Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsskade - erstatning uden for kontraktforhold (* 1)

DOM nr 19466 af 16/08/1995DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Arbejdsskade - erstatning uden for

kontraktforhold (* 1)

H.D. 16. august 1995 i sag I 373/1994

Carlsberg Bryggerierne A/S (adv. Jacob Nørager-Nielsen)

mod

Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A (adv.

Benny Rosberg).

Erstatning uden for kontraktforhold 3211.9, 32.3 og 4.3 - Pengevæsen m.v.

5.7.

Rente efter erstatningsansvarslovens § 16 tillagt i arbejdsskadesag for

perioden mellem skadestidspunktet i og afgørelsestidspunktet efter

arbejdsskadeforsikringsloven.

Østre Landsrets dom 19. oktober 1994 (9. afd.)

(Kjær, Ulla Rubinstein, C. Levy).

Den 29. august 1988 kom A ved en ulykke under sit arbejde for sagsøgte,

Carlsberg Bryggerierne A/S, til skade, idet han pådrog sig en ryglidelse med

erhvervsevnetab og varigt men til følge.

Under denne sag, der er anlagt den 23. juni 1993, har sagsøger

Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for A efter sin

endelige påstand påstået sagsøgte dømt til som erstatning for skaden at

betale 753.961 kr. med procesrente af 748.561 kr. fra den 29. august 1988 og

af det resterende beløb 5.400 kr. fra den 23. juni 1993, alt til betaling

sker.

Sagsøgte har anerkendt erstatningspligten og har ikke haft indsigelse imod

størrelsen af det krævede beløb, men har nedlagt påstand om frifindelse for

tiden under anbringende af, at skaden er anerkendt som omfattet af

arbejdsskadeforsikringsloven, jf. Iovbekendtgørelse nr. 450 af 25. juni 1987,

hvorfor sagsøger må være afskåret fra at opnå erstatning fra sagsøgte, så

længe der ikke foreligger endelig opgørelse af den erstatning, der tilkommer

sagsøger i henhold til den nævnte lov, jf. Iovens § 55, 2. pkt.

Læs alt

Sagens omstændigheder er følgende:

Den Sociale Ankestyrelse stadfæstede den 24. april 1990 en afgørelse,

truffet af Arbejdsskadestyrelsen den 9. maj 1989, hvorefter den ryglidelse,

sagsøger pådrog sig den 29. august 1988, ikke kunne anerkendes som en

arbejdsskade, da der ikke var dokumentation for, at der forelå et

ulykkestilfælde. Herefter udbetalte sagsøgtes forsikringsselskab Kgl. Brand

den 24. januar 1992 erstatning til sagsøger med 92.401,42 kr. i henhold til

en foreløbig erstatningsopgørelse fra sagsøger af 31. oktober 1991.

På foranledning af sagsøgerens advokat vurderede Arbejdsskadestyrelsen,

efter at lægeerklæring af 14. september 1992 vedrørende undersøgelse af

sagsøger den 9. september 1992 var indhentet fra overlæge Chr. Kruse-Larsen,

mengraden som følge af den omhandlede skade til 15 % og erhvervsevnetabet til

65 %, hvilket meddeltes advokaten den 23. december 1992.

Da sagsøgers krav om yderligere erstatning beregnet på grundlag af

Arbejdsskadestyrelsens vurdering ikke blev imødekommet af sagsøgte, anlagdes

nærværende sag den 23. juni 1993. Den 8. januar 1994 adciterede sagsøgte Den

Sociale Ankestyrelse med påstand om, at styrelsen tilpligtedes at anerkende,

at skaden var en følge af en ulykke i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Adciterede nedlagde i et foreløbigt svarskrift af 25. februar 1994 påstand

om frifindelse, men oplyste samtidig, at man overvejede at genoptage

arbejdsskadesagen.

Senere genoptoges sagen, og adciterede traf den 19. april 1994 en

afgørelse, hvorefter hændelsen den 29. august 1988 anerkendtes som et

ulykkestilfælde, omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1, og

sagen tilbagesendtes til Arbejdsskadestyrelsen til behandling og afgørelse af

spørgsmålet om erstatning for men og tab af erhvervsevne.

Efter det oplyste er denne sagsbehandling endnu ikke afsluttet.

Adcitationssagen er hævet.

Sagsøger har til støtte for sin påstand gjort gældende, at

arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. må fortolkes i lyset af den

tidligere retstilstand på området for ulykkesforsikring. Ændringen ved lov

nr. 96 af 25. marts 1959 af ulykkesforsikringslovens § 4 skete med det formål

at give en skadelidt ret til erstatning efter de regler, der ville give

maksimal erstatning. Formålet med arbejdsskadeforsikringslo- vens § 55, 2.

pkt., var at udelukke dobbelterstatning til skadelidte jf. bemærkningerne til

lovforslaget FT 1977/78 tillæg A sp. 946. Der udtrykkes intet om, at det

tillige tilsigtes at beskære skadelidtes adgang til at påberåbe sig de

erstatningsregler, der er fordelagtigst for ham, navnlig forrentning efter

reglerne i erstatningsansvarsloven, hvilket i øvrigt ville indebære en ganske

ubegrundet begunstigelse af skadevolder. Sagsøgers synspunkt finder endvidere

støtte i den nugældende § 40, stk. 2, i lov nr. 390 af 20. maj 1992. Såfremt

denne bestemmelse, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget (FT 1991/92

tillæg A sp. 3764) tilsigter at undgå dobbelterstatning, kun angår fejlagtige

udbetalinger i henhold til erstatningsansvarsloven, måtte dette have fremgået

ud- trykkeligt. Der er således ikke nogen udtrykkelig lovhjemmel, som

afskærer sagsøgerens erstatningskrav.

Subsidiært har sagsøger gjort gældende, at nærværende sags særlige

konkrete omstændigheder må tages i betragtning. Dækning af skaden var

endeligt afvist af Den Sociale Ankestyrelse og rekursmulighederne således

udtømt ved sagens anlæg. At påtvinge sagsøger en yderligere ubestemt

ventetid, før han kan opnå den erstatning, der tilkommer ham, er åbenbart

urimeligt, særlig i betragtning af, at han har et anerkendt, forfaldent krav

mod skadevolder i henhold til erstatningsansvarsloven.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse for tiden henvist

til ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt. og anført, at den

retstilstand, som sagsøger argumenterer for, er i strid med den klare ordlyd

såvel i lovteksten som i bemærkningerne hertil, jf. FT 1977/78 tillæg A sp.

946. Hverken i den førende teori eller i retspraksis er en herfra afvigende

fortolkning anerkendt, jf. Vestre Landsrets dom af 2. september 1993 (UfR

1994 side 3). At sagsøgers krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven

endnu ikke er forfaldent, er en tilfældighed, som ikke kan være afgørende. At

indrømme sagsøger adgang til eksigibel dom på nuværende tidspunkt, hvor hans

krav i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven ikke er opgjort, vil

endvidere indebære, at han uden tilbagebetalingspligt opnår forrentning af et

krav mod sagsøgte, der senere viser sig ikke at bestå i kraft af den

nedsættelse, som er hjemlet i § 55, 2. pkt. Han vil derfor se sin interesse i

at forhale afgørelsen vedrørende sit offent- ligretlige krav. Også

forarbejderne til erstatningsansvarsloven, lovforslaget § 4 og § 14 (FT

1983/84 tillæg A sp. 90 og 101), hvor det udtrykkelig nævnes, at »der

kun kan kræves erstatning for beløb, der ikke dækkes af

arbejdsskadeforsikringen«, støtter sagsøgtes synspunkt.

Landsretten udtaler:

På tidspunktet for sagsanlægget stod Den Sociale Ankestyrelses afgørelse

af 24. april 1990 ved magt. Sagsøger var da utvivlsomt berettiget til hos

sagsøgte, der har erkendt at være erstatningsansvarlig for den omhandlede

skade, at kræve og opnå dom for fuld erstatning, forrentet i henhold til

erstatningsansvarslovens § 16. Genoptagelsen af sagsbehandlingen i Den

Sociale Ankestyrelse skete på sagsøgtes initiativ i form af advitationen af

styrelsen og er endnu ikke afsluttet.

I hvert fald under disse omstændigheder må sagsøgeren fortsat være

berettiget til at opnå eksigibel dom som påstået. Der er hverken efter

ordlyden af arbejdsskadeforsikringslovens § 55, 2. pkt., eller efter lovens

formål og forarbejder holdepunkter for, at sagsøgers retsstilling over for

sagsøgte skal kunne forringes efterfølgende ved en ændret afgørelse fra Den

Sociale Ankestyrelse under sagen.

Som følge heraf tages sagsøgers påstand til følge.

Sagsøgte skal til sagsøger betale sagens omkostninger med 55.000 kr.

Højesterets dom.

Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Else Mols, Hornslet, Hermann, Poul

Sørensen og Asbjørn Jensen.

Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, har nedlagt påstand om

frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb.

Indstævnte, Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet som mandatar for

A, har påstået appellanten tilpligtet at betale principalt 619.530,64 kr.,

subsidiært 450.837,64 kr., med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 21.

oktober 1994.

Indstævntes principale påstand udgør renter efter erstatningsansvarslovens

§ 16 af erstatningen på 753.961 kr. for men og erhvervsevnetab beregnet efter

§§ 4-7 i erstatningsansvarsloven fra skadestidspunktet den 29. august 1988

til afgørelsestidspunktet efter arbejdsskadeforsikringsloven den 20. oktober

1994. Den subsidiære påstand udgør differencen mellem erstatningen for men og

erhvervsevnetab beregnet efter erstatningsansvarslovens §§ 4-7 med tillæg af

renter efter denne lovs § 16 fra den 29. august 1988 til den 20. oktober

1994, i alt 1.373.491,64 kr., og erstatningen for men og erhvervsevnetab

efter arbejdsskadeforsikringsloven, 922.654 kr.

Der er enighed mellem sagens parter om den talmæssige opgørelse af

kravene.

De ændrede påstande skyldes, at Arbejdsskadestyrelsen den 20. oktober 1994

har vurderet, at A´s men som følge af skaden er 15 %, og har fastsat

godtgørelsen for varigt men til en engangsydelse på 48.554 kr.

Arbejdsskadestyrelsen har samtidig vurderet, at hans tab af erhvervsevne er

50 %, og har fastsat erstatningen herfor til en løbende erstatning fra den 1.

februar 1992 at regne. Arbejdsskadestyrelsen har den 27. februar 1995 fastsat

erstatningen for erhvervsevnetab til et kapitalbeløb, der pr. 1. marts 1995

udgjorde 639.360 kr., således at alle udbetalte ydelser efter lov om

arbejdsskadefor- sikring udgør 922.654 kr.

For Højesteret vedrører sagen alene spørgsmålet om opgørelsen af A´s krav

ifølge erstatningsansvarsloven, efter at der er udbetalt ham ydelser efter

arbejdsskadeforsikringsloven, samt om han i givet fald har krav på

procesrente af det eventuelle rentebeløb, der tillægges i medfør af

erstatningsansvarslovens § 16.

Højesterets bemærkninger.

Efter arbejdsskadeforsikringslovens § 55 - nu lov om forsikring mod følger

af arbejdsskader § 59 - nedsættes den skadelidtes krav mod den

erstatningsansvarlige i det omfang, et forsikringsselskab er pligtig at

betale godtgørelse og/eller erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven.

Reglen indebærer, at når et sådant krav kan være omfattet af arbejdsska-

deforsikringsloven, er den skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit

eventuelle krav efter erstatningsansvarsloven, før spørgsmålet om hans

tilsvarende krav efter arbejdsskadeforsikringsloven er afgjort. Fastslås der

herved en pligt til efter arbejdsskadeforsikringsloven at betale godtgørelse

og/eller erstatning for men og erhvervsevnetab med beløb, der over- stiger

beløbene herfor i medfør af erstatningsansvarslovens bestemmelser, har den

skadelidte ikke noget krav efter erstatningsansvarsloven, der kan kræves

forrentet i medfør af denne lovs § 16.

I denne sag afgjorde Den Sociale Ankestyrelse - der er den øverste

klageinstans ifølge arbejdsskadeforsikringsloven - imidlertid i 1990, at den

ryglidelse, som A havde pådraget sig, ikke kunne anerkendes som en

arbejdsskade. Han var herefter berettiget til at gøre sit krav gældende mod

appellanten efter erstatningsansvarsloven som sket. Det forhold, at

ankestyrelsen efter sagsanlægget genoptog sagen med den følge, at ryglidelsen

i 1994 alligevel blev anerkendt som en arbejdsskade, findes ikke at kunne

fratage A retten til ved opgørelsen af kravet efter erstatningsansvarsloven

at tillægge renter efter denne lovs § 16.

Efter det således anførte tager Højesteret indstævntes subsidiære påstand

om betaling af 450.837,64 kr. til følge. Der foreligger ikke sådanne særlige

omstændigheder, der kan begrunde, at dette beløb - der er et rent rentebeløb

- tillægges procesrente.

Thi kendes for ret:

Appellanten, Carlsberg Bryggerierne A/S, skal til indstævnte,

Restaurations- og Bryggeriarbeyder Forbundet som mandatar for A, betale

450.837,64 kr.

I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Carlsberg Bryggerierne

A/S betale 75.000 kr.

De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms

afsigelse.

Lignende dokumenter