Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da ansøgers fuldmægtig ikke havde udvist fornøden omhu.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da
ansøgers fuldmægtig ikke havde udvist fornøden omhu.
År 1993, den 30. juli afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 43/91: Klage fra
Shell Internationale
Research Maatsshappi, B.V.
Holland,
v/Patentbureau Giersing &
Stellinger A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 21 juni 1991
af patentansøgning nr. 1606/80
Den 16. april 1980 indleverede klageren en ansøgning om patent på et
»apparat til måling af niveauet af restvæske i en beholder«.
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 27. september 1989, at
opfindelsen efter direktoratets opfattelse ikke adskiller sig væsentligt fra
kendt teknik. Der fastsattes en frist til den 27. marts 1990 til ansøgers
besvarelse af skrivelsen. Denne frist blev senere forlænget til 27. maj 1990.
I skrivelse af 12. juni 1990 meddelte direktoratet følgende:
»Da De ikke rettidigt har svaret på vores brev af 27. september 1989,
er ansøgningen henlagt.
Vi genoptager behandlingen, hvis vi inden udløbet af den svarfrist, der er
anført ovenfor, har modtaget Deres svar og 600 kr. i genoptagelsesafgift. I
modsat fald bliver ansøgningen endeligt henlagt. De vil ikke få yderligere
besked om en eventuel endelig henlæggelse.
Vi gør dog opmærksom på, at hvis ansøgningen i forvejen er henlagt, fordi
Læs alt
der ikke er betalt årsafgift, kan vi ikke genoptage behandlingen.«
Klageren indleverede med skrivelse af 24. august 1990 nye krav og anførte
i skrivelsen bl.a.:
»Under henvisning til Direktoratets skrivelse af 12. juni 1990 samt
af 27. september 1989 skal vi hermed anmode om, at ansøgningen bliver
genoptaget til behandling, idet vi har indbetalt genoptagelsesafgiften og
endvidere fremsender et nyt sæt krav samt en derefter afpasset
beskrivelsesindledning i trykningsklar tilstand .....«
I skrivelse af 9. oktober 1990 anførte klageren følgende:
»I ovennævnte ansøgning er der d. 24 august besvaret en betænkning
med en anmodning om genoptagelse af sagen, idet vi fremsendte en
trykningsklar beskrivelse med krav, samt gjorde opmærksom på, at
genoptagelsesafgiften allerede var tilgået direktoratets kasse. Fristen for
besvarelse og genoptagelse var fastsat til 27. september 1990. Årsagen til at
sagen var blevet henlagt i henhold til patentlovens § 15 var, at vor
ordregivers behandler af sagen havde været langvarigt syg, hvorfor
direktoratet allerede d. 15 marts 1990 havde forlænget fristen for modtagelse
af svar. Instrukser til os indgik imidlertid først på et så sent tidspunkt,
at vi havde videreledt direktoratets henlæggelsesskrivelse af 12. juni 1990.
Ved en nærmere kontrol af vort bogholderi dags dato fremgår det
imidlertid, at genoptagelsesgebyret som følge af en misforståelse ikke som
antaget er tilgået direktoratets kasse, og i direktoratet har man antaget, at
betalingen ville fremkomme inden fristens udløb en måned senere end
modtagelsen af vort svar.
Den misforståelse, som nu er opstået, er ikke før indtruffet og vil nu
ejheller kunne foreligge igen, idet der nu er udarbejdet en ny instruks, med
direkte kontrol af specifikationerne til og indbetalingsbilagene fra
direktoratet. Det er en forholdsvis sjælden situation, at skulle begære
genoptagelse, og hidtil har vore besvarelser i genoptagelsesanmodninger da
også været ledsaget af en check, som omfattede genoptagelsesgebyret. I den
aktuelle sag skulle der alligevel indbetales nogle års- og
varemærkeansøgningsgebyrer d. 22. august 1990, hvorfor vi fandt det passende
at lade genoptagelsesgebyret være omfattet af denne check. Dette er
beklageligvis ikke sket, og ansvaret herfor er mit.
Det er spørgsmålet, om den manglende betaling på 600.- kr. i lyset fra den
komplette besvarelse og ansøgers åbenbare vilje til at ville opretholde
ansøgningen, ved at besvarelsen indleveredes en måned før fristens udløb, kan
betragtes som en formel mangel, idet vi hele tiden har haft vilje, økonomisk
evne samt hensigt til at opretholde ansøgningen. Endvidere er vor instruks nu
ændret med henblik på at opfange lignende fremtidige hændelser.
Jeg vedlægger kopi af vor nye instruks og endvidere en check til udligning
af genoptagelsesgebyret, jvf. § 15, og genoprettelsesgebyret, jvf. §
72.«
Den i skrivelsen omtalte instruks havde følgende indhold:
Vedr. Genoptagelsesafgift
»På given foranledning skal det indskærpes, at genoptagelsesafgifter,
som indbetales før den tilhørende besvarelse, skal dokumenteres i forbindelse
med besvarelsen, enten i form af en kopi af specifikationen eller i form af
en kopi af direktoratets kvittering for genoptagelsen.«
Patentdirektoratet udbad sig den 19. december 1990 en redegørelse for,
hvordan arbejdsgangen for indbetaling af genoptagelsesafgifter var
tilrettelagt på det tidspunkt, hvor indbetaling i nærværende sag burde have
fundet sted, herunder redegørelse for, hvem der forestod dette arbejde, og
hvordan dette arbejde kontrolleredes.
Klageren anførte hertil i skrivelse af 4. januar 1991 følgende:
»Med henvisning til direktoratets brev af 19. december 1990 skal jeg
hermed redegøre for arbejdsgangen for indbetaling af genoptagelsesafgifter på
det tidspunkt, hvor genoptagelsesafgiften skulle være betalt.
I ovennævnte ansøgning var jeg i dagene op til d. 24. august i færd med at
udarbejde besvarelsen af direktoratets betænkning med anmodning om
genoptagelse af sagen. Herunder erfarede jeg, at der d. 22. august skulle
indbetales nogle beløb til direktoratets kasse, hvorfor jeg på et almindeligt
stykke kladdepapir udarbejdede en notits til Else Skov med en instruks om, at
der i den foreliggende sag ca. en måned inden fristens udløb sammen med de
andre beløb skulle overføres et genoptagelsesgebyr på 600.- kr. Denne notits
lagde jeg på Else Skovs skrivebord i hendes fravær under en magnet, og den er
derpå bortkommet.
Else Skov er en særdeles dygtig og højt betroet medarbejder, som
samvittighedsfuldt udfører sit arbejde, og en kontrol af arbejdets udførelse
er således unødvendig. Forudsætningen for at instrukser gennemføres er
imidlertid, at instrukserne når frem. Også i dette tilfælde er en kontrol af
instruktionens fremkomst i almindelighed fremdeles overflødig og ville kun
skabe et dårligt samarbejdsklima hos alle berørte parter, såfremt en sådan
kontrol alligevel blev gennemtrumfet.
Nidkærhed er i almindelighed en positiv egenskab, men der findes tilfælde,
hvor overdreven nidkærhed kan få en negativ virkning. Den foreliggende årsag
har jeg hidtil skønnet at være et sådant tilfælde, hvilket nu har vist sig at
være et fejlskøn. Jeg skal derfor henstille, at man i direktoratet udviser
forståelse i denne genoprettelsessag og i henhold til § 74, stk. 1 i
Patentloven udfærdiger bekendtgørelse om genoprettelse i den foreliggende
ansøgning.«
Patentdirektoratet afslog den 21. juni 1991 anmodningen om genoprettelse
med følgende begrundelse:
»..... De har foretaget de nødvendige handlinger med henblik på
genoprettelse rettidigt, herunder betalt genoprettelsesafgiften efter
patentlovens § 15, stk. 3.
Derimod har Deres fuldmægtig, som De tåler identifikation med, ikke udvist
al den omhu, som med rimelighed kan kræves af denne, hvilket er en betingelse
for genoprettelse efter § 72.
Hos fuldmægtigen blev instruksen om indbetaling af genoprettelsesafgiften
udarbejdet på et stykke kladdepapir, som blev efterladt på en underordnet
medarbejders bord.
Dette skete 22. august 1990.
Efter det indsendt materiale at dømme blev udførelsen af den konkrete
instruks ikke kontrolleret.
Det fremgår derimod, at fejlen -den manglende betaling af
genoptagelsesafgiften- først opdages 9. oktober 1990 ved en nærmere
gennemgang af fuldmægtigens bogholderi, altså ca. halvanden måned efter at
fejlen blev begået. Der er ingen forklaring på dette tidsinterval. Da der
endvidere ikke foreligger oplysninger, der viser, at fuldmægtigen har haft en
effektiv organisering af kontrolsystemer med hensyn til overholdelse af
tidsfrister, har den fornødne omhu ikke være udvist, og Deres anmodning om
genoprettelse kan derfor, som nævnt, ikke imødekommes. .....«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 20. august 1991 indbragt for
Patentankenævnet.
I klagebegrundelsen anførtes følgende:
»...... D. 24. august 1990 besvarede vi en betænkning af 27.
september 1989 og anmodede om en genoptagelse, idet jeg gjorde opmærksom på,
at genoptagelsesafgiften 600,- kr. var indbetalt. Besvarelsesfristen for
betænkningen var p.gr.a. langvarig sygdom hos ansøgers sagsbehandler blevet
forlænget til d. 27. maj 1990. Ansøgers sagsbehandler havde på fristdagen
ikke fået udfærdiget besvarelse, men forlod sig på en genoptagelse af
ansøgningen i henhold til § 15, stk. 3, hvor fristen herfor var 27. september
1990, altså en måned efter vor besvarelse.
I dagene op til d. 24. august blev det konstateret, at der d. 22. august
skulle indbetales nogle beløb til direktoratets kasse, hvorfor der blev
udarbejdet en skriftlig instruks til Else Skov om, at der i den foreliggende
sag ca. en måned inden fristens udløb sammen med de andre beløb skulle
indbetales et genoptagelsesgebyr på 600,- kr. Denne instruks blev under Else
Skovs midlertidige fravær anbragt på hendes skrivebord under en magnet (ikke
blot efterladt).
Ved en gennemgang af vore regnskaber d. 09. oktober 1990, ca. 14 dage
efter fristdagen, fremgik det imidlertid, at genoptagelsesgebyret ikke var
blevet betalt rettidigt. En nærmere granskning afdækkede, at instruksen
tilsyneladende er bortkommet inden den kunne gennemføres.
Else Skov er en særdeles dygtig og højt betroet medarbejder, som gennem
mere end 20 år samvittighedsfuldt har udført sit arbejde, som foruden
rutinepræget arbejde blandt andet omfatter notering af frister og betaling af
diverse afgifter og gebyrer til direktoratet. En kontrol af arbejdets
udførelse kan således indskrænkes til stikprøvevis kontrol, hvilket hidtil
ikke har afsløret nogle brist eller mangler.
Vi har med skrivelser af 09. oktober 1990 og 04 januar 1991 begæret en
genoprettelse af rettighederne ifølge patentlovens § 72, stk. 1, samt
redegjort for arbejdsgangen for indbetalinger af genoptagelsesafgifter, og
det er Patentdirektoratets afgørelse af 21. juni 1991 i ovennævnte
patentansøgning, der er genstand for den foreliggende klage. I denne
afgørelse konkluderer direktoratet, at den fornødne omhu ikke har været
udvist, idet afgørelsen underbygges med, at udførelsen af instruksen ikke
blev kontrolleret, at der mangler en forklaring på tidsintervallet fra
fejlens opståen til opdagelsen heraf, og at der ikke foreligger oplysninger
om, at vi har haft en effektiv organisering af kontrolsystemer med hensyn til
overholdelse af tidsfrister.
Som tidligere anført, har kontrollen af indbetalinger hidtil kunnet
indskrænkes til en stikprøvevis kontrol, hvis tilstrækkelighed hidtil ikke
har være anfægtelsesværdig. Følgelig har der på baggrund af den skriftlige
instruks indtil vor gennemgang af bogholderiet foreligget rimelig grund til
at antage, at betalingen var udført som fordret. Oplysninger om en effektiv
organisering af kontrolsystemer har hidtil implicit foreligget, idet det
uimodsagt har være anført, at den foreliggende situation ikke har foreligget
før og vil nu ejheller kunne foreligge igen, idet der nu er udarbejdet en
instruks, med direkte kontrol af specifikationerne til og
indbetalingsbilagene fra direktoratet. Vi skal derfor nedlægge følgende.
Påstand
Den påklagede afgørelse af 21. juni 1991 omstødes og begæringen fremsat i
henhold til patentlovens § 72 tages til følge.
Anbringender
Hos Mogens Koktvedgaard og Lise Østerborg: PATENTLOVEN, er der under note
72,6 nærmere anført de bedømmelseskriterier, som ligger til grund for
tolkningen af § 72. Det fremgår af selve lovteksten, at en af de nødvendige
forudsætninger for genoprettelse af rettigheder er, at ansøger (eller dennes
fuldmægtig) skal have udvist al den omhu, som med rimelighed kunne
kræves...., og under note 72,6 anføres det, at det må »bero på en
konkret afgørelse i den enkelte situation, om dette har været
tilfældet«. I øvrigt henvises der til harmoniseringen med EPK art. 122.
Det anføres endvidere i note 72,6 under linierne 13 fn. til 9 fn. »Har
han (ansøgeren) udvist den fornødne omhu ved at overlade arbejdet til en
tilstrækkeligt kvalificeret person som har fået de nødvendige instrukser, og
som er underkastet tilstrækkelig kontrol, vil han dog - alt efter de nærmere
omstændigheder - kunne opfylde betingelserne i § 72«. Disse tre
betingelser, nemlig en tilstrækkeligt kvalificeret person, de nødvendige
instrukser og tilstrækkelig kontrol, har der hidtil ikke være anledning til
at drage i tvivl, og det er da også disse tre betingelser, som er det bærende
fundament i afgørelser truffet af Ankenævnet (Legal Board of Appeal) under
EPO. Her skal den grundlæggende afgørelse fremhæves, nemlig J 05/80 af
07 juli 1981, som vedlægges i kopi af Official journal of the European patent
office, 30. september 1981, nr. 9. I denne afgørelse anføres der under
Reasons for the Decision , pkt 7, de samme ovenfor citerede
betingelser (men da det under pkt. 8, 2. afsnit, anføres, at fuldmægtigen
ikke må overlade tolkningen af love og traktater til underordnet personale,
sker der ikke genoprettelse i henhold til art. 122 i EPK, men, som anført
under pkt. 14, i henhold til regel 85a EPK).
I afgørelserne i J 02/86 og J 03/86 (kopi vedlagt) indføres
yderligere den betydningsfulde tilføjelse , at artikel 122 EPK har til
hensigt at sikre, at der i genoprettelsessager ikke sker rettighedstab som
følge af en isoleret, proceduremæssig fejl i et normalt tilfredsstillende
system (The Board recognises that Article 122 EPC is intended to ensure that
in appropriate cases the loss of substantive rights does not result from an
isolated procedural mistake within a normally satisfactory system) Reasons
for the Decision , linie 11 - 13 i afsnit 4. (European Patent Office
Report, EPOR, issue 6, 1987, side 399)
I afgørelse i T27/86 , som vedlægges i kopi, indrømmes der
forståelse for en menneskelig fejl udøvet af en patentafdelingsleder under
reorganisering af patentafdelingen, og denne menneskelige fejl blev betragtet
som et eksempel på en isoleret, proceduremæssig fejl (uden krav om et normalt
tilfredsstillende system), hvorfor genoprettelse blev tilstået ( Held
1 og 2). (EPOR, issue 3, 1987, side 179)
I afgørelsen i T137/86 (kopi vedlagt) anføres det, at »den
manglende betaling af appelgebyret skyldtes en menneskelig fejl af en art,
som kan ske, og som kan undslippe kontrolprocedurer på trods af den omhu, som
med rimelighed kan kræves« /The failure to pay the appeal fee was due to
human error of a kind which may occur an escape checking procedures in spite
of all due care) anført under Held 2. (EPOR, issue 3, 1987, side 183)
Anskues de foreliggende kendsgerninger i lyset af henvisningen til
harmoniseringsbestræbelserne med EPK art. 122 samt de ovenfor anførte
afgørelser fra Ankenævnet under EPO kan vi på sikker grund konstatere, at der
i den foreliggende genoprettelsessag er udvist al den omhu, som med
rimelighed kunne kræves. Vi skal derfor høfligst henstille, at begæringen
fremsat i henhold til § 74, stk. 1 udfærdiges bekendtgørelse om genoprettelse
af rettighederne i den foreliggede ansøgning.'
Ved skrivelse af 8. oktober 1991 tilføjede klageren:
»I tilslutning til vor skrivelse af 20. august 1991 kan jeg
konkretisere mine oplysninger, hvor jeg anførte: En kontrol af arbejdets
udførelse kan således indskrænkes til stikprøvevis kontrol, hvilket hidtil
ikke har afsløret nogle brist eller mangler. Den stikprøvevise kontrol har
omfattet en kontrolopringning til Direktoratets kasse med en forespørgsel om
fremsendte beløb var tilgået kassen. En sådan kontrol har vi ført gennem
flere år, og som anført har dens tilstrækkelighed ikke har været
anfægtelsesværdig.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. maj 1993.
For klageren mødte civilingeniør Jens-Holger Stellinger, der henholdt sig
til og uddybede de skriftlige indlæg.
Ankenævnet skal udtale:
Klagerens kontrolsystem findes ikke at have fungeret tilfredsstillende.
Under hensyn hertil samt til det iøvrigt af Direktoratet anførte, hvorved
bemærkes, at det overfor Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til
andet resultat
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Patentankenævnet fandt ikke grundlag for at se bort fra overskridelse af betalingsfrist for klageafgift i patentlovens § 25 men tillod genoprettelse efter omstændighederne i medfør af patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- AN 2006 00013 - PA 1999 00244 vedrørende ”Koblingssystem med snap-låsearrangement især for møbler” - Afslag Klagenævn (Nævnenes Hus) · 9. januar 2007
- Begæring om genoptagelse af patentansøgning afslået. Retsinformation · 24. september 1997
- Fortolkning af fristbestemmelserne i patentlovens § 31 og Patentdirektoratets forpligtelser efter patentlovens § 15. Retsinformation · 24. september 1997
- Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Anvendelsen af patentlovens § 72 ved fejlfortolkning af fristreglen i patentlovens § 31, stk. 3. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da anmodning om genoprettelse var indgivet for sent, og ansøgers patentagent ikke havde udvist fornøden omhu. Retsinformation · 24. september 1997
- Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da ansøgers japanske repræsentant ikke havde udvist fornøden omhu. Retsinformation · 24. september 1997
- Genoprettelsesbegæring ikke imødekommet, da ansøgers patentagent ikke havde udvist fornøden omhu. Retsinformation · 24. september 1997
- Rettigheder bortfaldet på grund af manglende betaling af årsafgift genoprettet Retsinformation · 25. februar 1999
- Misforståelse mellem patentagent og ansøger med hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Begæring om genoprettelse af rettigheder efter patentlovens § 72, stk. 1 imødekommet, da dansk patentagents fristovervågningssystem ikke var mangelfuldt. Retsinformation · 24. september 1997