Pålæggelse af indberetningspligten i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Pålæggelse af indberetningspligten i henhold til
konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1)
År 1993, den 23. september, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.
92-75.392 as Jens Villadsens Fabriker ctr. Konkurrencerådet sålydende
K E N D E L S E:
1. Ved skrivelse af 22. december 1992 har as Jens Villadsens Fabriker
klaget over en af Konkurrencerådet den 26. november 1992 truffet afgørelse,
hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 7, nr. 1, pålagde selskabet
indberetningspligt for tagpap.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Sagen har været mundtligt forhandlet.
2. Konkurrencerådets skrivelse af 26. november 1992 er sålydende:
»Konkurrencerådet har på et møde den 25. november 1992 besluttet at
pålægge selskabet indberetningspligt for tagpap i henhold til
konkurrencelovens § 7, nr. 1, for så vidt angår priser, leveringsbetingelser,
rabat- og bonusforhold samt finansielle og organisatoriske forbindelser for
en periode af 2 år gældende fra den 1. november 1992.
Formålet med at pålægge selskabet indberetningspligt for tagpap er at øge
gennemsigtigheden på markedet, idet konkurrencen ikke kan anses for at være
tilstrækkelig virksom.
Der er herved lagt vægt på, at selskabet sammen med A/S Phønix Contractors
udøver en dominerende indflydelse på det danske marked for tagpap, idet
selskaberne er de to eneste producenter af tagpap, samt at de herudover
foretager en betydelig del af Danmarks samlede import af tagpap.
Desuden har priskonkurrencen mellem as Jens Villadsens Fabriker og A/S
Phønix Contractors på markedet for tagpap traditionelt været neutraliseret,
og den reelle konkurrence finder sted ved, at selskaberne yder fortrolige
rabatter og bonus. I den forbindelse har især de rabat- og bonusaftaler, som
de to selskaber har indgået med indkøbsforeninger og andre større kunder, en
Læs alt
væsentlig betydning for konkurrenceforholdene på markedet.
Såfremt selskabet ønsker det, vil sekretariatet drøfte
indberetningspligtens nærmere omfang med virksomheden ved et møde...
...«.
3. Klagerens argumentation.
Klageren har anført, at den nødvendige forudsætning for at pålægge
indberetningspligt ikke er til stede, idet konkurrencen på markedet for
tagmateriale til flade tage er effektiv. Der er ikke grundlag for at
indskrænke markedet til kun at omfatte tagpap, som er det produkt Phønix og
klageren producerer, da der findes andre typer tagmateriale, som kan
substituere tagpap. Rådgivende ingeniør hos Crone og Koch, Rådgivende
Ingeniørfirma A/S, Leif Egeskjold, har for klageren under den mundtlige
forhandling for ankenævnet nærmere redegjort for mulighederne for anvendelse
af andre typer tagmateriale, f.eks. eternit, tegl, skifer, stål og kobber, og
hvilke hensyn herunder pris og kvalitet der herved gør sig gældende. Med
mindre arkitekten, der står for et byggeri, har sat begrænsninger, vil der i
almindelighed kunne vælges frit mellem de forskellige produkter. For så vidt
angår fladtagsmarkedet - tage med en hældning indtil 15 grader - eksisterer
der reelt kun valgfrihed mellem tagpap og tagfolie eller lignende, medens der
for andre tage - med hældning fra 15 grader-45 grader - er fuld valgfrihed
mellem de forskellige produkter.
Klagerens markedsandel på det samlede tagdækningsmarked - der for
afgørelsen efter konkurrenceloven er det relevante marked - udgør kun ca. 12
%, og på fladtagsmarkedet udgør den under 40 %.
Der er en væsentlig konkurrence fra andre EF-lande. Tagpap er et højt
forædlet produkt, der kan transporteres over lang afstand. Der sælges
eksempelvis i Danmark tagpap med oprindelse i Italien, Spanien og Tyskland.
Klageren og Phønix har ikke en fælles dominerende stilling.
Priskonkurrencen er ikke neutraliseret. Priserne er ikke ens, end mindre
koordinerede, om end de af naturlige grunde ligger på samme niveau.
Klageren har selv fastlagt den politik, som selskabet har ført på
markedet, og selskabernes prislister afviger væsentligt fra hinanden. De to
selskaber indtager end mindre en kollektiv dominerende stilling på markedet.
For at dette kan være tilfældet, må det kræves, at virksomhederne optræder på
markedet som en enhed og ikke som individuelle virksomheder. Klageren har i
den forbindelse henvist til kommissionens beslutning af 7. december 1988 i
»Planglas-sagen« (EFT 1989 L 33/44 spec. s. 66), samt dom af 10.
marts 1992 i samme sag afsagt af Retten i Første Instans.
Udenlandske virksomheder har ingen vanskeligheder ved at forhandle deres
produkter på det danske marked. Den aktuelle og potentielle konkurrence fra
udenlandske producenter sammenholdt med lave adgangsbarrierer specifikt for
tagdækningsmarkedet i Danmark og generelt inden for EF's indre marked sikrer,
at konkurrencen forbliver effektiv. Klageren har følgelig ikke en dominerende
stilling. Ved vurdering af spørgsmålet om dominerende stilling må udenlandske
tiltag endvidere tages i betragtning.
Konkurrencen på markedet er effektiv, idet den foregår på normale vilkår
såvel ved prisfastsættelser som ved bonus og rabataftaler. Ydelse af rabatter
er i øvrigt en normalt og effektivt konkurrenceparameter, idet manglende
kendskab til konkurrentens rabatter netop skaber konkurrence.
En indberetningspligt vil i givet fald hæmme konkurrencen. Hvis
oplysningerne ikke hemmeligholdes, vil en relevant konkurrenceparameter
elimineres, idet virksomhederne gensidigt ville kunne aflæse hinandens
rabatpolitik, ligesom udenlandske leverandører vil opnå fuld indsigt. Et
manglende kendskab skaber konkurrence over for både Phønix og udenlandske
konkurrenter. På længere sigt er det vigtigt ikke at indføre kunstig
transparens.
Hvis modsat oplysningerne hemmeligholdes, vil pålæg om indberetning være
uden mening.
Indberetning er efter forholdene ikke et adækvat middel til at eliminere
en betydelig købermagt, som resulterer i forskelle i indkøbsforholdene i
entreprenør- eller forhandlerleddet. Køberne er selv i stand til at varetage
deres interesser. Endvidere er variationen i rabatter og fortroligheden af
betydning. Konkurrencerådet burde have set på kriterierne for at opnå rabat i
stedet for at se på gennemsigtighed.
Rådet har heller ikke set på, hvad der kunne opnås ved, at nogle af
oplysningerne skulle hemmeligholdes. Der skal normalt meget til, for at rådet
bestemmer, at oplysninger ikke må udleveres, jf. konkurrencelovens § 10, stk.
3. Rådet har ikke og vil formentlig ikke på forhånd tilkendegive, om man vil
hemmeligholde nogle oplysninger, og rådets bestemmelse i henhold til § 10,
stk. 3, kan ikke indbringes for ankenævnet. Hemmeligholdelse kan næppe
forventes, hvilket er urimeligt i forhold til udenlandske konkurrenter, som
ikke skal afgive tilsvarende oplysninger. Indberetningen vil således kun
blive delvis, ligesom klageren som eksportør ikke vil have tilsvarende
indsigt i konkurrenternes forhold på udenlandske markeder.
Indberetning med derpå følgende offentliggørelse vil, selv om den kan
indpasses i konkurrencelovens formål, være i strid med EF-retlige
konkurrenceprincipper. Gensidig indberetning eliminerer et normalt element i
konkurrencen. Usikkerhed om konkurrentens fremtidige adfærd er et væsentligt
element i konkurrencen, jf. Kommissionens beslutning af 17. februar 1992 (EFT
1992 L 68/19) i sagen »U.K. Agricultural Traktor Registration
Exchange«, 22. Beretning om konkurrencepolitik, punkt 569 g) sammenholdt
med 7. Beretning samt Kommissionens beslutning i IFTRA-sagen (EFT 1975 L
228/3).
En sådan kunstigt skabt partiel transparens vil således eliminere
konkurrencen såvel i forhold til andre danske markedsdeltagere som i forhold
til udenlandske udbydere.
De modrettede hensyn bag henholdsvis konkurrencelovens § 7 sammenlignet
med § 10, stk. 1 og 2, på den ene side og § 10, stk. 3, på den anden side er
uforenelig med opfattelsen af et stadigt mere integreret fælles marked,
ligesom oplysning om rabatinterval ved større ordrer er i modstrid med de
hensyn, åbningen af licitationsmarkedet tilsigter.
4. Konkurrencerådets argumentation.
Rådet har anført, at formålet med at pålægge klageren og A/S Phønix
Contractors indberetningspligt for tagpap er at øge gennemsigtigheden på
markedet, idet konkurrencen ikke kan anses for at være tilstrækkelig virksom,
jf. konkurrencelovens § 7, nr. 1. Dette er noget ganske andet end det af
klageren anførte om, at der ikke er en effektiv konkurrence. Rådet har lagt
vægt på, at de to selskaber tilsammen udøver en dominerende indflydelse på
det danske marked for tagpap, samt at priskonkurrencen mellem de to selskaber
traditionelt har været neutraliseret. Den reelle konkurrence finder sted ved,
at selskaberne yder fortrolige rabatter og bonus, og de rabat- og
bonusaftaler, som de to selskaber har indgået med større kunder, har
væsentlig betydning på markedet.
Rådet har i denne forbindelse oplyst, at Phønix ikke har anket pålægget om
indberetningspligt. Selskabet har på et møde i Konkurrencerådet givet udtryk
for, at man accepterer, at selskabet sammen med klageren udøver en
dominerende indflydelse på det danske marked for tagpap, og man har derfor
taget indberetningspligten til efterretning. Selskabets anmodning om
hemmeligholdelse er blevet afslået af rådet, dog således at offentliggørelsen
afventer ankenævnets afgørelse af nærværende sag.
Rådet har ikke lagt til grund, at klageren og Phønix har kollektiv
dominans. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger dominans på et givet
markedsområde, beror på en helhedsvurdering, hvori blandt andet indgår
markedsandele, antal udbydere og deres relative størrelse. På det danske
fladtagsmarked har klageren en markedsandel på ca. 40 %. Da der kun er to
store udbydere på det danske fladtagsmarked, der hver for sig er flere gange
større end nogen af de øvrige udbydere, må såvel klageren som Phønix anses
for at have en dominerende stilling på dette marked, som rådet anser for det
relevante marked.
Da der ikke konkurreres på pris, er betingelserne for indberetning i
henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, opfyldt. Der er dog ikke tale om
ulovlig markedsadfærd.
Det kan konstateres, at selskaberne gennem lang tid har fastholdt deres
store markedsandele. På kort sigt vil indberetningspligt ikke have betydning
herfor, men hvis udenlandske producenter opnår markedsdele, vil konkurrencen
øges.
Klageren er gennem opkøb blevet den største virksomhed på det europæiske
marked for tagpap. En del import stammer således fra tilknyttede
virksomheder.
Det danske marked for tagdækningsmaterialer kan ikke blot betragtes som et
samlet marked, men er opdelt i en række delmarkeder, hvor hvert
tagdækningsmateriale - tagpap, eternit, skifer, tegltagsten, betontagsten og
metaltagplader - udgør et marked for sig, fordi produkterne er forskellige.
De er derfor ikke er fuldt substituerbare, hvilket skyldes dels forskelle i
produkternes egenskaber og priser, dels at de forskellige
tagdækningsprodukter kræver forskellige tagkonstruktioner. Det billigste
produkt er eternit, og dernæst kommer tagpap. En ændring i et produkts pris
vil ikke betyde væsentlig ændring i efterspørgslen. I praksis er der, for så
vidt angår tage med hældning indtil 15 grader, kun substitutionsmulighed
mellem tagpap og tagfolier. Den relevante markedsafgrænsning er derfor det
danske fladtagsmarked på 4,2 mio. m2, hvor tagpap udgør en markedsandel på
ca. 90 %, og hvor plastfoliers markedsandel udgør ca. 10 %.
Priskonkurrencen er neutraliseret på den måde, at klageren som den største
virksomhed er prisførende. Der konkurreres ikke åbent på priser, men på
rabatter og bonus. I og med at disse er fortrolige, sker der en
diskriminering af de kunder, der ikke opnår de særlige prisnedslag. De større
kunder, der opnår rabat- og bonusydelser, vil have en større
efterspørgselselasticitet end gruppen af de øvrige kunder. De må antages at
være mere professionelle i deres indkøb og har bedre mulighed for at forsyne
sig gennem egen import. Prisdiskriminering fremgår allerede af det forhold,
at satserne for rabat- og bonusydelserne holdes hemmelige, hvilket der ikke
var grund til, hvis de var baseret på objektive og rimelige kriterier.
Rådets pålæg om indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7,
nr. 1, er forenelig med de hensyn, der varetages af EF-Kommissionen med
henblik på etablering af en effektiv konkurrence inden for det indre marked.
Det fremgår af konkurrencelovens § 1, at lovens formål er at fremme
konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af
varer ved størst mulig gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold. I
forbindelse med den stigende internationalisering tilsigtes herved en
konkurrence- og effektivitetsbetinget udvikling af erhvervsstrukturen.
Da konkurrencen på det danske tagpapmarked ikke er tilstrækkelig virksom,
er klageren blevet pålagt indberetningspligt med det formål at øge
gennemsigtigheden på det danske marked og dermed fremme konkurrencen.
Etableringen af en virksom konkurrence på det danske marked for tagpap er en
forudsætning for realisering af det indre marked for tagpap. Rådets pålæg om
indberetningspligt er derfor i fuld overensstemmelse med EF-Kommissionens
bestræbelser på at etablere EF's indre marked.
Selve pålægget om indberetningspligt har ikke direkte noget med
hemmeligholdelse over for udenlandske konkurrenter at gøre. Hvis
indberetningspligt fastslåes, vil rådet efter anmodning kunne bestemme, at
nogle oplysninger skal være hemmelige. Også udenlandske betydende aktører på
det danske marked vil i givet fald kunne pålægges indberetningspligt. Sådanne
udenlandske aktører eksisterer blot ikke på det her omhandlede marked.
5. Ankenævnets bemærkninger.
Efter de forliggende oplysninger finder ankenævnet, at markedet for
tagdækningsmateriale til flade tage, d.v.s. tage med en hældning på indtil 15
grader, i alt væsentligt må anses for det delmarked, der er afgørende for
vurderingen af konkurrenceforholdene efter konkurrencelovens § 7. Herefter og
i øvrigt af de grunde, der er anført i Konkurrencerådets afgørelse, tiltræder
ankenævnet, at betingelserne for at pålægge klageren indberetningspligt i
henhold til § 7, nr. 1, som sket er opfyldt. Det bemærkes herved, at
ankenævnet efter konkurrencelovens § 18, stk. 1 - som ændret ved lov nr. 280
af 29. april 1992 - ikke er tillagt kompetence til at træffe afgørelse om de
i lovens § 10, stk. 3, nævnte skadelige virkninger.
Ankenævnet stadfæster derfor rådets afgørelse.
Officielle noter
(* 1) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1992-4, s. 290
(* 2) Konkurrencerådet:
Dokumentation 1993-3, s. 315-321
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Offentliggørelse af oplysninger (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningsordning for olieprodukter (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Konkurrencerådet kan ikke udlevere oplysninger om prisberegning på sukkerroer. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Klage over Konkurrencerådets sagsbehandling afvist. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Luftfartsaftale anmeldelsespligtig (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Afvisning af klage over Konkurrencerådets beslutning om ikke at foretage undersøgelse (* 1). Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Indberetningsordning for olieprodukter (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7 forlænget (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Indberetningspligt i henhold til konkurrencelovens § 7, nr. 1, stadfæstet (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsstandsning - substitutionsmuligheder (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Fortsat indberetningspligt efter konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Konkurrencerådet kan ikke udlevere oplysninger om prisberegning på sukkerroer. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997