Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om tarifmæssig indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet.

AFG nr 60072 af 12/02/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Spørgsmål om tarifmæssig

indplacering hjemvist til fornyet behandling i Finanstilsynet.

Som advokat for Den Danske Forlæggerforening har

advokat Erik Mohr Mersing i skrivelse af 23. maj 1995 klaget over, at

Finanstilsynet ved skrivelse af 2. maj 1995 (j.nr. 6664-0128) har afvist

foreningens anmodning om at pålægge Erhvervssygdomspoolen at

omgøre poolens beslutning om indplacering af bogforlag i gruppen under

fremstillings- og industrivirksomheder med virkning fra udgangen af 1994.

Sagens forløb forud for indbringelsen for

Erhvervsankenævnet

Ved skrivelse af 13. januar 1995 rettede advokat E. Mohr

Mersing henvendelse til Erhvervssygdomspoolen. I skrivelsen henviste advokat

Mersing til, at et antal bogforlag i den seneste tid havde modtaget

præmieopkrævninger til erhvervssygdomsforsikringer, der indeholdt

en præmieforhøjelse svarende til en 5-10-dobling af de hidtidige

præmier til poolen, idet de pågældende bogforlag var blevet

rubricerede som "grafiske virksomheder". Da bogforlagene var rene

kontorvirksomheder på linie med forsikringsselskaber, advokat- og

revisionsvirksomheder m.v., og ikke befattede sig med

fremstillingsvirksomhed, hverken af grafisk eller anden art, anmodede advokat

Mersing om, at fejlen måtte blive rettet, således at

bogforlagenes præmier som hidtil blev fastsat svarende til de

nævnte kontorvirksomheder.

Som svar på henvendelsen meddelte

Erhvervssygdomspoolen den 2. februar 1995 bl.a.:

"at grundlaget for præmiefastsættelsen fra og

med 1995 er Danmarks Statistiks branchekodefortegnelse (DB93), som Danmarks

Statistik indførte i 1993 som følge af en EF-forordning fra

1992. Arbejdsskadestyrelsen anvender samme fortegnelse.

DB93 indeholder ca. 800 forskellige branchekoder, hvoraf

Læs alt

"Udgivelse af bøger, brochurer m.v." - der er indplaceret under

hovedgruppen "Grafisk industri", der igen er placeret under hovedafdelingen

"Fremstillingsvirksomhed" - er en. Det beror således ikke på en

misforståelse, at Deres klienter er indplaceret under den

pågældende branchekode.

Før 1995 anvendtes en anden branchekodefortegnelse,

der ligeledes var aftalt med Arbejdsskadestyrelsen. Denne fortegnelse var

baseret på et FN-kodesystem (ISIC), hvor den nye som nævnt er

besluttet af EF. Den hidtil anvendte fortegnelse indeholdt kun ca. 400

forskellige koder.

Det kan ikke undgås, at der sker ændringer i

præmierne, når man går fra et kodesystem til et andet. For

Deres klienter er der efter det for os oplyste tale om en stigning fra 151

kr. pr. medarbejder/år til 602 kr., hvilket svarer til en stigning

på knapt 4 gange. Hvis Deres klienters præmie er steget med 5-10

gange, som oplyst i Deres brev, må det bero på andre forhold,

f.eks. en forøgelse af antallet af medarbejdere.

Endelig kan vi oplyse, at Finanstilsynet er bekendt med

principperne for beregningen af forsikringspræmierne, herunder med

anvendelsen af branchekoderne for Danmarks Statistik."

Ved skrivelse af 9. marts 1995 anmodede advokat Mersing

herefter Finanstilsynet om at sikre, at bogforlagene som hidtil blev

tariferet på linie med andre kontorvirksomheder. Advokat Mersing

henviste bl.a. til, at det af Erhvervssygdomspoolens skrivelse af 2. februar

1995 fremgik, at den stedfundne præmieforhøjelse af

bogforlagenes erhvervssygdomsforsikringer ikke skyldtes en ændret

risikovurdering, men alene, at det anvendte kodesystem var blevet erstattet

af et nyt kodesystem, DB 93. Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed

lov om forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at

virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering og hverken

lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én

type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre

ganske tilsvarende kontorvirksomheder.

I den påklagede afgørelse af 2. maj 1995

meddelte Finanstilsynet - efter at have indhentet udtalelse fra

Erhvervssygdomspoolen - bl.a. følgende:

"På baggrund af skrivelse fra Finanstilsynet af 3.

april 1995 bilagt skrivelsen fra Dem af 9. marts 1995 har bestyrelsen for

Erhvervssygdomspoolen i vedlagte skrivelse af 24. april 1995 anført,

at det beregningsprincip der er anvendt til præmieberegning for Den

danske Forlæggerforening, fuldt ud er i overensstemmelse med § 210 g,

stk. 1 i lov om forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af

29. november 1994). Efter lovbestemmelsen skal præmier være

fastsat således, at der udover, hvad der er nødvendigt til

dækning af selskabets forsikringsmæssige risici efter loven kun

opkræves, hvad der er nødvendigt til dækning af

omkostningerne ved en forsvarlig administration, konsolidering samt et

rimeligt udbytte.

I øvrigt skal Finanstilsynet bemærke, at man

er bekendt med Erhvervssygdomspoolens principper for beregning af

forsikringspræmier, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 210 a, nr. 2.

Finanstilsynet er endvidere bekendt med, at inddelingen i henholdsvis

fagnummer og branchekoder foretages i Danmarks Statistik. Hensigten med den

anvendte tarif er at skabe størst mulig sammenhæng mellem betalt

præmie og den risiko, virksomhedens arbejdsmiljø

repræsenterer, uden at tilsidesætte det forsikringsmæssige

element.

Finanstilsynet skal endvidere anføre, at det,

på arbejdsskadeforsikringsområdet, ligger uden for

Finanstilsynets opgaver efter lov om forsikringsvirksomhed at godkende eller

føre kontrol med præmiestørrelse og præmieberegning

for det enkelte forsikringsforhold.

Finanstilsynet anser på baggrund af

ovenstående sagen for afsluttet for sit vedkommende.

Det tilføjes, at tilsynets afgørelse inden 4

uger vil kunne indbringes for Erhvervsministeriets Erhvervsankenævn,

Kampmannsgade 1, 1780 København V, i henhold til § 247 a i lov om

forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november

1994."

Behandlingen i

ErhvervsankenævnetErhvervsankenævnet

I klageskrivelsen af 23. maj 1995 til

Erhvervsankenævnet har advokat Mersing bl.a. bemærket:

"at Finanstilsynet tilsyneladende mener, at

Erhvervssygdomspoolen har foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af

bogforlagene, og at der er taget højde herfor i Erhvervssygdomspoolens

beregningsprincipper mv. - det såkaldte tekniske grundlag, jvf. § 210

a, nr. 2, i lov om forsikringsvirksomhed.

Endvidere fremgår det, at Finanstilsynet ikke anser

sig kompetent til at godkende eller føre kontrol med

præmiefastsættelsen for det enkelte forsikringsforhold.

...

Nærværende sag drejer sig imidlertid ikke om

selve præmiefastsættelsen i "det enkelte forsikringsforhold", men

om den forsikringsmæssige placering af en hel erhvervsgren,

forlagsbranchen.

Bogforlagene er blevet grupperet som fremstillings- og

industrivirksomheder, selvom de hverken er eller kan sidestilles hermed.

Bogforlagene er rene kontorvirksomheder. Som følge af den fejlagtige

placering af bogforlag bliver der generelt opkrævet

forsikringspræmier, der ikke står i forhold til den risiko, som

eksisterer for arbejdsmiljøet i bogforlag.

Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om

forsikring mod følger af arbejdsskade - forudsætter, at

virksomheder grupperes og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken

lovens ordlyd eller forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én

type kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre,

ganske tilsvarende, kontorvirksomheder.

At erhvervssygdomsforsikringsordningen forudsætter

en risikovurdering følger tillige af § 210 g, stk. 1, i lov om

forsikringsvirksomhed.

Finanstilsynet giver i sit brev af 2. maj 1995 ... da

også udtryk for, at der skal foretages en risikovurdering ved

tariferingen af erhvervsvirksomheder. Erhvervssygdomspoolens anvendelse af

DB93 medfører imidlertid ikke, at der for bogforlag er foretaget en

risikovurdering.

Finanstilsynet har i medfør af kap. 23A i lov om

forsikringsvirksomhed tilsynet med de forsikringsselskaber, der har

fået koncession til at tegne erhvervssygdomsforsikringer.

Finanstilsynet har ligeledes et tilsyn med Erhvervssygdomspoolen, hvilket

blandt andet skal ses i relation til Finanstilsynets bekendtgørelse om

en fællesordning (pool) til overtagelse af erhvervssygdomsrisici, nr.

99 af 4. marts 1993, udstedt i medfør af § 210 g, stk. 2, i lov om

forsikringsvirksomhed.

Finanstilsynets kompetence må således -

når der henses til §§ 210 a, nr. 2 og 210 g, stk. 1, i lov om

forsikringsvirksomhed - medføre en ret og en pligt for Finanstilsynet

til at sikre, at bogforlagsbranchen generelt tariferes i overensstemmelse med

sin risiko, det vil sige på linie med andre kontorvirksomheder."

I en af Erhvervsankenævnet indhentet

redegørelse af 6. juli 1995 har Finanstilsynet bl.a.

bemærket:

"Vedrørende sagens retlige aspekter kan

Finanstilsynet fremføre følgende: Klagen vedrører

tilsynet med poolens forsikringspræmier. I dette spørgsmål

er Den danske Forlæggerforening efter Finanstilsynets opfattelse ikke

part i sagen, hvorfor den ikke i medfør af § 247 a i lov om

forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994

som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) er berettiget til at

indbringe denne afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Finanstilsynets principale påstand i sagen er

derfor, at denne afvises.

Subsidiært kan Finanstilsynet fremføre

følgende:

Erhvervssygdomspoolen er oprettet af Finanstilsynet i

henhold til lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2, med henblik

på at udligne udgifterne ved erstatning for følger af

erhvervssygdomme, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 219 af 27.

marts 1995 om en fællesordning (pool) til overtagelse af

erhvervssygdomsrisici.

Efter lov om forsikringsvirksomhed § 210 a, nr. 2, skal et

forsikringsselskab, der ansøger om koncession til at drive

arbejdsskadeforsikringsvirksomhed angive principperne for beregningen af

forsikringspræmierne til Finanstilsynet. Finanstilsynet er bekendt med,

at bogforlag tariferes i overensstemmelse med Erhvervssygdomspoolens

principper for beregning af forsikringspræmierne.

Efter lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 1, skal

præmierne være fastsat således, at der udover, hvad der er

nødvendigt til dækning af selskabets forsikringsmæssige

risici efter loven, kun opkræves, hvad der er nødvendigt til

dækning af omkostningerne ved en forsvarlig administration,

konsolidering samt et rimeligt udbytte, jf. Finanstilsynets

bekendtgørelse nr. 834 af 11. december 1990 om et særligt

regnskab for forsikringer tegnet efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Derimod findes der ikke i lov om forsikringsvirksomhed

nogen bestemmelser om, at skadesforsikringsselskabers præmieberegning

skal godkendes af Finanstilsynet eller af anden offentlig myndighed. Det er

således Finanstilsynets opfattelse, at det på

arbejdsskadeforsikringsområdet ligger uden for tilsynets opgaver efter

lov om forsikringsvirksomhed, at godkende eller føre kontrol med

præmiestørrelse og præmieberegning for den enkelte

forsikring eller type af forsikring, jf. ankenævnets kendelse af 14.

januar 1992 (90-39.151).

Finanstilsynets subsidiære påstand i sagen er

derfor, at tilsynet ikke har hjemmel til at pålægge

Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier."

I skrivelse af 22. august 1995 har advokat Mersing

bemærket bl.a.:

Vedr. partsproblemet

"Finanstilsynet anfører principielt,at Den danske

Forlæggerforening ikke er part i sagen, hvorfor

Forlæggerforeningen skulle være uberettiget til at indbringe

nærværende sag for Erhvervsministeriets

Erhvervsankenævn.

Hertil skal jeg bemærke, at Finanstilsynet ikke

tidligere har gjort gældende, at Den danske Forlæggerforening

ikke var part i sagen. Tværtimod fremgår det indirekte af

Finanstilsynets brev af 2. maj d.å., at Finanstilsynet har anset

Forlæggerforeningen for part i sagen.

I henhold til § 3 i vedtægterne ... er Den danske

Forlæggerforenings opgave at varetage medlemmernes fælles

interesser, herunder i forholdet overfor offentlige myndigheder.

...

Finanstilsynets tilsyn med Erhvervssygdomspoolen og de

koncessionerede forsikringsselskaber, herunder tilsynet med principperne for

beregningen af forsikringspræmierne - det tekniske grundlag, har

umiddelbar relevans for de danske forlag og herved tillige for Den danske

Forlæggerforening.

Som følge af ovennævnte må Den danske

Forlæggerforening anses som part i sagen."

Vedr. hjemmelsspørgsmålet

Finanstilsynet anfører subsidiært, at

Finanstilsynet "ikke har hjemmel til at pålægge

Erhvervssygdomspoolen at ændre bogforlags præmier".

Som tidligere påpeget er formålet med sagens

indbringelse for Finanstilsynet og nu Erhvervsministeriets

Erhvervsankenævn ikke at formå Finanstilsynet til at foretage en

konkret beregning og ændring af præmien for bogforlag uden eget

trykkeri.

Formålet er at få konstateret en uforenelighed

mellem de af Erhvervssygdomspoolen anvendte principper for gruppering og

tarifering af bogforlag og forudsætningerne for lov om forsikring mod

følger af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A, idet

den nuværende praksis for gruppering og tarifering af bogforlag ikke er

sket ud fra en risikovurdering, hvilket forudsættes i de nævnte

love - og hvilken forudsætning Finanstilsynet må være

undergivet i sit virke overfor Erhvervssygdomspoolen og de koncessionerede

forsikringsselskaber.

...

Finanstilsynet skal føre tilsyn med såvel de

koncessionerede forsikringsselskaber og Erhvervssygdomspoolen. Tilsynet

indebærer en pligt til at sikre, at principperne for beregning af

forsikringspræmier er i overensstemmelse med forudsætningen om

foretagelse af en risikovurdering, jvf. lov om forsikring mod følger

af arbejdsskade og lov om forsikringsvirksomhed, kap. 23A.

Eftersom Erhvervssygdomspoolen - og dermed de

koncessionerede forsikringsselskaber - ikke for bogforlag uden eget trykkeri

har foretaget en reel risikovurdering, er Finanstilsynet forpligtet til at

søge dette forhold afklaret, idet forholdet vedrører de

overordnede principper for beregning af forsikringspræmier - det

tekniske grundlag.

På baggrund af ovennævnte er det min

vurdering, at den foreliggende problemstilling ikke ligger uden for

Finanstilsynets kompetence.

...

I skrivelse af 19. september 1994 har Finanstilsynet

hertil bemærket:

"...

Det er Finanstilsynets opfattelse, at det enkelte

bogforlag ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet med

Erhvervssygdomspoolens forsikringspræmier, jf. § 240 c, stk. 6 i lov om

forsikringsvirksomhed (lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994

som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995) og, at Den danske

Forlæggerforening derfor heller ikke er part. Når tilsynet i

skrivelse af 6. juli 1995 anfører, at foreningen ikke er part i sagen,

vedrører dette således ikke foreningens generelle mulighed for

at repræsentere bogforlagene.

..."

I sit indlæg af 2. oktober 1995 har advokat Mersing

endeligt anført bl.a.:

"...

Finanstilsynet anfører, at Den danske

Forlæggerforening i medfør af § 240 c, stk. 6, i lov om

forsikringsvirksomhed ikke er part i forhold, der vedrører tilsynet

med Erhvervssygdomspoolens forsikringspræmier.

Herom skal jeg bemærke, at bestemmelsen i § 240 c,

stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed ikke er udtryk for, at

erhvervsvirksomheder - hvis forsikringsforhold indirekte er afhængig af

Finanstilsynets tilsyn med koncessionerede forsikringsselskaber - generelt

ikke har mulighed for at indbringe sager for Finanstilsynet om dets

udøvelse af sine tilsynsbeføjelser.

Anvendelsesområdet for § 240 c, stk. 6, i lov om

forsikringsvirksomheder skal afgrænses i lyset af de bestemmelser, som

bestemmelsen er anført i tilknytning til. Begrænsningen af

partsbegrebet i ? 240 c, stk. 6, i

lov om forsikringsvirksomhed har derfor alene betydning i forhold til de

bestemmelser, der giver Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger

m.v. hos de forsikringsselskaber, som Finanstilsynet har tilsyn med.

Formålet med at begrænse partsbegrebet er således alene at

umuliggøre forhold som krav om aktindsigt.

Hverken selve bestemmelsen i § 240 c, stk. 6, i lov om

forsikringsvirksomhed eller dens kontekst giver belæg for at fortolke

bestemmelsen udvidende til generelt at forhindre, at erhvervsvirksomheder,

hvis forsikringsmæssige forhold er afhængige af Finanstilsynets

udøvelse af tilsyn, kan indbringe sager for Finanstilsynet med henblik

på Finanstilsynets udøvelse af det tilsyn, som lovgivningen

forudsætter.

En sådan udvidende fortolkning ville være

urimelig og må antages at være uforenelig med almindelige

forvaltningsretlige principper, idet en erhvervsvirksomhed, der er forpligtet

til at tegne en lovpligtig forsikring, i så fald ikke vil have mulighed

for at klage over forhold, der åbenbart er uforenelige med de

forudsætninger, som den lovpligtige forsikring er baseret på.

..."

Ankenævnet udtaler:

Det spørgsmål, som klageren ønsker at

der tages stilling til, er, om Erhvervssygdomspoolen har fornødent

retligt grundlag (lovmæssigt grundlag) for at fastsætte

tariferingen i poolen for bogforlag, som alene er beskæftiget med

kontorvirksomhed på linie f.eks. med revisor- og advokatkontorer, til

tariffen i poolen for fremstillings- og industrivirksomheder alene som

følge af anvendelsen af et formelt kodesystem og uden, at der

foretages en risikovurdering. Klageren har i kommenteret form henvist til, at

Erhvervssygdomsforsikringsordningen - og dermed lov om forsikring mod

følger af arbejdsskade - forudsætter, at virksomheder grupperes

og tariferes ud fra en risikovurdering, og hverken lovens ordlyd eller

forarbejder indeholder hjemmel til at behandle én type

kontorvirksomhed - in casu bogforlagene - helt anderledes end andre ganske

tilsvarende kontorvirksomheder.

Da Erhvervssygdomspoolen ikke er et forsikringsselskab,

men et særligt organ, der i overensstemmelse med en

bemyndigelsesbestemmelse til Finanstilsynet har særskilt lovgrundlag i

lov om forsikringsvirksomhed § 210 g, stk. 2, må det antages, at det

som følge heraf påhviler Finanstilsynet at påse, at

Erhvervssygdomspoolens forvaltning er lovmæssig. Da det er dette

spørgsmål, som klageren har rejst, hjemvises sagen til fornyet

behandling i Finanstilsynet, hvormed bemærkes, at lov om

forsikringsvirksomhed § 240 c, stk. 6, ikke ses at være til hinder

herfor.

.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter