Arbejdsskade - asbestskader - sen menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Arbejdsskade - asbestskader - sen
menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)
H. D. 27. oktober 1989 i sag 1270/1988 og i 300/1988 Dansk Eternit-
fabrik a/s (adv. Henrik Christrup) mod
S1 m.fl. (adv. Jens Bjørst) og
A m.fl. (adv. Jens Bjørst) mod
Dansk Eternit-fabrik A/S (adv. Henrik christrup)
ERSTATNING 3211.4 OG 3211.5.
Udtalt, at de invaliditetserstatninger, som efter erstatningsansvarslovens
ikrafttræden den 1. oktober 1984 udmåles efter den hidtidige praksis, ikke
væsentlig bør overstige de beløb, som efter lovens kap. 1 ville tilkomme den
skadelidte som godtgørelse for varigt men og som erstatning for tab af
erhvervsevne.
ERSTATNING 3212.1.
Udbetaling af overgangsbeløb efter arbejdsskadeforsikringslovens § 30
medførte, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter
bortfaldt.
ERSTATNING 32.9.
Ikke godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold i udokumenterede
sygeperioder efter påførelse af ervhervssygdomme.
PENGEVÆSEN M.V. 58.2.
Erstatningskrav for langvarig udsættelse af afbeststøv, hvis følger først
viste sig efter lang tids forløb, ikke anset forældet efter B.L. 5-14.4.
VESTRE LANDSRETS DOM 14. SEPTEMBER 1988 (6. AFD.)
(Ole Unmack Larsen, Inger Nørgaard, Bjarne Christensen).
A. INDLEDNING.
Sagsøgte, Dansk Eternit-Fabrik A/S, der blev grundlagt i 1927, har siden
1928 på sin fabrik i Aalborg fremstillet Eternit, navnlig i form af plader
til beklædning af tage eller facader. I en del af perioden er der på
fabrikken tillige fremstillet særlige ubrandbare plader (Navilite) til brug i
Læs alt
bygge- og skibsindustrien.
Bortset fra perioden 1941-45 har produkterne foruden af cement og andre
fyldstoffer været fremstillet af asbest, hvoraf de har indeholdt 10-40%. Fra
omkring 1975 er asbest gradvist erstattet af andre stoffer, således at
produktionen fra 1. januar 1988 sker helt uden anvendelse af asbest.
Asbest er en fællesbetegnelse for en række uorganiske silikatforbindelser,
der spalter på langs i tynde fibre. Ifølge den af Cancerregisteret udgivne
publikation, »Kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk
asbestcementfabrik« (1986), kan indånding af asbestfibre fremkalde:
Asbestose, der er en kronisk og udnertiden fremadskridende lungesygdom,
der er karakteriseret ved, at lungevævet langsomt omdannes til uelastisk
arvæv (fibrose), som vanskeliggør iltoptagelsen,
pleuraplaque, der betegner fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden,
lungekræft, navnlig adenocarcinom, dvs. kræftsvulster udgående fra
bronkialslimhindens kirtler og udførselsgange, samt
malignt mesoteliom, som er en sjældent forekommende kræftform, der udgår
fra hinderne omkring lunger og hjerte eller fra bughinden.
B. SAMMENFATNING AF PÅSTANDE, SØGSMÅLSGRUNDE OG ANBRINGENDER.
Under disse sager, der er anlagt den 6. marts 1986 af 19 sagsøgere og den
7. august 1987 af 17 sagsøgere, har sagsøgerne, som alle er nuværende eller
tidligere ansatte hos sagsøgte eller enker efter ansatte hos sagsøgte,
påstået denne dømt til betaling af erstatninger, som tilsammen udgør
3.221.427 kr. med renter som anført under de enkelte påstande i afsnit E.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb
end påstået af de enkelte sagsøgere.
Sagsøgernes påstande støttes navnlig på, at sagsøgerne eller deres afdøde
ægtefæller under arbejdet hos sagsøgte har været udsat for en sådan indånding
af asbeststøv, at det har påført dem varigt men eller medført døden, og at
sagsøgte efter dansk rets almindelige erstatnings4regel eller på objektvit
grundlag må yde dem erstyatning for den del af deres tab, som ikke er
omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring.
Sagsøgtes påstande støttes navnlig på, at der ikke er hjemmel til at
pålægge selskabet objektivt ansvar, at der ikke af selskabet er udvist noget
forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige
erstatningsregel, at der kun for nogle af sagsøgernes vedkommende er
godtgjort årsagssammenhæng mellem indåndingen af asbeststøv og sygdommene
eller dødsfaldene, at skaderne har været upåregnelige for sagsøgte, at der
har foreligget egen skyld eller accept af risiko fra de ansattes die, at
erstatningskravene i vidt omfang er forældede efter Danske Lovs 5-14-4, og at
nogle af sagsøgerne efter modtagelsen af erstatning i henhold til loven om
arbejdsskadeforsikring ikke kan antages at have lidt noget tab.
C. RETSLÆGERÅDETS BESVARELSE AF GENERELLE SPØRGSMÅL.
Der er Stillet Retslægerådet følgende generelle spørgsmål:
»1.
Er sygdommen asbestose veldefineret i forhold til andre lungelidelser?
2.
Hvilke diagnostiske kriterier skal være opfyldte for, at man kan stille
diagnosen asbestose for en person?
3.
Kan lungefibrose kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan
sygdommen også skyldes eller forværres af anden påvirkning, f.eks. tobaksrøg?
4.
Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen asbestose
silles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at det
konstaterede arvæg, fibrose, er fremkomme som følge af påvirkning af
asbestfibre?
5.
Kan dannelsen af fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden,
poleuraplaque kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan pleuraplaque
også skyldes anden påvirkning?
6.
Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen pleuraplaque
stilles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at de fibrøse
bindevævsfortykkelser er fremkommet som følge af påvirkning af asbestfibre?
7.
Kan kræftformerne adenocacinom og mesoteliom forårsages af andet end
påvirkning af asbestfibre?
8.
Kan hjertesygdomme med sikkerhed, med overvejende sandsynlighed eller
sandsynligvis forårsages af påvirkning af asbestfibre, eller - i benægtende
fald - kan hvertesygdomme skyldes påvirkning af asbestfibre?
9.
Er asbestose en sygdom, hvor der også efter ophør med eksposition for
asbestholdigt støv er risiko for øget bindevævsdannelse i lungerne og
forværring i lungefunktionen?
10.
Hvilke sygdomme kan udsættelse for asbeststøv medføre?
11.
Det bedes oplyst, om der er nogen sammenhæng mellem på den ene side
a) intensiteten af asbestfibre i loften og
b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, og på den anden side
sandsynligheden for, at den eksponerede person pådrager sig
I Asbestose
II Adenocarcinom
III Mesoteliom
Kan der i bekræftende fald siges noget nærmere om denne sammenhæng, samt
om, hvorvidt den nuværende viden herom afviger fra tidligere opfattelse
herom?
12.
Kan der fastsættes mindstegrænse for henholdsvis
a) intensiteten af asbestfibre i loften og
b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, der skal være
overskredet, for at en person kan pådrage sig asbestbetinget
I Asbestose
II Adenocarcinom
III Mesoteliom.
13.
Det bedes oplyst, om udsættelse for cementstøv alene eller samvirkende med
asbeststøv kan medvirke til, at en person pådrager sig
I Asbestose
II Adenocarcinom
III Mesoteliom,
respektive lignende sygdomme, som muligt kan forveksles hermed.«
Disse spørgsmål har Retslægerådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret
således:
»Ad spørgsmål 1 og 2: En række af de symptomer og und, der optræder
ved asbestose, kan også ses ved andre lungelidelser.
Grundlaget for den kliniske diagnose er følgende:
a. En erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv.
b. Symptomer på lungelidelse i form af gradvist opstået åndenød ved
anstrengelse, undertiden hoste og eventuelt opspyt. Endvidere kan der ses
kuplede fingernegle.
c. Kliniske fund. Ved den såkaldte stetoskopiske undersøgelse af lungerne,
hvor der bl.a. lyttes over lungerne, høres fine rallelyde over lungerne
nedadtil på lungernes bagflade.
d. Røntgenundersøgelse af lungerne viser en øget lungetegning som udtryk
for et øget bindevævsindehold i lungerne, en såkaldt fibrose. Dette ses især
nedadtil i lungerne. Endvidere ses fortykkelse af lungehinderne, en såkaldt
pleurafortykkelse, de kan være ledsaget af forkalkninger i lungehinden.
e. Lungefunktionsundersøgelser viser en lungefunktionsnedsættelse af type
som ved lungefibrose, en såkaldt restriktiv ventilatorisk insufficiens. Ved
restriktiv ventilatorisk insufficiens ses en ligelig nedsættelse af den
største luftmængde, der kan udåndes efter en maksimal indånding
(vitalkapaciteten), og af de luftmængde, der udåndes i det første sekund af
en forceret udånding. Endvidere ses nedsat lungediffusion visende sig ved en
nedsat transport af ilt og andre luftarter fra lungerne til blodet.
f. Eventuelt kand er i opspyttet påvises de karakteristiske asbestlegemer,
som består af asbestnåle og organisk materiale. Tilsvarende kan i selve
lungevævet påvises asbestlegemer. Denne undersøgelse foretages kun
undtagelsesvis på patienter.
Ingen af de under b. til e. anførte kriterier er specifikke for asbestose.
Påvisning af asbestlegemer er heller ikke specifikt, men en væsentlig støtte
for diagnosen.
Ad spørgsmål 3: Lungefibrose kan skyldes en lang række andre sygdomme og
påvirkning af lungerne. Tobaksrygning giver næppe i sig selv lungefibrose,
men må antages at kunne forværre fibrose fremkaldt af andre faktorer.
Ad spørgsmål 4: Som anført under svar på spørgsmål 1 og 2 indgår den
erhvervsmæssige eksposition for asbeststøv i de diagnostiske kriterier. For
at diagnosen kan stilles, forudsættes det imidlertid også, at patienten
opfylder flere af de ovenfor nævnte diagnostiske kriterier, samt at der ikke
er andre forhold, der taler afgørende imod diagnosen.
Ad spørgsmål 5: Fibrøs bindevævsfortykkelse i lungehinden kan også skyldes
andre forhold end asbestsygdom herunder lungehindebetændelse. Fortykkelse af
lungehinden findes i øvrigt hos en stor del af befolkningen. de kan
antyageligt i et vist omfang være forårsaget af asbest, som findes i
bymiljøet. rygning øger forekomsten af pleurafortykkelse, men er ikke årsagen
hertil.
Ad spørgsmål 6:; Diagnosen asbestsygdom kan ikke stilles alene på grundlag
af en påvist pleurafortykkelse og en erhvervsmæssig udsættelse for
asbeststøv, jfr. svarene på spørgsmål 1 og 2. Såfremt en fortykkelse af
lungehinden er det eneste sygelige fund, kan diagnosen asbestose ikke
stilles, selvom der foreligger oplysnigner om erhvervsmæssige udsættelse for
asbeststøv.
Ad spørgsmål 7: Kun i få tilfælde, hvor der påvise adenocarcinom i lungen,
foreligger der oplysning om professionel asbesteksposition. Tobaksrygning er
den væsentligste årsag til sygdommen. Oplysninger om professionel
asbesteksposition hos patienter med mesoteliom svinger mellem 20 og 80%.
andre, endnu ukendte, årsager må også formdes at kunne fremkalde mesoteliom.
Ad spørgsmål 8: Asbeststøv kan ikke i sig selv, direkte fremkalde en
hjertelidelse. Derimod kan en svær, kronisk lungelidelse, forårsaget af
asbeststøv, medføre en kronisk hjertesygdom på grund af øget
kredsløbsmodstand i lungerne, et såkaldt cor pulmonale. Mange andre kroniske
lungesygdomme kan medføre cor pulmonale.
Ad spørgsmål 9: Ja.
Ad spørgsmål 11: I (asbestose): Der er sammenhæng mellerm såvel
intensiteten af asbestfibre i luften og den tidsmæssige udstrækning af
eksponeringen. Risikoen for udviklingen af asbestose øges med intensitet og
påvirkningens varighed. II (adenocarcinom): Forholdene er uafklarede, men det
er sandsynligt, at der er en tilsvarende sammenhæng som for asbestoses
vedkommende, idet hyppigheden af adenocarcinom er højere hos personer med
asbestose end hos asbesteksponerede uden asbestose. Kombinationen af
tobaksrygning og asbesteksposition giver en kraftig øgning af risikoen for
adenocarcinom. III (mesoteliom): Spørgsmålet kan ikke besvares.
Ad spørgsmål 12: Nej. Som regrel går der 10-20 år, uden at der påvises
tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose.
Adenocarcinom og mesoteliom er dog kun undtagelsesvis set efter mindre end 20
års eksposition.
Ad spørgsmål 13: Samtidig udsættelse for asbeststøv og cementstøv giver
næppe øget risiko for asbestose, adenocarcinom eller mesoteliom.
I sagens behandling har professor Lorenzen samt overlæge Gyntelberg og
overlæge Viskum deltaget. - - -»
Under domsforhandlingen har professor, overlæge dr. med Ib Lorenzen og
overlæge dr. med. Kaj Viskum forklaret bl.a., at diagnosen asbestose stilles,
hvor en patient, som erhvervsmæssigt har været udsat for asbeststøv, ved
røntgenundersøgelse viser tegn på fibrose, og de øvrige omstændigheder, som
er oplyst, ikke taler imod at anse fibrosen for fremkaldt af indåndingen af
asbeststøv. En sådan fibrose er udtryk for, at der er sket en organisk
beskadigelse af lungevævet. Skaden skal oplyses i forbindelse med tegning af
livsforsikring og indebærer en øget risiko for, at patienten senere får
kræft. Derimod behøver sygdommen iikke at medføre symptomer som åndenød,
hoste og opspyt. Disse symptomer, der som nævnt i rådets besvarelse af
spørgsmål 1-2 kan ledsage sygdommen, forekommer imidlertid også ved andre
lungesygdomme, f.eks. bronchitis, som er en veldokumenteret følge af
tobaksrygning. Hvor sådanne symptomer forekommer hos en asbestosepatient med
et langvarigt tobaksforbrug, uden at der hos patienten foreligger den
restriktive lungefunktionsnedsættelse (med formindsket lungevolumen), som er
karakteristisk for asbestose, tyder det derfor på, at symp0tomerne ikke har
forbindelse med asbestosen, men skyldes en bronchitis fremkaldt af
tobaksrygningen. Det kan imidlertid ikke udelukkes,a t bronchitis kan
forårsages af indånding af uspecifikt støv, herunder asbeststøv, en såkaldt
industriel bronchitis, og rådet har da også i sin besvarelse afspørgsmålene
angåede de enkelte sagsøgeres krav holdt denne mulighed åben, selv om en
sådan sammenhæng mellem støvindånding og bronchitis ikke kan anses for
dokumenteret. Om der hos en patient foreligger en lungefunktionsnedsættelse,
og om denne i givet fald er restriktiv eller obstruktiv (uden formindsket
lungevolumen), måles ved en ganske enkel prøve, hvis resultat er eentydigt.
Denne måling angår de såkaldte »store luftveje«. Ved sine
vurderinger af betydningen af et eventuelt tobaksforbrug har Retslægerådet
ved besvarelsen af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav bygget på
de oplysnigner om tobaksforbruget, som fandtes i de journaler og sagsakter
fra Lungeklinikken i Aalborg, Arbejdsmedicinsxk Klinik og sikringssytelsen,
som fra disse institutioner har været indsendt til rådet. Da det ikke af
Sikringsstyrelsens sagsakter fremgi, for hvilke sygdomme, skader eller
symptomer den erhvervsbetingede mengrad er fastsat, har Retslægerådet ikke i
sin besvarelse af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav kunnet
tage stilling til de i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring fastsatte
erhvervsbetingede mengrader.
D. SIKRINGSSYRELSENS UDTALELSE OM BETYDNINGEN AF FORBEHOLD FOR
TOBAKSRYGNING VED ANERKENDELSE AF LUNGELIDELSER SOM GRUNDLAG FOR ERSTATNING
EFTER LOV OM ARBEJDSSKADEFORSIKRING.
Om betydningen af, at der ved anerkendelse af en lungelidelse som grundlag
for erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring tages forbehold for
tobaksrygning, har sikringsstyrelsen i skrivelse af 17. maj 1988 udtalt:
»- - - Indledningsvis kan man oplyse, at et forbehold er en
orientering til skadelidte og forsikringsselskabet om, at erstatningen alene
vil vedrøre den arbejdsbetingede del af den/de anmeldte skade(r), og det
anvendes af sikringsstyrelsen, når der foreligger oplysnigner om andre
lidelser eller skader end den anmeldte, eller når der kan være flere årsager
til den anmeldte lidelse. Et forbehold tages i betragtning både med den
aktuelle erstatningsudmåling og ved eventuelle fremtidige genbehandlinger af
sagen.
I sager om lungelidelser træffer sikringsstyrelsen aldrig afgørelse om
erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt
tobaksforbrug. Hvis der ikke foreligger oplysninger i sagen om
tobaksforbruget, vil sådanne blive indhentet snarest, hvis et tobaksforbrug
kan have haft betydning for lidelsens udvikling.
Den af sikringsstyrelsen fastsatte mengrad i sager om lungelidelser
vedrører således alene den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være
arbejdsbetinget, i de konkrete sager asbestbetinget. Dette gælder, hvad enter
der er givet meddelelse om forbehold til parterne, eller dette eventuelt ikke
er sket.
Det kan videre oplyses, at i visse sager tillægges et tobaksforbrug ikke
betydning. Dette gælder dels lidelsen malignt mesotheliom, dels sager, hvor
der er tale om rent restriktiv lungefunktionsnedsættelse, og der samtidig er
påvist asbestose ved røntgen.
I alle andre sager sker der ved anerkendelse og erstatningsudmåling en
avejning af på den ene side asbestekspositionen og dennes sværhedsgrad, og på
den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse, sammenhold med lidelsens
art, udvikling og latenstid.«
E.-I. #Disse afsnit udelades!
J. SAGSØGERNES PRODCEDURE.
Sagsøgerne har gjort gældende, at der påhviler sagsøgte som
virksomhedsindehaver et strengt culpaansvar for erhvervssygdomme. Sagsøgte
har gennem årene løbende overtrådt de gældende arbejdsmiljøregler og er
derfor ansvarlig for de sygdomme, sagsøgerne og deres afdøde ægtefæller har
pådraget sig under ansættelse hos sagsøgte.
At udsættelse for asbeststøv kan fremkalde asbestose, lungekræft og
mesoteliom har af lægevidenskaben været kendt i en meget lang årrække.
Ledelsen af den sagsøgte fabrik har haft en særlig pligt til at gøre sig
bekendt med mulige følger af de arbejdsmiljømæssige forhold, og ledelsen har
da også efter direktør Johnsens notat af 30. april 1968 siden 1930'erne kendt
asbestosefaren og fulgt den tilgængelige litteratur herom.
Alle sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har været beskæftiget ved en
række forskellige funktioner, og det kan derfor ikke fastslås konkret, på
hvilke steder på virksomheden den sygdomsforvoldende asbestudsættelse, som
den enkelte har været genstad for, er sket. Hertil kommer, at mange af de
nedenfor nævnte forhold, som hver for sig eller i hvert fald efter en samlet
bedømmelse er ansvarspådragende, ikke knytter sig til specielle
arbejdsfunktioner, men har påvirket støvniveauet på hele fabrikken.
Asbestforureningen var universel, og der var forurenet overalt helt frem til
1976.
Fra 1949 til 1971 blev der hos sagsøgte foretaget støvmålinger med
uregelmæssige mellemrum. Målinger er siden foretaget løbende og systematisk,
men først i 1973 blev der indført hygiejniske grænseværdier. En sammenligning
med måleresultater fra 1949, 1957 og 1958 viser koncentrationer af
asbestfibre, som overstiger de i dag tilladte koncentrationer i meget
væsentligt omfang, og også efter 1973 har der hyppigt fundet
ansvarspådragende overskridelser sted.
Eftersom der i hovedparten af den periode, sagerne vedrører, ikke har
fundet systematiske målinger sted, og da de stedfundne målinger kun har haft
karakter af stikprøver, må der lægges
afgørende vægt på de afgiven parts- og vidneforklaringer. Af disse fremgår
det tydeligt, at der - navnlig inden fastlæggelsen af grænseværdier - har
været store mængder synligt asbeststøv i luften. Også arbejdstilsynets
iagttagelser helt tilbage til 1940'erne viser, at der gennem årene er
konstateret for stor støvudvikling og for dårlig støvbetæmpelse hos sagsøgte,
der efter de skiftende arbejdsmiljølove har haft pligt til at undgå og til at
bekømpe støv og andre farlige stoffer.
Sagsøgerne har specielt fremhævet, at en række af arbejdsprocesserne
gennem årene er udført på en sådan måde, at der skete unødig
asbestforurening. Så+ledes har efter såvel arbejdstilsynets beretninger som
de afgivne parts- og vidneforklaringer arbejdsprocessen i kollergangen
medført betydelige støvgener, uden at sagsøgte foretog sig noget ud over at
lade tekniske ændringer af produktionsmetoderne og -apparatet, der var
begrundet i hensynet til produktiviteten, forsøge at løse problemerne. I
arbejdstilsynets påbud, beretninger mv. er det endvidere et gennemgående
træk, at tømningen af sækkene medførte megen støvudvikling. Til trods for at
arbejdstilsynet på et meget tidligt tidspunkt krævede denne proces gjort
støvfri, forløb der imidlertid over 30 år, inden problemene ved sækketømning
fandt en nogenlunde holdbar løsning, og uden at dette kan forklares med
uoverstigelige tekniske eller økonomiske hindringer. Også forholdene med
hensyn til transport af asbest har medført betydelige trøvproblemer. Sækkene
ankom ofte i beskadiget stand, og selv efter 1975, da de ankom på paller, har
der været problemer. Transporten af asbest også i selve fabrikken var
særdeles probelmatisk, og det varede adskillige år - fra 1947 til 1976 - før
der var etableret et lukket transportsystem. Selv om førfejning ikke er
direkte nævnt i fabriksloven af 1913 og den almindelige
arbejderbeskyttelseslov af 1954, fremgår det af disse loves generelle regler
om fjernelse af støv og om rengøring, at tørfejning - også inden det
udtrykkelige forbud i arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1970 - ikke var
tillads. De afgivne forklaringer viser imidlertid, at støvudviklende
tørfejning har fundet sted gennem årene og fortsat anvendtes på trods af
mange påbud og påtaler fra arbejdstilsynet, osm ike effektivt blev fulgt op
af sagsøgte.
Sagsøgerne har videre fremhævet, at udsugnings- og ventilationsforholdene
er af afgørende betydning for støvbgekæmpelsen, og at arbejdstilsynet
allerede i 1948 beskr4ev udsugningen fra kolergangen, asbestlageret og
desintegratoren som utilstrækkelig. Udsugningsforholdene har været genstand
for debat i ulykkesværnet, og af arbejdstilsynets beretninger fremgår, at der
gennem årene er givet en lang række påbud vedrørende de forskellige
arbejdssteder. Også efter 1973 har det gennem målingerne objektivt kunnet
konstateres, at ventilationsforholdene ikke har været i orden, uden at
ledelsen fandt anledning til at foretage sig noget for at begrænse
støvforureningen.
Om brugen af beskyttelsesmasker har sagsøgerne anført, at fabriksloven af
1913 ikke direkte omtaler sådanne masker, men at der i hvert fald siden
gennemførelsen af den almindelige arbejderbeskyttelseslov i 1954 har
eksisteret relativt klare regler for anvendelse af masker. Sagsøgte fik
iøvrigt i 1947 det første af en række påbud om, at der ved visse
arbejdsfunktioner skulle anvendes masker, men adskillige af arbejdstilsynets
beretninger viser, at sagsøte ikke viste interesse for at løse
maskeproblemerne. Af de afgivne parts- og vidneforklaringer samt
asbestudvalgsmødereferaterne fremgår, at de ansatte ikke fik effektive påbud
om at anvende masker, og at de ikke blev informeret om vigtigheden af at
anvende masker. Hertil kommer, at der ikke blev ført tilsyn med, at der
overhovedet blev anvendt masker, ligesom sagsøgte ikke sørgede for
anskaffelse af egnede masketyper eller for, at der blev arbejdet i et tempo,
der muliggjorde anvendelse af masker. I hvert fald efter 1970 havde sagsøgte
endvidere pligt til at drage omsorg for, at der blev stillet særligt
arbejdstøj til rådighed for de ansatte og - ved at stille garderobeskabe til
rådighede - at arbejdstøjet blev opbevaret adskilt fra gangtøjet, og også i
denne forbindelse overtrådte sagsøgte de gældende bestemmelser.
Sagsøgte har tillige været efterladende med rengøringsforholdene, og
sagsøgte har herved overtrådt ikke blot de generelle regler i
arbejdsmiljølovgivningen, men også de konkrete påbud om bedre rengøring, som
arbejdstilsynet i tidens løb har givet.
Sagsøgte, der længe for 1955 var bekendt med den med asbeststøv forbundne
sundhedsfare, har i hvert fald siden 1955 haft pligt til at informere den
ansatte om denne fare, og undladelsen heraf, der bl.a. er dokumenteret ved
parts- og vedneforklaringerne, udgør et selvstændigt ansvarsgrundlag. Under
alle omstændigheder må det påhvile sagsøgte at bevise, at der ikke er
årsagssammenhæng mellem den manglende information og de indtrådte sygdomme.
Havde de ansatte fået tilstrækkelig information, kunne de nemlig have taget
stilling til, hvorvidt de ville undlade at arbejde hos sagsøgte, ligesom der
i informationerne ville have ligget en tilskyndelse til anvendelse af
personlige beskyttelsesmidler. Endvidere kunne den enkelte ansatte, hvis han
havde fået oplysninger om den kraftige forøgelse af risikoen for
asbestrelaterede sygdomme, som tobaksrygning medfører, have valgt at holde op
med at ryge. Sagsøgte holdt imidlertid bevidst arbejderne i uvidenhed om
asbestens sundhedsskadelige påvirkninger, og først i medarbejderhåndbogen fra
1978 omtales, at »anvendelsen af asbest giver nogle helt specielle
miljøproblemer«.
Sagsøgerne har beskridt, at der i arbejdstilsynets holdning har kunnet
indlægges en dispensation fra pligten til at overholde fældende bestemmelser.
Arbejdstilsynet er en tilsynsførende, men ikke en godkendende mn6yndighed, og
må forvente, at henstillinger og påbud følges, samt at sagsøgte overholder
gældende forskrifter. Hertil kommer, at arbejdstilsynet gennem sine besøg på
virksomheden kun kan få øjebliksbilleder af forholdene og kun kan påtale de
konkrete overtrædelser, som direkte iagttages. Arbejdstilsynet har siden 1947
givet sagsøgte ca. 30 påbud med hensyn til asbest, som sagsøgte har undladt
at følge.
Sagsøgerne har i anden række gjort gældende, at sagsøgte, såfremt der ikke
statueres culpa, bør anses ansvarlig på objektivt grundlag.
Sagsøgerne bestrider, at der generelt skulle være gurndlag for nedsættelse
af erstatningskravene på grund af egen skyld eller accept af risiko. Ingen af
de ansatte havde nærmere kendskab til, hvilken fare der var forbundet med
arbejdet med asbest, og ingen af de ansatte handlede i strid med instrukser
meddelt dem af sagsøgte.
Sagsøgerne bestrider endvidere, at sagsøgernes krav helt eller delvist er
forældede, idet den 20-årige forældelsesfrist i et tilfælde som det
foreliggende tidligst kan regnes fra det tidspunkt, da skadelidte burde blive
opmærksom på skaden eller i hvert fald tidligst fra det tidspunkt, da det
lægeligt kunne være konstateret, at sygdomme var indtrådt. Sagsøgerne har
hverved navnlig henvist til, at forældelse i givet fald skal støttes på en
analog anvendelse af bestemmelsen i Danske Lovs 5- 14-4, og at sygdom og
kendskab til sygdom hos den, der har været udsat for asbeststøv, på grund af
latenstiden først opstår mange år efter, at den erstatningspådragende adfærd
er udvist. Skal forældelsesfristen regnes fra tidspunktet for de
ansvarspådragende handlinger, må disse ses i forlængelse af hinanden som en
fortløbende tilstand således, at forældelsesfristen tidligst begynder at løbe
fra den dag, da den ansvarspådragende tilstand er ophørt, jfr. princippet i
straffelovens § 94.
Sagsøgerne har gjort gældende, at Retslægerådet har fastslået, at
asbestudsættelse har været en i hvert fald medvirkende årsag til deres eller
deres afdøde ægtefællers sygdomme. Bevisbyrden for, at de ville have lidt
samme tab, såfremt de eller deres afdøde ægtefæller ikke havde været udsat
for asbestpåvirkning, påhviler herefter sagsøgte. Sagsøgerne har herved
anført, at tobaksrygning ikke kan komme i betragtning som egen skyld, at at
der må lægges vægt på, at sagsøgte ikke advarede de ansatte mod den forøgede
risiko for asbestsygdomme ved tobaksrygning. Hertil kommer, at selv om den
absolutte risiko for kræftsygdomme er større for den, der ryger og har været
udsat for asbest, er den relative sisiko for kræftsygdomme efter
asbestudsættelse lige stor for rygere og ikke-rygere. Sikringsstyrelsen har
anerkendt sygdommene som asbestrelaterede og har udbetalt erstatninger for
den del af lidelser4ne, som skyldes asbestudsættelse. Da Sikringsstyrelsen
således ved samtlige afgørelser har taget stilling til tobaksforbrugets
indflydelse, og under hensyn til, at Retslægerådet har tilkendegivet, at de
radiologiske lungeforandringer i sig selv er ensbetydende med varigt men, må
de af Sikringssyrelsen fastsatte mengrader, som partene er enige om at anse
for svarende til invaliditetsgraden, herefter lægges til grund.
Sagsøgerne - - - har særligt anført, at nedsættelse af
invaliditetserstatningerne på grund af deres alder skal ske ved anvendelse af
bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, selv om loven ikke
iøvrigt finder anvendelse, idet denne bestemmelse gennemsnitligt medfører
resultater svarende til tidligere praksis og er udtryk for, hvad lovgiverne
har fundet rimeligt.
Samtlige sagsøgere, der har fremsat krav på godtgørelse for forstyrrelse
af stilling og forhold, har til støtte herfor anført, at kravet på en sådan
godtgørelse ikke udelukkes, fordi skadelidte har krav på
invaliditetserstatning, der er erstatning for fremtidige ulemper.
Asbestrelaterede sygdomme udvikler sig langsomt og over en lang periode,
inden den egentlige invaliditet konstateres, og medfører ellerede forinden i
større eller mindre omfang gener for den skadelidte i dennes hverdag.
Sygdommene har endvidere i tidens løb for de enkelte medført sygeperioder,
der ikke nu konkret kan dokumenteres, men som ville berettige til godtgørelse
for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Sagsøgerne - - - har vedrørende kravet på erstatning for fremtidige
medicinudgifter særligt gjort gældende, at udgifterne skal afholdes i en uvis
fremtid, ligesom der ved beløbenes fastsættelse skal tages hensyn dels til,
at beløbet udbetales som en engangsydelse med den deraf følgende rentefordel,
dels til det formentlig stigende prisniveau på medicin.
Sagsøgeren - - - har særligt gjort gældende, at der ved fastsættelsen af
forsørgertabserstatningen ikke skal tages hensyn til afdødes aktuelle indtægt
på dødsfaldstidspunkt6et, idet det for erstatningens størrelse er afgørende,
hvilken indtægt afdøde ville have haft, såfremt han ikke var blevet
uarbejdsdygtig på grund af den sygdom, der senere førte til døden. Denne
sagsøger og sagsøgerne - - - har anført, at deres krav er opgjort i
overensstemmelse med niveauet på tidspunktet for sagens anlæg og nogenlunde
svarer til minimumserstatningerne i erstatningsansvarsloven. Disse sagsøgere
har bestridt, at der er grundlag for bortfald eller reduktion af
erstatningerne under hensyn til deres egne indtægter.
Disse sagsøgere og sagsøgerne - - - har bestridt, at overgangsbeløb i
henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal fratrækkes i
forsørgertabserstatningen eller begravelsesudgifterne. Beløbet modsvarer
intet af disse beløb, men skal dække udgifter forårsaget af ændringerne i den
efterlevende ægtefælles forhold og er derfor ikke omfattet af det normale
forsørgertabserstatningsbegreb.
Sagsøgerne - - - har endelig bestridt, at udbetalte og kapitaliser3ede
løbende ydelser i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 31 skal
fratrækkes uden hensyn til skat. De har i den forbindelse anført, at de i
modsat fald stilles betydeligt dårligere ved at modtage ydelser efter
arbejdsskadeforsikringen, end hvis de alene havde været berettiget til at
modtage forsørgertabserstatning efter de almindelige erstatningsregler.
K. SAGSØGTES PROCEDURE.
Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke uden særlig lovhjemmel kan
pålægges selskabet objektivt ansvar. Sagsøgte har endvidere bestridt, at
ansvaret i et tilfælde som det foreliggende skal bedømmes efter en streng
ansvarsregel, og har herved navnlig henvist til, at der ikke er noget socialt
hensyn at tage til sagsøgerne, hvis skader dækkes af den almindelige
arbejdsskadeforsikring.
Sagsøgte her endvidere fremhævet, at der ved culpabedømmelsen må lægges
vægt på, at sagerne vedrører en periode på 30-40 år, således at det for
bedømmelsen af, om sagsøgte har handlet uforsvarligt, er afgørende, om
sagsøgte på tidspunktet for de skadelige påvirkninger af sagsøgerne eller
deres afdøde ægtefæller handlede uforsvarligt, mens en efterfølgende viden
hos sagsøgte ikke har betydning. Den sagsøgte fabrik har en betydelig stedlig
udstrækning og er ikke et enkelt produktionslokale. Arbejdspladserne har
været indbyrdes adsklit, og forholdene har ikke været ens ved de forskellige
arbejdssteder. Sagsøgerne skal derfor hver for sig godtgøre, at de i det
tidsrum, hvor skaderne må antages at være forvoldt, har været udsat for en
ansvarspådragende asbestudsættelse netop på det sted, hvor de har arbejdet,
og de kan ikke blot henvise til, at asbestforureningen må anses for at have
været universel.
Vel er der i årenes løb givet virksomheden enkelte påbud fra
arbejdstilsynet, men de ligger næsten alle efter arbejdstilsynets meddelelse
nr. 5/1070 og er - som udslag af indførelsen af nye og skærpede regler - uden
betydning for sagsøgtes eventuelle ansvar over for dem, der tidligere havde
været udsat for skadelige påvirkninger. Bestemmelserne i lovene fra 1913 og
1954 overlod et skøn til arbejdsgiveren, og de henstillinger og påbud, der
inden 1970 blev meddelt sagsøgte, var forholdsvis få. Iøvrigt er der også i
den efter 1970 kun givet enkelte påbud, som blev efterkommet, så snart
sagsøgte, der havde krav på tid til at efterkomme påbud og henstillinger,
havde mulighed herfor.
Sagsøgte har ikke udvist en retsstridig adfærd ved at drive virksomhed med
asbest som råvare, og allerede fordi der ikke foreligger noget
sammenligningsgrundlag, kan det ikke statueres, at sagsøgte har drevet
virksomhed på ringere måde end tilsvarende virksomheder.
Retsstridighedsbetingelsen, der indgår som led i culpabedømmelsen, er derfor
ikke opfyldt.
Som det fremgår af notatet af 3. april 1968, vidste sagsøgte i 1930'erne,
at der kunne være tale om en risiko ved arbejdet, men der forelå alene en
formodning om, at der muligvis var et eller andet problem. Ingen vidste eller
havde formodning om,
hvilken koncentration af af asbeststøv der kunne være farlig, og ingen
havde kendskab til arbejdsforholdene på de fabrikker, hvor der var forekommet
asbestose. Iøvrigt var det ikke i 1930'erne kendt, at asbestudsættelse
medførte risiko for kræftsygdomme. Produktionsforholdene har været under
stadig uvdikling, og de asbestosetilfælde, som man fik kendskab til,
relaterede sig hver gang til skadelige påvirkninger, der var sket ca. 20 år
tidligere og under produktionsforhold, der nu var ændrede på en sådan måde,
at man ikke kunne vide, om de nuværende forhold frembø fare, eller om
risikoen var bragt til ophør. Lægelige oplysninger og råd med hensyn til
begrænsning af de ansattes risiko for at pådrage sig asbestbetingede sygdomme
fik sagsøgtes ledelse i efterkrigsårene udelukkende fra de læger, som rådgav
arbejdstilsynet med hensyn til, hvad der eventuelt skulle ændres og gives
henstillinger om af medicinske grunde. Arbejdstilsynet og dettes læger sendte
beretninger og lignende til Sundhedsstyrelsen. De offentlige myndigheder
havde derfor nøje kendskab til resultaterne af lægeundersøgelserne af de
ansatte, hvorimod den lægelige diskretionspligt forbud, at der blev givet
underretning til sagsøgte. Hertil kommer, at lægerne erkendte
vanskelighederne ved at stille diagnosen asbestose. Undersøgelserne gav kun i
enkelte tilfælde anledning til henstillinger om flytning af arbejdere, og
alle sygdomstilfældene måtte som nævnt formodes at have deres oprfindelse i
forhold, der lå længere tid tilbage, og viste derfor intet om den
øjeblikelige risiko. Først kort efter at overlæge Grut havde sendt
beretningena f 15. marts 1968 til arbejdstilsynet, blev det påregneligt for
sagsøgte, at der som en risiko ved produktionen kunne være tale om alvorlige
lungelidelser hos arbejderne. Sagsøgte har således hverken skjult noget for
de ansatte elelr undladt at give disse oplysninger om den med arbejdet
forbundne sundhedsfare.
Efter indførelsen i 1971 af nye målemetoder og regelmæssige støvmålinger
blev måleresultaterne tilsendt arbejdstilsynet, og måleresultaterne blev
slået op i de forskellige produktionsafdelinger. Først på dette tidspunkt
havde man fra England fået kendskab til, hvad der skulle måles, og kun SIFA
vidste, hvordan og med hvilket udstyr målingerne skulle foretages. Der var
således ikke tale om, at sagsøgte nu begyndte at foretage målinger, man også
tidligere kunne have foretaget. Baggrunden for indførelsen af hygiejniske
grænseværdier på 2 fibre/ml var udelukkende, at indånding gennem 50 år af 2
fibre/ml over en 8 timers daglig arbejdstid var anset for acceptabel. Det
forhold, at enkelte målinger viser større indhold, er derfor uvæsentligt, når
blot udsættelsen for den større støvmængde ikke varer ved. Iøvrigt gjaldt der
ikke ved støvmængder på 2-12 fibr4e/ml noget forbud mod arbejde, men alene
forbud mod arbejde på det pågældende arbejdssted ud over 4 uger. Først ved et
støvindhold på over 12 fibre/ml skulle der anvends masker. Der var allerede
længe før påbudet af 1960 stillet masker til rådighed for de ansatte.
Måleresultaterne har gennem årene vist faldende støvtal, og intet
anskueliggør på bedre måde, at sagsøgte har handlet i overensstemmelse med
gældende offentlige forskrifter. De enkelte overskridelser, der har fundet
sted efter 1973, kan alle forklares med uheld og utilsigtede støvudslip.
Arbejdstilsynet er ike fremkommet med alvorlige bebrejdelse, men har alene
fremsat kommentarer af uvæsentlig betydning. Hertil kommer, at der i 1972
blev oprettet et asbestudvalg hos sagsøgte, hvor målingerne drøftedes på
løbende møder, hvoraf referater blev tilsendt arbejdstilsynet. Sagsøgte har i
det hele handlet i overensstemmelse med de retningslinier, der af de
offentlige myndigheder blev anset for forsvaqrlige, og arbejdstilsynet har da
også ved flere lejligheder anerkendt sagsøgtes indsats med hensyn til
forbedring af arbejdsmiljøet på virksomheden.
Særligt vedrørende tidsrummet 1947-1976 afvises det, at sagsøgte som
anført af sagsøgerne kan være ansvarlig for sækkenes tilstand ved ankomsten
til sagsøgte. Den interne transport af asbest blev på et tidligt tidspunkt
udført som et lukket system, og det forhold, at det senere viste sig, at
systemet var mindre lukket end forudbgeregnet, kan ikke berettige til kritik
af sagsøgte. Henstillingen i fabrikstilsynets skrivelse af 15. februar 1947
vedrørende kollergangen blev taget til følge. Allerede i 1951 indførtes
vådkolring, og arbejdstilsynet fremkom i januar 1967 alene med en
konstatering af enkelte forhold, der gav anledning til bemærkninger. I
slutningen af 1950'erne blev der opstillet en halvautomatisk
sækketømningsmaskine, og udviklingen af en fuldautomatisk
sækketømningsmaskine voldte adskillige problemer, der var vanskelige at løse
teknisk tilfredsstillende. Der er heller intet grundlag for at bebrejde
sagsøgte, at tørfejning fandt sted trods forbud, idet det for sagsøgte var
praktisk umuligt at forhindre de ansatte i at anvende koste. Under alle
omstændigheder er 5 påbud herom i tiden fra 1970-1976 et ganske ringe antal.
Der er endvidere heller ikke grundlag for kritik af udsugningsforholdene
gennem årene. Udsugningen er til stadighed blevet forbedret, og sagsøgernes
beregninger på dette punkt må tilsidesættes som udokumenterede.
Der har på intet tidspunkt været givet noget generelt påbud om anvendelse
af masker, men sagsøgte har siden 1950 stillet masker til rådighed for de
ansatte, som var beskæftiget med funktioner, hvor der var maskepåbud. Der har
heller ikke på noget tidspunkt været givet noget generelt påbud om udlevering
af arbejdstøj, men sagsøgte modtog blot i 1972 en meddelelse fra
arbejdstilsynet om udlevering af arbejdstøj til visse kategorier af ansatte.
Det bestrides, at der er gurndlag for bebrejdelser med hensyn til rengøringen
hos sagsøte, og sagsøgte har hverken modtaget konkrete eller generelle påbud
vedrørende rengøring.
Sagsøtte har til de ansatte videregivet den viden, som sagsøgtre havde fra
arbejdstilsynet og dettes læger. allerede i 1949 holdt professor Bonnevie et
foredrag for en del af arbejderne, og i hvert fald efter asbestudvalgets
oprettelse og indførelsen af støvmålingerne har alle vidst, at der var en
risiko forbundet med arbejdet med asbest. Men iøvrigt bestrides det, at der
skulle være nogen årsagsforbindelse mellem muligt utilstrækkelig information
og sygdom.
Eftersom der har været stillet masker til rådighed for de ansatte og været
opslag om maskepåbud ved bestemte arbejdsfunktioner, må de ansattes
undladelse af anvendelse af masker betragtes som egen skyld eller som accept
af risiko med den virkning, at eventuelle erstatningskrav skal nedsættes. I
mangel af bevis for, hvem af de ansatte der for foretaget tørfejning trods
instruktion ombefugtning inde3n fejning, må der på dette punkt statueres
fælles accept af risiko for sagsøgerne.
Med hensyn til forældelsesspørgsmålet har sagsøgte navnlig fremhævet, at
sagsøgte for så vidt angår sagsøgerne 1-13 modtog påkrav den 12. december
1985. For sagsøgerne 14-19 og 20-36 blev støvningerne uden forudgående påkrav
forkyndt henholdsvis den 14. marts 1986 og den 2. oktober 1987.
Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er derfor henholdsvis den 12.
december 1965, den 14. marts 1966 og den 2. oktober 1967. Der er ved krav på
erstatning uden for kontraktsforhold ikke grundlag for en antagelse af, at
forældelsesfristen løber fraq et senere tidspunkt end foretagelse af den
ansvarspådragende handling, jfr. herved bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4 og
forarbejderne til 1908-loven (Rigsdagstidende 1897-98 tillæg b. sp. 767-72,
1907-08 tillæg B. sp. 2520-22 og 3686-88 samt 1908-09 tillæg B. sp. 33- 36).
Adskillige af de rejste krav er derfor helt eller delvist forældede.
Sagsøgte har kunnet tiltræde, at udmålingen af de erstatninger for
invaliditet, der indgår i sagsøgernes opgørelser af deres krav, sker ved
udgangspunkt i invaliditetsgrader svarende til de mengrader, der er fastssat
i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, og således, at beløbet pr.
invaliditetsgrad fastsættes i overensstemmelse med sagsøgernes opgørelse.
Om årsagsforbindelsen mellem asbestudsættelsen og de konstaterede men har
sagsøgte imidlertid anført:
Retslægerådet har i sine besvarelser taget stilling til, hvorvidt der er
årsagsforbindelse mellem sagsøgernes eller de afdøde ægtefællers
asbestudsættelse hos sagsøgte og de pågældendes sygdomme, og har iøvrigt ved
sin besvarelse af de generelle spørgsmål 1 og 2 givet udtryk for, at der er
betydelig usikkerhed forbundet med at stille diagnosen asbestose. Det
bestrides i denne forbindelse, at de i rådets erklæringer omtalte
radiologiske lungeforandringer er ensbetydende med, at de pågældende
sagsøgere har pådraget sig varige men.
Da de ansatte, der ryger eller har røget, bevidst har påtaget sig den
risiko, der er forbundet med tobaksrygning, er der i intet tilfælde grundlag
for at fastslå, at den pågældende i erstatningsretlig henseende skal
betragtes som eller sidestilles med personer med særlige sygdomsanlæg.
Sagsøgte har i denne forbindelse tillige anført, at der i de tilfælde, hvor
rådet har anført, at der foreligger samvirkende årsager, men uden at den
relative årsagsandel kan oplyses, må ske en skønsmæssig nedsættelse af
erstatningen med halvdelen.
På grundlag af Retslægerådets erklæringer anerkendes årsagsforbindelsen
for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 1, sagsøger nr. 12, sagsøger nr.
15, sagsøger nr. 21, sagsøger nr. 24, sagsøger nr. 25, sagsøger nr. 32 og
sagsøger nr. 36. For så vidt angår sagsøger nr. 13, sagsøger nr. 14, sagsøger
nr. 17, sagsøger nr. 18 og sagsøger nr. 22 anerkendes delvis
årsagsforbindelse, medens det bestrides, at de øvrige sagsøgere har bevist,
at der er årsagsforbindelse.
Om de enkelte sagsøgeres krav iøvrigt har sagsøgte anført:
Hvor sagsøgeren har en høj alder, skal invaliditetserstatningen nedsættes
skønsmæssigt i overensstemmelse med gældende retspraksis inden
erstatningsansvarslovens ikrafttræden, og bestemmelserne i
erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, skal således ikke anvendes.
Sagsøgte kan derfor i følgende tilfælde størrelseswmæssigt alene anerkende
invaliditetserstatningskravene således: (udelades).
Under hensyn til, at sagsøger nr. 10's ægtefælle er afgået ved døden efter
sagens anlæg, kan invaliditetserstatiningskravet størrelsesmæssigt alene
anerkendes med 40.000 kr.
Særligt for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 4 og sagsøger nr. 5) har
sagsøgte anført, at der ikke i retspraksis forud for erstatningsansvarsloven
er grundlag for tilkendelse af erstatning for fremtidige medicinudgifter.
Da forudsætningen om, at den efterlevende ægtefælle, som kræver
forsørgertagserstatning, skal have mistet sin forsørgelse, ikke er opfyldt,
hvis den efterlevende ægtefælles egen indkomst er af en ikke ubetydelig
størrelse, har følgende sagsøgere ikke krav på forsørgertabserstatning:
Sagsøger nr. 12, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 119.066 kr.
Sagsøgte har for så vidt angår denne sagsøger til støtte for sin
frifindelsespåstand tillige henvist til, at S12 ved sin død var 100% invalid,
og at der allerede inden hans dødsfald af arbejdsskadeforsikringen var
udbetalt 225.499 kr.
Sagsøger nr. 14), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 86.519 kr.
Sagsøger nr. 15, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 116.669 kr.
For så vidt angår sagsøger nr. 17 har sagsøgte anført, at sagsøgeren under
hensyn til, at hun selv er født i 1919, og at hendes afdøde ægtefælle var
født i 1920, ikke har krav på førsørgertagserstatning, subsidiært at denne
ikke kan overstige 60.000 kr. Da sagsøgerne sagsøger nr. 18 og sagsøger nr.
19's ægtefæller var født i henholdsvis 1921 og 1927, kan disse sagsøgeres
krav på forsørgertabserstatning størrelsesmæssigt alene anerkendes med
1000.000 kr.
Tilkendelse af godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold er
efter hidtidig retspraksis som hovedregel sket i forbindelse med tilkendelse
af invaliditetserstatning og i så fald med et samlet beløb omfattende begge
krav. Kun i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor invaliditeten har medført
videregående følger for skadelidte, er der kilkendt særskilt godtgørelse og i
så fald for fremtidigt tab. I flere tilfælde under de foreliggende sager er
kravene da også alene rejst som selvstændige krav, fordi det under sagernes
gang viste sig, at nogle sagsøgere af arbejdsskadeforsikringen havde fået
udbetalt større beløb, end de almindelige erstatningsregler kunne berettige
til. På denne baggrund afvises det, at nogen af sagsøgerne har krav på
godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold. En eventuel godtgørelse
skal i hvert fald reduceres efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55.
Overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal
fratrækkes i forsørgertagserstatningen eller i begravelsesudgifterne. Fradrag
skal derfor ske for samtlige de sagsøgere, der er efterlevende ægtefæller.
Såvel allerede udbetalte som løbende fremtidige ydelser, der
kapitaliseres, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 31, skal endelig bringes
til fradrag i forsørgertabserstatningen - og i hvert fald fremtidige ydelser
med det kapitaliserede beløb uden fradrag af skat.
L. LANDSRETTENS BEGRUNDELSE FOR DOMSRESULTATET.
I. Ansvarsgrundlaget. Forældelse.
1. I de seneste årtier har adskillige stoffer, der hidtil har været anset
for uskadelige, uventet vist sig at frembyde betydelig sundhedsfare.
I modsætning hertil gælder det om asbest, at det allerede i
mellemkrigstiden blev kendt, at arbejdere på virksomheder, der udvandt asbest
eller anvendte asbest i deres produktion, ved indånding af asbestfibre kunne
pådrage sig den uhelbredelige lungelidelse asbestose.
Denne viden var baggrunden for, at Direktoratet for arbejs- og
Fabrikstilsynet i 1934 anmodede tilsynskredsene om at have opmærksomheden
henvendt på virksomheder, der arbejdede med asbest, så der kunne blive
foretaget undersøgelse af arbejderne.
I overensstemmelse hermed henstillede fabrikstilsynet i februar 1937 til
sagsøgte, at virksomhedens asbestarbejdere blev røntgenfotograferet »for
mulig - - - asbestsygdom i lungerne«, og i skrivelse af 15. februar 1947
til sagsøgte fremhævede tylsynet påny den specielle asbeststøvfare og
henstillede til virksomheden at søge at udfinde metoder til støvfri
behandling og transport af asbesten.
Også fabrikstilsynets årsberetninger for årene 1939-41, som udkom i 1942,
omtaltes lungelidelsen asbestose, og det blev her nævnt, at lidelsen synes at
begunstige opståen af lungekræft. Efter at denne særlige risiko i 1949 havde
været omtalt i et ugeblad, opstod der bekymring blendt de ansatte hos
sagsøgte, og der blev samme år på fabrikken holdt et foredrag af overlæge i
fabrikstilsynet, professor, dr. med. Poul Bonnevie for virksomhedens ledelse
og ca. 50 arbejdere.
I professor Bonnevies værker »Arbejdssygdomme«, der udkom i 1950
og »Hygiejne«, der udkom i 1951, anførtes det, at asbestose
»har tendes til - - - cancerudvikling«.
I det hos sagsøgte udarbejdede notat af 30. april 1968 siges det bl.a., at
man på »Dansk Eternitfabrug har - - - fulgt den viden, som har været
tilgængelig om disse forhold. allerede i 30'erne var vi opmærksomme på
asbestosefaren, og der blev foretages visse nødtørftige foranstaltninger, som
dog langt fra har været tilstrækkelige«.
På denne baggrund må landsretten lægge til grund, at sagsøgte i hvert fald
allerede fra omkring 1940 som hævdet af sagsøgerne har været vidende om, at
erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kunne medføre den
uhelbredelige lungelidelse asbestose. Endvidere finder landsretten, at
sagsøgte fra omkring 1950 efter det oplyste må antages at have været eller
burde have været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af
asbeststøv tillige indebar en øget kræftrisiko.
Under disse omstændigheder må det komme sagsøgte til skade, såfremt
virksomheden måtte have ladet de løbende vurderinger af, hvilke
foranstaltninger der skulle træffes for at begrænse støvdannelserne i
virksomhedens produktion, påvirke af blotte formodninger om, at
produktionsforholdene på fabrikken i Aalborg ikke eller ikke længere frembød
nogen fare for de ansatte.
2. I hele den periode, hvori sagsøgte efter krigen har anvendt asbest i
sin produktion, er der som beskrevet ovenfor i afsnit F gennemført en række
ændringer af produktionsgangen og produktionsapparatet. Disse ændringer må
hver for sig antages i større eller mindre grad at have bidraget til at
formindske spredningen af asbeststøvet og dermed medvirket til at begrænse
den sundhedsmæssige risiko, som de ansatte var udsat for som følge af deres
arbejde med asbesten og de asbestholdige prudukter.
Navnlig efter udsendelsen af meddelelse nr. 5/1970 fra Direktoratet for
Arbejdstilsynet, og efter at der i 1973 var fastsat hygiejniske grænseværdier
for luftens indhold af asbestfibre gældende for viksomheden og senere afløst
af generelle grænseværdier, har virksomheden gjort en betydelig indsats for
at forbedre de arbejdsmiljømæssige forhold gennem foranstaltninger til
formindskelse af luftens indhold af asbestfibre.
Ved vurderingen af, om den gennem hele perioden opnåede reduktion af
forekomsten af asbeststøv har været tilstrækkelig til at opfylde den til
envher tid gældende lovgivnings krav, må det fremhøves, at de spredte
støvmålinger i 1949, 1957 og 1958 alle viste endog meget betydelige
koncentrationer af asbeststøv. I forbindelse hermed må der endvidere peges
på, at overlæge Poul Bonnevie i 1949 opfordrede til at stille ret strenge
krav ved bedømmelsen af luftens indhold af asbest, samt at arbejdslæge Jørgen
Frost i 1957 bl.a. over for sagsøgtes ldelse understregede betydningen af
støvmålingerne for bedømmelsen af den aktuelle asbestoserisiko. Det må
endvidere fremhæves, at de regelmæssige målinger, der blev foretaget efter
1971, i adskillige tilfælde - trods en generel markant reduktion af
støvtallet - viste ikke ubetydelige overskridelser af de gradvist faldende
grænseværdier, som var gældende fra 1973. Dette må sammenholdes med de
iagttagelse af forholdene på virksomheden, der fremgår af
arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på fabrikken gennem
hele perioden, og med de for landsretten afgivne parts- og vidneforklaringer
om støvforholdene på virksomheden.
På denne baggrund må landsretten anse det for bevist, at
asbeststøvniveauet i store dele af fabrikken, hvor sagsøgerne eller des
afdøde ægtefæller har arbejdet på skiftende steder - til trods for sagsøgtes
indsats for at formindske støvfaren - gennem hele perioden indtil slutningen
af 1970'erne først vedvarende og senere jævnligt har ligget over, hvad der
efter den til enhver tid gældende arbejdsmiljølovgivning har kunnet anses for
tilladeligt, jfr. § 6, stk. 1 og § 7, stk. 2, i lov nr. 143 af 29. april 1913
om arbejde i fabrikker mv., § 5, stk. 1, og § 13, nr. 18 og 19, i lov nr. 226
af 11. juni 1954 om almindelig arbejdserbeskyttelse samt § 15 o9g § 48, stk.
1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø. Det bemærkes i denne
forbindelse, at den skærpelse af kravet om støvfrie arbejdsprocesser, der
blev gennemført ved § 13, nr. 18, i arbejderbeskyttelsesloven af 1954, i
bemærkningerne til lovforslaget netop var begrundet med, at beskyttelse af
arbejderne mod støv var af særlig vigtighed bl.a., hvor støvet består af
stoffer, som angriber lungerne, jfr. Rigsdagstidende 1951-52, tillæg A, sp.
2775.
3. Efter de iagttagelser, som fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes
beretninger om deres besøg på virksomheden, sammenholdt med de afgivne parts-
og vidneforklaringer må landsretten endvidere anse det for bevist, at
sagsøgte fra 1947, da der første gang blev givet påbud om anvendelse af
beskyttelsesmasker ved udførelsen af bestemte arbejdsfunktioner, hverken
effektivt har draget omsorg for, atpåbud og forskrifter om anvendelse af
masker er kommet til de ansattes kundskab, eller har ført noget effektivt
tilsyn med, at påbudene og forskrifterne blev overholdt af de ansatte.
Landsretten finder det tillige ved de ovenfor omtalte iagttagelser og
forklaringer bevist, at sagsøgte heller ikke effektivt har draget omsorg for,
at de ansatte blev bekendt mede, at tørfejning med ophvirvling af støv til
følge ikke måtte finde sted, elelr har ført noget effektivt tilsyn med, at
forbudet blev respekteret.
Om de ansattes motivation til at efterleve disse påbud, forskrifter og
forbud bemærkes, at det må antages, at i hvert fald en del af de ansatte -
også på grund af de tilbagevendende lægeundersøgelser - har vidst, at
indånding af asbeststøv kunne medføre sygdom i lunger eller luftveje. Det er
imidlertid ikke oplyst af sagsøgte, hvilke nærmere oplysninger om arten og
alvoren af de asbestrelaterede sygdomme der af virksomheden skulle være
meddelt sagsøgerne, deres afdøde ægtefæller eller de øvrige ansatte.
Landsretten må derfor også lægge til grund, at sagsøgte ikke har opfyldt sin
pligt til at føre de ansatte bekendt med den sygsomsfare, der var forbundet
med arbejdet, jfr. § 5, stk. 2, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig
arbejderbeskyttelse og § 17, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om
arbejdsmiljø.
Under disse omstændigheder kan det ikke tillægges betydning ved sagens
afgørelse, om nogen af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller måtte have
tilsidesat påbud eller forskrifter om anvendelse af beskyttelsesmaske eller
deltaget i tørfejning.
4. som følge af det anførte må landsretten herefter anse sagsøge for
erstatningsansvarlig over for sagsøgerne i det omfang, hvori det findes
bevist, at de sygdomme, som sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har
pådraget sig, er følger af virksomhedens overtræderlser af
arbejdsmiljølovgivningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der for
sådanne overtrædelser påhviler virksomhedsejeren et strengt selvstændigt
ansvar over for de ansatte, den omstændighed, at arbejdstilsynsmyndighederne
ikke har påtalt forholdene i virksomheden i videre omfang end sket, kan
derfor ikke føre til ansvarsfrihed for sagsøgte.
5. angående sprøgsmålet om, hvorvidt nogle af de rejste erstatningskrav er
helt eler delvist forældet efter bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4, bemærkes:
De personskader i form af lungelidelser, som erhvervsmæssig udsættelse for
indånding af asbeststøv kan medføre, kan efter Retslægerådets besvarelse af
det stillede spørgsmål herom i reglen først antages at indtræffe en længere
årrække efter, at udsættelsen har fundet sted.
Forældelsesfristen efter Danske Lovs 5-14-4 for krav på erstatning for
sådanne senskader kan derfor først regnes fra det tidspunkt, da skaden er
indtruffet.
Som følge heraf kan intet af sagsøgernes krav anses for forældet.
II. ÅRSAGSSAMMENHÆNGEN.
1. For så vidt angår sagsøgerne 16., 19., 26., 28. og 29. finder
landsretten det efter indholdet af Retslægerådets erklæringer ikke bevist, at
disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefællers død er forårsaget af
den støvudsættelse, som sagsøge er fundet ansvarlig for.
Som følge heraf tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge for så vidt
angår disse sagsøgere.
2. For så vidst angår sagsøgerne 1., 12., 15., 21., 24., 25., 32. og 36.
har søgsøgte anerkendt, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde
ægtefælles død er forårsaget af støvudsættelse på sagsøgtes virksomhed.
Som følge heraf finder landsretten efter det, som er anført ovenfor under
I, sagsøgte ansvarlig for de tab, som sygdommene og dødsfaldene må antages at
have påført disse sagsøgere.
3. For så vidt angår sagsøgerne 14., 17. og 18. skal landsretten om
årsagssammenhængen udtale:
Det er af sagsøgte ikke bestridt, at der er årsagssammenhæng mellem
støvudsættelsen på sagsøgtes virksomhed og disse sagsøgeres ægtefællers død.
Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for som anført af sagsøgte
at anse de afdøde æftefællers tobaksrygning for egen skyld eller accept af
risiko, der kan føre til nedsættelse af sagsøgtes erstatningsansvar, må det
fulde ansvar også for disse sagsøgeres tab pålægges sagsøgte.
4. For så vidt angår sagsøgerne 2., 3., 4., 5., 6., 7., 8., 9. 13. 20.,
22., 23., 27., 30., 31., 33., 34. og 35. skal landsretten udtale:
Efter indholdet af Retslægerådets erklæringer finder landsretten det
bevist, at den ansvarspådragende støvudsættelse har påført disse sagsøgere -
for sagsøgeren 10's vedkommende hendes afdøde ægtefælle - men, som efter
deres karakter berettiger til erstatning for invaliditet. Til sådanne men må
henregnes de af Retslægerådet omtalte radiologisk påviste varige
beskadigelser af væv i lungerne eller lungehinderne, uanset om de har givet
sig udslag i hoste, åndenød eller andre symptomer.
Sagsøgernes krav mod sagsøge er baseret på, at der tilkommer dem
invaliditetserstatninger udmålt på grundlag af invaliditetsgrader svarende
til de mengrader, som er fastsat i henhold til loven om
arbejdsskadeforsikring.
Retslægerådet er derfor spurgt, om det arbejdsbetingede varige men, som
for hver enkelt er konstateret af Sikringsstyrelsen eller Den sociale
Ankestyrelse, er forårsaget af den pågældendes udsættelse for asbestholdigt
støv.
Som omtalt ovenfor i afsnit C har Retslægerådet ikke kunnet besvare dette
spørgsmål, idet det ikke af de sagsakter fra Sikringsstyrelsen og Den sociale
Ankestyrelse, som har været indsendt til rådet, fremgår, hvilke sygdomme,
fund eller symptomer der ved fastsættelsen af mengraden er anset for
erhvervsbetingede.
Oplysninger herom er heller ikke forelagt for landsretten, men
Sikringsstyrelsen har i sins skrivelse af 17. maj 1988, der er citeret
ovenfor i afsnit D, udtalt, at styrelsen i sager om lungelidelser aldrig
træffer afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til
betydningen af et eventuelt tobaksforbrug, og at den af styrelsen fastsatte
mengrad i sådanne sager således alene vedrører den del af en lidelse, som
styrelsen skønner må være arbejdsbetinget.
Landsretten finder ikke i de foreliggende udtalelser fra Retslægerådet om
betydningen af et eventuelt tobaksforbrug grundlag for at tilsidesætte de
skøn over tobaksforbrugets betydning, der er udøvet af Sikringsstyrelsen
eller Den Sociale Ankestyrelse.
Landsretten finder det herefter bevist, at de varige men, hvor hvilke der
er ydet erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring, i deres helhed er
forårsaget af den ansvarspådragende støvudsættelse, og landsretten finder
derfor sagsøgte ansvarlig for det tab, der gennem disse men er påført
sagsøgerne.
Da der mellem parterne er enighed om, at invaliditetsgraden for den
enkelte sagsøger eller vedkommendes afdøde ægtefælle herefter svarer til den
mengrad, der er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring, lægger
landsretten denne procent til grund ved udmålingen af de
invaliditetserstatninger, som indgår i de enkelte sagsøgeres opgørelser af
deres krav mod sagsøgte.
III De neklete krav. Erstatningerne. (Landsrettens begrundelse for de
enkelte erstatninger udelades med undtagelse af nogle principielle
bemærkninger.
1. Sagsøgeren.
Der er mellem parterne enighed om, at der ved fastsættelsen af
invaliditetserstatningen for denne sagsøger (født 1918) og andre sagsøgere
over 60 år skal tages hensyn til de pågældendes alder.
Dette kan imidlertid ikke som påstået af sagsøgerne ske ved reduktion
efter en fast procentsats efter princippet i erstatningsansvarslovens § 4,
stk. 2, men sagsøgerens invaliditetserstatning må i overensstemmelse med fast
praksis for fastsættelse af invaliditetserstatninger for skader indtruffet
før erstatningsansvarslovens ikrafttræden fastsættes skønsmæssigt under
hensyn til hans alder.
Landsretten fastsætter herefter erstatninge til 350.000 kr.
Tiul støtte for det krav på godtgørelse for forstørrelse af stilling og
forhold, som er rejst af denne sagsøger og en række andre sagsøgere, er
anført, at den krævede godtgørelse skal tjene dels som godtgørelse for gener
i dagligdagen, som sygdommen har medført forud for konstateringen af
invaliditeten, delse som godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for
tabt arbejdsfortjeneste i sygeperioder, der nu vanskeligt kan dokumenteres.
Da der imidlertid hverkan kan kræves særskilt kompensation for de omtalte
gener eller under betegnelsen godtgørelse for forstørrelse af stilling og
forhold kan kræves godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste i udokumenterede sygeperioder, kand er ikke tillægges
sagsøgeren nogen godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold.
- - -
4. Sagsøgeren.
Landsretten finder ikke noget til hinder for, at fremtidige
medicinudgifter kræves erstattet i overensstemmelse med denne sagsøgers
opgørelse som en kapitalisering af den hidtidige månedlige udgift, hvis
størrelse sagsøgte ikke har bestridt.
- - -
12. Sagsøgeren.
Efter de foreliggende oplysnigner om afdødes og sagsøgerens forhold må det
antages, at sagsøgeren har lidt et økonomisk tab, der berettiger hende til
forsørgertabserstatning. Forsørgertabserstatningen fastsættes til 200.000 kr.
denne erstatning skal imidlertid efter § 55, 2. pkt., i loven om
arbejdsskadeforsikring nedsættes med det overgangsbeløb på 34.500 kr., som
sagsøgeren har fået udbetalt i henhold til lovens § 30, jfr. afgørelsen i
Ugeskrift for Retsvæsen 1985.423.
Som anført i denne afgørelse er det efter § 30 i loven om
arbejdsskadesforsikring og motiverne til denne bestemmelse usikkert, hvorvidt
overgangsbeløb i henhold til bestemmelsen i et vist omfang skal dække
udgifter til begravelse, men det må antages, at beløbet helt overvejende skal
dække andre udgifter i anledning af dødsfaldet.
På denne baggrund findes overgangsbeløbt ikke som hævdet af sagsøgte at
burde begrunde bortfald af sagsøgerens krav på erstantning for
begravelsesudgifter, som landsretten derfor tager til følge.
- - -
HØJSTERETS DOM.
Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Funch Jensen,
Munch, Kiil, Pontoppiden, Hermann og Wendler Pedersen.
Dansk Eternyt-Fabrik A/S har som appellant i sag nr. 270/1988 gentaget sin
frifindelsespåstand og som indstævnt i sag nr. 300/1988 påstået stadfæstelse.
De indstævnte (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11), (18), (27),
(31), (33), (35) og (36) har gentaget deres påstande for landsretten,
subsidiært nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale et mindre
beløb efter rettens skøn.
De indstævnte (3), (12), (15), (17), (22), (23) og (30) har nedlagt
påstand som nedenfor anført, subsidiært påstået appellanten dømt til betaling
af et mindre beløb efter rettens skøn.
De indstævnte (14) og (25) har påstået stadfæstelse.
Om de nye påstandsbeløb foreligger følgende oplysnigner og beregninger:
(3):
Påstand 89.7651 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Den sociale
Ankestyrelse fastsatte den 23. februar 1989 erhvervsevnetab for denne
indstævnte til 25%, for hvilket han har fået udbetalt 189.309 kr.
Påstanden, der herefter ikke indeholder krav om yderligere
invaliditetserstatning, er specificeret således:
Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.
Tabt arbejdsfortjeneste 53.161 kr.
Svie og smerte 16.600 kr.
(12):
Påstand 290.633,61 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er
specificeret således:
Tabt arbejdsfortjeneste 66.725 kr.
Forsørgertab 250.000 kr.
Fradrag af overgangsbeløb 34.500 kr. ialt 215.500 kr.
Begravelsesudgifter 8.408 kr.
(15):
Påstand 220.627 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er
specificeret således:
Forsørgertab 250.000 kr.
Begravelsesudgifter 11.080 kr.
med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen i 1 år 40.453 kr.
Der er således ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på
249.500 kr.
(17):
Påstand 18.746 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er
specificeret således:
Forsørgertab 250.000 kr.
Begravelsesudgifter 1.361 kr.
med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 232.615 kr.
Der er ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på 26.500 kr.
(22) og (23):
Påstandsbeløbene er efter udbetaling af yderligere ydelser fra
arbejdsskadeforsikringen nedsat til 20.000 kr. for hver af de indstævnte med
procesrente fra den 7. august 1987. Beløbene omfatter alene godtgørelse for
forstyrrelse af stilling og forhold.
(30):
Påstand 184.544 kr. med procesrente fra den 7. august 1987. Indstævntes
ægtefælle Axel Emil Larsen afgik ved døden den 26. november 1988.
Påstanden er specificeret således:
Invaliditetserstatning 75% af kr. 8.000 600.000 kr.
Reduktion på grund af alder 300.000 kr.
Ydelser fra arbejdsskadeforsikringen, heri inkluderet 88.182 kr. ifølge
afgørelse af 6. maj 1988 135.456 kr.
Resterende invaliditetserstatning 164.544 kr.
Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.
Appellanterne i sag nr. 300/1988 (8), (13), (16), (20), (21), (234), (6),
(28), (29), (32) og (34), der er enke efter X, som er afgået ved døden den
18. februar 1989, har gentaget påstandene for landsretten, subsidiært påstået
indstænvte dømt til betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.
Appellanten (19) har nedlagt påstand om betaling af 69.151 kr., subsidiært
om betaling af et mindre beløb med procesrente fra den 6. marts 1986.
Påstandsbeløbet er specificeret således:
Forsørgertab 250.000 kr.
Begravelsesudgifter 7.291 kr.
med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 188.140 kr.
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.
Med hensyn til de under sagen rejste spørgsmål udtaler Højesteret:
Ansvarsgrundlaget.
Appellanten er en større fabriksvirksomhed, der gennem en lang årrække
anvendte store mængder asbest ved fremstillingen af sien produkter, hvorved
arbejderne i vid udstrækning blev udsat for indånding af asbeststøv. Det har
længe været erkendt, at langvarig udsættelse for asbeststøv kan fremkalde
alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred.
Virksomhedens ledelse har tidligt haft kendskab hertil og har med mellemrum
måttet foretage anmeldelser om tilfælde af asbestose til vedkommende
forsikringsselskab i henhold til ulykkes- og
arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det stadigt øgede kendskab til asbestens
farlighed har medført, at appellanten har måttet omlægge sin produktion
således, at anvendelsen af asbest ophørte fra 1. januar 1988.
Under disse omstændigheder finder Højesteret, at appellanten bør være
erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden
beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra
asbeststøv.
Forældelse.
Det fremgår af Retslægerådets erklæring af 4. maj 1988, at der som regel
går 10-20 år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne
af lungerne ved asbestose, og at asbestbetingede kræftsygdomme kun
undtagelsesvis er set efter mindre end 20 års eksposition. Det fremgår da
også af rådets erklæringer vedrørende de enkelte skadelidte i denne sag, at
den menfremkaldende påvirkning med undtagelse af nogle få tilfælde er sket
inden 1970. Den 10-årige forældelse efter Danske Lov 5- 14-4 ville derfor
ofte medføre, at krav på erstatning for sådanne helbredssakder ville miste
deres betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderes således, at fristen
først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres. Da formuleringen fa
Danske Lovs forældelsesregel ikke udelukker en så+dan suspension af
forældelsesfristen, tiltræder Højesteret, at krav, som de erstatningssøgende
måtte have, ikke kan anses forældet, hverken helt eller delvis.
Årsagssammenhæng.
Som sagen foreligger oplyst, finder Højesteret ikke grundlag for at ændre
landsrettens afgørelse af spørgsmålet om årsagssammenhæng, herunder
landsrettens vurdering af de lægelige skøn over betydningen af et eventuelt
tobaksforbrug som medvirkende årsag til de konstaterede helbredsskader.
Egen skyld.
Det tiltrædes, at der ikke hos de skadelidte har foreligget forhold, som
kan begrund bortfald eller nedsættelse af erstatningen.
Invaliditetserstatning.
Det fremgår af Højesterets dom af 11. november 1981 (U.f.R 1982 side 13 H)
og senere lignende domme, at de i retspraksis udviklede retningslinier for
fastsættelse af invaliditetserstatninger - efter at der ved
arbejdsskadeforsikringsloven var sket væsentlige forhøjelser af
erstatningerne for arbejdsskader - navnlig havde til formål at hæve
erstatningsniveauet for skader, der ikke omfattedes af
arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til
loven om erstatningsansvar (Folketingstidende 1383/84, tillæg A, sp. 57), at
der ved denne lov tilsigtedes en yderligere udligning af forskellene mellem
de to erstatningsniveauer. Under hensyn til disse forudsætninger finder
Højesteret, at der vedrørende de invaliditetserstatninger, som efter
erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 fremdeles
forudsættes udmålt efter den hidtidige praksis, jf. lovens § 28, bør finde en
tilpasning sted. Dette bør ske således, at erstatningerne - hvori der for så
vidt angår arbejdsskader skal ske fradrag efter arbejdsskadeforsikringslovens
§ 55, 2. kpt. - ikke væsentligt overstiger de beløb, som efter
erstatningsansvarslovens kap. 1 ville tilkomme den skadelidte som godtgørelse
for varigt men og som erstatning for tab af erhvervsevne.
Det fremgår imidlertid ikke af sagen, hvilke beløb der ville tilkomme de
skadelidte efter erstatningslovens regler. Appellanten har også for
Højesteret tiltrådt, at udmålingen af erstatningerne for invaliditet sker med
udgangspunkt i de for erstatningsansvarsloven fulgte retningslinier, og at
beløbet pr. invaliditetsprocent fastsættes i overensstemmelse med de
indstævntes opgørelser. Under disse omstændigheder og med bemærkning, at der
som antaget af landsretten findes at være påført de skadelidte varige men af
en karakter, der berettiger til erstatning, dinder Højesteret ikke grundlag
for at ændre de af landsretten fastsatte invaliditetserstatningsbeløb.
Forsørgertabserstatning.
Højesteret tiltræder, at disse erstatninger er fastsat som sket.
Forstyrrelse af stilling og forhold.
Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, aty
kravene om godtgørelse for forstyrrelse af stilling forhold ikke kan
imødekommes.
Begravelsesudigter.
Det fremgår af forarbejderne til loven om arbejdsskadeforsikring, at
størrelsen af overgangsbeløbet i henhold til lovens § 30 er fastsat bl.a. på
baggrund af, at den tidligere lovs regler om begravelseshjælp blev afskaffet.
Det må herefter lægges til grund, at beløbet også skal tjene til dækning af
begravelsesudgifter. udbetaling af overgangsbeløb findes herefter at måtte
medføre, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter
bortfalder.
Fremtidige medicinudgifter.
Højesteret tiltræder, at det kapitaliserede beløb af sådanne udgifter kan
kræves erstattet.
Overgangsbeløb ved dødsfald.
Det tiltrædes, at de udbetalte overgangsbeløb skal fratrækkes i de
efterladtes krav på erstatning i det omfang, hvori de ikke er anvendt til
dækning af begravelsesudgifter, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2.
pkt.
Som følge af det anførte stadfæster Højesteret herefter i sag nr. 270/1988
dommen, for så vidt angår (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11),
(12), (18), (27), (31), (33), (35) og (36).
Appellanten skal til (3) betale 69.761 kr. og til (15) 141.127 kr. med
renter som påstået.
For så vidt angår (30) findes den samlede erstatning at burde fastsættes
til 164.544 kr. med renter som påstået.
Appellanten frifindes for de af de indstævnte (14), (17), (22), (23)
og (25) nedlagte påstande.
I sag nr. 300/1988 stadfæster Højesteret dommen.
THI KENDES FOR RET:
Landsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer:
Dansk Eeternit-fabrik A/S frifindes for de af (14), (17), (11), (23) og
(25) nedlagte påstande.
Selskabet skal til (3) betale 69.761 Kr. Med procesrente fra 6. Marts
1986, til (15) 141.127 Kr. Med procesrente fra 6. Marts 1986 og til (30)
164.544 Kr. Med procesrente fra 7. August 1987.
For Højesteret skal Dansk Eternit-fabrik a/s betale følgende
sagsomkostninger til:
(1): 10.500 Kr., (2): 5.000 Kr., (3): 7.500 Kr., (4): 5.000 Kr., (5):
5.000 Kr., (6): 9.500 Kr., (7): 6.000 Kr., (9): 6.500 Kr., (10): 5.000 Kr.,
(11): 9.000 Kr., (12): 16.000 Kr., (15): 12.000 Kr., (18): 14.000 Kr., (27):
9.500 Kr., (30): 13.000 Kr., (31): 10.000 Kr., (33): 6.500 Kr., (35): 4.500
Kr. og (36): 5.000 Kr.
Herudover betaler ingen af parterne sagsomkostninger for højesteret til
nogen anden part.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne Højesteretsdoms
afsigelse.
Lignende dokumenter
- Erstatning uden for kontraktsforhold - rygers kroniske lungelidelse - ikke arbejdsskade (* 1) Retsinformation · 1. oktober 1997
- Lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1 - Berettiget udnyttelse af fortrolige kundeoplysninger - Arbejdsskadesag Finanstilsynet · 24. juli 2003
- Forslag til Lov om ændring af forældelsesloven (Forældelse af fordringer på erstatning eller godtgørelse i anledning af en erhvervssygdom) Retsinformation · 24. februar 2011
- Fradrag for advokatudgifter vedrørende erstatningssag for tab af erhvervsevne Landsskatteretten · 19. marts 2019
- 2006-0008068 - klage afvist, da Finanstilsynets skrivelse ikke kunne anses som en afgørelse i forhold til klager (08. januar 2007) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. januar 2007
- Cirkulæreskrivelse om anmeldelse og behandling af arbejdsulykker Retsinformation · 1. juli 2014