Spring til indhold

Retsinformation

Bortfaldne rettigheder fra en europæisk patentansøgning genoprettet

AFG nr 9089 af 01/03/1997AfgørelseErhvervsministeriet24. februar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bortfaldne rettigheder fra en europæisk

patentansøgning genoprettet

År 1997, den 17. marts afsagde

Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup

Pedersen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. EP 1/95: Klage fra

Ahold Retail Services AG,

Holland,

v/Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 22. november 1994 vedrørende

anmodning om genoprettelse af

EP application no. 90200412.6 i

Danmark,

(DK/EP patent nr. 0384539).

Den 21. februar 1990 indleverede Albro Bakkerijen B.V., NL

v/Vereenigde Octrooibureax (Vereenigde) en ansøgning om

europæisk patent på fremgangsmåde til fremstilling af

frosne dejemner og brødprodukter.

Den 1. oktober 1990 blev ansøgningen overdraget til

Ahold Retail Services AG, Schweiz (klageren i denne sag).

Med skrivelse af 11. januar 1993 fremsendte klagers

nederlandske fuldmægtig Vereenigde til den danske fuldmægtig K.

Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S (Skøtt-Jensen) en

såkaldt "intention to grant" og en kopi af patentbeskrivelse og -krav

på engelsk.

Læs alt

Skrivelsen lød som følger:

"We enclose a notice of intention to grant, which has been

issued in respect of the above-mentioned European patent application,

together with a copy of the specification in the form in which it is proposed

for grant, and a copy of the front page of the specification as originally

printed.

[x] Please prepare a translation of the complete text,

and file the translation in good time with your Patent office, in order that

this patent, when granted, extends to Denmark.

[x] Please be informed that a copy of the decision to

grant the patent will be sent to you in due course with a copy of this

letter.

[x] Please send us the form(s) which is/are necessary

for you

a) to file the translation of the text with your Patent

Office, and/or

b) to take over the handling of the case once the

patent has been granted and has thus entered the national phase.

Reminders of the payment of annuities, as well as all your

debitnotes, should be sent to:

< > our office."

Den 14. januar 1993 bekræftede Skøtt-Jensen

modtagelsen ved at telefaxe kopi af følgeskrivelsen af 11. januar 1993

med den håndskrevne påtegning "Received with thanks".

På kopi af samme følgeskrivelse bad

Skøtt-Jensen pr. telefax om at få tilsendt kopi af figurer 2 og

3.

Med endnu en kopi af følgeskrivelsen af 11. januar

1993 fremsendte Vereenigde den 2. marts 1993 kopi af figur 1-3 til

Skøtt-Jensen.

Med kopi af ovennævnte følgeskrivelse,

oprindeligt dateret 11. januar 1993, sendte Vereenigde den 14. maj 1993

"Decision to Grant a European Patent Pursuant to Article 97 (2) EPC."

Den 8. november 1993 forespurgte Skøtt-Jensen ved

følgende påtegning på følgeskrivelsen af 11. januar

1993 pr. fax; "Please advise whether this case has been granted or not".

Vereenigde svarede samme dag den 8. november 1993 som

følger:

"We refer to your fax-letter of November 8, 1993.

Please be informed that we have sent you on May 14, 1993 a

copy of the decision to grant.

As can be seen from the enclosed decision the patent has

been granted on June 16, 1993.

Please inform us by return whether you have taken any

necessary step to validate the national phase in your country."

Den 18. november 1993 sendte Vereenigde kopi af

ovennævnte skrivelse påtrykt "REMINDER" til

Skøtt-Jensen.

Kopi af samme skrivelse blev samme dag den 18. november

1993 af Skøtt-Jensen telefaxet til Vereenigde med påskriften:

"SHORT: NO, we are sorry. Letter follows soon."

Den 20. december 1993 skrev Skøtt-Jensen

følgende til Vereenigde:

"We refer to your fax of 8th inst. and are sorry to

confirm that we have not earlier received any information as to the grant in

this case. Our record show that there was no fax from you on May 14, 1993,

and no such message has been received by mail.

In most cases, if we are not otherwise instructed, we do

not prepare or file the EP-translations until we are informed of the date of

grant, at least when we feel confident that we will receive such information

(as according to your practice). We (and indeed the restoration division of

the Danish Patent Office) would expect you to check whether the said

information has been received timely.

There are two conditions for the filing of an application

for restoration, viz. 1) that it is filed before 12 months after the

non-observed term, and 2) that it is filed not later than two months after

"the removal of the cause of non-compliance with the time limit", that is not

later that 8th January 1994. Moreover, the act that should have been done for

observing the term, should be done within the said time limits (filing

translation and paying publication fee). Also the application fee should be

paid.

We are of course prepared to work out the translation of

short notice, should you decide to proceed. We regret the delay of the

present full answer to you, but in fact we have spent time in searching for

your original message, just making sure whether we could be of positive

assistance in explaining excusable mistake, but we have not succeeded in

finding it anywhere.

We wish to point out, however, that while it is imperative

to file the said items before the 2 months term, you may well obtain a term

extension of 2-4 months for filing the detailed explanation of the 'grounds

for possible excuse'. Only know third party's rights may be established until

actual restoration.

Therefore, please first of all confirm to us whether you

wish to proceed. We shall ask for such confirmation not later than January 4,

1994.

The explanation can the be filed somewhat later om. We

have to advise you that the restoration division - certainly also the appeal

board - is almost hysterical with respect to checks and double checks, and

apparently we can be of no help; even if we should find your message hidden

at some incredible place you would still have to justify why or how - with

all expectable professional care - it could happen that the relevant check

was not made or was made wrongly somehow. You are welcome to send us a

confidential draft for possible further discussion."

I skrivelse af 6. januar 1994 begærede

Skøtt-Jensen på vegne Ahold Retail Services AG, Schweiz, om

genoprettelse af de rettigheder, der gik tabt for klager som følge af

for sen indlevering af oversættelse vedrørende EP patent 0 384

539.

Skrivelsen lød som følger:

"EP patentet er udstedt d. 16.6.93, dvs. fristen til

indlevering af T3-oversættelsen udløb d. 16.9.93. Vi modtog den

godkendte sag fra vor hollandske ordregiver allerede i januar 1993, med

besked om at vi ville blive underrettet om den kommende udstedelse i god tid

før fristudløbet, hvilket er helt almindelig praksis. Efter

fremkomsten af det 'Druckexemplar', som skal oversættes, kan der

enkelte gange gå forholdsvis lang tid, inden udstedelsen og dermed den

relevante frist kommer, men i begyndelsen af november fandt vi det

påfaldende, at vi fortsat ikke havde fået nærmere besked,

og vi forespurgte derfor, om der var relevant nyt i sagen. Svaret blev, at

adviseringen om udstedelsesdatoen var blevet sendt d. 14.5.93, og vi kunne

kun beklage, at vi ikke havde modtaget beskeden.

Datoen for opdagelsen af forholdet var d. 8. november

1993, og vi har søgt at efterspore meddelelsen, men uden resultat. Vi

har heller ingen erindring om modtagne påmindelser, ej heller pr.

telefon."

Klagerens fuldmægtig i denne sag, patentbureauet

Hofman-Bang & Boutard A/S skrev den 23. marts 1994 bl.a. følgende

til Patentdirektoratet:

"Idet vi henviser til Direktoratets skrivelse af 29.

januar 1994 til K. Skøtt-Jensen, Patentingeniør A/S skal vi

oplyse, at patenthaveren har ønsket, at vi overtager fuldmagts-

hvervet i denne sag og herunder udarbejder begrundelsen for anmodningen om

genoprettelse.

Vi vedlægger en underskrevet fuldmagt for os til at

repræsentere patenthaveren...."

Den 27. maj 1994 fremsendte Hofman-Bang & Boutard

følgende begrundelse for anmodningen om genoprettelse af

patentrettighederne for klageren:

"A. SAGSFORLØB I KRONOLOGISKE HOVEDPUNKTER

Den europæiske patentansøgning blev

indleveret 21. februar 1990 (og tildelt nummeret 90200412.6) på

vegne af Albro Bakkerijen B.V. under påberåbelse af prioritet fra

hollandsk patentansøgning 8900436 (jfr. de data, der fremgår af

forsiden til EP-patentet, bilag 1).

Forinden var der i ansøgerens firma den 1.

februar 1990 afholdt et møde, hvor ansøger personligt afgav

instruktioner til Mr. A. W. Prins fra Vereenigde Octrooibureaux (i det

følgende "Vereenigde") om at indlevere en EP-ansøgning (kopier

fra dette møde er vedlagt som bilag 2). På side 2 er

anført en liste over lande, hvor der for EP-ansøgningen er

omfattet "Denemarken" = Danmark.

Brev fra Vereenigde af 6. februar 1990 (bilag

3) bekræfter de mundtlige instruktioner fra ovennævnte

møde og nævner igen "Denemarken" som et af de lande, der skal

designeres.

I brev af 1. oktober 1990 modtog Vereenigde

instruktioner om at overføre alle verserende ansøgninger

relateret til EP 90200412.6 til "Ahold Retail Services AG" (i det

følgende "Ahold"). Dette blev meddelt EPO i brev af 19. februar 1991

(bilag 4). Emnet var blevet betegnet "Bakgemak", som kan

oversættes "Easybake".

13. oktober 1992

blev der udstedt "Rule 51(4)

Communication (bilag 5) og 12. november 1992 anmodede Ahold pr.

brev Vereenigde om, at Examiner så hurtigt som muligt skulle informeres

om, at ansøger kunne tilslutte sig udformningen af beskrivelse og

krav. Dette blev iværksat ved Vereenigde's brev af 12. november

1992 (bilag 6), i hvilket brev der blev foreslået mindre

yderligere ændringer.

Rule 51(6) Communication blev udstedt 12. december

1992 (bilag 7), og den blev rapporteret til Ahold 29. december

1992 (bilag 8). I dette brev nævnes atter specifikt

"Denemarken" som designeret land.

Uforbeholdne instruktioner til betaling af de

nødvendige gebyrer og til at udarbejde de nødvendige

oversættelser blev af Ahold givet i brev af 30. december 1992

(bilag 9).

11. Januar 1993

afsendte Vereenigde "Notice of the

intention to grant" til kollegabureauer i alle de designerede lande, herunder

også til K. Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S (i det

følgende "Skøtt-Jensen" (kopi af brevet vedlagt som bilag

10). Dette var et standardbrev, som således i tilsvarende udgave

blev sendt til andre europæiske kolleger. I brevet til

Skøtt-Jensen blev der direkte anmodet om, at der blev udarbejdet en

oversættelse, som skulle indleveres i god tid, således at

patentet kunne udvides til at omfatte Danmark. Samtidig oplyste Vereenigde,

at de ville fremsende "Decision to grant", når den forelå.

14. Januar 1993

bekræftede

Skøtt-Jensen via fax modtagelsen af ovennævnte ordre brev (bilag

11).

2. Marts 1993

anmodede Skøtt Jensen via fax

Vereenigde om en kopi af figur 2 og 3 (bilag 12), hvilke figurer blev

fremsendt samme dag (bilag 13).

Fra ovennævnte var det klart for Vereenigde, at

Skøtt-jensen havde modtaget og forstået deres instruktioner og

var begyndt at iværksætte de nødvendige foranstaltninger.

Således kunne Vereenigde fra 2. marts 1993 antage, at den danske

oversættelse ville blive indleveret i god tid inden (den ukendte)

frist, eftersom der ikke alene var tale om, at ordrebrevet var blevet

modtaget, men der var yderligere blevet anmodet om nødvendige

oplysninger til valideringen (tegninger), som straks var blevet

fremsendt.

Som bebudet i ordrebrevet fremsendte Vereenigde 14. maj

1993 i overensstemmelse med bureauets standardprocedure en kopi af

ordrebrevet af 11. januar 1993 til alle kolleger i de designerede lande,

herunder også til Skøtt-Jensen, sammen med en fuldmagt og

"DECISION TO GRANT" (Vereenigde's egen kopi af dette brev med bilag er

vedlagt som bilag 14).

Denne DECISION TO GRANT" var dateret 7. maj 1993, og det

fremgik, at patent ville blive meddelt den 16. juni 1993. Deraf

følger, at fristen til at validere patent i Danmark udløb 3

måneder efter denne dato, dvs. den 16. september. Dette

bekræftede endnu en gang, at Ahold i allerhøjeste grad

ønskede, at der skulle opnås dansk patent.

8. November 1993

forespurgte Skøtt-Jensen

Vereenigde om, hvorvidt sagen var blevet "granted" (bilag 15), og

Vereenigde informerede dem samme dag med fax om, at man havde fremsendt

"Decision to Grant" 14. maj 1993 til Skøtt-Jensen (kopi af denne fax

er vedlagt som bilag 16).

Først denne dag blev Skøtt-Jensen

opmærksom på, at fristen til validering i Danmark var

overskredet.

I et telefax 18. november 1993 (bilag 17)

fremsendte Vereenigde en reminder til Skøtt-Jensen, og i svarfax til

Vereenigde afsendt samme dag (bilag 18) gav Skøtt-Jensen et

kort svar, der sagde "nej" til spørgsmålet om, hvorvidt der var

taget skridt til at validere den nationale fase i Danmark.

I et telefax af 10. december 1993 (bilag 19)

oplyste Vereenigde Skøtt-Jensen om, at sagen var af stor vigtighed for

Ahold, og at oplysninger om status var ønsket.

Skøtt-Jensen havde i den mellemliggende periode

undersøgt mulighederne for genoprettelse, og Skøtt-Jensen

beskrev disse til Vereenigde i et telefax 20. december 1993 (bilag

20). I dette fax oplyste Skøtt-Jensen endvidere, at de som

meddelt 8. november 1993 ikke havde modtaget Vereenigde's brev af 14.

maj 1993, og at de ikke havde udarbejdet og indleveret

oversættelsen.

Sideløbende med ovennævnte forløb

havde Ahold anmodet Vereenigde om at få betalt femte årsafgift,

hvilket fremgår af brev af 9. december 1993, som var blevet

underskrevet og returneret 19. januar 1994.

Efter korrespondance med Skøtt-Jensen og

Hofman-Bang & Boutard A/S anmodede Vereenigde Skøtt-Jensen om at

udarbejde oversættelsen og indgive rettidig begæring om

genoprettelse, hvilket skete 6. januar 1994.

B. BESKRIVELSE AF BAGGRUNDEN FOR

HÆNDELSESFORLØBET

Ovennævnte hændelsesforløb vil nedenfor

blive gennemgået med henblik på belysning af de forhold, der i

særlig grad begrunder genoprettelse i medfør af patentlovens

? 72.

1. ANG. OVERLADELSE AF ARBEJDET TIL KVALIFICEREDE

PERSONER

Som omtalt i bl.a. synopsis fra "XV NORDISKA PATENT-

OMBUDSKONGRESSEN", september 1987, første artikel side 7, stilles der

i betingelserne for at opnå genoprettelse store krav til

patentansøgeren. Det er således ansøgerens ansvar at

overholde de frister, som gives, og at udvise al den omhu, som med rimelighed

kan kræves. I de tilfælde, hvor ansøgeren benytter en

patentfuldmægtig, er det patentansøgerens ansvar at

udvælge en patentfuldmægtig, som er i stand til at udvise samme

omhu. Det samme gælder også dersom en patentansøger i et

fremmed land benytter en patentfuldmægtig i eget land som formidler af

ansøgningen. Her forudsættes ikke alene, at

patentansøgeren skal vælge en kompetent fuldmægtig i sit

eget land, men også at patentansøgeren skal have grund til at

antage, at denne "passive" fuldmægtig vælger en kompetent "aktiv"

fuldmægtig i det land, hvor ansøgningen skal indleveres og

behandles. Både patentansøgeren, hans passive og hans aktive

fuldmægtig skal have vist al den omtalte nødvendige omhu under

behandlingen af ansøgningen, henholdsvis opretholdelsen af patentet.

Denne KÆDE mellem patentansøgeren og patentmyndighederne kan i

specielle tilfælde have flere passive fuldmægtige.

Vi skal nedenfor uddybe, at der i hele sagsforløbet

var tale om, at de implicerede i denne KÆDE udførte aktiviteter,

der var præget af både ansvarlighed og omhyggelighed. KÆDEN

udgøres i den foreliggende sag af:

Patenthaver = Først Albro Bakkerijen B.V. og

herefter Ahold Retail Services AG (Ahold)

Passiv fuldmægtig = VEREENIGDE OCTROOIBUREAUX

(Vereenigde)

Aktiv fuldmægtig = K. Skøtt-Jensen

PATENTINGENIØRER A/S (Skøtt-Jensen).

1.a. Det veletablerede tillidsforhold mellem patenthaver

og den hollandske fuldmægtig

Vereenigde's samarbejde med de klienter, der

udfører forsknings- og udviklingsarbejde af opfinderisk karakter, har

altid været og er præget af hyppig og tæt kontakt mellem

ledelse og medarbejdere hos både patentbureau og klient. Dette var

også tilfældet i den foreliggende sag, således i

første omgang med den oprindelige patentansøger Albro

Bakkerijen B.V. og senere med Ahold Retail Services AG.

Sidstnævnte har haft al mulig grund til at have

maksimal tillid til, at Vereenigde på fuldt betryggende måde i

overensstemmelse med Ahold's klare og uforbeholdne instruktioner ville

foranstalte, at EP-patentet ville få gyldighed for Danmark.

I den forbindelse kan det oplyses, at Vereenigde siden

1978 har indleveret ca. 3500 europæiske patentansøgninger,

hvoraf 2750 er blevet valideret i forskellige designerede lande. Hvis det

antages, at der i gennemsnit er designeret 5 lande for hver ansøgning,

er der blevet valideret i alt 13.750 patenter gennem Vereenigde-bureauet.

Alle disse valideringer er - bortset fra nærværende sag - blevet

gennemført korrekt.

1.b. Det veletablerede tillidsforhold mellem den

hollandske og den danske fuldmægtig

Hos Vereenigde var der absolut ingen tvivl om, at

Skøtt-Jensen var en fuldt pålidelig og omhyggelig

samarbejds-partner i administrationen af patentsager inden for det

internationale patentsystem.

Således har Vereenigde samarbejdet med

Skøtt-Jensen siden 1976, og der er aldrig sket fejl p.g.a. utilsigtede

fristoverskridelser. Skøtt-Jensen har ifølge oplysninger fra

Vereenigde haft ansvar for ca. 17 europæiske patenter, som via ordre

fra Vereenigde skulle valideres i Danmark, og disse patenter er - bortset fra

nærværende - alle blevet forskriftsmæssigt behandlet.

Tilsvarende har Skøtt-Jensen og kolleger

således aldrig haft grund til at betvivle klarheden,

pålideligheden og effektiviteten vedrørende Vereenigde's

ordreafgivelser og opfølgninger.

2. De overordenede rammer var en

indkøringsfase

Fristoverskridelsen i den foreliggende sag skyldtes et

sammenfald af uheldige omstændigheder. Det overordnede "regi" for de

uheldige omstændigheder var, at indleveringen af oversættelsen i

Danmark skulle foretages i en ganske bestemt fase, nemlig:

- en administrativ indkøringsfase af nye regler

grundet en lovændring omhandlende det internationale patentsystems

virkning for Danmark.

... i hvilken indkøringsfase, der skulle etableres

entydige samarbejdsrutiner mellem leddene i den

"fuldmægtig-kæde", som skal udgøre et sikkert sam-

arbejdssystem.

Vi har følgende overordnede kommentarer til

konsekvenserne af, at der var tale om en indkøringsfase:

I denne konkrete sag har det helt klart været en

ulempe for det internationale samarbejde omkring patentind- levering, at

Danmark ratificerede EPC på et ret sent tidspunkt i forhold til

så mange andre europæiske lande.

Et for den foreliggende sag relevant forhold er nemlig, at

patentansøgere og patentfuldmægtige i de fleste øvrige

europæiske lande har haft en lang tidsperiode til at indarbejde rutiner

i forbindelse med forsendelse og modtagelse af ordrebreve, hvilke rutiner

således gennem en årrække er blevet afprøvet i

praksis, således at disse rutiner bedst muligt er blevet tilpasset

både ansøgervirksomhedernes drift og det bagvedliggende

lovsystem. Imellem de "rutinerede" partnere i det internationale

indleveringsnetværk er der således opstået en vis grad af

"indforståethed" i forbindelse med kommunikationen.

Dette forhold er centralt for den foreliggende sag i og

med, at én af de "komponenter", der har ført frem til den

ulykkelige situation, er, at Skøtt-Jensen og hans medarbejdere har

tolket Vereenigde's brev af 11. januar 1993 på en for

sagsforløbet ulykkelig måde. Vi skal uddybe baggrunden for

Skøtt-Jensens tolkning nedenfor.

Om de til en indkøringsfase hørende typiske

problemer vil vi fremhæve følgende:

Det siger sig selv, at hverken samarbejdspartnere eller

myndigheder kan forestille sig/forlange, at der i forbindelse med

indførelse af et helt nyt lovsystem/regelsæt på kort tid

kan etableres helt faste rutineprægede procedurer (og langt mindre kan

medarbejdere "overnight" bibringes, hvad der svarer til en mangeårig

øvelse i netop de nyindførte procedurer).

Det relevante og rimelige må i denne

sammenhæng være en forståelse for og en vis tolerance for,

at der er tale om en indkøringsfase.

I disse betragtninger kan også indgå det

forhold, at en patentfuldmægtig, som inden for en given periode kun har

et mindre antal af den pågældende typer sager, naturligvis ikke

lynhurtigt kan etablere et "højkapacitets-fuldautomatisk" system

(f.eks. et edb-baseret system), når der kun var en ordrebeholdning, der

udgjorde et "pilotmateriale" bestående af et relativt lille antal sager

(Skøtt-Jensen har i den forbindelse oplyst, at den

pågældende sag kun var nr. 10 af typen).

Ovennævnte afsnit skal IKKE forstås

således, at et mindre patentbureau generelt set er "mere undskyldt" i

forhold til en større virksomhed. Med det centrale er, at de rimelige

og strenge krav - skal rettes mod erfaringen og kvaliteten hos

fuldmægtigbureauets ledelse, medarbejdere og procedurer - snarere end

mod kvantitative forhold, der er relateret til/muliggjort af antallet af

sager.

Uanset omfanget af sager medgiver vi således, at der

skal stilles strenge krav til fuldmægtigens omhu, og at de, der

håndterer disse pilotsager, skal være højt betroede og

omhyggelige veluddannede mennesker, som superviseres og assisteres af

bureauets øverste og erfarne ledelse.

Vi gør opmærksom på, at dette i

høj grad var tilfældet i forbindelse med nærværende

sagshåndtering, hvilket vi skal uddybe nedenfor.

3. Karakteren af undladelseshandlingen

I nævnte indkøringsfase er der tydeligvis

sket et sammenfald af to ulykkelige og uforudsigelige

omstændigheder:

1) I sagsgangen mellem de to fuldmægtige i

henholdsvis Holland og Danmark er der sket en helt konkret, dokumenterbar

kommunikationsfejl.

som ved skæbnens ugunst er blevet KOMBINERET

MED:

2) en teknisk fejl - som består i en helt

uforudsigelig brist i postgangen, nemlig den manglende ankomst af

Vereenigde's brev af 14. maj 1993 til Skøtt-Jensen. Denne brist i

postgangen er -om ikke en dramatisk "force majeure"-begivenhed - så dog

i allerhøjeste grad en begivenhed, som har været helt uden for

afsenders/modtagers kontrol.

Vi henleder opmærksomheden på kommentarer til

patentlovens ? 72 ("PATENTLOVEN",

med indledning og kommentarer af Mogens Koktvedgaard og Lise

Østerborg, Juristforbundets forlag 1979, side 324), hvori der netop

anføres følgende: "Givet er det, at kravet i ? 72 til patent- ansøgernes omhu er

mildere end det krav, der ville være gældende, om et rent force

majeure-kriterium var valgt".

4. Dokumentation af høj grad af omhu hos begge

fuldmægtige

Det er klart at det ikke er den allerhøjeste grad

af omhu i et sagsforløb at forlade sig på, at det afsendte brev

- omend rettidigt afsendt - ankommer i god behold til bestemmelsesstedet.

Det er ingenlunde det forhold, vi gør

gældende i nærværende argumentation.

Tværtimod ønsker vi stærkt at

fremhæve, at INGEN af de to fuldmægtige ville drømme om at

basere sagsforløbet alene på en vellykket postgang. Dette

fremgår af følgende resumerede fremstilling:

Situationen for Vereenigde

:

Hos Vereenigde var der absolut ingen tvivl om, at

situationen var følgende:

a) Indleveringsordren var udarbejdet og afsendt til

KORREKT tid forhold til den på ordretidspunktet endnu ukendte frist

over for myndigheden - men under alle omstændigheder i GOD tid i

forhold til denne frist.

b) Indleveringsordren var FULDSTÆNDIG ENTYDIGT

FORMULERET. Det specifikke afsnit vedrørende indlevering var en for

Vereenigde særdeles gennemprøvet formulering - med andre ord et

STANDARDAFSNIT - som med usvigelig afprøvet sikkerhed ville bevirke,

at modtageren af ordrebrevet ville tage skridt til indlevering.

c) Det var via returbrev dateret 14. januar 1993 blevet

konstateret, at indleveringsordren umiddelbart efter Vereenigde's afsendelse

var MODTAGET hos Skøtt-Jensen.

d) Der var for Vereenigde tydelige og sikre tegn

på, at indleveringsordren var FULDT FORSTÅET OG ACCEPTERET af

Skøtt-Jensen, hvilket fremgår af brev fra Skøtt-Jensen 2.

marts 1993.

e) Ifølge kombinationen af c) og d) var det

klart for Vereenigde, at efterkommelse af indleveringsordren så ud til

at være påbegyndt. At medarbejdere fra Skøtt-Jensen's

patentbureau havde anmodet om tegninger tydede bl.a. klart på, at

kvalificerede medarbejdere var koblet på sagen.

Vereenigde's ordrebrev af 11. januar 1993 var klart i sin

fremstilling og i sin opbygning, og det blev i alle de designerede lande

(bortset fra Danmark) opfattet som en præcis og "straight-forward"

ordre til påbegyndelse af validering i det pågældende land

i overensstemmelse med gældende praksis. Dette underbygges af, at der i

denne patentfamilie ikke har været problemer med fristansvar og

validering i de øvrige europæiske lande.

Det ulykkelige i den foreliggende sag er imidlertid -som

det fremgår nedenfor - at ordrebrevet blev tolket på en helt

anden måde af Knud Skøtt-Jensen og kolleger.

Situationen for Skøtt-Jensen

Knud Skøtt-Jensen og kolleger har som

nævnt især fæstnet sig ved ovennævnte afsnit i

ordrebrevet, og de har tolket situationen på følgende

måde:

a) Brevet indeholdt en helt klar besked om, at

Skøtt-Jensen ville blive underrettet om den kommende udstedelse i god

tid før fristudløbet.

b) Det forhold, at der ville komme underretning om den

kommende udstedelse, blev opfattet som helt almindelig praksis, bl.a.

på grund af de tidligere ordrer fra Vereenigde.

c) Knud Skøtt-Jensen og kolleger var uden for

enhver tvivl overbeviste om, at de i et separat brev ville blive adviseret om

udstedelsesdatoen.

d) Knud Skøtt-Jensen og kolleger var både

fra de modtagne og fra talrige egne EP-ansøgninger gennem mange

år, bekendt med, at der efter fremkomsten af "Druck- eksemplar" og

efterfølgende Rule 51(6) Communication enkelte gange kan gå

meget lang tid inden udstedelsen. Dvs. der kan gå forholdsvis lang tid,

inden den relevante frist fremkommer. Dette kan f.eks. skyldes, at

realitetsbehandlingen genoptages efter en indvending under Art. 115 EPC,

hvilket forsinker udstedelsen.

e) Det interne overvågningssystem, der under

naturlig hensyntagen til ovennævnte opfattelse af situationen, blev

etableret af Knud Skøtt-Jensen og kolleger, fungerede for så

vidt efter hensigten, i og med at der blev rykket for nærmere besked og

status i sagen i efteråret 1993.

Der er tale om, at Knud Skøtt-Jensen og kolleger

har anlagt en særlig tilgrundliggende filosofi for, hvad der skulle

være praksis vedrørende ordre-godkendelsestidspunktet. De har

været af den overbevisning, at hele "ordre-godkendelses-scenariet" var

koncentreret omkring tidspunktet for den fatale frist - en frist som jo netop

IKKE var kendt af nogen af parterne i januar 1993. De har derfor ikke

fæstnet sig ved, at de ved deres anerkendelse af det første brev

med ledsagende kopi af "Intention to grant" - efter Vereenigde's opfattelse -

ALLEREDE HAVDE GODKENDT ordreaccept og dermed overtaget fristansvaret.

Vereenigde havde al mulig god grund til at antage, at

Skøtt-Jensen var klar over dette, idet proceduren jo var kendt og

veletableret blandt European Patent Attorneys.

Imidlertid var Knud Skøtt-Jensen og kolleger ikke

bekendt med denne praksis, bl.a. fordi Danmark jo i en årrække

have været "outsider" i forhold til denne "klub" af europæiske

patentkolleger.

En sådan form for "ukendskab" er i en overgangsfase

fuldt ud forklarlig og forståelig, jfr. også, hvad vi har

anført indledningsvis i afsnit 2.

Det forståelige i Knud Skøtt-Jensens og

kollegers opfattelse underbygges endvidere af, at det var nærliggende

for dem at henholde sig til den praksis, som de SELV i en årrække

havde et fristsystem, der tidsmæssigt var koncentreret omkring fatale

frister. Systemet sikrede en i forhold til disse frister rettidig afsendelse

af ordrebreve, hvis modtagelse blev forlangt bekræftet.

Til yderligere belysning af at Knud Skøtt-Jensen og

kolleger IKKE tolkede Vereenigde's brev af 11. januar om en klar

indleveringsordre, kan anføres følgende:

I Skøtt-Jensen's mangeårige erfaring med

validering af EP-patenter nationalt har det været et væsentligt

forhold, at beslutningen om, hvorvidt et givet land skulle med omfattes,

relativt ofte blev taget i sidste øjeblik i forhold til forskellige

typer fristudløb. Årsagen hertil var naturligvis overvejende

fiskale. K. Skøtt-Jensen er derfor netop i kraft af sit veludbyggede

kendskab til patentsystemet vant til - og indstillet på -at indlevere

patentsager på tidspunkter, der ligger relativt tæt på de

givne fristudløb.

Et andet forhold var, at K. Skøtt-Jensen og

kolleger var bekendt med de danske regler for manglende mulighed for

indlevering af ERRATA SHEET og med omkostninger til trykningsafgift ved

"nytrykning" af patenter, der skulle rettes EFTER indlevering af

oversættelse. En relativt sen indlevering af oversættelsen

udvider selvsagt tidsperioden i hvilken det er muligt at foretage "gratis"

rettelser.

Dette var én af grundene til, at ledelsen i

Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S havde valgt at indarbejde

procedurer, hvor oversættelsen sædvanligvis indleveres i den

3-måneders fristperiode, der følger efter meddelelsen af

patentet (in casu som nævnt 3 måneder efter 6. juni 1993, dvs.

først i september 1993, skulle oversættelsen være

færdiggjort).

En yderligere grund var, at ledelsen og alle de

øvrige medarbejdere hos Skøtt-Jensen var af den opfattelse, at

netop disse 3 måneder fra myndighedernes side "var beregnet til", at de

ansvarlige kunne udarbejde oversættelsen og sørge for de sidste

formalia. Dette synspunkt rammer vel heller ikke helt forbi sandheden, idet

jo et sådant tidsrum i mange patentsammenhænge anses for et

både nødvendigt og tilstrækkeligt tidsrum til at

udføre et sådant arbejde.

Resumeret: Situationen for K. Skøtt-Jensen og

kolleger var en 100% overbevisning om, at Vereenigde endnu ikke havde afgivet

den endelige ordre, og at Vereenigde i god tid - og i hvert fald inden

udløb af den ultimative frist - ville fremsende et egentligt

ordrebrev.

Om rutinerne hos Skøtt-Jensen kan generelt siges,

at de sagshåndterende, herunder patentbureauets øverste ledelse

omhyggeligt vurderer de enkelte sager og deres status, samt at de ledende og

erfarne medarbejdere løbende uddanner, instruerer og overvåger

(bl.a. ved stikprøvekontroller) ingeniører og betroet

administrativt personale.

Fristregistreringen og -overvågningen i forbindelse

med fatale frister foregår på følgende måde:

Frister registreres centralt og kontrolleres af den

ansvarlige sagsbehandlers sekretær. Selve registreringen er dels

manuel, dels elektronisk. Der udskrives lister til hver sagsbehandler, og

listerne kontrolleres hver måned. Fristtyperne omfatter passende

forfrister, adviseringsfrister og rykkerfrister.

Den interne modtagelsesprocedure hos Skøtt-Jensen

var følgende:

Al post, der vedrører indgående nye sager

bliver betragtet, som særdeles vigtigt materiale, og disse poststykker

bliver følgelig behandlet med den allerstørste omhu.

Det er firmaets udtrykkelige instruks til alle

medarbejdere, at sådant materiale skal behandles og vurderes

umiddelbart efter modtagelsen. Det er med andre ord "forbudt" at lade denne

post ligger dels ubehandlet, dels ubesvaret.

I modtagelsesproceduren indgår, at alle nyindkomne

sager bliver modtaget, gennemlæst og vurderet af Knud Skøtt-

Jensen, som dels er den øverste ansvarlige i patentbureauet K.

Skøtt-Jensen PATENTINGENIØRER A/S og dels har over 30 års

erfaring med faglig juridisk behandling af patentsager i ind- og udland. I

tilfælde af Knud Skøtt-Jensens fravær vurderes de indkomne

sager af en betroet stedfortræder, nemlig en anden ligeledes ansvarlig

og erfaren patentkyndig sagsbehandler (patentingeniør Søren

Skovgaard).

Proceduren er endvidere således, at modtagelses-

systemet er "dobbeltkontrolleret", idet en anden af firmaets erfarne

fristansvarlige medarbejdere (som er personer med flere års erfaring

med patentsagshåndtering og overholdelse af frister) ligeledes

nøje gennemlæser og vurderer det modtagne materiale og så

hurtigt som muligt og fortrinsvis samme dag kvitterer for modtagelsen.

Af det vedlagte bilag 11 fremgår det da

også tydeligt, at nævnte instrukser om at reagere straks,

nøje er fulgt i den foreliggende sag:

Vereenigde daterer og fremsender deres brev mandag 11.

januar 1993. Torsdag 14. januar modtages dette brev hos Skøtt-Jensen.

Disse datoer fremgår af bilag 11. I øverste højre

hjørne er der således påtrykt Skøtt-Jensens

indgangsstempel:

MODTAGET

14 JAN 1993

I overensstemmelse med instruksen kvitterede en betroet

medarbejder hos Skøtt-Jensen samme dag for modtagelsen af brevet ved

at påtrykke Skøtt-Jensens firmastempel på selve det

modtagne brev og yderligere i hånden skrive:

"14/1-93 Received with thanks

Pia Rosenlund"

jfr. bilag 11, nederste højre hjørne.

(Pia Rosenlund er én af Skøtt-Jensens højt betroede

fristeksperter med 10 års erfaring).

Brevet med denne påskrift blev herefter straks faxet

til Vereenigde, hvilket ligeledes fremgår af bilag 11, hvor der

i øverste venstre hjørne "af faxmaskinen er" skrevet

"FROM ... SKØTT-JENSEN .... 93.01.14 11:51

Faxen ankom til den påtænkte adressat, jfr.

bilag 11, hvor Vereenigde's modtagelsesstempel med datoen 14 JAN 1993

ses i venstre del af brevet (oveni feltet med Skøtt-Jensen's

adresse).

Herefter var proceduren den, at Knud Skøtt-Jensen

og Pia Rosenlund konfererede om, til hvilken sagsbehandler sagen skulle

uddelegeres. Den pågældende sagsbehandler fik derpå sags-

akterne til yderligere vurdering.

Denne supplerende ekstra kontrol af sagsakterne gav bl.a.

anledning til, at Skøtt-Jensen ca. 6 uger efter anmodede Vereenigde om

manglende kopier af to figurer (jfr. bilag 12).

I den foreliggende sag skete følgende:

Ingen af de involverede personer hos Skøtt-Jensen

vurderede, at den ordlyd, der var i Vereenigde's brev, skulle tolkes på

anden måde, end at der var tale om en tidspunkt ville blive fremsendt

en konkret ordre til indlevering.

Alligevel blev der oprettet et kartotekskort over den

foreliggende sag, på hvilket kort de centrale data var anført.

Ved den månedlige gennemgang konfererede den administrative medarbejder

(Pia Rosenlund) sagen med den udmeldte sagsbehandler, især med henblik

på, om der var indkommet meddelelse om en frist i sagen. Et

negativt/-positivt svar i denne sammenhæng ville selvsagt bevirke, at

sagsbehandleren kunne tilrettelægge oversættelsesarbejdet sag i

overensstemmelse hermed.

På trods af overbevisningen om, at fristansvaret for

den pågældende sag IKKE var overtaget, iværksatte ledelsen

og medarbejderne hos Skøtt-Jensen ovennævnte

overvågningssystem af sagen. Dette overvågningssystem var set ud

fra en omhyggelighedsbetragtning egentlig en overflødig foranstaltning

i forhold til de procedurer, da anså for nødvendige i denne

konkrete sag, hvor et egentligt ordrebrev efter Knud Skøtt-Jensens og

kollegers opfattelse endnu ikke var modtaget.

Det er vigtigt at bemærke, at proceduren for denne

konkrete sag IKKE skal tolkes som repræsenterende det egentlige

"bærende" sikkerhedsforanstaltning, som blot skulle fungere, indtil de

egentlige instrukser om at tage ansvar for sagen fremkom.

Følgelig kan der ikke stilles samme type krav, som

der sædvanligvis stilles til egentlige fristovervågningssystemer

for f.eks. fatale frister.

Som forklaret ovenfor nåede meddelelsen om den

konkrete frist i den foreliggende sag ulykkeligvis aldrig frem til

Skøtt-Jensen.

På grund af den ovenfor nævnte - for

forskellige EP-patenter - betydelige spredning i antal måneder mellem

"INTENTION..." og "DECISION TO GRANT", følte de sagsovervågende

medarbejdere hos Skøtt-Jensen først tilskyndelse til

nærmere undersøgelse ud på efteråret 1993. I

begyndelsen af november 1993 blev man da hos Skøtt-Jensen enige om at

rette forespørgsel om sagen til Vereenigde. Dette blev gjort ved fax

8. november 1993 (jfr. bilag 15). Medarbejderne hos

Skøtt-Jensen forventede ikke, at faxen ville foranledige, at der ville

komme oplysninger om fejl. Man var overbevist om, at status var, at enten var

patentet endnu ikke meddelt eller også ville det være sket for

relativt nylig -jfr. faxen's ordlyd:

"Please advise whether this case has been granted or

not."

Forespørgslen var således IKKE hæftet

på nogen formodning om fejl, idet Skøtt-Jensen snarere have

imødeset en bekræftelse af, at alt var under kontrol,

sådan som det altid havde været i korrespondancen med

Vereenigde.

KONKLUSION

Nærværende sagsforløb er baseret

på en ulykkelig menneskelig fejlfortolkning af overordnede

kommunikationsforhold i KOMBINATION MED et teknisk uheld, der var uden for

patenthaverens og fuldmægtigenes kontrol.

For så vidt angår de aktivitetskæder,

hvor de enkelte led er aktiviteter udført af.

patentansøgeren/patenthaveren - den lokale

fuldmægtig - den udenlandske fuldmægtig - patentmyndigheden

er det klart, at disse aktivitetskæder må

være præget af stor styrke med hensyn til patentmæssig

erfaring, pålidelighed og omhu.

Af nærværende beskrivelse samt den vedlagte

dokumentation fremgår det efter vor opfattelse tydeligt, at disse krav

i høj grad er opfyldt, når den foreliggende sags parter

indgår i sådanne aktivitetskæder.

Ikke desto mindre har der i den foreliggende sag

været uforudsigelige hindringer for opnåelse af en vellykket

forbindelse fra den udenlandske fuldmægtig til den danske

fuldmægtig. Dette var relateret til, at den danske fuldmægtig var

i færd med indkøring af en ny type aktivitet, nemlig

indkøring af de patentvalideringsprocedurer, der er baseret på

Danmarks ratifikation af EPC.

Den særlige "KÆDE", der repræsenterer

forsendelseslinjen for denne specielle type valideringsprocedurer, var for

den danske fuldmægtig i den foreliggende sag endnu ikke fuldt ud

etableret i foråret/sommeren 1993. Der var således en proces i

gang, hvor "FORBINDELSEN" mellem kædens led skulle etableres på

en måde, at den danske fuldmægtig ville blive fortrolig med de

rutineprocedurer, der angår denne nye type valideringskrav.

Da der var tale om fænomener, der var nye for den

danske fuldmægtig i forhold til de hidtidige samarbejdsrutiner, hvad

den danske fuldmægtig endnu ikke haft mulighed for at cementere denne

kædeforbindelse, idet der dog naturligvis var både basis for og

vilje til, at dette skulle opnås. I nærværende sag skete

der det, at denne konstruktive proces på et ugunstigt tidspunkt helt

uforskyldt blev ramt af et uheld af teknisk art -nemlig den uforklarlige fejl

i postgangen mellem Holland og Danmark.

Årsagerne til denne fejl er uden for rammerne af

nærværende diskussion, men må dog under alle

omstændigheder formodes at skyldes menneskelige fejl begået af

én eller flere postmedarbejdere. Givet er det, at der var tale om

fejltyper, som IKKE kunne relateres til hverken Ahold eller

fuldmægtigbureauernes omhyggelighed. Vi gør da også

opmærksom på, at det er praksis, at sådanne hændelser

sædvanligvis ikke lægges sidstnævnte parter til last, og et

"tilgivelse" for sådanne tekniske fejl opnås uden større

motivering/bevisføring.

Det er klart, at selve kravet om,

at der skal være udvist fornøden OMHU

SAMTIDIG MED,

at der vitterlig ER BEGÅET FEJL (i den

foreliggende

sag en undladelsesbehandling)

i sin yderste semantiske og logiske konsekvens er en

absurditet. Men vi gør gældende, at det foreliggende

sagsforløb kan resumeres på følgende måde:

Kombinationen af

en helt uforudsigelig MENNESKELIG FEJLFORTOLKNING af

kommunikationssituationen mellem ordreafgiver og ordremodtager

= plus =

den lige så uforudsigelige BRIST I POSTGANGEN

udgør et helt klart tilfælde af, at der har

foreligget hindringer af en sådan art, som de implicerede ikke har

kunnet forudse.

Den internationale teknologiske industri ventede i en lang

årrække på, at Danmark i lighed med de fleste andre

europæiske lande med tilsvarende niveau for teknologisk industri skulle

tilslutte sig den europæiske patentkonvention og derved blive en

international professionel samarbejdspartner for så vidt angår

patentindleveringssystemet. Efter tilslutningen må samme industri

forvente, at Danmark netop udviser professionalisme og samarbejdsevner

omkring opnåelse af patentrettigheder. Det er derfor givet, at der (som

også nævnt indledningsvis) skal stilles store krav til de

involverede sagshåndterende parter.

Ikke desto mindre er det også givet, at samme

udenlandske industri - og for den sags skyld også dansk industri - vil

se med stor forundring på et tilfælde, hvor en national myndighed

skulle fastholde, at der skal tabes en rettighed

- alene på grund af, at en menneskelig

kommunikationsbrist (som dokumenterbart er relateret til

begyndervanskeligheder i forhold til netop det længe ventede system)

ved skæbnens ugunst har forekommet samtidig med en helt

uforskyldt teknisk fejlagtig postekspedition.

I den foreliggende sag er der - som det fremgår af

de vedlagte bilag fra sagsbehandling og tilhørende korrespondance

-tale om at den konkrete ulykkelige fristoverskridelse drejer sig om

én af de sidste påkrævne handlinger i en lang kæde

(startende med prioritetsindleveringen helt tilbage til 1989) af omhyggelig

varetagelse af formalia med tilhørende overholdelse af frister.

Men, som vi har redegjort for i nærværende

begrundelse: De implicerede har ikke kunnet forudse disse sidst tilkomne

hindringer, og det er derfor vor opfattelse, at det vil være forkert at

fastslå, at der i den foreliggende sag ikke er udvist al

fornøden omhu. Tværtimod er der tale om, at ansøgeren og

dennes fuldmægtige har udvist al den omhu, som med rimelighed kunne

forlanges.

Under henvisning til patentlovens ? 72 anmoder vi derfor om genoprettelse."

Patentdirektoratet afslog ved skrivelse af 22. november

1994 begæringen om genoprettelse og skrev som følger:

"Genoprettelse

De har i henhold til patentlovens ? 72 begæret genoprettelse af de

rettigheder, der for Ahold Retail Services gik tabt som følge af for

sen indlevering af oversættelse vedrørende ovennævnte EP

patent, Application No. 90200412.6.

Deres begæring om genoprettelse kan ikke

imødekommes.

Baggrunden herfor er, at der ikke hos en danske

fuldmægtig K. Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S

(Skøtt-Jensen) er udvist den fornødne omhu ifølge

patentlovens ? 72.

Af Deres begrundelse for andragendet om genoprettelse

fremgår det, at en hollandske fuldmægtig, Vereenigde

Octrooibureaux, sendte et standardbrev til Skøtt-Jensen den 11. januar

1993. I brevet blev der direkte anmodet om, at der blev udarbejdet en

oversættelse, som skulle indleveres i god tid, således at

patentet kunne valideres i Danmark.

Endvidere fremgår det, at Skøtt-Jensen ved et

brev af 2. marts 1993 til Vereenigde havde anerkendt modtagelsen af

ordrebrevet af 11. januar 1993 og derved havde accepteret ordren.

Herefter kunne ordregiver gå ud fra, at brevet af 7.

maj 1993 var til orientering for Skøtt-Jensen, men ikke

afgørende for, at fristen for validering blev overholdt.

Skøtt-Jensens hollandske forbindelse var ikke

indformeret om, at Skøtt-Jensens rutine ved validering af EP-patenter

indebar, at man ventede med at indlevere oversættelse til efter

modtagelsen af meddelelsen om patentudstedelse. Vereenigde kunne derfor ikke

vide, at var afgørende for validering, at brevet af 7. maj 1993 kom

frem til Skøtt-Jensen.

Samarbejdet mellem Vereenigde og Skøtt-Jensen har

derfor ikke været præget af den fornødne omhu, idet

Skøtt-Jensen ikke har informeret sin hollandske samarbejdspartner

tilstrækkelig tydeligt om rutinen ved validering af EP-patenter.

Hvis denne afgørelse bliver endelig tilbagebetales

det indbetalte publiceringsgebyr på kr. 3.000."

Dette afslag har klageren ved skrivelse af 16. juni 1995

indbragt for Patentankenævnet.

I klagebegrundelsen skriver klageren:

"Patentdirektoratets afslag af begæring af

genoprettelse hviler på to forkerte præmisser:

1) Vereenigde skulle direkte have anmodet

Skøtt-Jensen om, at der blev udarbejdet en oversættelse, som

skulle indleveres i god tid, således at patentet kunne valideres i

Danmark.

2) Skøtt-Jensens rutiner vedrørende

indlevering af oversættelser, hvorefter man ventede med at indlevere

oversættelserne til efter modtagelsen af meddelelsen om

patentudstedelse, er så usædvanlige, at man burde have informeret

Vereenigde.

Med hensyn til den 1. præmis er der tale om en

sproglig misforståelse, som vi må indrømme selv at have

bidraget til, og med hensyn til den 2. præmis hviler

Patentdirektoratets vurdering på et - forståeligt (måske

undskyldeligt) - ukendskab til valideringspraksis i de enkelte kontraherende

stater i EPC, som vi - som punkt 3 - endvidere vil supplere med omtale af

relevant genoprettelsespraksis i udvalgte lande.

Hermed forholder det sig nærmere således:

Ad. 1 - TIDSASPEKTET

Den første præmis er baseret på en

fejlfortolkning af ordrebrevet af 11. januar (Bilag 10), som vi beklageligvis

må påtage os et vist medansvar for.

Vereenigde anførte i ordrebrevet:

"Please prepare a translation of the complete text and

file the translation in good time with your Patent Office, in order that this

patent when granted, extends to Denmark."

På denne baggrund anførte vi på side 2,

1. afsnit i vort genoprettelsesandragende, at "Skøtt-Jensen direkte

blev anmodet om at der blev udarbejdet en oversættelse, som skulle

indleveres i god tid (vor fremhævelse), således at

patentet kunne udvides til at omfatte Danmark". I 5. afsnit anførte

vi, at "Vereenigde kunne antage, at oversættelsen ville blive

indleveret i god tid inden (den ukendte) frist".

På denne baggrund - og set i lyset af

Patentdirektoratets ufuldstændige kendskab til europæisk

valideringspraksis, som nærmere forklaret under pkt. 2 nedenfor - kan

det forekomme, som om Skøtt-Jensen har handlet i strid med

Vereenigde's in- struks, hvilket kan have været medvirkende til

Patentdirektoratets nægtelse af genoprettelsen.

Vi er imidlertid efterfølgende blevet

opmærksom på, at Vereenigde's ordrebreve til Skøtt-Jensen

og de øvrige europæiske kolleger i realiteten ikke

indeholdt en instruks om at indlevere oversættelsen "i god tid", men

blot rettidigt inden den endelige frist.

Vi har rettet henvendelse til den daværende

præsident for European Patent Institute, S.David Votier, for at

få en autoritativ fortolkning af ordrebrevet, og vi vedlægger som

Bilag 21 en kopi af Mr. Votiers svar, der bekræfter vort udsagn.

Mr. Votier har endvidere uopfordret redegjort for sit eget

firmas praksis ved validering af europæiske patenter, hvor

behandlingssproget er tysk eller fransk. Dette har mere relevans for

Patentdirektoratets 2. præmis, men bekræfter, at det ingenlunde

er usædvanligt at afvente modtagelsen af "decision to grant" før

oversættelsen indleveres, blandt andet for ikke at påføre

klienten unødige omkostninger.

Vi skal med hensyn til

omkostningsspørgsmålet indskyde, at det fra flere sider er gjort

gældende, at omkostningerne til oversættelse af europæiske

patenter er for høje,og især Danmark har måttet stå

for skud.

Det kan derfor ikke være rimeligt, at

Patentdirektoratet anlægger en praksis, der straffer patentagenter, som

på deres klienters vegne forsøger at være

omkostningsbevidste, og som uforskyldt involveres i en fristoverskridelse

med rettighedstab og mulige erstatningskrav til følge.

I sin yderste konsekvens vil en kodificering af en

sådan praksis betyde, at patentagenterne for at forebygge

erstatningskrav må indbygge helt ekstreme kontrolrutiner, som ikke kan

undgå at fordyre patentudstedelsen yderligere.

Vi har til yderigere underbyggelse af ordrebrevets

fortolkning forespurgt Vereenigde, hvornår de øvrige

europæiske patenter blev valideret, og vi vedlægger som Bilag 22

en kopi af Vereenigde's svar. Som det fremgår, er langt den overvejende

del af oversættelserne indleveret relativt tæt på den

kritiske dato 16. september 1993, hvilket dels bekræfter, at

Skøtt-Jensens praksis i de "gamle" EPC-lande, og dels fortolkningen af

"in good time" både fra ordregiverens og de europæiske

ordremodtageres side.

Ad. 2 - OVERSÆTTELSESRUTINERNE

Reglerne vedrørende indlevering af

oversættelser i de kontraherende stater, hvor patentet ønskes

valideret, fremgår af Rule 51(6) skrivelsen (Bilag 7). Heraf ses det

blandt andet, at oversættelsen i CH/LI skal være indleveret

senest samtidig med publikationen af "mention of the grant" i European

Patent Bulletin, medens de øvrige kontraherende stater har sat en 3

måneders frist fra dette tidspunkt.

Oversættelserne skal indleveres i overensstemmelse

med de nationale forskrifter, som er omtalt i "National law relating to the

EPC", hvoraf vi vedlægger kopi af det relevante Kapitel IV (Bilag 23).

Af særlig interesse for den foreliggende sag er spalte 11, hvor vi

specielt vil fremhæve.

Belgien

Hvis oversættelsen indleveres før "the

mention of the grant" datoen, skal patentmyndigheden senere have oplysning om

denne dato samt det nummer af Bulletinen, hvori datoen er angivet.

Frankrig

Her skal første side af oversættelsen

direkte forsynes med angivelse af nummer og dato for den Bulletin, hvor

"mention of the grant" er optaget.

Det er således ikke muligt gyldigt at validere et

fransk patent, før denne dato kendes.

Grækenland

Her skal oplysning om nummeret på Bulletinen

ligeledes indleveres sammen med oversættelsen, så situationen er

som i Frankrig.

Holland

Her er situationen som i Belgien, således at en

for tidligt indleveret oversættelse skal følges op med angivelse

af nummeret på Bulletinen.

Storbritannien

Her gælder samme regler som i Holland og

Belgien.

Den i den foreliggende sag afgivne decision dateret 7. maj

1993, der blev afsendt af Vereenigde den 14. maj 1993 (Bilag 14), indeholder

nederst oplysning om, at "mention of the grant will be published in European

Patent Bulletin 93/24 og 16. june 1993", og dels passagen "The amendments

requested by the applicant after receipt of the Communication under Rule

51(6) EPC and received at the EPO on OO OO OO have been taken into

account".

Denne passage er indføjet for det tilfælde,

at ansøgeren på et sent tidspunkt efter, at sagen er blevet

godkendt -men inden Decision to Grant - er blevet opmærksom på

forhold, der gør det ønskeligt at foretage ændringer i

ansøgningen.

Dette kan for eksempel være opdagelse af modhold,

der ikke tidligere har været taget i betragtning, enten ved at

tredjemand indgiver en indvending mod ansøgningen i henhold til Art.

115 EPC eller ved modtagelsen af en officiel skrivelse i en parallel

ansøgning f.eks. i USA, Norge, Finland eller Japan.

Endelig kan der være tale om formelle fejl, der

f.eks. er blevet opdaget af en schweizisk kollega, der har lavet

oversættelsen tidligt for at være sikker på at indlevere

den rettidigt under de særlige schweiziske regler.

Af hensyn til de betydelige

oversættelsesomkostninger i de designerede stater og omkostningerne i

forbindelse med rettelser af oversættelserne er det selvfølgelig

ønskeligt for patenthaveren, at der gives mulighed for en central

rettelse af teksten så længe som praktisk muligt, og det er da

også gennem case law for EPO, jvf. G 7/93, fastslået, at EPO skal

tage hensyn til indlæg i sagen, der fremkommer inden afgivelsen af

Decision to Grant skrivelsen. Vi henviser især til afsnit 2.4 og 2.5,

hvor ansøgerens interesse i at opnå gyldige patenter

fremhæves (vedlagt som Bilag 24).

Som det vil fremgår af Bilag 23, spalte 8, er

Danmark et af de relativt få lande (foruden Østrig, Tyskland,

Spanien og Sverige), der publicerer oversættelsen i form af et trykt

patentskrift og derfor opkræver et trykningsgebyr. Rettelser, efter at

patentet er trykt, nødvendiggør trykning af et nyt patentskrift

og nyt trykningsgebyr.

En beslutning om at afvente afgivelsen af Decision to

Grant før oversættelse iværksættes, især i et

land som Danmark, er derfor principielt en omkostningsbevidst beslutning,

også fordi den giver ansøgeren mulighed for at fortryde en

tidligere beslutning om dansk validering.

Vi tror, at Patentdirektoratet ville være enige med

os så langt, men vandene skilles, når Patentdirektoratet

lægger til grund, at denne beslutning er af en sådan

ekstraordinær karakter, at den burde have været kommunikeret til

Vereenigde.

Som det vil have fremgået af ovenstående

redegørelse, er det i en række lande enten en forudsætning

for gyldig validering, at Decision to Grant foreligger, eller kræver en

separat efter-indlevering.

At Skøtt-Jensen vælger at følge en

praksis, der i en række andre EPC-stater enten er obligatorisk eller

forbundet med yderligere ekspeditioner, hvis den ikke følges, burde

ikke kræve særskilt meddelelse til Vereenigde og derfor

være en forudsætning for udvisning af "tilstrækkelig omhu".

Da endvidere Vereenigde udtrykkeligt havde nævnt i ordrebrevet, at

Decision to Grant ville blive sendt, havde Skøtt-Jensen ikke anledning

til at bede om den, hvilket han ville have gjort, hvis det ikke havde

fremgået af ordrebrevet, også fordi datoen er afgørende

for, hvornår den danske årsafgiftsbetaling skal

påbegyndes.

I vort andragende over for Patentdirektoratet gjorde vi

gældende, at det ulykkelige sagsforløb i et vist omfang

måtte tilskrives "begyndervanskeligheder" i forbindelse med Danmarks

tiltræden til EPC, og at det ikke kan være mangel på

fornøden omhu, at Skøtt-Jensen ikke fra dag O har etableret et

overvågningssystem, der tager højde for alle tænkelige og

utænkelige fejlmuligheder.

Skøtt-Jensen's system havde fungeret perfekt

både i relation til Vereenigde og andre udenlandske ordregivere og

indebar bl.a. en månedlig kontrol af samtlige valideringssager for at

se, om Decision to Grant skrivelsen skulle være indgået,

således at sagsbehandleren var fuldt bekendt med den fatale frist for

indleveringen af oversættelsen.

I den foreliggende sag gav den månedlige kontrol

anledning til, at Skøtt-Jensen den 8. november 1993 forespurgte

Vereenigde, hvorvidt patentet var blevet meddelt eller ej, jfr.

argumentationen, side 14, i vor skrivelse til Patentdirektoratet. Havde

Skøtt-Jensen f.eks. spurgt den 8. september, var postfejlen blevet

opdaget, og oversættelsen blevet rettidigt indleveret.

Sagen er imidlertid, at Skøtt-Jensen ikke havde

nogen særlig tilskyndelse til at agere tidligere, end han gjorde, idet

han erfaringsmæssigt vidste, at de kan gå endog meget lang tid

fra EPO afgiver Rule 51(4) skrivelsen ("Notice of intention to grant"), den

mellemliggende Rule 51(6) skrivelse og til EPO afgiver Art. 97(2).

Vi har gennemgået 86 sager, hvor Hofman-Bang &

Boutard har valideret EP-patenter udstedt i perioden 10.11.93 til 18.01.95.

Tidsrummet mellem afgivelsen af Rule 51(6) skrivelsen og Art. 97(2) svingede

fra 4,5 - 10 måneder, og tidsrummet mellem afgivelsen af Rule 51(4)

skrivelse og Art. 97(2) skrivelsen fra 6 til 15 måneder. Lægges

hertil mindst én måned fra dateringen af artikel 97(2)

skrivelsen og "mention of grant" datoen og tre måneder til indlevering

af oversættelsen, når vi op på 10 - 18 måneder.

Skøtt-Jensen modtog Rule 51(4) skrivelsen, der var dateret 13.10.92

med ordrebrevet af 11.01.93, og sendte forespørgslen den 8. november,

altså knap 13 måneder senere.

Vi vedlægger som Bilag 25 kopier af 10

tilfældigt udvalgte Art. 97(2) skrivelser, som illustration af

ovenstående tidsforløb. Det ses heraf, at der i nogle af

skrivelserne netop er henvist til ændringer indsendt efter afgivelse af

Rule 51(6) skrivelsen, jfr. ovenfor.

Dette viser, at Skøtt-Jensen, der havde fået

udtrykkelig meddelelse om, at Art. 97(2) skrivelsen ville blive sendt

fra Vereenigde, og hver måned checkede sin sagsportefølje,

heller ikke ud fra mere objektive kriterier havde haft grund til at

undre sig over, at skrivelsen ikke var dukket op tidligere.

Der var uundgåeligt tale om en

indkøringsperiode, hvilket dokumenteres af, at det på basis af

oplysninger i Patenttidende kan konstateres, at der i 1991 totalt blev

bekendtgjort 9 valideringer af europæiske patenter i Danmark. I 1992

var tallet steget til 341 og i 1993 til ialt 2126 (stigende fra 63 i januar

til 320 i december).

I det foreliggende tilfælde var det hverken

ukendskab til valideringsreglerne eller fejlfortolkning af disse, der var

tale om. Det siger sig selv, at sådanne forhold kun yderst

sjældent bør berettige en genoprettelse, men her var der tale om

en fejl i postgangen mellem to patentbureauer, hvor ordregiver var 100%

sikker på, at ordremodtager havde modtaget ordren,og ordremodtager

både på basis af ordrebrevets indhold og tidligere ordrer

måtte føle sig 100% sikker på, at den skrivelse, der

styrede tidsforløbet i hans ordrebehandling ville blive sendt.

Som nævnt i vort andragende om genoprettelse var den

pågældende ordre kun Skøtt-Jensen's tiende af slagsen, og

disse på senere tilkomne sager blev efter den indledende kontrol og

anerkendelse opbevaret samlet og checket løbende af en fristansvarlig

medarbejder med 10 års anciennitet for modtagelse af "Decision to

Grant", der i Skøtt-Jensens system tjente som bekræftelse

på, at ordregiveren ønskede patentet valideret i Danmark,

hvorpå sagen blev overgivet til den for oversættelsen ansvarlige

sagsbehandler.

Denne procedure må i sig selv anses for

fuldt forsvarlig under forudsætning af, at det er sikret, at "Decision

to Grant" vil blive fremsendt, når den foreligger. Skøtt-Jensen

har ikke i indkøringsperioden haft fantasi til at forestille sig, at

skrivelsen kunne gå tabt i posten og derfor indbygget nogle

rykkerrutiner, som - set i lyset af den meget store spredning af tidsrummet

mellem Rule 51(4) skrivelsen (Intention to grant) og Art. 97(2) skrivelsen

(Decision to Grant) - meget vel kunne forekomme overdrevne ("Vi har jo

skrevet i ordrebrevet, at vi vil sende "Decision to grant", når vi

får den"). Dette kan ikke retfærdiggøre en nægtelse

af genoprettelse af de bortfaldne rettigheder i en sag, hvor der efter en

omhyggelig kontrol af materialet, der skulle ligge til grund for valideringen

i Danmark, blev sendt en forespørgsel om status for

patentudstedelsen, og det først derefter blev konstateret, at den i

Skøtt-Jensens og de fleste udenlandske kollegers systemer forudsatte,

"ordrebekræftelsesskrivelse" var gået tabt i posten.

Sammenfattende

mener vi således at have

godtgjort, at Patentdirektoratets to præmisser for nægtelsen af

genoprettelsen er fundamentalt forkerte, fordi

1) Vereenigde hverken havde givet instruks om eller

havde forventning om, at oversættelsen skulle indleveres "i god tid",

og

2) Skøtt-Jensens valideringspraksis var i god

overensstemmelse med praksis i de "gamle" EPC-medlemsstater og derfor ikke

krævede særskilt tilbagemelding til Vereenigde, der udtrykkeligt

havde meddelt, at de ville sende "Decision to grant" skrivelsen, og havde

modtaget fornøden ordrebekræftelse.

Ad. 3- RELEVANT GENOPRETTELSESPRAKSIS I UDVALGTE

EUROPÆISKE LANDE

Som det vil have fremgået - mener vi at

Patentdirektoratets nægtelse af genoprettelse hviler på forkerte

præmisser, og det er vort håb, at Patentdirektoratet og

Patentankenævnet vil anerkende dette. Da der imidlertid - så vidt

os bekendt - ikke er offentliggjort danske fortilfælde, og vi ikke selv

har været ude for lignende i Danmark, har vi - også grundet

sagens store vigtighed for patenthaveren og de involverede patentbureauer -

søgt at finde relevant udenlandsk praksis, der måtte kunne tjene

som rettesnor for Patentankenævnet og Patentdirektoratet.

Vi skal erindre om, at genoprettelsesinstitutionen blev

indført i patentloven af 1978 som en tilpasning til de tilsvarende

bestemmelser i Art. 122 EPC, hvis for nærværende sag relevante

bestemmelser lyder:

"(1) The applicant for or proprietor of a European patent

who, in spite of all due care required by the circumstances having been

taken, was unable to observe a time limit vis-á-vis the European

Patent Office shall, upon application, have his rights re-established if the

non-observance in question has the direct consequence, by virtue of this

Convention, of causing the refusal of the European patent application, or of

a request, or the deeming of the European patent application to have been

withdrawn, or the revocation of the European patent, or the loss of any other

right or means of redress."

Det fremgår ikke af forarbejderne, at der sigtedes

mod anlæggelse af en anden målestok for Danmark end for den -

endnu ikke fastlagte - EPO praksis, jfr. nærmere herom nedenfor.

Hvis vi ser bort fra alle de sager, der skyldes forsinket

årsafgiftsbetaling, synes såvel dansk som europæisk

genoprettelsespraksis principielt at kunne sammenfattes som

følger:

a) Ansøgeren skal have valgt pålidelige

fuldmægtige, der har opbygget et pålideligt

kontrolsystem.

b) Personalet, der betjener systemet, skal være

velin- strueret og behørigt superviseret.

(Det forudsættes videre, at ansøgeren skal

have givet klare instruktioner til sin fuldmægtig og selv have

systemerne i orden).

Er disse forhold opfyldt, bevilges normalt genoprettelse i

tilfælde af menneskelige fejl eller andre uforudseelige fejl eller

force-majeure situationer.

I årene siden 1978 har der ved EPO og

EPC-medlemslandene udviklet sig en praksis, dels i relation til samarbejdet

med EPO, hvor det er EPO, der står for genoprettelsen, og dels over for

de nationale patentmyndigheder ved den senere validering af EP-patenterne,

idet det bemærkes, at de konkrete forskrifter og frister i forbindelse

med den nationale validering som nævnt under afsnit 2 ikke er

harmoniseret.

EPO's praksis har manifesteret sig i en lang række

afgørelser fra de tekniske og juridiske appelkamre. Praksis viser

klart, at hver sag er blevet afgjort ud fra de konkrete facts i sagen, og at

kravene til "due care" udvist af ansøgerne og deres fuldmægtige

har været høje, ligesom de forskellige appelkamre ikke har

været helt enige i deres praksis. Det eneste klare generelle budskab,

der kan udledes af EPO's praksis er, at "an isolated mistake in an otherwise

satisfactory system" anses for gyldig grund for genoprettelse, men at det

selvfølgelig påhviler fuldmægtigene i hver enkelt sag at

overbevise appelkamrene om, at de har etableret et "satisfactory system".

Præmissen i denne ordlyd ses første gang

anvendt i 12/86, J 3/86, hvor headnote klart siger:

"Article 122 EPC is intended to ensure that in appropriate

cases the loss of substantive rights does not result from an isolated

procedural mistake within a normally satisfactory system."

Facts i J 02/86, J 03/86 (for sen betaling af

årsafgifter i to divisional ansøgninger) er uden lighed med den

foreliggende sag, hvilket også gælder facts i de talrige senere

kendelser, såsom J 29/86, T 27/86, T 166/87, T14/89, T 178/89, T 30/90,

T 253/90, T 612/90 (flere eksempler kan gives), der refererer

ovennævnte grundregel.

For ikke at belaste sagen unødigt med bilag

vedlægges abstracts af de citerede kendelser (Bilag 26), der

selvfølgelig vil kunne fremlægges in extento på

nævnets forlangende. Vi finder dog anledning til at fremhæve T

30/90, hvor det blev anført, at

"a misdirected fax which led to failure to file in time an

appeal by the proprietor against revocation of his patent was held to be an

isolated mistake in an otherwise satisfactory system."

Genoprettelse blev dog nægtet p.g.a., at faxet

først blev sendt ved fristudløb, men sagen viser klart, at en

uforudset forstyrrelse i den normale kommunikation mellem de

forskellige led i sagsgangen principielt kan berettige til genoprettelse.

I den forbindelse erindrer vi om, at Vereenigde i perioden

inden nærværende sag fejlfrit havde valideret ca. 13.750

patenter, og at systemet hos "begynderen" (i denne henseende)

Skøtt-Jensen både generelt og i samarbejde med Vereenigde havde

fungeret fejlfrit, indtil postvæsenet svigtede.

EPO's yngre case law har fokuseret på "the principle

of proportionality", ud fra en betragtning baseret på, at

konsekvenserne af en mindre fejl eller uregelmæssighed kan være

ekstremt alvorlige i og med, at de fører til et bortfald af

patentrettigheder. Sagt på en anden måde, der må foretages

en afvejning af omfanget af en mulige forsømmelighed hos

ansøgeren og hans fuldmægtig mod de alvorlige konsekvenser, som

bortfalder af patentrettigheder indebærer.

Vurderingen anlagdes første gang i T 869/90, kopi

vedlagt (Bilag 27), hvor sagens fakta atter er uden relation til de

foreliggende, idet der var tale om en fejlkalkulation, der førte til

én dags fristoverskridelse for opfyldelsen af formalia omkring en

appel, men vil finder anledning til at citere fra præmisserne:

"In accordance with general principles of law, as applied

in the context of administrative law, a procedural means used to achieve a

given end (e.g. a sanction following a procedural non-compliance) should be

no more than that which is appropriate and necessary to achieve that end;

this is commonly referred to as the principle of proportionality

(emphasis added). While the Board is not specifically applying this principle

to the present case, nevertheless it would seem to be reasonable, in a case

such as the present where there may be some doubt as to whether or not "all

due care required by the circumstances" was exercised, to have this principle

in mind. Any person who has been misled in the sense of Article 122(6) EPC by

the fact that the statement of grounds of appeal was filed one day late would

be protected by Article 122(6) EPC. In contrast, the loss the patent

application because of such a procedural irregularity would be a severe

result."

Art. 122(6) EPC lyder:

"Any person who, in a designated Contracting State, in

good faith has used or made effective and serious preparations for using an

invention which is the subject of a published European patent application or

a European patent in the course of the period between the loss of rights

referred to in paragraph 1 and publication of the mention of re-establishment

in those rights, may without payment continue such use in the course of his

business or for the needs thereof."

og modsvarer således Patentlovens ? 74 vedrørende mellemkommende rettigheder,

hvilket skulle sikre den godtroende tredjemand i fornødent omfang.

Proportionalitetsprincippet blev ligeledes anvendt i J

22/92 (Bilag 28, jfr. side 1 og 16), der vedrørte omstændigheder

omkring videreførelsen af en PCT-ansøgning ved EPO

behæftet med særlige komplikationer. Også her gælder

det, at sagens fakta er uden relation til nærværende sag, men

afgørelsen illustrerer klart, at EPO har erkendt, at en

afvejning af, hvad der i bagklogskabens klare lys måtte kunne

karakteriseres som mulige forsømmeligheder hos de involverede

patentagenter mod de alvorlige konsekvenser af et rettighedsbortfald, er

velbegrundet.

Propotionalitetsprincippet blev endvidere anvendt i T

111/92, hvor en menneskelig fejl ved beregningen af en 10 dages frist

på et tidspunkt, hvor den pågældende var i en

stress-situation, blev anset for "an isolated mistake in an otherwise

satisfactory system", og der lagdes vægt på, at det var

første gang, denne type fejl opstod hos den pågældende

fuldmægtig.

Vi finder, at denne praksis, der har udviklet sig gennem

årene i et meget kompliceret patentsystem, hvor bortfald af rettigheder

kan have meget alvorlige konsekvenser for de involverede fuldmægtige,

er rimelig og bør være normgivende også for dansk

genoprettelsepraksis.

Med hensyn til relevante genoprettelsessager fra den

enkelte EPC medlemsstater har vi foretaget en større

undersøgelse.

De to sager, vi har kunnet lokalisere, hvor

omstændighederne ligger nærmest på de her foreliggende, og

hvor den ene involverede vort eget firma, er begge fra Frankrig.

Vi vedlægger som Bilag 29 i kopi og

oversættelse den til den franske patentmyndighed indleverede

redegørelse fra en tysk kollega og den efterfølgende

afgørelse om genoprettelse.

Det ses heraf, at den tyske ordregiver umiddelbart efter

modtagelsen af "Decision to grant"-skrivelsen, den 2. september 1991 sendte

denne til de kolleger i Italien, UK og Frankrig, som skulle stå for

valideringen. På trods af en rykker fra den franske kollega den 23.

januar 1992 arkiveredes denne blot i sagen og først ved den anden

rykker 15. april 1992, sendte den tyske kollega en kopi af sin tidligere

skrivelse, idet det første brev øjensynligt var forsvundet i

posten. På dette tidspunkt var 3 måneders fristen til indlevering

af oversættelsen sprunget, og genoprettelse var nødvendig.

Det fremgår videre af andragendet, at fejlen var

begået af en mangeårig medarbejder, og at det tyske firma havde

forestået ca. 2000 fejlfri valideringer.

På denne baggrund genoprettede den franske

patentmyndighed rettighederne for Frankrig.

Hofman-Bang & Boutard

har været ude for

en lignende situation, hvor en erfaren medarbejder i vor udlandsafdeling

efter omgående at have afsendt "Mention of grant"- skrivelsen til de

udenlandske kolleger, inklusive den franske, placerede flere

efterfølgende remindere fra Frankrig i sagen og først fattede

mistanke til en mulig fejl i postgangen efter udløbet af fristen til

indlevering af den franske oversættelse. Også her blev

rettighederne genoprettet, jfr. den som Bilag 30 vedlagte afgørelse,

hvis ordlyd svarer til den tyske sag.

Det er således åbenbart, at bortkomst af

"Mention of grant"-skrivelsen på grund af forsømmeligheder hos

postvæsenet er en legitim undskyldning, under forudsætning af at

der i øvrigt er udvist fornøden omhu ved valg af

fuldmægtig, uddannelse af medarbejdere m.v.

I Spanien findes der en enkelt sag, hvor der blev

bevilget genoprettelse p.g.a. forsinkelser i posten, jfr. den som Bilag 31

vedlagte redegørelse af 17. januar 1995 fra vore spanske kolleger

Elzaburu.

I Schweiz er domspraksis meget sparsom. vi

vedlægger som Bilag 32 en kopi af brev af 18. januar fra vore kolleger

Micheli et Cie. Situationen i Schweiz er speciel, dels fordi man tidligere

har haft en ekstremt streng praksis vedrørende genoprettelse og dels

fordi oversættelsen stadig skal indleveres senest på "Mention of

grant"-dagen, jfr. ovenfor. Den i kopi vedlagte dom vedrører en

situation, hvor en kompetent medarbejder foretog en fejlagtig fristnotering i

strid med de givne instrukser for det veltilrettelagte fristsystem, og hvor

fuldmægtigen grundet sygdom havde nedtrappet sin aktivitet.

Den konkrete sag er således væsensforskellig

fra den foreliggende, men det interessante er, at vor schweiziske kollega

fremhæver den gradvise tilpasning til europæisk praksis, som

også fremhæves på side 62, spalte 2, nederst og spalte 3,

øverst i dommen.

Vore østrigske kolleger har oplyst, at der

ikke findes relevante afgørelser fra tiden efter at Østrig

ændrede sin oversættelsesfrist fra den "schweiziske" model til

den gældende for resten af EPC staterne, og der findes efter det for os

oplyste ikke genoprettelsesmuligheder i Belgien, Grækenland og

Irland.

Vereenigde har opsummeret hollandsk praksis i det

som Bilag 33 vedlagte brev af 17. januar 1995. Ingen af de refererede sager

dækker den foreliggende situation 100%, men det er

bemærkelsesværdigt, at SD i kendelsen af 1. januar 1985

genoprettede et patent, hvor en officiel skrivelse fra patentmyndigheden var

registreret som modtaget hos patentbureauet, men derefter bortkommet. Vor

kollegas sammenfatning af hollandsk praksis i tredjesidste afsnit stemmer

udmærket med vor indledende sammenfatning.

Med hensyn til Sverige forholder det sig

sådan, at man også der i mange år krævede

oversættelsen indleveret før "Mention of grant"-dagen.

De kendelser, vi har modtaget fra vor svenske kollega,

vedrører således overvejende situationen, hvor der har

været manglende opfølgning omkring ordreafsendelsen og

-modtagelsen, uopmærksomhed omkring den svenske frist for indlevering

af oversættelsen eller fejlagtig fristnotering, og der findes

tilsyneladende ikke kendelser fra tiden efter at Sverige gik over til den

"normale" 3 måneders frist, som relaterer sig til udebleven "Decision

to grant".

Der findes dog en række kendelser, der relaterer sig

til problemer omkring postforsendelser, jfr. vedlagte Bilag 34, og vi kan

fastslå, at man i en række tilfælde har anerkendt fejl i

postgangen som gyldig begrundelse for genoprettelse.

Til yderligere belysning af nyere svensk praksis

vedlægges som Bilag 35 kopi af Patentbesvärsrättens beslut af

2. december 1994. Omstændighederne er her også forskellige fra

den foreliggende sag og vedrører situationen efter at to

EP-ansøgninger var slået sammen efter den særlige

"consolidation procedure", der fandt anvendelse ved EP, mens enkelte lande

kun have ratificeret EPC, men ikke PCT. Ved indleveringen af den svenske

oversættelse, der skete rettidigt, blev der anvendt det forkerte

ansøgningsnummer over for den svenske patentmyndighed, der derfor

nægtede at bekendtgøre oversættelsen og også

nægtede genoprettelse.

Under appelsagen fandt Patentbesvärsrätten

anledning til at indskærpe over for Patentverket, at der stilles

meget høje krav til servicemindedhed i henhold til EPO praksis,

og at de indsatser fra Patentverkets side, som krævedes i denne

henseende, fremstod som forholdsvis små.

Uagtet at situationen er en anden i den foreliggende sag,

finder vi det berettiget at påpege, at der påhviler det danske

Direktorat en lignende forpligtelse, jfr. også det ovenfor sagte om

forholdene i Schweiz.

Vi skal endelig nævne, at der angiveligt siden 1978

har været anlagt en strengere genoprettelsespraksis i Sverige end ved

EPO og i de andre nordiske lande.

Dette er dels begrundet i, at ordlyden af ? 72 som nævnt ovenfor ikke blev bragt i

overensstemmelse med Art. 122 EPC, og dels at man i betydelig grad har

anvendt de i retsplejeloven gældende normer og tilhørende

domspraksis for "laga förfall". Dette misforhold er omtalt i det som

Bilag 36 vedlagte notat fra Patentverket og resulterede i det som Bilag 37

vedlagte lovforslag, der nu er gældende svensk lov.

Kuriøst nok fremhæves det i

bemærkningen til det danske lovforslag L119 af 2. december 1972 (uddrag

vedlagt som Bilag 38, jfr. side 24-25) efter en gennemgang af reglerne i Art.

122 EPC, der kræver "udvisning af al den omhu, som de foreliggende

omstændigheder tilsagde", at det for Danmarks tiltrædelse af

patentsamarbejdstraktaten er nødvendigt og ved tiltrædelsen af

Den europæiske Patentkonvention ønskeligt, at der

indføres tilsvarende regler (vor fremhævelse) i

patentloven.

Desuagtet anvendes der i ? 72 vendingen "udvisning af al den omhu, som med

rimelighed kan kræves", uden at det af bemærkningerne

fremgår, at der har været tilstræbt andre normer end ved

implementeringen af EPC, som Danmark i henhold til lovforslaget skulle

tiltræde.

I Sverige har praksis siden 1978 udviklet sig så

restriktivt, at det har været anset for nødvendigt at

ændre lovens ordlyd, således at der ikke er tvivl om, at der skal

anlægges samme normer som ved EPO, m.a.o. "al den omhu, som de

foreliggende omstændigheder tilsagte".

Lignende lovændringer er ikke foretaget i Danmark,

men nu hvor Danmark er fuldgyldigt medlem af EPC giver Patentdirektoratets

stillingtagen - præmisserne ufortalt - os anledning til at påpege

over for Patentankenævnet og Patentdirektoratet, at det udtrykkeligt

var lovgivernes intention, at der skulle indføres "tilsvarende

regler", og at det ved fremsættelsen af L119 blev anført, at

ændringerne i ? 72 (i henhold

til det oprindelige lovforslag af 9. marts 1977) var ændringer af

redaktionel karakter (vor fremhævelse), jfr. Bilag 38, side

13.

Rent bortset fra, at Patentdirektoratets afgørelse

i den foreliggende sag som nævnt efter vor opfattelse hviler på

forkerte præmisser, og at det er vor opfattelse, at der af alle

indleverede led i kæden er udvist både "al den omhu, som med

rimelighed kan kræves" og "al den omhu som omstændighederne

tilsagde" finder vi det af fundamental betydning både af hensyn til

Danmarks medlemsskab af EPC og den nordiske retsenhed på området,

at der ikke kan herske tvivl om, at det er den sidstnævnte standard,

der er den rette.

Da en genoprettelse under de foreliggende

omstændigheder endvidere finder støtte i relevant

europæisk praksis, skal vi henstille, at Patentankenævnet

omgør Patentdirektoratets beslutning og genopretter rettighederne i

henhold til EP patent nr. 0384539 for Danmark."

Patentdirektoratet har i skrivelse af 10. oktober.

1995 afgivet følgende erklæring:

"....vi fastholder afgørelsen fra den 22. november

1994.

Hertil skal generelt bemærkes, at det er

direktoratets opfattelse, at der sker identifikation mellem patenthaver og

dennes fuldmægtig eller fuldmægtige, således at den

fornødne omhu altid vil bero på en samlet betragtning af de

involverede parters handlinger.

Direktoratet skal i den anledning fastholde, at der i den

konkrete sag på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke er udvist

den fornødne omhu."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 28. november 1996.

For klageren mødte civilingeniør *Ejvind

Christiansen*, som havde lejlighed til at udtale sig.

Ankenævnet skal udtale:

Det findes betænkeligt at fastslå, at der ikke

er udvist fonøden omhu af den danske fuldmægtig K.

Skøtt-Jensen Patentingeniører A/S (Skøtt-Jensen). Det

lægges herefter til grund, at fristoverskridelsen skyldes en fejl i

postgangen mellem de to patentbureauer, hvilket ikke findes at kunne

bebrejdes klageren.

Herefter bestemmes:

De med EP-patentansøgning nr. 0384.539 bortfaldne

rettigheder genoprettes.

Lignende dokumenter