Spring til indhold

Retsinformation

Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.

FOU nr 1993.68UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.

B klagede for A over

Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse i skrivelse af 19. september 1991. Ved

afgørelsen stadfæstede ankenævnet Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse af 10. april 1991, hvorved direktoratet fandt, at A den 14.

september

1990 blev afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham med den

følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger.

Af sagens akter fremgik det

bl.a., at A blev ansat på virksomheden C den 17. februar 1986. Den 27. august

1990 måtte han sygemelde sig. I en skrivelse af 12. september 1990 anmodede C

om fremsendelse af lægeerklæring som skulle være C i hænde senest fredag den

14. september 1990. Idet A's læge var på kursus den 13. september 1990, blev

der først fremsendt lægeerklæring til C den 14. september 1990, hvilken

erklæring C modtog den 15. september 1990. Som følge heraf opsagde C A i en

skrivelse af 14. september 1990, der indeholdt følgende:

"I henhold til skrivelse

af 12.9.90, hvor vi bad dig fremsende en lægeerklæring, som skulle være os i

hænde senest idag fredag og du ikke har efterkommet dette, betragter vi

hermed

dit ansættelsesforhold som ophørt pr. dags dato."

Den 12. november 1990

meddelte Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdernes Arbejdsløshedskasse, at det

var

kassens opfattelse, at A var blevet afskediget af en grund, der i det

væsentligste kunne tilregnes ham, hvorfor han fik 5 ugers karantæne.

Afgørelsen

blev tiltrådt af arbejdsløshedskassens hovedledelse den 14. december 1990.

I en skrivelse af 5. januar

Læs alt

1991 indbragte A hovedledelsens afgørelse for Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen.

Den 7. januar 1991 afgav A's

læge en udtalelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i anledning

af sagen. I udtalelsen anførte lægen følgende:

"Ang. (A) ...

som gennem årene har været

patient i min konsultation og er mig velbekendt som et normalt - måske

lovligt

beskedent menneske.

Jeg er af ham og hans familie

bedt om udtalelse i anledning af hans fyring fra (C) og har fået tilladelse

til

at bryde tavshedspligten.

Jeg er bekendt med hans

hoslagte brev til direktoratet og behøver derfor ikke ridse alt op.

I forbindelse med

konsultation om en banal skade i juli 1990 bemærkede jeg, at han virkede

trist

og forsagt i modsætning til ellers. Jeg nævnte det ikke for ham.

Han henvender sig så til mig

d. 14. september 1990 p.g. af den famøse lægeerklæring - jeg gik ham på

klingen

- og pludseligt grædende fortæller dette store sunde menneske så, at han

systematisk gennem lang tid er blevet mobbet på sin arbejdsplads af

værkføreren

og dennes håndgangne "venner". For sit lange hår - for sin

manglende

lyst til at deltage i selskabeligheden etc. Værkføreren: "Jeg skal nok

få

dig ud." Knægten gik jo i spåner over dette - specielt da chikanen fik

forholdet til hans pige til at gå i stykker, hun arbejdede på samme

arbejdsplads. Det undrede mig ikke at han fik den aldeles utraditionelle

fyring, omtalte værkfører har signeret fyresedlen.

Jeg har haft en del samtaler

med (A), han er ved at falde til ro, og vi har undgået øl og tabletter.

Men - det er vist naturligt,

at han var ude af stand til at kontakte værkføreren og søge om forlængelse af

fristen til jeg kom hjem fra kursus. Derefter gik det jo stærkt med

lægeerklæringen."

Erklæringen af 7. januar 1991

blev ikke forelagt C til udtalelse forud for direktoratets afgørelse i sagen

eller senere.

Den 22. januar 1991 afgav

Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet en udtalelse til Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen. I udtalelsen anførte forbundet følgende:

"Det kan synes at være

en kort frist, med 2 dage til at fremskaffe en lægeerklæring, men absolut

ikke

en ukendt situation for vort medlem, der tidligere har været på

Førstedagserklæring, hvor denne skulle være arbejdsgiveren ihænde senest

anden

fraværsdag kl. 12.00.

Det er ikke unormalt, at

forlange en lægeerklæring med 2 dages varsel. Vi har da enkelte gange været

ude

for, at et medlem ikke kunne få tid hos lægen, men så ringer man da til sin

mester eller tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, så løses problemet i

fællesskab.

Vi mener det ville have været

en naturlig reaktion i denne sag, at ringe og sige tingene som de var.

Vi var bekendt med, at der

blev sendt bud efter en lægeerklæring, og havde vi ment det var et urimeligt

krav (tidsmæssigt) havde vi gjort indsigelse med det samme, men det fandt vi

ikke anledning til, da vi mente at (A) kunne ringe, hvis der var

problemer."

I skrivelse af 10. april 1991

traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende afgørelse:

"I henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 3, må dagpenge ikke

udbetales

til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet afskediges af en grund,

der

væsentligst kan tilregnes medlemmet.

Det fremgår endvidere af

direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, at et medlem er

selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen efter en samlet vurdering af

omstændighederne ved medlemmets afskedigelse finder, at medlemmet er blevet

afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.

Ifølge nævnte bekendtgørelses

§ 26, stk. 1, kan et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et

arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund der væsentligst

kan tilregnes medlemmet, ikke få dagpenge i 5 uger.

Direktoratet finder på det

foreliggende grundlag, at De er blevet afskediget af en grund, der

væsentligst

kan tilregnes Dem, da De efter at være anmodet herom den 12. september 1990

ikke afleverede lægeerklæring hos arbejdsgiveren senest den 14. september

1990.

De kan derfor ikke få

dagpenge i 5 uger fra datoen for arbejdsophøret den 14. september 1990 at

regne, jf. § 26, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.

Direktoratet har ved

afgørelsen lagt til grund, at De i dagene den 13. og 14. september 1990 må

anses for at have haft tilstrækkelig mulighed for at fremskaffe og aflevere

lægeerklæring rettidigt eller at kontakte arbejdsgiveren med henblik på at få

fristen forlænget for indsendelse af lægeerklæringen."

I skrivelse af 11. april 1991

indbragte A direktoratets afgørelse for Arbejdsmarkedets Ankenævn.

I skrivelsen af 19. september

1991 stadfæstede ankenævnet direktoratets afgørelse med den af direktoratet

anførte begrundelse.

Under min behandling af B's

klage har A i en erklæring af december 1992 meddelt samtykke til, at

lægeerklæringen af 7. januar 1991 fra egen læge, under en eventuel

genoptagelse

af sagen, forelægges C til udtalelse.

Efter en foreløbig gennemgang

af sagen anmodede jeg den 21. januar 1993 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at

oplyse, om ankenævnet havde taget skridt til at høre C over lægeerklæringen

af

7. januar 1991 og i benægtende fald, hvorfor dette ikke var sket.

I skrivelse af 24. februar

1993 besvarede ankenævnet min henvendelse som følger:

"...

I denne anledning skal man

oplyse, at ankenævnet ikke har foretaget supplerende undersøgelser af

grundlaget for medlemmets afskedigelse.

Ankenævnet var ved afgørelsen

opmærksom på, at lægeerklæringen blev sendt af medlemmets læge til

arbejdsgiveren, og at det for så vidt skyldtes lægen, at erklæringen kom for

sent.

Nævnet har imidlertid lagt

vægt på, at arbejdsgiver klart over for medlemmet havde tilkendegivet, at

lægeerklæringen skulle være (C) i hænde senest den 14. september 1990, at

medlemmets faglige organisation har forklaret, at medlemmet tidligere havde

været i den situation, at han skulle fremkomme med

"førstedagserklæring",

og at han derfor har været bekendt med betydningen af at fremkomme med de

ønskede erklæringer i rette tid, samt at den faglige organisation har udtalt,

at den ikke skønnede, at arbejdsgiverens anmodning om lægeerklæring i løbet

af

to dage var et urimeligt krav."

Efter min gennemgang af sagen

udtalte jeg i en skrivelse til B følgende:

"Myndighedernes

afgørelser, hvorefter (A) fik 5 ugers karantæne som følge af afskedigelsen,

er

truffet på grundlag af bestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring § 63,

stk. 1, nr. 3, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse

nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, og § 26, stk. 1, der er sålydende:

Lovens § 63, stk 1, nr. 3:

"Dagpenge må ikke

udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,

...

3) at medlemmet afskediges af

en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet."

Bekendtgørelsens § 22 og § 26, stk. 1:

"

§ 22. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen

efter en samlet vurdering af omstændighederne ved medlemmets afskedigelse

finder, at medlemmet er blevet afskediget af en grund, der væsentligst kan

tilregnes medlemmet.

...

§ 26. Et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et

arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund, der væsentligst

kan tilregnes medlemmet, kan ikke få dagpenge i 5 uger. De 5 uger regnes fra

den dag, hvor såvel medlemmet som arbejdsgiveren er frigjort fra

ansættelsesforholdet."

Den nugældende bestemmelse i

lov om arbejdsløshedsforsikrings § 63, stk. 1, nr. 3, blev indsat i loven ved

lov nr. 840 af 21. december 1988. I bemærkningerne til bestemmelsen

(Folketingstidende 1988/89, tillæg A, spalte 1720) fremgår følgende:

"Formuleringen giver

bedre redaktionel overensstemmelse med bestemmelsen i § 5 i

arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om

betydningen

for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist

arbejde

og ophøre med arbejde, og medfører ingen ændringer i praksis med hensyn til

hvilke forhold der kan tilregnes medlemmerne..."

§ 5 i Arbejdsdirektoratets

bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982, var sålydende:

"Et arbejdsophør

medfører konsekvenser for dagpengeretten, såfremt medlemmet uden

fyldestgørende

grund selv har bragt arbejdsforholdet til ophør eller er blevet afskediget

med

en grund, der kan tilregnes medlemmet."

Det er således af afgørende

betydning for udfaldet af (A's) sag, om afskedigelsen den 14. september 1990

i

det væsentligste kunne tilregnes ham. Ved vurderingen af dette spørgsmål må

der

tages stilling til, om (A) blev afskediget som følge af, at lægeerklæringen

blev fremsendt for sent eller - som påstået af (A's) læge i erklæringen af 7.

januar 1991 - på baggrund af uforskyldte samarbejdsproblemer på

arbejdspladsen.

Dernæst må der tages stilling til, om (A) udfoldede alle rimelige og mulige

bestræbelser for at opfylde kravet om fremsendelse af lægeerklæring inden

udløbet af den af arbejdsgiveren fastsatte frist.

Under min behandling af sagen

har jeg først og fremmest undersøgt, om tilregnelsesspørgsmålet var undersøgt

i

en sådan grad, at ankenævnet ved afgørelsen af 19. september 1991 havde

fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, eller om ankenævnet

forinden burde have indhentet yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren til

belysning af tilregnelsesspørgsmålet.

Det er et grundlæggende

princip i forvaltningsretten, at det påhviler den enkelte

forvaltningsmyndighed

selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at

foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens

oplysning

(Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, 1986, pkt. 199).

På baggrund af erklæringen af

7. januar 1991 fra egen læge kan det efter min opfattelse ikke uden videre

afvises, at afskedigelsesårsagen reelt kan have været utilregnelige

samarbejdsvanskeligheder, uanset at der i afskedigelsesskrivelsen alene er

henvist til forholdet vedrørende den for sent indgivne lægeerklæring.

Endvidere

kan det ikke udelukkes, at indhentelse af oplysninger fra arbejdsgiveren

forud

for ankenævnets afgørelse kunne have bekræftet dette eller iøvrigt kunne have

gjort grundlaget for afgørelsen mere sikkert.

Som argument imod en sådan

nærmere undersøgelse har ankenævnet i udtalelsen af 24. februar 1993 henvist

til udtalelser fra den lokale fagforening. Jeg skal hertil bemærke, at

udtalelser fra fagforeninger i sager, hvor der kan foreligge

samarbejdsvanskeligheder mellem flere af foreningens medlemmer på samme

arbejdsplads, efter min mening må tages med et vist generelt forbehold. Jeg

henviser herved til, at en fagforening i en sådan situation i sagens natur

ikke

i samme grad kan varetage alle involverede medlemmers interesser, da

interesserne normalt er modstridende.

Ankenævnet har i udtalelsen

af 24. februar 1993 yderligere henvist til det forhold, at det skyldtes egen

læge, at lægeerklæringen af 14. september 1990 blev fremsendt for sent til

arbejdsgiveren. Jeg går ud fra, at ankenævnet hermed sigter til, at lægens

efterfølgende erklæring i skrivelsen af 7. januar 1991 på den baggrund må

tillægges mindre bevismæssig betydning.

Sammenfattende er det min

opfattelse, at udtalelserne fra (A's) fagforening ikke kan tillægges en sådan

betydning for en bedømmelse af tilregnelsesspørgsmålet i forhold til den

modstående erklæring af 7. januar 1991 fra egen læge, at ankenævnet kunne

undlade at undersøge spørgsmålet nærmere gennem indhentelse af yderligere

oplysninger fra arbejdsgiveren (forudsat at (A) ville meddele samtykke

hertil).

På denne baggrund mener jeg,

at ankenævnets afgørelse i (A's) sag blev truffet på et ufyldestgørende

grundlag. Ankenævnet burde have forespurgt (A), om han var indforstået med,

at

arbejdsgiveren blev hørt over erklæringen og i givet fald have forelagt

erklæringen for arbejdsgiveren til udtalelse.

Jeg har gjort

Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.

Da (A) har meddelt mig, at

han er indforstået med, at erklæringen fremsendes til arbejdsgiveren til

udtalelse, har jeg samtidig hermed henstillet til ankenævnet, at sagen

genoptages med henblik på, at sagen oplyses yderligere, inden afgørelse

træffes

på ny.

Det bemærkes, at mine

undersøgelser i sagen alene har været rettet imod Arbejdsmarkedets Ankenævn.

Da

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf en tilsvarende afgørelse i

sagen, har jeg samtidig hermed sendt direktoratet en kopi af denne skrivelse

til orientering."

I skrivelse af 5. november

1993 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at ankenævnet havde truffet

beslutning

om at ophæve den tidligere afgørelse, således at den idømte karantæne på 5

uger

bortfaldt.

Jeg meddelte herefter

Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg ikke foretog videre i sagen.

Lignende dokumenter