år til 602 kr., hvilket svarer til en stigning
på knapt 4 gange. Hvis Deres klienters præmie er steget med 5-10
gange, som oplyst i Deres brev, må det bero på andre forhold,
f.eks. en forøgelse af antallet af medarbejdere.
Endelig kan vi oplyse, at Finanstilsynet er bekendt med
principperne for beregningen af forsikringspræmierne, herunder med
anvendelsen af branchekoderne for Danmarks Statistik."
Ved skrivelse af 9. marts 1995 anmodede advokat Mersing
herefter Finanstilsynet om at sikre, at bogforlagene som hidtil blev
tariferet på linie med andre kontorvirksomheder. Advokat Mersing
henviste bl.a. til, at det af Erhvervssygdomspoolens skrivelse af 2. februar
1995 fremgik, at den stedfundne præmieforhøjelse af
bogforlagenes erhvervssygdomsforsikringer ikke skyldtes en ændret
risikovurdering, men alene, at det anvendte kodesystem var blevet erstattet
af et nyt kodesystem, DB 93. Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed
lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at
virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering og hverken
lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én
type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre
ganske tilsvarende kontorvirksomheder.
I den påklagede afgørelse af 2. maj 1995
meddelte Finanstilsynet - efter at have indhentet udtalelse fra
Erhvervssygdomspoolen - bl.a. følgende:
"På baggrund af skrivelse fra Finanstilsynet af 3.
april 1995 bilagt skrivelsen fra Dem af 9. marts 1995 har bestyrelsen for
Erhvervssygdomspoolen i vedlagte skrivelse af 24. april 1995 anført,
at det beregningsprincip der er anvendt til præmieberegning for Den
danske Forlæggerforening, fuldt ud er i overensstemmelse med § 210 g,
stk. 1 i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af
29. november 1994). Efter lovbestemmelsen skal præmier være
fastsat således, at der udover, hvad der er nødvendigt til
dækning af selskabets forsikringsmæssige risici efter loven kun
opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af
omkostningerne ved en forsvarlig administration, konsolidering samt et
rimeligt udbytte.
I øvrigt skal Finanstilsynet bemærke, at man
er bekendt med Erhvervssygdomspoolens principper for beregning af
forsikringspræmier, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 210 a, nr. 2.
Finanstilsynet er endvidere bekendt med, at inddelingen i henholdsvis
fagnummer og branchekoder foretages i Danmarks Statistik. Hensigten med den
anvendte tarif er at skabe størst mulig sammenhæng mellem betalt
præmie og den risiko, virksomhedens arbejdsmiljø
repræsenterer, uden at tilsidesætte det forsikringsmæssige
element.
Finanstilsynet skal endvidere anføre, at det,
på arbejdsskadeforsikringsområdet, ligger uden for
Finanstilsynets opgaver efter lov om forsikringsvirksomhed at godkende eller
føre kontrol med præmiestørrelse og præmieberegning
for det enkelte forsikringsforhold.
Finanstilsynet anser på baggrund af
ovenstående sagen for afsluttet for sit vedkommende.
Det tilføjes, at tilsynets afgørelse inden 4
uger vil kunne indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn,
Kampmannsgade 1, 1780 København V, i henhold til § 247 a i lov om
forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november
1994."
Behandlingen i
ErhvervsankenævnetErhvervsankenævnet
I klageskrivelsen af 23. maj 1995 til
Erhvervsankenævnet har advokat Mersing bl.a. bemærket:
"at Finanstilsynet tilsyneladende mener, at
Erhvervssygdomspoolen har foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af
bogforlagene, og at der er taget højde herfor i Erhvervssygdomspoolens
beregningsprincipper mv. - det såkaldte tekniske grundlag, jvf. § 210
a, nr. 2, i lov om forsikringsvirksomhed.
Endvidere fremgår det, at Finanstilsynet ikke anser
sig kompetent til at godkende eller føre kontrol med
præmiefastsættelsen for det enkelte forsikringsforhold.
...
Nærværende sag drejer sig imidlertid ikke om
selve præmiefastsættelsen i "det enkelte forsikringsforhold", men
om den forsikringsmæssige placering af en hel erhvervsgren,
forlagsbranchen.
Bogforlagene er blevet grupperet som fremstillings- og
industrivirksomheder, selvom de hverken er eller kan sidestilles hermed.
Bogforlagene er rene kontorvirksomheder. Som følge af den fejlagtige
placering af bogforlag bliver der generelt opkrævet
forsikringspræmier, der ikke står i forhold til den risiko, som
eksisterer for arbejdsmiljøet i bogforlag.
Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om
forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at
virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken
lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én
type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre,
ganske tilsvarende, kontorvirksomheder.
At erhvervssygdomsforsikringsordningen forudsætter
en risikovurdering følger tillige af § 210 g, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed.
Finanstilsynet giver i sit brev af 2. maj 1995 ... da
også udtryk for, at der skal foretages en risikovurdering ved
tariferingen af erhvervsvirksomheder. Erhvervssygdomspoolens anvendelse af
DB93 medfører imidlertid ikke, at der for bogforlag er foretaget en
risikovurdering.
Finanstilsynet har i medfør af kap. 23A i lov om
forsikringsvirksomhed tilsynet med de forsikringsselskaber, der har
fået koncession til at tegne erhvervssygdomsforsikringer.
Finanstilsynet har ligeledes et tilsyn med Erhvervssygdomspoolen, hvilket
blandt andet skal ses i relation til Finanstilsynets bekendtgørelse om
en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici, nr.
99 af 4. marts 1993, udstedt i medfør af § 210 g, stk. 2, i lov om
forsikringsvirksomhed.
Finanstilsynets kompetence må således -
når der henses til §§ 210 a, nr. 2 og 210 g, stk. 1, i lov om
forsikringsvirksomhed - medføre en ret og en pligt for Finanstilsynet
til at sikre, at bogforlagsbranchen generelt tariferes i overensstemmelse med
sin risiko, det vil sige på linie med andre kontorvirksomheder."
I en af Erhvervsankenævnet indhentet
redegørelse af 6. juli 1995 har Finanstilsynet bl.a.
bemærket:
"Vedrørende sagens retlige aspekter kan
Finanstilsynet fremføre følgende: Klagen vedrører
tilsynet med poolens forsikringspræmier. I dette spørgsmål
er Den danske Forlæggerforening efter Finanstilsynets opfattelse ikke
part i sagen, hvorfor den ikke i medfør af § 247 a i lov om
forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994
som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) er berettiget til at
indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet.
Finanstilsynets principale påstand i sagen er
derfor, at denne afvises.
Subsidiært kan Finanstilsynet fremføre
følgende:
Erhvervssygdomspoolen er oprettet af Finanstilsynet i
henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2, med henblik
på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af
erhvervssygdomme, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27.
marts 1995 om en fællesordning (pool) til overtagelse af
erhvervssygdomsrisici.
Efter lov om forsikringsvirksomhed § 210 a, nr. 2, skal et
forsikringsselskab, der ansøger om koncession til at drive
arbejdsskadeforsikringsvirksomhed angive principperne for beregningen af
forsikringspræmierne til Finanstilsynet. Finanstilsynet er bekendt med,
at bogforlag tariferes i overensstemmelse med Erhvervssygdomspoolens
principper for beregning af forsikringspræmierne.
Efter lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 1, skal
præmierne være fastsat således, at der udover, hvad der er
nødvendigt til dækning af selskabets forsikringsmæssige
risici efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til
dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration,
konsolidering samt et rimeligt udbytte, jf. Finanstilsynets
bekendtgørelse nr. 834 af 11. december 1990 om et særligt
regnskab for forsikringer tegnet efter arbejdsskadeforsikringsloven.
Derimod findes der ikke i lov om forsikringsvirksomhed
nogen bestemmelser om, at skadesforsikringsselskabers præmieberegning
skal godkendes af Finanstilsynet eller af anden offentlig myndighed. Det er
således Finanstilsynets opfattelse, at det på
arbejdsskadeforsikringsområdet ligger uden for tilsynets opgaver efter
lov om forsikringsvirksomhed, at godkende eller føre kontrol med
præmiestørrelse og præmieberegning for den enkelte
forsikring eller type af forsikring, jf. ankenævnets kendelse af 14.
januar 1992 (90-39.151).
Finanstilsynets subsidiære påstand i sagen er
derfor, at tilsynet ikke har hjemmel til at pålægge
Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier."
I skrivelse af 22. august 1995 har advokat Mersing
bemærket bl.a.:
Vedr. partsproblemet
"Finanstilsynet anfører principielt,at Den danske
Forlæggerforening ikke er part i sagen, hvorfor
Forlæggerforeningen skulle være uberettiget til at indbringe
nærværende sag for Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn.
Hertil skal jeg bemærke, at Finanstilsynet ikke
tidligere har gjort gældende, at Den danske Forlæggerforening
ikke var part i sagen. Tværtimod fremgår det indirekte af
Finanstilsynets brev af 2. maj d.å., at Finanstilsynet har anset
Forlæggerforeningen for part i sagen.
I henhold til § 3 i vedtægterne ... er Den danske
Forlæggerforenings opgave at varetage medlemmernes fælles
interesser, herunder i forholdet overfor offentlige myndigheder.
...
Finanstilsynets tilsyn med Erhvervssygdomspoolen og de
koncessionerede forsikringsselskaber, herunder tilsynet med principperne for
beregningen af forsikringspræmierne - det tekniske grundlag, har
umiddelbar relevans for de danske forlag og herved tillige for Den danske
Forlæggerforening.
Som følge af ovennævnte må Den danske
Forlæggerforening anses som part i sagen."
Vedr. hjemmelsspørgsmålet
Finanstilsynet anfører subsidiært, at
Finanstilsynet "ikke har hjemmel til at pålægge
Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier".
Som tidligere påpeget er formålet med sagens
indbringelse for Finanstilsynet og nu Erhvervsministeriets
Erhvervsankenævn ikke at formå Finanstilsynet til at foretage en
konkret beregning og ændring af præmien for bogforlag uden eget
trykkeri.
Formålet er at få konstateret en uforenelighed
mellem de af Erhvervssygdomspoolen anvendte principper for gruppering og
tarifering af bogforlag og forudsætningerne for lov om forsikring mod
følger af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A, idet
den nuværende praksis for gruppering og tarifering af bogforlag ikke er
sket ud fra en risikovurdering, hvilket forudsættes i de nævnte
love - og hvilken forudsætning Finanstilsynet må være
undergivet i sit virke overfor Erhvervssygdomspoolen og de koncessionerede
forsikringsselskaber.
...
Finanstilsynet skal føre tilsyn med såvel de
koncessionerede forsikringsselskaber og Erhvervssygdomspoolen. Tilsynet
indebærer en pligt til at sikre, at principperne for beregning af
forsikringspræmier er i overensstemmelse med forudsætningen om
foretagelse af en risikovurdering, jvf. lov om forsikring mod følger
af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A.
Eftersom Erhvervssygdomspoolen - og dermed de
koncessionerede forsikringsselskaber - ikke for bogforlag uden eget trykkeri
har foretaget en reel risikovurdering, er Finanstilsynet forpligtet til at
søge dette forhold afklaret, idet forholdet vedrører de
overordnede principper for beregning af forsikringspræmier - det
tekniske grundlag.
På baggrund af ovennævnte er det min
vurdering, at den foreliggende problemstilling ikke ligger uden for
Finanstilsynets kompetence.
...
I skrivelse af 19. september 1994 har Finanstilsynet
hertil bemærket:
"...
Det er Finanstilsynets opfattelse, at det enkelte
bogforlag ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet med
Erhvervssygdomspoolens forsikringspræmier, jf. § 240 c, stk. 6 i lov om
forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994
som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) og, at Den danske
Forlæggerforening derfor heller ikke er part. Når tilsynet i
skrivelse af 6. juli 1995 anfører, at foreningen ikke er part i sagen,
vedrører dette således ikke foreningens generelle mulighed for
at repræsentere bogforlagene.
..."
I sit indlæg af 2. oktober 1995 har advokat Mersing
endeligt anført bl.a.:
"...
Finanstilsynet anfører, at Den danske
Forlæggerforening i medfør af § 240 c, stk. 6, i lov om
forsikringsvirksomhed ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet
med Erhvervssygdomspoolens forsikringspræmier.
Herom skal jeg bemærke, at bestemmelsen i § 240 c,
stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed ikke er udtryk for, at
erhvervsvirksomheder - hvis forsikringsforhold indirekte er afhængig af
Finanstilsynets tilsyn med koncessionerede forsikringsselskaber - generelt
ikke har mulighed for at indbringe sager for Finanstilsynet om dets
udøvelse af sine tilsynsbeføjelser.
Anvendelsesområdet for § 240 c, stk. 6, i lov om
forsikringsvirksomheder skal afgrænses i lyset af de bestemmelser, som
bestemmelsen er anført i tilknytning til. Begrænsningen af
partsbegrebet i ? 240 c, stk. 6, i
lov om forsikringsvirksomhed har derfor alene betydning i forhold til de
bestemmelser, der giver Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger
m.v. hos de forsikringsselskaber, som Finanstilsynet har tilsyn med.
Formålet med at begrænse partsbegrebet er således alene at
umuliggøre forhold som krav om aktindsigt.
Hverken selve bestemmelsen i § 240 c, stk. 6, i lov om
forsikringsvirksomhed eller dens kontekst giver belæg for at fortolke
bestemmelsen udvidende til generelt at forhindre, at erhvervsvirksomheder,
hvis forsikringsmæssige forhold er afhængige af Finanstilsynets
udøvelse af tilsyn, kan indbringe sager for Finanstilsynet med henblik
på Finanstilsynets udøvelse af det tilsyn, som lovgivningen
forudsætter.
En sådan udvidende fortolkning ville være
urimelig og må antages at være uforenelig med almindelige
forvaltningsretlige principper, idet en erhvervsvirksomhed, der er forpligtet
til at tegne en lovpligtig forsikring, i så fald ikke vil have mulighed
for at klage over forhold, der åbenbart er uforenelige med de
forudsætninger, som den lovpligtige forsikring er baseret på.
..."
Ankenævnet udtaler:
Det spørgsmål, som klageren ønsker at
der tages stilling til, er, om Erhvervssygdomspoolen har fornødent
retligt grundlag (lovmæssigt grundlag) for at fastsætte
tariferingen i poolen for bogforlag, som alene er beskæftiget med
kontorvirksomhed på linie f.eks. med revisor- og advokatkontorer, til
tariffen i poolen for fremstillings- og industrivirksomheder alene som
følge af anvendelsen af et formelt kodesystem og uden, at der
foretages en risikovurdering. Klageren har i kommenteret form henvist til, at
Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod
følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes
og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller
forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type
kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre ganske
tilsvarende kontorvirksomheder.
Da Erhvervssygdomspoolen ikke er et forsikringsselskab,
men et særligt organ, der i overensstemmelse med en
bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag i
lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2, må det antages, at det
som følge heraf påhviler Finanstilsynet at påse, at
Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig. Da det er dette
spørgsmål, som klageren har rejst, hjemvises sagen til fornyet
behandling i Finanstilsynet, hvormed bemærkes, at lov om
forsikringsvirksomhed § 240 c, stk. 6, ikke ses at være til hinder
herfor.
.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 12. februar 1996. 95-45.272 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. februar 1996
- 98-195.325 - Klage vedr. arbejdsskadesikring afvist (27. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. oktober 1999
- Finanstilsynet havde været berettiget til at fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 17. december 1996. 96-90.709 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. december 1996
- Forsikringstager var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af en overdragelse af en livsforsikringsbestand. Retsinformation · 24. september 1997
- Finanstilsynet var afskåret fra at behandle en klage fra medlemmer af en pensionskasse over pensionskassens investeringer, da de pågældende ikke kunne anses som parter. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Kendelse af 12. februar 1996. 95-45.272 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. februar 1996
- Kendelse af 17. december 1996. 96-90.709 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. december 1996
- 98-195.325 - Klage vedr. arbejdsskadesikring afvist (27. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 27. oktober 1999
- Finanstilsynet havde været berettiget til at fastsætte vilkårene for en erhvervssygdomspool. Retsinformation · 24. september 1997
- Konkurrencerådets meddelelse af dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at fastsætte bindende priser for magasiner (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Konkurrencerådets meddelelse af dispensation fra konkurrencelovens § 14 til at fastsætte bindende priser for dagblade (* 1) Retsinformation · 24. september 1997