Spørgsmål om, hvem der er berettiget til opfindelse.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Spørgsmål om, hvem der er berettiget til
opfindelse.
År 1993, den 1. juli afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Terndrup Pedersen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 23/91: Klage fra
Poul Erik Axelsen,
Egå
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 13. marts 1991 af patent
ansøgning nr. 4983/81 fra
Howmedica International Inc.,
Irland,
v/Patentbureauet
Hofman-Bang & Boutard A/S.
Den 11. november 1981 indleverede Torben Ejsing Jørgensen, Randers, en
ansøgning om patent på »apparat til elektrisk stimulering af
knogler«. Ansøgningen er senere overdraget til Howmedica International
Inc., Irland.
Den 23. februar 1983 meddelte klageren, at ansøgningen efter hans
opfattelse var indgivet ukorrekt. Der henvistes i skrivelsen til brev af 1.
november 1981 til ansøgeren, hvori klageren under henvisning til redegørelse
fra patentingeniør Skøtt-Jensen påstod, at hans rettigheder til patentet ikke
var tilgodeset ved indlevering af ansøgningen. Af redegørelse af 30. oktober
1981 fremgår, at Skøtt-Jensen på baggrund af klagerens oplysninger var af den
opfattelse, at klageren i det mindste var berettiget til at være medopfinder
til det ansøgte patent.
Ansøgeren imødegik i skrivelse af 26. august 1983 klagerens påstand og
Læs alt
anførte:
»Hermed fremsendes en kopi af ansøgerens og opfindelsens fremstilling
af det sagsforhold, som hr. P.E. Axelsens skrivelse af 23. februar 1983 med
bilag omhandler. Det vil fremgå af denne sagsfremstilling, at hr. Axelsens
bidrag alene består i at konstruere elektroniske kredsløb, som er i stand til
at udføre bestemte funktioner foreskrevet og nøje defineret af hr. T.E.
Jørgensen. Hr. Jørgensen har f.eks. ved kliniske forsøg erfaret, at den
stimulerende spænding ikke må overstige en bestemt værdi. På basis af denne
forskrift kan enhver fagmand uden videre angive midler til opnåelse af den
ønskede virkning, nemlig en spændingsbegrænser. Opfindelsen ligger i
erkendelsen af behovet for en bestemt funktion, ikke i angivelse af midlerne
til opfyldelse af behovet, når disse midler som her er velkendte i forvejen.
.....«
Den omtalte sagsfremstilling lød således:
»I 1979 kontaktede jeg Ing. P.E. Axelsen og forelagde ham mundtlig
mine økonomiske muligheder med 50.000 kr. fra en fond, der skulle bruges til
at modernisere en allerede fungerende knoglestimulator. Jeg bad om konkrete
forbedringer: udskiftninger af ældre transistorer, spændingsbegrænser, der
skulle forhindre for høje spændinger på patientelektroderne, elektronisk
polvending af udgangsspændingen, som tidligere blev manuelt skiftet af
patienterne, visuel patientkontrol og ny design af stimulatoren og et lille
antal prototyper, hvis økonomien kunne tåle det. De ønskede ændringer er
velkendt elektroteknik, men selvfølgelig ikke tidligere benyttet i en
knoglestimulator. Der blev fremstillet 12-15 stimulatorer og der blev aflagt
regnskab igennem Akademiet for Tekniske Videnskaber (se kopier). De nye
stimulatorer blev afprøvet på patienter og resultaterne så lovende ud.
Medicinalfirmaet HOWMEDICA viste sig at være interesseret i produktet og
ing. Axelsen og jeg blev inviteret til London til et møde med Howmedica.
Axelsens interesse var muligheden for at kunne blive fabrikant af
stimulatoren, jeg fremstillede den lægelige del af sagen. Ved mødet forlangte
Howmedica at stimulatoren skulle kunne patenteres, hvorfor det blev besluttet
at Howmedica skulle søge patent i mit navn. Axelsen fik tilbudt at
videreudvikle apparatet til et engangsapparat på Howmedicas regning. På dette
tidspunkt var Axelsens og min mundtlige primære aftale afsluttet. - I foråret
1981 bestilte Howmedica 100 stimulatorer hos Axelsen til en pris på 12.000 US
D.. Stimulatorerne blev leveret og 10 blev afprøvet på firmaets laboratorium
i New York. Kvaliteten af de leverede stimulatorer var dog så uensartet at
man ikke turde levere dem til kunder (se rapport). Jeg har ikke haft
økonomisk eller ansvarsmæssig interesse i produktionen af stimulatorerne.
Howmedica vil nu foretage væsentlige ændringer i stimulatoren, dels for at
gøre dem ensartede og dels for at gøre dem patientsikre. Det er et spørgsmål
om den nuværende stimulator i det hele taget var sikker nok til det
amerikanske marked (ingen strømbegrænser). - Axelsen har formentlig håbet på
at han kunne holde produktionen hos sig, men har ikke på noget tidspunkt fået
løfte herom. Selvfølgelig er Howmedica betænkelig ved den store
fejlproduktion og dels har de heller ingen garanti for at der hos Axelsen
findes en tilstrækkelig stor produktionskapacitet, idet de første
stimulatorer nærmest blev fremstillet som udvidet husflid. Axelsen har i
flere omgange hævdet at han har medret i patentet, hvilket jeg har afvist med
den begrundelse at han repræsenterer et indregistreret udviklingsfirma, der
har fået et bestilt og betalt arbejde uden nogen forbehold. Hele ideen
opfandt og offentliggjorde jeg for 12 år siden og har siden eksperimenteret
mig frem til de forbedringer, som Axelsen udførte på bestilling. Den
oprindelige ide kan selvfølgelig ikke patenteres, men et patent skal følgelig
opbygges på de nye tekniske forbedringer, til hvilket jeg har leveret mine
ønsker og erfaringer og kliniske afprøvninger uden nogen form for indtægter i
modsætning til Axelsen, der ikke har haft nogen form for risiko. Hvis ideen
om elektrostimulation ikke holder, er det mig der moralsk mister prestige.
Ved 2 møder på Jydsk Teknologisk Institut har man forsøgt at angribe min
moral for ovennævnte synspunkt. Selv værktøjsmageren, der skulle fremstille
hylsteret til stimulatoren, ønskede senere medret i patentet.«
Patentdirektoratet meddelte ved skrivelse af 1. november 1983 følgende:
»I skrivelse af 23. februar 1983, hvori De fastholder den af Dem
indleverede patentansøgning nr. 4792/81, har De anført, at den af Torben
Ejsing Jørgensen indgivne patentansøgning nr. 4983/81 med prioritet fra den
13. november 1980, er blevet indgivet ukorrekt.
Af det med skrivelsen fremsendte materiale fremgår, at det er Deres
opfattelse, at Deres rettigheder ikke er blevet tilgodeset i den nævnte
ansøgning.
Deres skrivelse med bilag har været forelagt Torben Ejsing Jørgensen, som
i skrivelse af 26. august 1983 har fastholdt, at det er med rette, han er
anført som eneopfinder. Kopi af skrivelsen med bilag vedlægges.
På det foreliggende grundlag finder direktoratet det ikke sandsynliggjort,
at De er helt eller delvis berettiget til opfindelsen, hvorfor man fortsat må
anse Torben Ejsing Jørgensen som eneste opfinder.
Man skal henlede opmærksomheden på patentlovens § 17, i henhold til
hvilken bestemmelse patentmyndigheden, såfremt nogen over for den påstår at
han og ikke opfinderen er berettiget til en opfindelse, hvis den finder
spørgsmålet tvivlsomt, kan opfordre vedkommende til inden for en nærmere
angiven frist at anlægge retssag herom.
Efterkommes en sådan opfordring ikke, kan påstanden lades ude af
betragtning ved afgørelse af patentsagen.«
I skrivelse af 27. februar 1984 udtalte klageren følgende:
»..... I skrivelse fra Hofman-Bang & Boutard omtales det, at Hr.
Jørgensen skulle have foreskrevet og nøje defineret bestemte funktioner. Alle
funktioner kendes fra Jørgensens 12 år gamle stimulator, der er beskrevet i
både nationale og internationale fagtidsskrifter. To af disse kan ses i bilag
1 og 2. Den nye stimulator udfører de samme funktioner, så de af Jørgensen
påståede foreskrevne og nøje definerede funktioner, kan næppe her efter 12 år
komme i betragtning som patenterbare for nogle parter. Endvidere udfører den
nye stimulator en række nye funktioner, som skal omtales senere.
I samme skrivelse nævnes det, at opfindelsen ligger i erkendelsen af en
bestemt funktion og ikke i midlet til opfyldelse af behovet. Generelt ved
gennemgang af patentdokumenter kan det ofte konstateres, at et patent
udmærket kan være udtaget på midlet til udførelse af en eller flere bestemte
funktioner. Af sagsfremstillingen fremgår det som omtalt, at Jørgensen skulle
have bedt om konkrete forbedringer, hvilket ingenlunde er tilfældet. Der blev
imidlertid fra Jørgensens side fremlagt nogle problemer bl.a.
1) Reaktioner omkring elektroderne (betændelsestilstande).
2) Det upraktiske i at polariteten skulle konstateres externt med
universalinstrument.
3) At konstatering af at stimulatoren var i drift, ligeledes skulle
konstateres med universalinstrument.
4) Problemer med batterier der udbrændte for hurtigt og gjorde
indkaldelsen af hjemsendte patienter hyppigere og mere ukonstant.
5) Patienter der glemte at aktivere den manuelle polvending.
Følgende ideer og løsningsforslag blev herefter forelagt for Hr.
Jørgensen.
1) Indførelse af en anordning til styring og regulering af
spændingsniveauet.
2) Indførelse af en anordning i form af en indbygget visuel indikator.
3) Indførelse af en anordning i form af en indbygget visuel indikator der
tilkendegav, at stimulatoren var i drift. Samtidig forelå et forslag til
sammenbygning af de i pkt. 2 og 3 nævnte funktioner.
4) Det meget væsentlige for udstyrets tilblivelse i den nuværende form,
ideen til fremstilling af en stimulator i C-mos teknik istedet for den af
Jørgensen anvendte transistorkonstruktion, som havde et mere end 100 gange
større strømforbrug.
5) Indførelsen af lithiumbatteriet som spændingskilde grundet dets fine
egenskaber med hensyn til kapacitet i forhold til den fysiske størrelse og
mulighederne for langtidslagring (ca. 10 år).
Som det fremgår af bilag 1 og 2, har Jørgensen tidligere anvendt værdier
for den stimulerende spænding på 1 volt.
De egentlige erfaringer omkring den stimulerende spændings værdi, er først
opnået efter ibrugtagning af den nye stimulator, idet muligheden for at
afstemme spændingen uafhængigt af belastningen, som er forskellig fra patient
til patient, først her var tilstede. I forbindelse med de kliniske forsøg i
spørgsmålet om fastsættelse af spændingsniveauet, har min deltagelse på
tekniksiden i vid udstrækning fundet sted.
Før ibrugtagning af den nye stimulator var det tilsyneladende Jørgensens
opfattelse at temperaturforøgelsen, der kunne måles på hudoverfladen og som
senere viste sig at være fremkaldt af en for høj spænding og årsag til
uheldige vævsreaktioner, var et udtryk for virkningsgraden under
helingsprocessen.
Et projekt vedrørende termografimåleudstyr til afskanning af
hudtemperaturen blev derfor diskuteret.
I sagsfremstillingen angribes stimulatorens uensartethed og
patientsikkerheden. Det blev i enighed med Howmedica vedtaget, at
stimulatoren skulle fremstilles som en engangs-type, hvorved man også kunne
opnå en besparelse i fremstillingsprisen. At udstyret ikke indeholder
strømbegrænser skulle gøre patientsikkerheden dårligere vidner således også
om en vis ukendskab til udstyret, idet spændingsbegrænseren netop udgør en
sikkerhedsforanstaltning i den givne konstellation. Spændingens størrelse har
som bekendt indflydelse på, hvor stor en strøm der kan flyde.
I sagsfremstillingen afviser Jørgensen min medret i patentet med den
begrundelse at jeg repræsenterer et registreret firma. En sådan begrundelse
kan i henhold til det lovmæssige på dette område formentlig lades helt ude af
betragtning. Iøvrigt er patentansøgningen indgivet personligt og kun
omfattende mit private navn.
Af faktura af 15. marts 1980 fremgår det at det udfra normale
forretningsbetingelser er betalt for et udviklingsarbejde omfattende møder,
konstruktionsarbejde, finmekanik, afprøvning og patientmålinger.
Udviklingsarbejdet er klart en videre forarbejdning af de ideer og nye
funktioner som er indeholdt i den af mig indgivne patentansøgning nr.
4792/81. Betalingen omfatter således ikke retten til undtagelse af patent på
hverken ideer, nye funktioner eller design.
For at støtte parternes ihukommelse under den her anvendte
kommunikationsform, kan jeg til slut nævne nogle få situationer som de er
forekommet undervejs fx.
På et møde hvor jeg med meget kort varsel blev opsøgt på mit job af Hr.
Jørgensen og Hr. G. Kjems blev et forsøg iværksat tydeligt med henblik på at
få min afståelse af patentrettighederne. Efter et mislykket forsøg udtalte
Kjems bl.a.:
- Nu da Jørgensen igennen årene har ofret megen tid på sagen, synes du så
ikke det er rimeligt at han får patentet.
Udtalelsen afspejlede tilsyneladende en ufrivillig forståelse for min
fastholdelse af mine rettigheder.
Dagligstuemødet hos Jørgensen hvor jeg tilfældigt og efter Jørgensens
reaktion at dømme, uheldigvis erfarede at en tysk patentansøgning var
indgivet i Jørgensens navn. Dette på trods af Jørgensen indtil da foregav at
vi i fællesskab arbejdede videre med patentdokumenterne.
Udtalelse fra Dr.jur. A. Meissel på et møde afholdt i London:
- For mig er det uden forskel om patentansøgningen skal indeholde begge
navne eller der oprettes en aftale imellem Jørgensen og Axelsen.
Det blev tilsyneladende også her opfattet som naturligt at ophavsretten
tilfaldt begge parter.
Jeg havde tidligere indvilliget i en deling af rettighederne med 50
procent til hver for underbyggelsen af vores samarbejde. Dette på trods af at
det for mig, også på dette tidspunkt, stod klart at det var mine rettigheder.
Jeg må erkende at den »klokkerene« holdning fra Jørgensens side
som der i sagsfremstillingen gives udtryk for savner jeg. Eller sagt på en
anden måde, hvis Jørgensen ville have patent på de dele der tilfalder ham,
skulle det have været søgt for 12 år siden.
Konklusion:
Nye funktioner som automatisk polvending, spændingsbegrænsning, indbygget
indikation af polaritet, indbygget indikation af stimulatorens drift,
anvendelse af mikroelektronik, design, sammenkoblingsteknik og ideer til den
praktiske udførelse ikke er foreskrevet og nøje defineret af Hr. Jørgensen.
En sammenholdelse af akterne i sagen, peger på to muligheder enten at mine
rettigheder som eneste opfinder tilgodeses eller det erklæres at alle
indgivne patentansøgninger vedrørende denne sag, grundet andre og endnu ikke
kendte omstændigheder, ikke kan imødekommes.
Nærtstående kolleger har endvidere erklæret sig rede til at bevidne
rigtigheden af den del af sagsfremstillingen, som er dem bekendt.'
Den 18. juni 1986 meddelte Patentdirektoratet følgende:
»I sin fortsættelse af skrivelse herfra af 3. januar 1986 vedrørende
ovennævnte patentansøgning skal det meddeles, at ansøgerne ikke inden den
herfra givne frist har udtalt sig i anledning af Deres skrivelse af 27.
februar 1984. Sagen er herefter taget op til behandling på det foreliggende
grundlag.
Direktoratet må herefter anse spørgsmålet om, hvem der er berettiget til
opfindelsen for at være tvivlsomt. Man skal derfor i medfør af bestemmelsen i
patentlovens § 17, stk. 1, opfordre Dem til inden 2 måneder fra dato at
anlægge sag om retten til opfindelsen.
Efterkommes denne opfordring ikke, vil Deres påstand om at være berettiget
til opfindelsen blive ladt ude af betragtning ved afgørelse af
patentansøgningen, jfr. ligeledes patentlovens § 17, stk. 1.
Kopi af nærværende skrivelse er blevet sendt til ansøgerne.«
Klageren v/ advokat Bent Nielsen, Risskov, meddelte ved skrivelse af 14.
august 1986, at der s.d. var afsendt Vestre Landsretsstævning med følgende
påstand: At sagsøgte dømmes til at anerkende sagsøgerens eneret til
patentansøgning nr. 4791/81 med samtidig udelukkelse af sagsøgtes
patentansøgning nr. 4983/81 vedrørende samme opfindelse.
Direktoratet meddelte ved skrivelse af 24. september til klageren 1986
følgende:
»I skrivelse af 14. august 1986 vedrørende ovennævnte
patentansøgning, har De som advokat for P.E. Axelsen, ingeniør- og
handelsfirma under henvisning til bestemmelsen i patentlovens § 17, stk. 2
anmodet direktoratet om at stille behandlingen af ansøgningen i bero, indtil
den af dem anlagte retssag er endeligt afgjort.
I den anledning meddeles, at den videre behandling af ansøgningen er
stillet i bero på retssagens endelige afgørelse.
Direktoratet skal imidlertid gøre Dem opmærksom på, at ansøgningen i
henhold til overdragelsesdokument af 28. juni 1982 er overgået til Howmedica
International Inc. med patentbureauet Hofman-Bang & Boutard, København,
som fuldmægtig, hvilket er anmeldt til direktoratet den 8. september 1983.
Opmærksomheden henledes endvidere på, at der i stævningen ikke ses at være
nedlagt påstand om, at sagsøgtes patentansøgning nr. 4983/81 overføres til
Deres klient, men alene om en udelukkelse af sagsøgtes ansøgning.«
Den 4. november 1987 meddelte direktoratet klageren:
»Vi har fra advokat Bent Nielsen fået oplyst, at landsretssagen mod
T.E. Jørgensen er blevet hævet.
Den videre behandling af Deres ansøgning kan herefter ikke længere være
stillet i bero på retssagens afgørelse.«
Med skrivelse af 12. januar 1989 fremsendte ansøger udskrift af retsbogen
for Vestre Landsret i sagen V.L. B 1566/1986, hvoraf fremgår, at sagsøger har
hævet sagen.
Efter yderligere korrespondance mellem ansøgeren og Patentdirektoratet
blev patentet den 17. september 1990 fremlagt under nr. 159196 B med følgende
krav:
»1. Apparat til elektrisk stimulering af knogler i et frakturområde
ved hjælp af metalstifter, som er indrettet til at indsættes i fragmenterne
og danner elektroder, som er optaget isoleret i externe spændeorganer, ved
hjælp af hvilke de kan spændes imod hinanden, og en med elektroderne
forbundet stimuleringsspændingskilde med en frekvens på omtrent 1 Hz og en
amplitude på højst omkring 1 volt, kendetegnet ved, at en
jævnspændingskilde er tilsluttet til elektroderne (XI, X2) over et
ompolingsorgan (IC1 til IC4), at en impulskilde (IC9) med en
impulsfølgefrekvens på 1 Hz ligeledes er tilsluttet til elektroderne (X1,
X2), således at apparatets udgangssignal består af impulskildens (IC9)
impulsfølge, som er underlagt en konstant jævnspænding, at impulskilde (IC9)
desuden er forbundet med en impulstæller (IC10), som afgiver et
ompolingssignal til ompolingsorganet (IC1-IC4), når antallet af impulser
svarer til et tidsrum på fra 1 til 2 timer, hvorved apparatets udgangssignal
bliver ompolet, at et visningsorgan (D5) ved hjælp af en kontrolkontakt (K1)
efter frit valg bliver forbundet med elektroderne, og at impulstælleren
(IC10), jævnspændingskilden, impulskilden (IC9), ompolingsorganet (IC1-IC4),
kontrolkontakten (K1) og visningsorganet (D5) er anbragt i et langstrakt hus
(20) og forbundet med metalstifterne (25) over fleksible tilledninger (23,
24).
2. Apparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at et
spændingsbegrænsningsorgan (D1-D4) er indkoblet imellem elektroderne (X1,
X2).
3. Apparat ifølge krav 2, kendetegnet ved, at en eller to i
seriekoblede dioder (D1-D4) er koblet antiparallelt til elektroderne (X1,
X2).
4. Apparat ifølge ethvert af kravene 1-3, kendetegnet ved, at to
lysdioder, som er serieforbundet, men med omvendt gennemløbsretning, er
forbundet med lysdiodernes seriekobling (D5) parallelt med ompolingsorganets
(IC1-IC4) udgang, og kontrolkontakten (K1) er forbundet imellem impulskilden
(IC9) og forbindelsen mellem de to lysdioder (D5).
5. Apparat ifølge krav 4, kendetegnet ved, at kontrolkontakten (K1)
er en Reed-kontakt.
6. Apparat ifølge ethvert af kravene 1-5, kendetegnet ved, at
jævnspændingskilden er et lithiumbatteri.
7. Apparat ifølge ethvert af kravene 1-6, kendetegnet ved, at det
langstrakte hus (21) er et aluminiumshylster.
8. Apparat ifølge ethvert af kravene 1-7, kendetegnet ved, at
visningsorganet (D5) er forbundet med en yderligere, fra husets (21) ende
udført fleksibel tilledning (28).
9. Apparat ifølge krav 5 eller 8, kendetegnet ved, at huset (21)
består af et umagnetisk materiale, at Reed-kontakten ligeledes er anbragt i
huset (21), og at en permanent magnet er bevægelig forbundet med huset (21).
10. Apparat ifølge krav 9, kendetegnet ved, at permanentmagneten er
forbundet med tilledningen til visningsorganet.
11. Apparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at amplituden er
omtrent 0,7 volt.«
Klageren anførte i skrivelse af 6. november 1990 følgende:
»Torben Ejsing Jørgensen er med urette benævnt som opfinderen af
ovennævnte opfindelse, selv om det er mig der har gjort den.
Der er et langt hændelsesforløb i sagen. Men det vigtigste tidspunkt er:
Da jeg anmoder TEJ om at gennemlæse min Patentbeskrivelse, hvor han så
meddeler mig, at han skal på ferie i Tyskland og så her benytter lejligheden
til at indlevere den tyske patentansøgning nr.: DE A1 3.042.751 uden min
viden og uden at sætte mig på ansøgningen... i det mindste som medopfinder.
Jeg vil ikke benægte at TEJ har medvirket på den medicinske side af sagen.
Men TEJ har ikke i mindste måde medvirket ved den elektroniske
kredsløbsopfindelse, som patentansøgningen jo netop omhandler.
Jeg er klar over, at jeg i min tidligere korrespondance med direktoratet
skulle have henholdt mig til paragraf 18.
Der behøver ikke nogen retssag til at affærdige TEJ's påstand om, at jeg
skulle have fået hele instruktionen af ham. Spørg ham blot hvilke integrerede
kredse, der sidder i det opfundne kredsløb.
Det er så heldigt, at jeg har overskudseksemplarer liggende af den
oprindelige udførelse af opfindelsen. Og HVIS ikke TEJ kan beskrive kredsene
og fortælle fabrikat og typebetegnelser, er dette en klar dokumentation af
ikke at have andel i opfindelsen.
Jeg blev af direktoratet opfordret til at anlægge sag om problemet. Men da
sagen var løbet op i 25.000 kroner, måtte jeg stoppe. Jeg havde ikke råd til
at fortsætte, selv om jeg vidste, at jeg med sikkerhed ville vinde retssagen.
Howmedica ville satse stort, for at få en læge nævnt som opfinder og betalte
af deres millionformue alle TEJ's sagsomkostninger.
Jeg vedlægger en bekræftelse af opfindelsesforløbet fra min mangeårige
kollega og opfinder Leo Anker Jensen, Byagervej 90, 8330 Beder, som jeg også
sidder i bestyrelse med i DaFFO.«
Erklæringen fra L.A. Jensen havde følgende indhold:
»Undertegnede har fulgt selve opfindelsesforløbet omkring den
opfindelse, der er beskrevet i ovennævnte fremlagte ansøgning.
Jeg blev meget forbavset da jeg i patenttidende læste en anden opfinder
end ingeniør Poul Erik Axelsen, Skæring Hedevej 206, 8250 Egå.
Jeg kontaktede PEA, som jeg har delt kontor med i mange år på et
elektronisk laboratorium. Han har i årenes løb lavet en del gode opfindelser,
som dog ikke er anmeldt, da de kun har haft interesse for vor fælles
arbejdsplads under driften af centraler og fjernkabler. Efter arbejdstid og i
frokostpauser har vi ofte talt om vore private udviklingsarbejder. (Vi har
begge opnået direktionens tilladelse til i mindre omfang at drive vore små
momsregistrerede firmaer.) Jeg har selv lavet et relativt stort antal
opfindelser, som det fremgår af Patentdirektoratets arkiv. Jeg fulgte på nært
hold arbejdet med den sagen omhandlede opfindelse, og har diskuteret
enkeltheder af kredsløbene med PEA, og har ved afslutningen af hans arbejde
gjort ham opmærksom på, at han havde lavet en opfindelse. Han fortalte så om
læge Torben Ejsing Jørgensens lægelige andel i opfindelsen. Så foreslog jeg
PEA lod TEJ gå med i patentansøgningen som medopfinder, selvom det klart
fremgik af sagens forløb, at TEJ havde offentliggjort TEJ's
helbredelsesmetode i såvel offentlige forsamlinger som i offentlig
tilgængelige tidsskrifter. Jeg foreslog dette fællesskab om opfindelsen fordi
TEJ sammen med andre læger havde genoptaget den gamle ide om at anvende
elektrisk stimulering ved heling af knoglebrud og således havde vakt PEA's
interesse for sagen. PEA var gået ind i et samarbejde om en ingeniørmæssig
konstruktion og betaltes herfor.
Men PEA gjorde en opfindelse og samtlige krav i den nu fremlagte
patentansøgning omhandler alene enkeltheder, som jeg ved at Poul Erik Axelsen
har opfundet.
Jeg har nu læst PEA's korrespondance med Patentdirektoratet. Det forbavser
mig at direktoratet IKKE i sit svar på PEA's brev af 27. februar 1984
betragtede brevet som den i patentloven's paragraf 18 nævnte godtgørelse og
derefter overførte PEA som opfinderen på patentet eller medtog PEA som
medopfinder.
Jeg mener at denne sag har så stor principiel betydning, at jeg som
formand for DaFFO's juridiske udvalg mener, at det vil være katastrofalt for
hele atmosfæren omkring opfindelser og patenter, hvis den der i dag har
fortjenesten på en ranet opfindelse, kan føre sin sag til sejr ... og så den
virkelige opfinder bare skal se herpå ... fordi han ikke har råd til at satse
til retfærdigheden sker fyldest efter en lang og kostbar retssag.
Jeg har bedt PEA om at henholde sig til Patentlovens paragraf 18 og
godtgøre med min erklæring, at han er opfinder af den fremlagte opfindelse,
som er beskrevet i patentansøgning nr.: 4983/81.«
Patentdirektoratet afslog i skrivelse af 13. marts 1991 begæringen om
overførelse i henhold til § 18 således:
»I brev af 06 nov 1990 har De i henhold til patentlovens § 18 fremsat
begæring om overførelse af patentansøgning nr. 4983/81 til Dem, idet De gør
gældende at være berettiget til opfindelsen.
I denne anledning skal direktoratet meddele, at begæringen ikke kan
imødekommes.
Det er en betingelse for at overføre patentansøgningen efter patentlovens
§ 18, at De overfor direktoratet godtgør, at De og ikke Torben Ejsing
Jørgensen er berettiget til opfindelsen. Deres brev af 06 nov 1990 tillige
med den fremsendte redegørelse af samme dato fra deres kollega Leo Anker
Jensen er ikke tilstrækkelig til, at direktoratet finder det godtgjort, at De
er berettiget til opfindelsen.
De har oplyst, at den af Dem anlagte sag om retten til opfindelsen er
hævet, hvorfor man ikke på ny vil opfordre Dem til at anlægge sag herom,
selvom direktoratet fortsat anser spørgsmålet om, hvem der er berettiget til
opfindelsen, for tvivlsomt.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 6. april 1991 indbragt for
Patentankenævnet. Som klagebegrundelse anførtes i skrivelse af 14. juli 1991
følgende:
»Sagen startede med en henvendelse fra Overlæge Torben Ejsing
Jørgensen, Randers, som gerne ville have fremstillet en elektronisk
stimulator til stimulering af frakturer.
Jørgensen havde i forvejen arbejdet med en slags stimulator, som var
fremstillet af firmaet JAQUET ORTHOPEDIE S.A., GENEVE.
I forbindelse hermed opstod der under behandlingen en række problemer.
Disse problemer var bl.a.:
1) Betændelsestilstande som følge af reaktioner omkring elektroderne.
Løsning: Betændelsestilstanden skyldes den ukontrollerede polvending, samt
spændingsniveauet på elektroderne.
Polvendingen blev herefter automatiseret ved hjælp af den digitale
tidsmåler, som det fremgår af patentansøgningen. Ideen til en tidsmåling som
er styret af selve stimuleringsimpulsen er frembragt af undertegnede.
Med hensyn til spændingen, fandt jeg frem til det rigtige niveau, som det
fremgår af bilag nr. 1, 2, 3 og 4.
Den rigtige spænding er ikke som tidligere omtalt 1 Volt. Vævsreaktionen
er ej heller et udtryk for virkningsgraden under helingsprocessen.
2) Vanskelighed med at kontrollere om stimulatoren var i drift.
Løsning: Til kontrol af stimulatorens drift, fik jeg ideen med anvendelsen
af en dobbelt lysdiode, hvormed ikke blot om stimulatoren var i drift kunne
kontrolleres, men hele funktionen.
Lysdioden styres af et reed-rør, som kan påvirkes af en udvendig magnet.
Magneten er anbragt sammen med lysdioden i en såkaldt »snabel«,
som kan bøjes ind over stimulatorens testpunkt.
Ved brug af lysdioden fås endvidere muligheden for at kontrollere
stimulatorens polaritetsskift, idet den ene del af dioden viser grønt ved en
polaritet og den anden del af dioden viser rødt ved den anden polaritet.
Ideen til denne kombinerede funktion og anvendelsen af lysdioden i denne
sammenhæng, er udelukkende frembragt af undertegnede.
3) Problemet med for stor strømforbrug, således at batterierne udbrændte
for hurtig, med hyppigere indkaldelse af patienter til følge.
Løsning: Der anvendes C-mos teknik og en driftspænding på 3,6 Volt, som
leveres fra et lithiumbatteri.
En reducering af spændingen til 1,5 volt for at opnå anvendelse af
standardbatterier falder helt uden for ideen, idet C-mos teknikken (derfor
3,6 volt driftspænding) har et 100 gange mindre strømforbrug.
Ideen til denne løsning af problemet er udviklet er udelukkende frembragt
af undertegnede. Endvidere opnåes den fordel, at lithiumbatterier har en lang
lagertid, ca. 10 år.
4) Problemet med afbrydelse af stimulatoren.
Løsning: Afbrydelsesmulighed for stimulatoren forekommer som en naturlig
funktion.
Jeg indbyggede derfor en overkobling i tilslutningsstikket, således at en
naturlig tilkobling og afbrydelse forekommer ved en til og frakobling af
stimulatoren.
Ligeledes er ideen til en afbrydelsesmulighed kombineret med DIN-stikkets
tilslutningsfunktion, udelukkende frembragt af undertegnede.
Ideen til anbringelse af det langagtige print, med påmonterede
komponenter, i et aluminiumshylster for at give den nødvendige beskyttelse
mod udefra kommende transienters påvirkninger, er ligeledes frembragt af
undertegnede.
Deraf ses det, at muligheden for anbringelse af kredsløbet i et
kunststofkabinet er forkastet.
Den række af løsningsforslag blev herefter forelagt for hr. Jørgensen.
Den nye stimulatorkonstruktion, hvor der således er anvendt
microelektronik, arbejder som følge heraf efter helt andre principper end den
før anvendte.
Efter en række kliniske forsøg, som faldt meget heldig ud, udført i
samarbejde med dr. Jørgensen, var der fra min side ikke tvivl om at der måtte
indgives patentansøgning på det anvendte kredsløb.
Mit forslag var at indgive ansøgning med begge navne på, Jørgensen og
Axelsen.
Dette på trods af, at det var mine ideer og tanker der lå til grund for
det anvendte kredsløb.
Jørgensens viden omfatter på ingen måde kendskab til den anvendte
microelektronik og integreret teknik.
Endvidere brugen af elektrisk strøm, til heling som den her omtalte, har
været kendt siden omkring år 1920, hvor patentet derfor omfatter udstyr og
metode til udførelse.
Jørgensen mente imidlertid ikke, at det var nødvendigt at spilde tid og
penge herpå.
For at komme videre med sagen, nu da det var konstateret, at man med
apparatet kunne udføre en meget effektiv behandling, kontaktedes det
amerikanske (internationale) medicinalfirma HOWMEDICA.
Howmedica var interesseret, men på betingelse af at der blev udtaget
patent.
Jeg gik herefter igang med udarbejdelse af fler sprogede dokumenter samt
tegninger og fotos, som skulle anvendes ved indgivelse af patentansøgning.
Dokumenter og tegninger var også tilgængelige for Jørgensen, da jeg på
dette tidspunkt betragtede os som partnere i den samme sag.
Næsten samtidig med færdiggørelsen af dokumenterne, meddelte Jørgensen at
han skulle på bilferie syd på.
Antagelig i denne forbindelse, på trods af vores samarbejde, foretager
Jørgensen uden min viden en indlevering, i sit eget navn, af
patentansøgningen til det tyske patentamt.
Det hændte blev opdaget af mig ved en tilfældighed under et besøg hos
Jørgensen.
Senere er således den danske patentansøgning nr. 4983/81 (159.196)
omhandlende det samme patent indgivet.
De tegninger og dokumenter der blev anvendt hertil uden min viden, er
udelukkende udarbejdet af undertegnede.
Det ses herved af følgende bilag:
5) KREDSLØBSDIAGRAM, fremstår i den samme streg, hvor endvidere de enkelte
symboler, som er specielt tegnede, er de samme.
Jeg er i besiddelse af den originale kalke, hvor gengivelsen svarer
nøjagtig til (se endvidere den tyske ansøgning). Kalken er udarbejdet
udelukkende af undertegnede.
6) KURVERNE over udgangssignalet, fremstår i samme streg og hvor
talgengivelserne på akserne er skrevet med en bestemt skrifttype (letter
gothic), som findes på den af mig anvendte skrivemaskine. Endvidere er
typerne og kurvernes aftegning nøjagtig sammenfaldende med
originaltegningerne (se den tyske ansøgning).
Disse tegninger, som jeg er i besiddelse af originalerne til er udarbejdet
udelukkende af undertegnede.
7) FOTOGRAFI: I beskrivelsen er anvendt en kopi med nummerangivelse, af
fotografiet som er taget i perspektiv (hvor stimulatoren ligger på skråt).
Dette fotografi, hvoraf en kopi vedlægges, er ligeledes frembragt af
undertegnede.
Endvidere er endnu et fotografi anvendt, som viser et hylster til en anden
udgave.
Jeg er i besiddelse af negativerne til begge fotografier.
Det her fremførte ses tydeligt ved betragtning af den tyske ansøgning.
Efterfølgende bilag vedlægges til orientering.
Ud fra det her anførte faktum, må jeg anse mig som eneopfinder.
Der foreligger ikke aftaler om at projektet ikke må benyttes af
undertegnede i andre sammenhænge.'
Ansøgeren har i skrivelse af 16. oktober 1991 anført følgende:
»Med henvisning til Patentankenævnets skrivelse af 22. juli 1991 skal
vi på ansøgerens vegne anmode om, at klagen afvises og ansøgningen sendes
tilbage til Patentdirektoratet til afsluttende behandling med henblik på
patentudstedelse.
Klagerens redegørelse af 14. juli 1991 bygger på fundamentale
misforståelser, dels af generelle patenterbarhedskriterier og dels af den
opfinderiske indsats i den konkrete sag.
Den foreliggende opfindelse er baseret på en helt ny medicinsk erkendelse,
der i første omgang af dr. Jørgensen blev fremsat som en ide og efterfølgende
blev bekræftet ved praktiske kliniske forsøg.
Elektrostimulering af knoglebrud til fremskyndelse af helingsprocessen har
- således som det også er understreget af klageren - været forsøgt i mange
år, jfr. blandt andet opfinderens artikel i Acta Orthop. Scandinavia, 43,
421-437, 1972, som også er citeret af hr. Axelsen.
Det er korrekt, at tidligere anvendte apparater og metoder medførte en
række problemer og ulemper.
For at overvinde disse fik opfinderen, overlæge dr. med. Torben Ejsing
Jørgensen (og ikke elektroingeniør P.E. Axelsen) den ide, at man regelmæssigt
og hyppigt kunne skifte polariteten af en pulserende elektrisk strøm (med en
specifik frekvens og bølgeform), idet opfinderen på basis af sine tidligere
erfaringer formodede , at det ville medføre en medicinsk fordel eller
forbedring.
Dette opfinderiske koncept er alene tilvejebragt af dr. Jørgensen,
hvorimod hr. Axelsen næppe har haft de medicinske erfaringer og
forudsætninger for at kunne fostre en sådan original ide. Hr. Axelsen har kun
fået til opgave at konstruere de elektriske kredsløb, som kunne udføre de af
dr. Jørgensen foreskrevne funktioner.
Det var også dr. Jørgensen, som alene gennemførte de kliniske
undersøgelser, der bekræftede rigtigheden af idegrundlaget. Hr. Axelsens
påstand om, at en række kliniske forsøg er udført i et samarbejde mellem ham
og dr. Jørgensen er således forkert.
Den af hr. Axelsen udførte indsats, se især punkt. 2, 3 og 4, hvor der
omtales elektrotekniske begreber og elementer (dobbelt lysdiode, reed-rør,
»snabel«, C-mos teknik, lithiumbatteri, overkobling i
tilslutningsstikket, et langagtig print etc.) er et rent rutinemæssigt
arbejde, som forventes at kunne udføres af en fagligt uddannet
elektrotekniker, som har fået til opgave at få apparatet til at udføre de af
opgavestilleren foreskrevne funktioner.
Hr. Axelsen bemærkninger om, at »det var mine ideer og tanker der lå
til grund for det anvendte kredsløb« og »Jørgensens viden omfatter
på ingen måde kendskab til den anvendte microelektronik og integreret
teknik« er ganske irrelevante, fordi opfindelsen ikke består i at anvise
et bestemt kredsløb, men derimod at give anvisning på at anvende et
apparatur, som kan udføre de foreskrevne funktioner.
Den egentlige opfindelse vedrører i virkeligheden en terapeutisk
behandling. Da en sådan ikke kan gøres til genstand for patentbeskyttelse i
Danmark (PL § 1, stk. 3), har ansøgeren imidlertid begrænset patentkravene
til at angå et elektronisk apparat, der er indrettet til at udøve
fremgangsmåden.
Det skal ikke bestrides, at klageren har udført de diagrammer og
tegninger, han har fremsendt som bilag (pkt. 5, 6 og 7). Det var netop den
rutinemæssige opgave, han fik, og som han også har fået betaling for at
udføre. Det har imidlertid ikke karakter af en opfinderisk indsats.
Opmærksomheden henledes på, at klageren har haft lejlighed til at føre
retssag med hjemmel i PL § 17 for at få prøvet sin påstand om hans ret til
opfindelsen, men at sagen blev hævet af hr. Axelsen uden at der var leveret
dokumentation for de fremsatte påstande. Sagen endte med, at hr. Axelsen
måtte betale sagsøgtes sagsomkostninger. Denne afgørelse blev truffet den 3.
juni 1987. Hr. Axelsen har ikke siden fremdraget nyt materiale, som
berettiger til en ændret vurdering af sagen.
Til dokumentation for ovenstående fremsendes vedlagt kopi af opfinderens
artikel i Acta Orthop. Scandinavia (bilag A), en rapport af 17. maj 1979 fra
konsulentfirmaet Logodan Consult ApS (bilag B), der viser at dr. Jørgensen
før påbegyndelsen af samarbejdet med hr. Axelsen har haft ideerne til de
foreslåede forbedringer (spændingsregulering, justering af strømstyrken,
automatisk polvending af dc-komponenten etc), kopi af dr. Jørgensens brev af
18.5.79 (bilag C) til Logodan, der viser at dr. Jørgensen ønskede selv at
udføre udviklingsarbejdet, kopi af hr. Axelsens faktura af 15. marts 1980
(bilag D) for det af dr. Jørgensen bestilte arbejde og udskrift af retsbogen
vedrørende domsafgørelsen af 3. juni 1987 (bilag E).'
Klageren har i skrivelse af 5. maj 1993 anført følgende:
»På vegne Poul Erik Axelsen skal jeg fastholde den nedlagte påstand
om, at patentrettighederne vedrørende den under ansøgningsnr. PA 4983/81 af
Howmedica International Inc., Irland indgivne patentansøgning overføres til
min klient i overensstemmelse med reglen i Patentlovens § 18.
Subsidiært påstås patent meddelt ansøger og klager i fællesskab.
Der henvises til min klients tidligere indlæg, herunder særligt
skrivelserne af 27. februar 1984 og 6. november 1990 til Patentdirektoratet
samt de deri anførte bilag samt skrivelsen af 14. juli 1991 til
Patentankenævnet.
Sidstnævnte skrivelse er af Hofman-Bang & Boutard A/S kommenteret ved
skrivelse af 16. oktober 1991 til Patentankenævnet.
I denne skrivelse er det bl.a. (3. afsnit på side 2) anført:
»... fik opfinderen, overlæge dr. med. Torben Ejsing Jørgensen ...
den ide, at man regelmæssigt og hyppigt kunne skifte polalriteten af en
pulserende elektrisk strøm (med en specifik frekvens og bølgeform), idet
opfinderen på basis af sine tidligere erfaringer formodede, at det ville
medføre en medicinsk fordel eller forbedring.«
Senere (side 3, 2. afsnit) er anført følgende:
»Den egentlige opfindelse vedrører i virkeligheden en terapeutisk
behandling.«
Klageren kan tiltræde, at det alene er Torben E. Jørgensen, der har haft
de medicinske erfaringer og forudsætninger for at kunne identificere de
anførte forhold.
I skrivelsen er der endvidere (side 2, 4. afsnit) anført følgende:
»Hr. Axelsen har kun fået til opgave at konstruere de elektriske
kredsløb, som kunne udføre de af dr. Jørgensen foreskrevne funktioner.«
Der er således enighed om, at det apparat, der skal udføre de funktioner,
som Torben E. Jørgensen har defineret (den medicinske/terapeutiske
behandling), er konstrueret af klageren, Poul Erik Axelsen.
Sagens faktum kan herefter i korte træk beskrives som følger:
1. Torben Ejsing Jørgensens primære »opfindelse« er en særlig
behandlingsmetode vedrørende elektrostimulering af knoglebrud til
fremskyndelse af helingsprocessen særligt kendetegnet ved:
- Regelmæssig og hyppig skifte af polaritet og
- en nærmere defineret pulserende elektrisk strøm (med en specifik
frekvens og bølgeform).
2. Poul Erik Axelsens indsats har bestået i at konstruere det elektriske
apparat, der kunne udføre de ovenfor under pkt. 1 beskrevne funktioner.
Ifølge skrivelsen af 16. oktober 1991 fra Hofman-Bang & Boutard A/S
til Patentankenævnet er der (jfr. de ovenfor citerede steder) enighed om det
under pkt. 1 og 2 anførte.
Sammenholdes Hofman-Bang & Boutard A/S's førnævnte skrivelse med de
opgjorte patentkrav, forekommer det åbenbart, at det apparat, der af
ansøgeren søges patent på, delukkende er opfundet af klageren.
I patentkrav nr. 1 er således alene beskrevet det elektriske kredsløb, som
ansøgeren udtrykkeligt anerkender er udarbejdet af klageren. Det er således
positivt ukorrekt, at opfindelsen ikke består i at anvise et bestemt
kredsløb, som anført i skrivelsen side 3, 1. afsnit.
Patentkrav 1 er netop det af klageren udarbejdede elektriske kredsløb. I
den forbindelse skal det fremhæves, at det af ansøgeren er erkendt, at
kredsløbet er konstrueret af klageren, hvilket i øvrigt klart fremgår af, at
figur 3 til ansøgerens patentskrift direkte er en kopi af figur 3 til
klagerens oprindelige, egen patentansøgning (PA 4792/1).
I Hofman-Bang & Boutard A/S's førnævnte skrivelse (side 2, 6. afsnit)
er endvidere anført følgende:
»Den af hr. Axelsen udførte indsats, se især punkt 2, 3 og 4, hvor
der omtales elektrotekniske begreber og elementer (dobbelt lysdiode,
reed-rør, »snabel«, C-mos teknik, lithiumbatteri, overkobling i
tilslutningsstikket, et langagtigt print etc.)...'
Ansøgeren erkender herved, at alene klageren har opfinderrettighederne
vedrørende disse forhold, der svarer til patentkravene nr. 3, 4, 5 og 6.
De øvrige patentkrav vedrører alle den elektrotekniske opbygning af
apparatet, og det er erkendt af ansøgeren, at dette arbejder alene er udført
af klageren.
Der henvises i denne forbindelse bl.a. til side 3, 3. afsnit i Hofman-Bang
& Boutard A/S's førnævnte skrivelse.
På side 3, 2. afsnit i skrivelsen er anført:
»Den egentlige opfindelse vedrører i virkeligheden en terapeutisk
behandling. Da en sådan ikke kan gøres til genstand for patentbeskyttelse i
Danmark ..., har ansøgeren imidlertid begrænset patentkravene til at angå et
elektronisk apparat, der er indrettet til at udøve fremgangsmåden .«
Sagens faktum er herefter ganske enkelt, at ansøgerens opfindelse alene
består af en (ikke-patenterbar) behandlingsmetode, og at patentansøgningen
alene vedrører det elektroniske apparat, som ansøgeren erkender er
konstrueret af klageren.
Med hensyn til den tidligere anlagte Vestre Landsrets sag bemærkes, at
ansøgeren er bekendt med, at denne sag alene blev hævet pga., at klageren
ikke havde økonomisk mulighed for at gennemføre sagen. Dette sagsanlæg har
således ingen retskraft, hverken formelt eller materielt.
Nærværende skrivelse, der alene har karakter af en sammenfatning af de
tidligere partsindlæg, er samtidig hermed fremsendt i kopi til Hofman-Bang
& Boutard A/S til orientering.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 10. maj 1993.
Klageren var mødt personligt og havde mulighed for at udtale sig.
På ankenævnets telefoniske forespørgsel den 26. maj 1993, har ansøgeren
ved civilingeniør Gunnar Sundien, Hofman-Bang & Boutard, erklæret sig
indforstået med, at nævnet afgør sagen på det foreliggende grundlag.
Ankenævnet skal udtale:
Således som sagen har foreligget oplyst for Patentdirektoratet, må
spørgsmålet om, hvem der er berettiget til opfindelsen, anses for at have
været tvivlsomt.
Da klageren hverken overfor Patentdirektoratet eller overfor Ankenævnet
har godtgjort, at der i medfør af patentlovens § 18 er grundlag for at
overføre patentansøgningen til ham, vil direktoratets afgørelse være at
stadfæste.
Det tilføjes, at ankenævnet ikke herved har taget stilling til, om
klageren i medfør af patentlovens § 17 er medberettiget til opfindelsen,
hvorfor sagen tilbagesendes til direktoratet.
Herefter
bestemmes:
Den indankede afgørelse stadfæstes.
Sagen tilbagesendes til Patentdirektoratet til ny realitetsbehandling af
klagerens subsidiære påstand om medberettigelse til opfindelsen.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. P. Terndrup Pedersen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Misforståelse mellem patentagent og ansøger med hensyn til videreførelse af patentansøgning i Danmark ikke genoprettelsesgrund efter Patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Da ansøger ikke havde vist fornøden omhu ved instruktionen af den danske patentagent kunne patentrettighederne ikke genoprettes efter patentlovens § 72. Retsinformation · 24. september 1997
- Ikke meddelt patent på hængsel, da dette ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Ventil adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik og kunne dermed ikke patenteres. Retsinformation · 24. september 1997
- Klageren i patentsag dokumenterede, at en opfindelse ikke var ny. Retsinformation · 24. september 1997