Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved
instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke
genoprettes efter patentlovens § 72.
År 1989, den 20. december afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans
Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)
følgende
k e n d e l s e
i sagen j.nr. P 16/88: Klage fra
Technicon Instruments Corporation,
USA,
v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse af 16. juni 1988 af patentansøgning nr.
0800/80.
Den 25. februar 1980 indleverede klageren en ansøgning om patent på et
»infrarødt analyseapparat«.
Det fremgår af sagen, at Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S den
15. februar 1985 erindrede patentagenterne Reichel & Reichel som
repræsentanter for ansøgeren om, at 1.-6. årsafgift var forfalden til
betaling. Den 22. februar 1985 meddelte Reichel & Reichel, at ansøgeren
selv ville varetage betalingen af årsafgiften og forestå overvågningen heraf.
Man ville dog fortsat gerne modtage adviseringsskrivelser om betaling af
årsafgifter.
I overensstemmelse hermed underrettede Hofman-Bang & Boutard A/S ved
skrivelse af 12. juli 1985 Reichel & Reichel om, at direktoratet havde
meddelt, at 1.-6. årsafgift ikke var betalt, men kunne betales med bøde inden
31. august 1985. Reichel & Reichel underrettede den 16. juli 1985
ansøgeren herom, men det fremgår af en påtegning på en fornyet rykker af 13.
august 1985 fra Hofman-Bang & Boutard A/S, at man ikke har fået svar,
heller ikke på en telex til ansøgeren af 14. august 1985. Påtegningen
Læs alt
slutter: »Ansøgningen skal falde.«
Herefter afregnede Hofman-Bang & Boutard A/S den 12. september 1985
sagen overfor Reichel & Reichel.
Advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, havde imidlertid på ansøgerens
foranledning i april 1985 - Reichel & Reichel og Hofman-Bang &
Boutard uafvidende - betalt de akkumulerede årsafgifter.
I skrivelse af 11. december 1985 til Hofman-Bang & Boutard A/S
modholdt Patentdirektoratet norsk fremlæggelsesskrift nr. 145.035 og udtalte,
at ansøgningen ikke skønnedes at omhandle en patenterbar opfindelse.
Ansøgeren fik frist til besvarelse til 11. juni 1986.
Ved skrivelse af 25. juni 1986 til Patentbureau Hofman-Bang & Boutard
A/S meddelte direktoratet, at ansøgningen var blevet henlagt i medfør af §
15, stk. 2 i patentloven, men at ansøgningen ville kunne genoptages, såfremt
ansøgeren besvarede direktoratets skrivelse af 11. december 1985 og betalte
den fastsatte afgift for genoptagelsen inden den 11. oktober 1986, jfr.
patentlovens § 15, stk. 3.
Der blev ikke svaret på denne skrivelse, og ansøgningen blev bekendtgjort
som endelig henlagt den 24. november 1986.
Den 19. januar 1987 betalte advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, 8.
årsafgift, der den 13. februar 1987 blev returneret af direktoratet med
angivelse af, at ansøgningen var henlagt den 11. oktober 1986.
Under henvisning til § 72 i patentloven anmodede Patentbureau Hofman-Bang
& Boutard A/S for ansøgeren ved skrivelse af 31. august 1987 om
genoprettelse af de tabte rettigheder.
Dette var foranlediget af en skrivelse af 24. august 1987 fra Reichel
& Reichel, bl.a. bilagt et kvitteringsbilag fra direktoratet, hvoraf
fremgik, at 1.-6. årsafgift var betalt af Ladas & Parry den 17. april
1985 og 8. årsafgift den 10. februar 1986.
I skrivelse af 11. december 1987 anførte ansøgeren bl.a:
»Som bebudet i vort andragende af 31. august 1987 om genoprettelse af
rettighederne i ovennævnte patentansøgning skal vi i fortsættelse heraf
redegøre for det uforudseelige sammenfald af omstændigheder, der førte til
den situation, at ansøgningen ikke blev genoptaget den 11. oktober 1986, idet
vi undlod at besvare direktoratets betænkning af 11. december 1985.
Da dette hænger sammen med årsafgiftsbetaligerne, skal vi nærmere redegøre
for handlingsforløbet fra det tidspunkt, vi adviserede vor tyske ordregiver,
Patentanwalte Reichel & Reichel, Frankfurt, som det amerikanske
ansøgerfirma også havde betroet indleveringen af patentansøgningen i Danmark,
idet ansøgeren på dette tidspunkt dels ikke havde kontakt til danske
patentbureauer og dels ønskede, at sagsbehandlingen i de to lande blev
koordineret.
Den 20. december 1984 adviserede vi via vort EDB-system (jfr. Bilag 1) vor
tyske ordregiver om årsafgiftsbetalingen med frist 28. februar 1985. Den 22.
februar 1985 modtog vi pr. telex (Bilag 3) meddelelse om, at ansøgeren - i
lighed med talrige andre udenlandske ansøgere - selv ville forestå betalingen
og overtage fristovervågningen, men at vi fortsat skulle sende direktoratets
adviseringsskrivelser vedr. betaling med tillæg til vor tyske ordregiver.
Oplysning herom blev indkodet i årstaktsregistret i vort EDB-system og
bekræftet over for ordregiveren (Bilag 4). Vi bemærker, at denne generelle
instruks ville sikre,at sager, der ikke i vort EDB-system er registreret som
faldne, eller hvor vi ikke har modtaget konkret faldeordre, og hvor der sker
en fejl i årsafgiftbetalingen, ville blive fanget ved efterkontrollen af
direktoratets lister.
Den 22. marts 1985 modtog vi fra Patentdirektoratet den som Bilag 5 i
uddrag vedlagte betalingsliste, hvoraf det fremgik, at 1.-6. årsafgift endnu
ikke var blevet betalt, men kunne betales med bøde inden 31. august 1985. Den
11. juli 1985 ringede lederen af vor årstakstafdeling, Jenna Wittrup,
direktoratet op og forespurgte, om der i mellemtiden var betalt årsafgift for
de på vedlagte liste (Bilag 6) anførte ansøgninger. Direktoratet oplyste, at
de første 5 sager (inkl. den omhandlede) ikke var betalt, hvorfor vi den
følgende dag i henhold til vor tyske ordregivers instruks sendte den som
Bilag 7 vedlagte adviseringsskrivelse, som vor ordregiver vidererapporterede
i brev af 16. juli 1985 (Bilag 8). Uden svar herpå sendte vi en yderligere
reminder af 13. august (Bilag 9), som vor ordregiver omgående videregav pr.
telex 14. august 1985 (Bilag 10). Stadig uden svar fra ordregiveren ringede
Jenna Wittrup påny direktoratet op dagen før fristudløb og fik oplyst, at
afgiften stadig ikke var betalt, hvorefter vor mangeårige medarbejder, Line
Lunn ringede til vor tyske ordregiver.
Vi skal her indskyde at manglende betalingsinstruktioner jo i mange år har
været et problem ved udstedte patenter.
Det er derfor en indarbejdet praksis hos HB&B's årstakstafdeling altid
at tage telefonkontakt med direktoratet inden bødefristens udløb, forinden
der eventuelt tages sidste øjebliks telefon- eller anden kontakt med vor
ordregiver, hvis de ordinære adviseringer ikke har givet svar, netop fordi
patenthaveren kunne have betalt selv.
Vi har ikke kunnet spore notater om Jenna Wittrup's anden samtale med
direktoratet, men Line Lunn har noteret, jfr. håndskrevet notat på Bilag 9,
at hun har ringet den tyske ordregiver op og fået oplyst, at han - som det
også fremgår af Bilag 8 og 10 har rykket ansøgeren flere gange uden svar,
hvorfor han må gå ud fra, at ansøgningen skal falde ved ikke-betaling af
årsafgiften.
Dette fulgtes op med telex af 9. september 1985 (Bilag 11), hvorefter vi
afsluttede sagen (Bilag 12) den 13. september 1985 over for vor ordregiver.
Da vi derefter modtog direktoratets betænkning af 11.december 1985 var vi
- ikke mindst på baggrund af direktoratets telefoniske meddelelser om
manglende betaling - fremdeles af den opfattelse, at ansøgningen var
bortfaldet. Vi havde allerede før den 11. december 1985 modtaget betænkninger
i andre sager, hvor vi positivt vidste, at der ikke rettidigt var betalt
årsafgift, fordi vi havde fået explicit faldeordre fra ordregiveren, og vi
har senere modtaget og modtager fremdeles betænkninger i sådanne sager.
Vi går ud fra, at direktoratet er bekendt med dette forhold, men kan
eksempelvis henvise til ans. nr. 1853/82, 2884/78, 5482/80, 4798/81 og
4799/81. Flere eksempler vil kunne findes.
Både direktoratet og patentbureauerne havde en meget betydelig
arbejdsbyrde i forbindelse med indførelsen af årsafgiftsbetalingen for
løbende ansøgninger, og det var tidligere blevet tilkendegivet over for
patentbureauerne, at et stort antal betænkninger var udarbejdet af de
tekniske sagsbehandlere, men at ekspeditionen var forsinket på grund af
begrænset skrivekraft. En sådan overgangsperiode må nødvendigvis indebære
fejlekspeditioner, og da vi som nævnt telefonisk to gange havde forvisset os
om den udeblevne afgiftsbetaling, fandt vi ikke anledning til at fordybe os
yderligere i spørgsmålet eller påføre ansøgeren udgifter i forbindelse med
rapport af en betænkning i en sag, vi måtte anse for faldet. Betænkningen
blev derfor blot arkiveret i sagen, hvilket også skete for den senere
henlæggelsesskrivelse af 25. juni 1986.
Den 24. august 1987 får vi via telefax (Bilag 13) fra vor tyske ordregiver
meddelelse om, at det amerikanske firma Ladas & Parry, som havde betalt
både de akkumulerede årsafgifter i april 1985 og 7. årsafgift i 1986
(kvitteringer var vedlagt) fra direktoratet havde fået tilbagesendt
betalingen af den 8. årsafgift med den begrundelse, at ansøgningen var
henlagt 11. oktober 1986. Vor tyske ordregiver havde fra Ladas & Parry
modtaget kopi af kvitteringerne og bad os undersøge sagen inden
»bødefristen« (ultimo august) for betaling af 8. årsafgift.
Efter at have skaffet sagen fra vort arkiv, ringede undertegnede hr.
Reichel op den 25. august 1987 og orienterede ham om den ikke-rapporterede
betænkning, samt om genindsættelsesmulighederne i henhold til § 72. Efter
yderligere diskussioner med hr. Reichel og Ladas & Parry blev andragende
om genoprettelse indgivet den 31. august 1987, der var »fristen«
for betaling af 8. årsafgift med tillægsafgift.
Under vor kortlægning af handlingsforløbet er følgende forhold blevet
afdækket:
Ladas & Parry havde i henhold til ansøgerens instruktioner foretaget
betaling af 1.-6. årsafgift med tillæg allerede i april 1985 og bekræftet
dette over for ansøgeren (Bilag 14). På denne baggrund fandt ansøgeren ikke
anledning til at reagere på vor tyske ordregivers reminderskrivelser i juli
og august 1985, da han jo vidste, at afgiften var betalt og derfor blot måtte
tro, at der forelå en misforståelse fra vor tyske ordregivers side, også
fordi ansøgeren udtrykkeligt havde orienteret vor tyske ordregiver - og
dermed indirekte os - om, at betalingen ville foregå ad andre kanaler.
Ansøgeren havde valgt et velrenommeret amerikansk patentbureau med årelang
erfaring i afgiftsbetaling og havde ingen grund til at tro, at noget skulle
være gået galt, da han havde modtaget bekræftelse på, at betalingen var
iværksat. Det er særdeles almindeligt, at ansøgere ønsker at koncentrere sig
om den tekniske side af patentarbejdet og lægger afgiftsadministrationen ud
til firmaer med særlig ekspertise på dette punkt.
Ansøgeren modtog da også primo 1986 meddelelse om, at 7. årsafgift var
betalt og gav senere efter advisering fra Ladas & Parry ordre til betalig
af 8. årsafgift. Ansøgeren må således anses for at have udvist fornøden omhu
ved tilrettelæggelsen af selve forvaltningen af afgiftsbetqalimgen.
Imidlertid blev 8. årsafgift som nævnt afvist af direktoratet med
skrivelse af 13. februar 1987. Vedr. denne skrivelses skæbne skal vi henvise
til den som Bilag 15 vedlagte redegørelse af 29. september 1987 fra John
Richards, Ladas & Parry, hvoraf det fremgår, at Ladas & Parry, der
først modtog skrivelsen efter fristudløbet for betalingen af 8. årsafgift, og
som af forståelige grunde var uvidende om den ikke-rapporterede betænkning,
ikke fandt anledning til at ændre de indarbejdede årsafgiftsrutiner i
relation til den velkendte 6 måneders frist for betaling med tillægsafgift.
Det skal erindres, at Ladas & Parry ikke var ansvarlig for selve
sagsbehandlingen af ansøgningen - i hvilket tilfælde Ladas & Parry's
»overseas controller« givetvis ville have forelagt skrivelsen for
den ansvarlige sagsbehandler - men alene for afgiftbetalingen, hvorfor
skrivelsen blev sendt til årsafgiftsafdelingen. Selv om skrivelsen fra
direktoratet havde givet anledning til nærmere overvejelser hos Ladas &
Parry, ville konklusionen formentlig have været, at ansøgeren, der selv
varetog sagbehandlingen, havde besluttet sig til at undlade at besvare en
betænkning.
Da heller ikke ansøgeren kendte noget til betænkningen og dermed
genoptagelsesfristen og iøvrigt havde afgivet betalingsordre, havde han
heller ikke haft grund til at instruere Ladas & Parry om, at der var
forhold, som krævede særlig opmærksomhed.
Ladas & Parry har oplyst, at deres procedurer, i tilfælde hvor en
patentmyndighed returnerer en afgiftsbetaling, er at sikre, at de nærmere
omstændigheder undersøges i god tid inden fristen for betaling med bøde i det
pågældende land (normalt 6 måneder). Først undersøger en kontorist, om der er
indlysende årsager til returneringen, såsom dobbeltbetaling. Hvis sagen
imidlertid er usædvanlig, forelægges den for en patentsagsbehandler, som
nærmere undersøger sagen. Dette skete også i det foreliggende tilfælde,
hvilket resulterede i brevet af 30. juli 1987 fra John Richards (Bilag 16).
Først ved modtagelsen af dette brev blev ansøgeren opmærksom på, at der var
noget galt. Han sendte derfor det som Bilag 17 vedlagte telex til Reichel
& Reichel og fik samme dag (Bilag 18) at vide, at sagen - efter Reichel
& Reichel's opfattelse - var bortfaldet den 31. august 1985. Dette
udløste så Ladas & Parry's skrivelse af 18. august 1987 (Bilag 19) til
Reichel & Reichel, som derpå afsendte brevet af 24.august (Bilag 13).
Sammenfattende er det på denne baggrund vor opfattelse, at den hindring, der
bevirkede fristoverskridelsen tidligst subjektivt bortfaldt over for
ansøgeren ved modtagelsen af Ladas & Parry's reminderskrivelse af 30.
juli 1987 eller måske reelt senere, da det fuldstændige sagforløb blev klart
for de involverede fuldmægtige på de forskellige stadier under det
efterfølgende opklaringsarbejde.
Det er ligeledes vor opfattelse, at ansøgeren har udvist fornøden omhu
både ved sin tilrettelæggelse af årsafgiftsforvaltningen og selve
sagsbehandlingen, idet han har afgivet klare instrukser herom til sin
amerikanske og tyske fuldmægtig, ligesom sidstnævnte på behørig måde har
instrueret HB&B med udtrykkelg anmodning om at få tilsendt skrivelser
HB&B måtte modtage, hvis afgiften ikke blev betalt, hvilket også skete.
Selve afgiftsbetalingssystemet har da også fungeret, idet de forskellige
afgiftsbeløb er både afsendt og modtaget rettidigt.'
Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 16. juni 1988 anmodningen om
genoprettelse med følgende begrundelse:
»Begrundelsen herfor er, at begæring om genoprettelse ikke er
indkommet inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede
fristoverskridelsen er bortfaldet, jfr. patentlovens § 72.
Direktoratet har dels ved skrivelse af 25. juni 1986 og dels ved skrivelse
af 13. februar 1987 via Deres fuldmægtige orienteret Dem om, at Deres
ansøgning var bortfaldet.
Ved modtagelsen af disse skrivelser, hvori der gives meddelelse om, at
ovennævnte patentansøgning var endelig henlagt må den hindring, som bevirkede
fristoverskridelsen, anses for at være bortfaldet, idet De som ansøger
identificeres med Deres fuldmægtige.
Fristen for begæring om genoprettelse er således ikke overholdt ved
indsendelse af Deres skrivelse af 31. august 1987.
Direktoratet finder endvidere, at der ikke er udvist den fornødne omhu med
hensyn til at sikre den nødvendige koordination og kommuniktion til Deres
fuldmægtige, jfr. den ubesvarede skrivelse af 16. juli 1985 og det ubesvarede
telefax af 11. august 1985 fra den tyske fuldmægtig.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 16. august 1988 indbragt for
Patentankenævnet.
Klageren har i skrivelse af 3. november 1988 nedlagt påstand om, at den
påklagede afgørelse omstødes, og at sagen sendes tilbage til direktoratet til
videre behandling.
Klageren har bl.a. anført følgende:
»Den anden af de nævnte skrivelser, nemlig Direktoratets skrivelse af
13. februar 1987, havde vi derimod intet kendskab til, idet Direktoratet
sendte skrivelsen direkte til Ladas & Parry, som ikke er, aldrig har
været og ikke kan være ansøgerens fuldmægtig under behandlingen af den danske
patentansøgning.
Heller ikke vor tyske ordregiver Reichel und Reichel fik umiddelbart
kendskab til skrivelsen.
Skrivelsen af 13. februar 1987 blev som nævnt sendt til Ladas & Parry,
hvis opgave alene bestod i at indbetale årsafgifter på ansøgerens vegne,
hvilket kan sidestilles med en bankforretning, som iøvrigt også blev
gennemført korrekt og rettidigt.
Reichel und Reichel fik først kendskab til Direktoratets skrivelse d.
24.-august 1987, se bilag 19 til vor redegørelse af 11. december 1987.
Reichel und Reichel reagerede omgående ved allerede den 27. august 1987
telefonisk at anmode os om at søge rettighederne genoprettet (bekræftet den
28. august 1987 via telefax og brev), og vi indleverede et andragende herom
den 31.august 1987.
Den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er således reelt først
bortfaldet den 27. augut 1987, da vi blev underrettet om sagens rette
sammenhæng, og vor begæring om genoprettelse af rettigheder blev indleveret
længe før udløbet af den i Patentlovens P72 nævnte frist, nemlig allerede den
31. august 1987.
Vi gør iøvrigt opmærksom på, at Direktoratets skrivelse af 13.februar 1987
indeholder en sproglig fejl, som er helt meningsforstyrrende. Det siges
således: »We would, however, point out that application No.800/80 has
been shelved October 11th, 1986«. Ordet »shelved« betyder ikke
»bortfaldet« men derimod »henlagt«. Ladas & Parry
kender betydnigen af ordet »shelved« og ved, at en henlagt ansøgnig
kan genoptages (mod gebyr). Da Ladas & Parry endvidere slet ikke var
involverede i sagsbehandlingen, men kun i årstakstbetalinger, hvor en 6
måneders frist til betaling med bøde jo gælder, var der ingen anledning for
Ladas & Parry til ar reagere hurtigere.
Hvad angår Direktoratets bemærkning om, »at der ikke er udvist den
fornødne omhu med hensyn til at sikre den nødvendige koordination og
kommunikation til Deres fuldmægtige ...«, så må vi gøre opmærksom på, at
der ikke er tale om manglende omhu fra ansøgerens side, men derimod om
manglende kendskab til de særlige regler, som er gældende i Danmark, og som
iøvrigt på mange punkter adskiller sig væsentligt fra amerikanske forhold.
Det er præcis den problematik, som Patentloven tager højde for ved at gøre
det obligatorisk for en udenlandsk ansøger at have en herboende fuldmægtig,
som kan repræsentere ham i alt vedrørende ansøgningen (jfr. Patentlovens §
12), og som forudsættes at have kendskab til dansk patentret og praksis.
Det forekommer os derfor helt uforståeligt, at Direktoratet korresponderer
direkte med et amerikansk firma, der som ovenfor nævnt ikke kan optræde som
fuldmægtig i Danmark for en ansøger. Den afgørende årsag til sagens uheldige
forløb må derfor tilskrives det forhold, at Direktoratet underrettede Ladas
& Parry i stedet for ansøgerens fuldmægtig i Danmark -eller i hvert fald
uden samtdig at underrette denne fuldmægtig - nemlig Hofman-Bang &
Boutard A/S, idet oplysningerne i brevet af 13. februar 1987 jo vedrører
forhold, som er af afgørende betydning for ansøgerens rettigheder.
Endvidere finder vi det ejendommeligt, at Direktoratet ikke allerede den
19. januar 1987, da Direktoratet modtog betaling af årsafgift, bl.a. for
ansøgning nr. 800/80, kunne forudse, at betalingen af årsafgift kunne være
udtryk for ansøgerens ønske om at opretholde ansøgningen, hvorfor i hvert
fald ansøgerens fuldmægtig (In casu HB&B) straks burde underrettes.'
Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 16. november 1989.
For klageren mødte ingeniør E. Lichtenberg, der henholdt sig til og
uddybede den skriftlige klagebegrundelse.
Vedrørende to-måneders fristen i patentlovens § 72 anførte klageren
navnlig, at spørgsmålet om genoprettelse ikke forelå den 25. juni 1986, og at
returneringen af 8. årsafgift den 13. februar 1987 skete til Ladas &
Parry uden underretning til klagerens herværende fuldmægtig. For såvidt angår
kommunikationen mellem Reichel & Reichel og klageren selv, var der for
sidstnævnte ingen grund til at reagere på rykkerskrivelser for betaling af
årsafgift, når man vidste, at Ladas & Parry havde betalt.
På ankenævnets forespørgsel har klageren bekræftet, at det er sædvanligt
at overlade betalingen af årsafgifter til internationale bureauer, der er
eksperter heri.
Ankenævnet skal udtale:
Det findes vel beklageligt, at direktoratet returnerede betalingen af 8.
årsafgift direkte til Ladas & Parry uden underretning til klagerens
herværende fuldmægtig: men den herved opståede misforståelse findes i første
række at bero på klagerens egen tilrettelæggelse af sit rapporterings- og
kommunikationssystem.
Uanset fra hvilket tidspunkt to-måneders fristen i patentlovens § 72 måtte
løbe, findes det således af afgørende betydning, at klageren ikke har
besvaret de af Reichel & Reichel fremsendte rykkere om betaling af
årsafgifter i det mindste med oplysning om, at disse er betalt af Ladas &
Parry, ligesom klageren må bære risikoen for manglende instruktion til sin
herværende fuldmægtig med den virkning, at denne ikke vidererapporterer
direktoratets betænkning af 11.december 1985.
Der findes herefter ikke at have været udvist al fornøden omhu, hvorfor
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Begæring om genoptagelse af patentansøgning afslået. Retsinformation · 24. september 1997
- Fortolkning af fristbestemmelserne i patentlovens § 31 og Patentdirektoratets forpligtelser efter patentlovens § 15. Retsinformation · 24. september 1997
- Anvendelsen af patentlovens § 72 ved fejlfortolkning af fristreglen i patentlovens § 31, stk. 3. Retsinformation · 24. september 1997
- Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da ansøgers fuldmægtig ikke havde udvist fornøden omhu. Retsinformation · 24. september 1997
- Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da ansøgers japanske repræsentant ikke havde udvist fornøden omhu. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Misforståelse mellem patentagent og ansøger med hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Bortfaldne rettigheder fra en europæisk patentansøgning genoprettet Retsinformation · 24. februar 1999
- AN 2007 00016 – DK/EP 0992512 - Genoprettelse Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. december 2007
- AN 2000 00074 - PA 1999 00636 - Genoprettelse Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. december 2001
- Fejlindtastning i forbindelse med fristovervågning af patentansøgning kunne ikke begrunde genoprettelse efter patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Spørgsmål om, hvem der er berettiget til opfindelse. Retsinformation · 24. september 1997