Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Størrelsen af erhvervsevnetab - lov om social
pension - arbejdsskadeforsikringslov - erstatningsansvarslov (* 1)
Østre Landsrets dom 26. januar 1995 (11. afd.)
(Stampe Jakobsen, Jørn Andersen (kst.), Charlotte Meincke (kst.)).
Under denne sag, der er anlagt den 3. juni 1993, har sagsøgeren, Snedker-
og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, påstået sagsøgte, Den
Sociale Ankestyrelse, tilpligtet at anerkende, at sagsøgeren har krav på
erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven svarende til 65 %
erhvervsevnetab.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder er følgende:
Sagsøgeren, der siden 1954 har været ansat i en række snedker- og
tømrervirksomheder, var i årene 1954-1958 og 1962-1975 som tømrer og snedker
til dels beskæftiget med limning af bordplader og vægfinertræplader. Fra 1984
var sagsøgeren beskæftiget som gulv- og tæppepålægger under anvendelse af
opløsningsmiddelholdige lime.
Efter henvisning fra sagsøgerens egen læge, dr. Knud Andreasen, udtalte
overlæge dr.med. M.A. Dalby, neurologisk afdeling, Århus Kommunehospital, i
en erklæring af 8. januar 1987, at sagsøgeren havde »et organisk
psykosyndrom med nervøse symptomer og hukommelses- og indlærringssvækkelse,
sandsynligvis på baggrund af en kronisk organisk
opløsningsmiddelforgiftning.'På overlægens anbefaling blev sagsøgeren henvist
til neuropsykologisk undersøgelse på Arbejdsmedicinsk Klinik, der den 27.
oktober 1987 stillede diagnoserne:
»encephalopathia toxica chronica« (hjerneskrumpning p.g.a.
giftpåvirkning)
»degeneration n. acustici ex occupatione« (arbejdsbetinget
hørenedsættelse),
og henviste sagsøgeren til Hørecentralen.Hørecentralen udtalte den 29.
januar 1988:
Læs alt
»Obyektivt:
Aures bilat.: indblik til normalt stillede trommehinder og øregange
Cavum nasi et oris: i.a.
Hals: i.a.
Audiogram: viser tydelige støjskade og der udfyldes anmeldelse til
sikringsstyrelsen.«
Arbejdsmedicinsk Klinik konkluderede herefter den 9. februar 1988, at
sagsøgeren havde »en let toksisk encephalopathi som følge af mange års
eksposition for opløsningsmiddelholdige lime.«
Sagsøgeren anmeldte i 1988 til Sikringsstyrelsen både hørelidelsen og
opløsningsmiddelskaden. Styrelsen nægtede at anerkende hørelidelsen, idet
hørenedsættelsen ikke var så stor, at den kunne anerkendes efter
arbejdsskadeforsikringsloven. Derimod anerkendte styrelsen den 18.august 1988
opløsningsmiddelforgiftningen, som den 28. september 1988 vurderedes til en
mengrad på 15%. Den Sociale Ankestyrelse forhøjede ved afgørelse af 18. maj
1989 mengraden til 20 %.
Ved afgørelse af 4. februar 1990 fik sagsøgeren tilkendt mellemste
førtidspension efter lov om social pension § 14, stk.2, nr.1. Revaliderings-
og Pensionsnævnet havde ved sagens behandling lagt vægt på, at sagsøgerens
erhvervsevne på grund af helbredsmæssige forhold var nedsat med omkring 2/3.
Til brug for behandlingen af pensionssagen havde dr. Andreasen den 6.
oktober 1988 foretaget statusbedømmelse af sagsøgeren, hvoraf fremgik, at
sagsøgeren burde aflastes i perioder, og at en overgang til andet erhverv
sikkert ville bedre prognosen betydeligt på længere sigt. Dr.Andreasen
foretog herudover den 8. juni 1989 en generel helbredsundersøgelse af
sagsøgeren og konkluderede:
»Socialmedicinske behandlingsmuligheder:
Jeg vurderer at han overhovedet ingen restarbejdsevne har i noget som
helst erhverv, og anbefaler derfor at han tildeles højeste invalidepension.
Prognose:
Som anført er der ikke sket nogen bedring efter at patienten ikke længere
eksponeres for opløsningsmidler. Snarere synes der på trods heraf, at være en
vedvarende progression i symptomerne.«
Arbejdsskadestyrelsen havde ved afgørelse af 12. december 1989 vurderet
sagsøgerens erhvervsevnetab til 50%, hvilken afgørelse indbragtes for Den
Sociale Ankestyrelse, der den 16. august 1990 traf følgende afgørelse:
»Arbejdsskaden skønnes at have medført tab af erhvervsevne på 50 %.
Ankestyrelsen har ved sin afgørelse lagt vægt på, at menet som følge af
arbejdsskaden er sat til 20%, og på den omstændighed, at den tilkendte
pension også er tilkendt Dem for en hørelidelse, der ikke er en følge af den
anerkendte lidelse.
Ankestyrelsen tiltræder således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.«
Det fremgik af afgørelsesskrivelsen til sagsøgeren, at akterne fra
pensionssagen var indgået i Ankestyrelsens vurdering.
Sagsøgeren anmodede den 24. februar 1992 Arbejdsskadestyrelsen om at
genoptage sagen med henblik på anerkendelse af og erstatningsudmåling for
hørelidelsen. Styrelsen nægtede ved skrivelse af 23. marts 1992 genoptagelse
under hensyn til, at der ikke forelå oplysning om, at hørelidelsen skulle
være blevet forværret siden Styrelsens afgørelse i 1988. Denne afgørelse blev
af sagsøgeren indbragt for Den Sociale Ankestyrelse, der den 29. september
1992 tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afslag og begrundelsen herfor.
Advokat Benny Rosberg anmodede på sagsøgerens vegne den 8. februar 1993
Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse og vurdering af sagsøgerens
erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven. Styrelsen udtalte i skrivelse
af 31. marts 1993, at man vurderede erhvervsevnetabet til 65 %, jf.
erstatningsansvarslovens § 5.
På forespørgsel fra sagsøgte til brug for nærværende sag udtalte
Arbejdsskadestyrelsen i skrivelse af 16. juli 1993 følgende om forskellen på
erhvervsevnetabsprocenten fastsat i henhold til erstatningsansvarsloven
sammenholdt med arbejdsskadeforsikringsloven:
»Vi lægger ved afgørelser om erhvervsevnetab efter
arbejdsskadeforsikringslovens § 27 udelukkende vægt på arbejdsskadens følger.
Modsat sker en pensionstilkendelse efter pensionsloven efter en samlet
vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold. Det er forklaringen på,
at vi i mange tilfælde kommer frem til et andet resultat vedr. tab af
erhvervsevne end kommunerne og revaliderings- og pensionsnævnene. Vi træffer
vores afgørelser uafhængigt af disse myndigheder.
Ved udmålingen af erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven lægges der
ikke samme vægt på forudbestående (ikke-arbejdsbetingede) lidelser som efter
arbejdsskadeforsikringsloven. Hvis forudbeståcnde lidelser ikke ses at have
haft indflydelse på skadelidtes arbejdsevne allerede før
ulykkestilfældet/erhvervssygdommen og ikke senere alligevel måtte antages at
ville medføre nedsættelse af erhvervsevnen, vil sådanne lidelser ikke have
nogen betydning i forbindelse med udmålingen af erhvervsevnetabet.
En anden grund til forskel i vurderingen af erhvervsevnetab efter
arbejdsskadeforsikringsloven og erstatningsansvarsloven er, at der efter
erstatningsansvarsloven ikke er mulighed for at give en løbende ydelse,
ligesom der ikke kan revideres. Eneste genoptagelsesmulighed er
erstatningsansvarslovens § 11. En udtalelse efter erstatningsansvarsloven
skal gives, når helbredstilstanden må anses for at være stationær.
Stationærtidspunktet er det tidspunkt, hvor der ikke kan ventes yderligere
forbedring. Der skal ikke afventes resultat af revalidering eller lignende.
Under henvisning til den konkrete sag skal vi udtale, at der ved vores
fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven ikke
er indgået en anerkendelse af en eventuel hørelidelse.«
Arbejdsskadestyrelsen uddybede på foranledning af sagsøgte ved skrivelse
af 28. september 1993 ovennævnte udtalelse således:
»For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af forudbestående
lidelser skal svaret herpå i vores brev af 16. juli 1993 opfattes som
generel.
Alt hvad der redegøres for i brevet er generelt bortset fra sidste afsnit
hvor vi udtaler, at der ved vores fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten
efter erstatningsansvarsloven i T's sag ikke er indgået en anerkendelse af en
eventuel hørelidelse.«
Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af sagsøgeren og af
souschef Pauli Bording, Revaliderings- og Pensionsnævnet i Århus Statsamt.
Sagsøgeren har forklaret, at han »altid« har haft dr. Andreasen
som læge. Lægen tilrådede ham i 1988 at ophøre med arbejdet. Hørelidelsen
generer ham kun, når mange taler i munden på hinanden. Han har ikke arbejdet,
siden han fik pension, og hans helbredstilstand er uforandret. Han har ikke
været undersøgt siden 1987/1988.
Souschef Pauli Bording har forklaret, at han ikke har deltaget i
behandlingen af nærværende sag og kun kan udtale sig generelt om nævnets
praksis ved behandlingen af samme type sager. Revaliderings- og
Pensionsnævnet har en lægekonsulent ansat, og nævnet vil typisk anvende
dennes oplæg. Både udskrivningsarket fra Arbejdsmedicinsk Klinik og
helbredsundersøgelsen fra sagsøgerens egen læge vil indgå i konsulentens
vurdering. I den aktuelle afgørelse indgår alene hjernepåvirkningen. En
hørenedsættelse vil sædvanligvis ikke medføre erhvervsevnetab.
»Lettere demens« vil alt efter omstændighederne kunne give
mellemste førtidspension.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det efter
Revaliderings- og Pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 sammenholdt
med Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 må lægges til grund,
at sagsøgerens faktiske erhvervsevnetab er 2/3. Det må endvidere lægges til
grund, at sagsøgerens hjerneskade er af en sådan art, at han ikke realistisk
kan forventes på ny at komme i arbejde. Det bestrides, at der er hjemmel til
at foretage fradrag for en eventuel forudgående lidelse, og sagsøgerens
situation må bedømmes uden en eventuel konkurrerende skadesårsag, når denne
ikke selvstændigt kunne betegnes som en arbejdsskade. Var der lagt vægt på
andre årsager end hjerneskaden, skulle dette have været anført i afgørelsen.
Det er endvidere efter ombudsmandens vurdering tvivlsomt, om det er
lovmedholdeligt at foretage fradrag for forudgående lidelser. Måtte
landsretten desuagtet finde, at der forelå en sådan forudgåcnde lidelse,
gøres det gældende, at praksis tilsiger, at der ikke sker fradrag herfor,
idet hørelidelsen er af mindre betydning. Det gøres endvidere gældende, at
sagens afgørelse i medfør af arbejdsskadeforsikringslovens § 13 må falde ud
til sagsøgerens gunst, medmindre det anses for overvejende sandsynligt, at
erhvervsevnetabet har en anden årsag, som så skulle have været anført i
begrundelsen.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at der af sagsøgte
er truffet en korrekt afgørelse. Sagsøgte har ud fra sagens lægelige
oplysninger skønnet, at sagsøgeren havde en lettere demens med en vis
resterende arbejdsevne, og har skønsmæssigt vurderet erhvervsevnetabet til
50%. Sagsøgerens hørelidelse er ikke indgået l dette skøn. Domstolene må være
tilbageholdende med at tilsidesætte det lægelige skøn, medmindre det er
ulovmedholdeligt eller åbenbart urimeligt. En lettere demens ville efter
sædvanlig praksis alene medføre forhøjet almindelig førtidspension, og det er
kun muligt at gisne om grundlaget for forhøjelsen af pensionen. Ved
tilkendelsen af pension indgår flere momenter end ved tilkendelsen af
erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven, og sagsøgte er ikke i sit skøn
bundet af pensionssagens afgørelse.
Landsretten udtaler:
Der findes ikke at være tilstrækkeligt grundlag for at antage, at sagsøgte
ikke har foretaget en selvstændig samlet konkret vurdering af sagsøgerens
fremtidige erhvervsevne.
Herefter, og da landsretten ikke finder grundlag for at tilsidesætte det
udøvede skøn, gives der sagsøgte medhold i frifindelsespåstanden.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Else Mols, Riis,
Wendler Pedersen og Jørgen Nørgaard.
Appellanten, Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark som mandatar for T, har
gentaget sin påstand.
Indstævnte, Den Sociale Ankestyrelse, har påstået stadfæstelse.
I et lægeskøn af 5. januar 1990 til brug for revaliderings- og
pensionsnævnet hedder det sammenfattende: »Ansøgeren lider af følgerne
efter hjernepåvirkning med organiske opløsningsmidler og erhvervsevnen må
anses for nedsat med mere end 2/3«, Der er for Højesteret mellem
parterne enighed om, at hverken revaliderings- og pensionsnævnet eller Den
Sociale Ankestyrelse ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet efter henholdsvis
lov om social pension og arbejdsskadeforsikringsloven har tillagt T's
hørelidelse betydning.
Appellanten har for Højesteret særligt gjort gældende, at
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 i henhold til
erstatningsansvarslovens § 10 og revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse
af 4. februar 1990 - i alt fald sammenholdt med læge Andreasens
helbredsundersøgelse af T den 8. juni 1989 og lægeskønnet af 5. januar 1990 -
bevirker, at der foreligger et påvist tab af erhvervsevne på 65 %, jf. den
dagældende arbejdsskadeforsikringslovs §§ 13 og 27, og at ankestyrelsen ikke
har godtgjort, at overvejende sandsynlighed taler imod, at dette tab er en
følge af den anerkendte arbejdsskade, opløsningsmiddelforgiftning.
Den Sociale Ankestyrelse har for Højesteret særligt gjort gældende, at
hverken Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 eller
revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 - der i
overensstemmelse med praksis i pensionssager burde være faldet ud til
tilkendelse af forhøjet almindelig førtidspension - er bindende for
ankestyrelsen. Ankestyrelsen har ved sin afgørelse af 16. august 1990 taget
udgangspunkt i, at T's arbejdsskade består i en lettere demens, og har i
overensstemmelse med praksis vedrørende sådanne arbejdsskader ansat
erhvervsevnetabet til 50 %, jf. den dagældende arbejdsskadeforsikringslovs §
27. Der er intet grundlag for at tilsidesætte dette skøn.
Højesterets bemærkninger.
Revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse af 4. februar 1990 og
Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 31. marts 1993 kan hverken hver for sig
eller sammen
bevirke, at der vedrørende T foreligger et påvist tab af erhvervsevne på
65 % i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. For så vidt angår
revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse er der tale om en i forhold til
Den Sociale Ankestyrelse underordnet myndigheds anvendelse af regler i lov om
social pension, §§ 14 og 15, som har delvis andre kriterier for nedsat
erhvervsevne end arbejdsskadeforsikringsloven. Hvad angår
Arbejdsskadestyrelsens vurdering i henhold til erstatningsansvarslovens § 10
er der tale om en udtalelse, som ikke kunne påklages til ankestyrelsen, og
som - i det omfang udtalelsen måtte være udtryk for, at Arbejdsskadestyrelsen
har inddraget T's hørelidelse i sin vurdering - i bedømmelsen af
erhvervsevnetabet inddrager en lidelse, som ikke er en arbejdsskade i
arbejdsskadeforsikringslovens forstand.
Højesteret finder heller ikke i øvrigt grundlag for at tilsidesætte
ankestyrelsens skøn og stadfæster derfor dommen.
Højesteret finder, at appellanten heller ikke for Højesteret bør pålægges
sagsomkostninger til ankestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at
ankestyrelsens begrundelse for afgørelsen af 16. august 1990 var
utilstrækkelig og delvis urigtig, og at Arbejdsskadestyrelsens skrivelser af
16. juli og 20. september 1993 vedrørende styrelsens udtalelse om T's
erhvervsevnetab efter erstatningsansvarsloven ikke indeholder en
tilfredsstillende begrundelse for forskellen mellem styrelsens vurdering af
erhvervsevnetabet efter henholdsvis arbejdsskadeforsikringsloven og
erstatningsansvarsloven.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfsestes.
Ingen af parteme skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden
part.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1) Retsinformation · 16. marts 1998
- Fortolkning af arbejdsskadeforsikringslovens § 59 (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 2) Retsinformation · 16. marts 1998
- Arbejdsskade - asbestskader - sen menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Bod 3.2.2. Eksklusivaftale, Kollektiv overenskomst 3. Underbetaling.(* 1)(* 2) Spørgsmål om betaling for arbejde, der er omfattet af to overenskomster med forskellige fagforbund. Landsorganisationen i Danmark for Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Byggeriets Arbejdsgivere for Welløv & Ottesen A/S, Randers (advokat Merete Preisler). Dommere: Brink, Arnold Hansen, Otto Hansen, Poul Flemming Hansen, Thorkil E. Jensen, Kiil (retsformand) og Mads Kofod. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Arbejdsgivers bodsansvar i øvrigt Overenskomstbrud og bod pålagt Bod for manglende skur-faciliteter.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod HO Byggefagenes Mesterforening for Roskilde Tømrer- og Snedker ApS (advokat Henrik Uldal) Retsinformation · 24. september 1997