Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Arbejdsskade - erstatning uden for
kontraktforhold (* 1)
H.D. 16. august 1995 i sag I 373/1994
Carlsberg Bryggerierne A/S (adv. Jacob Nørager-Nielsen)
mod
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A (adv.
Benny Rosberg).
Erstatning uden for kontraktforhold 3211.9, 32.3 og 4.3 - Pengevæsen m.v.
5.7.
Rente efter erstatningsansvarslovens § 16 tillagt i arbejdsskadesag for
perioden mellem skadestidspunktet i og afgørelsestidspunktet efter
arbejdsskadeforsikringsloven.
Østre Landsrets dom 19. oktober 1994 (9. afd.)
(Kjær, Ulla Rubinstein, C. Levy).
Den 29. august 1988 kom A ved en ulykke under sit arbejde for sagsøgte,
Carlsberg Bryggerierne A/S, til skade, idet han pådrog sig en ryglidelse med
erhvervsevnetab og varigt men til følge.
Under denne sag, der er anlagt den 23. juni 1993, har sagsøger
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A efter sin
endelige påstand påstået sagsøgte dømt til som erstatning for skaden at
betale 753.961 kr. med procesrente af 748.561 kr. fra den 29. august 1988 og
af det resterende beløb 5.400 kr. fra den 23. juni 1993, alt til betaling
sker.
Sagsøgte har anerkendt erstatningspligten og har ikke haft indsigelse imod
størrelsen af det krævede beløb, men har nedlagt påstand om frifindelse for
tiden under anbringende af, at skaden er anerkendt som omfattet af
arbejdsskadeforsikringsloven, jf. Iovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987,
hvorfor sagsøger må være afskåret fra at opnå erstatning fra sagsøgte, så
længe der ikke foreligger endelig opgørelse af den erstatning, der tilkommer
sagsøger i henhold til den nævnte lov, jf. Iovens § 55, 2. pkt.
Læs alt
Sagens omstændigheder er følgende:
Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 24. april 1990 en afgørelse,
truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 9. maj 1989, hvorefter den ryglidelse,
sagsøger pådrog sig den 29. august 1988, ikke kunne anerkendes som en
arbejdsskade, da der ikke var dokumentation for, at der forelå et
ulykkestilfælde. Herefter udbetalte sagsøgtes forsikringsselskab Kgl. Brand
den 24. januar 1992 erstatning til sagsøger med 92.401,42 kr. i henhold til
en foreløbig erstatningsopgørelse fra sagsøger af 31. oktober 1991.
På foranledning af sagsøgerens advokat vurderede Arbejdsskadestyrelsen,
efter at lægeerklæring af 14. september 1992 vedrørende undersøgelse af
sagsøger den 9. september 1992 var indhentet fra overlæge Chr. Kruse-Larsen,
mengraden som følge af den omhandlede skade til 15 % og erhvervsevnetabet til
65 %, hvilket meddeltes advokaten den 23. december 1992.
Da sagsøgers krav om yderligere erstatning beregnet på grundlag af
Arbejdsskadestyrelsens vurdering ikke blev imødekommet af sagsøgte, anlagdes
nærværende sag den 23. juni 1993. Den 8. januar 1994 adciterede sagsøgte Den
Sociale Ankestyrelse med påstand om, at styrelsen tilpligtedes at anerkende,
at skaden var en følge af en ulykke i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.
Adciterede nedlagde i et foreløbigt svarskrift af 25. februar 1994 påstand
om frifindelse, men oplyste samtidig, at man overvejede at genoptage
arbejdsskadesagen.
Senere genoptoges sagen, og adciterede traf den 19. april 1994 en
afgørelse, hvorefter hændelsen den 29. august 1988 anerkendtes som et
ulykkestilfælde, omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, og
sagen tilbagesendtes til Arbejdsskadestyrelsen til behandling og afgørelse af
spørgsmålet om erstatning for men og tab af erhvervsevne.
Efter det oplyste er denne sagsbehandling endnu ikke afsluttet.
Adcitationssagen er hævet.
Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at
arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. må fortolkes i lyset af den
tidligere retstilstand på området for ulykkesforsikring. Ændringen ved lov
nr. 96 af 25. marts 1959 af ulykkesforsikringslovens § 4 skete med det formål
at give en skadelidt ret til erstatning efter de regler, der ville give
maksimal erstatning. Formålet med arbejdsskadeforsikringslo- vens § 55, 2.
pkt., var at udelukke dobbelterstatning til skadelidte jf. bemærkningerne til
lovforslaget FT 1977/78 tillæg A sp. 946. Der udtrykkes intet om, at det
tillige tilsigtes at beskære skadelidtes adgang til at påberåbe sig de
erstatningsregler, der er fordelagtigst for ham, navnlig forrentning efter
reglerne i erstatningsansvarsloven, hvilket i øvrigt ville indebære en ganske
ubegrundet begunstigelse af skadevolder. Sagsøgers synspunkt finder endvidere
støtte i den nugældende § 40, stk. 2, i lov nr. 390 af 20. maj 1992. Såfremt
denne bestemmelse, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget (FT 1991/92
tillæg A sp. 3764) tilsigter at undgå dobbelterstatning, kun angår fejlagtige
udbetalinger i henhold til erstatningsansvarsloven, måtte dette have fremgået
ud- trykkeligt. Der er således ikke nogen udtrykkelig lovhjemmel, som
afskærer sagsøgerens erstatningskrav.
Subsidiært har sagsøger gjort gældende, at nærværende sags særlige
konkrete omstændigheder må tages i betragtning. Dækning af skaden var
endeligt afvist af Den Sociale Ankestyrelse og rekursmulighederne således
udtømt ved sagens anlæg. At påtvinge sagsøger en yderligere ubestemt
ventetid, før han kan opnå den erstatning, der tilkommer ham, er åbenbart
urimeligt, særlig i betragtning af, at han har et anerkendt, forfaldent krav
mod skadevolder i henhold til erstatningsansvarsloven.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse for tiden henvist
til ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. og anført, at den
retstilstand, som sagsøger argumenterer for, er i strid med den klare ordlyd
såvel i lovteksten som i bemærkningerne hertil, jf. FT 1977/78 tillæg A sp.
946. Hverken i den førende teori eller i retspraksis er en herfra afvigende
fortolkning anerkendt, jf. Vestre Landsrets dom af 2. september 1993 (UfR
1994 side 3). At sagsøgers krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven
endnu ikke er forfaldent, er en tilfældighed, som ikke kan være afgørende. At
indrømme sagsøger adgang til eksigibel dom på nuværende tidspunkt, hvor hans
krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven ikke er opgjort, vil
endvidere indebære, at han uden tilbagebetalingspligt opnår forrentning af et
krav mod sagsøgte, der senere viser sig ikke at bestå i kraft af den
nedsættelse, som er hjemlet i § 55, 2. pkt. Han vil derfor se sin interesse i
at forhale afgørelsen vedrørende sit offent- ligretlige krav. Også
forarbejderne til erstatningsansvarsloven, lovforslaget § 4 og § 14 (FT
1983/84 tillæg A sp. 90 og 101), hvor det udtrykkelig nævnes, at »der
kun kan kræves erstatning for beløb, der ikke dækkes af
arbejdsskadeforsikringen«, støtter sagsøgtes synspunkt.
Landsretten udtaler:
På tidspunktet for sagsanlægget stod Den Sociale Ankestyrelses afgørelse
af 24. april 1990 ved magt. Sagsøger var da utvivlsomt berettiget til hos
sagsøgte, der har erkendt at være erstatningsansvarlig for den omhandlede
skade, at kræve og opnå dom for fuld erstatning, forrentet i henhold til
erstatningsansvarslovens § 16. Genoptagelsen af sagsbehandlingen i Den
Sociale Ankestyrelse skete på sagsøgtes initiativ i form af advitationen af
styrelsen og er endnu ikke afsluttet.
I hvert fald under disse omstændigheder må sagsøgeren fortsat være
berettiget til at opnå eksigibel dom som påstået. Der er hverken efter
ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt., eller efter lovens
formål og forarbejder holdepunkter for, at sagsøgers retsstilling over for
sagsøgte skal kunne forringes efterfølgende ved en ændret afgørelse fra Den
Sociale Ankestyrelse under sagen.
Som følge heraf tages sagsøgers påstand til følge.
Sagsøgte skal til sagsøger betale sagens omkostninger med 55.000 kr.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Else Mols, Hornslet, Hermann, Poul
Sørensen og Asbjørn Jensen.
Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, har nedlagt påstand om
frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb.
Indstævnte, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for
A, har påstået appellanten tilpligtet at betale principalt 619.530,64 kr.,
subsidiært 450.837,64 kr., med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21.
oktober 1994.
Indstævntes principale påstand udgør renter efter erstatningsansvarslovens
§ 16 af erstatningen på 753.961 kr. for men og erhvervsevnetab beregnet efter
§§ 4-7 i erstatningsansvarsloven fra skadestidspunktet den 29. august 1988
til afgørelsestidspunktet efter arbejdsskadeforsikringsloven den 20. oktober
1994. Den subsidiære påstand udgør differencen mellem erstatningen for men og
erhvervsevnetab beregnet efter erstatningsansvarslovens §§ 4-7 med tillæg af
renter efter denne lovs § 16 fra den 29. august 1988 til den 20. oktober
1994, i alt 1.373.491,64 kr., og erstatningen for men og erhvervsevnetab
efter arbejdsskadeforsikringsloven, 922.654 kr.
Der er enighed mellem sagens parter om den talmæssige opgørelse af
kravene.
De ændrede påstande skyldes, at Arbejdsskadestyrelsen den 20. oktober 1994
har vurderet, at A´s men som følge af skaden er 15 %, og har fastsat
godtgørelsen for varigt men til en engangsydelse på 48.554 kr.
Arbejdsskadestyrelsen har samtidig vurderet, at hans tab af erhvervsevne er
50 %, og har fastsat erstatningen herfor til en løbende erstatning fra den 1.
februar 1992 at regne. Arbejdsskadestyrelsen har den 27. februar 1995 fastsat
erstatningen for erhvervsevnetab til et kapitalbeløb, der pr. 1. marts 1995
udgjorde 639.360 kr., således at alle udbetalte ydelser efter lov om
arbejdsskadefor- sikring udgør 922.654 kr.
For Højesteret vedrører sagen alene spørgsmålet om opgørelsen af A´s krav
ifølge erstatningsansvarsloven, efter at der er udbetalt ham ydelser efter
arbejdsskadeforsikringsloven, samt om han i givet fald har krav på
procesrente af det eventuelle rentebeløb, der tillægges i medfør af
erstatningsansvarslovens § 16.
Højesterets bemærkninger.
Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55 - nu lov om forsikring mod følger
af arbejdsskader § 59 - nedsættes den skadelidtes krav mod den
erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er pligtig at
betale godtgørelse og/eller erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.
Reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsska-
deforsikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit
eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans
tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort. Fastslås der
herved en pligt til efter arbejdsskadeforsikringsloven at betale godtgørelse
og/eller erstatning for men og erhvervsevnetab med beløb, der over- stiger
beløbene herfor i medfør af erstatningsansvarslovens bestemmelser, har den
skadelidte ikke noget krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves
forrentet i medfør af denne lovs § 16.
I denne sag afgjorde Den Sociale Ankestyrelse - der er den øverste
klageinstans ifølge arbejdsskadeforsikringsloven - imidlertid i 1990, at den
ryglidelse, som A havde pådraget sig, ikke kunne anerkendes som en
arbejdsskade. Han var herefter berettiget til at gøre sit krav gældende mod
appellanten efter erstatningsansvarsloven som sket. Det forhold, at
ankestyrelsen efter sagsanlægget genoptog sagen med den følge, at ryglidelsen
i 1994 alligevel blev anerkendt som en arbejdsskade, findes ikke at kunne
fratage A retten til ved opgørelsen af kravet efter erstatningsansvarsloven
at tillægge renter efter denne lovs § 16.
Efter det således anførte tager Højesteret indstævntes subsidiære påstand
om betaling af 450.837,64 kr. til følge. Der foreligger ikke sådanne særlige
omstændigheder, der kan begrunde, at dette beløb - der er et rent rentebeløb
- tillægges procesrente.
Thi kendes for ret:
Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, skal til indstævnte,
Restaurations- og Bryggeriarbeyder Forbundet som mandatar for A, betale
450.837,64 kr.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Carlsberg Bryggerierne
A/S betale 75.000 kr.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms
afsigelse.
Lignende dokumenter
- Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Kjærgaard, Knap, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Spang-Hanssen. Kollektiv overenskomst 3. Organisationsansvar 3.2. Processuelle spørgsmål 8. Støtte til overenskomststridig virksomhed. (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Erstatning for tab af erhvervsevne – løbende ydelse udbetalt på én gang – fradrag for fagligt kontingent SKM-databasen · 3. maj 2024
- Fradrag for advokatudgifter – Erstatning for tab af erhvervsevne SKM-databasen · 21. februar 2019
- Erstatning efter ligebehandlingsloven - skattefri SKM-databasen · 27. august 2019
- DIS-ordningen – erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ikke anset som DIS-indkomst SKM-databasen · 26. august 2025
- Lov om finansiel virksomhed § 117, stk. 1 - Berettiget udnyttelse af fortrolige kundeoplysninger - Arbejdsskadesag Finanstilsynet · 24. juli 2003