Bortfaldne rettigheder fra en europæisk patentansøgning genoprettet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bortfaldne rettigheder fra en europæisk
patentansøgning genoprettet
År 1997, den 17. marts afsagde
Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup
Pedersen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. EP 1/95: Klage fra
Ahold Retail Services AG,
Holland,
v/Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 22. november 1994 vedrørende
anmodning om genoprettelse af
EP application no. 90200412.6 i
Danmark,
(DK/EP patent nr. 0384539).
Den 21. februar 1990 indleverede Albro Bakkerijen B.V., NL
v/Vereenigde Octrooibureax (Vereenigde) en ansøgning om
europæisk patent på fremgangsmåde til fremstilling af
frosne dejemner og brødprodukter.
Den 1. oktober 1990 blev ansøgningen overdraget til
Ahold Retail Services AG, Schweiz (klageren i denne sag).
Med skrivelse af 11. januar 1993 fremsendte klagers
nederlandske fuldmægtig Vereenigde til den danske fuldmægtig K.
Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S (Skøtt-Jensen) en
såkaldt "intention to grant" og en kopi af patentbeskrivelse og -krav
på engelsk.
Læs alt
Skrivelsen lød som følger:
"We enclose a notice of intention to grant, which has been
issued in respect of the above-mentioned European patent application,
together with a copy of the specification in the form in which it is proposed
for grant, and a copy of the front page of the specification as originally
printed.
[x] Please prepare a translation of the complete text,
and file the translation in good time with your Patent office, in order that
this patent, when granted, extends to Denmark.
[x] Please be informed that a copy of the decision to
grant the patent will be sent to you in due course with a copy of this
letter.
[x] Please send us the form(s) which is/are necessary
for you
a) to file the translation of the text with your Patent
Office, and/or
b) to take over the handling of the case once the
patent has been granted and has thus entered the national phase.
Reminders of the payment of annuities, as well as all your
debitnotes, should be sent to:
< > our office."
Den 14. januar 1993 bekræftede Skøtt-Jensen
modtagelsen ved at telefaxe kopi af følgeskrivelsen af 11. januar 1993
med den håndskrevne påtegning "Received with thanks".
På kopi af samme følgeskrivelse bad
Skøtt-Jensen pr. telefax om at få tilsendt kopi af figurer 2 og
3.
Med endnu en kopi af følgeskrivelsen af 11. januar
1993 fremsendte Vereenigde den 2. marts 1993 kopi af figur 1-3 til
Skøtt-Jensen.
Med kopi af ovennævnte følgeskrivelse,
oprindeligt dateret 11. januar 1993, sendte Vereenigde den 14. maj 1993
"Decision to Grant a European Patent Pursuant to Article 97 (2) EPC."
Den 8. november 1993 forespurgte Skøtt-Jensen ved
følgende påtegning på følgeskrivelsen af 11. januar
1993 pr. fax; "Please advise whether this case has been granted or not".
Vereenigde svarede samme dag den 8. november 1993 som
følger:
"We refer to your fax-letter of November 8, 1993.
Please be informed that we have sent you on May 14, 1993 a
copy of the decision to grant.
As can be seen from the enclosed decision the patent has
been granted on June 16, 1993.
Please inform us by return whether you have taken any
necessary step to validate the national phase in your country."
Den 18. november 1993 sendte Vereenigde kopi af
ovennævnte skrivelse påtrykt "REMINDER" til
Skøtt-Jensen.
Kopi af samme skrivelse blev samme dag den 18. november
1993 af Skøtt-Jensen telefaxet til Vereenigde med påskriften:
"SHORT: NO, we are sorry. Letter follows soon."
Den 20. december 1993 skrev Skøtt-Jensen
følgende til Vereenigde:
"We refer to your fax of 8th inst. and are sorry to
confirm that we have not earlier received any information as to the grant in
this case. Our record show that there was no fax from you on May 14, 1993,
and no such message has been received by mail.
In most cases, if we are not otherwise instructed, we do
not prepare or file the EP-translations until we are informed of the date of
grant, at least when we feel confident that we will receive such information
(as according to your practice). We (and indeed the restoration division of
the Danish Patent Office) would expect you to check whether the said
information has been received timely.
There are two conditions for the filing of an application
for restoration, viz. 1) that it is filed before 12 months after the
non-observed term, and 2) that it is filed not later than two months after
"the removal of the cause of non-compliance with the time limit", that is not
later that 8th January 1994. Moreover, the act that should have been done for
observing the term, should be done within the said time limits (filing
translation and paying publication fee). Also the application fee should be
paid.
We are of course prepared to work out the translation of
short notice, should you decide to proceed. We regret the delay of the
present full answer to you, but in fact we have spent time in searching for
your original message, just making sure whether we could be of positive
assistance in explaining excusable mistake, but we have not succeeded in
finding it anywhere.
We wish to point out, however, that while it is imperative
to file the said items before the 2 months term, you may well obtain a term
extension of 2-4 months for filing the detailed explanation of the 'grounds
for possible excuse'. Only know third party's rights may be established until
actual restoration.
Therefore, please first of all confirm to us whether you
wish to proceed. We shall ask for such confirmation not later than January 4,
1994.
The explanation can the be filed somewhat later om. We
have to advise you that the restoration division - certainly also the appeal
board - is almost hysterical with respect to checks and double checks, and
apparently we can be of no help; even if we should find your message hidden
at some incredible place you would still have to justify why or how - with
all expectable professional care - it could happen that the relevant check
was not made or was made wrongly somehow. You are welcome to send us a
confidential draft for possible further discussion."
I skrivelse af 6. januar 1994 begærede
Skøtt-Jensen på vegne Ahold Retail Services AG, Schweiz, om
genoprettelse af de rettigheder, der gik tabt for klager som følge af
for sen indlevering af oversættelse vedrørende EP patent 0 384
539.
Skrivelsen lød som følger:
"EP patentet er udstedt d. 16.6.93, dvs. fristen til
indlevering af T3-oversættelsen udløb d. 16.9.93. Vi modtog den
godkendte sag fra vor hollandske ordregiver allerede i januar 1993, med
besked om at vi ville blive underrettet om den kommende udstedelse i god tid
før fristudløbet, hvilket er helt almindelig praksis. Efter
fremkomsten af det 'Druckexemplar', som skal oversættes, kan der
enkelte gange gå forholdsvis lang tid, inden udstedelsen og dermed den
relevante frist kommer, men i begyndelsen af november fandt vi det
påfaldende, at vi fortsat ikke havde fået nærmere besked,
og vi forespurgte derfor, om der var relevant nyt i sagen. Svaret blev, at
adviseringen om udstedelsesdatoen var blevet sendt d. 14.5.93, og vi kunne
kun beklage, at vi ikke havde modtaget beskeden.
Datoen for opdagelsen af forholdet var d. 8. november
1993, og vi har søgt at efterspore meddelelsen, men uden resultat. Vi
har heller ingen erindring om modtagne påmindelser, ej heller pr.
telefon."
Klagerens fuldmægtig i denne sag, patentbureauet
Hofman-Bang & Boutard A/S skrev den 23. marts 1994 bl.a. følgende
til Patentdirektoratet:
"Idet vi henviser til Direktoratets skrivelse af 29.
januar 1994 til K. Skøtt-Jensen, Patentingeniør A/S skal vi
oplyse, at patenthaveren har ønsket, at vi overtager fuldmagts-
hvervet i denne sag og herunder udarbejder begrundelsen for anmodningen om
genoprettelse.
Vi vedlægger en underskrevet fuldmagt for os til at
repræsentere patenthaveren...."
Den 27. maj 1994 fremsendte Hofman-Bang & Boutard
følgende begrundelse for anmodningen om genoprettelse af
patentrettighederne for klageren:
"A. SAGSFORLØB I KRONOLOGISKE HOVEDPUNKTER
Den europæiske patentansøgning blev
indleveret 21. februar 1990 (og tildelt nummeret 90200412.6) på
vegne af Albro Bakkerijen B.V. under påberåbelse af prioritet fra
hollandsk patentansøgning 8900436 (jfr. de data, der fremgår af
forsiden til EP-patentet, bilag 1).
Forinden var der i ansøgerens firma den 1.
februar 1990 afholdt et møde, hvor ansøger personligt afgav
instruktioner til Mr. A. W. Prins fra Vereenigde Octrooibureaux (i det
følgende "Vereenigde") om at indlevere en EP-ansøgning (kopier
fra dette møde er vedlagt som bilag 2). På side 2 er
anført en liste over lande, hvor der for EP-ansøgningen er
omfattet "Denemarken" = Danmark.
Brev fra Vereenigde af 6. februar 1990 (bilag
3) bekræfter de mundtlige instruktioner fra ovennævnte
møde og nævner igen "Denemarken" som et af de lande, der skal
designeres.
I brev af 1. oktober 1990 modtog Vereenigde
instruktioner om at overføre alle verserende ansøgninger
relateret til EP 90200412.6 til "Ahold Retail Services AG" (i det
følgende "Ahold"). Dette blev meddelt EPO i brev af 19. februar 1991
(bilag 4). Emnet var blevet betegnet "Bakgemak", som kan
oversættes "Easybake".
13. oktober 1992
blev der udstedt "Rule 51(4)
Communication (bilag 5) og 12. november 1992 anmodede Ahold pr.
brev Vereenigde om, at Examiner så hurtigt som muligt skulle informeres
om, at ansøger kunne tilslutte sig udformningen af beskrivelse og
krav. Dette blev iværksat ved Vereenigde's brev af 12. november
1992 (bilag 6), i hvilket brev der blev foreslået mindre
yderligere ændringer.
Rule 51(6) Communication blev udstedt 12. december
1992 (bilag 7), og den blev rapporteret til Ahold 29. december
1992 (bilag 8). I dette brev nævnes atter specifikt
"Denemarken" som designeret land.
Uforbeholdne instruktioner til betaling af de
nødvendige gebyrer og til at udarbejde de nødvendige
oversættelser blev af Ahold givet i brev af 30. december 1992
(bilag 9).
11. Januar 1993
afsendte Vereenigde "Notice of the
intention to grant" til kollegabureauer i alle de designerede lande, herunder
også til K. Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S (i det
følgende "Skøtt-Jensen" (kopi af brevet vedlagt som bilag
10). Dette var et standardbrev, som således i tilsvarende udgave
blev sendt til andre europæiske kolleger. I brevet til
Skøtt-Jensen blev der direkte anmodet om, at der blev udarbejdet en
oversættelse, som skulle indleveres i god tid, således at
patentet kunne udvides til at omfatte Danmark. Samtidig oplyste Vereenigde,
at de ville fremsende "Decision to grant", når den forelå.
14. Januar 1993
bekræftede
Skøtt-Jensen via fax modtagelsen af ovennævnte ordre brev (bilag
11).
2. Marts 1993
anmodede Skøtt Jensen via fax
Vereenigde om en kopi af figur 2 og 3 (bilag 12), hvilke figurer blev
fremsendt samme dag (bilag 13).
Fra ovennævnte var det klart for Vereenigde, at
Skøtt-jensen havde modtaget og forstået deres instruktioner og
var begyndt at iværksætte de nødvendige foranstaltninger.
Således kunne Vereenigde fra 2. marts 1993 antage, at den danske
oversættelse ville blive indleveret i god tid inden (den ukendte)
frist, eftersom der ikke alene var tale om, at ordrebrevet var blevet
modtaget, men der var yderligere blevet anmodet om nødvendige
oplysninger til valideringen (tegninger), som straks var blevet
fremsendt.
Som bebudet i ordrebrevet fremsendte Vereenigde 14. maj
1993 i overensstemmelse med bureauets standardprocedure en kopi af
ordrebrevet af 11. januar 1993 til alle kolleger i de designerede lande,
herunder også til Skøtt-Jensen, sammen med en fuldmagt og
"DECISION TO GRANT" (Vereenigde's egen kopi af dette brev med bilag er
vedlagt som bilag 14).
Denne DECISION TO GRANT" var dateret 7. maj 1993, og det
fremgik, at patent ville blive meddelt den 16. juni 1993. Deraf
følger, at fristen til at validere patent i Danmark udløb 3
måneder efter denne dato, dvs. den 16. september. Dette
bekræftede endnu en gang, at Ahold i allerhøjeste grad
ønskede, at der skulle opnås dansk patent.
8. November 1993
forespurgte Skøtt-Jensen
Vereenigde om, hvorvidt sagen var blevet "granted" (bilag 15), og
Vereenigde informerede dem samme dag med fax om, at man havde fremsendt
"Decision to Grant" 14. maj 1993 til Skøtt-Jensen (kopi af denne fax
er vedlagt som bilag 16).
Først denne dag blev Skøtt-Jensen
opmærksom på, at fristen til validering i Danmark var
overskredet.
I et telefax 18. november 1993 (bilag 17)
fremsendte Vereenigde en reminder til Skøtt-Jensen, og i svarfax til
Vereenigde afsendt samme dag (bilag 18) gav Skøtt-Jensen et
kort svar, der sagde "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt der var
taget skridt til at validere den nationale fase i Danmark.
I et telefax af 10. december 1993 (bilag 19)
oplyste Vereenigde Skøtt-Jensen om, at sagen var af stor vigtighed for
Ahold, og at oplysninger om status var ønsket.
Skøtt-Jensen havde i den mellemliggende periode
undersøgt mulighederne for genoprettelse, og Skøtt-Jensen
beskrev disse til Vereenigde i et telefax 20. december 1993 (bilag
20). I dette fax oplyste Skøtt-Jensen endvidere, at de som
meddelt 8. november 1993 ikke havde modtaget Vereenigde's brev af 14.
maj 1993, og at de ikke havde udarbejdet og indleveret
oversættelsen.
Sideløbende med ovennævnte forløb
havde Ahold anmodet Vereenigde om at få betalt femte årsafgift,
hvilket fremgår af brev af 9. december 1993, som var blevet
underskrevet og returneret 19. januar 1994.
Efter korrespondance med Skøtt-Jensen og
Hofman-Bang & Boutard A/S anmodede Vereenigde Skøtt-Jensen om at
udarbejde oversættelsen og indgive rettidig begæring om
genoprettelse, hvilket skete 6. januar 1994.
B. BESKRIVELSE AF BAGGRUNDEN FOR
HÆNDELSESFORLØBET
Ovennævnte hændelsesforløb vil nedenfor
blive gennemgået med henblik på belysning af de forhold, der i
særlig grad begrunder genoprettelse i medfør af patentlovens
? 72.
1. ANG. OVERLADELSE AF ARBEJDET TIL KVALIFICEREDE
PERSONER
Som omtalt i bl.a. synopsis fra "XV NORDISKA PATENT-
OMBUDSKONGRESSEN", september 1987, første artikel side 7, stilles der
i betingelserne for at opnå genoprettelse store krav til
patentansøgeren. Det er således ansøgerens ansvar at
overholde de frister, som gives, og at udvise al den omhu, som med rimelighed
kan kræves. I de tilfælde, hvor ansøgeren benytter en
patentfuldmægtig, er det patentansøgerens ansvar at
udvælge en patentfuldmægtig, som er i stand til at udvise samme
omhu. Det samme gælder også dersom en patentansøger i et
fremmed land benytter en patentfuldmægtig i eget land som formidler af
ansøgningen. Her forudsættes ikke alene, at
patentansøgeren skal vælge en kompetent fuldmægtig i sit
eget land, men også at patentansøgeren skal have grund til at
antage, at denne "passive" fuldmægtig vælger en kompetent "aktiv"
fuldmægtig i det land, hvor ansøgningen skal indleveres og
behandles. Både patentansøgeren, hans passive og hans aktive
fuldmægtig skal have vist al den omtalte nødvendige omhu under
behandlingen af ansøgningen, henholdsvis opretholdelsen af patentet.
Denne KÆDE mellem patentansøgeren og patentmyndighederne kan i
specielle tilfælde have flere passive fuldmægtige.
Vi skal nedenfor uddybe, at der i hele sagsforløbet
var tale om, at de implicerede i denne KÆDE udførte aktiviteter,
der var præget af både ansvarlighed og omhyggelighed. KÆDEN
udgøres i den foreliggende sag af:
Patenthaver = Først Albro Bakkerijen B.V. og
herefter Ahold Retail Services AG (Ahold)
Passiv fuldmægtig = VEREENIGDE OCTROOIBUREAUX
(Vereenigde)
Aktiv fuldmægtig = K. Skøtt-Jensen
PATENTINGENIØRER A/S (Skøtt-Jensen).
1.a. Det veletablerede tillidsforhold mellem patenthaver
og den hollandske fuldmægtig
Vereenigde's samarbejde med de klienter, der
udfører forsknings- og udviklingsarbejde af opfinderisk karakter, har
altid været og er præget af hyppig og tæt kontakt mellem
ledelse og medarbejdere hos både patentbureau og klient. Dette var
også tilfældet i den foreliggende sag, således i
første omgang med den oprindelige patentansøger Albro
Bakkerijen B.V. og senere med Ahold Retail Services AG.
Sidstnævnte har haft al mulig grund til at have
maksimal tillid til, at Vereenigde på fuldt betryggende måde i
overensstemmelse med Ahold's klare og uforbeholdne instruktioner ville
foranstalte, at EP-patentet ville få gyldighed for Danmark.
I den forbindelse kan det oplyses, at Vereenigde siden
1978 har indleveret ca. 3500 europæiske patentansøgninger,
hvoraf 2750 er blevet valideret i forskellige designerede lande. Hvis det
antages, at der i gennemsnit er designeret 5 lande for hver ansøgning,
er der blevet valideret i alt 13.750 patenter gennem Vereenigde-bureauet.
Alle disse valideringer er - bortset fra nærværende sag - blevet
gennemført korrekt.
1.b. Det veletablerede tillidsforhold mellem den
hollandske og den danske fuldmægtig
Hos Vereenigde var der absolut ingen tvivl om, at
Skøtt-Jensen var en fuldt pålidelig og omhyggelig
samarbejds-partner i administrationen af patentsager inden for det
internationale patentsystem.
Således har Vereenigde samarbejdet med
Skøtt-Jensen siden 1976, og der er aldrig sket fejl p.g.a. utilsigtede
fristoverskridelser. Skøtt-Jensen har ifølge oplysninger fra
Vereenigde haft ansvar for ca. 17 europæiske patenter, som via ordre
fra Vereenigde skulle valideres i Danmark, og disse patenter er - bortset fra
nærværende - alle blevet forskriftsmæssigt behandlet.
Tilsvarende har Skøtt-Jensen og kolleger
således aldrig haft grund til at betvivle klarheden,
pålideligheden og effektiviteten vedrørende Vereenigde's
ordreafgivelser og opfølgninger.
2. De overordenede rammer var en
indkøringsfase
Fristoverskridelsen i den foreliggende sag skyldtes et
sammenfald af uheldige omstændigheder. Det overordnede "regi" for de
uheldige omstændigheder var, at indleveringen af oversættelsen i
Danmark skulle foretages i en ganske bestemt fase, nemlig:
- en administrativ indkøringsfase af nye regler
grundet en lovændring omhandlende det internationale patentsystems
virkning for Danmark.
... i hvilken indkøringsfase, der skulle etableres
entydige samarbejdsrutiner mellem leddene i den
"fuldmægtig-kæde", som skal udgøre et sikkert sam-
arbejdssystem.
Vi har følgende overordnede kommentarer til
konsekvenserne af, at der var tale om en indkøringsfase:
I denne konkrete sag har det helt klart været en
ulempe for det internationale samarbejde omkring patentind- levering, at
Danmark ratificerede EPC på et ret sent tidspunkt i forhold til
så mange andre europæiske lande.
Et for den foreliggende sag relevant forhold er nemlig, at
patentansøgere og patentfuldmægtige i de fleste øvrige
europæiske lande har haft en lang tidsperiode til at indarbejde rutiner
i forbindelse med forsendelse og modtagelse af ordrebreve, hvilke rutiner
således gennem en årrække er blevet afprøvet i
praksis, således at disse rutiner bedst muligt er blevet tilpasset
både ansøgervirksomhedernes drift og det bagvedliggende
lovsystem. Imellem de "rutinerede" partnere i det internationale
indleveringsnetværk er der således opstået en vis grad af
"indforståethed" i forbindelse med kommunikationen.
Dette forhold er centralt for den foreliggende sag i og
med, at én af de "komponenter", der har ført frem til den
ulykkelige situation, er, at Skøtt-Jensen og hans medarbejdere har
tolket Vereenigde's brev af 11. januar 1993 på en for
sagsforløbet ulykkelig måde. Vi skal uddybe baggrunden for
Skøtt-Jensens tolkning nedenfor.
Om de til en indkøringsfase hørende typiske
problemer vil vi fremhæve følgende:
Det siger sig selv, at hverken samarbejdspartnere eller
myndigheder kan forestille sig/forlange, at der i forbindelse med
indførelse af et helt nyt lovsystem/regelsæt på kort tid
kan etableres helt faste rutineprægede procedurer (og langt mindre kan
medarbejdere "overnight" bibringes, hvad der svarer til en mangeårig
øvelse i netop de nyindførte procedurer).
Det relevante og rimelige må i denne
sammenhæng være en forståelse for og en vis tolerance for,
at der er tale om en indkøringsfase.
I disse betragtninger kan også indgå det
forhold, at en patentfuldmægtig, som inden for en given periode kun har
et mindre antal af den pågældende typer sager, naturligvis ikke
lynhurtigt kan etablere et "højkapacitets-fuldautomatisk" system
(f.eks. et edb-baseret system), når der kun var en ordrebeholdning, der
udgjorde et "pilotmateriale" bestående af et relativt lille antal sager
(Skøtt-Jensen har i den forbindelse oplyst, at den
pågældende sag kun var nr. 10 af typen).
Ovennævnte afsnit skal IKKE forstås
således, at et mindre patentbureau generelt set er "mere undskyldt" i
forhold til en større virksomhed. Med det centrale er, at de rimelige
og strenge krav - skal rettes mod erfaringen og kvaliteten hos
fuldmægtigbureauets ledelse, medarbejdere og procedurer - snarere end
mod kvantitative forhold, der er relateret til/muliggjort af antallet af
sager.
Uanset omfanget af sager medgiver vi således, at der
skal stilles strenge krav til fuldmægtigens omhu, og at de, der
håndterer disse pilotsager, skal være højt betroede og
omhyggelige veluddannede mennesker, som superviseres og assisteres af
bureauets øverste og erfarne ledelse.
Vi gør opmærksom på, at dette i
høj grad var tilfældet i forbindelse med nærværende
sagshåndtering, hvilket vi skal uddybe nedenfor.
3. Karakteren af undladelseshandlingen
I nævnte indkøringsfase er der tydeligvis
sket et sammenfald af to ulykkelige og uforudsigelige
omstændigheder:
1) I sagsgangen mellem de to fuldmægtige i
henholdsvis Holland og Danmark er der sket en helt konkret, dokumenterbar
kommunikationsfejl.
som ved skæbnens ugunst er blevet KOMBINERET
MED:
2) en teknisk fejl - som består i en helt
uforudsigelig brist i postgangen, nemlig den manglende ankomst af
Vereenigde's brev af 14. maj 1993 til Skøtt-Jensen. Denne brist i
postgangen er -om ikke en dramatisk "force majeure"-begivenhed - så dog
i allerhøjeste grad en begivenhed, som har været helt uden for
afsenders/modtagers kontrol.
Vi henleder opmærksomheden på kommentarer til
patentlovens ? 72 ("PATENTLOVEN",
med indledning og kommentarer af Mogens Koktvedgaard og Lise
Østerborg, Juristforbundets forlag 1979, side 324), hvori der netop
anføres følgende: "Givet er det, at kravet i ? 72 til patent- ansøgernes omhu er
mildere end det krav, der ville være gældende, om et rent force
majeure-kriterium var valgt".
4. Dokumentation af høj grad af omhu hos begge
fuldmægtige
Det er klart at det ikke er den allerhøjeste grad
af omhu i et sagsforløb at forlade sig på, at det afsendte brev
- omend rettidigt afsendt - ankommer i god behold til bestemmelsesstedet.
Det er ingenlunde det forhold, vi gør
gældende i nærværende argumentation.
Tværtimod ønsker vi stærkt at
fremhæve, at INGEN af de to fuldmægtige ville drømme om at
basere sagsforløbet alene på en vellykket postgang. Dette
fremgår af følgende resumerede fremstilling:
Situationen for Vereenigde
:
Hos Vereenigde var der absolut ingen tvivl om, at
situationen var følgende:
a) Indleveringsordren var udarbejdet og afsendt til
KORREKT tid forhold til den på ordretidspunktet endnu ukendte frist
over for myndigheden - men under alle omstændigheder i GOD tid i
forhold til denne frist.
b) Indleveringsordren var FULDSTÆNDIG ENTYDIGT
FORMULERET. Det specifikke afsnit vedrørende indlevering var en for
Vereenigde særdeles gennemprøvet formulering - med andre ord et
STANDARDAFSNIT - som med usvigelig afprøvet sikkerhed ville bevirke,
at modtageren af ordrebrevet ville tage skridt til indlevering.
c) Det var via returbrev dateret 14. januar 1993 blevet
konstateret, at indleveringsordren umiddelbart efter Vereenigde's afsendelse
var MODTAGET hos Skøtt-Jensen.
d) Der var for Vereenigde tydelige og sikre tegn
på, at indleveringsordren var FULDT FORSTÅET OG ACCEPTERET af
Skøtt-Jensen, hvilket fremgår af brev fra Skøtt-Jensen 2.
marts 1993.
e) Ifølge kombinationen af c) og d) var det
klart for Vereenigde, at efterkommelse af indleveringsordren så ud til
at være påbegyndt. At medarbejdere fra Skøtt-Jensen's
patentbureau havde anmodet om tegninger tydede bl.a. klart på, at
kvalificerede medarbejdere var koblet på sagen.
Vereenigde's ordrebrev af 11. januar 1993 var klart i sin
fremstilling og i sin opbygning, og det blev i alle de designerede lande
(bortset fra Danmark) opfattet som en præcis og "straight-forward"
ordre til påbegyndelse af validering i det pågældende land
i overensstemmelse med gældende praksis. Dette underbygges af, at der i
denne patentfamilie ikke har været problemer med fristansvar og
validering i de øvrige europæiske lande.
Det ulykkelige i den foreliggende sag er imidlertid -som
det fremgår nedenfor - at ordrebrevet blev tolket på en helt
anden måde af Knud Skøtt-Jensen og kolleger.
Situationen for Skøtt-Jensen
Knud Skøtt-Jensen og kolleger har som
nævnt især fæstnet sig ved ovennævnte afsnit i
ordrebrevet, og de har tolket situationen på følgende
måde:
a) Brevet indeholdt en helt klar besked om, at
Skøtt-Jensen ville blive underrettet om den kommende udstedelse i god
tid før fristudløbet.
b) Det forhold, at der ville komme underretning om den
kommende udstedelse, blev opfattet som helt almindelig praksis, bl.a.
på grund af de tidligere ordrer fra Vereenigde.
c) Knud Skøtt-Jensen og kolleger var uden for
enhver tvivl overbeviste om, at de i et separat brev ville blive adviseret om
udstedelsesdatoen.
d) Knud Skøtt-Jensen og kolleger var både
fra de modtagne og fra talrige egne EP-ansøgninger gennem mange
år, bekendt med, at der efter fremkomsten af "Druck- eksemplar" og
efterfølgende Rule 51(6) Communication enkelte gange kan gå
meget lang tid inden udstedelsen. Dvs. der kan gå forholdsvis lang tid,
inden den relevante frist fremkommer. Dette kan f.eks. skyldes, at
realitetsbehandlingen genoptages efter en indvending under Art. 115 EPC,
hvilket forsinker udstedelsen.
e) Det interne overvågningssystem, der under
naturlig hensyntagen til ovennævnte opfattelse af situationen, blev
etableret af Knud Skøtt-Jensen og kolleger, fungerede for så
vidt efter hensigten, i og med at der blev rykket for nærmere besked og
status i sagen i efteråret 1993.
Der er tale om, at Knud Skøtt-Jensen og kolleger
har anlagt en særlig tilgrundliggende filosofi for, hvad der skulle
være praksis vedrørende ordre-godkendelsestidspunktet. De har
været af den overbevisning, at hele "ordre-godkendelses-scenariet" var
koncentreret omkring tidspunktet for den fatale frist - en frist som jo netop
IKKE var kendt af nogen af parterne i januar 1993. De har derfor ikke
fæstnet sig ved, at de ved deres anerkendelse af det første brev
med ledsagende kopi af "Intention to grant" - efter Vereenigde's opfattelse -
ALLEREDE HAVDE GODKENDT ordreaccept og dermed overtaget fristansvaret.
Vereenigde havde al mulig god grund til at antage, at
Skøtt-Jensen var klar over dette, idet proceduren jo var kendt og
veletableret blandt European Patent Attorneys.
Imidlertid var Knud Skøtt-Jensen og kolleger ikke
bekendt med denne praksis, bl.a. fordi Danmark jo i en årrække
have været "outsider" i forhold til denne "klub" af europæiske
patentkolleger.
En sådan form for "ukendskab" er i en overgangsfase
fuldt ud forklarlig og forståelig, jfr. også, hvad vi har
anført indledningsvis i afsnit 2.
Det forståelige i Knud Skøtt-Jensens og
kollegers opfattelse underbygges endvidere af, at det var nærliggende
for dem at henholde sig til den praksis, som de SELV i en årrække
havde et fristsystem, der tidsmæssigt var koncentreret omkring fatale
frister. Systemet sikrede en i forhold til disse frister rettidig afsendelse
af ordrebreve, hvis modtagelse blev forlangt bekræftet.
Til yderligere belysning af at Knud Skøtt-Jensen og
kolleger IKKE tolkede Vereenigde's brev af 11. januar om en klar
indleveringsordre, kan anføres følgende:
I Skøtt-Jensen's mangeårige erfaring med
validering af EP-patenter nationalt har det været et væsentligt
forhold, at beslutningen om, hvorvidt et givet land skulle med omfattes,
relativt ofte blev taget i sidste øjeblik i forhold til forskellige
typer fristudløb. Årsagen hertil var naturligvis overvejende
fiskale. K. Skøtt-Jensen er derfor netop i kraft af sit veludbyggede
kendskab til patentsystemet vant til - og indstillet på -at indlevere
patentsager på tidspunkter, der ligger relativt tæt på de
givne fristudløb.
Et andet forhold var, at K. Skøtt-Jensen og
kolleger var bekendt med de danske regler for manglende mulighed for
indlevering af ERRATA SHEET og med omkostninger til trykningsafgift ved
"nytrykning" af patenter, der skulle rettes EFTER indlevering af
oversættelse. En relativt sen indlevering af oversættelsen
udvider selvsagt tidsperioden i hvilken det er muligt at foretage "gratis"
rettelser.
Dette var én af grundene til, at ledelsen i
Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S havde valgt at indarbejde
procedurer, hvor oversættelsen sædvanligvis indleveres i den
3-måneders fristperiode, der følger efter meddelelsen af
patentet (in casu som nævnt 3 måneder efter 6. juni 1993, dvs.
først i september 1993, skulle oversættelsen være
færdiggjort).
En yderligere grund var, at ledelsen og alle de
øvrige medarbejdere hos Skøtt-Jensen var af den opfattelse, at
netop disse 3 måneder fra myndighedernes side "var beregnet til", at de
ansvarlige kunne udarbejde oversættelsen og sørge for de sidste
formalia. Dette synspunkt rammer vel heller ikke helt forbi sandheden, idet
jo et sådant tidsrum i mange patentsammenhænge anses for et
både nødvendigt og tilstrækkeligt tidsrum til at
udføre et sådant arbejde.
Resumeret: Situationen for K. Skøtt-Jensen og
kolleger var en 100% overbevisning om, at Vereenigde endnu ikke havde afgivet
den endelige ordre, og at Vereenigde i god tid - og i hvert fald inden
udløb af den ultimative frist - ville fremsende et egentligt
ordrebrev.
Om rutinerne hos Skøtt-Jensen kan generelt siges,
at de sagshåndterende, herunder patentbureauets øverste ledelse
omhyggeligt vurderer de enkelte sager og deres status, samt at de ledende og
erfarne medarbejdere løbende uddanner, instruerer og overvåger
(bl.a. ved stikprøvekontroller) ingeniører og betroet
administrativt personale.
Fristregistreringen og -overvågningen i forbindelse
med fatale frister foregår på følgende måde:
Frister registreres centralt og kontrolleres af den
ansvarlige sagsbehandlers sekretær. Selve registreringen er dels
manuel, dels elektronisk. Der udskrives lister til hver sagsbehandler, og
listerne kontrolleres hver måned. Fristtyperne omfatter passende
forfrister, adviseringsfrister og rykkerfrister.
Den interne modtagelsesprocedure hos Skøtt-Jensen
var følgende:
Al post, der vedrører indgående nye sager
bliver betragtet, som særdeles vigtigt materiale, og disse poststykker
bliver følgelig behandlet med den allerstørste omhu.
Det er firmaets udtrykkelige instruks til alle
medarbejdere, at sådant materiale skal behandles og vurderes
umiddelbart efter modtagelsen. Det er med andre ord "forbudt" at lade denne
post ligger dels ubehandlet, dels ubesvaret.
I modtagelsesproceduren indgår, at alle nyindkomne
sager bliver modtaget, gennemlæst og vurderet af Knud Skøtt-
Jensen, som dels er den øverste ansvarlige i patentbureauet K.
Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S og dels har over 30 års
erfaring med faglig juridisk behandling af patentsager i ind- og udland. I
tilfælde af Knud Skøtt-Jensens fravær vurderes de indkomne
sager af en betroet stedfortræder, nemlig en anden ligeledes ansvarlig
og erfaren patentkyndig sagsbehandler (patentingeniør Søren
Skovgaard).
Proceduren er endvidere således, at modtagelses-
systemet er "dobbeltkontrolleret", idet en anden af firmaets erfarne
fristansvarlige medarbejdere (som er personer med flere års erfaring
med patentsagshåndtering og overholdelse af frister) ligeledes
nøje gennemlæser og vurderer det modtagne materiale og så
hurtigt som muligt og fortrinsvis samme dag kvitterer for modtagelsen.
Af det vedlagte bilag 11 fremgår det da
også tydeligt, at nævnte instrukser om at reagere straks,
nøje er fulgt i den foreliggende sag:
Vereenigde daterer og fremsender deres brev mandag 11.
januar 1993. Torsdag 14. januar modtages dette brev hos Skøtt-Jensen.
Disse datoer fremgår af bilag 11. I øverste højre
hjørne er der således påtrykt Skøtt-Jensens
indgangsstempel:
MODTAGET
14 JAN 1993
I overensstemmelse med instruksen kvitterede en betroet
medarbejder hos Skøtt-Jensen samme dag for modtagelsen af brevet ved
at påtrykke Skøtt-Jensens firmastempel på selve det
modtagne brev og yderligere i hånden skrive:
"14/1-93 Received with thanks
Pia Rosenlund"
jfr. bilag 11, nederste højre hjørne.
(Pia Rosenlund er én af Skøtt-Jensens højt betroede
fristeksperter med 10 års erfaring).
Brevet med denne påskrift blev herefter straks faxet
til Vereenigde, hvilket ligeledes fremgår af bilag 11, hvor der
i øverste venstre hjørne "af faxmaskinen er" skrevet
"FROM ... SKØTT-JENSEN .... 93.01.14 11:51
Faxen ankom til den påtænkte adressat, jfr.
bilag 11, hvor Vereenigde's modtagelsesstempel med datoen 14 JAN 1993
ses i venstre del af brevet (oveni feltet med Skøtt-Jensen's
adresse).
Herefter var proceduren den, at Knud Skøtt-Jensen
og Pia Rosenlund konfererede om, til hvilken sagsbehandler sagen skulle
uddelegeres. Den pågældende sagsbehandler fik derpå sags-
akterne til yderligere vurdering.
Denne supplerende ekstra kontrol af sagsakterne gav bl.a.
anledning til, at Skøtt-Jensen ca. 6 uger efter anmodede Vereenigde om
manglende kopier af to figurer (jfr. bilag 12).
I den foreliggende sag skete følgende:
Ingen af de involverede personer hos Skøtt-Jensen
vurderede, at den ordlyd, der var i Vereenigde's brev, skulle tolkes på
anden måde, end at der var tale om en tidspunkt ville blive fremsendt
en konkret ordre til indlevering.
Alligevel blev der oprettet et kartotekskort over den
foreliggende sag, på hvilket kort de centrale data var anført.
Ved den månedlige gennemgang konfererede den administrative medarbejder
(Pia Rosenlund) sagen med den udmeldte sagsbehandler, især med henblik
på, om der var indkommet meddelelse om en frist i sagen. Et
negativt/-positivt svar i denne sammenhæng ville selvsagt bevirke, at
sagsbehandleren kunne tilrettelægge oversættelsesarbejdet sag i
overensstemmelse hermed.
På trods af overbevisningen om, at fristansvaret for
den pågældende sag IKKE var overtaget, iværksatte ledelsen
og medarbejderne hos Skøtt-Jensen ovennævnte
overvågningssystem af sagen. Dette overvågningssystem var set ud
fra en omhyggelighedsbetragtning egentlig en overflødig foranstaltning
i forhold til de procedurer, da anså for nødvendige i denne
konkrete sag, hvor et egentligt ordrebrev efter Knud Skøtt-Jensens og
kollegers opfattelse endnu ikke var modtaget.
Det er vigtigt at bemærke, at proceduren for denne
konkrete sag IKKE skal tolkes som repræsenterende det egentlige
"bærende" sikkerhedsforanstaltning, som blot skulle fungere, indtil de
egentlige instrukser om at tage ansvar for sagen fremkom.
Følgelig kan der ikke stilles samme type krav, som
der sædvanligvis stilles til egentlige fristovervågningssystemer
for f.eks. fatale frister.
Som forklaret ovenfor nåede meddelelsen om den
konkrete frist i den foreliggende sag ulykkeligvis aldrig frem til
Skøtt-Jensen.
På grund af den ovenfor nævnte - for
forskellige EP-patenter - betydelige spredning i antal måneder mellem
"INTENTION..." og "DECISION TO GRANT", følte de sagsovervågende
medarbejdere hos Skøtt-Jensen først tilskyndelse til
nærmere undersøgelse ud på efteråret 1993. I
begyndelsen af november 1993 blev man da hos Skøtt-Jensen enige om at
rette forespørgsel om sagen til Vereenigde. Dette blev gjort ved fax
8. november 1993 (jfr. bilag 15). Medarbejderne hos
Skøtt-Jensen forventede ikke, at faxen ville foranledige, at der ville
komme oplysninger om fejl. Man var overbevist om, at status var, at enten var
patentet endnu ikke meddelt eller også ville det være sket for
relativt nylig -jfr. faxen's ordlyd:
"Please advise whether this case has been granted or
not."
Forespørgslen var således IKKE hæftet
på nogen formodning om fejl, idet Skøtt-Jensen snarere have
imødeset en bekræftelse af, at alt var under kontrol,
sådan som det altid havde været i korrespondancen med
Vereenigde.
KONKLUSION
Nærværende sagsforløb er baseret
på en ulykkelig menneskelig fejlfortolkning af overordnede
kommunikationsforhold i KOMBINATION MED et teknisk uheld, der var uden for
patenthaverens og fuldmægtigenes kontrol.
For så vidt angår de aktivitetskæder,
hvor de enkelte led er aktiviteter udført af.
patentansøgeren/patenthaveren - den lokale
fuldmægtig - den udenlandske fuldmægtig - patentmyndigheden
er det klart, at disse aktivitetskæder må
være præget af stor styrke med hensyn til patentmæssig
erfaring, pålidelighed og omhu.
Af nærværende beskrivelse samt den vedlagte
dokumentation fremgår det efter vor opfattelse tydeligt, at disse krav
i høj grad er opfyldt, når den foreliggende sags parter
indgår i sådanne aktivitetskæder.
Ikke desto mindre har der i den foreliggende sag
været uforudsigelige hindringer for opnåelse af en vellykket
forbindelse fra den udenlandske fuldmægtig til den danske
fuldmægtig. Dette var relateret til, at den danske fuldmægtig var
i færd med indkøring af en ny type aktivitet, nemlig
indkøring af de patentvalideringsprocedurer, der er baseret på
Danmarks ratifikation af EPC.
Den særlige "KÆDE", der repræsenterer
forsendelseslinjen for denne specielle type valideringsprocedurer, var for
den danske fuldmægtig i den foreliggende sag endnu ikke fuldt ud
etableret i foråret/sommeren 1993. Der var således en proces i
gang, hvor "FORBINDELSEN" mellem kædens led skulle etableres på
en måde, at den danske fuldmægtig ville blive fortrolig med de
rutineprocedurer, der angår denne nye type valideringskrav.
Da der var tale om fænomener, der var nye for den
danske fuldmægtig i forhold til de hidtidige samarbejdsrutiner, hvad
den danske fuldmægtig endnu ikke haft mulighed for at cementere denne
kædeforbindelse, idet der dog naturligvis var både basis for og
vilje til, at dette skulle opnås. I nærværende sag skete
der det, at denne konstruktive proces på et ugunstigt tidspunkt helt
uforskyldt blev ramt af et uheld af teknisk art -nemlig den uforklarlige fejl
i postgangen mellem Holland og Danmark.
Årsagerne til denne fejl er uden for rammerne af
nærværende diskussion, men må dog under alle
omstændigheder formodes at skyldes menneskelige fejl begået af
én eller flere postmedarbejdere. Givet er det, at der var tale om
fejltyper, som IKKE kunne relateres til hverken Ahold eller
fuldmægtigbureauernes omhyggelighed. Vi gør da også
opmærksom på, at det er praksis, at sådanne hændelser
sædvanligvis ikke lægges sidstnævnte parter til last, og et
"tilgivelse" for sådanne tekniske fejl opnås uden større
motivering/bevisføring.
Det er klart, at selve kravet om,
at der skal være udvist fornøden OMHU
SAMTIDIG MED,
at der vitterlig ER BEGÅET FEJL (i den
foreliggende
sag en undladelsesbehandling)
i sin yderste semantiske og logiske konsekvens er en
absurditet. Men vi gør gældende, at det foreliggende
sagsforløb kan resumeres på følgende måde:
Kombinationen af
en helt uforudsigelig MENNESKELIG FEJLFORTOLKNING af
kommunikationssituationen mellem ordreafgiver og ordremodtager
= plus =
den lige så uforudsigelige BRIST I POSTGANGEN
udgør et helt klart tilfælde af, at der har
foreligget hindringer af en sådan art, som de implicerede ikke har
kunnet forudse.
Den internationale teknologiske industri ventede i en lang
årrække på, at Danmark i lighed med de fleste andre
europæiske lande med tilsvarende niveau for teknologisk industri skulle
tilslutte sig den europæiske patentkonvention og derved blive en
international professionel samarbejdspartner for så vidt angår
patentindleveringssystemet. Efter tilslutningen må samme industri
forvente, at Danmark netop udviser professionalisme og samarbejdsevner
omkring opnåelse af patentrettigheder. Det er derfor givet, at der (som
også nævnt indledningsvis) skal stilles store krav til de
involverede sagshåndterende parter.
Ikke desto mindre er det også givet, at samme
udenlandske industri - og for den sags skyld også dansk industri - vil
se med stor forundring på et tilfælde, hvor en national myndighed
skulle fastholde, at der skal tabes en rettighed
- alene på grund af, at en menneskelig
kommunikationsbrist (som dokumenterbart er relateret til
begyndervanskeligheder i forhold til netop det længe ventede system)
ved skæbnens ugunst har forekommet samtidig med en helt
uforskyldt teknisk fejlagtig postekspedition.
I den foreliggende sag er der - som det fremgår af
de vedlagte bilag fra sagsbehandling og tilhørende korrespondance
-tale om at den konkrete ulykkelige fristoverskridelse drejer sig om
én af de sidste påkrævne handlinger i en lang kæde
(startende med prioritetsindleveringen helt tilbage til 1989) af omhyggelig
varetagelse af formalia med tilhørende overholdelse af frister.
Men, som vi har redegjort for i nærværende
begrundelse: De implicerede har ikke kunnet forudse disse sidst tilkomne
hindringer, og det er derfor vor opfattelse, at det vil være forkert at
fastslå, at der i den foreliggende sag ikke er udvist al
fornøden omhu. Tværtimod er der tale om, at ansøgeren og
dennes fuldmægtige har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne
forlanges.
Under henvisning til patentlovens ? 72 anmoder vi derfor om genoprettelse."
Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 22. november
1994 begæringen om genoprettelse og skrev som følger:
"Genoprettelse
De har i henhold til patentlovens ? 72 begæret genoprettelse af de
rettigheder, der for Ahold Retail Services gik tabt som følge af for
sen indlevering af oversættelse vedrørende ovennævnte EP
patent, Application No. 90200412.6.
Deres begæring om genoprettelse kan ikke
imødekommes.
Baggrunden herfor er, at der ikke hos en danske
fuldmægtig K. Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S
(Skøtt-Jensen) er udvist den fornødne omhu ifølge
patentlovens ? 72.
Af Deres begrundelse for andragendet om genoprettelse
fremgår det, at en hollandske fuldmægtig, Vereenigde
Octrooibureaux, sendte et standardbrev til Skøtt-Jensen den 11. januar
1993. I brevet blev der direkte anmodet om, at der blev udarbejdet en
oversættelse, som skulle indleveres i god tid, således at
patentet kunne valideres i Danmark.
Endvidere fremgår det, at Skøtt-Jensen ved et
brev af 2. marts 1993 til Vereenigde havde anerkendt modtagelsen af
ordrebrevet af 11. januar 1993 og derved havde accepteret ordren.
Herefter kunne ordregiver gå ud fra, at brevet af 7.
maj 1993 var til orientering for Skøtt-Jensen, men ikke
afgørende for, at fristen for validering blev overholdt.
Skøtt-Jensens hollandske forbindelse var ikke
indformeret om, at Skøtt-Jensens rutine ved validering af EP-patenter
indebar, at man ventede med at indlevere oversættelse til efter
modtagelsen af meddelelsen om patentudstedelse. Vereenigde kunne derfor ikke
vide, at var afgørende for validering, at brevet af 7. maj 1993 kom
frem til Skøtt-Jensen.
Samarbejdet mellem Vereenigde og Skøtt-Jensen har
derfor ikke været præget af den fornødne omhu, idet
Skøtt-Jensen ikke har informeret sin hollandske samarbejdspartner
tilstrækkelig tydeligt om rutinen ved validering af EP-patenter.
Hvis denne afgørelse bliver endelig tilbagebetales
det indbetalte publiceringsgebyr på kr. 3.000."
Dette afslag har klageren ved skrivelse af 16. juni 1995
indbragt for Patentankenævnet.
I klagebegrundelsen skriver klageren:
"Patentdirektoratets afslag af begæring af
genoprettelse hviler på to forkerte præmisser:
1) Vereenigde skulle direkte have anmodet
Skøtt-Jensen om, at der blev udarbejdet en oversættelse, som
skulle indleveres i god tid, således at patentet kunne valideres i
Danmark.
2) Skøtt-Jensens rutiner vedrørende
indlevering af oversættelser, hvorefter man ventede med at indlevere
oversættelserne til efter modtagelsen af meddelelsen om
patentudstedelse, er så usædvanlige, at man burde have informeret
Vereenigde.
Med hensyn til den 1. præmis er der tale om en
sproglig misforståelse, som vi må indrømme selv at have
bidraget til, og med hensyn til den 2. præmis hviler
Patentdirektoratets vurdering på et - forståeligt (måske
undskyldeligt) - ukendskab til valideringspraksis i de enkelte kontraherende
stater i EPC, som vi - som punkt 3 - endvidere vil supplere med omtale af
relevant genoprettelsespraksis i udvalgte lande.
Hermed forholder det sig nærmere således:
Ad. 1 - TIDSASPEKTET
Den første præmis er baseret på en
fejlfortolkning af ordrebrevet af 11. januar (Bilag 10), som vi beklageligvis
må påtage os et vist medansvar for.
Vereenigde anførte i ordrebrevet:
"Please prepare a translation of the complete text and
file the translation in good time with your Patent Office, in order that this
patent when granted, extends to Denmark."
På denne baggrund anførte vi på side 2,
1. afsnit i vort genoprettelsesandragende, at "Skøtt-Jensen direkte
blev anmodet om at der blev udarbejdet en oversættelse, som skulle
indleveres i god tid (vor fremhævelse), således at
patentet kunne udvides til at omfatte Danmark". I 5. afsnit anførte
vi, at "Vereenigde kunne antage, at oversættelsen ville blive
indleveret i god tid inden (den ukendte) frist".
På denne baggrund - og set i lyset af
Patentdirektoratets ufuldstændige kendskab til europæisk
valideringspraksis, som nærmere forklaret under pkt. 2 nedenfor - kan
det forekomme, som om Skøtt-Jensen har handlet i strid med
Vereenigde's in- struks, hvilket kan have været medvirkende til
Patentdirektoratets nægtelse af genoprettelsen.
Vi er imidlertid efterfølgende blevet
opmærksom på, at Vereenigde's ordrebreve til Skøtt-Jensen
og de øvrige europæiske kolleger i realiteten ikke
indeholdt en instruks om at indlevere oversættelsen "i god tid", men
blot rettidigt inden den endelige frist.
Vi har rettet henvendelse til den daværende
præsident for European Patent Institute, S.David Votier, for at
få en autoritativ fortolkning af ordrebrevet, og vi vedlægger som
Bilag 21 en kopi af Mr. Votiers svar, der bekræfter vort udsagn.
Mr. Votier har endvidere uopfordret redegjort for sit eget
firmas praksis ved validering af europæiske patenter, hvor
behandlingssproget er tysk eller fransk. Dette har mere relevans for
Patentdirektoratets 2. præmis, men bekræfter, at det ingenlunde
er usædvanligt at afvente modtagelsen af "decision to grant" før
oversættelsen indleveres, blandt andet for ikke at påføre
klienten unødige omkostninger.
Vi skal med hensyn til
omkostningsspørgsmålet indskyde, at det fra flere sider er gjort
gældende, at omkostningerne til oversættelse af europæiske
patenter er for høje,og især Danmark har måttet stå
for skud.
Det kan derfor ikke være rimeligt, at
Patentdirektoratet anlægger en praksis, der straffer patentagenter, som
på deres klienters vegne forsøger at være
omkostningsbevidste, og som uforskyldt involveres i en fristoverskridelse
med rettighedstab og mulige erstatningskrav til følge.
I sin yderste konsekvens vil en kodificering af en
sådan praksis betyde, at patentagenterne for at forebygge
erstatningskrav må indbygge helt ekstreme kontrolrutiner, som ikke kan
undgå at fordyre patentudstedelsen yderligere.
Vi har til yderigere underbyggelse af ordrebrevets
fortolkning forespurgt Vereenigde, hvornår de øvrige
europæiske patenter blev valideret, og vi vedlægger som Bilag 22
en kopi af Vereenigde's svar. Som det fremgår, er langt den overvejende
del af oversættelserne indleveret relativt tæt på den
kritiske dato 16. september 1993, hvilket dels bekræfter, at
Skøtt-Jensens praksis i de "gamle" EPC-lande, og dels fortolkningen af
"in good time" både fra ordregiverens og de europæiske
ordremodtageres side.
Ad. 2 - OVERSÆTTELSESRUTINERNE
Reglerne vedrørende indlevering af
oversættelser i de kontraherende stater, hvor patentet ønskes
valideret, fremgår af Rule 51(6) skrivelsen (Bilag 7). Heraf ses det
blandt andet, at oversættelsen i CH/LI skal være indleveret
senest samtidig med publikationen af "mention of the grant" i European
Patent Bulletin, medens de øvrige kontraherende stater har sat en 3
måneders frist fra dette tidspunkt.
Oversættelserne skal indleveres i overensstemmelse
med de nationale forskrifter, som er omtalt i "National law relating to the
EPC", hvoraf vi vedlægger kopi af det relevante Kapitel IV (Bilag 23).
Af særlig interesse for den foreliggende sag er spalte 11, hvor vi
specielt vil fremhæve.
Belgien
Hvis oversættelsen indleveres før "the
mention of the grant" datoen, skal patentmyndigheden senere have oplysning om
denne dato samt det nummer af Bulletinen, hvori datoen er angivet.
Frankrig
Her skal første side af oversættelsen
direkte forsynes med angivelse af nummer og dato for den Bulletin, hvor
"mention of the grant" er optaget.
Det er således ikke muligt gyldigt at validere et
fransk patent, før denne dato kendes.
Grækenland
Her skal oplysning om nummeret på Bulletinen
ligeledes indleveres sammen med oversættelsen, så situationen er
som i Frankrig.
Holland
Her er situationen som i Belgien, således at en
for tidligt indleveret oversættelse skal følges op med angivelse
af nummeret på Bulletinen.
Storbritannien
Her gælder samme regler som i Holland og
Belgien.
Den i den foreliggende sag afgivne decision dateret 7. maj
1993, der blev afsendt af Vereenigde den 14. maj 1993 (Bilag 14), indeholder
nederst oplysning om, at "mention of the grant will be published in European
Patent Bulletin 93/24 og 16. june 1993", og dels passagen "The amendments
requested by the applicant after receipt of the Communication under Rule
51(6) EPC and received at the EPO on OO OO OO have been taken into
account".
Denne passage er indføjet for det tilfælde,
at ansøgeren på et sent tidspunkt efter, at sagen er blevet
godkendt -men inden Decision to Grant - er blevet opmærksom på
forhold, der gør det ønskeligt at foretage ændringer i
ansøgningen.
Dette kan for eksempel være opdagelse af modhold,
der ikke tidligere har været taget i betragtning, enten ved at
tredjemand indgiver en indvending mod ansøgningen i henhold til Art.
115 EPC eller ved modtagelsen af en officiel skrivelse i en parallel
ansøgning f.eks. i USA, Norge, Finland eller Japan.
Endelig kan der være tale om formelle fejl, der
f.eks. er blevet opdaget af en schweizisk kollega, der har lavet
oversættelsen tidligt for at være sikker på at indlevere
den rettidigt under de særlige schweiziske regler.
Af hensyn til de betydelige
oversættelsesomkostninger i de designerede stater og omkostningerne i
forbindelse med rettelser af oversættelserne er det selvfølgelig
ønskeligt for patenthaveren, at der gives mulighed for en central
rettelse af teksten så længe som praktisk muligt, og det er da
også gennem case law for EPO, jvf. G 7/93, fastslået, at EPO skal
tage hensyn til indlæg i sagen, der fremkommer inden afgivelsen af
Decision to Grant skrivelsen. Vi henviser især til afsnit 2.4 og 2.5,
hvor ansøgerens interesse i at opnå gyldige patenter
fremhæves (vedlagt som Bilag 24).
Som det vil fremgår af Bilag 23, spalte 8, er
Danmark et af de relativt få lande (foruden Østrig, Tyskland,
Spanien og Sverige), der publicerer oversættelsen i form af et trykt
patentskrift og derfor opkræver et trykningsgebyr. Rettelser, efter at
patentet er trykt, nødvendiggør trykning af et nyt patentskrift
og nyt trykningsgebyr.
En beslutning om at afvente afgivelsen af Decision to
Grant før oversættelse iværksættes, især i et
land som Danmark, er derfor principielt en omkostningsbevidst beslutning,
også fordi den giver ansøgeren mulighed for at fortryde en
tidligere beslutning om dansk validering.
Vi tror, at Patentdirektoratet ville være enige med
os så langt, men vandene skilles, når Patentdirektoratet
lægger til grund, at denne beslutning er af en sådan
ekstraordinær karakter, at den burde have været kommunikeret til
Vereenigde.
Som det vil have fremgået af ovenstående
redegørelse, er det i en række lande enten en forudsætning
for gyldig validering, at Decision to Grant foreligger, eller kræver en
separat efter-indlevering.
At Skøtt-Jensen vælger at følge en
praksis, der i en række andre EPC-stater enten er obligatorisk eller
forbundet med yderligere ekspeditioner, hvis den ikke følges, burde
ikke kræve særskilt meddelelse til Vereenigde og derfor
være en forudsætning for udvisning af "tilstrækkelig omhu".
Da endvidere Vereenigde udtrykkeligt havde nævnt i ordrebrevet, at
Decision to Grant ville blive sendt, havde Skøtt-Jensen ikke anledning
til at bede om den, hvilket han ville have gjort, hvis det ikke havde
fremgået af ordrebrevet, også fordi datoen er afgørende
for, hvornår den danske årsafgiftsbetaling skal
påbegyndes.
I vort andragende over for Patentdirektoratet gjorde vi
gældende, at det ulykkelige sagsforløb i et vist omfang
måtte tilskrives "begyndervanskeligheder" i forbindelse med Danmarks
tiltræden til EPC, og at det ikke kan være mangel på
fornøden omhu, at Skøtt-Jensen ikke fra dag O har etableret et
overvågningssystem, der tager højde for alle tænkelige og
utænkelige fejlmuligheder.
Skøtt-Jensen's system havde fungeret perfekt
både i relation til Vereenigde og andre udenlandske ordregivere og
indebar bl.a. en månedlig kontrol af samtlige valideringssager for at
se, om Decision to Grant skrivelsen skulle være indgået,
således at sagsbehandleren var fuldt bekendt med den fatale frist for
indleveringen af oversættelsen.
I den foreliggende sag gav den månedlige kontrol
anledning til, at Skøtt-Jensen den 8. november 1993 forespurgte
Vereenigde, hvorvidt patentet var blevet meddelt eller ej, jfr.
argumentationen, side 14, i vor skrivelse til Patentdirektoratet. Havde
Skøtt-Jensen f.eks. spurgt den 8. september, var postfejlen blevet
opdaget, og oversættelsen blevet rettidigt indleveret.
Sagen er imidlertid, at Skøtt-Jensen ikke havde
nogen særlig tilskyndelse til at agere tidligere, end han gjorde, idet
han erfaringsmæssigt vidste, at de kan gå endog meget lang tid
fra EPO afgiver Rule 51(4) skrivelsen ("Notice of intention to grant"), den
mellemliggende Rule 51(6) skrivelse og til EPO afgiver Art. 97(2).
Vi har gennemgået 86 sager, hvor Hofman-Bang &
Boutard har valideret EP-patenter udstedt i perioden 10.11.93 til 18.01.95.
Tidsrummet mellem afgivelsen af Rule 51(6) skrivelsen og Art. 97(2) svingede
fra 4,5 - 10 måneder, og tidsrummet mellem afgivelsen af Rule 51(4)
skrivelse og Art. 97(2) skrivelsen fra 6 til 15 måneder. Lægges
hertil mindst én måned fra dateringen af artikel 97(2)
skrivelsen og "mention of grant" datoen og tre måneder til indlevering
af oversættelsen, når vi op på 10 - 18 måneder.
Skøtt-Jensen modtog Rule 51(4) skrivelsen, der var dateret 13.10.92
med ordrebrevet af 11.01.93, og sendte forespørgslen den 8. november,
altså knap 13 måneder senere.
Vi vedlægger som Bilag 25 kopier af 10
tilfældigt udvalgte Art. 97(2) skrivelser, som illustration af
ovenstående tidsforløb. Det ses heraf, at der i nogle af
skrivelserne netop er henvist til ændringer indsendt efter afgivelse af
Rule 51(6) skrivelsen, jfr. ovenfor.
Dette viser, at Skøtt-Jensen, der havde fået
udtrykkelig meddelelse om, at Art. 97(2) skrivelsen ville blive sendt
fra Vereenigde, og hver måned checkede sin sagsportefølje,
heller ikke ud fra mere objektive kriterier havde haft grund til at
undre sig over, at skrivelsen ikke var dukket op tidligere.
Der var uundgåeligt tale om en
indkøringsperiode, hvilket dokumenteres af, at det på basis af
oplysninger i Patenttidende kan konstateres, at der i 1991 totalt blev
bekendtgjort 9 valideringer af europæiske patenter i Danmark. I 1992
var tallet steget til 341 og i 1993 til ialt 2126 (stigende fra 63 i januar
til 320 i december).
I det foreliggende tilfælde var det hverken
ukendskab til valideringsreglerne eller fejlfortolkning af disse, der var
tale om. Det siger sig selv, at sådanne forhold kun yderst
sjældent bør berettige en genoprettelse, men her var der tale om
en fejl i postgangen mellem to patentbureauer, hvor ordregiver var 100%
sikker på, at ordremodtager havde modtaget ordren,og ordremodtager
både på basis af ordrebrevets indhold og tidligere ordrer
måtte føle sig 100% sikker på, at den skrivelse, der
styrede tidsforløbet i hans ordrebehandling ville blive sendt.
Som nævnt i vort andragende om genoprettelse var den
pågældende ordre kun Skøtt-Jensen's tiende af slagsen, og
disse på senere tilkomne sager blev efter den indledende kontrol og
anerkendelse opbevaret samlet og checket løbende af en fristansvarlig
medarbejder med 10 års anciennitet for modtagelse af "Decision to
Grant", der i Skøtt-Jensens system tjente som bekræftelse
på, at ordregiveren ønskede patentet valideret i Danmark,
hvorpå sagen blev overgivet til den for oversættelsen ansvarlige
sagsbehandler.
Denne procedure må i sig selv anses for
fuldt forsvarlig under forudsætning af, at det er sikret, at "Decision
to Grant" vil blive fremsendt, når den foreligger. Skøtt-Jensen
har ikke i indkøringsperioden haft fantasi til at forestille sig, at
skrivelsen kunne gå tabt i posten og derfor indbygget nogle
rykkerrutiner, som - set i lyset af den meget store spredning af tidsrummet
mellem Rule 51(4) skrivelsen (Intention to grant) og Art. 97(2) skrivelsen
(Decision to Grant) - meget vel kunne forekomme overdrevne ("Vi har jo
skrevet i ordrebrevet, at vi vil sende "Decision to grant", når vi
får den"). Dette kan ikke retfærdiggøre en nægtelse
af genoprettelse af de bortfaldne rettigheder i en sag, hvor der efter en
omhyggelig kontrol af materialet, der skulle ligge til grund for valideringen
i Danmark, blev sendt en forespørgsel om status for
patentudstedelsen, og det først derefter blev konstateret, at den i
Skøtt-Jensens og de fleste udenlandske kollegers systemer forudsatte,
"ordrebekræftelsesskrivelse" var gået tabt i posten.
Sammenfattende
mener vi således at have
godtgjort, at Patentdirektoratets to præmisser for nægtelsen af
genoprettelsen er fundamentalt forkerte, fordi
1) Vereenigde hverken havde givet instruks om eller
havde forventning om, at oversættelsen skulle indleveres "i god tid",
og
2) Skøtt-Jensens valideringspraksis var i god
overensstemmelse med praksis i de "gamle" EPC-medlemsstater og derfor ikke
krævede særskilt tilbagemelding til Vereenigde, der udtrykkeligt
havde meddelt, at de ville sende "Decision to grant" skrivelsen, og havde
modtaget fornøden ordrebekræftelse.
Ad. 3- RELEVANT GENOPRETTELSESPRAKSIS I UDVALGTE
EUROPÆISKE LANDE
Som det vil have fremgået - mener vi at
Patentdirektoratets nægtelse af genoprettelse hviler på forkerte
præmisser, og det er vort håb, at Patentdirektoratet og
Patentankenævnet vil anerkende dette. Da der imidlertid - så vidt
os bekendt - ikke er offentliggjort danske fortilfælde, og vi ikke selv
har været ude for lignende i Danmark, har vi - også grundet
sagens store vigtighed for patenthaveren og de involverede patentbureauer -
søgt at finde relevant udenlandsk praksis, der måtte kunne tjene
som rettesnor for Patentankenævnet og Patentdirektoratet.
Vi skal erindre om, at genoprettelsesinstitutionen blev
indført i patentloven af 1978 som en tilpasning til de tilsvarende
bestemmelser i Art. 122 EPC, hvis for nærværende sag relevante
bestemmelser lyder:
"(1) The applicant for or proprietor of a European patent
who, in spite of all due care required by the circumstances having been
taken, was unable to observe a time limit vis-á-vis the European
Patent Office shall, upon application, have his rights re-established if the
non-observance in question has the direct consequence, by virtue of this
Convention, of causing the refusal of the European patent application, or of
a request, or the deeming of the European patent application to have been
withdrawn, or the revocation of the European patent, or the loss of any other
right or means of redress."
Det fremgår ikke af forarbejderne, at der sigtedes
mod anlæggelse af en anden målestok for Danmark end for den -
endnu ikke fastlagte - EPO praksis, jfr. nærmere herom nedenfor.
Hvis vi ser bort fra alle de sager, der skyldes forsinket
årsafgiftsbetaling, synes såvel dansk som europæisk
genoprettelsespraksis principielt at kunne sammenfattes som
følger:
a) Ansøgeren skal have valgt pålidelige
fuldmægtige, der har opbygget et pålideligt
kontrolsystem.
b) Personalet, der betjener systemet, skal være
velin- strueret og behørigt superviseret.
(Det forudsættes videre, at ansøgeren skal
have givet klare instruktioner til sin fuldmægtig og selv have
systemerne i orden).
Er disse forhold opfyldt, bevilges normalt genoprettelse i
tilfælde af menneskelige fejl eller andre uforudseelige fejl eller
force-majeure situationer.
I årene siden 1978 har der ved EPO og
EPC-medlemslandene udviklet sig en praksis, dels i relation til samarbejdet
med EPO, hvor det er EPO, der står for genoprettelsen, og dels over for
de nationale patentmyndigheder ved den senere validering af EP-patenterne,
idet det bemærkes, at de konkrete forskrifter og frister i forbindelse
med den nationale validering som nævnt under afsnit 2 ikke er
harmoniseret.
EPO's praksis har manifesteret sig i en lang række
afgørelser fra de tekniske og juridiske appelkamre. Praksis viser
klart, at hver sag er blevet afgjort ud fra de konkrete facts i sagen, og at
kravene til "due care" udvist af ansøgerne og deres fuldmægtige
har været høje, ligesom de forskellige appelkamre ikke har
været helt enige i deres praksis. Det eneste klare generelle budskab,
der kan udledes af EPO's praksis er, at "an isolated mistake in an otherwise
satisfactory system" anses for gyldig grund for genoprettelse, men at det
selvfølgelig påhviler fuldmægtigene i hver enkelt sag at
overbevise appelkamrene om, at de har etableret et "satisfactory system".
Præmissen i denne ordlyd ses første gang
anvendt i 12/86, J 3/86, hvor headnote klart siger:
"Article 122 EPC is intended to ensure that in appropriate
cases the loss of substantive rights does not result from an isolated
procedural mistake within a normally satisfactory system."
Facts i J 02/86, J 03/86 (for sen betaling af
årsafgifter i to divisional ansøgninger) er uden lighed med den
foreliggende sag, hvilket også gælder facts i de talrige senere
kendelser, såsom J 29/86, T 27/86, T 166/87, T14/89, T 178/89, T 30/90,
T 253/90, T 612/90 (flere eksempler kan gives), der refererer
ovennævnte grundregel.
For ikke at belaste sagen unødigt med bilag
vedlægges abstracts af de citerede kendelser (Bilag 26), der
selvfølgelig vil kunne fremlægges in extento på
nævnets forlangende. Vi finder dog anledning til at fremhæve T
30/90, hvor det blev anført, at
"a misdirected fax which led to failure to file in time an
appeal by the proprietor against revocation of his patent was held to be an
isolated mistake in an otherwise satisfactory system."
Genoprettelse blev dog nægtet p.g.a., at faxet
først blev sendt ved fristudløb, men sagen viser klart, at en
uforudset forstyrrelse i den normale kommunikation mellem de
forskellige led i sagsgangen principielt kan berettige til genoprettelse.
I den forbindelse erindrer vi om, at Vereenigde i perioden
inden nærværende sag fejlfrit havde valideret ca. 13.750
patenter, og at systemet hos "begynderen" (i denne henseende)
Skøtt-Jensen både generelt og i samarbejde med Vereenigde havde
fungeret fejlfrit, indtil postvæsenet svigtede.
EPO's yngre case law har fokuseret på "the principle
of proportionality", ud fra en betragtning baseret på, at
konsekvenserne af en mindre fejl eller uregelmæssighed kan være
ekstremt alvorlige i og med, at de fører til et bortfald af
patentrettigheder. Sagt på en anden måde, der må foretages
en afvejning af omfanget af en mulige forsømmelighed hos
ansøgeren og hans fuldmægtig mod de alvorlige konsekvenser, som
bortfalder af patentrettigheder indebærer.
Vurderingen anlagdes første gang i T 869/90, kopi
vedlagt (Bilag 27), hvor sagens fakta atter er uden relation til de
foreliggende, idet der var tale om en fejlkalkulation, der førte til
én dags fristoverskridelse for opfyldelsen af formalia omkring en
appel, men vil finder anledning til at citere fra præmisserne:
"In accordance with general principles of law, as applied
in the context of administrative law, a procedural means used to achieve a
given end (e.g. a sanction following a procedural non-compliance) should be
no more than that which is appropriate and necessary to achieve that end;
this is commonly referred to as the principle of proportionality
(emphasis added). While the Board is not specifically applying this principle
to the present case, nevertheless it would seem to be reasonable, in a case
such as the present where there may be some doubt as to whether or not "all
due care required by the circumstances" was exercised, to have this principle
in mind. Any person who has been misled in the sense of Article 122(6) EPC by
the fact that the statement of grounds of appeal was filed one day late would
be protected by Article 122(6) EPC. In contrast, the loss the patent
application because of such a procedural irregularity would be a severe
result."
Art. 122(6) EPC lyder:
"Any person who, in a designated Contracting State, in
good faith has used or made effective and serious preparations for using an
invention which is the subject of a published European patent application or
a European patent in the course of the period between the loss of rights
referred to in paragraph 1 and publication of the mention of re-establishment
in those rights, may without payment continue such use in the course of his
business or for the needs thereof."
og modsvarer således Patentlovens ? 74 vedrørende mellemkommende rettigheder,
hvilket skulle sikre den godtroende tredjemand i fornødent omfang.
Proportionalitetsprincippet blev ligeledes anvendt i J
22/92 (Bilag 28, jfr. side 1 og 16), der vedrørte omstændigheder
omkring videreførelsen af en PCT-ansøgning ved EPO
behæftet med særlige komplikationer. Også her gælder
det, at sagens fakta er uden relation til nærværende sag, men
afgørelsen illustrerer klart, at EPO har erkendt, at en
afvejning af, hvad der i bagklogskabens klare lys måtte kunne
karakteriseres som mulige forsømmeligheder hos de involverede
patentagenter mod de alvorlige konsekvenser af et rettighedsbortfald, er
velbegrundet.
Propotionalitetsprincippet blev endvidere anvendt i T
111/92, hvor en menneskelig fejl ved beregningen af en 10 dages frist
på et tidspunkt, hvor den pågældende var i en
stress-situation, blev anset for "an isolated mistake in an otherwise
satisfactory system", og der lagdes vægt på, at det var
første gang, denne type fejl opstod hos den pågældende
fuldmægtig.
Vi finder, at denne praksis, der har udviklet sig gennem
årene i et meget kompliceret patentsystem, hvor bortfald af rettigheder
kan have meget alvorlige konsekvenser for de involverede fuldmægtige,
er rimelig og bør være normgivende også for dansk
genoprettelsepraksis.
Med hensyn til relevante genoprettelsessager fra den
enkelte EPC medlemsstater har vi foretaget en større
undersøgelse.
De to sager, vi har kunnet lokalisere, hvor
omstændighederne ligger nærmest på de her foreliggende, og
hvor den ene involverede vort eget firma, er begge fra Frankrig.
Vi vedlægger som Bilag 29 i kopi og
oversættelse den til den franske patentmyndighed indleverede
redegørelse fra en tysk kollega og den efterfølgende
afgørelse om genoprettelse.
Det ses heraf, at den tyske ordregiver umiddelbart efter
modtagelsen af "Decision to grant"-skrivelsen, den 2. september 1991 sendte
denne til de kolleger i Italien, UK og Frankrig, som skulle stå for
valideringen. På trods af en rykker fra den franske kollega den 23.
januar 1992 arkiveredes denne blot i sagen og først ved den anden
rykker 15. april 1992, sendte den tyske kollega en kopi af sin tidligere
skrivelse, idet det første brev øjensynligt var forsvundet i
posten. På dette tidspunkt var 3 måneders fristen til indlevering
af oversættelsen sprunget, og genoprettelse var nødvendig.
Det fremgår videre af andragendet, at fejlen var
begået af en mangeårig medarbejder, og at det tyske firma havde
forestået ca. 2000 fejlfri valideringer.
På denne baggrund genoprettede den franske
patentmyndighed rettighederne for Frankrig.
Hofman-Bang & Boutard
har været ude for
en lignende situation, hvor en erfaren medarbejder i vor udlandsafdeling
efter omgående at have afsendt "Mention of grant"- skrivelsen til de
udenlandske kolleger, inklusive den franske, placerede flere
efterfølgende remindere fra Frankrig i sagen og først fattede
mistanke til en mulig fejl i postgangen efter udløbet af fristen til
indlevering af den franske oversættelse. Også her blev
rettighederne genoprettet, jfr. den som Bilag 30 vedlagte afgørelse,
hvis ordlyd svarer til den tyske sag.
Det er således åbenbart, at bortkomst af
"Mention of grant"-skrivelsen på grund af forsømmeligheder hos
postvæsenet er en legitim undskyldning, under forudsætning af at
der i øvrigt er udvist fornøden omhu ved valg af
fuldmægtig, uddannelse af medarbejdere m.v.
I Spanien findes der en enkelt sag, hvor der blev
bevilget genoprettelse p.g.a. forsinkelser i posten, jfr. den som Bilag 31
vedlagte redegørelse af 17. januar 1995 fra vore spanske kolleger
Elzaburu.
I Schweiz er domspraksis meget sparsom. vi
vedlægger som Bilag 32 en kopi af brev af 18. januar fra vore kolleger
Micheli et Cie. Situationen i Schweiz er speciel, dels fordi man tidligere
har haft en ekstremt streng praksis vedrørende genoprettelse og dels
fordi oversættelsen stadig skal indleveres senest på "Mention of
grant"-dagen, jfr. ovenfor. Den i kopi vedlagte dom vedrører en
situation, hvor en kompetent medarbejder foretog en fejlagtig fristnotering i
strid med de givne instrukser for det veltilrettelagte fristsystem, og hvor
fuldmægtigen grundet sygdom havde nedtrappet sin aktivitet.
Den konkrete sag er således væsensforskellig
fra den foreliggende, men det interessante er, at vor schweiziske kollega
fremhæver den gradvise tilpasning til europæisk praksis, som
også fremhæves på side 62, spalte 2, nederst og spalte 3,
øverst i dommen.
Vore østrigske kolleger har oplyst, at der
ikke findes relevante afgørelser fra tiden efter at Østrig
ændrede sin oversættelsesfrist fra den "schweiziske" model til
den gældende for resten af EPC staterne, og der findes efter det for os
oplyste ikke genoprettelsesmuligheder i Belgien, Grækenland og
Irland.
Vereenigde har opsummeret hollandsk praksis i det
som Bilag 33 vedlagte brev af 17. januar 1995. Ingen af de refererede sager
dækker den foreliggende situation 100%, men det er
bemærkelsesværdigt, at SD i kendelsen af 1. januar 1985
genoprettede et patent, hvor en officiel skrivelse fra patentmyndigheden var
registreret som modtaget hos patentbureauet, men derefter bortkommet. Vor
kollegas sammenfatning af hollandsk praksis i tredjesidste afsnit stemmer
udmærket med vor indledende sammenfatning.
Med hensyn til Sverige forholder det sig
sådan, at man også der i mange år krævede
oversættelsen indleveret før "Mention of grant"-dagen.
De kendelser, vi har modtaget fra vor svenske kollega,
vedrører således overvejende situationen, hvor der har
været manglende opfølgning omkring ordreafsendelsen og
-modtagelsen, uopmærksomhed omkring den svenske frist for indlevering
af oversættelsen eller fejlagtig fristnotering, og der findes
tilsyneladende ikke kendelser fra tiden efter at Sverige gik over til den
"normale" 3 måneders frist, som relaterer sig til udebleven "Decision
to grant".
Der findes dog en række kendelser, der relaterer sig
til problemer omkring postforsendelser, jfr. vedlagte Bilag 34, og vi kan
fastslå, at man i en række tilfælde har anerkendt fejl i
postgangen som gyldig begrundelse for genoprettelse.
Til yderligere belysning af nyere svensk praksis
vedlægges som Bilag 35 kopi af Patentbesvärsrättens beslut af
2. december 1994. Omstændighederne er her også forskellige fra
den foreliggende sag og vedrører situationen efter at to
EP-ansøgninger var slået sammen efter den særlige
"consolidation procedure", der fandt anvendelse ved EP, mens enkelte lande
kun have ratificeret EPC, men ikke PCT. Ved indleveringen af den svenske
oversættelse, der skete rettidigt, blev der anvendt det forkerte
ansøgningsnummer over for den svenske patentmyndighed, der derfor
nægtede at bekendtgøre oversættelsen og også
nægtede genoprettelse.
Under appelsagen fandt Patentbesvärsrätten
anledning til at indskærpe over for Patentverket, at der stilles
meget høje krav til servicemindedhed i henhold til EPO praksis,
og at de indsatser fra Patentverkets side, som krævedes i denne
henseende, fremstod som forholdsvis små.
Uagtet at situationen er en anden i den foreliggende sag,
finder vi det berettiget at påpege, at der påhviler det danske
Direktorat en lignende forpligtelse, jfr. også det ovenfor sagte om
forholdene i Schweiz.
Vi skal endelig nævne, at der angiveligt siden 1978
har været anlagt en strengere genoprettelsespraksis i Sverige end ved
EPO og i de andre nordiske lande.
Dette er dels begrundet i, at ordlyden af ? 72 som nævnt ovenfor ikke blev bragt i
overensstemmelse med Art. 122 EPC, og dels at man i betydelig grad har
anvendt de i retsplejeloven gældende normer og tilhørende
domspraksis for "laga förfall". Dette misforhold er omtalt i det som
Bilag 36 vedlagte notat fra Patentverket og resulterede i det som Bilag 37
vedlagte lovforslag, der nu er gældende svensk lov.
Kuriøst nok fremhæves det i
bemærkningen til det danske lovforslag L119 af 2. december 1972 (uddrag
vedlagt som Bilag 38, jfr. side 24-25) efter en gennemgang af reglerne i Art.
122 EPC, der kræver "udvisning af al den omhu, som de foreliggende
omstændigheder tilsagde", at det for Danmarks tiltrædelse af
patentsamarbejdstraktaten er nødvendigt og ved tiltrædelsen af
Den europæiske Patentkonvention ønskeligt, at der
indføres tilsvarende regler (vor fremhævelse) i
patentloven.
Desuagtet anvendes der i ? 72 vendingen "udvisning af al den omhu, som med
rimelighed kan kræves", uden at det af bemærkningerne
fremgår, at der har været tilstræbt andre normer end ved
implementeringen af EPC, som Danmark i henhold til lovforslaget skulle
tiltræde.
I Sverige har praksis siden 1978 udviklet sig så
restriktivt, at det har været anset for nødvendigt at
ændre lovens ordlyd, således at der ikke er tvivl om, at der skal
anlægges samme normer som ved EPO, m.a.o. "al den omhu, som de
foreliggende omstændigheder tilsagte".
Lignende lovændringer er ikke foretaget i Danmark,
men nu hvor Danmark er fuldgyldigt medlem af EPC giver Patentdirektoratets
stillingtagen - præmisserne ufortalt - os anledning til at påpege
over for Patentankenævnet og Patentdirektoratet, at det udtrykkeligt
var lovgivernes intention, at der skulle indføres "tilsvarende
regler", og at det ved fremsættelsen af L119 blev anført, at
ændringerne i ? 72 (i henhold
til det oprindelige lovforslag af 9. marts 1977) var ændringer af
redaktionel karakter (vor fremhævelse), jfr. Bilag 38, side
13.
Rent bortset fra, at Patentdirektoratets afgørelse
i den foreliggende sag som nævnt efter vor opfattelse hviler på
forkerte præmisser, og at det er vor opfattelse, at der af alle
indleverede led i kæden er udvist både "al den omhu, som med
rimelighed kan kræves" og "al den omhu som omstændighederne
tilsagde" finder vi det af fundamental betydning både af hensyn til
Danmarks medlemsskab af EPC og den nordiske retsenhed på området,
at der ikke kan herske tvivl om, at det er den sidstnævnte standard,
der er den rette.
Da en genoprettelse under de foreliggende
omstændigheder endvidere finder støtte i relevant
europæisk praksis, skal vi henstille, at Patentankenævnet
omgør Patentdirektoratets beslutning og genopretter rettighederne i
henhold til EP patent nr. 0384539 for Danmark."
Patentdirektoratet har i skrivelse af 10. oktober.
1995 afgivet følgende erklæring:
"....vi fastholder afgørelsen fra den 22. november
1994.
Hertil skal generelt bemærkes, at det er
direktoratets opfattelse, at der sker identifikation mellem patenthaver og
dennes fuldmægtig eller fuldmægtige, således at den
fornødne omhu altid vil bero på en samlet betragtning af de
involverede parters handlinger.
Direktoratet skal i den anledning fastholde, at der i den
konkrete sag på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er udvist
den fornødne omhu."
Ankenævnet har behandlet sagen på sit
møde den 28. november 1996.
For klageren mødte civilingeniør *Ejvind
Christiansen*, som havde lejlighed til at udtale sig.
Ankenævnet skal udtale:
Det findes betænkeligt at fastslå, at der ikke
er udvist fonøden omhu af den danske fuldmægtig K.
Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S (Skøtt-Jensen). Det
lægges herefter til grund, at fristoverskridelsen skyldes en fejl i
postgangen mellem de to patentbureauer, hvilket ikke findes at kunne
bebrejdes klageren.
Herefter bestemmes:
De med EP-patentansøgning nr. 0384.539 bortfaldne
rettigheder genoprettes.
Lignende dokumenter
- Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Ansøgning om patent på fremgangsmåde og foring til beklædning af en rørledning eller passage. Retsinformation · 16. marts 1998
- Misforståelse mellem patentagent og ansøger med hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 1998 00093 (EP 2/98) genoprettelse af rettigheder i henhold til EP 0 700 651 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. august 1999
- Ansøgning om patent på en tætningsbælg, især til en køleskabsdør. Retsinformation · 16. marts 1998
- Klageren i patentsag dokumenterede, at en opfindelse ikke var ny. Retsinformation · 24. september 1997