Spring til indhold

Retsinformation

Forsikringstager var ikke klageberettiget med hensyn til Finanstilsynets godkendelse af en overdragelse af en livsforsikringsbestand.

KEN nr 10067 af 08/09/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Forsikringstager var ikke klageberettiget med

hensyn til Finanstilsynets godkendelse af en overdragelse af en

livsforsikringsbestand.

K har den 2. februar 1994 klaget over, at Finanstilsynet i skrivelse af 5.

januar 1994 (j.nr. 6666-0030) meddelte, at tilsynet uanset klagerens

indsigelser havde tilladt overdragelse af en livsforsikringsbestand.

Sagens omstændigheder:

Forsikringsaktieselskabet A Liv A/S har ansøgt Finanstilsynet om

tilladelse til at overdrage samtlige livrenter uden ret til bonus, tegnet før

den 1. maj 1982, fra A Liv A/S til et nystiftet, helejet datterselskab A Liv

III A/S. Overdragelsen er beskrevet i en redegørelse fra Finanstilsynet i

henhold til lov om forsik-ringsvirksomhed § 157 af 19. august 1993 og i en

skrivelse fra forsikringsselskabet til forsikringstagerne af 20. s.m. I

skrivelsen fra selskabet anføres, at der ved overførelsen opnås mulighed for

at investere mere hensigtsmæssigt og derved spare en del af

realrenteafgiften. Indsigelsesfristen efter lovens § 157, stk. 3, var fastsat

til den 24. november 1993.

Såvel klageren som dennes hustru har tegnet livrenter, der er omfattet af

overdragelsen. I en skrivelse til Finanstilsynet af 22. november 1993

protesterede klageren mod overdragelsen og henviste bl.a. til, at selskabets

aktuar havde oplyst, at selskabet ved opgørelsen af de forsikringstekniske

reserver i forbindelse med overdragelsen havde anvendt en grundlagsrente på

6,7 %, mens de forsikringstekniske reserver i A Liv A/S er opgjort på basis

af en grundlagsrente på 4,5 %.

Af Finanstilsynets svar til klageren af 3. december 1993 fremgår bl.a., at

klagerens henvendelse vil indgå i tilsynets beslutningsgrundlag. Klageren

fremkom den 9. december 1993 med yderligere bemærkninger og anmodede tilsynet

om forskellige oplysninger. I skrivelse af 5. januar 1994 meddelte

Finanstilsynet klageren, at tilsynet havde bedømt, at overdragelsen er

forsvarlig over for forsikringstagerne, og at man den 21. december 1993 havde

Læs alt

tilladt overdragelsen. I skrivelsen henviste tilsynet til, at bedømmelsen er

sket »bl.a. på grundlag af driftsbudgetter, herunder at de

forsikringsmæssige hensættelser forudsættes afsat på et 4,5 % grundlag efter

2004, samt krav til de overdragne obligationers løbetid og afkast samt

egenkapitalens størrelse«. Finanstilsynet tog endvidere i skrivelsen

stilling til et spørgsmål om aktindsigt.

I klageskrivelsen til Erhvervsankenævnet af 2. februar 1994 har revisor K

klaget over »Finanstilsynets tilladelse til, at A Liv A/S har overført

livrenter uden ret til bonus til et nystiftet selskab, A Liv III A/S, idet

jeg anser de overførte værdier utilstrækkelige til dækning af de fremtidige

forpligtelser.« Klageren gør gældende, at der er overført ca. 2.300 -

2.400 mio. kr. for lidt til det nystiftede selskab, og redegør i skrivelsen

for de beregninger, der har ført ham til dette resultat. Klageren henstiller,

»at der enten overføres yderligere værdier til A Liv III A/S i

størrelsesordenen 2.300 - 2.400 mill. kr. eller også, at A Liv A/S afgiver

garanti for, at A Liv III A/S kan opfylde sine fremtidige

forpligtelser.«

Vedrørende spørgsmålet om klageberettigelse har klageren i supplerende

indlæg af 10. marts og 13. juni 1994 anført, at han er klageberettiget efter

lov om forsikringsvirksomhed § 247 a. Der er efter klagerens opfattelse en

tilsyneladende uforståelig modsigelse mellem denne bestemmelse og lovens §

240 c, stk. 6, som Finanstilsynet henviser til. Klageren tilføjer i

skrivelsen af 10. marts 1994:

»Såfremt Erhvervsankenævnet afgør (afviser) min klage ud fra lovens §

240 c, stk. 6, vil det i praksis sige, at Finanstilsynet fungerer som en

»kongernes konge«, og at Finanstilsynets afgørelser er inappelable.

Dette kan ikke være rigtigt! »

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 25. april 1994 bl.a.

anført:

»Lov om forsikringsvirksomhed indeholder i §§ 157 og 158 detaljerede

regler om den fremgangsmåde, der skal følges, når et livsforsikringsselskab

ønsker at overdrage livsforsikringsbestand til et andet

livsforsikringsselskab.

Det er herunder bestemt, at overdragelsen kræver tilladelse fra

Finanstilsynet, der skal bedømme, om overdragelsen er forsvarlig over for

forsikringstagerne. De berørte forsikringstagere kan inden for en vis frist

fremsætte indsigelse over for Finanstilsynet, og tilsynets beslutning om,

hvorvidt overdragelsen skal tillades, skal træffes under hensyntagen til de

fremsatte indsigelser. Derimod kræver overdragelsen ikke samtykke fra de

enkelte forsikringstagere, og disse kan ikke modsætte sig at overdragelsen

sker, ligesom overdragelsen ikke giver forsikringstagerne ret til at opsige

forsikringen. Der er således i lovgivningen foretaget en afvejning af på den

ene side selskabets interesse i at kunne overdrage en forsikringsbestand uden

samtykke fra forsikringstagerne og på den anden side forsikringstagernes

interesse i eventuelt at modsætte sig dette.

Det er således efter bestemmelserne alene Finanstilsynet, som skal

kontrollere, at forsikringstagernes interesser ved overdragelsen er

tilstrækkeligt tilgodeset og ikke den enkelte forsikringstager.«

Vedrørende spørgsmålet om klageberettigelse udtaler tilsynet:

»..., at adgangen til rekurs sker på grundlag af en

klageberettigelse. Medmindre loven udtømmende angiver de klageberettigede, er

det almindeligvis forvaltningslovens partsbegreb, som er afgørende for, om en

person er klageberettiget. I lov om forsikringsvirksomhed er der imidlertid

foretaget en præcisering af forvaltningslovens partsbegreb, således at det

alene er det forsikringsselskab, hvis forhold undersøges, der anses som part.

Partsbegrebet som defineret i lov om forsikringsvirksomhed finder derfor også

anvendelse ved afgørelsen af, hvem der kan anses for klageberettiget i medfør

af lovens § 247 a. Tilsynets afslag på at anse en klager som part efter lov

om for-sikringsvirksomhed kan imidlertid indbringes for ankenævnet, jf.

tilsynets klagevejledning af skrivelse af 5. januar 1994.

Tilsynet ser således ikke noget modsætningsforhold mellem § 247 a og § 240

c, stk. 6, i lov om forsikringsvirksomhed.«

Erhvervsankenævnet har i en skrivelse til klageren af 11. februar 1994 i

forbindelse med gebyropkrævning anført:

»Det bemærkes, at klagen foreløbig er antaget til behandling i

ankenævnet, således at spørgsmålet om, hvorvidt De er part i Finanstilsynets

sag om overdragelse af livsforsikringsbestanden, og dermed spørgsmålet om De

er klageberettiget, overlades til afgørelse i det ankenævn, der til sin tid

nedsættes.«

Ankenævnet udtaler:

Som sagen foreligger for ankenævnet er den en klage over, at

Finanstilsynet efter lov om forsikringsvirksomhed § 157 tillod den omhandlede

overdragelse af en livsforsikringsbestand. Efter samme lovs § 247 a, stk. 1,

kan afgørelser truffet af bl.a. Finanstilsynet i henhold til loven indbringes

for Erhvervsankenævnet. Det følger imidlertid af de almindelige

forvaltningsretlige regler, at det er en forudsætning for nævnets behandling

af en klage, at klagen indgives af en, der er klageberettiget. I

overensstemmelse hermed bestemmer bekendtgørelsen om Industriministeriets

Erhvervsankenævn (bekendtgørelse nr. 885 af 30. oktober 1992) i § 8, at

nævnet kan afvise klager, der indgives af en, som ikke er klageberettiget.

Efter de forvaltningsretlige regler er det normalt kun den, der er part i

en sag, som er berettiget til at påklage afgørelsen i sagen til en

administrativ klageinstans. Klageren er ikke part i Finanstilsynets sag om

godkendelse af den omhandlede overdragelse. Lov om forsikringsvirksomhed §

240 c, stk. 6, præciserer, at kun vedkommende forsikringsselskab er part i en

sådan sag. Finanstilsynets godkendelse af overdragelsen indeholder en

afgørelse i forhold til forsikringsselskabet. Godkendelsen kan derimod ikke

betragtes som en afgørelse i forhold til de enkelte forsikringstagere, som

disse kan indbringe for Erhvervsankenævnet.

Det forhold, at de enkelte forsikringstagere kan fremkomme med indsigelser

efter § 157, og at klageren har fremsat en sådan indsigelse, medfører ikke,

at klageren bliver part i sagen, jf. den foran omtalte bestemmelse i § 240 c,

stk. 6. Efter den retsstilling og de beføjelser, som § 157 giver

forsikringstagerne, medfører indsigelsesadgangen eller den fremsatte

indsigelse heller ikke, at klageren kan anses for at være klageberettiget

uden at være part. Ankenævnet finder heller ikke, at der iøvrigt er noget

grundlag for at anse klageren for klageberettiget. Da klageren således ikke

er berettiget til at påklage den afgørelse, som klagen vedrører, må klagen

afvises.

Ankenævnet afviser herefter den indgivne klage fra behandling i nævnet.

Det tilføjes, at spørgsmål vedrørende Finanstilsynets virksomhed, som ikke

er omfattet af ankenævnets kompetence, efter ankenævnets opfattelse kan

rejses over for Industri- og Samordningsministeriet, der eventuelt vil kunne

tage spørgsmålene op til behandlling på et almindeligt grundlag i medfør af

det tilsyn, som ministeriet fører med Finanstilsynet.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter