Spring til indhold

Retsinformation

Fyldestgørende grund til arbejdsophør - Mobning af kollega.

KEN nr 60582 af 11/10/1991Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fyldestgørende grund til arbejdsophør - Mobning

af kollega.

Et medlem opsagde den 25. september 1990 sin stilling til fratræden den

31. oktober 1990 under henvisning til »mobning« fra en kollegas

side.

Medlemmet havde været ansat som kontorassistent på deltid siden den 7.

september 1989. Ansættelsesforholdet forløb uden problemer i en periode,

hvorefter der opstod samarbejdsproblemer med den nærmeste samarbejdspartner.

Medlemmet har oplyst, at ansættelsesforholdet bl.a. omfattede renskrivning

af manuskripter m.v. til et blad, og at problemerne opstod i forbindelse med

renskrivningen og redigeringen af bladet.

Ifølge medlemmet medførte samarbejdspartnerens sene afleveringer af

materiale mindre tid til renskrivning af dette. Medlemmet søgte problemet

afklaret med pågældende, dog uden held. En manual til en edb-maskine blev

fjernet af samarbejdspartneren, hvilket vanskeliggjorde det daglige arbejde.

Medlemmet følte sig udsat for »mobning« og henvendte sig

gentagne gange til arbejdsgiveren for at finde en løsning på de opståede

problemer. Til sidst følte medlemmet sig nødsaget til at opsige sin stilling

grundet det psykiske pres forårsaget af samarbejdsproblemerne.

Medlemmet var sygemeldt i 14 dage og afholdt derefter ferie indtil

arbejdsophøret den 31. oktober 1990.

Medlemmet oplyste ved henvendelse til egen læge den 5. oktober 1990, at

hun på grund af »mobning« på arbejdspladsen havde det psykisk

dårligt. I lægeerklæring af 22. januar 1991 udtaler medlemmets læge, at hun

efter hans opfattelse var psykisk »kørt ned« ved henvendelsen den

5. oktober 1990.

Kassen meddelte, at medlemmet skulle tildeles 5 ugers karantæne regnet fra

den 1. november 1990, da medlemmet ikke havde henvendt sig til sin faglige

organisation for at søge forholdene ændret, eller søgt læge før opsigelsen.

Kassen fandt dog, at karantæne i den konkrete sag syntes urimeligt grundet de

Læs alt

meget dårlige arbejdsforhold.

Hovedledelsen fastholdt den idømte karantæne, idet grunden til

arbejdsophøret ikke syntes underbygget med fornøden lægelig dokumentation, og

fordi alle forhandlingsmuligheder med arbejdsgiveren ikke fandtes udtømt.

Medlemmet anførte i klagen til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen, at hun fandt, at hun opfyldte betingelserne i

bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 28, stk. 1, nr. 1, og nr. 11.

Hovedledelsen fastholdt sin afgørelse.

På forespørgsel fra direktoratet har medlemmets tidligere arbejdsgiver

bekræftet, at der var alvorlige samarbejdsproblemer mellem medlemmet og

hendes kollega. Det dårlige samarbejde var så psykisk belastende for

medlemmet, at hun følte sig presset til at opsige sin stilling.

Direktoratet meddelte, at medlemmets arbejdsophør den 31. oktober 1990

ikke kunne anses for fyldestgørende begrundet i

arbejdsløshedsforsikringslovens forstand. Medlemmet kunne derfor ikke få

dagpenge i 5 uger regnet fra den 1. november 1990.

Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmet opsagde sit

arbejde, da hun ikke længere kunne klare det psykiske pres som følge af

samarbejdsproblemerne.

Direktoratet fandt, at der ikke forelå tilstrækkelig lægelig dokumentation

for, at arbejdsophøret var fyldestgørende begrundet.

Endvidere lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke forud for

arbejdsophøret kontaktede sin faglige organisation, og derfor ikke kunne

anses for at have udtømt foreliggende forhandlingsmuligheder.

Endelig lagde direktoratet vægt på, at arbejdsgiveren ikke syntes at have

misligholdt ansættelsesforholdet i en sådan grad, at medlemmet var berettiget

til opsigelse uden dagpengemæssige konsekvenser.

Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1,

nr. 2, samt til direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 26,

stk. 1.

Direktoratet fandt ikke, at medlemmet var omfattet af bestemmelserne i §

28, stk. 1, nr. 1, og nr. 11 i samme bekendtgørelse.

Medlemmet anførte i sin klage, at hun gentagne gange har henvendt sig til

arbejdsgiveren for at finde en løsning på problemerne.

Endvidere oplyste medlemmet, at hun ikke havde været helt opmærksom på

muligheden for hjælp fra den faglige organisations side, da hun ikke

tidligere har befundet sig i en lignende situation.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Direktoratet var ved afgørelsen bekendt med, at medlemmet gentagne gange

har henvendt sig til arbejdsgiveren, dog uden at finde en løsning.

Ankenævnet fandt det ikke godtgjort, at samarbejdsvanskelighederne

væsentligst kunne tilregnes medlemmet.

Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet gentagne gange henvendte sig til

sin arbejdsgiver for at søge samarbejdsproblemerne løst.

Medlemmet var derfor berettiget til dagpenge fra den 1. november 1990.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter