Spring til indhold

Retsinformation

Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72.

KEN nr 60276 af 20/12/1989Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved

instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke

genoprettes efter patentlovens § 72.

År 1989, den 20. december afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans

Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 16/88: Klage fra

Technicon Instruments Corporation,

USA,

v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 16. juni 1988 af patentansøgning nr.

0800/80.

Den 25. februar 1980 indleverede klageren en ansøgning om patent på et

»infrarødt analyseapparat«.

Det fremgår af sagen, at Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S den

15. februar 1985 erindrede patentagenterne Reichel & Reichel som

repræsentanter for ansøgeren om, at 1.-6. årsafgift var forfalden til

betaling. Den 22. februar 1985 meddelte Reichel & Reichel, at ansøgeren

selv ville varetage betalingen af årsafgiften og forestå overvågningen heraf.

Man ville dog fortsat gerne modtage adviseringsskrivelser om betaling af

årsafgifter.

I overensstemmelse hermed underrettede Hofman-Bang & Boutard A/S ved

skrivelse af 12. juli 1985 Reichel & Reichel om, at direktoratet havde

meddelt, at 1.-6. årsafgift ikke var betalt, men kunne betales med bøde inden

31. august 1985. Reichel & Reichel underrettede den 16. juli 1985

ansøgeren herom, men det fremgår af en påtegning på en fornyet rykker af 13.

august 1985 fra Hofman-Bang & Boutard A/S, at man ikke har fået svar,

heller ikke på en telex til ansøgeren af 14. august 1985. Påtegningen

Læs alt

slutter: »Ansøgningen skal falde.«

Herefter afregnede Hofman-Bang & Boutard A/S den 12. september 1985

sagen overfor Reichel & Reichel.

Advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, havde imidlertid på ansøgerens

foranledning i april 1985 - Reichel & Reichel og Hofman-Bang &

Boutard uafvidende - betalt de akkumulerede årsafgifter.

I skrivelse af 11. december 1985 til Hofman-Bang & Boutard A/S

modholdt Patentdirektoratet norsk fremlæggelsesskrift nr. 145.035 og udtalte,

at ansøgningen ikke skønnedes at omhandle en patenterbar opfindelse.

Ansøgeren fik frist til besvarelse til 11. juni 1986.

Ved skrivelse af 25. juni 1986 til Patentbureau Hofman-Bang & Boutard

A/S meddelte direktoratet, at ansøgningen var blevet henlagt i medfør af §

15, stk. 2 i patentloven, men at ansøgningen ville kunne genoptages, såfremt

ansøgeren besvarede direktoratets skrivelse af 11. december 1985 og betalte

den fastsatte afgift for genoptagelsen inden den 11. oktober 1986, jfr.

patentlovens § 15, stk. 3.

Der blev ikke svaret på denne skrivelse, og ansøgningen blev bekendtgjort

som endelig henlagt den 24. november 1986.

Den 19. januar 1987 betalte advokatfirmaet Ladas & Parry, New York, 8.

årsafgift, der den 13. februar 1987 blev returneret af direktoratet med

angivelse af, at ansøgningen var henlagt den 11. oktober 1986.

Under henvisning til § 72 i patentloven anmodede Patentbureau Hofman-Bang

& Boutard A/S for ansøgeren ved skrivelse af 31. august 1987 om

genoprettelse af de tabte rettigheder.

Dette var foranlediget af en skrivelse af 24. august 1987 fra Reichel

& Reichel, bl.a. bilagt et kvitteringsbilag fra direktoratet, hvoraf

fremgik, at 1.-6. årsafgift var betalt af Ladas & Parry den 17. april

1985 og 8. årsafgift den 10. februar 1986.

I skrivelse af 11. december 1987 anførte ansøgeren bl.a:

»Som bebudet i vort andragende af 31. august 1987 om genoprettelse af

rettighederne i ovennævnte patentansøgning skal vi i fortsættelse heraf

redegøre for det uforudseelige sammenfald af omstændigheder, der førte til

den situation, at ansøgningen ikke blev genoptaget den 11. oktober 1986, idet

vi undlod at besvare direktoratets betænkning af 11. december 1985.

Da dette hænger sammen med årsafgiftsbetaligerne, skal vi nærmere redegøre

for handlingsforløbet fra det tidspunkt, vi adviserede vor tyske ordregiver,

Patentanwalte Reichel & Reichel, Frankfurt, som det amerikanske

ansøgerfirma også havde betroet indleveringen af patentansøgningen i Danmark,

idet ansøgeren på dette tidspunkt dels ikke havde kontakt til danske

patentbureauer og dels ønskede, at sagsbehandlingen i de to lande blev

koordineret.

Den 20. december 1984 adviserede vi via vort EDB-system (jfr. Bilag 1) vor

tyske ordregiver om årsafgiftsbetalingen med frist 28. februar 1985. Den 22.

februar 1985 modtog vi pr. telex (Bilag 3) meddelelse om, at ansøgeren - i

lighed med talrige andre udenlandske ansøgere - selv ville forestå betalingen

og overtage fristovervågningen, men at vi fortsat skulle sende direktoratets

adviseringsskrivelser vedr. betaling med tillæg til vor tyske ordregiver.

Oplysning herom blev indkodet i årstaktsregistret i vort EDB-system og

bekræftet over for ordregiveren (Bilag 4). Vi bemærker, at denne generelle

instruks ville sikre,at sager, der ikke i vort EDB-system er registreret som

faldne, eller hvor vi ikke har modtaget konkret faldeordre, og hvor der sker

en fejl i årsafgiftbetalingen, ville blive fanget ved efterkontrollen af

direktoratets lister.

Den 22. marts 1985 modtog vi fra Patentdirektoratet den som Bilag 5 i

uddrag vedlagte betalingsliste, hvoraf det fremgik, at 1.-6. årsafgift endnu

ikke var blevet betalt, men kunne betales med bøde inden 31. august 1985. Den

11. juli 1985 ringede lederen af vor årstakstafdeling, Jenna Wittrup,

direktoratet op og forespurgte, om der i mellemtiden var betalt årsafgift for

de på vedlagte liste (Bilag 6) anførte ansøgninger. Direktoratet oplyste, at

de første 5 sager (inkl. den omhandlede) ikke var betalt, hvorfor vi den

følgende dag i henhold til vor tyske ordregivers instruks sendte den som

Bilag 7 vedlagte adviseringsskrivelse, som vor ordregiver vidererapporterede

i brev af 16. juli 1985 (Bilag 8). Uden svar herpå sendte vi en yderligere

reminder af 13. august (Bilag 9), som vor ordregiver omgående videregav pr.

telex 14. august 1985 (Bilag 10). Stadig uden svar fra ordregiveren ringede

Jenna Wittrup påny direktoratet op dagen før fristudløb og fik oplyst, at

afgiften stadig ikke var betalt, hvorefter vor mangeårige medarbejder, Line

Lunn ringede til vor tyske ordregiver.

Vi skal her indskyde at manglende betalingsinstruktioner jo i mange år har

været et problem ved udstedte patenter.

Det er derfor en indarbejdet praksis hos HB&B's årstakstafdeling altid

at tage telefonkontakt med direktoratet inden bødefristens udløb, forinden

der eventuelt tages sidste øjebliks telefon- eller anden kontakt med vor

ordregiver, hvis de ordinære adviseringer ikke har givet svar, netop fordi

patenthaveren kunne have betalt selv.

Vi har ikke kunnet spore notater om Jenna Wittrup's anden samtale med

direktoratet, men Line Lunn har noteret, jfr. håndskrevet notat på Bilag 9,

at hun har ringet den tyske ordregiver op og fået oplyst, at han - som det

også fremgår af Bilag 8 og 10 har rykket ansøgeren flere gange uden svar,

hvorfor han må gå ud fra, at ansøgningen skal falde ved ikke-betaling af

årsafgiften.

Dette fulgtes op med telex af 9. september 1985 (Bilag 11), hvorefter vi

afsluttede sagen (Bilag 12) den 13. september 1985 over for vor ordregiver.

Da vi derefter modtog direktoratets betænkning af 11.december 1985 var vi

- ikke mindst på baggrund af direktoratets telefoniske meddelelser om

manglende betaling - fremdeles af den opfattelse, at ansøgningen var

bortfaldet. Vi havde allerede før den 11. december 1985 modtaget betænkninger

i andre sager, hvor vi positivt vidste, at der ikke rettidigt var betalt

årsafgift, fordi vi havde fået explicit faldeordre fra ordregiveren, og vi

har senere modtaget og modtager fremdeles betænkninger i sådanne sager.

Vi går ud fra, at direktoratet er bekendt med dette forhold, men kan

eksempelvis henvise til ans. nr. 1853/82, 2884/78, 5482/80, 4798/81 og

4799/81. Flere eksempler vil kunne findes.

Både direktoratet og patentbureauerne havde en meget betydelig

arbejdsbyrde i forbindelse med indførelsen af årsafgiftsbetalingen for

løbende ansøgninger, og det var tidligere blevet tilkendegivet over for

patentbureauerne, at et stort antal betænkninger var udarbejdet af de

tekniske sagsbehandlere, men at ekspeditionen var forsinket på grund af

begrænset skrivekraft. En sådan overgangsperiode må nødvendigvis indebære

fejlekspeditioner, og da vi som nævnt telefonisk to gange havde forvisset os

om den udeblevne afgiftsbetaling, fandt vi ikke anledning til at fordybe os

yderligere i spørgsmålet eller påføre ansøgeren udgifter i forbindelse med

rapport af en betænkning i en sag, vi måtte anse for faldet. Betænkningen

blev derfor blot arkiveret i sagen, hvilket også skete for den senere

henlæggelsesskrivelse af 25. juni 1986.

Den 24. august 1987 får vi via telefax (Bilag 13) fra vor tyske ordregiver

meddelelse om, at det amerikanske firma Ladas & Parry, som havde betalt

både de akkumulerede årsafgifter i april 1985 og 7. årsafgift i 1986

(kvitteringer var vedlagt) fra direktoratet havde fået tilbagesendt

betalingen af den 8. årsafgift med den begrundelse, at ansøgningen var

henlagt 11. oktober 1986. Vor tyske ordregiver havde fra Ladas & Parry

modtaget kopi af kvitteringerne og bad os undersøge sagen inden

»bødefristen« (ultimo august) for betaling af 8. årsafgift.

Efter at have skaffet sagen fra vort arkiv, ringede undertegnede hr.

Reichel op den 25. august 1987 og orienterede ham om den ikke-rapporterede

betænkning, samt om genindsættelsesmulighederne i henhold til § 72. Efter

yderligere diskussioner med hr. Reichel og Ladas & Parry blev andragende

om genoprettelse indgivet den 31. august 1987, der var »fristen«

for betaling af 8. årsafgift med tillægsafgift.

Under vor kortlægning af handlingsforløbet er følgende forhold blevet

afdækket:

Ladas & Parry havde i henhold til ansøgerens instruktioner foretaget

betaling af 1.-6. årsafgift med tillæg allerede i april 1985 og bekræftet

dette over for ansøgeren (Bilag 14). På denne baggrund fandt ansøgeren ikke

anledning til at reagere på vor tyske ordregivers reminderskrivelser i juli

og august 1985, da han jo vidste, at afgiften var betalt og derfor blot måtte

tro, at der forelå en misforståelse fra vor tyske ordregivers side, også

fordi ansøgeren udtrykkeligt havde orienteret vor tyske ordregiver - og

dermed indirekte os - om, at betalingen ville foregå ad andre kanaler.

Ansøgeren havde valgt et velrenommeret amerikansk patentbureau med årelang

erfaring i afgiftsbetaling og havde ingen grund til at tro, at noget skulle

være gået galt, da han havde modtaget bekræftelse på, at betalingen var

iværksat. Det er særdeles almindeligt, at ansøgere ønsker at koncentrere sig

om den tekniske side af patentarbejdet og lægger afgiftsadministrationen ud

til firmaer med særlig ekspertise på dette punkt.

Ansøgeren modtog da også primo 1986 meddelelse om, at 7. årsafgift var

betalt og gav senere efter advisering fra Ladas & Parry ordre til betalig

af 8. årsafgift. Ansøgeren må således anses for at have udvist fornøden omhu

ved tilrettelæggelsen af selve forvaltningen af afgiftsbetqalimgen.

Imidlertid blev 8. årsafgift som nævnt afvist af direktoratet med

skrivelse af 13. februar 1987. Vedr. denne skrivelses skæbne skal vi henvise

til den som Bilag 15 vedlagte redegørelse af 29. september 1987 fra John

Richards, Ladas & Parry, hvoraf det fremgår, at Ladas & Parry, der

først modtog skrivelsen efter fristudløbet for betalingen af 8. årsafgift, og

som af forståelige grunde var uvidende om den ikke-rapporterede betænkning,

ikke fandt anledning til at ændre de indarbejdede årsafgiftsrutiner i

relation til den velkendte 6 måneders frist for betaling med tillægsafgift.

Det skal erindres, at Ladas & Parry ikke var ansvarlig for selve

sagsbehandlingen af ansøgningen - i hvilket tilfælde Ladas & Parry's

»overseas controller« givetvis ville have forelagt skrivelsen for

den ansvarlige sagsbehandler - men alene for afgiftbetalingen, hvorfor

skrivelsen blev sendt til årsafgiftsafdelingen. Selv om skrivelsen fra

direktoratet havde givet anledning til nærmere overvejelser hos Ladas &

Parry, ville konklusionen formentlig have været, at ansøgeren, der selv

varetog sagbehandlingen, havde besluttet sig til at undlade at besvare en

betænkning.

Da heller ikke ansøgeren kendte noget til betænkningen og dermed

genoptagelsesfristen og iøvrigt havde afgivet betalingsordre, havde han

heller ikke haft grund til at instruere Ladas & Parry om, at der var

forhold, som krævede særlig opmærksomhed.

Ladas & Parry har oplyst, at deres procedurer, i tilfælde hvor en

patentmyndighed returnerer en afgiftsbetaling, er at sikre, at de nærmere

omstændigheder undersøges i god tid inden fristen for betaling med bøde i det

pågældende land (normalt 6 måneder). Først undersøger en kontorist, om der er

indlysende årsager til returneringen, såsom dobbeltbetaling. Hvis sagen

imidlertid er usædvanlig, forelægges den for en patentsagsbehandler, som

nærmere undersøger sagen. Dette skete også i det foreliggende tilfælde,

hvilket resulterede i brevet af 30. juli 1987 fra John Richards (Bilag 16).

Først ved modtagelsen af dette brev blev ansøgeren opmærksom på, at der var

noget galt. Han sendte derfor det som Bilag 17 vedlagte telex til Reichel

& Reichel og fik samme dag (Bilag 18) at vide, at sagen - efter Reichel

& Reichel's opfattelse - var bortfaldet den 31. august 1985. Dette

udløste så Ladas & Parry's skrivelse af 18. august 1987 (Bilag 19) til

Reichel & Reichel, som derpå afsendte brevet af 24.august (Bilag 13).

Sammenfattende er det på denne baggrund vor opfattelse, at den hindring, der

bevirkede fristoverskridelsen tidligst subjektivt bortfaldt over for

ansøgeren ved modtagelsen af Ladas & Parry's reminderskrivelse af 30.

juli 1987 eller måske reelt senere, da det fuldstændige sagforløb blev klart

for de involverede fuldmægtige på de forskellige stadier under det

efterfølgende opklaringsarbejde.

Det er ligeledes vor opfattelse, at ansøgeren har udvist fornøden omhu

både ved sin tilrettelæggelse af årsafgiftsforvaltningen og selve

sagsbehandlingen, idet han har afgivet klare instrukser herom til sin

amerikanske og tyske fuldmægtig, ligesom sidstnævnte på behørig måde har

instrueret HB&B med udtrykkelg anmodning om at få tilsendt skrivelser

HB&B måtte modtage, hvis afgiften ikke blev betalt, hvilket også skete.

Selve afgiftsbetalingssystemet har da også fungeret, idet de forskellige

afgiftsbeløb er både afsendt og modtaget rettidigt.'

Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 16. juni 1988 anmodningen om

genoprettelse med følgende begrundelse:

»Begrundelsen herfor er, at begæring om genoprettelse ikke er

indkommet inden 2 måneder efter, at den hindring, som bevirkede

fristoverskridelsen er bortfaldet, jfr. patentlovens § 72.

Direktoratet har dels ved skrivelse af 25. juni 1986 og dels ved skrivelse

af 13. februar 1987 via Deres fuldmægtige orienteret Dem om, at Deres

ansøgning var bortfaldet.

Ved modtagelsen af disse skrivelser, hvori der gives meddelelse om, at

ovennævnte patentansøgning var endelig henlagt må den hindring, som bevirkede

fristoverskridelsen, anses for at være bortfaldet, idet De som ansøger

identificeres med Deres fuldmægtige.

Fristen for begæring om genoprettelse er således ikke overholdt ved

indsendelse af Deres skrivelse af 31. august 1987.

Direktoratet finder endvidere, at der ikke er udvist den fornødne omhu med

hensyn til at sikre den nødvendige koordination og kommuniktion til Deres

fuldmægtige, jfr. den ubesvarede skrivelse af 16. juli 1985 og det ubesvarede

telefax af 11. august 1985 fra den tyske fuldmægtig.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 16. august 1988 indbragt for

Patentankenævnet.

Klageren har i skrivelse af 3. november 1988 nedlagt påstand om, at den

påklagede afgørelse omstødes, og at sagen sendes tilbage til direktoratet til

videre behandling.

Klageren har bl.a. anført følgende:

»Den anden af de nævnte skrivelser, nemlig Direktoratets skrivelse af

13. februar 1987, havde vi derimod intet kendskab til, idet Direktoratet

sendte skrivelsen direkte til Ladas & Parry, som ikke er, aldrig har

været og ikke kan være ansøgerens fuldmægtig under behandlingen af den danske

patentansøgning.

Heller ikke vor tyske ordregiver Reichel und Reichel fik umiddelbart

kendskab til skrivelsen.

Skrivelsen af 13. februar 1987 blev som nævnt sendt til Ladas & Parry,

hvis opgave alene bestod i at indbetale årsafgifter på ansøgerens vegne,

hvilket kan sidestilles med en bankforretning, som iøvrigt også blev

gennemført korrekt og rettidigt.

Reichel und Reichel fik først kendskab til Direktoratets skrivelse d.

24.-august 1987, se bilag 19 til vor redegørelse af 11. december 1987.

Reichel und Reichel reagerede omgående ved allerede den 27. august 1987

telefonisk at anmode os om at søge rettighederne genoprettet (bekræftet den

28. august 1987 via telefax og brev), og vi indleverede et andragende herom

den 31.august 1987.

Den hindring, som bevirkede fristoverskridelsen, er således reelt først

bortfaldet den 27. augut 1987, da vi blev underrettet om sagens rette

sammenhæng, og vor begæring om genoprettelse af rettigheder blev indleveret

længe før udløbet af den i Patentlovens P72 nævnte frist, nemlig allerede den

31. august 1987.

Vi gør iøvrigt opmærksom på, at Direktoratets skrivelse af 13.februar 1987

indeholder en sproglig fejl, som er helt meningsforstyrrende. Det siges

således: »We would, however, point out that application No.800/80 has

been shelved October 11th, 1986«. Ordet »shelved« betyder ikke

»bortfaldet« men derimod »henlagt«. Ladas & Parry

kender betydnigen af ordet »shelved« og ved, at en henlagt ansøgnig

kan genoptages (mod gebyr). Da Ladas & Parry endvidere slet ikke var

involverede i sagsbehandlingen, men kun i årstakstbetalinger, hvor en 6

måneders frist til betaling med bøde jo gælder, var der ingen anledning for

Ladas & Parry til ar reagere hurtigere.

Hvad angår Direktoratets bemærkning om, »at der ikke er udvist den

fornødne omhu med hensyn til at sikre den nødvendige koordination og

kommunikation til Deres fuldmægtige ...«, så må vi gøre opmærksom på, at

der ikke er tale om manglende omhu fra ansøgerens side, men derimod om

manglende kendskab til de særlige regler, som er gældende i Danmark, og som

iøvrigt på mange punkter adskiller sig væsentligt fra amerikanske forhold.

Det er præcis den problematik, som Patentloven tager højde for ved at gøre

det obligatorisk for en udenlandsk ansøger at have en herboende fuldmægtig,

som kan repræsentere ham i alt vedrørende ansøgningen (jfr. Patentlovens §

12), og som forudsættes at have kendskab til dansk patentret og praksis.

Det forekommer os derfor helt uforståeligt, at Direktoratet korresponderer

direkte med et amerikansk firma, der som ovenfor nævnt ikke kan optræde som

fuldmægtig i Danmark for en ansøger. Den afgørende årsag til sagens uheldige

forløb må derfor tilskrives det forhold, at Direktoratet underrettede Ladas

& Parry i stedet for ansøgerens fuldmægtig i Danmark -eller i hvert fald

uden samtdig at underrette denne fuldmægtig - nemlig Hofman-Bang &

Boutard A/S, idet oplysningerne i brevet af 13. februar 1987 jo vedrører

forhold, som er af afgørende betydning for ansøgerens rettigheder.

Endvidere finder vi det ejendommeligt, at Direktoratet ikke allerede den

19. januar 1987, da Direktoratet modtog betaling af årsafgift, bl.a. for

ansøgning nr. 800/80, kunne forudse, at betalingen af årsafgift kunne være

udtryk for ansøgerens ønske om at opretholde ansøgningen, hvorfor i hvert

fald ansøgerens fuldmægtig (In casu HB&B) straks burde underrettes.'

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 16. november 1989.

For klageren mødte ingeniør E. Lichtenberg, der henholdt sig til og

uddybede den skriftlige klagebegrundelse.

Vedrørende to-måneders fristen i patentlovens § 72 anførte klageren

navnlig, at spørgsmålet om genoprettelse ikke forelå den 25. juni 1986, og at

returneringen af 8. årsafgift den 13. februar 1987 skete til Ladas &

Parry uden underretning til klagerens herværende fuldmægtig. For såvidt angår

kommunikationen mellem Reichel & Reichel og klageren selv, var der for

sidstnævnte ingen grund til at reagere på rykkerskrivelser for betaling af

årsafgift, når man vidste, at Ladas & Parry havde betalt.

På ankenævnets forespørgsel har klageren bekræftet, at det er sædvanligt

at overlade betalingen af årsafgifter til internationale bureauer, der er

eksperter heri.

Ankenævnet skal udtale:

Det findes vel beklageligt, at direktoratet returnerede betalingen af 8.

årsafgift direkte til Ladas & Parry uden underretning til klagerens

herværende fuldmægtig: men den herved opståede misforståelse findes i første

række at bero på klagerens egen tilrettelæggelse af sit rapporterings- og

kommunikationssystem.

Uanset fra hvilket tidspunkt to-måneders fristen i patentlovens § 72 måtte

løbe, findes det således af afgørende betydning, at klageren ikke har

besvaret de af Reichel & Reichel fremsendte rykkere om betaling af

årsafgifter i det mindste med oplysning om, at disse er betalt af Ladas &

Parry, ligesom klageren må bære risikoen for manglende instruktion til sin

herværende fuldmægtig med den virkning, at denne ikke vidererapporterer

direktoratets betænkning af 11.december 1985.

Der findes herefter ikke at have været udvist al fornøden omhu, hvorfor

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter