Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 2)

DOM nr 19455 af 02/09/1993DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsskade - erstatning uden for

kontraktforhold (* 2)

Erstatning uden for kontraktforhold 3212.1. og 43.2.

Skadelidte ved arbejdsulykke havde ikke haft krav, der kunne kræves

forrentet efter erstatningsansvarslovens § 16.

Af anke 3. afd. B. 1010/1992 -A ApS. Christiansfeld (lrs. Per Markussen,

København) mod S (adv. Ulrik Rasmussen, København) - fremgik, at indstævnte,

der den 30. januar 1990 var kommet til skade under sit arbejde hos

appellanten, havde påstået denne dømt til betaling af en erstatning på

102.419,55 kr. med nærmere angivne renter. Beløbet udgjorde erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt refusion af

udgifter i perioden fra ulykken til 23. maj 1991. Appellanten, der ikke havde

haft indvendinger mod den beløbsmæssige opgørelse af kravet, havde påstået

frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Til støtte for den

principale påstand var det gjort gældende, at der havde været tale om et

hændeligt uheld, og til støtte for den subsidiære påstand, at

stationærtidspunktet havde været den 31. oktober 1990.

Ved Haderslev civilrets dom 13. maj 1992 blev indstævntes påstand i det

hele taget til følge.

V.L.D. 2. september 1993 (Inger Nørgaard, Ulrik Jensen, Chr. Notlevsen

(kst.)). (* 1)

- - For landsretten har appellanten, A Aps, påstået frifindelse,

subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Indstævnte, S, har efter sin endelige påstand påstået appellanten dømt til

betaling af 204.271,33 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente af 25.590 kr.

fra den 30. januar 1990 at regne, af 41.710,48 kr. fra den 17. oktober 1990

at regne, af 348 kr. fra den 20. februar 1991 at regne og af 34.771,07 kr.

fra den 12. juni 1991 at regne, alt til betaling sker.

Indstævntes påstand fremkommer således:

Menerstatning i henhold til

Læs alt

erstatningsansvarlovens § 4..............30.780,00 kr.

Renter, jf. EAL § 16 heraf fra

ulykkestidspunktet den 30.

januar 1990 til tidspunktet for

udbetaling af menerstatning i

henhold til ASFL den 30.

august 1991 ..............................6.266,72 kr.

Menerstatning og renter i henhold

til EAL, i alt ..........................37.046,72 kr.

Udbetalt i henhold til ASFL .............34.441,00 kr.

-------------

Resterstatning, men ......................2.605,72 kr.

Erhvervsevnetabserstatning i

henhold til erstatningsansvarslovens

§ 5, årsløn: 173.000 kr. ...............519.000,00 kr.

Renter, jfr. EAL § 16 heraf fra

ulykkestidspunktet den 30. januar

1990 til tidspunktet for udbetaling

af erhvervsevnetabserstatning i

henhold til ASFL, den 1. oktober

1991 ...................................113.610,54 kr.

Erhvervsevnetab og renter i henhold

til EAL, i alt .........................632.610,54 kr.

efter bekendtgørelse nr. 210 af 30.

marts 1978, er kapitaliseringen

sket med udgangspunkt i skadelidtes

alder, 55 år, på tidspunktet for

udbetaling af erhvervsevnetabserstatning

i henhold til ASFL, den 1. oktober

1991

7,360 x 6.039 x 12 ....................533.364,48 kr.

---------------

Resterstatning erhvervsevnetab..........99.246,06 kr.

Resterstatning i alt ..................101.851,78 kr.

Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste,

svie og smerte samt refusion af

positive udgifter i henhold til

den indankede dom .....................102.419,55 kr.

--------------

204.271,33 kr.

--------------

Appellanten har ikke protesteret imod, at indstævntes påstand om

resterstatning tages under pådømmelse af landsretten. - -

Til støtte for sin påstand om tilkendelse af resterstatningen har

indstævnte anført, at bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 16 skal ses i

sammenhæng med lovens § 15, stk. 3, idet forrentningen indtil

udbetalingstidspunktet skal kompensere for, at erstatning og godtgørelse i

modsætning til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven fastsættes på

grundlag af de beløb, der var gældende på skadestidspunktet. Renter til

udbetalingstidspunktet i henhold til erstatningsansvarslovens § 16 må derfor

indgå i det krav, der efter den daværende bestemmelse i

arbejdsskadeforsikringslovens § 55, nu § 59, skal nedsættes med beløb, der

udbetales efter denne lov, idet udligningen må foretages i beløb, der begge

er ajourførte til udligningstidspunktet. I modsat fald vil den omstændighed,

at en tilskadekommet er omfattet af arbejds- skadeforsikringslovens

bestemmelser, i strid med formålet med denne lov kunne føre til en ringere

dækning. Også ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55 må føre til

dette resultat, idet »krav« i denne bestemmelse efter naturlig

forståelse må omfatte de renter, skadelidte efter erstatningsansvarsloven har

krav på.

Til støtte for sin påstand om frifindelse vedrørende kravet om

resterstatning har appellanten anført, at ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven fastsættes, som om skaden var indtruffet på

afgørelsens tidspunkt. Skadelidte er som følge heraf blevet kompenseret for

et forsinket udbetalingstidspunkt, således at der kun bliver tale om

forrentning af godtgørelse efter erstatningsansvarsloven, hvis denne

godtgørelse i sig selv overstiger godtgørelsen efter

arbejdsskadeforsikringsloven. I modsat fald vil skadelidtes krav blive

reguleret efter begge love således, at skadelidte kan vælge udbetaling i

henhold til den reguleringsmåde, der i det konkrete tilfælde fører til det

for ham gunstigste resultat. Også reglen om, at udligning af

godtgørelsesbeløb skal ske »post for post« må indebære, at der kun

kan blive tale om forrentning, hvis der fortsat består et krav, efter at

udligningen har fundet sted.

Landsretten udtaler:

Af de grunde, som er anført af civilretten, tiltrædes det, at appellanten

er fundet erstatningsansvarlig for den skade, indstævnte har pådraget sig, og

at tilstanden er anset for værende stationær fra den 23. maj 1991.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55, nu § 59, nedsættes skadelidtes

krav mod den erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er

pligtig at betale erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven. Da

appellantens forsikringsselskab efter arbejdsulykken har været pligtig at yde

indstævnte godtgørelse for men og erhvervsevnetab med beløb, der overstiger

godtgørelserne herfor i medfør af er- statningsansvarslovens bestemmelser,

har indstævnte ikke haft krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves

forrentet i medfør af lovens § 16.

Landsretten tager derfor appellantens påstand om frifindelse for

indstævntes krav på resterstatning til følge og stadfæster herefter dommen. -

-

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsretten til den

anden part.

Officielle noter

(* 1) Gengives i uddrag.

Lignende dokumenter