Spring til indhold

Retsinformation

Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)

DOM nr 60475 af 14/06/1996DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social

pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)

Østre Landsrets dom 26. januar 1995 (11. afd.)

(Stampe Jakobsen, Jørn Andersen (kst.), Charlotte Meincke (kst.)).

Under denne sag, der er anlagt den 3. juni 1993, har sagsøgeren, Snedker-

og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, påstået sagsøgte, Den

Sociale Ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren har krav på

erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven svarende til 65 %

erhvervsevnetab.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder er følgende:

Sagsøgeren, der siden 1954 har været ansat i en række snedker- og

tømrervirksomheder, var i årene 1954-1958 og 1962-1975 som tømrer og snedker

til dels beskæftiget med limning af bordplader og vægfinertræplader. Fra 1984

var sagsøgeren beskæftiget som gulv- og tæppepålægger under anvendelse af

opløsningsmiddelholdige lime.

Efter henvisning fra sagsøgerens egen læge, dr. Knud Andreasen, udtalte

overlæge dr.med. M.A. Dalby, neurologisk afdeling, Århus Kommunehospital, i

en erklæring af 8. januar 1987, at sagsøgeren havde »et organisk

psykosyndrom med nervøse symptomer og hukommelses- og indlærringssvækkelse,

sandsynligvis på baggrund af en kronisk organisk

opløsningsmiddelforgiftning.'På overlægens anbefaling blev sagsøgeren henvist

til neuropsykologisk undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik, der den 27.

oktober 1987 stillede diagnoserne:

»encephalopathia toxica chronica« (hjerneskrumpning p.g.a.

giftpåvirkning)

»degeneration n. acustici ex occupatione« (arbejdsbetinget

hørenedsættelse),

og henviste sagsøgeren til Hørecentralen.Hørecentralen udtalte den 29.

januar 1988:

Læs alt

»Obyektivt:

Aures bilat.: indblik til normalt stillede trommehinder og øregange

Cavum nasi et oris: i.a.

Hals: i.a.

Audiogram: viser tydelige støjskade og der udfyldes anmeldelse til

sikringsstyrelsen.«

Arbejdsmedicinsk Klinik konkluderede herefter den 9. februar 1988, at

sagsøgeren havde »en let toksisk encephalopathi som følge af mange års

eksposition for opløsningsmiddelholdige lime.«

Sagsøgeren anmeldte i 1988 til Sikringsstyrelsen både hørelidelsen og

opløsningsmiddelskaden. Styrelsen nægtede at anerkende hørelidelsen, idet

hørenedsættelsen ikke var så stor, at den kunne anerkendes efter

arbejdsskadeforsikringsloven. Derimod anerkendte styrelsen den 18.august 1988

opløsningsmiddelforgiftningen, som den 28. september 1988 vurderedes til en

mengrad på 15%. Den Sociale Ankestyrelse forhøjede ved afgørelse af 18. maj

1989 mengraden til 20 %.

Ved afgørelse af 4. februar 1990 fik sagsøgeren tilkendt mellemste

førtidspension efter lov om social pension § 14, stk.2, nr.1. Revaliderings-

og Pensionsnævnet havde ved sagens behandling lagt vægt på, at sagsøgerens

erhvervsevne på grund af helbredsmæssige forhold var nedsat med omkring 2/3.

Til brug for behandlingen af pensionssagen havde dr. Andreasen den 6.

oktober 1988 foretaget statusbedømmelse af sagsøgeren, hvoraf fremgik, at

sagsøgeren burde aflastes i perioder, og at en overgang til andet erhverv

sikkert ville bedre prognosen betydeligt på længere sigt. Dr.Andreasen

foretog herudover den 8. juni 1989 en generel helbredsundersøgelse af

sagsøgeren og konkluderede:

»Socialmedicinske behandlingsmuligheder:

Jeg vurderer at han overhovedet ingen restarbejdsevne har i noget som

helst erhverv, og anbefaler derfor at han tildeles højeste invalidepension.

Prognose:

Som anført er der ikke sket nogen bedring efter at patienten ikke længere

eksponeres for opløsningsmidler. Snarere synes der på trods heraf, at være en

vedvarende progression i symptomerne.«

Arbejdsskadestyrelsen havde ved afgørelse af 12. december 1989 vurderet

sagsøgerens erhvervsevnetab til 50%, hvilken afgørelse indbragtes for Den

Sociale Ankestyrelse, der den 16. august 1990 traf følgende afgørelse:

»Arbejdsskaden skønnes at have medført tab af erhvervsevne på 50 %.

Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt vægt på, at menet som følge af

arbejdsskaden er sat til 20%, og på den omstændighed, at den tilkendte

pension også er tilkendt Dem for en hørelidelse, der ikke er en følge af den

anerkendte lidelse.

Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.«

Det fremgik af afgørelsesskrivelsen til sagsøgeren, at akterne fra

pensionssagen var indgået i Ankestyrelsens vurdering.

Sagsøgeren anmodede den 24. februar 1992 Arbejdsskadestyrelsen om at

genoptage sagen med henblik på anerkendelse af og erstatningsudmåling for

hørelidelsen. Styrelsen nægtede ved skrivelse af 23. marts 1992 genoptagelse

under hensyn til, at der ikke forelå oplysning om, at hørelidelsen skulle

være blevet forværret siden Styrelsens afgørelse i 1988. Denne afgørelse blev

af sagsøgeren indbragt for Den Sociale Ankestyrelse, der den 29. september

1992 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afslag og begrundelsen herfor.

Advokat Benny Rosberg anmodede på sagsøgerens vegne den 8. februar 1993

Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse og vurdering af sagsøgerens

erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. Styrelsen udtalte i skrivelse

af 31. marts 1993, at man vurderede erhvervsevnetabet til 65 %, jf.

erstatningsansvarslovens § 5.

På forespørgsel fra sagsøgte til brug for nærværende sag udtalte

Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 16. juli 1993 følgende om forskellen på

erhvervsevnetabsprocenten fastsat i henhold til erstatningsansvarsloven

sammenholdt med arbejdsskadeforsikringsloven:

»Vi lægger ved afgørelser om erhvervsevnetab efter

arbejdsskadeforsikringslovens § 27 udelukkende vægt på arbejdsskadens følger.

Modsat sker en pensionstilkendelse efter pensionsloven efter en samlet

vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold. Det er forklaringen på,

at vi i mange tilfælde kommer frem til et andet resultat vedr. tab af

erhvervsevne end kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene. Vi træffer

vores afgørelser uafhængigt af disse myndigheder.

Ved udmålingen af erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven lægges der

ikke samme vægt på forudbestående (ikke-arbejdsbetingede) lidelser som efter

arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis forudbeståcnde lidelser ikke ses at have

haft indflydelse på skadelidtes arbejdsevne allerede før

ulykkestilfældet/erhvervssygdommen og ikke senere alligevel måtte antages at

ville medføre nedsættelse af erhvervsevnen, vil sådanne lidelser ikke have

nogen betydning i forbindelse med udmålingen af erhvervsevnetabet.

En anden grund til forskel i vurderingen af erhvervsevnetab efter

arbejdsskadeforsikringsloven og erstatningsansvarsloven er, at der efter

erstatningsansvarsloven ikke er mulighed for at give en løbende ydelse,

ligesom der ikke kan revideres. Eneste genoptagelsesmulighed er

erstatningsansvarslovens § 11. En udtalelse efter erstatningsansvarsloven

skal gives, når helbredstilstanden må anses for at være stationær.

Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor der ikke kan ventes yderligere

forbedring. Der skal ikke afventes resultat af revalidering eller lignende.

Under henvisning til den konkrete sag skal vi udtale, at der ved vores

fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven ikke

er indgået en anerkendelse af en eventuel hørelidelse.«

Arbejdsskadestyrelsen uddybede på foranledning af sagsøgte ved skrivelse

af 28. september 1993 ovennævnte udtalelse således:

»For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af forudbestående

lidelser skal svaret herpå i vores brev af 16. juli 1993 opfattes som

generel.

Alt hvad der redegøres for i brevet er generelt bortset fra sidste afsnit

hvor vi udtaler, at der ved vores fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten

efter erstatningsansvarsloven i T's sag ikke er indgået en anerkendelse af en

eventuel hørelidelse.«

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren og af

souschef Pauli Bording, Revaliderings- og Pensionsnævnet i Århus Statsamt.

Sagsøgeren har forklaret, at han »altid« har haft dr. Andreasen

som læge. Lægen tilrådede ham i 1988 at ophøre med arbejdet. Hørelidelsen

generer ham kun, når mange taler i munden på hinanden. Han har ikke arbejdet,

siden han fik pension, og hans helbredstilstand er uforandret. Han har ikke

været undersøgt siden 1987/1988.

Souschef Pauli Bording har forklaret, at han ikke har deltaget i

behandlingen af nærværende sag og kun kan udtale sig generelt om nævnets

praksis ved behandlingen af samme type sager. Revaliderings- og

Pensionsnævnet har en lægekonsulent ansat, og nævnet vil typisk anvende

dennes oplæg. Både udskrivningsarket fra Arbejdsmedicinsk Klinik og

helbredsundersøgelsen fra sagsøgerens egen læge vil indgå i konsulentens

vurdering. I den aktuelle afgørelse indgår alene hjernepåvirkningen. En

hørenedsættelse vil sædvanligvis ikke medføre erhvervsevnetab.

»Lettere demens« vil alt efter omstændighederne kunne give

mellemste førtidspension.

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det efter

Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 sammenholdt

med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 må lægges til grund,

at sagsøgerens faktiske erhvervsevnetab er 2/3. Det må endvidere lægges til

grund, at sagsøgerens hjerneskade er af en sådan art, at han ikke realistisk

kan forventes på ny at komme i arbejde. Det bestrides, at der er hjemmel til

at foretage fradrag for en eventuel forudgående lidelse, og sagsøgerens

situation må bedømmes uden en eventuel konkurrerende skadesårsag, når denne

ikke selvstændigt kunne betegnes som en arbejdsskade. Var der lagt vægt på

andre årsager end hjerneskaden, skulle dette have været anført i afgørelsen.

Det er endvidere efter ombudsmandens vurdering tvivlsomt, om det er

lovmedholdeligt at foretage fradrag for forudgående lidelser. Måtte

landsretten desuagtet finde, at der forelå en sådan forudgåcnde lidelse,

gøres det gældende, at praksis tilsiger, at der ikke sker fradrag herfor,

idet hørelidelsen er af mindre betydning. Det gøres endvidere gældende, at

sagens afgørelse i medfør af arbejdsskadeforsikringslovens § 13 må falde ud

til sagsøgerens gunst, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at

erhvervsevnetabet har en anden årsag, som så skulle have været anført i

begrundelsen.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der af sagsøgte

er truffet en korrekt afgørelse. Sagsøgte har ud fra sagens lægelige

oplysninger skønnet, at sagsøgeren havde en lettere demens med en vis

resterende arbejdsevne, og har skønsmæssigt vurderet erhvervsevnetabet til

50%. Sagsøgerens hørelidelse er ikke indgået l dette skøn. Domstolene må være

tilbageholdende med at tilsidesætte det lægelige skøn, medmindre det er

ulovmedholdeligt eller åbenbart urimeligt. En lettere demens ville efter

sædvanlig praksis alene medføre forhøjet almindelig førtidspension, og det er

kun muligt at gisne om grundlaget for forhøjelsen af pensionen. Ved

tilkendelsen af pension indgår flere momenter end ved tilkendelsen af

erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, og sagsøgte er ikke i sit skøn

bundet af pensionssagens afgørelse.

Landsretten udtaler:

Der findes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgte

ikke har foretaget en selvstændig samlet konkret vurdering af sagsøgerens

fremtidige erhvervsevne.

Herefter, og da landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte det

udøvede skøn, gives der sagsøgte medhold i frifindelsespåstanden.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Else Mols, Riis,

Wendler Pedersen og Jørgen Nørgaard.

Appellanten, Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, har

gentaget sin påstand.

Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, har påstået stadfæstelse.

I et lægeskøn af 5. januar 1990 til brug for revaliderings- og

pensionsnævnet hedder det sammenfattende: »Ansøgeren lider af følgerne

efter hjernepåvirkning med organiske opløsningsmidler og erhvervsevnen må

anses for nedsat med mere end 2/3«, Der er for Højesteret mellem

parterne enighed om, at hverken revaliderings- og pensionsnævnet eller Den

Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter henholdsvis

lov om social pension og arbejdsskadeforsikringsloven har tillagt T's

hørelidelse betydning.

Appellanten har for Højesteret særligt gjort gældende, at

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 i henhold til

erstatningsansvarslovens § 10 og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse

af 4. februar 1990 - i alt fald sammenholdt med læge Andreasens

helbredsundersøgelse af T den 8. juni 1989 og lægeskønnet af 5. januar 1990 -

bevirker, at der foreligger et påvist tab af erhvervsevne på 65 %, jf. den

dagældende arbejdsskadeforsikringslovs §§ 13 og 27, og at ankestyrelsen ikke

har godtgjort, at overvejende sandsynlighed taler imod, at dette tab er en

følge af den anerkendte arbejdsskade, opløsningsmiddelforgiftning.

Den Sociale Ankestyrelse har for Højesteret særligt gjort gældende, at

hverken Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 eller

revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 - der i

overensstemmelse med praksis i pensionssager burde være faldet ud til

tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension - er bindende for

ankestyrelsen. Ankestyrelsen har ved sin afgørelse af 16. august 1990 taget

udgangspunkt i, at T's arbejdsskade består i en lettere demens, og har i

overensstemmelse med praksis vedrørende sådanne arbejdsskader ansat

erhvervsevnetabet til 50 %, jf. den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs §

27. Der er intet grundlag for at tilsidesætte dette skøn.

Højesterets bemærkninger.

Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 og

Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 kan hverken hver for sig

eller sammen

bevirke, at der vedrørende T foreligger et påvist tab af erhvervsevne på

65 % i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. For så vidt angår

revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er der tale om en i forhold til

Den Sociale Ankestyrelse underordnet myndigheds anvendelse af regler i lov om

social pension, §§ 14 og 15, som har delvis andre kriterier for nedsat

erhvervsevne end arbejdsskadeforsikringsloven. Hvad angår

Arbejdsskadestyrelsens vurdering i henhold til erstatningsansvarslovens § 10

er der tale om en udtalelse, som ikke kunne påklages til ankestyrelsen, og

som - i det omfang udtalelsen måtte være udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen

har inddraget T's hørelidelse i sin vurdering - i bedømmelsen af

erhvervsevnetabet inddrager en lidelse, som ikke er en arbejdsskade i

arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Højesteret finder heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte

ankestyrelsens skøn og stadfæster derfor dommen.

Højesteret finder, at appellanten heller ikke for Højesteret bør pålægges

sagsomkostninger til ankestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at

ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 16. august 1990 var

utilstrækkelig og delvis urigtig, og at Arbejdsskadestyrelsens skrivelser af

16. juli og 20. september 1993 vedrørende styrelsens udtalelse om T's

erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven ikke indeholder en

tilfredsstillende begrundelse for forskellen mellem styrelsens vurdering af

erhvervsevnetabet efter henholdsvis arbejdsskadeforsikringsloven og

erstatningsansvarsloven.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfsestes.

Ingen af parteme skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden

part.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter