Spring til indhold

Retsinformation

Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder

FOU nr 1999.524UdtalelserFolketinget14. januar 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Forflyttelse på grund af ytringer. Samarbejdsvanskeligheder

Det fremgik af sagen at A

havde arbejdet som sygeplejerske i mere end 31 år. A har været

overenskomstansat sygeplejerske i K Kommune siden den 1. januar 1992 med

ansættelsesområdet ældre- og handicapområdet. A arbejdede som

primærsygeplejerske

ved plejehjemmet X i K Kommune, Center Vest. I ansættelsesbrevet af 16.

januar

1992 var bl.a. anført:

“I fortsættelse af (K) Byråds

brev af 23.12.1991 ansættes du herved i en stilling som sygeplejerske ved (K)

Kommune

med virkning fra den 1.1.1992, med tjeneste indtil videre ved ældre- og

handicapområdet. Den ugentlige arbejdstid udgør gennemsnitlig 20,6 time i

aften-/nattevagt.

Ansættelse finder sted i

henhold til overenskomst indgået mellem Kommunernes Landsforening og Dansk

Sygeplejeråd vedr. løn- og ansættelsesvilkår for syge- og sundhedsplejersker

i

integrerede ordninger. Aflønning finder sted efter lønramme K17 (22/26).

Anciennitetsdatoen regnes fra den 1.1.1986, hvorefter du indplaceres på

skalatrin 25 med oprykning til skalatrin 26 den 1.1.1994. Med de pr. 1.4.1991

gældende tillæg udgør nettolønnen, der udbetales månedsvis bagud kr.

9.159,98.”

A ansøgte i brev af 27.

januar 1992 om at arbejdstiden blev nedsat til 19,25 timer, stadig ved

aftenvagt. A’s ansøgning blev imødekommet i brev af 6. februar 1992.

I brev af 26. januar 1993

skrev K Kommune til A at hendes arbejdstid som aftalt blev ændret til 22,75

timer/uge i perioden fra 1. maj 1992 til 31. januar 1993. Det fremgik at

Læs alt

A’s

arbejdstid med virkning fra den 1. februar 1993 var 19,50 timer/uge.

Tidligere

oplyste ansættelsesvilkår var fortsat gældende.

K Kommune skrev i brev af 30.

november 1993 til A at hendes gennemsnitlige ugentlige arbejdstid som aftalt

med virkning fra den 20. december 1993 blev ændret til 21,125 timer. Der var

fortsat tale om aftenvagt, og de tidligere oplyste ansættelsesvilkår var

fortsat gældende.

Ved brev af 28. december 1995

fik A meddelelse om konsekvenserne af overenskomsten hvor den ugentlige

arbejdstid for fuldtidsansatte blev sat op fra 35 til 37 timer om ugen. I

brevet var der bl.a. anført:

“Din arbejdstid ændres derfor

med virkning fra 1.7.1996 fra 21,125/35,000 til 21,125/37,000. Ændringen er

foretaget med 6 måneders varsel, hvorved dit individuelle opsigelsesvarsel på

5

måneder er opfyldt.

Endvidere bortfalder

holddriftstillægget samt tillægget for tjeneste mellem

kl. 17.00 og kl. 06.00 ligeledes pr.

1.7.1996.

Lønnedgangen som følge af

ovenstående modsvares af, at der for tjeneste mellem kl. 17.00 og 06.00 pr.

1.7.1996 ydes et tillæg på 1/7696 af årslønnen (svarende til 25% af

timelønnen).

Tidligere oplyste

ansættelsesvilkår er i øvrigt fortsat gældende.”

A ansøgte den 20. juni 1996

om at få nedsat arbejdstiden fra 21,125 timer pr. uge til 19,50 timer. Dette

blev imødekommet ved fremsendelse af et nyt ansættelsesbrev den 25. juni

1996,

dog således at A’s arbejdstid var 19,916 timer pr. uge. Øvrige

ansættelsesvilkår var fortsat de samme. Det var oplyst at nettolønnen med de

pr. 1. april 1996 gældende tillæg var 9.689,90 kr.

Plejehjemmet X havde i en

periode i sommeren og efteråret 1997 en social- og sundhedshjælperelev, B, i

praktik.

A mente at B blev behandlet

dårligt af de to sygeplejersker der var udpeget som hans vejledere under

praktikopholdet.

I brev af 21. september 1997

rettede A henvendelse til områdelederen, C, og orienterede hende om B’s

situation på afdelingen. A skrev bl.a. at han var udsat for mere hetz end

vejledning.

Jeg har forstået at

henvendelsen resulterede i at B fik to nye vejledere. De to nye vejledere

havde han i tre uger hvorpå han den 27. oktober 1997 fik meddelt at han var

dumpet ved standpunktsbedømmelsen i den 2. praktikperiode. I begrundelsen

havde de to vejledere bl.a. anført:

“Da vi ikke ville bryde os om

at få ham som en kommende kollega, mener vi ikke at kunne stå inde for ham i

forhold til uddannelsen.”

A kontaktede elevens

fagforening, Forbundet for Offentlig Ansatte (FOA), og fortalte at B var

blevet

dårligt behandlet.

Den 5. november 1997

indkaldte den ledende sygeplejerske, D, A til en tjenstlig samtale den 10.

november 1997. I indkaldelsen var der anført:

“...

Dette skyldes din henvendelse

til FOA i forbindelse med at en social- og sundhedshjælper-elev er dumpet i

praktik II på (plejehjemmet X).

Det opfattes som yderst illoyal

adfærd, eftersom du ikke er vejleder for eleven, endsige har arbejdet sammen

med vedkommende.

Samtidig vanskeliggør det

absolut elevens forståelse for egen situation.

I samtalen deltager foruden

områdeleder (C), tillidsmand for sygeplejerskerne, (E), samt

undertegnede.”

Den ledende sygeplejerske, D,

udfærdigede et referat fra den tjenstlige samtale. I referatet var der bl.a.

anført:

“Jeg understreger, som på

indkaldelsen, at jeg ikke kan acceptere at (A) udenom sin leder, går til FOA.

Opfattes som særdeles illoyal

optræden og som mistillid til hendes kollegaer, som har været vejledere.

Det sidste oplyser (A), at

hun har. Altså mistillid til nogle af sine kollegaer i afdelingen. Og, at

unavngivne kollegaer er dominerende og hårde.

(A) mener, hun er i sin gode

ret til at anvende ytringsfriheden, og forbeholder sig fortsat ret til at

gøre

det.

Men kan egentlig godt forstå,

at hendes henvendelse til FOA har givet anledning til reaktion fra ledelsens

side.

Samtidig foreholder jeg (A)

at hendes indblanden i sagen har vanskeliggjort elevens forståelse for egen

situation.

Dette afviser (A) rent. Hun

mener blot, det er en hjælp. Og, at det er vigtigt, at een sørger for at der

sker retfærdighed.

(A) mener ikke, hun i

afdelingen bliver taget alvorligt m.h.t. hendes beskeder og observationer.

Er ikke altid enig i afd.’s

aftaler og handlinger.

(C) efterlyser (A)’s

deltagelse i gruppemøder, hvor relevante emner tages op.

Konklusionen bliver, at (A)

skal deltage i det næste gruppemøde og være en aktiv del af mødet m.h.t. at

få

talt om tillid/mistillid.

Afdelingen skal kunne modtage

elever, som ikke skal risikere at komme i klemme på evt. interne

stridigheder.

Enhver medarbejder er

forpligtet til at medvirke til et tillidsfuldt og givende samarbejde.”

A har indsendt kopi af

avisartikler fra Y-blad fra november og december måned hvor eleven B og A

kommer med udtalelser om sagen.

I en

artikel fra den 13. november 1997 er der bl.a. anført:

“Kollegerne omkring ham

begyndte at undre sig over det dårlige forhold mellem ham og vejlederne. De

kunne ikke genkende (B) ud fra vejledernes kritikpunkter.

KOLLEGA HJALP

En kollega, sygeplejerske

(A), (K-by), skrev et brev til områdeleder (C) og påpegede, at (B) efter

hendes

mening blev dårligt behandlet. Brevet foranledigede, at (B) fik nye

vejledere.

- Han blev skrækkeligt

dårligt behandlet. Der blev kostet rundt med ham, talt ned til ham og de

truede

ham med, at han ikke ville bestå. Han blev meget usikker, utryg og begyndte

at

sove dårligt om natten. Det kunne vi øvrige medarbejdere ikke undgå at lægge

mærke til, forklarer (A).

Hvad de nye vejledere, (F) og

(G) især hæftede sig ved, var, at (B) en enkelt gang var kommet til at give

en

patient skoene forkert på og havde ladet et vindue stå åbent for længe.

- Det er ting, som folk, der

har arbejdet med ældre i årevis også kan komme til at gøre. Og det skete kun

én

gang, så rettede han fejlene, fastslår (A).”

Af en artikel fra Y-blad den

6. december 1997 fremgik det at A samme dag fik en bekræftelse fra

Fællesbestyrelsen for social- og sundhedsuddannelsen i amtet, om at amtet

havde

modtaget A’s klage. I artiklen var det oplyst at A herved kom eleven B i

forkøbet idet han selv ville klage en af de nærmeste dage.

Ved brev af 10. december 1997

sendte centerchef H en indberetning om A til socialchefen i K Kommune. I

indberetningen var der bl.a. anført:

“(A) har altid arbejdet som

aftenvagt på (plejehjemmet X), og har ikke haft opgaver udenfor plejehjemmet

eller i andre vagter.

(A) har ikke ønsket at

arbejde anderledes, og ledelsen har ikke stillet krav om, at hun skulle

arbejde

på samme vilkår som de øvrige primærsygeplejersker i Center Vest. Vi vidste

hvor svært hun havde ved omstillinger, og mener vi har ’taget dette

medmenneskelige

hensyn’.

I 1994/1995 arbejdede en

arbejdsgruppe med en opgave, hvor vi analyserede kvaliteten i plejen til de

ældre som bor på (plejehjemmet X).

Konsekvensen af denne

analyse, blev en beslutning om en ændret overordnet holdning til ældre som

bor

på plejehjem, og dermed også en omlægning af den daglige arbejdsmetode og

arbejdstilrettelæggelse.

Det indebar bl.a. opbrud i

faste vagter, og mere fleksibilitet blandt personale.

(A) var modstander af hele

denne omlægning, og valgte, da hun stadig ikke ville give afkald på sine

faste

aftenvagter - og som ledelsen stadig gav hende mulighed for at fastholde - at

holde meget lav profil. Hun undlod dog ikke at bemærke hendes utilfredshed

over

ændringen, uden hun dog kunne give klare faglige argumenter imod.

Det var meget tydeligt for

alle, at kvaliteten i plejen og arbejdsglæden/engagementet steg betydelig på

(plejehjemmet X) efter denne omstrukturering.

Personalet arbejder i mindre

grupper, hvor (A) også tilhører en gruppe.

For at give den bedst mulige

pleje/omsorg til de ældre, skal grupperne arbejde meget tæt sammen.

De skal drøfte og blive enige

om holdninger til den daglige pleje, reflektere over de ældres behov/krav og

til stadighed være i tæt samspil med hinanden.

har været meget passiv i dette arbejde, og har ikke

bidraget til fælles holdninger. Hun har arbejdet solo, og når hun var

utilfreds

med plejen eller nogle handlinger skrev hun små breve til områdelederen. Hun

har ikke som sygeplejerske påtaget sig et ansvar og været aktiv i forhold til

gruppen.

Det skal tilføjes at (A) er

meget omsorgsfuld i sin pleje overfor de ældre. Hun undlader ikke at antyde,

hvis hun mener andre har handlet forkert. Men det sker ikke i åben og

konstruktiv dialog med den daglige leder eller hendes kollegaer.

Eksempler:

(1).

(A) nægter at give de ældre

mennesker laxoberaldråber (afføringsmiddel). Da områdelederen konfronterede

hende med det, svarede hun, at det ikke skulle gives som en procedure, og der

skulle være en begrundelse. Deri var områdelederen enig, og det sker ikke som

rutine.

(2).

(A) har et meget dårligt

forhold til en social- og sundhedshjælper i afd. Hun er vred på hende, fordi

hjælperen gik med en tilkaldt læge ind til en af de ældre. En hændelse som

skete for 1 år siden. (A) taler ikke til denne hjælper og når de er i vagt

sammen, bliver hjælperen kun svaret med ja og nej.

(3).

I en aftenvagt, som (A) havde

sammen med den hjælper, som var årsagen til uheldet med (I) har fortalt til

områdelederen, at (A) stod på gangen udfor den stue, hvor (I) bor og siger,

meget højt og tydeligt idet en kollega fra (Z) går forbi ’er der nogen

som

taler om misrøgt!’ dette gentager hun 2-3 gange.

Dette gjorde et meget stærkt

indtryk på hjælperen.

En social- og sundhedselev er

dumpet på den afd., hvor (A) arbejder. (A) har aldrig arbejdet sammen med

eleven.

(A) antyder midt i elevens

praktikperiode i et brev til områdelederen, at der bliver udøvet hetz mod

eleven. Der bliver truffet foranstaltninger i forhold til eleven, så der

gives

de bedste mulige betingelser for elevens mulighed for at arbejde og opfylde

de

mål han skal nå i praktikperioden. Eleven kan trods dette ikke bestå.

(A) ringer til FOA, og

antyder at eleven er blevet forfulgt og ikke behandlet på en ordentlig

retfærdig måde. Hun orienterer ikke ledelsen om hendes kontakt til FOA.

Der bliver efterfølgende

indkaldt til gruppemøde i afdelingen. Medarbejderne har det svært med

forløbet

omkring eleven og de efterfølgende påstande i (Y-blad) om manglende faglige

begrundelser for, hvorfor eleven ikke kunne bestå.

Til det første møde nægter

(A) at deltage - hun udtaler til områdelederen ’at det ville blive med

livet

som indsats’.

Til det næste aftalte møde

deltager (A). Formålet med møderne er, at få de indbyrdes problemer frem, få

misforståelser og uheldige adfærdsmønstre ryddet af vejen, så gruppen kan

arbejde i en åben og tillidsfuld atmosfære.

Medarbejderne blive meget

sårede og vrede over de dagen efter skal læse i (Y-blad), at der har været

indkaldt til gruppemøde, og emnet var tillid/mistillid. De føler sig gjort

til

grin og bliver meget bange for at være ærlige og åbne i et fortsat

samarbejde.

Selvom (A) har haft denne

ovenfor anførte rolle i gruppen, har gruppen været meget velfungerende. Der

har været intern underviser på samtlige personalegrupper i Center Vest over

en

3 årig periode. Her har de lært meget om kommunikation og indbyrdes

roller/ansvar

i et samarbejde. (A) deltog kun delvis i disse undervisningsseancer.

Men siden hændelsen med

eleven som dumpede på afdelingen og den efterfølgende avisskriveri har

gruppen

total mistet arbejdsglæden og troen på at de gør det rigtigt.

De er meget usikre på, hvad

de tør sige og mene, og kan ikke forstå at (A)’s adfærd i forhold til en

elev

som hun ikke har været vejleder for eller arbejdet sammen med, kan få lov at

sætte spørgsmål ved deres vurdering.

Som den ansvarlige leder kan

jeg ikke længere være vidende til, at en medarbejder kan udvise en så høj

grad

af illoyal optræden.

Vi har i ledelsen besluttet

at nu kan vi ikke længere give (A) den ’beskyttelse’ som vi mener

at have

praktiseret.

Fremover skal der stilles

krav til hende på samme måde som de øvrige primærsygeplejersker, dvs. hun

skal

deltage i det daglige arbejde som også omfatter uddannelsen af elever og

tjenesten skal ligeledes omfatte dagvagter, som de øvrige sygeplejersker i

dette lokalområde.

Jeg har været usikker på,

hvor meget (A) har været styrende i sagen i forhold til (Y-blad) omkring den

dumpede elev. Men da jeg læste (Y-blad) lørdag d. 6.dec. fik jeg en klar

melding på, at (A) har klaget til Fællesbestyrelsen for social- og

sundhedsuddannelserne.

Jeg kan ikke samarbejde med

en medarbejder som opfører sig på denne måde. Det vil være en uløselig opgave

at få skabt tillid til (A)’s adfærd fremover blandt hendes kollegaer i

afdelingen og jeg er meget usikker på hendes motiver og handlinger i forhold

til hendes konstante søgen efter retfærdighed.”

Ved brev af 16. december 1997

modtog A en kopi af indberetningen fra socialchefen i K Kommune. A blev

opfordret til at kommentere indberetningen enten skriftligt og eller

mundtligt. Samtidig blev A indbudt til et møde om sagen onsdag den 8. januar

1998 kl. 14.00.

A skriver i brev af 4. marts

1998 hertil at hun talte med formanden for Dansk Sygeplejeråd i amtet om

sagen

som skældte hende ud over at hun havde ytret sig om sagen. Han opfordrede A

til

at lave et kort notat om sagen hvor A ikke skulle forsvare sig. I brev af 21.

december 1997 kommenterede A indberetningen. A anførte bl.a.:

“Min modstand mod

omlægningerne gik på, at jeg nu kun skulle arbejde i en gruppe med 14

beboere,

ikke mere kom hos alle, (som sygeplejerske kunne følge dem), men stadig havde

ansvaret, skulle tilkaldes af det øvrige personale, efter deres skøn.

Jeg mente også, at det, at vi

kun skulle arbejde hver tredje weekend blev for ’dyrt’ -

menneskeligt set. Jeg

har hele tiden kunnet se det gode for de ældre ved små grupper.

Jeg erkender ikke at have

været meget mødeaktiv, men jeg har fulgt de beslutninger der er taget. Jeg

arbejder ikke solo, jeg er meget flexibel. Jeg har respekt for de ældre, og

giver dem lov at vælge i det omfang de er i stand til det. Sengetid behøver

ikke være den samme hver aften.

Siden den 23. marts 1993 har

jeg ikke skrevet sedler, men to breve. Det ene til (H), omhandler en side der

forsvandt i et borgerhæfte. Jeg spurgte om det kunne accepteres. Havde jeg

søgt

retfærdigheden, var jeg gået videre med dette, har kun kunnet få oplyst, en

leder tog siden ud, en anden smed den væk, jeg har aldrig fået oplyst

hvorfor.

Siden den hændelse har jeg været meget utryg omkring dokumentationen.

Det andet brev var brevet om

(B) til (C).

Jeg kender denne dato, fordi

jeg dengang var til samtale med (J), (D) og (H), fik at vide at det generede

mine kollegaer, jeg lagde sedler. Har derfor ikke gjort det siden. Måske er

det

grunden til jeg har virket passiv, jeg har gået meget stille med dørene, for

ikke at fornærme nogen.

Jeg mener jeg har påtaget mig

det ansvar, jeg har fået fortalt jeg har, kommer med det samme når nogen

sender

bud.

Jeg går ikke og retter på

andre konstant, jeg har stor forståelse for at ting kan gøres og opfattes

forskelligt.

Med hensyn til

laxoberaldråber: Jeg har som sygeplejerske pligt til at vise omhu og være

samvittighedsfuld. Jeg har gennemdrøftet mine synspunkter med (C) engang i

sommer, hun gav mig ret i at der skulle være styring på det. Det fornemmer

jeg

også der er nu, og har givet dråberne siden.

Med hensyn til mit dårlige

forhold til en social- og sundhedshjælper, er det rent gætteri, jeg skulle

være vred på hende endnu. Det er over 2½ år siden, jeg stod med lægen på

stuen,

hun kom ind og blandede sig, uden jeg havde spurgt. Jeg blev meget vred - ja.

Men bagefter tænkte jeg, havde jeg ikke været i vagt, havde hun måske stået

med

besøget alene, derfor er min vrede over dette forlængst smidt væk.

Hendes og mine holdninger

passer på nogle punkter, meget dårligt sammen, derfor bryder jeg mig ikke om

at

være i vagt med hende. Jeg har sagt mere end ja og nej til hende i de 2½ år,

men snakker ikke så godt sammen med hende, som de øvrige.

At jeg højt og tydeligt har

sagt 2-3 gange ’er der nogen som taler om misrøgt’ kan jeg ikke

genkende.

Naturligvis er vi flere der har drøftet alle de fejl, der er sket i plejen af

den omtalte beboer.

Med hensyn til social- og

sundhedshjælpereleven, har jeg ringet til FOA, og sagt eleven var behandlet

dårligt i sin praktiktid.

Der står jeg nægtede at

deltage i et møde. På det tidspunkt havde jeg det psykisk meget dårligt,

sagde

til (C) jeg ikke havde kræfter til det. Da hun kiggede uforstående på mig,

sagde jeg: Tror du man sætter livet på spil for sjov skyld.

Det næste møde deltager jeg i

d. 1. december, har det stadig meget dårligt, bliver aggressivt angrebet når

jeg forsøger at sige noget. For mig er intet løst da jeg går fra dette møde.

Den 5. december - efter (B)

er indkaldt til møde, spørger journalisten om hvordan det går mig, jeg

fortæller jeg lige har fået brev fra (amtet), de har opfattet min henvendelse

som en klage, de behandler. Fortæller jeg har været til møde om

Tillid/mistillid

- intet om hvad der blev talt om.

Jeg har ikke været styrende i

forhold til (Y-blad), har udtalt mig om min mening, omkring (B)’s

praktikperiode, fordi jeg blev spurgt.

Mine motiver har udelukkende

været medmenneskelige.”

I brev af 6. januar 1998

skrev socialchefen til A at det planlagte møde den 8. januar 1998 måtte

udskydes til den 5. februar 1998.

Ifølge kommunens telefonnotat

i sagen kontaktede repræsentanten for Dansk Sygeplejeråd i amtskredsen K

Kommune den 7. januar 1998. Repræsentanten oplyste at han var bekymret for at

udsætte mødet idet han efter at have talt med A frygtede mere presseomtale.

Mødet med socialchefen blev

herefter fastsat til den 12. januar

1998.

A

deltog sammen med formanden for Danske Sygeplejeråd i

amtskredsen. Socialchefen oplyste i brev af 18. februar 1998 til borgmesteren

at han havde drøftet sagen med formanden inden mødet den 12. januar 1998, og

at

formanden var enig i at A havde optrådt kritisabelt. Endvidere skrev

socialchefen at mødet kunne have været afholdt den 8. januar 1998 ved

vicesocialchefen, men at formanden ønskede socialchefen “på den anden

side af bordet!”.

Af kommunens referat fra møde

den 12. januar 1998 fremgik det at socialchefen tilkendegav at der forelå så

alvorlige samarbejdsvanskeligheder at en ændring i A’s placering var

nødvendig. Det var endvidere noteret at A bestred der var tale om

samarbejdsvanskeligheder

med en enkelt undtagelse. Socialchefen sagde at A så hurtigt som muligt

skulle

gøre tjeneste i en så vidt mulig tilsvarende stilling ved Center Midt. Det

fremgik af kommunens referat at A og fagforeningsrepræsentanten kunne

tilslutte

sig forslaget. Fagforeningen underskrev referatet.

I brev af 15. januar 1998

meddelte socialchefen A at hun med virkning fra den 1. februar 1998 skulle

gøre

tjeneste ved Center Midt i en stilling som aftenvagt med gennemsnitlig 16

timer

om ugen. I brevet var bl.a. anført:

“I fortsættelse af møde den

12. januar 1998 om dine arbejdsforhold i (K) Kommune, som blev aftalt

fastlagt

i hovedtræk som vedlagte referat viser, skal jeg meddele, at der er aftalt

følgende tjeneste for dig ved Center Midt.

Med virkning fra 1. februar

1998 arbejde i stilling som aftenvagt med gennemsnitlig 16 timer ugentlig.

...

Jeg skal indskærpe overfor

dig, at det forventes, at du i fremtiden bidrager konstruktivt til

fastholdelse

af et loyalt og godt samarbejde med dine kolleger og foresatte.

Dette indebærer bl.a. en

forventning om, at du deltager aktivt i de gruppesammenhænge, der er i

organisationen.”

Det blev senere i brev af 10.

februar 1998 oplyst at nettolønnen med de pr. 1. oktober 1997 gældende tillæg

udgjorde 8.223,49 kr. pr måned.

I brev af 16. februar 1998

klagde A til borgmesteren over sagen. A anførte bl.a.:

“Ved modtagelse af mit nye

ansættelsesbrev d. 11. Februar, konstaterer jeg, at min lønnedgang bliver på

ca. 3.000 kr. pr. måned. Dette kan jeg leve med, ligesom jeg også kan leve

med

mit nye ansættelsessted (W), hvor jeg er blevet meget positivt modtaget, og

føler jeg bliver glad for at arbejde.

Men at det er strafbart, som

ansat i (K) Kommune, at ytre sig om, en social- og sundhedshjælperelev bliver

uværdigt behandlet, har jeg meget svært ved at acceptere, og forstår

simpelthen

ikke, at det berettiger centerchef (H) til, at skrive til socialchef(en),

hvad

der passer hende, uden at skulle dokumentere de mange usandheder om mig.

Havde

det ikke været mere loyalt af hende, at tale med mig først?

...

D. 6. Januar får jeg via (L)

besked om, at mødet er udsat til d. 5. Februar, fordi socialchefen skal til

begravelse d. 8. Januar, og det er umuligt at finde en anden tid før d. 5.

Februar. D. 7. Januar får jeg brev fra socialchefen. Jeg nægter at finde mig

i,

at skulle vente en måned mere, føler det som psykisk terror. Der findes en

tid

d. 12. Januar kl. 8.

Mødet er meget kort, vi skal

ikke tale om den konkrete sag, siger socialchefen, kun om mine tjenstlige

forhold.

Han har besluttet, jeg har alvorlige samarbejdsvanskeligheder og at en

omplacering skal finde sted.

Der går yderligere fire dage

inden jeg ved hvad denne omplacering indebærer.”

Borgmesteren skrev i brev af

18. februar 1998 at sagen var behandlet fuldt korrekt. Han henviste til at

det

blev understreget og bekræftet af at Dansk Sygeplejeråd efter forhandlingen

den 12. januar 1998 på A’s og A’s organisations vegne tilsluttede

sig socialchefens

forslag om at A blev flyttet til et tilsvarende arbejde andetsteds i

kommunen.

Fællesbestyrelsen for social-

og sundhedsuddannelserne i amtet behandlede en klage fra eleven B over

praktikperioden på Center Vest. I brev af 25. februar 1998 skrev

Fællesbestyrelsen til K Kommune:

“...

Fællesbestyrelsen afviste klagen,

da det af sagsakterne fremgår, at bestemmelserne i Uddannelsesordningen for

social- og sundhedshjælperuddannelsen om praktiktilrettelæggelse og

standpunktsbedømmelse er fulgt.

Fællesbestyrelsen udtrykker

dog sin misbilligelse over formuleringen i standpunktsbedømmelsen:

’ønsker ikke

vedkommende som kollega’.

Fællesbestyrelsen indskærper

proceduren i forbindelse med udarbejdelse af standpunktsbedømmelser, som det

også fremgår af redegørelsen fra (K) Kommune.

...”

Socialchefen i K Kommune

beklagede i brev af 26. marts 1998 til B formuleringen ved bedømmelsen efter

2.

praktikperiode. Chefen skrev at det var en irrelevant og sårende bemærkning

som

måtte beklages, og at der nu var fastlagt regler for hvem der var ansvarlig

for udformningen af bedømmelserne.

Borgmesteren skrev i brev af

11. august 1998 til B:

“...

For det første skal jeg gerne

bekræfte mit mundtlige tilsagn for så vidt angår formuleringen af

personalebedømmelsen fra Center Vest i oktober 1997.

Som øverste chef for din, i

den situation, ansættende myndighed, (K) Kommune, kan jeg ganske tilslutte

mig

Fællesbestyrelsen for Social- og Sundhedsuddannelserne, som i forbindelse med

afvisningen af din klage tidligere på året fandt anledning til at udtrykke en

misbilligelse af bemærkningerne i omhandlede personalebedømmelse om, at man

ikke ønskede dig på arbejdspladsen ud fra et kollegialt synspunkt.

Også jeg er af den

opfattelse, at en sådan betragtning ikke bør forekomme i forbindelse med

vurderingen af en praktikperiode. Dette synspunkt er tillige tidligere blevet

fremsat fra kommunens socialforvaltning, der har bearbejdet forløbet og

truffet

foranstaltninger til at undgå en lignende fejltagelse i fremtiden, hvilket du

også er blevet gjort bekendt med.

Jeg skal på kommunens vegne

endnu engang overfor dig beklage formuleringen og har med tilfredshed

bemærket

mig, at man har gjort hvad der er muligt for at genoprette fejlen. Dette har

medført, at du fik mulighed for et nyt praktikantforløb et andet sted og jeg

har glædeligvis konstateret, at du nu har bestået din eksamen, hvilket jeg -

som jeg gjorde telefonisk - lykønsker dig med.

...

Men som ovenfor sagt, modtag

hermed min beklagelse og undskyldning for, at din personalebedømmelse fra

oktober indeholdt bemærkninger, der for længst er vurderet som utilstedelige.

...”

A klagede til mig i brev af

4. marts

1998. A

skrev at hun var blevet godt modtaget på den nye arbejdsplads og var faldet

godt til, men at hun på baggrund af sine ytringer i sagen om eleven B var

blevet straffet med at blive placeret et andet sted i kommunen på et mindre

timetal og med mere end 3.000 kr. mindre i løn pr. måned.

I brev af 12. marts 1998

anførte A bl.a.:

“Jeg har medsendt den sidste

lønseddel fra center vest, for at vise lønnedgangens størrelse. Foruden

grundlønsnedgang

får jeg ingen lørdags- søndagstillæg, da jeg arbejder onsdag og torsdag i

hver

uge. Jeg vil også få mindre udbetalt i aften nat tillæg.

...

Det sårer mig dybt, at jeg

ikke skulle have påtaget mig et ansvar, det mener jeg i høj grad jeg har. Jeg

har

ikke arbejdet solo, har ikke skrevet små breve til områdelederen. Men

paradoksalt nok, bad områdeleder (C) mig, kort før (H) sendte notatet om mig,

om jeg, hvis der var nogle problemer, ville lægge en lille seddel på hendes

skrivebord om det.

...

Efter hændelsen med eleven og

avisskriveriet, holdt ledelsen og socialchefen, møder med gruppen, jeg var

ikke

inviteret, de spurgte dem ud og gjorde dem forvirrede har gruppen fortalt

mig,

de kendte ikke mig, ud fra det ledelsen sagde om mig. Men de erklærede

overfor

mig, at de ikke var utrygge ved at arbejde sammen med mig. En var modig og

turde sige det til ledelsen, men hun blev så gjort til min private veninde,

skønt vi aldrig har været i hinandens hjem.

De tre af elevernes vejledere

var ret nye, er nu flyttet til andre job. SÅ KUN EN ER TILBAGE, SOM KAN HAVE

DET SVÆRT MED MIG.”

I brev af 12. maj 1998 bad

jeg K Kommune om en udtalelse i

anledning af A’s klage.

K Kommune udtalte i brev af

3. juli 1998 bl.a. følgende:

“Der har i

ansættelsesforløbet været en del uoverensstemmelser mellem (A) og ansatte og

ledelsen på (plejehjemmet X), dog uden at alle disse hændelser hver for sig

gav

anledning til skriftlig påtale eller noteringer i personalesagen.

...

Ved brev af 15. december 1997

orienterede centerchef (H) (A) om, at hun havde set sig nødsaget til at

skrive

notat til socialchefen omhandlende (A)’s engagement i social- og

sundhedshjælpereleven og den mistillid, hun hermed havde vist sine kollegers

vurderinger.

Det omhandlede notat rummer

en længere redegørelse for (A)’s tid på arbejdspladsen. Herunder

beskrives

hendes mangel på konstruktiv kritik, aktivitet og ansvar i forhold til

medarbejdergruppen

og hendes engagement med social- og sundhedshjælpereleven. Slutkonklusionen

på

notatet er, at centerchefen på baggrund af den udviste illoyale optræden ikke

mener at kunne samarbejde med (A), idet bl.a. hun anfører, at det vil være en

uløselig opgave at få skabt tillid til (A) i forholdet til hendes kolleger.

...

Forflyttelsen er, som det

fremgår, begrundet i samarbejdsproblemer og må dermed betegnes som

diskretionær.”

Den 14. juli 1998

kommenterede A kommunens udtalelse. A skrev bl.a.:

“At der igennem ti år,

undervejs kan opstå uoverensstemmelser, kan ikke være unaturligt.

At der ikke er noget, der har

givet anledning til skriftlig påtale eller notering, skyldes efter min

mening,

at det der kan ligge i personalemappen, har ledelsen (på forespørgsel) fået

af

mig.

At hændelser der er

gennemdrøftet, endt med forståelse og medhold og er afsluttet for 5-8 og 10

år

siden, skal drages frem, som bevis på samarbejdsvanskeligheder, forstår jeg

ikke. Jeg har aldrig betragtet disse hændelser som samarbejdsvanskeligheder.

Har heller aldrig fået at vide det var det, og derfor heller ingen mundtlige

advarsler.”

Brevet indeholdt tillige en

beskrivelse af nogle episoder hvor A bl.a. havde indberettet nogle forhold på

afdelingen til ledelsen. A havde bl.a. indberettet om problemer i forbindelse

med at de ældre selv skulle have medicin stående på stuerne, og engang i 1990

havde A klaget over en kollega der var uvillig til at passe sit arbejde.

Endvidere skrev A at grunden til at hun havde lagt små sedler til deres

kolleger på dagvagten var at der ikke var overlapning mellem dag- og

aftenvagten.

A blev i 1993 påbudt alene at skrive i borgerhæftet, men da der i 1995

forsvandt en side fra dette hæfte, skrev hun til H.

H og socialchefen

kommenterede A’s bemærkninger i breve af 30. juli 1998. H anførte bl.a.

at der

var overlapning mellem de forskellige vagter og at man derfor ikke måtte

skrive

små lapper til hinanden. Beskeder skulle skrives ind i borgerhæftet. Om den

forsvundne side i borgerhæftet oplyste hun at hun var blevet informeret af

områdelederen om at den var forsvundet og at A var informeret herom af

områdelederen. Socialchefen skrev at beslutningen om at flytte A ikke var en

disciplinær reaktion, men at det var en nødvendig praktisk foranstaltning for

at opretholde roen på Center Vest.

Den 24. august 1998 modtog

jeg A’s bemærkninger til de seneste udtalelser fra kommunen. A fastholdt

bl.a.

at der ikke var overlapninger i holdskifte på plejehjemmet, og at hun ikke

vidste hvorfor siden i borgerhæftet skulle smides ud og hvem der gjorde det.

A

oplyste i den forbindelse at hun på den side der var blevet smidt ud, havde

skrevet at en beboer var tiltagende deprimeret og at der måtte gøres noget

ved

det.

I brev af 27. maj 1999 bad

jeg K Kommune om udlån af akterne i kommunens sag om forflyttelse af A,

A’s

personalesag og oplysninger om den efterfølgende behandling af B’s sag.

Jeg modtog materialet den 7.

juni 1999.

Ombudsmandens udtalelse

“Den almindelige ledelsesret indebærer at en arbejdsgiver i et vist

omfang kan kræve at en medarbejder affinder sig med stillingsændringer, og at

medarbejderen i så fald ikke kan forlange sig afskediget med det varsel der

gælder for arbejdsgiveren. Afgørende herfor er om stillingsændringerne ligger

inden for de rammer som gælder for ansættelsesforholdet. Hvis der er tale om

videregående ændringer som medarbejderen ikke skal finde sig i, tales i

almindelighed om forflyttelse. I så fald kan medarbejderen forlange sig

afskediget med det varsel der gælder for arbejdsgiveren. En sådan

forflyttelse er for så vidt at sidestille med en uansøgt afskedigelse. En

forflyttelse kan kombineres med tilbud om ansættelse på ændrede vilkår.

Det fremgår ikke klart af kommunens afgørelse i skrivelsen af 15. januar 1998

om kommunen mener at stillingsændringerne i forhold til (A) er gennemført

inden for rammerne af hendes hidtidige ansættelsesforhold. Navnlig det

forhold at stillingsændringen gennemførtes uden det påkrævede varsel for

afskedigelse, kan give anledning til tvivl om stillingsændringens karakter.

Kommunen har imidlertid i senere skrivelser betegnet stillingsændringen som

en forflyttelse. Jeg henviser til at (K) Kommune i udtalelsen hertil af 3.

juli 1998 har oplyst at der var tale om en diskretionær forflyttelse

begrundet i samarbejdsproblemer. Kommunen har som dokumentation henvist til

redegørelsen fra (H) af 10. december 1997.

Den seneste ændring til det oprindelige ansættelsesbrev er, som sagen er

oplyst for mig, brev af 25. juni 1996. Jeg har derfor lagt til grund at (A)

forud for forflyttelsen var ansat til aften- og nattevagt i 19,916 timer om

ugen. Nettolønnen med tillæg udgjorde den 25. juni 1996 9.689,90 kr. Det

fremgår af ansættelsesbrev af 10. februar 1998 for ansættelsen ved Center

Midt at arbejdstiden kun var 16 timer, og at nettoløn med tillæg udgjorde

8.223,49 kr.

Det er min opfattelse at (A)’s stillingsændring retligt må anses for en

forflyttelse. Navnlig den væsentligt reducerede arbejdstid og aflønning

ligger uden for rammerne for (A)’s hidtidige ansættelsesforhold. Jeg har

lagt til grund at (K) Kommune er

enig i at der er tale om en uansøgt forflyttelse.

Retligt sidestilles en uansøgt

forflyttelse som anført med en uansøgt afskedigelse. Det indebærer at de

retlige krav der gælder til en beslutning om uansøgt afskedigelse, finder

tilsvarende anvendelse.

Samarbejdsvanskeligheder er

en saglig grund til forflyttelse. Jeg har tidligere udtalt mig om de krav der

må stilles til dokumentation, for at samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det

fornødne saglige grundlag for en afskedigelsesbeslutning. I en sag omtalt i

Folketingets Ombudsmands beretning for året 1993, s. 72ff, udtalte jeg bl.a.:

’Det står fast, at

samarbejdsvanskeligheder kan udgøre det fornødne saglige grundlag for en

afskedigelsesbeslutning. Retssikkerhedsmæssige hensyn kræver dog, at

samarbejdsproblemer ikke uden nærmere kvalifikation påberåbes som grundlag

for

en afskedigelsesbeslutning. Der kræves for det første, at

samarbejdsproblemerne

har en betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne det

pågældende

ansættelsessted. Der skal endvidere foreligge en klar forbindelse mellem

samarbejdsproblemerne

og den person, der ønskes afskediget, ligesom hovedskylden for problemernes

opståen ikke må kunne tilskrives andre personer end den, som søges

afskediget.

Af den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om proportionalitet

følger

yderligere, at der fra den afskedigende myndigheds side skal være udfoldet

bestræbelser på at løse samarbejdsproblemerne ved mindre vidtgående skridt

end

afskedigelse.

Afskedigelsesbeslutningens

alvorlige karakter tilsiger samtidig, at det bevismæssige grundlag for

tilstedeværelsen af afskedsbegrundende samarbejdsproblemer er særlig sikkert.

Der må således ikke kunne rejses rimelig tvivl om, at der rent faktisk har

foreligget

(uløselige) samarbejdsproblemer af den ovenfor beskrevne karakter.’

Eventuelle samarbejdsvanskeligheder før (A)’s henvendelse til FOA og

(Y-blad)

For at

samarbejdsvanskeligheder kan påberåbes som en saglig grund til forflyttelse,

skal der være tale om vanskeligheder der har en betydelig negativ indflydelse

på udførelsen af opgaverne det pågældende ansættelsessted, jf. den ovenfor

refererede udtalelse i min beretning for 1993.

I (H)’s notat af 10. december

1997 er det anført at (A) var meget omsorgsfuld i sin pleje af de ældre, (men

at (A) ikke undlod at antyde hvis andre havde handlet forkert). Desuden er

det oplyst

at selv om (A) havde haft den af (H) beskrevne rolle i gruppen, så ’har

gruppen været meget velfungerende’. (H) oplyser at det var siden

hændelsen

med (B) som dumpede og det efterfølgende avisskriveri at gruppen havde

’mistet arbejdsglæden og troen på at de gør det rigtigt’.

Jeg må derfor lægge til grund

at de påberåbte samarbejdsvanskeligheder ikke har haft negativ indvirkning på

(A)’s egen udførelse af opgaverne eller på gruppens arbejde i øvrigt i

tidsrummet før (A)’s udtalelser til FOA og pressen, og de kunne derfor

ikke

indgå i beslutningen om at (A) skulle forflyttes. Indberetningen falder

tidsmæssigt netop også sammen med (A)’s udtalelser til avisen.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

Eventuelle samarbejdsvanskeligheder i tiden efter (A)’s henvendelse til

FOA og (Y-blad)

Den 10. november 1997 var (A)

indkaldt til tjenstlig samtale med bl.a. den ledende sygeplejerske på Center

Vest. Af indkaldelsen fremgik det at den ledende sygeplejerske fandt at det

var

yderst illoyal adfærd at (A) havde kontaktet FOA. I mødereferatet, som

lederen

selv skrev, er det anført, og at hun understregede ’at jeg ikke kan

acceptere

at (A) udenom sin leder, går til FOA’.

Centerchefens notat af 10.

december 1997 må læses sådan at hun ligeledes mente (A) havde handlet

illoyalt

ved at kontakte FOA - og ikke underrettet ledelsen herom - og efterfølgende

udtalt (sig) til avisen. Hun har endvidere anført at gruppen totalt havde

mistet arbejdsglæden og troen på at de gjorde det rigtigt. Medarbejderne var

usikre på hvad de turde sige og mene og kunne ikke forstå at (A) kunne få lov

at sætte spørgsmålstegn ved deres vurdering.

1. Spørgsmålet om hvorvidt (A) havde handlet ’illoyalt’ ved at

henvende

(sig) til FOA og avisen

Jeg har adskillige gange udtalt

mig om offentligt ansattes ytringsfrihed. Som udgangspunkt har offentligt

ansatte den samme frihed som alle andre til at deltage i den offentlige

debat.

I en sag omtalt i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1987, s. 237ff,

har jeg udtalt mig om mulige begrænsninger i de offentligt ansattes

ytringsfrihed:

’...

Det er dog antaget, at

hensynet til offentlige myndigheders interne beslutningsproces og

funktionsevne

i

særlige

tilfælde kan føre til en

begrænsning af de ansattes ytringsfrihed. Det er næppe muligt at give en

fuldstændig beskrivelse af, hvornår, i hvilket omfang og for hvilke ansatte

sådanne særlige begrænsninger gælder. Men der kan anføres nogle

hovedsynspunkter:

Begrænsningerne omfatter alene udtalelser vedrørende

sager inden for de pågældendes eget arbejdsområde. Offentligt ansatte har

samme

frihed som andre borgere til at udtale sig om sager på forvaltningsområder,

som de ikke har berøring med i deres daglige arbejde.

Ved udtalelse inden for eget arbejdsområde er det af

betydning, om den pågældende som led i sit arbejde har været (eller er)

aktivt

medvirkende i myndighedens beslutningsproces. Begrænsningerne vil i

almindelighed ikke omfatte ansatte med en funktion, der ligger fjernt fra de

politiske eller administrative beslutningstagere.

Det spiller en rolle, om udtalelserne fremsættes før

eller efter, at en beslutning er truffet. Adgangen til at udtale sig, inden

en

sag er afgjort, kan - af hensyn til beskyttelse af den interne

beslutningsproces - være noget snævrere end adgangen til at udtale sig

senere.

Det ligger efter praksis fast, at offentligt ansatte

har en vidtgående frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål inden for

eget

arbejdsområde, hvor spørgsmålet kan have væsentlig betydning for

medarbejdernes

fremtidige ansættelses- og arbejdsforhold.

Det følger af det anførte,

dels at der kræves særlige tungtvejende grunde for at anerkende begrænsninger

i

offentligt ansattes ytringsfrihed, dels at disse grunde normalt kun vil

foreligge i forhold til centralt placerede medarbejdere, der deltager eller

har

deltaget i den omstridte beslutnings tilblivelse.’

(A)’s udtalelser til FOA og

pressen falder klart uden for det område hvor der i øvrigt kan antages at

gælde

begrænsninger i offentligt ansattes ytringsfrihed. Jeg henviser endvidere til

at (A) ikke efter det oplyste videregav fortrolige oplysninger hverken til

FOA

eller til (Y-blad).

(A)’s ytringer var derfor

’lovlige ytringer’. Det betyder at ledelsen ikke måtte anvende

sanktioner

eller andre negative reaktioner - f.eks. forflyttelse eller advarsel - i

anledning af (A)’s udtalelser, jf. også nedenfor under pkt. 3.

Det er derfor beklageligt at

(A)’s ytringer indgik i (K) Kommunes grundlag for at forflytte hende.

Jeg har gjort kommunen

bekendt med min opfattelse.

2. Spørgsmålet om hvorvidt (A) kunne gå til FOA uden om ledelsen

Jeg har i en sag hvor to

sygeplejersker var kritiseret af amtet for at have videregivet oplysninger

til

pressen uden om sygehusets normale interne ledelsessystem, udtalt følgende

(Folketingets Ombudsmands beretning for året 1995, s. 422ff):

’...

Det kan ikke give mig

anledning til bemærkninger at ledelsen på en offentlig arbejdsplads generelt

udtrykker håb om at de interne systemer vil fungere, og i den forbindelse

over

for de ansatte anbefaler disse systemer til fremførelse af kritik mv.,

således

at offentlig kritik først måtte opstå efter at fejl og mangler har været søgt

identificeret og berigtiget på grundlag af interne drøftelser. Men ledelsens

tilkendegivelser eller adfærd må ikke udvikle sig til normer der med tiden

kan

få en sådan karakter at de reelt kommer til at virke på samme måde som

egentlig

censurlignende ordninger. Når man derfor fra ledelsens side anbefaler

anvendelse af de interne systemer, må det - hvis det i sammenhængen og i

lyset

af den eventuelle konkrete baggrund er relevant - understreges over for de

ansatte at

retten

til i stedet at

vælge at fremføre en eventuel kritik offentligt ikke begrænses af en sådan

anbefaling.

Det følger af det anførte at

en ledelse så meget desto mere efter min opfattelse er afskåret fra at

kritisere at en medarbejder - inden for rammerne af offentligt ansattes

ytringsfrihed - har valgt udsendelse af pressemeddelelse frem for benyttelse

af

de interne systemer.

Det tilføjes at jeg er enig

med amtet i det ønskelige i at offentligt ansatte gør ledelsen bekendt med

eventuelle problemer på arbejdspladsen. Efter omstændighederne vil det efter

min mening ligefrem påhvile offentligt ansatte at gøre ledelsen opmærksom på

væsentlige problemer på arbejdspladsen, hvis ledelsen ikke allerede kender

problemerne og hvis deres løsning kræver at ledelsen inddrages. Efter min

gennemgang af sagen må jeg konstatere at amtet på intet tidspunkt har gjort

gældende at de to sygeplejersker skulle have tilsidesat en egentlig

forpligtelse til over for ledelsen at gøre opmærksom på væsentlige problemer

på

arbejdspladsen.

...

De ansattes almindelige

forpligtelse til at gøre ledelsen opmærksom på problemer begrænser imidlertid

ikke i sig selv de ansattes ret til ytringsfrihed. Hvis f.eks. en ansat på et

sent tidspunkt gennem brug af sin ret til ytringsfrihed gør offentligt

opmærksom

på problemer på arbejdspladsen, kan ledelsen efter omstændighederne kritisere

medarbejderen for ikke på et tidligere tidspunkt at have gjort ledelsen

bekendt

med problemerne, men ledelsen kan ikke kritisere medarbejderen for at have

benyttet sin ytringsfrihed. Og hvis en medarbejder på et tidligt tidspunkt

gennem brug af sin ret til ytringsfrihed - i stedet for at benytte

tillidsmands- eller ledelsessystemet - gør offentligt opmærksom på problemer

på arbejdspladsen, kan ledelsen hverken kritisere medarbejderen for ikke

særskilt at have gjort ledelsen opmærksom på problemerne eller for at benytte

sig af sin ret til ytringsfrihed.

...’

For en ansat kan der være en

forpligtelse til at informere ledelsen om forhold på arbejdspladsen. Det

fremgår at (A) underrettede områdeleder (C) om de to første vejlederes

behandling af (B), men jeg har forstået at (A) - da de to nye vejledere

dumpede

(B) - i stedet gik direkte til FOA og pressen.

Ledelsen har ikke gjort

gældende at (A) havde tilsidesat en underretningspligt i forhold til de to

nye

vejlederes behandling af sagen, sådan at (A) skulle have underrettet ledelsen

på et tidligere tidspunkt.

Tværtimod har ledelsen

bebrejdet (A) at hun overhovedet satte spørgsmålstegn ved sine kollegaers

vurderinger

af eleven. Jeg har bemærket at samme ledelse og borgmesteren senere beklagede

de to vejlederes formulering af begrundelsen for at (B) skulle dumpe.

Borgmesteren

kaldte det utilstedeligt.

Selv om man lagde til grund

at (A) i andre sammenhænge ville have en pligt til at informere ledelsen om

lignende forhold, ville det ikke i sig selv have begrænset (A)’s ret til

også

at udtale kritik til pressen mv.

En forvaltningsmyndighed er

således afskåret fra at kritisere en medarbejder der - inden for rammerne af

offentligt ansattes ytringsfrihed - vælger at gå til pressen frem for at

benytte

de interne systemer. (K) Kommune kunne derfor ikke bebrejde (A) at hun

rettede

henvendelse til FOA uden om ledelsen.

Jeg mener det er beklageligt

at den ledende sygeplejerske den 10. november 1997 havde indkaldte (A) til

tjenstlig samtale for at understrege ’at jeg ikke kan acceptere at (A)

udenom

sin leder, går til FOA’. Jeg mener også det er beklageligt at dette

forhold

indgik i grundlaget for at forflytte (A).

Jeg har gjort kommunen

bekendt hermed.

3. Samarbejdsproblemer i anledning af de (lovlige) ytringer

Kommunen har gjort gældende

at disse (lovlige) ytringer gav anledning til samarbejdsproblemer idet de

andre mistede arbejdsglæden og blev usikre på hvad de kunne udtale sig om.

Efter min opfattelse kan det

ikke afvises at eventuelle samarbejdsproblemer opstået i kølvandet på lovlige

ytringer i særlige tilfælde kan begrunde anvendelse af negative

ledelsesmæssige

beslutninger over for vedkommende der har fremsat ytringerne. Jeg finder ikke

grundlag for at gå ind i en nærmere overvejelse af de retlige rammer herfor i

denne sag.

Jeg henviser til at (H)’s

notat af 10. december 1997 ikke er tilstrækkelig dokumentation for

samarbejdsvanskeligheder.

(A) oplyste i brev af 4. marts 1998 at ledelsen holdt møder med gruppen, og

at

(A) ikke var inviteret. Kommunen har ikke bestridt Deres oplysning, men der

foreligger ingen notater eller oplysninger om disse møder i kommunens sag.

Som det fremgår af min

ovenfor refererede udtalelse i Folketingets Ombudsmands beretning for året

1993, s.

72f, kræver

det en kvalifikation af samarbejdsproblemerne, herunder at det

sandsynliggøres

at det har betydelig negativ indflydelse på udførelsen af opgaverne, for at

det kan medføre afskedigelse. Der er ikke oplysninger herom i sagen.

Indberetningen af 10.

december 1997 har ikke fornøden bevismæssig værdi. Jeg henviser til at det

ikke

fremgår hvem af medarbejderne der mente at der var samarbejdsproblemer, og på

hvilken måde. Redegørelsen kan sidestilles med anonyme medarbejderbidrag.

Jeg har tidligere udtalt at anonyme oplysninger eller oplysninger der ikke af

anden grund kan undersøges af myndigheden og den ansatte, ikke kan indgå i

grundlaget for en indgribende personaleretlig reaktion over for den ansatte,

jf. min udtalelse refereret i Folketingets Ombudsmands beretning for året

1996, s. 105ff. Visse dele af redegørelsen kunne umiddelbart tyde på at

centerchefen beskrev (B)’s vejlederes opfattelse af sagen, idet hun

skrev at

de ikke kunne forstå at (A) kunne få lov til at sætte spørgsmål ved

deres

vurdering. Det er nærliggende at

tro at disse vejledere havde en negativ holding over for en medarbejder der

kritiserede deres udførelse af vejlederfunktionen, og deres udtalelser kan

derfor ikke tillægges væsentlig betydning ved en vurdering af om De havde

hovedskylden for eventuelle samarbejdsvanskeligheder.

Konklusion

Sammenfattende er det min

opfattelse at de påberåbte samarbejdsvanskeligheder der lå forud for

(A)’s

henvendelse til FOA og (Y-blad), ikke kunne indgå i beslutningen om at hun

skulle forflyttes, allerede fordi de efter det oplyste ikke havde negativ

indflydelse

på hendes eller gruppens arbejde. Det er endvidere min opfattelse at

(A)’s

udtalelser til FOA og pressen lå inden for hendes ytringsfrihed, og at det

derfor er beklageligt at hendes ytringer indgik i (K) Kommunes grundlag for

at

forflytte hende. (K) Kommune kunne heller ikke bebrejde (A) at hun rettede

henvendelse

til FOA uden om ledelsen. Det er derfor beklageligt at den ledende

sygeplejerske

den 10. november 1997 havde indkaldt (A) til tjenstlig samtale i anledning af

dette forhold, og at det indgik i grundlaget for at forflytte hende. Jeg

finder

heller ikke at der i øvrigt foreligger dokumentation for at der var grundlag

for at forflytte (A) på grund af samarbejdsvanskeligheder.

På den baggrund er det min

opfattelse at kommunens beslutning om at forflytte (A) var uberettiget idet

der - som sagen foreligger oplyst for mig - ikke forelå nogen saglig grund.

Jeg har gjort (K) Kommune

bekendt med min opfattelse og har henstillet til kommunen at genoptage sagen.

“

K Kommune meddelte mig senere

at der på et møde mellem A og kommunen den 1. september 1999 var opnået

enighed

om at der som kompensation som følge af forflyttelsen skulle udbetales A

40.000

kr., og at sagen betragtedes som afsluttet.

Jeg meddelte kommunen at jeg

– idet A ikke havde rettet fornyet henvendelse til mig i anledning af

kommunens

afgørelsen af 1. september 1999 – på det foreliggende grundlag ikke

foretog mig

mere i sagen.

NOTER: (*1)

FOB 1993, s. 72, FOB 1987, s. 237,

FOB 1995, s. 422,

FOB 1996, s. 105.

Lignende dokumenter