Spring til indhold

Retsinformation

Misforståelse mellem patentagent og ansøger med hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72.

KEN nr 60372 af 08/02/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Misforståelse mellem patentagent og ansøger med

hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke

genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72.

År 1990, den 8. februar afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans

Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)

følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P 20/89: Klage fra

Boris Cercek og Lea Cercek,

USA,

v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 5. maj 1989 af patentansøgning nr.

1986/88.

Den 27. maj 1986 indleverede advokat John E. Vanderburgh som patentagent

for firmaet Beckman Instruments, Inc., hvor opfinderne Boris og Lea Cercek

var ansatte, en amerikansk patentansøgning på en fremgangsmåde til måling af

polariserede fluorescensemissioner. Samme indleverede den 27. maj 1987 en

international patentansøgning (PCT) med prioritet fra den 27. maj 1986.

Danmark var blandt de designerede lande med den følge, at den nationale

videreførelse her i landet efter patentlovens § 31 skulle ske senest den 27.

januar 1988.

Det fremgår af sagen, at advokat Vanderburgh ved skrivelse af 25. november

1987 blev anmodet om at returnere bl.a. den omhandlede patentsag, således at

Beckman Instruments, Inc., overtog ansvaret for sagen. Sagen blev returneret

ved skrivelse af 4. januar 1988. Den nationale videreførelse i Danmark var da

ikke indledt, men det fremgår ikke af skrivelsen, ligesom denne ikke henleder

opmærksomheden på fristen den 27.januar 1988. Det fremgår af advokat

Vanderburghs forklaring, at han var opmærksom på fristen og ville have

instrueret en dansk patentagent om videreførelse, hvis han ikke havde

Læs alt

modtaget brevet af 25. november 1987.

Det fremgår af en forklaring afgivet af patentsekretær Susan McRae, at

Beckman Instruments, Inc. i sin patentafdeling var opmærksom på fristen den

27. januar 1988, der var noteret i en fristbog, hvorfra der gik notits til

patentagent Julia Abers' sekretærer, idet Julia Abers fra omkring januar 1988

var anført som internt ansvarlig for ansøgningen.

Julia Abers har forklaret, at hun forventede, at advokat Vanderburgh efter

den internationale undersøgelsesrapport var fremkommet i midten af oktober

1987, ville sørge for at indlede de respektive internationale procedurer. Ved

modtagelsen af sagen den 4. januar 1988 undersøgte hun således ikke specielt,

om dette var sket, også under hensyn til, at skrivelsen intet indeholdt

herom.

Ansøgningen blev følgelig ikke videreført for Danmark inden den 27. januar

1987.

Ved en henvendelse fra patentagenter i Japan, der også var et af de

designerede lande, opdagedes undladelsen den 4. marts 1988.

Den 12. april 1988 indleverede Hofman-Bang & Boutard A/S ansøgningen

til videreførelse i Danmark med samtidig anmodning om genoprettelse.

Som begrundelse for genoprettelsesbegæringen anførte Hofman-Bang &

Boutard A/S i skrivelse af 23. august 1988 bl.a.: »...

Med brev af 27. november 1987, overbragt pr. bud den 1. december 1987,

beder Beckman Vanderburgh om at overføre samtlige sagsmapper vedrørende denne

og nogle andre opfindelser til Beckman, idet »man havde besluttet at

samle behandlingen af alle Cerceks ansøgninger hos et enkelt fremmed

fuldmægtigkontor«.

Tilbageføringen af sagsakterne skete med brev af 4. januar 1988 fra

Vanderburgh til Beckman.

Beckman var på dette tidspunkt af den formening, baseret på sædvanlig

tidligere praksis hos Vanderburgh, at videreførelsen af PCT-ansøgningen var

iværksat i henhold til den oprindelige ordrebekræftelse af 18. maj 1987. Det

blev derfor ikke umiddelbart kontrolleret, om dette var gjort, da sagsakterne

blev modtaget fra Vanderburgh. Videreførelsesfristen fremgår imidlertid klart

af Bekcmans månedsvis opstillede fristkalender. Vanderburgh på sin side var

af den formening, at Beckman, i henhold til brev af 27. november 1987, selv

eller gennem et andet fremmed fuldmægtigkontor, ville sørge for videreførelse

af PCT-ansøgningen inden fristudløbet den 27. januar 1988.

Først med en telex dateret 4. marts 1988 fra Vanderburghs japanske

patentfuldmægtig til Beckman, modtaget den 3. marts 1988 kl. 22.33 på

Beckmans telexapparat, bliver Beckman opmærksom på, at Vanderburgh ikke havde

taget skridt til videreførelse af PCT-ansøgningen i Japan. Det blev derefter

også kontateret, at PCT-ansøgningen ikke var blevet videreført i nogen af de

designerede lande.

Det fremgår af erklæringerne, ikke bare ansøgernes og patentkonsulent

Abers, men også af Vanderburghs, at der ikke på noget tidspunkt var tvivl om,

at PCT-ansøgningen skulle videreføres i de respektive lande. Årsagen til, at

videreførelsen ikke skete, er en klar misforståelse mellem Vanderburgh og

Abers, idet begge var af den opfattelse, at den anden havde foretaget,

henholdsvis ville foretage, de nødvendige skridt til videreførelsen.

Misforståelsen er selvsagt opstået ved, at tilbagekaldelsen og

tilbageføringen af sagsakterne skete i en kritisk fase, nemlig indenfor de

sidste to måneder før udløbet af videreførelsesfristen. På dette tidspunkt

har Beckman haft grund til at antage, at Vanderburgh havde sendt en ordre til

kollegaer i de respektive lande om at videreføre PCT-ansøgningen, mens

Vanderburgh har antaget, at Beckman ved at fratage ham ordren før udløbet af

videreførelsesfristen, selv ville sørge for videreførelsen. Denne

misforståelse førte således til, at videreførelsesfristen 27. januar 1988

blev overskredet.

Det turde således være klart, at overskridelsen af videreførelsesfristen

for PCT/US87/01259 (27. januar 1988) ikke kan lægges ansøgerne Boris og Lea

Cercek, til last.

Det burde også fremgå klart af ovennævnte redegørelse og medfølgende

erklæringer, at overskridelsen er opstået som følge af en misforståelse

mellem de to patentkonsulenter Vanderburgh og Abers, og at misforståelsen

opstod som følge af overførelsen af fulgmægtighvervet i den kritiske fase

umiddelbart inden udløbet af videreførelsesfristen. Begge patentkonsulenter

har haft videreførelsesfristen i deres fristkalendere, men begge har antaget,

at den anden part har foretaget, henholdsvis ville fortage de nødvendige

skridt til videreførelsen....'

Patentdirektoratet afslog den 5. maj 1989 genoprettelse med følgende

begrundelse:

»... Baggrunden herfor er, at firmaet Beckman Instruments Inc., hvor

begge opfindere er ansat, efter direktoratets opfattelse ikke kan anses at

have udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves af firmaet, idet man

blot gik ud fra, at den nødvendige videreførelse var foretaget.

Beckman burde, efter at have trukket ansøgningen tilbage fra fuldmægtigen,

have undersøgt, om de nødvendige frister var overholdt og om de nødvendige

handlinger var foretaget......«

Denne afgørelse påklagede Hofman-Bang & Boutard A/S den 5. juli 1989

til Patentankenævnet og anførte:

»... Vi skal anmode om, at Patentankenævnet afgør sagen på det for

Direktoratet foreliggende grundlag, idet vi dog skal anføre, at Direktoratet

i sin nægtelse af vort andragende om genoprettelse efter vor opfattelse har

lagt urimelig vægt på ansøgerens manglende kontrol af sagsakterne ved

modtagelsen fra den tidligere fulgmægtig.

Som det klart fremgår af vort oprindelige indlæg, var der fastlagt klare

rutiner for PCT-ansøgningens videreførelse, nemlig at dette skulle ske, hvis

der ikke var relevante modhold i nyhedsrapporten.

Der var foretaget korrekt fristnotering, og på intet tidspunkt taget

forbehold over for ansøgningens videreførelse eller mere generelt for

fravigelsen af rutinerne.

Ansøgeren har således haft al mulig grund til at tro, at ansøgningen var

videreført i henhold til de oprindelige intentioner, ikke mindst fordi den

tidligere fuldmægtig ikke i fremsendelsesskrivelsen udtrykkeligt gjorde

opmærksom på, at dette ikke var sket.

Som regel gælder det i sager under § 72, at forsømmelighed udvist hos

ansøgerens fuldmægtig sidestilles med forsømmelighed udvist af ansøgeren

selv.

Her er situationen dog den specielle, at forsømmelsen sker på et

tidspunkt, hvor fuldmagten var tilbagekaldt.

Vi henleder også Ankenævnets opmærksomhed på, at de parallelle sager i

Norge og Finland, hvis indlevering forsinkedes af eksakt samme årsag som den

danske ansøgning, begge er genoprettet. Omstændighederne bag indførelsen af

genoprettelsesmuligheden i henhold til § 72 og forarbejderne er helt analoge

i de nordiske lande, og der bør derfor lægges betydelig vægt på at opretholde

en ensartet nordisk praksis også på dette punkt«.

Ankenævnet har behandlet sagen i sit møde den 24. januar 1990.

Klageren gav ikke møde.

Ankenævnet skal udtale:

Det fremgår af de i sagen foreliggende oplysninger,

-at fristen for den nationale videreførelse for Danmark var noteret både

hos den tidligere patentagent Vanderburgh og i patentafdelingen hos Beckman

Instruments, Inc., hvor ansøgerne er ansat,

-at advokat Vanderburgh ved afgivelsen af sagen til Beckman ikke oplyste,

om den nationale videreførelse for Danmark var indledt,

-at Beckmans patentafdeling ikke ved sagens modtagelse spurgte herom, og

-at der intet blev foretaget i anledning af den hos Beckman noterede

indleveringfrist.

Det tiltrædes herefter, at der ikke af de af ansøgerne benyttede

fuldmægtige er udvist al den omhu, som med rimelighed kan kræves,

hvorfor

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter