Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder
Det fremgik af sagen at A
havde arbejdet som sygeplejerske i mere end 31 år. A har været
overenskomstansat sygeplejerske i K Kommune siden den 1. januar 1992 med
ansættelsesområdet ældre- og handicapområdet. A arbejdede som
primærsygeplejerske
ved plejehjemmet X i K Kommune, Center Vest. I ansættelsesbrevet af 16.
januar
1992 var bl.a. anført:
“I fortsættelse af (K) Byråds
brev af 23.12.1991 ansættes du herved i en stilling som sygeplejerske ved (K)
Kommune
med virkning fra den 1.1.1992, med tjeneste indtil videre ved ældre- og
handicapområdet. Den ugentlige arbejdstid udgør gennemsnitlig 20,6 time i
aften-/nattevagt.
Ansættelse finder sted i
henhold til overenskomst indgået mellem Kommunernes Landsforening og Dansk
Sygeplejeråd vedr. løn- og ansættelsesvilkår for syge- og sundhedsplejersker
i
integrerede ordninger. Aflønning finder sted efter lønramme K17 (22/26).
Anciennitetsdatoen regnes fra den 1.1.1986, hvorefter du indplaceres på
skalatrin 25 med oprykning til skalatrin 26 den 1.1.1994. Med de pr. 1.4.1991
gældende tillæg udgør nettolønnen, der udbetales månedsvis bagud kr.
9.159,98.”
A ansøgte i brev af 27.
januar 1992 om at arbejdstiden blev nedsat til 19,25 timer, stadig ved
aftenvagt. A’s ansøgning blev imødekommet i brev af 6. februar 1992.
I brev af 26. januar 1993
skrev K Kommune til A at hendes arbejdstid som aftalt blev ændret til 22,75
timer/uge i perioden fra 1. maj 1992 til 31. januar 1993. Det fremgik at
Læs alt
A’s
arbejdstid med virkning fra den 1. februar 1993 var 19,50 timer/uge.
Tidligere
oplyste ansættelsesvilkår var fortsat gældende.
K Kommune skrev i brev af 30.
november 1993 til A at hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid som aftalt
med virkning fra den 20. december 1993 blev ændret til 21,125 timer. Der var
fortsat tale om aftenvagt, og de tidligere oplyste ansættelsesvilkår var
fortsat gældende.
Ved brev af 28. december 1995
fik A meddelelse om konsekvenserne af overenskomsten hvor den ugentlige
arbejdstid for fuldtidsansatte blev sat op fra 35 til 37 timer om ugen. I
brevet var der bl.a. anført:
“Din arbejdstid ændres derfor
med virkning fra 1.7.1996 fra 21,125/35,000 til 21,125/37,000. Ændringen er
foretaget med 6 måneders varsel, hvorved dit individuelle opsigelsesvarsel på
5
måneder er opfyldt.
Endvidere bortfalder
holddriftstillægget samt tillægget for tjeneste mellem
kl. 17.00 og kl. 06.00 ligeledes pr.
1.7.1996.
Lønnedgangen som følge af
ovenstående modsvares af, at der for tjeneste mellem kl. 17.00 og 06.00 pr.
1.7.1996 ydes et tillæg på 1/7696 af årslønnen (svarende til 25% af
timelønnen).
Tidligere oplyste
ansættelsesvilkår er i øvrigt fortsat gældende.”
A ansøgte den 20. juni 1996
om at få nedsat arbejdstiden fra 21,125 timer pr. uge til 19,50 timer. Dette
blev imødekommet ved fremsendelse af et nyt ansættelsesbrev den 25. juni
1996,
dog således at A’s arbejdstid var 19,916 timer pr. uge. Øvrige
ansættelsesvilkår var fortsat de samme. Det var oplyst at nettolønnen med de
pr. 1. april 1996 gældende tillæg var 9.689,90 kr.
Plejehjemmet X havde i en
periode i sommeren og efteråret 1997 en social- og sundhedshjælperelev, B, i
praktik.
A mente at B blev behandlet
dårligt af de to sygeplejersker der var udpeget som hans vejledere under
praktikopholdet.
I brev af 21. september 1997
rettede A henvendelse til områdelederen, C, og orienterede hende om B’s
situation på afdelingen. A skrev bl.a. at han var udsat for mere hetz end
vejledning.
Jeg har forstået at
henvendelsen resulterede i at B fik to nye vejledere. De to nye vejledere
havde han i tre uger hvorpå han den 27. oktober 1997 fik meddelt at han var
dumpet ved standpunktsbedømmelsen i den 2. praktikperiode. I begrundelsen
havde de to vejledere bl.a. anført:
“Da vi ikke ville bryde os om
at få ham som en kommende kollega, mener vi ikke at kunne stå inde for ham i
forhold til uddannelsen.”
A kontaktede elevens
fagforening, Forbundet for Offentlig Ansatte (FOA), og fortalte at B var
blevet
dårligt behandlet.
Den 5. november 1997
indkaldte den ledende sygeplejerske, D, A til en tjenstlig samtale den 10.
november 1997. I indkaldelsen var der anført:
“...
Dette skyldes din henvendelse
til FOA i forbindelse med at en social- og sundhedshjælper-elev er dumpet i
praktik II på (plejehjemmet X).
Det opfattes som yderst illoyal
adfærd, eftersom du ikke er vejleder for eleven, endsige har arbejdet sammen
med vedkommende.
Samtidig vanskeliggør det
absolut elevens forståelse for egen situation.
I samtalen deltager foruden
områdeleder (C), tillidsmand for sygeplejerskerne, (E), samt
undertegnede.”
Den ledende sygeplejerske, D,
udfærdigede et referat fra den tjenstlige samtale. I referatet var der bl.a.
anført:
“Jeg understreger, som på
indkaldelsen, at jeg ikke kan acceptere at (A) udenom sin leder, går til FOA.
Opfattes som særdeles illoyal
optræden og som mistillid til hendes kollegaer, som har været vejledere.
Det sidste oplyser (A), at
hun har. Altså mistillid til nogle af sine kollegaer i afdelingen. Og, at
unavngivne kollegaer er dominerende og hårde.
(A) mener, hun er i sin gode
ret til at anvende ytringsfriheden, og forbeholder sig fortsat ret til at
gøre
det.
Men kan egentlig godt forstå,
at hendes henvendelse til FOA har givet anledning til reaktion fra ledelsens
side.
Samtidig foreholder jeg (A)
at hendes indblanden i sagen har vanskeliggjort elevens forståelse for egen
situation.
Dette afviser (A) rent. Hun
mener blot, det er en hjælp. Og, at det er vigtigt, at een sørger for at der
sker retfærdighed.
(A) mener ikke, hun i
afdelingen bliver taget alvorligt m.h.t. hendes beskeder og observationer.
Er ikke altid enig i afd.’s
aftaler og handlinger.
(C) efterlyser (A)’s
deltagelse i gruppemøder, hvor relevante emner tages op.
Konklusionen bliver, at (A)
skal deltage i det næste gruppemøde og være en aktiv del af mødet m.h.t. at
få
talt om tillid/mistillid.
Afdelingen skal kunne modtage
elever, som ikke skal risikere at komme i klemme på evt. interne
stridigheder.
Enhver medarbejder er
forpligtet til at medvirke til et tillidsfuldt og givende samarbejde.”
A har indsendt kopi af
avisartikler fra Y-blad fra november og december måned hvor eleven B og A
kommer med udtalelser om sagen.
I en
artikel fra den 13. november 1997 er der bl.a. anført:
“Kollegerne omkring ham
begyndte at undre sig over det dårlige forhold mellem ham og vejlederne. De
kunne ikke genkende (B) ud fra vejledernes kritikpunkter.
KOLLEGA HJALP
En kollega, sygeplejerske
(A), (K-by), skrev et brev til områdeleder (C) og påpegede, at (B) efter
hendes
mening blev dårligt behandlet. Brevet foranledigede, at (B) fik nye
vejledere.
- Han blev skrækkeligt
dårligt behandlet. Der blev kostet rundt med ham, talt ned til ham og de
truede
ham med, at han ikke ville bestå. Han blev meget usikker, utryg og begyndte
at
sove dårligt om natten. Det kunne vi øvrige medarbejdere ikke undgå at lægge
mærke til, forklarer (A).
Hvad de nye vejledere, (F) og
(G) især hæftede sig ved, var, at (B) en enkelt gang var kommet til at give
en
patient skoene forkert på og havde ladet et vindue stå åbent for længe.
- Det er ting, som folk, der
har arbejdet med ældre i årevis også kan komme til at gøre. Og det skete kun
én
gang, så rettede han fejlene, fastslår (A).”
Af en artikel fra Y-blad den
6. december 1997 fremgik det at A samme dag fik en bekræftelse fra
Fællesbestyrelsen for social- og sundhedsuddannelsen i amtet, om at amtet
havde
modtaget A’s klage. I artiklen var det oplyst at A herved kom eleven B i
forkøbet idet han selv ville klage en af de nærmeste dage.
Ved brev af 10. december 1997
sendte centerchef H en indberetning om A til socialchefen i K Kommune. I
indberetningen var der bl.a. anført:
“(A) har altid arbejdet som
aftenvagt på (plejehjemmet X), og har ikke haft opgaver udenfor plejehjemmet
eller i andre vagter.
(A) har ikke ønsket at
arbejde anderledes, og ledelsen har ikke stillet krav om, at hun skulle
arbejde
på samme vilkår som de øvrige primærsygeplejersker i Center Vest. Vi vidste
hvor svært hun havde ved omstillinger, og mener vi har ’taget dette
medmenneskelige
hensyn’.
I 1994/1995 arbejdede en
arbejdsgruppe med en opgave, hvor vi analyserede kvaliteten i plejen til de
ældre som bor på (plejehjemmet X).
Konsekvensen af denne
analyse, blev en beslutning om en ændret overordnet holdning til ældre som
bor
på plejehjem, og dermed også en omlægning af den daglige arbejdsmetode og
arbejdstilrettelæggelse.
Det indebar bl.a. opbrud i
faste vagter, og mere fleksibilitet blandt personale.
(A) var modstander af hele
denne omlægning, og valgte, da hun stadig ikke ville give afkald på sine
faste
aftenvagter - og som ledelsen stadig gav hende mulighed for at fastholde - at
holde meget lav profil. Hun undlod dog ikke at bemærke hendes utilfredshed
over
ændringen, uden hun dog kunne give klare faglige argumenter imod.
Det var meget tydeligt for
alle, at kvaliteten i plejen og arbejdsglæden/engagementet steg betydelig på
(plejehjemmet X) efter denne omstrukturering.
Personalet arbejder i mindre
grupper, hvor (A) også tilhører en gruppe.
For at give den bedst mulige
pleje/omsorg til de ældre, skal grupperne arbejde meget tæt sammen.
De skal drøfte og blive enige
om holdninger til den daglige pleje, reflektere over de ældres behov/krav og
til stadighed være i tæt samspil med hinanden.
har været meget passiv i dette arbejde, og har ikke
bidraget til fælles holdninger. Hun har arbejdet solo, og når hun var
utilfreds
med plejen eller nogle handlinger skrev hun små breve til områdelederen. Hun
har ikke som sygeplejerske påtaget sig et ansvar og været aktiv i forhold til
gruppen.
Det skal tilføjes at (A) er
meget omsorgsfuld i sin pleje overfor de ældre. Hun undlader ikke at antyde,
hvis hun mener andre har handlet forkert. Men det sker ikke i åben og
konstruktiv dialog med den daglige leder eller hendes kollegaer.
Eksempler:
(1).
(A) nægter at give de ældre
mennesker laxoberaldråber (afføringsmiddel). Da områdelederen konfronterede
hende med det, svarede hun, at det ikke skulle gives som en procedure, og der
skulle være en begrundelse. Deri var områdelederen enig, og det sker ikke som
rutine.
(2).
(A) har et meget dårligt
forhold til en social- og sundhedshjælper i afd. Hun er vred på hende, fordi
hjælperen gik med en tilkaldt læge ind til en af de ældre. En hændelse som
skete for 1 år siden. (A) taler ikke til denne hjælper og når de er i vagt
sammen, bliver hjælperen kun svaret med ja og nej.
(3).
I en aftenvagt, som (A) havde
sammen med den hjælper, som var årsagen til uheldet med (I) har fortalt til
områdelederen, at (A) stod på gangen udfor den stue, hvor (I) bor og siger,
meget højt og tydeligt idet en kollega fra (Z) går forbi ’er der nogen
som
taler om misrøgt!’ dette gentager hun 2-3 gange.
Dette gjorde et meget stærkt
indtryk på hjælperen.
En social- og sundhedselev er
dumpet på den afd., hvor (A) arbejder. (A) har aldrig arbejdet sammen med
eleven.
(A) antyder midt i elevens
praktikperiode i et brev til områdelederen, at der bliver udøvet hetz mod
eleven. Der bliver truffet foranstaltninger i forhold til eleven, så der
gives
de bedste mulige betingelser for elevens mulighed for at arbejde og opfylde
de
mål han skal nå i praktikperioden. Eleven kan trods dette ikke bestå.
(A) ringer til FOA, og
antyder at eleven er blevet forfulgt og ikke behandlet på en ordentlig
retfærdig måde. Hun orienterer ikke ledelsen om hendes kontakt til FOA.
Der bliver efterfølgende
indkaldt til gruppemøde i afdelingen. Medarbejderne har det svært med
forløbet
omkring eleven og de efterfølgende påstande i (Y-blad) om manglende faglige
begrundelser for, hvorfor eleven ikke kunne bestå.
Til det første møde nægter
(A) at deltage - hun udtaler til områdelederen ’at det ville blive med
livet
som indsats’.
Til det næste aftalte møde
deltager (A). Formålet med møderne er, at få de indbyrdes problemer frem, få
misforståelser og uheldige adfærdsmønstre ryddet af vejen, så gruppen kan
arbejde i en åben og tillidsfuld atmosfære.
Medarbejderne blive meget
sårede og vrede over de dagen efter skal læse i (Y-blad), at der har været
indkaldt til gruppemøde, og emnet var tillid/mistillid. De føler sig gjort
til
grin og bliver meget bange for at være ærlige og åbne i et fortsat
samarbejde.
Selvom (A) har haft denne
ovenfor anførte rolle i gruppen, har gruppen været meget velfungerende. Der
har været intern underviser på samtlige personalegrupper i Center Vest over
en
3 årig periode. Her har de lært meget om kommunikation og indbyrdes
roller/ansvar
i et samarbejde. (A) deltog kun delvis i disse undervisningsseancer.
Men siden hændelsen med
eleven som dumpede på afdelingen og den efterfølgende avisskriveri har
gruppen
total mistet arbejdsglæden og troen på at de gør det rigtigt.
De er meget usikre på, hvad
de tør sige og mene, og kan ikke forstå at (A)’s adfærd i forhold til en
elev
som hun ikke har været vejleder for eller arbejdet sammen med, kan få lov at
sætte spørgsmål ved deres vurdering.
Som den ansvarlige leder kan
jeg ikke længere være vidende til, at en medarbejder kan udvise en så høj
grad
af illoyal optræden.
Vi har i ledelsen besluttet
at nu kan vi ikke længere give (A) den ’beskyttelse’ som vi mener
at have
praktiseret.
Fremover skal der stilles
krav til hende på samme måde som de øvrige primærsygeplejersker, dvs. hun
skal
deltage i det daglige arbejde som også omfatter uddannelsen af elever og
tjenesten skal ligeledes omfatte dagvagter, som de øvrige sygeplejersker i
dette lokalområde.
Jeg har været usikker på,
hvor meget (A) har været styrende i sagen i forhold til (Y-blad) omkring den
dumpede elev. Men da jeg læste (Y-blad) lørdag d. 6.dec. fik jeg en klar
melding på, at (A) har klaget til Fællesbestyrelsen for social- og
sundhedsuddannelserne.
Jeg kan ikke samarbejde med
en medarbejder som opfører sig på denne måde. Det vil være en uløselig opgave
at få skabt tillid til (A)’s adfærd fremover blandt hendes kollegaer i
afdelingen og jeg er meget usikker på hendes motiver og handlinger i forhold
til hendes konstante søgen efter retfærdighed.”
Ved brev af 16. december 1997
modtog A en kopi af indberetningen fra socialchefen i K Kommune. A blev
opfordret til at kommentere indberetningen enten skriftligt og eller
mundtligt. Samtidig blev A indbudt til et møde om sagen onsdag den 8. januar
1998 kl. 14.00.
A skriver i brev af 4. marts
1998 hertil at hun talte med formanden for Dansk Sygeplejeråd i amtet om
sagen
som skældte hende ud over at hun havde ytret sig om sagen. Han opfordrede A
til
at lave et kort notat om sagen hvor A ikke skulle forsvare sig. I brev af 21.
december 1997 kommenterede A indberetningen. A anførte bl.a.:
“Min modstand mod
omlægningerne gik på, at jeg nu kun skulle arbejde i en gruppe med 14
beboere,
ikke mere kom hos alle, (som sygeplejerske kunne følge dem), men stadig havde
ansvaret, skulle tilkaldes af det øvrige personale, efter deres skøn.
Jeg mente også, at det, at vi
kun skulle arbejde hver tredje weekend blev for ’dyrt’ -
menneskeligt set. Jeg
har hele tiden kunnet se det gode for de ældre ved små grupper.
Jeg erkender ikke at have
været meget mødeaktiv, men jeg har fulgt de beslutninger der er taget. Jeg
arbejder ikke solo, jeg er meget flexibel. Jeg har respekt for de ældre, og
giver dem lov at vælge i det omfang de er i stand til det. Sengetid behøver
ikke være den samme hver aften.
Siden den 23. marts 1993 har
jeg ikke skrevet sedler, men to breve. Det ene til (H), omhandler en side der
forsvandt i et borgerhæfte. Jeg spurgte om det kunne accepteres. Havde jeg
søgt
retfærdigheden, var jeg gået videre med dette, har kun kunnet få oplyst, en
leder tog siden ud, en anden smed den væk, jeg har aldrig fået oplyst
hvorfor.
Siden den hændelse har jeg været meget utryg omkring dokumentationen.
Det andet brev var brevet om
(B) til (C).
Jeg kender denne dato, fordi
jeg dengang var til samtale med (J), (D) og (H), fik at vide at det generede
mine kollegaer, jeg lagde sedler. Har derfor ikke gjort det siden. Måske er
det
grunden til jeg har virket passiv, jeg har gået meget stille med dørene, for
ikke at fornærme nogen.
Jeg mener jeg har påtaget mig
det ansvar, jeg har fået fortalt jeg har, kommer med det samme når nogen
sender
bud.
Jeg går ikke og retter på
andre konstant, jeg har stor forståelse for at ting kan gøres og opfattes
forskelligt.
Med hensyn til
laxoberaldråber: Jeg har som sygeplejerske pligt til at vise omhu og være
samvittighedsfuld. Jeg har gennemdrøftet mine synspunkter med (C) engang i
sommer, hun gav mig ret i at der skulle være styring på det. Det fornemmer
jeg
også der er nu, og har givet dråberne siden.
Med hensyn til mit dårlige
forhold til en social- og sundhedshjælper, er det rent gætteri, jeg skulle
være vred på hende endnu. Det er over 2½ år siden, jeg stod med lægen på
stuen,
hun kom ind og blandede sig, uden jeg havde spurgt. Jeg blev meget vred - ja.
Men bagefter tænkte jeg, havde jeg ikke været i vagt, havde hun måske stået
med
besøget alene, derfor er min vrede over dette forlængst smidt væk.
Hendes og mine holdninger
passer på nogle punkter, meget dårligt sammen, derfor bryder jeg mig ikke om
at
være i vagt med hende. Jeg har sagt mere end ja og nej til hende i de 2½ år,
men snakker ikke så godt sammen med hende, som de øvrige.
At jeg højt og tydeligt har
sagt 2-3 gange ’er der nogen som taler om misrøgt’ kan jeg ikke
genkende.
Naturligvis er vi flere der har drøftet alle de fejl, der er sket i plejen af
den omtalte beboer.
Med hensyn til social- og
sundhedshjælpereleven, har jeg ringet til FOA, og sagt eleven var behandlet
dårligt i sin praktiktid.
Der står jeg nægtede at
deltage i et møde. På det tidspunkt havde jeg det psykisk meget dårligt,
sagde
til (C) jeg ikke havde kræfter til det. Da hun kiggede uforstående på mig,
sagde jeg: Tror du man sætter livet på spil for sjov skyld.
Det næste møde deltager jeg i
d. 1. december, har det stadig meget dårligt, bliver aggressivt angrebet når
jeg forsøger at sige noget. For mig er intet løst da jeg går fra dette møde.
Den 5. december - efter (B)
er indkaldt til møde, spørger journalisten om hvordan det går mig, jeg
fortæller jeg lige har fået brev fra (amtet), de har opfattet min henvendelse
som en klage, de behandler. Fortæller jeg har været til møde om
Tillid/mistillid
- intet om hvad der blev talt om.
Jeg har ikke været styrende i
forhold til (Y-blad), har udtalt mig om min mening, omkring (B)’s
praktikperiode, fordi jeg blev spurgt.
Mine motiver har udelukkende
været medmenneskelige.”
I brev af 6. januar 1998
skrev socialchefen til A at det planlagte møde den 8. januar 1998 måtte
udskydes til den 5. februar 1998.
Ifølge kommunens telefonnotat
i sagen kontaktede repræsentanten for Dansk Sygeplejeråd i amtskredsen K
Kommune den 7. januar 1998. Repræsentanten oplyste at han var bekymret for at
udsætte mødet idet han efter at have talt med A frygtede mere presseomtale.
Mødet med socialchefen blev
herefter fastsat til den 12. januar
1998.
A
deltog sammen med formanden for Danske Sygeplejeråd i
amtskredsen. Socialchefen oplyste i brev af 18. februar 1998 til borgmesteren
at han havde drøftet sagen med formanden inden mødet den 12. januar 1998, og
at
formanden var enig i at A havde optrådt kritisabelt. Endvidere skrev
socialchefen at mødet kunne have været afholdt den 8. januar 1998 ved
vicesocialchefen, men at formanden ønskede socialchefen “på den anden
side af bordet!”.
Af kommunens referat fra møde
den 12. januar 1998 fremgik det at socialchefen tilkendegav at der forelå så
alvorlige samarbejdsvanskeligheder at en ændring i A’s placering var
nødvendig. Det var endvidere noteret at A bestred der var tale om
samarbejdsvanskeligheder
med en enkelt undtagelse. Socialchefen sagde at A så hurtigt som muligt
skulle
gøre tjeneste i en så vidt mulig tilsvarende stilling ved Center Midt. Det
fremgik af kommunens referat at A og fagforeningsrepræsentanten kunne
tilslutte
sig forslaget. Fagforeningen underskrev referatet.
I brev af 15. januar 1998
meddelte socialchefen A at hun med virkning fra den 1. februar 1998 skulle
gøre
tjeneste ved Center Midt i en stilling som aftenvagt med gennemsnitlig 16
timer
om ugen. I brevet var bl.a. anført:
“I fortsættelse af møde den
12. januar 1998 om dine arbejdsforhold i (K) Kommune, som blev aftalt
fastlagt
i hovedtræk som vedlagte referat viser, skal jeg meddele, at der er aftalt
følgende tjeneste for dig ved Center Midt.
Med virkning fra 1. februar
1998 arbejde i stilling som aftenvagt med gennemsnitlig 16 timer ugentlig.
...
Jeg skal indskærpe overfor
dig, at det forventes, at du i fremtiden bidrager konstruktivt til
fastholdelse
af et loyalt og godt samarbejde med dine kolleger og foresatte.
Dette indebærer bl.a. en
forventning om, at du deltager aktivt i de gruppesammenhænge, der er i
organisationen.”
Det blev senere i brev af 10.
februar 1998 oplyst at nettolønnen med de pr. 1. oktober 1997 gældende tillæg
udgjorde 8.223,49 kr. pr måned.
I brev af 16. februar 1998
klagde A til borgmesteren over sagen. A anførte bl.a.:
“Ved modtagelse af mit nye
ansættelsesbrev d. 11. Februar, konstaterer jeg, at min lønnedgang bliver på
ca. 3.000 kr. pr. måned. Dette kan jeg leve med, ligesom jeg også kan leve
med
mit nye ansættelsessted (W), hvor jeg er blevet meget positivt modtaget, og
føler jeg bliver glad for at arbejde.
Men at det er strafbart, som
ansat i (K) Kommune, at ytre sig om, en social- og sundhedshjælperelev bliver
uværdigt behandlet, har jeg meget svært ved at acceptere, og forstår
simpelthen
ikke, at det berettiger centerchef (H) til, at skrive til socialchef(en),
hvad
der passer hende, uden at skulle dokumentere de mange usandheder om mig.
Havde
det ikke været mere loyalt af hende, at tale med mig først?
...
D. 6. Januar får jeg via (L)
besked om, at mødet er udsat til d. 5. Februar, fordi socialchefen skal til
begravelse d. 8. Januar, og det er umuligt at finde en anden tid før d. 5.
Februar. D. 7. Januar får jeg brev fra socialchefen. Jeg nægter at finde mig
i,
at skulle vente en måned mere, føler det som psykisk terror. Der findes en
tid
d. 12. Januar kl. 8.
Mødet er meget kort, vi skal
ikke tale om den konkrete sag, siger socialchefen, kun om mine tjenstlige
forhold.
Han har besluttet, jeg har alvorlige samarbejdsvanskeligheder og at en
omplacering skal finde sted.
Der går yderligere fire dage
inden jeg ved hvad denne omplacering indebærer.”
Borgmesteren skrev i brev af
18. februar 1998 at sagen var behandlet fuldt korrekt. Han henviste til at
det
blev understreget og bekræftet af at Dansk Sygeplejeråd efter forhandlingen
den 12. januar 1998 på A’s og A’s organisations vegne tilsluttede
sig socialchefens
forslag om at A blev flyttet til et tilsvarende arbejde andetsteds i
kommunen.
Fællesbestyrelsen for social-
og sundhedsuddannelserne i amtet behandlede en klage fra eleven B over
praktikperioden på Center Vest. I brev af 25. februar 1998 skrev
Fællesbestyrelsen til K Kommune:
“...
Fællesbestyrelsen afviste klagen,
da det af sagsakterne fremgår, at bestemmelserne i Uddannelsesordningen for
social- og sundhedshjælperuddannelsen om praktiktilrettelæggelse og
standpunktsbedømmelse er fulgt.
Fællesbestyrelsen udtrykker
dog sin misbilligelse over formuleringen i standpunktsbedømmelsen:
’ønsker ikke
vedkommende som kollega’.
Fællesbestyrelsen indskærper
proceduren i forbindelse med udarbejdelse af standpunktsbedømmelser, som det
også fremgår af redegørelsen fra (K) Kommune.
...”
Socialchefen i K Kommune
beklagede i brev af 26. marts 1998 til B formuleringen ved bedømmelsen efter
2.
praktikperiode. Chefen skrev at det var en irrelevant og sårende bemærkning
som
måtte beklages, og at der nu var fastlagt regler for hvem der var ansvarlig
for udformningen af bedømmelserne.
Borgmesteren skrev i brev af
11. august 1998 til B:
“...
For det første skal jeg gerne
bekræfte mit mundtlige tilsagn for så vidt angår formuleringen af
personalebedømmelsen fra Center Vest i oktober 1997.
Som øverste chef for din, i
den situation, ansættende myndighed, (K) Kommune, kan jeg ganske tilslutte
mig
Fællesbestyrelsen for Social- og Sundhedsuddannelserne, som i forbindelse med
afvisningen af din klage tidligere på året fandt anledning til at udtrykke en
misbilligelse af bemærkningerne i omhandlede personalebedømmelse om, at man
ikke ønskede dig på arbejdspladsen ud fra et kollegialt synspunkt.
Også jeg er af den
opfattelse, at en sådan betragtning ikke bør forekomme i forbindelse med
vurderingen af en praktikperiode. Dette synspunkt er tillige tidligere blevet
fremsat fra kommunens socialforvaltning, der har bearbejdet forløbet og
truffet
foranstaltninger til at undgå en lignende fejltagelse i fremtiden, hvilket du
også er blevet gjort bekendt med.
Jeg skal på kommunens vegne
endnu engang overfor dig beklage formuleringen og har med tilfredshed
bemærket
mig, at man har gjort hvad der er muligt for at genoprette fejlen. Dette har
medført, at du fik mulighed for et nyt praktikantforløb et andet sted og jeg
har glædeligvis konstateret, at du nu har bestået din eksamen, hvilket jeg -
som jeg gjorde telefonisk - lykønsker dig med.
...
Men som ovenfor sagt, modtag
hermed min beklagelse og undskyldning for, at din personalebedømmelse fra
oktober indeholdt bemærkninger, der for længst er vurderet som utilstedelige.
...”
A klagede til mig i brev af
4. marts
1998. A
skrev at hun var blevet godt modtaget på den nye arbejdsplads og var faldet
godt til, men at hun på baggrund af sine ytringer i sagen om eleven B var
blevet straffet med at blive placeret et andet sted i kommunen på et mindre
timetal og med mere end 3.000 kr. mindre i løn pr. måned.
I brev af 12. marts 1998
anførte A bl.a.:
“Jeg har medsendt den sidste
lønseddel fra center vest, for at vise lønnedgangens størrelse. Foruden
grundlønsnedgang
får jeg ingen lørdags- søndagstillæg, da jeg arbejder onsdag og torsdag i
hver
uge. Jeg vil også få mindre udbetalt i aften nat tillæg.
...
Det sårer mig dybt, at jeg
ikke skulle have påtaget mig et ansvar, det mener jeg i høj grad jeg har. Jeg
har
ikke arbejdet solo, har ikke skrevet små breve til områdelederen. Men
paradoksalt nok, bad områdeleder (C) mig, kort før (H) sendte notatet om mig,
om jeg, hvis der var nogle problemer, ville lægge en lille seddel på hendes
skrivebord om det.
...
Efter hændelsen med eleven og
avisskriveriet, holdt ledelsen og socialchefen, møder med gruppen, jeg var
ikke
inviteret, de spurgte dem ud og gjorde dem forvirrede har gruppen fortalt
mig,
de kendte ikke mig, ud fra det ledelsen sagde om mig. Men de erklærede
overfor
mig, at de ikke var utrygge ved at arbejde sammen med mig. En var modig og
turde sige det til ledelsen, men hun blev så gjort til min private veninde,
skønt vi aldrig har været i hinandens hjem.
De tre af elevernes vejledere
var ret nye, er nu flyttet til andre job. SÅ KUN EN ER TILBAGE, SOM KAN HAVE
DET SVÆRT MED MIG.”
I brev af 12. maj 1998 bad
jeg K Kommune om en udtalelse i
anledning af A’s klage.
K Kommune udtalte i brev af
3. juli 1998 bl.a. følgende:
“Der har i
ansættelsesforløbet været en del uoverensstemmelser mellem (A) og ansatte og
ledelsen på (plejehjemmet X), dog uden at alle disse hændelser hver for sig
gav
anledning til skriftlig påtale eller noteringer i personalesagen.
...
Ved brev af 15. december 1997
orienterede centerchef (H) (A) om, at hun havde set sig nødsaget til at
skrive
notat til socialchefen omhandlende (A)’s engagement i social- og
sundhedshjælpereleven og den mistillid, hun hermed havde vist sine kollegers
vurderinger.
Det omhandlede notat rummer
en længere redegørelse for (A)’s tid på arbejdspladsen. Herunder
beskrives
hendes mangel på konstruktiv kritik, aktivitet og ansvar i forhold til
medarbejdergruppen
og hendes engagement med social- og sundhedshjælpereleven. Slutkonklusionen
på
notatet er, at centerchefen på baggrund af den udviste illoyale optræden ikke
mener at kunne samarbejde med (A), idet bl.a. hun anfører, at det vil være en
uløselig opgave at få skabt tillid til (A) i forholdet til hendes kolleger.
...
Forflyttelsen er, som det
fremgår, begrundet i samarbejdsproblemer og må dermed betegnes som
diskretionær.”
Den 14. juli 1998
kommenterede A kommunens udtalelse. A skrev bl.a.:
“At der igennem ti år,
undervejs kan opstå uoverensstemmelser, kan ikke være unaturligt.
At der ikke er noget, der har
givet anledning til skriftlig påtale eller notering, skyldes efter min
mening,
at det der kan ligge i personalemappen, har ledelsen (på forespørgsel) fået
af
mig.
At hændelser der er
gennemdrøftet, endt med forståelse og medhold og er afsluttet for 5-8 og 10
år
siden, skal drages frem, som bevis på samarbejdsvanskeligheder, forstår jeg
ikke. Jeg har aldrig betragtet disse hændelser som samarbejdsvanskeligheder.
Har heller aldrig fået at vide det var det, og derfor heller ingen mundtlige
advarsler.”
Brevet indeholdt tillige en
beskrivelse af nogle episoder hvor A bl.a. havde indberettet nogle forhold på
afdelingen til ledelsen. A havde bl.a. indberettet om problemer i forbindelse
med at de ældre selv skulle have medicin stående på stuerne, og engang i 1990
havde A klaget over en kollega der var uvillig til at passe sit arbejde.
Endvidere skrev A at grunden til at hun havde lagt små sedler til deres
kolleger på dagvagten var at der ikke var overlapning mellem dag- og
aftenvagten.
A blev i 1993 påbudt alene at skrive i borgerhæftet, men da der i 1995
forsvandt en side fra dette hæfte, skrev hun til H.
H og socialchefen
kommenterede A’s bemærkninger i breve af 30. juli 1998. H anførte bl.a.
at der
var overlapning mellem de forskellige vagter og at man derfor ikke måtte
skrive
små lapper til hinanden. Beskeder skulle skrives ind i borgerhæftet. Om den
forsvundne side i borgerhæftet oplyste hun at hun var blevet informeret af
områdelederen om at den var forsvundet og at A var informeret herom af
områdelederen. Socialchefen skrev at beslutningen om at flytte A ikke var en
disciplinær reaktion, men at det var en nødvendig praktisk foranstaltning for
at opretholde roen på Center Vest.
Den 24. august 1998 modtog
jeg A’s bemærkninger til de seneste udtalelser fra kommunen. A fastholdt
bl.a.
at der ikke var overlapninger i holdskifte på plejehjemmet, og at hun ikke
vidste hvorfor siden i borgerhæftet skulle smides ud og hvem der gjorde det.
A
oplyste i den forbindelse at hun på den side der var blevet smidt ud, havde
skrevet at en beboer var tiltagende deprimeret og at der måtte gøres noget
ved
det.
I brev af 27. maj 1999 bad
jeg K Kommune om udlån af akterne i kommunens sag om forflyttelse af A,
A’s
personalesag og oplysninger om den efterfølgende behandling af B’s sag.
Jeg modtog materialet den 7.
juni 1999.
Ombudsmandens udtalelse
“Den almindelige ledelsesret indebærer at en arbejdsgiver i et vist
omfang kan kræve at en medarbejder affinder sig med stillingsændringer, og at
medarbejderen i så fald ikke kan forlange sig afskediget med det varsel der
gælder for arbejdsgiveren. Afgørende herfor er om stillingsændringerne ligger
inden for de rammer som gælder for ansættelsesforholdet. Hvis der er tale om
videregående ændringer som medarbejderen ikke skal finde sig i, tales i
almindelighed om forflyttelse. I så fald kan medarbejderen forlange sig
afskediget med det varsel der gælder for arbejdsgiveren. En sådan
forflyttelse er for så vidt at sidestille med en uansøgt afskedigelse. En
forflyttelse kan kombineres med tilbud om ansættelse på ændrede vilkår.
Det fremgår ikke klart af kommunens afgørelse i skrivelsen af 15. januar 1998
om kommunen mener at stillingsændringerne i forhold til (A) er gennemført
inden for rammerne af hendes hidtidige ansættelsesforhold. Navnlig det
forhold at stillingsændringen gennemførtes uden det påkrævede varsel for
afskedigelse, kan give anledning til tvivl om stillingsændringens karakter.
Kommunen har imidlertid i senere skrivelser betegnet stillingsændringen som
en forflyttelse. Jeg henviser til at (K) Kommune i udtalelsen hertil af 3.
juli 1998 har oplyst at der var tale om en diskretionær forflyttelse
begrundet i samarbejdsproblemer. Kommunen har som dokumentation henvist til
redegørelsen fra (H) af 10. december 1997.
Den seneste ændring til det oprindelige ansættelsesbrev er, som sagen er
oplyst for mig, brev af 25. juni 1996. Jeg har derfor lagt til grund at (A)
forud for forflyttelsen var ansat til aften- og nattevagt i 19,916 timer om
ugen. Nettolønnen med tillæg udgjorde den 25. juni 1996 9.689,90 kr. Det
fremgår af ansættelsesbrev af 10. februar 1998 for ansættelsen ved Center
Midt at arbejdstiden kun var 16 timer, og at nettoløn med tillæg udgjorde
8.223,49 kr.
Det er min opfattelse at (A)’s stillingsændring retligt må anses for en
forflyttelse. Navnlig den væsentligt reducerede arbejdstid og aflønning
ligger uden for rammerne for (A)’s hidtidige ansættelsesforhold. Jeg har
lagt til grund at (K) Kommune er
enig i at der er tale om en uansøgt forflyttelse.
Retligt sidestilles en uansøgt
forflyttelse som anført med en uansøgt afskedigelse. Det indebærer at de
retlige krav der gælder til en beslutning om uansøgt afskedigelse, finder
tilsvarende anvendelse.
Samarbejdsvanskeligheder er
en saglig grund til forflyttelse. Jeg har tidligere udtalt mig om de krav der
må stilles til dokumentation, for at samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det
fornødne saglige grundlag for en afskedigelsesbeslutning. I en sag omtalt i
Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 72ff, udtalte jeg bl.a.:
’Det står fast, at
samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en
afskedigelsesbeslutning. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at
samarbejdsproblemer ikke uden nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag
for
en afskedigelsesbeslutning. Der kræves for det første, at
samarbejdsproblemerne
har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne det
pågældende
ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en klar forbindelse mellem
samarbejdsproblemerne
og den person, der ønskes afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes
opståen ikke må kunne tilskrives andre personer end den, som søges
afskediget.
Af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet
følger
yderligere, at der fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet
bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt
end
afskedigelse.
Afskedigelsesbeslutningens
alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for
tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.
Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har
foreligget
(uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne karakter.’
Eventuelle samarbejdsvanskeligheder før (A)’s henvendelse til FOA og
(Y-blad)
For at
samarbejdsvanskeligheder kan påberåbes som en saglig grund til forflyttelse,
skal der være tale om vanskeligheder der har en betydelig negativ indflydelse
på udførelsen af opgaverne det pågældende ansættelsessted, jf. den ovenfor
refererede udtalelse i min beretning for 1993.
I (H)’s notat af 10. december
1997 er det anført at (A) var meget omsorgsfuld i sin pleje af de ældre, (men
at (A) ikke undlod at antyde hvis andre havde handlet forkert). Desuden er
det oplyst
at selv om (A) havde haft den af (H) beskrevne rolle i gruppen, så ’har
gruppen været meget velfungerende’. (H) oplyser at det var siden
hændelsen
med (B) som dumpede og det efterfølgende avisskriveri at gruppen havde
’mistet arbejdsglæden og troen på at de gør det rigtigt’.
Jeg må derfor lægge til grund
at de påberåbte samarbejdsvanskeligheder ikke har haft negativ indvirkning på
(A)’s egen udførelse af opgaverne eller på gruppens arbejde i øvrigt i
tidsrummet før (A)’s udtalelser til FOA og pressen, og de kunne derfor
ikke
indgå i beslutningen om at (A) skulle forflyttes. Indberetningen falder
tidsmæssigt netop også sammen med (A)’s udtalelser til avisen.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
Eventuelle samarbejdsvanskeligheder i tiden efter (A)’s henvendelse til
FOA og (Y-blad)
Den 10. november 1997 var (A)
indkaldt til tjenstlig samtale med bl.a. den ledende sygeplejerske på Center
Vest. Af indkaldelsen fremgik det at den ledende sygeplejerske fandt at det
var
yderst illoyal adfærd at (A) havde kontaktet FOA. I mødereferatet, som
lederen
selv skrev, er det anført, og at hun understregede ’at jeg ikke kan
acceptere
at (A) udenom sin leder, går til FOA’.
Centerchefens notat af 10.
december 1997 må læses sådan at hun ligeledes mente (A) havde handlet
illoyalt
ved at kontakte FOA - og ikke underrettet ledelsen herom - og efterfølgende
udtalt (sig) til avisen. Hun har endvidere anført at gruppen totalt havde
mistet arbejdsglæden og troen på at de gjorde det rigtigt. Medarbejderne var
usikre på hvad de turde sige og mene og kunne ikke forstå at (A) kunne få lov
at sætte spørgsmålstegn ved deres vurdering.
1. Spørgsmålet om hvorvidt (A) havde handlet ’illoyalt’ ved at
henvende
(sig) til FOA og avisen
Jeg har adskillige gange udtalt
mig om offentligt ansattes ytringsfrihed. Som udgangspunkt har offentligt
ansatte den samme frihed som alle andre til at deltage i den offentlige
debat.
I en sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 237ff,
har jeg udtalt mig om mulige begrænsninger i de offentligt ansattes
ytringsfrihed:
’...
Det er dog antaget, at
hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og
funktionsevne
i
særlige
tilfælde kan føre til en
begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en
fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte
sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle
hovedsynspunkter:
Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende
sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har
samme
frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,
som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.
Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af
betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)
aktivt
medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i
almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de
politiske eller administrative beslutningstagere.
Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før
eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden
en
sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne
beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig
senere.
Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte
har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for
eget
arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for
medarbejdernes
fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.
Det følger af det anførte,
dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger
i
offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil
foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller
har
deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’
(A)’s udtalelser til FOA og
pressen falder klart uden for det område hvor der i øvrigt kan antages at
gælde
begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg henviser endvidere til
at (A) ikke efter det oplyste videregav fortrolige oplysninger hverken til
FOA
eller til (Y-blad).
(A)’s ytringer var derfor
’lovlige ytringer’. Det betyder at ledelsen ikke måtte anvende
sanktioner
eller andre negative reaktioner - f.eks. forflyttelse eller advarsel - i
anledning af (A)’s udtalelser, jf. også nedenfor under pkt. 3.
Det er derfor beklageligt at
(A)’s ytringer indgik i (K) Kommunes grundlag for at forflytte hende.
Jeg har gjort kommunen
bekendt med min opfattelse.
2. Spørgsmålet om hvorvidt (A) kunne gå til FOA uden om ledelsen
Jeg har i en sag hvor to
sygeplejersker var kritiseret af amtet for at have videregivet oplysninger
til
pressen uden om sygehusets normale interne ledelsessystem, udtalt følgende
(Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 422ff):
’...
Det kan ikke give mig
anledning til bemærkninger at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt
udtrykker håb om at de interne systemer vil fungere, og i den forbindelse
over
for de ansatte anbefaler disse systemer til fremførelse af kritik mv.,
således
at offentlig kritik først måtte opstå efter at fejl og mangler har været søgt
identificeret og berigtiget på grundlag af interne drøftelser. Men ledelsens
tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden
kan
få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som
egentlig
censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler
anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i
lyset
af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de
ansatte at
retten
til i stedet at
vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan
anbefaling.
Det følger af det anførte at
en ledelse så meget desto mere efter min opfattelse er afskåret fra at
kritisere at en medarbejder - inden for rammerne af offentligt ansattes
ytringsfrihed - har valgt udsendelse af pressemeddelelse frem for benyttelse
af
de interne systemer.
Det tilføjes at jeg er enig
med amtet i det ønskelige i at offentligt ansatte gør ledelsen bekendt med
eventuelle problemer på arbejdspladsen. Efter omstændighederne vil det efter
min mening ligefrem påhvile offentligt ansatte at gøre ledelsen opmærksom på
væsentlige problemer på arbejdspladsen, hvis ledelsen ikke allerede kender
problemerne og hvis deres løsning kræver at ledelsen inddrages. Efter min
gennemgang af sagen må jeg konstatere at amtet på intet tidspunkt har gjort
gældende at de to sygeplejersker skulle have tilsidesat en egentlig
forpligtelse til over for ledelsen at gøre opmærksom på væsentlige problemer
på
arbejdspladsen.
...
De ansattes almindelige
forpligtelse til at gøre ledelsen opmærksom på problemer begrænser imidlertid
ikke i sig selv de ansattes ret til ytringsfrihed. Hvis f.eks. en ansat på et
sent tidspunkt gennem brug af sin ret til ytringsfrihed gør offentligt
opmærksom
på problemer på arbejdspladsen, kan ledelsen efter omstændighederne kritisere
medarbejderen for ikke på et tidligere tidspunkt at have gjort ledelsen
bekendt
med problemerne, men ledelsen kan ikke kritisere medarbejderen for at have
benyttet sin ytringsfrihed. Og hvis en medarbejder på et tidligt tidspunkt
gennem brug af sin ret til ytringsfrihed - i stedet for at benytte
tillidsmands- eller ledelsessystemet - gør offentligt opmærksom på problemer
på arbejdspladsen, kan ledelsen hverken kritisere medarbejderen for ikke
særskilt at have gjort ledelsen opmærksom på problemerne eller for at benytte
sig af sin ret til ytringsfrihed.
...’
For en ansat kan der være en
forpligtelse til at informere ledelsen om forhold på arbejdspladsen. Det
fremgår at (A) underrettede områdeleder (C) om de to første vejlederes
behandling af (B), men jeg har forstået at (A) - da de to nye vejledere
dumpede
(B) - i stedet gik direkte til FOA og pressen.
Ledelsen har ikke gjort
gældende at (A) havde tilsidesat en underretningspligt i forhold til de to
nye
vejlederes behandling af sagen, sådan at (A) skulle have underrettet ledelsen
på et tidligere tidspunkt.
Tværtimod har ledelsen
bebrejdet (A) at hun overhovedet satte spørgsmålstegn ved sine kollegaers
vurderinger
af eleven. Jeg har bemærket at samme ledelse og borgmesteren senere beklagede
de to vejlederes formulering af begrundelsen for at (B) skulle dumpe.
Borgmesteren
kaldte det utilstedeligt.
Selv om man lagde til grund
at (A) i andre sammenhænge ville have en pligt til at informere ledelsen om
lignende forhold, ville det ikke i sig selv have begrænset (A)’s ret til
også
at udtale kritik til pressen mv.
En forvaltningsmyndighed er
således afskåret fra at kritisere en medarbejder der - inden for rammerne af
offentligt ansattes ytringsfrihed - vælger at gå til pressen frem for at
benytte
de interne systemer. (K) Kommune kunne derfor ikke bebrejde (A) at hun
rettede
henvendelse til FOA uden om ledelsen.
Jeg mener det er beklageligt
at den ledende sygeplejerske den 10. november 1997 havde indkaldte (A) til
tjenstlig samtale for at understrege ’at jeg ikke kan acceptere at (A)
udenom
sin leder, går til FOA’. Jeg mener også det er beklageligt at dette
forhold
indgik i grundlaget for at forflytte (A).
Jeg har gjort kommunen
bekendt hermed.
3. Samarbejdsproblemer i anledning af de (lovlige) ytringer
Kommunen har gjort gældende
at disse (lovlige) ytringer gav anledning til samarbejdsproblemer idet de
andre mistede arbejdsglæden og blev usikre på hvad de kunne udtale sig om.
Efter min opfattelse kan det
ikke afvises at eventuelle samarbejdsproblemer opstået i kølvandet på lovlige
ytringer i særlige tilfælde kan begrunde anvendelse af negative
ledelsesmæssige
beslutninger over for vedkommende der har fremsat ytringerne. Jeg finder ikke
grundlag for at gå ind i en nærmere overvejelse af de retlige rammer herfor i
denne sag.
Jeg henviser til at (H)’s
notat af 10. december 1997 ikke er tilstrækkelig dokumentation for
samarbejdsvanskeligheder.
(A) oplyste i brev af 4. marts 1998 at ledelsen holdt møder med gruppen, og
at
(A) ikke var inviteret. Kommunen har ikke bestridt Deres oplysning, men der
foreligger ingen notater eller oplysninger om disse møder i kommunens sag.
Som det fremgår af min
ovenfor refererede udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for året
1993, s.
72f, kræver
det en kvalifikation af samarbejdsproblemerne, herunder at det
sandsynliggøres
at det har betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne, for at
det kan medføre afskedigelse. Der er ikke oplysninger herom i sagen.
Indberetningen af 10.
december 1997 har ikke fornøden bevismæssig værdi. Jeg henviser til at det
ikke
fremgår hvem af medarbejderne der mente at der var samarbejdsproblemer, og på
hvilken måde. Redegørelsen kan sidestilles med anonyme medarbejderbidrag.
Jeg har tidligere udtalt at anonyme oplysninger eller oplysninger der ikke af
anden grund kan undersøges af myndigheden og den ansatte, ikke kan indgå i
grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for den ansatte,
jf. min udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året
1996, s. 105ff. Visse dele af redegørelsen kunne umiddelbart tyde på at
centerchefen beskrev (B)’s vejlederes opfattelse af sagen, idet hun
skrev at
de ikke kunne forstå at (A) kunne få lov til at sætte spørgsmål ved
deres
vurdering. Det er nærliggende at
tro at disse vejledere havde en negativ holding over for en medarbejder der
kritiserede deres udførelse af vejlederfunktionen, og deres udtalelser kan
derfor ikke tillægges væsentlig betydning ved en vurdering af om De havde
hovedskylden for eventuelle samarbejdsvanskeligheder.
Konklusion
Sammenfattende er det min
opfattelse at de påberåbte samarbejdsvanskeligheder der lå forud for
(A)’s
henvendelse til FOA og (Y-blad), ikke kunne indgå i beslutningen om at hun
skulle forflyttes, allerede fordi de efter det oplyste ikke havde negativ
indflydelse
på hendes eller gruppens arbejde. Det er endvidere min opfattelse at
(A)’s
udtalelser til FOA og pressen lå inden for hendes ytringsfrihed, og at det
derfor er beklageligt at hendes ytringer indgik i (K) Kommunes grundlag for
at
forflytte hende. (K) Kommune kunne heller ikke bebrejde (A) at hun rettede
henvendelse
til FOA uden om ledelsen. Det er derfor beklageligt at den ledende
sygeplejerske
den 10. november 1997 havde indkaldt (A) til tjenstlig samtale i anledning af
dette forhold, og at det indgik i grundlaget for at forflytte hende. Jeg
finder
heller ikke at der i øvrigt foreligger dokumentation for at der var grundlag
for at forflytte (A) på grund af samarbejdsvanskeligheder.
På den baggrund er det min
opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte (A) var uberettiget idet
der - som sagen foreligger oplyst for mig - ikke forelå nogen saglig grund.
Jeg har gjort (K) Kommune
bekendt med min opfattelse og har henstillet til kommunen at genoptage sagen.
“
K Kommune meddelte mig senere
at der på et møde mellem A og kommunen den 1. september 1999 var opnået
enighed
om at der som kompensation som følge af forflyttelsen skulle udbetales A
40.000
kr., og at sagen betragtedes som afsluttet.
Jeg meddelte kommunen at jeg
– idet A ikke havde rettet fornyet henvendelse til mig i anledning af
kommunens
afgørelsen af 1. september 1999 – på det foreliggende grundlag ikke
foretog mig
mere i sagen.
NOTER: (*1)
FOB 1993, s. 72, FOB 1987, s. 237,
FOB 1995, s. 422,
FOB 1996, s. 105.
Lignende dokumenter
- Sagen omhandler, hvorvidt sagsøger har bevaret sin ansættelsesanciennitet i forbindelse med skiftet fra én skole til en anden skole i samme kommune, således at sagsøger ikke kan anses for afskediget i prøvetiden Domsdatabasen · 16. december 2011
- DOMSTOLENS DOM (Første Afdeling) 18. december 2008 EU-domme · 18. december 2008
- Byrettens dom i sag om ansættelsesanciennitet i forbindelse med skift mellem 2 skoler i samme kommune ændres, således at kommunen frifindes Domsdatabasen · 26. november 2012
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT D. RUIZ-JARABO COLOMER fremsat den 19. juni 2008 1 Sag C-306/07 EU-domme · 19. juni 2008
- Byrettens afgørelse stadfæstes i sag om, hvorvidt det var i strid med forskelsbehandlingslovens forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap, at appelindstævnte blev afskediget Domsdatabasen · 3. december 2024
- Uberettiget afskedigelse af kommunalansat langtidsledig. Manglende partshøring og misvisende begrundelse. Retsinformation · 28. oktober 2003