Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Mangelfuld sagsoplysning i arbejdsløshedsforsikringssag.
B klagede for A over
Arbejdsmarkedets Ankenævns afgørelse i skrivelse af 19. september 1991. Ved
afgørelsen stadfæstede ankenævnet Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringens
afgørelse af 10. april 1991, hvorved direktoratet fandt, at A den 14.
september
1990 blev afskediget af en grund, der væsentligst kunne tilregnes ham med den
følge, at han ikke kunne oppebære dagpenge i 5 uger.
Af sagens akter fremgik det
bl.a., at A blev ansat på virksomheden C den 17. februar 1986. Den 27. august
1990 måtte han sygemelde sig. I en skrivelse af 12. september 1990 anmodede C
om fremsendelse af lægeerklæring som skulle være C i hænde senest fredag den
14. september 1990. Idet A's læge var på kursus den 13. september 1990, blev
der først fremsendt lægeerklæring til C den 14. september 1990, hvilken
erklæring C modtog den 15. september 1990. Som følge heraf opsagde C A i en
skrivelse af 14. september 1990, der indeholdt følgende:
"I henhold til skrivelse
af 12.9.90, hvor vi bad dig fremsende en lægeerklæring, som skulle være os i
hænde senest idag fredag og du ikke har efterkommet dette, betragter vi
hermed
dit ansættelsesforhold som ophørt pr. dags dato."
Den 12. november 1990
meddelte Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdernes Arbejdsløshedskasse, at det
var
kassens opfattelse, at A var blevet afskediget af en grund, der i det
væsentligste kunne tilregnes ham, hvorfor han fik 5 ugers karantæne.
Afgørelsen
blev tiltrådt af arbejdsløshedskassens hovedledelse den 14. december 1990.
I en skrivelse af 5. januar
Læs alt
1991 indbragte A hovedledelsens afgørelse for Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen.
Den 7. januar 1991 afgav A's
læge en udtalelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen i anledning
af sagen. I udtalelsen anførte lægen følgende:
"Ang. (A) ...
som gennem årene har været
patient i min konsultation og er mig velbekendt som et normalt - måske
lovligt
beskedent menneske.
Jeg er af ham og hans familie
bedt om udtalelse i anledning af hans fyring fra (C) og har fået tilladelse
til
at bryde tavshedspligten.
Jeg er bekendt med hans
hoslagte brev til direktoratet og behøver derfor ikke ridse alt op.
I forbindelse med
konsultation om en banal skade i juli 1990 bemærkede jeg, at han virkede
trist
og forsagt i modsætning til ellers. Jeg nævnte det ikke for ham.
Han henvender sig så til mig
d. 14. september 1990 p.g. af den famøse lægeerklæring - jeg gik ham på
klingen
- og pludseligt grædende fortæller dette store sunde menneske så, at han
systematisk gennem lang tid er blevet mobbet på sin arbejdsplads af
værkføreren
og dennes håndgangne "venner". For sit lange hår - for sin
manglende
lyst til at deltage i selskabeligheden etc. Værkføreren: "Jeg skal nok
få
dig ud." Knægten gik jo i spåner over dette - specielt da chikanen fik
forholdet til hans pige til at gå i stykker, hun arbejdede på samme
arbejdsplads. Det undrede mig ikke at han fik den aldeles utraditionelle
fyring, omtalte værkfører har signeret fyresedlen.
Jeg har haft en del samtaler
med (A), han er ved at falde til ro, og vi har undgået øl og tabletter.
Men - det er vist naturligt,
at han var ude af stand til at kontakte værkføreren og søge om forlængelse af
fristen til jeg kom hjem fra kursus. Derefter gik det jo stærkt med
lægeerklæringen."
Erklæringen af 7. januar 1991
blev ikke forelagt C til udtalelse forud for direktoratets afgørelse i sagen
eller senere.
Den 22. januar 1991 afgav
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet en udtalelse til Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen. I udtalelsen anførte forbundet følgende:
"Det kan synes at være
en kort frist, med 2 dage til at fremskaffe en lægeerklæring, men absolut
ikke
en ukendt situation for vort medlem, der tidligere har været på
Førstedagserklæring, hvor denne skulle være arbejdsgiveren ihænde senest
anden
fraværsdag kl. 12.00.
Det er ikke unormalt, at
forlange en lægeerklæring med 2 dages varsel. Vi har da enkelte gange været
ude
for, at et medlem ikke kunne få tid hos lægen, men så ringer man da til sin
mester eller tillidsrepræsentant på arbejdspladsen, så løses problemet i
fællesskab.
Vi mener det ville have været
en naturlig reaktion i denne sag, at ringe og sige tingene som de var.
Vi var bekendt med, at der
blev sendt bud efter en lægeerklæring, og havde vi ment det var et urimeligt
krav (tidsmæssigt) havde vi gjort indsigelse med det samme, men det fandt vi
ikke anledning til, da vi mente at (A) kunne ringe, hvis der var
problemer."
I skrivelse af 10. april 1991
traf Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende afgørelse:
"I henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 63, stk. 1, nr. 3, må dagpenge ikke
udbetales
til et medlem, hvis ledighed skyldes, at medlemmet afskediges af en grund,
der
væsentligst kan tilregnes medlemmet.
Det fremgår endvidere af
direktoratets bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, at et medlem er
selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen efter en samlet vurdering af
omstændighederne ved medlemmets afskedigelse finder, at medlemmet er blevet
afskediget af en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet.
Ifølge nævnte bekendtgørelses
§ 26, stk. 1, kan et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et
arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund der væsentligst
kan tilregnes medlemmet, ikke få dagpenge i 5 uger.
Direktoratet finder på det
foreliggende grundlag, at De er blevet afskediget af en grund, der
væsentligst
kan tilregnes Dem, da De efter at være anmodet herom den 12. september 1990
ikke afleverede lægeerklæring hos arbejdsgiveren senest den 14. september
1990.
De kan derfor ikke få
dagpenge i 5 uger fra datoen for arbejdsophøret den 14. september 1990 at
regne, jf. § 26, stk. 1, i ovennævnte bekendtgørelse.
Direktoratet har ved
afgørelsen lagt til grund, at De i dagene den 13. og 14. september 1990 må
anses for at have haft tilstrækkelig mulighed for at fremskaffe og aflevere
lægeerklæring rettidigt eller at kontakte arbejdsgiveren med henblik på at få
fristen forlænget for indsendelse af lægeerklæringen."
I skrivelse af 11. april 1991
indbragte A direktoratets afgørelse for Arbejdsmarkedets Ankenævn.
I skrivelsen af 19. september
1991 stadfæstede ankenævnet direktoratets afgørelse med den af direktoratet
anførte begrundelse.
Under min behandling af B's
klage har A i en erklæring af december 1992 meddelt samtykke til, at
lægeerklæringen af 7. januar 1991 fra egen læge, under en eventuel
genoptagelse
af sagen, forelægges C til udtalelse.
Efter en foreløbig gennemgang
af sagen anmodede jeg den 21. januar 1993 Arbejdsmarkedets Ankenævn om at
oplyse, om ankenævnet havde taget skridt til at høre C over lægeerklæringen
af
7. januar 1991 og i benægtende fald, hvorfor dette ikke var sket.
I skrivelse af 24. februar
1993 besvarede ankenævnet min henvendelse som følger:
"...
I denne anledning skal man
oplyse, at ankenævnet ikke har foretaget supplerende undersøgelser af
grundlaget for medlemmets afskedigelse.
Ankenævnet var ved afgørelsen
opmærksom på, at lægeerklæringen blev sendt af medlemmets læge til
arbejdsgiveren, og at det for så vidt skyldtes lægen, at erklæringen kom for
sent.
Nævnet har imidlertid lagt
vægt på, at arbejdsgiver klart over for medlemmet havde tilkendegivet, at
lægeerklæringen skulle være (C) i hænde senest den 14. september 1990, at
medlemmets faglige organisation har forklaret, at medlemmet tidligere havde
været i den situation, at han skulle fremkomme med
"førstedagserklæring",
og at han derfor har været bekendt med betydningen af at fremkomme med de
ønskede erklæringer i rette tid, samt at den faglige organisation har udtalt,
at den ikke skønnede, at arbejdsgiverens anmodning om lægeerklæring i løbet
af
to dage var et urimeligt krav."
Efter min gennemgang af sagen
udtalte jeg i en skrivelse til B følgende:
"Myndighedernes
afgørelser, hvorefter (A) fik 5 ugers karantæne som følge af afskedigelsen,
er
truffet på grundlag af bestemmelserne i lov om arbejdsløshedsforsikring § 63,
stk. 1, nr. 3, og Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse
nr. 315 af 17. maj 1989, § 22, og § 26, stk. 1, der er sålydende:
Lovens § 63, stk 1, nr. 3:
"Dagpenge må ikke
udbetales til et medlem, hvis ledighed skyldes,
...
3) at medlemmet afskediges af
en grund, der væsentligst kan tilregnes medlemmet."
Bekendtgørelsens § 22 og § 26, stk. 1:
"
§ 22. Et medlem er selvforskyldt ledig, hvis arbejdsløshedskassen
efter en samlet vurdering af omstændighederne ved medlemmets afskedigelse
finder, at medlemmet er blevet afskediget af en grund, der væsentligst kan
tilregnes medlemmet.
...
§ 26. Et medlem, der uden fyldestgørende grund selv bringer et
arbejdsforhold til ophør eller bliver afskediget af en grund, der væsentligst
kan tilregnes medlemmet, kan ikke få dagpenge i 5 uger. De 5 uger regnes fra
den dag, hvor såvel medlemmet som arbejdsgiveren er frigjort fra
ansættelsesforholdet."
Den nugældende bestemmelse i
lov om arbejdsløshedsforsikrings § 63, stk. 1, nr. 3, blev indsat i loven ved
lov nr. 840 af 21. december 1988. I bemærkningerne til bestemmelsen
(Folketingstidende 1988/89, tillæg A, spalte 1720) fremgår følgende:
"Formuleringen giver
bedre redaktionel overensstemmelse med bestemmelsen i § 5 i
arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982 om
betydningen
for retten til arbejdsløshedsdagpenge af at undlade at overtage anvist
arbejde
og ophøre med arbejde, og medfører ingen ændringer i praksis med hensyn til
hvilke forhold der kan tilregnes medlemmerne..."
§ 5 i Arbejdsdirektoratets
bekendtgørelse nr. 719 af 22. december 1982, var sålydende:
"Et arbejdsophør
medfører konsekvenser for dagpengeretten, såfremt medlemmet uden
fyldestgørende
grund selv har bragt arbejdsforholdet til ophør eller er blevet afskediget
med
en grund, der kan tilregnes medlemmet."
Det er således af afgørende
betydning for udfaldet af (A's) sag, om afskedigelsen den 14. september 1990
i
det væsentligste kunne tilregnes ham. Ved vurderingen af dette spørgsmål må
der
tages stilling til, om (A) blev afskediget som følge af, at lægeerklæringen
blev fremsendt for sent eller - som påstået af (A's) læge i erklæringen af 7.
januar 1991 - på baggrund af uforskyldte samarbejdsproblemer på
arbejdspladsen.
Dernæst må der tages stilling til, om (A) udfoldede alle rimelige og mulige
bestræbelser for at opfylde kravet om fremsendelse af lægeerklæring inden
udløbet af den af arbejdsgiveren fastsatte frist.
Under min behandling af sagen
har jeg først og fremmest undersøgt, om tilregnelsesspørgsmålet var undersøgt
i
en sådan grad, at ankenævnet ved afgørelsen af 19. september 1991 havde
fornødent grundlag for at træffe afgørelse i sagen, eller om ankenævnet
forinden burde have indhentet yderligere oplysninger fra arbejdsgiveren til
belysning af tilregnelsesspørgsmålet.
Det er et grundlæggende
princip i forvaltningsretten, at det påhviler den enkelte
forvaltningsmyndighed
selv at fremskaffe fornødne oplysninger om de foreliggende sager eller dog at
foranledige, at private, navnlig parterne, yder medvirken til sagens
oplysning
(Justitsministeriets vejledning til forvaltningsloven, 1986, pkt. 199).
På baggrund af erklæringen af
7. januar 1991 fra egen læge kan det efter min opfattelse ikke uden videre
afvises, at afskedigelsesårsagen reelt kan have været utilregnelige
samarbejdsvanskeligheder, uanset at der i afskedigelsesskrivelsen alene er
henvist til forholdet vedrørende den for sent indgivne lægeerklæring.
Endvidere
kan det ikke udelukkes, at indhentelse af oplysninger fra arbejdsgiveren
forud
for ankenævnets afgørelse kunne have bekræftet dette eller iøvrigt kunne have
gjort grundlaget for afgørelsen mere sikkert.
Som argument imod en sådan
nærmere undersøgelse har ankenævnet i udtalelsen af 24. februar 1993 henvist
til udtalelser fra den lokale fagforening. Jeg skal hertil bemærke, at
udtalelser fra fagforeninger i sager, hvor der kan foreligge
samarbejdsvanskeligheder mellem flere af foreningens medlemmer på samme
arbejdsplads, efter min mening må tages med et vist generelt forbehold. Jeg
henviser herved til, at en fagforening i en sådan situation i sagens natur
ikke
i samme grad kan varetage alle involverede medlemmers interesser, da
interesserne normalt er modstridende.
Ankenævnet har i udtalelsen
af 24. februar 1993 yderligere henvist til det forhold, at det skyldtes egen
læge, at lægeerklæringen af 14. september 1990 blev fremsendt for sent til
arbejdsgiveren. Jeg går ud fra, at ankenævnet hermed sigter til, at lægens
efterfølgende erklæring i skrivelsen af 7. januar 1991 på den baggrund må
tillægges mindre bevismæssig betydning.
Sammenfattende er det min
opfattelse, at udtalelserne fra (A's) fagforening ikke kan tillægges en sådan
betydning for en bedømmelse af tilregnelsesspørgsmålet i forhold til den
modstående erklæring af 7. januar 1991 fra egen læge, at ankenævnet kunne
undlade at undersøge spørgsmålet nærmere gennem indhentelse af yderligere
oplysninger fra arbejdsgiveren (forudsat at (A) ville meddele samtykke
hertil).
På denne baggrund mener jeg,
at ankenævnets afgørelse i (A's) sag blev truffet på et ufyldestgørende
grundlag. Ankenævnet burde have forespurgt (A), om han var indforstået med,
at
arbejdsgiveren blev hørt over erklæringen og i givet fald have forelagt
erklæringen for arbejdsgiveren til udtalelse.
Jeg har gjort
Arbejdsmarkedets Ankenævn bekendt med min opfattelse.
Da (A) har meddelt mig, at
han er indforstået med, at erklæringen fremsendes til arbejdsgiveren til
udtalelse, har jeg samtidig hermed henstillet til ankenævnet, at sagen
genoptages med henblik på, at sagen oplyses yderligere, inden afgørelse
træffes
på ny.
Det bemærkes, at mine
undersøgelser i sagen alene har været rettet imod Arbejdsmarkedets Ankenævn.
Da
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen traf en tilsvarende afgørelse i
sagen, har jeg samtidig hermed sendt direktoratet en kopi af denne skrivelse
til orientering."
I skrivelse af 5. november
1993 meddelte Arbejdsmarkedets Ankenævn, at ankenævnet havde truffet
beslutning
om at ophæve den tidligere afgørelse, således at den idømte karantæne på 5
uger
bortfaldt.
Jeg meddelte herefter
Arbejdsmarkedets Ankenævn, at jeg ikke foretog videre i sagen.
Lignende dokumenter
- Tilbagebetaling af kontingent til arbejdsløshedskasse. Kompetence. Retsinformation · 25. juni 2003
- Betalingsservice, undladelse af betaling af arbejdsløshedskassekkontingent. Det finansielle ankenævn · 22. maj 1992
- Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud. Retsinformation · 23. juni 2003
- Mangelfuldt oplysningsgrundlag i sag om tilbagebetaling af økonomisk hjælp efter bistandslovens § 26 Retsinformation · 3. marts 2003
- Klage over afslag på ventedagpenge Retsinformation · 25. juni 2003
- Afskedigelse af overenskomstansat ingeniør. Manglende partshøring og mangelfuld begrundelse. Retsinformation · 25. juni 2003