Spring til indhold

Retsinformation

Fortsat indberetningspligt efter konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1)

KEN nr 60543 af 04/11/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fortsat indberetningspligt efter

konkurrencelovens § 7, nr. 1. (* 1)

År 1993, 4. november 1993, afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr.

92-39.053 Louis Poulsen & Co. A/S ctr. Konkurrencerådet sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelse af 1. juli 1992 har Louis Poulsen & Co. A/S klaget

over en af Konkurrencerådet den 17. juni 1992 meddelt beslutning om

forlængelse af selskabets indberetningspligt i medfør af konkurrencelovens §

7, nr. 1.

Klageren har påstået afgørelsen ophævet.

Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.

Sagen har været mundtligt forhandlet.

2. Konkurrencerådets skrivelse af 1. juli 1992 er sålydende:

»Konkurrencerådet har på sit møde dags dato besluttet at forlænge

Louis Poulsens & Co's indberetningspligt i medfør af konkurrencelovens §

7, nr. 1.

Den nye indberetningsperiode løber over 2 år, gældende fra 1. juli 1992.

Indberetningspligten vedrører som hidtil oplysninger om priser, rabatter,

bonus, forretningsbetingelser og finansielle og organisatoriske forbindelser

og omfatter Louis Poulsens sortiment af el-installationsmateriel,

belysningsartikler, svagstrømsmateriel, oa., svarende til de varegrupper der

er omfattet af de nye FAFGE-aftaler om rabatter, kalkulationer m.v.

Formålet med at forlænge indberetningsordningen er først og fremmest at

skabe åbenhed om virksomhedens priser, rabatforhold og samhandelsbetingelser

og dermed sikre gennemsigtighed på et marked, hvor konkurrencen ikke er

tilstrækkelig virksom. Samtidig vil de indberettede oplysninger give

Konkurrencerådet mulighed for løbende at følge udviklingen på markedet.

...«.

3. I rådets notat af 27. maj 1992 hedder det uddybende bl.a.:

»NKT-koncernens overtagelse af LK A/S har forstærket koncentrationen

Læs alt

på udbudssiden på markedet for el-installationsmateriel. Grossistleddet

domineres af et duopol bestående af Louis Poulsen og Nordisk Solar, med en

samlet markedsandel på 93%.

Markedsforholdene er præget af den administrerede prisfastsættelse, via

aftaler mellem LK (og NKT) og grossisterne og indbyrdes mellem grossisterne,

som har sat konkurrencen på priser og rabatter ud af kraft.

I indberetningsperioden er flere af disse aftaler ændret: den nye

hovedaftale mellem NKT, LK og Solar indebærer en endnu tættere binding mellem

aftaleparterne, end det var tilfældet med den tidligere aftale, og FAFGE's

nye rabatsystem omfatter også visse typer belysningsmateriel,

svagstrømsmateriel, m.v.

Da konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom i branchen, findes der

grundlag for fortsat at følge udviklingen på markedet og derfor forlænge

indberetningsordningerne for LK A/S, Louis Poulsen & Co., A/S og Nordisk

Solar Compagni for så vidt angår el-installationsmateriel og de typer af

belysnings- og svagstrømsmateriel m.v., der indgår i de nye aftalesystemer.

Formålet med at forlænge indberetningsordningen er at øge

gennemsigtigheden på et marked, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig

virksom, idet de indberettede oplysninger vil være offentligt tilgængelige.

Endvidere giver de indberettede oplysninger Konkurrencerådet mulighed for

løbende at følge udviklingen på markedet og dermed at danne grundlag for

rådets overvejelser om, hvorvidt der skal tages foranstaltninger i anvendelse

over for de skadelige virkninger af begrænsninger i konkurrencen, der måtte

følge af de 3 virksomheders dominerende stilling på markedet for

el-installationsmateriel m.v.«

Klagerens argumentation

Klageren har anført, at betingelserne i konkurrencelovens § 7, nr. 1, ikke

foreligger opfyldt. Der er derfor ikke noget retligt grundlag for at forlænge

indberetningspligten.

Klageren blev i 1990 pålagt indberetningspligt, men indbragte ikke denne

afgørelse for ankenævnet. Man gik ud fra, at forpligtelsen under alle

omstændigheder ville ophøre efter to års forløb. Den manglende klage kan

selvsagt ikke tages til indtægt for det synspunkt, at klageren i al evighed

skal kunne pålægges en fortsat indberetningspligt uden et holdbart juridisk

grundlag.

Indtil 1. januar 1993 anvendtes fælles priskalkulation, der var udarbejdet

af brancheorganisationen FAFGE. Anmeldelse til Konkurrencerådet af disse

priser gav fuld gennemsigtighed for så vidt angår priser. Dette betyder, at

på det tidspunkt, hvor rådets afgørelse blev truffet, kunne manglende

gennemsigtighed ikke påberåbes som et selvstændigt argument for forlængelse

af indberetningspligten.

Klageren har indhentet en redegørelse omkring konkurrenceforholdene fra

professor ekon.dr. Erik Johnsen. Det fremgår af denne redegørelse, at

konkurrencen mellem elgrossisterne er endog særdeles virksom.

Konkurrencerådet derimod har ikke foretaget en egentlig undersøgelse af

konkurrencesituationen, men har blot fastslået som en kendsgerning, at

konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom.

Den omstændighed, at klageren og Nordisk Solar Compagni tilsammen har en

markedsandel på ca. 93% af omsætningen i el-branchens grossistled, i det

indbyrdes forhold hver med ca. halvdelen heraf, er ikke i sig selv udtryk for

manglende konkurrence. Noget sådant kunne være tilfældet, hvis der var tale

om en altdominerende udbyder. Selskabernes størrelse er udtryk for, at begge

virksomheder fungerer med maximal effektivitet under konkurrencen. Og

effektiviteten i branchen højnes netop gennem modspillet mellem de to

udbydere indbyrdes og mellem disse og de mange mindre udbydere.

Der findes i øvrigt en række leverandører, som hverken er tilknyttet

FAFGE's grossistsektion eller FAFGE i øvrigt. Dette forhold har rådet ikke

taget hensyn til.

Konkurrencerådet opfatter alene »konkurrence« som

priskonkurrence. En sådan betragtningsmåde er helt misvisende, idet den

reelle konkurrence er meget mere differentieret. Der konkurreres f.eks.

navnlig også på service.

Fem grossister har indgået aftaler med de store producenter i branchen,

NKT og LK. Klageren har indgået en aftale med såvel NKT som LK, men disse

aftaler omfatter alene klageren og henholdsvis NKT og LK. De øvrige

grossister deltager ikke i disse to aftaler, men har indgået egne aftaler.

Aftalerne mellem klageren og henholdsvis NKT og LK er således helt

sædvanlige samhandelsaftaler mellem to parter: producent og aftager

(grossist). Sådanne vertikale aftaler, som alene regulerer samhandlen mellem

to virksomheder, er ikke konkurrecebegrænsende.

At klageren og Nordisk Solar har opbygget et stort set identisk

servicekoncept med et landsdækkende net af filialer, der for det meste er

beliggende i de samme byer/lokalområder, er et klart udtryk for, at der

foreligger en overordentlig virksom konkurrence. Det modsatte havde betydet,

at man havde delt markedet mellem sig.

Enhver el-installatør har mulighed for at skaffe sig materiel uden om

fuldsortimentgrossisterne. At en stor del af el-installatørerne vælger at

lægge deres køb hos fuldsortimentgrossisterne er derfor ikke noget, som

bliver dem »påtvunget«, men er udtryk for de pågældende

installatørers eget valg. De foretrækker den samlede ydelse, som kun

fuldsortimentgrossisterne kan præstere.

På markedet har der været en udbyder, der solgte el-materiel til lavere

priser. Virksomheden forsøgte sig med selvbetjeningsbutikker, men uden

succes.

I rådets begrundelse for at meddele indberetningspligt nævnes samtlige

forhold i konkurrencelovens § 7, nr. 1, men det væsentligste er formentlig

gennemsigtighed.

På det tidspunkt, hvor indberetningspligten blev forlænget, var der fuld

gennemsigtighed, idet aftaler om priser og rabatter var anmeldt. Når rådet

senere henviser til, at aftalen om fælles priskalkulation efterfølgende er

ophævet, er det interessant i den forstand, at det anvendes for at

understøtte rådets oprindelige argumenter, der således må have været svage.

Konkurrencerådet har ikke sandsynliggjort, endsige påvist, at lovens

betingelser for forlængelse af indberetningspligten er opfyldt, men har alene

fremført en række postulater uden reelt indhold eller begrundelse.

Rådet har i sin argumentation taget udgangspunkt i det, som skulle

påvises, og begrunder således afgørelsen med uden videre at fastslå, at

lovens grundlæggende betingelse er opfyldt: men der savnes fortsat en

påvisning af, at betingelserne i konkurrencelovens § 7, nr. 1, er opfyldt. En

sådan argumentation bør ikke danne grundlag for en afgørelse. Den

understreger derimod manglen på reelle kendsgerninger.

4. Konkurrencerådets argumentation

Rådet har anført, at indsamlede konkrete oplysninger har dannet grundlag

for, at rådet har fundet, at konkurrencen i el-branchen ikke er tilstrækkelig

virksom. Oplysningerne viser, at klageren har en markedsandel på 45%, og den

anden store el-grossist, Nordisk Solar Compagni, har en markedsandel på 48%.

Denne dominans er underbygget gennem en række aftaler om fælles priser,

rabatter m.v., dels mellem grossisterne indbyrdes via branchens organisation,

dels mellem grossisterne og de 2 store el-materielproducenter, NKT og LK.

Endvidere er priskonkurrencen mellem grossisterne neutraliseret, idet

aftalerne om priser og rabatter følges 100% af grossisterne.

De 4 mest betydende aktører på markedet - som foruden klageren er Nordisk

Solar Compagni, LK og NKT - er blevet pålagt indberetningspligt i henhold til

§ 7, nr. 1. Kun klageren har imidlertid fundet anledning til at påklage den

trufne afgørelse.

Formålet med indberetningsordningerne for de 4 dominerende virksomheder er

at øge gennemsigtigheden på markedet. Følgelig vil de indberettede

oplysninger være offentligt tilgængelige. Indberetningerne giver endvidere

rådet mulighed for løbende at følge udviklingen på markedet og vil dermed

kunne danne grundlag for rådets indgreb over for branchens fælles aftaler om

priser m.v.

Brancheorganisationen FAFGE har oplyst, at man pr. 1. januar 1993 vil

ophøre med at udsende fælles vejledende grossistpriser. Dette forhold

understreger yderligere betydningen af fortsat løbende at følge udviklingen i

priser m.v. med henblik på at sikre, at branchen ikke fortsat følger fælles

priser, herefter blot i form af et uformelt prissamarbejde.

Det er endvidere tankevækkende, at klageren først ved forlængelsen af

indberetningspligten har fundet anledning til at indbringe

indberetningspligten for ankenævnet.

Rådet kunne i medfør af konkurrencelovens § 7 have pålagt

indberetningspligt blot for at følge konkurrenceforholdene på markedet.

Herfor kræves ikke, at konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom. Når

formålet imidlertid som i denne sag har været at skabe åbenhed, følger der af

§ 10, stk. 1, nr. 2, at betingelsen, at konkurrencen ikke er tilstrækkelig

virksom, skal være opfyldt.

Kendskab til prislister og rabatskalaer er kun ensbetydende med

gennemsigtighed i prisdannelsen, såfremt disse oplysninger suppleres med

oplysninger om de konkret ydede rabatter. Indberetningsordningen for klageren

omfatter derfor også de faktisk ydede rabatter til installatørerne.

El-branchens grossistled er karakteriseret ved, at der findes de nævnte to

store dominerende grossister, klageren og Nordisk Solar Compagni, som har

etableret et magtfuldt duopol. Sammen med en række mindre grossister har de

søgt at eliminere priskonkurrencen mellem grossisterne ved at indgå aftaler

om fælles priser, rabatter og samhandelsforhold i øvrigt.

Når alene grossister, der er tilsluttet FAFGE's grossistsektion, er

inddraget, skyldes det, at FAFGE's grossistsektion omfatter samtlige

fuldsortimentgrossister, der leverer til el-installatørleddet.

Konkurrence på priser og rabatter mellem virksomhederne i en branche må

anses for en vigtig indikator for, om der findes aktiv konkurrence på

markedet. Konkurrence fortrinsvis på serviceydelser vil derimod typisk være

karakteriseret ved, at virkninger og gennemslagskraft ikke vil være så

direkte som konkurrencen på priserne.

Gennem fælles aftaler er konkurrencen på priser, rabatter m.v. søgt

elimineret. Der konkurreres i stedet for på servicesiden ved at yde

installatørkunderne en udstrakt, men samtidig omkostningsfordyrende service.

Installatørerne kan ikke få leveret alt det el-materiel, de har brug for,

uden om fuldsortimentgrossisterne. De øvrige salgskanaler er af begrænset

betydning. Det drejer sig om importører og nichegrossister, der forhandler et

snævert sortiment af el-materiel, samt enkelte producenter, der sælger

direkte til de større installatører. Formelt kan det hævdes, at den enkelte

lille installatør kan handle hos hver af de over 100 danske leverandører af

el-materiel. Dette vil imidlertid reelt være udelukket, idet de enkelte meget

små indkøb hos hver potentiel leverandør kun vil kunne ske til priser, der

ikke er konkurrencedygtige. Installatørerne har ikke ressourcer til at

administrere en sådan indkøbspolitik. Heller ikke indkøb hos nichegrossister

er noget indkøbsalternativ. Disse forhandler kun et snævert sortiment inden

for de 25.000 varenumre, som installatørerne vil have behov for.

Såfremt der havde været virksom konkurrence i el-branchen, havde dette

resulteret i, at nye udbydere var kommet ind på markedet og udbudt

el-materiel til lavere priser, men også med en mindre grad af service. Dette

ville også tvinge fuldsortimentgrossisterne til at differentiere ydelserne

over for installatørerne, således at priserne afspejlede de reelle

omkostninger ved den ydede service.

5. Ankenævnets bemærkninger

Hvor Konkurrencerådet har forlangt indberetning med den begrundelse, at

formålet hermed først og fremmest er at skabe åbenhed om virksomhedens

priser, rabatforhold og samhandelsbetingelser - jf. herved konkurrencelovens

§ 7 sammenholdt med § 10, stk. 1, nr. 2 - samtidig med at dette tillige sker

for løbende at gøre det muligt at følge markedsudviklingen, er betingelserne

i lovens § 7, nr. 1, opfyldt, når sagens faktiske oplysninger viser, at der

på grund af forholdene på det berørte marked ikke foreligger en tilstrækkelig

virksom konkurrence.

Som anført af rådet domineres grossistleddet for el-installationsmateriel

m.v. af et faktisk duopol med klageren som den ene grossist. Mellem

grossisterne var der, da rådet traf sin afgørelse, indgået aftaler om fælles

priser og rabatter m.v., og lignende aftaler er indgået med de store

el-materielproducenter.

På denne baggrund finder ankenævnet, at betingelserne for at pålægge

klageren fortsat indberetningspligt som sket er til stede, og nævnet

stadfæster derfor rådets afgørelse.

Konkurrencerådets afgørelse af 17. juni 1992 stadfæstes.

Officielle noter

(* 1) Konkurrencerådet:

Dokumentation 1993-3, s. 322-328

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter