Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsskade - asbestskader - sen menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)

DOM nr 19439 af 27/10/1989DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet1. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsskade - asbestskader - sen

menfremkaldelse - forældelsesfrist (* 1)

H. D. 27. oktober 1989 i sag 1270/1988 og i 300/1988 Dansk Eternit-

fabrik a/s (adv. Henrik Christrup) mod

S1 m.fl. (adv. Jens Bjørst) og

A m.fl. (adv. Jens Bjørst) mod

Dansk Eternit-fabrik A/S (adv. Henrik christrup)

ERSTATNING 3211.4 OG 3211.5.

Udtalt, at de invaliditetserstatninger, som efter erstatningsansvarslovens

ikrafttræden den 1. oktober 1984 udmåles efter den hidtidige praksis, ikke

væsentlig bør overstige de beløb, som efter lovens kap. 1 ville tilkomme den

skadelidte som godtgørelse for varigt men og som erstatning for tab af

erhvervsevne.

ERSTATNING 3212.1.

Udbetaling af overgangsbeløb efter arbejdsskadeforsikringslovens § 30

medførte, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter

bortfaldt.

ERSTATNING 32.9.

Ikke godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold i udokumenterede

sygeperioder efter påførelse af ervhervssygdomme.

PENGEVÆSEN M.V. 58.2.

Erstatningskrav for langvarig udsættelse af afbeststøv, hvis følger først

viste sig efter lang tids forløb, ikke anset forældet efter B.L. 5-14.4.

VESTRE LANDSRETS DOM 14. SEPTEMBER 1988 (6. AFD.)

(Ole Unmack Larsen, Inger Nørgaard, Bjarne Christensen).

A. INDLEDNING.

Sagsøgte, Dansk Eternit-Fabrik A/S, der blev grundlagt i 1927, har siden

1928 på sin fabrik i Aalborg fremstillet Eternit, navnlig i form af plader

til beklædning af tage eller facader. I en del af perioden er der på

fabrikken tillige fremstillet særlige ubrandbare plader (Navilite) til brug i

Læs alt

bygge- og skibsindustrien.

Bortset fra perioden 1941-45 har produkterne foruden af cement og andre

fyldstoffer været fremstillet af asbest, hvoraf de har indeholdt 10-40%. Fra

omkring 1975 er asbest gradvist erstattet af andre stoffer, således at

produktionen fra 1. januar 1988 sker helt uden anvendelse af asbest.

Asbest er en fællesbetegnelse for en række uorganiske silikatforbindelser,

der spalter på langs i tynde fibre. Ifølge den af Cancerregisteret udgivne

publikation, »Kræftrisiko og dødelighed blandt ansatte på en dansk

asbestcementfabrik« (1986), kan indånding af asbestfibre fremkalde:

Asbestose, der er en kronisk og udnertiden fremadskridende lungesygdom,

der er karakteriseret ved, at lungevævet langsomt omdannes til uelastisk

arvæv (fibrose), som vanskeliggør iltoptagelsen,

pleuraplaque, der betegner fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden,

lungekræft, navnlig adenocarcinom, dvs. kræftsvulster udgående fra

bronkialslimhindens kirtler og udførselsgange, samt

malignt mesoteliom, som er en sjældent forekommende kræftform, der udgår

fra hinderne omkring lunger og hjerte eller fra bughinden.

B. SAMMENFATNING AF PÅSTANDE, SØGSMÅLSGRUNDE OG ANBRINGENDER.

Under disse sager, der er anlagt den 6. marts 1986 af 19 sagsøgere og den

7. august 1987 af 17 sagsøgere, har sagsøgerne, som alle er nuværende eller

tidligere ansatte hos sagsøgte eller enker efter ansatte hos sagsøgte,

påstået denne dømt til betaling af erstatninger, som tilsammen udgør

3.221.427 kr. med renter som anført under de enkelte påstande i afsnit E.

Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb

end påstået af de enkelte sagsøgere.

Sagsøgernes påstande støttes navnlig på, at sagsøgerne eller deres afdøde

ægtefæller under arbejdet hos sagsøgte har været udsat for en sådan indånding

af asbeststøv, at det har påført dem varigt men eller medført døden, og at

sagsøgte efter dansk rets almindelige erstatnings4regel eller på objektvit

grundlag må yde dem erstyatning for den del af deres tab, som ikke er

omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring.

Sagsøgtes påstande støttes navnlig på, at der ikke er hjemmel til at

pålægge selskabet objektivt ansvar, at der ikke af selskabet er udvist noget

forhold, som kan begrunde erstatningsansvar efter dansk rets almindelige

erstatningsregel, at der kun for nogle af sagsøgernes vedkommende er

godtgjort årsagssammenhæng mellem indåndingen af asbeststøv og sygdommene

eller dødsfaldene, at skaderne har været upåregnelige for sagsøgte, at der

har foreligget egen skyld eller accept af risiko fra de ansattes die, at

erstatningskravene i vidt omfang er forældede efter Danske Lovs 5-14-4, og at

nogle af sagsøgerne efter modtagelsen af erstatning i henhold til loven om

arbejdsskadeforsikring ikke kan antages at have lidt noget tab.

C. RETSLÆGERÅDETS BESVARELSE AF GENERELLE SPØRGSMÅL.

Der er Stillet Retslægerådet følgende generelle spørgsmål:

»1.

Er sygdommen asbestose veldefineret i forhold til andre lungelidelser?

2.

Hvilke diagnostiske kriterier skal være opfyldte for, at man kan stille

diagnosen asbestose for en person?

3.

Kan lungefibrose kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan

sygdommen også skyldes eller forværres af anden påvirkning, f.eks. tobaksrøg?

4.

Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen asbestose

silles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at det

konstaterede arvæg, fibrose, er fremkomme som følge af påvirkning af

asbestfibre?

5.

Kan dannelsen af fibrøse bindevævsfortykkelser i lungehinden,

poleuraplaque kun skyldes påvirkning af asbestfibre, eller kan pleuraplaque

også skyldes anden påvirkning?

6.

Det bedes oplyst, hvorvidt lægevidenskaben, når diagnosen pleuraplaque

stilles, som følge af patientens arbejdssted, slutter sig til, at de fibrøse

bindevævsfortykkelser er fremkommet som følge af påvirkning af asbestfibre?

7.

Kan kræftformerne adenocacinom og mesoteliom forårsages af andet end

påvirkning af asbestfibre?

8.

Kan hjertesygdomme med sikkerhed, med overvejende sandsynlighed eller

sandsynligvis forårsages af påvirkning af asbestfibre, eller - i benægtende

fald - kan hvertesygdomme skyldes påvirkning af asbestfibre?

9.

Er asbestose en sygdom, hvor der også efter ophør med eksposition for

asbestholdigt støv er risiko for øget bindevævsdannelse i lungerne og

forværring i lungefunktionen?

10.

Hvilke sygdomme kan udsættelse for asbeststøv medføre?

11.

Det bedes oplyst, om der er nogen sammenhæng mellem på den ene side

a) intensiteten af asbestfibre i loften og

b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, og på den anden side

sandsynligheden for, at den eksponerede person pådrager sig

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom

Kan der i bekræftende fald siges noget nærmere om denne sammenhæng, samt

om, hvorvidt den nuværende viden herom afviger fra tidligere opfattelse

herom?

12.

Kan der fastsættes mindstegrænse for henholdsvis

a) intensiteten af asbestfibre i loften og

b) den tidsmæssige udstrækning af eksponeringen, der skal være

overskredet, for at en person kan pådrage sig asbestbetinget

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom.

13.

Det bedes oplyst, om udsættelse for cementstøv alene eller samvirkende med

asbeststøv kan medvirke til, at en person pådrager sig

I Asbestose

II Adenocarcinom

III Mesoteliom,

respektive lignende sygdomme, som muligt kan forveksles hermed.«

Disse spørgsmål har Retslægerådet i skrivelse af 4. maj 1988 besvaret

således:

»Ad spørgsmål 1 og 2: En række af de symptomer og und, der optræder

ved asbestose, kan også ses ved andre lungelidelser.

Grundlaget for den kliniske diagnose er følgende:

a. En erhvervsmæssig udsættelse for asbeststøv.

b. Symptomer på lungelidelse i form af gradvist opstået åndenød ved

anstrengelse, undertiden hoste og eventuelt opspyt. Endvidere kan der ses

kuplede fingernegle.

c. Kliniske fund. Ved den såkaldte stetoskopiske undersøgelse af lungerne,

hvor der bl.a. lyttes over lungerne, høres fine rallelyde over lungerne

nedadtil på lungernes bagflade.

d. Røntgenundersøgelse af lungerne viser en øget lungetegning som udtryk

for et øget bindevævsindehold i lungerne, en såkaldt fibrose. Dette ses især

nedadtil i lungerne. Endvidere ses fortykkelse af lungehinderne, en såkaldt

pleurafortykkelse, de kan være ledsaget af forkalkninger i lungehinden.

e. Lungefunktionsundersøgelser viser en lungefunktionsnedsættelse af type

som ved lungefibrose, en såkaldt restriktiv ventilatorisk insufficiens. Ved

restriktiv ventilatorisk insufficiens ses en ligelig nedsættelse af den

største luftmængde, der kan udåndes efter en maksimal indånding

(vitalkapaciteten), og af de luftmængde, der udåndes i det første sekund af

en forceret udånding. Endvidere ses nedsat lungediffusion visende sig ved en

nedsat transport af ilt og andre luftarter fra lungerne til blodet.

f. Eventuelt kand er i opspyttet påvises de karakteristiske asbestlegemer,

som består af asbestnåle og organisk materiale. Tilsvarende kan i selve

lungevævet påvises asbestlegemer. Denne undersøgelse foretages kun

undtagelsesvis på patienter.

Ingen af de under b. til e. anførte kriterier er specifikke for asbestose.

Påvisning af asbestlegemer er heller ikke specifikt, men en væsentlig støtte

for diagnosen.

Ad spørgsmål 3: Lungefibrose kan skyldes en lang række andre sygdomme og

påvirkning af lungerne. Tobaksrygning giver næppe i sig selv lungefibrose,

men må antages at kunne forværre fibrose fremkaldt af andre faktorer.

Ad spørgsmål 4: Som anført under svar på spørgsmål 1 og 2 indgår den

erhvervsmæssige eksposition for asbeststøv i de diagnostiske kriterier. For

at diagnosen kan stilles, forudsættes det imidlertid også, at patienten

opfylder flere af de ovenfor nævnte diagnostiske kriterier, samt at der ikke

er andre forhold, der taler afgørende imod diagnosen.

Ad spørgsmål 5: Fibrøs bindevævsfortykkelse i lungehinden kan også skyldes

andre forhold end asbestsygdom herunder lungehindebetændelse. Fortykkelse af

lungehinden findes i øvrigt hos en stor del af befolkningen. de kan

antyageligt i et vist omfang være forårsaget af asbest, som findes i

bymiljøet. rygning øger forekomsten af pleurafortykkelse, men er ikke årsagen

hertil.

Ad spørgsmål 6:; Diagnosen asbestsygdom kan ikke stilles alene på grundlag

af en påvist pleurafortykkelse og en erhvervsmæssig udsættelse for

asbeststøv, jfr. svarene på spørgsmål 1 og 2. Såfremt en fortykkelse af

lungehinden er det eneste sygelige fund, kan diagnosen asbestose ikke

stilles, selvom der foreligger oplysnigner om erhvervsmæssige udsættelse for

asbeststøv.

Ad spørgsmål 7: Kun i få tilfælde, hvor der påvise adenocarcinom i lungen,

foreligger der oplysning om professionel asbesteksposition. Tobaksrygning er

den væsentligste årsag til sygdommen. Oplysninger om professionel

asbesteksposition hos patienter med mesoteliom svinger mellem 20 og 80%.

andre, endnu ukendte, årsager må også formdes at kunne fremkalde mesoteliom.

Ad spørgsmål 8: Asbeststøv kan ikke i sig selv, direkte fremkalde en

hjertelidelse. Derimod kan en svær, kronisk lungelidelse, forårsaget af

asbeststøv, medføre en kronisk hjertesygdom på grund af øget

kredsløbsmodstand i lungerne, et såkaldt cor pulmonale. Mange andre kroniske

lungesygdomme kan medføre cor pulmonale.

Ad spørgsmål 9: Ja.

Ad spørgsmål 11: I (asbestose): Der er sammenhæng mellerm såvel

intensiteten af asbestfibre i luften og den tidsmæssige udstrækning af

eksponeringen. Risikoen for udviklingen af asbestose øges med intensitet og

påvirkningens varighed. II (adenocarcinom): Forholdene er uafklarede, men det

er sandsynligt, at der er en tilsvarende sammenhæng som for asbestoses

vedkommende, idet hyppigheden af adenocarcinom er højere hos personer med

asbestose end hos asbesteksponerede uden asbestose. Kombinationen af

tobaksrygning og asbesteksposition giver en kraftig øgning af risikoen for

adenocarcinom. III (mesoteliom): Spørgsmålet kan ikke besvares.

Ad spørgsmål 12: Nej. Som regrel går der 10-20 år, uden at der påvises

tydelige forandringer på røntgenbillederne af lungerne ved asbestose.

Adenocarcinom og mesoteliom er dog kun undtagelsesvis set efter mindre end 20

års eksposition.

Ad spørgsmål 13: Samtidig udsættelse for asbeststøv og cementstøv giver

næppe øget risiko for asbestose, adenocarcinom eller mesoteliom.

I sagens behandling har professor Lorenzen samt overlæge Gyntelberg og

overlæge Viskum deltaget. - - -»

Under domsforhandlingen har professor, overlæge dr. med Ib Lorenzen og

overlæge dr. med. Kaj Viskum forklaret bl.a., at diagnosen asbestose stilles,

hvor en patient, som erhvervsmæssigt har været udsat for asbeststøv, ved

røntgenundersøgelse viser tegn på fibrose, og de øvrige omstændigheder, som

er oplyst, ikke taler imod at anse fibrosen for fremkaldt af indåndingen af

asbeststøv. En sådan fibrose er udtryk for, at der er sket en organisk

beskadigelse af lungevævet. Skaden skal oplyses i forbindelse med tegning af

livsforsikring og indebærer en øget risiko for, at patienten senere får

kræft. Derimod behøver sygdommen iikke at medføre symptomer som åndenød,

hoste og opspyt. Disse symptomer, der som nævnt i rådets besvarelse af

spørgsmål 1-2 kan ledsage sygdommen, forekommer imidlertid også ved andre

lungesygdomme, f.eks. bronchitis, som er en veldokumenteret følge af

tobaksrygning. Hvor sådanne symptomer forekommer hos en asbestosepatient med

et langvarigt tobaksforbrug, uden at der hos patienten foreligger den

restriktive lungefunktionsnedsættelse (med formindsket lungevolumen), som er

karakteristisk for asbestose, tyder det derfor på, at symp0tomerne ikke har

forbindelse med asbestosen, men skyldes en bronchitis fremkaldt af

tobaksrygningen. Det kan imidlertid ikke udelukkes,a t bronchitis kan

forårsages af indånding af uspecifikt støv, herunder asbeststøv, en såkaldt

industriel bronchitis, og rådet har da også i sin besvarelse afspørgsmålene

angåede de enkelte sagsøgeres krav holdt denne mulighed åben, selv om en

sådan sammenhæng mellem støvindånding og bronchitis ikke kan anses for

dokumenteret. Om der hos en patient foreligger en lungefunktionsnedsættelse,

og om denne i givet fald er restriktiv eller obstruktiv (uden formindsket

lungevolumen), måles ved en ganske enkel prøve, hvis resultat er eentydigt.

Denne måling angår de såkaldte »store luftveje«. Ved sine

vurderinger af betydningen af et eventuelt tobaksforbrug har Retslægerådet

ved besvarelsen af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav bygget på

de oplysnigner om tobaksforbruget, som fandtes i de journaler og sagsakter

fra Lungeklinikken i Aalborg, Arbejdsmedicinsxk Klinik og sikringssytelsen,

som fra disse institutioner har været indsendt til rådet. Da det ikke af

Sikringsstyrelsens sagsakter fremgi, for hvilke sygdomme, skader eller

symptomer den erhvervsbetingede mengrad er fastsat, har Retslægerådet ikke i

sin besvarelse af spørgsmålene angående de enkelte sagsøgeres krav kunnet

tage stilling til de i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring fastsatte

erhvervsbetingede mengrader.

D. SIKRINGSSYRELSENS UDTALELSE OM BETYDNINGEN AF FORBEHOLD FOR

TOBAKSRYGNING VED ANERKENDELSE AF LUNGELIDELSER SOM GRUNDLAG FOR ERSTATNING

EFTER LOV OM ARBEJDSSKADEFORSIKRING.

Om betydningen af, at der ved anerkendelse af en lungelidelse som grundlag

for erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring tages forbehold for

tobaksrygning, har sikringsstyrelsen i skrivelse af 17. maj 1988 udtalt:

»- - - Indledningsvis kan man oplyse, at et forbehold er en

orientering til skadelidte og forsikringsselskabet om, at erstatningen alene

vil vedrøre den arbejdsbetingede del af den/de anmeldte skade(r), og det

anvendes af sikringsstyrelsen, når der foreligger oplysnigner om andre

lidelser eller skader end den anmeldte, eller når der kan være flere årsager

til den anmeldte lidelse. Et forbehold tages i betragtning både med den

aktuelle erstatningsudmåling og ved eventuelle fremtidige genbehandlinger af

sagen.

I sager om lungelidelser træffer sikringsstyrelsen aldrig afgørelse om

erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til betydningen af et eventuelt

tobaksforbrug. Hvis der ikke foreligger oplysninger i sagen om

tobaksforbruget, vil sådanne blive indhentet snarest, hvis et tobaksforbrug

kan have haft betydning for lidelsens udvikling.

Den af sikringsstyrelsen fastsatte mengrad i sager om lungelidelser

vedrører således alene den del af en lidelse, som styrelsen skønner må være

arbejdsbetinget, i de konkrete sager asbestbetinget. Dette gælder, hvad enter

der er givet meddelelse om forbehold til parterne, eller dette eventuelt ikke

er sket.

Det kan videre oplyses, at i visse sager tillægges et tobaksforbrug ikke

betydning. Dette gælder dels lidelsen malignt mesotheliom, dels sager, hvor

der er tale om rent restriktiv lungefunktionsnedsættelse, og der samtidig er

påvist asbestose ved røntgen.

I alle andre sager sker der ved anerkendelse og erstatningsudmåling en

avejning af på den ene side asbestekspositionen og dennes sværhedsgrad, og på

den anden side tobaksforbruget og dettes størrelse, sammenhold med lidelsens

art, udvikling og latenstid.«

E.-I. #Disse afsnit udelades!

J. SAGSØGERNES PRODCEDURE.

Sagsøgerne har gjort gældende, at der påhviler sagsøgte som

virksomhedsindehaver et strengt culpaansvar for erhvervssygdomme. Sagsøgte

har gennem årene løbende overtrådt de gældende arbejdsmiljøregler og er

derfor ansvarlig for de sygdomme, sagsøgerne og deres afdøde ægtefæller har

pådraget sig under ansættelse hos sagsøgte.

At udsættelse for asbeststøv kan fremkalde asbestose, lungekræft og

mesoteliom har af lægevidenskaben været kendt i en meget lang årrække.

Ledelsen af den sagsøgte fabrik har haft en særlig pligt til at gøre sig

bekendt med mulige følger af de arbejdsmiljømæssige forhold, og ledelsen har

da også efter direktør Johnsens notat af 30. april 1968 siden 1930'erne kendt

asbestosefaren og fulgt den tilgængelige litteratur herom.

Alle sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har været beskæftiget ved en

række forskellige funktioner, og det kan derfor ikke fastslås konkret, på

hvilke steder på virksomheden den sygdomsforvoldende asbestudsættelse, som

den enkelte har været genstad for, er sket. Hertil kommer, at mange af de

nedenfor nævnte forhold, som hver for sig eller i hvert fald efter en samlet

bedømmelse er ansvarspådragende, ikke knytter sig til specielle

arbejdsfunktioner, men har påvirket støvniveauet på hele fabrikken.

Asbestforureningen var universel, og der var forurenet overalt helt frem til

1976.

Fra 1949 til 1971 blev der hos sagsøgte foretaget støvmålinger med

uregelmæssige mellemrum. Målinger er siden foretaget løbende og systematisk,

men først i 1973 blev der indført hygiejniske grænseværdier. En sammenligning

med måleresultater fra 1949, 1957 og 1958 viser koncentrationer af

asbestfibre, som overstiger de i dag tilladte koncentrationer i meget

væsentligt omfang, og også efter 1973 har der hyppigt fundet

ansvarspådragende overskridelser sted.

Eftersom der i hovedparten af den periode, sagerne vedrører, ikke har

fundet systematiske målinger sted, og da de stedfundne målinger kun har haft

karakter af stikprøver, må der lægges

afgørende vægt på de afgiven parts- og vidneforklaringer. Af disse fremgår

det tydeligt, at der - navnlig inden fastlæggelsen af grænseværdier - har

været store mængder synligt asbeststøv i luften. Også arbejdstilsynets

iagttagelser helt tilbage til 1940'erne viser, at der gennem årene er

konstateret for stor støvudvikling og for dårlig støvbetæmpelse hos sagsøgte,

der efter de skiftende arbejdsmiljølove har haft pligt til at undgå og til at

bekømpe støv og andre farlige stoffer.

Sagsøgerne har specielt fremhævet, at en række af arbejdsprocesserne

gennem årene er udført på en sådan måde, at der skete unødig

asbestforurening. Så+ledes har efter såvel arbejdstilsynets beretninger som

de afgivne parts- og vidneforklaringer arbejdsprocessen i kollergangen

medført betydelige støvgener, uden at sagsøgte foretog sig noget ud over at

lade tekniske ændringer af produktionsmetoderne og -apparatet, der var

begrundet i hensynet til produktiviteten, forsøge at løse problemerne. I

arbejdstilsynets påbud, beretninger mv. er det endvidere et gennemgående

træk, at tømningen af sækkene medførte megen støvudvikling. Til trods for at

arbejdstilsynet på et meget tidligt tidspunkt krævede denne proces gjort

støvfri, forløb der imidlertid over 30 år, inden problemene ved sækketømning

fandt en nogenlunde holdbar løsning, og uden at dette kan forklares med

uoverstigelige tekniske eller økonomiske hindringer. Også forholdene med

hensyn til transport af asbest har medført betydelige trøvproblemer. Sækkene

ankom ofte i beskadiget stand, og selv efter 1975, da de ankom på paller, har

der været problemer. Transporten af asbest også i selve fabrikken var

særdeles probelmatisk, og det varede adskillige år - fra 1947 til 1976 - før

der var etableret et lukket transportsystem. Selv om førfejning ikke er

direkte nævnt i fabriksloven af 1913 og den almindelige

arbejderbeskyttelseslov af 1954, fremgår det af disse loves generelle regler

om fjernelse af støv og om rengøring, at tørfejning - også inden det

udtrykkelige forbud i arbejdstilsynets meddelelse nr. 5/1970 - ikke var

tillads. De afgivne forklaringer viser imidlertid, at støvudviklende

tørfejning har fundet sted gennem årene og fortsat anvendtes på trods af

mange påbud og påtaler fra arbejdstilsynet, osm ike effektivt blev fulgt op

af sagsøgte.

Sagsøgerne har videre fremhævet, at udsugnings- og ventilationsforholdene

er af afgørende betydning for støvbgekæmpelsen, og at arbejdstilsynet

allerede i 1948 beskr4ev udsugningen fra kolergangen, asbestlageret og

desintegratoren som utilstrækkelig. Udsugningsforholdene har været genstand

for debat i ulykkesværnet, og af arbejdstilsynets beretninger fremgår, at der

gennem årene er givet en lang række påbud vedrørende de forskellige

arbejdssteder. Også efter 1973 har det gennem målingerne objektivt kunnet

konstateres, at ventilationsforholdene ikke har været i orden, uden at

ledelsen fandt anledning til at foretage sig noget for at begrænse

støvforureningen.

Om brugen af beskyttelsesmasker har sagsøgerne anført, at fabriksloven af

1913 ikke direkte omtaler sådanne masker, men at der i hvert fald siden

gennemførelsen af den almindelige arbejderbeskyttelseslov i 1954 har

eksisteret relativt klare regler for anvendelse af masker. Sagsøgte fik

iøvrigt i 1947 det første af en række påbud om, at der ved visse

arbejdsfunktioner skulle anvendes masker, men adskillige af arbejdstilsynets

beretninger viser, at sagsøte ikke viste interesse for at løse

maskeproblemerne. Af de afgivne parts- og vidneforklaringer samt

asbestudvalgsmødereferaterne fremgår, at de ansatte ikke fik effektive påbud

om at anvende masker, og at de ikke blev informeret om vigtigheden af at

anvende masker. Hertil kommer, at der ikke blev ført tilsyn med, at der

overhovedet blev anvendt masker, ligesom sagsøgte ikke sørgede for

anskaffelse af egnede masketyper eller for, at der blev arbejdet i et tempo,

der muliggjorde anvendelse af masker. I hvert fald efter 1970 havde sagsøgte

endvidere pligt til at drage omsorg for, at der blev stillet særligt

arbejdstøj til rådighed for de ansatte og - ved at stille garderobeskabe til

rådighede - at arbejdstøjet blev opbevaret adskilt fra gangtøjet, og også i

denne forbindelse overtrådte sagsøgte de gældende bestemmelser.

Sagsøgte har tillige været efterladende med rengøringsforholdene, og

sagsøgte har herved overtrådt ikke blot de generelle regler i

arbejdsmiljølovgivningen, men også de konkrete påbud om bedre rengøring, som

arbejdstilsynet i tidens løb har givet.

Sagsøgte, der længe for 1955 var bekendt med den med asbeststøv forbundne

sundhedsfare, har i hvert fald siden 1955 haft pligt til at informere den

ansatte om denne fare, og undladelsen heraf, der bl.a. er dokumenteret ved

parts- og vedneforklaringerne, udgør et selvstændigt ansvarsgrundlag. Under

alle omstændigheder må det påhvile sagsøgte at bevise, at der ikke er

årsagssammenhæng mellem den manglende information og de indtrådte sygdomme.

Havde de ansatte fået tilstrækkelig information, kunne de nemlig have taget

stilling til, hvorvidt de ville undlade at arbejde hos sagsøgte, ligesom der

i informationerne ville have ligget en tilskyndelse til anvendelse af

personlige beskyttelsesmidler. Endvidere kunne den enkelte ansatte, hvis han

havde fået oplysninger om den kraftige forøgelse af risikoen for

asbestrelaterede sygdomme, som tobaksrygning medfører, have valgt at holde op

med at ryge. Sagsøgte holdt imidlertid bevidst arbejderne i uvidenhed om

asbestens sundhedsskadelige påvirkninger, og først i medarbejderhåndbogen fra

1978 omtales, at »anvendelsen af asbest giver nogle helt specielle

miljøproblemer«.

Sagsøgerne har beskridt, at der i arbejdstilsynets holdning har kunnet

indlægges en dispensation fra pligten til at overholde fældende bestemmelser.

Arbejdstilsynet er en tilsynsførende, men ikke en godkendende mn6yndighed, og

må forvente, at henstillinger og påbud følges, samt at sagsøgte overholder

gældende forskrifter. Hertil kommer, at arbejdstilsynet gennem sine besøg på

virksomheden kun kan få øjebliksbilleder af forholdene og kun kan påtale de

konkrete overtrædelser, som direkte iagttages. Arbejdstilsynet har siden 1947

givet sagsøgte ca. 30 påbud med hensyn til asbest, som sagsøgte har undladt

at følge.

Sagsøgerne har i anden række gjort gældende, at sagsøgte, såfremt der ikke

statueres culpa, bør anses ansvarlig på objektivt grundlag.

Sagsøgerne bestrider, at der generelt skulle være gurndlag for nedsættelse

af erstatningskravene på grund af egen skyld eller accept af risiko. Ingen af

de ansatte havde nærmere kendskab til, hvilken fare der var forbundet med

arbejdet med asbest, og ingen af de ansatte handlede i strid med instrukser

meddelt dem af sagsøgte.

Sagsøgerne bestrider endvidere, at sagsøgernes krav helt eller delvist er

forældede, idet den 20-årige forældelsesfrist i et tilfælde som det

foreliggende tidligst kan regnes fra det tidspunkt, da skadelidte burde blive

opmærksom på skaden eller i hvert fald tidligst fra det tidspunkt, da det

lægeligt kunne være konstateret, at sygdomme var indtrådt. Sagsøgerne har

hverved navnlig henvist til, at forældelse i givet fald skal støttes på en

analog anvendelse af bestemmelsen i Danske Lovs 5- 14-4, og at sygdom og

kendskab til sygdom hos den, der har været udsat for asbeststøv, på grund af

latenstiden først opstår mange år efter, at den erstatningspådragende adfærd

er udvist. Skal forældelsesfristen regnes fra tidspunktet for de

ansvarspådragende handlinger, må disse ses i forlængelse af hinanden som en

fortløbende tilstand således, at forældelsesfristen tidligst begynder at løbe

fra den dag, da den ansvarspådragende tilstand er ophørt, jfr. princippet i

straffelovens § 94.

Sagsøgerne har gjort gældende, at Retslægerådet har fastslået, at

asbestudsættelse har været en i hvert fald medvirkende årsag til deres eller

deres afdøde ægtefællers sygdomme. Bevisbyrden for, at de ville have lidt

samme tab, såfremt de eller deres afdøde ægtefæller ikke havde været udsat

for asbestpåvirkning, påhviler herefter sagsøgte. Sagsøgerne har herved

anført, at tobaksrygning ikke kan komme i betragtning som egen skyld, at at

der må lægges vægt på, at sagsøgte ikke advarede de ansatte mod den forøgede

risiko for asbestsygdomme ved tobaksrygning. Hertil kommer, at selv om den

absolutte risiko for kræftsygdomme er større for den, der ryger og har været

udsat for asbest, er den relative sisiko for kræftsygdomme efter

asbestudsættelse lige stor for rygere og ikke-rygere. Sikringsstyrelsen har

anerkendt sygdommene som asbestrelaterede og har udbetalt erstatninger for

den del af lidelser4ne, som skyldes asbestudsættelse. Da Sikringsstyrelsen

således ved samtlige afgørelser har taget stilling til tobaksforbrugets

indflydelse, og under hensyn til, at Retslægerådet har tilkendegivet, at de

radiologiske lungeforandringer i sig selv er ensbetydende med varigt men, må

de af Sikringssyrelsen fastsatte mengrader, som partene er enige om at anse

for svarende til invaliditetsgraden, herefter lægges til grund.

Sagsøgerne - - - har særligt anført, at nedsættelse af

invaliditetserstatningerne på grund af deres alder skal ske ved anvendelse af

bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, selv om loven ikke

iøvrigt finder anvendelse, idet denne bestemmelse gennemsnitligt medfører

resultater svarende til tidligere praksis og er udtryk for, hvad lovgiverne

har fundet rimeligt.

Samtlige sagsøgere, der har fremsat krav på godtgørelse for forstyrrelse

af stilling og forhold, har til støtte herfor anført, at kravet på en sådan

godtgørelse ikke udelukkes, fordi skadelidte har krav på

invaliditetserstatning, der er erstatning for fremtidige ulemper.

Asbestrelaterede sygdomme udvikler sig langsomt og over en lang periode,

inden den egentlige invaliditet konstateres, og medfører ellerede forinden i

større eller mindre omfang gener for den skadelidte i dennes hverdag.

Sygdommene har endvidere i tidens løb for de enkelte medført sygeperioder,

der ikke nu konkret kan dokumenteres, men som ville berettige til godtgørelse

for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Sagsøgerne - - - har vedrørende kravet på erstatning for fremtidige

medicinudgifter særligt gjort gældende, at udgifterne skal afholdes i en uvis

fremtid, ligesom der ved beløbenes fastsættelse skal tages hensyn dels til,

at beløbet udbetales som en engangsydelse med den deraf følgende rentefordel,

dels til det formentlig stigende prisniveau på medicin.

Sagsøgeren - - - har særligt gjort gældende, at der ved fastsættelsen af

forsørgertabserstatningen ikke skal tages hensyn til afdødes aktuelle indtægt

på dødsfaldstidspunkt6et, idet det for erstatningens størrelse er afgørende,

hvilken indtægt afdøde ville have haft, såfremt han ikke var blevet

uarbejdsdygtig på grund af den sygdom, der senere førte til døden. Denne

sagsøger og sagsøgerne - - - har anført, at deres krav er opgjort i

overensstemmelse med niveauet på tidspunktet for sagens anlæg og nogenlunde

svarer til minimumserstatningerne i erstatningsansvarsloven. Disse sagsøgere

har bestridt, at der er grundlag for bortfald eller reduktion af

erstatningerne under hensyn til deres egne indtægter.

Disse sagsøgere og sagsøgerne - - - har bestridt, at overgangsbeløb i

henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal fratrækkes i

forsørgertabserstatningen eller begravelsesudgifterne. Beløbet modsvarer

intet af disse beløb, men skal dække udgifter forårsaget af ændringerne i den

efterlevende ægtefælles forhold og er derfor ikke omfattet af det normale

forsørgertabserstatningsbegreb.

Sagsøgerne - - - har endelig bestridt, at udbetalte og kapitaliser3ede

løbende ydelser i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 31 skal

fratrækkes uden hensyn til skat. De har i den forbindelse anført, at de i

modsat fald stilles betydeligt dårligere ved at modtage ydelser efter

arbejdsskadeforsikringen, end hvis de alene havde været berettiget til at

modtage forsørgertabserstatning efter de almindelige erstatningsregler.

K. SAGSØGTES PROCEDURE.

Sagsøgte har gjort gældende, at der ikke uden særlig lovhjemmel kan

pålægges selskabet objektivt ansvar. Sagsøgte har endvidere bestridt, at

ansvaret i et tilfælde som det foreliggende skal bedømmes efter en streng

ansvarsregel, og har herved navnlig henvist til, at der ikke er noget socialt

hensyn at tage til sagsøgerne, hvis skader dækkes af den almindelige

arbejdsskadeforsikring.

Sagsøgte her endvidere fremhævet, at der ved culpabedømmelsen må lægges

vægt på, at sagerne vedrører en periode på 30-40 år, således at det for

bedømmelsen af, om sagsøgte har handlet uforsvarligt, er afgørende, om

sagsøgte på tidspunktet for de skadelige påvirkninger af sagsøgerne eller

deres afdøde ægtefæller handlede uforsvarligt, mens en efterfølgende viden

hos sagsøgte ikke har betydning. Den sagsøgte fabrik har en betydelig stedlig

udstrækning og er ikke et enkelt produktionslokale. Arbejdspladserne har

været indbyrdes adsklit, og forholdene har ikke været ens ved de forskellige

arbejdssteder. Sagsøgerne skal derfor hver for sig godtgøre, at de i det

tidsrum, hvor skaderne må antages at være forvoldt, har været udsat for en

ansvarspådragende asbestudsættelse netop på det sted, hvor de har arbejdet,

og de kan ikke blot henvise til, at asbestforureningen må anses for at have

været universel.

Vel er der i årenes løb givet virksomheden enkelte påbud fra

arbejdstilsynet, men de ligger næsten alle efter arbejdstilsynets meddelelse

nr. 5/1070 og er - som udslag af indførelsen af nye og skærpede regler - uden

betydning for sagsøgtes eventuelle ansvar over for dem, der tidligere havde

været udsat for skadelige påvirkninger. Bestemmelserne i lovene fra 1913 og

1954 overlod et skøn til arbejdsgiveren, og de henstillinger og påbud, der

inden 1970 blev meddelt sagsøgte, var forholdsvis få. Iøvrigt er der også i

den efter 1970 kun givet enkelte påbud, som blev efterkommet, så snart

sagsøgte, der havde krav på tid til at efterkomme påbud og henstillinger,

havde mulighed herfor.

Sagsøgte har ikke udvist en retsstridig adfærd ved at drive virksomhed med

asbest som råvare, og allerede fordi der ikke foreligger noget

sammenligningsgrundlag, kan det ikke statueres, at sagsøgte har drevet

virksomhed på ringere måde end tilsvarende virksomheder.

Retsstridighedsbetingelsen, der indgår som led i culpabedømmelsen, er derfor

ikke opfyldt.

Som det fremgår af notatet af 3. april 1968, vidste sagsøgte i 1930'erne,

at der kunne være tale om en risiko ved arbejdet, men der forelå alene en

formodning om, at der muligvis var et eller andet problem. Ingen vidste eller

havde formodning om,

hvilken koncentration af af asbeststøv der kunne være farlig, og ingen

havde kendskab til arbejdsforholdene på de fabrikker, hvor der var forekommet

asbestose. Iøvrigt var det ikke i 1930'erne kendt, at asbestudsættelse

medførte risiko for kræftsygdomme. Produktionsforholdene har været under

stadig uvdikling, og de asbestosetilfælde, som man fik kendskab til,

relaterede sig hver gang til skadelige påvirkninger, der var sket ca. 20 år

tidligere og under produktionsforhold, der nu var ændrede på en sådan måde,

at man ikke kunne vide, om de nuværende forhold frembø fare, eller om

risikoen var bragt til ophør. Lægelige oplysninger og råd med hensyn til

begrænsning af de ansattes risiko for at pådrage sig asbestbetingede sygdomme

fik sagsøgtes ledelse i efterkrigsårene udelukkende fra de læger, som rådgav

arbejdstilsynet med hensyn til, hvad der eventuelt skulle ændres og gives

henstillinger om af medicinske grunde. Arbejdstilsynet og dettes læger sendte

beretninger og lignende til Sundhedsstyrelsen. De offentlige myndigheder

havde derfor nøje kendskab til resultaterne af lægeundersøgelserne af de

ansatte, hvorimod den lægelige diskretionspligt forbud, at der blev givet

underretning til sagsøgte. Hertil kommer, at lægerne erkendte

vanskelighederne ved at stille diagnosen asbestose. Undersøgelserne gav kun i

enkelte tilfælde anledning til henstillinger om flytning af arbejdere, og

alle sygdomstilfældene måtte som nævnt formodes at have deres oprfindelse i

forhold, der lå længere tid tilbage, og viste derfor intet om den

øjeblikelige risiko. Først kort efter at overlæge Grut havde sendt

beretningena f 15. marts 1968 til arbejdstilsynet, blev det påregneligt for

sagsøgte, at der som en risiko ved produktionen kunne være tale om alvorlige

lungelidelser hos arbejderne. Sagsøgte har således hverken skjult noget for

de ansatte elelr undladt at give disse oplysninger om den med arbejdet

forbundne sundhedsfare.

Efter indførelsen i 1971 af nye målemetoder og regelmæssige støvmålinger

blev måleresultaterne tilsendt arbejdstilsynet, og måleresultaterne blev

slået op i de forskellige produktionsafdelinger. Først på dette tidspunkt

havde man fra England fået kendskab til, hvad der skulle måles, og kun SIFA

vidste, hvordan og med hvilket udstyr målingerne skulle foretages. Der var

således ikke tale om, at sagsøgte nu begyndte at foretage målinger, man også

tidligere kunne have foretaget. Baggrunden for indførelsen af hygiejniske

grænseværdier på 2 fibre/ml var udelukkende, at indånding gennem 50 år af 2

fibre/ml over en 8 timers daglig arbejdstid var anset for acceptabel. Det

forhold, at enkelte målinger viser større indhold, er derfor uvæsentligt, når

blot udsættelsen for den større støvmængde ikke varer ved. Iøvrigt gjaldt der

ikke ved støvmængder på 2-12 fibr4e/ml noget forbud mod arbejde, men alene

forbud mod arbejde på det pågældende arbejdssted ud over 4 uger. Først ved et

støvindhold på over 12 fibre/ml skulle der anvends masker. Der var allerede

længe før påbudet af 1960 stillet masker til rådighed for de ansatte.

Måleresultaterne har gennem årene vist faldende støvtal, og intet

anskueliggør på bedre måde, at sagsøgte har handlet i overensstemmelse med

gældende offentlige forskrifter. De enkelte overskridelser, der har fundet

sted efter 1973, kan alle forklares med uheld og utilsigtede støvudslip.

Arbejdstilsynet er ike fremkommet med alvorlige bebrejdelse, men har alene

fremsat kommentarer af uvæsentlig betydning. Hertil kommer, at der i 1972

blev oprettet et asbestudvalg hos sagsøgte, hvor målingerne drøftedes på

løbende møder, hvoraf referater blev tilsendt arbejdstilsynet. Sagsøgte har i

det hele handlet i overensstemmelse med de retningslinier, der af de

offentlige myndigheder blev anset for forsvaqrlige, og arbejdstilsynet har da

også ved flere lejligheder anerkendt sagsøgtes indsats med hensyn til

forbedring af arbejdsmiljøet på virksomheden.

Særligt vedrørende tidsrummet 1947-1976 afvises det, at sagsøgte som

anført af sagsøgerne kan være ansvarlig for sækkenes tilstand ved ankomsten

til sagsøgte. Den interne transport af asbest blev på et tidligt tidspunkt

udført som et lukket system, og det forhold, at det senere viste sig, at

systemet var mindre lukket end forudbgeregnet, kan ikke berettige til kritik

af sagsøgte. Henstillingen i fabrikstilsynets skrivelse af 15. februar 1947

vedrørende kollergangen blev taget til følge. Allerede i 1951 indførtes

vådkolring, og arbejdstilsynet fremkom i januar 1967 alene med en

konstatering af enkelte forhold, der gav anledning til bemærkninger. I

slutningen af 1950'erne blev der opstillet en halvautomatisk

sækketømningsmaskine, og udviklingen af en fuldautomatisk

sækketømningsmaskine voldte adskillige problemer, der var vanskelige at løse

teknisk tilfredsstillende. Der er heller intet grundlag for at bebrejde

sagsøgte, at tørfejning fandt sted trods forbud, idet det for sagsøgte var

praktisk umuligt at forhindre de ansatte i at anvende koste. Under alle

omstændigheder er 5 påbud herom i tiden fra 1970-1976 et ganske ringe antal.

Der er endvidere heller ikke grundlag for kritik af udsugningsforholdene

gennem årene. Udsugningen er til stadighed blevet forbedret, og sagsøgernes

beregninger på dette punkt må tilsidesættes som udokumenterede.

Der har på intet tidspunkt været givet noget generelt påbud om anvendelse

af masker, men sagsøgte har siden 1950 stillet masker til rådighed for de

ansatte, som var beskæftiget med funktioner, hvor der var maskepåbud. Der har

heller ikke på noget tidspunkt været givet noget generelt påbud om udlevering

af arbejdstøj, men sagsøgte modtog blot i 1972 en meddelelse fra

arbejdstilsynet om udlevering af arbejdstøj til visse kategorier af ansatte.

Det bestrides, at der er gurndlag for bebrejdelser med hensyn til rengøringen

hos sagsøte, og sagsøgte har hverken modtaget konkrete eller generelle påbud

vedrørende rengøring.

Sagsøtte har til de ansatte videregivet den viden, som sagsøgtre havde fra

arbejdstilsynet og dettes læger. allerede i 1949 holdt professor Bonnevie et

foredrag for en del af arbejderne, og i hvert fald efter asbestudvalgets

oprettelse og indførelsen af støvmålingerne har alle vidst, at der var en

risiko forbundet med arbejdet med asbest. Men iøvrigt bestrides det, at der

skulle være nogen årsagsforbindelse mellem muligt utilstrækkelig information

og sygdom.

Eftersom der har været stillet masker til rådighed for de ansatte og været

opslag om maskepåbud ved bestemte arbejdsfunktioner, må de ansattes

undladelse af anvendelse af masker betragtes som egen skyld eller som accept

af risiko med den virkning, at eventuelle erstatningskrav skal nedsættes. I

mangel af bevis for, hvem af de ansatte der for foretaget tørfejning trods

instruktion ombefugtning inde3n fejning, må der på dette punkt statueres

fælles accept af risiko for sagsøgerne.

Med hensyn til forældelsesspørgsmålet har sagsøgte navnlig fremhævet, at

sagsøgte for så vidt angår sagsøgerne 1-13 modtog påkrav den 12. december

1985. For sagsøgerne 14-19 og 20-36 blev støvningerne uden forudgående påkrav

forkyndt henholdsvis den 14. marts 1986 og den 2. oktober 1987.

Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er derfor henholdsvis den 12.

december 1965, den 14. marts 1966 og den 2. oktober 1967. Der er ved krav på

erstatning uden for kontraktsforhold ikke grundlag for en antagelse af, at

forældelsesfristen løber fraq et senere tidspunkt end foretagelse af den

ansvarspådragende handling, jfr. herved bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4 og

forarbejderne til 1908-loven (Rigsdagstidende 1897-98 tillæg b. sp. 767-72,

1907-08 tillæg B. sp. 2520-22 og 3686-88 samt 1908-09 tillæg B. sp. 33- 36).

Adskillige af de rejste krav er derfor helt eller delvist forældede.

Sagsøgte har kunnet tiltræde, at udmålingen af de erstatninger for

invaliditet, der indgår i sagsøgernes opgørelser af deres krav, sker ved

udgangspunkt i invaliditetsgrader svarende til de mengrader, der er fastssat

i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, og således, at beløbet pr.

invaliditetsgrad fastsættes i overensstemmelse med sagsøgernes opgørelse.

Om årsagsforbindelsen mellem asbestudsættelsen og de konstaterede men har

sagsøgte imidlertid anført:

Retslægerådet har i sine besvarelser taget stilling til, hvorvidt der er

årsagsforbindelse mellem sagsøgernes eller de afdøde ægtefællers

asbestudsættelse hos sagsøgte og de pågældendes sygdomme, og har iøvrigt ved

sin besvarelse af de generelle spørgsmål 1 og 2 givet udtryk for, at der er

betydelig usikkerhed forbundet med at stille diagnosen asbestose. Det

bestrides i denne forbindelse, at de i rådets erklæringer omtalte

radiologiske lungeforandringer er ensbetydende med, at de pågældende

sagsøgere har pådraget sig varige men.

Da de ansatte, der ryger eller har røget, bevidst har påtaget sig den

risiko, der er forbundet med tobaksrygning, er der i intet tilfælde grundlag

for at fastslå, at den pågældende i erstatningsretlig henseende skal

betragtes som eller sidestilles med personer med særlige sygdomsanlæg.

Sagsøgte har i denne forbindelse tillige anført, at der i de tilfælde, hvor

rådet har anført, at der foreligger samvirkende årsager, men uden at den

relative årsagsandel kan oplyses, må ske en skønsmæssig nedsættelse af

erstatningen med halvdelen.

På grundlag af Retslægerådets erklæringer anerkendes årsagsforbindelsen

for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 1, sagsøger nr. 12, sagsøger nr.

15, sagsøger nr. 21, sagsøger nr. 24, sagsøger nr. 25, sagsøger nr. 32 og

sagsøger nr. 36. For så vidt angår sagsøger nr. 13, sagsøger nr. 14, sagsøger

nr. 17, sagsøger nr. 18 og sagsøger nr. 22 anerkendes delvis

årsagsforbindelse, medens det bestrides, at de øvrige sagsøgere har bevist,

at der er årsagsforbindelse.

Om de enkelte sagsøgeres krav iøvrigt har sagsøgte anført:

Hvor sagsøgeren har en høj alder, skal invaliditetserstatningen nedsættes

skønsmæssigt i overensstemmelse med gældende retspraksis inden

erstatningsansvarslovens ikrafttræden, og bestemmelserne i

erstatningsansvarslovens § 4, stk. 2, skal således ikke anvendes.

Sagsøgte kan derfor i følgende tilfælde størrelseswmæssigt alene anerkende

invaliditetserstatningskravene således: (udelades).

Under hensyn til, at sagsøger nr. 10's ægtefælle er afgået ved døden efter

sagens anlæg, kan invaliditetserstatiningskravet størrelsesmæssigt alene

anerkendes med 40.000 kr.

Særligt for så vidt angår sagsøgerne sagsøger nr. 4 og sagsøger nr. 5) har

sagsøgte anført, at der ikke i retspraksis forud for erstatningsansvarsloven

er grundlag for tilkendelse af erstatning for fremtidige medicinudgifter.

Da forudsætningen om, at den efterlevende ægtefælle, som kræver

forsørgertagserstatning, skal have mistet sin forsørgelse, ikke er opfyldt,

hvis den efterlevende ægtefælles egen indkomst er af en ikke ubetydelig

størrelse, har følgende sagsøgere ikke krav på forsørgertabserstatning:

Sagsøger nr. 12, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 119.066 kr.

Sagsøgte har for så vidt angår denne sagsøger til støtte for sin

frifindelsespåstand tillige henvist til, at S12 ved sin død var 100% invalid,

og at der allerede inden hans dødsfald af arbejdsskadeforsikringen var

udbetalt 225.499 kr.

Sagsøger nr. 14), hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 86.519 kr.

Sagsøger nr. 15, hvis skattepligtige indkomst i 1986 udgjorde 116.669 kr.

For så vidt angår sagsøger nr. 17 har sagsøgte anført, at sagsøgeren under

hensyn til, at hun selv er født i 1919, og at hendes afdøde ægtefælle var

født i 1920, ikke har krav på førsørgertagserstatning, subsidiært at denne

ikke kan overstige 60.000 kr. Da sagsøgerne sagsøger nr. 18 og sagsøger nr.

19's ægtefæller var født i henholdsvis 1921 og 1927, kan disse sagsøgeres

krav på forsørgertabserstatning størrelsesmæssigt alene anerkendes med

1000.000 kr.

Tilkendelse af godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold er

efter hidtidig retspraksis som hovedregel sket i forbindelse med tilkendelse

af invaliditetserstatning og i så fald med et samlet beløb omfattende begge

krav. Kun i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvor invaliditeten har medført

videregående følger for skadelidte, er der kilkendt særskilt godtgørelse og i

så fald for fremtidigt tab. I flere tilfælde under de foreliggende sager er

kravene da også alene rejst som selvstændige krav, fordi det under sagernes

gang viste sig, at nogle sagsøgere af arbejdsskadeforsikringen havde fået

udbetalt større beløb, end de almindelige erstatningsregler kunne berettige

til. På denne baggrund afvises det, at nogen af sagsøgerne har krav på

godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold. En eventuel godtgørelse

skal i hvert fald reduceres efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55.

Overgangsbeløb i henhold til arbejdsskadeforsikringslovens § 30 skal

fratrækkes i forsørgertagserstatningen eller i begravelsesudgifterne. Fradrag

skal derfor ske for samtlige de sagsøgere, der er efterlevende ægtefæller.

Såvel allerede udbetalte som løbende fremtidige ydelser, der

kapitaliseres, jfr. arbejdsskadeforsikringslovens § 31, skal endelig bringes

til fradrag i forsørgertabserstatningen - og i hvert fald fremtidige ydelser

med det kapitaliserede beløb uden fradrag af skat.

L. LANDSRETTENS BEGRUNDELSE FOR DOMSRESULTATET.

I. Ansvarsgrundlaget. Forældelse.

1. I de seneste årtier har adskillige stoffer, der hidtil har været anset

for uskadelige, uventet vist sig at frembyde betydelig sundhedsfare.

I modsætning hertil gælder det om asbest, at det allerede i

mellemkrigstiden blev kendt, at arbejdere på virksomheder, der udvandt asbest

eller anvendte asbest i deres produktion, ved indånding af asbestfibre kunne

pådrage sig den uhelbredelige lungelidelse asbestose.

Denne viden var baggrunden for, at Direktoratet for arbejs- og

Fabrikstilsynet i 1934 anmodede tilsynskredsene om at have opmærksomheden

henvendt på virksomheder, der arbejdede med asbest, så der kunne blive

foretaget undersøgelse af arbejderne.

I overensstemmelse hermed henstillede fabrikstilsynet i februar 1937 til

sagsøgte, at virksomhedens asbestarbejdere blev røntgenfotograferet »for

mulig - - - asbestsygdom i lungerne«, og i skrivelse af 15. februar 1947

til sagsøgte fremhævede tylsynet påny den specielle asbeststøvfare og

henstillede til virksomheden at søge at udfinde metoder til støvfri

behandling og transport af asbesten.

Også fabrikstilsynets årsberetninger for årene 1939-41, som udkom i 1942,

omtaltes lungelidelsen asbestose, og det blev her nævnt, at lidelsen synes at

begunstige opståen af lungekræft. Efter at denne særlige risiko i 1949 havde

været omtalt i et ugeblad, opstod der bekymring blendt de ansatte hos

sagsøgte, og der blev samme år på fabrikken holdt et foredrag af overlæge i

fabrikstilsynet, professor, dr. med. Poul Bonnevie for virksomhedens ledelse

og ca. 50 arbejdere.

I professor Bonnevies værker »Arbejdssygdomme«, der udkom i 1950

og »Hygiejne«, der udkom i 1951, anførtes det, at asbestose

»har tendes til - - - cancerudvikling«.

I det hos sagsøgte udarbejdede notat af 30. april 1968 siges det bl.a., at

man på »Dansk Eternitfabrug har - - - fulgt den viden, som har været

tilgængelig om disse forhold. allerede i 30'erne var vi opmærksomme på

asbestosefaren, og der blev foretages visse nødtørftige foranstaltninger, som

dog langt fra har været tilstrækkelige«.

På denne baggrund må landsretten lægge til grund, at sagsøgte i hvert fald

allerede fra omkring 1940 som hævdet af sagsøgerne har været vidende om, at

erhvervsmæssig udsættelse for indånding af asbeststøv kunne medføre den

uhelbredelige lungelidelse asbestose. Endvidere finder landsretten, at

sagsøgte fra omkring 1950 efter det oplyste må antages at have været eller

burde have været vidende om, at erhvervsmæssig udsættelse for indånding af

asbeststøv tillige indebar en øget kræftrisiko.

Under disse omstændigheder må det komme sagsøgte til skade, såfremt

virksomheden måtte have ladet de løbende vurderinger af, hvilke

foranstaltninger der skulle træffes for at begrænse støvdannelserne i

virksomhedens produktion, påvirke af blotte formodninger om, at

produktionsforholdene på fabrikken i Aalborg ikke eller ikke længere frembød

nogen fare for de ansatte.

2. I hele den periode, hvori sagsøgte efter krigen har anvendt asbest i

sin produktion, er der som beskrevet ovenfor i afsnit F gennemført en række

ændringer af produktionsgangen og produktionsapparatet. Disse ændringer må

hver for sig antages i større eller mindre grad at have bidraget til at

formindske spredningen af asbeststøvet og dermed medvirket til at begrænse

den sundhedsmæssige risiko, som de ansatte var udsat for som følge af deres

arbejde med asbesten og de asbestholdige prudukter.

Navnlig efter udsendelsen af meddelelse nr. 5/1970 fra Direktoratet for

Arbejdstilsynet, og efter at der i 1973 var fastsat hygiejniske grænseværdier

for luftens indhold af asbestfibre gældende for viksomheden og senere afløst

af generelle grænseværdier, har virksomheden gjort en betydelig indsats for

at forbedre de arbejdsmiljømæssige forhold gennem foranstaltninger til

formindskelse af luftens indhold af asbestfibre.

Ved vurderingen af, om den gennem hele perioden opnåede reduktion af

forekomsten af asbeststøv har været tilstrækkelig til at opfylde den til

envher tid gældende lovgivnings krav, må det fremhøves, at de spredte

støvmålinger i 1949, 1957 og 1958 alle viste endog meget betydelige

koncentrationer af asbeststøv. I forbindelse hermed må der endvidere peges

på, at overlæge Poul Bonnevie i 1949 opfordrede til at stille ret strenge

krav ved bedømmelsen af luftens indhold af asbest, samt at arbejdslæge Jørgen

Frost i 1957 bl.a. over for sagsøgtes ldelse understregede betydningen af

støvmålingerne for bedømmelsen af den aktuelle asbestoserisiko. Det må

endvidere fremhæves, at de regelmæssige målinger, der blev foretaget efter

1971, i adskillige tilfælde - trods en generel markant reduktion af

støvtallet - viste ikke ubetydelige overskridelser af de gradvist faldende

grænseværdier, som var gældende fra 1973. Dette må sammenholdes med de

iagttagelse af forholdene på virksomheden, der fremgår af

arbejdstilsynsmyndighedernes beretninger om deres besøg på fabrikken gennem

hele perioden, og med de for landsretten afgivne parts- og vidneforklaringer

om støvforholdene på virksomheden.

På denne baggrund må landsretten anse det for bevist, at

asbeststøvniveauet i store dele af fabrikken, hvor sagsøgerne eller des

afdøde ægtefæller har arbejdet på skiftende steder - til trods for sagsøgtes

indsats for at formindske støvfaren - gennem hele perioden indtil slutningen

af 1970'erne først vedvarende og senere jævnligt har ligget over, hvad der

efter den til enhver tid gældende arbejdsmiljølovgivning har kunnet anses for

tilladeligt, jfr. § 6, stk. 1 og § 7, stk. 2, i lov nr. 143 af 29. april 1913

om arbejde i fabrikker mv., § 5, stk. 1, og § 13, nr. 18 og 19, i lov nr. 226

af 11. juni 1954 om almindelig arbejdserbeskyttelse samt § 15 o9g § 48, stk.

1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om arbejdsmiljø. Det bemærkes i denne

forbindelse, at den skærpelse af kravet om støvfrie arbejdsprocesser, der

blev gennemført ved § 13, nr. 18, i arbejderbeskyttelsesloven af 1954, i

bemærkningerne til lovforslaget netop var begrundet med, at beskyttelse af

arbejderne mod støv var af særlig vigtighed bl.a., hvor støvet består af

stoffer, som angriber lungerne, jfr. Rigsdagstidende 1951-52, tillæg A, sp.

2775.

3. Efter de iagttagelser, som fremgår af arbejdstilsynsmyndighedernes

beretninger om deres besøg på virksomheden, sammenholdt med de afgivne parts-

og vidneforklaringer må landsretten endvidere anse det for bevist, at

sagsøgte fra 1947, da der første gang blev givet påbud om anvendelse af

beskyttelsesmasker ved udførelsen af bestemte arbejdsfunktioner, hverken

effektivt har draget omsorg for, atpåbud og forskrifter om anvendelse af

masker er kommet til de ansattes kundskab, eller har ført noget effektivt

tilsyn med, at påbudene og forskrifterne blev overholdt af de ansatte.

Landsretten finder det tillige ved de ovenfor omtalte iagttagelser og

forklaringer bevist, at sagsøgte heller ikke effektivt har draget omsorg for,

at de ansatte blev bekendt mede, at tørfejning med ophvirvling af støv til

følge ikke måtte finde sted, elelr har ført noget effektivt tilsyn med, at

forbudet blev respekteret.

Om de ansattes motivation til at efterleve disse påbud, forskrifter og

forbud bemærkes, at det må antages, at i hvert fald en del af de ansatte -

også på grund af de tilbagevendende lægeundersøgelser - har vidst, at

indånding af asbeststøv kunne medføre sygdom i lunger eller luftveje. Det er

imidlertid ikke oplyst af sagsøgte, hvilke nærmere oplysninger om arten og

alvoren af de asbestrelaterede sygdomme der af virksomheden skulle være

meddelt sagsøgerne, deres afdøde ægtefæller eller de øvrige ansatte.

Landsretten må derfor også lægge til grund, at sagsøgte ikke har opfyldt sin

pligt til at føre de ansatte bekendt med den sygsomsfare, der var forbundet

med arbejdet, jfr. § 5, stk. 2, i lov nr. 226 af 11. juni 1954 om almindelig

arbejderbeskyttelse og § 17, stk. 1, i lov nr. 681 af 23. december 1975 om

arbejdsmiljø.

Under disse omstændigheder kan det ikke tillægges betydning ved sagens

afgørelse, om nogen af sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller måtte have

tilsidesat påbud eller forskrifter om anvendelse af beskyttelsesmaske eller

deltaget i tørfejning.

4. som følge af det anførte må landsretten herefter anse sagsøge for

erstatningsansvarlig over for sagsøgerne i det omfang, hvori det findes

bevist, at de sygdomme, som sagsøgerne eller deres afdøde ægtefæller har

pådraget sig, er følger af virksomhedens overtræderlser af

arbejdsmiljølovgivningen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der for

sådanne overtrædelser påhviler virksomhedsejeren et strengt selvstændigt

ansvar over for de ansatte, den omstændighed, at arbejdstilsynsmyndighederne

ikke har påtalt forholdene i virksomheden i videre omfang end sket, kan

derfor ikke føre til ansvarsfrihed for sagsøgte.

5. angående sprøgsmålet om, hvorvidt nogle af de rejste erstatningskrav er

helt eler delvist forældet efter bestemmelsen i Danske Lovs 5-14-4, bemærkes:

De personskader i form af lungelidelser, som erhvervsmæssig udsættelse for

indånding af asbeststøv kan medføre, kan efter Retslægerådets besvarelse af

det stillede spørgsmål herom i reglen først antages at indtræffe en længere

årrække efter, at udsættelsen har fundet sted.

Forældelsesfristen efter Danske Lovs 5-14-4 for krav på erstatning for

sådanne senskader kan derfor først regnes fra det tidspunkt, da skaden er

indtruffet.

Som følge heraf kan intet af sagsøgernes krav anses for forældet.

II. ÅRSAGSSAMMENHÆNGEN.

1. For så vidt angår sagsøgerne 16., 19., 26., 28. og 29. finder

landsretten det efter indholdet af Retslægerådets erklæringer ikke bevist, at

disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde ægtefællers død er forårsaget af

den støvudsættelse, som sagsøge er fundet ansvarlig for.

Som følge heraf tages sagsøgtes frifindelsespåstand til følge for så vidt

angår disse sagsøgere.

2. For så vidst angår sagsøgerne 1., 12., 15., 21., 24., 25., 32. og 36.

har søgsøgte anerkendt, at disse sagsøgeres sygdomme eller deres afdøde

ægtefælles død er forårsaget af støvudsættelse på sagsøgtes virksomhed.

Som følge heraf finder landsretten efter det, som er anført ovenfor under

I, sagsøgte ansvarlig for de tab, som sygdommene og dødsfaldene må antages at

have påført disse sagsøgere.

3. For så vidt angår sagsøgerne 14., 17. og 18. skal landsretten om

årsagssammenhængen udtale:

Det er af sagsøgte ikke bestridt, at der er årsagssammenhæng mellem

støvudsættelsen på sagsøgtes virksomhed og disse sagsøgeres ægtefællers død.

Som følge heraf, og da der ikke findes grundlag for som anført af sagsøgte

at anse de afdøde æftefællers tobaksrygning for egen skyld eller accept af

risiko, der kan føre til nedsættelse af sagsøgtes erstatningsansvar, må det

fulde ansvar også for disse sagsøgeres tab pålægges sagsøgte.

4. For så vidt angår sagsøgerne 2., 3., 4., 5., 6., 7., 8., 9. 13. 20.,

22., 23., 27., 30., 31., 33., 34. og 35. skal landsretten udtale:

Efter indholdet af Retslægerådets erklæringer finder landsretten det

bevist, at den ansvarspådragende støvudsættelse har påført disse sagsøgere -

for sagsøgeren 10's vedkommende hendes afdøde ægtefælle - men, som efter

deres karakter berettiger til erstatning for invaliditet. Til sådanne men må

henregnes de af Retslægerådet omtalte radiologisk påviste varige

beskadigelser af væv i lungerne eller lungehinderne, uanset om de har givet

sig udslag i hoste, åndenød eller andre symptomer.

Sagsøgernes krav mod sagsøge er baseret på, at der tilkommer dem

invaliditetserstatninger udmålt på grundlag af invaliditetsgrader svarende

til de mengrader, som er fastsat i henhold til loven om

arbejdsskadeforsikring.

Retslægerådet er derfor spurgt, om det arbejdsbetingede varige men, som

for hver enkelt er konstateret af Sikringsstyrelsen eller Den sociale

Ankestyrelse, er forårsaget af den pågældendes udsættelse for asbestholdigt

støv.

Som omtalt ovenfor i afsnit C har Retslægerådet ikke kunnet besvare dette

spørgsmål, idet det ikke af de sagsakter fra Sikringsstyrelsen og Den sociale

Ankestyrelse, som har været indsendt til rådet, fremgår, hvilke sygdomme,

fund eller symptomer der ved fastsættelsen af mengraden er anset for

erhvervsbetingede.

Oplysninger herom er heller ikke forelagt for landsretten, men

Sikringsstyrelsen har i sins skrivelse af 17. maj 1988, der er citeret

ovenfor i afsnit D, udtalt, at styrelsen i sager om lungelidelser aldrig

træffer afgørelse om erstatningsspørgsmålet uden at tage stilling til

betydningen af et eventuelt tobaksforbrug, og at den af styrelsen fastsatte

mengrad i sådanne sager således alene vedrører den del af en lidelse, som

styrelsen skønner må være arbejdsbetinget.

Landsretten finder ikke i de foreliggende udtalelser fra Retslægerådet om

betydningen af et eventuelt tobaksforbrug grundlag for at tilsidesætte de

skøn over tobaksforbrugets betydning, der er udøvet af Sikringsstyrelsen

eller Den Sociale Ankestyrelse.

Landsretten finder det herefter bevist, at de varige men, hvor hvilke der

er ydet erstatning efter loven om arbejdsskadeforsikring, i deres helhed er

forårsaget af den ansvarspådragende støvudsættelse, og landsretten finder

derfor sagsøgte ansvarlig for det tab, der gennem disse men er påført

sagsøgerne.

Da der mellem parterne er enighed om, at invaliditetsgraden for den

enkelte sagsøger eller vedkommendes afdøde ægtefælle herefter svarer til den

mengrad, der er fastsat i henhold til loven om arbejdsskadeforsikring, lægger

landsretten denne procent til grund ved udmålingen af de

invaliditetserstatninger, som indgår i de enkelte sagsøgeres opgørelser af

deres krav mod sagsøgte.

III De neklete krav. Erstatningerne. (Landsrettens begrundelse for de

enkelte erstatninger udelades med undtagelse af nogle principielle

bemærkninger.

1. Sagsøgeren.

Der er mellem parterne enighed om, at der ved fastsættelsen af

invaliditetserstatningen for denne sagsøger (født 1918) og andre sagsøgere

over 60 år skal tages hensyn til de pågældendes alder.

Dette kan imidlertid ikke som påstået af sagsøgerne ske ved reduktion

efter en fast procentsats efter princippet i erstatningsansvarslovens § 4,

stk. 2, men sagsøgerens invaliditetserstatning må i overensstemmelse med fast

praksis for fastsættelse af invaliditetserstatninger for skader indtruffet

før erstatningsansvarslovens ikrafttræden fastsættes skønsmæssigt under

hensyn til hans alder.

Landsretten fastsætter herefter erstatninge til 350.000 kr.

Tiul støtte for det krav på godtgørelse for forstørrelse af stilling og

forhold, som er rejst af denne sagsøger og en række andre sagsøgere, er

anført, at den krævede godtgørelse skal tjene dels som godtgørelse for gener

i dagligdagen, som sygdommen har medført forud for konstateringen af

invaliditeten, delse som godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for

tabt arbejdsfortjeneste i sygeperioder, der nu vanskeligt kan dokumenteres.

Da der imidlertid hverkan kan kræves særskilt kompensation for de omtalte

gener eller under betegnelsen godtgørelse for forstørrelse af stilling og

forhold kan kræves godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt

arbejdsfortjeneste i udokumenterede sygeperioder, kand er ikke tillægges

sagsøgeren nogen godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold.

- - -

4. Sagsøgeren.

Landsretten finder ikke noget til hinder for, at fremtidige

medicinudgifter kræves erstattet i overensstemmelse med denne sagsøgers

opgørelse som en kapitalisering af den hidtidige månedlige udgift, hvis

størrelse sagsøgte ikke har bestridt.

- - -

12. Sagsøgeren.

Efter de foreliggende oplysnigner om afdødes og sagsøgerens forhold må det

antages, at sagsøgeren har lidt et økonomisk tab, der berettiger hende til

forsørgertabserstatning. Forsørgertabserstatningen fastsættes til 200.000 kr.

denne erstatning skal imidlertid efter § 55, 2. pkt., i loven om

arbejdsskadeforsikring nedsættes med det overgangsbeløb på 34.500 kr., som

sagsøgeren har fået udbetalt i henhold til lovens § 30, jfr. afgørelsen i

Ugeskrift for Retsvæsen 1985.423.

Som anført i denne afgørelse er det efter § 30 i loven om

arbejdsskadesforsikring og motiverne til denne bestemmelse usikkert, hvorvidt

overgangsbeløb i henhold til bestemmelsen i et vist omfang skal dække

udgifter til begravelse, men det må antages, at beløbet helt overvejende skal

dække andre udgifter i anledning af dødsfaldet.

På denne baggrund findes overgangsbeløbt ikke som hævdet af sagsøgte at

burde begrunde bortfald af sagsøgerens krav på erstantning for

begravelsesudgifter, som landsretten derfor tager til følge.

- - -

HØJSTERETS DOM.

Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: P. Christensen, Funch Jensen,

Munch, Kiil, Pontoppiden, Hermann og Wendler Pedersen.

Dansk Eternyt-Fabrik A/S har som appellant i sag nr. 270/1988 gentaget sin

frifindelsespåstand og som indstævnt i sag nr. 300/1988 påstået stadfæstelse.

De indstævnte (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11), (18), (27),

(31), (33), (35) og (36) har gentaget deres påstande for landsretten,

subsidiært nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale et mindre

beløb efter rettens skøn.

De indstævnte (3), (12), (15), (17), (22), (23) og (30) har nedlagt

påstand som nedenfor anført, subsidiært påstået appellanten dømt til betaling

af et mindre beløb efter rettens skøn.

De indstævnte (14) og (25) har påstået stadfæstelse.

Om de nye påstandsbeløb foreligger følgende oplysnigner og beregninger:

(3):

Påstand 89.7651 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Den sociale

Ankestyrelse fastsatte den 23. februar 1989 erhvervsevnetab for denne

indstævnte til 25%, for hvilket han har fået udbetalt 189.309 kr.

Påstanden, der herefter ikke indeholder krav om yderligere

invaliditetserstatning, er specificeret således:

Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.

Tabt arbejdsfortjeneste 53.161 kr.

Svie og smerte 16.600 kr.

(12):

Påstand 290.633,61 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er

specificeret således:

Tabt arbejdsfortjeneste 66.725 kr.

Forsørgertab 250.000 kr.

Fradrag af overgangsbeløb 34.500 kr. ialt 215.500 kr.

Begravelsesudgifter 8.408 kr.

(15):

Påstand 220.627 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er

specificeret således:

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 11.080 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen i 1 år 40.453 kr.

Der er således ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på

249.500 kr.

(17):

Påstand 18.746 kr. med procesrente fra den 6. marts 1986. Påstanden er

specificeret således:

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 1.361 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 232.615 kr.

Der er ikke i opgørelsen taget hensyn til overgangsbeløbet på 26.500 kr.

(22) og (23):

Påstandsbeløbene er efter udbetaling af yderligere ydelser fra

arbejdsskadeforsikringen nedsat til 20.000 kr. for hver af de indstævnte med

procesrente fra den 7. august 1987. Beløbene omfatter alene godtgørelse for

forstyrrelse af stilling og forhold.

(30):

Påstand 184.544 kr. med procesrente fra den 7. august 1987. Indstævntes

ægtefælle Axel Emil Larsen afgik ved døden den 26. november 1988.

Påstanden er specificeret således:

Invaliditetserstatning 75% af kr. 8.000 600.000 kr.

Reduktion på grund af alder 300.000 kr.

Ydelser fra arbejdsskadeforsikringen, heri inkluderet 88.182 kr. ifølge

afgørelse af 6. maj 1988 135.456 kr.

Resterende invaliditetserstatning 164.544 kr.

Godtgørelse for forstyrrelse af stilling og forhold 20.000 kr.

Appellanterne i sag nr. 300/1988 (8), (13), (16), (20), (21), (234), (6),

(28), (29), (32) og (34), der er enke efter X, som er afgået ved døden den

18. februar 1989, har gentaget påstandene for landsretten, subsidiært påstået

indstænvte dømt til betaling af et mindre beløb efter rettens skøn.

Appellanten (19) har nedlagt påstand om betaling af 69.151 kr., subsidiært

om betaling af et mindre beløb med procesrente fra den 6. marts 1986.

Påstandsbeløbet er specificeret således:

Forsørgertab 250.000 kr.

Begravelsesudgifter 7.291 kr.

med fradrag af ydelser fra arbejdsskadeforsikringen 188.140 kr.

Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.

Med hensyn til de under sagen rejste spørgsmål udtaler Højesteret:

Ansvarsgrundlaget.

Appellanten er en større fabriksvirksomhed, der gennem en lang årrække

anvendte store mængder asbest ved fremstillingen af sien produkter, hvorved

arbejderne i vid udstrækning blev udsat for indånding af asbeststøv. Det har

længe været erkendt, at langvarig udsættelse for asbeststøv kan fremkalde

alvorlige erhvervssygdomme med betydelig fare for liv og helbred.

Virksomhedens ledelse har tidligt haft kendskab hertil og har med mellemrum

måttet foretage anmeldelser om tilfælde af asbestose til vedkommende

forsikringsselskab i henhold til ulykkes- og

arbejdsskadeforsikringslovgivningen. Det stadigt øgede kendskab til asbestens

farlighed har medført, at appellanten har måttet omlægge sin produktion

således, at anvendelsen af asbest ophørte fra 1. januar 1988.

Under disse omstændigheder finder Højesteret, at appellanten bør være

erstatningsansvarlig for følgerne af sygdomme, som de i virksomheden

beskæftigede arbejdere må antages at have pådraget sig ved påvirkningerne fra

asbeststøv.

Forældelse.

Det fremgår af Retslægerådets erklæring af 4. maj 1988, at der som regel

går 10-20 år, uden at der påvises tydelige forandringer på røntgenbillederne

af lungerne ved asbestose, og at asbestbetingede kræftsygdomme kun

undtagelsesvis er set efter mindre end 20 års eksposition. Det fremgår da

også af rådets erklæringer vedrørende de enkelte skadelidte i denne sag, at

den menfremkaldende påvirkning med undtagelse af nogle få tilfælde er sket

inden 1970. Den 10-årige forældelse efter Danske Lov 5- 14-4 ville derfor

ofte medføre, at krav på erstatning for sådanne helbredssakder ville miste

deres betydning, hvis forældelsesfristen ikke suspenderes således, at fristen

først regnes fra det tidspunkt, skaden kan konstateres. Da formuleringen fa

Danske Lovs forældelsesregel ikke udelukker en så+dan suspension af

forældelsesfristen, tiltræder Højesteret, at krav, som de erstatningssøgende

måtte have, ikke kan anses forældet, hverken helt eller delvis.

Årsagssammenhæng.

Som sagen foreligger oplyst, finder Højesteret ikke grundlag for at ændre

landsrettens afgørelse af spørgsmålet om årsagssammenhæng, herunder

landsrettens vurdering af de lægelige skøn over betydningen af et eventuelt

tobaksforbrug som medvirkende årsag til de konstaterede helbredsskader.

Egen skyld.

Det tiltrædes, at der ikke hos de skadelidte har foreligget forhold, som

kan begrund bortfald eller nedsættelse af erstatningen.

Invaliditetserstatning.

Det fremgår af Højesterets dom af 11. november 1981 (U.f.R 1982 side 13 H)

og senere lignende domme, at de i retspraksis udviklede retningslinier for

fastsættelse af invaliditetserstatninger - efter at der ved

arbejdsskadeforsikringsloven var sket væsentlige forhøjelser af

erstatningerne for arbejdsskader - navnlig havde til formål at hæve

erstatningsniveauet for skader, der ikke omfattedes af

arbejdsskadeforsikringsloven. Det fremgår af bemærkningerne til forslaget til

loven om erstatningsansvar (Folketingstidende 1383/84, tillæg A, sp. 57), at

der ved denne lov tilsigtedes en yderligere udligning af forskellene mellem

de to erstatningsniveauer. Under hensyn til disse forudsætninger finder

Højesteret, at der vedrørende de invaliditetserstatninger, som efter

erstatningsansvarslovens ikrafttræden den 1. oktober 1984 fremdeles

forudsættes udmålt efter den hidtidige praksis, jf. lovens § 28, bør finde en

tilpasning sted. Dette bør ske således, at erstatningerne - hvori der for så

vidt angår arbejdsskader skal ske fradrag efter arbejdsskadeforsikringslovens

§ 55, 2. kpt. - ikke væsentligt overstiger de beløb, som efter

erstatningsansvarslovens kap. 1 ville tilkomme den skadelidte som godtgørelse

for varigt men og som erstatning for tab af erhvervsevne.

Det fremgår imidlertid ikke af sagen, hvilke beløb der ville tilkomme de

skadelidte efter erstatningslovens regler. Appellanten har også for

Højesteret tiltrådt, at udmålingen af erstatningerne for invaliditet sker med

udgangspunkt i de for erstatningsansvarsloven fulgte retningslinier, og at

beløbet pr. invaliditetsprocent fastsættes i overensstemmelse med de

indstævntes opgørelser. Under disse omstændigheder og med bemærkning, at der

som antaget af landsretten findes at være påført de skadelidte varige men af

en karakter, der berettiger til erstatning, dinder Højesteret ikke grundlag

for at ændre de af landsretten fastsatte invaliditetserstatningsbeløb.

Forsørgertabserstatning.

Højesteret tiltræder, at disse erstatninger er fastsat som sket.

Forstyrrelse af stilling og forhold.

Af de grunde, som er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, aty

kravene om godtgørelse for forstyrrelse af stilling forhold ikke kan

imødekommes.

Begravelsesudigter.

Det fremgår af forarbejderne til loven om arbejdsskadeforsikring, at

størrelsen af overgangsbeløbet i henhold til lovens § 30 er fastsat bl.a. på

baggrund af, at den tidligere lovs regler om begravelseshjælp blev afskaffet.

Det må herefter lægges til grund, at beløbet også skal tjene til dækning af

begravelsesudgifter. udbetaling af overgangsbeløb findes herefter at måtte

medføre, at de efterladtes krav på erstatning for begravelsesudgifter

bortfalder.

Fremtidige medicinudgifter.

Højesteret tiltræder, at det kapitaliserede beløb af sådanne udgifter kan

kræves erstattet.

Overgangsbeløb ved dødsfald.

Det tiltrædes, at de udbetalte overgangsbeløb skal fratrækkes i de

efterladtes krav på erstatning i det omfang, hvori de ikke er anvendt til

dækning af begravelsesudgifter, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2.

pkt.

Som følge af det anførte stadfæster Højesteret herefter i sag nr. 270/1988

dommen, for så vidt angår (1), (2), (4), (5), (6), (7), (9), (10), (11),

(12), (18), (27), (31), (33), (35) og (36).

Appellanten skal til (3) betale 69.761 kr. og til (15) 141.127 kr. med

renter som påstået.

For så vidt angår (30) findes den samlede erstatning at burde fastsættes

til 164.544 kr. med renter som påstået.

Appellanten frifindes for de af de indstævnte (14), (17), (22), (23)

og (25) nedlagte påstande.

I sag nr. 300/1988 stadfæster Højesteret dommen.

THI KENDES FOR RET:

Landsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer:

Dansk Eeternit-fabrik A/S frifindes for de af (14), (17), (11), (23) og

(25) nedlagte påstande.

Selskabet skal til (3) betale 69.761 Kr. Med procesrente fra 6. Marts

1986, til (15) 141.127 Kr. Med procesrente fra 6. Marts 1986 og til (30)

164.544 Kr. Med procesrente fra 7. August 1987.

For Højesteret skal Dansk Eternit-fabrik a/s betale følgende

sagsomkostninger til:

(1): 10.500 Kr., (2): 5.000 Kr., (3): 7.500 Kr., (4): 5.000 Kr., (5):

5.000 Kr., (6): 9.500 Kr., (7): 6.000 Kr., (9): 6.500 Kr., (10): 5.000 Kr.,

(11): 9.000 Kr., (12): 16.000 Kr., (15): 12.000 Kr., (18): 14.000 Kr., (27):

9.500 Kr., (30): 13.000 Kr., (31): 10.000 Kr., (33): 6.500 Kr., (35): 4.500

Kr. og (36): 5.000 Kr.

Herudover betaler ingen af parterne sagsomkostninger for højesteret til

nogen anden part.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne Højesteretsdoms

afsigelse.

Lignende dokumenter