Spring til indhold

Retsinformation

Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Fællesmøder. Passivitet. Politisk aktion. (* 1) (* 2) Sædvanlig bod for arbejdsnedlæggelser i protest mod lovindgrebet i overenskomstfastsættelsen i 1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for en række medlemsvirksomheder (advokat Helge Werner mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark for en række medlemmer af de indklagede forbund, herunder medlemmer af Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (konsulent Ulrik Jørgensen) og sag nr. 86.277: Dansk Arbejdsgiverforening for Højgaard & Schultz A/S, Niels Hansen ApS, Rasmussen & Schiøtz A/S, Murermester John B. Pedersen, Wright, Thomsen og Kier A/S og V.E. Entrepriser Veddelev ApS (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark for en række medlemmer af dette forbund. (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Bangert (retsformand), Kofod, Maabjerg, Anne M. Petersen, Albæk Pedersen, Jørgen Pedersen og Sløk.

DOM nr 3801 af 25/10/1990DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 1.2.4.2. bodsnedsættelse/fritagelse ikke

sket Fællesmøder. Passivitet. Politisk aktion. (* 1) (* 2) Sædvanlig bod for

arbejdsnedlæggelser i protest mod lovindgrebet i overenskomstfastsættelsen i

1985. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for en række

medlemsvirksomheder (advokat Helge Werner mod Landsorganisationen i Danmark

for Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i

Danmark for en række medlemmer af de indklagede forbund, herunder medlemmer

af Jord- og Betonarbejdernes Fagforening (konsulent Ulrik Jørgensen) og sag

nr. 86.277: Dansk Arbejdsgiverforening for Højgaard & Schultz A/S, Niels

Hansen ApS, Rasmussen & Schiøtz A/S, Murermester John B. Pedersen,

Wright, Thomsen og Kier A/S og V.E. Entrepriser Veddelev ApS (advokat Helge

Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Murerforbundet i Danmark for en

række medlemmer af dette forbund. (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere:

Bangert (retsformand), Kofod, Maabjerg, Anne M. Petersen, Albæk Pedersen,

Jørgen Pedersen og Sløk.

Under disse sager, der er behandlet samlet, har Dansk Arbejdsgiverforening

dels for Entreprenørforeningen for en række medlemsvirksomheder, dels for de

ovenfor nævnte virksomheder indklaget Landsorganisationen i Danmark dels for

Specialarbejderforbundet i Danmark og Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark

for et antal medlemmer af disse forbund, herunder Jord- og Betonarbejdernes

Fagforening, dels for Murerforbundet i Danmark for et antal medlemmer af

dette forbund for Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Der er oplyst følgende om sagernes nærmere omstændigheder:

Den 30. marts 1985 vedtog Folketinget et forslag til lov om

overenskomsternes forlængelse. Loven blev stadfæstet den følgende dag. I

lovens § 16 er det bestemt, at loven træder i kraft den 1. april 1985. Loven

blev kundgjort i Lovtidende mandag den 1. april 1985.

I protest mod denne lov blev arbejdet nedlagt på en lang række

arbejdspladser, ligesom arbejdstagere på en række arbejdspladser, hvor

arbejdet allerede var nedlagt, undlod at genoptage dette.

Læs alt

Der blev i anledning af arbejdsnedlæggelserne holdt mange fællesmøder.

Vedrørende de virksomheder, som er omfattet af de foreliggende sager, blev

der afholdt fællesmøder den 2. april, 3 april og 9. april 1985. På

fællesmøderne erkendte indklagede, at arbejdsnedlæggelserne var

overenskomststridige og gav tilsagn om at pålægge arbejdstagerne at genoptage

arbejdet snarest muligt. Der blev fra arbejdstagersiden taget forbehold over

for antallet af deltagende arbejdstagere og tidspunkterne for deres

deltagelse i arbejdsnedlæggelserne. Til brug for møderne var udarbejdet

bilag, som angav virksomhederne og de forbund, hvis medlemmer havde nedlagt

arbejdet, samt i en række tilfælde tillige den arbejdsplads, hvor arbejdet

var nedlagt. Ved de to sidste møder indeholdt bilagene tillige henvisning til

indklagedes journalnummer. Mødereferatet for den 2. april er foruden af Dansk

Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark underskrevet af

repræsentanter for en række forbund, men ikke af Murerforbundet og Jord- og

Betonarbejdernes Fagforening. De to øvrige mødereferater er alene

underskrevet af de to hovedorganisationer.

Der førtes i den følgende tid forhandlinger for at opnå udenretlige

forlig. Der forelå den 10. december 1985 et udkast til forlig mellem

Entreprenørforeningen og Specialarbejderforbundet indeholdende retningslinier

for afgørelse af spørgsmålet om bodsansvar, men forlig blev ikke indgået.

Derefter indgav klagerne den 25. februar 1986 klageskrift. Klageskriftet var

bilagt navnelister.

I et supplerende klageskrift betegnet replik og dateret den 2. juli 1986

oplyste klagerne, at man for overskuelighedens skyld udskilte

arbejdsnedlæggelser iværksat af Murerforbundets medlemmer til en særskilt

sag. Samtidig fremsendtes reviderede navnelister.

Særskilt klageskrift vedrørende Murerforbundets medlemmer blev indgivet

den 31. juli 1986.

Der har været afholdt en række forberedende møder i Arbejdsretten samlet i

begge sager. På det første møde den 5. februar 1987 blev sagen udsat med en

henstilling fra retsformanden om i videst muligt omfang at bringe sagen til

afslutning, og at indklagede, hvor dette ikke skete, fremlagde svarskrift.

Indklagede indsendte svarskrift den 23. marts 1987, hvori der tages

sædvanligt forbehold over for navnelisterne og redegøres for de enkelte

forbunds indsigelser. I denne forbindelse anføres en række konkrete

omstændigheder, for at en række navngivne personer ikke burde pålægges bod.

Det er oplyst, at bod er frafaldet for disse personers vedkommende.

Sagerne blev herefter udsat til domsforhandling den 13. oktober 1987, men

sagerne måtte udsættes på grund af retsformandens sygdom. I et retsmøde den

22. oktober 1987 udsattes sagen på en skriftlig præcisering fra begge parter

af de i sagerne foreliggende tvistigheder. Sagerne har herefter gentagne

gange været udsat på parternes begæring. I et retsmøde den 18. august 1988

gjorde rettens sekretær opmærksom på, at nogle sider i navnelisten bilag 9t

og 9u ikke var læselige. Den 23. februar 1990 fremsendte indklagede et

processkrift, hvori man præciserede sine indsigelser. Efter parternes

begæring afholdt rettens formand den 13. marts 1990 et udvidet forberedende

retsmøde med parterne og fremsatte herefter et forslag til retningslinier for

en forligsmæssig løsning. Parterne kunne imidlertid ikke acceptere forslaget.

Under domsforhandlingen har klageren nedlagt påstand om, at de medlemmer

af de indklagede forbund, som er optaget på navnelisterne bilag 9a til 9u i

sagen 86063 og bilag 1a til 1i i sagen 86277, pålægges bod for hver time, i

hvilken de har deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i tiden

efter den 1. april 1985.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der har ikke været bevisførelse under domsforhandlingen.

Klageren har til støtte for sine påstand anført, at årsagen til, at sagen

er trukket så længe ud, er, at der har været ført mange forligsforhandlinger.

Der blev afholdt fællesmøder vedrørende alle de arbejdspladser, som er

omfattet af disse sager, umiddelbart efter at arbejdsnedlæggelserne var

påbegyndt. På fællesmøderne erkendtes det, at arbejdsnedlæggelserne var

overenskomststridige, og der tages alene generelt forbehold over for

navnelisterne. Dette er bindende for de enkelte forbund. Det må derfor lægges

til grund, at der har været overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på disse

arbejdspladser. Hvis indklagede ønskede at protestere herimod, burde man have

gjort det i et svarskrift. Der er aldrig afgivet svarskrift i sagen

vedrørende Murerforbundets medlemmer. For så vidt der skulle have foreligget

arbejdsmangel, er det arbejdsgiveren, der bestemmer, om der skal ske

hjemsendelse, og i så fald har de hjemsendte krav på ventepenge, men det er

ikke krævet. Navnelisterne er udfærdiget på grundlag af de foreliggende

oplysninger, og i de tilfælde, hvor der er fremkommet en konkret begrundet

indsigelse, har klageren frafaldet bod.

Hvad endelig angår spørgsmålet om bod for den 1. april 1985, har klagerne

anført, at loven bestemmer, at den træder i kraft den 1. april 1985, og der

er almindelig enighed om, at det er fra døgnets begyndelse. Tidspunktet for

indrykkelsen i Lovtidende må i denne forbindelse være uden betydning.

Indklagede har til støtte for sin påstand anført, at der i tiden op til

den 1. april 1985 forekom arbejdsnedlæggelser, som ikke var i strid med

overenskomsterne. Det bestrides imidlertid ikke, at arbejdsnedlæggelserne

efter den 1. april 1985 var overenskomststridige. Ved de fællesmøder, som

blev afholdt i dagene umiddelbart efter, måtte alene arbejdsgivernes

oplysninger lægges til grund, og indklagedes erkendelse af, at

arbejdsnedlæggelserne var overenskomststridige, hvilede derfor på den

forudsætning, at der på de enkelte virksomheder var tale om strejke.

Arbejdsnedlæggelser andre steder kan have ført til, at der på nogle

arbejdspladser var arbejdsmangel og derfor slet ikke forelå strejke, og der

er da også over for nogle virksomheder rejst krav om ventepenge.

Med hensyn til beviset for, at der foreligger strejke, må der lægges vægt

på, at navnelister først fremkom med klageskriftet næsten et år efter, og at

navnelisterne var delvis ulæselige. Det må tages i betragtning, at sagerne

angår bygge- og anlægssektoren med mange forskellige arbejdspladser, således

at indklagede skulle have fat i et stort antal personer. Indklagede har

anmodet om at få de strejkendes personnumre, men disse fremkom først

efterhånden. Dette har bevirket, at indklagede ikke har kunnet bevise, at der

ikke forelå overenskomststridige arbejdsnedlæggelser. På den anden side har

klageren, som bevisbyrden må påhvile, og som har valgt ikke at føre vidner,

heller ikke bevist, at der var tale om overenskomststridige

arbejdsnedlæggelser.

Hvad angår spørgsmålet om bod for den 1. april 1985, har indklagede

anført, at loven, der angiver at træde i kraft den 1. april 1985, blev

indrykket i Lovtidende samme dag. Lovtidende blev imidlertid først udgivet et

stykke op ad formiddagen formentlig omkring kl. 10. Loven får herved reelt en

vis tilbagevirkende kraft, og der foreligger intet konkret om, at Folketinget

har ønsket dette. Det må føre til, at eventuelle arbejdsnedlæggelser den 1.

april ikke har været overenskomststridige, eller at bod herfor bør bortfalde

eller nedsættes.

Arbejdsretten skal udtale:

Da ingen af parterne har ønsket bevisførelse må retten delvis træffe sin

afgørelse ud fra mere generelle synspunkter.

Det ligger fast, at det påhviler den arbejdsgiver, der kræver pålagt bod,

at bevise, at den indklagede arbejdstager har deltaget i en

overenskomststridig strejke. Når der som i det foreliggende tilfælde pågår

landsomfattende overenskomststridige strejker med samme baggrund, er

formodningen for, at de arbejdstagere, som ikke møder op på deres

arbejdsplads, deltager i de overenskomststridig arbejdsnedlæggelser

imidlertid så nærliggende, at det må godtgøres, at deres udeblivelse skyldes

andre årsager. Formodningen kan ikke afkræftes ved en generel henvisning til,

at de overenskomststridige strejker kan tænkes at have medført arbejdsmangel

på andre arbejdspladser. I så fald skulle arbejdsgiveren have hjemsendt de

ansatte, og der foreligger ikke oplysninger endsige bevis for dette.

De i Hovedaftalens § 10 omhandlede fællesmøder afholdes under

hovedorganisationernes medvirken, og afgørelser der træffes vedrørende de

forhandlede forhold, må være bindende for underorganisationerne. Der er

derfor ikke afgørende for denne sag, at nogle af de indklagede forbund ikke

har medunderskrevet på referatet af fællesmødet den 2. april 1985, hvilket

for så vidt heller ikke har været bestridt af indklagede.

Det er indlysende, at det på grund af de omstændigheder, der forelå i

begyndelsen af april 1985, måtte bero på de enkelte arbejdsgiveres

oplysninger, på hvilke arbejdspladser der pågik overenskomststridige

arbejdsnedlæggelser. Indklagede, hvis muligheder for at skaffe tilstrækkelige

oplysninger allerede til fællesmødet var begrænsede, har derfor ikke ved sin

erkendelse afskåret sig fra senere at godtgøre, at der på en enkelt eller

enkelte arbejdspladser ikke havde været strejker.

Det er ubestridt, at der forud for indgivelsen af klageskrift førtes

forhandlinger om et udenretligt forlig, og det kan derfor ikke lægges

klageren til last, at klageskrift først blev indgivet, da forlig måtte

opgives. Det er heller ikke godtgjort, at klageren i øvrigt har søgt at

trække sagen i langdrag. Det er hverken tidspunktet for indgivelse af

klageskrift eller de efterfølgende udsættelser af sagen, hvorom parterne har

været enige, der har forringet indklagedes bevismæssige stilling. Indklagede

har fået de yderligere oplysninger, man har bedt om, og dette har da også

medført, at sagen efterfølgende er blevet hævet, for så vidt angår nogle

arbejdspladser, og at bod er frafaldet for en del arbejdstagere.

Retten må herefter lægge til grund, at der har været overenskomststridige

arbejdsnedlæggelser på de arbejdspladser, som er omfattet af de to sager, og

at de på navnelisterne optagne personer har deltaget heri.

Afgørende for, fra hvilket tidspunkt bod skal pålægges, er, hvornår loven

om overenskomstforlængelse trådte i kraft. Ifølge lov om udgivelsen af en

Lovtidende og en Ministerialtidende § 3 træder en lov, for så vidt den ikke

indeholder afvigende bestemmelse, i kraft ugedagen efter den dag, da det

nummer af Lovtidende, hvori den bekendtgøres, er udkommet. Det er almindeligt

antaget, at loven træder i kraft fra døgnets begyndelse. Loven om

overenskomsternes forlængelse træder ifølge en udtrykkelig bestemmelse i

kraft den 1. april 1985. Der er intet grundlag for at antage, at det ikke har

været Folketingets mening, at loven skulle træde i kraft fra døgnets

begyndelse den pågældende dag. Loven er behørigt bekendtgjort, og det må være

uden betydning, at Lovtidende først blev udgivet i løbet af formiddagen.

Fredspligten er derfor indtrådt fra døgnets begyndelse den 1. april 1985, og

det har været overenskomststridigt ikke at følge lovens bestemmelse om at

arbejde denne dag. Der kan således pålægges bod også for denne dag. Da det

fra medierne var almindeligt kendt, at loven skulle træde i kraft denne dag,

findes der heller ikke grund til at lade bod bortfalde.

Den forskyldte bod fastsættes til 20 kr. for ufaglærte og 24 kr. for

faglærte for hver strejketime.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Hver af de på navnelisterne bilag 9a til 9u i sagen 86063 og bilag 1a til

1i i sagen 86277 optagne personer skal for hver time, i hvilken de har

deltaget i de overenskomststridige arbejdsnedlæggelser den 1. april 1985 og

følgende dage betale en bod på 20 kr. for ufaglærte og 24 kr. for faglærte.

Boden tilfalder Dansk Arbejdsgiverforening.

Indklagede skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K 86.207E m.fl. (A 1988, s.32), K 10.554 (A 1987,

s.13), K 10.964 (A 1986, s.120), K. 10.111 (A 1985, s.10), K 10.560 (A 1986,

s.39).

Lignende dokumenter