Spring til indhold

Retsinformation

Dagpengeret under færdiggørelse af speciale.

KEN nr 3120 af 22/03/1991Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Dagpengeret under færdiggørelse af speciale.

Et medlem meldte sig ledig den 1. februar 1989, og af ledighedserklæringen

fremgik, at hun var blevet opsagt fra det arbejde, som hun havde haft siden

1. juni 1987 som telefonist ved KTAS. Medlemmet svarede nej på spørgsmålet

om, hvorvidt hun deltog i undervisning. Medlemmet fik herefter udbetalt

dagpenge.

Ved en samtale i arbejdsløshedskassen den 19. september 1989 i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 65 oplyste medlemmet, at hun næsten var

færdig som cand.mag., idet hun kun manglede at aflevere sit speciale.

Medlemmet ville gerne gøre specialet færdigt med uddannelsesydelse.

Dagpengeudbetalingen fortsatte herefter.

Den 13. februar 1990 anmodede medlemmet om overflytning til Magistrenes

Arbejdsløshedskasse på baggrund af den gennemførte cand.mag.uddannelse.

Arbejdsløshedskassen anmodede herefter medlemmet om en redegørelse vedrørende

den gennemførte uddannelse. Dagpengeudbetalingen var standset den 22. januar

1990.

Medlemmet meddelte arbejdsløshedskassen, at hun var halvvejs færdig med

sit speciale, da hun blev ledig. Da hun var godt i gang med specialet, så hun

ingen grund til at afbryde det, da hun blev ledig, og hun benyttede derfor

tiden til at gøre cand.mag.studiet færdigt. Medlemmet kunne ikke se, at hun

havde gjort noget forkert ved at udnytte tiden. Medlemmet gjorde gældende, at

hun af såvel arbejdsløshedskassen som arbejdsformidlingen var blevet

tilskyndet til at færdiggøre specialet. Medlemmet havde udelukkende været

tilmeldt universitetet for at få en specialevejleder, mens hun skrev

specialet. Hun fulgte således hverken timer på universitetet eller modtog SU

i den omhandlede periode.

Arbejdsløshedskassen meddelte medlemmet, at den ikke fandt, at hun havde

været berettiget til dagpenge i den periode, hvor hun skrev speciale, idet

dagpenge ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a ikke kan udbetales til

et medlem, der gennemgår en SU-berettiget uddannelse. Da medlemmet på

Læs alt

ledighedserklæringen havde oplyst, at hun ikke deltog i undervisning, og da

hun ved § 65-samtalen heller ikke oplyste, at hun var tilmeldt universitetet

og igang med at færdiggøre specialet, fandt arbejdsløshedskassen, at

medlemmet skulle være ansvarlig for tilbagebetalingen af de med urette

udbetalte dagpenge for perioden 1. februar 1989 - 21. januar 1990, ialt

112.806 kr. Endvidere fandt arbejdsløshedskassen, at medlemmet havde handlet

svigagtigt ved at undlade at oplyse om, at hun var tilmeldt universitetet og

skrev speciale, hvorfor det indstilledes til direktoratet, at medlemmet

skulle slettes som medlem af arbejdsløshedskassen.

Medlemmet klagede til direktoratet over denne afgørelse. Medlemmet

anførte, at hun i perioden efter den 1. februar 1989 havde stået konstant til

rådighed for arbejdsmarkedet, selv om hun skrev speciale. Den omstændighed,

at hun svarede nej på spørgsmålet om undervisning på ledighedserklæringen,

var i fuld overensstemmelse med sandheden, idet hun ikke deltog i

undervisning, men alene havde en specialevejleder. Medlemmet var blevet

tilskyndet til at skrive specialet af arbejdsløshedskassen, og hun kunne ikke

se, at hun havde gjort noget forkert ved at udnytte tiden som ledig til noget

fornuftigt.

Direktoratet udtalte, at ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 må

dagpenge ikke udbetales til et medlem, som ikke står til rådighed for

arbejdsmarkedet, og ifølge arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 1, er

det hovedreglen, at dagpenge ikke må udbetales til et medlem, som deltager i

undervisning.

Fra hovedreglen i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 1, er der i

stk. 2 og 3 gjort en række undtagelser, bl.a. for ikke-SU-berettiget

undervisning og for så vidt angår aftenundervisning.

Endvidere fremgår det af standardvedtægtens § 15, stk. 3, at medlemmer,

der anmoder om eller modtager dagpenge m.v. har ubetinget pligt til at give

arbejdsløshedskassen oplysning om ethvert forhold, der kan have betydning for

bedømmelsen af retten til de omhandlede ydelser.

På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt direktoratet, at

medlemmet måtte anses for primært at have været uddannelsessøgende og ikke

arbejdssøgende fra ledighedens indtræden den 1. februar 1989.

Direktoratet havde herved lagt vægt på, at medlemmet var indskrevet på en

SU-berettiget uddannelse på universitetet, og at hun rent faktisk også

færdiggjorde sit speciale - og dermed sin uddannelse til cand.mag. - i

ledighedsperioden.

På denne baggrund fandt direktoratet ikke, at medlemmet var berettiget til

dagpenge i den omhandlede periode.

Ved at afkrydse »nej« til spørgsmålet om, hvorvidt hun deltog i

undervisning, og ved iøvrigt at undlade at oplyse arbejdsløshedskassen om, at

hun var indskrevet på universitetet og i gang med at færdiggøre sin

uddannelse med speciale, fik hun udbetalt dagpenge, som hun ikke var

berettiget til. Direktoratet var derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at

hun i henhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 1, skulle

tilbagebetale det fejludbetalte dagpengebeløb, som af arbejdsløshedskassen

var opgjort til ialt 112.806 kr.

Direktoratet fandt endvidere, at arbejdsløshedskassen, jf.

arbejdsløshedsforsikringslovens § 86, stk. 4, skulle være medansvarlig for

tilbagebetalingen af den del af fejludbetalingen, der vedrørte perioden fra

den 19. september 1989 til 21. januar 1990, idet det var direktoratets

opfattelse, at arbejdsløshedskassen burde have iværksat en nærmere

undersøgelse af medlemmets dagpengeberettigelse, efter at hun ved §

65-samtalen oplyste, at hun næsten var færdig som cand.mag. og kun manglede

at aflevere speciale.

Til medlemmets orientering blev det oplyst, at arbejdsløshedskassens

medansvar alene indebar, at kassen ikke havde krav på refusion fra staten for

den del af fejludbetalingen, der lå efter den 19. september 1989. Medlemmet

hæftede således for tilbagebetalingen af det fulde beløb i forhold til sagen.

Som sagen var oplyst, fandt direktoratet desuden, at medlemmet måtte anses

for at have handlet svigagtigt ved at undlade at oplyse arbejdsløshedskassen

om, at hun var under uddannelse og i gang med at færdiggøre sit speciale.

Direktoratet lagde herved vægt på, at medlemmet som

arbejdsløshedskassemedlem havde pligt til, eventuelt ved henvendelse til

arbejdsløshedskassen/afdelingen, at holde sig orienteret om de gældende

regler vedrørende dagpengeret m.v., jf. herved standardvedtægtens § 14, stk.

1, og at hun desuden havde ubetinget oplysningspligt over for

arbejdsløshedskassen, jf. standardvedtægtens § 15, stk. 4. Af den påtrykte

tekst bag på dagpengekortet fremgik det således også, at oplysningspligten

bl.a. indebar, at medlemmet skulle oplyse arbejdsløshedskassen om, hvorvidt

den pågældende var under uddannelse, og at tilsidesættelse af

oplysningspligten kunne medføre tab af medlemsret eller dagpengeret og

eventuel politianmeldelse.

På denne baggrund fandt direktoratet at måtte lægge til grund, at

medlemmet bevidst undlod at oplyse om sin uddannelsessituation med henblik på

at få udbetalt dagpenge, som hun ikke var berettiget til.

På baggrund af tilbagebetalingsbeløbets størrelse fandt direktoratet

herefter, at medlemmet i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 87, stk.

1, og retningslinierne for idømmelse af sanktion i direktoratets cirkulære af

19. februar 1987 skulle anses for slettet af arbejdsløshedsforsikringsloven

fra det tidspunkt, hvor den svigagtige forseelse blev konstateret.

Ved indankningen anførte medlemmet bl.a., at hun fortsat var af den

opfattelse, at hun ikke havde overtrådt de gældende regler for udbetaling af

dagpenge. Hun var for nylig blevet bekendt med de særlige regler vedrørende

uddannelsesydelse, hvilke regler hun ikke tidligere havde opfattet som

særregler i forbindelse med dagpengeudbetaling.

Arbejdsløshedskassen meddelte ankenævnet, at det var korrekt, at medlemmet

var blevet opfordret til at færdiggøre sit speciale, men opfordringen gik på

at færdiggøre det med uddannelsesydelse, hvilket var oplyst på § 65-skemaet

den 19. september 1989. Arbejdsløshedskassens procedure ved et medlems første

fremmøde/kontakt i forbindelse med ledighed var, at der blev udleveret en

vejledning omhandlende de muligheder, der forelå i henhold til lovgivningen,

og samtidig blev direktoratets pjece vedrørende uddannelsesydelse udleveret.

Medlemmet havde derfor været bekendt med de gældende regler vedrørende

uddannelsesydelse. Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmet var blevet

vejledt omkring uddannelse og uddannelsesydelse.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at antage, at der havde været udbetalt

dagpenge med urette til medlemmet.

Ankenævnet lagde herved vægt på, at medlemmets uddannelsesaktivitet i

ledighedsperioden fra den 1. februar 1989 bestod i, at hun færdiggjorde sit

speciale, at hun ikke deltog i undervisning, men alene havde kontakt med sin

specialevejleder, og at de besøg, hun har haft hos sin vejleder, ikke har

forhindret, at hun var til rådighed, da en del af kontakten er foregået pr.

korrespondance. Ankenævnet lagde endvidere vægt på reglen i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 3, hvorefter et medlem bevarer

dagpengeretten uanset reglerne i stk. 2, hvis undervisningen foregår efter

kl. 16.00 eller på lørdage eller søndage, samt på forarbejderne til § 62 a,

hvoraf det fremgår, at det har været hensigten med lovændringen at foretage

en generel udvidelse af adgangen til at deltage i forskellige former for

uddannelse, uden at dagpengeretten bortfalder.

På denne baggrund fandt ankenævnet, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel

i § 62 a til at nægte medlemmet dagpenge, fordi hun har færdiggjort sit

speciale i en ledighedsperiode.

Det var herefter en forudsætning for at udbetale dagpenge til pågældende,

at hun iøvrigt havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang,

arbejdsløshedsforsikringsloven forudsætter, jf. § 62.

På baggrund af oplysningerne om medlemmets jobsøgningsaktivitet ved

samtalen med kassen den 19. september 1989 fandt ankenævnet ikke

tilstrækkeligt grundlag for at antage, at medlemmet ikke havde stået til

rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter